De arabiske erobringer og islams tilblivelse - hvad skete?

Boganmeldelse. Jørgen Junker Grimstrups lærebog til gymnasiet, De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse, er et fantastisk nybrud: Endelig en bog, som i ægte historisk ånd forholder sig kritisk til de islamiske kilder og endda også præsenterer gymnasieeleverne for et par alternative bud på, hvad der kan være sket, da araberne i løbet af kun120 år tilkæmpede sig et imperium og fik en selvstændig religion.

Jørgen Junker Grimstrup: De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse. Frydenlund, 2021.

 

VOKSET UD AF UNDERVISNINGEN

De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse falder på et tørt sted: Der har indtil nu ikke været en lærebog eller kildesamlinger på dansk om de arabiske erobringer og islams opkomst, selvom disse begivenheder var verdensomvæltende og ydermere har fået en ny aktualitet i vores samtid. Emnet er underbeskrevet, og myter har fået lov at herske. Mange gymnasieelever er - i hvert fald i det materiale, jeg har set - blevet præsenteret for den islamiske historieskrivning - der jo reelt har tjent en religiøst og samfundsbyggende formål - som faktuel historie.

Heldigvis betyder mangel på materiale ikke nødvendigvis mangelfuld undervisning. I hvert fald ikke, hvis man har haft en så engageret lærer som Jørgen Junker Grimstrup, lektor på Viborg Katedralskole indtil 2016. Han har selv udforsket emnet, skaffet sig viden, han manglede, og samlet materiale. Bogen er vokset ud af hans undervisning gennem mange år, og den er henvendt til andre lærere og elever, som nu kan få glæde af hans store researcharbejde. Den er skrevet i et letforståeligt sprog, sagligt og pædagogisk, og den er rigt illustreret med kort, billeder af historiske bygninger og genstande og islamisk kunst, som understøtter formidlingen godt.


Jørgen Junker Grimstrup har skrevet en meget kærkommen bog.

  • Læs mere om Jørgen Junker Grimstrup på hans hjemmeside De-arabiske-erobringer.dk, hvor der også er kildemateriale og forslag til opgaver til bogen.

 

KILDEKRITIK OG NYE, SPÆNDENDE PERSPEKTIVER

Det gode ved bogen er dels, at den giver et godt overblik over meget af det stof, der findes om de arabiske erobringer. Det er ikke noget lille emne, da bogen jo dækker en periode på120 år, i hvilken erobringerne strakte sig fra Spanien i vest til Transoxanien og Sind i øst. der trækkes både på de islamiske beretninger, på det sparsomme kildemateriale fra perioden og på nyere forskning.


Bogen er generelt god til at fortælle, hvor oplysningerne kommer fra, og den kommenterer også kilderne. For eksempel står der i afsnittet om erobringen af Iran, at "man skal huske, at muslimske historikere som Baladhuri og Tabari nød at fremstille de arabiske hære som drevet af religiøs ildhu og deres fjender som svæklinge, der kun nødtvunget gik i kamp. Desværre har vi ingen kilder, der ser sagerne med persiske øjne". Mange kapitler starter faktisk med at fortælle, at der kun er få kilder. To små særskilte kapitler - som faktisk er meget vigtige for forståelsen af bogen - er dedikeret til at fortælle om kilderne til henholdsvis erobringerne og Muhammeds liv og virke. Derudover er der et kapitel, som forklarer, hvorfor isnad (de kæder af fortællere, som skal understøtte troværdigheden af historier om Muhammed) ikke overbeviser en historiker - og et kapitel i bogens slutning, som forklarer, hvordan mange hadither (de formodede overleverede vidnesbyrd om Muhammed) blev skabt af opfindsomme islamiske lærde i 7-800-tallet, som havde brug for at fundere lovgivning i profetens gerninger og dermed give den et guddommeligt stempel.


Men det rigtigt gode ved bogen, som helt sikkert må være nyt - men også fagligt spændende - for mange lærere og elever, er, at bogen også giver plads til nogle af de nye teser og teorier, som udfordrer den traditionelle muslimske historiefortælling. De præsenteres som "alternative udlægninger". Vi præsenteres for ideen om, at de ældste dele af Koranen oprindeligt var et kristent skrift, skrevet på aramæisk, og at Muhammed oprindeligt var en betegnelse for Jesus hos syriske kristne. Vi får at vide, at tidlige kristne kilder fra 600-tallet ikke stemmer med den langt senere muslimske fortælling om, at Muhammed døde i 632 inden erobringerne, men at de fortæller om en Mahmet, som var i live og aktiv under erobringerne af Palæstina, Syrien og Mesopotamien. Vi hører om, at erobringen af det mægtige Perserrige måske i virkeligheden startede som en persisk borgerkrig, og Spanien slet ikke blev erobret af muslimer men formentlig først blev muslimsk omkring 850.

Jeg kunne selvfølgelig godt have tænkt mig, at alt dette havde fyldt mere i bogen end det gør, og at bogen dermed gav et bedre billede af, at det ikke kun er nogle enkelte isolerede forskere, som beskæftiger sig med "alternativer". I kapitlet Alternativ udlægning af erobringen af Iran og Irak nævnes eksempelvis kun Emmet Scott, hvis tese fremstilles lidt tyndt funderet. Men der findes jo andre forskere, for eksempel Parvaneh Pourshariati, som på baggrund af grundig forskning argumenterer for, at "den arabiske erobring" var en del af en borgerkrig mellem de store persiske klaner. Der findes i øvrigt også kinesiske kilder, gengivet hos Hoyland, som fortæller, at det arabiske (Tayyayes) kongedømme blev grundlagt af persere.


Egentlig er det jo "de alternative udlægninger", som bedst repræsenterer den moderne historiske metode, som historiefaget skal videregive til eleverne, mens "grundfortællingen", som de er et alternativ til, repræsenterer en mere gammeldags myte- og identitetsskabende historiefortælling. Men måske er det endnu for tidligt at lade balancen tippe? Den nye grund skal måske først føles lidt sikrere.

 

FØRST EROBRINGERNE, DEREFTER ISLAM

Bogens centrale budskab er indeholdt i dens titel. Der er en grund til, at den ikke hedder "Islams tilblivelse og de muslimske erobringer". Den rigtige rækkefølge er nemlig, at erobringerne kom først. og erobrerne var ikke muslimer. De var en form for kristne, og deres første dokumenterbare ledere kaldtes "de troendes amir". Først fra omkring år 685, da Abd al-Malik - den første, som kaldte sig kalif (Guds stedfortræder) - kom til magten, begyndte arabernes religion at blive en religion adskilt fra kristendom. Men islam, som vi kender den i dag, med shariaen og profetfortællingen, blev først udviklet fra omkring 750 og i de efterfølgende århundreder.


Dette er, hvad Jørgen Junker Grimstrup på baggrund af den viden, han har samlet sammen, føler sig sikker på og konkluderer. Jeg vil også mene, at her er han på sikker grund, og at der efterhånden må være en nogenlunde konsensus om disse overordnede linjer. Hvordan det så lige skete, og på hvilken måde og i hvilken betydning, Abd al-Malik "Trak Muhammed frem i forreste geled", som Grimstrup udtrykker det, er der stadig stor usikkerhed om.


Kapitlerne om erobringernes følger og forholdet mellem de arabiske herrer og de erobrede folk understøtter konklusionen fint, og kilderne giver et billede af, hvordan kristne munke i den første tid blev behandlet respektfuldt mange steder - formentlig fordi araberne eller "de troende" ikke så dem som meget forskellige fra dem selv - mens der efter Abd al-Maliks tid i stigende grad blev diskrimineret mod dem, der ikke var troende på den rigtige måde.

 

KRITIK

Mit kritikpunkt til bogen handler om, at det enkelte steder kan være svært at se, hvad der er fortælling, og hvad der er baseret på historisk metode. Det kommer sig af, at bogen er skrevet i en fortællende stil, og der er ikke referencer, sådan som der er i mere videnskabelig litteratur. Der er kun det kildemateriale, som Jørgen Grimstrup har valgt at vise, og ellers er der en litteraturliste bagest i bogen.


For det meste fremgår det, når noget er "ifølge muslimsk historieskrivning", men ikke ikke altid. For eksempel fortælles det i kapitlet om erobringen af Syrien på en selvfølgelig og faktuel måde, at Abu Bakr var den første "de troendes amir", og at han sendte tropper ind i Syrien kort efter Muhammeds død. Men andre steder i bogen får vi at vide, at det faktisk slet ikke kan dokumenteres (ud fra for eksempel møntfund eller samtidige kilder), at Abu Bakr og de 3 andre tidligste efterfølgere til Muhammed har eksisteret. Muawiya (661-680) er den første amir for de troende, som kan dokumenteres. Bogen er således en hybrid mellem to typer historie, og det kan godt forvirre lidt ind imellem.


I kapitel 12, som handler om de arabiske stammer inden erobringerne, får vi at vide, at erobringerne startede med, at stammer fra Nord- og Østarabien angreb og plyndrede i de svækkede imperier. Det giver god mening i forhold til beretninger om slag, der har fundet sted før erobringerne "officielt" (ifølge islam) skulle have fundet sted. Men så står der, at "først derefter sluttede Muhammed og han vestarabere sig til dem". Det undrer jeg mig over, for ingen tidlige kilder beretter om, at Muhammed kom fra Vestarabien, eller at han sluttede sig til nogen - og ifølge den islamiske fortælling døde Muhammed inden erobringerne af imperiernes områder begyndte. Det virker lidt som om, at Jørgen Grimstrup her egenhændigt har forsøgt at få de to forskellige historier til at mødes. Her ville det have været rigtig godt med en reference - eller alternativt en blødere formulering om, at det måske kunne være foregået sådan.


I de kapitler, der i starten af bogen gengiver den muslimske fortælling om Muhammeds liv, bruges Koranen som kilde. Her har Jørgen Grimstrup indskudt parenteser i koranversene, som hjælper læseren med at forstå, at der menes Muhammed, Mekka eller medinesere. Kun en enkelt fodnote på side 26 gør opmærksom på, at det er Jørgen Grimstrup, der har indsat parenteserne. Den tillidsfulde læser kan let komme til at tage disse parenteser for gode varer og tænke, at hvis lærebogen siger det, så er det nok rigtigt, for forfatteren er jo ekspert og må kende sammenhængen. Efter min mening skulle Jørgen Grimstrup have markeret mere tydeligt i hvert tilfælde, at parenteserne er indskudt af ham selv. Han skulle have vist den vigtige pointe, at de indskudte parenteser skaber illusionen om, at de handler om Muhammed, men at det faktisk langt fra er sikkert, at Koranen er en kilde til Muhammeds liv. Den kan meget vel være en kilde til en anden spændende historie.

 

ANBEFALING

Jeg vil bestemt anbefale bogen, for jeg synes grundlæggende, at det er fantastisk, at de arabiske erobringer og hvad der deraf fulgte - denne vigtige del af verdenshistorien, som hidtil har været forvist til fortidens tåger og indhyllet i mytefortællinger - nu bliver tilgængelig for elever på vores ungdomsuddannelser, så de kan arbejde historiefagligt med det.


Jørgen Grimstrup har sat sig ind i et kæmpe stof, både den muslimske historie og den nyere historie, som er baseret på samtidige ikke-muslimske kilder, mønter eller andre typer af forskning. Bogen er blevet lidt af en hybrid mellem de to former for historie, men den giver et godt overblik. Det er et stort plus, at den også giver plads til nogle af de nyere, såkaldte alternative udlægninger, som forhåbentlig bliver mere udbyggede i den kommende år og - hvem ved - måske engang bliver forfremmet til mainstream.


For de lærere og elever, hvis nysgerrighed er blevet pirret, og som gerne vil vide mere om de nyere tilgange, så vil jeg varmt anbefale Morten Rydals "Muhammed. Da imperiet fandt sin profet" fra 2020.