Alle citater er fra Ellen Wullfs koranoversættelse. Billederne er lavet af screenshots fra videoer, som glorificerer profetens slag   

GENGÆLDELSENS RELIGION

Undrer du dig over, hvad det er, der på mystisk vis kan "lynradikalisere" muslimer og hvorfor der begås terror i Allahs navn - når nu islam er "fredens religion" og Koranen bare skal "fortolkes" på den rigtige måde?  Tag denne tur gennem  Koranen og se, hvad Allah har åbenbaret i sin evige retledning til menneskene.   

Der er 16 ophold:

Nr. 1: Du har ingen magt - så hold ud

Du starter som sædvanlig i de tidlige dele af Koranen - dem fra Mekka. Da havde Muhammed  ingen magt og kun få følgere. Hans forsøg på at overbevise sin stamme Quraysh om, at han var profet blev aldrig en succes. (Se På sporet af islamofobi). Allahs budskaber fra Mekka-perioden handler om, at Muhammed og muslimerne skal holde ud. Allah skal nok sørge for at straffe de vantro. Muslimerne vil sejre ved at komme i Paradis, imens de vantro kommer i Helvede. Her ser du et par eksempler fra Mekka-perioden:

 

Den store sejr

  • Sura 85 (Stjernebillederne), tidlig Mekka-periode: Allah taler for første gang om ”den store sejr” i forbindelse med sagnet om ”Grøftens folk”, som blev udsat for prøvelser, fordi de var troende. Budskabet er: De troende har haver med rindende floder i vente. Det er den store sejr (85:11). Allahs magt er stærk, står der. 

  • Sura 10 (Jonas), midterste Mekka-periode: Allah ser alt og optegner alt i sit regnskab, men Allahs venner skal ikke være bange: Løftet om det hinsidige kan ikke ændres. Det er den vældige sejr. Budskabet er: "Lad ikke det, de siger, gøre dig bedrøvet! Al magt hører Allah til" (10:65).

  • Sura 37 (De der står på række), midterste Mekka-periode: Se, der ikke tror på Allahs budskab, skal nok få at se, når dommedag indtræffer. ”Vor hær vil få sejr”, siger Allah. Anbefalingen til Muhammed er at vende sig fra de vantro for en tid. ”Se! De vil også se. Højlovet være din Herre, magtens Herre, hævet over, hvad de siger!” (37:180)

  • Sura 44 (Røgen), sen Mekka-periode: Efter at have udpenslet, hvordan de vantro på dommedag vil blive grebet og smidt i Helvede, hvor de vil få hældt kogende vand over deres hoveder, siger Allah, at ”den vældige sejr” for de troende er at blive forskånet for helvedesildens straf.

Du lægger mærke til, at selvom Allah opfordrer til fredelig udholdenhed, så taler han alligevel ret meget om sejr og magt. Du lægger også mærke til, at de vantros brøde ligger i det, de siger.  Nu kommer et par eksempler, hvor Allah minder om at Muhammed ikke har magt:  


Du har ingen magt 

  • Sura 50 (Qaf), midterste Mekka-periode: Muhammed skal forholde sig fredeligt og blot advare om dommedag, selvom de vantro kalder Koranen for løgn: ”Vi ved bedst, hvad de siger”, siger Allah: ”Du har ingen magt over dem. Påmind med Koranen den, der frygter Min trussel

  • Sura 88 (Den overvældende), sen Mekka-periode): Allah råder igen Muhammed til blot at påminde om dommedag: ”Du har ingen magt over dem”, siger Allah (88:22). Han lover at straffe den, der vender sig bort og er vantro, med ”den største straf”

Du lægger mærke til, at opfordringerne til fredelig påmindelse sker sammen pointen om, at Muhammed ikke har magt, og at Allah nok skal straffe de vantro. Nu kommer et par eksempler på, at Allah instruerer i at tale pænt:

 

Så tal pænt

  • Sura 6 (Kvæget), midterste Mekka-periode: Allah siger, at de troende ikke skal spotte de vantros guder, for så risikerer de, at de vantro spotter Allah (6:108). Historien, der knytter sig til dette vers, er, at Abu Jahl, en af Quraysh-stammens ledere, skulle have sagt til Muhammed: ”Enten stopper du med at forbande vores guder, eller vi vil forbande den gud, du tjener". (Skulle være beskrevet hos Ibn Ishaq

  • Sura 41 (Fremlagt nøjagtigt): De vantro har ironiseret over, at Muhammed tidligere har kaldt dem ”tunghøre” og ”tildækkede” og opfordrer folk til at snakke løs mens Muhammed reciterer Koranen. Allah råder nu Muhammed: ”Forsvar dig med noget, der er smukkere, og da vil den, til hvem du havde et fjendtligt forhold, blive som en nær ven!” (41:34)

  • Sura 16 (Bierne), sen Mekka-periode: Allah har tidligere kaldt de vantro for ”et billede på det onde” (16:60), men Han anbefaler nu, at Muhammed skal ”strides med dem på en endnu smukkere måde” (16:125). Det var jøderne i Mekka, Allah ønskede, man skulle strides pænt med. De påpegede nemlig, at Muhammeds regler ikke stemte overens med deres regler (som de jo havde fået af Gud). Allah giver dog lov til at hævne sig, men det er bedre at holde ud. 

  • Sura 29 (Edderkoppen), sen Mekka-periode: Lige inden udvandringen til Medina er konflikten med Quraysh spidset til, og Allah instruerer igen de troende i kun at strides med Skriftens folk på den pæneste måde, bortset altså fra dem der ”handler uret”. Muslimerne skal sige til dem, at ”vores gud og jeres gud er én” (29:46). 

DU HAR NU SET

-  at Allah i Mekka-delen af Koranen faktisk maner til tålmodighed og fredelig missioneren.

Nr. 2: Man må ikke slå ihjel - med mindre ...

Med mindre det sker med rette

Du skal nu finde ud af, om det står i Koranen, at man ikke må slå ihjel. Start med at gå til sura 17 (Natterejsen) fra den midterste Mekka-periode. Her finder du de vers, der er Koranens pendant til de 10 bud. Vers 17:33 siger:

 

”I må ikke tage et menneskes liv, med mindre det sker med rette. For det har Allah erklæret forbudt. Hvis nogen bliver dræbt med urette, giver Vi den, der står ham nærmest, bemyndigelse; men denne skal ikke gå for vidt med drab; den anden bliver hjulpet!”

Man må altså gerne slå ihjel, hvis det sker ”med rette”. Blandt andet har man bemyndigelse, hvis ens nærmeste bliver dræbt ”med urette”. Det er dog lidt uklart, hvornår det ellers kan siges at være ”med rette”. Det kommer vi måske til senere. 

Du går videre til sura 6 (Kvæget). Her fortæller Allah, hvad der er Hans vej, den lige vej, som man skal følge, og Han gentager sit bud: ”Dræb ingen, med mindre det sker med rette!” (6:151).

Du er stadig lidt uklar på, hvad ”med rette” betyder.

 

Dræb ikke en troende

Du fortsætter ind i Medina-delen, for du har hørt noget om, at der vistnok er et sted i Koranen, hvor det står at ”hvis man dræber et menneske, så er det som hvis man havde dræbt alle mennesker”. Det sted vil du gerne finde.

 

Inde i Medina-delen passerer du sura 4 (Kvinderne). Her er lidt uhyggeligt, for der står ret meget med at dræbe. Det kommer vi til senere (Nr. 8). Men nu leder du jo efter Allahs bud om ikke at dræbe. Så ser du noget: Vers 29. Der står: ”I må ikke slå jeres egne ihjel!” Og igen i vers 92. Der står: ”Ingen troende må dræbe en troende”. Det går op for dig, at Allahs bud her handler om, at man skal passe på ikke at komme til at slå de forkerte ihjel, når man er på togt for Allahs sag. Hvis man ved et uheld slår en troende ihjel, skal man betale blodpenge.  

 

Som at dræbe alle mennesker

Langt om længe kommer du frem til det sted, som du har ledt efter: Vers 5:32. Det vers nævnes ofte efter terror for at bevise, at islam ikke tillader at slå uskyldige ihjel. Men du bliver lidt overrasket, for der står:

 

”Vi [har] foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker”.

 

Det er slet ikke så universelt, som du havde håbet, og så er forskiften endda for jøderne. Du spekulerer lidt på, hvad det mon vil sige at ”skabe fordærv i landet”. Og du bliver ikke mere tryg ved at se fortsættelsen i det næste vers:

 

”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det”. (5:33)

 

Du skynder dig tilbage til Mekka-perioden. 

Se eventuelt mere om betydningen af vers 5:32 i Koranen og jøderne.

DU HAR NU SET

-  at der ikke et universelt forbud mod at slå ihjel i Koranen, og at det virker foruroligende åbent for fortolkning, hvornår man må slå ihjel. 

Nr. 3: Allahs egne folkemord

Allah kunne have gjort alle mennesker troende, hvis han ville (16:9). Men Han har i stedet valgt et system, som går ud på at udrense de vantro ved hjælp af naturkatastrofer for så at lade de troende arve landet. Det skal du nu se.

De sædvanlige indgreb

Du går til sura 7 (De høje stader), midterste Mekka-periode: Allah remser op, hvordan Han har straffet Noahs folk, sagnfolkene Ad og Thamud, Lots folk, Madyans folk og Faraos folk. De var blevet advaret og kunne have omvendt sig, men de "kaldte det løgn". Så udslettede Allah dem. Kun de troende fik lov at overleve. I sura 11 (Hud) gentages alle eksemplerne. Der står, at de er et tegn. De gentages mange gange gennem Koranen. I sura 15 (al-Hidjr) er udslettelses-eksemplerne allerede gentaget så mange gange, at Allah taler om ”de sædvanelige indgreb” (15:13). 

 

Ifølge Koranen er systemet retfærdigt og moralsk, for folkene var jo advaret.

Som Allah siger i sura 26 (Digterne):

"Aldrig har Vi tilintetgjort en by, uden at der har været nogen til at advare den, som en påmindelse. Vi handler ikke uret." (26:208-209)

 

I sura 11 (Hud) pointerer Allah, at det er byernes egen skyld, at de blev tilintetgjort:

 

"Vi handlede ikke uret mod dem; men de handlede uret mod sig selv"(11:101)

Allahs formål med udslettelserne er dels hævn for at have kaldt Hans udsendinge løgnere, dels at katastroferne skal tjene til skræk og advarsel, så folk fremover ikke tør andet end at være troende. I sura 15 (al-Hidjr) forklarer Allah det:

    

”Også de, der hørte til i skovtykningen, handlede uret. Da tog Vi hævn over dem. De er begge et tydeligt skræmmebillede. De, der hørte til i al-Hidjr, beskyldte de udsendte for at lyve. Vi gav dem Vore tegn, men de vendte sig bort derfra. De huggede huse ind i bjergene for at være i sikkerhed. Da kom skriget over dem om morgenen…” (15:79-83)

Allah giver landet i arv

Et vigtigt formål med udslettelserne er også, at de troende skal overtage landet. Koranen fremhæver flere gange, hvordan Allah tidligere ”gav landet i arv” til Israels Folk, mens Faraos folk blev erstattet (fx 7:128).

I sura 21 (Profeterne) fra den sene Mekka-periode henviser Allah til Davids salme og Toraen, da han siger:

"I salmen skrev Vi efter påmindelsen, at Mine retfærdige tjenere skal arve landet. Heri er der et budskab til folk, der tjener". (21:105-106)

Budskabet kan selvfølgelig fortolkes helt fredeligt som at de troende bare skal ”arve Paradiset”, eller at jorden engang vil ende med at være befolket af fromme. Men inden du slutter dette afsnit, skal du lige et smut ind i Medina-delen.

 

Forskruet fortolkning eller logisk følge?

Gå nu til sura 33 (Forbundsfællerne) fra Medina. Du skal se, hvad Allah åbenbarede for Muhammed efter massakren på den jødiske stamme Banu Qurayzas mænd og fordelingen af stammens kvinder og børn som slaver:

"Allah drev de vantro med al deres vrede tilbage, uden at de havde opnået noget godt, og Allah forskånede de troende for at kæmpe. Allah er stærk og mægtig. Han fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange. Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv, og desuden jord, som I endnu ikke har betrådt. Allah er i stand til alt". (33:25-27)

Du er lidt rystet. Sådan kan man da ikke fortolke katastrofehistorierne. Man kan da ikke begå folkedrab, tage de dræbtes huse og jord, og så sige at det var Allah, der gjorde det og gav det i arv? Kun forskruede mennesker kan tolke Guds ord så ekstremt, tænker du. Men hov. Hvis det står i Koranens sura 33, er det så ikke Allah sel … Du tør ikke tænke konsekvensen helt til ende. 

DU HAR NU SET

-  at Allahs "arvelære" om ”guddommelig selektion” og "landet i arv" kan bruges til at retfærdiggøre folkedrab, hvis man har en forskruet tankegang. Logikken er jo: De er selv skyld i det, og Allah ønsker, at de troende skal arve landet …    

Nr. 4: Allah vil se om du er en hykler 

Som du har set ovenfor (i nr. 1), opfordrede Allah i Mekka-perioden muslimerne til at holde ud og sørge for at holde sig på Allahs vej, så de kunne opnå den store sejr ved at komme i Paradis. Altså: Personlig og indre stræben. 

Bevis at du er troende ved at kæmpe

Du skal nu besøge sura 29 (Edderkoppen), den næstsidste i Mekka-perioden. Her begyndte Allah at kræve mere af de troende, og Han taler for første gang om prøvelse og kamp. Allah siger: 

Allah vil vide, hvem der tror, og hvem der er hyklere (29:11).

Det beviser man ved at kæmpe og bringe ofre. Konteksten er perioden lige inden udvandringen til Medina. Allah krævede af muslimerne, at de skulle vælge side i Muhammeds konflikt med Quraysh, hans egen stamme. Allah siger blandt andet til de troende, at de vantro lyver, når de siger, at de vil tilgive deres forseelser, hvis blot de følger deres vej (29:12). Han siger også, at man ikke skal adlyde sine forældre, hvis de "bekæmper" én for at få én til at sætte andre ved Allahs side (29:8). Der har været pres på Muhammeds følgere. Allah tilskynder dem til at udvandre ved at bruge skræmmehistorien om Lot (29:26), og slutter suraen af med, at dét at kæmpe for Allah er at handle godt:

De, der kæmper for Os, dem vil Vi lede ad Vore veje. Allah er med dem, der handler godt.” (29:69)

 

Du lægger mærke til, at Allah ikke sagde, at kampen behøver at være voldelig. 

Se evt. også Blev muslimerne fordrevet?

 

Hyklerne ønskede ikke Muhammeds konflikt

Gå nu ind i Medina-perioden. Fra nu af bliver hykleri et hyppigt tema i Koranen. Nu blev der nemlig tale om en voldelig kamp mod Mekka, og ikke alle i Medina var begejstrede for denne konflikt. Det kan du se på denne lille tur gennem Medina-delen:

 

  • Sura 8 (Byttet): Efter Slaget ved Badr - et karavaneoverfald, som i islam hyldes som det mest afgørende slag i historien - nævner Allah, at ”hyklerne og de, der har en sygdom i hjertet sagde: "Deres religion har forblindet dem!" (8:49).

  • Sura 3 (Amrams Slægt): Hyklerne ville ikke kæmpe mod Mekkanerne ved Uhud og mente, at deres brødre også skulle være blevet hjemme (3:167-168)

  • Sura 33 (Forbundsfællerne): Hyklerne sagde under belejringen af Medina, at "Allah og Hans udsending har kun givet os falske løfter!" (33:12), og de ville hellere beskytte deres huse end at møde fjenden uden for byen.     

  • Sura 4 (Kvinderne): Hyklerne tror ikke på at det er Allah, der sender åbenbaringer ned til profeten, når han dømmer (4:61). De tager også vantro til venner i stedet for de troende (4:139)

  • Sura 59 (Samlingen): Hyklerne er venner med jøderne og har lovet at støtte dem, hvis nogen vil fordrive dem (59:11). Men de lyver. 

  • Sura 63 (Hyklerne): Hyklerne opfordrer til ikke at betale for Muhammed og indvandrerne fra Mekkas underhold og tror, at de stærke i Medina vil drive dem ud (63:7-8). Men de har intet forstået.

  • Sura 9 (Omvendelse): Hyklerne er utilfredse med at betale almisse til Allahs sag (9:58), og de gider ikke rykke ud for at kæmpe ved Tabuk (9:86). Allah siger, at de har krænket profeten (9:61) og gjort nar af Allah.

 

Da du passerede sura 4 (kvinderne) nåede du måske lige at bemærke, at Allah nu vil have ubetinget lydighed som bekræftelse på, at man er rigtigt troende. Han siger i hvert fald: 

 

Hvis Vi foreskrev dem: "Dræb jeres egne!" eller: "Forlad jeres hjem!" så ville kun få af dem gøre det. Hvis de gjorde det, hvortil de blev formanet, var det bedre for dem og en stærkere bekræftelse.(4:66)

 

Læs eventuelt mere om kravet om lydighed her

Allah har forbandet hyklerne

Åbenbaringerne om hyklere blev tiltagende hårde i løbet af Medina-perioden, i takt med at Muhammed fik mere magt og blev økonomisk uafhængig. I starten lover Allah blot, at hyklere kommer i Helvede, hvor de vil være ”i Ildens nederste bund” (4:145). Så befaler Allah, at man ikke adlyder hyklerne og de vantro (33:48). Og til sidst, i sura 9 (Omvendelse), kaldes hyklerne ”gudløse” (9:67), og Allah har forbandet dem (9:68). Allah pålægger profeten at være skånselsløs mod hyklerne:

 

Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt! (9:73)

 

Du fornemmer lidt, at Allah ikke bryder sig om opposition til sin politik. Du funderer lidt over, hvornår man mon er en hykler i dag. Hvem ved det?  

Læs eventuelt mere om, hvordan det gik med hyklerne i Medina her.

DU HAR NU SET

- at man beviser over for Allah, at man er oprigtigt troende ved at kæmpe og bringe ofre.

- at man er en hykler, hvis man ikke vil kæmpe, når Allah kræver det

- at man er en hykler, hvis man er venner med fjenden (de vantro)

- at hyklere er foragtelige og kommer i Helvede.

"Vi hører og adlyder" - står både i sura 2 og i sura 24. Gentagelser er meget almindelige i Koranen.

Nr. 5: Dræb de vantro

Gengældelse

Nu er du kommet til den sura, hvor Allah første gang opfordrer til vold: Sura 2 (Koen), den første  i Medina-perioden. Helt henne i vers 190 kommer det pludseligt, lige efter reglerne om faste:

"Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser.  Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro (2:191). Hvis de så holder inde, så vil Allah være tilgivende og barmhjertig. Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Allahs! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret" (2:193).

 

Du lægger mærke til, at begrundelsen er gengældelse. Allahs regel for gengældelse er lige-for-lige (2:194). De vantro har dog ikke dræbt nogen. Derfor etablerer Allah nu den regel, at ”fristelse til frafald” er værre end drab.  Allah siger også, at muslimerne er blevet fordrevet. Du husker dog fra Nr. 4 ovenfor, at Allah også selv prøvede at skræmme Muhammeds tilhængere med at de ikke var troende, hvis ikke de kæmpede, og med historien om Lot. 

Konteksten for versene er, at Muhammeds mænd var begyndt at angribe handelskaravaner fra Mekka. På denne liste over Muhammeds "ekspeditioner" fremgår karavaneangrebene. 

Instruksen i versene ovenfor om at ”fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer” er grundlaget for den islamistiske ide om, at hvis et land tidligere har været under islamisk herredømme, så skal det ifølge Allah tages tilbage. Et yndet argument mod fred med Israel og for generobring af Spanien og Balkan.

Du spekulerer på, hvad det vil sige at ”handle uret”. For nu kom det jo igen. Du er nu nået så langt hen i Koranen, at du efterhånden har set det mange gange: Ingen handler mere uret end den, der fortælle løgne om Allah (fx 39:32)

 

Pligt til at kæmpe

Næste stop er vers 2:216. Her slår Allah fast, at det er en religiøs pligt for muslimer at kæmpe: 

Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Allah har viden; men det har I ikke.

 

Verset står lige efter noget om almisse. Du tænker på nutiden, og at Koranen jo er en retledning til muslimer i al evighed. Men kamp behøver jo ikke nødvendigvis at blive fortolket som noget, der indebærer vold, tænker du. Gudskelov.  

Men du synes alligevel, det virker lidt som om, Allah bare vil have folk til at kæmpe, selvom det går imod deres værdier, uden at stille spørgsmål.

 

Man må godt bryde spillereglerne

Du hopper videre til næste vers. Her ser du noget, der tyder på, at der i hvert fald ikke var tale om "fredelig" kamp, da verset blev åbenbaret:

”De spørger dig om den fredhellige måned, om man må kæmpe i den. Sig: "At kæmpe i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Allah - og fornægte Ham - og til det fredhellige bedehus og fordrive dem, der er deri, det er i Allahs øjne mere alvorligt. Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. De vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil de får jer til at opgive jeres religion, hvis de kan. De af jer, der opgiver deres religion og dør som vantro, deres handlinger vil være forspildte i denne verden såvel som i den hinsidige. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid". (2:217)

 

Konteksten er, at nogle af Muhammeds mænd angreb en Mekkansk karavane ved Nakhla i 624. En mand blev dræbt og to taget til fange, og der var meget bytte. Men folk i Medina var chokerede over, at det skete i den hellige måned, hvor det ifølge de uskrevne love var forbudt at kæmpe. Muhammed billigede det først ikke. Men så åbenbarede Allah verset og retfærdiggjorde overfaldet og drabet: De vantros forbrydelse - at ”friste til frafald” - var jo værre end drab. Muhammed tog sin del af ”krigsbyttet”.

Du lægger mærke til, at Allah lige indførte en ny regel, nemlig at det er OK at bryde spillereglerne, hvis ofret har gjort sig skyldig i noget, der er værre.  Du spekulerer lidt på, om den dræbte karavanefører havde gjort noget. Men du må forstå, at Allah ikke skelner. Du ser Hans logik i reglen for blodhævn, hvor man som slave er ilde stedt, hvis ens herre har dræbt en anden mands slave: 

"I, der tror! Jeres forskrift er at gengælde et drab, lige for lige: En fri mand for en fri mand, en slave for en slave, en kvinde for en kvinde..." (2:178).

Ingen tvang i religionen

Inden du forlader sura 2 skal du naturligvis også se det sted i Koranen, hvor der står ”der er ingen tvang i religionen”:

”Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. Den, der fornægter afguderne og tror på Allah, holder fast i det stærkeste håndtag uden revner. Allah hører alt og ved alt. (2:256) Allah er de troendes ven; Han fører dem fra mørket ud i lyset. De, der er vantro, deres venner er afguderne; de fører dem fra lyset ind i mørket. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid (2:257)

 

Sura 2 slutter med, at hvis man er troende, så siger man: "Vi hører og adlyder" (2:285), og beder sin "skytsherre" (Allah) om hjælp mod de vantro folk (2:286). 

DU HAR NU SET

at Allah har indført 3 nye regler:

(1) Friste til frafald er værre end drab 

(2) De troende har pligt til at kæmpe for Allah

(3) Man må bryde spillereglerne, hvis modpartens forbrydelse er værre 

Nr. 6: Giv de vantro hug over halsen

 

Allah vil lade sandheden ske fyldest
Næste stop er sura 8 (Byttet). Du undrer dig måske over, hvorfor Fredens religion har regler for fordeling af bytte. Men det skal du ikke spekulere på endnu. Du ser, at Allah kalder de vantro for "de værste dyr", alene af religiøse grunde:


De værste dyr er hos Allah dem, der er vantro, for de vil ikke tro (8:55).


Men nu skal du se, hvad Allah befalede sine engle, da de hjalp de troende i Slaget ved Badr - det mest afgørende slag i menneskehedens historie: 

…”din Herre åbenbarede for englene: "Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!" For de satte sig op imod Allah og Hans udsending, og den, der sætter sig op imod Allah og Hans udsending! - Allah er streng til at straffe (8:12-13).

Konteksten er som sagt Slaget ved Badr i 624. "Slaget" var (endnu) et overfald på en Mekkansk Karavane. Mekkanerne havde - belært af de tidligere overfald - sendt soldater med karavanen for at beskytte den. Koranen fortæller selv, at der var en karavane involveret i "slaget" - se 8:42. Der er også en grund til, at sura 8 hedder "Byttet". Ifølge Koranen hjalp Allah de troende med en hær af engle. Ifølge ”Allah” var fjenden i mægtigt overtal, selvom det dog for de medvirkende så ud som om, fjenden kun var fåtallige. Alligevel sejrede muslimerne. Mange mekkanere blev dræbt. Læs eventuelt mere om det mirakuløse slag i Videnskab og mirakler

Læren fra slaget er, at Allah hjælper de troende mod de vantro (8:19), og at få kan sejre over mange med Allahs hjælp. Du kan finde utallige videoer og artikler på nettet, der beskriver læren fra Slaget ved Badr for muslimer.

Koranen fremstiller "slaget" som Allahs straf mod de vantro, og som et slag mellem det onde og det gode (8:37). Muslimerne får at vide, at det var Allah, der slog de vantro (deres deres egne stammefæller fra Mekka) ihjel,  ikke dem selv. Allah førte deres hånd. Det var blot en smuk prøvelse for de troende (8:17). Allah ville med sine gerninger lade "sandheden ske fyldest" ved at udrydde de vantro til sidste mand (8:7).
    
Hug over halsen
Sura 47 (Muhammad) handler også om Slaget ved Badr. I sura 8 var det kun englene, som fik besked på at give de vantro "hug over nakken", men nu siger Allah til de troende: 


"Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Allah ville, havde Han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt for Allahs sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt" (47:4)

Allah opildner de troende til halshugning - men dog også til at ”stramme lænkerne”, når de vantro er ”slået ned”. Du ved ikke helt hvad der ligger i det.

 

Du bemærker måske i verset ovenfor, at Allah er nødt til at forklare, hvorfor Han ikke bare selv besejrer de vantro men absolut vil have muslimerne til at gå i krig for sig. Du husker hyklerne fra Nr. 4, som var imod.  Muhammeds sejr, og ikke mindst byttet, styrkede hans position i Medina. Så på den måde er den historie, muslimer lærer - at slaget "gjaldt islams overlevelse" - måske ikke helt forkert.  


Lagde du mærke til, at du har set det første martyrvers?


Sejrrig med rædsel

Du kan ikke helt slippe det der med "hug over halsen". Har Allah virkelig beordret det? Du husker nu dit korte besøg i sura 5 (se Nr. 2 ovenfor). Her anviste Allah, at de, der "fører krig mod Allah" eller ”skaber fordærv” skal ”korsfæstes eller have hænder og fødder hugget af i modsat side” (5:33). Hmm. Allah har vist en forkærlighed for ”hug”. Du undrer dig lidt over, hvorfor Den Almægtige, som står for ”det gode”, anbefaler den slags makabre metoder. Men det er der naturligvis en god forklaring på - nemlig effekten af rædsel. Allah siger i  sura 3 (Amrams slægt):

"Vi vil vække rædsel i hjertet på dem, der er vantro, fordi de sætter noget, hvorom Han ikke har sendt nogen bemyndigelse ned, ved Allahs side. Ilden bliver deres herberg. Hvilken ulykkelig bolig for dem, der handler uret!" (3:151)

 

Profeten sagde jo også: 
 

“I have been made victorious with terror (cast in the hearts of the enemy)” (Sahih al-Bukhari, 56,186)

DU HAR NU SET

at Allah opfordrer til brutalitet og halshugning og fritager de troende for skyld. De er jo blot Allahs redskaber. 

- Allah ønsker rædsel hos de vantro   

Nr. 7: Sejren kommer, hvis I er troende 

 

De vantro hader jer

Du befinder dig nu i Sura 3 (Amrams slægt). Du passerer nogle vers, der fortæller muslimerne, at de vantro hader dem, for eksempel:

"I, der tror! Tag jer ikke fortrolige venner uden for jeres egen kreds! De vil uafladeligt gøre jer forvirrede! De elsker, når I har modgang. Hadet er tydeligt kommet til udtryk gennem deres mund, men hvad deres hjerte gemmer, er endnu værre. Vi har gjort tegnene tydelige for jer, hvis I er forstandige" (3:118)

Muhammed har ikke sagt noget forkert

Så ser du, at Allah understreger, at det var Ham, der gav muslimerne sejren ved Badr (3:123). Men så kommer der nogle mystiske vers:

"Da du sagde til de troende: "Er det ikke nok for jer, at jeres Herre forstærker jer med tre tusind nedsendte engle?" Ja, hvis I er udholdende og gudfrygtige, og de pludselig falder over jer, så vil jeres Herre forstærke jer med fem tusind hærgende engle!" (3:124-125

Hvad er nu det? Det ser ud som om, Muhammed har lovet muslimerne englestøtte, og at Allah nu bakker op om, at Muhammeds løfte er rigtigt. Men så siger ”Allah” at der er noget, Muhammed ikke er skyld i:

Allah har kun gjort det som et godt budskab til jer, så at I derved kunne få ro i sindet; sejren kommer alene fra Allah, Den Mægtige og Den Vise - og for at afskære en del af dem, der er vantro, eller kue dem, så de skuffede måtte trække sig tilbage; du har intet at gøre med sagen - enten for at tilgive dem eller straffe dem. De handler uret. Alt i himlene og på jorden tilhører Allah. Han tilgiver, hvem Han vil, og straffer, hvem Han vil …(3:126-129)

Konteksten for versene er Slaget ved Uhud i 625. Muslimerne led nederlag til Mekkanerne, som ville hævne Badr. Historien er, at nogle af de muslimske krigere blev for grådige og gik efter bytte, hvilket splittede Muhammeds hær. Mekkanerne erklærede sejr og tog hjem fra slagmarken. Efter nederlaget havde Muhammed et forklaringsproblem - for ”læren fra Badr” var jo, at Allah hjælper de troende mod de vantro.  

Det, du har set, er, at Allah frikender Muhammed, tager ansvaret, og uddrager læren fra Uhud.

  

Læren fra Uhud

Læren er, at Allah selvfølgelig hjælper de troende, som lovet. Men kun når de er "gudfrygtige og udholdende". Forklaringen på nederlaget er, at enten vil Allah sætte dem på prøve (for at se om de er hyklere), eller også har de fortjent straf. Her er mere læring: 

  • De troende skal ikke tabe modet. De skal nok få overtaget, hvis de er troende (3:139)

  • De kan trøste sig med at fjenden også blev såret. Allah lader med vilje kampene være omskiftelige, så Han kan se, hvem der tror (3:140), og så han både kan ”forædle” eller "rense" de troende og udslette de vantro (3:141)

  • De troende, der kæmpede under tidligere profeter blev ikke svage af modgang. De bad i stedet Allah om tilgivelse for deres manglende mådehold og bad om hjælp til at stå fast mod de vantro (3:147).

  • Hvis de troende adlyder de vantro, er de fortabte (3:149)​

  • Hvis nogen bliver dræbt for Allahs sag, så er Allahs belønning bedre end noget her på jorden (3:157).

  • Det slag, der nu har ramt de troende, kommer fra dem selv! (3:165)

 

Lagde du mærke til, at du kom forbi endnu et martyrvers?

 

Allah afslutter sura 3 med at man ikke skal lade sig narre af de vantros spil, men holde ud og være standhaftig.

DU HAR NU SET

at det er Allah, der bestemmer, hvem der sejrer, og at manglende sejr blot betyder, at man skal holde ud og gøre endnu mere ud af at behage Allah. 

Nr. 8: Kæmp for de undertrykte

 

- og gå ikke glip af en stor gevinst

Du har måske lært i skolen (eller hos Clio Online), at jihad er at kæmpe for en retfærdig sag, og at muslimer aldrig må være den angribende part.  Du skal nu se det vers, der ofte bruges til at bevise, at Koranen bare lærer muslimerne at kæmpe for de undertrykte. Du går til sura 4 (Kvinderne). Her finder du verset - inde blandt nogle andre vers: 

I, der tror! Vær på vagt! Ryk ud i flokke, eller ryk ud alle sammen! Der findes en og anden blandt jer, der nøler. Hvis så en ulykke rammer jer, tænker han: "Allah har været mig nådig, at jeg ikke var til stede sammen med dem!" Men hvis en gunst fra Allah tilfalder jer, siger han, som om der ikke var noget venskab mellem jer og ham: "Gid jeg havde været sammen med dem! Så havde jeg fået en stor gevinst." Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Allahs sag! Den, der kæmper for Allahs sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer. Hvorfor vil I ikke kæmpe for Allahs sag? Og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der siger: "Herre, få os ud af denne by, hvis befolkning handler uret! Giv os en ven fra Dig! Giv os en hjælper fra Dig!". De, der tror, kæmper for Allahs sag, og de, der er vantro, kæmper for afgudernes sag. Så bekæmp Satans venner! Satans list er svag. (4:71-76)

Du undrer dig måske lidt over, hvad ”en stor gevinst”, som er en ”gunst fra Allah” har med retfærdighed at gøre. Og kan det være forsvar at rykke ud i flokke?  Ville folk mon nøle og ikke gide kæmpe, hvis der var tale om, at de blev angrebet? 


Allah prøver på dette sted i Koranen at motivere de troende til at kæmpe for ”sin sag”, hvilket vil sige at bekæmpe "Satans venner". Det gør Han ved først at appellere til grådigheden efter bytte, og dernæst forsikrer Han, at det er moralsk forsvarligt: Man gør jo noget godt for de stakkels muslimer, der måtte bo i de vantros byer, og som lider under al den ”uret”, som bliver begået dér. 

Det er et klassisk argument for at erobre et område, at man vil beskytte en bestemt befolkningsgruppe, som hævdes at være undertrykt. Islamister i dag mener, at muslimer i Vesten er undertrykte, fordi de nægtes at leve efter islamisk lov, sådan som deres religion tilsiger. 


Lagde du mærke til, at du kom forbi endnu et martyrvers? 


Konteksten for versene ovenfor er muslimernes mange plyndrings- og erobringstogter, som efterhånden begyndte at gøre dem til en magtfaktor, der kunne udfordre Mekka. For eksempel handler vers 4:94 handler om, at man skal passe på ikke at komme til at dræbe en troende, når man er ”togt for Allahs sag” .  

 
Inden du forlader sura 4 bemærker du vers 4:95 og 4:96, hvor Allah lover fortrinsstillinger i Paradis til dem, der kæmper for Hans sag med deres ejendom og liv
. "Allahs" blik for handel fornægter sig ikke. 

DU HAR NU SET

at den retfærdige sag handler om at bekæmpe de vantro, men det er selvfølgelig vigtigt at kunne retfærdiggøre sine handlinger moralsk

- at Allah prøvede at motivere de troende til at tage på togter "for Hans sag"

Nr. 9: De vantro er bange, dumme og splittede

De kæmper kun bag befæstede mure

Du er nu nået halvvejs gennem din rejse, og du er måske begyndt at tvivle på det, du har hørt - om at muslimer ikke må være "den angribende part". Du synes, du så noget i sura 4 om at de troende utrætteligt skal "opsøge fjenden" (4:104). Men nu skal du se mere. 

Du går til sura 59 (Samlingen), hvor du opdager, at du står midt i en fordeling af bytte. Allah fortæller, at det var Ham, der indgød Skriftens Folk rædsel og fordrev dem (59:2), fordi de havde sat sig op mod ”Allah og Udsendingen” (59:4). Derfor tilhører byttet naturligvis Allah og Udsendingen. Hovedformaningen til de troende i denne lille sura er, at dem fra Medina ikke skal være misundelige over, at byttet går til Muhammed og hans følgere fra Mekka (59:9).

 

Men så kommer de hoverende vers:

 

”I sætter dem en større skræk i livet end Allah. Det skyldes, at de er folk uden forstand. De bekæmper jer ikke samdrægtigt, men kun i befæstede byer eller bag mure. Over for hinanden er deres styrke stor. Du regner dem for en samdrægtig flok, men deres hjerte er splittet. Det skyldes, at de er folk uden fornuft” (59:13-14)

 

Du bemærker, at der vist ikke er meget angreb over at ”bekæmpe” muslimerne bag mure og i befæstede byer. Men det kommer ikke bag på dig ikke længere. 

 

Konteksten for suraen er at Muhammed fordrev den jødiske stamme Banu Nadir fra Medina efter at have belejret dem i deres befæstede bydel (læs mere her). Før Muhammeds ankomst havde stammerne i Medina haft alliancer på tværs af religion, og nogle af de arabiske stammer var allierede med Banu Nadir. Jøderne udgjorde en trussel mod Muhammeds religion (fordi de ikke ville anerkende at han var profet), og de jødiske stammers situation i Medina blev stadig mere utryg i takt med at Muhammed blev magtfuld. Da Banu Nadir blev fordrevet, kom deres allierede dem ikke til hjælp. Det hoverer Allah over i versene ovenfor. 

 

Strategiske tips til de troende

Men du lægger også mærke til det nye: Allah har blik for sine ”fjenders” svagheder. De er: (1) Frygt for muslimerne; (2) manglende sammenhold; og (3) fjenden er defensiv. Allah deler nu disse svagheder med de troende i sin evige retledning til dem. 

 

Det virker jo nærmere som en krigsstrategi end en spirituel vejledning, gør det ikke? 

 

Du husker nu, hvordan Allah oppe i Nr. 6 nævnte "rædsel i hjertet på de vantro". Det ser ud til, at Allah ved, at fjendens sårbare punkt er deres frygt for muslimerne. Havde de været troende, havde de naturligvis frygtet Allah mere.

 

Du føler et lille stik af rædsel, fordi du genkender svaghederne. Men også fordi: Hvorfor dyrker folk denne her gud? 

DU HAR NU SET

- at Allah i sit evige ord til de troende indvier dem i fjendens svaghed 

- at en af svaghederne hos "Allahs fjender"  var, at de var bange for muslimerne   

Nr. 10: Islam skal sejre over al anden religion 

Allahs ambition

”Allahs sag” har nu efterhånden været nævnt nogle gange på din tur. Men hvad er Allahs sag egentlig? Du husker at det var noget med at bekæmpe de vantro, og at skulle bekæmpes ”indtil al religion tilhører Allah” (2:193, 8:39). Du skal nu se, at Allahs sag bliver mere "global". 

Du er nået til sura 61 (Slagordenen). Her står, at Allah elsker dem, der kæmper for Hans sag i slagorden (61:4). Altså militært. Koranen fortæller, at de, der handler uret, ”finder på løgne om Allah” og ønsker at ”slukke Allahs lys med deres mund” (61:8). Det lyder ikke så militært. 

 

Så kommer det, Allahs mål:

”Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det”. (61:9)

 

Det bør selvfølgelig ikke komme bag på dig nu. Det passer med hvad du har set hidtil, og du ved jo også, at det er Allahs vilje, at de troende skal arve landet (se Nr. 3). Hvis du har brug for at få yderligere bekræftet, hvad "Allahs sag" er, så tag et smut frem til vers 48:28 eller vers 9:33. Her gentages det. 

 

Det nye er, at hvor ambitionen i starten af Medina-perioden blot var at hævne sig på de vantro i Mekka, så er den nu, at Allahs religion skal herske over al anden religion. Du husker fra. nr. 9, at jøderne udgjorde en trussel for Muhammed. 

Allah afslører sin svaghed

Du lægger mærke til, at "Allahs fjender" vil "slukke Allahs lys med deres mund", og at Allah derfor vil have de troende til at bekæmpe dem med vold. Du synes måske, at det virker lidt ude af proportioner. Men her skal du se det fra Allahs side. Muslimerne havde fået at vide, at Koranen var en bekræftelse på Allahs tidligere skrifter, Toraen og Evangeliet (3:3). Skriftens folk kunne påvise, at skrifterne ikke stemte overens, og at Koranen - akkurat som de vantro i Mekka hele tiden havde hævdet - var noget, Muhammed havde digtet (21:5). De truede Koranens troværdighed. Tro-værdighed. 

Du ser nu mønsteret. Det står overalt i Koranen: Adskillige steder står der, at "Hvem handler mere uret end den, der finder på løgne om Allah eller kalder Hans tegn for løgn?" (fx 6:21), og Allahs folkemord (se Nr. 3) skyldtes, at folkene beskyldte Allahs udsendinge for løgn. 

Islams svage punkt står over det hele. Den største trussel mod islam er ord. Islams største svaghed er troværdighed. Tro-værdighed. Så set fra "Allahs" side er vold og frygt rent selvforsvar.     

Se evt. også: Skrifterne stemmer bare ikke

DU HAR NU SET

- at "Allahs sag" er, at islam skal sejre over al anden religion

- at Allahs svaghed er troværdighed   

Nr. 11: Allah  indkredser bytte til de troende

På din tur hidtil er du stødt på fænomenet "bytte" adskillige gange:

 

Nr. 3: Allah gav den jødiske stamme Banu Qurayas ejendom "i arv" til muslimerne i Medina

Nr. 5: Muhammeds mænd overfaldt karavaner og fik bytte med hjem fra Nakhla

Nr. 6: Slaget ved Badr var et karavaneangreb, og sura 8 er opkaldt efter byttet fra "slaget"

Nr. 7: Muhammeds krigere gik efter byttet under Slaget ved Uhud

Nr. 8: Allah opfordrede til at tage på togt for hans sag og lokkede med bytte

Nr. 9: Byttet efter den jødiske stamme Banu Nadir blev givet til indvandrerne fra Mekka

Derfor er det ikke en overraskelse for dig, hvad du skal se nu.

Byttet i Khaybar

Du går til sura 48 (Sejren).  Her nævner Allah, at Muhammed har fået en ”åbenlys sejr” (48:1). Konteksten er, at Muhammed i 628 havde indgået en 10-årig fredstraktat med Mekka. Flere af mændene var dog skuffede over, at det ikke var kommet til kamp. De var jo sikre på at Allah ville hjælpe (se Nr. 6). Men så åbenbarer Allah:

"Når I bryder op for at tage bytte, vil de, der blev ladt tilbage, sige: "Lad os følge jer!" De ønsker at ændre Allahs ord. Sig: "I skal i:kke følge os!" Således sagde Allah forud. Så vil de sige: "Nej, I under os det ikke!" Nej, de forstår kun lidt" (48:15)

 

Verset handler om, at der var nogle beduinstammer, som ikke var taget med Muhammed til Mekka, fordi de ikke troede på sejr. Nu kan de så få lov at blive hjemme, når Muhammeds trofaste mænd tager ud efter bytte. Allah åbenbarer videre:   

 

"Allah lovede jer meget bytte, som I skulle tage, og dette lod Han hurtigt ske for jer. Han holdt menneskenes hånd borte fra jer. For det skulle være et tegn for de troende, og Han ville lede jer ad en lige vej. Og noget andet bytte, som I endnu ikke har bemægtiget jer, har Allah allerede indkredset. Allah er i stand til alt". (48:20-21)

Du ser, at Allah forhånd havde lovet mændene bytte. Kun 6 uger efter fredstraktaten med Mekka ("sejren"), angreb muslimerne Khaybar, et jødisk samfund i en oase 150 km fra Medina. Nu behøvede de jo ikke at bekymre sig om mekkanerne. Der blev taget slaver og masser af bytte.

Hvis du har lyst til at se mere om Khaybar, så gå til sura 62 (Fredag). Her harcellerer Allah mod jøderne. De er som et æsel, der ikke kan ”bære Toraen”, og som kalder Allahs tegn (Koranen) for løgn (62:5). Allah åbenbarer:

 

"Sig: "I, som er jøder! Når I hævder, at I er Allahs venner frem for alle andre mennesker, så skulle I ønske jer døden, hvis I siger sandheden." Men den vil de aldrig ønske sig, på grund af det som de egenhændigt har lagt op til det hinsidige. Allah kender dem, der handler uret. Sig: "Den død, som I flygter fra, vil indhente jer …" (62:6-8)

Du husker fra Nr. 10 ovenfor, at Allahs religion nu skal sejre over "al religion".

 

Du spekulerer måske lidt på, hvad forskellen er på "Allahs sag" og tilfredsstillelse af Muhammeds mænds plyndrings- og byttelyst. 

DU HAR NU SET

- at bytte var en vigtig motivationsfaktor for dem, der kæmpede for Muhammed

- at Allah støttede dette og indkredsede bytte til dem

Nr. 12: Sex med krigsbyttet

Som du har set ovenfor, gik Muhammeds mænd efter bytte, og Allah vidste, at det var en motivationsfaktor. Det står sort på hvidt i Koranen. Kvinder var en del af krigsbyttet, og Allah gjorde intet for at afskaffe dette. Det ser du i vers 33:50, hvor Allah fortæller Muhammed, hvilke kvinder der er tilladte for ham seksuelt:

”Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Allah har givet dig som bytte, de døtre af din onkel og tante på fædrene side og de døtre af din onkel og tante på mødrene side, som udvandrede med dig, samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten .”

Her står, at Allah selv gav slavinderne som bytte, og at det er tilladt for Muhammed at have sex med dem.  

Kvindelige slaver er altid "tilladte" for mænd. Selv når de er gift. Det ser du i dette vers som fortæller de troende, hvilke kvinder, som er forbudte for dem. Det er blandt andet gifte kvinder - bortset altså fra, hvis man ejer dem som slavinder:

"Forbudt for jer er [...] og ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer. Dette er Allahs forskrift til jer..." (4:23-24)

Der knytter sig en hadith til verset, som skulle være åbenbaret i forbindelse med slaget ved Hunayn i 630. Det var kort efter Muhammeds overtagelse af Mekka, og der var en del nykonverterede blandt krigerne. Nogle af mændene var i tvivl, om det var forkert at have samleje med de kvindelige slaver, hvis deres mænd stadig levede. Men nu blev der givet guddommelig tilladelse. Se Sunan Abi Dawud 2155: ”Regarding Intercourse With Captives”

Læs evt. mere i Slavinderne

DU HAR NU SET

- at Allah aktivt støttede at der blev taget kvindelige sexslaver som bytte

Nr. 13: Sværdverset

 

Bliv dræbt eller omvend dig

Du er nu nået til Koranens næstsidste sura: 9 (Omvendelse). Her finder du det berømte sværdvers:

Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig. (9:5)

Med sværdverset var det slut med polyteismen i Mekka og i resten af Arabien, som nu var under muslimsk herredømme. Polyteisterne fik valget mellem at blive dræbt eller omvende sig til islam. De fik dog et par måneder til at slippe ud af landet inden det trådte i kraft, og enkelte stammer var undtaget indtil deres traktater udløb.

Traktatbrud og gengældelsens logik

Ordren var et brud på fredstraktaten fra 628 (nævnt i Nr. 11). Ifølge den skulle ingen forhindres i at komme til Kabaen i den hellige måned. Dengang fik muslimerne lov til at komme på pilgrimsfærd til Mekka i 629. Men nu var det Allah og Hans udsending, der havde magten, og de ønskede sig fri af pagten. Allah åbenbarede blandt andet:

 

Hvordan skulle der hos Allah og Hans udsending kunne være en pagt med dem, der sætter andre ved Allahs side? […] Hvordan, når de hverken ville overholde slægtskabspagt eller forpligtelser over for jer, hvis det var dem, der fik overtaget over jer? I munden er de jer til behag, men deres hjerte er afvisende. De fleste af dem er gudløse. De har solgt Allahs tegn for en ussel pris og lagt hindringer på vejen til Allah. Ondt er det, som de gjorde. De overholder hverken slægtskabspagt eller forpligtelser over for en troende. Det er dem, der begår overtrædelser"

(9:7-10)

 

Du lægger mærke til, at det slet ikke var Allah og Hans udsending, der brød pagten. Det var de andre. Allah gengældte nærmest bare det, som de ville have gjort. Allah åbenbarede videre:

 

Vil I ikke kæmpe mod folk, der har brudt deres eder og har i sinde at fordrive Udsendingen? Det var dem, der begyndte med jer den første gang! Frygter I dem? I skulle hellere frygte Allah, hvis I tror! Kæmp mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, læge hjertet på et troende folk og bringe vreden i deres hjerte til ophør!” (9:13-15)

Du bemærker igen mærke til, at Allah og Hans udsending blot gengælder for det, de vantro har gjort - og har tænkt sig at gøre.

 

De troende hjælper Allah med at straffe

Men der er også noget andet, du skal lægge mærke til. Nemlig, at når man kæmper mod de vantro, så er det Allah, der straffer dem - ved de troendes hånd. Du har set noget lignende to gange før på denne tur:

Nr. 3: Da Allah gav muslimerne Banu Qurayzs ejendom i arv, var forklaringen, at Allah "satte dem en skræk i livet", idet de troende "dræbte en del og tog en del til fange" (33:26).

Nr. 6: Efter "slaget" ved Badr, hvor Muhammeds mænd dræbte deres egne stammefæller, er forklaringen, at det var Allah, "der slog dem ihjel" - det var "ikke dig, der kastede, men Allah, der kastede" (8:17)

Det går op for dig, at Allah udfører sin mission gennem de troende. 

Tag et smut til tilbage til sura 61 (Slagordenen), som du besøgte i Nr. 10. Det var her, Allah erklærede sin målsætning om at Han religion skal sejre over al anden religion og opfordrede de troende til at kæmpe for Hans sag "med deres ejendom og liv". Suraen slutter sådan: 

"I, der tror! Vær Allahs hjælpere! Ligesom da Jesus, Marias søn, sagde til disciplene: "Hvem er mine hjælpere til Gud?" Disciplene sagde: "Vi er Guds hjælpere!" For en del af Israels børn troede, og en del var vantro. Da støttede Vi dem, der troede, mod deres fjende, så de vandt sejr (61:14).

Du skal ikke spekulere så meget på, hvad det var for en sejr, Jesus og disciplene ifølge Koranen vandt over deres "fjende".

 

Husk i stedet tilbage til Nr. 3: Her så du, hvordan Allah med sine "sædvanlige indgreb" straffede de vantro folk med tilintetgørelse. Men det var ikke Allah, der handlede uret. Folkene havde jo fået valget. Men de nægtede at omvende sig, og de forbrød sig ved at kalde det for løgn. Så Allah hævnede og straffede. Du ser, at det er fuldstændig den samme logik, som du finder i sværdverset.  

Proceduren er den samme. Men nu skal de troende hjælpe Allah med det.

Sværdverset er op gennem historien blevet brugt som model for og retfærdiggørelse af jihad mod ”vantro folk”, som ikke var kristne eller jøder. Hvis de blev erobret kunne de vælge mellem sværdet eller islam.

DU HAR NU SET

- at det er moralsk i orden at bryde aftaler med de vantro, for de ville jo have gjort det samme 

- at dræbe de vantro, hvis ikke de omvender sig, er i virkeligheden bare at lade Allah straffe dem, helt i tråd med Allahs  retfærdighed

- de troende skal være Allahs hjælpere

Nr. 14: Bekæmp jøder og kristne

 

Jizya og dhimmi-systemet 

Du befinder dig stadig I sura 9 (Omvendelse). Konteksten er, at Muhammed nu var stærk og magtfuld og havde underlagt sig en stor del af Arabien.  Ovenfor så du, at sværdverset gav de besejrede vantro hedninge to muligheder: Dø eller omvende sig. Men jøder og kristne fik en mulighed mere. De er jo Skriftens folk, og tilbeder ifølge Koranen samme gud som muslimerne (se Nr. 1). Her ser du, hvad Allah har åbenbaret for Skriftens folk:

”Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!” (9:29)


Kristne og jøder kunne således beholde både deres religion og liv. De skulle blot være kuede og betale skat - den såkaldte jizya - til de muslimske magthavere. Verset er en guddommelig blåstempling af dhimmi-systemet, som indebærer, at ikke-muslimer under muslimsk herredømme er andenrangs borgere, som betaler for ”beskyttelse”. 

 

For Muhammed - men også for Hans efterfølgere, som erobrede enorme områder - var Jizya en mere stabil indtægtskilde end bytte. Umar, den 2. kalif efter Muhammed etablerede særlige regler for, hvordan "dhimmier" skulle mærke deres ydmygende status. Dhimmi-systemet har op gennem historien været gældende i muslimsk erobrede områder, og ikke-muslimer oplever den dag i dag undertrykkelse og ulige rettigheder i islamiske lande. 


Derfor skal de underkues

Koranen retfærdiggør naturligvis, hvorfor jøderne og de kristne skal behandles sådan: De dyrker andre guder end Allah og er dermed skyldige i en af de værste forbrydelser i islam.  Det ser du her: 


”Jøderne siger: "Ezra er Allahs søn!" Og de kristne siger: "Messias er Allahs søn!" Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? De har taget deres skriftkloge og deres munke til herrer foruden Allah, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham” (9:30-31)

Som du har set, er det retfærdigt at blive straffet, når man forbyder sig. Koranen nævner også en anden forbrydelse, der retfærdiggør, at jøder og kristne skal bekæmpes og underkues: 


”De ønsker at slukke Allahs lys med deres mund, men Allah vil af hele sin vilje fuldkommengøre sit lys, selvom de vantro hader det. Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion ..." (9:32-33) 

Du studser lidt: Sagde Koranen her rent ud, at Allahs religion kun kan sejre, hvis ytringsfriheden undertrykkes? Tja, det ser sådan ud. 


Du lægger nu mærke til Allahs påstand om, at jøderne dyrker Ezra som Allahs søn. Ezra var en jødisk præst og skriver, som levede 480-440 f. Kr. Du har aldrig hørt noget om, at jøderne tror, han er Guds søn. Kan det virkelig være rigtigt?

 

Men pas på! Det er blasfemi, hvis du antyder, at Allah lyver!
 

DU HAR NU SET

- at Koranen opfordrer til at jøder og kristne skal underkues, og at det er retfærdigt - og nødvendigt for islams sejr.

Nr. 15: Dræb og bliv selv dræbt 

 

Det ypperste martyrvers

På din vej gennem Koranen har du efterhånden set nogle martyrvers. Fx:

Nr 6: Efter at have opfordret til at halshugge fjenden, lover Allah, at hvis man bliver dræbt for Allahs sag, vil Han ikke lade ens handlinger gå tabt.

Nr. 7: Efter nederlaget ved Uhud lover Allah, at de, der bliver dræbt for Allahs sag, vil få en belønning, der er bedre end noget her på jorden.

Nr 8: Allah opfordrer de troende til at rykke ud i flokke og lokker med ”en vældig løn” uanset om man bliver dræbt eller sejrer. At kæmpe for Hans sag er at sælge det jordiske liv for det hinsidige. Allah lover fortrinsstillinger i Paradis til dem, der kæmper for Hans sag med deres ejendom og liv

 

Nu skal du se det sidste og måske ypperste. Det er et af de sidst åbenbarede vers inden Muhammeds død. Konteksten er, at Muhammed og hans religion herskede over det meste af Arabien, og at der efterhånden var gjort op med "hyklerne" i Medina. Verset lyder:

 

Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Allah? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr” (9:111)

 

Du lægger mærke til, at hvor Allah tidligere opfordrede og lokkede med en god handel i form af bytte, tilgivelse og fortrinsstillinger i Paradis, så er tonen nu strammet yderligere en tak: Hvis man er troende, så HAR man faktisk allerede solgt sin sjæl - eller i hvert fald sit liv og sin ejendom - til Allah.

 

Tilbage til nutiden

Læg også mærke til, at du nu er tilbage ved ”den store sejr” - fra Nr. 1.

 

Vers 9:111 kaldes også 9/11-verset. Det var helt sikkert ikke tilfældigt, at terrorangrebet på World Trade Center fandt sted på netop den symbolske dato 9-11-1. Det var - helt i ”Allahs” ånd - et ”tegn”.

Undervisningsportalen Clio Online, som er blåstemplet af Undervisningsministeriet, lærer danske skoleelever, at vers 9:111 betyder, at "Koranens opfordring til jihad, til at kæmpe for Guds sag, gælder både jøder, kristne og muslimer". De lærer også eleverne, at det er "fakta", at "jihad er at kæmpe for en retfærdig sag" (se her). Du undrer dig lidt, for du mindes ikke, du har hørt noget om at "dræbe og selv blive dræbt" i kristendomsundervisningen. 

 

Se mere:

DU HAR NU SET

- at Allah har købt de troendes liv, og at de skal dræbe og selv blive dræbt

Nr. 16: Sådan slutter Koranen

Du er nu nået til den sidste sura i den kronologiske Koran, sura 110 (Hjælpen). Der er kun 3 vers.

 

Når Allahs hjælp kommer, og sejren, og når du ser menneskene i flokke træde ind i Allahs religion, lovpris da din Herre, og bed Ham om tilgivelse! Han er fuld af tilgivelse (110:1-3) 

Du spekulerer på, om verset måske bare er Allahs ord til Muhammed. Mange arabiske stammer valgte jo at "træde ind i Allahs religion", enten for at slippe for angreb eller for selv at være med på angrebstogter.  Det fremgår jo af Koranen, at folk frygtede muslimerne, og at nogle sværgede at være muslimer på grund af frygt. Ikke så mærkeligt efter åbenbaringen af Sværdverset. Et eksempel fra sura 9 (Omvendelse)

De sværger ved Allah på, at de hører til jer, uden dog at høre til jer. Men de er folk, der er forskræmte (9:56).

Men som så i nr. 10, er Allahs mål globalt. Da er sura 110 (Hjælpen) Allahs fremtidsvision.

 

God fornøjelse.

DU HAR NU SET

- at Koranen ender med, at menneskene overgiver sig

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  • Grey Facebook Icon