1. En undersøgende tilgang

Den traditionelle beretning om, hvordan Koranen i perioden 610-632 blev åbenbaret for Muhammed, som reciterede den for sine følgere, som efter hans død fik den skrevet ned og samlet, er en god historie. Men den kan ikke regnes for rigtig historie, forstået på den videnskabelige og faktuelle måde.

 

I de senere år er der blevet forsket meget i islams oprindelse, med brug af både arkæologiske, historiske og lingvistiske metoder. Nogle kalder det "revisionistisk forskning", fordi det "forkaster den opfattelse, der regnes som mainstream" (dvs.  historien om at Muhammed fik åbenbaret Koranen). Men spørgsmålet er, om det virkelig stadig er mainstream at tro på, at en profet fik Koranen åbenbaret. I virkeligheden bruger disse forskere blot de samme videnskabelige metoder, som forskere plejer at bruge på alt muligt andet. Denne gang blot på islam. 

Forskningen i islams historiske tilblivelse er ikke en samlet "skole", men nærmere mange spredte områder. Nogle studerer mønter, andre studerer sprog, og nogle studerer historiske kilder og leder efter fragmenter af gamle tekster. Nogle ser på Koranen selv som en historisk kilde og analyserer dens tekst. Islams oprindelse er et svært felt. Dels fordi det foregik så langt tilbage i tiden, og der er kun et begrænset materiale at arbejde med. Dertil kommer, at det kræver viden om mange forskellige discipliner at kunne lægge brikkerne til det samlede billede af, hvad der skete.

 

Sidst men ikke mindst er islams oprindelse et følsomt emne. For hvis man vil have den rigtige historie, så er man nødt til at gøre sig fri af islams traditionelle fortælling og starte forfra. 

Koranen under lup.png

Når Koranen studeres med samme metoder som alt andet, og når der fremsættes teser, som der kan arbejdes videre med, kaldes det nogle gange "revisionistisk".  Men der sker rigtigt meget på dette område i disse år. 

 
Imam Bukhari.jpg

Imam Bukhari: Lavede den første skriftlige samling af hadith over 200 år efter Muhammeds død. Hadith er

kilden til den traditionelle  "viden" om Koranens tilblivelse. Ifølge beretninger skulle Bukhari have samlet mere end 600.000 hadith'er, og ud af dem var kun 7225 troværdige nok til at komme med i hans samling.  

2. Derfor er hadith ubrugelige som historisk kilde

Den traditionelle fortælling om Koranens samling er baseret på Hadith (små vidnesbyrd om Muhammed og hans efterfølgere). Men helt almindelig kildekritik tilsiger, at hadith er et meget tyndt, ja, faktisk nærmest ubrugeligt grundlag.

 

Problemet med hadith er for det første, at de stammer fra en langt senere tidsperiode end den, de fortæller om. Sahih al-Bukhari, som af sunni-muslimer regnes for at være den mest autoritative samling, blev først samlet ca. 850, dvs. 200 år efter at Koranen angiveligt skulle være blevet samlet. De andre hadithsamlinger kom endnu senere. 

Dertil kommer, at der har været personlige og politiske interesser forbundet med hadith-produktion. Profetens ord og gerninger var jo basis for lov. Set med en historikers øjne fortæller Hadith således langt mere om de motiver, der eksisterede i det 9. århundrede, end de fortæller om, hvad der rent faktisk skete 200 år tidligere.

 

Hadith-historien om Koranens samling er et fint eksempel på motiver i det 9. århundrede. Samlingen af Koranen tilskrives først kalifferne Umar og Abu Bakr (se denne hadith) og dernæst kaliffen Uthman (se denne hadith). Men hvorfor var det egentligt nødvendigt med to samlingshistorier? Forklaringen kan ganske enkelt være, at historien om Uthman har været den første i omløb, men at Abbasside-kalifferne i det 8. århundrede af politiske grunde ikke har ønsket at give ham æren. Han var nemlig forfader til deres forgængere Umayyaderne, som de ønskede at miskreditere. En anden forklaring kan være, at man har ønsket at få det til at se ud som om, at Koranen blev samlet meget hurtigt efter begivenhederne. Folk var naturligvis allerede dengang bevidste om, at skrift er mere fast og pålideligt end mundtlige overleveringer.

Mange hadith'er bærer tydeligt præg af at være skrevet i det 9. århundrede. Den hadith, der fortæller om, hvordan kaliffen Uthman omkring år 650 samlede Koranen er et godt eksempel: Den fortæller, at Uthman instruerede de 3 mænd, som skulle bistå med arbejdet, at hvis der opstod uenighed om noget, så skulle det skrives i Quraysh's dialekt. Men de vokaltegn, som man skal bruge for at adskille den ene dialekt fra den anden i arabisk skrift, fandtes slet ikke i det 7. århundrede.    


Konklusion:

Vi kan ikke stole på hadith-beretningerne om Koranens samling. De har formentlig løst et behov i samtiden for at skabe historie og forklare, hvordan islams helligskrift var blevet til - og at den naturligvis var blevet samlet af yderst troværdige personer, som havde kendt profeten. 

 

3. Hvad fortæller tidlige ikke-muslimske kilder? 

 

Hvor var Koranen i det 7. århundrede?

Ifølge  islam skulle kaliffen Uthman have samlet Koranen allerede omkring år 650 - og Kaliffen Umar skulle måske endda havde samlet en version tidligere (læs mere her).  Men ingen skriftlige kilder fra det 7. århundrede har tilsyneladende hørt om en Koran. Dette selvom araberne i år 650 herskede over over byer som Alexandria, Damaskus, Ktesifon og Jerusalem (og mange flere), hvis befolkning havde havde en lang tradition for skriftlighed. Der findes skriftlige kilder fra de arabisk erobrede områder det 7. århundede, men ingen kan berette, at de arabiske erobrere skulle have haft et særligt helligt skrift, eller en ny religion for den sags skyld. Erobrerne blev beskrevet som saracenere, Tayayye, ismaelitter eller arabere, ikke muslimer. Araberne havde også selv en skriftlig tradition. De var ikke blot vilde beduiner, der pludseligt myldrede frem fra den tyndt befolkede arabiske halvø. Mange levede allerede i Syrien, Mesopotamien og vore dages Jordan, og de har været kristne. Arabere skrev på aramæisk, græsk eller arabisk. Heller ikke de har nævnt et arabisk skrift ved navn Koranen i det 7. århundrede. 

Johannes af Damaskus nævner "bøger" i 733

Første gang, vi hører om religiøse skrifter hos araberne er i 733. Her skrev den kristne munk Johannes af Damaskus en kritik af "Ismaelitternes kætteri". På det tidspunkt var der altså  sket noget med arabernes religion. Johannes vidste dog ikke, at de havde en særskilt religion, som hed islam, eller at dens tilhængere var muslimer. Men han nævnte, at de havde nogle forskellige bøger, fx bogen om Kvinden, bogen om Guds hunkamel, bogen om Koen, og bogen om Bordet. Det lyder som sura 4, 15, 2 og 5.

Han nævnte også, at deres profet med efternavnet (eller titlen) "Mamed" skulle have skrevet disse bøger,  tilsyneladende efter at have talt med en ariansk munk. Men han vidste ikke, at der skulle være et samlet skrift kaldet "Koranen". Det er bemærkelsesværdigt, for Johannes levede i Damaskus, som var Umyyade-kalifatets hovedstad og centrum i den formodede islamiske verden. Faktisk var han i en periode ansat ansat ved kaliffens hof. Men fra Johannes hører vi således for første gang om noget af Koranens indhold - næsten 100 år efter at den første Koran angiveligt skulle have været samlet af Umar. Men den hed ikke Koranen endnu. 

Sidst i 700-tallet: Rygter om at Al-Hajjaj har sammensat bogen

Den græske munk og krønikeskriver Theophanes (758-817) skrev, at en brevveksling mellem umayyade-kaliffen Umar II (717-720) og den byzantinske kejser Leo III (717-741) skulle have fundet sted. Historien findes også andre kilder. Det vurderes, at den stammer fra sidste halvdel af i 700-tallet (Robert Hoyland, 1997). Reelt er der nok ikke tale om en brevveksling mellem herskerne, men om en polemik. "Umar II" skulle have opfordret "Leo III" til at blive muslim (magarisai), hvorefter "Leo" kritisererede hans religion for at være falsk. "Leo" skulle have skrevet om Umars religiøse bog:   

Det var Umar, Abu Turab (Ali) og Salman Perseren som satte dette ("dit P'ourkan") sammen, selvom der nu florerer det rygte blandt jer, at Gud sendte det ned fra himlen... Hvad angår din [Bog], har du allerede givet os eksempler på sådanne forfalskninger og man kender blandt andre til en vis al-Hajjaj, som du har udnævnt til guvernør af Persien, som lod mænd indsamle jeres gamle bøger, som han erstattede med andre, sammensat af ham selv efter hans egen smag, og som han spredte overalt i jeres land, fordi det var langt lettere at gøre dette blandt folk, som taler ét sprog. Ikke desto mindre er der fra denne ødelæggelse undsluppet nogle få værker. (Kilde: Robert Hoyland, 1997: Seeing Islam as other saw it)

Teksten fortæller os, at der i sidste halvdel af det 8. århundrede har eksisteret et samlet skrift (P'ourkan eller "furkan" betyder "frelse" på aramæisk). Det rigtigt interessante er imidlertid, at den fortæller, at guvernøren al-Hajjaj (694–714) har gjort lige præcis det, som den islamiske tradition fortæller, at kalif Uthman gjorde: Lavet et kanoniseret skrift, sendt den ud til provinserne og brændt de ikke-kanoniserede skrifter. Og denne beretning er over 50 år tidligere end al-Bukharis første hadithsamling i 850. Ifølge Robert Hoyland bekræfter også islamiske kilder, at  al-Hajjaj skrev eksemplarer af Koranen, sendte dem til hovedbyerne, ændrede ord og tilintetgjorde de gamle skrifter (se evt. Hoylands artikel). 

Al-Hajjaj var guvernør af Irak 694–714 under umayyadekaliffen Abd al-Malik (685-705). Ifølge de muslimske beretninger var det al-Hajjaj, der tilføjede de diakritiske tegn, som gør det muligt at skelne mellem forskellige konsonanter. Men måske gjorde han mere end det. islamiske kilder fortæller, at han skulle have ændret 11 ord og tilføjet 1000 alif'er (bogstavet a). De fortæller også, at Abd al-Malik skulle have sagt, at han (Abd al-Malik) samlede Koranen i måneden ramadan.

Konklusion:

100 år efter Muhammeds formodede død hører vi for første gang om ismaelitternes hellige bøger, og at Muhammed skulle have skrevet dem. Det omtales som "kætteri", ikke som en ny religion. "Leo III's brev til Umar II" fra sidst i 700-tallet fortæller om det falske rygte, at en "bog" (eller "frelse") skulle være sendt fra himlen. Den kaldes endnu ikke Koranen. Det ser ud til, at det var kaliffen Abd al-Malik (685-714) og hans guvernør al-Hajjaj, som tog initiativ til at samle, bearbejde og ensrette det, der senere blev Koranen.

Johannes af Damaskus.jpg

Johannes af Damaskus: Vidste ikke, at der fandtes et samlet skrift ved navn Koranen, selvom den skulle have været samlet første gang 100 år tidligere. Og han levede midt i kaliffens hovedstad.

Al-Hajjaj.jpg

Al-Hajjaj ibn Yusuf:, guvernør af Irak og Khurazan 694-714. Måske var det ham, der samlede og kanoniserede den første Koran - og som dermed gjorde akkurat dét, som den islamiske tradition fortæller, at Uthman gjorde. (Billedet er fra en film om ham)

4. Hvad viser mønter og inskriptioner?

 

Indtil 661: Ingen spor af islamiske herskere

Mønter har igennem tusinder af år været brugt til at kommunikere, hvem der var ved magten, og hvad de stod for. De regnes for meget hårde beviser. Blandt andet kan vi være helt sikre på, at guvernøren al-Hajjaj (nævnt ovenfor) har været en historisk person, for der findes mønter med hans navn. Der findes derimod ingen spor i form af mønter af de første 4 såkaldte retledte kaliffer, som skulle have efterfulgt Muhammed og regeret mellem 632 og 661, og tillige erobret enorme områder. Der er heller ingen spor af dem i form af inskriptioner. Der findes dog en anonym inskription på en klippe, der nævner Umar - men faktisk står der intet om, at denne Umar skulle være identisk med den formodede kalif. De manglende arkæologiske spor har fået nogle til at tvivle på, om disse første "kalifater" reelt har eksisteret, og om de - hvis de gjorde - var islamiske. Mønter fra perioden bærer kristne symboler i vest (den byzantinske sfære) og zoroastriske symboler i øst (den persiske sfære).    

661: Muawiyah var "de troendes emir"

De tidligste mønter, som bærer spor af noget, som måske kunne være en smule islamisk, er fra den første umayyade-hersker Muawiyyas tid (661-680). Under ham blev der i den østlige del af riget (det tidligere Persien) lavet mønter, hvorpå der stod "I Guds navn" (Bismallah). Men på bagsiden af disse mønter var der et zoroastrisk ild-alter. Og i Damaskus, hvor han havde sit hovedsæde, blev der lavet mønter, hvorpå der var kors. På inskriptionen fra badeanstalten i Hamat Gader (ved Jordan) fra 663, som bærer hans navn, er der også kors. Fra inskriptionen og mønterne ved vi, at Muawiyah kaldte ikke sig selv for "kalif". Han kaldte sig "De troendes emir". Det fortæller om en religiøs legitimering af hans lederskab. Men der er ikke noget tegn på, at han har været muslim. Tværtimod er det svært at forestille sig en religiøs muslimsk leder, som promoverer kors og ild-altre på sine mønter. Vi ved reelt ikke, hvilken religion "de troende" har haft. De kan have været en form for kristne eller jøder. 

 

Fra 692: Shahada på mønterne?

Efter Muawiyahs død i 680 udbrød en magtkamp/borgerkrig/oprør mod umayyaderne (den anden fitna). Men i 692 havde kaliffen Abd al-Malik ibn Marwan nedkæmpet oprøret.  Og herefter skete der noget med mønterne: I 692 blev der udgivet en mønt med ordene: "I Allahs navn, der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er Hans sendebud". Det er den islamiske trosbekendelse, shahada.

 

Men der er et par interessante detaljer: Mønten lignede en tidligere byzantinsk mønt, hvorpå der havde været et billede af kejser Heraclius og hans sønner og et kors. På den nye mønt  var kejseren nu blot omdannet til en kalif og hans sønner, og korset var blevet til en stolpe. Da Abd al-Malik brugte de nye mønter til at betale tribut til den byzantinske kejser, blev denne så provokeret, at han nægtede at acceptere betalingen, hvorefter der udbrød krig (se her). Noget tyder på, at mønten kan have været et bevidst provokerende budskab fra Abd al-Malik til kejser Justinian II. Det er værd at bemærke, at der stadig er billeder på mønten (dvs. intet "islamisk" billedforbud).

 

Selvom ordet Muhammed er nævnt, er det faktisk ikke sikkert, at det handler om den islamiske profet. Muhammed (som betyder "den højest lovpriste") kan på dette tidspunkt stadig godt have været en betegnelse for Jesus. Set i det lys bliver budskabet om at "Muhammed er Hans sendebud" en modsigelse af den nikæanske trosbekendelse, som jo siger, at Jesus er Guds søn. En anden spekulation er, at budskabet om Muhammed kan have været en gestus til tilhængerne af oprøreren Ibn Zubayr, som blev nedkæmpet i borgerkrigen. Han havde nemlig samme budskab om Muhammed på sin mønt. En tredje - og absolut ikke usandsynlig - spekulation er, at Abd al-Malik har set sig selv som Muhammed og Guds sendebud, og at ibn-Zubayr også legitimerede sin magt på den måde. Muhammed er en titel, som betyder "den lovpriste". Du kan se Odon Lafontaine - med udgangspunkt i mønter - fremføre tesen om, at de tidlige arabiske herskere tiltog sig messiansk status i 3 videoer på hans hjemmeside - her

 

696: Koranvers på mønterne?

I 696 udgav Abd al-Malik den første mønt uden billeder (mere islamisk end mønter med billeder), og på den stod der noget, der kan genkendes som koranvers:

 

"Der er ingen gud foruden Allah, Han har ingen partner. Muhammed er Allahs sendebud, som Han sendte med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side er imod det.  På bagsiden står: "Allah er én, den evige, han har ikke avlet og han er ikke avlet". 

På denne mønt er oppositionen til den nikæanske trosbekendelse meget tydelig og endnu mere uddybet end på mønten fra 692. Derfor kan man også her mistænke, at "Muhammed" har været en betegnelse for Jesus - eller måske kaliffen selv. 

 

Koranvers i Klippedomen?

Abd al-Malik fik også opført Klippedomen i Jerusalem, som stod færdig i 692. inskriptionerne i den kan også genkendes som koranvers. Temaet er, ligesom på mønten, at Muhammed er Allahs  tjener og budbringer. Der står: "Muhammed, Abd Allahs søn, er Hans budbringer" og "Allahs religion er overgivelsen (islam)". Også her kan der argumenteres for, at det ikke nødvendigvis handler om islams profet Muhammed, som tilfældigvis skulle være søn af en anonym mand ved navn Abdallah, men om Jesus, Guds tjener (Abd Allah betyder Guds tjener). Nogle mener, at inskriptionen skal tolkes som et svar på Hagia Sofia i Konstantinopel, den byzantinske kristendoms monument. Det er værd at bemærke, at "koranversene" står blandet med noget, som ikke er koranvers, og at de heller ikke svarer helt til, hvad der står i Koranen. Det betyder, at de kan være blevet til før Koranen. Eller at Koranens vers ikke dengang blev regnet for "Allahs ord". 

Abd al-Maliks mønter og inskriptioner fortæller historien om hans indsats for at udvikle og markere en adskilt arabisk identitet i løbet af hans regeringsperiode. Abd al-Malik centraliserede styret og indførte arabisk som det administrative sprog i sit rige frem for græsk og pahlavi, som tidligere havde været brugt i henholdsvis den vestlige og den østlige del (de gamle romerske og persiske besiddelser). Det giver god mening, at Abd al-Malik efter borgerkrigen har ønsket at samle araberne. Et oplagt middel til det kan have været en samlende arabisk religion. Det betød, at der var brug for et religiøst skrift på arabisk, som lagde klar afstand til byzantinsk kristendom, og som repræsenterede arabernes egen religion, den sande religion, som (nyttigt nok) krævede underkastelse. Det stemmer med de skriftlge kilder ovenfor, som antyder, at Abd al-Malik og hans guvernør al-Hajjaj samlede nogle skrifter, som de kanoniserede, og brændte de skrifter, som ikke stemte med deres behov. Men det er langt fra sikkert, at denne religion har været islam, som vi kender den. 

 

Konklusion:

Der er ikke spor af islam eller Koranen på mønter eller inskriptioner før Abd al-Maliks tid i slutningen af 600-tallet. Men så begyndte der tilsyneladende at ske noget: Noget, der ligner vers fra Koranen, kom blandt andet på Klippedomen i Jerusalem. Abd al-Malik markerede arabisk religiøs selvbevidsthed, helt i tråd med hans øvrige initiativer for at skabe et mere samlet og stabilt arabisk imperium. Men det er ikke sikkert, at der på hans tid var tale om islam. Hverken mønterne eller inskriptionen på Klippedomen er helt identiske med de vers, vi kender fra Koranen. Det viser, at Koranen ikke har "ligget fast", da inskriptionerne blev lavet. For i så fald havde man nok været tro mod Koranen.  

Muwiyah mønt for bismillah.png
Muwiyah mønt kors.png

Muawiyahs mønter: Mønterne ovenfor er fra 663 og 661. På den øverste står der "I Allahs navn". Fra PfanderFilms: Coins suggest Islam began MUCH later 

Mønt med Heraclius.png
Abd al-Malik - shahada.png

Abd al-Maliks første mønter: Øverst er en mønt fra 610-641 med Kejser Heraclius og hans sønner. Nederst er Abd al-Maliks mønt fra 692: Billederne er fra PfanderFilms: Coins suggest Islam began MUCH later 

Mønt med koranvers.png

Abd al-Maliks senere mønter: Mønten ovenfor er fra 696. Den pointerer, at Muhammed er Allahs sendebud, og at Allah ikke har avlet eller er avlet. 

Klippedomen.jpg

Klippedomen i Jerusalem: Blev opført under Abd al-Malik og stod færdig i 692. Inskriptionen på indersiden indeholder vers, som næsten ligner Koranvers. Man vurderer, at inskriptionen er lige så gammel som bygningen selv.

 
 

5. Hvad viser de gamle koranmanuskripter? 

 

Man har ikke fundet Uthmans Koran

Ifølge den traditionelle historie skulle kaliffen Uthman som nævnt i midten 600-tallet have samlet "den rigtige koran" (dvs. den som eksisterer idag) og sendt en kopi ud til 9 store byer i kalifatet. Alle byerne - undtagen Jerusalem - har stort set været under muslimsk herredømme lige siden. Men man har ikke fundet et eneste eksemplar af Uthmans koran. 

Der er fundet nogle meget gamle koran-manuskripter, og mange muslimer tror, at nogle af disse er et eksemplar af Uthmans koran. Aminah Tønnsen skriver for eksempel i bogen Islam. Koran, Hadith, Sharia, at to eksemplarer af Uthmans korankopier er bevaret - et i Istanbul (Topkapi Mushaf), og et i Tashkent (Samarkand Mushaf) - og at også det manuskript, som i dag findes i Kairo (al-Husseini), menes af være en afskrift af Uthmans oprindelige. Men faktum er, at to tyrkiske forskere (Altıkulaç og İhsanoğlu), som havde adgang til at studere disse tidlige manuskripter mellem 2002-07, konkluderede, at de var fra det 8. århundrede,  og at de hverken var Uthmans koran eller kopier af den. Tashkent-manuskriptet var meget mangelfuldt og muligvis fra det 9. århundrede. Disse mænd var muslimer og havde derfor en del på spil ved et konkludere sådan (se forordet på deres rapport her). 

 

Sana'a-manuskriptet er meget gammelt

Det tidligste større manuskript, man har fundet, er fra Sana'a i Yemen. Nogle tyske forskere under ledelse af Gerd R. Puin fik adgang til det i 1981. Man vurderer, at de ældste dele af det kan være fra de sidste årtier i det 7. århundrede. Det er netop Abd al-Maliks regeringsperiode. Det interessante ved Sana'a-manuskriptet er, at det meget tydeligt viser, hvordan indholdet har været under udvikling og redigering. En senere skrift har simpelthen overskrevet en tidligere skrift. Derfor kaldes det også et palimpsest. Der er i alt 82 folios (ark), svarende til ca. halvdelen af nutidens Koran, og der er nogle afvigelser i forhold til den. Den nedre tekst afviger meget fra vore dages Koran. Nogle prøver at forklare den nederste tekst med, at den må have været en af de afvigende koraner, som den islamiske tradition nævner (dem som skulle være blevet brændt af Uthman).

 

De gamle manuskripter holdes altid op mod den ide, at de "burde" ligne den mytiske Uthmans Koran, og der fokuseres på "afvigelser". Men måske er det en helt anden historie, man har fundet i Sana'a-palimpsestet. En interessant detalje er, at der i den nederste tekst som indledning til sura 9 står "Sig ikke bismillah", samtidig med at bismillah er forsøgt slettet. (Bismallah = i Guds navn). Det er en instruktion til oplæseren. Den franske forsker Asma Hilali, som har studeret Sana'a-manuskriptet, har en hypotese om, at det slet ikke har været meningen, at Sana'a-manuskriptet skulle være et færdigt helligskrift. Ifølge hendes tese er Sana'a-manuskriptet blevet til i et "undervisningsmiljø", hvor mundtlige instruktioner er blevet noteret ned. "Afvigelserne" er således forklaringer eller instruktioner til formidlingen.  

 

Mange variationer og ændringer i de gamle manuskripter

I alle de helt gamle manuskripter, vi kender, er der utallige af variationer i forhold til den Koran, vi kender i dag, og de er ikke komplette. Generelt er det sådan, at jo ældre, manuskriptet er, jo mindre dækker det af den nuværende Koran. Men der er også hundredevis af tydelige rettelser i de gamle manuskripter i form af tilføjelser, dele som er slettet, ting der er overskrevet, og nogle steder er noget tekst endda tildækket eller "tapet over". Det bekræfter at Koranen netop ikke er skrevet færdig på én gang, men at det er et skrift, der har udviklet sig og er blevet redigeret over en længere periode. Det har været omkostningsfuldt at lave et helt nyt skrift, så man har korrigeret i det eksisterende. Den amerikanske forsker i Koranens historie, Daniel Brubaker, udgav i 2019 bogen Corrections in Early Qurʾān Manuscripts, og han præsenterer noget af sin forskning på sin YouTube-kanal Variant Quran. Det er et fantastisk initiativ, for det gør, at denne forskning er synlig og tilgængeligt for enhver. 

 

Birmingham-fragmenterne - fra før Muhammed blev profet?

I 2015 fandt man i Birmingham nogle gamle fragmenter med nogle vers, som også findes i sura 18 (Hulen), sura 19 (Maria) og sura 20 (Ta Ha). Fragmenterne handler om henholdsvis de unge mænd i hulen (Syvsoverne fra Efesus), at Jesus ikke er Guds søn, og om Moses. En kulstof 14-test af det skind, de var skrevet på, indikerede, at fragmenterne kunne have været fra mellem 586-645. Altså før Uthmans mytiske Koran i 650, og måske endda fra før Muhammed blev født i 570! Det er yderst interessant, hvis teksten er lige så gammelt som skindet, selvom der er naturligvis er usikkerhed forbundet med kulstof 14-test. Men hvem ved: Måske er det fragmenter af noget af det, som Koranen senere er stykket sammen af?  

Konklusion:

De gamle manuskripter viser, at nogle af teksterne er meget gamle. De mange variationer og synlige rettelser vidner om, at teksten i den tidlige periode har udviklet sig og er blevet rettet og justeret. Der er grundlag for at tro, at nogle Koranens tekster har eksisteret - måske som kristne eller jødiske skrifter - inden de blev samlet og kanoniseret. Asma Hilalis hypotese om, at det i den tidlige periode måske slet ikke har været meningen, at skriftet har skulle være helligskrift, er interessant og giver mening: De folk, der har rettet og slettet, ville vel næppe have rettet og slettet i noget, de troede var "Allahs ord". De har måske nærmere forbedret deres prædikebog.

Al Husseini Mushaf.jpg

al-Husseini-manuskriptet i Cairo

Fra det 8. århundrede. Ord er slettet eller dækket til. Et eksempel på redigering af Koranen. Der er mange tydelige tegn på redigering i de gamle manuskripter. 

Sana'a manuskript.jpg

Sana'a-manuskriptet: De ældste dele er måske fra slutningen af det 7. århundrede. Man kan se, at der inde under den øvre skrift, er en tidligere version.

Birmingham_Quran_manuscript.jpg

Birmingham-manuskriptet. Består af 2 ark. Måske er det de allertidligste fragmenter, vi kender. 

 

6. Hvad fortæller Koranens skriftsprog?

 

Koranens skrift er fra Arabia Petrea

Den gamle arabiske skrift, som Koranen er skrevet med, er udviklet fra den nabatæisk-aramæiske skrift. Den blev brugt af arabere i den nordlige del af Arabien - det område, som romerne kaldte Arabia Petrea (opkaldt efter Petra, hovedstaden i det gamle nabatæiske kongedømme), og som omfatter en stor del af Levanten og Irak. 

I dag tænker vi på Arabien som Den arabiske halvø, svarende til Saudi-arabien. Men i senantikken dækkede de områder, der blev kaldt Arabien, meget mere. Mellem 132 f.kr. og 214 var der for eksempel et arabisk kongerige i det nordlige Mesopotamien kaldet Osroene. Hovedstaden var Edessa, som i dag hedder Şanlıurfa og ligger i Tyrkiet. Osroene blev indlemmet som en provins i Romerriget, men folk kaldte stadig dette område for Arabien. Så i 600-tallet kunne Arabien altså godt ligge i Tyrkiet. Der levede arabere i hele det område, som i dag dækker Sinai, Israel, Jordan, Libanon, Syrien, det sydøstlige Tyrkiet og det nordlige og vestlige Irak. De havde i mange århundreder været i kontakt med græsk-romersk kultur. Klippeinskriptioner skrevet med arabisk skrift viser, at de har været kristne. Deres skriftsprog var i starten aramæisk, men siden udviklede det sig, så det mere og mere kom til at ligne det talte sprog, arabisk. Koranen er skrevet i dette sprog.

Man brugte en anden skrift i resten af Arabien

Den sydlige del af Den arabiske halvø kaldte romerne "Det lykkelige Arabien". Der talte man forskellige semitiske sprog, som var mere i familie med det etiopiske end det nordarabiske, og man brugte en helt anden type skriftsprog. Denne skrift var mere avanceret end den nordarabiske, idet man kunne udtrykke sig mere entydigt. 

Den midterste del af Den arabiske halvø, hvor vore dages Mekka og Medina ligger, kaldte romerne "Det øde Arabien". Der brugte man samme skrift som i syd, eller man brugte forskellige lokale skrifter. Alt dette kan ses af de mange tusind klippeinskriptioner, som findes overalt i Arabien. Den canadiske forsker Robert Kerr har argumenteret for, at Koranen umuligt kan stamme fra Mekka og Medina. I det område kendte man den mere avancerede sydarabiske skrift, og man ville af de to mulige skrifter have valgt den kendte og den bedste til et helligskrift.

 

Konklusion:

Koranens skrift peger på, at Koranen er blevet til Arabia Petrea og ikke i Mekka og Medina i Hedjaz.

Arabia Deserta.jpg

Koranens skrift kommer fra Arabia Petraea. Dér boede mange arabere i det 7. århundrede, og de var langt fra illiterære.. 

Sydarabisk skrift.png

Den sydarabiske/sabæiske skrift var helt anderledes og mere avanceret end nordarabiske skrift, som havde udvilket sig fra den nabatæisk-aramæiske skrift. 

 
Nabatæernes rige 2.jpg

Det nabatæiske rige eksisterede fra ca. 400 f. Kr. til år 106. Hovedstaden var Petra. Fra Al Ula nederst på kortet og til Mekka er der over 700 km. 

Thamud ruiner.jpg

Ruiner fra Nabatæerne findes flere steder i det tidligere kongerige. Man mener, at de imponerende bygningsværker har været gravkamre.

Sanilurfa.png

Lå Mekka her?.Den første kilde, der nævner Mekka (i 741) fortæller, at Mekka lå mellem Harran og Ur, og at det var her, Abd al-Malik nedkæmpede Abd Allah ibn-Zubayr. 

7. Koranens geografi peger væk fra Mekka

 

Den nabatæiske fortid

Det giver rigtig god mening, at Koranen er blevet til i Arabia Petrea og ikke i Mekka og Medina i Hedjaz. Det passer nemlig med Koranens indhold. Nogle af de historier, som Koranen igen og igen refererer til, handler om fortidsfolkene Ād og Thamūd. Om Ād fortælles det, at deres by var "Iram med søjlerne" (89:6-7), som blev tilintetgjort i en sandstorm, og om Thamūd fortælles det, at de kom efter Ād. De huggede huler i klipperne (89:9), og de blev også tilintetgjort af Allah på grund af deres vantro. Thamūd har formentlig været nabatæerne, hvis fantastiske klippehuler kan ses i blandt andet Petra i Jordan og Al-Ula i det nordlige Saudi-Arabien. Nabatæernes kongedømme (400 f.kr - 106) dækkede vore dages Jordan og det nordvestligste af Den Arabiske Halvø og Sinai. I en kort periode kontrollerede nabatæerne endda Damaskus i Syrien.  Ād har formentlig været det gamle historiske kongerige Edom, som havde sin storhedstid fra 13. til det 6. århundrede f.Kr., og som lå i samme område. "Iram med søjlerne" menes at være Wadi Rum i Jordan. Den fortid, som Koranen beskriver, hører til i det gamle nabatæiske område. Koranen nævner endda, at dem, den taler til, bor i de gamle folks boliger (14:45) og går omkring i dem (20:128).

 

Stedbeskrivelser i Koranen

Koranen er bemærkelsesværdigt fattig på konkrete stednavne. Men der er alligevel beskrivelser, som kan fortælle noget om, hvor dens budskab er blevet prædiket. Eksempelvis nævner Koranen, at dens tilhørere går forbi Lots Hustru og Sodomas døde (37:133-138). Stensøjlen Lots Hustru og bjerget Sodom findes ved Det døde hav. Den fortæller også, at de dyrker korn og har druer, oliventræer (80:28) og yppige haver. Der kan ganske enkelt ikke gro oliventræer i Mekkas ørkenklima. 

Bynavne i Koranen

Mekka er kun nævnt 1 gang i Koranen: Vers 48:24. Verset fortæller blot, at et slag blev afværget i "dalen ved Mekka". Der står ikke at Mekka er en by, eller at den skulle være kulisse for Koranen. Navnet Yathrib (som Medina hed på Muhammeds tid) er også kun nævnt 1 gang: I vers 33:13 opfordrer nogle "hyklere" folk fra Yathrib til at vende om. Der står ikke, at det drejer sig om Yathrib i Hedjaz (der findes faktisk også et Yathrib i Irak), eller at Yathrib skulle være kulisse for Koranen.  

 

Medina er til gengæld nævnt 3 gange: Vi får at vide, at nogen spreder rygter i Medina (33:60), og at der er "hyklere" i Medina (9:1019:120). Men Medina betyder egentlig bare "by" og kan i princippet være hvor som helst. Vore dages Medina er en forkortelse af det længere navn "Profetens by", Madīnat an-Nabī. Medina fik først sit navn efter Muhammeds død. Så faktisk er det ret usandsynligt, at Koranens Medina er det samme som Yathrib i Hedjaz. Det er en anakronisme. 

Koranen fortæller 2 steder, at den er sendt ned for at advare "byernes moder" (6:92 og 42:7). Den beskrivelse kan passe på mange steder. For eksempel på Petra. En anden kandidat kan være byen Ctesifon i Irak. Ctesifon var en stor og betydningsfuld by, som i 800 år havde været hovedstad for de persiske imperier. Araberne kaldte den Al-Mada'in  (Byerne), og den gik også under navnet Madina al-Atiqa - Den gamle by. Men "byernes moder" kan ikke have været Mekka i Hedjaz, som ingen havde hørt om på Koranens tid. 

Flere grunde til, at Koranen ikke blev til i Mekka

Ifølge den islamiske fortælling skulle Mekka have været et vigtigt handelscentrum, hvor øst og vest mødtes.  Forskeren Patricia Crone var den, der først stillede spørgsmålstegn ved den fortælling i bogen Meccan Trade And The Rise Of Islam (1987). Hun blev opmærksom på, at selvom både romere, grækere og persere i århundreder havde haft beskrivelser og kort over deres handelsruter, var Mekka var ikke med på nogen af dem. Hun studerede de gamle kort og blev hurtigt opmærksom på, at det rent geografisk slet ikke giver nogen mening, at Mekka skulle have været et knudepunkt for handel mellem øst og vest. Den ligger ikke på nogen af handelsruterne, og den er meget uhensigtsmæssigt placeret for både skibs- og karavanehandel. 

Derudover viser arkæologiske undersøgelser og satelitbilleder af tidlige moskeer, at deres bederetning ikke vender mod Mekka, men derimod tilsyneladende mod Petra i Jordan. Først fra midten af 700-tallet begyndte moskeerne entydigt at have bederetning mod Mekka. Det er beskrevet af Dan Gibson i bogen "Early Islamic Qiblas".

 

Mekka i det nordlige Mesopotamien?

Den første ikke-islamiske kilde, som nævner Mekka, er den Byzantinsk-Arabiske krønike fra 741. Der står: 

"Abd ai-Malik opnåede kongemagtens højdepunkt og regerede i 20 år. I det første år af hans regeringstid brugte han al sin erfaring og sit mod mod Abd Allah [ibn Zubayr], som hans far havde angrebet mange gange i forskellige slag, og endelig [kom han] til Mekka, Abrahams hjemsted, som de tror, og som ligger mellem Ur i Kaldæa og byen Harran (Carras) i ørkenen". (Kilde: Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw It, s. 622)

Krøniken påstår altså, at "Mekka" på Abd al-Maliks tid (685-714) lå i det sydøstlige Tyrkiet, og at han besejrede Ibn Zubayr dér! Her ligger nemlig både byen Harran og Ur. Ur er Şanlıurfa (Urfa), datidens Edessa. Dengang troede man, at det var her, Abraham kom fra, inden han rejste til Kanaaens Land. Det giver rigtig god mening, at dette Mekka er "Abrahams sted" - og ikke Mekka langt nede "Det øde Arabien", som ingen nogensinde havde hørt om før. 

Konklusion:

Koranens eget indhold indikerer kraftigt, at den ikke er blevet til i Mekka og Medina, men i Arabia Petrea. Arkæologi og kilder understøtter dette. Men det er ikke entydigt, hvor i dette område, pilen så peger hen. Er det mod Petra? Ctesifon? Edessa? Måske er den blevet til på flere forskellige steder. Det er faktisk helt oplagt. 

mosaic-of-jesus-in-haghia-sofia.jpg
Talmud.jpg

Den babyloniske Talmud var netop blevet færdiggjort i det 6. århundrede. Men nogle mente, at det var en forfalskning af Guds nedsendte ord, Moseloven.  

Jesus.jpg

Var Jesus guddommelig - og i så fald hvordan? Det var det store stridspunkt blandt kristne i senantikken. Nogle mente, at han kun havde én natur (kun gud eller kun menneske), mens andre mente, at han var både gud og menneske.

 

8. Hvem var Koranens oprindelige målgruppe?

 

Publikum har kendt de bibelske historier

Det er helt åbenlyst - ud fra Koranens tekst - at Koranens oprindelige publikum må have kendt de mange bibelske figurer og historier, som Koranen nævner. Ellers ville de simpelthen ikke kunne have forstået meningen. Koranen forudsætter kendskab til såvel jødiske og kristne fortællinger. Mange af de bibelske profeter er kun lige nævnt ved navn, mens andre kun hentydes til, fx som "ham med fisken" (Jonas, 68:48). Historierne forekommer ofte kun i brudstykker. Meget taler for, at målgruppen har været kristne. Ikke mindst det faktum, at araberne i Arabia Petrea var kristne. Alle arabiske klippeinskriptioner fra det 6. århundrede, som havde religiøst indhold var kristne (Se denne video). 

Se også: Hvad var arabernes religion i starten af 600-tallet

Et miljø med forskellige religiøse retninger

Koranen vidner desuden om, at den er blevet prædiket i et miljø, hvor der været adskillige religiøse grupper. Den forholder sig igen og igen til forskellige "vantro", som den anklager, advarer imod og indgår i diskussion med. 

Sådan et miljø var der netop i Arabia Petrea i det 7. århundrede. Jødedommen var stærkt repræsenteret, og i Mesopotamien fandtes der adskillige jødiske akademier. Der fandes også forskellige jødisk kristne sekter, som fulgte Moseloven og troede, at Jesus var Messias, men ikke guddommelig. De arabiske stammer tilhørte flere forskellige kristne retninger, som ikke var enige om, hvor vidt Jesus var menneskelig, guddommelig, og i så fald på hvilken måde.

De rabbinske jøder - en intern jødisk strid

Blandt andet ser det ud til, at Koranen anklager rabbinsk jødedom. Den bruger igen og igen ordet kuffar. Det betyder i dag bare "vantro", men ordets oprindelige betydning er, at "dække til". Koranen siger blandt andet til Skriftens folk: 

Skriftens folk! Hvorfor hyller I sandheden ind i løgn? Hvorfor skjuler I sandheden, når I har viden? (3:71)

 

Dette var netop, hvad nogle jøder eller jødekristne på den tid anklagede rabbinske jøder for at gøre med deres nedskrivning af Talmud. De mente, at det var ugudeligt at følge de lærdes fortolkninger frem for Toraen selv. Den babyloniske Talmud var netop blevet færdiggjort i det 6. århundrede, så det var et højst aktuel strid blandt jøder. Det er sandsynligvis de rabbinske jøder, Koranen kalder for "de værste dyr" (8:55), og som Koranen anklager for bevidst at have forfalsket Guds ord. Dette har helt tydeligt fyldt meget for Koranens forfatter(e), og at kuffar har været i de omgivelser, hvori Koranen er blevet prædiket. Koranen henvender sig adskillige steder direkte til "Israels børn". 

De kristne som troede, at Jesus var Guds søn

Koranen harcellerer også igen og igen over dem, som "sætter nogen ved Guds side", og som siger, at "Gud har taget sig en søn". Det er en klassisk jødisk beskyldning mod kristne. Men det er også en beskyldning som tilhængere af arisk kristendom kunne have rettet mod andre kristne. Koranen betragter Jesus som Messias, og der er vers i Koranen, som indikerer, at dens forfatter sagtens kan have troet, at Jesus var guddommelig på en eller anden måde. Jesus har i hvert fald haft helt en særlig status.

Både Koranens forfatter(e) og den arabiske målgruppe har troet på Jesus som Messias. Men de har været i strid om, hvor vidt Jesus var Guds søn. En meget påfaldende ting ved Koranen er, at den slet bruger slet ikke det arabiske ord for kristne, masihiun (følgere af Messias). I de senere muslimske fortolkninger og i vores oversættelser er ordet naṣārā blevet til "kristne". Men det er en senere tolkning, som er blevet lagt ned over teksten, og den er formentlig forkert. Den manglende brug af ordet "kristne" indikerer, at "De troende" formentlig stadig har set sig selv som kristne, og at Koranens forfatter ikke har ville give "de, som satte andre ved Allahs side", den anerkendelse at kalde dem følgere af Messias

De troendes bevægelse

På baggrund af Koranens egen tekst og historiske kilder, har blandt andre den amerikanske islamforsker Fred Donner fremført en tese om, at islam startede som en religiøs bevægelse, "De troendes bevægelse", som ifølge ham kunne inkludere både jøder og kristne. De kunne forenes af ideen om at "Gud er én", at man skulle følge Guds åbenbarede ord, at Jesus var en profet, og at Dommedag var nært forestående. Først mange år senere - på initiativ fra kaliffen Abd al-Malik (685-705) - begyndte at deres tro at udvikle sig til en særskilt religion, og den endelige islamisering skete så under Abbassiderne, som kom til magten i 750. Donner er langt fra den eneste eller den første, der har gjort sig disse tanker.

Konklusion:

Koranens oprindelige publikum var tydeligvis ikke hedenske polyteister. I så fald havde de ganske enkelt ikke kunne forstå dens budskab. De havde nok heller ikke kunne "sætte noget ved Allahs side", hvis ikke de havde troet på Allah, dvs. Gud, i forvejen. Det er meget muligt, at Koranens "troende" så sig selv som kristne, og måske har "De troendes bevægelse" endda inkluderet både kristne og jøder, som så ikke var rabbinske jøder. Det understreger, at Koranen slet ikke et islamisk skrift, da det jo er blevet til før islam. Det er blevet til og er blevet prædiket i et jødisk-kristent miljø. 

9. Var Koranen oprindeligt et kristent gudstjensteskrift?

 

Hvad der sker, når man læser Koranen på aramæisk  

Der er vers i Koranen, som ikke giver mening, ikke engang for islamiske lærde. Samtidig er Koranen fuld af aramæiske låneord. Faktisk er det sådan, at stort set alle vigtige teologiske ord i Koranen stammer fra aramæisk (se fx Aramaisms in the Qur’ān). Det er der intet mærkeligt i, eftersom aramæisk var det sprog, kristne i Mellemøsten brugte i religiøse sammenhænge. Selve ordet Koran kommer af det aramæiske qeryan-a, som betyder "læsning" eller gudstjenesteskrift. 

 

Dette gav Lingvistikforskeren Christoph Luxenberg (2004) den idé, at dele af Koranen er på aramæisk, og at Koranen er skrevet på et blandingssprog af arabisk og aramæisk - men med den arabiske skrift. Det viser sig, at når man læser nogle af de ellers uforståelige passager som aramæisk, så giver de pludselig meget mere mening. Et eksempel er sura 97 (Bestemmelsen), som ifølge den islamiske fortolkning lovpriser den nat, Koranen blev sendt ned. Der står: "Vi sendte den ned i Bestemmelsens Nat." (97:1). Men Koranen blev jo ikke "sendt ned" på én nat. Den blev jo ifølge islams egen fortælling åbenbaret over en periode på 23 år. Luxenberg viser, at hvis man læser sura 97 på Aramæisk, så forvandler den sig til en julehistorie, komplet med engle, salmer og stjerne. Det var Jesus, der kom ned til menneskene julenat.   

 

Det måske mest kendte resultat af Christoph Luxenbergs syro-aramæiske læsning af Koranen er, at hourierne, jomfruerne, som venter de troende i paradis, i virkeligheden er druer. "Hur" betyder "de hvide". I bogen What the Modern Martyr Should Know, Seventy-two grapes and Not a Single Virgin gennemgår Norbert G. Pressburg, hvordan alt det, der i den senere islamiske tolkning er blevet til sexuelle fantasier om lyshudede, storbarmede jomfruer og unge drenge, i virkeligheden handler om de hvide druer, der venter i himlen. Hvis man ser Koranen som gudstjenesteskrift baseret på Bibelen, giver det rigtig god mening. For eksempel står der i Loven om nasiræerne, som vier sig til Herren (Fjerde Mosebog, 6), at de skal afholde sig fra vin og druer indtil deres prøvetid er gået. Så må de godt. På samme måde forbyder Koranen vin, men lover floder af vin og "hourier" senere - i Paradis.     

 

Var Koranen et kristent gudstjenesteskrift?

Luxenbergs tese er, at de ældste dele af Koranen oprindeligt var et kristent liturgisk skrift (altså en gudsjenestebog), skrevet på Aramæisk. Det kan forklare Koranens fragmenterede form og at den ikke udgør en sammenhængende fortælling. Som Morten Rydal beskriver i sin bog Muhammed. Da imperiet fandt sin profet, kan det også forklare de mystiske bogstaver, som hele 29 af Koranens suraer starter med, og som ingen islamiske lærde kan forklare: De er ganske enkelt henvisninger til vers fra Salmernes Bog, som gudstjenesten skal indledes med. Altså en instruktion til gudstjenesteholderen - akkurat som istruktionen til sura 9 i Sanaa-manuskriptet nævnt ovenfor. En vild tese - som faktisk er baseret på kilder - er, at den Monofysitiske biskop Sankt Gabriel fra Tur Abdin kan have givet Umar nogle skrifter. Det ville være interessant at få undersøgt nærmere. 

Kritik af Luxenberg

Den aramæiske læsning understøtter tesen om, at islam har udviklet sig fra kristendommen. Luxenberg har fået kritik for at fokusere for ensidigt på sproget, og at ikke alle hans aramæiske læsninger nødvendigvis passer, eller at konkrete "sorte pletter" måske kan forklares bedre på andre måder. For eksempel giver Robert Hoyland i artiklen "The Jewish and/or Christian Audience of the Qur'an and the Arabic Bible" et eksempel på, hvordan den tilsyneladende obskure historie om manden der sov i 100 år, og hvis mad ikke var rådnet (2:259), i  virkeligheden kan være hentydninger til en apokryf historie om Jeremias. Den fremstår blot utydelig, fordi arabiske kristne kun har kendt den gennem mundtlige overleveringer. Der eksisterede nemlig ikke en bibel oversat til arabisk på den tid (kun en aramæisk). Hoyland giver Luxenberg ret i ideen om den kristne oprindelse. Men han peger på andre muligheder for at få de uklare steder til at give mening.  

Andre påpeger, at selvom den aramæiske læsning i nogle tilfælde giver god mening, så betyder det ikke nødvendigvis, at der har eksisteret en nedskrevet aramæisk tekst - en gudstjenestebog - som grundlag for Koranen. Det kan være, at forfatten blot har "tænkt aramæisk", da han skrev. 

Men Luxenbergs teori er blevet noget, man forholder sig til og diskuterer. Den er ikke til at komme uden om. Det er i sig selv tankevækkende, at de tidlige islamiske fortolkere i det 8., 9. og 10. århundredes Bagdad ikke har anet, hvad en del af Koranens tekst betød. Den har været fremmed for dem.  

Konklusion:

Dele af Koranen kan være aramæisk skrevet med arabisk skrift. Den aramæiske læsning peger på, at Koranens tekster har en kristen oprindelse. De islamiske tolkninger er først senere blevet "lagt ned over" teksten, af folk som måske ikke har forstået, hvad det var for et skrift, de havde med at gøre. 

Christoph_Luxenberg.jpg

Christoph Luxenbergs bog. Et "bidrag til af afkode Koranens sprog", står der i undertitlen. Luxenberg fortæller om sin aramæiske læsning af Koranen i denne video.

Abraham-Isak-Jakob.png

Vindruer i himlen er en kendt kristen ide. En fresco fra klosteret Saint Mary El-Sourian i Egypten, (Det syriske kloster for sankt Maria), viser Abraham, Isak og Jakob, som giver de troende druer at spise i himlen. Klosteret er fra 500-tallet.

 
 
Kaabaen.jpg

Kabaen i Mekka 

har påfaldende meget til fælles med Templet i Jerusalem. 

Jerusalem port.jpg

Perserne erobrede Jerusalem i 614

med hjælp fra jøder og arabere. Jøderne var undertrykt under det byzantinske herredømme, og måske har nogle af dem taget initiativ til en abrahamitisk alliance.  

10. Var Koranen en jødisk vejledning til arabiske prædikanter?

Den jødiske arv

Selvom meget ved Koranen peger på en kristen arv, så er der også rigtigt meget, der peger på en jødisk arv. Hvis man ser på, hvor meget bibelske historier og personer fylder i Koranen, så er der en klar overvægt af Det Gamle Testamente. For eksempel er Moses nævnt 145 gange i Koranen, mens Jesus er nævnt 24 gange.  

 

Men der er også andre vægtige tekst-argumenter for jødisk indflydelse. Først og fremmest er det ikke Jesu lære, der fylder i Koranen. Koranens Allah er en gammeltestamentlig straffende gud, som udsletter de folk, der ikke frygter Ham. Den strenge monoteisme er også et meget jødisk budskab. I vers 112:1 instruerer Koranen: "Sig: "Han er Gud, én".  Den jødiske bøn Shema, lyder netop: "Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én". Koranen instruerer også i jødiske spiseregler (6:145). Meget tyder også på, at den Mashid al-Haram, som Koranen beskriver, og som i dag "fortolkes" som Kabaen i Mekka, i virkeligheden har været Tempelbjerget i Jerusalem. 

 

Alt dette indikerer, at Koranen - eller dele af den - oprindeligt har været forfattet af jøder eller af nogen, som har været stærkt inspireret af jødedom. Måske netop en af de sekter eller retninger, som harcellerede imod rabbinsk jødedom (se ovenfor).    

Skulle Koranen omvende araberne til jødisk messianisme?

I afhandlingen Messias og hans profet. Islams oprindelse fra 2006 (på fransk) argumenterer den franske teolog Edouard Marie Gallez for, at Koranen oprindeligt var en samling af instruktioner, noter og udkast til prædikener. Odon Lafointaine har populariseret Gallez' ideer i bogen Le grand secret de l’islam, som forhåbentlig snart udkommer på engelsk her.

 

Tesen er, at prædikanterne var arabere, men budskabet var jødisk messianisme: Dommedag var nært forestående, og Koranens naṣārā (som idag fortolkes som "kristne", kan have været en jødisk-kristen sekt), ønskede at vinde kristne arabere for deres sag, som var at erobre Jerusalem og genopbygge Templet. Det ville ifølge deres messianske tro trigge Jesu genkomst. Gallez er langt fra den eneste, der har hæftet sig ved det stærke dommedagsmotiv i Koranen, som gør Jerusalem til Koranens oplagte fokus (se fx også Stephen Shoemaker).   

Historisk er det slet ikke urealistisk, at der kan være foregået en sådan mission. I 614 hjalp op mod 20.000 jødiske oprørssoldater sammen med en gruppe af arabere perserne med at erobre Jerusalem. De jødiske oprørere fik overdraget styret og gik i gang med at genopbygge Templet. Men jøderne endte dog senere med at blive fordrevet. I 636-37 indtog araberne så Jerusalem, og nogle kilder fortæller, at jøderne faktisk begyndte et byggeri på tempelpladsen, men blev drevet væk af araberne, som byggede deres eget bedested der. Gallez foreslår, at nogle af de slag, der er spor af i Koranen, kan være spor af kampene om Jerusalem. 

Den armenske krønikeskriver Sebeos (661) beretter om, at nogle jøder kaldte araberne tii hjælp og gjorde dem opmærksom på deres slægtskab gennem Abraham, hvorefter Muhammed prædikede for dem, og jøder og arabere (Ismaels sønner) drog afsted i samlet flok for at erobre Det hellige land. Både Sebeos og andre kilder, fx. pilgrimmen Arculf  (670'erne) vidner om, at Jerusalem har været et vigtigt sted for de tidlige troende.

Derfor ligner Koranen ikke et helligskrift 

Gallez' tese om at Koranen oprindeligt har været en instruktion til prædikanter bygger på en tekstanalyse af Koranen. Den er appellerende og troværdigt, fordi de mange instruktioner og råd i Koranen, som normalt "tolkes" som Allahs råd til Muhammed, pludselig får en ny og forståelig mening. For eksempel instruktionen om, hvad man skal sige, når folk spørger, hvornår Dommedag kommer: "Sig: "Det kan meget vel være snart!" (17:51)

Dét, at Koranen er en samling af noter og udkast til prædikener forklarer, hvorfor den ikke er skrevet på et bedre arabisk. Havde man vidst, at det var et helligskrift til eftertiden, havde man gjort sig mere umage. De tidlige manuskripter indeholder som sagt ikke de diakritiske tegn, der gør det muligt at skelne mellem forskellige konsonanter. Dette selvom disse faktisk eksisterede i det tidlige 7. århundrede - og al-Hajjaj tilføjede dem jo senere. Men hvis dokumentet har været til internt brug - eller til undervisningsbrug, som Asma Hilali foreslog om Sanaa-manuskriptet - så har diakritiske tegn ikke været nødvendige .

 

Det var måske heller ikke nødvendigt at skrive historierne fuldt ud. Man har kunnet nøjes med hentydninger. Det kan forklare, hvorfor mange passager virker så springende og usammenhængende. Hvis de første "troende" har troet, at Dommedag var lige om hjørnet, giver det rigtig god mening, at de ikke gjort sig umage med at lave et fint og sammenhængende helligskrift med diakritiske tegn, så Guds evige ord til menneskeheden blev mere præcise. Hvorfor skulle de dog det, når de levede i de sidste tider? 

 

Overordnet fremstår Edouard Marie Gallez' og Odon Lafontaines ideer særdeles attraktive, fordi de passer så godt til Koranens tekst. De passer også rigtigt godt på den historiske kontekst omkring Jerusalem. Og de harmonerer med tidlige kilder fra det 7. århundrede, blandt andet  Sebeos. Gallez og Lafontaine mener, at arabernes skuffelse over, at Jesus og Dommedag ikke kom alligevel, førte et brud med jøderne - som også kan aflæses i Koranen, i sura 9. Herfra udviklede islam sig. 

Konklusion:

Koranen har helt tydeligt en stærk jødisk arv i sig, og det er oplagt, at Koranens "Fredhellige bedehus"  (Masjid al-Haram) oprindeligt har været det jødiske tempel i Jerusalem. Tesen om at messianske jøder - måske endda en slags arabiske jøder -  kan have instrueret og inspireret arabiske prædikanter til at missionere blandt araberne, og at Koranen har været en samling af prædikanternes noter og udkast til prædikener, har overraskende stor forklaringskraft. 

11. Et foreløbigt billede af Koranens tilblivelse

Der bliver vendt flere og flere sten i historien om, hvordan Koranen blev til. Det, som tidligere blev kaldt "revisionistisk" forskning, bliver mere og mere mainstream. Selv de mest fodslæbende islamforskere er i dag nødt til at nævne "problemet med kilderne", inden de begynder at fortælle om, hvordan "religionsstifteren Muhammed fik sin første åbenbaring i Mekka". Og hvem ved, måske finder selv dette lille forbehold engang vej ind i skolernes lærebøger? For det er jo ret sikkert, at det ikke foregik på den måde.

I stedet tegner der sig et billede af, at Koranen måske oprindeligt startede som en samling af noter og skitser til prædikener, baseret på udvalgte tekster fra Bibelen eller Toraen. Nogle af dem kan have været på aramæisk. Det foregik i det område, som romerne kaldte Arabia Petrea. Måske har formålet været at rekruttere arabere til det (fælles) projekt at erobre Det hellige land for at være klar til Dommedag. Måske var dette netop, hvad De troendes bevægelse gik ud på? Koranens budskaber kan sagtens være blevet prædiket flere forskellige steder rundt omkring i Arabia Petrea og af flere forskellige prædikanter.

Efter den 2. fitna (borgerkrig) kom Abd al-Malik (685-714) ud som sejrherre, og han tog formentlig de første skridt til at skabe en arabisk identitet, som kunne stabilisere imperiet. Det indebar en fælles religion. Han og hans guvernør al-Hajjaj samlede nogle af de troendes gamle skrifter, tilføjede diakritiske tegn og måske lidt mere end det. De udgav et nyt kanoniseret arabisk skrift og brændte alt det, der ikke var kommet med. Man kan for eksempel forestille sig, at materiale, som handlede om Jesu genkomst på Dommedag,  ikke kom med i det kanoniserede skrift. 

 

Skriftet lå dog endnu ikke helt fast. De, der samlede det, kan ikke have troet, at det var Guds ord. For det var OK for dem at rette i det. Måske var ideen dengang stadig blot, at markere, at man var de de rigtige monoteister - til forskel fra dem, der troede på Treenigheden, og som "satte andre (Jesus) ved Allahs side". Men med tiden spredtes rygtet, at denne "Allahs bog" var blevet åbenbaret fra Himlen til den arabiske profet Muhammed.

I 750 omstyrtede Abbasiderne Umayyadedynastiet i Damaskus og etablerede deres nye kalifat i Bagdad. De havde brug for at legitimere sig som de rette arvtagere til imperiet og så også (ligesom Abd al-Malik) behovet for en samlende identitet. De arvede Abd al-Maliks helligskrift, som de sikkert lavede et par persisk-inspirerede tilføjelser til. De skabte det islam, som vi kender i dag og opbyggede legenden om profeten Muhammeds liv og fik det og Koranen til at passe sammen. Måske var det dem, der flyttede profetens liv og dermed også historien om Koranens tilblivelse til Mekka og Medina i det øde Hedjaz, som udgjorde et "blankt lærred" for kreative historiefortællere. Flytningen kan dog også være sket allerede inden Abbassiderne kom til magten. 

Der er stadig rigtig mange lag i historien, der mangler at blive afdækket. Opsummeringen her står helt for min egen regning, og den er kun foreløbig. Udviklingen går stærkt, og om 1 år ved vi helt sikkert endnu mere. 

Opdateret oktober 2021

Muhammed prædiker2.jpg

Måske blev der netop prædiket sådan?

Men inspirationen kom blot ikke direkte fra Allah, men fra den prædikebog, som senere blev til Koranen?