KORANEN OG JØDERNE

Kan det virkelig passe, at Koranen er fuld af hadtale mod jøder? Og hvordan hænger det sammen med, at islam er så tydeligt inspireret af jødedommen og har overtaget alle jødernes profeter? Kan det mon tænkes, at jøder var med til at skabe det tidlige islam, og at "Det fredhellige bedehus" i Koranen slet ikke var Kabaen i Mekka, men Templet i Jerusalem?  

Moses og loven.jpg

Den jødiske arv

1. Fascinationen af skriften

Allerede i Koranens første sura, sura 96, ser du Koranens inspiration fra jødedommen: Fascinationen af Skriften. "Læs op!" befaler Koranen (96:1). Koranen præsenterer Herren som den, der "med pennen" lærte mennesket, hvad det ikke vidste. Næste sura, sura 68, indledes med at sværge "ved pennen"

 

Muhammed fik ifølge islam sine åbenbaringer mundtligt. Men Koranen har et tydeligt blik for, at skrift giver autoritet. Da nogen i sura 68 siger, at Koranen bare er "gamle sagn", udfordrer den dem med ordene: ”Eller har I et skrift, som I kan forske i?” (68:37).

 

Der er mange eksempler på Koranens blik for skriftens autoritet:

  • Sura 85: Koranen findes på en tavle hos Allah (85:21-22)

  • Sura 50: Allah har et skrift, der ”bevarer”, så Han kan genskabe de døde

  • Sura 7:  Allah indgik ”Skriftens pagt” med Israels stammer (7:169)

  • Sura 35: Det er fastlagt i et skrift, hvor langt ens liv bliver (35:11)

  • Sura 35: At have et skrift svarer til at have et klart bevis (35:40)

  • Sura 27: Der findes intet, som ikke står i et tydeligt skrift (27:75)

  • Sura 22: Allah ved alt, fordi det står i et skrift (22:70)

I det lys virker det mærkeligt, at Koranen skulle have været en mundtlig ting.

 

Men det var den måske heller ikke ....

Writing.jpg

"Læs op! Din Herre, den mest gavmilde, er den, der lærte med pennen, (96:3-4)

2. Koranen var baseret på Toraen

Mange vers i Koranen antyder, at den helt fra starten har været et fysisk foreliggende skrift. Den omtaler sig selv sådan. Et par eksempler:

  • "Vi har i denne Koran givet menneskene alle mulige sammenligninger" (17:89).

  • "Hvis menneskene og djinnerne slog sig sammen om at fremstille noget i lighed med denne Koran, så kunne de dog ikke lave noget, der lignede den" (17:88).

  • "Dette er et velsignet skrift, som Vi har sendt ned" (6:155).

 

Koranen har altså været noget, man kunne sige "denne" og "dette" om, som kunne fremstilles, og som man kunne finde ting i

 

To steder fortæller Koranen, at Moses' skrift er forbillede for Koranen: Vers 11:77, og vers 46:12, som siger direkte: "Dette er et skrift til bekræftelse (af Moses' Skrift), på arabisk". ​

Toraen var Skriften, Koranen var prædikebogen

Meget tyder på, at når Koranen taler om "Skriften", så er det Toraen. For eksempel:

 

  • Sura 25: "Vi gav Moses Skriften" (25:35).

  • Sura 17: "Vi gav Moses Skriften og gjorde den til en retledning for Israels børn".

  • Sura 40: "Vi gav Moses retledningen, og Vi gav Israels børn Skriften i arv (40:53).

  • Sura 6: Moses' Skrift er "fuldkommen for den, der handler godt" og "en nøjagtig fremlæggelse af alting" (6:154). Se også 7:145.

Koranen er således et skrift, men ikke Skriften. Koranen opfordrer fx: "Tænk på Abraham i Skriften" (19:41) og "Tænk på Moses i Skriften!" (19:51). Vi får at vide, at  "denne Koran" er "en nøjagtig fremlæggelse af Skriften" (10:37). Koranen fremlægger altså Skriften, men er ikke Skriften. Ordet koran kommer formentlig af det aramæiske qeryan-a, som betyder "læsning" eller "gudstjenestebog". Det er slet ikke usandsynligt, at Koranen har startet sin karriere som en slags gudstjenstebog - for arabere - baseret på et mere autoritativt Skrift. 

 

Muslimer har naturligvis en forklaring om, at "Skriften" er et mystisk skrift, Skriftens Moder, som findes hos Allah på en tavle i himlen. Det baserer de på blandt andet denne passage: 

 

"Ved det tydelige skrift! Vi har gjort det til en arabisk Koran. Måske kommer I til fornuft!
Den findes i Skriftens Moder her hos Os, ophøjet og vis". (43:2-4)

 

Men Toraen passer fint på at være Skriftens Moder: Den var det første Skrift, som alle efterfølgende skrifter (fx evangeliet) er udsprunget af. Det var Moses' Skrift, Toraen, som fandtes på stentavler i himlen, og som Gud gav ham på Sinaibjerget. 

Moses får loven.jpg

"På tavlerne skrev Vi en formaning til ham om alt og en nøjagtig fremlæggelse af alt" (7:145)

3. Muhammeds jødiske lærer?

Når du læser Koranen, vil du hurtigt opdage,  at den henvender sig til flere forskellige modtagere. Den ene er udsendingen, som vi går ud fra er Muhammed. Det er ham, som får at vide: "Du er en af de udsendte" (36:3), og som fomanes: "Vær ikke som ham med fisken" (68:48). De andre modtagere er udsendingens publikum. 

Meget af Koranens indhold består faktisk af instruktioner til udsendingen om, hvad han skal svare på sine tilhørernes spørgsmål og indvendinger. For eksempel: 

De spørger dig om, hvornår Timen vil indtræffe. Sig: "Kun min Herre har viden derom. Kun Han vil afsløre det, når tiden er inde. Den hviler tungt over himlene og jorden. Pludselig vil den være over jer." (7:187)

Formuleringen "Sig: ..." findes 319 gange i Koranen. Så det er ret omfattende. Flere forskere, herunder Asmaa Hilali, som har studeret Sanaa-manuskriptet, et af de ældste kendte Koranmanuskripter, har den tese, at Koranen er blevet til i undervisnings-/lærings-proces (se dette interview). Den idé understøttes hele to steder i Koranen, hvor det antydes, at den, der prædikede Koranen, havde en lærer: 

 

  • 25:5 - De siger: "Det er sagn fra de tidligere slægter, som han har skrevet af, for de bliver dikteret for ham morgen og aften." .

  • 16:103 - De siger: ”Den der lærer ham det er kun et menneskeMen den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog"

 

Koranen bekræfter således, at Muhammed havde en lærer, og den oplyser endda, at denne ikke talte arabisk. Den oplyser også, at Muhammed skrev! Mens nogen dikterede. Men hvem var læreren? 

Historikeren Torrey har ifølge Ibn Warraq argumenteret for, at Muhammeds lærer kan have været en babylonisk jøde. Du skal nu se på, hvorfor det er let at tro, at det kan have været en jøde. Der er nemlig mange tydelige jødiske aftryk i Koranen. 

Muhammed og Gabriel.jpg

"Vi ved godt, at de siger: "Den, der lærer ham det, er kun et menneske!" Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog." (16:103)

Billedet viser Gabriel og Muhammed. Hvem var den virkelige Gabriel? 

4. De jødiske profeter og den straffende Gud

Koranen kalder som sagt sig selv for en fremlæggelse af Toraen (Skriften, som Moses jo fik). Derfor kan det ikke overraske, at den ef fyldt med henvisninger til alle de store jødiske profeter. Jesus er også med - og omtales som Messias. Men der en klar overvægt af gammeltestamentlige figurer i Koranen. En hurtig ordtælling af navne giver et billede af vægtningen:

  • Moses - forekommer 145 gange

  • Farao - forekommer 82 gange

  • Abraham - forekommer 70 gange

  • Noah - forekommer 46 gange

  • Maria - forekommer 35 gange

  • Lot - forekommer 28 gange

  • Jesus - forekommer 24 gange

  • Aron - forekommer 20 gange

  • (Muhammed - forekommer 4 gange)

 

Koranens ærinde er slet ikke fortællingerne om profeterne i deres helhed. Historien om Josef i sura 12 er den eneste hele fortælling i Koranen. Fokus i dens suraer er budskabet om Dommedag og Allahs straf. Profeterne trækkes så ind efter behov som læreeksempler. Læren er, at folkeslag, der ikke frygter Allah, og som kalder udsendingenes advarsler for løgn, altid ender med at blive tilintetgjort af Allah, hvorefter de troende kan arve landet (7:128). Det er derfor, at Noah (med Syndfloden) og Lot (med Sodomas ødelæggelse) fylder så meget. Koranens Allah er Det gamle testamentes straffende gud.   

Tilhørerne kendte historierne

For at forstå Koranens mange hentydninger til profeterne, er man nødt til at kende de bibelske historier i forvejen. Sådan har det også været for dens første publikum. Når Muhammed i sura 68 formanes: "Vær ikke som ham med fisken" (68:48), så forudsættes det, at han kender historien om profeten Jonas, som prøvede at flygte fra sin opgave og blev slugt af en hvalfisk. Når Koranen i sura 73 siger til publikum: "Vi har sendt jer en udsending, som Vi sendte en udsending til Farao" (73:15) - så forventer Koranens forfatter, at de ved, at udsendingen var Moses, og hvad der skete med Farao.

 

På den måde fortæller Koranen os, at Muhammed og hans omgivelser kendte de jødisk-kristne legender. Ellers havde Koranen ikke givet nogen mening for dem. Ifølge Koranen selv var tilhørerne skeptiske over for Koranens budskab. Men det var ikke fordi de ikke forstod hentydningerne, eller fordi profeterne var ukendte for dem. Nej, de mente blot, at skræmmehistorierne bare var gamle sagn (Se fx 68:15 og 16:24). De fleste arabere var kristne ved indgangen til 600-tallet. 

 

Jødiake profeter.jpg

Alle de jødiske profeter, inklusiv Kong David, Kong Salomon og Jesus, er også islams profeter.  

Pieter_Lastman_Jonah_and_the_Whale.jpg

"Vær ikke som ham med fisken, da han råbte, fuld af bitterhed!" (68:48)

Verset forudsætter, at man kender historien om profeten Jonas i forvejen.

5. Rabbinsk litteratur og jødisk folklore

Koranen fremlægger også historier, som ikke findes i Toraen eller Tanakh (som svarer til det gamle Testamente), men som kendes fra rabbinsk litteratur (Midrash) og fra jødiske folkesagn. 

Abraham i ilden

Et eksempel på et "lån" fra Midrash er historien i sura 21 om, hvordan Abraham smadrede sit folks afguder. Folk blev så vrede, at de ville brænde ham. Men så gjorde Allah ilden uskadelig og reddede Abraham. Historien er kendt som Abraham and the Idol Shop og findes i Genesis Rabbah, som er kommentarer til 1. Mosebog. Nogle mener, at fortællingen oprindeligt startede som en misforståelse af 1. Mosebog 15:7, hvor Gud sagde til Abraham: "Jeg førte dig fra Ur i Kaldæa". Ordet "Ur" minder om "or", som betyder ild. En oversætter lavede en dum fejl og skrev "Jeg førte dig ud af Kaldæas flammende ovn". I stedet for at indrømme fejlen, udbyggede han historien og insisterede på at kong Nimrod havde smidt Abraham i ilden (Ibn Warraq, s. 107). Hvilket slet ikke passer ind i kronoligen. Men senere havnede en version af historien altså i Koranen.

Den første begravelse

Et eksempel på "lån" fra jødisk folklore er verset om Abels begravelse i sura 5. Ifølge Koranen sendte Allah en ravn ud, som skrabede i jorden for at vise Kain, hvordan han kunne skjule Abels lig (5:31). Den historie findes også i jødiske kilder, hvor det dog var den sørgende Adam - og ikke Kain - som blev inspireret af ravnen til at begrave Abel i jorden og dermed grundlagde fænomenet begravelse (læs evt. mere her). 

 

Der er mange andre eksempler på, at Koranen har trukket på jødiske historier, som ikke findes i Toraen eller Tanakh. Her er et par stykker:  

  • Sura 38: Allah befalede englene at bøje sig for Adam, men Iblis (Satan) nægtede. Historien kendes fra Midrash

  • Sura 12: Potifars hustru inviterede kvinderne i byen til middag, så de kunne se Josefs skønhed. Da de så ham skar de sig i hænderne. Historien kendes fra Midrash.

  • Sura 34: Kong Salomon havde djinner og dæmoner, som udførte slavearbejde for ham. De opdagede først, at han var død, da et dyr gnavede hans stok igennem. Fablen kendes fra Talmud. 

Hos Ibn Warraq, kapitel 2 findes en grundig gennemgang af Koranens mange lån fra jødedommen. Du kan også læse om nogle af dem på Wikiislam.

Abraham i ilden.jpg

Ifølge Koranen ville Abrahams folk brænde ham. Men Allah gjorden ilden uskadelig. Historien kendes fra Genesis Rabbah.  

6. Jødisk trosbekendelse og bøn i Koranen

Den islamiske trosbekendelse, shahada, lyder: "Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er Hans sendebud". Men underligt nok findes den slet ikke i Koranen i sin ordrette form. Koranens publikum får i forskellige sammenhænge at vide, at "I har ingen anden gud end Ham" (fx 20:8), eller at der ikke findes en anden gud end Allah. For eksempel i vers 38:65, som det lyder: "Sig: "Jeg er kun en advarer. Der er ingen anden gud end Gud, Den Ene og Den Sejrrige". Men intet sted findes shahada i sin rigtige ordlyd, og intet sted vejleder Koranen i at sige shahada.

 

I stedet kan du i Koranen finde noget, som ligner en instruktion i den jødiske bøn, Shema, som nogle regner som den jødiske trosbekendelse. Shema lyder "Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én." I sura 112, Den rene tro finder du denne instruks: 

  • Sig: "Han er Gud, én (112:1)

Resten af den 4 vers korte sura pointerer, at Allah ikke har avlet eller er avlet, hvilket er en klar afvisning af den kristne (nikæanske) trosbekendelse. Koranen nævner dog flere gange "Abrahams trosbekendelse". Den går ud på at være gudssøgende og ikke sætte nogen ved Allahs side (fx 6:161 og 16:123). Men vers 112:1 er det tætteste, vi kommer på en trosbekendelse i Koranen. 

 

Koranen anviser en jødisk bederetning

I sura 2 vejleder Koranen Muhammed og de troende i vende sig mod "det fredhellige bedehus", når de beder. Koranen siger: 

 

  • "Vi ser jo dit ansigt vende sig mod himlen, fra den ene side til den anden. Nu vil Vi lade dig vende dig i en bederetning, som du finder behag i: Vend dit ansigt mod det fredhellige bedehus!". Vend jeres ansigt mod det, hvor I end befinder jer! De, der har fået Skriften, ved, at det er sandheden fra deres Herre ... (2:144)

 

Muslimer mener, at dette vers ændrede bederetningen fra Tempelbjerget Jerusalem til Kabaen i Mekka. Den historie er faktisk en anerkendelse af, at de tidlige muslimer engang havde en jødisk bederetning - mod Jerusalem.

 

Men ved nærmere eftersyn ser vers 2:144 ud til at ændre retningen fra en kristen bøn, vendt mod himlen, til ... "Det fredhellige bedehus". Koranen fortæller intet om, hvor Det fredhellige bedehus lå. Men den fortæller, at Skriftens folk (jøderne) vidste, at det var sandheden. Profeten Daniel (i Daniels bog), som var taget til fange i Babylon, bad mod Jerusalem. Ifølge Talmud skal jøder i eksil derfor bede mod Det hellige land. Hvis de er i Det hellige land, skal de bede mod Jerusalem, og hvis de er i Jerusalem, skal de bede mod Tempelbjerget. 

Det ser således ud til, at Koranen instruerer de troende i at bede mod Tempelbjerget. Koranen nævner dog, at Skriftens folk ikke vil følge Muhammeds  bederetning og at han heller ikke vil følge deres (2:145 ). Det mystificerer sagen lidt. Men uanset, så er der ingen arkæologiske eller kildemæssige spor af, at Kabaen i Mekka eksisterede på Muhammeds tid. Heller ikke i Koranen. 

daniel-beder-mod-jerusalem.jpeg

Jøder beder traditionelt 3 gange dagligt mod Jerusalem. Billedet viser profeten Daniel bede mod Jerusalem, beskrevet i Daniels bog 6:11,   

7. Det var Moses' natterejse - ikke Muhammeds

I dag er "det fredhellige bedehus" - Masjid al-Haram - identisk med Kabaen i Mekka. Derfor tolker de fleste automatisk, at det handler om Kabaen, når Koranen nævner "det fredhellige bedehus". Haram betyder forbudt, så måske burde oversættelsen retteligt være "det forbudte bedested". Mashid betyder egentlig blot "et sted hvor man beder" - og altså ikke nødvendigvis en moske. Koranen nævner som sagt intet om, at "det fredhellige bedehus" skulle have ligget i Mekka. 

Du møder Masjid al-Haram første gang i sura 17:

 

  • "Højlovet være Han, der lod sin tjener rejse om natten fra det fredhellige bedehus (masjid al-haram) til det det fjerneste bedehus (masjid al-aqsa), hvis område, Vi har velsignet, for at vise ham nogle af Vore tegn (āyāt)" (17:1).

 

Ifølge islam handler dette vers om Muhammeds mirakuløse natterejse, hvor han på den bevingede sagnhest Buraq fløj fra Kabaen i Mekka til Tempelbjerget i Jerusalem, og derefter op til de syv himle, hvor han mødte Allah. Men hov: Hvorfor skulle han egentlig mellemlande i Jerusalem? Der er ingen forklaring på.

 

Men måske har vers 17:1 oprindeligt også handlet om en helt anden rejse end Muhammeds natterejse. Fortsættelsen lyder nemlig:

 

  • "Vi gav Moses Skriften og gjorde den til en retledning for Israels børn: "Tag jer ikke nogen værge ud over Mig," (17:2)

I den sammenhæng er det ret oplagt, at natterejsen i vers 17:1 er Moses' rejse op på Sinaibjerget, hvor Gud talte til ham i 40 dage og gav ham stentavlerne med de 10 bud. Tavlerne og Loven var Allahs  tegn (āyāt). Ordet āyāt betyder både tegn og vers. Det forbudte bedested (Mashid al-Haram) var Sinaibjerget, som havde Gud  beordret spærret, fordi Han ville være til stede dér. Det fjerneste bedested (Masjid al-Aqsa) kan have været bjergets top - eller Himlen. 

På Sinai instruerede Gud Moses i, at Israelitterne skulle bygge en helligdom, hvori Han ville være til stede. Helligdommen, "det allerhelligste", hvor Guds nærvær var, og hvor Pagtens Ark med tavlerne også var, blev et "forbudt" sted. Kun ypperstepræsten måtte gå derind, og kun på Yom Kippur. Det allerhelligste har form af en kube. På arabisk er det: en Kaba.

 

Da Moses kom ned fra Sinai havde israelitterne forsyndet sig ved at tilbede Guldkalven. Så Moses måtte bestige bjerget igen for at bede Gud om at tilgive dem. Gud udleverede så et nyt sæt stentavler (Moses havde i vrede smadret de første). Det er dén begivenhed, som hvert år fejres ved Yom Kippur, jødernes største helligdag. 

 

Koranen fortsætter nu, henvendt til Israels børn:

 

  • I efterkommere af dem ... Vi bestemte i Skriften for Israels børn: "To gange skal I skabe fordærv på jorden og rejse jer højt i storhed.Når truslen om første gang opfyldes, sender Vi mod jer nogle tjenere, Vi har, fulde af mægtig vælde. De vil drage hærgende gennem husene ...  Så giver Vi jer igen magten over dem ... Når truslen om sidste gang opfyldes, vil de gøre jer virkelig fortræd og trænge ind i Templet (Masjid), ligesom de trængte ind i det første gang; hvad de erobrer, vil de udslette helt. Måske forbarmer jeres Herre sig over jer. Men hvis I gør det igen, så vil også Vi gøre det igen ....(17:3-8).   

Disse vers handler om Jerusalems to ødelæggelser i hhv. år 570 f. Kr. og år 70. Begge ødelæggelser forklares med, at israelitterne havde "skabt fordærv" (ved at tage andre guder, ligesom med Guldkalven). Koranen advarer om en ny ødelæggelse. Den advarsel giver faktisk mening i 600-tallet: Efter persernes erobring af Jerusalem i 614, gik jøder i gang med at genopbygge Templet. Projektet fik dog en ende, da de blev fordrevet et par år senere. Men muligvis har der stået et fundament. 

Således hænger versene i sura 17 sammen og giver mening: De handler om Moses, budskabet på de tavler, han fik, og om straffen, hvis Israels børn dyrker andre guder. Masjid al-haram betegner det hellige, forbudte bedested, hvor Gud var nær. Først ved Sinai, og senere i helligdommen i ørkenen, og siden på Tempelbjerget i Jerusalem.

Det giver ingen mening, at Muhammed fløj fra Mekka til Jerusalem og himlen på en bevinget sagnhest, hvorefter historien fortsætter med, at Allah gav Moses Skriften. Man kan også overveje, Koranen virkelig afvarer jøder i Mekka (!!!) om, at Jerusalems ødelæggelse kan ske igen.  

Natterejsen: Gud lod Moses stige op Sinais bjerg, hvor han var i 40 dage, mens Gud talte til ham og gav ham Loven.  

Kaba: Helligdommen i ørkenen på Moses' tid med Det allerhelligste som en kube - en kaba.  

8. Ligheden mellen Mashid al-Haram og Templet i Jerusalem 

Lige siden Kong Salomon byggede det første Tempel i Jerusalem, har Tempelbjerget været hjemsted for jødernes helligdom. Templet bliver i Toraen kaldt "Guds Hus". Koranen omtaler "Huset" 5 steder. Derudover er der 10 steder, hvor det er omtalt som "mit hus" eller "dette hus". Betegnelsen "Det fredhellige bedehus" findes 15 gange i Koranen. Så "Huset" er absolut ikke et ubetydeligt sted for Koranens forfatter.  

 

Her er, hvad Koranen fortæller om "Huset" og "Mashid al-Haram". Det passer alt sammen på Tempelbjerget i Jerusalem: 

  • Abrahams sted: Ifølge Koranen er "Huset" "Abrahams sted"(2:125), stedet hvor Abraham "stod" (foran Gud). Tempelbjerget i Jerusalem er det sted, hvor Abraham ville ofre Isak og dermed stod sin prøve over for Gud. Alteret blev bygget på den klippe, som Klippemoskeen i dag er bygget på.  

  • Valfart: Ifølge Koranen er de troende forpligtet til at valfarte til "Huset" (2:196, 3:97). På Templets tid var israelitterne forpligtede (af Toraen) til at valfarte til Templet i Jerusalem. Jødernes tre årlige valfarter kaldtes Hag (festival). Den islamiske pilgrimsfærd kaldes Hajj, hvilket er den arabiske form af "Hag". Der er ingen spor af, at der nogensinde har eksisteret en hedensk tradition med valfart til Mekka. 

  • Gå rundt om helligdommen: Ifølge Koranen går "de, der hengiver sig", rundt om "Huset" (2:125, 22:26, 22:29). Muslimer cirkulerer derfor 7 gange rundt om Kabaen under Hajj - selvom der slet ikke står noget i Koranen om de 7 gange. Men ifølge den jødiske Mishna skal jøder under festivalen Hag Sukkot cirkulere 7 gange rundt om helligdommen på den 7. dag.  

  • Safa og Marwa: Ifølge Koranen begår man "ingen overtrædelse" ved at gå rundt om Safā og Marwa, når man valfarter til "Huset" (2:158). Safa og Marwa er i dag navnet på to stenknolde i Mekka, som muslimske pilgrimme går frem og tilbage imellem 7 gange. Men Safā og Marwa findes også i Jerusalem: Marwa er det arabiske navn for Moriabjerget (Tempelbjerget), og Safa var navnet på Scopusbjerget i Jerusalem (Flavius Josephus, Antiquities of the Jews,11,329).     

  • Slagteritualer: Ifølge Koranen skal der udføres slagtoffer under valfarten (22:33-34 og 2:196). Derfor kulminerer den islamiske Hajj med en offerfest, Eid al-Adha. Den skal ifølge islam (men ikke Koranen) fejre Abrahams villighed til at ofre sin søn. På Templets tid blev der foretaget ofringer på Tempelbjerget, hvilket er foreskrevet i Toraen. Eid al-Adha falder i øvrigt hvert år på samme dag som Yom Kippur. De jødiske helligdage følger nemlig også månekalenderen.   

  • Kaba: Ifølge Koranen har Allah skabt "Kabaen, det fredhellige hus" (5:97). Det allerhelligste i det jødiske Tempel er netop en kube (arabisk: kaba). Dette er foreskrevet i Første Kongebog 6:20. Læg mærke til, at Kabaen kaldes et "hus" (bayt). Det allerhelligste er Guds sted.

  • Forhindret adgang: Ifølge Koranen holdt de vantro de troende borte fra det fredhellige bedehus (22:25, 48:25, 8:345:2). Islams fortælling om dette er, at hedningene i Mekka forbød muslimerne at komme ind og besøge Kabaen, som angiveligt var hedningenes helligdom med 360 afgudsfigurer. Men de historiske begivenheder i Jerusalem passer også perfekt på beskrivelsen: De kristne byzantinske magthavere havde  siden Jerusalems ødelæggelse i år 70 forbudt jøderne at dyrke deres religion på Tempelbjerget. I 614 fik jødiske oprørere, som havde hjulpet perserne med at erobre Jerusalem (sammen med en grupper arabere!), overdraget styret af byen. De lagde fundamentet til et Tempelbyggeri. Det jødiske styre blev dog snart sat fra magten og lederne fordrevet. Ofringer på Tempelpladsen blev igen forbudt. Da byzantinerne i 630 igen erobrede Jerusalem, fik de jøder, der var tilbage, valget mellem at blive døbt eller drage i eksil. Så man kan roligt sige, at jøderne i flere omgange var blevet holdt borte fra deres hellige sted. 

  

Muslimer vil naturligvis insistere på, at Masjid al-Haram altid har været i Mekka, og at Abraham var dér - 1000 km fra Kanaaens land -  og at de ens ritualer jo bare skyldes, at det hele stammer fra Abraham. Men ligheden mellem Mashid al-Haram og Templet er nu alligevel slående. 

Second_Temple.jpg

En model af Det andet Tempel, som blev ødelagt af romerne år 70.

Abrahams fodspor.jpg

Abrahams fodspor findes naturligvis i Mashid al-Haram i Mekka. Så det er sikkert og vist, at det var dér, han stod.

9. Havde Allah nu også helt styr på Skriften?

Muslimer tror, at Koranen er Allahs ufejlbarlige ord, og Koranen hævder, at den er en bekræftelse af Toraen og Evangeliet - og en nøjagtig fremlæggelse af Skriften (10:37). 

 

Derfor kan man godt undre sig over, hvorfor Allah ikke har gjort sig mere umage med at være nøjagtig. Allah burde jo vide, at der altid vil være mennesker, som hænger sig i detaljer. For dem er det lidt irriterende, at der i sura 29 står, at Noah levede blandt sit folk i 1000 år på nær 50 (29:14), når der nu står i Skriften (1. Mosebog), at Noahs folk druknede i syndfloden, da han var 600 år gammel. Og at der i sura 5 står, at Toraen foreskriver; "Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og for sår skal der være gengældelse" (5:45), når nu hverken næser eller ører er nævnt i 3. Mosebog

Men der er også et par lidt mere alvorlige fejl:

 

Haman er fejlplaceret med 900 år

Koranen nævner Haman i sura 28 og i sura 40. Ifølge Koranen var Haman en stor mand ved Faraos hof. Haman var en ond mand, som sammen med Farao og Kora ville dræbe israelitternes sønner (40:23-25). Men i Toraen er der slet ingen Haman ved Faraos hof. Derimod er der en Haman i historien om Esther, hvis handling foregår 900 år efter Moses'  tid. Denne Haman var tilfældigvis en stor mand ved den persiske konges hof, og han var tilfældigvis også en ond skurk, som ville have alle jøder dræbt. Sammenfaldet er lidt for påfaldende. Det er ret tydeligt, at Koranens forfatter har fejlplaceret Haman. 

Jomfru Maria var Moses' og Arons søster

Sura 19 foræller, at Jomfru Marias folk kaldte hende for ”Arons søster”, da hun kom tilbage efter at have født Jesus (19:28). Og ja, Koranen mener dén Aron, som er bror til Moses. Han er endda nævnt senere i samme sura, som Moses' bror (19:53). I sura 3 beskrives Maria som "Amrams datter", og det sker også i vers 66:12. Amram var ifølge 2. Mosebog far til Moses og Aron - og til deres søster Miriam. Moses, Aron og Miriam levede 1500 år før Maria. Navnet Maria er på arabisk Maryam. Sammenfaldet er lidt for påfaldende. Det er ret tydeligt, at Koranens forfatter har forvekslet Maria og Miriam. 

Så Koranen var altså ikke en helt nøjagtig fremlæggelse af Skriften. Den, der har skrevet Koranen, havde ikke helt styr på navnene og kronologien. Han har formentlig ikke haft førstehåndskendskab til Toraen eller Bibelen.

Det er ikke underligt, at Skriftens folk havde svært ved at tro på Koranen og dermed blev en trussel, som det for eksempel er beskrevet i sura 3:

  • Sig: "I Skriftens folk! Hvorfor lægger I hindringer på vejen til Allah for dem, der tror ... når I dog er vidner?  ... I, der tror! Hvis I adlyder en del af dem, der har fået Skriften, så vil de igen gøre jer vantro .... Hvordan kan I være vantro, når Allah tegn bliver læst op for jer, og når Hans udsending er iblandt jer? (3:99-101)

Haman.jpg

Haman i Esters bog var en ond mand ved perserkongens hof, som ville dræber Israelse sønner. 

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Opgøret med jøderne

 
 

10. Jøderne er vidner på Koranen

Toraen er Skriften, så "Skriftens folk" er jøderne, Israelitterne. Hvis du er i tvivl om dette efter at have læst punkt 2 ovenfor, så besøg vers 4:153, som meget tydeligt viser dette.

 

Koranen bruger mange steder Skriftens folk som vidner på, at Koranens budskab er sandt. For eksempel i vers 2:144 ovenfor (punkt 6), hvor Koranen forsikrer, at Skriftens folk ved, at den nye bederetning mod Det fredhellige bedehus er sand.

Her er flere eksempler på, at jøderne bruges som vidner: 

  • De ved, at Skriften er sandheden, som er sendt fra Allah. Så Muhammed skal ikke tvivle (6:114).

  • Israels børn kender den: I sura 26 fortæller Koranen, at den findes i de tidligere slægters skrifter, og det er et tegn, at de lærde blandt Israels børn allerede kender den (26:196-197).

  • De kaster sig ned i tilbedelse: I sura 17 vejledes Muhammed til at sige, at når Koranen læses op for "dem, der har fået viden inden den" (hvilket kan tolkes som jøderne), så kaster de sig grædende ned i tilbedelse (17:109).

  • Muhammed kan spørge dem: I sura 10 får Muhammed dette råd: Hvis du er i tvivl om det, som Vi har sendt ned til dig, så spørg dem, der har læst Skriften op før dig!" (Jøderne) (10:94).

  • Tilhørerne kan spørge dem: Hvis nogen er i tvivl om, at Allah før Muhammed kun har sendt mænd ud, som Han har givet åbenbaringer, så kan man bare spørge dem, der har "fået påmindelsen" (Jøderne) (16:43).

Men noget tyder på, at Skriftens folk ikke har levet så godt op til den rolle, Koranen har tildelt dem som dens sandhedsvidner. I hvert fald ikke dem alle. For i sura 6 fortæller Koranen, at de, der har fået Skriften,

 

  • "de kender den, som de kender deres sønner. Men de, der har fortabt deres sjæl, vil ikke tro" (6:20)

curt-bruckner-reading-the-torah.jpg

De, til hvem Vi har givet Skriften, de kender den, som de kender deres sønner (6:20).

11. Advarsler til jøderne: De skjuler meget og er ulydige

Du fornemmer måske allerede nu, at Koranen kan få lidt udfordringer med Skriftens folk. Du fortsætter i sura 6, og i vers 91 anklager Koranen nu nogen af dem for at gøre Skriften til "ark af papyrus, som I åbent viser frem, men meget holder I skjult." 

Anklagen om at holde noget af Skriften skjult kan måske her have handlet om forskellige spise-regler: I vers 6:146 forklarer Koranen nemlig, hvorfor der er forskellige regler for jøder og de troende: Jøderne har fået nogle ekstra forbud på grund af deres oprørskhed. Koranen instruerer også: 

 

  • Hvis de beskylder dig for at lyve, så sig: "Jeres Herre er fuld af favnende barmhjertighed. Men Hans vælde vil ikke kunne afvendes fra de folk, der forbryder sig." (6:147)

Koranens forfatter vidste altså godt, at jøderne ikke var enige i hans forklaring. Hans svar var at kalde dem forbrydere. I sura 16 forklares den jødiske sabbat med, at den kun blev pålagt "dem, der var uenige" i at følge Abrahams trosbekendelse (16:124). Abrahams trosbekendelse er ifølge Koranen at være "gudssøgende og ikke sætte noget ved Allahs side" (6:161). Forskellene i regler forklares således med oprørskhed og ulydighed mod Allah.  

I sura 7 er der en ny advarsel: Koranen fortæller, hvordan nogle af Skriftens folk tidligere ikke holdt fast ved Skriften. De var ulydige og brød sabatten. Så gjorde Allah dem til aber (7:166). Og nu griber nogle af dem igen ud efter det verdslige! (7:169). Kun de, der holder fast i Skriften og "skaber forlig", kan undgå Allahs straf.

Næste anklage kommer i sura 35: Allah gav Skriften i arv til sine særligt udvalgte tjenere (Israels børn). Men nogle af dem "handler uret mod sig selv" (35:32). 

Selvom Koranen gerne vil fokusere på jødernes ulydighed og oprørskhed, er den dog stadig - i de såkaldte "Mekka-suraer" - lidt venlig overfor dem. Den opfordrer de troende til kun at strides med Skriftens folk "på den pæneste måde". Dog ikke dem, der "handler uret". Muhammed skal sige til dem:

  • "Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores gud og jeres gud er én, og til Ham overgiver vi os." (29:46)

Var Jesus det største stridspunkt?

Vers 29:46 ovenfor giver et hint om, at Skriftens folk og De troende (l-mu'minīna) havde den strenge monoteisme til fælles, men at De troende netop troede på noget mere. Umiddelbart tænker man, at dette må have været Koranen. Men det kan også have været Jesus. Vi ved, at de fleste arabere var kristne i starten af 600-tallet. Koranen prædiker, at Jesus var Messias. Og den ser Jesus og Evangeliet som noget, der er sendt ned som en bekræftelse af Toraen. Det ser du i sura 19

  • 19:45: Jesus, Marias søn er Messias og "et ord" fra Allah

  • 19:48: Allah vil lære ham Skriften, Visdommen, Toraen og Evangeliet,

  • 19:50: De tegn, som Jesus bringer, er til bekræftelse af Toraen, og for at tillade noget af det, der har været forbudt.

Netop troen på, at Jesus var Messias kan meget vel have været det helt afgørende stridspunkt mellem De troende og jøderne. Måske var det dét, som Skriftens Folk var allermest skyldige i at "holde skjult".    

Vi har forbudt dem, der er jøder, at spise alt med kløer samt fedtet på stort kvæg og småt kvæg, bortset fra det fedt, der sidder på ryggen, omkring indvoldene og mellem knoglerne. Dette gav Vi dem til gengæld for deres oprørskhed. Vi siger sandheden. (6:146).

(Billedet viser dansken om Guldkalven)

12.  Voldsom vrede: De bryder deres pagter og slår profeter ihjel.

 

De vantro skaber fordærv

Du skal nu besøge sura 2Her begynder Koranens vrede og karaktermord på jøderne for alvor. Man fornemmer, at en voldsom diskussion må have fundet sted. Det starter allerede i vers 2:6 om "de vantro", som det kan være lige meget med at advare, og som "bærer en sygdom i hjertet" (2:10). De vil bedrage Allah og skaber fordærv: 

  • Når man siger til dem: "Skab ikke fordærv på jorden!" siger de: "Vi skaber jo blot forlig."Det er dog dem, der skaber fordærv! ... Når man siger til dem: "Bliv troende, ligesom andre mennesker tror!" siger de: "Skulle vi tro som tåberne?" Det er dog dem, der er tåber! ..." (2:11-13)

 

Koranen fortæller ikke, hvilke "vantro", den taler om. Men det er meget muligt, at Koranens vantro (kuffār) kan have været rabbinske jøder. Ordet kāfir (ental) betyder nemlig "en som tildækker/skjuler noget". At kāfir betyder "vantro" blev først indført med islam. De rabbinske jøder anerkendte Talmud som kilde til jødisk lov. Talmud var "netop" færdiggjort som skrift i 500-tallet. Men nogle jøder var stærkt uenige. De mente, at Toraen var kilde til loven og beskyldte de rabbinske jøder for at "tildække" Toraen med deres egen nedskrevne tekst. Den beskyldning findes også i Koranen: 

 

  • Ve dem, der skriver et skrift med egen hånd og derpå siger: "Dette kommer fra Gud!" blot for at sælge det for en ussel pris! Ve dem for det, de egenhændigt skrev! Ve dem for det, de bedriver! (2:79)  

De vil kun tro på deres eget

I vers 40 henvender Koranen sig direkte til "Israels børn". De opfordres til at holde deres pagt med Allah og "tro på det, Jeg har sendt ned til jer til bekræftelse af, hvad I allerede har!" (2:41). Så vil Allah også holde pagten med dem. De må ikke "indhylle sandheden i falskhed og skjule sandheden" (2:42). Den fremhæver jødernes tidligere ulydighed, dengang da de tilbad Guldkalven, og da de brød sabbatten og blev til aber.

 

En eksplosion af vrede

Men det ser ikke ud til at hjælpe. For i vers 74 konkluderer Koranen, at jødernes hjerte nu er forhærdet som sten. Og derefter går den amok i vrede anklager: 

  • En del af dem har bevidst forfalsket Allahs ord (2:75)

  • De skjuler for de troende, hvad Allah har åbenbaret for dem (2:76)

  • De bryder deres pagt med Allah ved at slå hinanden ihjel og fordrive "en del af jer" fra deres hjem og gøre fælles sag mod dem i synd og fjendskab (2:85)

  • Kun sjældent tror de, og Allah har forbandet dem for deres vantro (2:88)

  • De har solgt deres sjæl og vil ikke tro, i oprør over at Allah har sendt sin nåde ned, over hvem Han vil. Vrede over vrede vil ramme dem (2:90)

  • De tror kun på det, der er blevet sendt ned til dem selv, og ikke på det, der senere er sendt ned til bekræftelse af det, de har (2:91)

  • De kaldte tidligere nogle af profeterne for løgnere og slog andre ihjel (2:87). Muhammed skal sige: "Hvorfor har I tidligere slået Allahs profeter ihjel, hvis I er troende?" (2:91) Formentlig er det en hentydning til historien i Det gamle testamente om Jezabel, som slog Herrens profeter ihjel. Men Koranen fortæller det ikke. 

  • De påstår at det kun er dem, der kommer i Paradis. De burde ønske sig døden, men de klynger sig i stedet begærligt til livet (2:94-96

  • Hver gang de slutter en pagt, så bryder en del af dem den (2:100)

  • De skjulte en del af Allahs skrift og fulgte satanerne (2:102)

  • De vil have de troende til at blive vantro igen, fordi de er misundelige (2:109)

 

Ovenstående er kun et lille uddrag. Over 100 vers i sura 2 er dedikeret til at skildre jøderne som ulydige og falske. 

Ifølge den traditionelle fortælling skyldes disse vers, at de jødiske klaner i Medina modarbejdede Muhammed, selvom de havde indgået en pagt med ham. Men måske er historien mere kompleks. For, som du kan se i 2:85 ovenfor, ser der også ud til at have været "interne" stridigheder jøder imellem. Nogle har fordrevet andre og slået ihjel. 

Mo prædiker 2.jpg

"De vil bedrage Allah og dem, der tror; men de bedrager kun sig selv, uden at de aner det. De bærer en sygdom i hjertet, og Allah gør dem mere syge. De har en pinefuld straf i vente, fordi de løj".  (2:9-10)

13. Jøderne vil jer det ondt

Du skal nu se Koranen splitte og så fjendskab mellem mennesker. Allerede i sura 2 fortalte Koranen De troende, at Skriftens folk var ude på at bedrage dem og skjule sandheden for dem:

 

Forventer I virkelig, at de vil tro jer? En del af dem har jo allerede hørt Allahs ord, men derpå bevidst forfalsket dem efter at have forstået dem. Når de møder dem, der tror, siger de: "Vi tror." Men når de er alene med hinanden, siger de: "Fortæller I dem, hvad Allahs har åbenbaret for jer, så de kan strides med jer derom foran jeres Herre?"

(2:75-2:76)

I sura 3 fortsætter kampagnen mod Skriftens folk. Nu fortæller Koranen de troende, at Skriftens folk er deres fjender.

Skriftens folk spørges retorisk:

  • 3:71 - hvorfor skjuler I bevidst sandheden og hyller den ind i løgn?

  • 3:80 - har Allah har befalet jer at være vantro?

  • 3:101 - hvordan kan I være vantro, når Allahs tegn bliver læst op for jer og udsendingen er blandt jer?

 

De troende får blandt andet at vide:

  • 3:69 - at en del af Skriftens folk ønsker at lede dem vild.

  • 3:75 - at nogle af dem vil give dig [Muhammed] en guldmønt tilbage, men andre vil ikke ham, fordi de ser ned på dit folk, og de lyver bevidst om Allah.

  • 3:77 - at Skriftens folk har solgt deres pagt med Allah for en ussel pris

  • 3:78 - at de bevidst fordrejer Skriftens ord og lyver om at det kommer fra Allah

  • 3:85 - at Allah ikke godtager anden religion end overgivelsen til Ham (dvs. islam)

  • 3:110 - at nogle af Skriftens folk er troende, men de fleste er gudløse, 

  • 3:112 - at fornedrelse er (de gudløse blandt) Skriftens folks lod, fordi de ikke troede og slog profeterne ihjel

  • 3:118 - at de troende ikke skal være venner med dem, for de nærer had mod dem, og elsker når de har modgang, og vil forvirre dem.

  • 3:119 - I elsker dem, men de elsker ikke jer. I tror på hele Skriften. De lyver, når de siger "vi tror" og de bider sig i fingrene i vrede over de troende.

  • 3:120 - at Skriftens folk glæder sig når noget ondt rammer de troende.

Således opbygger Koranen et fjendebillede og ansporer til mistro og adskillelse.

Men som du kan se, antyder mange af de hårde beskyldninger, at jødernes "forbrydelse" handler om at have forfalsket og fordrejet Allahs ord (kan tolkes som nedskrivningen af Talmud) og ikke at ville tro på det, som Allah har sendt ned til bekræftelse af Toraen (kan tolkes Jesus og Evangeliet).

"En del af Skriftens folk ville ønske, at de kunne lede jer vild." (3:69)

14. De jødiske alliancepartnere

Hvis du kigger godt efter ovenfor, vil du se, at det ikke er alle af Skriftens folk, som er fjender af de troende. Det pointeres mange steder. Fx her:

  • 3:113De er ikke ens. Blandt Skriftens folk findes et fællesskab, der står op i nattens timer for at læse Guds tegn op, og de kaster sig ned i bøn

  • 3:199: Blandt Skriftens folk er der nogle, der tror på Allah og på det, der blev sendt ned til jer, såvel som på det, der blev sendt ned til dem, idet de står ydmyge foran Allah og ikke sælger Allah tegn for en ussel pris. De vil få deres løn hos deres Herre.

I muslimsk tolkning handler det om, at nogle jøder og kristne omfavnede islam.

 

Men det kan faktisk lige så godt handle om en gruppe kristne jøder, som både troede på Toraen og Evangeliet (og at Jesus var Messias), og som var allierede med de arabiske troende. De første troende - som i øvrigt slet ikke kaldes muslimer i Koranen, men mu'minīna (troende) - kan meget vel have været en alliance af en gruppe jødisk-kristne jøder og jødisk-inspirerede kristne arabere, som bekendte sig til streng monoteisme og troede, at jesus var profet og Messias. 

 

Det stærke jødiske præg på Koranen er meget stærk en indikation af, at der har været en alliance mellem jøder og de arabiske troende. Men også flere historiske kilder fortæller om en alliance mellem ismaels sønner (araberne) og israels sønner (jøderne), som forenedes om at erobre Det hellige land. Ikke mindst Sebeos' krønike fra 661. Den jødiske kilde Midrash of the Ten Kings (ca. år 744) antyder, at jøder sluttede sig Muhammed, og at de endda gav ham en jødisk kone (Robert Hoyland, s. 509). 

 

Var alliancepartnerne Nazaræere?

Interessant nok fortæller adskillige hadith (fx denne), at Muhammeds første kone Khadija havde en fætter, Waraqah ibn Naufal, som var nasārā (تَنَصَّرَ). Han og Khadija var ifølge islamisk tradition de første, som troede på Muhammed. Nasārā oversættes med "kristen". Men "kristen" på arabisk hedder "masihiun". Og der fandtes faktisk en jødisk-kristen sekt, som hed Nazaræerne. Koranen nævner naṣārā  15 gange, og alle steder er det oversat med kristne. Fx her: 

  • Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side (dvs. tror at Jesus er Guds søn), der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror; og du finder, at de, der er mest venligt stemt over for dem, der tror, er dem, der siger: "Vi er kristne (nasārā)." Det skyldes, at der blandt dem er præster og munke, og at disse ikke er hovmodige (5:82).

 

Koranens nasārā kan ikke have været kristne. Koranen fortæller nemlig, at jøderne og nasārā var venner indbyrdes:

 

  • I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne (nasārā) til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Allah retleder ikke de folk, der handler uret. (5:51).

 

Jøder og kristne var ikke venner indbyrdes i starten af 600-tallet. Tværtimod. Kristne i Det byzantinske imperium havde i århundreder forfulgt jøder og forbudt dem gudsdyrkelse på Tempelbjerget. Jøderne havde på sin side gjort oprør mod Kejser Heraclius i 614. Der var alt andet end venskabelige følelser. 

 

Naṣārā kan derimod have været navnet på de troendes jødisk-kristne alliancepartnere. Det har været dem, Koranen beskriver som de "gode" blandt Skriftens folk. Måske var det også dem, der underviste Muhammed. (Se punkt 3, Muhammeds jødiske lærer). Koranen ser ud til at skifte holdning til dem undervejs, hvilket kan tyde på et brud. Du kan se evt. se mere om "The Quranic Nazarenes" på Odon Lafoinaines hjemmeside.  

  

Den brudte alliance

Sebeos (661) fortæller om et brud mellem Jøder og arabere efter erobringen af Jerusalem omkring 638. Men også i den islamiske fortælling er der spor af en oprindelig alliance med jøder i form af Medina-konstitutionen og opgøret med de tre jødiske klaner i Medina. Medinakonstitutionen er beskrevet hos Ibn Ishaq (s. 231). Den forpligtede jøderne til at være loyale i forbindelse med krigsførelse og forordnede, at jøderne havde deres egen religion, men at jøder og muslimer var ét samfund. Ifølge Ibn Ishaq varede alliancen med jøderne i Medina dog kun i meget kort tid inden det kom til et opgør på grund af jødernes påståede illoyalitet og upålidelighed. 

Her kommer den islamiske fortælling om jøderne i Medina:  

Bedestilling.jpg

"Blandt Skriftens folk er der nogle, der tror på Allah og på det, der blev sendt ned til jer, såvel som på det, der blev sendt ned til dem" (3:199)

15. Hovmodige Banu Qaynuqa blev fordrevet

Ifølge den islamiske fortælling var der 3 jødiske klaner i Medina, da Muhammed og hans følgere ankom til Medina i 622. De jødiske og arabiske klaner i Medina tiltådte Medina-konstitutionen, som Muhammed havde skrevet. Historien er så, at de jødiske klaner én efter én brød pagten, hvorefter Muhammed retfærdigt straffede dem. De første to klaner blev fordrevet, men den sidste blev straffet ved at alle stammens 600-900 mænd på Muhammeds ordre blev halshugget, og kvinder og børn blev fordelt som slaver. En del vers i Koranen hævdes at være relateret til disse tre opgør med jøderne. 

 

Den første af de jødiske klaner, som blev fordrevet, var Banu Qaynuqa. I sura 8 ser du følgende: 

  • 8:53 - Allah kan ændre sin nåde over for et folk, hvis de ændrer sig. (Israels folk var jo tidligere Allahs udvalgte, som Han havde vist nåde - 2:40).

  • 8:55 - De værste dyr er dem, som ikke vil tro, og som har sluttet pagt med Muhammed, men som ”hver gang” bryder deres pagt uden at frygte Allah (8:56). 

  • 8:57 - Hvis Muhammed møder dem i krig, skal han ”ved hjælp af dem” fordrive dem, der kommer efter (dvs. deres potentielle efterkommere)

  • 8:58 - Hvis Muhammed ”frygter troløshed” fra et folk, så må han bryde sit ord til dem. Det er lige for lige.

Der er flere versioner af, hvad der skete. En hadith fortæller, at en jødisk guldsmed på en markedsplads krænkede en muslima. Han havde hæftet hendes tøj på en sådan måde, at det blev revet af, da hun bevægede sig. En muslim dræbte så guldsmeden som hævn, og derefter eskalerede hævndrabene. Muhammed betragtede dette som traktatbrud.

 

Ibn Ishaqs version fortæller, at Muhammed gik hen på markedspladsen og opfordrede Banu Qaynuqa til at omvende sig. Hans argument var, at muslimene jo havde sejret over de vantro i Slaget ved Badr, hvilket var bevis på, at han var profet. Men Banu Qaynuqa svarede flabet, at Muhammeds mænd jo bare havde kæmpet mod nogen, der ikke kunne finde ud af at slås. "Hvis vi slås mod jer, vil I finde, at vi er rigtige mænd", sagde de. Da åbenbarede Allah: 

 

Sig til dem, der er vantro: "I vil blive besejret og ført til Helvede i samlet flok!" Hvilket ulykkeligt hvilested! (3:12)

 

Muhammeds krigere belejrede så Banu Qaynuqas befæstede bydel. Efter to ugers belejring overgav de sig, og Muhammed gjorde klar til at henrette dem. De slap dog med forvisning, da deres arabiske allierede gik i forbøn for dem. Deres ejendom blev fordelt mellem Muhammed og hans følgere. Muhammed fik så denne åbenbaring:

  • Sig: "Allah, herredømmets behersker! Du giver herredømmet, til hvem Du vil, og Du river herredømmet bort, fra hvem Du vil. Du ophøjer, hvem Du vil, og Du fornedrer, hvem Du vil. Du ophøjer, hvem Du vil, og Du fornedrer, hvem Du vil. ... Du er i stand til alt.... (3:26).

Man ville aldrig kunne uddrage historien ved alene at læse Koranen. Udenomshistorien, som er skrevet over 100 år senere er nødvendig. Det forhindrer dog ikke visse nutidige muslimske fortolkere i frisk at uddrage "læren" fra "Slaget mod Banu Qaynuqa". Den er naturligvis, at "Jøderne var muslimernes værste fjender". 

Banu Qaynuqa markedsplads.jpg

En muslima oplevede en pinlig situation, da hun skulle prøve et smykke. Det førte til fordrivelse af Bany Qaynuqa.

16. Rige Banu Nadir blev fordrevet

Den anden jødiske klan, som ifølge den islamiske historie blev fordrevet fra Medina, var Banu Nadir. I slutningen af Sura 3 finder du disse vers, som igen fordømmer nogle jøder:

 

  • 3:180 - De er gerrige og har puget sammen, men det er ikke godt for dem!

  • 3:181 - De har hånet Allah for at være fattig, mens de er rige - og derudover har de jo dræbt profeterne. 

  • 3:183 - De kræver beviser før de vil tro. Men de har dræbt de udsendinge, som før Muhammed kom med klare beviser.

  • 3:184 - Hvis de siger at det er løgn, så skal han vide, at sådan sagde de også til udsendingene før ham.

  • 3:187 - De  har brudt pagten med Allah

Historien om Banu Nadir er, ifølge Ibn Ishaq's Muhammed-biografi, at de afslog at hjælpe Muhammed med at betale nogle blodpenge. I stedet konspirerede de om at slå ham ihjel ved at kaste en sten ned i hovedet på ham. Men så fik Muhammed besked fra himlen om deres forræderi. Derefter marcherede Muhammeds mænd imod dem. Banu Nadir forskansede sig i deres bydel og håbede på hjælp fra deres tidligere allierede. Men ingen kom dem til hjælp, og de blev forvist fra Medina. Sura 59 beskriver, hvordan byttet fra dem blev fordelt:

 

  • 59:2 - Det var Allah, som drev dem af Skriftens folk, som var vantro,  ud af deres boliger og indgød dem rædsel. 

  • 59:3 - Det var Allah, der dømte dem til forvisning

  • 59:6 - Herefter overgav Allah hele byttet til Muhammed da krigerne jo ikke skulle ofre noget for at få fat på det (59:7).

  • 59:9 - De troende er naturligvis ikke er misundelige over, at byttet går til Muhammed og de trængende fattige udvandrere. Nej, de er forskånet for grådighed og elsker de, der er udvandret. 

Muhammed blev nu økonomisk uafhængig, og udvandrerne overtog Banu Nadirs forladte boliger.

mo_banu_nadir.jpg

"Han er den, der drev dem af Skriftens folk, der var vantro, ud af deres boliger til den første samling. I tænkte, at de ikke ville komme ud, og de tænkte, at deres fæstninger kunne beskytte dem mod Allah. Men så faldt Allah over dem fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel i hjertet ..." (59:2)

17. Massakren på Banu Qurayza

Banu Qurayza var nu eneste tilbageværende jødiske klan i Medina. Deres skæbne blev grum. I sura 33 finder du disse vers:

  • Allah drev de vantro med al deres vrede tilbage, uden at de havde opnået noget godt, og Allah forskånede de troende for at kæmpe. Allah er stærk og mægtig. Han fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange. Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv, og desuden jord, som I endnu ikke har betrådt. Allah er i stand til alt. (33:25 -26-27)

Historien er om versene er: Muslimernes fjender fra Mekka havde belejret Medina i "Slaget ved skyttegraven" i 627. Men de var taget hjem igen med uforrettet sag. Efter at Mekkanerne var taget hjem, befalede Gabriel Muhammed, at gå mod Banu Qurayza (se fx denne hadith). Begrundelsen var, at de under belejringen havde talt med Muhammeds fjender. Efter 25 dages belejring måtte klanen overgive sig betingelsesløst.

Derefter blev alle mændene - mellem 600 og 900 - halshugget. Alle som havde fået pubeshår. Kvinder og børn blev fordelt som slaver. Efter det, var de jødiske stammer udrenset fra Medina.

 

Visse islamforskere, som gerne vil skabe et "nuanceret" og opbyggeligt billede af, at Muhammed var en visionær og retfærdig samfundsreformator, vil gerne nedtone dette folkemord. Jakob Skovgaard-Petersen gør for eksempel i sin bog om Muhammed et nummer ud af at fortælle, at der slet ikke findes nogen arkæologiske spor efter denne massakre. Det har han ret i. For der findes slet ikke arkæologiske spor af ét eneste af Muhammeds formodede historiske slag og bedrifter overhovedet. Argumentet er derfor lidt uheldigt for hele Muhammeds eksistens. 

Historierne om de jødiske klaner i Medina blev skrevet i Bagdad i sidste halvdel af 700-tallet, minimum 125 år efter Muhammeds død. Dengang var det ikke så vigtigt, om fortællingen om Muhammed var historisk sand. Det vigtige var, at profetens eksempel dannede lov. Med de tre jødiske klaners skæbne var der nu en guddommelig præcedens for, hvordan muslimer kunne straffe Skriftens folk, hvis de brød deres pagt. 

Men uanset de manglende arkæologiske fund, så fortæller Koranen i vers 33:26 ovenfor, at nogle af Skriftens folk blev dræbt og taget til fange af De troende, som efterfølgende overtog deres boliger og ejendom. 

Banu_Qurayza2.jpg

"Han er den, der drev dem af Skriftens folk, der var vantro, ud af deres boliger til den første samling. I tænkte, at de ikke ville komme ud, og de tænkte, at deres fæstninger kunne beskytte dem mod Allah. Men så faldt Allah over dem fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel i hjertet ..." (59:2)

18. Byttet i Khaybar og dhimmi-ordningen

Ifølge den islamiske fortælling angreb Muhammed det jødiske samfund i oasen Khaybar. Khaybar blev - ligesom afstraffelserne ovenfor - et eksempel til efterfølgelse i islamisk lov, idet de erobrede jøder indgik den første dhimmi-pagt. Dhimmi betyder "beskyttet folk" eller "pagt", og folk med Dhimmi-status var andenrangsborgere under de muslimske herrer og skulle betale beskyttelsespenge. 

 

Sura 48 siges at være en optakt til angrebet. Historien om den er, at Muhammed indgik en ikke-angrebsaftale med Mekka. Men nogle af hans mænd var skuffede over, at det ikke var kommet til kamp. Allah var jo med de troende, så hvad kunne gå galt? Men Allah vidste naturligvis bedst og vurderede, at fredsaftalen var strategisk bedst. Han åbenbarede derfor, at fredsaftalen var en sejr (48:1) og lovede i stedet muslimerne et andet bytte, nemlig Khaybar. I Koranen står:   

  • 48:15 - Når krigerne snart skal bryde op for at tage bytte ... skal Muhammed sige, at ørkenaraberne ikke må komme med (for det har de ikke fortjent).

  • 48:16 - Ørkenaraberne kan dog få en chance, hvis de vil kæmpe mod "et folk, der råder over en stor styrke". Hvis de adlyder, vil Allah give dem en smuk løn; men ellers venter der dem en pinefuld straf.

  • 48:18, 19 og 20 - Allah vil belønne dem, som svor troskab til Muhammed med masser af bytte. Der er endda endnu mere bytte til dem, som Han allerede har indkredset (48:21).

Kort efter disse åbenbaringer angreb Muhammeds hær Khaybar. Han overraskede dem ved daggry (se denne hadith) med en hær på 1500 mand. Der blev taget masser af bytte og slaver. Muhammed tog selv den 17-årige Safiyah til hustru efter at hendes mand var blevet tortureret til døde. Adskillige hadith'er beskriver, hvordan byttet blev fordelt. Se fx her og her. De besejrede jøder fik lov til at blive boende og dyrke deres jord, mod at de gav muslimerne halvdelen af deres afgrøder.

Nogle moderne muslimer hævder, at angrebet på Khaybar var selvforsvar, fordi jøderne dér udgjorde en trussel. Uheldigvis fremgår ret tydeligt af Koranen, at motivet var bytte. Det er selvfølgelig også først i nyere tid, at muslimer har fået kvababbelser over den slags og føler behov for at forsvare det. 

Andre muslimer råber den dag i dag "Khaybar Khaybar yā Yahūd, jaysh-i Muḥammad sawf-a ya‘ūd" (Khaybar Khaybar, oh jøder, Muhammeds hær vil komme tilbage) efter jøder, enten til demonstrationer mod israel, eller fordi de har lært, at Allah bifalder chikane mod jøder.  

Khaybar.jpg

"Allah lovede jer meget bytte, som I skulle tage, og dette lod Han hurtigt ske for jer. Han holdt menneskenes hånd borte fra jer." (58:20)

19. Derfor skal Skriftens folk underkues

Du er nu ved at være ved vejs ende. Du har set, at Koranen er præget af jødedommen i en grad, så man næsten skulle tro, det var en arabisk prædikebog baseret på Toraen, og at den indeholder et eskalerende opgør med Skriftens folk. Først i form af advarsler, så i form af anklager og forbandelser, og endelig i form af fordrivelse og vold. Opgøret kulminerer i sura 5 og sura 9.

 

Den grusomme straf for at skabe fordærv 

Sura 5  er dedikeret til at advare De troende mod Skriftens folk og mod at blive som dem. Det er her, at Koranen specifikt advarer mod at tage jøder og "kristne" (nasārā) til venner (5:51)Koranen pålægger først De troende at "varetage retfærdigheden" (5:8). Derefter harcellerer den:

  • 5:13: Allah har forbandet Israels børn, fordi de har brudt deres pagt. "Du vil altid se forræderi fra deres side", siger Koranen, "undtagen fra nogle få"

  • 5:14: Med de "kristne" (naṣārā) har Allah (Vi) også en pagt, men de har glemt deres påmindelser

  • 5:44-47: Allah har sendt Toraen og Evangeliet ned for at jøderne og de "kristne (naṣārā) skal dømme efter det. De, der ikke dømmer efter det, Allah har sendt ned, er vantro.

  • 5:59: De fleste af Skriftens folk er gudløse

  • 5:61: De siger "Vi er troende", men de er vantro og skjuler ting .

  • 5:62Mange af dem kappes om at kaste sig ud i synd

  • 5:64: Måtte Allah forbande dem, for de stræber kun efter at skabe fordærv .

Det må have været meget rædselsvækkende at blive anklaget for at skabe fordærv. Straffen, som Koranen foreskriver for den slags, er ikke sådan at spøge med: 

  • Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. (5:33

Man må hellere passe godt på ikke at skabe fordærv, når De troende varetager retfærdigheden. Det kan blive grimt. 

Bekæmp alle, som ikke bekender sig til den sande religion

I sura 9 ser du Koranens endelige forskrift for, hvordan Skriftens folk skal håndteres. Her bliver dhimmi-ordningen blåstemplet i Koranen. 

  • Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad  Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat! (9:29 )

 

Skriftens folk skal altså bekæmpes, underkues og tvinges til at betale jizya, med mindre de konverterer til "den sande religion". Men hvorfor? Jo, Koranen oplyser nu, at Skriftens folk er afgudsdyrkere: Jøderne siger, at Ezra (jødisk præst som levede 480-440 f. Kr.) er Allahs søn, og at de "kristne" (Naṣārā) siger, at Jesus er Allahs søn (9:30). Ydermere har de taget sig deres skriftkloge og deres munke til herrer ved siden af Allah (9:31). 

Særligt anklagen om at Ezra dyrkes som Allahs søn kan godt virke lidt søgt. Men Koranen giver også en anden grund end afgudsdyrkelse til, at jøder og Naṣārā var nødt til at være underkuede:  

  • De ønsker at slukke Allahs lys med deres mund, men Allah vil af hele sin vilje fuldkommengøre sit lys, selvom de vantro hader det (9:32)

Hvis der engang har eksisteret en pagt mellem De troende arabere og nogle af Skriftens folk, så var den forbi med disse vers. 

 

Det duer selvfølgelig heller ikke at have samme gud, samme profeter, samme helligsted og så have forskellige versioner af historierne, af reglerne og især hvem der var Guds udvalgte.

Dhimmi.jpg

En underkuet dhimmi  er rede til at underskrive en dhimmi-pagt og betale dhimmiskat (jizya)