1. En undersøgende tilgang

Den traditionelle beretning om, hvordan Koranen i perioden 610-632 blev åbenbaret for Muhammed, som reciterede den for sine følgere, der efter hans død fik den skrevet ned og samlet, er en god historie. Men den kan ikke regnes for rigtig historie, forstået på den videnskabelige og faktuelle måde.

 

I de senere år er der blevet forsket meget i islams oprindelse, med brug af både arkæologiske, historiske og lingvistiske metoder. Nogle kalder det "revisionistisk forskning", fordi det "forkaster den opfattelse, der regnes som mainstream" (dvs.  historien om at Muhammed fik åbenbaret Koranen). Men spørgsmålet er, om det virkelig stadig er mainstream at tro på, at en profet fik Koranen åbenbaret. I virkeligheden bruger disse forskere blot de samme videnskabelige metoder, som forskere plejer at bruge på alt muligt andet. Denne gang blot på islam. 

Forskningen i islams historiske tilblivelse er ikke en samlet "skole", men nærmere mange spredte områder. Nogle studerer mønter, andre studerer sprog, og nogle studerer historiske kilder og leder efter fragmenter af gamle tekster. Nogle ser på Koranen selv som en historisk kilde og analyserer dens tekst. Islams oprindelse er et svært felt. Dels fordi det foregik så langt tilbage i tiden, og der er kun et begrænset materiale at arbejde med. Dertil kommer, at det kræver viden om mange forskellige discipliner at kunne lægge brikkerne til det samlede billede af, hvad der skete.

 

Sidst men ikke mindst er islams oprindelse et følsomt emne. For hvis man vil have den rigtige historie, så er man nødt til at gøre sig fri af islams traditionelle fortælling og starte forfra. 

Koranen under lup.png

Når Koranen studeres med samme metoder som alt andet, og når der fremsættes teser, som der kan arbejdes videre med, kaldes det nogle gange "revisionistisk".  Men der sker rigtigt meget på dette område i disse år. 

 
Imam Bukhari.jpg

Imam Bukhari: Lavede den første skriftlige samling af hadith over 200 år efter Muhammeds død. Hadith er

kilden til den traditionelle  "viden" om Koranens tilblivelse. Ifølge beretninger skulle Bukhari have samlet mere end 600.000 hadith'er, og ud af dem var kun 7225 troværdige nok til at komme med i hans samling.  

2. Derfor er hadith ubrugelige som historisk kilde

Den traditionelle fortælling om Koranens samling er baseret på Hadith (små vidnesbyrd om Muhammed og hans efterfølgere). Men helt almindelig kildekritik tilsiger, at hadith er et meget tyndt, ja, faktisk nærmest ubrugeligt grundlag.

 

Problemet med hadith er for det første, at de stammer fra en langt senere tidsperiode end den, de fortæller om. Sahih al-Bukhari, som af sunni-muslimer regnes for at være den mest autoritative samling, blev først samlet ca. 850, dvs. 200 år efter at Koranen angiveligt skulle være blevet samlet. De andre hadithsamlinger kom endnu senere. 

Dertil kommer, at der har været personlige og politiske interesser forbundet med hadith-produktion. Profetens ord og gerninger var jo basis for lov. Set med en historikers øjne fortæller Hadith således langt mere om de motiver, der eksisterede i det 9. århundrede, end de fortæller om, hvad der rent faktisk skete 200 år tidligere.

 

Hadith-historien om Koranens samling er et fint eksempel på motiver i det 9. århundrede. Samlingen af Koranen tilskrives først kalifferne Umar og Abu Bakr (se denne hadith) og dernæst kaliffen Uthman (se denne hadith). Men hvorfor var det egentligt nødvendigt med to samlingshistorier? Forklaringen kan ganske enkelt være, at historien om Uthman har været den første i omløb, men at Abbasside-kalifferne i det 9. århundrede af politiske grunde ikke har ønsket at give ham æren. Han var nemlig forfader til deres forgængere Umayyaderne, som de ønskede at miskreditere. En anden forklaring kan være, at man har ønsket at få det til at se ud som om, at Koranen blev samlet meget hurtigt efter begivenhederne. For at give den autenticitet. Folk var naturligvis allerede dengang bevidste om, at skrift er mere fast og pålideligt end mundtlige overleveringer.

Mange hadith'er bærer tydeligt præg af at være skrevet i det 9. århundrede. Den hadith, der fortæller om, hvordan kaliffen Uthman omkring år 650 samlede Koranen er et godt eksempel: Den fortæller, at Uthman instruerede de 3 mænd, som skulle bistå med arbejdet, at hvis der opstod uenighed om noget, så skulle det skrives i Quraysh's dialekt. Men de vokaltegn, som man skal bruge for at adskille den ene dialekt fra den anden i arabisk skrift, fandtes slet ikke i det 7. århundrede.    


Konklusion:

Vi kan ikke stole på hadith-beretningerne om Koranens samling. De har formentlig løst et behov i samtiden for at skabe historie og forklare, hvordan islams helligskrift var blevet til - og at den naturligvis var blevet samlet af yderst troværdige personer, som havde kendt profeten. 

 

3. Hvad fortæller tidlige ikke-muslimske kilder? 

 

Hvor var Koranen i det 7. århundrede?

Ifølge islam skulle kaliffen Uthman have samlet Koranen allerede omkring år 650 - og Kaliffen Umar skulle måske endda havde samlet en version tidligere (læs mere her).  Men ingen skriftlige kilder fra det 7. århundrede har tilsyneladende hørt om en Koran. Dette selvom araberne i år 650 herskede over over byer som Alexandria, Damaskus, Ctesifon og Jerusalem (og mange flere), hvis befolkning havde havde en lang tradition for skriftlighed. Der findes skriftlige kilder fra de arabisk erobrede områder det 7. århundede, men ingen kan berette, at de arabiske erobrere skulle have haft et særligt helligt skrift, eller en ny religion for den sags skyld. Erobrerne blev beskrevet som saracenere, Tayayye, ismaelitter eller arabere, ikke muslimer. Araberne havde også selv en skriftlig tradition. De var ikke blot vilde beduiner, der pludseligt myldrede frem fra den tyndt befolkede arabiske halvø. Mange levede allerede i Syrien, Mesopotamien og vore dages Jordan, og de var kristne. Arabere skrev på aramæisk, græsk eller arabisk. Heller ikke de har nævnt et arabisk skrift ved navn Koranen i det 7. århundrede. 

Johannes af Damaskus nævner "bøger" i 733

Første gang, vi hører om religiøse skrifter hos araberne er i 733. Her skrev den kristne munk Johannes af Damaskus en kritik af "Ismaelitternes kætteri". På det tidspunkt var der altså  sket noget med arabernes religion. Johannes vidste dog ikke, at de havde en særskilt religion, som hed islam, eller at dens tilhængere var muslimer. Men han nævnte, at de havde nogle forskellige bøger, fx bogen om Kvinden, bogen om Guds hunkamel, bogen om Koen, og bogen om Bordet. Det lyder som sura 4, 15, 2 og 5.

Han nævnte også, at deres profet med efternavnet (eller titlen) "Mamed" skulle have skrevet disse bøger,  tilsyneladende efter at have talt med en ariansk munk. Men han vidste ikke, at der skulle være et samlet skrift kaldet "Koranen". Det er bemærkelsesværdigt, for Johannes levede i Damaskus, som var Umyyade-kalifatets hovedstad og centrum i den formodede islamiske verden. Faktisk var han i en periode ansat ansat ved kaliffens hof. Men fra Johannes hører vi således for første gang om noget af Koranens indhold - næsten 100 år efter at den første Koran angiveligt skulle have været samlet af Umar. Men den hed ikke Koranen endnu.

Sidst i 700-tallet: Rygter om at Al-Hajjaj har sammensat bogen

Den græske munk og krønikeskriver Theophanes (758-817) skrev, at en brevveksling mellem umayyade-kaliffen Umar II (717-720) og den byzantinske kejser Leo III (717-741) skulle have fundet sted. Historien findes også andre kilder. Det vurderes, at den stammer fra sidste halvdel af i 700-tallet (Robert Hoyland, 1997). Reelt er der nok ikke tale om en brevveksling mellem herskerne, men om en polemik. "Umar II" skulle have opfordret "Leo III" til at blive "muslim" (magarisai), hvorefter "Leo" kritisererede hans religion for at være falsk. "Leo" skulle have skrevet om Umars religiøse bog:   

Det var Umar, Abu Turab (Ali) og Salman Perseren som satte dette ("dit P'ourkan") sammen, selvom der nu florerer det rygte blandt jer, at Gud sendte det ned fra himlen... Hvad angår din [Bog], har du allerede givet os eksempler på sådanne forfalskninger og man kender blandt andre til en vis al-Hajjaj, som du har udnævnt til guvernør af Persien, som lod mænd indsamle jeres gamle bøger, som han erstattede med andre, sammensat af ham selv efter hans egen smag, og som han spredte overalt i jeres land, fordi det var langt lettere at gøre dette blandt folk, som taler ét sprog. Ikke desto mindre er der fra denne ødelæggelse undsluppet nogle få værker. (Kilde: Robert Hoyland, 1997: Seeing Islam as other saw it)

Teksten fortæller os, at der i sidste halvdel af det 8. århundrede har eksisteret et samlet skrift (P'ourkan eller "furkan" betyder "frelse" på aramæisk). Det rigtigt interessante er imidlertid, at den fortæller, at guvernøren al-Hajjaj (694–714) har gjort lige præcis det, som den islamiske tradition fortæller, at kalif Uthman gjorde: Lavet et kanoniseret skrift, sendt den ud til provinserne og brændt de ikke-kanoniserede skrifter. Og denne beretning er over 50 år tidligere end al-Bukharis første hadithsamling i 850. Ifølge Robert Hoyland bekræfter også islamiske kilder, at  al-Hajjaj skrev eksemplarer af Koranen, sendte dem til hovedbyerne, ændrede ord og tilintetgjorde de gamle skrifter (se evt. Hoylands artikel). 

Al-Hajjaj var guvernør af Irak 694–714 under umayyadekaliffen Abd al-Malik (685-705). Ifølge de muslimske beretninger var det al-Hajjaj, der tilføjede de diakritiske tegn, som gør det muligt at skelne mellem forskellige konsonanter. Men måske gjorde han mere end det. islamiske kilder fortæller, at han skulle have ændret 11 ord og tilføjet 1000 alif'er (bogstavet a). De fortæller også, at Abd al-Malik skulle have sagt, at han (Abd al-Malik) samlede Koranen i måneden ramadan.

 

Konklusion:

Tidligst 100 år efter Muhammeds formodede død hører vi for første gang om ismaelitternes hellige bøger, og at Muhammed skulle have skrevet dem. Det omtales som "kætteri", ikke som en ny religion. "Leo III's brev til Umar II" fra sidst i 700-tallet fortæller om det falske rygte, at en "bog" (eller "frelse") skulle være sendt fra himlen. Den kaldes endnu ikke Koranen. Det ser ud til, at det var kaliffen Abd al-Malik (685-714) og hans guvernør al-Hajjaj, som tog initiativ til at samle, bearbejde og ensrette det, der senere blev Koranen.

Johannes af Damaskus.jpg

Johannes af Damaskus: Vidste ikke, at der fandtes et samlet skrift ved navn Koranen, selvom den skulle have været samlet første gang 100 år tidligere. Og han levede midt i kaliffens hovedstad.

Al-Hajjaj.jpg

Al-Hajjaj ibn Yusuf:, guvernør af Irak og Khurazan 694-714. Måske var det ham, der samlede og kanoniserede den første Koran - og som dermed gjorde akkurat dét, som den islamiske tradition fortæller, at Uthman gjorde. (Billedet er fra en film om ham)

4. Hvad viser mønter og inskriptioner?

 

Indtil 661: Ingen spor af islamiske herskere

Mønter har igennem tusinder af år været brugt til at kommunikere, hvem der var ved magten, og hvad de stod for. De regnes for at være meget hårde beviser. Blandt andet kan vi være helt sikre på, at guvernøren al-Hajjaj (nævnt ovenfor) har været en historisk person, for der findes mønter med hans navn. Der findes derimod ingen spor i form af mønter af de første 4 såkaldte retledte kaliffer, som skulle have efterfulgt Muhammed og regeret mellem 632 og 661, og tillige erobret enorme områder. Der er heller ingen spor af dem i form af inskriptioner. Der findes dog en anonym inskription på en klippe, der nævner Umar - men faktisk står der intet om, at denne Umar skulle være identisk med den formodede 2. kalif, Umar ibn al-Khattab (634-644). De manglende arkæologiske spor har fået nogle til at tvivle på, om disse første "kalifater" reelt har eksisteret, og om de - hvis de gjorde - overhovedet var islamiske. Mønter fra perioden bærer kristne symboler i vest (den byzantinske sfære) og zoroastriske symboler i øst (den persiske sfære).    

661: Muawiyah var "de troendes emir"

De tidligste mønter, som bærer spor af noget, som måske kunne være en smule islamisk, er fra den første umayyade-hersker Muawiyyas tid (661-680). Under ham blev der i den østlige del af riget (det tidligere Persien) lavet mønter, hvorpå der stod "I Guds navn" (Bismallah). Men på bagsiden af disse mønter var der et zoroastrisk ild-alter. Og i Damaskus, hvor Muawiyya havde sit hovedsæde, blev der lavet mønter, hvorpå der var kors. På inskriptionen fra badeanstalten i Hamat Gader (ved Jordan) fra 663, som bærer Muawiyyas navn, er der også kors. Fra inskriptionen og mønterne ved vi, at Muawiyah kaldte ikke sig selv for "kalif". Han kaldte sig "De troendes emir". Det fortæller om en religiøs legitimering af hans lederskab. Men der er ikke noget tegn på, at han har været muslim. Tværtimod er det svært at forestille sig en religiøs muslimsk leder, som promoverer kors og ild-altre på sine mønter. Vi ved reelt ikke, hvilken religion "de troende" har haft. De har formentlig været kristne, og måske har betegnelsen også inkluderet jøder. 

 

Fra 692: Shahada på mønterne?

Efter Muawiyahs død i 680 udbrød en magtkamp/borgerkrig/oprør mod umayyaderne (den anden fitna). Men i 692 havde kaliffen Abd al-Malik ibn Marwan nedkæmpet oprøret.  Og herefter skete der noget med mønterne: I 692 blev der udgivet en mønt med ordene: "I Allahs navn, der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er Hans sendebud". Det lyder jo som den islamiske trosbekendelse, shahada.

 

Men der er et par interessante detaljer: Mønten lignede en tidligere byzantinsk mønt, hvorpå der havde været et billede af kejser Heraclius og hans sønner og et kors. På den nye mønt  var kejseren nu blot omdannet til en kalif og hans sønner, og korset var blevet til en stolpe. Da Abd al-Malik brugte de nye mønter til at betale tribut til den byzantinske kejser, blev denne så provokeret, at han nægtede at acceptere betalingen, hvorefter der udbrød krig. Noget tyder på, at mønten kan have været et bevidst provokerende budskab fra Abd al-Malik til kejser Justinian II. Det er værd at bemærke, at der stadig er billeder på mønten (dvs. intet "islamisk" billedforbud).

 

Selvom ordet Muhammed er nævnt, er det faktisk ikke sikkert, at det handler om den islamiske profet. Muhammed (som betyder "den højest lovpriste") kan på dette tidspunkt stadig have været en betegnelse for Jesus. Set i det lys bliver budskabet om at "Muhammed er Hans sendebud" en modsigelse af den nikæanske trosbekendelse, som jo siger, at Jesus er Guds søn. Abd al-Malik, den nye arabiske leder, markerede, at i hans rige herskede en anti-trinitær form for kristendom, ifølge hvilken Jesus er Guds sendebud og ikke Guds søn. 

En alternativ - og absolut ikke usandsynlig - teori er, at Abd al-Malik har set sig selv som Muhammed og Guds sendebud. Muhammed er en titel, som betyder "den lovpriste". Du kan se Odon Lafontaine - med udgangspunkt i mønter - fremføre tesen om, at de tidlige arabiske herskere tiltog sig messiansk status i 3 videoer på hans hjemmeside - her

 

696: Koranvers på mønterne?

I 696 udgav Abd al-Malik den første mønt uden billeder (hvilket virker mere islamisk end mønter med billeder), og på den stod der noget, der kan genkendes som koranvers:

 

"Der er ingen gud foruden Allah, Han har ingen partner. Muhammed er Allahs sendebud, som Han sendte med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side er imod det.  På bagsiden står: "Allah er én, den evige, han har ikke avlet og han er ikke avlet". 

På denne mønt er oppositionen til den nikæanske trosbekendelse meget tydelig og endnu mere uddybet end på mønten fra 692: Den lovpriste (Jesus) er Allahs sendebud, som ikke er sidestillet med Allah, og som ikke er en del af en treeninghed, og som ikke er Allahs søn. 

 

Koranvers i Klippedomen?

Abd al-Malik fik også opført Klippedomen i Jerusalem, som stod færdig i 692. inskriptionerne i den kan også genkendes som koranvers. Temaet er, ligesom på mønten, at Den Lovpriste (Muhammed) er Allahs  tjener og budbringer. Nogle mener, at Klippedomen skal tolkes som et modsvar på Hagia Sofia i Konstantinopel, den byzantinske kristendoms monument. Det er værd at bemærke, at "koranversene" står blandet med noget, som ikke er koranvers, og at de heller ikke svarer helt til, hvad der står i Koranen. Det betyder, at de ikke har været regnet for Koranvers, da inskriptionen blev lavet. Man tilpasser jo ikke Allahs åbenbaring. 

Abd al-Maliks mønter og inskriptioner fortæller historien om hans indsats for at udvikle og markere en adskilt arabisk identitet i løbet af hans regeringsperiode. Abd al-Malik centraliserede styret og indførte arabisk som det administrative sprog i sit rige frem for græsk og pahlavi, som tidligere havde været brugt i henholdsvis den vestlige og den østlige del (de gamle romerske og persiske besiddelser).

 

Det giver god mening, at Abd al-Malik efter borgerkrigen har ønsket at samle araberne. Et oplagt middel til det kan have været en samlende arabisk religion - som jo så passende kunne være Abd al-Maliks ikke-trinitære form for kristendom. Det betød, at der var brug for et religiøst skrift på arabisk, som lagde klar afstand til byzantinsk kristendom, og som repræsenterede arabernes egen religion, den sande religion, som krævede underkastelse. Det stemmer med de skriftlge kilder ovenfor, som antyder, at det var Abd al-Malik og hans guvernør al-Hajjaj "samlede nogle skrifter", som de kanoniserede, og brændte de skrifter, som ikke stemte med deres behov eller opfattelse. Det er langt fra sikkert, at denne religion har været islam, som vi kender den. Den har nærmere været et skridt på vejen mod islam.

 

Konklusion:

Der er ikke spor af islam eller Koranen på mønter eller inskriptioner før Abd al-Maliks tid i slutningen af 600-tallet. Men så begyndte der tilsyneladende at ske noget: Noget, der ligner vers fra Koranen, kom blandt andet på Klippedomen i Jerusalem. Abd al-Malik markerede arabisk religiøs selvbevidsthed, helt i tråd med hans øvrige initiativer for at skabe et mere samlet og stabilt arabisk imperium. Men det er langt fra sikkert, at der på hans tid var tale om islam. Tværtimod tyder meget på, at det var en form for kristendom, som ikke anså Jesus for at være Guds søn, og som afviste treenighedslæren. Hverken mønterne fra Abd al-Maliks tid eller inskriptionen på Klippedomen er helt identiske med de vers, vi kender fra Koranen. Det viser, at de skrifter, som Abd al-Malik og al-Hajjaj samlede, ikke har haft status af "Allahs åbenbaring", da inskriptionerne blev lavet. For i så fald havde man nok ikke turdet at afvige fra deres guddommelige formulering.

Muwiyah mønt for bismillah.png
Muwiyah mønt kors.png

Muawiyahs mønter: Mønterne ovenfor er fra 663 og 661. På den øverste står der "I Allahs navn". Fra PfanderFilms: Coins suggest Islam began MUCH later 

Mønt med Heraclius.png
Abd al-Malik - shahada.png

Abd al-Maliks første mønter: Øverst er en mønt fra 610-641 med Kejser Heraclius og hans sønner. Nederst er Abd al-Maliks mønt fra 692: Billederne er fra PfanderFilms: Coins suggest Islam began MUCH later 

Mønt med koranvers.png

Abd al-Maliks senere mønter: Mønten ovenfor er fra 696. Den pointerer, at Muhammed er Allahs sendebud, og at Allah ikke har avlet eller er avlet. 

Klippedomen.jpg

Klippedomen i Jerusalem: Blev opført under Abd al-Malik og stod færdig i 692. Inskriptionen på indersiden indeholder vers, som næsten ligner Koranvers. Man vurderer, at inskriptionen er lige så gammel som bygningen selv.

 
 

5. Hvad viser de gamle koranmanuskripter? 

 

Man har ikke fundet Uthmans Koran

Ifølge den traditionelle historie skulle kaliffen Uthman, som nævnt, i midten 600-tallet have samlet "den rigtige koran" (dvs. den som eksisterer idag) og sendt en kopi ud til 9 store byer i kalifatet. Alle byerne - undtagen Jerusalem - har stort set været under muslimsk herredømme lige siden. Men man har ikke fundet et eneste eksemplar af Uthmans koran. 

Der er fundet nogle meget gamle koran-manuskripter, og mange muslimer tror, at nogle af disse er et eksemplar af Uthmans koran. Aminah Tønnsen skriver for eksempel i bogen Islam. Koran, Hadith, Sharia, at to eksemplarer af Uthmans korankopier er bevaret - et i Istanbul (Topkapi Mushaf), og et i Tashkent (Samarkand Mushaf) - og at også det manuskript, som i dag findes i Kairo (al-Husseini), menes af være en afskrift af Uthmans oprindelige. Men faktum er, at to tyrkiske forskere (Altıkulaç og İhsanoğlu), som havde adgang til at studere disse tidlige manuskripter mellem 2002-07, konkluderede, at de var fra det 8. århundrede,  og at de hverken var Uthmans koran eller kopier af den. Tashkent-manuskriptet var meget mangelfuldt og muligvis fra det 9. århundrede. Disse mænd var muslimer og havde derfor en del på spil ved et konkludere sådan (se forordet på deres rapport her). 

 

Sana'a-manuskriptet er meget gammelt

Det tidligste større manuskript, man har fundet, er fra Sana'a i Yemen. Nogle tyske forskere under ledelse af Gerd R. Puin fik adgang til det i 1981. Man vurderer, at de ældste dele af det kan være fra de sidste årtier i det 7. århundrede. Det er netop Abd al-Maliks regeringsperiode. Det interessante ved Sana'a-manuskriptet er, at det meget tydeligt viser, hvordan indholdet har været under udvikling og redigering. En senere skrift har simpelthen overskrevet en tidligere skrift. Derfor kaldes det også et palimpsest. Der er i alt 82 folios (ark), svarende til ca. halvdelen af nutidens Koran, og der er nogle afvigelser i forhold til den. Den nedre tekst afviger meget fra vore dages Koran. Nogle prøver at forklare den nederste tekst med, at den må have været en af de afvigende koraner, som den islamiske tradition nævner (dem som skulle være blevet brændt af Uthman).

 

De gamle manuskripter holdes altid op mod den ide, at de "burde" ligne den mytiske Uthmans Koran, og der fokuseres på "afvigelser". Men måske er det en helt anden historie, man har fundet i Sana'a-palimpsestet. En interessant detalje er, at der i den nederste tekst som indledning til sura 9 står "Sig ikke bismillah", samtidig med at bismillah er forsøgt slettet. (Bismallah = i Guds navn). Det er tydeligvis en instruktion til oplæseren. Den franske forsker Asma Hilali, som har studeret Sana'a-manuskriptet, har en hypotese om, at det slet ikke har været meningen, at Sana'a-manuskriptet skulle være et færdigt helligskrift. Ifølge hendes tese er Sana'a-manuskriptet blevet til i et "undervisningsmiljø", hvor mundtlige instruktioner er blevet noteret ned. "Afvigelserne" er således forklaringer eller instruktioner til den, der skal formidle teksten.  

 

Mange variationer og ændringer i de gamle manuskripter

I alle de helt gamle manuskripter, vi kender, er der utallige af variationer i forhold til den Koran, vi kender i dag, og de er ikke komplette. Generelt er det sådan, at jo ældre, manuskriptet er, jo mindre dækker det af den nuværende Koran. Men der er også hundredevis af tydelige rettelser i de gamle manuskripter i form af tilføjelser, dele som er slettet, ting der er overskrevet, og nogle steder er noget tekst endda tildækket eller "tapet over". Det bekræfter at Koranen netop ikke er skrevet færdig på én gang, men at det er et skrift, der har udviklet sig og er blevet redigeret over en længere periode. Det har været omkostningsfuldt at lave et helt nyt skrift, så man har korrigeret i det eksisterende. Den amerikanske forsker i Koranens historie, Daniel Brubaker, udgav i 2019 bogen Corrections in Early Qurʾān Manuscripts, og han præsenterer noget af sin forskning på sin YouTube-kanal Variant Quran. Det er et fantastisk initiativ, for det gør, at denne forskning er synlig og tilgængeligt for enhver. 

 

Birmingham-fragmenterne - fra før Muhammed blev profet?

I 2015 fandt man i Birmingham nogle gamle fragmenter med nogle vers, som også findes i sura 18 (Hulen), sura 19 (Maria) og sura 20 (Ta Ha). Fragmenterne handler om henholdsvis de unge mænd i hulen (de kristne historie om Syvsoverne fra Efesus), at Jesus ikke er Guds søn, og om Moses. En kulstof 14-test af det skind, de var skrevet på, indikerede, at fragmenterne kunne have været fra mellem 586-645. Altså før Uthmans mytiske Koran i 650, og måske endda fra før Muhammed blev født i 570! Det er yderst interessant, hvis teksten er lige så gammelt som skindet, selvom der er naturligvis er usikkerhed forbundet med kulstof 14-test. Men hvem ved: Måske er det fragmenter af noget af det, som Koranen senere er stykket sammen af?  

Konklusion:

De gamle manuskripter viser, at nogle af teksterne er meget gamle. De mange variationer og synlige rettelser vidner om, at teksten i den tidlige periode har udviklet sig og er blevet rettet og justeret. Der er grundlag for at tro, at nogle Koranens tekster har eksisteret - måske som kristne eller jødiske skrifter - inden de blev samlet og kanoniseret. Asma Hilalis hypotese om, at det i den tidlige periode måske slet ikke har været meningen, at skriftet har skulle være et helligskrift eller en åbenbaring, er interessant og giver mening: De folk, der har rettet og slettet, ville vel næppe have rettet og slettet i noget, de troede var "Allahs ord". De har måske nærmere forbedret deres prædikebog eller deres gudstjenestebog - og måske suppleret med noter.

Al Husseini Mushaf.jpg

al-Husseini-manuskriptet i Cairo

Fra det 8. århundrede. Ord er slettet eller dækket til. Et eksempel på redigering af Koranen. Der er mange tydelige tegn på redigering i de gamle manuskripter. 

Sana'a manuskript.jpg

Sana'a-manuskriptet: De ældste dele er måske fra slutningen af det 7. århundrede. Man kan se, at der inde under den øvre skrift, er en tidligere version.

Birmingham_Quran_manuscript.jpg

Birmingham-manuskriptet. Består af 2 ark. Måske er det de allertidligste fragmenter, vi kender. 

 

6. Hvad fortæller Koranens skriftsprog?

 

Koranens skrift er fra Arabia Petrea

Den gamle arabiske skrift, som Koranen er skrevet med, er udviklet fra den nabatæisk-aramæiske skrift. Den blev brugt af arabere i den nordlige del af Arabien - det område, som romerne kaldte Arabia Petrea (opkaldt efter Petra, hovedstaden i det gamle nabatæiske kongedømme), og som omfatter en stor del af Levanten og Irak. 

I dag tænker vi på Arabien som Den arabiske halvø, svarende til Saudi-arabien. Men i senantikken dækkede de områder, der blev kaldt Arabien, meget mere. Mellem 132 f.kr. og 214 var der for eksempel et arabisk kongerige i det nordlige Mesopotamien kaldet Osroene. Hovedstaden var Edessa, som i dag hedder Şanlıurfa og ligger i Tyrkiet. Osroene blev indlemmet som en provins i Romerriget, men folk kaldte stadig dette område for Arabien. Så i 600-tallet kunne Arabien altså godt ligge i Tyrkiet. Der levede arabere i hele det område, som i dag dækker Sinai, Israel, Jordan, Libanon, Syrien, det sydøstlige Tyrkiet og det nordlige og vestlige Irak. Der levede endda arabere langt ind i Persien, fordi persiske herskere havde deporteret befolkninger fra erobrede byer dertil. Disse arabere havde i mange århundreder været i kontakt med græsk-romersk kultur. Klippeinskriptioner skrevet med arabisk skrift viser, at de har været kristne. Deres skriftsprog var i starten aramæisk, men siden udviklede det sig, så det mere og mere kom til at ligne det talte sprog, arabisk. Koranen er skrevet i dette sprog.

Man brugte en anden skrift i resten af Arabien

Den sydlige del af Den arabiske halvø kaldte romerne "Det lykkelige Arabien". Der talte man forskellige semitiske sprog, som var mere i familie med det etiopiske end det nordarabiske, og man brugte en helt anden type skriftsprog. Denne skrift var mere avanceret end den nordarabiske, idet man kunne udtrykke sig mere entydigt. 

Den midterste del af Den arabiske halvø, hvor vore dages Mekka og Medina ligger, kaldte romerne "Det øde Arabien". Der brugte man samme skrift som i syd, eller man brugte forskellige lokale skrifter. Alt dette kan ses af de mange tusind klippeinskriptioner, som findes overalt i Arabien. Den canadiske forsker Robert Kerr har argumenteret for, at Koranen umuligt kan stamme fra Mekka og Medina. I det område kendte man nemlig den mere avancerede sydarabiske skrift, og man ville naturligvis af de to mulige skrifter have valgt den kendte og den bedste til et helligskrift.

 

Konklusion:

Koranens skrift peger på, at Koranen er blevet til Arabia Petrea og ikke i Mekka og Medina i Hedjaz.

Arabia Deserta.jpg

Koranens skrift kommer fra Arabia Petraea. Dér boede mange arabere i det 7. århundrede, og de var langt fra illiterære.. 

Sydarabisk skrift.png

Den sydarabiske/sabæiske skrift var helt anderledes og mere avanceret end nordarabiske skrift, som havde udvilket sig fra den nabatæisk-aramæiske skrift. 

 
Nabatæernes rige 2.jpg

Det nabatæiske rige eksisterede fra ca. 400 f. Kr. til år 106. Hovedstaden var Petra. Fra Al Ula nederst på kortet og til Mekka er der over 700 km. 

Thamud ruiner.jpg

Ruiner fra Nabatæerne findes flere steder i det tidligere kongerige. Man mener, at de imponerende bygningsværker har været gravkamre.

Sanilurfa.png

Lå Mekka her?.Den første kilde, der nævner Mekka (i 741) fortæller, at Mekka lå mellem Harran og Ur, og at det var her, Abd al-Malik nedkæmpede Abd Allah ibn-Zubayr. 

7. Koranens geografi peger væk fra Mekka

 

Den nabatæiske fortid

Det giver rigtig god mening, at Koranen er blevet til i Arabia Petrea og ikke i Mekka og Medina i Hedjaz. Det passer nemlig med Koranens indhold. Nogle af de historier, som Koranen igen og igen refererer til, handler om fortidsfolkene Ād og Thamūd. Om Ād fortælles det, at deres by var "Iram med søjlerne" (89:6-7), som blev tilintetgjort i en sandstorm, og om Thamūd fortælles det, at de kom efter Ād. De huggede huler i klipperne (89:9), og de blev også tilintetgjort af Allah på grund af deres vantro. Thamūd har formentlig været nabatæerne, hvis fantastiske klippehuler kan ses i blandt andet Petra i Jordan og Al-Ula i det nordlige Saudi-Arabien. Nabatæernes kongedømme (400 f.kr - 106) dækkede vore dages Jordan og det nordvestligste af Den Arabiske Halvø og Sinai. I en kort periode kontrollerede nabatæerne endda Damaskus i Syrien.  Ād har formentlig været det gamle historiske kongerige Edom, som havde sin storhedstid fra 13. til det 6. århundrede f.Kr., og som lå i samme område. "Iram med søjlerne" menes at være Wadi Rum i Jordan. Den fortid, som Koranen beskriver, hører til i det gamle nabatæiske område. Koranen nævner endda, at dem, den taler til, bor i de gamle folks boliger (14:45) og går omkring i dem (20:128).

 

Stedbeskrivelser i Koranen

Koranen er bemærkelsesværdigt fattig på konkrete stednavne. Men der er alligevel beskrivelser, som kan fortælle noget om, hvor dens budskab er blevet prædiket. Eksempelvis nævner Koranen, at dens tilhørere går forbi Lots Hustru og Sodomas døde (37:133-138). Stensøjlen Lots Hustru og bjerget Sodom findes ved Det døde hav. Den fortæller også, at de dyrker korn og har druer, oliventræer (80:28) og yppige haver. Der kan ganske enkelt ikke gro oliventræer i Mekkas ørkenklima, og det kunne der heller ikke dengang. Koranen afslører således selv, at den - eller i det mindst dele af den - er blevet prædiket et andet sted.

Bynavne i Koranen

Mekka er kun nævnt 1 gang i Koranen: Vers 48:24. Verset fortæller blot, at et slag blev afværget i "dalen ved Mekka". Der står ikke at Mekka er en by, eller at den skulle være kulisse for Koranen. Navnet Yathrib (som Medina hed inden den blev opkaldt efter Muhammed) er også kun nævnt 1 gang: I vers 33:13 opfordrer nogle "hyklere" folk fra Yathrib til at vende om. Der står ikke, at det drejer sig om Yathrib i Hedjaz (der findes faktisk også et Yathrib i Irak), eller at Yathrib skulle være kulisse for Koranen.  

 

Medina er til gengæld nævnt 3 gange: Vi får at vide, at nogen spreder rygter i Medina (33:60), og at der er "hyklere" i Medina (9:1019:120). Men Medina betyder egentlig bare "by" og kan i princippet være hvor som helst. Vore dages Medina er en forkortelse af det længere navn "Profetens by", Madīnat an-Nabī. Medina fik først det navn efter Muhammeds død. Så faktisk er det ret usandsynligt, at Koranens Medina er det samme som Yathrib i Hedjaz. Det er en anakronisme. 

Koranen fortæller 2 steder, at den er sendt ned for at advare "byernes moder" (6:92 og 42:7). Den beskrivelse kan passe på mange steder. For eksempel på Petra. En anden kandidat kan være byen Ctesifon i Irak. Ctesifon var en stor og betydningsfuld by, som i 800 år havde været hovedstad for skiftende persiske imperier. Araberne kaldte den Al-Mada'in  (Byerne), og den gik også under navnet Madina al-Atiqa - Den gamle by. Men "byernes moder" kan umuligt have været Mekka i Hedjaz, som ingen havde hørt om på Koranens tid. 

Flere grunde til, at Koranen ikke blev til i Mekka

Ifølge den islamiske fortælling skulle Mekka have været et vigtigt handelscentrum, hvor øst og vest mødtes.  Forskeren Patricia Crone var den, der først stillede spørgsmålstegn ved den fortælling i bogen Meccan Trade And The Rise Of Islam (1987). Hun blev opmærksom på, at selvom både romere, grækere og persere i århundreder havde haft beskrivelser og kort over deres handelsruter, var Mekka var ikke med på nogen af dem. Hun studerede de gamle kort og blev hurtigt opmærksom på, at det rent geografisk slet ikke giver nogen mening, at Mekka skulle have været et knudepunkt for handel mellem øst og vest. Den ligger ikke på nogen af handelsruterne, og den er meget uhensigtsmæssigt placeret for både skibs- og karavanehandel. 

Derudover viser arkæologiske undersøgelser og satelitbilleder af tidlige moskeer, at deres bederetning ikke vender mod Mekka, men derimod tilsyneladende mod Petra i Jordan. Først fra midten af 700-tallet begyndte moskeerne entydigt at have bederetning mod Mekka. Det er beskrevet af Dan Gibson i bogen "Early Islamic Qiblas".

 

Mekka i det nordlige Mesopotamien?

Den første ikke-islamiske kilde, som nævner Mekka, er den Byzantinsk-Arabiske krønike fra 741. Der står: 

"Abd ai-Malik opnåede kongemagtens højdepunkt og regerede i 20 år. I det første år af hans regeringstid brugte han al sin erfaring og sit mod mod Abd Allah [ibn Zubayr], som hans far havde angrebet mange gange i forskellige slag, og endelig [kom han] til Mekka, Abrahams hjemsted, som de tror, og som ligger mellem Ur i Kaldæa og byen Harran (Carras) i ørkenen". (Kilde: Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw It, s. 622)

Krøniken påstår altså, at "Mekka" på Abd al-Maliks tid (685-714) lå i det sydøstlige Tyrkiet, og at han besejrede Ibn Zubayr dér! Her ligger nemlig både byen Harran og Ur. Ur er Şanlıurfa (Urfa), datidens Edessa. Dengang troede man, at det var her, Abraham kom fra, inden han rejste til Kanaaens Land. Det giver rigtig god mening, at dette Mekka er "Abrahams sted" - og ikke Mekka langt nede "Det øde Arabien", som ingen nogensinde havde hørt om før. 

Konklusion:

Koranens eget indhold indikerer kraftigt, at den ikke er blevet til i Mekka og Medina, men i Arabia Petrea. Arkæologi og kilder understøtter dette. Men det er ikke entydigt, hvor i dette område, pilen så peger hen. Er det mod Petra? Ctesifon? Edessa? Måske er den blevet til på flere forskellige steder. Det er faktisk helt oplagt. 

mosaic-of-jesus-in-haghia-sofia.jpg

Var publikum kristne? De kendte i hvert fald de bibelske fortællinger.

Talmud.jpg

Den babyloniske Talmud var netop blevet færdiggjort i det 6. århundrede. Men nogle mente, at det var en forfalskning af Guds nedsendte ord, Moseloven.  

 

8. Hvem var Koranens oprindelige målgruppe?

 

Publikum har kendt de bibelske historier

Det er helt åbenlyst - ud fra Koranens tekst - at Koranens oprindelige publikum må have kendt de mange bibelske figurer og historier, som Koranen nævner. Ellers ville de simpelthen ikke kunne have forstået meningen. Koranen forudsætter kendskab til såvel jødiske og kristne fortællinger. Mange af de bibelske profeter er kun lige nævnt ved navn, mens andre kun hentydes til, fx som "ham med fisken" (Jonas, 68:48). Historierne forekommer ofte kun i brudstykker. Meget taler for, at målgruppen har været kristne. Ikke mindst det faktum, at araberne i Arabia Petrea var kristne. Alle arabiske klippeinskriptioner fra det 6. århundrede, som havde religiøst indhold var kristne (Se denne video). 

Et miljø med forskellige religiøse retninger

Koranen vidner desuden om, at den er blevet prædiket i et miljø, hvor der været adskillige religiøse grupper repræsenteret. Den forholder sig igen og igen til forskellige "vantro", som den anklager, advarer imod og indgår i diskussion med. 

Sådan et miljø var der netop i Arabia Petrea i det 7. århundrede. Jødedommen var stærkt repræsenteret i Syrien og Palæstina, og i Mesopotamien fandtes der adskillige jødiske akademier. Der fandes også forskellige jødisk-kristne sekter, som fulgte Moseloven og samtidig troede, at Jesus var Messias, men ikke guddommelig. De arabiske stammer tilhørte flere forskellige kristne retninger, som ikke var enige om, hvor vidt Jesus var menneskelig, guddommelig - og hvis han var guddommelig, på hvilken måde han i så fald var det. 

De rabbinske jøder under anklage - en intern jødisk strid

Det ser ud til, at Koranen især anklager rabbinsk jødedom. Den bruger igen og igen ordet kuffar. Det betyder i dag bare "vantro", men ordets oprindelige betydning er, at "dække til". Koranen siger blandt andet til Skriftens folk: 

Skriftens folk! Hvorfor hyller I sandheden ind i løgn? Hvorfor skjuler I sandheden, når I har viden? (3:71)

 

Dette var netop, hvad nogle jøder eller jødisk-kristne på den tid anklagede rabbinske jøder for at gøre med deres nedskrivning af Talmud. De mente, at det var ugudeligt at følge de lærdes fortolkninger frem for Toraen selv. Den babyloniske Talmud var netop blevet færdiggjort i det 6. århundrede, så det var en højst aktuel strid blandt jøder. Det er sandsynligvis de rabbinske jøder, Koranen kalder for "de værste dyr" i vers 8:55, og som Koranen anklager for bevidst at have forfalsket Guds ord. Dette har helt tydeligt fyldt meget for Koranens forfatter(e). Koranen viser tydeligt, at kuffar har været til stede i de omgivelser, hvori Koranen er blevet prædiket. Der har været et jødisk miljø. Koranen henvender sig adskillige steder direkte til "Israels børn". 

De kristne som troede, at Jesus var Guds søn, under anklage

Koranen harcellerer også igen og igen over dem, som "sætter nogen ved Guds side", og som siger, at "Gud har taget sig en søn". Det er en klassisk jødisk beskyldning mod kristne. Men det er også en beskyldning som tilhængere af ariansk kristendom eller andre former for ikke-trinitær kristendom kunne have rettet mod andre kristne. Koranen  betragter Jesus som Messias, men ikke som Guds søn. Der er dog vers i Koranen, som indikerer, at dens forfatter sagtens kan have troet, at Jesus var guddommelig på en eller anden måde. Det understreger kun, at Koranen er et sammensat værk, hvis stof kan være hentet fra flere forskellige kilder, som både kan være kristne og jødiske. Helt sikkert er det dog, at Jesus har haft helt en særlig status for Koranens forfattere.

Både Koranens forfatter(e) og den arabiske tilhørere har troet på Jesus som Messias og dermed været en slags kristne. Men der har i Koranens miljø været i strid om, hvor vidt Jesus var Guds søn. En meget påfaldende ting ved Koranen er, at den faktisk slet bruger slet ikke det arabiske ord for kristne, masihiun (følgere af Messias). Den omtaler i stedet en gruppe kaldet naṣārā, som senere er blevet fortolket til og oversat til  "kristne". Men det er netop en senere tolkning, som er blevet lagt ned over teksten, og den er formentlig forkert. Den manglende brug af ordet "kristne" i Koranen indikerer, at "De troende" formentlig har set sig selv som kristne (følgere af Messias), og at Koranens forfatter ikke har ville give "de, som satte andre ved Allahs side" (dvs. trinitære kristne, som tror på en treening Gud), den anerkendelse at kalde dem masihiun

De troendes bevægelse

På baggrund af Koranens egen tekst og historiske kilder, har blandt andre den amerikanske islamforsker Fred Donner fremført en tese om, at islam startede som en religiøs bevægelse, "De troendes bevægelse", som ifølge ham kunne inkludere både jøder og kristne, der kunne forenes af ideen om at "Gud er én", at man skulle følge Guds åbenbarede ord, at Jesus var profet, og at Dommedag var nært forestående. Først mange år senere - på initiativ fra kaliffen Abd al-Malik (685-705) - begyndte at deres tro at udvikle sig til en særskilt religion, og den endelige islamisering skete så under Abbassiderne, som kom til magten i 750. Donner er langt fra den eneste eller den første, der har gjort sig disse tanker.

Konklusion:

Koranens oprindelige publikum var tydeligvis ikke hedenske polyteister, sådan som den islamiske fortælling påstår. I så fald havde de ganske enkelt ikke kunne forstå dens budskab. De havde nok heller ikke kunne "sætte noget ved Allahs side", hvis ikke de i forvejen havde troet på Allah, dvs. Gud. Koranens "troende" så formentlig sig selv som kristne, og måske har "De troendes bevægelse" (hvis skrift Koranen formentlig er) endda inkluderet både kristne og jøder, som så ikke var rabbinske jøder. Det understreger, at Koranen slet ikke et "islamisk" skrift. Den er blevet til før islam. Den er formentlig blevet til og er blevet prædiket i et jødisk-kristent miljø, hvor flere forskellige jødiske og kristne retninger, har været til stede.

9. Var Koranen oprindeligt et kristent gudstjensteskrift?

 

Hvad der sker, når man læser Koranen på aramæisk  

Der er vers i Koranen, som ikke giver mening, ikke engang for islamiske lærde. Samtidig er Koranen fuld af aramæiske låneord. Faktisk er det sådan, at stort set alle vigtige teologiske ord i Koranen stammer fra aramæisk (se fx Aramaisms in the Qur’ān). Det er der intet mærkeligt i, eftersom aramæisk var det sprog, kristne i Mellemøsten brugte i religiøse sammenhænge. Selve ordet Koran kommer af det aramæiske qeryan-a, som betyder "læsning" eller gudstjenesteskrift. 

 

Dette gav Lingvistikforskeren Christoph Luxenberg (2004) den idé, at dele af Koranen er på aramæisk, og at Koranen kan være skrevet på et blandingssprog af arabisk og aramæisk - men med den arabiske skrift. Det viser sig, at når man læser nogle af de ellers uforståelige passager som aramæisk, så giver de pludselig meget mere mening. Et eksempel er sura 97 (Bestemmelsen), som ifølge den islamiske fortolkning lovpriser den nat, Koranen blev sendt ned. Der står: "Vi sendte den ned i Bestemmelsens Nat." (97:1). Men Koranen blev jo ikke "sendt ned" på én nat. Den blev jo ifølge islams egen fortælling åbenbaret over en periode på 23 år. Luxenberg viser, at hvis man læser sura 97 på Aramæisk, så forvandler den sig til en julehistorie, komplet med engle, salmer og stjerne. Det var Jesus, der kom ned til menneskene julenat.   

 

Det måske mest kendte resultat af Christoph Luxenbergs syro-aramæiske læsning af Koranen er, at hourierne, jomfruerne, som venter de troende i paradis, i virkeligheden er druer. "Hur" betyder "de hvide". I bogen What the Modern Martyr Should Know, Seventy-two grapes and Not a Single Virgin gennemgår Norbert G. Pressburg, hvordan alt det, der i den senere islamiske tolkning er blevet til seksuelle fantasier om lyshudede, storbarmede jomfruer og unge drenge, i virkeligheden handler om de hvide druer, der venter i himlen. Hvis man ser Koranen som gudstjenesteskrift baseret på Bibelen, giver det rigtig god mening. For eksempel står der i Loven om nasiræerne, som vier sig til Herren (Fjerde Mosebog, 6), at de skal afholde sig fra vin og druer indtil deres prøvetid er gået. Så må de godt. På samme måde forbyder Koranen vin, men lover floder af vin og "hourier" senere - i Paradis. 

 

 

Var Koranen et kristent gudstjenesteskrift?

Luxenbergs tese er, at de ældste dele af Koranen oprindeligt var et kristent liturgisk skrift (altså en gudstjenestebog), skrevet på Aramæisk. Det kan forklare Koranens fragmenterede form, og at den ikke udgør en sammenhængende fortælling. Som Morten Rydal beskriver i sin bog Muhammed. Da imperiet fandt sin profet, kan det også forklare de mystiske bogstaver, som hele 29 af Koranens suraer starter med, og som ingen islamiske lærde kan forklare: De er ganske enkelt henvisninger til vers fra Salmernes Bog, som gudstjenesten skal indledes med. Altså en instruktion til gudstjenesteholderen - akkurat som instruktionen til sura 9 i Sanaa-manuskriptet nævnt ovenfor.

Kritik af Luxenberg

Den aramæiske læsning understøtter formodningen om, at islam har udviklet sig fra kristendommen. Luxenberg har fået kritik for at fokusere for ensidigt på sproget, og at ikke alle hans aramæiske læsninger nødvendigvis passer, eller at konkrete "sorte pletter" (uforståelige passager) måske kan forklares bedre på andre måder. For eksempel giver Robert Hoyland i artiklen "The Jewish and/or Christian Audience of the Qur'an and the Arabic Bible" et eksempel på, hvordan den tilsyneladende obskure historie om manden der sov i 100 år, og hvis mad ikke var rådnet (2:259) ikke nødvendigvis er så uforståelig. I virkeligheden kan det være en hentydning til en apokryf historie om Jeremias. Den fremstår blot utydelig, fordi arabiske kristne kun har kendt den gennem mundtlige overleveringer. Der eksisterede nemlig ikke en bibel oversat til arabisk på den tid (kun en aramæisk). Hoyland giver Luxenberg ret i ideen om den kristne oprindelse. Men han peger på andre muligheder for at få de uklare steder til at give mening.  

Andre påpeger, at selvom den aramæiske læsning i nogle tilfælde giver god mening, så betyder det ikke nødvendigvis, at der har eksisteret en nedskrevet aramæisk tekst - en gudstjenestebog - som grundlag for Koranen. Det kan være, at forfatteren blot har "tænkt aramæisk", da han skrev. 

Men Luxenbergs teori er med tiden blevet noget, man forholder sig til og diskuterer. Den er ikke til at komme uden om. Det er i sig selv tankevækkende, at de tidlige islamiske fortolkere i det 8., 9. og 10. århundredes Bagdad ikke har anet, hvad en del af Koranens tekst betød. Den har været fremmed for dem. Det skyldes formentlig kalif Abd al-Maliks (685-705) store indsats for at gøre arabisk til det fælles sprog i imperiet. Aramæisk var efterhånden blevet uforståeligt.   

Konklusion:

Dele af Koranen - formentlig de ældste - kan være aramæisk skrevet med arabisk skrift. Luxenbergs aramæiske læsning peger på, at Koranens tekster har en kristen oprindelse. De islamiske tolkninger er først senere blevet "lagt ned over" teksten, af folk som måske ikke har forstået, hvad det var for et skrift, de havde med at gøre. De har i hvert fald haft svært ved at tyde det.

Christoph_Luxenberg.jpg

Christoph Luxenbergs bog. Et "bidrag til af afkode Koranens sprog", står der i undertitlen. Luxenberg fortæller om sin aramæiske læsning af Koranen i denne video.

Abraham-Isak-Jakob.png

Vindruer i himlen er en kendt kristen ide. En fresco fra klosteret Saint Mary El-Sourian i Egypten, (Det syriske kloster for sankt Maria), viser Abraham, Isak og Jakob, som giver de troende druer at spise i himlen. Klosteret er fra 500-tallet.

 
 
Kaabaen.jpg

Kabaen i Mekka 

har påfaldende meget til fælles med Templet i Jerusalem. 

Jerusalem port.jpg

Perserne erobrede Jerusalem i 614

med hjælp fra jøder og arabere. Jøderne var undertrykt under det byzantinske herredømme, og måske har nogle af dem taget initiativ til en abrahamitisk alliance.  

10. Var Koranen en jødisk vejledning til arabiske prædikanter?

Den jødiske arv

Selvom meget ved Koranen peger på en kristen arv, så er der også rigtigt meget, der peger på en jødisk arv. Hvis man ser på, hvor meget bibelske historier og personer fylder i Koranen, så er der en klar overvægt af skikkelser fra Det Gamle Testamente. For eksempel er navnet Moses nævnt 145 gange i Koranen, mens navnet Jesus er nævnt 24 gange. Jesus er dog også nævnt med sine titler, fx Messias (den salvede) og Muhammed (den lovpriste).

 

Men der er også andre vægtige argumenter for jødisk indflydelse. Først og fremmest er det ikke Jesu lære (som kristne i dag kender den), der fylder i Koranen. Koranens Allah er en gammeltestamentlig straffende gud, som udsletter de folk, der ikke frygter Ham. Den strenge monoteisme er også et meget jødisk budskab. I vers 112:1    instruerer Koranen: "Sig: "Han er Gud, én".  Den jødiske bøn Shema, lyder netop: "Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én". Koranen instruerer også i jødiske spiseregler (6:145). Meget tyder også på, at den Mashid al-Haram (Det forbudte bedested), som Koranen beskriver, og som i dag "fortolkes" som Kabaen i Mekka, i virkeligheden har været Tempelbjerget i Jerusalem. 

 

Alt dette indikerer, at Koranen - eller dele af den - oprindeligt kan have været forfattet af jøder - muligvis kristne jøder - eller af nogen, som har været stærkt inspireret af jødedom. Måske netop en af de jødiske sekter eller retninger, som var imod rabbinsk jødedom? Det kan forklare Koranens voldsomme fordømmelse af kuffar, som formentlig har været de rabbinske jøder (se afsnit 8 ovenfor).    

Skulle Koranen omvende araberne til jødisk messianisme?

I afhandlingen Messias og hans profet. Islams oprindelse fra 2006 (på fransk) argumenterer den franske teolog Edouard Marie Gallez for, at Koranen oprindeligt var en samling af instruktioner, noter og udkast til prædikener. Odon Lafointaine har populariseret Gallez' ideer i bogen Le grand secret de l’islam, som forhåbentlig snart udkommer på engelsk her.

 

Gallez' tese er, at prædikanterne var arabere. Men budskabet var jødisk messianisme: Dommedag var nært forestående. Koranens naṣārā (som i dag fortolkes som "kristne", kan have været en jødisk-kristen sekt), som ønskede at vinde kristne arabere for deres sag, som var at erobre Jerusalem og genopbygge Templet. Det ville ifølge deres messianske tro trigge Jesu genkomst og Dommedag, som jo skal foregå i Jerusalem. Gallez er langt fra den eneste, der har hæftet sig ved det stærke dommedagsmotiv i Koranen, som gør Jerusalem til Koranens oplagte fokus (se fx også Stephen Shoemaker).   

Historisk er det slet ikke urealistisk, at der kan være foregået en sådan mission, udført af jøder (evt. kristne jøder) blandt kristne arabere. I 614 hjalp op mod 20.000 jødiske oprørssoldater sammen med en gruppe af arabere (!) perserne med at erobre Jerusalem. De jødiske oprørere fik overdraget styret og gik straks i gang med at genopbygge Templet. Jøderne endte dog senere med at blive fordrevet derfra. I 636-37 indtog araberne så Jerusalem, og flere kilder fortæller, at jøderne faktisk begyndte et byggeri på tempelpladsen, men blev drevet væk af araberne, som byggede deres eget bedested der. Gallez foreslår, at nogle af de slag, der er spor af i Koranen, kan være spor af kampene om Jerusalem. 

Den armenske krønikeskriver Sebeos (661) beretter ligeledes om, at nogle jøder kaldte araberne tii hjælp og gjorde dem opmærksom på deres slægtskab gennem Abraham, hvorefter "Mahmet" prædikede for dem, og jøder (Israels sønner) og arabere (Ismaels sønner) drog afsted i samlet flok for at erobre Det hellige land. Både Sebeos og andre kilder, fx. pilgrimmen Arculf  (670'erne) vidner om, at Jerusalem har været et vigtigt sted for de tidlige "troende" (som altså endnu ikke var "muslimer").

Derfor ligner Koranen ikke et helligskrift 

Gallez' tese om, at Koranen oprindeligt har været en instruktion til prædikanter bygger på en tekstanalyse af Koranen. Det er appellerende, fordi de mange instruktioner og råd i Koranen, som normalt "tolkes" som Allahs råd til Muhammed, pludselig får en ny og forståelig mening. For eksempel instruktionen om, hvad man skal sige, når folk spørger, hvornår Dommedag kommer: "Sig: "Det kan meget vel være snart!" (17:51)

Dét, at Koranen er en samling af noter og udkast til prædikener forklarer også, hvorfor den ikke er skrevet på et bedre arabisk. Havde man vidst, at det var et helligskrift til eftertiden, havde man gjort sig mere umage. De tidlige manuskripter indeholder som sagt ikke de diakritiske tegn, der gør det muligt at skelne mellem forskellige konsonanter. Dette selvom disse faktisk eksisterede i det tidlige 7. århundrede. Men hvis Koranen har været til internt brug - eller til undervisningsbrug, sådan som Asma Hilali foreslog om Sanaa-manuskriptet - så har diakritiske tegn ikke været nødvendige .

 

Det var måske heller ikke nødvendigt at skrive historierne fuldt ud. Man har kunnet nøjes med hentydninger. Det kan forklare, hvorfor mange passager virker så springende og usammenhængende. Hvis de første "troende" har troet, at Dommedag var lige om hjørnet, giver det rigtig god mening, at de ikke gjort sig umage med at lave et fint og sammenhængende helligskrift med diakritiske tegn, så Guds evige ord til menneskeheden blev mere præcise. Hvorfor skulle de dog det, når de levede i de sidste tider? 

 

Overordnet fremstår Edouard Marie Gallez' og Odon Lafontaines ideer særdeles attraktive, fordi de passer så godt til Koranens tekst. De passer også rigtigt godt på den historiske kontekst omkring Jerusalem. Og de harmonerer med tidlige kilder fra det 7. århundrede, blandt andet  Sebeos. Gallez og Lafontaine mener, at arabernes skuffelse over, at Jesus og Dommedag ikke kom alligevel, førte et brud med jøderne - som også kan aflæses i Koranen, i sura 9. Herfra udviklede islam sig. 

Konklusion:

Koranen har helt tydeligt en stærk jødisk arv i sig, og det er oplagt, at Koranens "Fredhellige bedehus"  (Masjid al-Haram) oprindeligt har været det jødiske tempel i Jerusalem. Tesen om at messianske jøder - måske endda en slags arabiske jøder -  kan have instrueret og inspireret arabiske prædikanter til at missionere blandt araberne, og at Koranen har været en samling af prædikanternes noter og udkast til prædikener, har overraskende stor forklaringskraft. 

11. Et foreløbigt billede af Koranens tilblivelse

Der bliver vendt flere og flere sten i historien om, hvordan Koranen blev til. Det, som tidligere blev kaldt "revisionistisk" forskning, bliver mere og mere mainstream. Selv de mest fodslæbende islamforskere er i dag nødt til at nævne "problemet med kilderne", inden de begynder at fortælle den gamle myte om, hvordan "religionsstifteren Muhammed fik sin første åbenbaring i Mekka". Hvem ved, måske finder det lille forbehold engang vej ind i skolernes lærebøger? For det er jo efterhånden ret sikkert, at det ikke foregik på den måde.

I stedet tegner der sig et billede af, at Koranen måske oprindeligt har været en samling af noter og skitser til prædikener, baseret på udvalgte tekster fra Bibelen eller Toraen. Nogle af disse tekster har formentlig været på aramæisk. Det har været de ældste dele af Koranen. Disse oprindelige tekster kan have været brugt af arabiske kristne, som ikke anerkendte treenighedslæren og ideen om, at Jesus er guds søn. 

Senere dele af Koranen kan have været brugt til en mission i det område, som romerne kaldte Arabia Petrea, dvs. Syrien, Irak, Jordan og Palæstina. Måske har formålet med missionen været at rekruttere arabere til det (fælles) projekt at erobre Det hellige land for at være klar til Dommedag. Måske var dette netop, hvad "De troendes bevægelse" gik ud på? Koranens budskaber kan sagtens være blevet prædiket flere forskellige steder rundt omkring i Arabia Petrea og af flere forskellige prædikanter.

Efter arabernes erobring af Jerusalem omkring 637, kan man forestille sig, at missionsskrifterne gik lidt i glemmebogen. Dommedag indtraf jo ikke, så deres relevans fortonede sig. I stedet fik de ny arabiske herskere travlt med at opbygge og befæste deres magtpositioner.

Efter den 2. fitna (arabiske borgerkrig) kom Abd al-Malik (685-714) ud som sejrherre, og han tog formentlig de første skridt til at skabe en arabisk identitet, som kunne stabilisere imperiet. Det indebar en fælles religion. Abd al-Malik var formentlig kristen, men han afviste treenigheden og at Jesus var Guds søn. For ham var Jesus i stedet "den lovpriste" - dvs. Muhammed -  og Guds sendebud og tjener. Abd al-Malik og hans guvernør al-Hajjaj samlede nogle af de troendes gamle skrifter, tilføjede diakritiske tegn og måske lidt mere end det. De udgav et nyt kanoniseret arabisk skrift og brændte alt det, der ikke kom med i dette skrift. Man kan sagtens forestille sig, at materiale, som handlede om Jesu genkomst på Dommedag, ikke kom med i det kanoniserede skrift. 

 

Skriftet lå dog endnu ikke helt fast. De, der samlede det, kan ikke have troet, at det var Guds ord. For det var OK for dem at rette i det. Det var stadig Bibelen og Toraen, der var helligskrifterne. Men der var brug for en arabisk kanoniseret prædikebog, som understøttede, at arabernes anti-trinitære og jødisk inspirerede kristendom var den rigtige monoteisme, i modsætning til byzantinernes katolske kristendom. Med tiden spredtes rygtet, at denne "Allahs bog" var blevet åbenbaret fra Himlen til Muhammed. Muhammed, som oprindeligt havde været Jesus - Allahs sendebud, tjener og profet - blev så med tiden til en arabisk profet. Det gav god mening, at Allah havde åbenbaret sig på arabisk til en arabisk profet. 

I 750 omstyrtede Abbasiderne Umayyadedynastiet i Damaskus og etablerede deres nye kalifat i Bagdad. De havde brug for at legitimere sig som de rette arvtagere til imperiet, og de så også (ligesom Abd al-Malik) behovet for en samlende identitet. De arvede Abd al-Maliks helligskrift, som de helt sikkert lavede et par persisk-inspirerede tilføjelser til. De skabte det islam, som vi kender i dag og opbyggede legenden om profeten Muhammeds liv og fik det og Koranen til at passe sammen. Måske var det dem, der flyttede profetens liv - og dermed også historien om Koranens tilblivelse - til Mekka og Medina i det øde Hedjaz. Den øde arabiske ørken langt væk fra alt og alle udgjorde et "blankt lærred" for kreative historiefortællere. Flytningen kan dog også være sket allerede inden Abbassiderne kom til magten. 

Der er stadig rigtig mange lag i historien, der mangler at blive afdækket. Opsummeringen her står helt for min egen regning, og den er kun foreløbig. Udviklingen går stærkt, og om 1 år ved vi helt sikkert endnu mere. 

Opdateret marts 2022

Muhammed prædiker2.jpg

Måske blev der netop prædiket sådan?

Men inspirationen kom blot ikke direkte fra Allah, men fra den prædikebog, som senere blev til Koranen?