Grædemuren - Jøderne i Koranen

KORANEN OG JØDERNE

Er du forvirret over, at nogle anklager Koranen for antisemitisme, mens andre fortæller dig, at islam skam er tolerant, og at nutidens had mod jøder skyldes Israel-Palæstina-konflikten? Tag en tur gennem Koranen og find ud af, hvad den fortæller om jøderne. 

Der er 18 stop:

Sura 11 - om Moses' skrift

Nr. 1. Fascinationen af at have et skrift

Allerede i Koranens første sura, 96 (Levret blod), ser du Koranens inspiration fra jødedommen (og kristendommen): Fascinationen af at have et skrift. Allah præsenterer sig som den, der "med pennen" lærte mennesket, hvad det ikke vidste. I Koranens anden sura, 68 (Pennen), sværger Allah "ved pennen" at Muhammed ikke er besat.

 

Muhammed fik sine åbenbaringer mundtligt. Men Allah har blik for, at et skrift kan give autoritet og binder ordet. Da nogen i sura 68 siger at Koranen bare er "gamle sagn", udfordrer Allah dem med ordene: ”Eller har I et skrift, som I kan forske i?” (68:37).

 

Se mere om Allahs blik for skriftens autoritet:

Koranen fortæller to steder, at Moses' skrift er forbillede for Koranen. Se sura 11 (Hud) vers 17 og sura 46 (Sandklitterne) vers 12.

Jonas og hvalen i Koranen

Nr. 2: Koranen trækker på jødedommens fortællinger

Som du så ovenfor, blev Koranen kaldt ”sagn fra tidligere slægter” allerede i sura 68 (Pennen). Det er faktisk slet ikke forkert, for Koranen trækker på gamle historier. Mange af dem kom netop fra jødedommen, og i sura 68 møder du også det første jødiske sagn og den første jødiske profet i Koranen. Det sker, da Allah nævner ”ham med fisken” (68:48). Det er profeten Jonas, som Allah mener.

 

Læg mærke til, at Allah ikke nævner Jonas' navn. Profeten Jonas er et glimrende eksempel på, hvordan Koranen forudsætter kendskab til de jødiske historier.

 

Den er også et eksempel på, hvordan informationen i Koranen kommer drypvis, nogle gange med års mellemrum: Efter den korte omtale i sura 68 nævner Koranen først Jonas igen flere år senere i sura 10 (Jonas). Her står, at Jonas' folk troede på ham og derfor blev reddet fra at blive tilintetgjort af Allah. Derefter bliver Jonas i sura 6 (Kvæget) nævnt som en af de profeter, Allah har "udmærket". Først i sura 37 (De der står på række) - 9 år efter sura 68 - kommer det frem, at Jonas blev slugt af en fisk. Koranens ord om Jonas giver kun mening, hvis man kender historien i forvejen.

 

Mange skikkelser og historier fra Det Gamle Testamente er nævnt i Koranen på samme vis. Koranens oplysninger om dem kan stå ikke alene. De forudsætter, at læseren kender historien i sin helhed i forvejen. Det gjorde folk på Muhammeds tid formentlig også. Jødedommen var udbredt i Mellemøsten og Arabien i 600-tallet, og de jødiske myter og historier var bredt kendt, omend kendskabet var "andenhånds".

 

Koranen trækker på fortællinger fra både jødedommen, kristendommen og gamle arabiske sagn. Man er nødt til at kende disse sagn for at kunne forstå Koranen.


Koranens fokus er ikke selve historierne i deres helhed eller beretningen. Koranens fokus er budskabet om dommedag og straffen til de vantro. Historier og sagn trækkes ind som eksempler til at understøtte dette budskab. Derfor findes de bibelske og jødiske historier spredt ud over hele Koranen, og det er kun de historier, som er relevante for Muhammeds budskab, der har fundet vej til Koranen.

Her er et par eksempler på dette fra den tidlige mekkanske periode (610-618):

  • 73 (Indhyllet) - Farao satte sig op mod Allahs udsending og blev straffet

  • 87 (Det højeste) - Abraham og Moses nævnes første gang: Det står i skrifterne om dem, at det hinsidige er bedre end det jordiske liv.

  • 89 (Daggryet) - Sagnfolkene Ad og Thamud blev straffet for at være overmodige og skabe fordærv.

  • 53 (Stjernen) - Allah tilintetgjorde Noahs folk som straf for deres overmod.

Jødernes historier trækkes således  ind i Koranen til bekræftelse af Muhammeds budskab. Se mere nedenfor. 

Koranen om Toraen - sura 7

Nr. 3: Muhammeds lighed med de store profeter

I den midterste mekka-fase (618-620) kommer de jødiske profeter for alvor ind i Koranen, og det bliver klart, at Muhammed er "en af dem". Du skal se et par eksempler på, i hvilke situationer profeterne trækkes ind, og hvilken rolle, de udfylder:

I sura 54 (Månen) nægter ”de vantro” at tro på, at Allah har spaltet månen som et tegn. Herefter fortæller Koranen, hvordan både Noahs folk (54:9), Lots folk (54:33), Farao og de arabiske sagnfolk kaldte Allahs tegn for løgn og efterfølgende blev tilintetgjort af Allah.

I Sura 38 (Sad) afviser Quraysh-stammens ledere Muhammeds budskab som rent påfund og går. Herefter får Muhammed åbenbaret, at de jødiske konger David og Salomon var Allahs tjenere og også blev udsat for prøvelser. Koranen opremser en hel række af skikkelser fra den jødiske historie, som alle "var Allahs gudfrygtige tjenere" og gode eksempler. Det bliver mere og mere klart, at Muhammeds oplevelser ligner de store jødiske profeters historier.

 

I sura 7 (De høje stader) får vi historien om Moses, som selvfølgelig var Allahs udsending og ”sit folks profet”. Allah gav Moses tavlerne med Skriften. Allah fortæller i Koranen, at Moses' skrift var en" nøjagtig fremlæggelse af alt". Moses skulle befale sit folk at holde fast i Skriften, og Allah fortæller at de, der følger "profeten af deres folk", vil det gå godt. Folk skulle følge profeten som beskrevet ”hos dem selv”, dvs. i Toraen og Evangeliet (7:157). Koranen siger således her, at Toraen er Allahs Skrift og at jøderne skal følge den. I vers 158 befaler Allah så Muhammed at sige, at han er "profeten af sit folk" (ligesom Moses), og at de skal følge ham.

Muhammeds lærer

Nr. 4: Muhammeds lærer

Som du så ovenfor, skulle Muhammed være "sit folks udsending", ligesom Moses. I Mekka-perioden var det kun meningen, at Muhammed skulle være profet for sit eget folk. I sura 36 (Ya Sin) siger Allah fx, at Muhammeds opgave er at advare "et folk, der ikke tidligere er blevet advaret" (36:6). Flere steder i Koranens Mekka-del pointeres det, at Koranen er henvendt til arabere. Se fx sura 26 (Digterne) vers 193-199.

Men Muhammeds folk blev ved med at kalde hans advarsler for ”sagn fra tidligere slægter”. I sura 25 (Sondringen) siger de, at han får dem dikteret morgen og aften (25:5). Koranen fortæller på denne indirekte måde, at en person har undervist Muhammed i de gamle fortællinger.

I sura 16 (Bierne) refererer Koranen igen til Muhammeds lærer. Det er nogle år senere, og de vantro afviser stadig Koranen. Koranen fortæller, at nogen siger: ”den der lærer ham det er kun et menneske” (16:103). Allah afviser ikke dette, men fortæller i stedet, at "den de tænker på" ikke taler arabisk. Koranen bekræfter altså, at Muhammed havde en lærer og oplyser endda, at han ikke var araber.

Historikeren Torrey har argumenteret for, at Muhammeds lærer kan have været en babylonisk jøde fra det sydlige Mesopotamien. (Kilde: Ibn Warraq).

 

En lille spekulation

En hadith beskriver Muhammeds første møde med Gabriel, hvor Gabriel på voldelig vis beordrede Muhammed til at "læse op". Muhammed sagde, at han ikke vidste hvordan og var rædselsslagen. Men hans kone Khadija og hendes kristne fætter Waraqa fik ham overbevist om, at han var profet. Måske har Khadija hyret en lærer til Muhammed for at løse hans problem, berolige ham og gøre ham i stand til at opfylde Gabriels ordre. Dette er naturligvis blot spekulation.

Nr. 5: Koranen er til bekræftelse af de tidligere skrifter

Som du har set, bygger Koranen på de tidligere skrifters fortællinger. De skaber rammen om Muhammed som profet og trækkes ind som eksempler, der skal bekræfte Muhammeds budskab om straf og dommedag.

 

Men Koranen fortæller, at det er den, som bekræfter de tidligere skrifter, Toraen og Evangeliet, og ikke omvendt. Det er en pointe, der kommer frem i den midterste Mekka-fase, fra omkring 618, og som du skal se nu.

Du starter i sura 35 (Skaberen). Her fortæller Allah for første gang, at hans åbenbaringer er en bekræftelse af de tidligere skrifter (35:31). Suraen handler om Allahs løfte om straf eller belønning, og at man ikke skal lade sig bedrage af det jordiske. I vers 26 lige inden verset om bekræftelse fortæller Allah, hvordan Han tidligere "kom over" de folk, der kaldte det for løgn, på trods af at udsendingene bragte Skriften og de klare beviser. 

 

Her kan du se nogle af de steder i Koranens Mekka-del, hvor det står at Koranen er en bekræftelse af de tidligere skrifter: 

 

  • 10 (Jonas) - Koranen er en bekræftelse af de tidligere skrifter og ingen andre end Allah kunne have fundet på den (10:37)

  • 12 (Josef) - Koranen er ikke fortællinger der er opfundet, men derimod en bekræftelse af de tidligere skrifter (12:111)

  • 6 (Kvæget) - Koranen er en bekræftelse af de tidligere skrifter (6:92). I vers 6:91 lige forinden står at jøderne skjuler noget fra deres skrift, og at Koranen nu belærer dem om noget, de ikke vidste.

  • 46 (Sandklitterne) - Koranen er en bekræftelse af de tidligere skrifter men adskiller sig fra de andre ved at være på arabisk (46:12)

Det er værd at lægge mærke til vers 6:91 ovenfor. Du fornemmer måske, at påstanden om bekræftelse ikke er helt konfliktfri.

Jøderne er vidner på Koranen

Nr. 6: Jøderne er vidner på Koranen

Som du netop har set hævder Koranen at være en bekræftelse af de tidligere skrifter og dermed bruges ligheden med de tidligere skrifter også som bevis på, at Koranen er sand.  

Koranen hævder også, at Skriftens folk er vidner på, at Koranens budskab er sandt. Det var en del af argumentationen med de vantro, som jo blev ved med at fastholde, at Koranen var et påfund. Her er nogle eksempler:

  • Sura 26 (Digterne): Koranen hævder, at det er et tegn på dens sandhed, at den allerede findes i de tidligere skrifter, og at de lærde blandt jøderne kender den (26:196-197).

  • Sura 28 (Historien) -  Dem, som Allah har givet Skriften før, de tror på den (Koranen) og kalder den "sandheden fra vores Herre" (28:53)

  • Sura 17 (Natterejsen): Muhammed kæmper med de vantros irriterende spørgsmål, og suraen slutter af med at fremføre jøder og kristne som vidner på Koranens sandhed. Koranen fortæller, at de kaster sig grædende ned i tilbedelse, når de får læst op af Koranen (17:109).

  • Sura 10 (Jonas): Muhammed er virkelig udfordret. De vantro spørger, om de ikke kan få lavet om på Koranen og hvorfor der ikke er blevet sendt et tegn ned til Muhammed (10:20). Efter en historie om, at Allah - som et tegn - har bevaret Faraos krop til eftertiden, får Muhammed at vide, at hvis han er i tvivl, kan han bare spørge Skriftens folk (10:94). 

  • Sura 16 (Bierne): Koranen fortæller, at man kan blot spørge ”dem, der har fået påmindelsen (jøderne og de kristne). De vil kunne bekræfte, at Koranens budskab om genopvækkelsen er sandt (16:43).

Nr. 7: Advarsler til jøderne

I Nr. 5 ovenfor fik du det første lille indtryk af, at påstanden om Koranens bekræftelse af Toraen kan medføre konflikt, da Koranen beskyldte jøderne for at holde noget af deres skrift skjult.  Du skal nu se, hvordan der allerede i Koranens Mekka-del er advarsler til jøderne om ikke at modsige Koranen. 

 

Første advarsel finder du i sura 7 (De høje stader): Efter at Allah har fortalt om Moses som Allahs udsending og præsenteret Muhammed som Allahs udending og "profeten af sit folk", fortæller Allah, at nogle af Skriftens folk ikke holdt fast ved Skriften. Nogle af dem var ulydige og brød sabatten, hvorefter Allah sagde: Bliv til aber (7:166). Og nu griber nogle af dem ud efter det verdslige og tror, at Allah vil tilgive dem, selvom de jo har sluttet "Skriftens pagt" med Ham (7:169). Allah siger, at de af dem, der "holder fast i Skriften" og "skaber forlig", vil Han ikke straffe.

Næste advarsel er i sura 35 (Skaberen): Allah fortæller at han har givet Skriften i arv til sine særligt udvalgte tjenere, men nogle af dem "handler uret mod sig selv" (35:32). Allah fortæller, at nogle af dem, der tidligere har fået Skriften, havde sværget, at hvis der kom en advarer til dem, så ville de følge ham. Men nu, hvor der er kommet en (Muhammed), har det blot gjort dem modvillige (35:42). De er hovmodige og har onde planer, siger Allah. Men det vil kun ramme dem selv.

I sura 19 (Maria) kommer den næste advarsel til Skriftens folk: Allah fortæller at Abraham, Isak, Jakob, Moses og Ismael var profeter og at folket kastede sig ned i tilbedelse og tårer, når Allahs tegn blev læst op for dem (19:58). Men efter dem fulgte andre, siger Allah. De lod bønnen gå tabt og gav efter for deres lyster. Han siger, at de, der omvender sig vil komme ind i Haven. Allah giver Haven i arv til dem, der er  gudfrygtige (19:63).

I sura 17 (Natterejsen) fortæller Koranen, at Israels børn to gange har skabt fordærv på jorden og er blevet straffet for det. Det er Jerusalems ødelæggelse i 568 f. Kr og igen i 70 e. Kr., der hentydes til. Allah truer nu jøderne med, at hvis de skaber fordærv igen, vil Han straffe dem igen (17:8).

Koranen bruger således jødernes historie til at skabe en fortælling om, at jøderne - Allahs udvalgte folk - har tendens til ulydighed. Først var der Guldkalven, så brød de sabbatten, så blev Jerusalem ødelagt som straf for deres fordærv - og nu er nogle af dem modvillige, selvom de ellers havde svoret, at de ville følge en udsending, når der kom en.

Nr. 8: Forklaringsproblemer og Abrahams trosbekendelse

Ulempen ved at lade Koranen ”bekræfte” de tidligere skrifter var naturligvis, at Muhammed faktisk kun kendte de tidligere skrifter på anden hånd, og at der opstod forklaringsproblemer, når skrifternes budskaber ikke var ens. Du skal nu se, hvordan Allah håndterede dette.

Forskellige regler skyldes jødernes ulydighed

Sura 6 (Kvæget): Først fortæller Allah i vers 20 de vantro, at jøderne og de kristne kender Skriften som deres egne sønner. Men i vers 91 anklager Allah nu jøderne for at "holde meget af deres skrift skjult". Til jøderne (som måske har gjort indvendinger mod nogle af Koranens gengivelser) siger Han, at Koranen belærer dem om noget, de ikke vidste. Allah understreger, at Koranen er sendt ned som en bekræftelse på de skrifter, der findes i forvejen (se også nr. 5).

 

I vers 6:146 kan du se, hvad det måske har handlet om: Allah forklarer nemlig, hvorfor der er forskellige regler for, hvad jøder og muslimer må spise: Jøderne har fået nogle ekstra forbud på grund af deres ulydighed. (Sabbatten, som muslimerne jo ikke har, forklares på en lignende måde i 16:124). Allah fastholder, at Moses’ Skrift er en nøjagtig fremlæggelse af alting (6:154), sådan som Han tidligere har sagt.

Tilbage til det der er før jødernes skrift: Abrahams trosbekendelse

Men herefter sker der nu en ny udvikling i fortællingen: Det introduceres nu, at det er Abrahams trosbekendelse, som er den rigtige religion (6:161). Udgangspunktet for Koranen er nu Abraham, og ikke jødedommen og kristendommen. Allah befaler Muhammed at tage afstand fra dem, der vil "dele religionen op i retninger" (6:159), dvs. jøderne og de kristne. De, der ikke anerkender alle Allahs skrifter, deler religionen op.

Koranen laver således et greb, som frigør den fra at være en forlængelse af de tidligere skrifter, men i stedet markedsfører Koranen som det mest "oprindelige". De de andre religioner repræsenterer en senere opdeling af Allahs religion.

Flere forklaringer - Allah vil bringe alle sammen under islam

Hvis du går videre til den sene Mekka-fase (620-22), ser du, at de forklaringer på forskelle, der er udviklet, bliver gentaget. Det tyder på, at Muhammed er blevet udfordret på Koranens forhold til de tidligere Skrifter gennem hele Mekka-perioden. Du kan se forklaringerne gentaget her: 

  • Sura 41 (Fremlagt nøjagtigt): Selvom Toraen er en nøjagtig fremlæggelse af alting, er er brug for et nyt skrift: Allah har lavet Koranen som et arabisk skrift, fordi den er henvendt til araberne. De efterfølgende suraer indledes med at pointere, at Allah har lavet en arabisk Koran (41:3, 42:7, 43:3, 46:12).

  • Sura 42 (Rådslagningen): Det er Abrahams religion (islam, ikke jødedom og kristendom), som Allah har forordnet til menneskene. Det var den, Han pålagde Noah, Abraham, Moses og Jesus (42:13). Man ikke skal dele sig op, sådan som jøderne og de kristne har gjort. Muhammed skal sige til dem, at Allah er alles herre, og at der intet er at strides om . Allah vil bringe jøder, kristne og muslimer sammen, og Muhammed skal fortsætte med at kalde til islam (42:15). De, der strides om Allah, har en streng straf i vente.

  • Sura 45 (På knæ): Skriftens folk har delt sig op, siger Allah. Endda efter at være blevet begunstiget med Skriften. Allah vil dømme om det på dommedag. Muhammed skal følge den vej, som Allah anviser, og ikke lytte til dem eller følge deres lyster (45:18).

  • I sura 29 (Edderkoppen), andensidste sura i Mekka-perioden, finder du igen spor efter diskussioner. Muslimerne får nemlig at vide, hvad de skal svare Skriftens folk. De skal sige, at ”vores gud er den samme” og kun strides med dem på den pæneste måde. Med mindre altså at de "handler uret" (29:46).

Behovet for at forklare forskellene førte således til en udvikling i Koranen fra, at hvert folk har deres profet og skrift, og at profeten er "profeten af sit folk" til at islam er den oprindelige og autentiske religion.  

Nr. 9: Skrifterne stemmer bare ikke

Det må have været ret åbenlyst for Skriftens folk, som "kender Skriften som deres egne sønner" (6:20), at Koranen ikke kunne være Guds ord samtidig med at Toraen og Evangeliet også var Guds ord. Allah siger ting, der ikke er belæg for i hverken Toraen eller Bibelen, og derudover roder Han rundt i navne og oplysninger. Koranen og Muhammed må have været ret utroværdig i jødernes og de kristnes øjne. I hvert fald hvis de har kendt deres egne skrifter. Her er et nogle få eksempler, som langt fra er dækkende:

Historien om Noah er ændret

I sura 54 (Månen) i vers 9 fortæller Koranen, at Noahs folk kaldte ham besat og jog ham bort med skældsord. Dette blev åbenbaret for Muhammed umiddelbart efter, at ”de vantro” kaldte Muhammeds mirakel, månens spaltning, for løgn. Problemet er bare, at der ikke står noget i Toraen eller Biblen om, at folk kaldte Noah besat.

 

I sura 26 (Digterne) vers 111 står at Noahs folk ikke ville tro på ham, fordi de laveste fulgte ham. Sjovt nok får Muhammed i vers 215 besked af Allah på at tage imod enhver, som vil følge ham, uden at dømme dem. Problemet er bare, at der intet står i Toraen eller Biblen om at Noah havde følgere, som folk så skævt til.

 

I sura 29 (Edderkoppen) står, at Noah levede blandt sit folk i 1000 år på nær 50 (29:14). I Det Gamle Testamente står, at Noah døde da han var 950 år gammel, men at syndfloden kom (og druknede hans folk), da han var 600 år gammel. Petitesser eller ej, det må have været svært for folk med kendskab til Toraen at tro på, at Koranen virkelig kom fra Gud og var en bekræftelse af Toraen.

 

Noah er blot ét af mange eksempler. Her er endnu et eksempel:

 

Haman er fejlplaceret med 900 år

Haman figurerer i Koranen i sura 28 (Historien) og i sura 40 (Den tilgivende). I Koranen var Haman en stor mand ved Faraos hof. Farao gav Haman besked på at bygge et palads, så Farao kunne kravle op og se, om Allah var der. Haman var en ond mand, som sammen med Farao og Kora ville dræbe israelitternes sønner. Problemet er bare, at i Toraen og Bibelen er der slet ingen Haman ved Faraos hof. Derimod er der en Haman i historien om Esther, hvis handling foregår 900 år senere. Han var tilfældigvis en stor mand ved den persiske konges hof, og han var tilfældigvis også en ond skurk, som ville have alle jøder dræbt. Sammenfaldet er lidt for påfaldende, og det må det også have været dengang. Kunne det tænkes, at ”Allah” ikke havde hørt ordentligt efter sin lærers ord og rodede rundt i navne og tidsperioder?

 

Se også: Jomfru Maria var ifølge Allah Moses og Arons søster

Der er mange flere eksempler på "kreative" småtilpasninger i Koranen:

  • Sara - Ifølge Koranen råbte hun op og slog sig i ansigtet, da hun hørte budskabet om Isak (51:29). Eller hun lo inden hun fik budskabet om Isak (11:71). Ifølge Det Gamle Testamente lo hun, da hun hørte, hun skulle have barn.

  • Lots kone - Ifølge Koranen døde hun fordi hun sakkede bagud (29:32). Ifølge Det Gamle Testamente blev hun til en saltstøtte, fordi hun så sig tilbage.

  • Moses - Ifølge Koranen var hans hånd hvid, fordi den var rask (20:22). Ifølge Det Gamle Testamente, var den hvid, fordi den var spedalsk

  • Kong Salomon - Ifølge Koranen kunne han høre en myre tale (27:19). Det er bare for langt ude, ikke?

 

Petitesser eller ej. Det må have virket ret utroværdigt, at Koranen skulle bekræfte de tidligere skrifter. Den Almægtige burde have styr på tingene - også detaljerne. Det er åbenlyst, at Koranen og Det Gamle Testamente (og derfor også Toraen) kan ikke begge kan være sande.

Abraham og Kabaen

Den måske vildeste påstand - set fra jødisk synspunkt - er Abrahams tilknytning til Kabaen i Mekka. Den drejning sker forholdsvis sent i Mekka-perioden. Allah har fra starten hævdet at være Kabaens herre (Sura 106), men i sura 14 (Abraham) adskillige år senere kommer det pludselig frem, at Abraham engang orienterede Allah om, at han havde "ladet nogle af sine efterkommere slå sig ned" i nærheden af Kabaen (14:37). Men er det egentlig ikke lidt mærkeligt at Kabaen, Allahs allerstørste helligdom ifølge islam ikke - som i slet ikke - er nævnt i nogle af Allahs tidligere skrifter? Eller tidligere i Koranen? Og hvordan bærer man sig egentlig ad med at ”lade sine efterkommere slå sig ned” et sted?

I Medina bliver Koranens modsætning til de skrifter, den hævder at bekræfte, endnu større, da Allah i sura 2 (Koen) nu hævder, at Abraham og Ismael byggede Kabaen. Her bliver jøderne for alvor en trussel mod Koranens troværdighed.

(Se også boganmeldelsen af In the Shadow of the Sword. Tom Holland argumenterer her for, at "Mekka" ikke har været nutidens Mekka).  

Nr. 10: Medinas jøder omfavner ikke islam

I Medina  var der 3 jødiske klaner: Banu Qainuqa, Banu Nadir og Banu Quraiza.

I sura 2 (Koen), den første sura i Medina, kan du se, hvordan Muhammeds forhold til dem udviklede sig efter hans ankomst i 622.

 

Sura 2 er lang og strækker sig over en periode på ca. 2 år.  Den starter med at Muhammed prøver at overbevise nogen om at omvende sig. Vi ved ikke, hvem det er. Kun at nogle af dem sagde, at de troede på Gud og dommedag (2:8). Men Allah mente ikke, at de troede. Og da Muhammed sagde "Skab ikke fordærv på jorden", svarede de: "Vi skaber jo blot forlig" (2:11). Men Allah mente, at de skabte fordærv.

 

I vers 40 taler Allah direkte til "Israels børn". Han opfordrer dem til at holde deres pagt med ham og holde bøn og bøje sig ned sammen med muslimerne. Så vil han også holde pagten med dem. Han minder dem advarende om, at de tidligere har været ulydige og pådraget sig hans vrede. Han minder om Guldkalven og sabbatten, der blev brudt. Men Allah ender ret hurtigt med i vers 74 at konkludere, at jødernes hjerte nu er forhærdet.

Herefter vender Allah sig mere aggressivt mod jøderne og anklager dem:

  • De har bevidst forfalsket Allahs ord (dvs. forfalsket Toraen) (2:75)

  • De skjuler hvad Allah har sendt ned til dem for muslimerne (2:76)

  • De slår hinanden ihjel og fordriver hinanden (2:85)

  • De tror kun på dele af Skriften (dvs. ikke Koranen) (2:85)(2:91)

  • De kaldte nogle af profeterne for løgnere og slog andre ihjel (2:87)

  • De var ulydige og modsatte sig Allah på Moses' tid (2:93)

  • De skjulte en del af Allahs skrift og fulgte satanerne (2:102)

  • De vil have de troende til at blive vantro igen, fordi de er misundelige (2:109)

 

Ovenstående er kun et lille uddrag. Over 100 vers i sura 2 er dedikeret til at skildre jøderne som ulydige og falske. Læg mærke til:

  1. Allah skelner ikke mellem de nutidige og historiske jøder: I vers 2:91 skal Muhammed spørge jøderne i Medina, hvorfor de tidligere har slået Allahs profeter ihjel.

  2. Allah har mærkeligt nok aldrig tidligere i Koranen nævnt noget om at jøderne har slået Hans profeter ihjel.

I midten af sura 2 står det helt klart, at Allah har afskrevet jøderne og nu udelukkende satser på araberne. Det sker sådan:

 

  • Muhammed får åbenbaret et vers om, at Allah kan ophæve og erstatte tidligere vers med nye, der er bedre - det såkaldte abrogationsprincip (2:106)

  • Muhammed får åbenbaret, at hverken jøderne eller de kristne vil være "tilfredse med ham", før han følger deres tro (2:120)

  • Muhammed får nu åbenbaret, at Abraham byggede Kabaen sammen med Ismael (2:127). Det har Allah aldrig nævnt før, selvom Han ellers helt fra starten har sagt, at Han er Kabaens Herre (106:3)

  • Allah ændrer nu bederetningen fra Jerusalem til Mekka (2:144).

  • Allah fortæller, at jøderne godt ved, at den nye bederetning er sandheden, men de skjuler det (2:146).

  • Araberne får at vide, at Muhammed er Allahs udsending - en af ”deres egne” (2:151) - og efterkommer af Abraham og Ismael.

  • Allah indlemmer hedenske ritualer omkring valfarten til Mekka i islam (2:158).

Efter dette ville det være urealistisk at tro, at jøderne i Medina ville tilslutte sig islam. Jødernes skæbne var dermed beseglet. De vidste for meget.

Nr. 11: Banu Qaynuqa fordrives

Muhammeds legitimitet og autoritet som leder i Medina var baseret på, at han var Allahs udsending. Derfor var det uholdbart for hans troværdighed, at de, som kendte Skriften, ikke anerkendte ham som profet. Den første af de jødiske klaner i Medina, som blev fordrevet, var Banu Qaynuqa. Du skal nu se, hvad Koranen fortæller om dette.

Gå til sura 8 (Byttet). Den er åbenbaret kort efter Slaget ved Badr i 624, hvor Muhammeds muslimer sejrede over mekkanerne. Muhammed stod nu styrket i Medina. Der var taget meget bytte, og Allah hævdede at have sendt tusind engle (8:9) og at sejren derfor var guddommelig. Men ikke alle i Medina havde bakket op om Muhammeds strid med Mekka. Koranen nævner selv, at ”hyklerne og dem, der bærer en sygdom i hjertet” mente, at muslimernes religion havde "forblindet dem" (8:49). Jøder fra Banu Qaynuqa kan have været blandt dem, som Allah mente ”bar en sygdom i hjertet”. Banu Qaynuqa havde i mange år været allieret med klanen Khazraj, hvis leder i islamisk tradition kaldes ”hyklernes leder”.

Uanset hvad, så stolede Muhammed ikke på Qaynuqa-jødernes loyalitet, og disse vers blev åbenbaret for Muhammed:

  • 8:53 - Allah kan ændre sin nåde over for et folk, hvis de ændrer sig. (Husk, at Israels folk var jo tidligere Allahs udvalgte, som Han havde vist nåde - 2:40).

  • 8:55 - De værste dyr er dem, som ikke vil tro, og som har sluttet pagt med Muhammed, men som ”hver gang” bryder deres pagt uden at frygte Allah (8:56). (De jødiske klaner havde "sluttet pagt" med Muhammed i form af den såkaldte Medina-konstitution, som Muhammed havde lavet)

  • 8:57 - Hvis Muhammed møder dem i krig, skal han ”ved hjælp af dem” fordrive dem, der kommer efter (kryptisk formulering, kan tolkes som at man kan fordrive de fremtidige generationer af jøder i Medina ved at fordrive de nutidige)

  • 8:58 - Hvis Muhammed ”frygter troløshed” fra et folk, så må han bryde sit ord til dem. Det er lige for lige.

Efter disse åbenbaringer var Muhammed nu fri til at bryde sin del af den såkaldte Medina-konstitution, som var indgået ved hans ankomst, og som skulle sikre jøderne beskyttelse

 

Der skete nu følgende: På en markedsplads krænkede en guldsmed fra Banu Qaynuqa angiveligt en muslima. Han havde hæftet hendes tøj på en sådan måde, at det blev revet af, da hun bevægede sig. En muslim dræbte så guldsmeden som hævn, og derefter blev muslimen dræbt som hævn. Muhammed betragtede dette som traktatbrud, og hans krigere belejrede Banu Qaynuqas befæstede bydel. Efter to ugers belejring overgav de sig, hvorefter Muhammed var klar til at henrette dem. Deres allierede fra Khazraj talte imidlertid deres sag, og de slap med forvisning. Deres ejendom blev fordelt mellem Muhammeds følgere, og Muhammed tog selv en femtedel i overensstemmelse med Allah forskrifter for bytte (8:41).

Du kan se flere spor af Banu Qaynuqas fordrivelse i Koranen. Gå til sura 3 (Amrams slægt). Vers 12 skulle være blevet åbenbaret for Muhammed lige inden belejringen af Banu Qaynuqa. Verset befaler Muhammed at sige til dem, at de vil blive besejret og ført til Helvede.

 

Efter forvisningen var der brug for lidt forklaring på, hvorfor Banu Qaynuqa fortjente dette. Det kan du se i Koranen her:

  • 3:19 - Allah fortæller at ”de, der har fået Skriften før” blev oprørske, og at Allah er hurtig til at straffe, hvis nogen fornægter Hans tegn.

  • 3:21 - Dem som ikke vil tro på Allahs tegn - og slår både profeterne og de mennesker, som påbyder retfærdighed ihjel (husk muslimen der hævnede episoden på markedspladsen) - skal forkyndes en pinefuld straf

  • 3:23 - De blev kaldt til Allahs Skrift, men vendte ryggen til - og er forblindede af det, de selv har fundet på

  • 3:26 - Allah giver herredømmet til hvem Han vil og fornedrer hvem Han vil

Nr. 12: Jøderne vil jer det ondt

Du befinder dig stadig i sura 3 (Amrams slægt). Efter fordrivelsen af Banu Qaynuqa fortsatte Allahs kampagne mod jøderne.

 

Muhammed fik åbenbaret, at sige til Skriftens folk: ”Kom lad os være enige om vi ikke tjener andre end Allah”. Men i samme vers fortæller, at hvis de så vender sig væk, så skal muslimerne sige til dem: ”Vær vidne på at vi overgiver os til Allah” (3:64).

Så hvis jøderne vendte sig væk fra Koranen, så måtte det betyde at de tjente andre end Allah og ikke overgav sig som muslimerne ...

Allah spørger Skriftens folk, hvorfor de dog vil "strides om Abraham" (3:65). Han siger, at Abraham hverken var kristen eller jøde, men en gudsøgende, som overgav sig til Allah (3:67). Allah siger, at Muhammed og muslimerne er dem, der står Abraham nærmest af de nulevende (3:68).

Måske fornemmer du, hvem der snart er Allahs nye udvalgte: De som "overgiver sig", mens de andre "vender sig væk" og dermed må "tjene andre". De næste 51 vers i sura 3 henvender sig skiftevis til Skriftens folk og muslimerne:

Allah ”spørger” blandt andet Skriftens folk:

  • 3:71 - hvorfor skjuler I bevidst sandheden og hyller den ind i løgn?

  • 3:80 - har Allah har befalet jer at være vantro?

  • 3:101 - hvordan kan I være vantro, når Allahs tegn bliver læst op for jer og udsendingen er blandt jer?

 

Muslimerne får blandt andet at vide:

  • 3:69 - at Skriftens folk ønsker at lede dem vild

  • 3:75 - at nogle af dem foragter muslimer og ikke vil overholde aftaler med dem

  • 3:77 - at Skriftens folk har solgt deres pagt med Allah for en ussel pris

  • 3:78 - at de bevidst fordrejer Skriftens ord og lyver om at det kommer fra Allah

  • 3:85 - at Allah ikke godtager anden religion end overgivelsen til Ham (dvs. islam)

  • 3:112 - at fornedrelse er Skriftens folks lod, fordi de ikke troede og slog profeterne ihjel

  • 3:118 - at muslimerne ikke skal være venner med dem, for de nærer had mod dem og vil forvirre dem

  • 3:120 - at Skriftens folk glæder sig når noget ondt rammer muslimerne

 

Allah fortsætter således sit karaktermord på jøderne og søger at holde muslimerne væk fra dem.

Nr. 13: Banu Nadir fordrives

I slutningen af Sura 3 (Amrams slægt) er du efterhånden nået til år 625. Situationen var, at muslimerne i marts havde tabt Slaget ved Uhud mod mekkanerne. Mange var blevet dræbt og såret. Der var tab og intet bytte. Sejren ved Badr i 624 (se mere om den her) var blevet forklaret med Allahs hjælp. Men efter Uhud må Allah nu forklare nederlaget. Der må have været en vis utilfredshed i Medina med Muhammed og hans krigsførelse. Koranen fortæller i hvert fald om "hyklerne" og nævner, at nogen "kaster sig ud i vantroen" (3:176).

I den situation fordømmer Allah nu jøderne. De er gerrige og har puget sammen (3:180), og de har hånet Allah for at være fattig, mens de er rige. Derudover har de jo dræbt profeterne (3:183) og brudt pagten med Allah (3:187). Allah siger til Muhammed, at hvis de siger at det er løgn, så skal han vide, at sådan sagde de (!) også til udsendingene før ham (altså dem, de så efterfølgende slog ihjel) (3:184).

Herefter lover Allah de skuffede muslimer, at Han vil bønhøre dem, hvis de beder Ham om at give dem, "hvad Han har lovet dem gennem sine udsendinge" (3:194)

Derefter skete dette: Muhammed gav Banu Nadir ordre til at overgive deres ejendom og forlade Medina i løbet af ti dage. Han sagde, at han havde fået åbenbaret en advarsel fra Allah, om at de ville dræbe ham (formentlig vers 3:184). Banu Nadir forskansede sig i deres bydel og håbede på hjælp fra deres tidligere allierede. Men ingen kom dem til hjælp, og de blev forvist fra Medina.

Men historien om Banu Nadir er ikke færdig endnu. Du går videre til sura 59 (samlingen). Den er kaldt samlingen, fordi jøderne blev samlet inden de blev forvist. Allah fortæller selv i vers 2, at det var Ham, der drev Skriftens folk ud af deres boliger, indgød dem rædsel og dømte dem til forvisning (59:3). Herefter overgav Allah hele byttet til Muhammed (59:6), da krigerne jo ikke skulle ofre noget for at få fat på det (59:7). Allah formaner om, at de troende naturligvis ikke er misundelige over, at byttet går til Muhammed og de trængende fattige indvandrere fra Mekka (59:9). Nej, de troende fra Medina er forskånet for grådighed og elsker dem, der er kommet til dem fra Mekka. Siger Allah i Koranen.

Muhammed blev nu økonomisk uafhængig, og indvandrerne overtog Banu Nadirs forladte boliger.

 

I sura 59 vers 13 og 14 bemærker Allah overfor Muhammed, hvordan modstanden mod ham og hans muslimer er splittet og defensiv. De frygter muslimerne mere end de frygter Allah. De er uden forstand, mener Allah.

Nr. 14: Massakren på Banu Qurayza

Banu Qurayza var nu eneste tilbageværende jødiske klan i Medina. Du skal nu se, hvordan deres skæbne blev.

 

Gå til sura 33 (Forbundsfællerne). Situationen var følgende: Muslimerne havde igen været igennem et slag, nemlig Slaget ved skyttegraven i april 627. I virkeligheden var det ikke et slag, men en belejring: Mekkanerne havde belejret Medina, men var taget hjem igen med uforrettet sag. Belejringen havde været hård for folk i Medina, og moralen var faldet. Vers 12 beskriver, at ”hyklerne” i Medina var begyndt at tale om, at Allah og Muhammed havde givet falske løfter.

Efter at Mekkanerne var taget hjem, vendte Muhammeds krigere sig mod Banu Qurayza. Muhammed fortalte, at Gabriel havde befalet det (se fx denne hadith). Begrundelsen for at bekæmpe Banu Qurayza var således et tip fra Allah. Det blev dog også sagt, at de under belejringen havde talt med Muhammeds fjender. 

 

Efter 25 dages belejring måtte klanen overgive sig betingelsesløst.

 

Muhammed lod nu en bitter mand, som var blevet ramt af en pil under belejringen, afgøre hvad der skulle ske med Banu Qurayza. Manden sagde, at mændene skulle dræbes, mens kvinder, børn og ejendom skulle fordeles mellem muslimerne. Muhammed bekræftede, det var Allahs dom (se denne hadith). Mellem 600 og 900 mænd blev halshugget - alle som havde fået pubeshår. Kvinder og børn blev fordelt som slaver.

Koranen fortæller selv i vers 33:25, at Allah drev de vantro mekkanere tilbage, og at Allah derefter "satte en skræk i livet" på "dem af Skriftens folk, som havde bistået fjenden". Koranen fortæller, at Allah fik dem til at komme ned fra deres befæstede stillinger - og at muslimerne så dræbte en del og tog en del til fange (33:26).

 

Koranen fortæller også, at Allah herefter gav deres jord, boliger og ejendom i arv til muslimerne (33:27).

Nr. 15: Allah har forbandet jøderne

Måske er du ved at have set nok "hadtale", men der er masser af vers videre i Medina-perioden, som fortæller om jødernes "forbrydelser" og dermed retfærdiggør deres onde skæbne. Se noget af det her:

 

Sidste advarsel til Banu Nadir

Sura 4 (Kvinderne) vers 46-57: Her finder du det, der efter sigende var Allahs sidste advarsel til Banu Nadir inden de blev belejret. Allah befaler dem at tro på Koranen, som Han har sendt ned til bekræftelse af deres eget skrift. ellers vil Han "udviske deres ansigter og vende dem bagud" eller forbande dem (4:47). Umiddelbart efter forbandede Allah jøderne (4:52). Deres forbrydelse var ifølge Allah, at de var afgudsdyrkere, fortalte løgne om Allah, og havde sagt, at de vantro er mere på rette vej end muslimerne (4:51).

Hvilke profeter var det egentlig, de slog ihjel?

I sura 4 ser du også, hvordan Allahs igen har et forklaringsproblem: I vers 155 gentager Allah beskyldningen om, at jøderne har "slået profeterne ihjel", og at de også har pralet med at have "dræbt Messias". Men de har ikke dræbt Jesus, forsikrer Allah. (Allah har nemlig selv tidligere i vers 3:55 sagt, at Han overlistede dem og kaldte Jesus op til sig). Allah forklarer, at det blot "forekom" jøderne, at de havde dræbt og korsfæstet Jesus (4:157). 

Et alvorligt problem med Allahs ord ovenfor er, at jøderne aldrig ville have pralet med at  have dræbt Messias: "Messias" var den konge som jøderne ventede på. Jøderne troede netop ikke, at Jesus var "Messias". De kunne aldrig have sagt de ord, som Allah lægger i munden på dem. 

 

Nogen må have spurgt Muhammed, hvilke profeter, det så var, jøderne slog ihjel, når det ikke var Jesus. I vers 164 kommer det nemlig frem, at der er udsendinge, som Allah endnu ikke har fortalt Muhammed om. Denne oplysning kommer frem efter at en række profeter er blevet remset op. 

 

Det må have været svært for Muhammed at skulle svare på den slags spørgsmål. Men i Medina var Muhammed nu blevet så magtfuld, at Allah ikke behøvede at gå nærmere ind i diskussionen, men kunne nøjes med at argumentere med sin magt. Se her:

Nr. 16: Byttet i Khaybar

Når nu Allah har forbandet jøderne, så er det naturligvis helt i overensstemmelse med Allahs vilje, at muslimerne udøver Allahs straf over dem.

 

I 628 angreb Muhammeds mænd oasen Khaybar, som var beboet af jøder. Han overraskede dem ved daggry (se her) med en hær på 1500 mand, som kort tid forinden var vendt tilbage fra Mekka, hvor Muhammed havde indgået en ikke-angrebsaftale med Mekkanerne Use nedenfor). Her er, hvad Koranen fortæller om dette angreb:

 

Sura 62 (Fredag): Suraen er åbenbaret under eller kort efter erobringen af Khaybar. Allah sammenligner jøderne med et æsler. Muhammed skal sige til dem, at de "burde ønske sig døden" (62:6) for at hævde, at de er Allahs venner frem for alle andre. Han skal sige, at "døden vil indhente dem" (62:8).

 

Sura 48 (sejren): Suraen er åbenbaret efter at Muhammed indgik ikke-angrebsaftalen, den såkaldte Hudaybiyyah-traktat med Mekka. Nogle af Muhammeds mænd var skuffede over, at det ikke var kommet til kamp. Muhammed havde jo selv indgivet dem tro på, at de havde Allah med sig. Men i vers 48:1 fortæller Allah, at Han med traktaten har givet Muhammed en vældig sejr.   

 

I vers 15 fortæller Allah, at krigerne snart skal bryde op for at ”tage bytte”. Han instruerer Muhammed i, hvordan han skal forholde sig til at ørkenaraberne gerne vil med ud og tage bytte, selvom de ikke ville med til Mekka. I vers 18, 19 og 20 fortæller Allah, at han vil belønne dem, som svor troskab til Muhammed ved Huddaybiyyah, med masser af bytte. I vers 21 fortæller Han om endnu mere bytte, som Han allerede har indkredset til dem.

 

Allah forsikrer de skuffede af muslimerne om, at de nok skal komme til at gå ind i Kabaen, og at islam skal nok komme til at sejre over al anden religion (48:28). Allah vidste bedst og havde "fastsat en sejr kort efter" (48:27).

 

6 uger efter traktaten med Mekka angreb Muhammeds hær Khaybar. Der blev taget masser af bytte og slaver. Adskillige hadith handler om, hvordan byttet blev fordelt. Muhammed tog enten en femtedel eller en tredjedel. Se fx her og her. De besejrede jøder fik lov til at blive boende og dyrke deres jord, mod at de gav muslimerne halvdelen af deres afgrøder. De fik såkaldt dhimmi-status. Nogle år senere blev de under Umar, den 2. kalif efter Muhammed, fordrevet fra Khaybar. 

 

Det fremgår ret tydeligt af Koranen, at angrebet på Khaybar handlede om bytte til de 1400 mænd, som havde været med  på ekspeditionen mod Mekka, der var endt med en fredstraktat.

Nr. 17: Koranens "fredelige" vers retfærdiggør "gengæld" mod jøderne

Efter erobringen af Khaybar fortsatte Allahs fordømmelser af Skriftens folk.  En stor del af sura 5 (Bordet) er dedikeret til at advare muslimerne mod Skriftens folk og mod at blive som dem. 

Suraen indeholder også Koranens såkaldt fredelige vers, 5:32. Folk, der gerne vil skildre islam som fredens religion, citerer ofte dette vers i beskåret form: ”At dræbe et menneske er, som havde man dræbt alle mennesker”.

Men i virkeligheden er verset ikke spor fredeligt. I sin ubeskårede form er verset en anklage mod jøderne for at have begået en forbrydelse svarende til at have dræbt hele menneskeheden. Verset i sin fulde form lyder sådan: 

"På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden".

Verset fortæller, at forskriften gælder jøderne, men at jøderne trods Allahs forbud gik for vidt (husk, at de jo dræbte profeterne). I det efterfølgende vers 5:33 finder du Allahs forskrift til muslimerne:

 

Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending - eller stræber efter at skabe fordærv i landet - er at de skal have hugget deres hænder og fødder af i modsat side og korsfæstes. Eller fordrives fra landet.

 

I vers 5:64 præciserer Allah - for de, der måtte være i tvivl - at mange af jøderne kun stræber efter at skabe fordærv...

I sura 5 advarer Koranen specifikt mod at tage jøder og kristne til venner, for så bliver man "en af dem" (5:51) og dermed upopulær hos Allah. Den advarer også mod at tro på jøder og kristne, når de siger, at de er troende (5:61). Allah fortæller, at jøderne og de vantro er dem, der er mest fjendtligt stemt over for de troende (5:82). De kristne er ikke nær så slemme, for de er ikke stolte.

De troende har således - med retfærdiggørelse i blandt andet vers 5:32, Koranens fredelige vers - tilladelse til at lemlæste, korsfæste eller fordrive de formastelige Israels børn, som gentagne gange er gået for vidt og har dræbt profeterne. (Du ved, de skjulte profeter, som Allah ikke har nævnt for Muhammed, jf. Nr. 15)    

PS: Ifølge Peter Townsends bog "Questioning Islam" (se anmeldelsen), er Koranens historie om Kain og Abel, som vers 5:32 er en del af,  taget fra den jødiske Midrash. 

Nr. 18: Bekæmp jøderne og de kristne

Måske tænker du nu: Kan denne hetz mod Skriftens folk blive ved? Men bare rolig. Du er på din rejse heldigvis snart ved at nærme dig Koranens slutning.

Gå nu til sura 9 (Omvendelse). I vers 29 befaler Allah, at de troende skal bekæmpe alle blandt Skriftens folk, som ikke bekender sig til "den sande religion". De skal bekæmpes, til de føler sig underkuede og er rede til at betale den såkaldte jizyah, dvs. den skat som dhimmier skal betale i lande med muslimsk overherredømme.

Denne befaling skal naturligvis retfærdiggøres. Så i vers 30 fortæller Allah, at jøderne siger, at Ezra (jødisk præst som levede 480-440 f. Kr.) er Allahs søn, og at de kristne siger, Jesus er Allahs søn. For jødernes vedkommende er Allahs påstand faktuelt forkert. Allah påstår også, at jøderne har taget sig deres skriftkloge til herrer ved siden af Allah. Jøderne er hermed - sammen med de kristne - stemplet som afgudsdyrkere, en af de største forbrydelser i islam. En sådan forbrydelse fortjener naturligvis at blive straffet.

Men Koranen giver også to andre - og måske mere virkelige - grunde til at jøder og kristne skal bekæmpes:

 

  • Vers 32: De kan "slukke Allahs lys" med deres mund.  

  • Vers 34: De har ejendom, som kan beslaglægges

 

Du slutter din rejse i jødernes skæbne med at besøge epilogen, hvor Muhammeds "farvelprædiken" er nævnt. I farvelprædikenen opfordrede Muhammed muslimerne til at holde fast i Koranen og hans eget eksempel. Det med at holde fast i Muhammeds eksempel er ikke så heldigt for jøder og kristne. Muhammeds eksempel siger nemlig:

  • Muslim 1767: Muhammed ville fordrive alle jøder og kristne fra Arabien

  • Tirmidhi 2700: En muslim skal ikke hilse først eller træde til side for en jøde eller en kristen

  • Nasa'i 4806: For drab på en kristen eller en jøde skal der kun betales det halve i blodpenge. Deres liv er altså halvt så meget værd.

 

Dette var slut på den lange rejse om jøderne i Koranen.

Fra forbillede til detronisering og fordrivelse.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  • Grey Facebook Icon