Muhammed blev født på papiret - 120 år efter sin død

Opdateret: 2 dage siden

Boganmeldelse. Alle danske gymnasieelever burde præsenteres for Morten Rydals glimrende bog "Muhammed. Da imperiet fandt sin profet." Her redegør han for ny forskning i islams tidligste historie, og det er aldeles glimrende formidlet. Den ville være en tiltrængt korrektion til de forældede lærebøger, som stadig bilder de unge ind, at "man ved", at islam blev stiftet af Muhammed. For det "ved" man absolut ikke.

Morten Rydal: Muhammed. Da imperiet fandt sin profet. Ny forskning i islams tidligste historie. Forlaget Hovedland. 2020.

FORFATTEREN


Morten Rydal er sognepræst i Hem-Hindborg-Dølby sogn i Viborg Stift, og han er blandt de tilsyneladende få præster, som kender til islam, og som gerne siger åbent (fx her), at der er en verden til forskel på islams lære og den kristne lære, og at præster og biskopper svigter og forvirrer deres menigheder, når de lader som om, det modsatte er tilfældet.


Det var næsten for utroligt

Bogen "Muhammed. Da imperiet fandt sin profet" udspringer af en gammel undren fra gymnasietiden i 1980'erne, hvor Morten Rydal af og til bladrede i det gamle historiske atlas. Han så, hvordan kortet over den antikke verden blev afløst af et nyt islamisk imperium med en enorm geografisk udbredelse. Islam skulle have bredt sig fra en udørk i den arabiske ørken til en fuldt færdig verdensreligion, komplet med helligskrifter, lovgivning og trospraksis - på kun 80 år! Hvordan kunne det være muligt? Det var et mysterium.


Som en kriminalroman

Mange år senere, I 2010, kom han ved et tilfælde på sporet af ny forskning i islams oprindelse, og interessen for mysteriet blev vakt igen. Han søgte opklaringen i de nye perspektiver og teser. "Jeg slugte de lærde videnskabelige indlæg som var det kriminalromaner", fortæller han. I 10 år ventede han på, at danske forskere skulle begynde at skrive om den nye, spændende forskning. Men intet skete. Morten Rydal konkluderede, at pilen pegede på ham selv - og skrev bogen, selvom han ikke er "fagmand", som han ydmygt skriver.


DER ER NOGET SOM IKKE STEMMER


Bogen formidler forskergruppen INARAHs arbejde. Inarah betyder oplysning på arabisk. Forskerfællesskabets mål er at lave historisk-kritisk forskning om islams oprindelse ved at undersøge de kendte historiske kilder fra samtiden. Akkurat som forskere i mange år har undersøgt kristendommens oprindelse. De bruger arkæologi, møntfund og skriftlige kilder og udsætter kilderne for historisk eller lingvistisk metode. De insisterer på, at give samtidige kilder forrang frem for senere kilder - akkurat som i kriminalefterforskning, hvor øjenvidneberetninger tillægges større betydning end senere fortællinger - og de insisterer på at betragte Koranen som en historisk kilde om oldtiden. Morten Rydal sammenligner det med "dogmeregler", men i grunden er det meget banalt. Den eneste grund til, at det er "revolutionerende", er, at genstanden for efterforskningen er islam.

Og at der er noget, som ikke stemmer ....


De samtidige kilder modsiger islams fortælling

Den kendte historie om islams oprindelse er, at Muhammed fik sine åbenbaringer i Mekka og Medina mellem 610 og 632 og grundlagde islam, som herefter blot skulle udbredes, hvilket Muhammed og hans efterfølgere, kalifferne, sørgede for at gøre i lynfart. Det er den historie, muslimer tror på, og det er den historie, danske skole- og gymnasieelever får fortalt af lærere, som åbenlyst ikke aner, at de tidligste kilder til fortællingen om Muhammed er fra 100-150 år efter hans angivelige død, og at disse kilder endda kun kendes kun fra langt senere afskrifter. Mønsteret er faktisk, at jo senere kilden er, jo mere detaljeret er kildens "vidnesbyrd" om profetens gøren og laden. Den mekanisme burde selvfølgelig allerede give anledning til lidt sund skepsis hos de fleste.


Morten Rydal viser, hvordan kilder fra tider og steder, hvor islam ifølge den officielle historie for længst skulle være blevet udbredt, fortæller en helt anden historie end "den kendte": En tavle fra badeanstalten i Gadara (i Jordan) fortæller for eksempel, at den såkaldte kalif Muawiyah (661-680) - som ifølge islamisk historie skulle have været den femte i rækken efter Muhammed - tydeligvis var kristen. Og mønter afbilder ham med kors.

Hvordan hænger det sammen?


Hvordan hænger det også sammen, at kirken faktisk blomstrede i øst - og kom helt til Kina - i 700-tallet, hvor islam, som på mange måder er fjendtlig mod kristne (jævnfør dhimmi-reglerne i sharia), jo burde have hersket? Hvordan kan det også være, at munken Johannes af Damaskus, som levede mellem 650 og 749, lige midt i det formodede kalifats hovedsæde, slet ikke kendte til et samlet skrift ved navn Koranen, selvom den ifølge islamisk historie skulle være blevet samlet 100 år tidligere, i 656? Han kendte heller ikke til en ny religion ved navn islam. I stedet talte han om "ismaelitternes (arabernes) kætterier. Mystikken breder sig. Hvor er islam?


Hvad skete der egentlig i virkeligheden?

Morten Rydal guider læseren gennem såvel kirkens historie i øst og gennem de forskellige typer af arkæologiske og skriftlige historiske kilder fra den tid, inklusiv Koranen. Han fortæller, hvad de kan pege hen mod. Det er spændende, og man sidder med følelsen af at være på sporet af noget virkelig interessant, nemlig islams rigtige fødsel:


For hvad skete der egentlig i midten af 700-tallet? Hvorfor blev bederetningen i moskeerne (eller hvad de nu var) ændret på det tidspunkt? Det var netop omkring samme tidspunkt, at den første Muhammed-biografi blev skrevet af Ibn Ishaq (704-767) Og han skrev - interessant nok - fra sin stilling i Bagdad hos det nyetablerede Abbaside-kalifat, som netop havde grebet magten fra de tidligere herskere i Damaskus. Og som kunne have brug for en legitimerende fortælling. Hans biografi gav de nye magthavere en fortælling om profeten Muhammed, som de naturligvis - jævnfør Ishaqs biografi - var i slægt med gennem Muhammeds onkel Abbas - mens de tidligere herskere, Umayyaderne, påfaldende nok var i slægt med Abu Sufyan, som havde været Muhammeds modstander.

Man fornemmer konturerne af et motiv...


Jeg forstår godt, at Morten Rydal læste de videnskabelige artikler, som var de kriminalromaner, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg til sidst havde svært ved at lægge hans bog fra mig. Det var spændende, selvom der er tale om en fagbog. Jeg kunne næsten ikke vente med at nå hen til næstsidste kapitel, som hedder "Hvad skete der så egentlig i virkligheden?" For én ting står helt klart i bogen: Den traditionelle historie holder ikke. I kapitlet om, "hvad der virkelig skete" samler Morten Rydal trådene og kommer med sit eget kvalificerede gæt på gådens løsning - på baggrund af den forskning, han har præsenteret i de øvrige kapitler.


Jeg vil ikke spoile bogens afslutning, men bogens titel gør det jo egentlig selv: Muhammed og hans livshistorie blev til på et skrivebord i Bagdad i den sidste halvdel af 700-tallet. Det var imperiet, der skabte profeten - og ikke omvendt.


"Muhammed bliver således ikke født på Den Arabiske Halvø men i Persien. På papir. Han er "profeten", modelleret over et mix af bibelske figurer som Daniel, Moses, Aron og Jesus." (s. 155)

HVOR KOMMER KORANEN FRA?


Noget af det mest interessante i bogen var for mig kapitlet om Koranen. Jeg har tidligere anmeldt Norbert G. Pressburgs bog "What the Mordern Martyr Should Know", så jeg kendte godt til Christoph Luxenbergs forskning i, hvordan det kan give mening at læse dele af Koranen på aramæisk, og hvordan denne forskning peger i retning af, at Koranens ældste dele stammer fra et kristent gudstjenesteskrift (på aramæisk).


Morten Rydal beskriver også Luxenbergs forskning i sin bog - efter grundigt at have redegjort for, hvorfor Koranen bør "tale for sig selv" og ses som en selvstændig kilde, adskilt fra den traditionelle beretning om Muhammed, som først senere er "lagt ned over den".


Løsningen på gåden om de hemmelighedsfulde bogstaver

Men Morten Rydal beskrev flere ting, som jeg ikke tidligere har læst: Blandt andet en mulig forklaring på "de hemmelighedsfulde bogstaver" i Koranen.


Hele 29 suraer i Koranen starter med et eller flere bogstaver, som ingen nogensinde har kunnet tolke betydningen af. Muslimske lærde forklarer dem med at "kun Allah kender betydningen".


Men hvis man forfølger teorien om, at Koranen er startet som et gudstjenesteskrift, så giver de pludselig mening.


I en bevaret syrisk gudstjenestebog finder man nemlig samme type bogstaver. De er en instruktion til gudstjenesteholderen - akkurat som man også i danske alterbøger skriver bogstaver som instruktion. I det gamle syriske skrift indledes gudstjenesten ofte med et vers fra en salme fra Det Gamle Testamente. Nogle gange er verset skrevet helt ud. Andre gange nøjes man med det første bogstav. Bogstaverne S, Q og N henviser således til henholdsvis salme 90, 100 og 50 fra Det Gamle Testamente. Bogstaverne H.M. henviser til vendingen "Så sandt Gud lever".


Det er helt oplagt, at dette også passer på Koranen. For hvis man kigger i Koranen med Salmernes Bog i tankerne, vil man opdage, at sura 57, 59, 61, 62, 67 og 87 indledes med et direkte citat fra en salme i Det Gamle Testamente. (For eksempel: 57:1 = 69:35).


Koranen kom fra Merv

Forskernes teori er, at det, som senere - efter omfattende bearbejdning - blev til Koranen, oprindeligt kom fra byen Merv på Silkevejen, i det nuværende Turkmenistan. Helt herovre østpå var menigheden relativt upåvirket af de heftige diskussioner i den vestlige kirke om Jesu guddommelige natur, og man regnede Jesus for at være "den store profet". Gudstjenestesproget var aramæisk.


Gudstjenestebogen kan være kommet til Damaskus med "kaliffen" Abd al-Malik (685-705), som på sine mønter kaldte sig "al-Marwan", hvilket betyder "fra Merv". Det var Abd al-Malik, som byggede Klippemoskeen (som en kirke), og han valgte at bygge den netop på Sion-bjerget, fordi det var dér, Jesus vil sætte sin fod, når han kommer igen på Dommedag.


Stederne Safa og Marwa (som er nævnt i Koranen, og som i dag er navnene på to små klipper i Mekka, som de pilgrimsrejsende går 7 gange frem og tilbage imellem) kan måske været en henvisning til Sion og Merv. I løbet af Abd al-Maliks regeringstid begyndte korsene at forsvinde på mønterne. Det passer med Johannes af Damaskus's beskrivelse af, at et af "ismaelitternes kætterier" netop var, at de påstod, at Jesus ikke var blevet korsfæstet.


Ifølge Morten Rydal skrev Johannes af Damaskus også, at ismaelitterne (araberne) mente, at Abraham i sin tid havde bundet sin kamelhoppe på Sion, da han ville ofre Isak. Rydal skriver om den mulige kobling til de mange steder i Koranen, hvor en kamelhoppe er nævnt.

Men da jeg læste det, kunne jeg ikke lade være med at studse over ligheden med den muslimske fortælling om, hvorfor stedet er helligt: Historien er, at Muhammed skulle være landet der på sin natlige himmelrejse til Jerusalem og de 7 himle (isra og miraj). Legenden fortæller, at han skulle have bundet sagnhesten Buraq, som han "red" på, ved Grædemuren (Se fx her). Et interessant sammenfald.


Sagen er, at jeg er lige så fascineret af mysteriet om islams tilblivelse som Morten Rydal. Mysteriet er langt fra opklaret. Men jeg synes, at hans bog gav et par brikker mere til puslespillet.



ANBEFALING


Selvom man kunne ønske, at de såkaldte fagfolk - de universitetsansatte islamforskere - snart begyndte at leve op til deres opgave med at oplyse offentligheden, så var det efter min mening slet ikke så ilde, at pilen pegede på Morten Rydal Han er nemlig en glimrende formidler, måske netop i kraft af sin faglighed som præst. Han har sans for at bruge eksempler og billeder til at gøre det nemmere at begribe stoffet. Derudover har han som teolog et godt kendskab til kirkens og kristendommens tidlige historie og kan inddrage den viden som sammenligningsgrundlag, når han forklarer.


Jeg vil helt klart anbefale bogen - og meget gerne til undervisning på gymnasierne. Den er velskrevet og let læselig, og den udfylder et kæmpe tomrum i undervisningen om islam.


Jeg krummede tæer, da jeg læste kapitlet om islam i Grundbogen til Religion C i gymnasiet. Her får gymnasieeleverne at vide, at "man ved" at Muhammed blev født i Mekka og voksede op som forældreløs. Men det "ved" "man" ikke. Formuleringen bliver ikke mindre problematisk af, at lærebogen samtidig forholder sig kildekritisk til Jesus og dermed giver udseende af at være fagligt velfunderet og kildekritisk i sine påstande.



Morten Rydal påstår ikke at vide, hvad der "rigtigt" skete. Det gør forskerne fra INARAH heller ikke. Men deres arbejde er et fantastisk eksempel på, hvordan forskningens opgave er nysgerrigt at søge sandheden om, hvad der virkelig skete, akkurat som en spændende kriminalefterforskning.


Tak til Morten Rydal for at gøre disse spændende teorier tilgængelige for et dansk publikum.