GENGÆLDELSENS RELIGION - JIHAD I KORANEN

En voldelig rejse gennem Koranen

Undrer du dig over, hvad det er, der på mystisk vis kan "lynradikalisere" muslimer - når nu islam er "fredens religion"?  Tag denne tur gennem  Koranen og se, hvad der rent faktisk er åbenbaret i Allahs evige retledning til menneskene. 

Gengældelsens-religion.jpg
 

1. Du har ingen magt - så hold ud

Du starter i de tidlige dele af Koranen. Fra den periode, hvor Koranens budskab blot er missionerende. Der står, at profeten og de troende skal holde ud. Allah skal nok sørge for at straffe de vantro. De troende vil så "sejre" ved at komme i Paradis, imens de vantro kommer i Helvede. Her ser du et par eksempler på det:

  • 85:11: De troende har haver med rindende floder i vente. Det er den store sejr. 

  • 10:65: Allahs venner skal ikke være bange: Løftet om det hinsidige kan ikke ændres. Det er den vældige sejr. Udsendingen skal ikke lade det, de siger, gøre ham bedrøvet! Al magt tilhører Allah

  • 37:173: De, der ikke tror på Allahs budskab, skal få at se, når Dommedag indtræffer. ”Vor hær vil få sejr”, siger Koranen. Udsendingen skal blot vende sig fra de vantro for en tid.

  • 44:57:  ”Den vældige sejr” for de troende er at blive forskånet for helvedesildens straf.

Selvom Koranen opfordrer til fredelig udholdenhed, så taler den alligevel ret meget om sejr og magt. Det er værd at notere sig. Koranen minder flere gange Muhammed om, at han ikke har magt. Et par eksempler:   

  • Sura 50: Profeten skal forholde sig fredeligt og blot advare om Dommedag, selvom de vantro kalder Koranen for løgn: ”Vi ved bedst, hvad de siger”, siger Koranen: ”Du har ingen magt over dem. Påmind med Koranen den, der frygter Min trussel

  • Sura 88: Koranen råder igen profeten til blot at påminde om Dommedag: ”Du har ingen magt over dem”, siger den (88:22). Allah skal nok straffe den, der vender sig bort og er vantro, med ”den største straf”

Koranen instruerer Muhammed og de troende i at tale pænt:

  • Sura 6: De troende skal ikke spotte de vantros guder, for så risikerer de, at de vantro spotter Allah (6:108). 

  • Sura 41: De vantro har ironiseret over at blive kaldt ”tunghøre” og ”tildækkede” og opfordrer folk til at snakke løs hen over Koranen. Koranen råder Muhammed: ”Forsvar dig med noget, der er smukkere, og da vil den, til hvem du havde et fjendtligt forhold, blive som en nær ven!” (41:34)

  • Sura 16: Koranen har tidligere kaldt de vantro for ”et billede på det onde” (16:60), men den anbefaler nu, at Muhammed skal ”strides med dem på en endnu smukkere måde” (16:125). Allah giver dog lov til at hævne sig, men det er bedre at holde ud. 

  • Sura 29: Allah instruerer igen de troende i kun at strides med Skriftens folk på den pæneste måde, bortset altså fra dem der ”handler uret”. De troende skal sige til dem, at ”vores gud og jeres gud er én” (29:46). 

DU HAR NU SET

-  at der er vers i Koranen, som  faktisk maner til tålmodighed og fredelig missioneren.

- at disse vers er "åbenbaret" i en kontekst, hvor de troende ikke havde magt

Paradis islam 2.jpg

I dele af Koranen er "den store sejr" blot at opnå at komme i Paradis.

 

2. Man må ikke slå ihjel - med mindre ...

Du skal nu finde ud af, om det virkelig står i Koranen, at man ikke må slå ihjel. Start med at gå til sura 17. Her finder du de vers, der er Koranens pendant til de 10 bud. Vers 17:33 siger:

 

”I må ikke tage et menneskes liv, med mindre det sker med rette. For det har Gud erklæret forbudt. Hvis nogen bliver dræbt med urette, giver Vi den, der står ham nærmest, bemyndigelse; men denne skal ikke gå for vidt med drab; den anden bliver hjulpet!”

Man må altså gerne slå ihjel, hvis det sker ”med rette”. Blandt andet har man bemyndigelse, hvis ens nærmeste bliver dræbt ”med urette”. Det er dog lidt uklart, hvornår det ellers kan siges at være ”med rette”. 

I sura 6 fortæller Koranen, hvad der er Allahs vej, som man skal følge, og gentager Allahs bud: ”Dræb ingen, med mindre det sker med rette!” (6:151). Du er stadig lidt uklar på, hvad ”med rette” betyder.

 

Dræb ikke en troende

Du går frem til sura 4. Her står: ”I må ikke slå jeres egne ihjel!” (4:29.) Og i vers 4:92 står: ”Ingen troende må dræbe en troende”. Det går op for dig, at Allahs bud her handler om, at man skal passe på ikke at komme til at slå de forkerte ihjel, når man er på togt for Allahs sag. Hvis nogen hilser én med fred, må man ikke sige: "Du er ikke troende!" blot for at få byttet (4:94). Hvis man ved et uheld slår en troende ihjel, skal man betale blodpenge.  

 

Som at dræbe alle mennesker

Langt om længe kommer du frem til det berømte vers, som ofte nævnes efter terror for at bevise, at islam igen er blevet misforstået: Vers 5:32. Det med, at hvis man dræber et menneske er det som at dræbe hele menneskeheden. Der står:

 

”Vi [har] foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker”.

 

Men hov: Det er slet ikke så universelt, som du havde håbet, og så er forskiften endda for jøderne. Du spekulerer lidt på, hvad det mon vil sige at ”skabe fordærv i landet”. Og du bliver ikke mere tryg ved at se fortsættelsen i næste vers:

 

”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det”. (5:33)

DU HAR NU SET

-  at der ikke et universelt forbud mod at slå ihjel i Koranen, og at det virker foruroligende åbent for fortolkning, hvornår man må slå ihjel "med rette". 

Raid.png

Man skal passe på ikke at komme til at slå en troende ihjel ved et uheld, når man er på togt for Allahs sag.

 

3. Allah udslettede de vantro og gav de troende landet i arv

Allah kunne have gjort alle mennesker troende, hvis han ville (16:9). Men i stedet har Han valgt et system, som går ud på at udrense de vantro ved hjælp af naturkatastrofer for så at lade de troende arve landet. Det skal du nu se.

  • Sura 7: Koranen remser op, hvordan Allah har straffet Noahs folk, folkene Ad og Thamud, Lots folk, Madyans folk og Faraos folk. De blev advaret og kunne have omvendt sig, men de "kaldte det løgn". Så udslettede Allah dem. Kun de troende fik lov at overleve.

  • Sura 11 : Alle eksemplerne gentages. Der står, at de er et tegn. Skræmmeeksemplerne gentages mange gange gennem Koranen.

  • Sura 15: Udslettelses-eksemplerne er nu allerede gentaget så mange gange, at Koranen nu taler om ”de sædvanelige indgreb” (15:13).

 

Ifølge Koranen er systemet retfærdigt og moralsk, for folkene var jo advaret. De kunne have omvendt sig. Det var byernes egen skyld, at de blev tilintetgjort. Som det pointeres her:

  • 26:208-209: "Aldrig har Vi tilintetgjort en by, uden at der har været nogen til at advare den, som en påmindelse. Vi handler ikke uret."

  • 11:101: "Vi handlede ikke uret mod dem; men de handlede uret mod sig selv"

Formålet med udslettelserne var dels hævn for at have kaldt Allahs udsendinge løgnere, og dels skulle katastroferne tjene til skræk og advarsel, så folk fremover ikke tør andet end at være troende. Her forklares det:

    

  • ”Også de, der hørte til i skovtykningen, handlede uret. Da tog Vi hævn over dem. De er begge et tydeligt skræmmebillede…” (15:79) 

Uheldigvis var Allahs system med at udslette de vantro folkeslag til skræk og advarsel ikke særlig effektiv, eftersom de fleste folk jo aliigevel var vantro på Koranens tid.  

Allah giver landet i arv

Et andet vigtigt formål med udslettelserne var at lade de troende overtage landet. Koranen fremhæver flere gange, hvordan Allah tidligere ”gav landet i arv” til Israels Folk, mens Faraos folk blev erstattet (fx 7:128). Koranen henviser endda til Davids salme for at understrege det:

  • "I salmen skrev Vi efter påmindelsen, at Mine retfærdige tjenere skal arve landet. Heri er der et budskab til folk, der tjener". (21:105-106)

Det er rigtigt, at adskillige poetiske vers i salmernes bog handler om, at de troende og sagtmodige skal få jorden i arv, mens de uretfærdige og forbryderne skal blive udryddet. Se fx salme 37 af David. 

Koranens forfatter forstod bestemt ikke den slags metaforisk. Men så længe det var Allah selv, som forestod udryddelserne, var det måske ok. Men da de troende blev udnævnt til Allahs hjælpere (se længere nede) blev det mere spooky. Nu blev naturkatastroferne afløst af de troende krigere:  I sura 33 ser du, hvad Muhammed angiveligt fik åbenbaret efter massakren på den jødiske stamme Banu Qurayzas mænd og fordelingen af stammens kvinder og børn som slaver:

  • "Gud er stærk og mægtig. Han fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange. Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv .... Gud er i stand til alt". (33:25-27)

Således kan en massakre og fordeling af rovet fortolkes som en udførelse af Allahs vilje og "arvelov".

DU HAR NU SET

-  at Allahs "arvelære" om ”guddommelig selektion” og "landet i arv" kan bruges til at retfærdiggøre folkedrab, hvis man har en tilstrækkeligt forskruet tankegang. 

Banu_Qurayza2.jpg

Allah  satte en skræk i livet på de vantro ved at de troende dræbte nogle af dem og tog andre til fange. 0g Han gav deres ejendom i arv til de troende.  Det var næsten helt i overensstemmelse med  Hans tidligere straffeprocedure.  

 

4. Allah vil se om du er en hykler 

I de såkaldte Mekka-suraer - den missionerende periode i Koranen - opfordrede Koranen de troende til at holde ud og sørge for at holde sig på Allahs vej. Så kunne de opnå den store sejr ved at komme i Paradis. 

 

Sura 29 regnes for at være fra den sidste del af den periode. Her blev kravene til de troende større, og Koranen taler for første gang om prøvelse og kamp. Den siger: 

Allah vil vide, hvem der tror, og hvem der er hyklere (29:11).

Man beviser, at man ikke er en hykler ved at kæmpe og bringe ofre. I den islamiske tolkning krævede Allah nu af Muhammeds følgere, at de skulle vælge side og udvandre med profeten. Koranen tilskynder de troende til at ikke at være blandt dem, der sakker bagud, og suraen slutter af med, at dét at kæmpe for Allah er at handle godt:

”De, der kæmper for Os, dem vil Vi lede ad Vore veje. Gud er med dem, der handler godt.” (29:69)

Hyklerne ønskede ikke konflikten

I de såkaldte Medina-suraer - den krigeriske periode - bliver hykleri et hyppigt tema i Koranen. Ifølge den islamiske fortælling startede Muhammed nemlig en voldelig kamp mod Mekka, efter at han var udvandret til Medina. Men ikke alle i Medina var begejstrede for denne konflikt. Det kan du se på denne lille tur:

 

  • Sura 8: Koranen fortæller, at ”hyklerne og de, der har en sygdom i hjertet sagde: "Deres religion har forblindet dem!" (8:49).

  • Sura 3: Hyklerne ville ikke kæmpe og mente, at deres brødre også skulle være blevet hjemme (3:167-168)

  • Sura 33: Hyklerne sagde, at "Allah og Hans udsending har kun givet os falske løfter!" (33:12).     

  • Sura 4: Hyklerne tror ikke på, at det er Allah, der sender åbenbaringer ned til profeten, når han dømmer (4:61). De tager også vantro til venner i stedet for de troende (4:139)

  • Sura 59: Hyklerne er venner med jøderne og har lovet at støtte dem, hvis nogen vil fordrive dem (59:11). Men de lyver. 

  • Sura 63: Hyklerne siger: "siger: "Giv ikke bort til dem, der er hos Guds udsending, så at de går hver til sit!" og "Hvis Vi vender tilbage til byen, vil de mægtige dér drive de svagere ud" (63:7-8). Men de har intet forstået.

  • Sura 9: Hyklerne er utilfredse med at betale almisse til Allahs sag (9:58), og de gider ikke rykke ud for at kæmpe ved Tabuk (9:86). Koranen siger, at de har krænket profeten (9:61) og gjort nar af Allah.

Allah har forbandet hyklerne

Åbenbaringerne om hyklere blev tiltagende hårde, formentlig i takt med at profeten fik mere magt og blev økonomisk uafhængig som følge af det bytte, Allah gav ham:

 

I starten lovede Koranen blot, at hyklere kommer i Helvede, hvor de vil være ”i Ildens nederste bund” (4:145). Senere befaler Koranen, at man ikke adlyder hyklerne og de vantro (33:48). Og til sidst, i sura 9, kaldes hyklerne ”gudløse” (9:67),  Allah har forbandet dem (9:68) og pålægger profeten at være skånselsløs mod dem:

 

Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt! (9:73)

 

Man fornemmer lidt, at lederen af de første troende ikke brød sig om opposition til sin krigspolitik.

DU HAR NU SET

- at man beviser, at man er oprigtigt troende ved at kæmpe og bringe ofre.

- at man er en hykler, hvis man ikke vil kæmpe, når Allah kræver det

- at man er en hykler, hvis man er venner med fjenden (de vantro)

- at hyklere er foragtelige og kommer i Helvede.

Ildens nederste bund.png

Hyklerne er dem, der ikke vil kæmpe for Allahs sag. I Helvede vil de få deres plads i "ildens nederste bund". 

 

5. Dræb de vantro

Du er nu kommet til den sura, hvor Allah første gang opfordrer til vold: Sura 2. Den regnes for at være den første sura efter udvandringen til Medina. Suraen starter med vældige forbandelser af de vantro og Skriftens folk,  og i vers 190 kommer det pludseligt:

"Kæmp for Guds sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Gud elsker ikke dem, der begår overtrædelser.  Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro (2:191). Hvis de så holder inde, så vil Gud være tilgivende og barmhjertig. Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Guds! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret" (2:193).

 

Begrundelsen for at dræbe er gengældelse. Allahs regel for gengældelse er lige-for-lige (2:194). De vantro har dog tilsyneladende ikke dræbt nogen. Derfor etablerer Koranen den regel, at ”fristelse til frafald” er værre end drab.  Koranen fortæller dog, at de, der opfordres til at dræbe, er blevet fordrevet. 

Den traditionelle historie bag de drabelige vers er, at Muhammeds mænd var begyndt at angribe handelskaravaner fra Mekka. På denne liste over Muhammeds "ekspeditioner" fremgår karavaneangrebene. Den "historiske" historie kan måske være en anden.  

Men uanset, så er instruksen i versene ovenfor om at ”fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer” grundlaget for den islamiske idé om, at hvis et land på et tidspunkt har været under islamisk herredømme, så skal det ifølge Allah tages tilbage. Et yndet argument mod fred med Israel og for generobring af Spanien og Balkan.

Pligt til at kæmpe

I vers 2:216 slår Koranen fast, at det er en religiøs pligt for muslimer at kæmpe: 

Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Gud har viden; men det har I ikke.

 

Det lyder lidt som om, at Koranens forfatter gerne vil have folk til at kæmpe  - uden at stille spørgsmål. Allah ved bedst, hvad der er godt for dem. 

Karavaneoverfaldet i Nakhla

Du hopper videre til næste vers:

”De spørger dig om den fredhellige måned, om man må kæmpe i den. Sig: "At kæmpe i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Gud - og fornægte Ham - og til det fredhellige bedehus og fordrive dem, der er deri, det er i Guds øjne mere alvorligt. Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. De vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil de får jer til at opgive jeres religion, hvis de kan. De af jer, der opgiver deres religion og dør som vantro, deres handlinger vil være forspildte i denne verden såvel som i den hinsidige. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid". (2:217)

 

Fortællingen bag disse vers er, at nogle af Muhammeds mænd angreb en Mekkansk karavane ved Nakhla i 624. En mand blev dræbt og to taget til fange, og der var meget bytte. Men folk i Medina var chokerede over, at det skete i den hellige måned, hvor det ifølge de uskrevne love var forbudt at kæmpe. Muhammed billigede det først ikke. Men så åbenbarede Allah verset og retfærdiggjorde overfaldet og drabet: De vantros forbrydelse - at ”friste til frafald” - var jo værre end drab. Muhammed tog så sin del af ”krigsbyttet”.

Koranen indførte således lige en ny regel, nemlig at det er OK at bryde spillereglerne, hvis "Allah" vurderer, at de andres forbrydelse er værre. 

Sura 2 slutter med, at hvis man er troende, så siger man: "Vi hører og adlyder" (2:285), og beder sin "skytsherre" (Allah) om hjælp mod de vantro folk (2:286). 

DU HAR NU SET

at Allah har indført 3 nye regler:

(1) Friste til frafald er værre end drab 

(2) De troende har pligt til at kæmpe for Allah

(3) Man må bryde spillereglerne, hvis modpartens forbrydelse er værre 

iranjihad5.jpg

Karavaneoverfaldet ved Nakhla, hvor en mand blev dræbt i den hellige måned. Koranen åbenbarede, at det var OK.  De vantro havde jo "fristet til frafald". 

 

6. Giv de vantro hug over halsen

Næste stop er sura 8. Den hedder "Byttet". Du skal ikke spekulere på, hvorfor Fredens religion sådan har regler for fordeling af bytte. Ikke endnu. I denne sura kalder Koranens forfatter de vantro for "de værste dyr", alene af religiøse grunde:


De værste dyr er hos Gud dem, der er vantro, for de vil ikke tro (8:55).


Men nu skal du se, hvad Allah befalede sine engle, da de hjalp de troende i Slaget ved Badr - det mest afgørende slag i menneskehedens historie ifølge islam: 

…”din Herre åbenbarede for englene: "Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!" For de satte sig op imod Gud og Hans udsending, og den, der sætter sig op imod Gud og Hans udsending! - Gud er streng til at straffe (8:12-13).

Ifølge den islamiske historie handler sura 8 om Slaget ved Badr i 624. "Slaget" var reelt et overfald på en Mekkansk Karavane. Mekkanerne havde - fordi de havde hørt rygter om Muhammeds planer - sendt soldater med karavanen for at beskytte den. Dette er faktisk beskrevet i Ibn Ishaqs Muhammedbiografi (Guillaume s. 289). Koranen fortæller selv, at der var en karavane involveret i "slaget" - vers 8:42. Ifølge Koranen hjalp Allah de troende med en hær af engle. Koranen beskriver selv, at fjenden var i mægtigt overtal, selvom det dog for de medvirkende så ud som om, fjenden kun var fåtallige. Alligevel sejrede de troende. Mange ædle mænd fra Mekka blev dræbt. Læren fra slaget er, at Allah hjælper de troende mod de vantro (8:19), og at få kan sejre over mange med Allahs hjælp. 

Koranen fremstiller "slaget" som Allahs straf mod de vantro, og som et slag mellem det onde og det gode (8:37). De troende får at vide, at det var Allah, der slog de vantro (som jo var deres deres egne stammefæller) ihjel, ikke dem selv. Allah førte deres hånd. Det var en smuk prøvelse for de troende (8:17). Allah ville med sine gerninger lade "sandheden ske fyldest" ved at udrydde de vantro til sidste mand (8:7).
   
Hug over halsen
Sura 47 handler - ifølge nogen kommentatorer - også om Slaget ved Badr. I sura 8 var det kun englene, som fik besked på at give de vantro "hug over nakken", men nu siger Koranen til de troende: 


"Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Gud ville, havde Han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt for Guds sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt" (47:4)

Allah opildner således de troende til halshugning - men dog også til at ”stramme lænkerne”, når de vantro er ”slået ned”. Du ved ikke helt hvad der ligger i det.

 

Muhammeds sejr, og ikke mindst byttet, styrkede hans position i Medina. Så når muslimer lærer, at slaget "gjaldt islams overlevelse" - så er det måske ikke helt forkert.  


Lagde du mærke til, at du har set det første martyrvers?


Sejrrig med rædsel

Du kan  måske ikke helt slippe det der med "hug over halsen"? Har Koranen - Allahs ord - virkelig beordret det? Du husker nu dit korte besøg i sura 5 (se Nr. 2 ovenfor). Her anviste Koranen jo, at de, der "fører krig mod Allah" eller ”skaber fordærv” skal ”korsfæstes eller have hænder og fødder hugget af i modsat side” (5:33). Hmm. Koranens forfatter har vist en forkærlighed for ”hug” og lemlæstelse. Du undrer dig lidt over, hvordan Den Almægtige, som jo ellers står for ”det gode”, anbefaler den slags makabre metoder. Men det er der naturligvis en god forklaring på - nemlig effekten af rædsel. Rædsel er en effektiv strategi. Koranen siger selv i sura 3:

"Vi vil vække rædsel i hjertet på dem, der er vantro, fordi de sætter noget, hvorom Han ikke har sendt nogen bemyndigelse ned, ved Guds side. Ilden bliver deres herberg. Hvilken ulykkelig bolig for dem, der handler uret!" (3:151)

Profeten sagde jo også, ifølge en hadith: 
 

“I have been made victorious with terror (cast in the hearts of the enemy)” (Sahih al-Bukhari, 56,186)

DU HAR NU SET

at Koranen -dvs. Allah - opfordrer til brutalitet og halshugning og fritager de troende for skyld. De er jo blot Allahs redskaber. 

- At vække rædsel hos de vantro er en af Allahs strategier   

fanger-henrettes-Badr.jpg

Muhammeds fjender (som havde spottet ham) halshugges efter slaget ved Badr ...

 

7. Sejren kommer, hvis I er troende 

Du befinder dig nu i Sura 3. Du passerer nogle vers, der fortæller de troende, at de vantro hader dem, for eksempel:

"I, der tror! Tag jer ikke fortrolige venner uden for jeres egen kreds! De vil uafladeligt gøre jer forvirrede! De elsker, når I har modgang. Hadet er tydeligt kommet til udtryk gennem deres mund, men hvad deres hjerte gemmer, er endnu værre. Vi har gjort tegnene tydelige for jer, hvis I er forstandige" (3:118)

Udeblevet englestøtte!

Men så ser du noget mystisk: Først understreger Koranen, at det var Allah, der gav de troende sejren ved Badr (3:123). Derefter kommer det:

"Da du sagde til de troende: "Er det ikke nok for jer, at jeres Herre forstærker jer med tre tusind nedsendte engle?" Ja, hvis I er udholdende og gudfrygtige, og de pludselig falder over jer, så vil jeres Herre forstærke jer med fem tusind hærgende engle!" (3:124-125

Det ser ud som om, profeten har lovet de troende englestøtte. Men så siger Koranen til profeten, at han slet ikke har noget at gøre med, hvad Allah gør:

Gud har kun gjort det som et godt budskab til jer, så at I derved kunne få ro i sindet; sejren kommer alene fra Gud, Den Mægtige og Den Vise - og for at afskære en del af dem, der er vantro, eller kue dem, så de skuffede måtte trække sig tilbage; du har intet at gøre med sagen - enten for at tilgive dem eller straffe dem. De handler uret. Alt i himlene og på jorden tilhører Gud. Han tilgiver, hvem Han vil, og straffer, hvem Han vil …(3:126-129)

Ifølge den islamiske standardfortælling handler versene om Slaget ved Uhud i 625. Muslimerne led nederlag til Mekkanerne, som ville hævne Badr. Grunden til nederlaget var, at nogle af de muslimske krigere blev for grådige og gik efter bytte, hvilket splittede Muhammeds hær. Mekkanerne erklærede så sejr og tog hjem fra slagmarken. Efter nederlaget havde Muhammed et forklaringsproblem. ”Læren fra Badr” var jo, at Allah hjælper de troende mod de vantro. Og Muhammed havde jo tydeligvis lovet englestøtte - endda med 3-5 tusind engle.

 

Men Koranen frikender nu Muhammed fra at have givet falske løfter om englestøtte. Allah tager ansvaret. Og Koranen uddrager den nye "lære" fra Uhud:

  

Læren fra Uhud

Læren er, at Allah selvfølgelig hjælper de troende, som lovet. Men kun hvis de er gudfrygtige og udholdende. Nederlag kan enten skyldes, at Allah ville sætte dem på prøve (for at se om de er hyklere), eller også har de fortjent straf. Den geniale lære fra Uhud er helt enkelt, at hvis de troende ikke har succes, så er løsningen at være endnu mere troende.  Så vil Allah være med dem igen. Her er mere læring: 

  • 3:139: De troende skal ikke tabe modet. De skal nok få overtaget, hvis de er troende

  • 3:140: De troende kan trøste sig med at fjenden også blev såret.

  • 3:141: Allah lader med vilje kampene være omskiftelige, så Han kan se, hvem der tror, og så han både kan ”forædle” eller "rense" de troende og udslette de vantro

  • 3:147: De troende, der kæmpede under tidligere profeter blev ikke svage af modgang. De bad i stedet Allah om tilgivelse for deres manglende mådehold og bad om hjælp til at stå fast mod de vantro.

  • 3:157: Hvis nogen bliver dræbt for Allahs sag, så er Allahs belønning bedre end noget her på jorden.

  • 3:165: Det slag, der nu har ramt de troende, kommer fra dem selv!

Lagde du mærke til, at du kom forbi endnu et martyrvers?

DU HAR NU SET

at det er Allah, der bestemmer, hvem der sejrer, og at manglende sejr blot betyder, at man skal holde ud og gøre endnu mere ud af at behage Allah. 

Nederlaget-ved-Uhud.jpg

Muslimerne led nederlag ved Uhud, selvom profeten havde lovet dem englestøtte. Men det var deres egen skyld...

 

8. Kæmp for Allahs sag - og for de undertrykte

- og gå ikke glip af en stor gevinst

Du har måske lært i skolen (eller hos Clio), at jihad er at kæmpe for en retfærdig sag, og at muslimer aldrig må være den angribende part.  Du skal nu se det vers, der ofte bruges til at bevise, at Koranen udelukkende lærer muslimerne at kæmpe for de undertrykte. Du går til sura 4. Her finder du hele passagen: 

I, der tror! Vær på vagt! Ryk ud i flokke, eller ryk ud alle sammen! Der findes en og anden blandt jer, der nøler. Hvis så en ulykke rammer jer, tænker han: "Gud har været mig nådig, at jeg ikke var til stede sammen med dem!" Men hvis en gunst fra Allah tilfalder jer, siger han, som om der ikke var noget venskab mellem jer og ham: "Gid jeg havde været sammen med dem! Så havde jeg fået en stor gevinst." Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Guds sag! Den, der kæmper for Guds sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer. Hvorfor vil I ikke kæmpe for Guds sag? Og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der siger: "Herre, få os ud af denne by, hvis befolkning handler uret! Giv os en ven fra Dig! Giv os en hjælper fra Dig!". De, der tror, kæmper for Guds sag, og de, der er vantro, kæmper for afgudernes sag. Så bekæmp Satans venner! Satans list er svag. (4:71-76)

Du undrer dig måske lidt over, hvad ”en stor gevinst”, har med en retfærdig sag at gøre. Kan det virkelig være forsvar at "rykke ud" i flokke?  Ville folk mon nøle, hvis der var tale om, at de blev angrebet? Koranen spørger jo endda frustreret, hvorfor de ikke gider kæmpe... 


Koranen prøver på dette sted at motivere de troende til at kæmpe for ”Allahs sag”. Den appellerer først til grådigheden efter bytte. Dernæst til udsigten til belønning i det hinsidige. Og så forsikrer Koranen, at det moralsk er en god sag: Man gør jo noget godt for de stakkels troende, der måtte bo i de vantros byer, og som lider under al den synd, som bliver begået dér. 

Islamister i dag mener, at muslimer i Vesten er undertrykte, fordi de nægtes at leve efter islamisk lov, sådan som deres religion tilsiger. 


Lagde du mærke til, at du kom forbi endnu et martyrvers? 


I konteksten af Muhammeds liv handler versene ovenfor om muslimernes mange plyndrings- og erobringstogter, som efterhånden begyndte at gøre dem til en magtfaktor, der kunne udfordre Mekka. Koranen nævner selv togter. For eksempel er det ret sigende, at  man skal passe på ikke at komme til at dræbe en troende, når man er ”togt for Allahs sag” (4:94). 

 

I vers  4:95 og 4:96 lover Koranen fortrinsstillinger i Paradis til dem, der kæmper for Allahs sag med deres ejendom og liv. Koranens forfatters blik for handel fornægter sig ikke. 

DU HAR NU SET

at den retfærdige sag handler om at bekæmpe de vantro

- at Koranen først og fremmest motiverer de troende til at tage på togter "for Allahs sag" ved at love dem belønning

- at "de undertrykte" er muslimer i de vantros byer 

Araberne erobrer Laodicea.jpg

Det er en god gerning at tage på togt for Allahs sag - og dermed kæmpe for de stakkelse undertrykte troende i den vantros byer.

 

9. De vantro er bange, dumme og splittede

De kæmper kun bag befæstede mure

Du er måske begyndt at tvivle på, om det nu også kan være rigtigt, at Allah forbyder muslimer at være "den angribende part". Stod der ikke også noget i sura 4 om at de troende utrætteligt skal "opsøge fjenden"? (4:104). Men nu skal du se mere. 

Du går til sura 59, hvor du opdager, at du står midt i en fordeling af bytte. Koranen fortæller, at det var Allah, som indgød Skriftens Folk rædsel og fordrev dem (59:2), fordi de havde sat sig op mod ”Allah og Udsendingen” (59:4). Fordi Allah gjorde det, tilhører byttet også Allah og Udsendingen. Hovedformaningen til de troende i denne lille sura er, at de, som før havde til huse i området, ikke skal være misundelige over, at byttet går til udsendningen og de fattige udvandrere, som blev fordrevet og nu hjælper Allah og Udsendningen (59:9).

 

Men så kommer de hoverende vers:

 

”I sætter dem en større skræk i livet end Gud. Det skyldes, at de er folk uden forstand. De bekæmper jer ikke samdrægtigt, men kun i befæstede byer eller bag mure. Over for hinanden er deres styrke stor. Du regner dem for en samdrægtig flok, men deres hjerte er splittet. Det skyldes, at de er folk uden fornuft” (59:13-14)

 

Hmm. Fjenden forsvarede sig bag mure og i befæstede byer og var for dumme til at mønstre en fælles styrke? 

 

Baggrundshistorien for sura 59 er, at Muhammed fordrev den jødiske stamme Banu Nadir fra Medina efter at have belejret dem i deres befæstede bydel (læs mere her). Nogle af de arabiske stammer var allierede med Banu Nadir. Men da Banu Nadir blev fordrevet, kom deres allierede dem ikke til hjælp. De tre jødiske stammer hjalp heller ikke hinanden, men blev fordrevet er eller udslettet en for en. Det er dét, Koranen hoverer over i versene ovenfor - ifølge den historie. 

 

Strategiske tips til de troende

Men det er også krigsrådgiver, der taler i versene ovenfor. Han har blik for fjendens svagheder. De er: (1) Frygt for muslimerne; (2) manglende sammenhold; og (3) defensiv strategi. Koranen deler nu disse svagheder med de troende i Allahs evige retledning til dem. Alle efterfølgende krigere for Allahs sag har aktivt udnyttet disse svagheder. Den dag i dag er formålet med islamisk terror at skabe frygt.  

De troendes styrke er naturligvis, at de kun frygter Allah.

DU HAR NU SET

- at Koranen - Allahs evige ord til de troende - indvier dem i fjendens svaghed 

- at en af svaghederne hos "Allahs fjender"  var, at de var bange for muslimerne

- muslimernes styrke er, at de frygter Allah mere end alt andet   

Banu Nadir.jpg

Banu Nadir overgiver sig til Muhammed fra deres befæstede bydel. Hverken deres arabiske allierede eller deres trosfæller kom dem til hjælp. Det er en evig læring, at de vantro er bange og splittede.

 

10. Allahs religion skal sejre over al anden religion 

 

Allahs sag

”Allahs sag” har nu efterhånden været nævnt nogle gange. Men hvad er Allahs sag egentlig? Du husker måske, at de vantro skulle bekæmpes ”indtil al religion tilhører Allah” (2:193, 8:39). Det er netop Allahs sag. 

Du er nået til sura 61. Suraen hedder "Slagordenen. Her står, at Allah elsker dem, der kæmper for Hans sag i slagorden (61:4), altså militært. Koranen fortæller, at de, der handler uret, ”finder på løgne om Allah” og ønsker at ”slukke Allahs lys med deres mund” (61:8). Fjendens aktivitet lyder faktisk ikke som en militær agression. Så kommer Allahs mål:

”Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det”. (61:9)

 

Koranen gentager senere dette mål i vers 48:28 og vers 9:33. Hvor ambitionen i starten måske blot var at hævne sig på de vantro, så er den nu, at Allahs religion skal herske over al anden religion. Altså ikke bare hedenskab of afgudsdyrkelse.

De troende er Allahs redskab

Du har måske lagt mærke til et par steder ovenfor, hvor Allah udøvede sin straf mod de vantro gennem de troende. For eksempel: 

  • 8:17: Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel. (Knyttet til historien om slaget ved Badr)

  • 33: 26: Han fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange. (Knyttet til historien om massakren på Banu Qurayza)

I sura 61 formuleres det klart, at de troende er Allahs hjælpere. De skal hjælpe ved at kæmpe for Allahs sag:

  • 61:10-11: I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? I tror på Gud og Hans udsending og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv ...

  • 61:14: I, der tror! Vær Guds hjælpere! ...

I sura 9 står det helt klart, at de troende blot er udfører Allah straf:

 

  • 9:14: En opfordring til de troende: Kæmp mod dem! Så vil Gud straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme ...

  • 9:52. En trussel til de vantro: Men for jer venter vi, at Gud skal ramme jer med en straf, enten fra Ham selv eller ved vor hånd. 

DU HAR NU SET

- at "Allahs sag" er, at islam skal sejre over al anden religion

- at de troende er Allahs hjælpere og blot udfører Hans vilje 

Jihad.jpg

Allah sendte sin udsending med retledningen for at lade den sejre over al anden religion ...

 

11. Allah  indkredser bytte til de troende

På din tur hidtil er du stødt på fænomenet "bytte" adskillige gange. Her er en opsummering:

 

  • Punkt 3: Allah gav Banu Qurayzas ejendom "i arv" til muslimerne i Medina

  • Punkt 5: Muhammeds mænd overfaldt karavaner og fik bytte med hjem fra Nakhla

  • Punkt 6: Slaget ved Badr var et karavaneangreb, og sura 8 er opkaldt efter byttet fra "slaget" og regulerer fordelingen af det 

  • Punkt 7: Muhammeds krigere gik efter byttet under Slaget ved Uhud

  • Punkt 8: Allah opfordrer til at tage på togt for hans sag og lokker med bytte

  • Punkt 9: Byttet efter Banu Nadir blev givet til indvandrerne fra Mekka

Derfor er det nok ikke en overraskelse, hvad du skal se nu.

Hudaybiyyah-aftalen og byttet i Khaybar

Du går til sura 48.  Her nævner Allah, at Muhammed har fået en ”åbenlys sejr” (48:1). Hvad handler det om? Jo, ifølge den islamiske fortælling var Muhammed i 628 taget til Mekka med 1400 krigere. Men i stedet for at kæmpe, havde han indgået en 10-årig fredstraktat med Mekka. Flere af mændene var dog skuffede over, at det ikke var kommet til kamp. De var jo sikre på, at Allah var med de troende (se Nr. 6), og at der var bytte i vente. Men Koranen åbenbarer nu, at fredstraktaten er en sejr. Og så siger den:

"Når I bryder op for at tage bytte, vil de, der blev ladt tilbage, sige: "Lad os følge jer!" De ønsker at ændre Guds ord. Sig: "I skal i:kke følge os!" Således sagde Gud forud. Så vil de sige: "Nej, I under os det ikke!" Nej, de forstår kun lidt" (48:15)

 

Det ser ud til, at Allah ikke vil snyde de troende for bytte, trods fredstraktaten. Verset handler om, at nogle beduinstammer var blevet hjemme fra ekspeditionen, fordi de ikke troede på sejr. Nu kan de så - til deres fortrydelse - få lov at blive hjemme, når de trofaste tager ud efter bytte. Koranen åbenbarer videre:   

 

"Gud lovede jer meget bytte, som I skulle tage, og dette lod Han hurtigt ske for jer. Han holdt menneskenes hånd borte fra jer. For det skulle være et tegn for de troende, og Han ville lede jer ad en lige vej. Og noget andet bytte, som I endnu ikke har bemægtiget jer, har Gud allerede indkredset. Gud er i stand til alt". (48:20-21)

Aha. Du ser, at Allah forhånd havde lovet mændene bytte. Historien er, at kun 6 uger efter fredstraktaten med Mekka ("sejren"), angreb muslimerne Khaybar, et jødisk samfund i en oase 150 km fra Medina. Nu behøvede de jo ikke at bekymre sig om mekkanerne. Der blev taget slaver og masser af bytte.

Vi ved naturligvis ikke, om dette netop skete i Khaybar, og om traktaten blev sluttet i Huddaybiyyah udenfor Mekka. Men Koranen lover krigerne bytte. Ingen tvivl om det.  

DU HAR NU SET

- at bytte var en vigtig motivationsfaktor for dem, der kæmpede for Muhammed

- at Allah lovede muslimerne bytte og "indkredsede" bytte til dem

Byttet i Khaybar.jpg

Allah havde indkredset bytte til de troende, så de ikke blev snydt: Ifølge fortællingen var det det jødiske samfund i oasen i Khaybar, det gik ud over. 

 

12. Sex med krigsbyttet

Som du har set ovenfor, gik Muhammeds mænd efter bytte, og byttet var en væsentlig motivationsfaktor for krigerne. Kvinder var en del af krigsbyttet, og Koranens forfatter gjorde intet for at afskaffe dette. Det ser du i vers 33:50, hvor Koranen foreskriver regler for, hvilke kvinder der er seksuelt tilladte for profetet:

”Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Gud har givet dig som bytte, de døtre af din onkel og tante på fædrene side og de døtre af din onkel og tante på mødrene side, som udvandrede med dig, samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten .”

Her står altså, at Allah selv gav slavinderne som bytte, og at det er tilladt for profeten at have sex med dem.  

Kvindelige slaver er altid "tilladte" for mænd. Koranen anviser flere steder (fx 23:6 og 70:30), at de troende ikke behøver at "vogte deres køn" over for slavinderne. Selv ikke når slavinderne er gift. Det ser du i dette vers som fortæller de troende, hvilke kvinder, som er forbudte for dem. Det er blandt andet gifte kvinder - bortset altså fra, hvis man ejer dem som slavinder:

"Forbudt for jer er [...] og ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer. Dette er Allahs forskrift til jer..." (4:23-24)

Der knytter sig en hadith til verset, som skulle være åbenbaret i forbindelse med slaget ved Hunayn i 630, kort efter Muhammeds overtagelse af Mekka. Dr var en del nykonverterede blandt krigerne. Nogle af mændene var i tvivl, om det var forkert at have "samleje" med de kvindelige slaver, hvis deres mænd stadig levede. Men nu blev der så med vers 4:24 givet guddommelig tilladelse. Se Sunan Abi Dawud 2155: ”Regarding Intercourse With Captives”

DU HAR NU SET

- at Allah aktivt støttede at der blev taget kvindelige sexslaver som bytte

Slavehandel.jpg

Gifte kvinder var seksuelt forbudt - bortset fra, hvis man ejede dem som slaver ...

 

13. Sværdverset

 

Bliv dræbt eller omvend dig

Du er nu nået til Koranens næstsidste - eller måske sidste - sura: Sura 9 (Omvendelse). Selv folk, som er kritiske over for den islamiske standardfortælling, mener, at denne sura måske er den sidste. Her finder du det berømte sværdvers:

Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig. (9:5)

Med sværdverset var det slut med afgudsdyrkelse i de områder, som nu var under muslimsk herredømme. Afgudsdyrkerne (mušrikūn) fik valget mellem at blive dræbt eller omvende sig til islam. De fik dog et par måneder til at slippe ud af landet inden det trådte i kraft, og enkelte stammer var undtaget indtil deres traktater udløb.

Traktatbrud og gengældelsens logik

Ordren var et brud på Hudaybiyyah-fredstraktaten fra 628 (nævnt i Nr. 11). Ifølge den skulle ingen forhindres i at komme til Kabaen i den hellige måned, og muslimerne fik lov til at komme på pilgrimsfærd i 629. Men nu, i 630/631 var det Allah og Hans udsending, der havde magten, og de ønskede sig fri af pagten. Der blev åbenbaret:

 

”Hvordan skulle der hos Gud og Hans udsending kunne være en pagt med dem, der sætter andre ved Allahs side? […] Hvordan, når de hverken ville overholde slægtskabspagt eller forpligtelser over for jer, hvis det var dem, der fik overtaget over jer? I munden er de jer til behag, men deres hjerte er afvisende. De fleste af dem er gudløse. De har solgt Guds tegn for en ussel pris og lagt hindringer på vejen til Gud. Ondt er det, som de gjorde. De overholder hverken slægtskabspagt eller forpligtelser over for en troende. Det er dem, der begår overtrædelser"

(9:7-10)

 

Verset fortæller, at det slet ikke var Allah og Hans udsending, der brød pagten. Nej, det var de andre. De ville nemlig have brudt pagten, hvis de havde været de stærke. Så bruddet på pagten var jo nærmest bare gengæld for det, som de andre ville have gjort. Koranen åbenbarede videre:

 

Vil I ikke kæmpe mod folk, der har brudt deres eder og har i sinde at fordrive Udsendingen? Det var dem, der begyndte med jer den første gang! Frygter I dem? I skulle hellere frygte Gud, hvis I tror! Kæmp mod dem! Så vil Gud straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, læge hjertet på et troende folk og bringe vreden i deres hjerte til ophør!” (9:13-15)

 

Også her gengælder Allah og Hans udsending blot for det, de vantro ifølge Allah har i sinde at gøre. 

 

De troende hjælper Allah med at straffe

Men læg også mærke til, at Allah igen straffer de vantro "ved de troendes hånd". Det har du set to gange tidligere før på denne tur:

  • Nr. 3: Da Allah gav muslimerne Banu Qurayzs ejendom i arv, var det Allah, som "satte dem en skræk i livet", ved at de troende "dræbte en del ..." (33:26)

  • Nr. 6: Under "slaget" ved Badr, hvor Muhammeds mænd dræbte deres egne stammefæller, var det i virkeligheden Allah, der slog dem ihjel (8:17). 

Jo. Mens Allah tidligere i historien - med begrænset succes - brugte naturkatastrofer for at få folk til at rette ind, brugte Han nu de troende til at udføre sin vilje. I sura 61 sagde Koranen jo også klart og tydeligt, at de troende skal være Allahs hjælpere: 

 

I, der tror! Vær Guds hjælpere! Ligesom da Jesus, Marias søn, sagde til disciplene: "Hvem er mine hjælpere til Gud?" Disciplene sagde: "Vi er Guds hjælpere!" For en del af Israels børn troede, og en del var vantro. Da støttede Vi dem, der troede, mod deres fjende, så de vandt sejr (61:14)  

Og jo, Allah mente militær hjælp. Sura 61 hedder "Slagordenen". 

 

Sværdverset er op gennem historien blevet brugt som model for jihad mod ”vantro folk”, som ikke var kristne eller jøder. Hvis de blev erobret kunne de vælge mellem sværdet eller islam. Skriftens folk havde en tredje mulighed, som du kan se nedenfor.

DU HAR NU SET

- at det er moralsk i orden at bryde aftaler med de vantro, for de ville jo sikkert have gjort det samme 

- at dræbe de vantro, hvis ikke de omvender sig, er i virkeligheden bare at lade Allah straffe dem med de troendes hånd , helt i tråd med Allahs  retfærdighed

- de troende er Allahs hjælpere

Sværdverset.jpg

I skal dræbe dem, der sætter andre ved Guds side ....

 

14. Bekæmp Skriftens folk

 

Jizya og dhimmi-systemet 

Du befinder dig stadig I sura 9. Ifølge den islamiske historie var Muhammed nu stærk og magtfuld og havde underlagt sig næsten hele Arabien. Ovenfor så du, at sværdverset gav de besejrede "afgudsdyrkere" (Mušrikūn) to muligheder: Dø eller omvende sig. Men jøder og kristne (nasārā) fik en mulighed mere. De var jo Skriftens folk, og deres gud og de troendes gud var én, ifølge Koranen (29:46). Instruksen vedrørende Skriftens folk er:

Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!” (9:29)


Skriftens folk kunne således beholde både deres religion og liv. De skulle blot være kuede og betale skat - den såkaldte jizya - til de muslimske magthavere. Verset er en blåstempling af dhimmi-systemet, som indebærer, at ikke-muslimer under muslimsk herredømme er andenrangsborgere, som betaler for ”beskyttelse” (beskyttelsespenge). 

 

For Muhammed - men også for Hans efterfølgere, som erobrede enorme områder - var Jizya en mere stabil indtægtskilde end bytte. Umar, som blev den den 2. kalif efter Muhammed etablerede efter sigende særlige regler for, hvordan dhimmier skulle mærke deres ydmygende status. Dhimmi-systemet har op gennem historien været gældende i muslimsk erobrede områder. 


Derfor skal de underkues

Koranen retfærdiggør naturligvis, hvorfor jøderne og de kristne (nasārā) skal behandles sådan: De dyrker nemlig andre guder end Allah og er dermed skyldige i en af de værste forbrydelser i islam, nemlig flergudsdyrkelse - også kaldet shirk.  Det ser du her: 


”Jøderne siger: "Ezra er Guds søn!" Og de kristne siger: "Messias er Guds søn!" Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Gud bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? De har taget deres skriftkloge og deres munke til herrer foruden Gud, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham” (9:30-31)

Det er jo kun retfærdigt, at man bliver straffet, når man sådan forbyder sig. Påstanden om Ezra virker noget søgt. Ezra var en jødisk præst og skriver, som levede 480-440 f. Kr. Men der er  naturligvis også en anden forbrydelse, som retfærdiggør, at Skriftens folk skal bekæmpes og underkues: 


”De ønsker at slukke Guds lys med deres mund, men Gud vil af hele sin vilje fuldkommengøre sit lys, selvom de vantro hader det. Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion ..." (9:32-33) 

DU HAR NU SET

- at Koranen opfordrer til at jøder og kristne skal underkues, og at det er retfærdigt - og nødvendigt for islams sejr.

Dhimmi.jpg

En dhimmi føler sig kuet og rede til at betale skat (jizya)

 

15. Dræb og bliv selv dræbt 

 

Det ypperste martyrvers

På din vej gennem Koranen har du efterhånden set nogle martyrvers. Fx:

  • Punkt 6: Hvis man bliver dræbt for Allahs sag, vil Han ikke lade ens handlinger gå tabt (47:4) .

  • Punkt 7: De, der bliver dræbt for Allahs sag, vil få en belønning, der er bedre end noget her på jorden (3:157).

  • Punkt 8: Koranen lokker med ”en vældig løn” uanset om man bliver dræbt eller sejrer. At kæmpe for Allahs sag er at sælge det jordiske liv for det hinsidige (4:74). Allah lover fortrinsstillinger i Paradis til dem, der kæmper for Hans sag med deres ejendom og liv (4:95-96

Nu skal du se det sidste og måske ypperste martyrvers. Det er efter sigende et af de sidst åbenbarede vers inden Muhammeds død. Muhammed og hans religion herskede da over det meste af Arabien, og der var efterhånden gjort op med "hyklerne". Verset lyder:

 

”Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Gud sag, dræbe og selv blive dræbt - som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Allah? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr” (9:111)

 

Læg mærke til, at hvor Allah tidligere lokkede med en god handel i form af bytte, tilgivelse og fortrinsstillinger i Paradis, så er situationen nu en anden: Hvis man er troende, så HAR man faktisk allerede solgt sin sjæl - eller i hvert fald sit liv og sin ejendom - til Allah.

Vers 9:111 kaldes også 9/11-verset. Det var sikkert ikke tilfældigt, at terrorangrebet på World Trade Center fandt sted på netop den symbolske dato 9-11-1. Det var naturligvis et veltilrettelagt ”tegn”, helt i islams ånd.

DU HAR NU SET

- at Allah har købt de troendes liv, og at de skal dræbe og selv blive dræbt

911-planes.jpg

Vers 9:111 kaldes også 9-11-verset. Måske var datoen for terroren ikke tilfældigt valgt. 

 

16. Sådan slutter Koranen

Du er nu nået til den sidste sura i den kronologiske Koran, Sura 110. Der er kun 3 vers.

 

Når Guds hjælp kommer, og sejren, og når du ser menneskene i flokke træde ind i Guds religion, lovpris da din Herre, og bed Ham om tilgivelse! Han er fuld af tilgivelse

(110:1-3) 

Mange arabiske stammer valgte at "træde ind i Allahs religion", enten for at slippe for angreb eller for selv at være med på angrebstogter. Det fremgår jo faktisk af Koranen, at folk frygtede de troende krigere, og at nogle sværgede at være troende på grund af frygt. Ikke så mærkeligt efter åbenbaringen af Sværdverset. Et eksempel på dette fra sura 9

De sværger ved Gud på, at de hører til jer, uden dog at høre til jer. Men de er folk, der er forskræmte (9:56).

Sådan sejrede islam. Og fra disse folk nedstammer muslimerne. 

DU HAR NU SET

- at Koranen ender med, at menneskene overgiver sig til Allahs religion

Peace.jpg

Endelig blev der fred... eller ... ?