Anne-Cathrine Riebnitzsky fortæller myten om Det Andalusiske paradis

Opdateret: 27. jan.

Riebnitzsky vil med sin nye historiske roman Vindens port gerne fortælle, at islam engang var helt anderledes end nutidens islamisme. Så hun griber til myten om "Det Andalusiske paradis" og skaber en hovedperson, som mere afspejler vores egen tid og dens behov for et islam, vi kan leve med, end hans egen tid. Det gør romanen utroværdig. Men afskriv ikke romanen helt.


Anne-Cathrine Riebnitzsky: Vindens port. Lidhardt og Ringhof, 2021

 

FORFATTEREN SOM GERNE VIL REHABILITERE ISLAM

Anne-Cathrine Riebnitzsky har været udsendt til Afghanistan, og hendes to første bøger bygger på hendes erfaringer derfra og de mennesker og skæbner, hun har mødt der. Hun har set, hvordan det er at leve under et islamisk styre, og hun har set Talebans undertrykkelse af kvinder og bekæmpelse af enhver form for viden, der ikke passer med Koranen. Så man kunne måske forvente, at hun var mere kritisk over for islam. Men sådan er det ikke. Hun er overbevist om, at der findes et andet og godt islam, som ikke skaber dysfunktionelle samfund.

Nu har Riebnitzsky så skrevet den historiske roman Vindens port, som ifølge hende selv (i et interview til Politiken, som er refereret hos Uriasposten) skal være med til at "rehabilitere islam". Hun vil med sin roman lære sine læsere, at islam ikke skal forveksles med islamisme, sådan som mange ifølge hende gør i dag. For i middelalderen var islam jo en "videnssøgende kultur, som vendte sig udad", siger hun.


Men hun burde vide bedre, for det passer desværre ikke. Religionen islam har aldrig været videnssøgende, heller ikke i middelalderen. Den såkaldte islamiske guldalder i 8-900-tallet, hvor araberne stiftede bekendtskab med de gamle grækere og fik oversat deres værker til arabisk, var slet ikke religionens fortjeneste. Guldalderen døde netop, da den fundamentalistiske religion vandt over rationaliteten.


Den andalusiske myte

Vindens port foregår i 1300-tallets Spanien, og på det tidspunkt var den islamiske verden absolut ikke førende inden for filosofi og videnskab, sådan som bogens omslag ellers fortæller læserne. Mutazilismen, den rationelle strøming, som i 8-900-tallet havde muliggjort "guldalderen", var for længst erklæret for kættersk - også i Al-Andalus, det islamiske Spanien, som på det tidspunkt kun bestod af kongedømmet Granada allerlængst mod syd.


Det er en populær nutidig myte, at Al-Andalus skulle have været et oplyst, tolerant og blomstrende samfund, hvor jøder, kristne og muslimer levede i skøn multikultur under muslimsk herredømme, og hvor islam slet ikke var så streng. Men som Dario Fernàndez-Morera (2016) grundigt redegjort for i The Myth of the Andalusian Paradise, er det netop en myte. De historiske kilder fortæller en anden historie. Reelt var det slavehandelen og ikke videnskaben, der blomstrede, og samfundet var underlagt streng sharia med alt hvad det indebærer af dødsstraf for kætteri og frafald, bestialske straffe, fuld tildækning af kvinder og undertrykkende dhimmi-regler for ikke-muslimer.


En del af myten handler om, at muslimerne skulle have viderebragt antikkens værker til europæerne, som ellers ikke ville have haft dem. Det er forkert. Kaliffen al-Hakam II (961-976) skulle ganske vist have haft et bibliotek i Cordoba med tusindvis af græske værker i arabisk oversættelse. Men de blev brændt af al-Manṣūr allerede i slutningen af 900-tallet, fordi de koranlærde mente, at alt, som ikke stemte med Koranen var uislamisk. Den sharia-retslærde Averroës (1126-1198) fra Cordoba blev ganske rigtigt senere anerkendt i renæssancens Europa for sine kommentarer til Aristoteles (som han læste på arabisk oversat fra aramæisk, oversat fra græsk). Men han oplevede at blive forvist og få sine værker brændt efter pres fra det korantro præsteskab. Han blev aldrig anerkendt i den islamiske verden. Han var den sidste krampetrækning af muslimsk interesse for de gamle grækere, inden den islamiske fundamentalisme effektivt satte en stopper for filosofi og videnskab. Det var 150 år før handlingen i Vindens port.


Anne-Cathrine Riebnitzskys glade budskab om eksistensen af et tolerant, nysgerrigt, åbent og videnskabeligt førende islam i 1300-tallets Spanien skal derfor tages med et meget stort gran salt.

 

DEN UREALISTISKE BORGHERRE

Hovedpersonen i Vindens port er Ibrahim Banu Said al-Maghribi, som er borgherre på borgen al-Qalat (i dag Alcalá la Real). Han er romanens jeg-fortæller. Vi kommer således "ind i hovedet" på Ibrahim og ser hans verden med hans øjne og værdier. Vi følger ham på den dag i 1341, hvor han sammen med sit folk bliver eskorteret væk fra borgen af de spanske sejreherrer til en fremtid mod syd, hvor Granada stadig er muslimsk. Ind imellem dagens pauser hører vi om hans ungdom, hans pilgrimsrejse til Mekka og om belejringen af al-Qalat.

Ibrahim skildres som en mild og oplyst herre, som har et bibliotek fyldt med græske værker (vi får endda at vide at der er værker af Pythagoras, som ellers aldrig har skrevet et værk). Ibrahim tænker på primtal og på grækeren Eratstothenes, når han skal reflektere over sine ægteskaber. Han underviser sin søn i nitabellens mysterier frem for at lade ham recitere Koranen. Og han tænker, at hans far er "lige så gammel som Sokrates".


Igennem hele bogen tænker Ibrahim ikke én gang på Muhammed. Hans religiøsitet består mest i at tænke "Allah er uforudsigelig" og "Allah være lovet" engang imellem - og fortælle, at "vi har aldrig været meget strenge med bønnen i min familie". Ikke en eneste tanke om Dommedag eller Allahs straf, som ellers fylder rigtig meget i islam. Nej, det handler


Som skabt til det 21. århundrede

Det er bare lidt for tydeligt, at Ibrahim er en meget nutidig konstruktion, skabt i det 21. århundrede billede: Som en moderne mand er han i kontakt med sine følelser og viser sine tårer ved flere lejligheder. Helt i tråd med Jesus, som belærte farisæerne om, at barmhjertighed er vigtigere end at overholde sabbatten, skipper Ibrahim fredagsbønnen for at se til sin sørgende ven. Som en anden nutidig reform-muslim plukker han også et koranvers og fortolker det (i modstrid med den gældende sharia-lovskole i Al-Andalus) til at betyde, at Allah skam tillader vin. Og helt uden hjemmel i Koranen mener Ibrahim, at "en mand, der kan tale og skrive smukt, er mere værd end en mand, der fører sit sværd smukt og slår mange fjender ihjel". Han mener også at man ikke må kalde fjenden skældsord, selv når de er i færd med at bombardere en, for "de hellige skrifter siger, at vi skal høste frugten af de ord, vi sår". Det må vist være buddhistiske helligskrifter, han har læst.


Ibrahim foragter slet ikke fjenden fordi de er vantro. Det ord forekommer slet ikke i hans tanker, selvom det forekommer over alt i Koranen. Nej, det er manglende oplysthed og dårlig hygiejne, han foragter.

"I har intet lært - bortset fra vores tal. Der er så meget, vi har opfundet, som I forhåbentlig snart vil lære at gøre brug af. Renlighed ville være mit første ønske."

Har Riebnitzsky sat sig godt nok ind i islam?

I virkeligheden er de såkaldte arabertal en indisk opfindelse, men lad det nu være. Det, der mest af alt virker utroværdigt, er, at en muslimsk borgherre i 1300-tallet tænker mere på gamle (hedenske) grækere end på Muhammed og det persongalleri, som er de store muslimske forbilleder - eller på Moses, Abraham eller andre af de profeter, som udgør den religiøse referencereamme i islam. Det ser ud til, at Anne-Cathrine Riebnitzsky helt har glemt at sætte sig ind i islam: Et sted lader hun Ibrahim fortælle om de kristnes tro, at hans jødiske ven "kan mange af deres profets lignelser udenad". Deres profet? Ved hun da slet ikke, at Jesus regnes for en stor islamisk profet? Og at de kristnes "forbrydelse" netop er, at de ikke ser Jesus som profet, men som Guds søn - hvilket er afgudsdyrkelse, den største synd i islam. En oplyst muslimsk borgherre ville aldrig have talt om "deres profet". Det er virkelig svært for mig at tro på figuren Ibrahim Banu Said.

 

SKØNMALERIET AF POLYGAMI OG SLAVERI

Gennem Ibrahim Banu Saids øjne skildrer bogen et islamisk samfund, hvor polygami og slaveri er noget helt naturligt. Han beskriver det blot indirekte og reflekterer ikke videre over.


Kvinder er som heste

Ibrahim har 3 koner, og på bogens omslag står der, at han "elsker dem på hver sin måde". Det lyder positivt og godartet. Men det virker ærligt talt ikke særligt kærligt, når han beskriver sin første hustru, imens hun er knust over deres søns død, som en, der i mange år har været "bitter og lukket som et hyben", og som han i årevis ikke har besøgt om natten. Han går ikke engang hen og prøver at trøste hende. Man fornemmer også løbende igennem bogen konernes indbyrdes konkurrence om status.


Den tredje kone har Ibrahim købt på et slavemarked, fordi han bare måtte have hende. Hun er sort og kristen, og Ibrahim "respekterer" hende mere end de andre, selvom hun er den med lavest status. På pilgrimsrjsen rider hun sammen med mændene og de "respekterer hende, fordi hun er sort". Det lyder jo vældigt progressivt og antiracistisk. Men ærligt talt, så tvivler jeg på, at der er noget som helst historisk belæg for det. Vi ved fra historiske kilder, at sorte slavers markedsværdi var langt lavere end hvide slavers. I lyset af, hvor udbredt sexslaveri var i Al-Andalus, så undrer det mig også, at Ibrahim skulle have giftet sig med hende. Det undrer også hans anden kone i bogen - at han gifter sig med en, der nægter at konvertere. Men bogen skal jo rehabilitere islam, og så tager sexslaveri sig ikke så godt ud.


Ibrahims "kærlighed" til kvinderne ligner egentlig mest hans kærlighed til heste, og som kvindelig læser fornemmer man igennem hele bogen kvindernes ulykkelige kærlighedsliv og bliver forstemt på deres vegne. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvorfor den første kone mon er "hensunket i bitterhed". Hvordan mon historien havde taget sig ud, hvis hun havde været romanens jeg-fortæller? Men måske er den fornemmelse helt tilsigtet fra Riebnitzkys side? Måske er det blot omslagets kiksede tekst, der idylliserer polygami? Hendes overraskende romantiske slutning på bogen tyder i hvert fald på, at hun dog har lidt blik for kvinderne.


Slaveriet var slet ikke så slemt ...

Til gengæld synes jeg, at hun skønmaler slaveriet. Igennem hele bogen er der allestedsnærværende opvartende slaver. Men vi hører på intet tidspunkt om slaver, der behandles dårligt. I stedet hører vi om kokkeslaven Safura, der nærmest er en del af familien, og som ville "være gået med Ibrahims far gratis" frem for at blive købt for en dyr pris. Hun er selvfølgelig højt respekteret i samfundet. Hun har sagt nej til at blive frigivet, fordi så skulle hun jo sørge for sig selv. Ibrahims mor har også en "slaveveninde". Hvert år bliver de slaver, der er blevet muslimer, frigivet ved en fest. Det lyder jo fantastisk. Islam er nærmest en frigivelsesmaskine, lyder det til. Men hov. Hvordan kan der så blive ved med at være slaver? Jo, Ibrahim forklarer et sted sin søn, at jøderne kommer med dem nordfra, mens "andre" kommer med dem sydfra. Vi får dog trods alt at vide, at af "de få børn, slaverne får", kastreres drengebørnene, og at halvdelen dør af det. Men mest fordi de til forskel fra hingsteføllene, der også kastreres, piller i deres sår!


Det må selvfølgelig være sådan, at når fortælleren er en middelalderlig muslimsk borgherre, så er slaveriet - for ham - en selvfølgelighed. Men det er alligevel lidt usmageligt, at Anne-Cathrine Riebnitzsky bidrager til myten om, at det muslimske slaveri til forskel fra den transatlantiske slavehandel nærmest skulle have været en godartet ordning, hvor slaverne blev forsørget og blev "respekteret". Det passer ikke. Det muslimske slaveri var mindst lige så inhumant og uværdigt som alt andet slaveri, og alene det faktum, at muslimernes slaver stort set ikke fik efterkommere, fortæller alt. Slaverne kom heller ikke til muslimerne via jøderne. Muslimer tog slaver på jihad-togter til de vantros områder, sanktioneret af islam. Det var aldrig gået i nutiden at fremstille slaveri i de amerikanske sydstater som nærmest godartet med henvisning til, at slaver jo nogle steder "var en del af familien". Men myten om islams "godartede" slaveri er åbenbart helt acceptabel i vor tid. Det er selvfølgelig dybt problematisk, ikke mindst fordi myten hjælper visse nutidige muslimer med at forsvare slaveri. Koranen tillader jo slaveri, så det er blasfemisk at fordømme det.


Én ting er at ville rehabilitere islam, men det er ikke særligt fantastisk at rehabilitere slaveri, eller at give et falsk indtryk af, at islam mildnede slaveriet eller var "frigivende". Realiteten er, at islam legitimerer slaveri.


 

ANBEFALING

Skal man så læse Vindens port?


Romanen er en smule langtrukken, fordi der bruges rigtig meget plads på netop at give et billede af Ibrahim og hans værdier, som jo skal personificere det formodede åbne islam i Al-Andalus. Der er ikke så meget spændning, drama og action, heller ikke selvom Ibrahim deltager i et slag som ung og en stor del af bogen faktisk omhandler en belejring. Man kan sagtens lægge bogen fra sig undervejs i læsningen.


Slutningen trækker romanen op

Men hvis man er tålmodig og læser helt frem til afslutningen, tager romanen alligevel en overraskende drejning, og det hæver bogen. Det sker først til allersidst. Men for mit vedkommende gjorde det faktisk, at jeg efter endt læsning alligevel sad tilbage med en lidt "puzzled" oplevelse af, at bogen var god og tankevækkende. Dette på trods af, at jeg mener, at den bidrager til misinformation om de historiske forhold og idylliserer muslimsk slaveri. Men på grund af afslutningen vil jeg ikke afskrive bogen.


Men husk ...

Bogens ide - som egentlig er rigtig god - er netop, at man som læser skal se datidens verden med Ibrahims datidige øjne og ikke med sine egne nutidige. Det ville være utroværdigt, hvis Ibrahim havde ikke havde ment, at det islamiske herredømme i Al-Andalus var godt.


Men alligevel. Hvis du læser Vindens port, så husk nu, at det ikke er den historiske sandhed om Al-Andalus, at "Vi har ladet kristne og jøder være"; at "vores tekniske landvindinger og viden, vores overflod og rigdom" burde have overbevist de fleste; at "vi har delt vores moskeer med dem og givet deres præster lov til at tale"; at "vi har stort set levet fredeligt sammen gennem hele vores historie"; at "vi overtog et land uden mål og med" og skabte "ordnede forhold" - og at "alle var glade i århundreder". Det er i stedet Riebnitzsky, som gengiver myten om Det Andalusiske paradis og gennem Ibrahims tanker. I virkeligheden er det et moderne vestligt ræsonnement, at "tekniske landvindinger" skulle kunne overbevise andre. Ibrahim kunne naturligvis aldrig have fundet på at tænke, at det er selvfølgelig er Allahs vilje, at muslimer skal herske over de vantro. Det siger islams hellige skrifter ellers.


Riebnitzsky har ikke et særligt dybtgående kendskab til islam. Bogen er virkelig tynd på islams grundlæggende lære og på religionens rolle i middelalderens samfund. Derfor bliver Ibrahim, som er mere til antikke grækere og karma end til islams profet, urealistisk.


Det havde været fantastisk, hvis vi havde fået lov til at "komme ind i hovedet på" en lidt mere islamisk præget person, som dog i det mindste havde terpet koranvers med sin søn for ikke at havne i Helvede, og som ikke var så åbenlyst formet af vores nutidige behov for et islam uden islamisme - og et islam som vi næsten kan se os selv i.


Læs romanen, hvis du er nysgerrig efter den overraskende gode slutning - men tag et STORT gran salt til.