Islamofobi og forfølgelse af Muhammed i Koranen

PÅ SPORET AF ISLAMOFOBI

Enhver ved, at Muhammed og muslimerne blev forfulgt i Mekka, ikke? Det står jo på Wikipedia, at Muhammed og hans følgere blev chikaneret, overfaldet, tortureret samt tvunget i eksil, og at Muhammed blev stræbt efter livet adskillige gange. (Wikipedias reference er en hadith, som fortæller, at det værste, "de vantro" gjorde, var, at Muhammeds nabo engang blev så vred på Muhammed, at han viklede Muhammeds klædning omkring hans hals og strammede til, indtil en af Muhammeds følgere hev ham væk).

Men hvad siger Koranen egentlig selv om forfølgelsen af Muhammed og hans tilhængere i de 12 år, hvor Muhammed frit prædikede sit budskab i Mekka? Find sporene i Koranen af forfølgelse og islamofobi i islams tidligste år.

Der er 15 stop på turen:

Nr. 1. Abu Jahl, Muhammeds ærkefjende

Allerede i sura 96 (Levret blod), Koranens første sura, møder du modstand mod Muhammeds budskab. Nogen beskylder tilsyneladende Muhammed for løgn og hindrer ham i at bede, og Allah truer med at tilkalde "sine håndlangere" mod ham. Det er Abu Jahl, du har mødt. Han var ifølge den islamiske historie en af Quraysh-stammens ledere og var efter sigende respekteret for sin visdom og generøsitet. Hans rigtige navn var Amr ibn Hisham. Folk i Mekka kaldte ham Abu Hakam, Visdommens fader. Men i islamisk tradition kaldes han Abu Jahl, som betyder "Uvidenhedens fader", og han er naturligvis fremstillet som en meget ond mand. Han afviste Muhammeds budskab og talte imod det.

 

Navnet Abu Jahl nævnes ikke i Koranen, men alligevel kan du - udover i sura 96 - møde ham rundt omkring i de tre Mekkafaser. Fx her:

 

  • Sura 75 (Opstandelsen) - Vers 31 og de følgende (hvor Allah siger "Ve dig, ve dig!") er åbenbaret efter at Abu Jahl vendte sig væk fra Muhammed og gik, da han havde hørt om dommedags straf og Allahs evne til at genskabe menneskene

  • Sura 54 (Månen) - Abu Jahl var en af dem, der ikke troede på Muhammeds mirakel, spaltningen af månen, og kaldte det løgn (54:3).

  • Sura 38 (Sad) - Versene i starten af denne sura skyldes, at Quraysh-stammens ledere, deriblandt Abu Jahl, rejste sig og gik, da Muhammed ville have dem til at sige shahada (den islamiske trosbekendelse) under et forsoningsmøde arrangeret af Muhammeds onkel, Abu Talib. Der står, at de brød op og kaldte det "kun et påfund" (38:7).
  • Sura 6 (Kvæget) - Muhammed er i krise, og der åbenbares et trøstende vers om, at det ikke er ham, men blot hans budskab, som de vantro afviser. Ifølge en hadith, sagde Abu Jahl disse trøstende ord, hvorefter Allah så åbenbarede dem. I vers 108 formaner Allah de troende om ikke at spotte de vantros guder. Det vers skyldes også Abu Jahl. Han skulle have sagt: ” Ved Allah, Muhammed. Enten stopper du med at forbande vores guder, eller vi vil forbande den gud, du tjener". 

 

Abu Jahl blev dræbt under Slaget ved Badr i 624. Han blev fundet såret af en af Muhammeds mænd, som halshuggede ham og bragte hans hoved til Muhammed. Se evt. mere om Slaget ved Badr i sura 8 (Byttet) eller Muslimernes store slag.

Var Muhammed besat - Koranen sura 68

Nr. 2: De troede, Muhammed var besat

Sura 68 (Pennen), Koranens anden sura, viser hvilken reaktion, Muhammed mødte fra sine omgivelser, da han allerførst begyndte at recitere: De troede, at han var besat og rablede gamle sagn af sig. Nogle mener, på baggrund af al-Tabaris biografi, at Muhammed også selv troede, at han var besat. I hvert fald bekræfter denne hadith, at hans første møde med Gabriel var en skræmmende oplevelse for ham, og at han var bange for, hvad der skete med ham. Det blev derfor åbenbaret for ham i vers 2, at han ikke var besat.

 

Sura 73 (Indhyllet) giver et billede af Muhammed som en mand, hvis "Herre" bød ham at stå i bøn det meste af natten og fremsige Koranen messende. Forestil dig, hvordan det må have virket på hans omgivelser.

Du fortsætter til sura 74 (Tildækket). Her ønsker Muhammeds Herre død (!) over den, der kalder den messende recitation for "mennesketale", og tordner om Helvedes tortur og frygtelige Hede. Bekymrende?

 

I sura 81 (Indhyllingen) sværger Allah over for Muhammeds tilhørere, at Muhammed er en stor mand med magt og indflydelse hos ”Tronens Herre”. Allah afviser samtidig, at dette (Koranen) skulle være en ”bortstenet” satans ord. Mon nogen har troet, at det var det?

 

I sura 93 (Morgenskæret) forsikrer stemmen - Muhammeds Herre - Muhammed om, at Han ikke har forladt ham og ikke hader ham. Den hadith, som også blev nævnt ovenfor,  fortæller, at Muhammed prøvede at begå selvmord, når der gik for længe mellem kontakterne med ”ånden” eller hans "Herre". Der er også en anden historie om versene i sura 93, nemlig at Muhammeds tante skulle have sagt til ham, at hans satan nok havde forladt ham, da han ikke havde vist sig reciterende et par dage (se Abu Lahabs kone). 

 

Beskyldningerne - eller mistanken - om at Muhammed var besat forfulgte (!) ham gennem hele Mekka-perioden. Se sporene her:

  • Sura 7 (De høje stader) vers 184 - Efter en svada om, at Allah har skabt mange mennesker og djinner til Helvede, at de vantro er som kvæg, og at Allah selv vildleder dem, for at de kan komme i Helvede, må Allah forsikre tilhørerne om, at der ikke er faret en djinn i Muhammed.

  • Sura 17 (Natterejsen) -  Allah forklarer Muhammed, hvorfor folk kalder ham forhekset. Det er fordi de selv er vildfarne (17:47).

  • Sura 37 (De der står på række) -  Allah beskriver, hvordan de, der forbrød sig, vil brænde i Helvede og drikke kogende vand. De forbrød sig ved at sige: ”Skulle vi opgive vores guder for en digter, der er besat?” (37:36)

  • Sura 34 (Saba) - De vantro tror, at der er faret en djinn i Muhammed. Allah giver Muhammed besked på at sige til dem: ”Jeres frænde er ingen djinn”. (34:46)

  • Sura 44 (Røgen) - Allah beskriver straffen til dem, der vendte sig bort og sagde ”Han er oplært og besat”. De skal spise af Helvedestræet, hvilket vil føles som smeltet kobber i maven. (44:14)

  • Sura 21 (Profeterne) - Allah fortæller Muhammed, at folk i hemmelighed kalder hans åbenbaringer af Koranen for forvirrede drømme. (21:5)

  • Sura 52 (Bjerget) vers 29 - Allah må igen forsikre folk om, at Muhammed ikke er en besat digter. Herefter fortæller Han Muhammed, at de vantro har listige planer, men at Han, Allah, vil overliste dem.

 

Også inde i Medina-perioden ser man spor af, at nogen har regnet Muhammeds religion for en besættelse. I sura 8 (Byttet) ved vers 49 fortæller Koranen, hvordan ”hyklerne” og "dem der har en sygdom i hjertet" inden slaget ved Badr sagde om muslimerne, at ”deres religion har forblindet dem”.

 

I en hadith fortæller Aisha, Muhammeds meget unge yndlingshustru, at profeten i en periode var forhekset. Han troede, han havde gjort ting, han ikke havde gjort. Blandt andet troede han, at han havde haft sex med sine koner. Måske undrer du dig over, hvorfor Allah dog ikke beskyttede sin profet mod den slags djævelskab. Om ikke andet så for at alle kunne føle sig trygge ved, at profeten altid var en pålidelig budbringer, som ikke var påvirket af hekseri eller det, der var værre. 

Abu Lahab i Koranen - sura 111

Nr. 3: Islams fjende Abu Lahab

Koranens syvenede sura, sura 111 (Palmefibre), er en forbandelse af Muhammeds onkel Abu Lahab og hans kone. Abu Lahab betyder ”Flammernes fader”. I suraen ønsker den almægtige Allah, verdens skaber, at Abu Lahabs hænder og Abu Lahab selv må forgå i brændende ild.

 

Baggrunden var en episode, hvor Muhammed stillede sig ud på bjerget uden for Mekka og råbte til samling, som man gjorde, når en fjende var på vej. Folk samledes, og Muhammed begyndte så at advare om Helvedes tortur. Abu Lahab blev vred og sagde: ”Muhammed lover mig ting, jeg ikke kan se. Han påstår, det vil ske efter min død. Hvad har han lagt i min hånd?"  Herefter pustede han ned i sin hånd og sagde: “Må du forsvinde. Jeg kan intet se i dig af de ting, Muhammed siger". Herefter blev forbandelsen åbenbaret for Muhammed.

 

Anu Lahab er en af de meget få, som har fået æren af at blive nævnt ved navn i Koranen. Han døde efter sigende i 624 af betændte bylder, hvilket jo så betød, at Allahs forbandelse gik i opfyldelse 11 år senere. Alle efterfølgende generationer af muslimer har herefter gennem 1400 år lært, at Abu Lahab var en ”fjende af islam”, som naturligvis fortjente og fik Allahs straf (dog med 11 års forsinkelse). Akkurat som andre "fjender af islam" fortjener deres straf og får den.

 

Sura 111 har sit navn efter det reb, som Allah ønsker, skal lægges om halsen på Abu Lahabs kone, når hun skal bære brænde til sin mands bål. Da hun hørte om forbandelsen gik hun i vrede hen for at finde Muhammed, med en støder til en morter i hånden. Hun sagde, at hvis hun havde set Muhammed, ville hun have smadret hans mund med den (læs om Abu Lahabs kone her)

Dette må være et eksempel på de trusler, Muhammed blev udsat for på grund af sin tro

De sataniske vers i Koranen - sura 22

Nr. 4: De sataniske vers - Muhammed gav næsten efter

Du skal nu besøge sura 53 (Stjernen), som er mest kendt for, hvad der ikke er i den - nemlig de ”sataniske vers”. Det var nogle vers, som Muhammed efterfølgende trak tilbage med den forklaring, at det var Satan, som havde givet ham dem, og ikke Allah.

 

Suraen starter med at Allah afviser, at Muhammed har fejlet. Herefter afviser Han, at Han skulle have døtre, da det ville være uværdigt, at Han, Allah, skulle have noget kvindeligt, mens de vantro har mandligt afkom (53:21). De vantro følger kun ”løse formodninger”, når de tror på gudinderne al-Lat, al-Uzza og Manat. Du bemærker, at folk i Mekka troede, at deres tre gudinder var døtre af guden Allah. De troede på Allah.

 

Historien bag de manglende vers er, at Quraysh-stammens ledere og folk i Mekka nægtede at acceptere Muhammeds lære, fordi den ikke anerkendte deres gudinder. Deres afvisning var svær for Muhammed. Han fik derfor en hjælpende åbenbaring om, at de tre gudinder var særligt ophøjede væsner, hvis forbøn Allah lyttede til. Mekkanerne blev glade og bøjede sig endda ned i bøn sammen med Muhammed. Men senere fandt Muhammed så ud af, at det var Satan, som havde givet ham de gudindevenlige vers, og der kom en korrigerende åbenbaring, som er den, der nu findes i sura 53. Koranen fortæller i sura 17 (Natterejsen) vers 73, de ville have taget Muhammed til sig som deres ven. Men Allah reddede så Muhammed fra at give efter og dermed få dobbelt straf af Allah.

 

Da Salman Rushdie i 1988 udgav sin bog om De sataniske vers, udløste det optøjer i den muslimske verden og en dødsdom (i form af en fatwa) over ham. Det blev anset for blasfemisk at indikere, at Muhammed ikke kunne kende forskel på, om det var Gud eller Satan, som talte til ham. Men Koranen fortæller selv, at det var det, der skete. I sura 22 (Valfarten) vers 52 vil du endda kunne se, at det faktisk er sket for alle Allahs udsendinge, at Satan har indføjet vers, som Allah så efterfølgende har ophævet.

For polyteisterne i Mekka blev episoden et bevis på, at Muhammeds åbenbaringer var utroværdige. Du kan se det i sura 25 (Sondringen): I vers 42 fortæller Allah Muhammed, hvordan de vantro siger ”Han havde nær forledt os til at opgive vore guder”.

 

For Muhammed førte episoden til at hans "Herre", Allah, holdt ham i ekstra stram snor. Du kan se det her:

 

  • Sura 72 (Djinnerne) vers 28 - Muhammed får at vide, at der er sat vogtere på ham, så Allah kan se om Hans budskaber kommer videre. 

  • Sura 25 (sondringen) vers 52 - Muhammed formanes om ikke at give efter for de vantro.

  • Sura 20 (Ta Ha) -  Suraen er én stor formaning direkte til Muhammed. I vers 7 finder du en advarsel om, at Allah ved, hvad Muhammed skjuler, når han reciterer. Muhammed bliver truet med, at han på dommedag vil blive gennet til Helvede sammen med flokken, hvis han glemmer Allahs tegn (20:125-126). 

  • Sura 16 (Bierne) - De sataniske vers spøger stadig, og ved vers 98 formaner Allah Muhammed til at søge tilflugt mod Satan, når han læser vers op.

Historien om de sataniske vers viser, at Muhammeds "forfølgere" var villige til at tage ham til sig som ven. Dette står i Koranen.

Forfølgelse i Koranen - sura 85

Nr. 5: Hvad de gjorde mod de troende

Du går videre til sura 85 (Stjernebillederne) i din jagt på forfølgelse, tortur og chikane. Her ser du noget: Allah sværger død over nogen for "det, de gjorde mod de troende". Du ser, at nogen har udsat de troende for prøvelser, fordi, de var troende, og de har naturligvis flammernes straf i vente, med mindre de siden har omvendt sig.

 

Du bliver måske nysgerrig efter at vide, hvad der er sket. Det viser sig, at de troende, som bliver omtalt i sura 85, var "Grøftens folk". Det var kristne, formentlig fra byen Najran, som i år 520 eller 523 blev smidt i en grøft og brændt på grund af deres tro. Muligvis efter ordre fra en jødisk konge. Forbrydelsen skete 90 år før Muhammed begyndte at recitere.

De eneste forfulgte troende i Koranens tidlige Mekka-fase er således kristne, og ikke tidlige muslimer fra Mekka. Men Koranen identificerer de troende muslimer med de forfulgte kristne. Og hvad der måske er værre: "De vantro" identificeres med forbryderne. Ikke direkte, men ud fra den opdeling af mennesker i religiøse grupper, som gør det muligt. De rigtige gerningsmænd, som Allah ønskede død over, var jo for længst døde. 

Sura 18 (Hulen) i den sene Mekka-periode indeholder et andet eksempel på forfulgte "troende", som reelt er kristne. Nemlig de unge mænd, som søgte tilflugt fra forfølgelse i en hule og ifølge Koranen sov i "300 år plus 9". Historien er kendt som ”The Seven Sleepers” fra kristne kilder og florerede allerede på Muhammeds tid. I Koranen ser det ud som om de er muslimer.

 

Du ved nu, hvorfor man kalder folk, der sover længe, for "syvsovere". Du ved også nu, at Koranen to gange har gjort historier om forfulgte kristne til historier om "de troende", hvilket i Koran-sammenhæng er det samme som muslimer. Det er lidt snyd, ikke ...  

Se mere om syvsoverne i hulen i "Allah ved bedst"

Se også: Koranen var et kristent skrift og Muhammed var Jesus

Koranen: De vantro troede ikke på genopstandelsen

Nr. 6: De troede ikke på genopvækkelsen på dommedag

Mekkanerne troede på en gud ved navn Allah, og de troede at deres yndlingsgudinder eller -engle var Allahs døtre (se Nr. 4). De troede også, at Allah havde skabt himlen og jorden (se sura 31 vers 25). Men de troede ikke, at Allah var den eneste, man kunne tilbede, og de troede ikke på budskabet om dommedag, hvor Allah vil genskabe alle for at dømme dem.

 

Koranens midterste og sene Mekka-fase er fuld af argumentation om dette: De vantro nægter at tro på det, og Allah forsøger at overbevise. Dette er naturligvis ikke "forfølgelse". Det er blot afvisning. Koranen viser faktisk, at de vantro begrundede, hvorfor de afviste Muhammeds budskab. Her kan du se Allahs argumentation:

  • Sura 75 (Opstandelsen) - Allah sværger, at Han er i stand til at samle mennesket igen, med både knogler (75:3) og fingerspidser. Ve den, som kalder det løgn. Allah har skabt mennesket af udstødt sæd, så hvorfor skulle Han ikke også kunne give de døde liv?

  • Sura 50 (Qaf) - De vantro siger, at det er "langt ude" at påstå, at mennesket skal genopstå efter at det er blevet til støv. Allah svarer, at Han er i besiddelse af et skrift, der bevarer. Allah fremfører, at Han har bygget himlen helt uden revner (50:6) og uden at blive udmattet. Hvis man kalder det løgn og beskylde Hans udsendinge for at lyve, så er der ingen mulighed for at undslippe straffen.

  • Sura 86 (Morgenstjernen) - Allah bedyrer, at Han har skabt mennesket af en væske, der udgår fra et sted mellem lænder og ribben (86:7), og at Han derfor formår at genskabe mennesket.

  • Sura 7 (De høje stader) vers 57 - Allah forklarer, at Han vil oprejse de døde på samme måde, som Han skaber nyt liv ved at sende regn ned over dødt land, så det bliver frugtbart.

  • Sura 36 (Ya Sin) - Allah fortæller om alt det, Han har skabt til mennesket, og at Han skabte mennesket af en dråbe. Men straks blev det en modstander. Han konstaterer at de stadig ikke tror, at Han kan give knoglerne liv, når de er i forrådnelse (36:78).

  • Sura 19 (Maria) - vers 67 - Allah bemærker igen, at menneskene tvivler på, at Han kan gøre dem levende efter døden. Selvom han jo har skabt alting én gang. Tænk at de ikke kan se det. Han fortæller, hvordan de alle sammen vil blive ført til Helvede i samlet flok og bliv stillet op der - på knæ!

  • Sura 17 (Natterejsen) vers 41 - Allah kan se, at folks modvilje øges, jo mere Muhammed påminder dem. Han prøver derfor at hjælpe: Når de spørger, om de virkelig skal genopvækkes, når de er gået i forrådnelse, så skal Muhammed svare: ”Ja, om I så var sten eller jern!” 

  • Sura 10 (Jonas) - Allah hævder at have skabt himlene og jorden på 6 dage, og siger, at Han vil genskabe alle på dommedag. De, der ikke tror på det, vil brænde i helvedesilden og drikke kogende vand (10:4).

  • Sura 37 (De, der står på række) - Allah fortæller om en muslim i Paradis, som mindes, at hans ven sagde til ham: "Er du en af dem, der tror på at vi skal genopvækkes, når vi er blevet til knogler?” (37:52). Nu ser han vennen brænde i Helvede og priser sig lykkelig for, at vennen ikke fik ham i fortabelse. Historien er interessant, fordi den viser (1) at de vantro ikke havde noget problem med at være venner med muslimerne, og (2) at det ikke falder Allah ind, at muslimen kan have ondt af sin vantro ven, som straffes med evig tortur blot for ikke at have troet på genopvækkelsen.

  • Sura 34 (Saba) vers 7 - Allah bemærker, at de vantro laver grin med Muhammed, fordi han påstår, at man kan blive skabt på ny efter at være blevet "revet i stumper og stykker". I vers 19 i samme sura har Allah fortalt, at Sabas folk blev revet i stumper og stykker, fordi de ikke ville tro.

  • Sura 40 (Den tilgivende) - Allah fortæller, at Han har skabt mennesket af støv, så af levret blod og derefter af vand. Han kan alt. Der er klare beviser. De, der kalder det for løgn, vil blive slæbt afsted med kæder om halsen og blive brugt som brændsel i Helvede.

  • Sura 44 (Røgen) -  De vantro udfordrer Muhammed og siger, at han skal bringe dem deres forfædre (44:36), hvis de skal tro på, at hans gud formår at genskabe dem. Allah truer med Helvede.

  • Sura 45 (På knæ) - Allah rådgiver Muhammed: Når de siger ”Så bring vores fædre hid”, så Muhammed skal svare dem, at de ikke har nogen viden (45:26). De vil blive straffet på dommedag.

  • Sura 23 (De troende) - De vantro tror stadig ikke på genopstandelsen. Det er akkurat som med de tidligere slægter. De vil gerne tro på, at Allah er herre over de syv himle og har herredømmet over alting (23:87). Men ikke på genopstandelsen.

  • Sura 32 (Tilbedelse) - Allah fortæller igen, hvordan Han har skabt alting. Han præciserer endda, at mennesket kun blev skabt af ler første gang. Alle de efterfølgende gange var det af ”en foragtelig væske”. Men nu er de vantro begyndt at afkræve svar på, hvornår dommedag så indtræffer (32:28).

  • Sura 67 (Herredømmet) -  Muhammed skal sige, at han kun er en advarer, og at kun Allah ved, hvornår dommedag kommer (67:26).

  • Sura 79 (Dem der strækker ud ): Allah fortæller, at de ormædte vantro på dommedag vil sige til hinanden: ”Skal vi virkelig tilbage til den første tilstand, selvom vi er ormædte knogler?” (79:11). Og ja, det skal de. De vil vågne til et skrig.

  • Sura 30 (Byzantinerne) vers 19 - Allah fortæller, at han kan give jorden liv efter at den har været død, og derfor kan Han få menneskene til at komme frem fra jorden på dommedag, selv når de er døde.

Herefter udvandrede Muhammed til Medina, og de teologiske diskussioner blev aldrig genoptaget efter Hans magtovertagelse i 630.

Koranen - de troede Muhammed havde fundet på det

Nr. 7: De troede ikke Muhammed var profet

De vantro troede heller ikke på, at Muhammed var profet. Akkurat som med genopvækkelsen begrundede de, hvorfor de ikke troede på, at Muhammed var profet: De mente, at han havde fundet på Koranen og at det bare var gamle sagn (se Nr. 2). De forlangte at se et tegn, hvis de skulle tro på ham. Men Muhammeds tegn var jo Koranen, og den troede de ikke på. Så det var virkelig svært for Muhammed. Historien om de sataniske vers (Nr. 4), hvor Muhammed trak nogle vers tilbage, gjorde det ikke lettere. Se her, hvordan diskussionen udspandt sig i den midterste og sene Mekka-fase:

 

  • Sura 54 (Månen) - Allah fortæller, hvordan det gik med Thamud-folket, som (heller) ikke ville følge et menneske: De blev tilintetgjort af Allah. Mekkas folk ikke er bedre end dem (54:43).

  • Sura 38 (Sad) - Allah konstaterer, at de vantro ikke godtager, at "en af deres egne" er kommet for at advare dem. De kalder ham troldmand og løgnhals (38:4). Allah vil naturligvis straffe dem.

  • Sura 7 (De høje stader) - Allah fortæller, hvordan det er gået med alle de tidligere folk, som ikke villet lytte til deres udsendinge. De er blevet udslettet. Det vil kun gå godt for dem, der lytter til udsendingen af deres folk. Muhammed er sit folks udsending, og at de skal følge ham (vers 158). De vantro må have spurgt efter et tegn, for i vers 203 siger Allah, at Koranen er det synlige tegn.

  • Sura 36 (Ya Sin) - Allah sværger, at Muhammed er en af de udsendte. Nogen må have sagt, at Muhammed har digtet Koranen, for Allah forsikrer i vers 69, at Han ikke har lært Muhammed at digte.

  • Sura 25 (Sondringen) - Nogle påstår, at Muhammed har skrevet Koranen af, og at den bliver dikteret for ham (25:4). Men det er Allah, der har sendt den ned. De vantro spørger, hvorfor der ikke er sendt en engel ned sammen med Muhammed. De spørger også, hvorfor hele Koranen ikke bare er blevet sendt ned samlet. Allah svarer, at det hele er meningen, og at de vantro vil blive slæbt til Helvede i samlet flok, med ansigtet nedad (25:34)

  • Sura 26 (Digterne) - Allah siger igen, at Koranen er et tegn: Det tydelige skrifts tegn. I vers 210 forsikrer Han, at det ikke er satanerne, der er kommet med den (nogen har måske antydet det). Det ville de slet ikke være i stand til.

  • Sura 28 (Historien) vers 48 - Nogen spørger, hvorfor Muhammed ikke har fået noget, ligesom det Moses fik. Allah vejleder Muhammed til at sige, at de jo bare selv kan komme med et skrift, der er bedre end Toraen og Koranen.

  • Sura 17 (Natterejsen) - De vantro spørger til Gabriel: Hvorfor er der ingen tegn? Hvorfor er der ikke sendt en engel? Hvorfor har Muhammed ikke fået en skat? Hvorfor er der ingen vidner på at det er Gabriel, der har givet Muhammed Koranen? De vil heller ikke tro på, at Muhammed har været på natterejse til himlen. Muhammed skal svare, at de kun har lidt viden. Ingen mennesker eller djinner kunne have skabt Koranen. Allah er tilstrækkelig som vidne. Engle kan ikke vandre roligt rundt på jorden, for i så fald havde Allah naturligvis sendt én ned (17:95). De, der ikke vil tro, vil blive ført til Helvede med ansigtet mod jorden.

  • Sura 10 (Jonas): De vantro påstår stadig, at Muhammed bare har fundet på Koranen. Men Allah siger: Kan de måske komme med en sura magen til? Han siger til Muhammed, at de blot ikke fatter betydningen (10:39). De er blinde. Og se bare, hvordan det gik med dem, der tidligere kaldte det for løgn.

  • Sura 11 (Hud) - De vantro spørger igen, hvorfor der ikke er sendt en engel ned sammen med Muhammed, og siger, at han har fundet på Koranen. Allah siger: Så kom med 10 suraer magen til, hvis I kan! (11:13) De vantro er blinde, døve og naturligvis fortabte.

  • Sura 15 (al-Hidjr) - Allah slår fast, at Muhammeds tegn er Koranen samt syv skræmmeksempler om folk, som Allah har tilintetgjort, fordi de ikke ville tro (dvs. de gamle sagn). (15:87)

  • Sura 6 (Kvæget) - Allah siger, at tegn alligevel er nyttesløse over for de vantro. Han siger, at selv hvis hele Koranen var blevet sendt ned på papyrus, ville de alligevel ikke have troet på den. Han forklarer, at Han ikke kunne have gjort Muhammed til en engel, for det ville blot have forvirret de vantro (6:9). Både jøderne og de kristne kan i øvrigt bevidne Koranens sandhed. Allah ved, at Muhammed virkelig ville gøre alt for at skaffe et tegn, som kunne overbevise hans folk. Men Muhammed får at vide af Allah, at han ikke skal være ”en af de uvidende”.

  • Sura 34 (Saba) -  De vantro siger, at de aldrig vil tro på Koranen. Allah ville ønske at Muhammed kunne se, når de bliver lagt i lænker på dommedag (34:31).

  • Sura 46 (Sandklitterne) - Allah må igen konstatere, at når Muhammed læser op af Koranen, så siger de vantro, at han har fundet på den. Men Muhammed skal blot sige, at Allah ved hvad de siger. Allah er tilstrækkelig som vidne, og intet vil kunne beskytte dem mod straffen.

  • Sura 16 (Bierne) vers 103 - Nogle siger, at der er en, som lærer Muhammed alle historierne i Koranen. Men Allah siger, at det slet ikke passer. For den person, de hentyder til, taler slet ikke arabisk! Allahs svar bekræfter dermed, at Muhammed har haft en lærer, og at denne ikke har været araber.

  • Sura 52 (Bjerget) - Muhammed bliver igen beskyldt for at være en digter og have opfundet det hele. Allah svarer, at de skal holde udkig efter dommedag, og at de bare kan komme med et budskab magen til.

  • Sura 69 (Det kommende) -  Allah sværger, at Koranen er en ædel udsendings ord og ikke en digters. Havde Muhammed talt usandt om Allah, havde Allah skåret hans pulsåre over. (se i øvrigt denne hadith)

  • Sura 29 (Edderkoppen) - Allah argumenterer for, at Koranen er ægte, fordi Muhammed jo aldrig tidligere har læst noget skrift op eller skrevet noget med sin højre hånd. Dette netop for at folk ikke skal tvivle. (29:48). Det er et tydeligt tegn. De, der afviser det, handler uret. Tegnene beror alene hos Allah, og Muhammed er blot en advarer. Allah er tilstrækkelig som vidne, og Helvede vil omslutte dem, der ikke tror på det.

Du har nu fået et billede af, hvor meget diskussionerne om Muhammeds legitimitet som profet og Koranes legitimitet som Allahs ord fylder i Koranen. Der er ingen tvivl om, at det har været hårdt for Muhammed. Dette står nemlig adskillige steder i Koranen. Her er 8 vers, der bekræfter det: 73:10, 50:39: 38:17, 20:130, 10:65, 15:97, 6:33.

 

Måske har du nu ondt af Muhammed. Han havde ingen tegn og kunne ikke overbevise. Han var jo den svage, og i undertal, tænker du måske. Hvor kunne de? Du skal blot huske: Det var ikke forfølgelse. Det var argumentation. Det var argumenterne (Allahs og Muhammeds), der var svage. 

Faktum er at Muhammed ikke havde et tegn - ud over Koranen. 

Sura 43 vers 31 - Muhammed var ikke fin nok

Nr. 8: De syntes ikke Muhammed var fin nok

En af de indvendinger, de vantro - eller Quraysh - havde mod at tro på Muhammed var, at han kun var et menneske. Den afvisning er ikke så hård for stoltheden, for det er jo ikke krænkende at blive kaldt menneske. Muhammed fremhævede endda ofte selv, at han kun var en budbringer, når han ikke kunne svare på ting. Fx i vers 7:188: Her er Muhammed blevet spurgt om, hvornår dommedag indtræffer. Allah vejleder ham til at sige, at han "kun er en advarer" og budbringer uden viden.

 

Men i sura 43 (Pomp og pragt) vers 31 ser du nu noget, som meget er værre: Nogle spørger, hvorfor Allah ikke har valgt at sende Koranen ned til "en stor mand" og antyder dermed Muhammeds manglende storhed. Allah kommer med en forklaring om, at Han fordeler sine goder som Han vil. Men i vers 41 lover Allah hævn.

 

Du foretager et flashback til tilbage til sura 25 (Sondringen) vers 41. Her sagde Allah til Muhammed, at når de vantro ser ham, så driver de spot med ham og siger: "Er det ham dér, som Allah har sendt som udsending?”. Allah sørgede således for, at Muhammed følte sig bagtalt og nærede hans følelse af ikke at være agtet. I sura 19 (Maria) vers 73 gengiver Allah, hvordan de vantro prøver at overbevise folk om, at man skal lytte til dem og ikke til Muhammed. De siger: "Hvilken af de to grupper [Muhammeds følgere eller dem selv] har den højeste rang og den fineste omgang?". Av. Ikke godt for stoltheden. 

 

Du går nu til sura 83 (De karrige). Det er den sidste sura i Mekka-perioden. Her finder du en beskrivelse af, hvad der måske har været det allermest ydmygende for Muhammed. Der står:

 

  • "De, der har forbrudt sig, lo ad dem, der troede. Når de kom forbi dem, blinkede de til hinanden, når de vendte tilbage til deres folk, var de i højt humør. Når de så dem, sagde de: "Disse er på vildspor!" (vers 29-32).

 

Allah fortæller, at på dommedag vil det være de troende, som ler af de vantro, som får deres straf for "det, de gjorde". Du lægger mærke til, at i den allersidste Mekka-sura, lige inden Muhammeds afrejse til Medina, er det latteren, som fremhæves som de vantros forbrydelse. Det var "det, de gjorde". Ikke vold og tortur.

Nr. 9: De mente Muhammeds følgere var suspekte

Flere steder i Koranen er der antydninger af, at nogle af Muhammeds følgere i Mekka har været suspekte. Du skal nu på en lille tur tilbage til den midterste Mekka-fase.

 

I sura 6 (Kvæget) vers 52 siger Allah til Muhammed, at han ikke må jage nogen troende bort. Det er op til Allah at dømme dem, hvis de "af uvidenhed" har gjort noget ondt, og han ikke skal ”følge de vantros lyster”. Vi kan udlede, at nogle af følgerne må have gjort noget, som i de vantros øjne burde føre til bortvisning.

 

I sura 39 (Flokkene) vers 35 lover Allah dem, som omvender sig, at Han vil eftergive dem "det ondeste de har gjort". En hadith fortæller, at verset blev åbenbaret, da to mænd, som havde begået adskillige mord og ”ulovlige samlejer”, kom til Muhammed og spurgte, om disse forbrydelser kunne anses for forældet, hvis de konverterede. Derefter blev vers 35 åbenbaret. 

I sura 26 (Digterne) fortæller Allah om Noah. Som du vil se i Nr.10, er der påfaldende mange ligheder mellem den modstand, de tidligere udsendinge (herunder Noah) ifølge Allah oplevede , og den modstand, Muhammed oplevede. Noahs folk sagde: ”Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?” (26:111). Noah afviste så - ligesom Muhammed - at dømme sine følgere. Han sagde, at han ikke kendte noget til, hvad de havde gjort. Noahs folk truede så med at bortstene ham. Herefter straffede Allah som bekendt Noahs folk, mens Noah og hans troende følgere blev reddet.

Man kan kun gætte på, om Muhammed har fået samme indvending som Noah: ”Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?”. I hvert fald befaler Allah i vers 215 (stadig sura 26), at Muhammed skal tage imod enhver, der vil følge ham.

 

Ekstra:

Gå en tur ind i Medinafasen og besøg sura 4 (Kvinderne). Du skal blot se vers 94. Her har Allah en opfordring til muslimerne, når de er "på togt for Allahs sag": De skal ikke dræbe folk, der hilser dem med fred, blot for at få byttet. ”Sådan var I før”, siger Allah, og forsikrer så, at der er "masser af bytte" i Paradis. Det fortæller også lidt om, hvem nogle af Muhammeds følgere var: "Sådan var I før ...".

Vers vers 94 skal i øvrigt ses i sammenhæng med vers 92, der handler om, at man ikke må dræbe en troende, og hvis man kommer til det ved et uheld, skal man betale blodpenge. De vantro, skal naturligvis stadig dræbes, hvis de vender sig bort, dvs. ikke omvender sig, jf. vers 89.

Nr. 10: Muhammeds mentale støtter - de tidligere udsendinge

Hvordan mon Muhammed holdt al den modstand ud? Et godt bud på et svar er, at han fandt støtte i Koranen. Koranen er jo fuld af forbilleder og lidelsesfæller, som lignede ham og delte hans skæbne, nemlig alle Allahs tidligere udsendinge. Udsendingene måtte gå grueligt meget igennem og blev beskyldt for løgn, men alle historierne endte med, at de troende triumferede og "arvede jorden", mens de vantro folk blev udslettet af Allah. 

 

De tidligere udsendinge var profeter fra Biblen (inklusiv Jesus) og figurer fra arabiske sagn. Dem, der fylder mest er: Noah, Lot, Abraham og Moses, samt sagnfigurerne Salih, Hud og Shuayb. Udsendingene findens i mange suraer fra Mekka-perioden. Du skal nu besøge to suraer og møde nogle af udsendingene:

Happy end: De vantro folk udslettes og de troende får jorden i arv

Du går til sura 7 (De høje stader). Den er fra den midterste Mekka-fase, hvor det efterhånden bliver klart, at Muhammed er Allahs udsending. I vers 7:158 bliver det slået helt fast. Du møder bl.a. Noah, Hud, Salih, Lot, Shuayb og Moses. De havde alle præcis det samme budskab som Muhammed: "Der er ingen anden gud end Allah" og "frygt Hans straf" (fx 7:59). De fik disse reaktioner:

  • Noahs folk beskyldte ham for at lyve (7:64).

  • Huds folk ville ikke opgive deres guder. "Så bring os da Allahs straf, hvis du da taler sandt", sagde de. Salihs folk sagde det samme (7:70).

  • Lots og Shuaybs folk truede med at drive dem ud af byen, hvis ikke de holdt inde (7:82).

  • Moses oplevede, at Farao og hans folk kaldte Allahs tegn for løgn (7:136)

Folkene, som ikke ville lytte, endte naturligvis med at få en frygtelig straf, og Allah gav jorden i arv til nogle, der var bedre, nemlig de troende (7:137). Læg mærke til det med at få jorden i arv. Det, du har set, er Koranens ”evolutionsteori” ("guddommelig selektion"), også kaldet "de sædvanlige indgreb" (fx 35:43).

Muhammed kunne således trøste sig med, at det altid ender godt for udsendingene.

 

Måske undrer du dig over, hvorfor befolkningen i Arabien så ikke allerede var monoteister på Muhammeds tid, efter alle disse udrensninger. Men vers 7:95 giver en forklaring: Folk falder af på den, når de føler sig for sikre og glemmer at frygte Allah.

Folk sagde fuldstændigt det samme til de andre udsendinge

Sura 11 (Hud) er et rigtigt fint eksempel på, at udsendingens situation har lignet Muhammeds til forveksling. Her er, hvad udsendingene måtte høre fra deres folk:

  • Noah: De øverste fra hans folk sagde: "Vi kan se, at du kun er et menneske ligesom os; vi kan se, at det kun er de mest ringeagtede af os, der følger dig, rent ud sagt; vi mener ikke, at I har noget fortrin frem for os, og vi tænker, at I lyver." (11:27)

  • Hud: Hans folk sagde: "Du har ikke bragt os noget klart bevis. Vi vil ikke opgive vores guder alene på dit ord. Vi tror ikke på dig. Vi kan kun sige, at en af vore guder må have ladet noget ondt fare i dig!" (11:53)

  • Salih: Hans folk sagde: "Vi havde forhåbninger til dig før dette. Vil du forbyde os at tjene det, som vore fædre har tjent? Vi stiller os stærkt tvivlende til det, hvortil du kalder os." (11:62)

  • Shuayb: Hans folk sagde: ”Befaler din bøn dig, at vi skal opgive det, som vore fædre har tjent, eller at vi ikke må gøre med vor ejendom, hvad vi vil?” (11:87) Og: "Vi forstår ikke meget af, hvad du siger. Vi ser, at du er svag iblandt os, og hvis det ikke var for din slægt, ville vi bortstene dig. Du betyder intet for os." (11:90)

 

Alle de vantro folk, som sagde disse ting, blev tilintetgjort af Allah. Det er et tegn, siger Koranen. Du kan kun gætte på, at Muhammed også har hørt præcis disse ting fra sit folk.

 

Muhammed kunne således trøste sig med, at han ikke skulle tage det så personligt.

 

Men læg mærke til, hvad folkene sagde. Folkenes svar viser jo, at de "forfulgte" udsendinge ikke blot ønskede at dyrke deres egen religion. De krævede af deres folk, at de skulle opgive deres guder, at guderne skulle forbydes, at de ikke måtte bruge deres ejendom som de ville - og  udsendingene krævede tilmed at blive troet uden at kunne give et bevis.

 

Muhammed deler skæbne med de store legender

Historierne om de andre udsendinge, hvis budskab og situation var fuldstændig som Muhammeds, havde også en anden effekt: Muhammed blev sat i ærværdigt selskab sammen med de store legender. Alle de store havde jo prøvet det samme som ham. Her er lidt flere eksempler:

 

  • Noahs folk mente også, at han var besat (54:9)

  • Når udsendingene næsten havde opgivet håbet og følte sig beskyldt for løgn, så kom Allahs hjælp altid (12:110).

  • Farao lo også af Moses’ tegn (43:47)

  • Noahs folk mente også, at han blot var en mand, som der var faret en djinn i (23:25)

  • Aldrig sendte Allah en udsending, uden at folk kaldte ham troldmand og besat (51:52)

  • Aldrig har Allah sendt udsendinge ud, uden at Satan har indføjet noget (22:51)

Muhammed kunne således trøste sig med, at han er en af de store.

 

Kan man skille Muhammeds og profeternes liv fra hinanden?

Egentlig er det jo positivt, at historier og fortællinger kan bringe trøst og opbakning. Det er sådan, Biblen også ofte bliver benyttet. Og eventyrene og mytologien.

 

Men hvad nu, hvis man lever sig lidt for meget ind i fortællingerne og endda tilpasser dem for at de bedre kan passe til ens egen fortælling?

 

Muhammed var sikker på, at hans modstandere lagde listige planer mod ham, for det sagde Allah til ham. Det fremgår af Koranen, fx 86:15, 35:10, 16:127. Derfor kom der naturligvis også en åbenbaring fra Allah om, at ”ethvert fællesskab har pønset på at falde over sin udsending” (40:5). Muhammed behøvede således slet ikke at tvivle på, at de pønser på at "falde over ham". Det er en lovmæssighed, siger Allah. Sådan er det jo altid med udsendinge.

 

Du begynder måske at blive lidt bekymret for, om Allah nu også er en god "stemme" for Muhammed, og om identifikationen med historierne altid er helt hensigtsmæssig. Hvor er grænsen mellem Muhammeds liv og historierne? Fandtes paranoid skizofreni mon også dengang, selvom man ikke kendte betegnelsen? 

Hvd Muhammed sagde til de vantro

Nr. 11: Hvad de vantro måtte høre

Du har indtil nu set, hvordan Muhammed konstant i Mekka har været i defensiven mod de vantros afvisning og krav om tegn. Allah måtte hele tiden svare for sig.

 

Du skal nu besøge sura 41 (Fremlagt nøjagtigt). I vers 5 møder du ironi. Koranen fortæller, at de vantro ironiserer over, hvad Muhammed har sagt om dem. De siger: "Vort hjerte er dækket til mod det, hvortil du kalder os; tunghørhed ligger over vore ører; der er et forhæng mellem os og dig. Så du skal blot handle! Vi handler også." (41:5)

 

Ironien er tankevækkende. Det tankevækkende er, at den peger tilbage på, hvad Muhammed selv har sagt. Nu slår det pludseligt én, at folk i Mekka også har måtte høre meget - ud over naturligvis det åbenlyse i at blive kaldt "vantro" igennem hele Koranen, som Muhammed jo reciterede offentligt.

 

Da sura 41 blev åbenbaret, havde Muhammed prædiket sit budskab i Mekka i 10 år. I løbet af disse 10 år har der kun været én omtale af fordrivelse i Koranen: I sura 17 (Natterejsen) vers 76 står, at de vantro "nær" havde skræmt Muhammed bort og fordrevet ham. Men faktum er, at Muhammed stadig prædikede efter 10 år, og at den eneste undertrykkelse, du ser i sura 41, er, at nogle opfordrer til at undertrykke Koranen ved at overdøve den den (41:26).

Men hvad har mekkanerne så måttet høre på i de 10 år? Du har allerede set de personlige forbandelser i Koranens første suraer (fx Abu Lahab). Du har også set de mange trusler om Allahs straf til dem, som ikke vil tro. Nedenfor kan du se et lille udpluk af, hvad "de vantro" har måttet høre på om sig selv og deres guder fra Muhammeds første oplæsninger i 610 til ca. 620, hvor sura 41 blev til (husk at meget gentages igen og igen):

 

  • De forbryder sig (sura 74)

  • De er vildfarne og vil rammes af Allahs vrede (sura 1)

  • De skal brænde i Helvede (sura 87)

  • De er utaknemmelige og grådige (sura 100)

  • Deres gudinder er uværdige og de følger kun løse formodninger ved at tro på dem (sura 53)

  • De er skamløse (sura 80)

  • De hindrer det gode og begår overgreb (sura 50)

  • De er ikke bedre end de folk, Allah allerede har tilintetgjort (sura 54)

  • De har taget satanerne til venner (deres guder) (sura 7)

  • Allah har forseglet deres hjerter (sura 7)

  • De er som kvæg (sura 7)

  • Deres guder er kun Allahs tjenere (sura 7)

  • Bedehusene tilhører kun Allah og man må ikke påkalde andre der (sura 72)

  • Allah har tildækket dem, så de ikke kan se (sura 36)

  • De er forløjede (sura 35)

  • De er hovmodige og har onde planer (sura 35)

  • Deres afguder vil vende sig imod dem på dommedag (sura 19)

  • Allah har sendt satanerne ud til de vantro (deres guder) (sura 19)

  • De er blinde (sura 10)

  • Det lyver, når de taler om deres gudinder: Skulle Allah virkelig foretrække døtre frem for sønner? (sura 37)

  • De, deres hustruer og deres guder vil blive drevet til Helvede i samlet flok (sura 37)

  • Deres fædre har fulgt Satan (deres guder) (sura 31)

  • De vil opdage at de har tjent djinnerne (deres guder) (sura 34)

  • Bedraget (deres guder) kan ikke skabe (sura 34)

  • Deres guder (ud over Allah) formår ikke noget (sura 34)

Husk at dette kun er til og med sura 41. I Medina-fasen bliver det værre. Der vil du kunne se, at de vantro omtales som "de værste dyr" (fx 8:55). Men lige nu er fokus på det, som de har måttet høre på, mens Muhammed var i Mekka.   

Sura 41, som startede med et ironisk budskab, slutter dog med, at Allah igen kalder de vantro tunghøre. Måske har Han ikke forstået ironien. Kort efter, i sura 45 (På knæ) siger Allah igen, at Han har lagt slør over øjnene på de vantro og forseglet deres ører og hjerte for at lede dem vild. Ironi virker tydeligvis ikke på Allah.

Ekstra - skæbnens ironi:

Du kan se endnu et eksempel på ironi i vers 8:32 fra Medina. Her mindes Allah, at de vantro i Mekka sagde til Muhammed: "Oh Allah! Hvis dette er sandheden fra Dig, så lad det regne ned over os fra himlen med sten! Eller bring os en pinefuld straf!". Verset er åbenbaret lige efter slaget ved Badr i 624, hvor mange prominente mænd fra Quraysh (heriblandt Abu Jahl) blev dræbt i forsøget på at beskytte deres karavanetrafik mod overfald. Allah siger, at deres død er straffen for dengang (8:33).

En trist skæbnens ironi - at blive dræbt på grund af ironi.

Nr. 12: De troede faktisk på deres guder

Når man læser Koranen kan man godt få det indtryk, at mekkanernes modvilje mod Muhammeds budskab blot skyldtes et ondt og usympatisk motiv om at spotte Muhammed. Det står jo igen og igen at de driver spot.

 

Men i Nr. 1 om Abu Jahl så du, at Abu Jahl engang bad Muhammed holde inde. Du har også set ovenfor, hvad Koranen sagde om de vantros guder - eller måske rettere engle (43:19). Du skal nu se en ting, som man ofte glemmer. Nemlig, at menneskene i Mekka faktisk troede på de guder, deres fædre havde lært dem at dyrke.

 

De ville følge deres fædre og tænkte godt om Allah

Du går nu til sura 43 (Pomp og pragt). Her gengiver Allah, hvad ”de vantro” sagde: "Vi har set vore fædre tilhøre et fællesskab, og vi lader os lede i deres spor." (43:22) De argumentede endda med, at når alt er Allahs vilje, så må det jo være Hans vilje, at de tjener de kvindelige væsener (43:20). Det var faktisk et flatterende argument for Allah: De antog Hans almagt og udtrykte tillid til, at Han ville have guidet dem til det rigtige. De troede ikke, at Allah med vilje ville lede dem vild, sådan som Koranen ellers lærer (fx 16:93). (Se også: Hvor stammer det onde fra)

 

De ville komme Allah nær gennem de andre guder

Du fortsætter til sura 46 (Sandklitterne). Her nævner Koranen, at folket Ād havde taget sig guder "for at komme Allah nær" (46:28). De troede, det var godt. Tænk over det. Faktisk står der mange steder i Koranen, at "de vantro" mente, at det, de gjorde, var godt. Deres motiv var ikke at være onde. De så deres handlinger "i et smukt lys". Allah havde med vilje vildledt dem til at se det sådan. Se fx her: 27:4, 6:43, 6:122, 16:63, 35:8. Så de var faktisk i god tro, men Allah bedrog dem.

 

​​De gjorde modstand for gudernes (eller englenes) skyld

Næste stop er sura 16 (Bierne). Her nævner Allah i en bisætning, at de vantro gjorde modstand for "dem, de satte ved Allahs sides" skyld (16:27). Allah fortæller også, at de på dommedag vil sige, at de jo intet ondt gjorde (16:28). Men jo, det gjorde de, og de vil naturligvis blive straffet med Helvede til evig tid.

 

De frygtede deres guder (eller engle)

Du skal lige en lille tur tilbage til sura 28 (Historien). Her står, at nogle faktisk frygtede at blive ”revet bort fra deres land”, hvis de fulgte Muhammed (28:57). En interessant detalje også at få med.

 

Du har nu set noget, som de færreste skænker en tanke, fordi der bare står "vantro" overalt i Koranen: De vantro troede faktisk, og var loyale over for det, de troede på.

Nr. 13: Spor af forfølgelse

Men er der da slet ingen spor af chikane, overfald, tortur og fordrivelse i Koranen? Jo, der er lidt spor af forfølgelse - eller pres - og det skal du naturligvis ikke snydes for.

 

Du starter i sura 16 (Bierne), midt i den sene Mekkanske fase. I vers 41 nævner Allah nogle,  som er "udvandret for Allahs skyld" efter at have "lidt uret". De bliver lovet, at de nok skal få et godt sted at bo. Du spekulerer måske på, hvem det mon kan være, for udvandringen til Medina er jo ikke sket endnu. I vers 110 omtaler Koranen igen nogle, som har været udvandret og som har været udsat for prøvelse og derefter kæmpet. Der står ikke mere.

 

Ifølge den islamiske historiker Ibn Ishaq skulle en gruppe af de troende i 613 eller 615, altså i den tidligste Mekka-fase, være udvandret til Abyssinien på grund af forfølgelse. Læg dog mærke til, at du slet ikke har hørt om dette tidligere i Koranen. 

Der er flere mulige spor af forfølgelse i sura 16: I vers 106 truer Allah med en frygtelig straf til dem, der frafalder. Men så modererer Han det til, at det ikke gælder, hvis man har været tvunget. Nogen kan således have følt sig tvunget til frafald.

 

Du går videre til Sura 67 (Herredømmet). Her siger Allah, at de, der frygter Ham i det skjulte, har en stor belønning i vente (67:12) Dette kan betyde, at nogen har ikke haft lyst til at stå åbent frem i Mekka.

 

Spørgsmålet er, om det har været på grund af frygt for tortur og chikane. 

Blev muslimerne fordrevet fra Mekka?

Nr. 14: Blev muslimerne fordrevet?

Du skal nu undersøge, om Muhammeds følgere virkelig blev fordrevet fra Mekka, eller om de snarere flygtede, fordi de frygtede at Allahs straf snarligt ville ramme byen. De vidste jo fra Koranen, hvordan det plejede at gå med de vantro byer, når udsendingene forlod dem (sura 17 vers 77). Faktisk havde de fået tudet ørerne fulde af dette i sura efter sura gennem hele Mekka-perioden. Det kan helt klart også have spillet ind på behovet for at udvandre, at Muhammed jo havde fået tilbud om at komme til Medina som profet.

 

Men først skal du have et indtryk af dommedagsstemningen i den sidste tid inden udvandringen til Medina.

Dommedagsstemning

Tag en vandring igennem den sene Mekka-periode og fornem stemningen i disse suraer:

 

  • Sura 71 (Noah) - Allah fortæller, at Noah bad Allah om at udslette alle dem af sit folk, som ikke var troende (71:26). Dette fordi de stak fingrende i ørerne og lagde listige planer. Som straf druknede de og blev også ramt af ild.

  • Sura 21 (Profeterne) - Allah fortæller om dommedag, og at Allahs retfærdige tjenere skal arve landet. Allah fortæller, at Muhammed har sagt til Ham: ”Døm med sandhed”. Dette må have været skræmmende for de troende. De huskede sikkert, at Noah i sin tid netop bad Allah om at "dømme" (26:118).

  • Sura 23 (De troende) - Der er mere om Noah. Allah siger til Muhammed, at han skal bede om ikke at blive sat blandt de uretfærdige, hvis Allah vælger at lade ham se de vantros kommende straf. Allah siger, at Han er i stand til at lade ham se den (23:95). Du fornemmer, at straffen er nær, når samtalen nu handler om, hvorvidt Muhammed skal se den eller ej.  

  • Sura 52 (Bjerget) - Allah forudsiger, at tordenskraldet vil ramme de vantro (52:45). Allah siger til Muhammed, at han bare skal lade de vantro være, vente og stå i bøn om natten. Du fornemmer igen, det må være tæt på, når Muhammed blot skal vente til det sker.

  • Sura 67 (Herredømmet) - De vantro spørger ”Hvornår kommer det så?”. Det gør de i adskillige suraer fra perioden, hvilket tyder på, at der er blevet talt heftigt om den kommende straf. Men Muhammed kan naturligvis blot advare. 

  • Sura 78 (Budskabet) - Allah siger direkte, at straffen er ”nært forestående” (78:40). De skræmmende beskrivelser af dommedag fortsætter i de efterfølgende suraer.

  • Sura 30 (Byzantinerne) - Allah gentager pointen om, hvordan Han tidligere har sendt udsendinge ud og derefter hævnet sig på de folk, der ”forbrød sig” ved ikke at lytte. Allah siger, at Han har påtaget sig at hjælpe de troende. Muhammed skal bare holde ud. Allahs løfte skal nok blive til virkelighed.                               

Pres på muslimerne

I sura 29 (Edderkoppen), den andensidste i Mekka-perioden, sker der pludselig noget nyt: Der står nu, at de troende skal udsættes for prøvelse og at de skal kæmpe. På den måde vil Allah vide, hvem der er rigtig troende eller hykler. 

 

Der står også noget om at forældre kan ”bekæmpe” deres børn, for at få dem til at sætte andre guder ved siden af Allah (29:8). Og at de vantro siger, at muslimerne skal følge deres vej - og så vil de se bort fra deres forseelser (29:12). Du fornemmer, at der nu må være lagt et pres på folk for ikke at følge Muhammed.

 

Baggrunden var, at Muhammed i 622 havde indgået en aftale med nogle klaner i Medina, som havde svoret ham troskab. Herunder våbenstøtte. Se mere om det i noten til sura 29. - eller i Historien om Muhammed.

 

Lot udvandrede for Allahs sag

Til sidst i sura 29 kommer så historien om Lot, som udvandrede for Allahs sag, fordi hans folk var skamløse, hovmodige og kaldte hans klare beviser for løgn. Allah lod så nogle af Lots folk drukne og resten synke i jorden (29:40). Lots kone "sakkede bagud" og blev derfor også udslettet sammen med de vantro. Man skal helst ikke være en af dem, der sakker bagud,  når udsendingen forlader byen... eller som er for langsom til at dedikere sig. 

 

Sura 29 slutter med, at Allah siger. ”Min jord er vid, det er mig I skal tjene” (29:56) og lover Paradis til dem, der følger ham. Han spørger, om de ikke set, hvordan Allah har fejet de andre folkeslag bort, mens Mekka er bevaret? (29:67)

 

Kort efter udvandrede ca. 150 personer fra Mekka til Medina. Muhammed var efter sigende den sidste, som forlod Mekka. (Det bekræfter tesen om, at folk troede, Allah ville tilintetgøre Mekka, når udsendingen havde forladt byen). Historien er så, at Mekkanerne ville slå Muhammed ihjel og forfulgte ham ud af Mekka. Men han snød dem ved at lade sin svigersøn Ali ligge i sin seng (så Muhammed var alligevel ikke helt den sidste). Mekkanerne slog ikke Ali ihjel. Han afviklede i stedet nogle af Muhammeds udeståender og rejste derefter til Medina.

 

Blev muslimerne fordrevet? 

Hvad Koranen fortæller om fordrivelsen fra Mekka

Nr. 15: Fortællingen om fordrivelsen startede i Medina

Til slut skal du se, hvad Koranen i Medina-perioden siger om muslimernes fordrivelse fra Mekka.

 

Muslimerne blev fordrevet

Sura 2 (Koen) nævner fordrivelse af de troende: Allah opfordrer de troende til at gøre gengæld ved at dræbe de vantro og "fordrive dem derfra, hvor de har fordrevet jer" (2:191). Fristelse til frafald er værre end drab, tilføjer Allah. Med den tilføjelse var drab i forbindelse med karavaneoverfald blot hævn efter lige-for-lige-princippet. Det er værd at lægge mærke til, at tilføjelsen var nødvendig for at få det til at være lige-for-lige. Vi kan næsten sige med sikkerhed, at der ikke været drab på Muhammeds følgere i Mekka. For i så fald havde tilføjelsen været overflødig. 

 

De havde planer om at slå Muhammed ihjel og fordrive ham

Sura 8 (Byttet) nævner fordrivelse af Muhammed: Allah fortæller, at de vantro i Mekka havde planer om både at tilbageholde ham, slå ham ihjel og fordrive ham (8:30). På grund af disse planer er det ikke forkert at straffe dem nu, siger Allah. Det var efter slaget ved Badr i 624, hvor 70 Mekkanere blev dræbt, da de sendte en hær med ud for at beskytte en karavane. Muslimerne tog også 70 fanger, hvoraf 2, som særligt havde spottet Muhammeds budskab i Mekka, blev halshugget. For mange var det dengang uhørt og foruroligende, at man slog ”sine egne” ihjel. Quraysh var Muhammeds eget folk. Derfor har det været vigtigt at kunne retfærdiggøre det som gengæld. Men læg mærke til, at gengældelsen var gengæld for påståede planer. I Allahs optik kan man altså godt "gengælde" lige-for-lige for ting, der ikke har fundet sted.

De troende blev fordrevet fra deres huse og ejendom

Sura 3 (Amrams Slægt) fortæller, at  Muhammeds følgere blev fordrevet: Allah forsikrer de troende om, at de vil blive bønhørt: Både de, der udvandrede og blev fordrevet fra deres huse, de, der har lidt overlast for Allahs sag, og de, der kæmpede og blev dræbt, vil få eftergivet alle deres onde handlinger og komme i Paradis (3:195). Verset er åbenbaret efter muslimernes nederlag ved Uhud i 625. Ikke alle Muhammeds følgere i Medina synes om det, der var sket. Det har været vigtigt at understrege overfor de skuffede, at det ikke var Muhammed, der havde lokket dem til at udvandre og nu havde ført dem til nederlag. Nej, de var blevet fordrevet. Kort efter blev den den jødiske stamme Banu Nadir fordrevet fra Mekka, og muslimerne overtog deres ejendom. Sura 59 (Samlingen) beskriver, hvordan Allah giver byttet fra Banu Nadir til Muhammed, som giver en del af det de fattige udvandrere fra Mekka, "som blev fordrevet fra deres boliger og ejendom" (59:8).

De blev fordrevet blot fordi de troede på Allah

I sura 22 (Valfarten) giver Allah de troende tilladelse til at kæmpe, fordi de blev "fordrevet, blot fordi de troede på Allah" (22:40). De skal hjælpe Allah med at bekæmpe de vantro, og Allah vil hjælpe dem, der hjælper Ham. Allah giver også tilladelse til at kæmpe til dem, som vil holde bøn, give almisse, påbyde det rette og forbyde det forkastelige, hvis de fik magt på jorden (22:41). 

Du har nu set, hvor historien om muslimernes fordrivelse og forfølgelse findes i Koranen. Den findes i Medina-perioden og ikke i Mekka-perioden. Den findes tilfældigvis i vers, der har tjent til retfærdiggørelse af drab, erobringstogter eller friholdelse af Muhammed fra at være skyld i tab og trange kår i Medina. 

Der står faktisk intet om fordrivelse og forfølgelse, som ikke er koblet til en eller anden form for retfærdiggørelse. 

 
 
 
 
 
 
 
  • Grey Facebook Icon