ISLAMOFOBI I KORANEN

Blev Muhammed virkelig forfulgt?

Islamofobi2.jpg

Enhver ved, at Muhammed og muslimerne blev forfulgt i Mekka, ikke? Men hvad siger Koranen egentlig selv om forfølgelsen af Muhammed og hans tilhængere? Find sporene i Koranen af forfølgelse og islamofobi i islams tidligste år - og opdag, at Koranen er propfyldt med islamkritik. 

 

1. De beskyldte ham for løgn

Allerede i sura 96, den allerførste sura, som Muhammed skulle have fået åbenbaret, møder vi modstand mod hans budskab: "Hvad mener du: Beskylder han ikke for løgn og vender sig bort?", står der (96:13), og vi får at vide, at nogen hindrer en tjener i at bede. Koranen truer med at tilkalde "håndlangerne" mod ham (96:18).

 

Den islamiske historie bag dette er, at det er Abu Jahl, du har mødt. Han var ifølge fortællingen en af Quraysh-stammens ledere og Muhammeds ærkefjende. Hans rigtige navn var Amr ibn Hisham. Folk i Mekka kaldte ham Abu Hakam, Visdommens fader. Men i islam kaldes han Abu Jahl, som betyder "Uvidenhedens fader", og han er altid fremstillet som en meget ond mand. Han afviste Muhammeds budskab og talte imod det.

 

Navnet Abu Jahl nævnes ikke i Koranen. Alligevel er en del vers rundt omkring i den tilskrevet episoder med ham. Fx her:

 

  • Sura 75 - "Ve dig, ve dig!" (75:31) Det skulle være åbenbaret efter at Abu Jahl vendte sig væk fra Muhammed og gik, efter at have hørt om Dommedags straf og Allahs evne til at genskabe menneskene

  • Sura 54 - "Hvis de ser et tegn, vender de sig bort og siger: "Vedvarende trolddom!". De kalder det løgn og følger deres lyster ..." (54:3). Det handlede om at månen blev spaltet - og Abu Jahl var en af dem, der ikke troede på dette mirakel.

  • Sura 38 - "De øverste af dem brød op: "Gå bort, og hold fast ved jeres guder!" (38:6) "...det er kun et påfund" (38:7). Historien her er, at Quraysh-stammens ledere, herunder Abu Jahl, rejste sig og gik, da Muhammed ville have dem til at sige shahada (den islamiske trosbekendelse) under et forsoningsmøde arrangeret af Muhammeds onkel, Abi Talib. 
  • Sura 6 - Et trøstende vers om, at "Det er ikke dig, de beskylder for at lyve; men de, der handler uret, kalder Guds tegn for løgn! (6:33). Ifølge en hadith, sagde Abu Jahl disse trøstende ord, hvorefter Allah så åbenbarede dem.

  • 16:108: "I skal ikke spotte dem, som de påkalder ud over Gud, så de også spotter Gud i fjendskab og uvidenhed". Det vers skulle også skyldes Abu Jahl, som skulle have sagt: ” Ved Allah, Muhammed. Enten stopper du med at forbande vores guder, eller vi vil forbande den gud, du tjener". 

 

Abu Jahl er en vigtig person i Muhammedfortællingen. Ifølge den blev han dræbt under Slaget ved Badr i 624. Han blev fundet såret af en af Muhammeds mænd, som halshuggede ham og bragte hans hoved til Muhammed. Muhammedfortællingen skal dog tages med et meget stort gran salt, og der er sandsynlighed for, at Abu Jahl har aldrig eksisteret. 

Men han personificerer den modstand mod Koranens budskab, som Koranen er fuld af. For ja: Koranen fortæller igen og igen, at dens budskab blev mødt med den indvending, at det var løgn.  

Abu-Jahl 2.jpg

Abu Jahl. Selvom han formentlig aldrig har eksisteret, personificerer hovedkritikken mod Koranens budskab: At det var løgn. 

 

2. De troede, han var besat

Sura 68 viser hvilken reaktion, Koranens prædikant også mødte fra sine omgivelser, da han allerførst begyndte at recitere: De troede, at han var besat og rablede gamle sagn af sig. Den islamiske tradition fortæller, at Muhammed faktisk i starten også selv frygtede, at han var besat. I hvert fald bekræfter denne hadith, at hans første møde med Gabriel var en skræmmende oplevelse, og at han var bange for, hvad der skete med ham. Det var derfor, at vers 68:2 blev åbenbaret for ham: "Du er ved din Herres nåde ikke besat".

 

Man kan dog godt forestille sig, hvordan nogle at Koranens vers kan have virket "besat" for tilhørerne: For eksempel i sura 74: "Død over ham, hvor han vejede for og imod!
Ja, død over ham, hvor han vejede for og imod!" ...
"Han sagde: "Kun trolddom er dette, overleveret, 25. kun mennesketale!" (74:25). Koranen tordner om, at "tynge ham til jorden" (74:17) og "lade ham brænde i Heden".  

I sura 81 besværges det over for tilhørerne: "Dette er en ædel udsendings ord,
med magt og indflydelse hos tronens Herre
", at "Det er ingen bortstenet satans ord" (81:25). Man fornemmer, at nogen måske troet netop dét.

 

I sura 93 forsikrer Koranens stemme: "Din Herre har ikke forladt dig, Han hader dig ikke" (93:3). Man fornemmer en psykisk plaget person. En hadith, fortæller faktisk, at Muhammed prøvede at begå selvmord, når der gik for længe mellem kontakterne med ”ånden”. 

 

Beskyldningerne om besættelse findes igennem hele Koranens såkaldte Mekka-del .

Se her:

  • Sura 7: Koranen må forsikre tilhørerne: "Der er ikke faret nogen djinn i deres frænde" (7:184).

  • Sura 37: De vantro har forbrudt sig ved at sige: ”Skulle vi opgive vores guder for en digter, der er besat?” (37:36)

  • Sura 34: Koranen instruerer: "Sig: Jeres frænde er ingen djinn”. (34:46)

  • Sura 44: Koranen beskriver straffen til dem, der vendte sig bort og sagde ”Han er oplært og besat” (44:14)

  • Sura 21: Folk kalder åbenbaringerne for "forvirrede drømme". (21:5)

  • Sura 52: Koranen må igen forsikre: "Ved din Herres nåde er du hverken en sandsiger eller besat!" (52:29).

 

Også inde i de såkaldte Medina-suraer er der spor af, at nogen set islam som en slags religiøs besættelse. I sura 8 står for eksempel, at ”hyklerne” og "dem der har en sygdom i hjertet" sagde om de troende, at ”deres religion har forblindet dem” (8:49).

 

Alt i alt giver Koranen os et fint billede af, hvad folk har tænkt.

Mo har et anfald.jpg

De vantro mente, at Muhammed var besat.

(Illustrationen viser Muhammed i trance. Fra en Hollandsk bog fra 1600-tallet). 

 

3: Islams fjende Abu Lahab

Vi går nu til sura 111. Den er en forbandelse af en person ved navn Abu Lahab og hans kone. Abu Lahab betyder ”Flammernes fader”. I suraen ønsker Koranens forfatter, at Abu Lahabs hænder og Abu Lahab selv må forgå i brændende ild.

 

Den islamiske historie om suraen er, at Muhammed havde en ond onkel, som hed Abu Lahab. Engang stillede Muhammed sig ud på bjerget uden for Mekka og råbte til samling, som man gjorde, når fjenden var på vej. Folk samledes, og Muhammed begyndte så at advare om Helvedes tortur. Abu Lahab blev vred og sagde: ”Muhammed lover mig ting, jeg ikke kan se. Han påstår, det vil ske efter min død. Hvad har han lagt i min hånd?"  Herefter pustede han ned i sin hånd og sagde: “Må du forsvinde. Jeg kan intet se i dig af de ting, Muhammed siger". Herefter blev forbandelsen i sura 111 åbenbaret for Muhammed.

 

Abu Lahab er en af de meget få personer fra Muhammeds liv (dvs ikke fra Bibelen), som har fået æren af at blive nævnt ved navn i Koranen. Han døde ifølge islamisk tradition i 624 af betændte bylder, hvilket jo så betød, at Allahs forbandelse gik i opfyldelse. Alle efterfølgende generationer af muslimer har herefter gennem 1400 år lært, at Abu Lahab var ”fjende af islam”, som naturligvis fortjente den grimme død. 

 

Allah forbander også Abu Lahabs kone: Hun skal med et reb om halsen bære brænde til sin mands bål, når han skal brænde i Helvede. Historien hos Ibn Ishaq (forfatteren af den tidligste Muhammed-biografi) er, at hun også var meget ond og strøede torne, hvor Muhammed gik (læs om Abu Lahabs kone her)

Men pas på! For er det ikke lidt mærkeligt, at netop Muhammeds onde onkel - og ingen andre af profetens familiemedlemmer - har fået æren af at være nævnt ved navn i Koranen? En  mulig forklaring er, at Abu Lahab faktisk VAR en bibelsk person:  Sura 111 har måske oprindeligt været en hentydning til Bibelens historien om Kong Akab og hans far Omri (Abu Akab betyder Akabs fader). Akab havde også en ond og afgudsdyrkende kone, Jezabel. 

 

Så måske er sura 111 slet ikke en historie om, hvordan Muhammed blev udsat for had og islamofobi. Den er måske i stedet et eksempel på, hvordan en historie om Muhammed er blevet digtet for at forklare nogle ellers uforståelige hentydninger i Koranen.

Abu Lahab 1.jpg

Abū Lahab var Muhammeds onde onkel. Eller var han?

 

4: De sataniske vers - Muhammed gav næsten efter

Vi skal nu besøge sura 53, som er mest kendt for, hvad der ikke er i den - nemlig de ”sataniske vers”. Den historie handler nemlig om, hvor svært Muhammed havde det. 

 

Historien er, at Muhammed engang reciterede nogle vers, som anerkendte de vantros gudinder, al-Lāt, al-Uzzā og Manāt, og kaldte dem "ophøjede væsener", hvis forbønner Allah lyttede til. Satan havde lagt ordene på Muhammeds tunge i et svagt øjeblik, hvor han ønskede forsoning med sine stammefæller. Det var hårdt for ham med al den modstand. Hans stammefæller blev glade for de gudinde-venlige vers og bøjede sig endda ned sammen med ham i bøn. Men efterfølgende trak han versene tilbage. Det var Satan, som havde givet ham dem, og ikke Allah. Allah annullerede så Satans ord. 

 

Hele baggrundshistorien findes i Ibn Ishaq's Muhammed-biografi. Men i sura 53, kan du kun se følgende, for Satans ord blev jo annulleret:

 

  • "Hvad mener I om al-Lāt og al-Uzzā, og dernæst Manāt, den tredje?" (53:19-20) Tilkommer der jer det mandlige, men Ham det kvindelige? Det ville være en uretfærdig fordeling! (53:21). Det er kun navne, som I giver dem ... Hvor mange engle findes der ikke i himlene! Deres forbøn nytter intet ... De, der ikke tror på det hinsidige, de kalder englene ved kvindelige navne"

 

sura 22 finder vi den åbenbaring, hvor Allah angiveligt ophæver Satans ord. Koranen trøster den stakkels profet med, at der aldrig er blevet sendt en udsending eller profet ud, "uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske" (22:52)

 

Også andre steder i Koranen er der vers, som hentyder til, hvordan der nær var givet efter og gået på kompromis med Allahs budskab. For eksempel: 

  • sura 17: "De ville have taget dig til sig som deres ven" (17:73).

  • sura 25: De vantro siger: ”Han havde nær forledt os til at opgive vore guder” (25:42).

  • Sura 16:  Koranen formaner: "Når du læser Koranen op, skal du søge tilflugt hos Gud mod den bortstenede Satan!" (16:98).

Mange mener i vore dage, at historien er pinlig. For kan det virkelig passe, at profeten ikke kunne kende forskel på Allah og Satan? Men da Ibn Ishaq i sin tid fandt på den, var den sikkert ikke pinlig. I datidens optik kan den tværtimod have understreget profetens troværdighed: Profeten var jo blot et menneske, og episoden viser jo, at Allah netop kontrollerede ham og sørgede for, at der ikke kom forkerte budskaber ud. En god garanti.  

Historien er formentlig opfundet for at forklare de ellers uforståelige hentydninger i  sura 53 og i tilgift skabe en historien om profeten. Oprindeligt kan versene blot have været en hån mod nogle af de kristne arabere, som lyttede til Koranen, for at dyrke de gamle gudinder som kvindelige engle.

Satan hvisker.jpg

Allah har aldrig udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, at Satan indføjede noget ...

 

5: De troede ikke på genopvækkelsen på Dommedag

Koranen fortæller, at dens publikum faktisk troede på Allah. De troede, at Allah havde skabt himlen og jorden (31:25), og at jorden og alt derpå samt de syv himle og den vældige trone tilhører Ham (23:84-89), og at Han har herredømmet over alting. Derudover får vi ustandseligt at vide, at de sætter nogen ved Allahs side

 

Men de troede ikke på, at Allah ville genskabe dem og deres forfædre på Dommedag for at smide dem enten i Helvede eller i Paradis. Koranen er fuld af argumentation om dette. Koranens argument er grundlæggende, at Allah jo allerede har skabt mennesket én gang, så derfor kan Han vel gøre det igen, og at når Han kan give naturen liv ved at lade regn falde, så kan Han også vække menneskene til live igen.

 

Det nedenstående udpluk giver et billede af, hvor omfattende denne diskussion er i Koranen:

Vi har skabt før, så Vi kan gøre det igen

  • Sura 75: "Jeg sværger ved opstandelsens dag! ... Regner mennesket med, at Vi ikke kan samle dets knogler? (75:3) Jovist! Vi formår at forme dets fingerspidser...". Koranen forklarer herefter, at, hvordan mennesket er skabt af udstødt sæd, så "Skulle Han ikke formå at give de døde liv?"

  • Sura 86: "[Mennesket] er skabt af en væske, der vælder frem og udgår fra et sted mellem lænder og ribben. [Allah] formår at bringe det tilbage på den dag, hvor hemmelighederne bliver prøvet" (86:7)

  • Sura 36: "De siger: "Hvem kan give knoglerne liv, når de er forrådnelse?" (36:78) "Sig: "Han, der skabte dem første gang, kan give dem liv. Han kender hver en skabning". (36:79)

  • Sura 19: "Mennesket siger: "Vil jeg blive oprejst som levende, når jeg er død?" Tænker mennesket ikke på, at Vi før har skabt det, dengang, da det ingenting var?" (19:67)

Vi kan give liv nyt til planter, og derfor også til mennesker

  • Sura 7: Koranen forklarer: "Når de har samlet tunge skyer sammen, driver Vi dem hen til et dødt land og sender ved hjælp af dem vand ned derover. Derved frembringer Vi alle slags frugter. På samme måde vil Vi oprejse de døde" (7:57) .

  • Sura 30: Sådan hænger sammen: "Han frembringer det levende af det døde, og Han frembringer det døde af det levende. Han giver jorden liv efter dens død. Således vil også I blive oprejst". (30:19)

Selv hvis I var sten

  • Sura 17: De siger: "Når vi er blevet til knogler og forrådnelse, skal vi da genopvækkes i en ny skabelse?" Sig: "Om I så var sten eller jern, eller en anden skabelse, som I føler må være vanskelig!" (17:41)

De vantro udfordrer

  • Sura 50: De siger: "Når vi er døde og blevet til støv? Den tilbagekomst er langt ude!". Koranen svarer: "Vi ved, hvad jorden nedbryder af dem, men hos Os findes et skrift, der bevarer" (50:6) - og henviser til, hvor flot himlen er skabt.

  • Sura 34: De gør når og siger: "Skal vi udpege en mand for jer, der vil underrette jer om, at I, når I er revet i stumper og stykker, vil blive skabt på ny?" (34:7

  • Sura 44: De siger: "Der findes kun vor første død. Vi vil ikke blive genopvakt! Bring vore forfædre hid, hvis I siger sandheden!" (44:36). Koranen truer derefter med Helvede.

  • Sura 45: Når de siger ”Så bring vores fædre hid”, så "Sig: "Gud giver jer liv, dernæst lader Han jer dø, og så vil Han samle jer til opstandelsens dag." (45:26).

 

Bare vent til Dommedag

  • Sura 79: På Dommedag vil de vantro sige til hinanden: ”Skal vi virkelig tilbage til den første tilstand, selvom vi er ormædte knogler?” (79:11). Og ja, det skal de. De vil vågne til et skrig! (79:13).

Genopstandelsen har været et helt centralt tema, og Koranens modstandere har været skeptiske over for Koranens budskab om genopstandelsen på Dommedag. De mange vers er et vidnesbyrd om diskussion og argumentation. Ikke om undertrykkelse. 

Gamle skelette.jpg

"Regner mennesket med, at Vi ikke kan samle dets knogler? " (75:3)

 

6. De troede ikke, Muhammed var Guds sendebud

Koranens publikum troede heller ikke på, at prædikanten ("Muhammed") var udsendt fra Allah. De forlangte at se et tegn, hvis de skulle tro på ham. Men hans "tegn" var jo Koranen, og den kaldte de jo for løgn. Så det var virkelig op ad bakke.

 

Se her, hvordan diskussionen udspandt sig:

 

En af deres egne

  • Sura 38: "De undrede sig over, at en af deres egne var kommet til dem for at advare, og de vantro sagde: "Han er en troldmand og løgnhals! (38:4). Gør han guderne til én? Det er en forunderlig ting!". Se også 50:2 og 10:2.

Løgnhals og digter

  • Sura 36: Koranen forsikrer: "Vi har ikke lært ham at digte. Det passer sig ikke for ham" (36:69).

  • Sura 10: De siger: "Han har fundet på den!" Sig: "Så kom med en sura magen til, og påkald blot foruden Gud, hvem I kan, hvis I siger sandheden!" (10:39). Se også (11:13)

  • Sura 46:  Når Vore tegn bliver læst op for dem som klare beviser, siger de..."Dette er åbenlys trolddom!" Eller de siger: "Han har fundet på det!" Sig: "Hvis jeg havde fundet på det, kunne I ikke gøre noget for mig over for Gud".

  • Sura 52: De siger: "En digter! Vi vil holde udkig med, hvad skæbnens omskiftelighed bringer ham"? Sig: "Hold blot udkig! Jeg er en af dem, der holder udkig sammen med jer." ... Eller siger de: "Han har opfundet det"? Nej, de tror ikke. Lad dem frembringe et budskab magen til dette, hvis de siger sandheden!"

  • Sura 69: Koranen sværger: "Den er en ædel udsendings ord, og ikke en digters ord. Kun sjældent tror I!" 69:40

Han har skrevet det af

  • Sura 25: De siger: "Det er sagn fra de tidligere slægter, som han har skrevet af, for de bliver dikteret for ham morgen og aften." (25:5). "Sig: "Han, der kender det hemmelige i himlene og på jorden, har sendt det ned"

  • Sura 16: "Vi ved godt, at de siger: "Den, der lærer ham det, er kun et menneske!" Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog." (16:103)

Vi vi se et tegn

  • Sura 25: De siger: "Hvad er der med denne udsending? Han indtager føde og går omkring på markederne. Hvorfor er der ikke blevet sendt en engel ned til ham ..." (25:7) "Eller blevet tilkastet ham en skat? Eller givet ham en have til at spise af?" (25:8)

  • Sura 17: De siger: "Vi vil ikke tro dig, før du lader et kildevæld springe frem af jorden til os! Eller før du ejer en have fuld af palmer og vinstokke og lader floder vælde frem gennem den! Eller før du lader himlen falde ned over os i småstykker, således som du hævder, at den vil gøre, eller bringer Gud og englene som garanti! Eller før du får et hus af guld eller stiger op i himlen! Vi vil ikke engang tro på din opstigning, før du sender et skrift ned til os, som vi kan læse op!" Sig: "Højlovet være min Herre! Er jeg andet end et menneske og en udsending?"(17:90-93). Sig: "Hvis engle roligt kunne vandre omkring på jorden, så havde Vi sendt en engel ned til dem fra himlen som udsending." (17:95) Sig: "Gud er tilstrækkelig som vidne mellem mig og jer."

  • Sura 11: "For de siger jo: "Hvorfor er der ikke blevet sendt en skat ned til ham, eller kommet en engel sammen med ham?" Du er kun en advarer".

Koranen svarer og forklarer

  • Sura 6: De siger: "Hvorfor er der ikke blevet sendt en engel ned til ham?" Men hvis Vi havde sendt en engel ned, havde sagen været afgjort. Så havde de ikke fået henstand. Og hvis Vi havde gjort ham til en engel, måtte Vi dog have gjort den til en mand, og så havde Vi forvirret dem, som de nu forvirrer sig selv. (6:9).

  • Sura 29: De siger: "Hvorfor er der ikke sendt tegn fra hans Herre ned til ham?" Sig: "Tegnene beror alene hos Gud. Jeg er kun en tydelig advarer." Er det ikke nok for dem, at Vi har sendt Skriften ned til dig, så den kan blive læst op for dem? (29:51)

  • Sura 26:  Det er ikke satanerne, der er kommet ned med [Koranen] (26:210). Det tilkommer ikke dem, og de formår det ikke. De bliver holdt på afstand ...

Koranen trøster

  • Sura 6:  "Vi ved, at det, som de siger, bedrøver dig... Hvis det er så svært for dig, at de vender sig bort, at du helst ville finde en underjordisk gang eller en stige op til himlen, hvis du kunne, for at bringe dem et tegn; - hvis Gud havde villet, havde Han samlet dem alle under retledningen! Vær ikke en af de uvidende!" (6:35).

Du har nu set, hvor meget diskussionerne om udsendingens og Koranens legitimitet fylder i Koranen. Problemet var, at der ikke var nogen tegn, som kunne overbevise de vantro.

Diskussionerne fortæller os, at der i Koranens miljø har været visse forventninger til rigtige profeter fra Gud: For eksempel at de tilhører profetslægten, dvs. Israels folk (og altså ikke var araber), og at der fulgte mirakler og undere med dem, ligesom man kendte fra Moses og Jesus. 

 

De har selvfølgelig været hårdt for udsendingen. Der står i hvert fald adskillige steder i Koranen, at han skal holde ud. Blandt andet her: 73:10, 50:39: 38:17, 20:130, 10:65, 15:97, 6:33.

Den islamiske tradition har dog efterfølgende rådet bod på problemet med de manglende mirakler. Læs mere om det her.

Muhammed med engel.jpg

De vantro undrede sig over, hvorfor er der ikke var blevet sendt en engel ned for at advare sammen med ham ...

 

7. De syntes ikke Muhammed var fin nok

En af de indvendinger, folk havde mod at tro på Koranens udsending var, at han kun var et menneske. Den afvisning er ikke så hård for stoltheden. Han fremhævede jo ofte selv, at han kun var en budbringer. Særligt når han ikke kunne svare på irriterende spørgsmål, som fx "hvornår kommer Dommedag så?" (fx 7:188

 

Men i sura 43 ser vi nu en mere alvorlig krænkelse: De spørger, hvorfor Allah ikke har valgt at sende Koranen ned til "en stor mand" fra de to byer (43:31). De antyder dermed den udsendtes manglende storhed. Av! men kort efter lover Koranen hævn: "Enten bringer Vi dig bort, for Vi vil tage hævn over dem" (43:41).

 

Men der er flere ydmygelser: I sura 25 betror Koranen den udsendte, at når de vantro ser ham, så driver de spot med ham og siger: "Er det ham dér, som Allah har sendt som udsending?” (25:41). 

 

I sura 19 gengiver Koranen, hvordan de vantro prøver at overbevise folk om, at man ikke skal lytte til udsendingen og hans følgere på grund af deres lave anseelse. De siger: "Hvilken af de to grupper har den højeste rang og den fineste omgang?" (19:73). Av! Lav anseelse. 

Vi går nu til sura 83, som fortæller, at de lo ad udsendingen og hans følgere. Der står:

 

  • "De, der har forbrudt sig, lo ad dem, der troede. Når de kom forbi dem, blinkede de til hinanden, når de vendte tilbage til deres folk, var de i højt humør. Når de så dem, sagde de: "Disse er på vildspor!" (83:29-32).

 

Koranen svarer igen med, at på Dommedag vil det være de troende, som ler af de vantro, der får deres straf for "det, de gjorde" (83:34).

Noahs folk.jpg

Hvorfor er denne Koran ikke blevet sendt ned til en vældig mand fra de to byer?

 

8. De mente Muhammeds følgere var suspekte

Flere steder i Koranen er der antydninger af, at nogle af udsendingens følgere har været suspekte.

 

I sura 6 instruerer Koranen i ikke at jage nogen troende bort: "Det påhviler ikke dig at drage dem til regnskab for noget, ligesom det ikke påhviler dem at drage dig til regnskab for noget". (6:52). Det er op til Allah at dømme dem, hvis de "af uvidenhed" har gjort noget ondt, og han ikke skal ”følge de vantros lyster”. Vi kan gætte på, at nogle af følgerne må have gjort noget, som i samfundets øjne burde føre til bortvisning.

 

I sura 39 lover Koranen dem, som omvender sig, at Allah vil eftergive dem "det ondeste de har gjort" (39:35). En hadith fortæller, at verset blev åbenbaret, da to mænd, som havde begået adskillige mord og ”ulovlige samlejer”, kom til Muhammed og spurgte, om disse forbrydelser kunne anses for forældet, hvis de konverterede. Derefter blev verset med det glade budskab så åbenbaret. 

I sura 26 nævner Koranen Noah som læreeksempel. Noahs folk sagde: ”Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?” (26:111). Men Noah afviste at dømme sine følgere. Han kendte ikke noget til, hvad de havde gjort. Noahs folk truede så med at bortstene ham. Herefter straffede Allah som bekendt Noahs folk med syndfloden, mens Noah og hans troende følgere blev reddet.

Man kan kun gætte på, om ikke Koranens udsending har fået samme indvending: ”Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?”. I hvert fald befaler Koranen i vers 26:215: "Sænk din vinge for enhver af de troende, der følger dig!"

 

I sura 4 (en Medina-sura) afslører Koranen lidt om, hvilke typer, nogle af de troende var:

 

  • I, der tror! Når I er på togt for Guds sag, så se jer godt for! Sig ikke til den, der hilser jer med fred: "Du er ikke troende!" fordi I tragter efter det jordiske livs flygtige gods. Hos Gud er der meget bytte! Sådan var I tidligere ...  (4:94).

iranjihad5.jpg

De sagde: "Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?" (26:111)

 

9. De tidligere udsendinge var også udsat for spot

Hvordan mon Koranens hårdt prøvede udsending holdt al den modstand ud? Han fandt selvfølgelig støtte i Koranen. Den er nemlig fuld af forbilleder og lidelsesfæller - i form af alle de store profeter fra Bibelen plus sagnfigurerne Salih, Hud og Shuayb (som muligvis svarer til Methusalem, Eber og Jethro). Alle disse store mænd måtte også gå grueligt meget igennem og blev beskyldt for løgn. Men alle historierne endte med, at de troende triumferede og "arvede jorden", mens de dumme vantro og afgudsdyrkere blev udslettet af Allah. Så at blive beskyldt for løgn var næsten kun en bekræftelse på, at man var en stor profet. 

Vi skal nu besøge to suraer for at se dette og møde nogle af de tidligere udsendinge:

Sura 11 er et fint eksempel på, at alle de tidligere udsendinges situation har lignet Muhammeds. Her er, hvad udsendingene måtte høre fra deres folk:

  • Noah: De øverste fra hans folk sagde: "Vi kan se, at du kun er et menneske ligesom os; vi kan se, at det kun er de mest ringeagtede af os, der følger dig, rent ud sagt; vi mener ikke, at I har noget fortrin frem for os, og vi tænker, at I lyver." (11:27)

  • Hud: Hans folk sagde: "Du har ikke bragt os noget klart bevis. Vi vil ikke opgive vores guder alene på dit ord. Vi tror ikke på dig. Vi kan kun sige, at en af vore guder må have ladet noget ondt fare i dig!" (11:53)

  • Salih: Hans folk sagde: "Vi havde forhåbninger til dig før dette. Vil du forbyde os at tjene det, som vore fædre har tjent? Vi stiller os stærkt tvivlende til det, hvortil du kalder os." (11:62)

  • Shuayb: Hans folk sagde: ”Befaler din bøn dig, at vi skal opgive det, som vore fædre har tjent, eller at vi ikke må gøre med vor ejendom, hvad vi vil?” (11:87) Og: "Vi forstår ikke meget af, hvad du siger. Vi ser, at du er svag iblandt os, og hvis det ikke var for din slægt, ville vi bortstene dig. Du betyder intet for os." (11:90)

Men hov! Kig engang på folkenes svar. De "forfulgte" udsendinge ønskede jo ikke kun at dyrke deres egen religion i ro og fred. De krævede af deres folk, at de skulle forbyde deres guder, og at de ikke måtte bruge deres ejendom som de ville. De krævede tilmed at blive troet uden at kunne give et bevis.

 

Her er lidt flere eksempler på profeternes trængsler:

 

  • Noahs folk mente (også), at han var besat (54:9), eller at der var faret en djinn i ham (23:25). De beskyldte ham (også) for at lyve (7:64).

  • Farao lo (også) af Moses’ tegn (43:47). Og kaldte Allahs tegn for løgn (7:136)

  • Huds folk ville (heller) ikke opgive deres guder. "Så bring os da Allahs straf, hvis du da taler sandt", sagde de. Salihs folk sagde det samme (7:70).

  • Aldrig sendte Allah en udsending, uden at folk kaldte ham troldmand og besat (51:52)

Udsendingen kunne nu trøste sig med, at han ikke skulle tage modviljen personligt. Kritikken og spotten bekræftede kun, at han var af samme kaliber, som de store bibelske profeter. 

Folkene, som ikke ville lytte, endte naturligvis altid med at få en frygtelig straf, hvorefter Allah gav jorden i arv til nogle, der var bedre, nemlig de troende (7:137). Muhammed kunne således også trøste sig med, at det altid ender godt for udsendingene. Historien var fuld af opbyggelige læreeksempler.

Muhammed og de andre profeter.jpg

Muhammed og de store profeter.

De havde alle oplevet at blive spottet af deres folk.

 

10: Fornærmelserne mod de vantro

 

De vantro bruger ironi

Du har indtil nu set, hvordan Koranens prædikant/udsending konstant var i defensiven mod publikums afvisning og krav om tegn. Men nu skal du se noget andet. I sura 41 møder du ironi. De vantro ironiserer og siger:

 

  • "Vort hjerte er dækket til mod det, hvortil du kalder os; tunghørhed ligger over vore ører; der er et forhæng mellem os og dig. Så du skal blot handle! Vi handler også." (41:5)

Den peger tilbage på, hvad udsendingen selv har sagt i tidligere vers i Koranen. For faktisk måtte tilhørerne høre på meget - ud over naturligvis det åbenlyst fornærmende i at blive kaldt "vantro" igennem hele Koranen, som man jo må formode blev reciteret offentligt.

 

Ifølge den islamiske kronologi blev sura 41 åbenbaret, da Muhammed havde prædiket sit budskab i Mekka i 10 år. Men kun ét sted i Koranen antyder, at nogle har forhindret ham i at prædike: I vers 17:76 står, at de vantro "nær" havde skræmt ham bort og fordrevet ham. Men faktum er, at han stadig prædikede efter 10 år, og at den eneste undertrykkelse, der nævnes i sura 41, er denne:

 

  • "De, der er vantro, siger: "Hør ikke på denne Koran! Snak løs imens! Måske kan I undertrykke den!" (41:26).  

Fornærmelserne

Men hvad måtte profetens omgivelser så høre på i de 10 år? Nedenfor kan du se et lille udpluk af, hvad "de vantro" har måttet høre på om sig selv og deres religion fra de første suraer (i "kronologisk" rækkefølge) til sura 41. Meget af det gentages igen og igen i Koranen:

 

  • De forbryder sig (sura 74)

  • De er vildfarne og vil rammes af Allahs vrede (sura 1)

  • De skal brænde i Helvede (sura 87)

  • De er utaknemmelige og grådige (sura 100)

  • Deres kvindelige engle er uværdige og de følger kun løse formodninger ved at tro på dem (sura 53)

  • De er skamløse (sura 80)

  • De hindrer det gode og begår overgreb (sura 50)

  • De er ikke bedre end de folk, Allah allerede har tilintetgjort (sura 54)

  • De er tunghøre (17:46)

  • De har taget satanerne til venner (sura 7)

  • Allah har forseglet deres hjerter (sura 7)

  • De er som kvæg (sura 7)

  • Allah har tildækket dem, så de ikke kan se (sura 36)

  • De er forløjede (sura 35)

  • De er hovmodige og har onde planer (sura 35)

  • Deres afguder vil vende sig imod dem på Dommedag (sura 19)

  • Allah har sendt satanerne ud til dem (sura 19)

  • De er blinde (sura 10)

  • De lyver: Skulle Allah virkelig foretrække døtre frem for sønner? (sura 37)

  • De, deres hustruer og deres guder vil blive drevet til Helvede i samlet flok (sura 37)

  • Deres fædre har fulgt Satan (sura 31)

  • De vil opdage at de har tjent djinnerne (sura 34)

  • Bedraget (som de sætter ved Allahs side) kan ikke skabe (sura 34)

  • Dem som de påkalder ud over Allah formår intet (sura 34)

Dette er kun til og med sura 41. I de såkaldte Medina-suraer bliver det værre. Der vil du blandt andet kunne se, at de vantro omtales som "de værste dyr" (8:55) og "det værste af skabningen (98:6) . Men lige nu er fokus på hvad der er sket i "Mekka-perioden", mens udsendingen stadig blot missionerede.   

 

Ingen sans for humor
Men ironi virker ikke på Koranens forfatter. For allerede i sura 45 fremturer Koranen igen med, at Allah har lagt slør over øjnene på de vantro og forseglet deres ører og hjerte for at lede dem vild (sura 45).

I sura 8 går det helt galt: Her mindes Koranen, hvordan de vantro tidligere lavede grin med dens trusler og sagde: "Oh Allah! Hvis dette er sandheden fra Dig, så lad det regne ned over os fra himlen med sten! Eller bring os en pinefuld straf!". (8:32) Nu er mange af dem blevet dræbt, fortæller Koranen. Deres død er straffen for dengang (8:33). 

Sådan er privilegierne så ulige fordelt: Koranen må gerne krænke og fornærme. Det er jo kun retfærdigt. Men hvis nogen prøver at svare igen med lidt humor, så har de naturligvis fortjent at blive dræbt.  Sådan er de stadig, 1400 år senere.

Forløffede vantro.jpg

Koranen om de vantro: "De har hjerte, som de ikke kan forstå med; de har øjne, som de ikke kan se med; de har ører, som de ikke kan høre med. De er som kvæg, blot endnu mere forvildede." (7:179)

 

11: De vantro var faktisk troende!

Når man læser Koranen, kan man godt få det indtryk, at modviljen mod udsendingen og hans budskab blot skyldtes et ondt og usympatisk motiv om at spotte profeten. Det står jo igen og igen at de "vantro" driver spot og nægter at tro. Men du skal nu se en ting, som man ofte glemmer. Nemlig, at de såkaldte vantro faktisk var troende.

 

De troede det var Allahs vilje

Vi går til sura 43. Her ser vi, at de sagde: "Vi har set vore fædre tilhøre et fællesskab, og vi lader os lede i deres spor." (43:22). De stolede altså bare på deres fædre og fulgte deres traditioner. De argumenterede endda med, at det måtte være Allahs vilje, at de dyrkede kvindelige engle:

 

  • "De gør englene, som er Den Barmhjertiges tjenere, til kvindelige væsner. Var de da vidner til, at de blev skabt? ... De siger: "Hvis Den Barmhjertige ville, havde vi ikke tjent dem." (43:20). 

 

De udtrykte faktisk tillid til Allah, og kaldte Ham for Den Barmhjertige. 

De gjorde det for at komme Allah nær

I sura 46  nævner Koranen, at folket Ād havde taget sig guder "for at komme Allah nær" (46:28). De troede, det var godt. Tænk over det. Faktisk står der mange steder i Koranen, at "de vantro" mente, at det, de gjorde, var godt. Deres motiv var slet ikke at være onde. De så deres handlinger "i et smukt lys" (27:4).
 

Koranens forklaring på, at de troede, de gjorde det rigtige, skønt det var forkert, at Allah med vilje havde vildledt dem til at se det sådan. Se fx her: 27:4, 6:43, 6:122, 16:63, 35:8. Så de var faktisk i god tro, men Allah bedrog dem. 

De gjorde det for deres "afguders" skyld

I sura 16  nævner Koranen i en bisætning, at de vantro gjorde modstand (mod Muhammeds budskab) for "dem, de satte ved Allahs sides" skyld (16:27). På Dommedag vil sige, at de jo intet ondt gjorde, siger Allah (16:28). Men det gjorde de, og de vil naturligvis blive straffet med Helvede til evig tid.

De frygtede

Tilbage i sura 28  står, at nogle faktisk frygtede at blive ”revet bort fra deres land”, hvis de fulgte Koranens "retledning" (28:57). En interessant detalje også at få med.

 

Du har nu set noget, som de færreste skænker en tanke, fordi der bare står "vantro" eller "afgudsdyrkere" overalt i Koranen: De vantro troede faktisk, og de var loyale over for det, de troede på.

Det er meget sandsynligt, at Koranens publikum - de, som ustandseligt anklages for at sætte andre ved Allahs side - har været kristne. De troede på Allah (Gud). Ellers kunne de jo ikke "sætte noget ved Hans side". Derudover har de sikkert dyrket Jesus og Maria - og kvindelige engle, som de troede, kunne gå i forbøn for dem.

Maria og Jesus 2.jpg

De vantro gjorde modstand for dem, de satte ved Allahs sides skyld ...

 

12. Spor af chikane og forfølgelse

Alle historierne om chikane, overfald, tortur og fordrivelse af muslimerne i Mekka er noget, som findes udenfor Koranen, blandt andet hos Ibn Ishaq og i diverse hadith'er. Men findes der slet ikke bare et lille spor af det i Koranen? Det skal vi nu undersøge. 

 

Nogen har lidt uret

Vi starter i sura 16. Her nævner Koranen pludselig - ud af den blå luft - nogle,  som er "udvandret for Guds skyld" efter at have "lidt uret". De bliver lovet, at de nok skal få et godt sted at bo (16:41). Nogen har altså lidt uret.

Senere står der, at Allahs vrede vil komme over dem, som bliver vantro efter at havde været troende. Dog ikke hvis man er blevet tvunget (16:106). Så nogen kan have været tvunget. Men Allah vil være tilgivende over for "dem, der udvandrede efter at have været udsat for prøvelse og dernæst kæmpede og holdt ud" (16:110).

Ifølge historiefortælleren Ibn Ishaq hentyder disse vers til, at en gruppe muslimer i 613 eller 615 udvandrede til Abyssinien fra Mekka på grund af forfølgelse. Men intet, der kan bekræfte dette. Vi ved ikke, hvad de vage hentydninger rigtigt har handlet om. Men nogen må have lidt uret og være blevet udsat for prøvelse.

Listige planer

Sura 16 opfordrer de troende til kun at hævne sig "på samme måde, som man hævner sig på jer!" (16:126) Kunne det være endnu en antydning af uret, begået mod de troende?  De troende får dog at vide, at det er bedre, hvis de holder ud. Også udsendingen skal holde ud:

  • "Hold ud! Kun ved Guds hjælp kan du holde ud. Vær ikke bedrøvet over dem! Vær ikke beklemt over de listige planer, som de lægger!" (16:127)

 

Måske handler det bare om de sædvanlige afvisninger og fornærmelser. Vi ved det ikke. Men Koranen antyder dog, at nogen lægger skumle planer. 

I det skjulte

Vi fortsætter til Sura 67. Her siger Koranen, at de, der frygter Allah i det skjulte, har en stor belønning i vente (67:12). Måske har nogen ikke følt sig trygge ved at stå åbent frem med deres tro? Kan det have været af frygt for repressalier - eller blot frygt for, at nogle skulle gøre grin?   

 

Faktum er at vi ikke aner, hvilke gerninger eller begivenheder, Koranen hentyder til, for den fortæller intet om det selv. 

Persecution4.png

Kastede folk virkelig sten efter muslimerne?

(Fra filmen "The Last Prophet").

 
Tordenskraldet.jpg

"Lad dem være, indtil de står over for deres dag, hvor de bliver ramt af tordenskraldet!"

13. Blev muslimerne fordrevet?

Vi skal nu undersøge, om Muhammeds følgere virkelig blev fordrevet fra Mekka. Siger Koranen noget om det? For en god ordens skyld: Navnet Mekka er kun nævnt én gang, og navnet Muhammed er kun nævnt 4 gange i hele Koranen, og ingen af disse omtaler noget med fordrivelse.

 

Dommedag er nær

Vi besøger nu de suraer, som ifølge islamiske fortolkere skulle være åbenbaret kort inden udvandringen til Medina. Det, der fylder i dem, er truslen om Dommedag. Ikke truslen om fordrivelse. Her er lidt dommedagsstemning:  

  • Sura 21: Koranen siger: "Menneskenes afregning er kommet dem nær, mens de ligegyldigt vender sig bort". Enden er nær!

  • Sura 23: Koranen instruerer: "Sig: "Herre! Hvis Du lader mig se det, hvormed de bliver truet, sæt mig da ikke blandt de folk, der handler uret!". Den siger også: "Vi er i stand til at lade dig se det, hvormed Vi truer dem!"  (23:95). Straffen må være nær, når det nu handler om, hvorvidt han skal se den eller ej.  

  • Sura 52: Koranen vejleder: "Lad dem være, indtil de står over for deres dag, hvor de bliver ramt af tordenskraldet!" (52:45). Og: "Vent tålmodigt på din Herres dom!" Tordenskraldet må være nær, siden udsendingen blot skal vente tålmodigt.

  • Sura 67: De vantro spørger: "Hvornår vil dette løfte (om Dommedag) gå i opfyldelse, hvis I siger sandheden?" Det gør de i adskillige suraer fra perioden. Udsendingen skal dog sige: "Det ved kun Gud. Jeg er blot en tydelig advarer." (67:25-26). 

  • Sura 78: Koranen advarer "om en nært forestående straf, om den dag, hvor enhver skal se sine hænders værk, og hvor den vantro skal sige: "Gid jeg var støv!" (78:40). Straffen er altså nært forestående.

Vær ikke en af dem, der nøler

Sura 29 går for at være sidste sura inden udvandringen. Her fremhæves historien om Lot: Han "udvandrede for Allahs sag", fordi hans folk var skamløse og hovmodige og kaldte hans klare beviser for løgn.  Allah lod så hans folk drukne eller synke i jorden (29:40). Men Lots kone "sakkede bagud" og blev derfor også udslettet sammen med de vantro. 

Faktisk lyder det som om, der bliver lagt pres på de troende for at tage afsted. Ikke fra forfølgere, men fra Koranens side: De troende får at vide, at de skal udsættes for prøvelse og kæmpe, sådan at Allah kan vide, om de er rigtig troende. "Allah" siger: Min jord er vid, det er mig I skal tjene” (29:56) - og lover Paradis til dem, der holder ud og sætter deres lid til ham.

Men hov. Det var jo slet ikke den fordrivelse, som vi ledte efter. Det er en opfordring til at drage ud og kæmpe for Allahs sag, og en advarsel mod at være blandt dem, der nøler.

Giv ikke efter for pres

Koranen siger til de troende, at de ikke skal adlyde deres forældre, hvis disse ”bekæmper” dem for at få dem til at sætte andre ved Allah's side (29:8). De skal heller ikke tro på de vantro, når de siger "Følg vor vej, så tager vi jeres forseelser på os!". De lyver nemlig, siger Allah (29:12). 

Dette er, hvad der er at finde i de suraer, som skulle have været åbenbaret i tiden lige inden udvandringen til Medina. Der ser ikke ud til at være nogen fordrivelse.

 

Til gengæld fandt vi en heftig dommedagsstemning. Måske også lidt opbrudsstemning. Nogen har måske endda prøvet at få deres sønner til ikke at tage afsted. Det lyder faktisk mere som nogen, der skal afsted for at kæmpe, end nogen som bliver fordrevet. 

 

14. Fortællingen om fordrivelsen

Nogen er blevet fordrevet!

Til slut skal vi besøge de suraer, som ifølge den islamiske kronologi er åbenbaret i Medina. Det er i de suraer, man finder kamp og vold. Nu finder vi endelig noget om fordrivelse. Nemlig en tidligere fordrivelse, som der nu skal gøres gengæld for:

  • I sura 2 opfordres de troende til at gøre gengæld ved at dræbe de vantro og "fordrive dem derfra, hvor de har fordrevet jer" (2:191). 

  • sura 8 siger Koranen til den udsendte, at de vantro tidligere havde planer om både at tilbageholde ham, slå ham ihjel og fordrive ham (8:30). Så derfor er det ikke forkert at straffe dem nu.

  • Sura 3 nævner igen, at nogle af de troende blev fordrevet: Både de, der udvandrede og blev fordrevet fra deres huse, og de, der har lidt overlast for Allahs sag, og de, der kæmpede og blev dræbt, vil få eftergivet alle deres onde handlinger og komme i Paradis (3:195).

  • I Sura 59 forordner Koranen, at en del af byttet fra Skriftens folk skal gives til de fattige udvandrere, "som blev fordrevet fra deres boliger og ejendom" (59:8).

  • I Sura 22 giver Koranen de troende tilladelse til at kæmpe, fordi de blev "fordrevet, blot fordi de troede på Allah" (22:40). De skal nu hjælpe Allah med at bekæmpe de vantro. Koranen giver også tilladelse til at kæmpe til dem, som vil holde bøn, give almisse, påbyde det rette og forbyde det forkastelige, hvis de fik magt på jorden (22:41) (og som altså ikke nødvendigvis blev fordrevet). 

Koranens Medina-suraer fortæller altså klart, at nogen er blevet fordrevet. Men vi får ikke at vide hvorfra, eller hvad der er sket. I alle tilfældene er formålet med at nævne det, at det er retfærdigt med gengældelse.

Hvordan hænger det sammen?

Men hvordan kan det hænge sammen? Hvorfor er der i de såkaldte Mekka-suraer slet ikke spor af forfølgelse og fordrivelse? I stedet havde den, der prædikede Koranen, travlt med at  svare på irriterende spørgsmål om genopstandelsen og forholde sig til krav om tegn. Koranens vigtigste fokus i den missionerende "Mekka-periode" var, at udsendingen blev beskyldt for løgn, og at folk vendte sig væk. Hvis nogen var blevet fordrevet, ville Koranen så ikke have været optaget af at harmes over det?     

Jøderne blev fordrevet fra Jerusalem

Hvis vi gør os fri af forestillingen om Mekka og Medina, åbner der sig nye muligheder. For der var faktisk nogen, som var blevet fordrevet fra deres hjem og helligsted i starten af 600-tallet.

 

Jøderne blev forfulgt og undertrykt i det Byzantinske rige. Siden Jerusalems ødelæggelse i år 70, havde de ikke haft lov til at bede og ofre på Tempelbjerget i Jerusalem. Det førte blandt andet til, at jøder sammen med nogle arabere i 614 hjalp Perserne med at erobre Jerusalem i det jødiske oprør mod kejser Heraclius. De jødiske oprørere overtog derefter styret i byen. Men efter kort tid blev de nye ledere dog fordrevet igen, fordi de kristne i Jerusalem gjorde oprør. Da kejser Heraclius i 630 atter indtog Jerusalem og de andre områder, som perserne havde erobret, fik de tilbageværende jøder valget mellem at blive døbt eller flygte. Mange forlod det byzantinske område. Ifølge Sebeos (661) mødte nogle af dem Muhammed og indgik en alliance med ham.

 

Så her er faktisk en historisk kulisse med en gruppe forfulgte og fordrevne, som samler støtte hos araberne til at generobre deres hellige by. Det siges, at erobringen af Jerusalem i 637 skulle have foregået uden blodsudgydelse - sjovt nok akkurat som erobringen af Mekka i den islamiske historie. En interessant parallel.

Alt det lyder selvfølgelig lidt vildt. Men hvor godt synes du selv, at Koranens suraer passer til den islamiske historie om Muhammed og hans muslimer, som blev forfulgt og fordrevet fra Mekka?

Opdateret juli 2022

Islamofobi6.png

Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer!  (2:191)