2. MEKKA 615-618
Eller: Besværgelserne og de fejlfortolkede bibelhistorier
109. De vantro
105. Elefanten
113. Daggryet
114. Menneskene
112: Den rene tro
53. Stjernen
97. Bestemmelsen
Det gamle Mekka
Besværgelser og fejlfortolkede bibelhistorier
Suraerne på denne side er vist i den rækkefølge, som de ifølge Egyptian Standard Chronological Order (1924) skulle være åbenbaret for Muhammed. Ifølge den skulle de være åbenbaret ca. 615-18, mens Muhammed prædikede i Mekka.
Mange af suraerne er korte og indledes med at sværge ved kraftfulde ting. Sura 113 og sura 114 siges endda at være besværgelser mod "Det onde øje".
Flere af suraerne har formentlig oprindeligt været bibelske historier, som er blevet fejlfortolket og tildigtet en ny betydning af kreative islamiske lærde. Det gælder for eksempel sura 97, om "Bestemmelsens nat", som oprindeligt kan have været en julehistorie. Et andet eksempel er sura 106 om Quraysh, som oprindeligt kan have handlet om Kyros den Store. Eller sura 97 om Abu Lahab, som oprindeligt kan have handlet om Kong Akab fra Biblen.
Fejlfortolkningerne kan skyldes, at dele af Koranen er på aramæisk. Dette har lingvistikforskeren Christoph Luxenberg argumenteret for i bogen The Syro-Aramaic reading of the Koran. Aramæisk var det gængse religiøse sprog i Mellemøsten i senantikken. Men som følge af kaliffen Abd al-Maliks arabiserings-reformer i slutningen af 600-tallet, var aramæisk blevet fremmed for de, der i 7-800-tallets Bagdad skulle finde ud af, hvad der stod i de gamle tekster.
Opdateret april 2022
(18) Sura 109: De vantro (6 vers)
Vi tilbeder ikke den samme
Koranen vejleder: Sig: "I vantro!". Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder (109:2), og I tilbeder heller ikke den, jeg tilbeder. Jeg vil ikke tilbede den, I tilbad. I har jeres religion og jeg har min (109:6).
------------ oOo ------------
Islam er kompromisløs
Den islamiske historie bag Sura 109 er beskrevet hos Ibn Ishaq: Folk i Mekka var hedenske afgudsdyrkere, som satte andre guder ved Allahs side. Da Muhammed prøvede at omvende dem fra deres afgudsdyrkelse, opstod der splid og fjendskab. Tre mænd fra Mekka tilbød så Muhammed det kompromis, at hvis han ville tilbede deres guder, så ville de tilbede hans. Men så åbenbarede Allah sura 109. Muhammed skulle ikke gå på kompromis.
Der er dog meget som tyder på, at de mennesker, som Koranen oprindeligt er blevet prædiket for har haft en jødisk og/eller kristen baggrund.
Ifølge den islamiske fortælling, tilbad folk i Mekka afgudsfigurer.
(19) Sura 105: Elefanten (5 vers)
Fugle som kastede teglsten
Koranen minder om, hvad Herren gjorde ved elefantens folk: Han sendte sværme af fugle mod dem, som kastede teglsten over dem (105:4).
------------ oOo ------------
Mekka blev invaderet med krigselefanter
Sura 105 handler ifølge den islamiske fortælling om Elefantens år: I år 570 skulle en Abyssinsk hær (fra vore dages Etiopien) have forsøgt at invadere Mekka med flere krigselefanter, for at ødelægge Kabaen. Invasionen mislykkedes, da førerelefanten Mahmud nægtede at entrere byen. Historien kan læses her
Eller handler det om Slaget ved Beth Zechariah?
Det giver ikke mening at sende en hær med elefanter fra Abyssinien op gennem Arabiens ørken, blot for at ødelægge Kabaen. De ville jo gå til grunde inden de nåede frem. En alternativ teori er, at den korte sura oprindeligt er et lån fra den jødiske beretning om Eleazar Makkabæeren, som i år 162 f. kr. kæmpede mod Seleukiderne og deres elefanter ved Beth Zechariah. Det med fuglene, der kaster sten, kan stamme fra den armenske oprører Mushegs brev til Sassanidernes konge i 591. Her truer Musheg nemlig med elefanter og fugle. Det er beskrevet i Sebeos' History of Armenia, kapitel 3. Hvordan det er havnet i Koranen er et mysterium.
.jpg)
Slaget ved Bet-Zakarja, hvor Eleazar Makkabæeren kæmper mod elefanter.
(20) Sura 113: Daggryet (5 vers)
Søg tilflugt mod det onde:
Koranen instruerer: Sig: "Jeg søger tilflugt hos daggryets Herre" (113:1). Man skal søge tilflugt mod det onde, Han har skabt, og sige: Jeg søger tilflugt mod det onde i tusmørket, mod det onde i heksene, der spytter på knuder, og mod misunderen.
------------ oOo ------------
Det onde øje
Ifølge den islamiske tradition brugte Muhammed sura 113 og 114 til at søge tilflugt mod "Det onde øje". En hadith fortæller: "Allahs budbringer plejede at søge tilflugt fra Det onde øje hos djinner og mennesker. Da "tilflugtsversene" blev åbenbaret, begyndte han at recitere dem og stoppede med at recitere andet". Forestillingen om det onde øjes forbandelse er den dag i dag udbredt i Mellemøsten.
Nogle koran-kommentatorer ment, at sura 113 og 114 ikke burde være en del af Koranen, da de har form af overtro.
Inspiration fra Salmernes bog?
Vers 113:1: Suraens indledning kan måske være et lån fra Salmernes bog: Vendingen "jeg søger tilflugt" er brugt i Salmernes bog i Bibelen, fx Salme 31 og Salme 71.
Der er også mange andre steder i Koranen, hvor det ser ud til, at der er hentet inspiration fra Salmernes bog, fx her:
Amuletter mod det onde øje
(21) Sura 114: Menneskene (6 vers)
Søg tilflugt mod hviskeren
Koranen anviser igen, hvordan man kan søge tilflugt hos Menneskenes Herre og konge. Man kan søge tilflugt mod det onde i "Hviskeren, der lusker omkring" (114:4). Man skal sige: "Jeg søger tilflugt". Hviskeren lusker omkring i hjertet hos både mennesker og djinner (114:6).
------------ oOo ------------
Djinner
I vers 114:6 nævnes djinner. De var en slags uhyggelige åndevæsener, som de gamle arabere troede på, og som mange muslimer også i dag tror på, ikke mindst fordi Koranen siger, at de findes. De nævnes mange steder i Koranen. Læs fx mere om dem her:
-
Sura 72 - En hel sura er dedikeret til en flok djinner, der omvender sig
-
Djinner i Koranen - er beskrevet under temaet Mirakler og videnskab i Koranen'
Om at søge tilflugt: Se under sura 113.
Djinner indgår mange steder i Koranen
(22) Sura 112: Den rene tro (4 vers)
Gud har ikke avlet
Koranen opfordrer til at sige: Gud er én (112:1), og Han er ikke avlet, og han har ikke avlet (112:3) - og ingen er lige med ham.
------------ oOo ------------
Tawhid
Vers 112:1: Dette er stedet i Koranen, hvor det centrale islamiske dogme om at Allah er én (også kaldet Tawhid) udtrykkes eksplicit for første gang.
En jødisk bøn i Koranen?
Vers 112:1 kan også ses som et tegn på Koranens jødiske arv. Det ligner nemlig en instruktion i at bede den jødiske bøn shema, som lyder: "Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én"
En afvisning af den Nikæanske trosbekendelse
Vers 112:3 fremstår som en afvisning af den kristne Nikænske trosbekendelse, som blev vedtaget på det første kirkekoncil i Nikæa i 325, som netop præciserede at Sønnen var avlet/undfanget af Faderen.
Spørgsmålet om Jesu natur var netop et stridspunkt i sen-antikkens Mellemøsten. Koranen repræsenterer det synspunkt, at Jesus er Messias - men absolut ikke Guds søn (se fx 4:171). Dette synspunkt fandtes i 600-tallet hos blandt andet nogle få syrisk-kristne grupper, som ikke havde tilsluttet sig den Nikæanske trosbekendelse, og hos jøde-kristne grupper som Nazaræerne og ebionittene.
Det muslimske håndtegn for Tawhid, Guds enhed.
(23) Sura 53: Stjernen (62 vers)
Jeres fælle har ikke fejlet
Jeres fælle ikke er faret vild og har ikke fejlet (53:2)! Han taler slet ikke fordi han har lyst, men fordi han har fået en åbenbaring. Han er blevet belært af én med stor styrke, som dukkede op i horisonten og steg ned, til han kun var to buelængder væk. En anden gang foregik det ved lotustræet "ved den yderste grænse". Her så han nogle af Guds største tegn (53:18). Vil I virkelig strides med ham om, hvad han ser?"(53:12)
Gud har ikke nogen døtre - passagen om de sataniske vers
Hvad mener I om al-Lat, al-Uzza og Manat? Tror I virkelig, Gud nøjes med døtre, mens I selv får sønner? Det ville da være en uretfærdig fordeling (53:22). Det er også bare nogle navne, I har givet dem (53:23). Der findes utallige engle i himlene, men de, der kalder englene kvindelige navne, tror ikke på det hinsidige! (53:27) Det nytter ikke at bede dem gå i forbøn hos Gud, for ting sker kun med Guds tilladelse.
Vend dig bort fra dem, der afviser påmindelsen, og som kun tænker på det jordiske liv.
Bestrid ikke Hans velgerninger
Man skal ikke erklære sig selv for ren, for Gud ved bedst, hvem der er gudfrygtig. Og den nærige, der vender sig bort - har han ikke hørt om, hvad der står i Moses' skrifter? Har han ikke hørt om Abraham? Ved han ikke, at alt kommer fra Gud og ender hos Gud? Og at Gud har skabt mennesket af en dråbe, der stødes ud (53:46), og at Han vil skabe mennesket endnu en gang?
Straffen nærmer sig
Man skal ikke bestride Guds velgerninger. Han tilintetgjorde folkene Ād og Thamūd (53:51). Før da tilintetgjorde Han Noahs folk. Alt sammen som straf for overmod. "Det, der nærmer sig, kommer nærmere" (53:57), siger Koranen. Den opfordrer til at man holder op med at more sig og i stedet kaster sig ned (53:62).
------------ oOo ------------
Historien om de sataniske vers
Versene 53:19-28 rummer historien om de sataniske vers. Den er kendt fra den islamiske historiefortæller Ibn Ishaq og lyder sådan:
I ønsket om at få sin stamme Quraysh til at acceptere sin religion, fik Muhammed en åbenbaring om, at stammens tre yndlingsgudinder (al-Lat, al-Uzza og Manat) var særligt ophøjede væsener hos Allah, og at deres forbønner blev godtaget af Allah. Quraysh blev så glade over, at Muhammed talte pænt om deres gudinder, at de kastede sig ned i bøn sammen med ham. Senere fik Muhammed en korrigerende åbenbaring og forklarede, at Satan havde givet ham ordene. Derefter troede de endnu mindre på ham. Men Allah åbenbarede et trøstende vers (22:52) om at det også er sket for alle tidligere udsendinge og profeter, at Satan har indføjet noget i deres ønsker. Men Allah annullerer det, som Satan har indføjet.
De sataniske vers er altså ikke i sura 53, da Allah jo har annulleret dem.
Mange tænker umiddelbart, at det er en pinlig historie for Muhammed, at han ikke engang kunne kende forskel på, om en åbenbaring var fra Satan eller Allah. Men for dedikerede muslimer beviser episoden, at Allah havde fuldt styr på alt, hvad Muhammed sagde, og trådte til, da der skete en fejl. Det gør i deres logik blot Muhammeds ord endnu mere troværdige.
Gudinderne var blevet til engle
Vers 53:27: Suraen antyder, at tilhørere troede, at de gamle nabatæiske gudinder al-Lat, al-Uzza og Manat var Allahs døtre. Altså hedenskab. Men det er værd at lægge mærke til, at de faktisk ikke omtales som gudinder, men som engle. Det peger på, at publikum var kristne - men at de tidligere gudinder måske kan have haft status som engle.
Den, der har prædiket Koranen, har blot spottet tilhørernes dyrkelse af kvindelige engle.
Sura 53 rummer historien om de sataniske vers.
(24) Sura 80: Han rynkede panden (42 vers)
Han vendte sig væk fra den blinde
Han rynkede panden og vendt sig væk, da en blind mand kom til ham! (80:2) Men måske ville manden bare rense sig! (80:3) I stedet var han optaget af en, der er selvtilstrækkelig, og som ikke vil rense sig. Husk de ærværdige, ophøjede og fromme skriftsteder (80:13).
Død over mennesket
Død over mennesket! (80:17). Det er utaknemmeligt. Gud har skabt mennesket af en dråbe, og Han har gjort vejen let for mennesket. Engang vil Han lade det genopstå. Men mennesket har ikke udført, hvad han er blevet befalet.
Gud har sørget for palmer og oliventræer
Mennesket kan blot se på sin føde og se, hvordan Gud har ladet korn vokse frem og sørget for palmer og oliventræer (80:29), frugter og foder til dem og deres kvæg. Så burde han blive taknemmelig. Når Dommedag og den øredøvende larm indtræffer, så vil de frommes ansigter stråle af lykke, mens de skamløse vantros ansigter vil være belagt med smuds (80:41).
------------ oOo ------------
Muhammed vendte sig væk fra en blind mand
Vers 80:2-3: Den tilhørende islamiske historie er, at Muhammed, engang vendte sig bort fra en blind mand, fordi han var så optaget af at omvende stammen Quraysh' rige ledere. Men så åbenbarede Allah versene belærte Muhammed. På Wikipedia kan du læse alt om den blinde mand, hans navn, hans familieforhold, og episoden hvor koranversene blev åbenbaret.
Jesus helbredte en blind mand
Vers 80:2-3: En anden mulig forklaring er dog, at passagen oprindeligt er et lån fra Bibelen. Det har oprindeligt været en hentydning (formentlig på aramæisk) til historien om Jesus, som sagde til en blind mand, at han skulle vaske sig i dammen ved Siloa, hvorefter han blev seende. Farisærerne troede ikke på den blinde mand og jog ham væk. (Johannes, kapitel 9).
Oliventræer i Mekka?
Vers 80:29 nævner oliventræer. Det er blot ét af flere steder, hvor Koranen omtaler oliventræer og andre frugter og afgrøder, som ikke vokser i Mekka, men som hører til langt nordligere. Det er så godt som sikkert, at Mekka i Hedjaz ikke har været den historiske kulisse for Koranen.
Jesus helbreder den blinde mand ved at bede ham vaske sig i dammen ved Siloam.
(25) Sura 97: Bestemmelsen (5 vers)
Den nat, den blev sendt ned
Vi sendte den ned på Bestemmelsens nat (97:1) . Den nat er "bedre end tusind måneder" (97:3). Det er den nat, hvor hvor englene og ånden steg ned med dekreter om alting. (97:4).
------------ oOo ------------
En julehistorie i Koranen
Vers 97:1: Ifølge islam blev Koranen åbenbaret til Muhammed over en periode på 22-23 år. Derfor er det lid mystisk, hvorfor Koranen siger "vi sendte den ned på Bestemmelsens nat". Muslimske lærde mener, at sura 97 handler om dengang, hvor Muhammed fik sin allerførste åbenbaring fra Gabriel i Hira-hulen.
Ifølge Christoph Luxenberg består dele af Koranen af gamle kristne historier på aramæisk. Han siger, at hvis man læser sura 97 som syro-aramæisk, så er suraen i virkeligheden er en lovprisning af julenat, hvor Jesus blev født. Den lyder så i stedet:
"Vi har ladet ham komme ned på Bestemmelsens nat ... Bestemmelsens nat er mere nådefuld end tusind vigilier (vågenætter før en højtid). Den nat bringer englene og ånden forskellige hymner med sig, med deres Herres tilladelse ...." (Oversat fra Pressburg, 2012: What a Modern Martyr Should Know)
En julehistorie i Koranen?
(26) Sura 91: Solen (15 vers).
Gud har bygget himlen og bredt jorden ud
Ved månen, der "følger solen", og ved natten, der dækker dagen til! Ved himlen og "det", der har bygget den, og ved "det", der har "bredt jorden ud"! Ved en sjæl og det, der har formet sjælen og givet den både fordærv og gudsfrygt: Den, som renser sjælen, vil det gå godt, men den, der lader sjælen gå til, vil det gå dårligt (91:10).
Historien om Guds hunkamel
Thamūds folk var overmodige og "kaldte det for løgn". Guds udsending bragte dem en hunkamel og sagde, at det var Guds hunkamel, og at de skulle give den noget at drikke. Men de beskyldte ham for at lyve og skar haserne over på kamelen. Derefter tilintetgjorde Gud dem (91:14).
------------ oOo ------------
Hunkamelen
Vi hørte også om Thamūd i sura i 89. (Læs dér hvem de var). Men nu hører vi første gang historien om hunkamelen. Hvis man opfatter Koranen som en løbende åbenbaring virker det mærkeligt, at nye informationer åbenbares drypvis over tid. Men det giver god mening , hvis man ser Koranens tidlige suraer som en samling af små hymner, der har handlet om kendte historier.
Allahs hunkamel fik haserne skåret over
(27) Sura 85: Stjernebillederne (22 vers)
De gjorde noget mod de troende
Ved himlen med stjernebillederne og ved Dommedag: Død over dem, der hører til i Ilden! På Dommedag vil nogen vidne om, hvad de gjorde mod de troende (85:7). De, som har udsat de troende for prøvelser, blot fordi de er troede, har flammernes straf i vente. Men de troende vil få haver med rindende floder. Det vil være den store sejr (85:11). Guds magt er stærk!
En velbevaret tavle
Husk, hvad der skete med Farao og Thamūd! De vantro fremturer med at kalde det for løgn. Men nej, det er ikke løgn, det er en glorværdig Koran, og den findes på en velbevaret tavle! (85:22)
------------ oOo ------------
Grøftens folk
Vers 85:7: De troende, som nævnes, er "Grøftens folk". De var kristne fra byen Najran i vore dages Yemen, som omkring 520 blev smidt i en grøft og brændt på grund af deres tro, efter ordre af en jødisk konge, som kan have været Kong Yusuf af Himyar. Koranen kalder dem "troende" - men de var faktisk ikke muslimer. Det er værd at lægge mærke til, at Koranens troende identificerede sig med kristne.
Den velbevarede tavle
Vers 85:22: Muslimer tror, at Koranen findes på en tavle i Himlen hos Allah, hvor den altid har eksisteret.
Men den "velbevarede tavle" er formentlig en hentydning Moses' tavler. Koranen har formentlig været en gudstjenestebog med udvalgte skriftsteder fra Bibelen (læs mere om det her) - herunder det, der stod på Moses' tavler, som han jo fik direkte fra Gud.
Moses fik tavlerne med de 10 bud fra Gud på Sinai-bjerget
(28) Sura 95: Figentræet (8 vers)
Den sikre by
Ved figentræet og oliventræet (95:1) og bjerget Sīnīn (95:2), ved "dette sikre sted" (95:3): Gud har skabt mennesket i den smukkeste form. Derefter gjorde Han det til "det laveste lave". Dog ikke de, der tror og gør gode gerninger. De har løn uden forbehold i vente. Så hvordan kan du stadig kalde Dommen for løgn? Er Gud måske ikke den bedste dommer?
------------ oOo ------------
Sinai-bjerget
Vers 95:2: Bjerget Sīnīn er Sinai-bjerget, hvor Moses fik tavlerne med de 10 bud. Sinai ligger over 1000 km fra Mekka. Det ligger i det gamle nabatæiske område, og det er et af de helligste steder i både jødedommen og kristendommen.
Det sikre sted
Vers 95:3: Det sikre sted kan være Sinai-bjerget, som er beskyttet af Gud. Men "dette sted" kan jo også hentyde til stedet, hvor Koranen blev prædiket. Ifølge den islamiske tradition var Mekka et sikkert sted på grund af Kabaen, som de hedenske araberne holdt hellig og valfartede til i de fredhellige måneder.
(29) Sura 106: Quraysh (4 vers)
Herren over dette hus
For at Quraysh kan samle sig og få tryghed på deres rejse (106:1) sommer og vinter, opfordres de til at tjene "Herren over dette hus" (106:3), Han er den, der har givet dem mad, når de var sultne, og som har beskyttet dem mod frygt.
------------ oOo ------------
Hvem var Quraysh?
Vers 106:1: Ifølge den den islamiske fortælling var Quraysh var en magtfuld stamme i Mekka. De havde kontrollen med Kabaen og tjente penge på, at hedningene valfartede dertil. Deres grådighed efter disse indtægter var en af grundene til, at de ikke ville omvende sig.
Men der er ingen historiske spor af, at der i 600-tallet har levet en stamme i Mekka ved navn Quraysh. Navnet begynder først at dukke op sammen med Muhammed-biografierne i 7-800-tallet, som blev skrevet i Bagdad.
Suraen kan meget vel oprindeligt have været en hentydning til historien om Kyros den Store i Ezras Bog 1 i Det Gamle Testamente. Perserkongen Kyros den Store var jødernes beskytter. Han forordnede, at jøderne kunne rejse til Jerusalem og genopbygge Herrens, Guds Hus (Templet), og at folk endda kunne give dem gaver med på vejen. Quraysh er det hebraiske navn for kong Kyros den Store (559 f.Kr. - 530 f.kr.).
"Dette hus" (vers 106:3) er i så fald Temlet i Jerusalem (Guds hus ifølge jødedommen) og ikke Kabaen i Mekka, som ifølge den islamiske beretning jo på det tidspunkt var et hedensk sted.
Perserkongen Kyros den Store. Jødernes beskytter. Er det i virkeligheden ham, sura 106 handler om?
(30) Sura 101: Tordenslaget (11 vers)
Tunge og lette vægtskåle
Koranen fortæller, hvad tordenslaget er: Det er Dommedag, hvor menneskene er "som spredte møl" (101:4) og bjergene som kartet uld. De, hvis vægtskåle er tunge på Dommedag, vil få et dejligt efterliv i Paradis, mens de, som har lette vægtskåle, vil ende i Helvede (101:9).
(31) Sura 75: Opstandelsen (40 vers)
Vi kan samle og genoplive de døde
Ved opstandelsens dag: Vi godt kan samle mennesket igen, når det skal genopstå. Med både knogler og fingerspidser (75:4).
Dommedag indtræffer når sol og måne forenes
De spørger, hvornår opstandelsens dag så indtræffer. Det er kun, fordi de har tænkt sig at synde. Når blikket blændes, sol og måne forenes (75:9) og man ikke har noget sted at flygte hen. Da sker det. Da vil Gud læse op for menneskene, hvad de har gjort, og det nytter ikke at komme med undskyldninger. Man vil være et bevis mod sig selv. De frommes ansigter vil stråle, mens de vantros vil være dystre ved tanken om den ulykke, der nu kommer til at overgå dem.
Til ham, der vendte sig væk og kaldte det løgn (75:32), og som stolt spankulerede hen til sine folk, siger Koranen: "Ve dig, ve dig, ve dig! (75:35). Han troede ikke, og han bad ikke.
Mennesket er skabt af sæd, så hvorfor skulle Gud ikke kunne give de døde liv?
Gud har skabt mennesket af udstødt sæd, som så derefter blev til levret blod. Derefter skabte og formede Han det og gjorde det til par (75:39). Skulle Han så ikke også kunne finde ud af at give de døde liv? (75:40)
------------ oOo ------------
De troede ikke på de dødes genopstandelse
Vers 75:4: I denne sura indledes en tilbagevendende diskussion i Koranen, nemlig de dødes genopstandelse på Dommedag. Den, der har prædiket Koranen er tydeligvis blevet udfordret på dette igen og igen. Det ser ud til, at der har været en vis enighed om, at Gud har skabt mennesket. Koranens argument er, at så kan Gud også skabe det igen på Dommedag (75:40). Men Koranens forfatter er ikke helt konsistent i sine beskrivelser af, hvordan Gud har båret sig ad. Se alle måderne her: Sådan skabte Allah mennesket
Abu Jahl vendte sig væk
Vers 75:32: Det var ifølge den islamiske fortælling Muhammeds ærkefjende Abu Jahl (også nævnt i sura 96), som vendte sig væk, og som hverken troede eller bad efter at have hørt sandheden.
Gud kan samle mennesket igen på opstandelsens dag
(32) Sura 104: Bagtaleren (9 vers)
Bagtaleren skal kastes i Knuseren
Ve-råbene fra sura 75 ovenfor fortsætter: Ve enhver bagtaler og skumler, og som samler ejendom. (104:2) Bagtaleren regner med, at hans ejendom giver ham evigt liv. Men nej. Han skal kastes i "Knuseren!" (104:4) Knuseren er den knusende ild, som "rejser sig over hjerterne i søjler" og lukker sig om dem.
