KVINDER I KORANEN
En feminin rejse gennem Koranen
På denne guidede tur gennem Koranen møder du Koranens kvinder, og du ser, hvad islams grundlæggende tekst har at sige om kvinder.
Dronningen af Saba
1. Abu Lahabs kone - kvindelig islammodstand
Turen starter i sura 111, Palmefibre. Her møder du den første kvinde i Koranen. Suraen er en forbandelse af Abu Lahab - og hans hustru. Den har navn efter de palmefibre, som rebet om hendes hals er lavet af, når hun skal bære brænde til den flammende ild, som hendes mand skal brænde i.
Mere fortæller Koranen ikke. Men ifølge islamisk historie var Abu Lahab Muhammeds onkel. Hans hustru - Muhammeds tante - hed Umm Jamil. Ifølge historieskriveren Ibn Ishaq blev hun vred, da hun hørte om forbandelsen, og gik hen til Kabaen for at finde Muhammed. Hun havde en støder til en morter med. Da hun ikke fandt Muhammed, sagde hun i stedet til hans ven Abu Bakr, at hun ville have smadret hans mund med den, hvis han havde været der. Hun sagde:
Vi afviser den fordømte synder
Fra hans ord tager vi afstand
Hans religion afskyr og hader vi
Umm Jamil var altså en temperamentsfuld kvinde, der sagde sin mening om Muhammeds åbenbaringer. Måske var hun den første kvindelige modstander af islam. Ifølge en hadith skulle hun engang ondskabsfuldt have sagt til Muhammed, at "hans Satan" havde forladt ham, da han havde været syg i et par dage og ikke havde kunnet passe sin natlige bøn. Straks efter åbenbarede Allah vers 93:3, som fortæller, at Muhammeds herre ikke har forladt ham.
Historien om Umm Jamil findes som sagt ikke i selve Koranen. Den er en del af hele den historie, der er bygget op omkring Koranen i Muhammedbiografierne (sira) og hadith. Man kan undre sig over, hvorfor forbandelser af enkeltpersoner skal være med i Allahs evige ord til menneskeheden. Men oprindeligt kan sura 111 meget vel have været en hentydning til Bibelens historie om Kong Akab. Akabs hustru var den den onde dronning Jezabel, som fremmede afgudsdyrkelse og ville slå profeterne ihjel.
-
Se evt. Kong Akab blev profetens onkel
Umm Jamil, Muhammeds onde tante. Var hun måske den onde dronning Jezabel fra Bibelen?
2: Allahs døtre - de tabte kvindelige idoler
I sura 53 møder du de næste kvindelige væsener. Det er al-Lāt, al-Uzzā og og Manāt. De var gudinder i tidligere arabiske kulturer. Fx blev de dyrket af Nabatæerne. Al-Lat-helligdomme er fundet i både Syrien og Hatra (i det øvre Mesopotamien).
Ifølge Koranen regnede folk al-Lāt, al-Uzzā og og Manāt for at være Allahs døtre. I hvert fald skælder den flere steder ud på dem der siger, at Allah har døtre. Det er nemlig uværdigt for selveste Allah. For eksempel:
-
Skulle Han foretrække døtre frem for sønner? (37:153)
-
Skulle han tage sig døtre og udvælge sønnerne til jer? (43:16)
I sura 53: spørger Koranen tilhørerne direkte: "Hvad mener I om al-Lāt, al-Uzzā og og Manāt?". Og dernæst: "Skulle Allah virkelig have fået "det kvindelige", og I det mandlige? Det ville være en uretfærdig fordeling!" (53:21).
Faktisk står der slet ikke i Koranen, at de var gudinder. Den antyder i stedet, at folk regnede dem for engle. "Allah" siger, at "de, der ikke tror på det hinsidige, de kalder englene ved kvindelige navne (53:27). Koranen pointerer også, at engles forbønner ikke nytter noget over for Allah. Forbønner nytter kun, hvis det behager Allah (53:26).
De sataniske vers
Versene om al-Lāt, al-Uzzā og og Manāt er knyttet til historien om de sataniske vers, som findes i Ibn Ishaq's Muhammedbiografi. Historien er, at det var hårdt for Muhammed, at de vantro i Mekka nægtede at opgive deres gudinder og konstant afviste Muhammeds budskab. Men så lagde Satan en "åbenbaring" på hans tunge, som anerkendte, at gudinderne var særligt ophøjede væsener, som Allah lyttede til. Mekkanerne blev glade og kastede sig endda ned i bøn sammen med Muhammed. Men så fandt Muhammed ud af, at det var en fejl og trak versene tilbage. (Se historien her)
At de tidligere gudinder blev regnet for engle, indikerer at de folk, som Koranen blev prædiket for, kan have været kristne. De troede på Gud og engle. Allah er det arabiske ord for titlen Gud (ikke Hans navn) - svarende det hebraiske elohim, som ikke må forveksles med Guds navn, Jahve.
Men sura 53 vidner også om pigebørns værd og status på Koranens tid. Koranen gør intet for at korrigere den opfattelse, at pigebørn er mindre værd. Den fremhæver i stedet, at det er langt under Allahs værdighed at havde døtre. Gudinderne blev i tidligere tider æret og anset som magtfulde væsener. Men med islam forsvandt disse stærke kvindelige forbilleder.
Det ville være en uretfærdig fordeling, hvis Allah kun havde døtre, mens de vantro har sønner.
3. Evas navn er slet ikke nævnt
Nu kommer vi til de bibelske figurer, for Koranen er fuld af historier fra den jødisk-kristne verden. Eva, menneskehedens stammoder, er slet ikke nævnt ved navn i Koranen. Men hun er her alligevel. Hun har en forholdsvis anonym og perifer rolle. Faktisk er der kun én kvinde - hvis man ser bort fra gudinderne - hvis navn er nævnt i Koranen, og det er jomfru Maria.
I sura 7 finder du Eva første gang. Koranen fortæller, at Allah skabte et menneske af ler og derefter befalede englene at kaste sig ned for det. Djævelen Iblis' nægtede og blev som straf forvist fra Paradis. Koranen fortæller, at det var Adam, englene fik besked på at kaste sig ned for. Iblis sagde også: "Jeg er bedre end ham" (7:12). Derpå sagde Allah til Adam, at han og hans hustru skulle leve i Haven. De skulle blot lade være med at spise af et træ (7:19). Til forskel fra syndefaldsberetningen i Bibelen, hvor slangen først fristede Eva, som derefter fristede Adam, som så prøvede at tørre skylden af på Gud og kvinden, så leder Satan (den faldne Iblis) i Koranen begge i uføre. Nogle mener, at det er et udtryk for ligestilling.
Syndefaldsberetningen findes i flere steder i Koranen, og den varierer lidt fra gang til gang. I sura 20 advarede Allah Adam mod Iblis: "Dette er en fjende af dig og din hustru". Men så lokkede Satan alligevel Adam i uføre (20:120), hvorefter dog begge spiste af træet. Senere tilgav Allah dog Adam. Eva er tilsyneladende slet ikke relevant i den historie.
Men Eva er alligevel lidt relevant - som mage. Koranen forklarer nemlig flere steder, hvordan Adams mage blev skabt. I sura 7 forklarer Allah, at Han ud af det første væsen "skabte dets mage til at leve sammen med ham" (7:89). Den forklaring gentages senere i vers 39:6.
Et sted oplyser Koranen endda sine tilhørere om, at Allah "skabte jeres hustruer af jer selv", og at det var for at de kunne ligge hos dem (30:21). Senere trækker Koranen dog i land og forklarer, at kun var det første væsen, som han en skabte mage af, og at menneskeheden så udbredte sig fra dem (4:1).
Historien om skabelsen og syndefaldet illustrerer, hvordan de bibelske historier findes flere steder i Koranen, hvor detaljerne varierer lidt fra gang til gang. Koranen er ikke en sammenhængende fortælling, ligesom Bibelen. En god forklaring på det er, at Koranen måske oprindeligt var en slags samling af prædikener, måske endda samlet fra flere kilder. Ordet koran kommer formentlig af det aramæiske qeryan-a, som betyder gudstjenestebog.
Men den anonyme Eva ikke er nogen fremtrædende figur i Koranen.
I Koranen var Adam og hans mage lige "gode" om syndefaldet.
4. Må man få konen med sig ind i himlen?
Som kvinde kan man godt blive lidt usikker på, om islams Paradis også er for kvinder. Koranen taler nemlig stort set kun til mænd. Det skal vi nu udforske.
I sura 36 står, at de troende i Paradis vil ligge tilbagelænet på hynderne sammen med deres hustruer. Hustruer til de troende (som altså er mænd) kan nu ånde lettet op. Måske. For det er jo ikke til at vide, om Allah mener, at mændene skal ligge på hynderne med de NYE himmelske hustruer, altså jomfruerne, som Allah vil give dem i Paradis, jf vers 52:20. Koranen er ikke helt klar her.
Næste stop i vores søgen er sura 56, som beskriver det efterliv, der venter de troende. Der står, at de troende vil få jomfruer i Paradis, og at disse er "fuldkomne" kvinder (56:35). Her kan man som almindelig kvinde igen blive lidt i tvivl om, hvor vidt der er plads til én i Paradis. Vers 56:58 illustrerer meget tydeligt, at suraen er til mænd, da Allah retorisk spørger: "Hvad med den sæd, I udtømmer?”.
Du går videre til sura 37. Her står, at de vantros hustruer vil følge dem i Helvede, sammen med afguderne (37:22). Nu bliver du måske igen urolig: Hvad hvis min mand er vantro? Følger jeg så automatisk med i Helvede, selvom jeg er from og gudfrygtig?
I sura 40 siger Koranen, at englene vil bede Allah om, at de omvendte kommer i Paradis sammen med de af deres hustruer, der handlede ret. Så der er håb: Hvis du sørger for at handle ret, kan du komme med - forudsat altså at din mand har omvendt sig til islam. Du er stadig lidt usikker på din situation, hvis han ikke har.
I sura 43 vers ser du igen, at de troende vi træde ind i Paradis sammen med deres hustruer, og at de vil blive lyksaliggjort (43:70). Det begynder at love godt.
Vi skal nu en tur til sura 3. I vers 14 taler Koranen formanende om "menneskenes kærlighed til deres børn, hustruer og ejendom". Menneskene ser disse "ting" som noget smukt. Men i Paradis venter noget bedre, forsikrer Koranen - nemlig rene hustruer (3:15). Som kvinde håber du måske, at Allah også ser dig som en af "menneskene", selvom det ikke umiddelbart virker sådan. Antydede Han lige, at du ikke er ren?
I sura 4 er der endelig gode nyheder til kvinder: I vers 4:124 står, at alle, der overgiver sig til Allah og gør gode gerninger, kommer ind i Paradis. Både mænd og kvinder. Ingen vil blive snydt. Du kan nu endelig for alvor ånde lettet op, uanset hvem du er gift med. I sura 66 uddybes dette glade budskab: Der er eksempler på kvinder, som er kommet i Helvede, selvom deres mænd var Allahs udsendinge (Lots kone og Noahs kone), og på kvinder der er kommet i Paradis helt uafhængigt af mænd (Faraos kone og Jomfru Maria). Pyh-ha!
Men Koranen fortæller ikke, hvad der så venter kvinder i Paradis, når nu deres mænd skal have jomfruerne. I sura 3 så du, at Allah havde skabt jomfruerne, fordi Han havde indsigt i sine tjenere. Vi ved ikke, hvad Han har fundet på til de troende kvinder. Kvinder må bare stole på, at Allah har den fornødne indsigt i deres seksuelle fantasier. Evigheden skulle jo nødig blive fyldt med dårlig sex.
De troende og deres hustruer vil ligge tilbagelænet på hynder i paradis. Men er det mon de jordiske hustruer, Koranen mener?
5. Jomfru Maria værnede om sin mødom
I sura 19 møder vi jomfru Maria første gang. Koranen beskriver, hvordan Allahs ånd kom til Maria "som et fuldkomment menneske" (19:17). Maria bedyrede, at hun ikke var en skøge, men Allahs ånd beroligede med at han nemt kunne gøre hende gravid alligevel (19:21). Det lyder måske umiddelbart lidt lummert. Men i sura 21 er det præciseret, at Allah ville gøre Maria og hendes søn til et tegn for alverden ved at blæse sin ånd ind i hende (21:91). Ifølge Koranen fødte Maria Jesus under et palmetræ (19:23). Historien om palmetræet er kendt fra Pseudo-Matthæusevangeliet, et apokryft kristent skrift.
Moses' og Arons søster
Efter fødslen sagde folk til Maria, at hun havde gjort noget ”uhørt”. De kaldte hende også ”Arons søster” (19:28). Du spekulerer måske på, hvem Aron, det mon kunne være. For vi kender jo kun én Aron i Bibelen og Koranen, og det var Moses' bror. Senere i samme sura netop dén Aron tilfældigvis nævnt - Moses' bror (19:53). Mystisk. Moses og Aron levede jo 1500 år før Maria.
I sura 3, Amrams slægt møder du Maria igen. Koranen leder nu igen opmærksomheden mod Marias familieforhold. Der står, at Maria var datter af Amram. Men hov: I Det Gamle Testamente var Amram jo netop far til Moses og Aron. Og til deres søster Miriam! Den arabiske version af navnet Maria er Maryam. Ups. Det med "Arons søster" i sura 19 var vist ikke et tilfælde: Koranens forfatter har forvekslet Maria (Maryam) og Miriam og har ikke styr på tidsregningen. Det er lidt pinligt for Allah - hvis det altså er Ham, som er forfatteren.
Mødommen
Marias renhed var hendes største udmærkelse. I sura 3 ser du, at Allah "gjorde Maria ren" (3:42). I sura 21 omtales hun som ”hende der værnede om sin mødom” (21:91) . I sura 66 fremhæver Allah igen Maria for at have værnet om sin mødom (66:12), udover selvfølgelig at tro på Allahs ord og skrifter. Ifølge en skummel hadith (nævnt hos Ibn Kathir) skal Maria giftes med Muhammed i efterlivet (sikkert sammen med 261 andre jomfruer). Det er, hvad man får for at vogte på mødommen.
En del af treenigheden
I sura 5 tager Koranens behandling af Maria en ny drejning. Her kommer det frem, at Koranen tilsyneladende ser den kristne treenighed som Allah, Jesus og Maria. I vers 5:17 belæres de vantro om, at hverken Jesus eller Maria ville kunne forhindre Allah i at udslette de, der siger at Jesus er Allahs søn. Underforstået, at de er jo ikke guder. I vers 5:75 understreger Koranen, at "Messias og Maria" kun er mennesker. Og i vers 5:116 fortæller Koranen:
-
Da Gud sagde: "Jesus, Marias søn! Har du sagt til menneskene: ’Tag mig og min mor til guder foruden Gud?’" Han sagde: "Højlovet være Du! Det tilkommer ikke mig at sige noget, som jeg ikke har ret til... (5:116)
Det ligner lidt, at Koranens forfatter har misforstået den kristne opfattelse af treenigheden. Det kan selvfølgelig være, at en speciel lokal kristen sekt levede der, hvor Koranen blev prædiket, og at denne sekt havde en treenighed bestående af Faderen, Sønnen og Moderen. Men den kristne doktrin om treenigheden med Faderen, Sønnen og Helligånden var jo slået fast allerede ved kirkekoncilet i Nikæa i 325. Det burde Allah nok have vidst.
Maria er måske et tegn for alverden på, at Koranens forfatter ikke har helt styr på Bibelen.
Hun værnede om sin mødom og fik blæst Allahs ånd ind i sig. Det e et tegn for alverden.
6. Jomfruerne i Paradis
Et besøg i Koranen er ikke fuldkomment før man har mødt jomfruerne i Paradis, også kaldet hourier. Vi møder dem første gang i sura 56. Du ser, at de har store sorte øjne, og at Allah har skabt dem som fuldkomne og "gjort dem til jomfruer", og at de er elskovsfulde (56:35-37). Der er lejer, som de troende kan ligge på, overfor hinanden, og for de, der ”gik forrest” og var blandt de første, der omvendte sig til islam, er der en særlig luksusudgave, hvor lejerne er rigt broderede, og hvor evigt unge drenge også går rundt iblandt dem (56:17).
I sura 44 ser du igen de sortøjede jomfruer. De troende - som vil være klædt i silke og brokade - vil få dem til ægte i Paradis. I sura 52 kommer du igen en tur i lyksalighedens haver, hvor både jomfruerne og de evigt unge drenge er. Du kan se, at de troende ligger tilbagelænet på lejer i række. I sura 78 står der, at Paradisets kvinder har svulmende bryster (78:33), og at der i øvrigt serveres vin. I sura 83 er det præciseret, at vinen er forseglet med moskus, og at der fra hynderne er udsigt til Helvede, så de troende kan more sig over at se de vantro blive tortureret i ilden (83:34).
Også i Koranens såkaldte Medina-del er jomfruerne nærværende. Allerede i sura 2 vers 25 lokker Allah med evig forsørgelse og rene hustruer i Paradis. Der står, at det er det gode budskab til de troende. Han frister igen i sura 3 vers 15. Jomfruerne er bedre end hustruerne her på jorden, siger Allah, og Allah har skabt dem, fordi han kender sine tjenere.
I sura 55 får vi igen et kig indenfor i Paradis: Allah fortæller nu, at man kan få jomfruer i afskærmede telte (55:72), (det må være hvis man er for genert til at tage deres mødom på lejerne ved siden af de andre troende). Hverken mand eller djinn har taget deres mødom før (55:74), og der vil være grønne puder og skønne tæpper. Islams farve siges at være grøn, fordi grøn er associeret med Paradis. Ifølge hadith var det netop Muhammeds oplæsning af sura 55, som engang fik en flok djinner til at omvende sig og omfavne islam. (Læs mere om det her)
I sura 76 er det igen de unge drenge, der er nævnt. De er som udstrøede perler (76:19). De troendes klæder vil være af grønt silke, og de vil have armringe af sølv. I sura 22 vers 23 er armringene nu af guld og perler. Jo, Allah kender sine tjenere. Hvad mere kan man ønske sig?
Uheldigvis for muslimske mænd med store forventninger til sex i Paradis, er der noget, der tyder på, at jomfruerne - også kaldet hourier - er en kreativ misfortolkning, udført af de persisk inspirerede lærde, som i det 8. og 9. århundredes Bagdad har skullet fortolke det mærkelige skrift, som er blevet islams helligskrift. Dele af Koranen kan nemlig have været skrevet på aramæisk, og her betyder hourier "krystallinske druer". Læs mere om det under sura 56.
Allah skabte fuldkomne kvinder og gjorde dem til jomfruer, elskovsfulde.
7. Lots kone og døtre - hvad havde de gjort?
Historien om Lot er en af de hyppigt forekommende historier i Koranen. Derfor møder vi også Lots kone adskillige steder i den. Første gang er i sura 26. Her står, at Lots familie blev frelst, da Allah tilintetgjorde hans folk, bortset fra "en gammel kone", der sakkede bagud (26:171). I sura 27 kommer det så frem, at det var Lots kone, som ikke blev frelst, og at Allah havde bestemt, at hun skulle sakke bagud (27:57).
Lots døtres skæbne er et temmelig pinligt kapitel i Det Gamle Testamente: Lot tilbød dem til de liderlige mænd, som ellers ville have hans (mandlige) gæster udleveret til at opfylde deres lyster. Lot prøvede endda at lokke med, at døtrene var jomfruer. Senere begik han selv incest med dem. Incesthistorien er ikke med i Koranen, men i Koranens sura 11 tilbyder Lot sine døtre til de liderlige mænd i Sodoma. Disse går dog i rette med Lot og siger ”Du ved godt at vi ikke har ret til dine døtre” (11:79). I sura 15 gentages historien, og det kommer frem, at mændene var fulde. Allah ser tydeligvis intet forkert i, at Lot vil give sine uberørte døtre til en flok fulde mænd. Tværtimod fortæller Koranen os i sura 21, at Lot fik dømmekraft og er blandt de retfærdige (21:74-75).
I sura 29 sakker Lots kone igen bagud og bliver udslettet sammen med de vantro. Du har måske spekuleret på, hvorfor det mon skal straffes så hårdt, at man er lidt langsom. Men netop i sura 29 kan man måske tolke en mening med det: Suraen er angiveligt åbenbaret på et tidspunkt, hvor Muhammed ville tilskynde sine følgere til at udvandre sammen med ham. Lots historie bliver brugt som læreeksempel: Lot udvandrede "til sin Herre" (29:26). Du husker måske fra afsnittet om jomfruerne ovenfor, at der var ekstra belønning i Paradis til dem, der ”gik forrest”. På samme måde må der jo så være straf til dem, der "sakker bagud", tøver og ikke får omvendt sig, inden Dommedag bryder løs.
Sidste møde med Lots kone er i sura 66. Her fremhæves hun som et læreeksempel, angiveligt for profetens koner. Læren er, at kvinder ikke kan regne med at komme i Paradis, blot fordi man er gift med selveste Allahs Udsending. Lots kone endte nemlig i ilden sammen med de vantro. Sådan går det troløse koner. Korankommentatorer mener at vide, at Lots kone var troløs på den måde, at hun løb med sladder. For Allah ville naturligvis aldrig have vanæret Lot ved at lade konen være utro (se her).
Historien fortæller lidt om Koranens syn på forseelser: Lot tilbød sine uberørte døtre til at tilfredsstille de fulde mænd, og Lots kone var en vantro sladdertaske. Men Lot var blandt de retfærdige, mens Lots kone kom i Helvede.
Koranens tilhørere gik forbi Lots hustru dagligt
I sura 37 skal du se noget interessant. Der står:
-
Lot var en af de udsendte. Da Vi frelste ham og hans husfæller, alle sammen, bortset fra en gammel kone, en af dem, der sakkede bagud. De andre lod Vi så gå til grunde. I kommer forbi dem om morgenen og om natten. Vil I ikke komme til fornuft? (37:133-138)
Koranens tilhørere kom altså forbi Lots kone og de døde fra Sodoma om morgenen og om aftenen. Søjlen "Lots kone" findes sammen med andre saltsøjler på Sodomas bjerg. Det ligger ved Det Døde Hav - over 1000 km. fra Mekka. Hvem ved: Måske var det dér, Koranen oprindeligt blev prædiket? Eller i hvert fald ét af de stederne? Koranen kan som nævnt stamme fra flere steder. Den islamiske tradition fortæller jo faktisk selv, at den blev "samlet".
Lot sagde til de fulde mænd, der ravede rundt i deres rus: "Her er mine døtre, hvis I vil gøre noget!" (15:71-72)
Lots hustru ved Dødehavet i Israel
8. Dronningen af Saba overgav sig
I sura 27 møder du Dronningen af Saba, en æret kvinde fra Bibelen. Historien i Bibelen er at Dronningen af Saba hørte om Kong Salomons visdom og pragt og besøgte ham for at se, om det var sandt. Hun blev imponeret og sagde til ham: "Herren din Gud være lovet, fordi han fandt behag i dig, så han satte dig på Israels trone". (Se historien her). Derefter tog hun hjem.
Historien i Koranen er: Kong Salomon fik nys om, at Saba blev regeret af en kvinde, og at Sabas folk var vantro og tilbad solen. Så han sendte besked til dronningen om, at de skulle overgive sig. Dronningen ville helst undgå det angreb, som hun forventede, ville komme, hvis ikke hun overgav sig frivilligt (27:34), så hun prøvede i stedet at sende gaver. Men Salomon så gaverne som en provokation og sendte hærstyrker for at fordrive Sabas folk, "ydmyge og i underkastelse" (27:37). Inden dronningen så kom til ham for at overgive sig, fik han en dæmon til at hente hendes trone. Da hun så tronen og Salomons fantastiske palads med krystalgulv, som hun troede var vand, blev hun så imponeret, at hun overgav sig til Allah (27:44).
Koranens version af historien om Dronningen af Saba kendes også fra det apokryfe jødiske skrift Targum Sheni og er formentlig et "lån" fra jødisk tradition.
Såkaldte "Islamiske feminister" fremhæver dronningen af Saba som et eksempel på en kvinde, der blev "frigjort gennem islam": Hun valgte nemlig at underkaste sig Allah frem for at underkaste sig manden, Kong Salomon. Og naturligvis frivilligt, fordi hun jo blev imponeret.
Mullaherne vil dog nok i stedet fremhæve, at Dronningen af Saba blot bekræfter Muhammeds famøse ord om, at et folk, der ledes af en kvinde, ikke vil få succes. Dronningens mænd sagde jo netop til hende, at de havde styrke og vælde (27:33). Men hun valgte alligevel gavestrategien og overgivelsen for at undgå vold. Den strategi var nok ikke gået hos Allah for en mandlig muslimsk hersker.
Men OK, udvalget af feministiske rollemodeller i Koranen er ikke så stort, så det gælder jo om at bruge dem, der er.
Dronningen af Saba overgav sig ligesom Salomon til Allah, alverdens Herre.
9. Potifars skamløse hustru og hendes veninder
I sura 12 møder vi Potifars hustru, som også kendes fra Bibelen. Men historierne er en smule forskellige. I Koranen lykkedes hun næsten med at forføre Josef. Men så viste Allah ham et advarende tegn, og han modstod fristelsen. Da de næsten blev opdaget, anklagede hun Josef for at ville forgribe sig på hende. Men hun blev afsløret ved at hans kjortel var revet i stykker bagpå og ikke foran. Da sagde hendes mand ifølge Koranen til hende: ”Dette hører til jeres kvindelist! Jeres list er vældig!” (12:28).
Ifølge Koranen inviterede Potifars hustru nu alle de andre kvinder i byen til at se, hvor uimodståelig Josef var. Hun gav dem hver en kniv og sagde til Josef, at han skulle gå ind til dem. Alle kvinderne skar sig i hænderne, da de så hans guddommelige skønhed. Josef måtte bede Allah om hjælp for ikke at føle attrå efter kvinderne og "blive en af de uvidende". Allah hjalp ham og afvendte deres kvindelist. Historien om kvinderne og knivene er kendt fra den jødiske Midrash, hvor det også er forklaret, at knivene bare var til at spise frugt med, så det handlede altså ikke bare om selvskade.
Potifars hustru var en farlig kvinde, som ville lokke Josef til noget "ondt og skamløst" (12:24) og gøre ham til "en af de uvidende” (12:33).
Islamiske feminister fremhæver mærkeligt nok aldrig Potifars hustru eller veninderne som et eksempel på frigjorte kvinder, som helt uden skam talte om Josefs skønhed og indrømmede, at de gerne ville forføre ham.
Derimod fremhæver visse korankommentatorer (fx Maududi) ivrigt, at de er en parallel til nutidens dekadente Vesten, hvor kvinder har seksuel frihed og ikke er i besiddelse af islamisk dydighed.
Dette hører til jeres kvindelist! Jeres list er vældig! (12:28)
10. Slavinderne var til sex
I sura 23 er slavinder nævnt i Koranen. Der står, at de troende, som skal arve Paradiset, er dem, som vogter deres køn. Dog ikke over for deres hustruer og slavinder (23:6). Det betyder, at de troende naturligvis kan have sex med deres slavinder. Du finder slavinderne igen i sura 70, hvor budskabet er det samme. Allah har tydeligvis ikke noget imod at man holder slavinder. Tværtimod fortæller Han i Koranen de troende, at de ikke behøver at "vogte deres køn" over for dem (70:30).
(Se dog evt. noten under sammendraget af sura 23 om hustruer og slavinder)
Muhammed havde naturligvis også slavinder. I sura 33, fortæller Koranen, hvilke kvinder, der er ”tilladte” for profeten. Det er blandt andet de slavinder, som Allah har givet ham som bytte (33:50). Ifølge islamisk fortolkning er suraen åbenbaret i 627. I det år blev alle mænd fra den jødiske stamme Banu Qurayza halshugget, mens kvinder og børn blev fordelt som slaver blandt muslimerne. Ifølge historien tog Muhammed ved den lejlighed også selv en sexslave, Rayhana, hvis mand var en af de dræbte. Hun nægtede at gifte sig med ham, selvom hun fik tilbuddet, og blev så i stedet holdt som slave. Dermed var hun seksuelt "tilladt". Læg mærke til, at Allah aktivt har "givet" slavinder som bytte. Det er vist ret tydeligt, at Han bifalder ordningen.
Egne slavinder ifølge Koranen er altid "tilladte". Selv når de er gift. I sura 4 fortæller Koranen de troende, hvilke kvinder, som er forbudte for dem. Det er blandt andet gifte kvinder - bortset altså fra, hvis man ejer dem som slavinder (4:24). Verset blev ifølge en hadith åbenbaret efter slaget ved Hunayn i 630, hvor der blev taget 6000 fanger. Nogle af mændene var i tvivl, om det var forkert at have samleje med de kvindelige slaver, hvis mænd stadig levede. De var tilsyneladende vant til andre moralske regler. Men med vers 4:24 blev der så givet en klar guddommelig tilladelse. (Se Dawud 2150 og Muslim 3433).
Inden du forlader slavinderne, går du til sura 24. Her ser du, at nogen kunne finde på at tvinge deres slavepiger til prostitution for at tjene lette penge. Det billiger Allah dog trods alt ikke. Men Han ser alligevel mildt på overtrædelsen og siger, at hvis nogen alligevel tvinger dem, så vil Allah være tilgivende og barmhjertig (24:33).
Du har nu set, at slavinderne var til sex, at de blev taget som bytte, og at Allah aktivt støttede det.
Forbudt for jer er: .... ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer. (4:23-24)
11. Romantik og ligestilling for muslimaer
Måske har du hørt fra islamiske hververe (som laver mission), at islam er ligestillingens og kvindefrigørelsens religion, og at kvinder i islam nyder høj status og respekt? Du skal nu undersøge, hvad Koranen siger om det.
Opgør med pigedrab
Først skal du se Muhammeds berømte "opgør" med drab på nyfødte piger, som ofte fremhæves som et eksempel på, hvordan islam forbedrede kvinders vilkår. Du starter i sura 81. Her beskrives Dommedag, og én af de ting, der sker på Dommedag er, at den levende begravede vågner op og spørger, for hvilken brøde, hun blev dræbt som spæd (81:9).
Spring nu videre til sura 6. I vers 6:151 står, at ét af Allahs bud er, at man ikke må slå sine børn ihjel på grund af fattigdom. Du hopper nu til sura 16. Her påpeger Allah det forkerte i, at de vantro tilskriver Ham døtre (16:57), mens en af dem selv skammer sig så meget over at have fået en pige, at han overvejer, at grave det ned. Det er ondt at dømme sådan, siger Koranen (16:59). Men faktisk er det lidt uklart, hvad der er ondt: At tilskrive Allah døtre, eller at ville "grave det ned".
Dette var opgøret, som det er beskrevet i Koranen.
Vi er skabt i par
Du skal naturligvis også besøge nogle af Koranens romantiske steder, som ofte citeres af forelskede muslimaer. Skabelsesprocessen beskrives mange gange i Koranen, og flere steder fremhæves det, at Allah har skabt alting i par. Besøg fx sura 75 vers 39, sura 51 vers 49, eller den populære sura 78 vers 78:8, for at se Allahs blik for, at vi hører sammen i par. Ikke noget med flerkoneri eller slavinder her.
Et af de mest yndede romantiske steder i Koranen finder du i sura 30. Her beskrives, hvordan Allah kan få genopstandelsen til at ske. Et tegn på at Han evner det er, at Han jo allerede har skabt alting. Blandt andet har Han skabt hustruen af manden og "sat kærlighed og barmhjertighed mellem dem" (vers 30:21). Det er guddommeligt romantisk.
Kvinderettigheder
Koranen byder også på ligestilling og kvinderettigheder. Gå til sura 2. Et af de vers, der ofte citeres som bevis for islams store fokus på ligestilling, er vers 2:228, som siger, at Kvinder ”med ret og rimelighed” har ret til det samme, som de er forpligtet til. Dog "glemmer" man ofte at citere den sidste halvdel af sætningen, nemlig at "mænd står et trin over kvinder". Verset handler om mænds ret til at tage kvinden tilbage inden for den venteperiode, der er, efter at manden har erklæret skilsmisse.
I slutningen af sura 3 finder vi mere ligestilling: Kvinder kan også komme i Paradis! Både mænd og kvinder, som beder og kæmper, vil få en smuk belønning i Paradis (3:195).
I sura 4 er der flere banebrydende kvinderettigheder: Vers 4:19 forbyder de troende at modtage kvinder i arv mod deres vilje, og de må heller ikke presse kvinder til at levere ting tilbage, som de har givet dem. Der er også en opfordring til at leve sammen med sine koner, selvom man skulle føle sig frastødt af dem. Muhammed følte sig ifølge islamisk tradition selv frastødt af sin hustru Sauda, som han havde giftet sig med, da han var relativt dårligt stillet i Mekka (efter Khadijas død). Men heldigvis for Sauda fik han særtilladelse til at have mere end 4 hustruer (33:50), og hun afgav frivilligt sin "tur" til Aisha (se her). Vers 4:20 påbyder, at hvis de troende alligevel vil udskifte en af konerne, så må de ikke tage det guld og sølv fra dem, som de har givet dem.
Nogle muslimer mener, at islam var den første lov, der gav kvinder økonomiske rettigheder, 1300 år før "Vesten” overhovedet tænkte på det. De henviser til vers 4:32, hvor der står, at både mænd og kvinder har andel i det, de selv har optjent, og bruger Khadija som eksempel på en kvinde med egen økonomi. Men det er faktisk dybt uretfærdigt over for de gamle arabere: Faktisk var Khadija jo netop en velhavende handelskvinde inden Muhammed giftede sig med hende, dvs. før islam og indførelsen af islamisk lov.
Dydighed
Gå nu til sura 24. Her er der "ligestilling", hvad angår blufærdig opførsel. Her står nemlig, at både mænd (24:30) og kvinder (24:31) skal holde øjnene for sig selv og vogte deres køn. Verset for kvinderne er dog noget længere end mændenes, da der også er regler for, hvem de må vise deres ”pryd” for. Det er ikke uddybet, hvad der menes med pryd, men vi får at vide, at kvinderne ikke må stampe i gulvet, så man får nys om den.
I sura 9 finder du både venskab mellem kønnene og ligestilling. Her står, at de troende mænd og kvinder er venner indbyrdes, og at både mænd og kvinder kommer i Paradis, hvis de er troende (9:71). Verset står i en sammenhæng, der pointerer, at de troende ikke er venner med hyklerne.
Men du har nu set, at der rundt omkring i Koranen er vers, som muslimaer trods alt kan glæde sig over.
"Vi skabte jer som par" (78:8)
12. Menstruation og pløjejord
Der er dog også ting i Koranen, som ikke er specielt glædelige for kvinder. I sura 2 ser ellers det næsten ud som om, Allah er empatisk og har indføling med kvinders menstruationssmerter og hovedpine: Der står at menstruationen "er en lidelse". Men nej. Åbenbaringen om, at menstruation er en plage, er henvendt til mændene. De må nemlig ikke have sex med kvinderne, før kvinderne er "rene" igen (2:222).
I det efterfølgende vers får mændene at vide, at deres kvinder er pløjejord for dem (man sår sin sæd i pløjejord), og at de kan "gå til deres pløjejord, som de vil" (2:223). Der knytter sig en hadith til dette vers. Den fortæller, at verset blev til, fordi en kvinde nægtede at have samleje bagfra med sin mand. Verset gav så manden tilladelse fra Allah til at gøre det alligevel. Han kunne gå til hende, som han ville. "Bring det gode budskab til de troende!", står der i verset i Koranen.
Inden du forlader sura 2, besøger du vers 2:282. Her ser det ikke så godt ud for ligestillingen, da der står, at en kvindes vidnesbyrd kun vægter halvt så meget som en mands. Hvis du har lyst til at vide hvorfor, så tjek Sahih al-Bukhari 2658. Verset er Koranens længste, og det handler om kontrakter.
Forældreløse kvinder og steddøtre
I sura 4 får de troende at vide, at de kan gifte sig med op til 4 kvinder. Her er der ikke ligestilling. Dog skal mændene behandle konerne ligeligt. Ellers må han nøjes med at gifte sig med én, eller med de slavinder, han ejer (4:3 ). Verset handler om, hvad man skal gøre med forældreløse, og en løsning for "forældreløse kvinder" kan så være, at man gifter sig med en eller flere af dem. Du når måske lige at tænke, at det normalt er børn, når man omtaler som "forældreløse". Men det skal du ikke spekulere så meget på. I vers 4:129 erkender Koranen, at man nok ikke kan behandle sine koner helt ligeligt. Det anbefales dog, at man ikke vender sig helt væk fra en af dem.
I vers 4:11 finder du arvereglerne. Hunkøn arver det halve af, hvad hankøn arver.
I vers 4:23 handler det om, hvilke kvinder der er forbudte for mændene. Du noterer, at steddøtre er tilladte for mænd. Dog kun, hvis han ikke har haft samleje med moderen, som han jo så må formodes af være gift med. Prøv at forestille dig det ægteskab. Man må heller ikke gifte sig med to søstre. Men Allah er tilgivende og barmhjertig: ”Hvad der er sket, er sket”, siger Han. Tilgivelsen gælder vist alt det forbudte i verset, inklusiv samleje med steddøtrene selvom man også har haft sex med moderen. Allah har empati og vil gerne give lempelser. Mennesket er skabt svagt, står der i vers 4:28.
Mænd står over kvinder
Selvom mennesket er svagt står mænd over kvinder, fordi de har fået fortrin og forsørger dem. Kvinder skal være lydige og "vogte det skjulte", og hvis manden frygter, at hun ikke vil adlyde, skal han formane hende, lade hende alene i sengen og slå. Hvis kvinden så adlyder skal han ikke gøre mere mod hende (4:34). Det vers er så problematisk i det moderne Vesten, at flere af dem, der har oversat Koranen til engelsk, har prøvet at mildne det ved at indføje, at man først skal slå efter at det andet er prøvet, og at man kun skal slå ”lightly”. Det lyder da også lidt bedre. Men faktum er, at det ikke står i den arabiske koran. Hvis en kvinde derimod frygter brutalitet fra sin mand, så er Koranens vejledning i vers 4:128, at det er bedst for dem at komme til forlig.
Hustruer der er for unge til menstruation
I sura 65, Skilsmissen, ser du, at en mand kan blive skilt fra en kvinde, der er for ung til menstruation. Koranen anviser regler for det: Hvis han er i tvivl om, om hun nu alligevel skulle være gravid, så skal ventetiden være 3 måneder (65:4). Du lægger to og to sammen og erkender, at Allah ifølge Koranen accepterer sex med ”kvinder”, som endnu ikke har fået menstruation. Du tænker nu tilbage på de forældreløse "kvinder" i sura 4.
Mange vil gerne finde på undskyldninger for de vers, du har set her. Andre bruger dem. Faktum er at de står i Koranen og har status som Allahs retledning og "Guds ord".
Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Bring det gode budskab til de troende! (2:223)
Muhammed finder Zainab alene hjemme ...
13. Zainab og hijab
Profetens seksuelle behov
Sura 33 bør læses fra ende til anden. Mange af dens vers ser ud til at være åbenbaret for at imødekomme profetens seksuelle behov, og for at sikre, at andre mænd ikke blev tiltrukket af hans koner. Vers 33:50 siger direkte, at flere kvinder er tilladt for profeten end for de andre, og at dette er for, at profeten kan være "frit stillet".
Til forsvar for den rigtige Muhammed (hvis han har eksisteret), så kan en historisk forklaring på disse "sær-åbenbaringer" være, at kalifferne i det 8. og 9. århundrede, som jo hævdede at være profetens efterfølgere (ordet kalif betyder "efterfølger" eller "stedfortræder"), havde interesse i denne særrettighed til mange koner. Man kan dog undre sig over, hvornår og hvordan den slags så er kommet ind i Koranen.
Den sexede Zainab
Til sura 33 er knyttet historien om Zainab. Hun var ifølge al-Tabari (838-923) Muhammeds kusine og gift med hans adoptivsøn, Zayd. En dag kom Muhammed ind i Zayds hus og fandt Zainab alene og let påklædt. Muhammed ville have hende. Men ifølge de arabiske normer ville det være incest. Men så fik Muhammed en åbenbaring fra Allah, som afskaffede adoption (33:4). Det betød, at Zainab ikke længere var hans svigerdatter, og et forhold ville således ikke være incest. Zayd lod sig så skille fra hende. Dernæst fik Muhammed en åbenbaring om, at ægteskabet med Zainab var Allahs vilje (33:37). Så fulgte åbenbaringen om, at Muhammed til forskel fra alle de andre muslimer gerne måtte have flere end 4 koner samtidig (33:50). Zainab ville nemlig blive nr. 5. Læs sura 33 selv - og se historien træde frem.
Navnet Zainab er ikke nævnt i Koranen. Det er muligt, at historien er en efterligning af Bibelens historie om Kong David og Batseba.
De troendes mødre - men ikke fader!
Profetens koner bliver i vers 33:6 udnævnt til at være ”de troendes mødre” . Det sker i en sammenhæng, hvor ”mødre” betyder ”forbudt seksuelt” (nemlig i forbindelse med skilsmisseformen zihar). Konerne blev således forbudt for de andre mænd. For en sikkerheds skyld blev det også åbenbaret, at profetens koner skulle blive i deres huse, og at ingen nogensinde måtte gifte sig med dem (33:53). De fik streng besked på at føre sømmelig tale, så ingen blev "optændt" (33:32) og blev truet med dobbelt straf for at begå "skamløshed" (33:30). Det blev også slået fast, at Muhammed absolut ikke er fader til nogen af de troende (33:40).
Ingen arvinger til profetværdigheden
Retfærdigvis skal det siges, at "åbenbaringen" i vers 33:40 (om at Muhammed ikke er fader til nogen mænd) meget vel kan have haft et helt andet formål end at fremme profetens sexliv. Profetens efterfølgere (kalifferne) kan have haft en interesse i, at ingen kunne hævde at være profetens mandlige arving. Det samme gælder historien om Zainab: Nogle forskere mener, at hele historien (som findes i de senere biografier om Muhammed) kan være skabt for at "sikre", at Gud selv i Koranen forbød adoption - og at ingen således kunne hævde at være profetens arving, heller ikke gennem adoptivsønner. Læs mere om alt dette i noten under sura 33.
Hijabversene
Vers 33:53, 33:55 og især 33:59 er de såkaldte hijabvers. Hijab betyder både tilsløring og afskærmning. Vers 53 skulle angiveligt være åbenbaret ved bryllupsfesten for Zainab. Verset foreskiver, at kommunikation med profetens kvinder kun må ske gennem et forhæng. I vers 55 står der, hvem kvinderne så må vise sig for, og vers 59 foreskriver tilsløring for alle muslimernes kvinder, således at de kan ”blive genkendt og ikke forulempet”:
-
Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettest blive genkendt og ikke blive forulempet. Gud er tilgivende og barmhjertig.
En hadith fortæller, at vers 33:59 blev åbenbaret efter ønske fra Umar, en af profetens nærmeste følgere. For at fremkalde den ønskede åbenbaring , belurede han profetens koner, mens de forrettede deres nødtørft. Umar opfordrede således Muhammed til at tilsløre konerne, hvorefter Allah nedsendte åbenbaringen. Man kan godt spekulere lidt på, hvordan Allahs evige budskab til menneskeheden egentlig er blevet til. Flere hadith'er beretter om, at Umar havde indflydelse på Koranen.
-
Se også: Umar var "søn af Bogen"
Der er nogle gange diskussion om, hvorvidt Allah med vers 33:59 mente fuld niqab, eller om Han bare mente, at muslimaerne ikke skulle være alt for nedringede. Det er en tåbelig diskussion, fordi præmissen er, at man skal følge Allah, som tydeligvis ikke har anstrengt sig for at udtrykke sig klart. Dem, der bedst kan sandsynliggøre at vide, hvad Allah mente, vinder. Her har fuld-niqab-fortalerne gode kort på hånden i form af hadith. Se fx denne.
Ingen, der har læst sura 33, bør dog være i tvivl om, hvis behov Allahs evige retledning til menneskenes tilgodeså: Enten en 57-årig profet, som var både lysten og jaloux - eller hans "efterfølgere" (kalifferne), som formentlig var det samme, og som derudover havde interesse i at selveste Koranen, dvs. Allah selv, bakkede op om deres status som profetens legitime efterfølgere.
14. Aisha og piskeslag
Lige efter hijabversene i sura 33 er der nogle vers, der skælder ud over bagtalelse og sladder og ligefrem truer med, at de, der spreder rygter, vil få en forbandelse over sig og blive "pågrebet og dræbt på stedet"(33:60). Hvad kan det handle om?
Ifølge den islamiske tradition handler de om Aisha, Muhammeds yngste hustru. Historien er: I 627, hvor sura 33 angiveligt blev åbenbaret, var hun 13-14 år gammel. Muhammed var 58. De var blevet gift, da Aisha var 6 år gammel, og ægteskabet blev fuldbyrdet, da hun var 9. Adskillige hadith fortæller dette, og det bør heller ikke komme bag på dig efter at have set Koranens skilsmisseregler for "kvinder", der endnu ikke har fået menstruation. Den slags var helt acceptabelt for Koranens forfatter.
I 627 var Aisha med Muhammed på et af hans togter, nemlig angrebet på stammen Banu Mustaliq. På dette togt blev 200 familier taget til fange, og Muhammed tog høvdingens smukke datter Juwayriyah og gjorde hende til sin hustru, allerede på togtet. På vejen hjem kom unge Aisha væk fra karavanen. Den unge kriger Safwan bragte hende tilbage. Dette førte til sladder om, at de to havde begået utugt. Der var 3 mænd, som sagde, at det var sket. Aisha blev sendt hjem til sine forældre og var syg i en hel måned. Efter en måned (mentruationsperiode) kom der endelig en guddommelig åbenbaring til Muhammed, som frikendte Aisha. Det er alt sammen beskrevet i Sahih al-Bukhari 4141. Så det er sikket og vist.
I sura 24 ser du frifindelsen af Aisha i vers 11. Du ser også, at der skal 4 vidner til, for at man kan beskylde ærbare kvinder for utroskab, og at hvis man kommer med beskyldninger uden at have 4 vidner, så er straffen 80 piskeslag. Det er også her, du finder det ofte brugte citat: ”Gode kvinder hører sammen med gode mænd” (24:26). Profeten kunne naturligvis ikke have haft en kone, der vanærede ham. Man kan dog ifølge Koranen beskylde sin egen hustru for utugt uden andre vidner end sig selv. I så fald skal man kalde Allah til vidne. Kvinden har så en chance for at undgå straffen ved at kalde Allah til vidne på at manden lyver (24:8). Smart.
Tilbage i sura 4 (som vi besøgte i afsnit 11 og 12) var kvinders straf for utugt stuearrest til døden indtraf (4:15), mens det var lidt uklart, om der var straf til mændene. Nu i sura 24, hvor anklagen tilsyneladende angår Muhammed personligt, ændres straffen for utugt til 100 piskeslag til begge parter. Det bliver også indskærpet, at både mænd og kvinder skal holde øjnene for sig selv. Kvinder ikke må ”vise deres pryd” frem (24:31). Det bliver også indskærpet, at ingen må gå ind i andres huse uden tilladelse. Alle ledige skal så vidt muligt bortgiftes (24:32). Man kan ikke have ugifte ungkarle gående omkring.
Kravet om 4 vidner beskyttede i 627 Muhammed mod vanære. Men en bivirkning af kravet er, at det også stort set umuligt for kvinder at bevise voldtægt, når sharia gælder. Det er trods alt sjældent, at der er 4 vidner til en voldtægt. Og man risikerer at blive straffet for utugt, hvis man ikke kan bevise, at der var tale om tvang.
Aisha som Koranskeptiker:
Aisha siges at have været Muhammeds yndlingshustru. Muhammed mente, at hun var lækrere end de andre. Nogle mener endda at vide (uvist hvorfra), at sladder-episoden knyttede hende og Muhammed tættere sammen. Utallige hadith-overleveringer er tilskrevet Aisha. Men flere hadith antyder sjovt nok en vis skepsis hos Aisha overfor Koranen. Den mest kendte er den om, hvordan Aisha efter åbenbaringen af vers 33:51, som tillod profeten at kalde de kvinder til sig, som han ønskede, sagde til Muhammed: "Jeg føler at din Herre er hurtig til at opfylde dine ønsker og lyster. (Sahih al-Bukhari)
Aishas navn er ikke nævnt i Koranen, og ingen ved, om hun reelt har eksisteret. Men en klar fordel ved hendes unge alder var naturligvis, at det gjorde hende til et godt vidne for hadithmagerne. Hun levede jo længe efter Muhammeds død, og kunne således "bygge bro" mellem den fjerne fortid, hvor profetens historie udspillede sig, og den tid, 100-200 år efter, hvor den blev nedskrevet.
Adskillige hadith fortæller, at Muhammed fuldbyrdede ægteskabet med Aisha, da hun var 9.
15. Hafsa - Allah sladrede om hende og truede med skilsmisse
I sura 66, Forbudet møder vi Hafsa, endnu en af Muhammeds koner. Hun var ifølge den islamiske fortælling datter af Umar, en af Muhammeds nærmeste mænd, som senere blev den 2. kalif efter Muhammeds død. Hafsa er ligesom Zainab og Aisha ikke nævnt ved navn i Koranen. Men vers 4 og 5 henvender sig ifølge fortolkerne direkte til hende og Aisha. De to advares mod at rotte sig sammen mod profeten, for han har Allah som personlig skytsherre (66:4). Koranen truer konerne med, at Allah kunne give ham nogle bedre hustruer, hvis han skilte sig fra dem. Denne trussel om skilsmisse var alvorlig, fordi ingen mænd jo nogensinde måtte gifte sig med profetens koner. De var jo deres mødre. Det så du i sura 33 ovenfor.
Men hvorfor skulle Aisha og Hafsa dog rotte sig sammen? Jo, historien bag suraen er: Hafsa fandt Muhammed i sin seng med slavepigen Maria, skønt det var Hafsas ”tur”. Hafsa blev vred, og Muhammed lovede ikke at gøre det igen. Men så fik Muhammed en åbenbaring fra Allah om, at han ikke skulle forbyde sig selv noget, som Allah havde tilladt ham, blot for at gøre sine hustruer tilpas (66:1). Slavekvinder var jo tilladte, husker du nok fra sura 33. Allah fritog nu Muhammed fra løftet til Hafsa (66:2), og han kunne nu fortsætte med at dyrke sex med Maria.
Hafsa sladrede så til Aisha om, hvad der var sket. Men så sladrede Allah til Muhammed om, at Hafsa havde sladret (66:3). Herefter kom så truslen om skilsmisse. Kvinderne blev også truet med Helvede og blev belært om, at man ikke kan regne med at komme i Paradis, bare fordi man er gift med en profet. Det er Lots kone og Noahs kone jo eksempler på.
Læs sura 66 selv og se historien komme frem. Suraen er ikke så lang.
Historien kendes blandt andet fra al-Tabaris tafsir (korankommentarer), som desværre ikke er oversat til engelsk. Men du kan høre den fortalt af Dr. Yasir Qadhi her - fra minut 54. De tafsir, som er tilgængelige på engelsk, insisterer på, at hele blot handlede om, at profeten havde drukket honning hos Zainab. Ikke noget med sex eller slavepiger. De andre koner var jaloux, fordi han ikke drak honning hos dem, så de konspirerede om at sige, at han lugtede, når han havde spist honning - og profeten kom til at love, at han ikke ville spise honning igen. Det var en forfærdelig ugerning af konerne, for profeten elskede honning. Men heldigvis løste Allah ham fra løftet og irettesatte konerne.
Hvorfor de pinlige historier?
Nogle vil måske synes, at det stiller islams profet i et lidt pinligt lys først at blive grebet i at have sex med slavepigen og efterfølgende at skulle have Allah til at håndtere konerne. Der er flere af den slags pinlige historier: For eksempel historien om Zainab, hvor Allah måtte afskaffe adoption for at Muhammed kunne få sit seksuelle ønske opfyldt, og historien om De sataniske vers, hvor Muhammed fik en "åbenbaring" fra Satan, som Allah så efterfølgende måtte annullere. Hvorfor har islams egne historiefortællere mon fortalt disse historier? Man skal dog ikke undervurdere deres værdi: Historierne er fængende, de skaber forestillinger, som brænder sig fast, og de virker ærlige, fordi de ikke er glorificerende heltehistorier. Fælles for alle tre historier er, at de meget effektfuldt og effektivt knytter Muhammed til Koranen. Det er de geniale til.
Hafsa kommer hjem og opdager Muhammed og Maria i sit hus
16. Prostitution i Koranen
Du har nu mødt mange kvinder i Koranen: Jomfruer, barnebrude, slavinder og almindelige hustruer. Du skal selvfølgelig også møde de prostituerede, for de findes også. Gå først til sura 33. I vers 33:50 beskriver Koranen hvilke kvinder, der er tilladte for profeten. Dem, som profeten har "givet deres løn", er tilladte for ham. Nogle tolker selvfølgelig, at Allah med "løn" blot mente "medgift", og at det selvfølgelig var hans koner, som han havde givet brudepenge. Men læs nu videre.
Du genbesøger nu vers 24:24 - det vers, som gjorde slavinder tilladte, selvom de var gift og deres mænd stadig levede. Du lægger nu mærke til, at verset også tillader mænd at "tragte efter kvinder med penge" og betale dem et pligtigt beløb for at "opnå nydelse" med dem. Dette er ikke utugt, står der, og man er stadig en ærbar mand.
Sura 5 er ifølge islamisk tolkning åbenbaret inden Muhammeds mænd skulle på valfart til Mekka i 629. Allah ville nu tillade mændene "alt det gode" (5:5). Så Koranen gør nu "ærbare kvinder bandt de troende" og "ærbare kvinder blandt Skriftens folk" tilladte for mændene. Mændene skulle blot give dem deres løn som ærbare mænd - og i øvrigt huske at rense sig inden bønnen efter sex (5:6).
Det, du har set er Nikah Mut’ah, også kaldet "glædesægteskab". Mut’ah betyder glæde eller fornøjelse. Manden betaler kvinden et beløb, hvorefter man har et ægteskab med hende indtil kontrakten udløber. Ifølge Koranen er det ikke prostitution.
Nogle islamiske lærde mener at vide, at Muhammed forbød Nikah Mut'ah den dag, hvor Khaybar blev erobret i 628, hvilket var før pilgrimsfærden. Andre fremhæver, at Allah så tillod det igen ved pilgrimsfærden i 629. Det er lidt uklart, om det så kun var en midlertidig tilladelse. Ifølge en hadith var det først ved Muhammeds "farvel-prædiken" i 632, at profeten sagde, at Allah havde forbudt midlertidigt ægteskab indtil Dommedag. Så her er altså endnu et emne, hvor muslimske lærde kan strides om bedst at vide, hvad Allah har ment.
Men før Khaybar og under pilgrimsfærden i 629 mente Allah helt sikkert, at det var tilladt, for det fremgår af Koranen. Derfor har du nu mødt mænd og kvinder i Koranen, som køber og sælger sex, men som stadig er ærbare.
Opdateret juli 2022
For den nydelse, I opnår med dem, skal I betale dem deres løn, et pligtigt beløb ... (4:24).
