Jeg blev oprigtigt glad, da jeg læste kapitlet om Islam i Grundbogen til Religion C i gymnasiet. Glad over dens saglige tilgang. Den behandler islam som et fagligt emne - en genstand for undersøgelse og analyse - som man sagtens kan forholde sig til "udefra". Dermed insisterer den også på, at religion er religion, og at gymnasielever er gymnasieelever, uanset religiøs baggrund. Ingen er lig med deres religion. Den skelnen er der virkelig er brug for i dag, og dette lærebogskabitel efterlever det. Det er den mest ærlige og samtidig nuancerede lærebog, jeg har set indtil videre, også selvom træerne ikke vokser ind i himlen og der er et par udeladelser i den.
En anmeldelse af kapitel 4 i Grundbogen til Religion C, Systime, 2012-2014. Det ca. 30 sider lange kapitel er skrevet af Dorte Thelander Motzfeldt, som er cand. mag. i religion og historie, forfatter til flere lærebøger om religion og ansat på Vestegnens VUC.
FORVENTNINGERNE
Mine lave forventninger på forhånd
Mine forventninger til kapitlet om islam var ikke særligt høje, inden jeg gik i gang. Jeg har simpelthen læst for mange undervisningsmaterialer, som ikke er ærlige om islam. De mest grelle eksempler er Clio Online og Faktalink (se Wall of Shame). Men heller ikke Merete Engels bog om Bibelen og Koranen synes jeg er ærlig, og kapitlet om Kristendom og islam - middelalderens kulturmøde i lærebogen Fokus (også for gymnasieelever), gør et lidt for stort nummer ud af at bagatellisere jihad og kommer derved til at virke som om, den ikke helt kan navigere mellem historien og nutidens debat om islam.
Det er som om, islam idag er blevet så følsomt et emne, at en del forfattere til undervisningsmateriale tilsyneladende mere ser det som deres opgave at give et pænt billede af islam end at formidle deres fag. Men sådan virker Dorthe Thelander Motzfeldts kapitel ikke. Mine lave forventninger blev gjort til skamme, og jeg blev glædeligt overrasket.
DET GODE VED KAPITLET
Den analytiske måde at forholde sig på - befriende!
Kapitlet indledes ligesom de øvrige kapitler i lærebogen med en "øjenåbner". I kapitlet om islam er "øjenåbneren" citater fra 4 unge muslimer, der fortæller hvad islam betyder for dem - og en ung mands beretning om, hvad det har betydet for ham at forlade islam. Hans familie slog hånden af ham. Han er den eneste, der ikke optræder med billede, hvilket jo også illustrerer noget. Der er også et billede af Hizb-ut-Tahrir, som demonstrerer mod Muhammedtegningerne. Eleverne får så en øvelse, som går ud på at bruge Nininan Smarts analysemodel, til at undersøge, hvilke "dimensioner", der er på spil i tekst og billeder. De skal også forholde sig til, om personernes religiøse engagement er "minimalistisk" eller "maksimalistisk".
På den måde præsenteres islam med det samme "på både godt og ondt", og alle introduceres til, at det faktisk er muligt - også for muslimer - at tage stilling til religion, og at dette kan resultere i at man vælger at forlade den. Men mest af alt introduceres islam som noget, eleverne kan forholde sig analytisk til, og som de får nogle faglige redskaber til at tale om. Den tilgang fortsætter igennem hele kapitlet. Eleverne får blandt andet også til opgave at bruge en analysemodel på Kåre Bluitgens genfortælling af Ibn Ishaqs historie om, hvordan Muhammed fik sin første åbenbaring, og de udfordres til at besvare centrale spørgsmål om islam ud fra både en "udefra-synsvinkel" og en "indefra-synsvinkel".
Den konsekvent faglige og analytiske tilgang og vægten på metode og begreber er god og afpolitiserende på en helt anden måde end misforståede løgne og udeladelser. Den gør det muligt at få alle sider med og tale om sharia og jihad uden berøringsangst. Befriende!
Islam har en kerne af ideer, som man kan forholde sig til - fantastisk!
Den religionsfaglige tilgang gør også, at kapitlet undgår at falde i den fælde, som mange danskere ellers - af bekvemmelighed - lader sig falde i, nemlig at islam "er mange ting", eller at islam er "hvad muslimer gør den til", og at man derfor ikke rigtigt kan sige noget om islam, fordi det er så fluffy en størrelse. Så man kan heller ikke kritisere den (det er derfor det er så bekvemt). For så "generaliserer" man jo...
Men selvfølgelig kan man sige noget fast om islam, og det gør kapitlet. Islam indeholder nemlig - akkurat som kristendommen - nogle centrale dogmer. Bogen forklarer, at et dogme er "en religiøs grundantagelse, som ikke står til diskussion", og at dogmer "ikke gøres til genstand for bevisførelse" og som regel ikke afvises af religionens egne aktører. Islams centrale dogmer er (1) troen på én gud; (2) profeternes ufejlbarlighed; (3) at Muhammed er den sidste profet, og (4) at Koranen er Allahs eviggyldige og fuldstændige vejledning. Igen er det fantastisk befriende, at islam faktisk beskrives som en religion med nogle centrale ideer, og Ikke som en ubestemmelig størrelse, eller som værende lig med muslimer.
I en diskussion om islam for nylig, hvor min modpart mente, at det var forkert af mig at problematisere islam, mødte jeg det argument, at "islam er også Naser Khader". Det er rigtig svært at diskutere islam med folk, der ikke kan skelne mellem islam og muslimer. Men forhåbenlig bliver næste generation bedre til at kunne skelne. Denne lærebog bidrager heldigvis til det. Den beskriver i stedet 4 forskellige måder, hvorpå muslimer kan opfatte islam og især sharia. Muslimer ses altså som mennesker, der forholder sig til islam på forskellige måder. De 4 måder, kapitlet nævner, er:
Traditionalisme, som bygger videre på traditionen fra 800-tallet og tilslutter sig retsskolerne. Et eksempel er den tyrkiske organisation Diyanetet, som også er aktiv i Danmark og blandt andet leverer imamer og fredagsprædikener til tyrkiske moskeer her.
Modernisme, som går ud på at islam skal tilpasses den moderne verden gennem nyfortolkning af sharia, men som holder fast i Koranens guddommelighed og ufejlbarlighed. Et eksempel er Sherin Khankan og hendes forening "kritiske muslimer".
Fundamentalisme, som indebærer en bogstavelig tolkning af Koranen og at hele samfundet skal styres af sharia. Hizb-ut-Tahrir nævnes som et eksempel.
Sekularisme, som afviser at sharia skal styre hverken privatlivet eller samfundet, og som eksemplificeres ved foreningen "Demokratiske muslimer", stiftet af Naser Khader under Muhammedkrisen. Jeg er dog usikker på, om foreningen stadig eksisterer.
Kapitlets skelnen minder om Ayaan Hirsi Alis skelnen mellem Mekka- og Medina-muslimer og om Jaleh Tavakolis skelnen mellem forskellige typer muslimer, men tilgangen i kapitlet i Religion C er faktisk bedre. I hvert fald til gymnasieelever, som jo kan være muslimer. Bogen differentierer nemlig ikke mellem forskellige "slags muslimer", men mellem forskellige måder at forholde sig. Muslimer stilles derved mere frit og behøver ikke nødvendigvis at putte sig selv i en af kategorierne. Man kan i stedet bare forholde sig individuelt.
Min eneste anke til kapitlets kategorier er, at det er lidt misvisende, at kun Hizb-ut-Tahrir-måden beskrives som fundamentalisme. Reelt er også Traditionalisme og Modernisme fundamentalistiske, da de også hævder, at Koranen er Allahs ufejlbarlige ord og evige vejledning. Fundamentalisme er netop, når man ser skriften som en ufejlbarlig vejledning. Mange danskere forstår ikke, at Koranens status i islam er meget anderledes end Bibelens status i kristendommen. Man kan faktisk hævde, at Koranens status i islam svarer til Jesus i kristendommen: Guddommelig og lig med Guds ord.
Den religionshistoriske synsvinkel - godt!
Overordnet synes jeg, kapitlet giver en god indføring i islam - men først og fremmest gør kapitlet det i en god ånd, nemlig den faglige. Det bliver berørt, hvordan islam har fået en del af sit indhold fra andre religioner. I afsnittet om Religiøs praksis i islam, bliver det fx beskrevet, hvordan mange af ritualerne i forvejen var kendt i andre religioner, og at de første muslimer nok har "forsøgt at adskille sig fra de kendte religioner ved at lave lidt om på ritualerne".
Fortællingen om Abraham som "den første muslim" beskrives med et religionshistorisk begreb som en synkretisme - et forsøg på at knytte den nye religion sammen med jødedommen og kristendommen, formentlig for at kunne omvende jøderne i Medina. Grunden til at muslimers bederetning er mod Mekka, er, at jøderne ikke ville anerkende Muhammed som profet, får vi at vide. Under beskrivelsen af de 5 søjler får vi at vide, at ritualerne under valfarten er en "aktualisering af myterne omkring Abraham" - lige som også historien om Muhammeds natterejse til Jerusalem og de syv himle kaldes for mytiske fortællinger.
En fin fremstilling, der indbyder til refleksion over, hvordan man kan betragte islams indhold som et resultat af specifikke historiske omstændigheder. Det kunne selvfølgelig have været ekstra fint, hvis bogen også havde nævnt, at hedningene i deres valfart også barberede hovedet, cirkulerede rundt om Kaabaen og løb mellem Safa og Marwa. Så inspirationen fra den arabiske polyteisme også kom med.
BEGRÆNSNINGERNE VED KAPITLET
Manglende kildekritik - øv!
Den historiske synsvinkel leder os videre til kapitlets begrænsninger. Lærebogen Religion C indeholder naturligvis også et kapitel om kristendommen, og her forholder bogen sig kildekritisk til Jesus og Det Nye Testamente. Der skelnes mellem den historiske Jesus, om hvem man ifølge bogen kun har få kilder, og den mytiske Jesus, som er ham, der fortælles om i evangelierne. Der er endda en særskilt boks med overskriften "Det kildekritiske problem", hvor det problematiseres, at evangelierne og Paulus' breve først er skrevet 20-70 år efter Jesu død og derfor ikke kan bruges som øjenvidneberetninger.
Men i kapitlet om islam skelnes der ikke mellem den historiske og den mytiske Muhammed. Den islamiske historie om Muhammed problematiseres ikke. Tværtimod fortæller kapitlet, at "islam opstod på den arabiske halvø, og den islamiske beretning gengives som fakta. Mekka beskrives eksempelvis som et centralt handelssted, hvor karavaneruterne mødtes, og der står blandt andet:
"Historisk ved man ikke meget om Muhammeds opvækst, men man ved, at Muhammeds far døde før Muhammed blev født, og at hans mor døde, da han var 6 år gammel".
Men hvor "ved" "man" egentlig det fra? Det fortæller kapitlet ikke. Mit gæt er, at man "ved" det fra Ibn Ishaqs Muhammedbiografi, som vi kun kender via Ibn Hishams redigering. Ibn Hisham døde i år 833, 201 år efter Muhammed, og Ibn Ishaq skulle være død ca. år 776, 144 år efter Muhammed. Men alligevel "ved" man altså ...
Det er synd, at kapitlet om islam ikke kommer ind på kildekritik. Særligt fordi Dorte Thelander Motzfeldt jo har læst både religion og historie på universitetet. Hun skulle instinktivt have tænkt kildekritisk. Jeg tror ikke, at den manglende kildekritik i forhold til islam er en bevidst udeladelse, men måske nærmere et udtryk for, at den historiske forskning i kristendommen er meget længere fremme og langt mere etableret på universiteterne end den tilsvarende forskning i islam. Dorte Thelander Motzfeldt har formentlig gået på universitetet i 1990'erne, og på det tidspunkt har den såkaldt revisionistiske forskning i islam ikke været kendt af underviserne - eller i hvert fald ikke anerkendt. Patricia Crones bog om Meccan Trade and the Rise of Islam, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved Mekka som handelscentrum, udkom først i 1987. Crones og Michael Cooks fælles bog Hagarism: The Making of the Islamic World udkom dog allerede i 1977. Men det tager ofte tid før ny forskning slår igennem.
Det vil selvfølgelig være super relevant at få kildekritik på banen, også når det handler om islam. Det kildekritiske problem er nemlig særdeles væsentligt, når det gælder islam. Måske kunne det komme med i den næste lærebog?
Ting jeg studsede over - lidt ærgerligt!
Nedenfor nævner jeg nu et par ting, som jeg undrede eller ærgede mig lidt over i kapitlet:
Fakta: Den eneste faktuelle ting i kapitlet, som jeg studsede lidt over, var oplysningen om at Muhammed indgik en aftale med de jødiske klaner i Medina om at slå sig ned der. Jeg mener at vide fra Life of Muhammad, at det var de arabiske klaner Banu Khazraj og Banu Aws, som Muhammeds indgik en aftale med. Men det er i småtingsafdelingen, og den såkaldte Medinakonstitution omfattede også de jødiske klaner. Måske er det den, der tænkes på?
Udeladelser: Kapitlet fortæller ikke ret meget om Muhammeds liv, og det kunne man måske godt have gjort, når han nu er det perfekte eksempel. Men måske er der en grund til det? Der står, at han "efter mange kampe" vendte tilbage og erobrede Mekka i 630. Der står også, at islam "udviklede sig ved at gå i krig og ekspandere" og "udryddede dem, der modarbejdede den nye religion". Mere får vi ikke at vide. Det vil måske også være for følsomt. Ikke noget med karavaneoverfald, togter og hvad der skete med Medinas jødiske stammer her. Her må i hvert fald de danske gymnasielever selv søge videre, hvis de vil vide noget.
Jøder: I bogens kapitel om kristendommen er der en særskilt faktaboks, der diskuterer evangeliernes negative syn på jøderne. Akkurat som det er tilfældet med den historiske forskning, er også moralsk refleksion meget længere fremme, når det gælder kristendommen. For der er ingen refleksion om Koranens omfattende fordømmelse af jøderne.
Se den guidede tur: Koranen og jøderne
Vantro: Kapitlet bringer et par jihad-vers fra Koranen, som eleverne får mulighed for at analysere og forholde sig til i lyset af de 4 måder at forholde sig til teksten, som er nævnt ovenfor. Her er kapitlet ikke berøringsangst, og eleverne kan selv danne sig deres mening. Men eleverne får ikke indtryk af, hvordan de vantro ellers omtales i Koranen eller omfanget heraf. Man er selvfølgelig nødt til at begrænse sig, når man kun har 30 sider til rådighed til at fortælle om islam, og ja, måske ville det virke lidt for negativt. Men måske kunne det alligevel være en idé at anbefale eleverne at se en hel sura i Koranen, og ikke kun et par enkelte vers.
Offerrollen: Et par gange i løbet af kapitlet får vi at vide, at "vestlige medier" har mest fokus på de dårlige ting - fx på jihad forstået som noget militært, og ikke på jihad som noget spirituelt. Vi får også at vide, at sharia er "misforstået", fordi sharia jo også er "tro, moral og leveregler" og ikke kun sharialov, som der åbenbart er mest fokus på i medierne. Det lyder lidt som en historie om "fordomme". Men i bund og grund er det jo ret naturligt, at der er mest fokus på de ting, der har konsekvenser for andre. I virkeligheden er det et tegn på tolerance og en holdning om at "enhver-må-være-salig-i-sin-tro", at danskerme er flintrende ligeglade med de ting, der har med folks helt private tro at gøre og i stedet fokuserer på det andet. Jeg kunne godt have ønsket at være fri for disse antydninger af at islam er uskyldigt udsat for fordomme fra "vestlige medier". Sharia er jo også sharialov.
Hensyn: Muhammed-krisen bliver omtalt flere gange i kapitlet - dog ikke som "Muhammed-krisen", men som "karikatur-krisen". Det studsede jeg også lidt over, for jeg - og de fleste andre danskere - kender krisen som Muhammed-krisen. "Karikatur-krisen" er en betegnelse, som skjuler Muhammed og gør krisen til noget, der ikke har med ham at gøre, og det synes jeg virker lidt påfaldende. Det er naturligvis bare et ord, og måske kan det være lige meget, men måske gør det alligevel en forskel, hvilken "ting", der sættes foran -krisen: Tegning eller Muhammed. Jeg tolker det som et udtryk for hensyn, og jeg er næsten sikker på, at der ligger overvejelser til grund for det ordvalg. Jeg håber, muslimske gymnasieelever værdsætter det hensyn, der bliver taget til deres profet!
ANBEFALING
Min overordnede vurdering af bogen er, at den er god nok. Det er den bedste og mest ordentlige lærebog om islam, som jeg hidtil har set. Også når man tænker på de hensyn, man er nødt til at tage til gymnasieeleverne og deres lærere omkring emner, som er følsomme og politiserede. Undervisningen skulle jo nødig give konflikter. Den insisterer trods alt på fagligheden og på en analytisk tilgang, som gør det muligt at beskæftige sig med islam på en undersøgende og ikke-politisk måde. Det er super godt til gymnasieeleverne, som får begreber og redskaber til at tale om islam.
Jeg kan lide bogens skelnen mellem religionen som en genstand for undersøgelse, og mennesker (herunder muslimer) som individer, der kan forholde sig. Den skelnen er ikke eksplicit formuleret, men det er det, kapitlet gør. Det synes jeg er meget værdifuldt, og det er vejen frem i forhold til at kunne have en ordentlig samtale om islam.
Alt i alt: En nogenlunde ordentlig inføring i islam med nyttig information, uden løgn, og uden alt for meget berøringsangst. Vi kan være nogenlunde fortrøstningsfulde, når det gælder religionsundervisningen i gymnasiet.
Kapitlel 4: Islam. Grundbogen til Religion C, Systime, 2012-2014. 31 sider. Skrevet af Dorte Thelander Motzfeldt,