ISLAMOFOBI I KORANEN

Blev Muhammed virkelig forfulgt?

Islamofobi2.jpg

Enhver ved, at Muhammed og muslimerne blev forfulgt i Mekka, ikke? Men hvad siger Koranen egentlig selv om forfølgelsen af Muhammed og hans tilhængere? Find sporene i Koranen af forfølgelse og islamofobi i islams tidligste år - og opdag, at Koranen er propfyldt med islamkritik. 

1. De beskyldte ham for løgn

Allerede i sura 96, Koranens første sura (i "åbenbaringsrækkefølge"), møder du modstand mod Muhammeds budskab. Nogen beskylder tilsyneladende Muhammed for løgn, vender sig væk (96:13) og hindrer ham i at bede, og Allah truer med at tilkalde "sine håndlangere" mod ham.

 

Historien bag dette er, at det er Abu Jahl, du har mødt. Han var ifølge islamisk  historie en af Quraysh-stammens ledere og Muhammeds ærkefjende. Hans rigtige navn var Amr ibn Hisham. Folk i Mekka kaldte ham Abu Hakam, Visdommens fader. Men i islamisk kaldes han Abu Jahl, som betyder "Uvidenhedens fader", og han er fremstillet som en meget ond mand. Han afviste Muhammeds budskab og talte imod det.

 

Navnet Abu Jahl nævnes ikke i Koranen. Alligevel er en del vers rundt omkring i den tilskrevet episoder med ham. Fx her:

 

  • Sura 75 - "Ve dig, ve dig!", siger Allah. (75:31) Det skulle være åbenbaret efter at Abu Jahl vendte sig væk fra Muhammed og gik, efter at have hørt om Dommedags straf og Allahs evne til at genskabe menneskene

  • Sura 54 - De kaldte det løgn (54:3) og troldom, da de så et tegn. Det handlede om at månen blev spaltet - og Abu Jahl var en af dem, der ikke troede på dette mirakel.

  • Sura 38 - De brød op og kaldte det "kun et påfund" (38:7). Historien er, at Quraysh-stammens ledere, herunder Abu Jahl, rejste sig og gik, da Muhammed ville have dem til at sige shahada (den islamiske trosbekendelse) under et forsoningsmøde arrangeret af Muhammeds onkel, Abi Talib. 
  • Sura 6 - Et trøstende vers om, at "det er ikke dig, de beskylder for at lyve" det er blot Allahs tegn (Koranen), de kalder for løgn (6:33).  Ifølge en hadith, sagde Abu Jahl disse trøstende ord, hvorefter Allah så åbenbarede dem.

  • 16:108: Allah formaner de troende om ikke at spotte de vantros guder. Det vers skulle også skyldes Abu Jahl, som skulle have sagt: ” Ved Allah, Muhammed. Enten stopper du med at forbande vores guder, eller vi vil forbande den gud, du tjener". 

 

Abu Jahl er en vigtig person i Muhammedfortællingen. Ifølge den blev han dræbt under Slaget ved Badr i 624. Han blev fundet såret af en af Muhammeds mænd, som halshuggede ham og bragte hans hoved til Muhammed. 

Han personificerer den modstand mod Koranens budskab, som Koranen er fuld af. For ja: Koranen fortæller igen og igen, at dens budskab blev mødt med den indvending, at det var løgn.

Vred Gud2.jpg

Nej! Hvis han ikke holder op, så griber Vi ham i pandelokken, en løgnagtig og syndig pandelok. Lad ham blot kalde på sine fæller.
Vi vil tilkalde håndlangerne. (96:15-18)

2: De troede, han var besat

Sura 68, Koranens anden sura, viser hvilken reaktion, Muhammed også mødte fra sine omgivelser, da han allerførst begyndte at recitere: De troede, at han var besat og rablede gamle sagn af sig. Nogle mener, at Muhammed faktisk i starten også selv frygtede, at han var besat. I hvert fald bekræfter denne hadith, at hans første møde med Gabriel var en skræmmende oplevelse, og at han var bange for, hvad der skete med ham. Det var derfor, at vers 68:2 blev åbenbaret for ham. Der siger: "Du er ved din Herres nåde ikke besat".

 

Man kan dog godt forestille sig, hvordan nogle at Koranens vers kan have virket "besat" for tilhørerne: For eksempel i sura 74, hvor "Muhammeds Herre" ønsker død (!) over den, der kalder den messende recitation for "mennesketale", og tordner om, at Han vil "tynge ham til jorden" og "lade ham brænde i Heden".  

I sura 81 besværges det over for tilhørere, at Muhammed har magt og indflydelse hos ”Tronens Herre”, og at dette (Koranen) ikke er en ”bortstenet” satans ord (81:25). Man fornemmer, at nogen troet netop dét.

 

I sura 93 forsikrer stemmen - Muhammeds Herre - om, at Han ikke har forladt ham og ikke hader ham (93:3). Man fornemmer en psykisk plaget person. En hadith, fortæller faktisk, at Muhammed prøvede at begå selvmord, når der gik for længe mellem kontakterne med ”ånden”. 

 

Beskyldningerne om besættelse findes igennem hele Koranens Mekka-del . Se her:

  • Sura 7: Efter en svada om, at Allah har skabt mange mennesker og djinner til Helvede, at de vantro er som kvæg, og at Allah selv vildleder dem, må Allah forsikre tilhørerne om, at der ikke er faret en djinn i deres fælle (7:184).

  • Sura 17: Allah forklarer Muhammed, hvorfor folk kalder ham "forhekset". Det er fordi de selv er vildfarne (17:47).

  • Sura 37: Allah beskriver, de vantro har forbrudt sig ved at sige: ”Skulle vi opgive vores guder for en digter, der er besat?” (37:36)

  • Sura 34: De vantro tror, at der er faret en djinn i Muhammed. Muhammed skal sige til dem: ”Jeres frænde er ingen djinn”. (34:46)

  • Sura 44: Allah beskriver straffen til dem, der vendte sig bort og sagde ”Han er oplært og besat”. De skal spise af Zaqqumtræet i Helvede. (44:14)

  • Sura 21: Allah fortæller, at folk i hemmelighed kalder åbenbaringerne for "forvirrede drømme". (21:5)

  • Sura 52: Allah må igen forsikre folk om, at Muhammed ikke er en besat digter (52:29). Hvorefter han fortæller Muhammed, at de vantro har listige planer. Det lyder unægteligt lidt paranoidt.

 

Også inde i Medina-delen er der spor af, at nogen set islam som en slags religiøs besættelse. I sura 8 står, at ”hyklerne” og "dem der har en sygdom i hjertet" sagde om de troende, at ”deres religion har forblindet dem” (8:49).

 

Alt i alt giver Koranen os et fint billede af, hvad folk har tænkt.

Noah.jpg

De, der er vantro, får dig til næsten til at snuble med deres blikke, når de hører påmindelsen. De siger: "Han er besat!"(68:51)

3: Islams fjende Abu Lahab

Du går nu til sura 111. Den er en forbandelse af en person ved navn Abu Lahab og hans kone. Abu Lahab betyder ”Flammernes fader”. I suraen ønsker den almægtige Allah, verdens skaber, at Abu Lahabs hænder og Abu Lahab selv må forgå i brændende ild.

 

Historien om suraen er, at Muhammed havde en ond onkel, som hed Abu Lahab. Baggrunden var en episode, hvor Muhammed stillede sig ud på bjerget uden for Mekka og råbte til samling, som man gjorde, når fjenden var på vej. Folk samledes, og Muhammed begyndte så at advare om Helvedes tortur. Abu Lahab blev vred og sagde: ”Muhammed lover mig ting, jeg ikke kan se. Han påstår, det vil ske efter min død. Hvad har han lagt i min hånd?"  Herefter pustede han ned i sin hånd og sagde: “Må du forsvinde. Jeg kan intet se i dig af de ting, Muhammed siger". Herefter blev forbandelsen åbenbaret for Muhammed.

 

Abu Lahab er en af de meget få, som har fået æren af at blive nævnt ved navn i Koranen. Han døde efter sigende i 624 af betændte bylder, hvilket jo så betød, at Allahs forbandelse gik i opfyldelse. Alle efterfølgende generationer af muslimer har herefter gennem 1400 år lært, at Abu Lahab var ”fjende af islam”, som naturligvis fortjente den grimme død. 

 

Allah forbander også Abu Lahabs kone: Hun skal med et reb om halsen bære brænde til sin mands bål, når han skal brænde i Helvede. Historien er, at hun også var meget on og strøede torne, hvor Muhammed gik (læs om Abu Lahabs kone her)

Men pas på! For er det ikke lidt mærkeligt, at netop Muhammeds onde onkel - og ingen andre af profetens familiemedlemmer - har fået æren af at være nævnt ved navn i Koranen? Den rationelle forklaringen er, at sura 111  oprindeligt har været en hentydning til Bibelens historien om Kong Akab og hans far Omri (Abu Akab betyder Akabs fader). Akab havde også en ond og afgudsdyrkende kone, Jezabel. 

 

Så måske er sura 111 slet ikke en historie om, hvordan Muhammed blev udsat for had og islamofobi. Den er måske i stedet et afslørende eksempel på, hvordan en historie om Muhammed er blevet digtet - af nogen, som ikke har forstået Koranen. Ups. 

Abu Lahab 1.jpg

Måtte Abū Lahabs hænder forgå! Måtte han forgå! Han skal brænde i en flammende ild, (111:1 og 111:3)

4: De sataniske vers - Muhammed gav næsten efter

Du skal nu besøge sura 53, som er mest kendt for, hvad der ikke er i den - nemlig de ”sataniske vers”.

 

Historien om dem er, at Muhammed engang reciterede nogle vers, som anerkendte de vantros gudinder, al-Lāt, al-Uzzā og Manāt, og kaldte dem "ophøjede væsener", hvis forbønner Allah lyttede til. Satan havde lagt ordene på Muhammeds tunge i et svagt øjeblik, hvor han ønskede forsoning med sine stammefæller. Det var hårdt for ham med al den modstand. Hans stammefæller blev glade og bøjede sig endda ned sammen med ham i bøn. Men efterfølgende trak han versene tilbage. Det var Satan, som havde givet ham dem, og ikke Allah. Allah annullerede så Satans ord. 

 

Hele baggrundshistorien findes i Ibn Ishaq's Muhammed-biografi. Men i sura 53, kan du kun se følgende, for Satans ord blev jo annulleret:

 

Allah spørger retorisk: "Hvad mener I om al-Lāt og al-Uzzā, og dernæst Manāt, den tredje?".(53:19-20) Derefter pointerer Han, at det ville være uretfærdigt, hvis Allah skulle have døtre, mens de vantro selv har sønner (53:21). Allah siger: "Det er kun navne, som I giver dem". Engles forbønner nytter intet, for Allah gør hvad Han vil. Og "De, der ikke tror på det hinsidige, de kalder englene ved kvindelige navne" (53:27).
 

sura 22 kan du se den åbenbaring, hvor Allah ophæver Satans ord. Allah trøster med, at der aldrig er blevet sendt en udsending eller profet ud, "uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske" (22:52)

 

Andre steder i Koranen er der vers, som hentyder til, hvordan der nær var givet efter og gået på kompromis med Allahs budskab. For eksempel: 

  • sura 17: De ville have taget dig til sig som deres ven (17:73). Heldigvis skete det ikke, så så havde der vanket dobbelt straf hos Allah.

  • sura 25: De vantro siger: ”Han havde nær forledt os til at opgive vore guder” (25:42). Muhammed formanes derefter om ikke at give efter for de vantro (25:52).

  • Sura 72: Der er sat vogtere på Muhammed, så Allah kan se om Hans budskaber kommer videre (72:28). 

  • Sura 20:  Allah ved, hvad Muhammed skjuler, når han reciterer. Hvis han glemmer Allahs tegn vil han på Dommedag blive gennet til Helvede sammen med de vantro (20:125-126). 

  • Sura 16:  Allah formaner Muhammed til at søge tilflugt mod Satan, når han læser vers op (16:98).

Mange mener i vore dage, at historien er pinlig. For kan det virkelig passe, at en profet ikke kan kende forskel på Allah og Satan? Men da Ibn Ishaq fandt på den, har den sikkert ikke været pinlig. I datidens optik kan den tværtimod have understreget Muhammeds troværdighed: Profeten var jo blot et menneske, men Allah kontrollerede ham og sørgede for, at der ikke kom forkerte budskaber ud.  

Satan hvisker.jpg

"Vi har aldrig før dig udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Gud ophæver det, som Satan har indføjet.. "(22:52)

5: De troede ikke på genopvækkelsen på Dommedag

Koranen fortæller, at dens publikum faktisk troede på Allah. De troede, at Allah havde skabt himlen og jorden (31:25), og at jorden og alt derpå samt de syv himle og den vældige trone tilhører Ham (23:84-89), og at Han har herredømmet over alting. 

 

Men de troede ikke på, at Allah ville genskabe dem og deres forfædre på Dommedag for at smide dem Helvede eller i Paradis. Koranen er fuld af argumentation om dette: De vantro nægter at tro på det, og Allah forsøger at overbevise.

 

Allahs argument er grundlæggende, at Han jo allerede har skabt mennesket én gang, så derfor kan Han vel gøre det igen. Her kan du se:

  • Sura 75: Allah sværger, at Han er i stand til at samle mennesket igen, med både knogler (75:3) og fingerspidser. Ve den, som kalder det løgn. Allah har skabt mennesket af udstødt sæd, så hvorfor skulle Han ikke også kunne give de døde liv?

  • Sura 50: De vantro siger, at det er "langt ude", at mennesket skal genopstå efter at det er blevet til støv. Allah svarer, at Han er i besiddelse af et skrift, der bevarer. Han har bygget himlen helt uden revner (50:6) og uden at blive udmattet. Hvis man kalder det løgn og beskylde Hans udsendinge for at lyve, så er der ingen mulighed for at undslippe straffen.

  • Sura 86: Allah bedyrer, at Han har skabt mennesket af en væske, der udgår fra et sted mellem lænder og ribben (86:7), og at Han derfor formår at genskabe mennesket.

  • Sura 7: Allah forklarer, at Han vil oprejse de døde på samme måde, som Han skaber nyt liv ved at sende regn ned over dødt land, så det bliver frugtbart (7:57) .

  • Sura 36: Allah fortæller at Han skabte mennesket af en dråbe. Men straks blev det en modstander. Men Han konstaterer, at de vantro stadig ikke tror, at Han kan give knoglerne liv, når de er i forrådnelse (36:78).

  • Sura 19: Allah bemærker igen, at de tvivler på, at Han kan gøre dem levende efter døden. Selvom han jo har skabt alting én gang. Tænk at de ikke kan se det. Han fortæller, hvordan de alle sammen vil blive ført til Helvede i samlet flok og bliv stillet op der - på knæ! (19:67)

  • Sura 17: Allah kan se, at folks modvilje øges, jo mere Muhammed påminder dem. Når de spørger, om de virkelig skal genopvækkes, når de er gået i forrådnelse, så skal Muhammed svare: ”Ja, om I så var sten eller jern!” (17:41)

  • Sura 10: Allah hævder at have skabt himlene og jorden på 6 dage, og at Han vil genskabe alle på Dommedag. De, der ikke tror på det, vil brænde i helvedesilden og drikke kogende vand (10:4).

  • Sura 34: De vantro laver grin med Muhammed, fordi han påstår, at man kan blive skabt på ny efter at være blevet "revet i stumper og stykker"(34:7

  • Sura 40: Allah fortæller, at Han har skabt mennesket af støv, så af levret blod og derefter af vand. Han kan alt. Det er klare beviser. De, der kalder det for løgn, vil blive slæbt afsted med kæder om halsen og blive brugt som brændsel i Helvede.

  • Sura 44: De vantro udfordrer Muhammed og siger, at han skal bringe dem deres forfædre (44:36), hvis de skal tro på, at hans gud formår at genskabe dem. Allah truer så med Helvede.

  • Sura 45: Allah rådgiver: Når de siger ”Så bring vores fædre hid”, så Muhammed skal svare, at de ikke har nogen viden (45:26). De vil blive straffet på Dommedag.

  • Sura 23: De vantro tror stadig ikke på genopstandelsen. Det er akkurat som  de tidligere slægter, som jo endte med at blive tilintetgjort som straf. 

  • Sura 32: Allah fortæller igen, hvordan Han har skabt alting. Han præciserer endda, at mennesket kun blev skabt af ler første gang. Andre gange var det jo af ”en foragtelig væske”. Men nu er de vantro begyndt at afkræve svar på, hvornår Dommedag så indtræffer (32:28).

  • Sura 67: Muhammed skal sige, at han kun er en advarer, og at kun Allah ved, hvornår Dommedag kommer (67:26).

  • Sura 79: Allah beskriver, hvordan de ormædte vantro på Dommedag vil sige til hinanden: ”Skal vi virkelig tilbage til den første tilstand, selvom vi er ormædte knogler?” (79:11). Og ja, det skal de. De vil vågne til et skrig!

  • Sura 30: Allah fortæller, at han kan give jorden liv efter at den har været død, og derfor kan Han også få menneskene til at komme frem fra jorden på Dommedag, selv når de er døde (30:19)

Genopstandelsen har været et helt centralt tema, og Koranens modstandere har været skeptiske over for Koranens budskab om genopstandelsen på Dommedag. De mange vers er et vidnesbyrd om diskussion og argumentation - ikke om undertrykkelse. Tværtimod: Undertrykkelse med magt ville jo have gjort diskussionen overflødig.    

Gamle skelette.jpg

"Regner mennesket med, at Vi ikke kan samle dets knogler? " (75:3)

6: De troede ikke Muhammed var profet

De vantro troede heller ikke på, at Muhammed var profet. Akkurat som med genopvækkelsen begrundede de, hvorfor de ikke troede på, at Muhammed var profet. De forlangte at se et tegn, hvis de skulle tro på ham. Men Muhammeds tegn var jo Koranen, og den troede de ikke på (de kaldte den jo for løgn). Så det var virkelig svært. Se her, hvordan diskussionen udspandt sig:

 

  • Sura 38: Allah konstaterer: De godtager ikke, at "en af deres egne" er kommet for at advare dem. De kalder ham troldmand og løgnhals (38:4). Allah vil naturligvis straffe dem.

  • Sura 7: Allah fortæller, hvordan det er gået med alle de tidligere folk, som ikke villet lytte til deres udsendinge. De er blevet udslettet. Muhammed er sit folks udsending, og de skal følge ham (7:158). Koranen er det synlige tegn (7:203).

  • Sura 36: Allah sværger, at Muhammed er en af de udsendte. Han forsikrer, at Han ikke har lært Muhammed at digte (36:69).

  • Sura 25: De påstår, at Muhammed har skrevet Koranen af, og at den bliver dikteret for ham (25:4). Men det er Allah, der har sendt den ned! De spørger, hvorfor der ikke er sendt en engel ned sammen med ham. Og hvorfor hele Koranen ikke bare er blevet sendt ned samlet. Allah svarer, at det hele er meningen, og at de vantro vil blive slæbt til Helvede i samlet flok, med ansigtet nedad (25:34)

  • Sura 26: Allah gentager, at Koranen er et tegn: Det tydelige skrifts tegn! Han forsikrer, at det ikke er satanerne, der er kommet med den (26:210). Det ville de slet ikke være i stand til.

  • Sura 28: De spørger, hvorfor han ikke har fået noget, ligesom det Moses fik. Muhammed til at sige, at de jo bare selv kan komme med et skrift, der er bedre end "disse to" (28:48). (Ifølge koranfortolkere mener Allah Toraen og Koranen)

  • Sura 17: De spørger til Gabriel: Hvorfor er der ingen tegn? Hvorfor er der ikke sendt en engel? Hvorfor har Muhammed ikke fået en skat? Hvorfor er der ingen vidner på at det er Gabriel, der har givet Muhammed Koranen? De tror heller ikke på Muhammeds "opstigning" (17:93) (ifølge koranfortolkere: Muhammeds natterejse til himlen) Muhammed skal svare, at de kun har lidt viden. Ingen mennesker eller djinner kunne have skabt Koranen. Allah er tilstrækkelig som vidne. Engle kan ikke vandre roligt rundt på jorden, for i så fald havde Allah naturligvis sendt én ned (17:95). De, der ikke vil tro, vil blive ført til Helvede med ansigtet mod jorden.

  • Sura 10: De påstår stadig, at Muhammed bare har fundet på Koranen. Men Allah siger: Kan de måske komme med en sura magen til? Nej, de fatter ikke betydningen (10:39). De er blinde. Og se bare, hvordan det gik med dem, der tidligere kaldte det for løgn.

  • Sura 11: De spørger igen, hvorfor der ikke er sendt en engel ned sammen med Muhammed, og siger, at han har fundet på Koranen. Allah siger: Så kom med 10 suraer magen til, hvis I kan! (11:13) De vantro er blinde, døve og naturligvis fortabte.

  • Sura 15: Allah slår fast, at Muhammeds tegn er Koranen samt syv skræmmeksempler om folk, som Allah har tilintetgjort, fordi de ikke ville tro (15:87)

  • Sura 6: Allah siger, at tegn alligevel er nyttesløse over for de vantro. Selv hvis hele Koranen var blevet sendt ned på papyrus, ville de alligevel ikke have troet på den. Han forklarer, at Han ikke kunne have gjort Muhammed til en engel, for det ville blot have forvirret de vantro (6:9). Både jøderne og de kristne kan i øvrigt bevidne Koranens sandhed. Allah ved, at Muhammed ville gøre alt for at skaffe et tegn, som kunne overbevise folk. Men Muhammed formanes, at han ikke skal være ”en af de uvidende”.

  • Sura 34: De vantro siger, at de aldrig vil tro på Koranen. Allah ville ønske at Muhammed kunne se, når de bliver lagt i lænker på dommedag (34:31).

  • Sura 46: Når Muhammed læser op af Koranen, så siger de vantro, at han har fundet på den. Han skal sige, at Allah ved hvad de siger. Intet vil kunne beskytte dem mod straffen.

  • Sura 16: De siger, at de godt ved, at der er en, som lærer Muhammed alle historierne i Koranen. Men Allah siger, at det slet ikke passer. For den person, de hentyder til, taler slet ikke arabisk! (16:103)

  • Sura 52: Muhammed bliver igen beskyldt for at være en digter og have opfundet det hele. Allah svarer, at de skal holde udkig efter Dommedag, og at de bare kan komme med et budskab magen til.

  • Sura 69: Allah sværger, at Koranen er en ædel udsendings ord (ups, er det ikke Allahs ord?) og ikke en digters. Havde Muhammed løjet om Allah, havde Allah skåret hans pulsåre over. 69:44-46

  • Sura 29: Koranen er ægte, fordi Muhammed jo aldrig tidligere har læst noget skrift op eller skrevet noget med sin højre hånd. Dette netop for at folk ikke skal tvivle. (29:48). Det er et tydeligt tegn. De, der afviser det, handler uret. Tegnene beror alene hos Allah, og Muhammed er blot en advarer. Allah er tilstrækkelig som vidne, og Helvede vil omslutte dem, der ikke tror på det.

Du har nu set, hvor meget diskussionerne om Muhammeds legitimitet som profet og Koranens legitimitet som guddommelig åbenbaring fylder i Koranen. Problemet var, at han ikke havde nogen overbevisende tegn. Der er ingen tvivl om, at det har været hårdt. Dette står nemlig adskillige steder i Koranen. Blandt andet her: 73:10, 50:39: 38:17, 20:130, 10:65, 15:97, 6:33.

 

Diskussionerne fortæller om Koranens publikum, at de har haft nogle bestemte forventninger til en profet: Tegn. Ligesom hos Moses og Jesus. 

Muhammed med engel.jpg

"De siger: "Hvad er der med denne udsending? Han indtager føde og går omkring på markederne. Hvorfor er der ikke blevet sendt en engel ned til ham for at advare sammen med ham?" (25:7)

7: De syntes ikke Muhammed var fin nok

En af de indvendinger, de vantro havde mod at tro på Muhammed var, at han kun var et menneske. Den afvisning er ikke så hård for stoltheden. Muhammed fremhævede jo ofte selv, at han kun var en budbringer, når han ikke kunne svare på irriterende spørgsmål, så som "hvornår kommer Dommedag så?" (fx 7:188

 

Men i sura 43 ser du nu en mere alvorlig krænkelse: De vantro spørger, hvorfor Allah ikke har valgt at sende Koranen ned til "en stor mand" fra de to byer (43:31). De antyder dermed Muhammeds manglende storhed. Av! Kort efter lover Koranen hævn (43:41).

 

Men der er flere ydmygelser: I sura 25 betror Allah Muhammed, at når de vantro ser ham, så driver de spot med ham og siger: "Er det ham dér, som Allah har sendt som udsending?” (25:41). I sura 19 gengiver Allah, hvordan de vantro prøver at overbevise folk om, at man ikke skal lytte Muhammed og hans følgere på grund af deres lave anseelse. De siger: "Hvilken af de to grupper har den højeste rang og den fineste omgang?" (19:73). Av! Lav anseelse. 

Du går nu til sura 83. Her ser du, at de lo ad Muhammed og hans følgere. Der står:

 

  • "De, der har forbrudt sig, lo ad dem, der troede. Når de kom forbi dem, blinkede de til hinanden, når de vendte tilbage til deres folk, var de i højt humør. Når de så dem, sagde de: "Disse er på vildspor!" (83:29-32).

 

Koranen svarer igen med, at på Dommedag vil det være de troende, som ler af de vantro, der får deres straf for "det, de gjorde" (83:34).

 

Ifølge den islamiske kronologi skulle suraen være den sidste inden udvandringen til Medina. Det er latteren, der fremhæves som de vantros forbrydelse. Hvis de havde udøvet vold og tortur, mon så ikke det var blevet nævnt?

Noahs folk.jpg

"De siger: "Hvorfor er denne Koran ikke blevet sendt ned til en vældig mand fra de to byer?" (43:31)

8: De mente Muhammeds følgere var suspekte

Flere steder i Koranen er der antydninger af, at nogle af Muhammeds følgere i Mekka har været suspekte. 

 

I sura 6 instruerer Allah til Muhammed, at han ikke må jage nogen troende bort (6:52). Det er op til Allah at dømme dem, hvis de "af uvidenhed" har gjort noget ondt, og han ikke skal ”følge de vantros lyster”. Vi kan udlede, at nogle af følgerne må have gjort noget, som i samfundets øjne burde føre til bortvisning.

 

I sura 39 lover Allah dem, som omvender sig, at Han vil eftergive dem "det ondeste de har gjort" (39:35). En hadith fortæller, at verset blev åbenbaret, da to mænd, som havde begået adskillige mord og ”ulovlige samlejer”, kom til Muhammed og spurgte, om disse forbrydelser kunne anses for forældet, hvis de konverterede. Derefter blev verset så åbenbaret. 

I sura 26 giver Allah Noah som læreeksempel. Noahs folk sagde: ”Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?” (26:111). Men Noah afviste at dømme sine følgere. Han kendte ikke noget til, hvad de havde gjort. Noahs folk truede så med at bortstene ham. Herefter straffede Allah som bekendt Noahs folk med syndfloden, mens Noah og hans troende følgere blev reddet.

Man kan gætte på, om Muhammed har fået samme indvending: ”Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?”. I hvert fald befaler Koranen i vers 26:215, at Muhammed skal tage imod enhver, der vil følge ham.

 

I sura 4 (en Medina-sura) formaner Koranen nu muslimerne: Når I er "på togt for Allahs sag", skal I ikke dræbe folk, der hilser dem med fred, blot for at få byttet. ”Sådan var I før”, siger Koranen, og forsikrer så, at der er "masser af bytte" i Paradis (4:94). Det fortæller måske lidt om, hvilke typer, nogle af følgerne var.

iranjihad5.jpg

De sagde: "Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?" (26:111)

9: De tidligere udsendinge var også udsat for spot

Hvordan mon Muhammed holdt al den modstand ud? Han fandt selvfølgelig støtte i Koranen. Den er nemlig fuld af forbilleder og lidelsesfæller - i form af alle de store profeter fra Bibelen plus nogle arabiske sagnfigurer Salih, Hud og Shuayb (som muligvis svarer til Methusalem, Eber og Jethro). Alle disse store mænd måtte også gå grueligt meget igennem og blev beskyldt for løgn. Men alle historierne endte med, at de troende triumferede og "arvede jorden", mens de dumme vantro blev udslettet af Allah. Så at blive beskyldt for løgn var næsten et tegn på, at man var en stor profet. 

Du skal nu besøge to suraer og møde nogle af udsendingene:

Sura 11 er et fint eksempel på, at alle de tidligere udsendinges situation har lignet Muhammeds. Her er, hvad udsendingene måtte høre fra deres folk:

  • Noah: De øverste fra hans folk sagde: "Vi kan se, at du kun er et menneske ligesom os; vi kan se, at det kun er de mest ringeagtede af os, der følger dig, rent ud sagt; vi mener ikke, at I har noget fortrin frem for os, og vi tænker, at I lyver." (11:27)

  • Hud: Hans folk sagde: "Du har ikke bragt os noget klart bevis. Vi vil ikke opgive vores guder alene på dit ord. Vi tror ikke på dig. Vi kan kun sige, at en af vore guder må have ladet noget ondt fare i dig!" (11:53)

  • Salih: Hans folk sagde: "Vi havde forhåbninger til dig før dette. Vil du forbyde os at tjene det, som vore fædre har tjent? Vi stiller os stærkt tvivlende til det, hvortil du kalder os." (11:62)

  • Shuayb: Hans folk sagde: ”Befaler din bøn dig, at vi skal opgive det, som vore fædre har tjent, eller at vi ikke må gøre med vor ejendom, hvad vi vil?” (11:87) Og: "Vi forstår ikke meget af, hvad du siger. Vi ser, at du er svag iblandt os, og hvis det ikke var for din slægt, ville vi bortstene dig. Du betyder intet for os." (11:90)

Men hov! Kig engang på folkenes svar. De "forfulgte" udsendinge ønskede jo ikke kun at dyrke deres egen religion i ro og fred. De krævede af deres folk, at de skulle forbyde deres guder, og at de ikke måtte bruge deres ejendom som de ville. De krævede tilmed at blive troet uden at kunne give et bevis.

 

Her er lidt flere eksempler på profeternes trængsler:

 

  • Noahs folk mente også, at han var besat (54:9), eller som der var faret en djinn i (23:25). De beskyldte ham også for at lyve (7:64).

  • Farao lo også af Moses’ tegn (43:47). Og kaldte Allahs tegn for løgn (7:136)

  • Huds folk ville heller ikke opgive deres guder. "Så bring os da Allahs straf, hvis du da taler sandt", sagde de. Salihs folk sagde det samme (7:70).

  • Aldrig sendte Allah en udsending, uden at folk kaldte ham troldmand og besat (51:52)

Muhammed kunne nu trøste sig med, at han ikke skulle tage modviljen personligt. Kritikken og spotten bekræftede kun, at han var af samme kaliber, som de store profeter. 

Folkene, som ikke ville lytte, endte naturligvis altid med at få en frygtelig straf, og Allah gav jorden i arv til nogle, der var bedre, nemlig de troende (7:137). 

Muhammed kunne således også trøste sig med, at det altid ender godt for udsendingene. Historien var fuld af læreeksempler. 

Bibelens store profeter og deres historier tjente således ikke kun som  skræmmeeksempler og "tegn" for de vantro. De var også trøst og opmuntring for den hårdt prøvede profet. Koranens forfatter var ikke nogen dårlig træner. 

Muhammed og de andre profeter.jpg

Muhammed og profeterne.

"Aldrig kom der en udsending til dem, uden at de spottede ham" (15:11)

10: Fornærmelserne mod de vantro

Du har indtil nu set, hvordan Muhammed i Mekka konstant konstant var i defensiven mod de vantros afvisning og krav om tegn. Allah måtte hele tiden svare for sig. Men nu skal du se noget andet.

 

Du skal besøge sura 41. Her møder du ironi. De vantro ironiserer og siger: "Vort hjerte er dækket til mod det, hvortil du kalder os; tunghørhed ligger over vore ører; der er et forhæng mellem os og dig. Så du skal blot handle! Vi handler også." (41:5)

 

Ironien er tankevækkende. Den peger nemlig på, hvad Muhammed selv har sagt. For faktisk måtte Muhammeds tilhørere høre meget - ud over naturligvis det åbenlyst fornærmende i at blive kaldt "vantro" igennem hele Koranen, som Muhammed jo reciterede offentligt.

 

Da sura 41 (ifølge koranfortolkerne) blev åbenbaret, havde Muhammed prædiket sit budskab i i 10 år. I løbet af disse 10 år var der kun én omtale af fordrivelse i Koranen: I vers 17:76 står, at de vantro "nær" havde skræmt ham bort og fordrevet ham. Men faktum er, at han stadig prædikede efter 10 år. Den eneste undertrykkelse, der nævnes  i sura 41, er, at nogen opfordrer til at undertrykke Koranen ved at overdøve den (41:26).  

Men hvad måtte Muhammeds folk så høre på i de 10 år? Du har allerede set nogle af Allahs forbandelser og trusler om død og Helvede. Nedenfor kan du se et lille udpluk af, hvad "de vantro" har måttet høre på om sig selv og deres guder fra de første suraer til sura 41. Meget af det gentages igen og igen Koranen:

 

  • De forbryder sig (sura 74)

  • De er vildfarne og vil rammes af Allahs vrede (sura 1)

  • De skal brænde i Helvede (sura 87)

  • De er utaknemmelige og grådige (sura 100)

  • Deres gudinder/kvindelige engle er uværdige og de følger kun løse formodninger ved at tro på dem (sura 53)

  • De er skamløse (sura 80)

  • De hindrer det gode og begår overgreb (sura 50)

  • De er ikke bedre end de folk, Allah allerede har tilintetgjort (sura 54)

  • De er tunghøre (17:46)

  • De har taget satanerne til venner (sura 7)

  • Allah har forseglet deres hjerter (sura 7)

  • De er som kvæg (sura 7)

  • Allah har tildækket dem, så de ikke kan se (sura 36)

  • De er forløjede (sura 35)

  • De er hovmodige og har onde planer (sura 35)

  • Deres afguder vil vende sig imod dem på Dommedag (sura 19)

  • Allah har sendt satanerne ud til dem (sura 19)

  • De er blinde (sura 10)

  • De lyver: Skulle Allah virkelig foretrække døtre frem for sønner? (sura 37)

  • De, deres hustruer og deres guder vil blive drevet til Helvede i samlet flok (sura 37)

  • Deres fædre har fulgt Satan (sura 31)

  • De vil opdage at de har tjent djinnerne (sura 34)

  • Bedraget (deres guder) kan ikke skabe (sura 34)

  • Deres guder (ud over Allah) formår ikke noget (sura 34)

Dette er kun til og med sura 41. I Medina-delen bliver det værre. Der vil du kunne se, at de vantro omtales som "de værste dyr" (8:55) og "det værste af skabningen (98:6) . Men lige nu er fokus på det, som de har måttet høre på, mens Muhammed var i Mekka.   


Men ironi virker ikke på Allah. Kort efter fremturer Allah nemlig igen med, at Han har lagt slør over øjnene på de vantro og forseglet deres ører og hjerte for at lede dem vild (sura 45).

 

Senere, i Medina-delen går det helt galt: I vers 8:32 mindes Allah, hvordan de vantro tidligere lavede grin med Hans trusler og sagde: "Oh Allah! Hvis dette er sandheden fra Dig, så lad det regne ned over os fra himlen med sten! Eller bring os en pinefuld straf!". Nu er mange af dem blevet dræbt. Allah siger, at deres død er straffen for dengang (8:33). 

Sådan er tingene så ulige: Koranen må gerne krænke og fornærme. Det er jo kun retfærdigt. Men hvis nogen prøver at svare igen med lidt humor, så har de fortjent at blive dræbt.  

Forløffede vantro.jpg

"De har hjerte, som de ikke kan forstå med; de har øjne, som de ikke kan se med; de har ører, som de ikke kan høre med. De er som kvæg, blot endnu mere forvildede." (7:179)

11: De vantro var faktisk troende!

Når man læser Koranen kan man godt få det indtryk, at modviljen mod Muhammeds budskab blot skyldtes et ondt og usympatisk motiv om at spotte Muhammed. Det står jo igen og igen at de bare er "vantro" og driver spot og nægter at tro. Men du skal nu se en ting, som man ofte glemmer. Nemlig, at Muhammeds modstandere - de såkaldte vantro - faktisk var troende.

 

Du går til sura 43. Der står, at de sagde: "Vi har set vore fædre tilhøre et fællesskab, og vi lader os lede i deres spor." (43:22). De stolede på og fulgte deres traditioner. De argumentede endda med, at når alt er Allahs vilje, så må det jo være Hans vilje, at vi tjener de kvindelige væsener (43:20). De udtrykte faktisk tillid til, at deres traditioner måtte være Allahs vilje.

I sura 46  nævner Koranen, at folket Ād havde taget sig guder "for at komme Allah nær" (46:28). De troede, det var godt. Tænk over det. Faktisk står der mange steder i Koranen, at "de vantro" mente, at det, de gjorde, var godt. Deres motiv var slet ikke at være onde. De så deres handlinger "i et smukt lys".
 

Koranens forklaring på, at de gjorde det, er, at Allah med vilje havde vildledt dem til at se det sådan. Se fx her: 27:4, 6:43, 6:122, 16:63, 35:8. Så de var faktisk i god tro, men Allah bedrog dem. 

​​

I sura 16  nævner Allah i en bisætning, at de vantro gjorde modstand (mod Muhammeds budskab) for "dem, de satte ved Allahs sides" skyld (16:27). På Dommedag vil sige, at de jo intet ondt gjorde, siger Allah (16:28). Men det gjorde de, og de vil naturligvis blive straffet med Helvede til evig tid.

Tilbage i sura 28  står, at nogle faktisk frygtede at blive ”revet bort fra deres land”, hvis de fulgte Muhammed (28:57). En interessant detalje også at få med.

 

Du har nu set noget, som de færreste skænker en tanke, fordi der bare står "vantro" overalt i Koranen: De vantro troede faktisk, og de var loyale over for det, de troede på.

Det er ikke utænkeligt, at Koranens publikum har været kristne. De har helt sikkert troet på Allah (Gud). Derudover har de sikkert dyrket Jesus og Maria - og kvindelige engle, som de troede, kunne gå i forbøn for dem.

Maria og Jesus 2.jpg

"Siden, på opstandelsens dag, vil Han vanære dem og sige: "Hvor er de, som I satte ved Min side, og for hvis skyld I gjorde modstand?"" (16:27)

12: Spor af chikane og forfølgelse

Alle historierne om chikane, overfald, tortur og fordrivelse af muslimerne i Mekka er noget, som findes udenfor Koranen, blandt andet hos Ibn Ishaq og i diverse hadith. Men findes der slet ikke bare et lille spor af det i Koranen? Det skal du nu undersøge. 

 

Du starter i sura 16. Her nævner Allah pludselig - ud af den blå luft - nogle,  som er "udvandret for Allahs skyld" efter at have "lidt uret". De bliver lovet, at de nok skal få et godt sted at bo (16:41). Nogen har været udvandret og været udsat for prøvelse og derefter kæmpet (16:110). Mere står der ikke.

Ifølge historiefortælleren Ibn Ishaq hentyder de vers til, at en gruppe muslimer i 613 eller 615 udvandrede til Abyssinien fra Mekka på grund af forfølgelse. Men er det ikke underligt, at Allah slet ikke har fortalt om dette tidligere i Koranen. Hvorfor nu?  

I vers 16:106 truer Allah med en frygtelig straf til dem, der frafalder. Dog kan man undgå den frygtelige straf, hvis man har været tvunget. Gad vide om det betyder, at nogen har følt sig tvunget til frafald?

 

Du går videre til Sura 67. Her siger Allah, at de, der frygter Ham i det skjulte, har en stor belønning i vente (67:12) Gad vide om det betyder, at nogen har ikke følt sig trygge ved at stå åbent frem med deres tro, på grund af undertrykkelse? 

I hvert fald er der en kattelem til at komme tilbage, hvis man er kommet til at frafalde, og det er - i hvert fald på dette sted i Koranen - OK at være muslim i det skjulte.

Kastede folk mon sten efter muslimerne?

(Fra filmen "The Last Prophet").

13: Blev muslimerne fordrevet?

Du skal nu undersøge, om Muhammeds følgere virkelig blev fordrevet fra Mekka. Siger Koranen noget om det? Derfor besøger du de suraer, som skulle være åbenbaret kort inden udvandringen til Medina. Men du opdager til din overraskelse, at det, der fylder, er forventningen om Dommedag. 

Et par stemningsbilleder: 

  • Sura 21: Koranen beskriver Dommedag, og at Allahs retfærdige tjenere skal arve landet. Muhammed har bedt: ”Døm med sandhed”. Betyder det mon, at Muhammed har bedt om Dommedag?

  • Sura 23: Muhammed skal bede om ikke at blive sat blandt de uretfærdige, hvis Allah vælger at lade ham se straffen. Allah er i stand til at lade Muhammed se den (23:95). Straffen må være nær, når det nu handler om, hvorvidt Muhammed skal overvære den eller ej.  

  • Sura 52: Koranen forudsiger, at tordenskraldet vil ramme de vantro (52:45). Muhammed skal bare skal lade dem være, vente og stå i bøn om natten. Det må være tæt på, når Muhammed blot skal vente til det sker.

  • Sura 67: De vantro spørger ”Hvornår kommer det så?”. Det gør de i adskillige suraer fra perioden. Der må være blevet talt heftigt om den kommende straf. Men Muhammed kan naturligvis ikke sige hvornår. 

  • Sura 78: Koranen siger, at straffen er ”nært forestående” (78:40). De skræmmende beskrivelser af Dommedag fortsætter i de efterfølgende suraer.

  • Sura 30Koranen gentager, at Allah tidligere har hævnet sig på de folk, der ”forbrød sig” ved ikke at lytte til deres udsendinge. Allah har påtaget sig at hjælpe de troende. Muhammed skal bare holde ud. Allahs løfte skal nok blive til virkelighed.                               

Katastrofen må være tæt på. 

sura 29 fremhæves historien om Lot: Han "udvandrede for Allahs sag", fordi hans folk var skamløse og hovmodige og kaldte hans klare beviser for løgn.  Allah lod hans folk drukne eller synke i jorden (29:40). Lots kone "sakkede bagud" og blev derfor også udslettet sammen med de vantro. 

Faktisk lyder det som om, der bliver lagt pres på de troende for at tage afsted - fra Koranens side: De får at vide, at de skal udsættes for prøvelse og kæmpe, så Allah kan vide, hvem der er rigtig troende, og hvem der er hyklere. Allah siger: ”Min jord er vid, det er mig I skal tjene” (29:56). Og lover Paradis til dem, der holder ud og sætter deres lid til ham. Han lover at lede dem, der kæmper for Ham, ad sine veje.

Men hov. Det var jo slet ikke den fordrivelse, som du ledte efter. 

Koranen beordrer de troende: De skal ikke adlyde deres forældre, hvis disse ”bekæmper” dem for at få dem til at sætte andre ved Allah's side (29:8). De skal heller ikke tro på de vantro, når de siger "Følg vor vej, så tager vi jeres forseelser på os!". De lyver nemlig, siger Allah (29:12). 

Dette er, hvad der er at finde i de suraer, som skulle have været åbenbaret i tiden lige inden udvandringen til Medina. Du fandt ingen fordrivelse. Men du fandt til gengæld en heftig Dommedagsstemning. Du fandt heller ikke udvandringen nævnt. Måske lidt opbrudsstemnig. Men det lyder faktisk mere som nogen, der skal afsted for at kæmpe, end nogen som bliver fordrevet. 

Mystisk. Med mindre man overvejer den uhyrlige mulighed, at Koranen oprindeligt har hørt til i en helt anden kontekst end den vi tror.  

Tordenskraldet.jpg

"Lad dem være, indtil de står over for deres dag, hvor de bliver ramt af tordenskraldet!" (52:45).

14. Fortællingen om den tidligere fordrivelse 

Til slut skal du besøge de suraer, som ifølge den islamiske tolkning er åbenbaret i Medina. Det er i de suraer, man finder opfordringer til kamp og vold. Nu finder du endelig noget om fordrivelse. Nemlig en tidligere fordrivelse, som der nu skal gøres gengæld for:

  • I sura 2 ser du en opfordring til de troende om at gøre gengæld ved at dræbe de vantro og "fordrive dem derfra, hvor de har fordrevet jer" (2:191). 

  • sura 8 fortæller Allah (Koranen), at de vantro tidligere havde planer om både at tilbageholde Muhammed, slå ham ihjel og fordrive ham (8:30). Derfor er det ikke forkert at straffe dem nu, siger Allah.

  • Sura 3 nævner igen, at nogle af de troende blev fordrevet: Allah forsikrer nemlig, at både de, der udvandrede og blev fordrevet fra deres huse, de, der har lidt overlast for Allahs sag, og de, der kæmpede og blev dræbt, vil få eftergivet alle deres onde handlinger og komme i Paradis (3:195).

  • I Sura 59 forordner Koranen, at en del af byttet fra Skriftens folk skal gives til de fattige udvandrere, "som blev fordrevet fra deres boliger og ejendom" (59:8).

  • I Sura 22 giver Koranen de troende tilladelse til at kæmpe, fordi de blev "fordrevet, blot fordi de troede på Allah" (22:40). De skal hjælpe Allah med at bekæmpe de vantro. Allah giver også tilladelse til at kæmpe til dem, som vil holde bøn, give almisse, påbyde det rette og forbyde det forkastelige, hvis de fik magt på jorden (22:41). 

Koranen fortæller altså, at der faktisk er nogen, som er blevet fordrevet. Men vi får ikke at vide, hvad der er sket. I alle tilfældene er formålet med at nævne det, at det er retfærdigt med gengældelse.

Du undrer dig måske over, hvordan det kan det hænge sammen. Hvorfor er der i de formodede Mekka-suraer slet ikke spor af forfølgelse og fordrivelse? Den, der reciterede Koranen, havde i stedet travlt med at svare på irriterende spørgsmål om genopstandelsen og krav om tegn - og havde fokus på, at udsendingene blev beskyldt for løgn. Hvorfor blev forfølgelsen ikke nævnt - når nu Allah slet ikke var bleg for at nedkaldte forbandelser over folk, som bare vendte sig væk? Det er en gåde.    

Jøderne blev fordrevet 

Men hvis vi gør os fri af forestillingen om Mekka og Medina, åbner der sig nye muligheder. For der var faktisk nogen, der var blevet fordrevet fra deres hjem og helligsted.

 

Historisk ved vi, at jøderne blev forfulgt i det Byzantinske rige. Siden Jerusalems ødelæggelse i år 70, havde de ikke haft lov til at bede og ofre på Tempelbjerget i Jerusalem. Forfølgelsen og fordrivelsen førte blandt andet til, at jøder sammen med nogle arabere i 614 hjalp Perserne med at erobre Jerusalem i det jødiske oprør mod kejser Heraclius. Efter kort tid blev en del af dem fordrevet igen, fordi de kristne i Jerusalem gjorde oprør. Da kejser Heraklius i 630 atter indtog Jerusalem og de andre områder, som perserne havde erobret, fik jøderne valget mellem at blive døbt eller flygte, og mange forlod det byzantinske område. Ifølge Sebeos (661) mødte nogle af dem Muhammed og indgik en alliance med ham. I 637 erobrede araberne, med hjælp fra jøder, så Jerusalem. 

 

Det er naturligvis ikke sikkert, at denne har noget med Koranen at gøre. Men det kan absolut heller ikke udelukkes. Her er faktisk en historisk kulisse med en gruppe forfulgte og fordrevne, som samler støtte hos araberne til at generobre deres hellige by. Det siges, at erobringen af Jerusalem i 637 skulle have foregået uden blodsudgydelse - sjovt nok akkurat som erobringen af Mekka i den islamiske historie. En påfaldende parallel. 

Islamofobi6.png

Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer!  (2:191)