KAMPENS RELIGION - JIHAD I KORANEN
En voldelig rejse gennem Koranen
Undrer du dig over, hvad det er, der på mystisk vis kan "lynradikalisere" muslimer - når nu islam er "fredens religion"? Tag denne tur gennem Koranen og se, hvad der rent faktisk er åbenbaret i Allahs evige retledning til menneskene.
1. Du har ingen magt - så hold ud
De troende vil sejre
Vi starter i de tidlige dele af Koranen. Fra den periode, hvor Koranens budskab blot er missionerende. Der står, at udsendingen (den, som Koranen taler til) og de troende skal holde ud. Allah skal nok sørge for at straffe de vantro. De troende vil så "sejre" ved at komme i Paradis, imens de vantro kommer i Helvede. Her er et par eksempler:
-
85:11: De troende har haver med rindende floder i vente. Det er den store sejr.
-
10:65: Allahs venner skal ikke være bange: Løftet om det hinsidige kan ikke ændres. Det er den vældige sejr. Lad ikke det, de siger, gøre dig bedrøvet! Al magt tilhører Allah
-
37:173: De, der ikke tror på Allahs budskab, skal få at se, når Dommedag indtræffer. ”Vor hær vil få sejr”, siger Koranen. Vend dig blot fra de vantro for en tid.
-
44:57: ”Den vældige sejr” for de troende er at blive forskånet for helvedesildens straf.
Du har ingen magt
Selvom Koranen opfordrer til fredelig udholdenhed, så taler den alligevel ret meget om sejr og magt. Det er værd at notere sig. Koranen minder flere gange sin modtager (som formodes at være Muhammed) om, at han ikke har magt. Et par eksempler:
-
Sura 50: Forhold dig fredeligt og advar om Dommedag, selvom de kalder det for løgn: ”Vi ved bedst, hvad de siger”, siger Koranen: ”Du har ingen magt over dem. Påmind med Koranen den, der frygter Min trussel” (50:45).
-
Sura 88: Koranen råder igen til blot at påminde om Dommedag: ”Du har ingen magt over dem”, siger den (88:22). Allah skal nok straffe den, der vender sig bort og er vantro, med ”den største straf”
Tal pænt
Koranen instruerer udsendingen (som formodes at være Muhammed) og de troende i at tale pænt:
-
Sura 6: Spot ikke dem, som de vantro tilbeder, for så risikerer I, at de også spotter Allah (6:108).
-
Sura 41: De vantro tilhørere ironiser over at blive kaldt ”tunghøre” og ”tildækkede” og opfordrer folk til at snakke løs for at undertrykke Koranen. Koranen råder: ”Forsvar dig med noget, der er smukkere, og da vil den, til hvem du havde et fjendtligt forhold, blive som en nær ven!” (41:34). Og hvad er vel smukkere tale end at sige: "Jeg er en af dem, der har overgivet sig til Gud." (41:33)
-
Sura 16: Koranen har tidligere kaldt de vantro for ”et billede på det onde” (16:60), men den anbefaler nu: ”Kald til din Herres vej med visdom og smuk formaning! Du skal strides med dem på en endnu smukkere måde” (16:125). Allah giver dog lov til at hævne sig, men det er bedre at holde ud.
-
Sura 29: Allah instruerer igen de troende i kun at strides med Skriftens folk på den pæneste måde, bortset altså fra dem der ”handler uret”. De troende skal sige til dem, at ”vores gud og jeres gud er én” (29:46).
DU HAR NU SET
- at der er vers i Koranen, som faktisk maner til tålmodighed og fredelig missioneren.
- at disse vers er "åbenbaret" i en kontekst, hvor de troende ikke havde magt
Den store sejr er at opnå at komme i Paradis.
2. Man må ikke slå ihjel - med mindre ...
Med mindre du godt må
Du skal nu finde ud af, om det virkelig står i Koranen, at man ikke må slå ihjel. Start med at gå til sura 17. Her finder du de vers, der er Koranens pendant til de 10 bud. Vers 17:33 siger:
”I må ikke tage et menneskes liv, med mindre det sker med rette. For det har Gud erklæret forbudt. Hvis nogen bliver dræbt med urette, giver Vi den, der står ham nærmest, bemyndigelse; men denne skal ikke gå for vidt med drab; den anden bliver hjulpet!”
Man må altså gerne slå ihjel, hvis det sker ”med rette”. Blandt andet har man bemyndigelse, hvis ens nærmeste bliver dræbt ”med urette”. Det er dog lidt uklart, hvornår det ellers kan siges at være ”med rette”.
I sura 6 fortæller Koranen, hvad der er Allahs vej, som man skal følge, og Allahs bud gentages: ”Dræb ingen, med mindre det sker med rette!” (6:151). Du er stadig lidt uklar på, hvad ”med rette” betyder.
Dræb ikke en troende
Du går frem til sura 4. Her står: ”I må ikke slå jeres egne ihjel!” (4:29.) Og i vers 4:92 står: ”Ingen troende må dræbe en troende”. Det går op for dig, at Allahs bud i denne sura handler om, at man skal passe på ikke at komme til at slå de forkerte ihjel, når man er på togt for Allahs sag. Hvis nogen hilser én med fred, må man ikke sige: "Du er ikke troende!" blot for at få byttet (4:94). Hvis man ved et uheld slår en troende ihjel, skal man betale blodpenge.
At dræbe et menneske er som at dræbe alle mennesker
Langt om længe kommer du frem til det berømte vers, som ofte nævnes efter terror for at bevise, at islam igen er blevet misforstået: Vers 5:32. Det med, at "hvis man dræber et menneske er det som at dræbe hele menneskeheden". I Koranen står:
”Vi [har] foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker”.
Men hov: Det er jo slet ikke så universelt, som du havde håbet - og så er forskriften endda for jøderne, Israels børn. Du spekulerer måske på, hvad det mon vil sige at ”skabe fordærv i landet”. Og fortsættelsen i næste vers er ikke særligt betryggende:
”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det”. (5:33)
DU HAR NU SET
- at der ikke et universelt forbud mod at slå ihjel i Koranen, og at det virker foruroligende åbent for fortolkning, hvornår man må slå ihjel "med rette".
Man skal passe på ikke at komme til at slå en troende ihjel ved et uheld, når man er på togt for Allahs sag.
3. Allah udslettede de vantro og gav de troende landet i arv
Allahs udrensninger
Ifølge Koranen kunne Allah have gjort alle mennesker troende, hvis han ville (16:9). Men i stedet har Han valgt et system, som går ud på at udrense de vantro ved hjælp af naturkatastrofer for så at lade de troende arve landet. Det kan du se her.
-
Sura 7: Koranen remser op, hvordan Allah har straffet Noahs folk, folkene Ad og Thamud, Lots folk, Madyans folk og Faraos folk. De blev advaret og kunne have omvendt sig, men de "kaldte det løgn". Så udslettede Allah dem. Kun de troende fik lov at overleve.
-
Sura 11 : Alle eksemplerne gentages. Koranen fortæller, at de er et tegn. Skræmmeeksemplerne gentages herefter mange gange gennem Koranen som et tegn på, at Allah er i stand til at straffe de vantro på frygtelig vis.
-
Sura 15: Udslettelses-eksemplerne er nu allerede gentaget så mange gange, at Koranen nu taler om ”de sædvanlige indgreb” (15:13).
Det var retfærdigt
Ifølge Koranen er systemet retfærdigt og moralsk, for folkene var jo advaret. De kunne have omvendt sig. Det var byernes egen skyld, at de blev tilintetgjort. Som det pointeres her:
-
26:208-209: "Aldrig har Vi tilintetgjort en by, uden at der har været nogen til at advare den, som en påmindelse. Vi handler ikke uret."
-
11:101: "Vi handlede ikke uret mod dem; men de handlede uret mod sig selv"
Formålet med udslettelserne var dels hævn for at have kaldt Allahs udsendinge løgnere, og dels skulle katastroferne tjene til skræk og advarsel, så folk fremover ikke tør andet end at være troende. Her forklares det:
-
”Også de, der hørte til i skovtykningen, handlede uret. Da tog Vi hævn over dem. De er begge et tydeligt skræmmebillede…” (15:79)
Uheldigvis var Allahs system med at udslette de vantro folkeslag til skræk og advarsel ikke særlig effektiv, eftersom de fleste folk jo alligevel var vantro på Koranens tid.
Allah giver landet i arv
Et andet vigtigt formål med udslettelserne var at lade de troende overtage landet. Man kan vel kalde det "guddommelig selektion". Koranen fremhæver flere gange, hvordan Allah tidligere ”gav landet i arv” til Israels Folk, mens Faraos folk blev erstattet (fx 7:128). Koranen henviser endda til Davids salme for at understrege det:
-
"I salmen skrev Vi efter påmindelsen, at Mine retfærdige tjenere skal arve landet. Heri er der et budskab til folk, der tjener". (21:105-106)
Adskillige poetiske vers i salmernes bog handler ganske rigtigt om, at de troende og sagtmodige skal få jorden i arv, mens de uretfærdige og forbryderne skal blive udryddet. Se fx salme 37 af David.
Koranens forfatter forstod bestemt ikke det guddommelige arveløfte metaforisk.
Men så længe det var Allah selv, som forestod udryddelserne, var det måske ok. Men da de troende blev udnævnt til Allahs hjælpere (se afsnit 10 nedenfor) blev det mere spooky. Nu gennemførte Allah nemlig den retfærdige straf af de vantro og arven til de troende ved hjælp af de troende krigere: I sura 33 står der:
-
"Gud er stærk og mægtig. Han fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange. Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv .... Gud er i stand til alt". (33:25-27)
Verset skulle ifølge den islamiske tolkning være åbenbaret efter massakren på den jødiske stamme Banu Qurayza, hvor 600-900 mænd og unge drenge blev henrettet, mens kvinder og børn blev fordelt som slaver, og hvor også deres jord og ejendom blev fordelt blandt de troende.
DU HAR NU SET
- at Koranen har en "arvelære" om udrensning af de vantro og ”guddommelig selektion”, hvor de troende får "landet i arv"
- at den idé kan bruges til at retfærdiggøre folkedrab som Guds værk
Allah satte en skræk i livet på de vantro ved at de troende dræbte nogle af dem og tog andre til fange. Og Han gav deres ejendom i arv til de troende ....
4. Allah vil se om du er en hykler
I de såkaldte Mekka-suraer - den missionerende periode i Koranen - opfordrer Koranen de troende til at holde ud og sørge for at holde sig på Allahs vej. Så vil de kunne opnå den store sejr - nemlig at komme i Paradis.
Sura 29 regnes for at være fra den sidste del af den såkaldte Mekka-periode. Her bliver kravene til de troende større, og Koranen taler for første gang om prøvelse og kamp. Hvis ikke man vil kæmpe, er man en hykler. Koranen siger:
Regner menneskene med, at de får lov til at være i fred? At de kan sige: "Vi tror!" uden at blive udsat for prøvelse? (29:2) Allah vil vide, hvem der tror, og hvem der er hyklere (29:11).
Man beviser, at man ikke er en hykler ved at kæmpe og bringe ofre. Ifølge den islamiske fortælling (hvor Muhammed fik åbenbaret Koranen fra Allah) krævede Allah således nu, at Muhammeds følgere skulle vælge side og udvandre med profeten. De troende advares om ikke at være blandt dem, der sakker bagud, og suraen slutter af med, at dét at kæmpe for Allah er at handle godt:
”De, der kæmper for Os, dem vil Vi lede ad Vore veje. Gud er med dem, der handler godt.” (29:69)
Hyklerne ønskede ikke konflikten
I de såkaldte Medina-suraer - den krigeriske periode i Koranen - bliver hykleri et hyppigt tema. Ifølge den islamiske fortælling startede Muhammed nemlig nu en voldelig kamp mod Mekka, efter at han var udvandret til Medina. Han og hans følgere gennemførte forskellige ekspeditioner. Men ikke alle blandt de troende var begejstrede for krig og konflikt, hvilket adskillige vers i Koranen vidner om:
-
Sura 8: ”Hyklerne og de, der har en sygdom i hjertet sagde: "Deres religion har forblindet dem!" (8:49).
-
Sura 3: Hyklerne ville ikke kæmpe og mente, at deres brødre også skulle være blevet hjemme (3:167-168)
-
Sura 33: Hyklerne sagde: "Allah og Hans udsending har kun givet os falske løfter!" (33:12).
-
Sura 4: Hyklerne tror ikke på, at det er Allah, der sender åbenbaringer ned til profeten, når han dømmer (4:61). De tager også vantro til venner i stedet for de troende (4:139)
-
Sura 59: Hyklerne er venner med jøderne og har lovet at støtte dem, hvis nogen vil fordrive dem (59:11). Men de lyver, siger Koranen.
-
Sura 63: Hyklerne sagde: "Giv ikke bort til dem, der er hos Guds udsending, så at de går hver til sit!" og "Hvis Vi vender tilbage til byen, vil de mægtige dér drive de svagere ud" (63:7-8). De ønskede altså ikke at finansiere Muhammeds krigere og håbede, at de ville blive drevet ud af byen.
-
Sura 9: Hyklerne var utilfredse med at betale almisse til Allahs sag (9:58), og de gad ikke rykke ud for at kæmpe (9:86). Koranen fortæller også, at de har krænket profeten (9:61) og gjort nar af Allah.
Allah har forbandet hyklerne
Åbenbaringerne om hyklere blev tiltagende hårde i takt med at profeten fik mere magt og blev økonomisk uafhængig som følge af det bytte, Allah gav ham som følge af de troendes succesfulde togter:
Fra blot at love, at hyklere kommer i Helvede, hvor de vil være ”i Ildens nederste bund” (4:145), udvikler det sig til advarsler til de troende om, at de ikke må adlyde hyklerne og de vantro (33:48). Hen mod slutningen af Koranen, i sura 9, kaldes hyklerne ”gudløse” (9:67). Vi får at vide, at Allah har forbandet dem (9:68), og profeten pålægges at være skånselsløs mod dem:
Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt! (9:73)
DU HAR NU SET
- at man beviser, at man er oprigtigt troende ved at kæmpe og bringe ofre.
- at man er en hykler, hvis man ikke vil kæmpe, når Allah kræver det
- at man er en hykler, hvis man er venner med fjenden (de vantro)
- at hyklere er foragtelige og kommer i Helvede.
Hyklerne er dem, der ikke vil kæmpe for Allahs sag. I Helvede vil de få deres plads i "ildens nederste bund".
5. Dræb de vantro
Vi er nu kommet til den sura, hvor Allah første gang opfordrer til vold, nemlig sura 2, som regnes for at være den første sura efter udvandringen til Medina. Suraen starter med vældige forbandelser af de vantro og Skriftens folk - og i vers 190 kommer det pludseligt:
"Kæmp for Guds sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Gud elsker ikke dem, der begår overtrædelser. Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro (2:191).
Hvis de så holder inde, så vil Gud være tilgivende og barmhjertig. Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Guds! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret" (2:193).
Begrundelsen for at dræbe er altså gengældelse. Allahs regel for gengældelse er lige-for-lige - det siger vers 2:194. De vantro har dog tilsyneladende ikke dræbt nogen. Derfor etablerer Koranen den regel, at ”fristelse til frafald” (fitna) er værre end drab. Vi får dog at vide, at de, der skal dræbes og fordrives, selv har bekæmpet og fordrevet de troende.
Den traditionelle historie bag de drabelige vers er, at Muhammeds mænd var begyndt at angribe handelskaravaner fra Mekka, hvilket naturligvis var retfærdigt, fordi de troende var blevet fordrevet fra Mekka. Karavaneangrebene fremgår af denne liste over Muhammeds "ekspeditioner".
Instruksen i versene ovenfor om at ”fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer” er grundlaget for den islamiske doktrin om, at hvis et land på et tidspunkt har været under islamisk herredømme, så skal det altid tages tilbage. Det er Allahs bud.
Pligt til at kæmpe
I vers 2:216 slår Koranen fast, at det er en religiøs pligt for muslimer at kæmpe:
Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Gud har viden; men det har I ikke.
Man skal altså kæmpe uden at stille spørgsmål. Allah ved bedst, hvad der er godt for os.
Karavaneoverfaldet i Nakhla
Vi hopper videre til næste vers, som præciserer, at man også må kæmpe i den fredhellige måned:
”De spørger dig om den fredhellige måned, om man må kæmpe i den. Sig: "At kæmpe i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Gud - og fornægte Ham - og til det fredhellige bedehus og fordrive dem, der er deri, det er i Guds øjne mere alvorligt. Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. De vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil de får jer til at opgive jeres religion, hvis de kan. De af jer, der opgiver deres religion og dør som vantro, deres handlinger vil være forspildte i denne verden såvel som i den hinsidige. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid". (2:217)
Fortællingen om disse vers er, at nogle af Muhammeds mænd angreb en Mekkansk karavane ved Nakhla i 624. En mand blev dræbt og to taget til fange, og der var meget bytte. Men folk i Medina var chokerede over, at det skete i den hellige måned, hvor det ifølge de eksisterende love var forbudt at kæmpe. Muhammed billigede det først ikke. Men så åbenbarede Allah verset og retfærdiggjorde overfaldet og drabet: De vantros forbrydelse - at ”friste til frafald” - var jo værre end drab. Muhammed tog så sin del af ”krigsbyttet”.
Koranen indførte således en ny regel, nemlig at de gældende spilleregler kan trumfes, og fraviges, hvis "Allah" vurderer, at de andres forbrydelse er værre.
Pligt til at adlyde
Sura 2 slutter med, at hvis man er troende, så siger man: "Vi hører og adlyder" (2:285), og beder sin "skytsherre" (Allah) om hjælp mod de vantro folk.
DU HAR NU SET
- at Koranen har indført 3 nye regler:
(1) Friste til frafald er værre end drab
(2) De troende har pligt til at adlyde og kæmpe for Allah
(3) Man må bryde spillereglerne, hvis modpartens forbrydelse er værre
Karavaneoverfaldet ved Nakhla, hvor en mand blev dræbt i den hellige måned.
6. Giv de vantro hug over halsen
Næste stop er sura 8, hvis navn er "Byttet". Du skal ikke spekulere på, hvorfor "Fredens religion" sådan har regler for fordeling af bytte. Ikke endnu. I denne sura kalder Koranens forfatter de vantro for "de værste dyr", alene af religiøse grunde:
De værste dyr er hos Gud dem, der er vantro, for de vil ikke tro (8:55).
Men det er slet ikke det værste. Hør blot, hvad Allah befalede sine engle, da de hjalp de troende i i et slag:
"Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!" For de satte sig op imod Gud og Hans udsending, og den, der sætter sig op imod Gud og Hans udsending! - Gud er streng til at straffe (8:12-13).
Ifølge den islamiske historie handler sura 8 om Slaget ved Badr i 624, som er det mest betydningsfulde slag i menneskehedens historie. "Slaget" var reelt et overfald på en Mekkansk Karavane. Mekkanerne havde - fordi de havde hørt rygter om Muhammeds planer - sendt soldater med karavanen for at beskytte den. Dette er beskrevet i Ibn Ishaqs Muhammedbiografi (Guillaume s. 289). Koranen fortæller selv i vers 8:42, at der var en karavane involveret i "slaget". Ifølge Koranen hjalp Allah de troende med en hær af engle. Koranen beskriver, at fjenden var i mægtigt overtal, selvom det dog for de medvirkende så ud som om, fjenden kun var fåtallige. Allah havde nemlig sørget for, at krigerne befandt sig i en døs (8:11). Men trods den talmæssige underlegenhed sejrede de troende mirakuløst. Mange ædle mænd fra Mekka blev dræbt. Læren fra slaget er, at Allah hjælper de troende mod de vantro (8:19), og at få kan sejre over mange med Allahs hjælp.
Koranen fremstiller "slaget" som Allahs straf mod de vantro, og som et slag mellem det onde og det gode (8:37). De troende får at vide, at det var Allah, der slog de vantro (som jo ifølge fortællingen var deres deres egne stammefæller) ihjel, ikke dem selv. Allah førte deres hånd. Det var en smuk prøvelse for de troende (8:17). Allah ville med sine gerninger lade "sandheden ske fyldest" ved at udrydde de vantro til sidste mand (8:7).
Hug over halsen
Sura 47 handler - ifølge nogle kommentatorer - også om Slaget ved Badr. I sura 8 var det kun englene, som fik besked på at give de vantro "hug over nakken", men nu siger Koranen til de troende:
"Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Gud ville, havde Han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt for Guds sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt" (47:4)
Allah opildner således de troende til halshugning - men dog også til at ”stramme lænkerne”, når de vantro er ”slået ned”. Vi ved ikke helt hvad der ligger i det.
Muhammeds sejr, og ikke mindst byttet, styrkede hans position i Medina. Så når muslimer lærer, at slaget var uhyre betydningsfuldt og "gjaldt islams overlevelse" - så er det måske ikke helt forkert.
Lagde du mærke til, at du lige har set det første martyrvers?
Sejrrig med hug rædsel
Du kan måske ikke helt slippe det der med "hug over halsen"? Har Allah selv virkelig beordret det? Men husk nu dit korte besøg i sura 5 (se afsnit 2 ovenfor). Her anviste Koranen jo, at de, der "fører krig mod Allah" eller ”skaber fordærv” skal ”korsfæstes eller have hænder og fødder hugget af i modsat side” (5:33). Koranens forfatter har en forkærlighed for ”hug” og lemlæstelse. Men hvorfor disse makabre metoder? Jo, ser du, formålet er at skabe rædsel. Rædsel (terror) er en effektiv strategi. Koranen siger selv i sura 3:
"Vi vil vække rædsel i hjertet på dem, der er vantro, fordi de sætter noget, hvorom Han ikke har sendt nogen bemyndigelse ned, ved Guds side. Ilden bliver deres herberg. Hvilken ulykkelig bolig for dem, der handler uret!" (3:151)
Profeten sagde jo også, ifølge en hadith:
“I have been made victorious with terror (cast in the hearts of the enemy)” (Sahih al-Bukhari, 56,186)
DU HAR NU SET
- at Koranen opfordrer til brutalitet og halshugning og fritager de troende for skyld, for de er jo blot Allahs redskaber.
- At vække rædsel (terror in the hearts of the enemy) hos de vantro er en af Allahs strategier
Muhammeds fjender (som havde spottet ham) halshugges efter slaget ved Badr ...
7. Sejren kommer, hvis I er troende
Vi befinder os nu i Sura 3. Her passerer vi nogle vers, der fortæller de troende, at de vantro hader dem, for eksempel:
"I, der tror! Tag jer ikke fortrolige venner uden for jeres egen kreds! De vil uafladeligt gøre jer forvirrede! De elsker, når I har modgang. Hadet er tydeligt kommet til udtryk gennem deres mund, men hvad deres hjerte gemmer, er endnu værre. Vi har gjort tegnene tydelige for jer, hvis I er forstandige" (3:118)
Udeblevet englestøtte!
Men så kommer der noget mystisk: Først minder Koranen os om, at det var Allah, der gav de troende sejren ved Badr (3:123). Og derefter:
"Da du sagde til de troende: "Er det ikke nok for jer, at jeres Herre forstærker jer med tre tusind nedsendte engle?" Ja, hvis I er udholdende og gudfrygtige, og de pludselig falder over jer, så vil jeres Herre forstærke jer med fem tusind hærgende engle!" (3:124-125)
Det ser ud som om, profeten har lovet de troende englestøtte. Endda med et konkret antal engle. Men ser det ud til, at han slet ikke har noget at gøre med det:
Gud har kun gjort det som et godt budskab til jer, så at I derved kunne få ro i sindet; sejren kommer alene fra Gud, Den Mægtige og Den Vise - og for at afskære en del af dem, der er vantro, eller kue dem, så de skuffede måtte trække sig tilbage; du har intet at gøre med sagen - enten for at tilgive dem eller straffe dem. De handler uret. Alt i himlene og på jorden tilhører Gud. Han tilgiver, hvem Han vil, og straffer, hvem Han vil …(3:126-129)
Ifølge den islamiske fortælling handler versene om Slaget ved Uhud i 625. Muslimerne led nederlag til Mekkanerne, som ville hævne det, der var sket ved Badr (se afsnit 6 ovenfor). Grunden til nederlaget var, at nogle af de muslimske krigere blev for grådige og gik efter bytte, hvilket splittede Muhammeds hær. Mange af de troende blev dræbt og såret (heriblandt Muhammed), og Mekkanerne erklærede sejr og tog hjem fra slagmarken i den tro, at de nu havde givet en lærestreg og demonstreret deres magt. Efter nederlaget havde Muhammed et forklaringsproblem. ”Læren fra Badr” var jo, at Allah hjælper de troende mod de vantro. Og Muhammed havde jo tydeligvis lovet englestøtte - endda med 3-5 tusind engle.
Men Koranen frikender nu Muhammed fra at have givet falske løfter om englestøtte. Allah tager ansvaret. Og Koranen uddrager "læren fra Uhud":
Læren fra Uhud
Læren er, at Allah selvfølgelig hjælper de troende, som lovet. Men kun hvis de er gudfrygtige og udholdende. Nederlag kan enten skyldes, at Allah vil sætte dem på prøve (for at se om de er hyklere), eller også har de fortjent straf. Den geniale lære fra Uhud er helt enkelt, at hvis de troende ikke har succes, så er løsningen at være endnu mere troende. Så vil Allah være med dem igen. Her er et udpluk af opbyggelig læring:
-
3:139: De troende skal ikke tabe modet. De skal nok få overtaget, hvis de er troende
-
3:140: De troende kan trøste sig med at fjenden også blev såret.
-
3:141: Allah lader med vilje kampene være omskiftelige, så Han kan se, hvem der tror, og så han både kan ”forædle” eller "rense" de troende og udslette de vantro
-
3:147: De troende, der kæmpede under tidligere udsendinge blev ikke svage af modgang. De bad i stedet Allah om tilgivelse for deres manglende mådehold og bad om hjælp til at stå fast mod de vantro.
-
3:157: Hvis nogen bliver dræbt for Allahs sag, så er Allahs belønning bedre end noget her på jorden.
-
3:165: Det slag, der nu har ramt de troende, kommer fra dem selv!
Lagde du mærke til, at du netop kom forbi endnu et martyrvers?
DU HAR NU SET
- at det er Allah, der bestemmer, hvem der sejrer, og at manglende sejr blot betyder, at man skal holde ud og gøre endnu mere ud af at behage Allah.
Muslimerne led nederlag ved Uhud, selvom profeten havde lovet dem englestøtte. Men det var deres egen skyld...
8. Kæmp for Allahs sag - og for de undertrykte
- og gå ikke glip af en stor gevinst
Du har måske lært i skolen (eller hos Clio Online), at jihad er at kæmpe for en retfærdig sag, og at muslimer aldrig må være den angribende part, men kun kæmper i forsvar. Du skal nu se det vers, der ofte bruges til at bevise, at Koranen udelukkende lærer muslimerne at kæmpe for de undertrykte (og altså på ingen måde opfordrer til at kæmpe for islamisk dominans). Du går til sura 4. Her finder du hele passagen:
I, der tror! Vær på vagt! Ryk ud i flokke, eller ryk ud alle sammen! Der findes en og anden blandt jer, der nøler. Hvis så en ulykke rammer jer, tænker han: "Gud har været mig nådig, at jeg ikke var til stede sammen med dem!" Men hvis en gunst fra Allah tilfalder jer, siger han, som om der ikke var noget venskab mellem jer og ham: "Gid jeg havde været sammen med dem! Så havde jeg fået en stor gevinst."
Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Guds sag! Den, der kæmper for Guds sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer.
Hvorfor vil I ikke kæmpe for Guds sag? Og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der siger: "Herre, få os ud af denne by, hvis befolkning handler uret! Giv os en ven fra Dig! Giv os en hjælper fra Dig!". De, der tror, kæmper for Guds sag, og de, der er vantro, kæmper for afgudernes sag. Så bekæmp Satans venner! Satans list er svag. (4:71-76)
Du undrer dig måske lidt over, hvad ”en stor gevinst”, har med en retfærdig sag at gøre, og hvilket "vældig løn", der er tale om, hvis man sejrer. Kan det virkelig være forsvar at "rykke ud" i flokke? Ville folk mon nøle, hvis der var tale om, at de blev angrebet? Koranens forfatter spørger jo endda frustreret, hvorfor de ikke gider kæmpe...
Bred appel
Koranen prøver i sura 4 at motivere de troende til at kæmpe for ”Allahs sag”. Den appellerer til hele 3 motiver: Først til grådigheden efter bytte. Dernæst til udsigten til belønning i det hinsidige. Og til sidst forsikrer Koranen, at det moralsk er en god sag: Man gør jo noget godt for de stakkels troende, der måtte bo i de vantros byer, og som lider under al den synd, som bliver begået dér.
Islamister i dag mener, at muslimer i Vesten er undertrykte, fordi de nægtes at leve efter islamisk lov, sådan som deres religion tilsiger. De lever så at sige "i de vantros byer".
Lagde du mærke til, at du kom forbi endnu et martyrvers?
Hvis man tolker Koranen i lyset af Muhammeds historie, handler versene ovenfor om muslimernes mange plyndrings- og erobringstogter, som efterhånden gjorde dem til en magtfaktor, der kunne udfordre Mekka. Koranen nævner selv togter. For eksempel i vers 4:94, hvor man skal passe på ikke at komme til at dræbe en troende, når man er ”på togt for Allahs sag”.
I vers 4:95 og 4:96 lover Koranen fortrinsstillinger i Paradis til dem, der kæmper for Allahs sag med deres ejendom og liv. Koranens forfatters blik for handel fornægter sig ikke.
DU HAR NU SET
- at den retfærdige sag handler om at bekæmpe de vantro
- at Koranen først og fremmest motiverer de troende til at tage på togter "for Allahs sag" ved at love dem belønning
- at "de undertrykte" er muslimer i de vantros byer
Det er en god gerning at tage på togt for Allahs sag - og dermed kæmpe for de stakkelse undertrykte troende i den vantros byer.
9. De vantro er bange, dumme og splittede
Byttet fra Skriftens folk går til de udvandrede
Såkaldt moderate muslimer i Vesten forsikrer ihærdigt, at Allah forbyder muslimer at være "den angribende part". Men måske er du efterhånden begyndt at tvivle på, om det nu også kan være rigtigt. Stod der ikke noget i sura 4 om at de troende utrætteligt skal "opsøge fjenden"? (4:104). Jo. Men nu skal du se mere.
Vi besøger sura 59 og befinder os nu tilsyneladende midt i en fordeling af bytte. Koranen fortæller, at det var Allah, som indgød Skriftens Folk rædsel og fordrev dem (59:2), fordi de havde "sat sig op mod" Allah og Udsendingen (59:4). Fordi det var Allah, som gjorde det, tilhører byttet naturligvis også Allah og Udsendingen. Hovedformaningen til de troende i denne lille sura er, at de, som før havde til huse i området, ikke skal være misundelige over, at byttet går til Udsendingen og de fattige udvandrere, som blev fordrevet, og som nu hjælper Allah og Udsendingen (59:9).
De kæmper kun bag befæstede mure
Derefter kommer de hoverende vers, som også indeholder en lære:
”I sætter dem en større skræk i livet end Gud. Det skyldes, at de er folk uden forstand. De bekæmper jer ikke samdrægtigt, men kun i befæstede byer eller bag mure. Over for hinanden er deres styrke stor. Du regner dem for en samdrægtig flok, men deres hjerte er splittet. Det skyldes, at de er folk uden fornuft” (59:13-14)
Koranen fortæller altså, at fjenden forsvarede sig bag mure og i befæstede byer og var for dumme til at mønstre en fælles styrke.
Den islamiske baggrundshistorie for sura 59 er, at Muhammed fordrev den jødiske stamme Banu Nadir fra Medina efter at have belejret dem i deres befæstede bydel (læs mere her). Nogle af de arabiske stammer var allierede med Banu Nadir. Men da Banu Nadir blev fordrevet, kom deres kujonagtige allierede ("hyklerne") dem ikke til hjælp. De tre jødiske stammer hjalp heller ikke hinanden, men blev fordrevet eller udslettet én for én. Det er dét, Koranen hoverer over i versene ovenfor - ifølge den historie.
Strategiske tips til de troende
Men det er også en "krigsrådgiver", der taler i versene ovenfor. Han har blik for fjendens svagheder. De er: (1) Frygt for muslimerne, måske endda rædsel, jævnfør afsnit 6 ovenfor; (2) manglende sammenhold; og (3) en defensiv strategi. Koranen deler nu - som en krigsrådgiver - disse svagheder med de troende i Allahs evige retledning. Mange efterfølgende krigere for Allahs sag har aktivt udnyttet disse svagheder.
De troendes styrke er naturligvis, at de kun frygter Allah.
DU HAR NU SET
- at Koranen - Allahs evige ord til de troende - indvier dem i fjendens svaghed
- at en af svaghederne hos "Allahs fjender" var, at de var bange for muslimerne
- at muslimernes styrke er, at de frygter Allah mere end døden
Banu Nadir overgiver sig til Muhammed fra deres befæstede bydel. Hverken deres arabiske allierede eller deres trosfæller kom dem til hjælp. Det er en evig læring, at de vantro er bange og splittede.
10. Allahs religion skal sejre over al anden religion
Allahs sag
”Allahs sag” har nu efterhånden været nævnt nogle gange. Det er den, de troende skal kæmpe for med deres ejendom og liv (49:15). Men hvad er Allahs sag egentlig? Du husker måske, at de vantro skulle bekæmpes ”indtil al religion tilhører Allah” (2:193, 8:39). Vi må stærkt gå ud fra, at det er Allahs sag.
Vi er nået til sura 61. Suraen hedder "Slagordenen. Her står, at Allah elsker dem, der kæmper for Hans sag "i slagorden" (61:4) - altså militært og i rækker, "som et solidt bygningsværk". Vi får at vide, at fjenden - de, der handler uret - ”finder på løgne om Allah” og ønsker at ”slukke Allahs lys med deres mund” (61:8). Fjendens aktivitet lyder faktisk ikke som en militær agression. Men fred være med det.
Koranen bekræfter nu, at Allahs mål er, at den sande religion skal sejre:
”Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det”. (61:9)
Dette mål gentages igen i vers 48:28 og vers 9:33. Hvor ambitionen i starten af Koranens Medina-del tilsyneladende blot var at hævne sig og straffe de vantro, så er den nu, at Allahs religion skal herske over al anden religion. Det vil sige også ikke "kun" over hedenskab, men også over jødedom og kristendom. (De, der satte andre ved Allahs side var sandsynligvis kristne, som troede på treenigheden - se mere om det her).
De troende er Allahs hjælpere og udøver Hans straf
De ulydige vantro skal naturligvis have deres straf. Som vi allerede har set et par steder ovenfor, var det ikke længere nok blot at sende dem i Helvede på Dommedag eller sende naturkatastrofer ned over dem. Så Allah udøvede nu også sin straf mod de vantro gennem de troende. For eksempel:
-
8:17: Det var Allah, som slog fjenden ihjel, ikke de troende krigere. Det var ikke dem, der kastede (spyd), men Allah, der kastede (Knyttet til historien om slaget ved Badr).
-
33: 26: Allah satte en skræk i livet på nogle af Skriftens folk, ved at de troende dræbte en del og tog en del til fange. (Knyttet til historien om massakren på Banu Qurayza)
-
9:14: Koranen opfordrer de troende til at kæmpe mod de vantro, for så vil Allah straffe dem ved jeres hånd ...
I sura 61 formuleres det nu klart, at de troende er Allahs hjælpere. De skal hjælpe ved at kæmpe for Allahs sag. Det er nærmest en form for handelskontrakt:
DU HAR NU SET
- at "Allahs sag" er, at islam skal sejre over al anden religion
- at de troende er Allahs hjælpere og blot udfører Hans vilje
Allah sendte sin udsending med retledningen for at lade den sejre over al anden religion ...
11. Allah indkredser bytte til de troende
På denne guidede tur gennem Koranen er du efterhånden stødt på fænomenet "bytte" adskillige gange. Her er en lille opsummering fra de ovenstående afsnit:
-
Afsnit 3: Allah gav nogle af Skriftens folks (Banu Qurayza) ejendom "i arv" (en slags bytte) til de troende
-
Afsnit 5: De troende overfaldt karavaner og fik bytte med hjem (fra Nakhla)
-
Afsnit 6: Hele sura 8 er opkaldt efter byttet fra et slag eller et karavaneoverfald (Slaget ved Badr) og regulerer fordelingen af bytte
-
Afsnit 7: Nogle af krigerne gik efter byttet (under Slaget ved Uhud)
-
Afsnit 8: Allah opfordrer de troende til at tage på togt for hans sag og lokker med bytte
-
Afsnit 9: Byttet efter Skriftens folk (Banu Nadir) blev givet til de fattige udvandrere samt Allah og udsendingen
Derfor er det nok ikke en overraskelse, hvad der kommer nu.
Hudaybiyyah-aftalen og byttet i Khaybar
Vi går til sura 48. Her står, at "Allah har givet dig en åbenlys sejr” (48:1). Hvad handler det mon om? Jo, ifølge den islamiske fortælling var Muhammed i 628 draget mod Mekka med 1400 krigere. Nogle svagt troende beduinstammer mente dog, at det var et lidt for risikabelt foretagende, så de blev tilbage. Men de dedikerede troende fulgte profeten. Men i stedet for at kæmpe, indgik han så en 10-årig fredstraktat med Mekka. Flere af mændene var dog skuffede over, at det ikke var kommet til kamp. De var jo sikre på, at Allah ville hjælpe de troende (det var jo læren fra Badr, se Nr. 6), og at der var bytte i vente. Der var en vis murren. Men så åbenbarede Allah, at fredstraktaten var en sejr - og at de troende skam ikke ville blive snydt for bytte:
"Når I bryder op for at tage bytte, vil de, der blev ladt tilbage, sige: "Lad os følge jer!" De ønsker at ændre Guds ord. Sig: "I skal ikke følge os!" Således sagde Gud forud. Så vil de sige: "Nej, I under os det ikke!" Nej, de forstår kun lidt" (48:15)
Og videre:
"Gud lovede jer meget bytte, som I skulle tage, og dette lod Han hurtigt ske for jer. Han holdt menneskenes hånd borte fra jer. For det skulle være et tegn for de troende, og Han ville lede jer ad en lige vej. Og noget andet bytte, som I endnu ikke har bemægtiget jer, har Gud allerede indkredset. Gud er i stand til alt". (48:20-21)
Du ser, at Allah forhånd havde lovet mændene bytte. Og Allah holder naturligvis sit ord. Fortællingen er, at kun 6 uger efter fredstraktaten med Mekka ("sejren"), angreb muslimerne Khaybar, et jødisk samfund i en oase 150 km fra Medina. Nu behøvede de troende jo ikke at bekymre sig om Mekkanerne, som de jo havde en fredstraktat med. Der blev taget slaver og masser af bytte.
DU HAR NU SET
- at bytte var en vigtig motivationsfaktor for de, der kæmpede for Allahs sag
- at Allah lovede de troende krigere bytte og "indkredsede" bytte til dem
Allah havde indkredset bytte til de troende, så de ikke blev snydt: Ifølge fortællingen var det det jødiske samfund i oasen i Khaybar, det gik ud over.
12. Sex med krigsbyttet
Som du har set ovenfor, gik krigerne efter bytte, og byttet var en væsentlig motivationsfaktor for dem. Kvinder var en del af krigsbyttet, og Koranens forfatter gjorde intet for at afskaffe dette. Det ser du i vers 33:50, hvor Koranen foreskriver regler for, hvilke kvinder der er seksuelt tilladte for profeten:
”Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Gud har givet dig som bytte, de døtre af din onkel og tante på fædrene side og de døtre af din onkel og tante på mødrene side, som udvandrede med dig, samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten .”
Allah gav altså selv slavinderne som bytte - og åbenbarede, at det var tilladt for profeten at have sex med dem.
Kvindelige slaver er altid "tilladte" for mænd. Koranen anviser flere steder (fx 23:6 og 70:30), at de troende ikke behøver at "vogte deres køn" over for slavinderne. Selv ikke når slavinderne er gift, er de tilladte for deres herrer. Det ser du i dette vers:
"Forbudt for jer er [...] og ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer. Dette er Allahs forskrift til jer..." (4:23-24)
Der knytter sig en hadith til verset, som ifølge islamisk fortolkning skulle være åbenbaret i forbindelse med slaget ved Hunayn i 630, kort efter Muhammeds overtagelse af Mekka. Der var en del nykonverterede blandt krigerne. Nogle af mændene var i tvivl, om det var forkert at have "samleje" med de kvindelige slaver, hvis deres mænd stadig levede. Men med vers 4:24 blev der nu givet guddommelig tilladelse, så der ikke var noget at være i tvivl om. Se Sunan Abi Dawud 2155: ”Regarding Intercourse With Captives”
DU HAR NU SET
- at Allah aktivt støttede at der blev taget kvindelige sexslaver som bytte
Gifte kvinder er seksuelt forbudt - bortset fra, hvis man ejer dem som slaver ...
13. Sværdverset
Bliv dræbt eller omvend dig
Du er nu nået til sura 9 - Omvendelse, som både muslimer og historikere mener, er blandt de sidste, tidsmæssigt. Her finder du det berømte sværdvers:
Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig. (9:5)
Med sværdverset var det slut med afgudsdyrkelse (at sætte nogen ved siden af Allah) i de områder, som nu var under de troendes herredømme. De, der gjorde det (mušrikūn), fik valget mellem at blive dræbt eller omvende sig. De fik dog et par måneder til at slippe ud af landet inden det trådte i kraft, og enkelte stammer eller grupper var undtaget indtil deres traktater udløb.
Traktatbrud og gengældelsens logik
I den islamiske historie var ordren egentlig et brud med Hudaybiyyah-fredstraktaten fra 628 (nævnt i Afsnit. 11). Ifølge den skulle ingen forhindres i at komme til Kabaen i den hellige måned, og den havde givet muslimerne fik lov til at komme på pilgrimsfærd i 629.
Men nu var det Allah og Hans udsending, der havde magten, og de ønskede sig fri af pagten. Der blev åbenbaret:
”Hvordan skulle der hos Gud og Hans udsending kunne være en pagt med dem, der sætter andre ved Allahs side? […] Hvordan, når de hverken ville overholde slægtskabspagt eller forpligtelser over for jer, hvis det var dem, der fik overtaget over jer? I munden er de jer til behag, men deres hjerte er afvisende. De fleste af dem er gudløse. De har solgt Guds tegn for en ussel pris og lagt hindringer på vejen til Gud. Ondt er det, som de gjorde. De overholder hverken slægtskabspagt eller forpligtelser over for en troende. Det er dem, der begår overtrædelser"
Verset fortæller, at det slet ikke var Allah og Hans udsending, der brød pagten. Nej, det var de andre. De ville nemlig have brudt pagten, hvis de havde været de stærke. Og i øvrigt har de tænkt sig at fordrive Udsendingen - og det var dem, der oprindeligt startede:
Vil I ikke kæmpe mod folk, der har brudt deres eder og har i sinde at fordrive Udsendingen? Det var dem, der begyndte med jer den første gang! Frygter I dem? I skulle hellere frygte Gud, hvis I tror! Kæmp mod dem! Så vil Gud straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, læge hjertet på et troende folk og bringe vreden i deres hjerte til ophør!” (9:13-15)
Sværdverset er op gennem historien (gennem sharialoven) blevet brugt som model for jihad mod ”vantro folk”, som ikke var kristne eller jøder. Hvis de blev erobret kunne de vælge mellem sværdet eller islam. Skriftens folk havde en tredje mulighed, som du kan se nedenfor.
DU HAR NU SET
- at det er moralsk i orden at bryde aftaler med de vantro, for de ville jo sikkert have gjort det samme
- at dræbe de vantro, hvis ikke de omvender sig, er i virkeligheden bare at lade Allah straffe dem med de troendes hånd
I skal dræbe dem, der sætter andre ved Guds side ....
14. Bekæmp Skriftens folk
Jizya og dhimmi-systemet
Vi befinder os stadig I sura 9. Ifølge den islamiske historie var Muhammed på det tidspunkt stærk og magtfuld og havde underlagt sig næsten hele Arabien. Ovenfor så du, at sværdverset gav de besejrede "afgudsdyrkere" (Mušrikūn) to muligheder: Dø eller omvende sig. Men Skriftens folk fik en mulighed mere. Instruksen vedrørende Skriftens folk er:
”Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!” (9:29)
Skriftens folk kunne således beholde både deres religion og liv. De skulle blot være kuede og betale skat - den såkaldte jizya - til de rettroende magthavere. Verset er en blåstempling af dhimmi-systemet, som er en del af sharialoven, og som indebærer, at jøder og kristne under muslimsk herredømme er andenrangsborgere, som betaler for ”beskyttelse” (beskyttelsespenge).
Jizya var smart. Det var en langt mere stabil indtægtskilde end bytte. Umar, som ifølge den islamiske historie blev den den 2. kalif efter Muhammed etablerede efter sigende særlige regler for, hvordan dhimmier skulle mærke deres ydmygende status. Dhimmi-systemet har op gennem historien været gældende i muslimsk erobrede områder.
Derfor skal de underkues
Koranen retfærdiggør naturligvis, hvorfor jøderne og de kristne skal behandles sådan: De er nemlig skyldige i en af de værste af alle forbrydelser i islam, nemlig flergudsdyrkelse - også kaldet shirk. Det ser du i disse vers:
”Jøderne siger: "Ezra er Guds søn!" Og de kristne (nasārā) siger: "Messias er Guds søn!" Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Gud bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? De har taget deres skriftkloge og deres munke til herrer foruden Gud, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham” (9:30-31)
Det er jo kun retfærdigt, at man bliver straffet, når man sådan forbyder sig. Påstanden om Ezra virker nu noget søgt. Ezra var en jødisk præst og skriver, som levede 480-440 f. Kr. Men der er naturligvis også en anden forbrydelse, som retfærdiggør, at Skriftens folk skal bekæmpes og underkues: De kan true "den sande religion" med det, de siger:
”De ønsker at slukke Guds lys med deres mund, men Gud vil af hele sin vilje fuldkommengøre sit lys, selvom de vantro hader det. Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion ..." (9:32-33)
DU HAR NU SET
- at Koranen opfordrer til at jøder og kristne skal underkues, og at det er både retfærdigt - og nødvendigt for islams sejr.
En dhimmi føler sig kuet og rede til at betale skat (jizya)
15. Dræb og bliv selv dræbt
Det ypperste martyrvers
På vej gennem Koranen er vi efterhånden stødt på en del martyrvers, som lover belønning til martyrerne. Er par eksempler fra afsnittene ovenfor:
-
Afsnit 6: Hvis man bliver dræbt for Allahs sag, vil Han ikke lade ens handlinger gå tabt (47:4) .
-
Afsnit 7: De, der bliver dræbt for Allahs sag, vil få en belønning, der er bedre end noget her på jorden (3:157).
-
Afsnit 8: Koranen lokker med ”en vældig løn” uanset om man bliver dræbt eller sejrer. At kæmpe for Allahs sag svarer til at sælge det jordiske liv for det hinsidige (4:74). Allah lover fortrinsstillinger i Paradis til dem, der kæmper for Hans sag med deres ejendom og liv (4:95-96)
Nu skal du se Koranens sidste og måske ypperste martyrvers. Det skulle ifølge de islamiske koranfortolkere være et af de sidst åbenbarede vers inden Muhammeds død. Muhammed og hans religion herskede da over det meste af Arabien, og der var efterhånden gjort op med "hyklerne". Verset lyder:
”Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Gud sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Allah? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr” (9:111)
Læg mærke til, at hvor Allah tidligere i Koranen lokkede med en god handel i form af bytte, tilgivelse og fortrinsstillinger i Paradis, så er situationen nu en anden: Hvis man er troende, så HAR man faktisk allerede solgt sin sjæl - eller i hvert fald sit liv og sin ejendom - til Allah.
Vers 9:111 kaldes også 9/11-verset. Det var sikkert ikke tilfældigt, at terrorangrebet på World Trade Center fandt sted på netop den symbolske dato 9-11-1. Datoen 11. september er også symbolsk idet den markerer højdepunktet for islams magt i Europa, da Ottomannerne i 1683 stod ved Wiens porte. D. 12. september begyndte det angreb, der resulterede i deres tilbagetog. Det var naturligvis et ”tegn”, helt i islams ånd.
DU HAR NU SET
- at Allah har købt de troendes liv, og at de skal dræbe og selv blive dræbt
Vers 9:111 kaldes også 9-11-verset. Måske var datoen for terroren ikke tilfældigt valgt.
16. Sådan slutter Koranen
Vi er nu omsider nået til den sidste sura i Koranen (efter den Egyptiske standard kronologi fra 1924), nemlig Sura 110, som kun har 3 vers:
Når Guds hjælp kommer, og sejren, og når du ser menneskene i flokke træde ind i Guds religion, lovpris da din Herre, og bed Ham om tilgivelse! Han er fuld af tilgivelse
(110:1-3)
Mange arabiske stammer valgte at "træde ind i Allahs religion", enten for at slippe for angreb eller for selv at være med på angrebstogter. Det fremgår i hvert fald af Koranen, at folk frygtede de troende krigere, og at nogle svor at være troende på grund af frygt. Det var måske ikke så mærkeligt efter Sværdverset. Et eksempel på dette fra sura 9:
De sværger ved Gud på, at de hører til jer, uden dog at høre til jer. Men de er folk, der er forskræmte (9:56).
Sådan sejrede Allahs religion.
DU HAR NU SET
- at Koranen ender med, at menneskene overgiver sig til Allahs religion
Endelig blev der fred... eller ... ?
Opdateret juli 2022
