SÅDAN BLEV KORANEN TIL - DEL 2:

DEN REVISIONISTISKE HISTORIE 

Mange ting peger på, at den traditionelle beretning om Koranens tilblivelse ganske enkelt er en myte, og at Koranen i stedet er et sammesat produkt, der er blevet til over et par hundrede år.  

En undersøgende tilgang

Den traditionelle beretning om, hvordan Koranen i perioden 610-632 blev åbenbaret for Muhammed, som reciterede den for sine følgere, og hvordan den efter hans død blev skrevet ned og samlet, først efter ordre fra den 2. kalif Umar (634-644) og senere efter ordre fra den 3. kalif Uthman (644-656), er en god historie.

 

Men den kan ikke regnes for rigtig historie, forstået på den videnskabelige og faktuelle måde. I de senere år er der blevet forsket meget i islams oprindelse, både med brug af arkæologiske, historiske og lingvistiske metoder. Nogle kalder det "revisionistisk forskning", fordi det "forkaster den opfattelse, der regnes som mainstream". Men i virkeligheden bruger disse forskere blot de samme videnskabelige metoder, som forskere plejer at bruge på alt muligt andet. Denne gang blot på islam. 

Nedenfor kan du læse om Koranens tilblivelse set fra et kritisk, undersøgende og forskningsmæssigt perspektiv.

 

Min gengivelse er primært baseret på nogle af de bøger, jeg har læst. Blandt andet:

  • Derfor er jeg ikke muslim af Ibn Warraq (1995). Kapitlerne om henholdsvis Muhammed og Koranen giver et godt overblik over, hvad blandt andre John Wansbrough, Patricia Crone, og Michael Cook er kommet frem til. Wansbrough regnes for grundlæggeren af den revisionistiske koranforskning.   

  • In the Shadow of the Sword af Tom Holland (2012) som er en fortællende historie om islams tilblivelse. Bogen giver et rigtig godt indblik i den historiske sammenhæng, som er baggrunden for tilblivelsen af islam. Den er baseret på adskillige års grundig reseach af forskning på området.   

  • What the Modern Martyr Should Know: Seventy-two grapes and Not a Single Virgin af Norbert G. Pressburg (2010). Pressburg er et pseudonym. Bogen giver et indblik i nyere lingvistisk koranforskning fra Tyskland. Den læner sig op ad Christoph Luxenbergs bog The Syro-Aramaic Reading of the Koran: A Contribution to the Decoding of the Language of the Qur'an. Luxenberg er dog også et pseudonym. Virkelig trist, at det skal være sådan!    

  • Questioning Islam af Peter Townsend (2014). Et supplement til de ovenstående bøger. Bogens ærinde er islamkritisk formidling, og den historiske del er kun en del af det. Townsend har også skrevet bogen "The Mecca Mystery".  

Disse bøger er ikke forskningsbøger, men de refererer til den revisionistiske forskning. Hvis du er nysgerrig, kan du selv undersøge videre.   

Der findes mange bøger, som fortæller om Koranens tilblivelse på en måde, der ikke bare reducerer historie til mytefortælling. Dette er blot nogle få af dem.

Hadith er ubrugelig som historisk kilde

Den traditionelle fortælling om Koranens tilblivelse er baseret på Hadith (små vidnesbyrd om Muhammed og i nogle tilfælde hans efterfølgere). Men helt almindelig kildekritik tilsiger, at det er et meget tyndt, ja, faktisk nærmest ubrugeligt grundlag.

 

Problemet med både hadith og biografierne om Muhammed er, at de stammer fra en langt senere tidsperiode end den, de fortæller om. Muhammed skulle have levet mellem 570 og 632, men den tidligste biografi, som findes i dag, er "Sirat Rasul Allah" af ibn Hisham (død 833)  Den fortæller ganske vist, at den er en redigering af en tidligere biografi af Ibn Ishaq, som er gået tabt.

 

Hadith-samlingerne blev nedskrevet endnu senere. Sahih al-Bukhari, som af sunni-muslimer regnes for at være den mest autoritative samling, blev for eksempel samlet ca. 850. De andre kom endnu senere. Ifølge beretninger skulle imamen Bukhari have samlet mere end 600.000 hadith'er, og ud af dem var kun 7225 troværdige nok til at komme med i hans samling. I tidligere tider har dette måske virket som et "bevis" på, at de hadith'er, der kom med i samlingen, måtte være uhyre troværdige.

 

Men hvordan kan der overhovedet have været så mange hadith'er i omløb på Bukharis tid? Hadithsamlingerne skal selvfølgelig ses i lyset af, at de blev til samtidig med at de islamiske lovskoler blev til i det 8. og 9. århundrede. Islamisk lov er baseret på Koranen, men først og fremmest er den derudover baseret på profetens eksempel - hvis kilde er ... hadith. Set med en historikers øjne fortæller Hadith og Sira således langt mere om de motiver, der eksisterede i det 9. århundrede, end de fortæller om, hvad der rent faktisk skete 200 år tidligere.

 

Dette bekræftes af, at mange hadith'er bærer tydeligt præg af at være skrevet i det 9. århundrede. Den hadith, der fortæller om, hvordan kaliffen Uthman omkring 650 samlede Koranen er et godt eksempel: Den fortæller, at Uthman instruerede de 3 mænd, som skulle bistå med arbejdet, at hvis der opstod uenighed om noget, så skulle det skrives i Quraish's dialekt. Men de vokaltegn, som man skal bruge for at adskille den ene dialekt fra den anden i arabisk skrift, fandtes slet ikke i det 7. århundrede.    


Hadith-beretningerne om Koranens samling, kan meget nemt blot have løst et behov i samtiden for at kunne fortælle, hvordan Koranen var blevet til.

Imam Bukhari: Lavede den første skriftlige samling af hadith over 200 år efter Muhammeds død. Hadith er

kilden til den traditionelle  "viden" om Koranens tilblivelse.  

Ingen andre kilder bekræfter historien 

Hadith og siras uegnethed som kilder til begivenhederne i det 7. århundrede ville ikke være et problem, hvis der bare havde været andre kilder, som kunne bekræfte historien. Men det er ikke tilfældet. Faktum er, at selvom araberne omkring år 650 havde erobret gamle stolte byer som Alexandria, Basra, Damaskus, Ktesifon og Jerusalem - hvis befolkning havde havde en lang tradition for skriftlighed - findes der ingen kilder defra, som kan berette, at de arabiske erobrere skulle have haft en særlig religion ved navn islam eller et særligt helligt skrift, eller at de skulle have været kættere eller hedninge.

 

En kristen kilde, Doctrina Jacobi, fra 634 (2 år efter at profeten angiveligt skulle være død) nævner dog, at have hørt, at der nu er kommet "en falsk profet" hos araberne; "Han er falsk, for profeter kommer ikke med sværd", står der. Der står intet om en ny religion.  Det er meget påfaldende, at en ny religion eller et nyt skrift, som ellers i dén grad skulle have været inspiration for de arabiske herskere, slet ikke blev opdaget af de erobrede før det 8. århundrede.

 

Den første "kilde", der nævner islam, er inskriptionen i klippemoskeen i Jerusalem fra 691. Men ifølge Norbert G Pressburg kan "islam" i den sammenhæng muligvis have betydet "samstemmende" eller "i overensstemmelse". Under alle omstændigheder: Så sent som i 733 skrev den kristne munk Johannes af Damaskus en kritik af "Ismaelitternes kætteri". Det indikerer, at der på det tidspunkt nu var sket noget med arabernes religion, men at Johannes ikke regnede det for en ny religion (for så ville han ikke have kaldt det "kætteri"). Han nævnte, at de havde nogle forskellige skrifter, men vidste tydeligvis intet om, at der skulle være et samlet skrift kaldet Koranen. Det er bemærkelsesværdigt, for Johannes levede i Damaskus, som var Umyyade-kalifatets hovedstad og centrum i den formodede islamiske verden. Og det var næsten 100 år efter at kaliffen Umar angiveligt skulle have samlet den første koran. 

 

Alt dette indikerer, at Koranen endnu ikke eksisterede som et samlet værk i 650, og at religionen islam slet ikke var udviklet som en særskilt religion, da de arabiske erobringer tog fart i det 7. århundrede.  

Johannes af Damaskus: Vidste ikke, at der fandtes et samlet skrift ved navn Koranen 100 år efter Muhammeds død.  Og han levede midt i kaliffens hovedstad!

De gamle koranmanuskripter bekræfter heller ikke historien

Ifølge den traditionelle historie skulle kaliffen Uthman i midten af 600-tallet have samlet "den rigtige koran" - Allahs nøjagtige ord - og sendt en kopi ud til kalifatets provinser. Der kan således have været op mod 9 eksemplarer af Uthmans koran. Alle provinserne undtagen Jerusalem har stort set været under muslimsk herredømme lige siden. Men man har ikke fundet et eneste eksemplar af Uthmans koran. 

 

Der er fundet nogle meget gamle koran-manuskripter, og mange muslimer tror, at nogle af disse er et eksemplar af Uthmans koran. Aminah Tønnsen skriver for eksempel i bogen Islam. Koran, Hadith, Sharia, at to eksemplarer af Uthmans korankopier er bevaret - et i Istanbul (Topkapi Mushaf), og et i Tashkent (Samarkand Mushaf) - og at også det manuskript, som i dag findes i Kairo (al-Husseini), menes af være en afskrift af Uthmans oprindelige. Men faktum er, at to tyrkiske forskere (Altıkulaç og İhsanoğlu), som havde adgang til at studere disse tidlige manuskripter fra 2002-07, konkluderede, at de var fra det 8. århundrede,  og at de hverken var Uhmans koran eller kopier af den. Tashkent-manuskriptet var enddog meget mangelfuldt.  Disse mænd var muslimer og havde derfor en del på spil ved et konkludere sådan (se forordet på deres rapport her). 

 

Det tidligste manuskript, man har fundet, er fra Sana'a i Yemen. Nogle tyske forskere under ledelse af Gerd R. Puin fik adgang til det i 1981. Man vurderer, at de ældste dele af det er fra de sidste årtier i det 7. århundrede. Det interessante ved Sana'a-manuskriptet er, at det meget tydeligt viser, hvordan indholdet har været under udvikling og redigering. En senere skrift har simpelthen overskrevet en tidligere skrift.

 

I alle de helt gamle manuskripter, vi kender, er der utallige af variationer i forhold til den koran, vi kender i dag, og de er heller ikke komplette. Men der er også hundredevis af tydelige rettelser i dem -  i form af senere tilføjelser, dele som er slettet, ting der er overskrevet, og nogle steder er noget tekst endda tildækket eller "tapet over". Det bekræfter ikke historien om Uthman, der samlede den "rigtige" Koran, som vi kender i dag. Derimod bekræfter det, at Koranen er et skrift, der har udviklet sig og er blevet redigeret over en længere periode.

 

I 2015 fandt man i Birmingham nogle gamle fragmenter med nogle vers fra sura 18 (Hulen), sura 19 (Maria) og sura 20 (Ta Ha). En kulstof 14-test af det skind, de var skrevet på, indikerede, at fragmenterne kunne have været fra mellem 568-645. Altså før Uthmans koran i 650, og måske endda fra før Muhammed blev født i 570! Det er uhyre interessant, fordi de 3 historier, der er på fragmenterne, netop er nogle af Koranens "lån" fra kristne kilder. Hvem ved, måske er de fragmenter af noget af det, som Koranen senere er stykket sammen af?  

Sana'a-manuskriptet: De ældste dele er måske fra slutningen af det 7. århundrede. Man kan se, at der inde under den øvre skrift, er en tidligere version.

al-Husseini-manuskriptet. Fra det 8. århundrede. Ord er slettet eller dækket til. Et eksempel på redigering af Koranen. Der er mange tydelige tegn på redigering i de gamle manuskripter. 

Koranens stil tyder på forskellige forfattere 

Der er karakteristika ved Koranen selv - ja, også den nutidige - som kraftigt tyder på, at den er et sammensat og redigeret produkt.

 

Det er helt åbenlyst, at suraernes stil er meget forskellig (suraerne er kapilterne i Koranen). Nogle har korte vers og minder om et digt, andre har lange vers. Nogle er mere fortællende, andre er mere bydende. I nogle suraer forekommer Allah i 1. person, i andre forekommer han i 3. person - og i fx sura 1 tiltales Han i 2. person (af sig selv, må man formode). I nogle suraer kalder Han sig selv "Vi" og andre steder "Jeg". Der er ikke konsistens i det. Dertil kommer, at nogle vers i de enkelte suraer helt tydeligt er indskudt i sammenhængen. De ikke ligner de andre vers i suraen. Et eksempel er vers 74:31, som er meget langt, mens alle andre vers i suraen er korte. Derfor er det helt oplagt, at vers kan være tilføjet senere.

 

Koranens ujævne stil peger på, at mange hænder har været inde over skabelsen af Koranen. 

Udsnit af sura 74:31. Et eksempel på ujævn stil i Koranen (kan dog ikke ses på billedet)

Plagiat fra andre skrifter 

En stor del af Koranens historier er kendt fra andre religiøse skrifter, historier og sagn, som var i omløb på den tid, hvor Koranen blev til.

 

Først og fremmest kan man selvfølgelig genfinde patriarker og profeter fra Det gamle testamente overalt i Koranen, ligesom man også genfinder Jesus og formuleringer, der minder om lignelser fra Det Nye Testamente. Historierne findes i brudstykker rundt i Koranen, og nogle gange varierer detaljerne fra det ene brudstykke fra det andet. For eksempel fortæller Koranen i vers 2:36, at Satan fordrev Adam og Eva fra Paradis, mens det i vers 7:24 fortælles, at var det Allah, der fordrev dem. Den manglende konsistens tyder på, at Koranens indhold kommer fra flere kilder. 

 

Flere af Koranens "bibelske" historier bærer desuden præg af at være genfortalt af nogen, der ikke har haft et helt godt kendskab Bibelen. Det mest åbenlyse eksempel er, at Koranen forveksler Jomfru Maria (Maryam på arabisk) med Moses' og Arons søster Miriam (se her), som jo levede 1400 år før Kristi fødsel. Et andet eksempel er skurken Haman fra Bibelens historie om Esther, som i Koranen pludselig er placeret hos Farao på Moses' tid. 

 

De, der kender Bibelen, vil hurtigt opdage, at flere af Koranens historier om de bibelske personer er helt anderledes. For eksempel fortæller Koranen, at Jesus blev født under et palmetræ og kunne tale allerede i vuggen. Den historie kan genfindes i de apokryfe skrifter Pseudo-Matthæus (palmetræet) og Det arabiske barndomsevangelium (tale i vuggen). Andre af Koranens historier stammer fra jødiske apokryfe skrifter. Blandt andet historien om Kain og Abel, hvor Allah ifølge Koranen sendte en ravn ud for at skrabe i jorden, for at vise Kain, hvordan han kunne skjule Abels lig (5:31). Den historie findes i samling myter og sagn, der indgår i den jødiske midrash. Historien om Abraham, der smadrede sit folks afguder og skulle brændes (i sura 21), kendes også fra den jødiske midrash.

 

Der er utallige eksempler på historier i Koranen, der helt tydeligt er plagieret fra andre skrifter og fortællinger, som fandtes på den tid. Koranens historie om "den tohornede" (Aleksander den Store), som bygger en mur af jern mellem to bjerge (i sura 18) kan eksempelvis spores til en romersk propaganda-historie, som var i omløb i Syrien omkring 630.

 

Koranen minder således på mange måder om et kludetæppe af lånte beretninger og sagn. Det peger selvfølgelig igen hen mod, at Koranen er et sammensat og redigeret værk. 

Jomfru Maria i Koranen. Historien om Maria og palmetræet er plagieret fra et apokryft kristent skrift - og derudover fortæller Koranen, at Maria er søster til Aron (19:28) og datter af Amram (66:12). Dvs. søster til Moses.  

Islam og Koranen blev til i en "religiøs smeltedigel"

For en historiker er det naturligvis helt oplagt, at Koranens forfatter(e) var stærkt inspireret af de historier og ideer, som florerede i deres samtid.

 

Tom Holland beskriver i bogen, "In the Shadow of the Sword" hvordan det område, der kaldes Den frugtbare halvmåne, i sen-antikken var en "religiøs smeltedigel". Sen-antikken er cirka perioden fra det 3. til det 7. århundrede. I området omkring det nuværende Irak, Syrien, Israel og Jordan, levede jøder, zarathustrier (persere), hedninge og kristne tæt på hinanden og interagerede med hinanden. Der var en langt større religiøs variation dengang, end der ville komme i den efterfølgende middelalder. Det byzantinske og det persiske rige strededes om herredømmet i området, og i civilisationernes yderområder kunne man finde "hybrid-religioner", hvor man havde sammensmeltet elementer fra flere religioner og eksempelvis dyrkede Kristus side om side med gamle hedenske guder.  

 

Kristendommen var udbredt, men den havde i sen-antikken endnu ikke fundet sin form. Der var stadig uenighed om helt centrale dogmer som Jesu guddommelighed og den treenige gud. Disse var tidens store religiøse spørgsmål blandt de kristne. Foruden den katolske (universelle) kirke fandtes der i sen-antikken arianere, som mente, at Jesus var underordnet Gud. Der var  nestorianere, som mente, at Kristus var både gud og menneske, men at hans to "naturer" var adskilte, og der var monofysitter, som mente, at Kristus kun var guddommelig. Kirkekonventet i Chalkedon i 451 slog fast, at Jesus var både gud og menneske samtidig. Men især mange af de arabiske kristne troede stadig ikke, at Jesus var guddommelig.  De mente blot at han var en profet. 

 

Det er en helt oplagt historisk betragtning, at islam er "født" ud af sen-antikkens religiøse stridsspørgsmål og ikke mindst ud af den religiøse variation, som på den tid fandtes.

Den frugtbare halvmåne. Langt fra Mekka. Her kæmpede perserne og byzantinerne (det østromerske rige) om magten i sen-antikken.

Et imperium - en religion

Men ikke nok med, at der i sen-antikken var en stor variation af religiøse ideer til stede. En næsten altoverskyggende idé, som også herskede i sen-antikken var, at et imperium hørte sammen med en religion. Sådan var det på den tid: Det persiske rige havde zarathustrismen, og det byzantinske (øst-romerske) rige havde kristendommen.

 

Det var ikke længe siden, at man Romerriget havde tilbedt antikkens guder, og forestillingen om, at den magt, der har den mægtigste gud på sin side, sejrer, hang stadig ved. Ifølge Tom Holland skulle kejser Konstantin den Store (306337), som grundlagde Konstantinopel og det byzantinske imperium, have konverteret til kristendommen efter at have set et syn af et kors på himlen og hørt en mystiske stemme sige: "Ved dette tegn skal du erobre/sejre". Det gjorde han så. Vores egen Harald Blåtand lod sig i øvrigt også, ifølge sagnet, kristne, fordi munken Poppo overbeviste ham om at Kristus var stærk. Det var et slagkraftigt argument for hedenske herskere.   

Forestillingen om en særlig skytsgud fandtes også hos de monoteistiske  jøder, der jo var "Guds udvalgte folk". De byzantinske herskere mente naturligvis, at deres sejre skyldtes, at Kristus var med dem. Forestillingen om den stærke krigsgud genfindes adskillige steder i Koranen. Der står mange steder, at Allah er muslimernes "skytsherre" og "hjælper" (fx 22:78), og det er også et tema i Koranens Medina-del, at jøderne detroniseres som de udvalgte, mens de "rigtigt troende" overtager privilegiet. Blandt andet siger "Allah", at Han vil gøre muslimerne til efterfølgere på jorden (24:55), og at Han har forbandet jøderne, fordi de har "brudt deres pagt" (5:13). 

En kristen kilde, den armenske biskop Sebeos (skrevet ca. 660-670), beretter om de arabiske erobringer på den tid. Han nævner en "Mahmed", som var allieret med jøderne. En spændende oplysning. Måske var araberne i starten allieret med jøderne, og først senere kom det til et opgør? Det kan forklare tilstedeværelsen af jødiske sagn i Koranen og den stærke inspiration fra jødisk lov. Måske er "Allahs" lange opgør med jøderne i Koranen netop indarbejdet som et udslag af det brud? En interessant overvejelse.   

Kejser Heraclius (575-640). Byzantinsk kejser. Kæmpede mod perserne og var sikker på, at han havde Kristus på sin side. I 636 kæmpede han mod en arabisk hær ved Yarmuk på grænsen mellem det nuværende Jordan og Syrien.  

Det skete slet ikke i Mekka 

Nu vil du måske indvende, at Mekka jo lå langt væk fra Den gyldne halvmånes religiøse smeltedigel. Men faktisk er der meget, der tyder på at Koranen slet ikke blev åbenbaret  i Mekka - og at Muhammed i hvert fald ikke har levet i Mekka - men stedet langt nordligere.   

 

Dels er der det faktum, at ingen historiske kilder nævner Mekka før i 741 - og i den kilde lokaliseres Mekka endda til et sted i Mesopotamien. Både romere, grækere, aramæere og persere havde i århundreder haft beskrivelser og kort over deres handelsruter, men Mekka var ikke med på nogen af dem.  Dette er meget mystisk, for ifølge den islamiske historie skulle Mekka have været et vigtigt handelscentrum, hvor øst og vest mødtes.  Forskeren Patricia Crone var den, der først stillede spørgsmålstegn ved den fortælling. Hun studerede de gamle kort og blev hurtigt opmærksom på, at det rent geografisk slet ikke giver nogen mening, at Mekka skulle have været et knudepunkt for handel mellem øst og vest. Det ligger ikke på nogle af handelsruterne og er ikke hensigtsmæssigt hverken for skibs- eller karavanehandel. 

Derudover viser arkæologiske undersøgelser og satelitbilleder af tidlige moskeer, at deres bederetning ikke vender mod Mekka, men derimod mod et langt nordligere sted. Måske Petra i Jordan, som blev ødelagt af et jordskælv i 713. Det er beskrevet af Dan Gibson i bogen "Early Islamic Qiblas")

 

Sidst men ikke mindst er der ting i Koranen selv, der tyder på, at profetens hjemsted ikke var Mekka. Navnet Mekka er kun nævnt ét sted i Koranen, nemlig i  vers 48:24, hvor der omtales en sejr "i dalen ved Mekka". Der står intet om, at Mekka skulle være en by - eller endda være den by, hvor profeten kom fra. Til gengæld står der i vers 80:27-30, at Muhammeds tilhørere har korn, druer, oliventræer (80:28) og yppige haver. Det passer ikke på Mekka. Oliventræer kan for eksempel ikke vokse der. For at fuldende mysteriet nævner Koranen også, at Muhammeds modstandere (de vantro) går forbi Lots Hustru og Sodomas døde, både morgen og nat (37:137). Men stensøjlen Lots Hustru og bjerget Sodom findes ved Dødehavet i det nuværende Israel. Langt fra Mekka. 

 

Meget tyder således på, at islam slet ikke opstod i det afsides Mekka, men langt nordligere, og at Mekka først senere blev gjort til "islams hellige sted", formentlig engang i det 8. århundrede. De, der lavede historien, har formentlig ikke været opmærksomme på, at der var nogle vers i Koranen, som ikke helt stemte med den. Men faktisk er det en meget påfaldende ting ved Koranen, at den rummer meget få ting, der kan knytte den til tid og sted. Dette i modsætning til Bibelen, som jo har mange referencer til konkrete steder.   

 

Det giver egentlig rigtig god mening, at Mekka ikke var det oprindelige hellige sted. For det er nemlig virkelig svært at forklare, hvorfor Abraham i urtiden skulle være rejst 1000 km gennem Arabiens ørken for at bygge Kaabaen i Mekka sammen med Ismael, for derefter at rejse tilbage til Kanaans land. Og det er endnu sværere at forklare, hvorfor det jødiske folk på mystisk vis slet ikke har kendt til denne enorme rejse, foretaget af deres forfader, og at oplysningen om den først kommer frem flere tusinde år senere i Medina - ydermere efter at Muhammed har været profet i Mekka i 12 år uden at Allah har fortalt ham det. 

Alt dette bekræfter tesen om, at Islam er opstået tæt på Den frugtbare halvmånes "religiøse smeltedigel". Men mest af alt viser det, at historien om Mekka som profetens hjemby med næsten 100% sikkerhed er konstrueret. Islams historieskrivere havde naturligvis helt andre motiver end at gengive de historiske begivenheder så korrekt som muligt. Den tids forhold til historie var  anderledes end i vore dage, hvilket i grunden ikke er så mærkeligt.

Sodomas bjerg. Ifølge Koranens vers 37:133-137 gik Muhammeds modstandere (de vantro) forbi saltsøjlerne ved Sodomas bjerg morgen og nat ... 

Abrahams rejser ifølge Bibelen. Mekka ligger 900 km. mod syd og er slet ikke med på kortet 

Var Koranen oprindeligt et kristent skrift?

Der er vers i Koranen, som helt åbenlyst ikke giver mening, ikke engang for islamiske lærde. 

I bogen "What the Modern Martyr Should Know: Seventy-two grapes and Not a Single Virgin. The New Picture of Islam" beskriver Norbert G. Pressburg, hvordan disse såkaldt "sorte pletter" i Koranen kan forklares med, at Koranen oprindeligt kan være skrevet på en blanding af old-arabisk og old-aramæisk. Aramæisk var den tids "internationale sprog" i Mellemøsten. 

 

Det viser sig, at når man læser nogle af de "sorte" passager som aramæisk, så giver de pludselig meget mere mening. Et eksempel er sura 97 (Bestemmelsen), som lovpriser den nat, Koranen blev sendt ned (97:1). Men Koranen blev jo ikke "sendt ned" på én nat. Islamiske lærde mener at vide, at verset i Koranen selvfølgelig kun handler om den allerførste åbenbaring. Men Luxenberg viser, at hvis man læser sura 97 på Aramæisk, så forvandler den sig til en julehistorie, komplet med engle, salmer og stjerne. Det var Jesus, som kom ned til menneskene julenat.   

 

Den aramæiske læsning af dele af Koranen åbner op for nogle helt nye muligheder. Ifølge Norbert G. Pressburgs bog var Muhammed oprindeligt slet ikke et navn men en betegnelse, som betød "den udvalgte" eller "den lovpriste". Akkurat som Kristus betyder "den salvede" (på græsk). Måske var betegnelsen "Muhamed" i starten blot en en arabisk betegnelse for Kristus?

 

Alt det understøtter tesen om, at islam har udviklet sig fra kristendommen. Ikke nødvendigvis kristendommen som vi kender den i dag, men en variant af sen-antikkens østlige kristendom. Måske endda fra en af de "hybrid-religioner", som Tom Holland nævner i sin bog? Lingvistikforskeren Christoph Luxenberg, hvis forskning Pressburg refererer til, argumenterer for, at de ældste dele af Koranen oprindeligt var et kristent liturgisk skrift (altså en gudsjeneste-bog), skrevet på Aramæisk. Det giver faktisk god mening, fordi det kan forklare den fragmenterede form.

Christoph Luxenbergs bog. Et "bidrag til af afkode Koranens sprog", står der i undertitlen. Luxenberg fortæller om sin aramæiske læsning af Koranen i denne video.

Hvad ved vi så om Koranens tilblivelse?

Stort set ved vi kun én ting: Nemlig, at ingen historiske eller arkæologiske kilder giver belæg for, at den koran, vi kender i dag, og som er den version, som Al-Azhar-universitetet i Kairo i 1924 besluttede skulle være standard, skulle være samlet af en kalif ved navn Uthman i 650 og sendt til rigets provinser. Den klassiske historie er en myte.

 

Derimod peger meget på, at Koranen er et skrift, der over en længere periode på måske et par hundrede år er blevet sammensat af materiale fra adskillige samtidige skrifter og kilder, og som også er blevet redigeret over en længere periode.  John Wansbrough har argumenteret for, at både Koranen og hadith udsprang af sekteriske konflikter over nogle hundrede år, og at Koranen først fandt sin endelige form i 800-tallet. Formålet med den var at skabe en fælles identitet i de arabisk erobrede områder. 

 

Det er naturligvis meget nærliggende at tænke, at redigeringen af Koranen er gået hånd i hånd med skabelsen af Muhammeds biografi og samlingerne af hadith, som igen er foregået sideløbende med dannelsen af de islamiske lovskoler. 

Den nye islamforskning har naturligvis ikke de endelige svar. Den er undersøgende og nysgerrig, og den er kun i sin vorden. Der er mange teser, løse ender og uafklarede spørgsmål: Hvor kom figuren Muhammed fra? Var han en historisk person? Var han en sagnfigur fra de tidlige arabiske erobringer, som senere blev tildelt rollen som, den der havde fået Koranen åbenbaret? Hvornår blev islam en selvstændig religion, adskilt fra kristendommen? Hvordan startede Koranen? Var den oprindeligt en gudstjenstebog, som blev videreudviklet og fik tilføjet lovstof og jødeopgør?  

 

Man kan kun håbe, at flere bliver opmærksomme på den revisionistiske historie, for den beskæftiger sig med et uhyre spændende emne. Begivenhederne dengang revolutionerede verdenshistorien, og konsekvenserne af dem er top-aktuelle for os i dag.    

Araberne erobrer Laodicea 636.

Måske finder vi aldrig ud af, hvad religion betød for de arabiske krigere, der i det 7. århundrede erobrede store dele af den kendte verden. Men formentlig så de ikke sig selv som "muslimer".

Den ufortalte hisorie

Desværre er forskningen i islams historie ikke et emne, vi hører ret meget om. Tom Holland lavede i 2012 en dokumentarfilm, Islam: The Untold Story, som formidlede pointer fra hans bog "In the Shadow of the Sword". Filmen nåede kun at blive vist én gang på den engelske Channel 4. Derefter blev den ikke vist mere på grund af massive muslimske protester. Dette selvom Tom Holland i både filmen og bogen gør sig utroligt umage for af være respektfuld over for muslimers religiøsitet.

 

Medier og undervisningsfolk ser desværre ud til - i fuld samklang med islamiske interesser - at være fast besluttede på, at vi ikke skal oplyses om eller blive nysgerrige på ting, der kan risikerere at skabe tvivl om Koranens guddommelighed. Man skulle jo nødigt fremstå som islamofober - eller vække muslimsk vrede.

 

Det er dybt sørgeligt, kujonagtigt og en hån mod oplysningens idealer, at det er sådan. Og i det store hul, der så er i vores almene viden om historien, kan folk som Aminah Tønnsen, hvis formål er at skønmale islam og ophøje myter til sandhed, få frit spil og skrive på bagsiden af sin bog, at den er "velegnet til undervisning". Dette til trods for, at bogen fuldstændigt fejlagtigt fortæller, at der findes eksemplarer af Uthmans koraner.  

The Untold Story. Tom Hollands dokumentar fra 2012 blev kun vist én gang på tv. Men du kan se den på nettet, blandt andet her

Skal sporene slettes?

I de senere år har Mekka undergået en enorm ombygning, med skyskrabere og et gigantisk klokketårn, som er en efterligning af Big Ben. Tanken med efterligningen af Big Ben er vist, at fremtidens tidsregning i fremtiden skal udgå fra Mekka og ikke Greenwich, men uheldigvis er klokketårnet også blevet endnu et symbol på islamisk plagiat.

 

Formålet med byggeprojektet er angiveligt at skabe plads til de mange pilgrimme. Men alt det, som ellers skulle være historiske steder i Mekka, er blevet jævnet med jorden og overdækket med bygninger og cement. Ifølge en artikel i magasinet TIME, vurderer Islamic Heritage Research Foundation in London, at mere end 98% af Saudi-Arabiens  historiske religiøse steder er ødelagt siden 1985. "Det er som om, de har ønsket at udslette historien", udtaler den saudisk fødte Ali Al-Ahmed, grundlægger af tænketanken Institute for Gulf Affairs i Washington.

 

Ingen andre steder på jorden ville man gøre sådan med sin kulturarv - og særligt ikke, når millioner af mennesker besøger ens by netop på grund af denne arv. Man skulle ellers tro, sauderne havde en interesse i at bevare sporene af historien - beviserne -  eller at de i det mindste følte et ansvar over for muslimer fra hele verden, som har lært, at historien startede i Mekka, og at stedet er deres civilisations vugge - og som derfor føler sig knyttet til stedet. I stedet virker det som om de har interesse i at ødelægge beviserne. 

 

For mange muslimer er det et kæmpe tab. Nogle skyder skylden på det wahabistiske styre. Styret retfærdiggør udslettelsen af de historiske steder med, at de kan anspore til afgudsdyrkelse. De mener at det er afgudsdyrkelse at "dyrke Muhammed" og altså ikke "Allah alene" ved at besøge de historiske steder. Det lyder temmelig søgt. 

 

I lyset af den revisionistiske forskning, som blandt andet inddrager arkæologi, kan man ikke lade være med at tænke, at det virkelige formål med ødelæggelsen er at eliminere risikoen for, at arkæologer skulle komme frem til noget andet en den officielle historie om Mekka. Det er næsten for oplagt.

Mekka i dag. De historiske steder er udslettet og erstattet af beton og en kæmpe efterligning af Big Ben. 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  • Grey Facebook Icon