7. MEDINA 622-630

Eller: Kamp og lovgivning

Kamp og lovgivning
Suraerne på denne side er vist i den rækkefølge, som de ifølge Egyptian Standard Chronological Order (1924) skulle være åbenbaret for Muhammed. Ifølge den kronologi skulle de være åbenbaret ca. 622-630, dvs. i de første år efter Muhammeds udvandring til Medina. Flere suraer i denne del af Koranen er meget lange, og de er præget af rasende anklager mod Skriftens folk, opfordringer til at kæmpe for Guds sag, fortællinger om slag, der har fundet sted - og lovgivning om arv og ægteskab.

Koranens tekst "matcher" den traditionelle islamiske fortælling om Muhammed, etablerede sig i Medina og startede et islamisk samfund der. Dette er ikke mærkeligt, for Muhammeds historie blev nedskrevet med skelen til Koranen (læs om det her). Og ind imellem er noget, der skurrer - for eksempel påstanden om at Kabaen i Mekka på den tid skulle have været kendt som "Abrahams sted" og den sande bederetning for jøderne (sura 2).

Men Koranen nævner ikke selv tid, steder steder, eller navne. Det betyder, at den sagtens kan have haft en helt anden kontekst oprindeligt - og at den kan handle om helt andre steder end Mekka og Medina.
Sura 8, som ifølge den islamiske fortælling handler om Slaget ved Badr, har måske handlet om et helt andet slag. Og måske var det slet ikke Medina, men Jerusalem, som de troende blev opfordret til at udvandre til for at kæmpe for Guds sag?

Opdateret maj 2022

 

(87) Sura 2: Koen (286 vers)

 

De siger de tror, men de har en sygdom i hjertet 

˒ - L - M. Dette er Skriften. Der er ingen tvivl om den. De, som tror, vil det gå godt. Men for de vantro kan det være lige meget, om du advarer dem eller ej, for de vil ikke tro. Gud har forseglet deres hjerte og deres hørelse, så de intet forstår. (2:7).

 

Nogle påstår at de tror på Gud og Dommedag, men de tror ikke. De vil bedrage Gud og de troende. De har en sygdom i hjertet (2:10). Når man siger til dem: "Lad være med at skabe fordærv", så påstår de, at de blot skaber forlig. (2:11). Og når man siger "Bliv troende, ligesom andre mennesker", så siger de: "Skulle vi tro som tåberne?" Men det er dem, der skaber fordærv og er tåber! De siger til de troende, at de tror, men når de er alene sammen med deres sataner, siger de noget andet til satanerne. De er døve, stumme og blinde!

Kom med en sura magen til, hvis I tvivler

I mennesker! Tjen jeres Herre! Han skabte jer og lagde jorden som et tæppe og satte himlen på som et bygningsværk. Hvis nogen tvivler på det, Vi har sendt ned, så kom da med en sura magen til, eller indkald de vidner, I har, ud over Gud! (2:23) Ellers venter helvedesilden, som er gjort klar til de vantro (2:24). Og bring de troende det glade budskab: De vil til evig tid blive forsørget i paradis og få rene hustruer (2:25).

 

De splitter fællesskabet, skaber fordærv

De, der bryder deres pagt med Gud, og som og splitter det fællesskab, som burde være forenet - de skaber fordærv og er fortabte! Hvordan kan I undgå at tro på Gud? (2:28). Han skabte alt på jorden til jer og rettede sig derefter mod himlen, som Han formede til syv himle! (2:29)

Fordrivelsen fra paradis og løftet til Adam

Da din Herre sagde til englene, at Han ville sætte mennesket på jorden (2:30), undrede de sig: Vil Du sætte nogen på jorden, som skaber fordærv? Vi priser dig jo. Men Han belærte dem: "Jeg ved noget, I ikke ved". Så lærte han Adam navnene på alting. Englene vidste kun, hvad Herren havde lært dem. Derfor kastede de sig ned for Adam, da Vi befalede det. Undtagen Iblis. Vi lod Adam og hans kone bo i Haven. Men Satan førte dem på afveje og fordrev dem (2:36). Så befalede Vi dem alle tre at stige ned, og gjorde dem til fjender.

 

Men Herren tilgav Adam og lovede: Hvis I får en retledning fra mig, så skal de, der følger den, ikke være bange. Men der, der er vantro, vil komme i Ilden!

 

Gud har vist Israels børn nåde

Israels børn! Hold pagten med Mig, så vil Jeg også holde pagten med jer (2:40). Tro på det, Jeg har sendt ned til jer, til bekræftelse af det, I allerede har! (2:41). Indhyl ikke sandheden i falskhed! Hold bøn, giv almisse, bøj jer ned sammen med de troende og frygt Dommedag! Tænk på den nåde, Jeg har vist jer: Jeg udmærkede jer frem for alle andre. Vi frelste jer fra Farao, og sendte manna og vagtler ned fra himlen. Vi gav Moses Skriften og Sondringen. Vi tilgav jer efter jeres fejltrin med Guldkalven. Dengang beordrede Moses sit folk til at dræbe deres egne, for det var bedst for dem hos Skaberen (2:54). Vi sluttede pagt med jer: "Hold godt fast i det, Vi har bragt jer! Husk, hvad der står i det!"

Gang på gang gik Israels børn for vidt

Gang på gang gik Israels børn for vidt. De pådrog sig Guds vrede, fordi de ikke troede på Guds tegn og var ulydige og slog profeterne ihjel med urette. 

 

Men de som troede - og de, der blev jøder, kristne (naṣārā) og sabier; de, som troede på Den Yderste Dag og handlede ret - de har intet at frygte. De skal nok få deres løn hos deres Herre (2:62).

 

Siden vendte I jer bort. I ved selv, hvordan nogle af jer brød sabatten, og Vi sagde til dem: Bliv til aber! (2:65)  Da Moses befalede dem at slagte en ko, som skulle være af en klar gul farve (2:69), havde de nær ikke gjort det (2:71). Siden er deres hjerte forhærdet som sten! (2:74)

 

De har bevidst forfalsket Guds tegn

Forventer I virkelig, at de vil tro jer?  En del af dem har bevidst forfalsket Guds tegn (2:75). De siger til de troende, at de tror. Men når de så er alene, så aftaler de at skjule det, som Gud har åbenbaret til dem, for at ikke at blive sagt imod. Men Gud ved, hvad de skjuler. Ve dem, der har skrevet et skrift med egen hånd og påstår, at det kommer fra Gud! (2:79). Spørg dem: "Har I ikke sluttet pagt med Gud?"

De bryder deres pagt, slår ihjel og fordriver

Vi sluttede pagt med jer. I måtte ikke have andre guder, skulle være gode mod forældre og slægtninge, tale venligt til folk, holde bøn og give almisse. I måtte ikke slå hinanden ihjel og fordrive hinanden. Men nu bryder I pagten. I slår hinanden ihjel og fordriver en del af jer fra deres hjem og gør fælles sag mod dem i fjendskab. Tror kun på dele af Skriften? De, der gør det vil få både vanære på jorden og den strengeste straf i det hinsidige! (2:85)

 

Israels børn var vantro og slog profeterne ihjel

Vi gav Moses Skriften og sendte Jesus ud med klare beviser, og styrkede ham med Den hellige ånd. Men I var altid hovmodige, når udsendinge bragte jer noget, I ikke brød sig om. Nogle kaldte I for løgnere, andre slog I ihjel. Og da Gud sendte et skrift til bekræftelse af det, de allerede havde, så troede de ikke på det (2:89). Gud har forbandet dem for deres vantro! De har solgt deres sjæl og pådraget sig vrede over vrede! De siger, at de kun tror på det, som er blevet sendt ned til dem selv, og ikke på det, der er kommet bagefter. Selvom den er sandheden! Sig til dem: "Hvis I er troende, hvorfor har I så tidligere slået Guds profeter ihjel?" (2:91).

 

Gud er fjende af de vantro

Vi sluttede pagt: I skulle holde godt fast i det, Vi sendte ned. Men allerede dengang var de ulydige. På grund af deres vantro blev de tvunget til at indtage kalven og optage den i hjertet (2:93). Hvor ulykkeligt er det ikke! Hvis det virkelig er rigtigt, at kun I kommer til Gud i efterlivet, så burde i ønske at dø. Men de klamrer sig endnu mere til livet end de, der sætter andre ved Guds side. Sig, at hvis nogen er fjende af Gabriel, som har sendt Koranen ned til dit hjerte, så skal de vide, at Gud er fjende af de vantro (2:98).

Kun gudløse tror ikke på det, der er sendt ned

Kun de gudløse tror ikke på de klare tegn, Vi har sendt ned til dig (2:99). En del af dem bryder de pagter, de slutter, og de fleste af dem tror ikke. Dengang, der kom en udsending til dem til for at bekræfte det, de havde, så kastede en del af dem Skriften om bag ryggen, som om de ikke havde viden. De fulgte satanernes budskab, som sår splid. De har solgt deres sjæl og vil få en pinefuld straf i det hinsidige. Hverken de vantro blandt Skriftens folk eller de, der sætter andre ved Guds side, ønsker, at noget godt bliver sendt ned til de troende (2:105). Men Gud udmærker hvem Han vil.

Tidligere vers kan ophæves

Vi kan ophæve vers eller lade det glemme. Så bringer Vi noget, der er bedre eller magen til. Gud er i stand til alt (2:106). Herredømmet over himlen og jorden tilhører Ham. Eller ønsker I måske at udspørge jeres udsending, ligesom Moses tidligere blev udspurgt? I så fald: Den, der bytter troen ud med vantro, er vildfaren!

De ville ønske, I blev vantro igen

Mange af Skriftens folk ønsker, at I blev vantro igen. De er misundelige. Bær over med dem - indtil Gud kommer med sin befaling. De siger: "Kun jøder og kristne (naṣārā) kommer ind i Haven". Men de troende skal ikke være bange: Enhver, der overgiver sig, kan komme ind i Haven. Jøderne og de kristne (naṣārā) siger om hinanden, at de ikke har noget at støtte sig til. Alligevel læser alle op af Skriften. Gud vil dømme imellem dem på Dommedag.

 

Nogle stræber efter at rive Guds bedesteder ned - og siger at Gud har taget sig en søn

Hvem er mere uretfærdig end de, der forhindrer, at Guds navn bliver nævnt på Hans bedesteder, og stræber efter rive dem ned? Det tilkommer slet ikke dem at gå derind! De påstår, at Gud har taget sig en søn. Men nej! Alle er underdanige i forhold til Gud. De, der ingen viden har, spørger hvorfor de ikke får et tegn, eller hvorfor Gud ikke taler til dem. Sådan sagde de folk, der levede før dem, også De ligner hinanden i hjertet. Men Vi har gjort tegnene tydelige for de troende. Vi har sendt dig ud for at advare og bringe det gode budskab.

 

De vil aldrig bliver tilfredse med dig

Hverken jøderne og de kristne (naṣārā) vil være tilfredse med dig, før du følger deres trosretning (2:120). Følg ikke deres lyster, så vil intet kunne hjælpe dig over for Guds vrede. Hold fast og sig: "Guds retledning er retledningen!" 

Men de, som har fået Skriften - og som læser den op på den rigtige måde - de tror. Og de, der ikke tror, er fortabte!

Abraham og Ismael byggede Husets grundmure

Israels børn! Tænk på den nåde, som Jeg har vist jer! Herren satte Abraham på prøve og gjorde ham til et forbillede for menneskene. Abraham spurgte så: "Hvad så med mine efterkommere?" Gud sagde: "Min pagt rækker ikke til dem, der handler uret."

 

Vi gjorde Huset til et sikkert sted og sagde "Tag Abrahams sted til bedested" (2:125). Vi pålagde Abraham og Ismael: "Rens Mit hus til dem, der går rundt om det, og som bøjer sig og kaster sig ned i bøn". Abraham og Ismael byggede Husets grundmure (2:127). De bad Gud om, at gøre deres efterkommere til et fællesskab, der overgiver sig til Gud (2:128): Herre! Send dem en udsending til , en af deres egne, som kunne læse Guds tegn op og lære dem Skriften og Visdommen og rense dem (2:129). 

 

Abrahams trosbekendelse

Kun en tåbe vil vende sig væk fra Abrahams trosbekendelse. Han sagde: "Jeg overgiver mig til alverdens Herre". Han og Jakob sagde til deres sønner: "Gud har valgt religionen for jer. Dø ikke uden at have overgivet jer!". Jakobs sønner sagde: "Vi vil tjene din gud, din og dine fædres, Abrahams, Ismaels og Isaks gud, én gud".

 

Men nu siger de, at man skal blive jøder eller kristne (naṣārā)! Nej! Det er Abrahams trosbekendelse, der gælder (2:135). Sig, at I tror på alt, hvad Gud har sendt ned til Abraham og stammerne, og på det, der blev givet til Moses og Jesus, og på det, der blev givet til profeterne. Sig: "Vi gør ikke forskel på nogen af dem".

 

Hvis de ikke tror på det samme som jer, så er det dem, der er i splid (2:137). Eller påstår de måske, at Abraham, Ismael, Jakob og stammerne var jøder eller kristne? (naṣārā) Det ved Gud bedst! Hvem handler mere uret end dem, der skjuler Gud sandhed?

En ny bederetning

Tåberne undrer sig: "Hvorfor har de ændret deres bederetning?" Sig, at østen og vesten tilhører Gud, og han retleder hvem Han vil. Vi gjorde de troende til et fællesskab midt imellem, så de kan være vidner for alle andre folk (2:142), og så Udsendingen kan være vidne for jer. Den tidligere bederetning var kun for at vide, hvem der fulgte Udsendingen (2:143) og hvem der vendte sig væk.

 

Vi ser dig jo vende dit ansigt mod himlen, fra den ene side til den anden. Vend dig nu mod Det Fredhellige bedehus (Masjid al-Haram). En retning, du finder behag i (2:144). Vend jeres ansigt mod det, hvor I end kommer fra, og hvor end I befinder jer. De, der har fået Skriften ved, at det er sandheden. Men en del af dem skjuler sandheden (2:146).

Vi har sendt en udsending af jeres egne

Vi har sendt en udsending iblandt jer - en af jeres egne - til at læse Guds tegn op, til at lære jer Skriften og Visdommen, og til at rense jer og lære jer, hvad I ikke vidste. (2:151)

At udholde prøvelser og at dø for Guds sag

Søg  tilflugt i udholdenhed og bøn. Vi sætter jer på prøve med frygt, sult, tab af ejendele, liv og afgrøder. Men hvis nogen bliver dræbt for Guds sag skal man ikke tro, at de er døde. De lever (2:154). Bring det gode budskab til de, der holder ud og er faste i troen, selvom ulykken rammer. De er retledte, og Guds barmhjertighed vil være over dem.

Safa og Marwa er helligsteder

Safa og Marwa er Guds helligsteder, så der er intet forkert i at gå rundt om dem, når man valfarter til Huset. Gud ved, når man gør noget godt (2:158). Han forbander dem, der skjuler, hvad Han har sendt ned, selvom de kender sandheden. Alle forbander dem! (2:159) Gud vil dog tilgive dem, der omvender sig. Men de, der lever og dør som vantro - over dem hviler både Guds, englenes og alle menneskers forbandelse (2:161). Til evig tid.

 

Nogle sætter andre lige med Gud

Nogle har andre, som de gør ligeværdige med Gud og elsker lige så højt. Men hos de troende er kærligheden til Gud stærkere. Hvis bare de, der handler uret, kunne se straffen, så ville de vide, at magten tilhører Gud (2:165). På Dommedag vil de fortryde at de har fulgt de forkerte. Men det vil ikke redde dem fra ilden.

De vil ikke følge det, som Gud har sendt ned

Når man siger til dem: "Følg det, som Gud har sendt ned!", så siger de, at de vil følge det, som deres fædre holdt sig til. Men deres fædre var ikke retledte. De er døve, stumme og blinde og forstår intet (2:171).

I, der tror: Spis kun af de gode ting. Gud forbyder jer kun selvdøde dyr, blod og svinekød. De, der skjuler, hvad Gud har sendt ned af Skriften, de fylder kun maven med ild! De vil få en pinefuld straf. Sådan er det, fordi Gud har sendt Skriften med sandheden ned.

 

Fromhed

Fromhed er ikke, om man vender sig mod øst eller vest, men om man tror på Gud og den yderste dag, på englene, Skriften og profeterne, holder bøn og giver almisse, holder sine aftaler og er udholdende i modgang. 

 

​​Regler for drab, testamente og faste

I  troende.

  • Drab skal gengældes lige for lige: Mand for mand, kvinde for kvinde, slave for slave. Man kan dog betale sig ud af det. Det er en lempelse, som sparer liv (2:178).

  • I skal have et testamente der tilgodeser forældre og nære slægtninge (2:180).

  • I skal faste i måneden Ramadan, hvor Koranen blev sendt ned som bevis på retledningen og Sondringen. Der er dog muligheder for at blive undtaget. Sex med hustruer er tilladt under fasten. I plejede at bedrage jer selv, men nu skal I ligge med dem. Dog ikke når I skal holde andagt i bedehuset. Overhold fasten til om aftenen, og så må I spise og drikke, til I kan skelne en hvid tråd fra en sort i daggryet! (2:187).

Opfordring til kamp: Dræb de vantro

Kæmp for Guds sag mod dem, der kæmper mod jer! (2:190). Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Det er gengældelsen for de vantro. Fristelse til frafald er nemlig værre end drab. Dog må I ikke kæmpe ved Det fredhellige bedehus. Kun hvis de vantro selv gør det - i så fald skal man dræbe dem (2:191). Der skal kæmpes indtil der ikke længere er fristelse til frafald og religionen er Guds (2:193). Hvis de vantro holder inde, vil Gud dog være tilgivende og barmhjertig.

Den fredhellige måned er fredhellig! Men hvis nogen begår overgreb, skal I begå overgreb mod dem svarende dertil. Lige for lige. Gud er med de gudfrygtige (2:194).

Regler for pilgrimsfærden

I skal gennemføre valfarten for Gud (2:196). Den foregår i nogle bestemte måneder. Der er regler for offergave og hvordan man skal rage hovedet. Kønslig omgang og strid er forbudt. Husk, at Gud ved alt. Når I går i optog fra Arafat-bjerget, så gå med i optoget derfra, hvor de andre går. Tænk på Gud ved det hellige kultsted - tænk på, hvordan Han har retledt jer, selvom i tidligere var vildfarne (2:199).

Advarsel mod at lade sig friste af det jordiske

Nogle beder bare Gud om at få noget godt i det jordiske liv. De vil ikke få løn i det hinsidige. Men de, der også beder Gud om at blive skånet fra Ilden, de vil  få en del af deres belønning i forskud allerede på jorden. Nogle taler lokkende om det jordiske liv. Men de er dine værste modstandere (2:204). De stræber kun efter fordærv. For de vantro fremstår det jordiske liv i et smukt lys, og de gør nar af de troende. Men på Dommedag vil de troende stå over de vantro (2:212). 

Menneskene var engang ét fællesskab - men så kom Skriften og  profeterne

Menneskene var engang ét fællesskab. Men så sendte Gud profeterne og Skriften ned med sandheden til at dømme mellem dem, når de var uenige. Men de, de havde fået Skriften, blev uenige om den. Men så ledte Gud de, der tror, til sandheden. Gud leder hvem Han vil til den lige vej (2:213)

Prøvelse og modgang

Lad jer ikke sig ryste af modgang. Troede I virkelig, at I kan komme ind i Haven uden prøvelse? Troende før jer blev også rystet, og også de håbede sammen med deres udsending på Guds hjælp. Guds hjælp er nær (2:214)

Regler for ægteskab og skilsmisse mv.

De spørger om forskellige ting. Her er svarene:

  • Hvad de skal give bort: Det skal være til forældre, nære slægtninge, forældreløse, fattige og  vejfarende. Hvad man har tilovers (2:219)

  • Vin og hasardspil: Begge dele er syndige, men også til nytte. Det syndige er dog mere alvorligt end deres nytte (2:219)

  • De forældreløse: Det er bedst at handle ret imod dem (2:220).

  • Giftermål: Man må ikke gifte sig med vantro kvinder, før de er blevet troende, og man må ikke bortgifte kvinder til vantro mænd, før de er blevet troende. Hellere gifte sig med troende slaver end med vantro, som lokker til Ilden (2:221).

  • Menstruation: Det er en lidelse. Man skal holde sig fra kvinderne indtil de er rene igen. Først når de har renset sig, må man gå til dem (2:222). Kvinderne er som pløjejord, og man kan gå til sin pløjejord "som man vil" (2:223)  

  • Skilsmisse - ventetid: Fraskilte kvinder har en venteperiode, så man kan se om de er gravide. Mændene kan tage dem tilbage i denne periode. Kvinder har "med ret og rimelighed" krav på det samme fra mændene. Dog står mændene et trin over dem (2:228).

  • Skilsmisse - antal gange:. Man kan kan kun skille sig fra sin kone og tage hende tilbage to gange. Tredje gang er endegyldig. Herefter kan man kun tage hende tilbage, hvis hun i mellemtiden har været gift med en anden (2:230).

  • Enker har også en ventetid. Man må godt antyde ægteskabstilbud, men først beslutte sig efter periodens udløb. Enker har testamentarisk krav på på underhold i et år, hvor de ikke må sendes bort.

  • Fraskilte kvinder har krav på underhold "med ret og rimelighed" (2:240).

  • Overhold bønnerne!

Det er foreskrevet jer at kæmpe

Jeres forskrift er at kæmpe. Også selvom det skulle være jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Gud ved, hvad der er bedst, det gør mennesker ikke. (2:216)

 

Man må gerne kæmpe i den fredhellige måned

De spørger, om man må kæmpe i den fredhellige måned. Sig, at det er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer for Gud og hindre adgangen til Det fredhellige bedehus, og fordrive dem, der er i det, er endnu værre. Fristelse til frafald er værre end drab. De vantro vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil I frafalder. Men hvis man gør det og dør som vantro, så vil man brænde i Helvede til evig tid, og alle ens handlinger vil være spildt (2:217).

Så kæmp for Guds sag! Det er som at give Gud et lån: Man vil få det tilbage mange gange større (2:245).

 

Historien om Saul, som blev konge og kæmpede for Guds sag

Israels børn bad engang en af deres profeter om at få en konge, så de kunne kæmpe for Guds sag. Men da det så blev dem foreskrevet at kæmpe, ville de fleste alligevel ikke. Gud sendte Saul til dem som konge. Men de tvivlede - for hvordan kunne han være konge, når de var mere berettigede, og Saul ingen formue havde?

Så satte Gud folket på prøve, og det endte med at kun de, der troede, gik med Saul. De var i undertal mod Goliat og hans hære. Men de bad Gud om hjælp mod de vantro folk. Og hvor ofte har ikke en lille flok med Gud hjælp sejret over en stor flok? (2:249) Gud hjalp de troende, og David dræbte Goliat og fik kongemagten. Dette er Guds tegn!

 

Gud er mægtig -  så der er ingen tvang i religionen

Gud er så mægtig, at Hans trone spænder over himlene og jorden (2:255). Der er ikke nogen tvang i religionen. Den rette vej er jo blevet tydelig over for vildfarelsen (2:256). Gud er de troendes ven, og den, der fornægter afguderne og tror på Gud alene, har fat den lange ende. Afguderne er de vantros venner og fører dem ind i mørket. De vantro hører til i Ilden, til evig tid.

Tre eksempler på at Gud er i stand til alt

Abraham fik engang en vantro til at tabe mælet: De var uenige om hvem Gud havde givet kongemagten. Abraham sagde, at hans Herre giver liv og bringer død. Den vantro mente, at han da også kunne give liv og bringe død. Men Abraham sagde: Gud får solen til at stå op i øst. Få du den til at stå op i vest! Så tabte den vantro mælet (2:258).

 

En anden gang lod Gud en mand være død i 100 år, hvorefter Han genopvakte ham. Mandens æsel var i mellemtiden blevet til knogler. Men nu rejste Gud æslets knogler op og beklædte dem med kød. Derefter sagde manden: "Jeg ved nu, at Gud er i stand til alt." (2:259)

Abraham bad engang Gud om at vise ham, hvordan Han kan vække de døde til live. Gud sagde til Abraham, at han skulle tage fire fugle og skære i stykker. Han skulle så lægge et stykke af dem på hvert bjerg. Og når han så kalde på dem, vil de komme susende.

Giv bort for Gud sag

I, der tror! At give bort af sin ejendom for Guds sag er som at så et korn og kunne høste 700 korn. Men hvis I forventer modydelser eller laver krænkelser, så vil det hele blive til intet hos Gud. Det samme hvis man bare giver sin ejendom bort for et syns skyld og ikke tror rigtigt på Dommedag (2:264).

Hvad nu, hvis der var en, som alderdommen havde indhentet, og som havde mindreårige børn. Ville han så bryde sig om at eje en frugtbar have, hvis den pludselig blev ramt af ild og alt gik til? Nej vel. Sådan gør Gud tegnene tydelige (2:266).

 

Det er godt at give almisse åbenlyst, men bedre at gøre det skjult. Det man giver til de fattige, som er kommet i vanskeligheder for Guds sag, er til fordel for én selv. Hvis man gør det skjult, kan man endda udsone nogle af sine onde handlinger (2:271)

 

En mands vidnesbyrd svarer til to kvinders

Nogle siger, at rente er det samme som handel. Men det passer ikke. Gud har erklæret handel for tilladt og rente for forbudt. Hvis man tager rente, havner man i Ilden sammen med de vantro (2:275). Gud ophæver renten på jorden, men til gengæld får giver Han fuld rente af almisserne i det hinsidige (2:276).

 

Sådan skal I skal håndtere det, hvis I låner hinanden penge: Skriv det ned - og når I indgår kontrakten, skal I indkalde to mænd som vidner. Men hvis I ikke kan finde to mænd, kan den ene af dem erstattes af to kvinder. For hvis den den ene kvinde så fejler, så kan den anden jo påminde hende (2:282),

 

Vi hører og adlyder!

Udsendingen tror på Koranen. Det gør de troende også. De tror på Gud, Hans engle, Hans skrifter og alle Hans udsendinge. De gør ikke forskel på udsendingene. De siger: Vi hører og adlyder (2:285), og beder deres skytsherre om hjælp mod de vantro folk (2:286). 

------------ oOo ------------

Den islamiske læsning: Muhammeds første tid i Medina

Sura 2 blev ifølge den islamiske fortælling åbenbaret til Muhammed i den første tid i Medina - over en periode på 2 år. Medina hed dengang Yathrib og var beboet af 3 jødiske klaner og 8 arabiske klaner. ​De arabiske klaner havde i mange år været i konflikt, og de havde inviteret Muhammed som en neutral leder og profet i håb om fred. De, der tog imod emigranterne kaldtes hjælperne. De havde svoret Muhammed troskab. Muhammed oprettede nu et islamisk samfund - en umma - af emigranterne og deres hjælpere i Medina og trådte nu i karakter som leder og lovgiver, og ikke bare prædikant. Ved ankomsten lavede han et dokument, Medina-traktaten, som regulerede forholdet mellem de forskellige grupper i Medina. Dokumentet indebar en "pagt" med jøderne, som gav dem retten til deres religion og besiddelser, så længe de "fulgte de troende". Men ikke alle fra de arabiske stammer ville opgive deres hedenskab, og Muhammed kom hurtigt på kant med Jøderne i Medina, som hverken ville anerkende ham som profet eller tro på hans åbenbaringer. Det var kritisk, for Muhammed havde jo sagt, at hans åbenbaringer var en bekræftelse af Toraen. Mange vers i sura 2 harcelerer derfor mod jøderne.

Den "nazaræiske" læsning: Alliancen mellem en gruppe jøder og arabere

Et andet bud på en kontekst er "den nazaræiske læsning" af Koranen: En gruppe kristne jøder - Koranens naṣārā - som troede, at Dommedag og Jesu genkomst var nær, allierede sig med eller startede en mission blandt kristne arabere i Levanten og Mesopotamien for at få arabernes hjælp til at erobre Jerusalem. Målet var at genopbygge Templet. De oplærte arabiske prædikanter til at missionere og lavede en arabisk samling af hellige skriftsteder (en koran) til dem. Ultimativt erobrede alliancen af disse jøder og arabere Jerusalem.

 

Tesen er baseret på en analyse af Koranens egen tekst, men den passer forbløffende godt med rigtige historiske begivenheder: Flere kilder fortæller, at araberne var sammen med nogle jøder, da de erobrede Jerusalem fra byzantinerne i 637, og at et tempelbyggeri gik i gang. Jøder og arabere senere blev uvenner. Hos den armenske krønikeskriver Sebeos (661) kan man se spor af disse begivenheder. 

 

Også i den islamiske tradition er der spor af naṣārā: Waraqa bin Nawfal, fætter til Muhammeds første kone Khadija. Han beskrives som naṣārā (hvilket fejlagtigt er oversat til kristen). Det fortælles, at han skrev fra Evangeliet med hebraiske bogstaver (her), og at han læste Evangeliet på arabisk (her). Hele 3 ikke-islamiske kilder (Midrash of the Ten Kings, Thomas Artsruni og Michael Syreren) beretter om, at nogle jøder allierede sig med Muhammed og gav ham en jødisk kone (se Hoyland s. 509). (Se mere om den nazaræiske læsning her)

 

I det lys kan sura 2 læses sådan:

  • De vantro jøder, som Koranen harcelerer mod, er rabbinske jøder.De havde forbrudt sig ved at skrive deres eget skrift, Talmud (2:79), som skjulte og forfalskede det, der står i Toraen (Skriften). Især skjulte de tegnene på, at Jesus er Messias, som Gud jo sendte ned for at bekræfte Toraen. Det var en intern jødisk strid, som arabere nu blev en del af. Der var i starten af 600-tallet adskillige Talmudiske akademier i Mesopotamien, blandt andet i Al-Mada'in, og det er absolut ikke utænkeligt, at heftige diskussioner med rabbinske jøder netop kan have fundet sted her. Se også:

 

  • Sura 45: Skriftens folk blev uenige om Skriften og Jesus

  • Sura 42: De to byer - var det mon Al-Mada'in ("byerne")?

  • Valfarten og Huset (Masjid al-Haram), hvis ritualer de troende introduceres til i sura 2, handler om templet i Jerusalem. Tempelbjerget er Abrahams sted (2:125) - det sted, hvor Gud testede Abrahams tro, da han nær ofrede Isak. Dette vidste alle, både jøder og kristne, i starten af 600-tallet. Safa og Marwa, som ifølge Koranen er helligsteder (2:158), er Scopusbjerget og Moriabjerget (Tempelbjerget) i Jerusalem.

  • Abraham og Ismael, som ifølge vers 2:125 er pålagt af Gud at "rense Huset" til de, der går rundt om det, og som ifølge og 2:127 byggede grundmurene, skal læses som "Abrahams folk" og "Ismaels folk", dvs. naṣārā og araberne. Der var jo ingen, der gik rundt om noget "Hus" i Mekka på Abrahams tid. Men naṣārā og araberne skulle erobre Jerusalem, så Templet (Guds Hus) kunne fuldføres og komme i brug. Der kan nemlig godt havestået nogle grundmure: Efter persernes erobring af Jerusalem i 614 havde jøder under ledelse af  Nehemiah ben Hushiel  magten i byen i en kort periode, inden de blev afsat og lederne fordrevet (læs om det her). Det fortælles, at der blev igangsat tempelbyggeri på Tempelbjerget.

 

  • Bederetningen ændres i vers 2:144 - men ikke fra Jerusalem til Mekka, sådan som den islamiske tolkning siger. Koranens beskrivelse ligner, at den ændres fra en kristen bøn mod himlen til Tempelbjerget i Jerusalem, det forbudte bedested (Masjid al-Haram), som jo faktisk var forbudt for jøderne på det tidspunkt. Alle jøder vidste, at Jerusalem er den sande retning - også de rabbinske, som ellers "skjuler meget". Det giver ingen mening, at jøder på den tid skulle have vidst, at Mekka var den sande retning. 

  • At kæmpe var naturligvis nødvendigt for at kunne gennemføre valfarten og genopbygge Templet. De kristne, som i Koranen kaldes Mushrikun (de, som sætter andre, dvs. Jesus, ved Guds side) havde magten i Jerusalem, og de havde fordrevet de fleste jøder derfra og gjort Tempelbjerget til en losseplads og i øvrigt forbudt for jøder.

Verset om abrogation

Vers 2:106 siger, at tidligere vers kan erstattes af nye vers, som enten er bedre eller lige så gode. Dette er den islamiske regel om abrogation. Det betyder, at hvis der er uoverensstemmelse mellem 2 vers i Koranen, så gælder det senest åbenbarede. Reglen er en praktisk måde at løse problemet med divergerende budskaber i Koranen på. Visse islamiske fortolkere, som holder fast i, at intet i Koranen kan abrogeres, mener dog, at verset blev nedsendt som svar på jødernes undren over divergens mellem Koranen og Toraen.

 

Karavaneoverfaldet i Nakhla

Vers 2:217 er ifølge den islamiske historie relateret til en episode, hvor nogle muslimer angreb en mekkansk karavane ved Nakhla i 624. Det var det første succesfulde karavaneoverfald - der havde tidligere været "ekspeditioner". En mekkaner blev dræbt, 2 blev taget til fange, og meget bytte blev bragt tilbage til Medina. Men folk i Medina var chokerede over, at det skete i den hellige måned. Muhammed billigede det i første omgang ikke. Men så blev verset åbenbaret: Allah erklærede, at det var retfærdig gengæld mod de vantro. Muhammed tog en femtedel af krigsbyttet, og kort efter besluttede lederen af en af de arabiske klaner at støtte Muhammed, og deltog selv på togterne.

Kvinde er som pløjejord

Vers 2:223 er det famøse "pløjejordsvers". Flere hadith'er (fx denne) fortæller om tilblivelsen af verset: Ibn Umar havde en kone, som ikke ønskede samleje "bagfra". Alle i Medina kendte sjovt nok til hans problem. Så blev verset åbenbaret til Muhammed - og Allah gav ham lov til at gøre det alligevel: Han kunne gå til hende, som han ville. Sex-stillingen fremstilles endda i hadith'en som et arabisk opgør med den jødiske skik for samleje, som åbenbart kun er "på én side". Hadithen er et godt eksempel på, hvordan historier om Muhammed, nedfældet flere hundrede år efter Koranen, har opfyldt forskellige behov i deres samtid - lige fra guddommelig opbakning til valgfri sexstillinger, til at lægge afstand til jødedommen.  

En apokryf beretning

Vers 2:259: Historien om, at Allah lod en mand være død i 100 år og genopvakte hans æsel kan være en hentydning til den apokyfe jødiske beretning om Jeremias' tjener Abimelech, som blev skånet fra at opleve Jerusalems ødelæggelse, da Gud lod ham sove i 100 år. Historien findes i 4 Baruch. (se her)

Jøder konspirerer.jpg

Koranen harcelerer mod Skriftens folk, fordi de bevidst skjuler det, der står i Skrften

(88) Sura 8: Byttet (75 vers)

Byttet tilhører Gud og Udsendingen 

Mændene spørger om byttet. Sig til dem, at det tilhører Gud og Udsendingen (8:1). Hvis de er troende, så adlyder de Gud og Hans udsending. En sand troende fyldes med frygt, når han hører Guds navn, og han bliver stærkere, når Guds tegn læses op for ham. De sande troende stoler på Gud, og de vil som belønning få tilgivelse og rang hos Gud.   

Gud lod 1000 engle hugge de vantro ned

Som dengang, hvor din Herre lod dig forlade dit hjem med sandheden. Nogle af de troende var imod. De troede, de ville blive ført i døden. Og da Gud lovede jer, at en af de to grupper skulle tilfalde jer, så håbede de alle at få den svageste at kæmpe imod. Men Gud ønskede at udrydde de vantro til sidste mand (8:7). Han hørte jeres bøn og forstærkede jer med tusind engle i rækker (8:9). Han lod en døs falde over jer, og så åbenbarede Han for englene, at de skulle skabe rædsel i hjertet på de vantro: "Hug dem over nakken og fingrene!" (8:12). For de satte sig op mod Gud og Hans udsending.

 

Det var Gud, der slog dem ihjel 

Vend aldrig ryggen til de vantro, når de er på fremmarch - med mindre det er for at kæmpe. For så vil Gud vrede ramme, og man vil komme i Helvede. Gud har udsat jer for en smuk prøvelse: Det var Gud, der slog dem ihjel, og ikke jer (8:17). Det var Ham, der kastede. Han førte jeres hånd. Sådan er det. 

Til fjenden: Afgørelsen er kommet nu. Det vil være bedst for jer, hvis I holder inde! Hvis I vender tilbage, vender vi også tilbage, og det bliver det værst for jer selv, uanset hvor mange I er. For Gud er med de troende (8:19)

Adlyd Gud og Udsendingen

I troende! Adlyd Gud og Udsendingen! (8:20) I skal ikke være som dem, der siger "vi hører", men alligevel ikke hører. Eller som de døve og stumme vantro. De er de værste dyr (8:22). Hør på Gud og Udsendingen! Gud ved, hvad I gemmer i jeres hjerte. I kommer til at stå over for Ham engang, og Han er streng til at straffe! Vær taknemmelige. Engang var I få og undertrykte, men Han gav jer husly og styrkede jer med sin hjælp. Men jordisk ejendom og børn er kun en fristelse! Guds løn er bedre. Hvis de frygter Ham, så vil Han eftergive deres onde handlinger på Dommedag.

Hvorfor skulle Gud ikke straffe de vantro

De vantro lagde planer imod dig. De ville tilbageholde dig, slå dig ihjel og fordrive dig. De sagde, at Guds tegn bare var sagn fra tidligere slægter (8:31). Og da de gjorde nar og sagde: "Oh Gud, hvis dette er sandheden, så lad det regne ned over os fra himlen med sten, eller bring os en pinefuld straf" (8:32). Gud ville ikke straffe dem så længe du var blandt dem. Men hvorfor skulle Han ikke straffe dem nu? De hindrer jo vejen til Det fredhellige bedehus. De er ikke det beskyttere. Det er de troende. De vantros bøn ved Huset er bare fløjten og klappen!

 

Bekæmp dem indtil al religion tilhører Gud

Nogle af de vantro giver bort af deres ejendom blot for at hindre de troende vejen til Gud. Men de vil blive besejret og ført til Helvede i samlet flok. Sig til dem, at hvis de holder op, kan de måske få tilgivelse. Men ellers risikerer de Gud sædvanlige indgreb (8:38). Bekæmp de vantro, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud! (8:39). Gud er jeres skytsherre!

De to styrker stødte sammen på Sondringens dag

Når I tager bytte, så tilhører en femtedel af det Gud og Udsendingen - hvis I tror på Gud og på det, han sendte ned på Sondringens dag, hvor de to styrker tørnede sammen (8:41).

 

I var på en bjergskråning med karavanen nedenfor

I troende var på den ene bjergskråning med karavanen nedenfor og de andre på den anden bjergskråning (8:42). Hvis i skulle have aftalt et tidspunkt, var i blevet uenige, men Gud ønskede at afgøre en sag og give jer et klart bevis. Vi lod dig i drømme se dem som få, for at I ikke skulle miste modet. Vi lod en døs falde over jer (8:11), så I så fjenden som få (8:44). Vi lod også dem se jer som få. Det var for at Gud kunne afgøre sagen. Adlyd Gud og Udsendingen. Stå fast, når I møder en deling. I skal ikke strides indbyrdes, så I mister kampgejsten (8:46). Vær ikke som dem, der blot drog i kamp for et syns skyld (8:47), og som lægger hindringer på vejen til Gud. Satan svigtede dem den dag, for Satan frygter også Guds straf. 

 

Hyklerne sagde: Deres religion har forblindet dem

Hyklerne og de, der bærer "en sygdom i hjertet" sagde: "Deres religion har forblindet dem!" (8:49) Gid du kunne se, når englene engang vil tæske dem, mens de siger: "Smag den flammende ilds straf! (8:50). Sådan gik det også med Faraos folk. De troede ikke på Guds tegn og blev udslettet. For Gud ændrer ikke den nåde, Han har vist et folk. Kun hvis de selv ændrer det, der er i deres sjæl (8:53).

 

Bryd dit ord, hvis du frygter troløshed

De værste dyr hos Gud er de vantro, fordi de ikke vil tro. Det er dem, som du har sluttet pagt med, men som hver gang bryder deres pagt. Hvis du møder dem i krig, skal du "gennem dem forjage dem, der kommer bagefter". Hvis du frygter troløshed fra et folk, så bryd dit ord til dem. Lige for lige (8:58).  

Anspor de troende til at kæmpe

De vantro skal ikke tro, de kan undslippe deres straf. Du skal udruste så stor en styrke som muligt for at skabe rædsel hos Guds og dine fjender. Alt hvad man giver bort for Gud sag, (til udrustning af hæren) vil blive betalt fuldt tilbage af Gud. (8:60). Hvis de vil slutte fred, skal du vise sig tilbøjelig til det samme. Men hvis de vil bedrage dig, så er Gud og de mænd, der følger dig, tilstrækkeligt for dig.

Gud har forenet de troendes hjerter. Du kunne aldrig have gjort det selv. Profet! Du skal opildne de troende til at kæmpe! 20 udholdende af jer vil med Allahs hjælp kunne besejre 200 vantro, og 100 af jer vil kunne besejre 1000 (8:65).

Gud ser dog, at der er svaghed blandt jer, så nu lemper Han det for jer: 100 udholdende af jer kan besejre 200, og 1000 vil kunne besejre 2000. Gud er med dem, der står fast!

Profeten har fået magten over fangerne

En profeter må ikke have nogen fanger, før han har sejret og kæmpet i landet (8:67). Hvis ikke det var fordi, de havde Guds tilladelse, så ville en vældig straf have ramt de troende på grund af alt det bytte, de har taget. Men nu er det i orden. Spis bare af de gode ting. Profet! Sig til de fanger, der er taget, at de kan få lov til at omvende sig. Men ellers, så har Gud givet dig magten over dem (8:71)

Venskabspagter og indbyrdes sammenhold

De som udvandrede og kæmpede for Guds sag, og dem der hjalp dem og gav dem husly, skal være venner. Dem, som ikke udvandrede, har I ikke venskabspagt med, med mindre de udvandrer. Men hvis de beder om hjælp på grund af religionen, skal I hjælpe dem - med mindre det er mod nogen, man har pagt med (8:72). De vantro er venner indbyrdes. Det skal I også være, for eller bliver der fristelse til frafald og fordærv (8:73)

------------ oOo ------------

Slaget ved Badr

Sura 8  blev ifølge islamisk historie (beskrevet hos Ibn Ishaq) fuldført efter Slaget ved Badr i 624. Mekkanerne havde hørt rygter om, at Muhammed ville angribe en stor karavane, så de sendte de en hær ud for at beskytte den. Muslimerne drog ud for at møde dem. Mekkanerne var efter sigende 3 gange så mange, men muslimerne vandt, fordi Allah sendte en hær med 1000 engle. 49 mekkanere blev dræbt i slaget, og lige så mange blev taget til fange. Der blev taget meget bytte. Sejren blev et vendepunkt for Muhammed. Hans position som leder og profet blev styrket.

Vers 8:58, som tillader at bryde sin pagt, hvis man frygter troløshed er i den islamiske tolkning relateret til fordrivelsen af den jødiske klan, Banu Qainuga, fra Medina. Det skete umiddelbart efter Slaget ved Badr. De ville ikke omvende sig, selvom sejren ved Badr jo var et klart bevis på, at Gud var med Muhammed. De sagde, at hvis det kom til kamp, så ville han finde, at de - til forskel fra de vantro, som var blevet besejret ved Badr - var rigtige mænd. 

Vers 8:67, som siger at en profet ikke må have fanger før han har kæmpet og sejret, sanktionerede  halshugningen af Nadr ibn al-Harith. Han havde spottet Muhammed i Mekka. Også en anden fange, som havde ydmyget Muhammed i Mekka, Uqba, blev henrettet. Men ellers var Muhammed relativt nådig, og fangerne fik muligheden for at omvende sig, eller der blev krævet løsepenge..

Der er aldrig fundet arkæologiske spor af et slag ved Badr. Det er derfor sandsynligt, at sura 8 i stedet handler om de troende krigere, som udvandrede for at kæmpe for Guds sag og indtage Jerusalem, og om et slag, som de har udkæmpet. Det slag, som beskrives i vers 8:42, ligner dog et karavaneoverfald, hvor to grupper har villet overfalde samme karavane. De troende vandt og høstede byttet - og episoden blev efterfølgende blæst op og fremstillet som bevis for, at Gud er med de troende. Formaningerne til de troende i vers 8:46 og vers 8:73 om at undgå indbyrdes strid og være venner indbyrdes, vidner om, at de troendes hær har været en potentielt skrøbelig alliance mellem forskellige grupper. Vi kan også se af vers 8:49 og 8:72 at ikke alle bakkede op om erobringsprojektet og at nogle valgte ikke at udvandre.

Sondringens dag

Vers 8:41 fortæller, at slaget skete på "Sondringens" dag. Det kan muligvis have været på Yom Kippur, den største jødiske helligdag, som markerer den dag, hvor Moses modtog Loven af Gud (Sondringen), og Gud eftergav israelitterne deres synder (soningen). Helligdagen var forbundet med offerceremonier. Samme dag som Yom Kippur (2. ramadan), fejrer muslimerne Eid al-Adha - offerfesten. Men i islam markerer dagen, at Abraham var villig til at ofre Isak. Både den jødiske og den islamiske religiøse kalender er en månekalender.

 

Ifølge islam fandt Slaget ved Badr dog sted 17. ramadan, og det var slaget, der var "sondringen", fordi sandheden vandt over falskheden den dag.

Slaget ved Badr

Slaget ved Badr. De døde fjender kastes i tørre brønde, mens englene kigger på

 

(89) Sura 3: Amrams slægt (200 vers)

 

Kun de vigende fortolker. De troende tror! 

˒ - L - M. Der er ingen anden gud end Gud, og Han har sendt Skriften med sandheden ned til dig til bekræftelse af det, der var før. Han har sendt Toraen og Evangeliet ned (3:3) tidligere, og Sondringen - og de, der ikke tror på Guds tegn, har frygtelig straf i vente. 

 

Han har sendt Skriften til dig, og i den er der vers, som er helt klare. Disse er "Skriftens moder". Og der er vers, som er lignelser. De, som i hjertet er vigende, følger det flertydige, fordi, de ønsker at fortolke og friste til frafald. Men kun Gud kender den rette fortolkning. De, der har viden, tror, og siger: Alt kommer fra vor Herre (3:7). De beder Gud om hjælp til ikke at lade ikke deres hjerte vige.

Gud kender sine tjeneres tilbøjeligheder

På Dommedag vil de vantros ejendom og børn være ikke være dem til nogen nytte. De kommer i Ilden. Sig til dem, at de vil blive besejret og ført til Helvede (3:12). Sejren, da de to styrker stødte sammen, hvor den ene kæmpede for Guds sag, mens den anden var vantro, var et tegn for dem!

 

Menneskenes ser deres kærlighed til deres kvinder, børn og ejendom som noget smukt. Sig til dem,  at det, der venter hos Gud er meget bedre: Rindende floder og rene hustruer. Gud kender sine tjenere (3:15).

 

De, der har fået Skriften blev uenige

Gud er vidne på, at der ikke er andre guder end Ham. Han varetager retfærdigheden. Englene og alle de troende er også vidner. Religionen er overgivelsen til Gud (3:19). De, der har fået Skriften blev uenige efter at de havde fået Guds tegn - i ren oprørskhed. Men hvis nogen fornægter Guds tegn ... så er Gud hurtig til at straffe! Spørg dem, om de har overgivet sig til Gud. Hvis de så vender sig bort .... du er kun den, der bringer budskabet (3:20).

 

De er forblindede af det, de selv har fundet på

De, der ikke tror på Guds tegn, og som slår profeterne ihjel, eller slår de retfærdige ihjel (3:21), vil få pinefuld straf. De fik Skriften til afgøre deres stridigheder. Men en del af dem vendte ryggen til. De er forblindede af det, de selv har fundet på (3:24). Sig, at Gud har magten. Han giver herredømmet til hvem Han vil, og Han ophøjer og fornedrer hvem Han vil. 

Hvis I elsker Gud, så følg mig - og adlyd Allah og Udsendingen

De troende skal ikke tage sig vantro til venner. De, der gør det, hører slet ikke Gud til. De skal tage sig meget i agt for de vantro. Gud ved alt, hvad man skjuler i sit hjerte, og på Dommedag skal man stå til regnskab. Gud advarer jer mod jer selv! Sig: "Hvis I elsker Gud, så følg mig. Så vil Gud  elske jer og tilgive jeres synder" (3:31). Sig. "Adlyd Gud og Udsendingen!" Og hvis ikke... ja, Gud elsker ikke de vantro! (3:32)

Jomfru Maria var datter af Amram 

Herren udvalgte Abrahams slægt og Amrams slægt. Maria var datter af Amram. Da Amrams kone ventede sig, skænkede hun barnet til Gud. Hun fødte Maria og sagde til Gud: En dreng er ikke det samme som en pige (3:36). Men hun stillede Maria og hendes efterkommere under Guds beskyttelse mod Satan. Gud gjorde så Zakarias til Marias værge. Da Zakarias var oppe i årene bønhørte Gud ham, og han fik Johannes, skønt hans kone ellers var ufrugtbar. 

 

Gud ville lære Jesus Skriften og visdommen (Toraen og Evangeliet)

Kort tid efter forkyndte englene til Maria, at Gud havde udvalgt hende og gjort hende ren. Hun skulle have en søn, og hans navn skulle være Messias, Jesus, Marias søn (3:45). Han ville tale allerede i vuggen, og som voksen ville han være en af de retfærdige. Maria spurgte Gud: Hvordan kan jeg få et barn, når jeg er jomfru? Gud forklarede: Sådan er det. Når Gud siger "bliv til", så er det til (3:47). Gud fortalte Maria, at Han ville lære Jesus Skriften, Visdommen - Toraen og Evangeliet (3:48), og at Jesus skulle være en udsending til Israels børn.

Jesus lavede mirakler og bekræftede Toraen

Jesus sagde: "Jeg bringer jer tegn fra Herren. Jeg vil lave en ting af ler og blæse luft ind i den, så den med Guds tilladelse bliver til en fugl. Jeg vil også helbrede blinde og spedalske og give døde liv. Med Guds tilladelse, naturligvis. Jeg fortælle jer, hvad I spiser og har i jeres huse (3:49). Det er et tegn, til bekræftelse af Toraen - og for at tillade noget af det, der ellers har været forbudt i den. Frygt Allah, og adlyd mig." (3:50)

Gud vil sætte de, der følger Jesus, over de vantro

Men Jesus fornemmede deres vantro. Disciplene blev hans hjælpere og overgav sig til Gud (3:52). Der blev lagt listige planer mod Jesus, men Gud er den bedste til at lægge listige planer. Så Han løftede Jesus op til sig (3:55) og rensede ham for de vantro. Gud ville sætte de, der følger Jesus, over de vantro, indtil opstandelsens dag. Da vil Han dømme. De vantro vil få en streng straf.

Lad os nedkalde Guds forbandelse over løgnerne

Gud skabte Jesus på samme måde som Adam, nemlig af jord (3:59). Det er sandheden, og man skal ikke være en af dem, der tvivler. Hvis nogen strides med dig om sandheden, så sig: "Kom, lad os sammenkalde vore sønner og jeres sønner, vore kvinder og jeres kvinder, vore mænd og jeres mænd - og lad os så nedkalde Guds forbandelse over løgnerne!" (3:61) Hvis de vender sig bort, så ved Gud, hvem der skaber fordærv.

 

Budskaber til og om Skriftens folk

Sig til Skriftens folk: "Lad os enes om det, der er fælles for os: At vi tjener Gud alene og ikke sætter noget ved hans side (3:64). Hvorfor strides om Abraham? Kom dog til fornuft! Toraen og Evangeliet blev jo først sendt ned efter ham. Han var hverken jøde eller kristen (naṣārā), men en sand gudsøgende, som havde overgivet sig til Gud, og han satte ingen ved Guds side. De, der står Abraham nærmest, er de, der fulgte ham i hans samtid, og dernæst denne profet, og de troende (3:68).

I, Skriftens folk!

  • Hvorfor tror I ikke på Guds tegn? (3:70, 3:98)

  • Hvorfor skjuler I bevidst sandheden og hyller den i løgn? (3:71)

  • I frygter at andre skal få det samme af Gud, som I har fået, og udfordre jeres løgne (3:73)

  • Gud befaler jer ikke at tage engle og profeter til herre! Befaler han jer at være vantro? (3:80)

  • Kom med Toraen og læs op af den, hvis I siger sandheden om, hvad der er forbudt (3:93)

  • Hvorfor prøver I at hindre de troendes vej til Gud? (3:99)

  • Hvordan kan I være vantro, når Guds tegn bliver læst op for jer og Hans udsending er blandt jer? (3:101)

I, der tror!

  • Skriftens folk ville ønske, de kunne lede jer vild (3:69)

  • Nogle af dem føler sig ikke forpligtet til at overholde aftaler med jer De lyver med vilje om Gud (3:75)

  • De sælger deres pagt med Gud for en ussel pris (3:77)

  • En del af dem fordrejer Skriftens ord. De siger til jer, at det kommer fra Gud, men det er løgn, og de ved det (3:78)

  • Sig, at I tror på alt, hvad der er blevet sendt ned, til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og Israels stammer - og til Moses og Jesus og profeterne. I ikke gør forskel på nogen af dem. Sig at I overgiver jer til Gud (3:84)

  • Gud godtager ingen anden religion end overgivelsen til Gud (3:85)

  • Hvis I adlyder dem (Skriftens folk), vil de gøre jer vantro igen (3:100)

  • Hold godt fast i Gud. Del jer ikke op. Husk at Gud frelste jer og gjorde jer til brødre, da I var fjender. Det var et tegn. I skal være ét fællesskab, der kalder til det gode (3:104)

  • Vær ikke som dem, som delte sig op og blev uenige. En vældig straf venter dem (3:105)

  • I er det bedste fællesskab. Det ville være bedre for Skriftens folk, hvis de troede (3:110).

  • De kan kun skade jer i mildere grad, for de er kujoner i kamp (3:111)

  • Fornedrelse er deres lod. Fordi de ikke troede og slog profeterne ihjel (3:112)

  • Tag ikke venner uden for jeres egen kreds. De vil gøre jer forvirrede! De nærer had mod jer og elsker, når I har modgang (3:118)

  • I elsker dem, men de elsker ikke jer. I tror på hele Skriften. De siger, de tror, men når de er alene, er de rasende. Sig til dem: "Dø i jeres vrede!" (3:119).

  • De glæder sig over, når noget ondt rammer jer. Men hvis I er udholdende vil deres list ikke gøre jer nogen skade (3:120).

De er dog ikke ens: Blandt Skriftens folk er der samfund som ydmygt bøjer sig i bøn og står op om natten for at recitere Guds vers (3:113).

Du sagde, at Gud kunne forstærke med tusinder af engle

Husk dengang, da du tog afsted om morgenen for at anvise de troende deres opstilling før kampen. To delinger var ved at miste modet. Men de troende skal stole på Gud. Du sagde, at Gud ville være i stand til at forstærke med tre eller fem tusind hærgende engle (3:125). Gud gav jer sejren ved Badr for at vise, at sejren alene kommer fra Gud (3:126), og selvfølgelig for at kue de vantro. Du har intet med det at gøre.

 

Formaning til de troende om at frygte og adlyde

I, der tror! Adlyd Allah og Udsendingen! (3:132) Stræb efter Guds tilgivelse og giv bort, både i gode og dårlige tider. Undertryk vreden og tilgiv (3:134), og bed Gud om tilgivelse, hvis I har syndet eller begået noget skamløst. Så kommer I i Haven med de rindende floder. Husk, hvordan de sædvanlige indgreb førhen fandt sted (3:137) over for de folk, der beskyldte udsendingene for løgn.

 

I skal nok få overtaget

Dette er en forklaring til menneskene (3:138): I skal ikke tabe modet. I skal nok få overtaget, hvis bare I er troende (3:139) Hvis I blev sårede, blev fjenden lige så hårdt såret. Gud lader med vilje kampene være omskiftelige, så Han kan se, hvem der tror. Troede I virkelig, at I bare kunne træde ind i Haven, uden at Gud vidste, hvem af jer, der havde kæmpet? (3:142).

Muhammed er kun en udsending

I ønskede jer døden, inden I mødte den - og nu har I set den. Muhammed er kun en udsending, ligesom andre udsendinge før ham. Hvis han døde eller blev dræbt, ville I da vende om på hælen? (3:144).

Mist ikke modet

Hvor mangen en profet har ikke haft tusindvis af mænd under sig, som har kæmpet for Guds sag uden at miste modet, når modgang ramte dem? (3:146) De blev ikke svage eller gav efter. De bad i stedet Gud om tilgivelse for deres manglende mådehold, og de bad om hjælp til at stå fast mod de vantro (3:147). Og Gud belønnede dem både i denne verden og i det hinsidige.

Gud er de troendes skytsherre, og Han vil vække rædsel i hjertet på de vantro, fordi de sætter noget ved Hans side (3:151).

Gud ville prøve jer

Gud holdt sit løfte til jer, da I dræbte dem med Hans tilladelse. Men I mistede modet og blev fristet, efter at Gud havde ladet jer se det, de ønskede (3:152). I løb op uden at vende jer, selvom Udsendingen kaldte på jer. Da ramte Han jer med den ene sorg efter den anden, men det var til deres eget bedste (3:153). Så sendte Han en døs med tryghed ned. Nogle af jer tænkte urigtige tanker fra Uvidenhedens tid (3:154) om at sagen slet ikke er jeres, og hvis I ikke var gået med i den, så var I ikke blevet dræbt her. Sig: "Det er Guds sag!". Og sig: "De af jer, som var bestemt til at blive dræbt, ville møde deres skæbne også hvis I var blevet hjemme!". Gud ville prøve jer.

 

Det var Satan, der fik nogle af jer til at vende jer bort den dag, da de to styrker stødte sammen. Men Gud har tilgivet dem. Hvis I bliver dræbt for Guds sag, får I tilgivelse hos Gud. Vær mild over for dem, tilgiv dem og rådfør dig med dem. Og træf så din beslutning i tillid til Gud. Husk: Hvis Gud hjælper, kan ingen besejre jer. Men hvis han forlader jer, har I ingen!

 

En profet bedrager ikke - det kommer fra jer selv!

En profet bedrager ikke. Ethvert bedrag vil jo komme frem på Opstandelsens dag. Nej, Gud viste de troende godhed, da han lod en profet opstå blandt dem - en af deres egne, til at læse Hans tegn op og lære dem Skriften og Visdommen. Inden da var I vildfarne. Så hvordan kan I spørge, hvor det, der nu har ramt jer, kommer fra? Sig: "Det kommer fra jer selv!" (3:165)
 

De dræbte lever hos Gud

Det, der skete, skete for at Gud kunne se, hvem der var hyklere (3:166). Hyklerne er dem, som ikke ville kæmpe. Bagefter sagde de til deres brødre, at de ikke skulle være taget afsted. Den dag var de tæt på at være vantro. Men de, som blev dræbt for Guds sag, er ikke døde. De lever hos Gud og bliver forsørget (3:169). Og de fryder sig over deres belønning og glæder sig over dem, som vil følge efter dem.  Det er dem, som lyttede til Gud og Udsendingen. De har en vældig løn i vente. Det er dem, som kun bliver stærkere i troen, når de bliver truet (3:173). 

Gud ville aldrig bare lade de troende være, uden at prøve dem for at skille det onde fra det gode. Gud vil aldrig give menneskene indsigt i det skjulte. Han vælger sine udsendinge, som Han veil, og derfor skal man tro på Gud og hans udsendinge (3:179)​​

​De dræbte profeterne

De gerrige vi på Dommedag få alt, hvad de har puget sammen, lagt rundt om deres hals. Gud hørte godt, da de sagde: "Gud er fattig, og vi er rige". Han vil skrive det ned! Han vil også skrive ned, at de dræbte profeterne (3:181). De skal smage ildens straf.

 

De påstår, at Gud ikke har forpligtet dem til at tro på nogen udsending, før han kan vise dem et tegn. Sig: "Der er kommet udsendinge før mig med klare beviser. Hvorfor dræbte I dem, hvis I taler sandt?" (3:183). Hvis de derefter kalder dig for løgner .... ja, det kaldte de også udsendingene før dig (3:184). 
 

Det jordiske liv er blot bedragerisk nydelse

Enhver skal dø, og det jordiske liv er blot en bedragerisk nydelse. I vil blive prøvet på jeres ejendom og jeres liv. I vil høre ondt, både fra Skriftens folk og de, der sætter andre ved Guds side. Men I vil få jeres fulde løn på opstandelsens dag. Den, der ikke kommer i Ilden, har sejret.

 

De forskellige gruppers belønning hos Gud

Gud sluttede pagt med dem, der har fået Skriften: "Vis den frem for menneskene. I må ikke holde den skjult". Men de har brudt pagten og solgt den for en ussel pris. De har en pinefuld straf i vente.

 

Gud vil bønhøre dem, der tror på Hans tegn og på Dommedag. Det er dem, der beder:

  • Herre - Du har ikke skabt alt dette for intet. Beskyt os mod Ildens straf (3:191)

  • Herre - Dem, Du sender ind i Ilden, har Du gjort til skamme (3:192)

  • Herre - Der var en, der sagde "tro på jeres Herre". Så vi blev troende. Tag os til Dig  (3:193)

  • Herre - Giv os hvad du har lovet os gennem dine udsendinge, og gør os ikke til skamme på Dommens dag (3:194)

 

Dem vil Gud bønhøre. Han vil ikke lade deres handlinger gå tabt, hverken mand eller kvindes. I hører sammen. De, der udvandrede og som blev fordrevet, de som har lidt overlast, og de som kæmpede, og de som blev dræbt for Gud sag, de vil få eftergivet alle deres onde handlinger. De vil få den smukkeste belønning (3:195). Lad jer ikke narre af de vantro.

Blandt Skriftens folk er der dog nogle, der tror på Gud og på alt det, der er blevet sendt ned. De ikke sælger Guds tegn for en ussel pris. De vil få deres løn hos deres Herre.

------------ oOo ------------

Fordrivelsen af Banu Qaynuqa

Vers 3:12: Den islamiske historie bag verset er, at den jødiske klan Banu Qaynuqa i 624 blev forvist fra Medina. Ibn Ishaq fortæller, at Muhammed kort efter slaget ved Badr samlede klanen på deres marked og sagde, at de skulle omvende sig, og, at sejren ved Badr var tegn på, at han var profet. Men Banu Qaynuqa nægtede. Muhammeds mænd belejrede så klanens befæstede bydel. Da jøderne efter 2 uger overgav sig, ville Muhammed have dem henrettet, men deres tidligere allierede fra Khazraj-klanen talte deres sag, så de blev kun forvist. Deres ejendom blev delt mellem Muhammeds  hær, og Muhammed fik en femtedel. 

Forveksler Koranen Jomfru Maria med Miriam?

Vers 3:35-3:36 fortæller, at jomfru Maria datter af Amram (det ses også sura 66). Amram kendes fra Bibelen: Han var far til Moses, Aron og Miriam. I sura 19 kaldes Maria "Arons søster". På arabisk kaldes Maria for Maryam. Det er oplagt, at der er sket en forveksling. Det er interessant, at den samme fejl gentages i 3 forskellige suraer.

En apokryf historie om Jesus

Vers 3:49: Historien om Jesus, som laver en fugl af ler og blæser liv i den, kendes fra det apokryfe kristne skrift Thomas' barndomsevangelium. Se flere apokryfe historier om Jesus i sura 19.

Mubahala-hændelsen

Vers 3:61 er ifølge islamisk historie relateret til en episode i år 631, kaldet Mubahala-hændelsen: En delegation af kristne fra Najran mødtes med Muhammed. Han forsøgte at omvende dem, men de kunne ikke tro på hans fremstilling af Jesus. Muhammed udfordrede dem så til at lave "Mubahala" - en almindelig arabisk måde at løse stridigheder. Man kaldte parterne sammen og bad en gud nedkalde forbandelse over den af parterne, der lyver, og vedkommendes familie. Muhammed tilkaldte sin datter Fatima og sin adoptivsøn/svigersøn Ali og deres to sønner. De kristne afslog at deltage i Mubahala, hvorefter de fik valget mellem at omvende sig eller betale jizya til muslimerne. De valgte det sidste. Begivenheden anses i islamisk tradition som en sejr over kristendommen. Shia-muslimer fejrer begivenheden hvert år med Eid al-Mubahalah. For dem er historien et bevis på, at Ali og hans sønner er at regne for Muhammeds sønner.

Skriftens folk

Vers 3:64-3:120 er dedikeret til at anklage Skriftens folk. Skriftens folk er - hvis man skal tage Koranens egne ord for pålydende - Israels folk, Toraens folk, Moses' folk. Fx fortæller vers 3:48, at Skriften og Visdommen er Toraen og Evangeliet. Skriften er det, som Moses fik. (Se mere under Sura 7)

Som nævnt under sura 2 ovenfor, er det de rabbinske jøder, der skældes ud på, fordi de med Talmud "skjuler sandheden og hyller den i løgn? (3:71) og fordrejer Skriftens ord (3:78). Koranen nævner hver gang, at ikke alle blandt Skriftens folk er vantro. Det understøtter tesen om, at en gruppe jødiske kristne (Koranens naṣārā) kan have været allieret med de troende (se sura 2). I islamisk fortolkning handler undtagelserne om, at de 3 jødiske stammer i Medina lagde sig ud med Muhammed én efter én, og derfor blev de ikke alle forbandet på samme tid.    

Nederlaget ved Uhud

Vers 3:121-3:179 handler ifølge den islamiske fortolkning om slaget ved Uhud i år 625. Mekkanerne ville hævne nederlaget ved Badr og var draget mod Medina. De to hære mødtes så ved bjerget Uhud nord for Medina. Slaget var et nederlag for muslimerne, som mistede mange mænd. Også Muhammed blev såret. Muslimerne var ellers tæt på at vinde, men nogle af muslimerne så mekkanernes tomme lejr og øjnede muligheden for at tage krigsbytte. De løb mod lejren. Mekkanerne udnyttede denne svaghed til at angribe og der opstod kaos hos muslimerne. Mekkanerne undlod at indtage Medina, men erklærede sejr og tog hjem. De troede, det var nok at give muslimerne en lærestreg. Hverken Uhud, Medina eller Mekkanerne er nævnt i sura 3.

Var Muhammed Jesus?

Vers 3:144 nævner Muhammed for første gang i Koranen. Verset fortæller, at han kun er en udsending, og de troende spørges, om de ville ville vende om (fra sagen), hvis han døde eller blev dræbt. Hvis man abstraherer fra baggrundshistorien om Muhammed og hans slag og udelukkende ser på Koranens tekst, så er det faktisk ikke usandsynligt, at "Muhammed" (Den lovpriste) her er en titel for Jesus. I tidlig syrisk kristendom blev Jesus netop kaldt Muhammed - akkurat som græske kristne kaldte ham Kristus (Den salvede). En stor del af sura 3 handler netop om Jesus - og Koranen insisterer netop på, at Jesus er en udsending (3:49), og at Jesus ikke blev dræbt på korset (4:157), men i stedet blev løftet op til Gud.

 

Endnu et eksempel på "skjulte" spor efter Jesus i sura 3 vers 3:31, som lyder: Sig: "Hvis I elsker Gud, så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder!". Ligheden er slående med Johannes 14,21: "Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader".

Hvilke profeter dræbte jøderne egentlig?

I vers 3:181 anklages Skriftens folk igen for at have dræbt profeterne med urette. Det nævnes også i vers 2:61, 3:21, 3:112 , og 4:155. Islamiske tafsir (korankommentarer) giver ingen forklaring på, hvilke profeter, det kan have været. Men forklaringen findes i Biblens historie om profeten Elias, 1. Kongebog Kapitel 18. Her slog Kong Akab og hans onde dronning Jezebel 300 profeter ihjel. Koranen bruger historien som et eksempel på jødernes tidligere ulydighed. Se også:

  • Sura 111 - Mere om Kong Akab og Jezebel (aka Abu Lahab og hans kone)

Fordrivelsen af Banu Nadir

Vers 3:183-4 hentyder i den islamiske fortolkning til den jødiske stamme Banu Nadir, som var rige. De blev fordrevet fra Medina kort tid efter nederlaget ved Uhud, fordi Muhammed fik åbenbaret en advarsel fra Allah om at de ville dræbe ham. Deres ejendom blev fordelt mellem muslimerne fra Mekka. Se også: 

  • Sura 59 - Fordelingen af Banu Nadirs ejendom 

Slaget ved Uhud og Muhammed

Muhammed og hans hær ved Slaget ved Uhud

 
 

(90) Sura 33: Forbundsfællerne (73 vers)

 

Adoptivsønner skal ikke betragtes som sønner 

Profet! Adlyd ikke hyklerne og de vantro. Følg det, som er åbenbaret for dig fra din Herre:

Når en mand skiller sig fra sin kone ved at sige "Du er for mig som min moders ryg", så gør Gud hende ikke til hans mor. På samme måde gør Gud heller ikke en adoptivsøn til en søn. Det er bare ord, som I siger (33:4). Men Gud kender sandheden og viser den rette vej: I skal opkalde adoptivsønner efter deres fædre, og I skal betragte dem som brødre i religionen, som blot står under jeres beskyttelse.

 

Profetens hustruer er de troendes mødre

Profeten står de troende nærmere end dem selv. Hans hustruer er de troendes mødre. Ellers, så står de blodsbeslægtede hinanden nærmest. Men I skal behandle alle jeres venner godt. Dette står i Skriften (33:6). 

Hyklerne ville have mændene fra Yathrib til at vende om 

I troende! Husk, da fjendens hær kom, og Vi reddede jer ved at sende en vind og usynlige hære (33:9). I var ellers ved at miste modet og tvivle. Hyklerne sagde, at Gud og Hans udsending havde givet falske løfter. Nogle sagde: "Oh, folk fra Yathrib, dette er ikke et sted for jer. Vend om!", og andre bad om lov til at tage tilbage til deres ubeskyttede huse, fordi de ønskede at flygte (33:13). Hvis nogen havde fristet dem til frafald, havde de ikke holdt længe -  selvom de ellers havde sluttet pagt med Gud om ikke at vende ryggen til. Men det nytter ikke at flygte fra at blive slået ihjel. Hvis man gør det, vil man kun kunne nyde livet kort, men intet ville kunne beskytte én mod Gud på Dommedag. Gud ved, hvem af der, der er hyklere, og Han vil lade alle deres handlinger være spildt.

Guds udsending er et smukt eksempel for de troende

De tror ikke, at forbundsfællerne er forsvundet. Hvis fjenden kom tilbage, ville de ønske sig langt ud i ørkenen sammen med beduinerne. I troende har et smukt eksempel i Guds udsending (33:21). Da de troende så forbundsfællerne, blev de bare endnu stærkere i troen på Gud og sagde: "Dette er, hvad Gud og Hans Udsending har lovet os. Gud og Hans udsending siger sandheden". De var tro mod den pagt, de havde sluttet med Gud. Gud vil gengælde deres sandfærdighed, og hyklerne vil blive straffet. Gud kan dog også vælge at tilgive hyklerne, hvis Han vi. Gud fik de vantro til at vende hjem i vrede, uden at de havde opnået noget. Således skånede Han de troende for at kæmpe (33:25).

Gud vakte rædsel hos Skriftens folk ved at I dræbte dem

Bagefter vakte han rædsel i hjertet hos de af Skriftens folk, som havde støttet fjenden. Han fik dem til at komme ned fra deres befæstede stillinger, og så dræbte I en del og tog en del til fange (33:26). Derefter gav Han jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv.

Særlige regler for profetens koner

Profet! Sig til dine hustruer: Hvis I ønsker det jordiske livs goder, så kan I få det og blive sat fri. Men hvis I vil Gud og Hans udsending og et hjem i det hinsidige, så venter der jer en kæmpe løn. I, profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder. Hvis en af jer begår skamløshed, vil Gud fordoble hendes straf. Men den, der er lydig over for Gud og Hans udsending, får fordoblet sin løn hos Gud. Tal ikke indladende, så "den der bærer en sygdom i hjertet" bliver optændt (33:32). Tal passende. Bliv i jeres huse, og lad være med at vise jer frem som tidligere i Uvidenhedens tid. Hold i stedet bøn, så urenheden kan fjernes fra jer, I "Husets folk" (33:33).

Intet skal være til hinder for at gifte sig med sin adoptivsøns hustru

Når Gud og Hans udsending har truffet beslutning om en sag, så tilkommer det ingen troende at vælge frit, hverken mand eller kvinde (33:36).

 

Da du sagde til Zayd: "Behold din hustru, og frygt Gud!", da skjulte du, hvad gud ellers ville vise åbent. Du frygtede sladder, men du skulle i stedet frygtet Gud. Da Zayd havde besluttet sig, lod Gud dig tage hende til hustru. For der skal ikke være noget til hinder for, at troende kan gifte sig med deres adoptivsønners hustruer. Guds befaling bliver udført (33:37). for intet skal være til hinder for, at Profeten gør det, som Gud har pålagt ham. Det er helt i overensstemmelse med Guds sædvane (33:38).

Muhammed er ikke fader til nogen

Muhammed er ikke fader til nogen af mændene! Han er Guds udsending og profeternes segl (33:40). Profeten er sendt ud for at kalde folk til Gud og være som en lysende lampe (33:46). Giv de troende det glade budskab, at en stor belønning venter hos Gud, og adlyd ikke hyklerne og de vantro.

Særlige regler for profeten, når det gælder kvinder

I troende! Hvis I skiller jer fra troende kvinder uden at I har haft samleje med dem, så behøver der ikke være ventetid, inden kvinderne kan gifte sig igen (33:49). Profet! For dig er følgende kvinder tilladte (33:50):

  • Dine hustruer

  • Dem, som du har givet deres løn

  • De slavinder, som Gud har givet dig som bytte

  • Døtre af onkler og tanter på fædrene side og på mødrene side, som udvandrede med dig

  • Enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten, og Profeten ønsker at gifte sig med hende.

Dette gælder specielt for dig og ikke for de andre. Det er for at du kan være "frit stillet". Gud er tilgivende og barmhjertig. Du kan kalde de af kvinderne til sig, som du har lyst (33:51). Også dem som han tidligere har sendt bort. Kvinderne vil kun være glade for, hvad du kan give dem. Dog må du ikke tage kvinder udover dem, som er nævnt, og du må heller ikke skifte dine hustruer ud dem, selvom du kunne have lyst. Slavinder må du dog godt tage (33:52).

 

Man kan aldrig nogensinde gifte sig med Profetens hustruer

I troende! I må ikke gå ind i Profetens hus uden invitation, og når I har spist, skal I ikke blive siddende og snakke. Det krænker Profeten. Hvis I vil bede kvinderne om noget, så skal det ske fra den anden side af et forhæng. I må aldrig krænke Guds udsending og aldrig nogensinde gifte jer med hans hustruer. Det ville være meget alvorligt i Guds øjne (33:53). Gud ved alt, uanset om man prøver at skjule det. Kvinderne begår dog ingen overtrædelse ved ikke at være tilslørede, når det gælder deres fædre, sønner, brødre, nevøer, andre kvinder eller slavinder (33:55)

Gud vil forbande og sørge for en frygtelig straf til dem, der krænker Gud og Hans udsending. Både i dette liv og det næste. (33:57).

Kvinders tildækning

Oh, Profet! Sig til dine hustruer, dine døtre og til alle de troendes kvinder, at de skal "trække deres overklædning ned over sig". For så kan de blive genkendt og ikke blive forulempet (33:59). Gud er tilgivende og nådig.

 

Nogen spreder rygter i Medina

De, der beskylder troende mænd og kvinder for noget, de ikke har begået, har gjort sig skyldige i bagtalelse og dermed åbenlys synd (33:58). Hvis hyklerne og andre ikke stopper med at sprede rygter i Medina, så vil Vi lade dig overmande dem (33.60). Så vil de kun være dine naboer kort tid endnu. De vil få en forbandelse over sig og blive pågrebet og dræbt på stedet (33:61). Dette er helt i overensstemmelse med Guds sædvane.

 

I vil fortryde, hvis I adlyder de forkerte

Folk spørger dig om Dommedag. Sig, at kun Gud ved, hvornår Timen indtræffer. Hvem ved, måske er Timen nær! Gud beredt en flammende ild til de vantro. De, der ikke adlød Gud og Udsendingen med i stedet adlød deres ledere, som så ledte dem på afveje, vil få dobbelt straf (33:68).

 

I troende! Vær ikke være som dem, der i sin tid krænkede Moses. Frygt gud og sig de rette ord (33:70). De der adlyder Gud og Udsendingen vil vinde en vældig sejr. Gud vil straffe hyklerne og dem, som sætter andre ved Guds side (33:73).    

------------ oOo ------------

Mødre er forbudt seksuelt

Vers 33:4: At sige "Du er for mig som min moders ryg" var for de gamle arabere en måde at skille sig fra sin kone på. Når man havde sidestillet hende med sin mor, var hun nemlig "forbudt" seksuelt. Den form for skilsmisse kaldes zihar. Når profetens hustruer i vers 33:6 erklæres for "de troendes mødre", betyder det, at de er seksuelt forbudte for de troende, hvilket også understreges i vers 33:53. Den vigtige pointe i verset er dog at, at adoptivsønner ikke skal regnes for sønner (se nedenfor).

Slaget ved graven og forbundsfællerne

Vers 33:9-33:25 handler ifølge den islamiske fortolkning om Slaget ved graven i 627. Mekkanerne og deres forbundsfæller belejrede Medina. Belejringen varede i 2-3 uger. Muhammeds soldater havde gravet skyttegrave, deraf slagets navn. Men belejringen var hård både for de belejrede og angriberne, og mange af de troende var tæt på at miste troen. Under et uvejr hævede forbundsfællerne belejringen og drog hjem uden resultat.

Yathrib og Medina

I vers 33:13 opfordrer nogle hyklere "I folk fra Yathrib" til at tage hjem. Det virker lidt underligt i lyset af, at handlingen (Slaget ved graven) foregik i Yathrib, og at hyklerne selv var derfra. Yathrib var Medinas oprindelige navn. Den kom først til at hedde Medina (Madīnat un-Nabī, Profetens by), efter profetens død. Derfor kan man også undre sig over vers 33.60, som fortæller, at nogen spreder rygter i Medina. Byen hed jo ikke Medina endnu. Disse "mysterier" tyder på, at handlingen ikke er foregået i Yathrib, og at verset om rygterne i Medina kan være er en senere tilføjelse til Koranen. Der findes faktisk et Yathrib i Irak. - ikke så langt fra Al-Mada'in.

Massakren på Banu Qurayza

Vers 33:26: Den islamiske historie bag dette vers er: Den sidste tilbageværende jødiske klan Banu Qurayza, havde prøvet at forholde sig neutral (Banu Qaynuqa og Banu Nadir var tidligere blevet fordrevet, se sura 3). Men efter rygter (eller besked fra Gabriel) om, at klanen havde hjulpet fjenden, belejrede Muhammeds styrker deres kvarter. Til sidst måtte de overgive sig betingelsesløst. Alle klanens mandlige medlemmer (600-900 mænd og unge drenge) blev halshugget, mens kvinder og børn blev fordelt som slaver. Byttet blev fordelt. Muhammed tog selv en sexslave, nemlig Rayhana. Massakren er beskrevet hos bl.a. Ibn Ishaq og i flere hadithér. Se Muslim 1769 a, Bukhari 4121, og Abu Dawud 3001.

Zainab-affæren

Vers 33:37: Zayd var ifølge den islamiske historie Muhammeds adoptivsøn. Han var gift med Zainab, som var Muhammeds kusine. Engang hvor Zayd ikke var hjemme, så profeten Zainab i letpåklædt tilstand. Han fik lyst til hende, og Zayd lod sig derefter skille fra Zainab. ​Ægteskab med en svigerdatter blev af araberne  betragtet som incest. Men efter åbenbaringen af vers 33:4 var Zainab ikke svigerdatter, og ægteskabet blev muligt. Historien er beskrevet hos al-Tabari (839-923), men ikke hos Ibn Ishaq (704-768). Det indikerer, at historien er konstrueret efter Ibn Ishaqs tid. Se historien her: Prophet Muhammad and Zainab

 

Muhammed er den sidste profet

Vers 33:40 fastslår, at Muhammed ikke har nogen søn og er "profeternes segl". Det fortolkes i islam som "den sidste profet", selvom det lige så godt kunne fortolkes som "en bekræftelse af alle profeterne" eller "den som besegler alle deres profetier". Dette er, hvad kristne mener, at Jesus gør, og man kan således argumentere for, at verset måske har handlet om Jesus eller er inspireret af Jesus. Betegnelsen blev også brugt om profeten Mani (i manikæismen). 

 

I Bogen "Muhammad is Not the Father of any of Your Men: The Making of the Last Prophet" argumenterer David S. Powers for, at både vers 33:40 og de foregående vers om Zayd er senere tilføjelser til Koranen, lavet under Abbassidekalifatet. Formålet var at sikre, at der ikke var nogen arvinger til profetværdigheden og at der aldrig ville komme en ny profet. Hverken ved bare at hævde at være udvalgt af Gud, eller gennem arv. Abbassidekalifatets legitimitet var funderet på Muhammed. Ifølge islamisk tradition døde alle Muhammeds 4 sønner som børn. Men det var vigtigt, at der heller ikke var nogen adoptivsønner. Historien om Zayd og Zainab kan simpelthen være opfundet for at lade Gud afskaffe adoption. Powers påviser ud fra gamle Koranmanuskripter, at der er lavet ændringer i Koranen, netop omkring svigerdøtre og arv, og han viser også, at figuren Zayd er et mix af flere bibelske figurer. Også i den islamiske tradition er der spor af, at sura 33 er ændet: Hadith'er fortæller, at sura 33 oprindeligt skulle have indeholdt 200 vers, eller måske 286 vers, eller flere. 

Et par hadith-historier om Muhammeds kvinder

Vers 33:51: Efter åbenbaringen af dette vers (med seksuelle særregler for profeten) skulle Muhammeds yngste hustru, Aisha på 13 år, Ifølge en hadith have sagt: "Jeg føler din Herre er hurtig til at opfylde dine ønsker og lyster" (Bukhari 311)

Vers 33:53: Ifølge en hadith blev verset åbenbaret efter bryllupsfesten for Zainab, hvor Muhammed syntes, gæsterne blev hængende lidt for længe. Se Muslim 1428a.

 

Vers 33:59 kaldes hijabverset. Det blev ifølge bl.a. denne hadith åbenbaret, fordi Umar, en af Muhammeds nærmeste fæller (og svigerfar), ønskede fuld tildækning af kvinder. For at fremskynde den ønskede åbenbaring fra Allah, udspionerede han Muhammeds koner, mens forrettede deres nødtørft. 

Vers 33.60 om rygterne i Medina: Kort efter Slaget ved graven opstod der rygter om, at Aisha, Muhammeds 13-årige kone havde været utro. Det var "hyklerne", som spredte rygterne. Læs  om episoden i Sura 24.

Aisha, muslimernes moder

Kvinder skal trække deres overklædning ned over sig for at undgå at blive forulempet.

(91) Sura 60: På prøve (13 vers)

Der skal være fjendskab 

Oh, I troende. Tag ikke mine og jeres fjender som venner eller vis dem kærlighed, hvis I er kommet for at kæmpe for Guds sag. De troede ikke, og de fordrev Udsendingen  og jer selv. I viser dem kærlighed, men Jeg ved, hvad I skjuler. I er i stor vildfarelse, hvis I gør det. De har ondt i sinde, for de ville ønske, at I var vantro og besejre jer, hvis de kunne (60:2). På Dommens dag vil de ikke være jer til nogen nytte!

 

Abraham og hans følgere er et smukt eksempel for jer: Han sagde til sine slægtninge: "Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst for altid, med mindre I vil tro på Gud alene (60:4)". 

 

Men kun mod de, der har bekæmpet jer i religionen

Måske vil Gud dog sætte kærlighed mellem de troende og nogle blandt fjenderne (60:7). Han forbyder jer kun at være venner med dem, der har bekæmpet jer i religionen og  fordrevet jer. Er man venner med dem, handler man uret.

Kvindelige overløbere kan frikøbes

Hvis troende kvinder kommer til jer som udvandrere, så skal de sættes på prøve. Hvis de viser sig at være troende, skal de ikke sendes tilbage til de vantro mænd, for troende kvinder er ikke tilladte for vantro mænd! I stedet skal I betale mændene deres udgifter tilbage, og I må gifte jer med kvinderne, hvis I giver dem deres løn. På samme måde skal I heller ikke bevare båndet til jeres kvinder, hvis de går over til de vantro. Kræv i stedet jeres udgifter tilbage. Og hvis I tager på hævntogt efterfølgende, så giv ham, hvis hustru gik over til de vantro, hvad der svarer til hans udgifter (ud af byttet) (60:11).

Profet! Lav en aftale med de kvinder, som kommer til dig og lover ikke at sætte noget ved Guds side og ikke at sætte sig op imod dig. Bed Gud om at tilgive dem!

Man skal ikke være venner med nogen, som Gud er vred på (60:13).

------------ oOo ------------

Gud befaler at bryde Hudaybiyyah-aftalen

Vers 60:11: Ifølge islamisk historie indgik Muhammed i 628  en aftale med lederen af Quraysh i Mekka om fred i 10 år. Aftalen kaldtes Hudaybiyyah-aftalen. Den gav muslimerne lov til at vende tilbage på pilgrimsfærd året efter. Den tillod stammerne omkring at slutte pagt med såvel Mekka som Medina. En del af aftalen var, at hvis nogen udvandrede fra Mekka til Medina for at tilslutte sig muslimerne, skulle de returneres til Mekka. Det modsatte ikke var tilfældet. Vers 60:11 er en befaling fra Gud om ikke at overholde aftalen, når det gælder kvinder.

 

Der er naturligvis knyttet en historie til åbenbaringen om en kvinde, som - efter at mekkanerne havde brudt aftalen først - blev sendt tilbage mod Mekka og uforvarende fik et brev med, som sladrede om, at Muhammed ville angribe. Den, som havde givet hende brevet med, var bekymret for sin familie i Mekka, som jo ikke kunne forlade byen uden at blive sendt tilbage. Allah så hvad der skete og advarede Muhammed, så kvinden blev stoppet og brevet ikke nåede frem. Derefter blev verset åbenbaret, så de troende ikke skulle have bekymringer, og så de hjemsendte ikke skulle bringe hemmeligheder til fjenden.

  • ​Se mere om Hudaybiyyah-aftalen i Sura 48

 

(92) Sura 4: Kvinderne (176 vers)

 

Regler for behandling af forældreløse  - man må gifte sig med op til 4 kvinder  

Frygt jeres Herre, som skabte jer af ét væsen og deraf skabte hans mage  - og frygt blodslægtsskabet (4:1). Reglerne for, hvordan man skal behandle forældreløse, er:

 

  • Giv dem deres ejendom - lad den ikke opsluge i jeres egen (4:2)

  • Hvis I frygter, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder I "finder for godt" - op til fire kvinder, hvis I kan behandle dem ligeligt. Ellers kun med én, eller med de slavinder I ejer (4:3).

  • Giv ikke jeres formue til tåber. Dem skalI blot forsørge og tale ordentlig til.

  • Sæt derfor de forældreløse på prøve, indtil de når den giftefærdige alder. Hvis I så vurderer, at de de er forstandige, kan de få deres formue.

  • Hvis man er fattig, må man godt tære på de forældreløses formue "med ret og rimelighed" (4:6)

  • Men I skal behandle forældreløse rimeligt. Særligt hvis I selv har mindreårigt afkom, som I er ængstelige for, skal man tage sig i agt

  • De, der uretmæssigt fortærer forældreløses ejendom, kommer i Ilden hos Gud

 

Arveregler

Hankøn arver dobbelt så meget som hunkøn, når det gælder både arv til børn og ægtefæller. Hvis der ikke er børn eller forældre, arver søskende dog en sjettedel uanset køn (Læs de komplicerede regler i 4:11 og 4:12. Det er Guds bud, og de, der adlyder, kommer i Haven, mens de, der sætter sig op mod Gud og Udsendingen, kommer i ilden.

Regler for utugt - krav om 4 vidner 

Hvis nogle af jeres kvinder begår utugt, og fire mænd vidner imod dem, så skal de have stuearrest til de dør, eller til Gud giver dem en anden udvej (4:15).

Hvis to blandt jer begår utugt, skal de tugtes, men hvis de omvender sig, skal I lade dem være (4:16). Gud er tilgivende og barmhjertig - men kun hvis man synder af uvidenhed. Ikke hvis man venter til sidste øjeblik med at omvende sig!

Regler angående kvinder

  • I må ikke modtage kvinder i arv mod deres vilje

  • I må heller ikke presse kvinder til at levere ting tilbage, som I har givet dem. Kun hvis de har begået utugt.

  • I bør leve sammen med dem efter ret og rimelighed, selv hvis I føler jer frastødt, for måske har Gud alligevel lagt noget godt i dem (4:19).

  • Hvis I vil udskifte en af konerne, må I ikke tage det guld og sølv fra dem, som I har givet dem (4:20)

  • I må ikke gifte sig med kvinder, som jeres far har været gift med

  • Forbudt for de troende er: Jeres mødre, døtre, søstre, fastre, mostre, niecer, fostermødre, svigermødre og hustruer til sønner fra jeres lænder (ikke adoptivsønner!).

  • Steddøtre er tilladte, hvis I ikke har haft samleje med moderen. Det er ikke tilladt at være gift med to søstre på samme tid. Men hvad der er sket, er sket - og Gud er tilgivende og barmhjertig (4:23).

  • Gifte kvinder er forbudt - bortset fra de slavinder, som I ejer (4:24).

  • I må gerne "tragte efter" ærbare kvinder med jeres penge. I betaler så et beløb for den nydelse, I opnår med dem (4:24). 

De af jer, der ikke har råd til at gifte sig med ærbare troende kvinder, kan gifte sig med nogle af de slavinder, I ejer. Det er dog bedre at være afholdende. Men Gud ved, at nogle så vil lide kvaler (4:25). Mennesket er skabt svagt og Gud vil gerne give jer lempelser (4:28).

I må ikke slå jeres egne ihjel

Derudover må I ikke fortære hinandens ejendom, og I må ikke slå jeres egne ihjel. Den som uretmæssigt og i vrede gør det, vil snart blive kastet i ilden af Gud! (4:29) I må heller ikke begære det, som I Gud har givet nogle af jer frem for andre. Mænd får andel i det, de har optjent, og kvinder får andel i det, de har optjent (4:32)

Mænd står over kvinder og må slå dem

Mænd er formyndere for kvinder, fordi mænd har fået nogle fortrin og har givet noget af deres ejendom til dem. Kvinder skal være lydige over for deres mænd og vogte det skjulte. Hvis en mand frygter genstridighed fra en kvinde, skal han formane hende, lade hende alene i sengen og slå hende (4:34). Hvis de så adlyder, skal I ikke gøre mere.

 

Gå ikke til bøn i beruset tilstand

I troende! Tjen Gud sæt intet ved Hans side! Vær gode mod forældre, slægtninge, fattige, naboer, vejfarende og slaver (4:36) og vær ikke gerrige. Gud bryder sig dog ikke om dem der bare giver væk for et syns skyld, uden rigtigt at tro på Dommedag. Heller ikke om de indbildske og pralende.

I må ikke gå til bøn, hvis I er berusede og ikke ved hvad I siger. Eller hvis I er urene. Hvis I har forrettet nødtørft eller haft sex med en kvinde og ikke kan finde vand at vaske jer med, så kan I gnide jeres ansigt og hænder med jord  (4:43).

Gud har forbandet jøderne

Nogle af jøderne rykker ordene i Skriften ud af sammenhæng. De siger: "Vi hører, men adlyder ikke". De skulle sige "vi hører og adlyder". Gud har nu forbandet dem på grund af deres vantro. Kun få af dem tror (4:46).

 

De finder på løgne om Gud

I, der har fået Skriften: Tro på det, som Vi har sendt ned til bekræftelse af det, I allerede har, inden Vi udvisker jeres ansigter eller forbander jer! (4:47) Gud tilgiver ikke, at man sætter nogen ved Hans side!

 

Har du set, hvordan de, der har fået en del af Skriften erklærer sig for rene? Men de tror på afguderne og Djibt og siger, at de vantro er mere på rette vej end de troende (4:51). Se, hvordan de finder på løgne om Gud! De under ikke andre nogen andel i Guds herredømme. Gud har forbandet dem! De vil brænde i Helvede, og hver gang deres hud er brændt igennem, får de en ny, så de kan smage straffen igen og igen (4:56).

Hyklerne vil fremlægge stridsspørgsmål for deres falske guder 

Oh, I troende! Adlyd Gud og Udsendingen og de af jer, som har fået myndighed. Stridsspørgsmål skal lægges frem forGud og Udsendingen (4:59).

Har du set dem, der siger at de tror, men som hellere vil lægge stridsspørgsmålene frem for deres falske guder - selvom de har fået forbud mod at tro på dem (4:60). Det er Satans værk, og de risikerer en ulykke. Det har altid været Guds hensigt, at Hans Udsendinge skulle adlydes. Ingen er troende, hvis ikke de lader dig dømme og underkaster sig din afgørelse fuldstændigt (4:65).

Ryk ud i flokke og kæmp for Guds sag

I troende! I skal kæmpe for Guds sag. Tag jeres forholdsregler og ryk ud i flokke eller alle på én gang (4:71). De, der kæmper, vil blive rigt belønnet i det hinsidige, uanset om de dør eller sejrer (4:74). Men der er nogle blandt jer, som nøler. Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmppe for Guds sag!

 

Hvorfor vil I ikke vil kæmpe for Guds sag? Bekæmp Satans venner! (4:76). Kæmp også for de undertrykte i de vantros byer. De, som beder til Gud: "Få os ud af denne by, hvis folk handler uret!" (4:75).

Den, der adlyder Udsendingen, adlyder Gud 

Hyklerne er dem, der nølede med at kæmpe, da det blev foreskrevet dem at kæmpe. Sig til dem, dem, at det jordiske liv intet er i forhold til belønningen i det hinsidige, og at døden alligevel vil indhente dem. De tror, at det gode kommer fra Gud, men at hvis der sker noget ondt, så skyldes det dig. Sig til dem, at alt kommer fra Gud. Hvorfor kan de ikke forstå det? Vi har sendt dig til menneskene som Udsending - og den, der adlyder Udsendingen, adlyder Gud (4:80).

 

Koranen ville have været fuld af modsigelser

De påstår, de er lydige. Men lige så snart de går ud af dit hus, pønser de på noget andet. Gud ved godt, hvad de pønser på, og Han skriver det op. Tænker de da slet ikke over Koranen? Hvis den havde været fra nogen anden end Gud, ville den have været fuld af modsigelser (4:82).

 

Hyklerne spreder også udmeldinger, som de burde overlade til Udsendingen, så han kan sprede det til dem, der forstår den rette betydning. Du skal kæmpe for Guds sag og opildne de troende. Måske vil Gud så begrænse de vantros magt (4:84). 

Dræb dem, der falder fra

Hvorfor er I troende delt i spørgsmålet om hyklerne? (4:88). Gud har ledt dem vild, og de kan ikke retledes. De ville ønske, at I blev vantro ligesom dem selv, så I var lige. Vær ikke venner med dem, før de udvandrer for Gud sag. Hvis de vender sig væk fra religionen, så dræb dem, hvor end I finder dem! (4:89)

Mange ønsker sikkerhed

Men hvis de slutter sig til et af de folk, de troende er i forbund med, så lad dem være i fred. Eller hvis de kommer til jer, fordi de er utilpasse ved enten at skulle kæmpe mod deres eget folk eller mod jer, så lad dem også i fred. Der vil være flere, som søger sikkerhed fra både jer og deres egne. Hvis ikke de tilbyder fred og holder sig væk, så giver Gud en klar bemyndigelse til at pågribe dem og dræbe dem, hvor end I finder dem.   

Hvis man uforvarende dræber en troende, skal man betale  blodpenge

En troende må ikke dræbe en troende. Det kan dog ske ved et uheld, når man er på togt. I så fald kan I sone ved at frigive en troende slave og betale blodpenge til den dræbtes folk - hvis de da ikke eftergiver det som almisse. Hvis den dræbtes folk er de troendes fjender, kan I nøjes med at frigive slaven. Den, der ikke har råd til det, kan faste i to måneder (4:92). Den, der med vilje dræber en anden troende, vil få evig straf i Helvede!

Se jer derfor godt for, når I er på togt

Så se jer godt for, når I er på togt for Guds sag. Hvis folk hilser jer med fred, skal I ikke bare sige "Du er ikke troende!", fordi I vil have bytte. Sådan var I før. Men der er masser af bytte i vente i det hinsidige (4:94).

Gud sætter de, der kæmper, højere

De, der kæmper for Guds sag med både ejendom og liv, har højere status hos Gud, en dem, som blot bliver siddende uden at have nogle skavanker. Gud sætter dem, der kæmper, et trin højere (4:95). De vil få fortrinsstillinger i Paradis og masser af tilgivelse.

I kunne have udvandret til Guds land!

Men de, der dør, mens de handler uret mod sig selv (bliver siddende), vil blive spurgt af englene: "Hvilke forhold levede I under?" De vil svare: "Vi var undertrykte i landet". Og englene vil så sige; "Var Guds land ikke stort nok, til at I kunne have udvandret dertil?" De vil ende i Helvede. Men de, der udvandrer for Guds sag, vil finde tilflugtssteder og overflod på jorden, og Gud vil belønne dem (4:100).   
 

I skal utrætteligt skal opsøge fjenden! Hvis I lider, så husk, at fjenden lider lige så meget som jer (4:104). I kan håbe på Guds hjælp, men det kan de ikke!

Forsvar ikke forræderne

Vi har sendt Skriften ned til dig, så du kan træffe afgørelser ud fra det, Vi har ladet dig se af den. Forsvar ikke forræderne! Gud ved hvem de er og hvad de pønser på. Forræderne er selv ude om tingene. Ville I måske tage dem i forsvar over for Gud? Den, der synder, gør det mod sig selv (4:111). At anklage andre for noget, man selv har gjort, er sladder og åbenlys synd. Havde Gud ikke været med dig, ville nogle af dem have ledt dig vild. Der er intet godt i deres hemmelige samtaler (4:112). De, der sætter sig op imod Udsendingen, vil brænde i Helvede.

 

Satan leder folk vild med sine løfter

Gud kan tilgive alt, hvis Han vil - undtagen at man sætter andre ved Hans side. Det, de påkalder ud over ham, er kun kvindelige væsener. Det er Satan, der leder dem vild med falske løfter. De vil komme i Helvede, hvorfra de aldrig vil undslippe. Men Gud lover de troende, at de vil komme i haver med rindende floder til evig tid, og hvem taler mere sandfærdigt end Gud? Alle der gør gode gerninger, både mænd og kvinder, vil komme ind i haven (4:124). De vil ikke blive snydt. Hvem har en bedre religion end den, der overgiver sig til Gud?

 

Mere vejledning om kvinder

De spørger igen om kvinderne.

  • ​Hvis en kvinde frygter brutalitet fra sin mand, gør de ikke noget forkert ved at komme til forlig. Forlig er bedst. De skal handle godt og gudfrygtigt, og Gud ved hvad de gør (4:128).

  • En mand vil aldrig helt kunne behandle sine koner ligeligt. Men vend jer ikke helt væk fra én, så hun må svæve i uvished. Forlig og gudfrygtighed er bedst (4:129)

  • Skulle det dog alligevel komme til skilsmisse, vil Gud holde begge parter skadesløse med sin overflod (4:130)

De troende skal varetage Guds retfærdighed

Hvis nogen ønsker i denne verdens løn, så skal de vide, at hos Gud er der både løn i denne verden og i det hinsidige (4:134). De troende skal altid varetage retfærdigheden over for Gud. Også selvom det går imod dem selv eller deres venner og slægtninge. De skal se sig selv som vidner foran Gud. Hvis de fordrejer noget eller vender sig væk fra retfærdigheden, så ved Gud det (4:135).

Hyklerne er venner med de vantro

De, de bliver vantro efter at have været troende, vil Gud aldrig tilgive (4:137). Også hyklerne har en pinefuld straf i vente. Hyklerne en dem, som er venner med de vantro (4:139), som svinger i loyalitet, og som kun går til bøn for et syns skyld. De vil se an, hvem der sejrer, før de vælger side. Men de vil blive dømt på Dommedag. Gud vil aldrig lade de vantro triumfere over de troende.

 

Tag ikke de vantro til venner frem for troende! (4:144) Gud vil samle både hyklerne og de vantro i Helvede, og hyklerne får plads allernederst i Ilden. De, der omvender sig, kan dog få lov til at være sammen med de troende i Haven.   

Skriftens folk har brudt pagten og rettet en falsk anklage mod Maria

Skriftens folk siger, at du skal sende et skrift ned fra himlen til dem. I sin tid forlangte de noget endnu større af Moses: De bad om at få Gud at se. Det straffede Gud ved at lade et lyn ramme dem. Derefter sagde Gud til dem, at de skulle kaste sig ned i bøn og holde sabbatten. Men nu har de brudt pagten. De har i deres vantro slået profeterne ihjel (4:155), og de har rettet en alvorlig falsk anklage mod Maria (4:156). Kun få af dem er troende.

Da pralede med at have dræbt Messias

De sagde også: "Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending" (4:157). Men det passer ikke. De hverken dræbte eller korsfæstede ham. Det forekom dem blot sådan. Men de ved intet. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. Nej, i stedet løftede Gud Jesus op til sig (4:158). På opstandelsens dag vil han vidne mod dem.

Fordi jøderne således har handlet uret og ofte lægger hindringer for andres frelse, og fordi de tager renter og ved falskhed fortærer andres ejendom, så har Gud forbudt dem nogle ting, der ellers tidligere var tilladt. De vantro af dem vil få en pinefuld straf. Men de af dem, der tror på både det, der er sendt ned til dig, og det, der blev sendt ned tidligere, og som holder bøn og giver almisse - dem skal Gud nok belønne.

 

Gud er vidne på, at det åbenbarede er fra Ham

Vi har givet åbenbaringer til dig. Det gav vi også til alle de alle de andre: Noah og profeterne, Abraham, Ismael, Isak, Jakob, Jesus, Job, Jonas, Aron og Salomon - og udsendinge, som Vi ikke har fortalt dig om (4:164). Gud talte til Moses med ord. De bragte alle det gode budskab og advarede, så deres folk ikke skulle have noget argument mod Gud (4:165).

Gud er vidne på, hvad Han har sendt ned til dig. Englene er også vidner, men Gud er tilstrækkelig som vidne (4:166).

 

Oh, mennesker! Udsendingen er kommet med sandheden fra Gud. Det vil være bedst for jer, hvis de bliver troende!

 

Skriftens folk! Lyv ikke om Allah!

Oh, Skriftens folk! Gå ikke for vidt i deres religion. Sig ikke andet end sandheden om Gud. Messias, Jesus, Marias søn er kun (sandelig?) Guds udsending, Hans ord og ånd fra Ham. Tro på Gud og Hans udsendinge. I må ikke sige "Han er tre". Hold inde med det! Det vil være bedst for jer! Gud er én, og Han er højt hævet over at have en søn (4:171). Messias føler sig ikke hævet over at være Gud tjener.

I har fået et klart bevis. Der er sendt et klart lys ned. De, der tror, og holder sig til Gud, vil få deres løn i rigt mål, mens de, der føler sig hævede og er hovmodige, vil få en pinefuld straf (4:173)

------------ oOo ------------

Svigerdøtre og ændringer i Koranen

Vers 4:23: Verset svarer stort set til de seksuelle forbud i 3. Mosebog kapitel 18:5-18, hvor der blandt andet står, at "din svigerdatters køn må du ikke blotte". Men i Koranen er det præciseret, at hustruer til sønner "fra jeres lænder" er seksuelt forbudte. Dvs. ikke svigerdøtre, som er gift med adoptivsønner. Ifølge David S. Powers, forfatter til Muhammad is Not the Father of any of Your Men: The Making of the Last Prophet, er "fra jeres lænder" tilføjet under Abbassiderne (dvs. efter 750) som en konsekvens af historien om Muhammeds ægteskab med Zainab (hans adoptivsøns kone). Historiens formål var at sikre, at ingen efterkommere af profeten, heller ikke efter eventuelle adoptivsønner, kunne gøre krav på at være ny profet (se sura 33). Ifølge Powers førte historien - ud over ændringerne i sura 33 - også til flere afledte ændringer i sura 4. Ud over tilføjelsen vers 4:23 er der ifølge Powers ændret i vers 4:12 og 4:76, som begge handler om arverregler, ved at ordet "svigerdøtre" (oprindeligt Kala) simpelthen er ændret til et andet ord - Kalala.

 

Sex med krigsbyttet

Vers 4:24: tillader sex med gifte kvinder - hvis de er ens slavinder. Verset blev ifølge nogle hadith (Dawud 2150 og Muslim 3433) åbenbaret til Muhammed efter slaget ved Hunayn i 630, hvor der blev taget mange fanger. Nogle af krigerne tøvede med at have samleje med de tilfangetagne kvinder, fordi deres mænd stadig levede. Men så blev vers 4:24 åbenbaret, og mændene fik guddommelig tilladelse. Det var tilsyneladende ganske almindeligt at tiltvinge sig sex med krigsbyttet. Ifølge flere hadith (Muslim 3371 og Bukhari 4138) opfordrede Muhammed endda sine krigere til ikke at afbryde "samlejet" med de kvindelige fanger, da eventuel undfangelse jo vil være Allahs vilje. (Normalt praktiserede man afbrudt samleje med kvindelige fanger for ikke at forringe deres salgsværdi).

Druk hos de første muslimer - og alkoholforbuddet

Vers 4:43 tyder på, at nogle af de troende af og til var så berusede, at de ikke vidste, hvad de sagde. Koranen er faktisk positiv over for vin i vers 16:67, som beskriver, hvordan Allah i sin gavmildhed har givet menneskene berusende drikke. Islams egen historie bag det islamiske alkoholforbud er, at det kom gradvist, og at det var Umar (Muhammeds nære fælle og svigerfar), som hver gang efterspurgte "en tilfredsstillede forklaring om vin" fra Allah, hvorefter åbenbaringerne kom. Se historien i Sunan Abi Dawud 3670.

Allah ændrede sit ord

Vers 4:95: En historie om dette vers, som fortæller, at Gud sætter krigerne højere end de, der bliver hjemme, er, at det oprindeligt var uden tilføjelsen "uden at have nogle skavanker". Men mens Muhammed dikterede det for sin sekretær, kom en blind mand ind og sagde, at han gerne ville have kæmpet, hvis han kunne. Straks åbenbarede Allah ændringen for Muhammed. Dette førte til, at Muhammeds skriver mistede troen og tog tilbage til Mekka. (Se Bukhari 60, 116)

 

  • Se også Sura 6: Den første apostat: Abdullah ibn Abi Sahr

Jesus blev ikke korsfæstet - en gnostisk idé

Vers 4:157: Forestillingen om, at Jesus ikke blev korsfæstet er kendt fra blandt andet gnostisisme og manikæisme. Historien er så, at en anden blev korsfæstet i hans sted. Nogle mete, at Simon af Kyrene var blevet korsfæstet i stedet for Jesus, andre at det var Judas. I det gnostiske skrift Peters Apokalypse er det nævnt, at "folk og præster" troede, at de havde dræbt Jesus. (læs her om substitutionshypotesen). I de første århundreder efter Jesu død var der blandt kristne divergerende opfattelser af hans død. I både jødisk kristendom og en del af den østlige kristendom bestod frelsen i at følge Jesu eksempel og overholde loven - og ikke i hans død på korset, som i den vestlige/hellenistisk inspirerede kristendom. For dem Disse opfattelser er videreført i islam, hvor det dog er blevet Muhammeds eksempel, der skal følges.

Jesus er tre: Guds udsending, ord og ånd

Vers 4:171: Ifølge dette vers er Jesus Guds udsending, Hans ord og ånd fra Ham. Det er tæt på at lyde som  Johannesevangeliet Kapitel 1, som også beskriver Jesus som Guds ord (logos), men som dog hævder, at Ordet er Gud. Det peger mod, at islam formentlig har udviklet sig fra en variant af kristendommen, som har anerkendt både Ordet (logos, Jesus), og Helligånden. Dog ikke som Gud eller ligeværdig med Gud, men som noget, der var FRA Gud, eller Guds redskab. 

 

Verset henvender sig til Skriftens folk, som i Koranen normalt betyder jøderne. Men fordi der er indskudt et  "kun", lyder det som om, at det henvender sig til kristne som tror, at Jesus er Guds søn - og som tror på en treenig Gud og derfor skal belæres om, at Jesus altså "kun" er udsending. Men sprogligt giver det ikke mening at Jesus "kun" er udsending - og samtidig Guds ord og ånd. Og ordet innamā, som er oversat med "kun", kan faktisk betyde "sandelig" (verily, indeed). Verset kan således fint henvende sig til jøder, som skal belæres om, at Jesus var Messias og Guds udsending - og at det altså ikke er det samme som at Gud er tre. Skriftens folk så ikke Gud som tre:

 

Jesus på korset

4:157: De korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot sådan.

 

(93) Sura 99: Jordskælvet (8 vers) 

Dommedag 

På Dommedag vil jorden ryste og skælve. På den dag kan jorden fortælle sine historier, fordi Gud har givet den en åbenbaring (99:5). Alle mennesker vil få alle deres gerninger at se, gode og onde, om de så kun har et støvgrans vægt.

 

(94) Sura 57: Jernet (29 vers) 

Tro og giv bort

Gud har herredømmet over alting. Han skabte himlene og jorden på seks dage og satte sig herefter på tronen (57:4). Han ved alt og kan alt. Derfor: Tro på Gud og Hans udsending og giv bort af det, som Han har ladet jer overtage efter jeres forgængere. I vil blive rigt belønnet.

 

Hvorfor vil I ikke tro og give bort?

Hvorfor vil I ikke tro, når Udsendingen kalder jer til det? (57:8). Hvis I er troende, så har I allerede sluttet pagt med Gud. Gud sender tydelige tegn ned til sin tjener. Hvorfor vil I ikke give bort for Guds sag? Alt tilhører jo i sidste ende Gud. Husk at de, der gav bort og kæmpede før sejren (57:10) har højere status hos Gud end dem, der først gjorde det efter at sejren var vundet. Men alle vil selvfølgelig få den skønneste belønning.

 

Hvem vil give Gud et smukt lån? Man vil få det mangedobbelt igen.

Det er på tide at I underkaster jer

På Dommedag bliver de troende mænd og kvinder ført af lyset til haverne med de rindende floder. Dét er den vældige sejr. Men hyklerne vil ikke kunne komme ind. De vil råbe til de troende: "Jamen vi var jo sammen med jer". De troende vil svare: "Ja, men I så tiden an og tvivlede" (57:14). Hyklernes bolig i det hinsidige bliver ilden. Er det ikke på tide, at de, der tror, underkaster sig det, der er kommet ned af sandheden? Vær ikke som Skriftens folk. De ventede for længe, så deres hjerte forhærdedes, og mange af dem er nu gudløse (57:16).

 

Hvad I har brug for at vide om Guds religion:

  • Gud kan give liv efter død

  • De, der giver almisse, vil få det mangedobbelt igen.

  • De troende er de sandfærdige, og de vil få deres løn.

  • De vantro, der kalder det for løgn, vil brænde i helvedesilden.

  • Det jordiske liv er kun ydre glans, praleri og bedrag (57:20)

  • Stræb efter at være først med at få Guds tilgivelse

  • Enhver ulykke som rammer er allerede forudbestemt i Guds skrift (57:22)

  • Derfor skal I ikke sørge over det I har mistet.

  • I skal heller ikke prale med det I har fået. Gud elsker ikke pralhalse.

  • Gud elsker heller ikke de gerrige.

  • Og hvis nogen vender sig bort ... (57:24)

 

Allah sendte også jernet ned

Vi har sendt Vore udsendinge ud med klare beviser. Vi har sendt Skriften ned sammen med udsendingene, og vægten, så mennesket kan varetage retfærdigheden. Også jernet har vi sendt ned, som har en mægtig styrke og il stor nytte for menneskene (57:25). Gud er stærk og mægtig! 

Mange af Skriftens folk er nu gudløse

Noahs og Abrahams efterkommere fik Skriften og profetien. Nogle er retledte, men mange er gudløse. Senere gav Han Jesus Evangeliet (57:27). Men nogle af dem, der fulgte Jesus, fandt selv på noget munkevæsen. Det var slet ikke noget, Vi foreskrev dem. De varetog ikke det, de burde varetage, og mange af dem er gudløse.

Hvis I frygter Gud og tror på Udsendingen, så vil I få dobbelt barmhjertighed og masser af tilgivelse. Skriftens folk skal vide, at de ikke har noget som helst af Guds gunst (57:29).

------------ oOo ------------

Efter erobringen af Mekka?

 Vers 57:10: Nogle mener, at sejren, som Koranen hentyder til, er erobringen af Mekka i 630, og at sura 57 blev åbenbaret umiddelbart efter erobringen af Mekka (Se fx Mohsin Khans oversættelse af vers 57:10, hvor han indsætter Mekka i parentens). Maududi  mener dog at suraen er åbenbaret i perioden mellem Slaget ved Uhud (625) og Hudaybiyyah-fredstraktaten (628). Som uenigheden viser, er det højst usikkert, hvilken situation og hvilket sted, suraen knytter sig til.

Historien er om erobringen af Mekka er, at Muhammed overraskede Mekka med en hær på 10.000 mand, som kom fra fire sider. Muhammed og hans hær overtog Mekka uden kamp. Nogle få af Muhammeds fjender blev henrettet, men ellers var Muhammed nådig over for sit gamle folk. Afgudsbillederne ved Kabaen blev ødelagt (den blev "renset"). Mange konverterede i løbet af kort tid. Et par uger efter erobringen af Mekka, drog en muslimsk hær på 12.000 mand (de 10.000 plus 2000 nykonverterede) i kamp mod beduinstammen Hawazin i Slaget ved Hunayn, hvor der blev taget et mægtigt bytte.

 

Islam udbredes med sværdet

57:25: Som supplement til beviserne, Skriften og vægten sendte Gud også jernet ned, til stor nytte.

 

(95) Sura 47: Muhammad (38 vers) 

De som Gud har sendt til Muhammed

Gud vil lade alle de vantros handlinger gå tabt. De lægger hindringer på vejen til Gud, og de følger bedraget. Men de, der tror på det, som Han har sendt ned til Muhammed, vil få eftergivet deres onde handlinger og få fred i sindet (47:2). 

 

Giv de vantro hug over halsen

Når I møder de vantro, så giv dem hug over halsen! (47:4) Når de er slået ned, skal de tages til fange. Så kan de blive benådet eller løskøbt. Hvis Gud ville, kunne han have besejret dem. Men Han vil sætte de troende på prøve. De, der bliver dræbt for Guds sag, deres handlinger vil ikke gå tabt. De vil komme i Haven.

 

I, troende! Hvis I hjælper Gud, så vil Han hjælpe jer til at få fodfæste. 

 

De rindende floder i paradis er med vin, mælk og honning

Men de vantro - Død over dem! (47:8) De hadede det, som Gud har sendt ned. De nyder livet, spiser som kvæg og følger deres lyster. Deres onde gerninger fremstår for dem som noget godt. Men de kommer i Ilden! De gudfrygtige kommer i Haven. Dér vil være floder af friskt vand, floder af mælk, floder af vin og floder af ren honning. I Helvede vil de vantro derimod få skoldende vand, som flår deres indvolde i stykker (47:15).

Gud ved, hvem hyklerne er, og hvad de har tænkt sig

Nogle af dem, som lytter til dig, er bagefter ikke enige. Gud har forseglet deres hjerter. De har ikke andet at vente på, end at Timen pludselig kommer over dem.

 

De troende spørger hvorfor der ikke er blevet sendt en sura ned. Men når der så kommer en, som påbyder dem at kæmpe, så ser de, der "bærer en sygdom i hjertet", forskræmte ud. De skulle hellere være lydige og sige de rette ord. Sagen er jo besluttet. Vil I måske rive blodets bånd over? Gud forbander dem. Det er Satan, der har lokket dem.

 

De siger til dem, der hader hvad Gud har sendt ned, at de vil adlyde dem i nogle ting. Men Gud kender deres hemmelige nag, og Han vil lade deres handlinger være forspildt. Hvis Vi ville, kunne Vi vise dig hvem de er. Du ville kunne genkende dem på deres tegn. Du kan i hvert fald genkende dem på tonefaldet (47:30).

Allah beder om lydighed - og finansiering

I, troende! Adlyd Allah og Udsendingen! Ellers vil deres handlinger være forspildt! (47:33). Gud vil aldrig tilgive dem, der ligger hindringer på Hans vej. Bed ikke om fred, når I har overtaget (47:35). Husk: Det jordiske liv er kun tidsfordriv, og Gud vil give fuld løn i Paradis. 

Giv bort for Guds sag! Nogle er nærige, men det er til skade for dem selv. Det er Gud, der er den rige, og dem, der er de fattige. Hvis I vender jer væk, skifter Han jer ud med et andet folk! (47:38)  

------------ oOo ------------

Efter erobringen af Mekka?

Sura 47 er ifølge nogle Korankommentatorer åbenbaret før Slaget ved Badr i 624. På det tidspunkt var der stadig en opposition i Medina, som ganske vist var gået med til at være troende, men som ikke var enige i, at der skulle føres krig mod de vantro. Koranen angiver dog aldrig tid eller sted, så derfor er det usikkert, hvilket slag det egentlig er, der gejles op til, og som nogle ikke ønsker.

Hvad var det, der blev sendt ned til Muhammed?

Vers 47:2 forsikrer, at de, der tror på "det, der er sendt ned til Muhammed", vil få tilgivet deres synder. Muhammed betyder "Den lovpriste", og ordet er oprindeligt blevet brugt som en titel for Jesus. Det, som er blevet sendt ned til Jesus, kan i den kontekst betyde Evangeliet. Se også:

 

    • Sura 3 - Var Muhammed Jesus?

    • Sura 33 - Muhammed er den sidste profet

    • Sura 48 - Muhammed og lignelsen om det voksende korn

Slaget ved Badr - hug over halsen

Sura 47 er ifølge nogle Korankommentatorer åbenbaret før Slaget ved Badr i 624.

 

(96) Sura 13: Tordenen (43 vers) 

Tegn og lignelser

’ - L - M - R. Dette er Skriftens tegn. Det, der er sendt ned til dig, er sandheden, men de fleste tror ikke. Gud har rejst himlene uden synlige støtter (13:2), bredt jorden ud og sat urokkelige bjerge. Der er tegn i det hele. Jordlodderne bliver vandet med det samme vand, men nogle giver mere udbytte end andre. Det er et tegn, for dem der forstår.

Hvordan kan nogen tvivle?

Du undrer dig måske: Hvordan kan nogen betvivle, at de skal genopstå efter at de er blevet til støv? De tror ikke, og de har allerede lænkerne om deres hals og vil ende i Ilden. De vantro spørger også: "Hvorfor er der ikke er blevet sendt et tegn ned til ham?". Men du er jo kun en advarer og en retleder.

 

Gud ved alt - også hvad kvinder bærer i deres livmoder - og ikke mindst hvad folk taler om i hemmelighed. Enhver har engle, som vogter over dem. Gud ændrer ikke noget i folk, før de ændrer sig selv. Og hvis Gud ønsker noget ondt for et folk, så kan det ikke afvendes (13:11).

Alle kaster sig ned for Gud frivilligt eller modvilligt

Tordenen synger Guds pris. Det samme gør englene, i frygt. Gud rammer hvem Han vil med sine lyn. Alle i himlene og på jorden, og deres skygge, kaster sig ned for Ham. Frivilligt eller modvilligt (13:15). Sig til dem, at Gud er himlenes og jordens herre. Spørg: "Er den blinde og den seende måske lige? Er mørke og lys måske det samme?" (13:16). Eller har de måske nogen ved Guds side, som kan skabe ligesom Han?

 

Nej. Den som ved at det, der er sendt ned til dig, er sandheden, og som holder pagten og ikke bryder en aftale, som holder ud, holder bøn og giver bort - han vil komme i Edens haver. Mens de, der bryder pagten med Gud, har forbandelsen og Helvede i vente.  

Gud vildleder - men hjertet finder hvile når man tror

Når de spørger om, hvorfor der ikke er sendt et tegn ned, så sig, at Gud vildleder hvem Han vil. Hjertet finder hvile hos de, der tror (13:28), og de har en smuk hjemkomst til Gud i vente. Du er sendt ud til et folk, som ikke tror. Sig blot: "Gud er min Herre, og at jeg sætter min lid til Ham".

 

Kun Gud afgør, hvornår Dommedag sker

Kun Gud afgør, hvornår Dommedag indtræffer. Selv ikke en mægtig koran, som får bjergene til at komme i skred, vil kunne fremkalde Dommedag (13:31). Gud kunne have retledt alle. Men de vantro vil blive ramt af skæbnen for det, de har gjort. Det løfte bryder Gud ikke. Engle vil overvåge, om man sætter andre ved Guds side (13:33), og de vantro vil blive straffet både i det jordiske liv og i det hinsidige. Ingen kan beskytte dem mod Gud. 

 

Nogle af Skriftens folk afviser dele af det, der er sendt

Dem, som vi har givet Skriften, glæder sig over det, der er sendt ned til dig (13:36). Men nogle afviser dele af det. Sig, at du er blevet befalet at følge Gud og ikke sætte noget ved Hans side. Vi har sendt den ned til dig som dømmekraft og på arabisk (13:37). Vi har før sendt udsendinge ud, og givet dem hustruer og afkom. Ingen udsending kan bringe et tegn uden Gud tilladelse. Gud kan  udslette eller bekræfte hvad Han vil. Hos Ham er Skriftens Moder (13:39).

Gud og Skriftens folk er vidner

Uanset om Vi lader dig se, hvad Vi truer dem med - at Vi kommer over landet og indskrænker dets grænser - eller om vi lader dig dø først, så er det kun din opgave, at bringe budskabet. Vi gør selv regnskabet op. Nogle vantro siger: "Du er ikke sendt ud!" Sig, at Gud er tilstrækkelig som vidne - sammen med enhver, der har viden om Skriften".

------------ oOo ------------

Mekka- eller Medina-sura?

Sura 13 er her kategoriseret som en Medina-sura, men nogle mener, at den er åbenbaret i slutningen af Mekka-perioden. Dens form og emne (Skriftens tegn) minder lidt om den sene Mekka-periode, og det samme gør den relativt positive beskrivelse af Skriftens folk. I lyset af, at Koranens kulisse måske hverken er Mekka eller Medina, kan det måske være lige meget.

Skriftens moder

Vers (13:39): Muslimer tror, at Skriftens Moder er et skrift, som findes hos Gud i Himlen - en "himmelsk Koran" på en velbevaret tavle (jf sura 85),  hvoraf Gud så har sendt noget ned til Moses, til Jesus - og til sidst til Muhammed. Men i lyset af, at den koran, som Koranen nævner mange steder og er opkaldt efter, kan have været en samling af udvalgte skriftsteder fra Skriften (en qeryan-a på aramæisk), kan moderskriftet godt have været Toraen. Tavlen er formentlig en hentydning til Moses' tavler. Se også:

  • Sura 10: Var der andre koraner?

  • Sura 41: Betydningen af at have en arabisk koran

Tordenen synger Guds pris

 

(97) Sura 55: Den Barmhjertige (78 vers) 

 

Den barmhjertige skabte mennesket og djinnerne

Den Barmhjertige. Han skabte mennesket, lærte det talens kunst og gav det kendskab til Koranen (55:4). Han rejste himlen og opstillede vægten, så mennesket ikke skal blive overmodigt. Man skal ikke snyde med vægten. Hele jorden med palmer og frugter er skabt til menneskene. Mennesket er skabt af ler, og djinnerne er skabt af ild (55:15). Hvilke af jeres Herres velgerninger vil I to fornægte?

Alle på jorden skal forgå

Den Barmhjertige er Herre over både østen og vesten. Han lader de to have mødes, men der er en barriere mellem dem (55:20). Hvilke af jeres Herres velgerninger vil I to fornægte?

​Alle på jorden skal forgå, og tilbage bliver kun Gud. Han vil så tage sig af mennesker og djinner. Hvilke af jeres Herres velgerninger vil I to fornægte?

 

I djinner og mennesker! Hvis I kan at gennembryde himlenes og jordens zoner, så gør det. Det kan kun lade sig gøre med Guds tilladelse, og så vil I begge få sendt ild og flydende kobber over jer. Hvilke af jeres Herres velgerninger vil I to fornægte?

 

På Dommedag, hvor himlen spaltes og bliver rød, så vil hverken menneske eller djinn blive spurgt om deres synd. De, der forbrød sig og kaldte Dommedag for løgn vil nemlig kunne kendes på deres mærke (55:41). De kommer i Helvede og må gå rundt mellem ilden, kobberet og kogende vand (55:44). Hvilke af jeres Herres velgerninger vil I to fornægte?

Haver med jomfruer, hvis mødom ingen har taget

Men de, der frygtede Gud, har to haver i vente. Haverne vil være fulde af alskens arter, og der vil være to kilder og et par af alle frugter. De gudfrygtige vil læne sig tilbage på bløde lejer, beklædt med brokade (55:54), og der vil være jomfruer med sænkede blikke, hvis mødom ingen har taget før. Hverken mand eller djinn (55:56). Kan lønnen for gode handlinger være andet en god? Hvilke af jeres Herres velgerninger vil I to fornægte?

Man kan få jomfruer i afskærmede telte i Paradis

Ud over de to haver er der yderligere to haver i vente. Der vil være kilder og palmer og granatæbler. Og så vil der være sortøjede jomfruer i afskærmede telte, hvis mødom ingen har taget før. Hverken mand eller djinn (55:74). De vil læne sig tilbage på grønne puder og skønne tæpper (55:76). Hvilke af Mine velgerninger vil I fornægte?

 

Velsignet være Herrens navn, fuld af højhed og ære (55:78)  

------------ oOo ------------

Djinnerne lyttede med

Ifølge en hadith lyttede en flok djinner engang med, mens Muhammed reciterede sura 55. De synes, den var så fantastisk, at de blev overbeviste og omvendte sig til islam. Suraen er poetisk og hymne-agtig. Sura 72 handler om episoden, og der kan du læse mere om djinner.

 

Jomfruerne i paradis

Vers 55:74 : Jomfruerne i paradis er beskrevet adskillige steder i Koranen. Men uheldigvis for vellystige mænd og djinner tyder meget på, at jomfruerne er en kreativ fejllæsning af den oprindelige aramæiske tekst. Se mere om det her:

 

Djinner5.jpg

Djinnerne lyttede med og lod sig omvende

 

(98) Sura 76: Mennesket (31 vers) 

Mennesket er skabt for at blive sat på prøve

Vi skabte mennesket af en dråbe - en blanding - og gav det syn og hørelse, med det formål at sætte det på prøve (76:2). Vi har vist mennesket vejen, uanset om det er taknemmeligt eller utaknemmeligt. Til de vantro har Vi gjort lænker, kæder og ild klar, og til de fromme er der gjort en guddommelig drik klar.  

Unge drenge venter i paradis

De fromme er dem, der giver ud af deres mad til de fattige og forældreløse, fordi de frygter Gud og Dommedag. Gud vil gengælde dem for deres afsavn med en have. I haven skal de læne sig tilbage på hynder (76:13). Der vil være dejlig skygge og frugter hængende ned overalt. Der vil være skåle og karafler af sølv og en drik iblandet ingefær fra kilden Salsabil.

 

Evigt unge drenge, der er som udstrøede perler, vil gå rundt iblandt dem (76:19). De fromme vil have klæder af grønt silke med brokade, og de vil have armringe af sølv.

Vent tålmodigt på Herrens dom

Vent blot tålmodigt på Guds dom og adlyd ikke de vantro. Nævn Herrens navn morgen og aften, kast dig ned i bøn og pris Gud længe om natten (76:26). De andre elsker det flygtige. Vi har skabt dem. Men hvis Vi vil, kan  Vi skifte dem ud med nogle andre.

 

Hvis nogen vil, kan de søge vejen til Gud. Men de vil kun, hvis Gud vil (76:30). Han lader kun dem, Han vil, træde ind i barmhjertigheden. Til resten har Han forberedt en pinefuld straf.

Ung dreng med vin

Der er evigt unge drenge i paradis, som udstrøede perler.