ISLAMOFOBI I KORANEN

Blev Muhammed virkelig forfulgt?

Islamofobi2.jpg

Enhver ved, at Muhammed og muslimerne blev forfulgt i Mekka, ikke? Men hvad siger Koranen egentlig selv om forfølgelsen af Muhammed og hans tilhængere? Find sporene i Koranen af forfølgelse og islamofobi i islams tidligste år - og opdag, at Koranen er propfyldt med islamkritik. 

OBS: I de nedenstående afsnit står der mange steder "Muhammed" om den, Koranen henvender sig til, når den fx siger: "Sig: "Jeg er kun en advarer" (38:65). Men du skal være opmærksom på, at Koranen faktisk ikke fortæller, at det er Muhammed. Reelt ved vi ikke, om Koranen har noget med Muhammed at gøre. Det er blot noget, vi antager.

 

1. De beskyldte ham for løgn

Allerede i sura 96, den allerførste sura, som Muhammed skulle have fået åbenbaret, møder du modstand mod hans budskab. Nogen beskylder ham tilsyneladende for løgn, vender sig væk (96:13) og hindrer ham i at bede. Koranen truer med at tilkalde "håndlangerne" mod ham.

 

Historien bag dette er, at det er Abu Jahl, du har mødt. Han var ifølge den islamiske fortælling en af Quraysh-stammens ledere og Muhammeds ærkefjende. Hans rigtige navn var Amr ibn Hisham. Folk i Mekka kaldte ham Abu Hakam, Visdommens fader. Men i islam kaldes han Abu Jahl, som betyder "Uvidenhedens fader", og han er altid fremstillet som en meget ond mand. Han afviste Muhammeds budskab og talte imod det.

 

Navnet Abu Jahl nævnes ikke i Koranen. Alligevel er en del vers rundt omkring i den tilskrevet episoder med ham. Fx her:

 

  • Sura 75 - "Ve dig, ve dig!", siger Allah. (75:31) Det skulle være åbenbaret efter at Abu Jahl vendte sig væk fra Muhammed og gik, efter at have hørt om Dommedags straf og Allahs evne til at genskabe menneskene

  • Sura 54 - De kaldte det løgn (54:3) og troldom, da de så et tegn. Det handlede om at månen blev spaltet - og Abu Jahl var en af dem, der ikke troede på dette mirakel.

  • Sura 38 - De brød op og kaldte det "kun et påfund" (38:7). Historien her er, at Quraysh-stammens ledere, herunder Abu Jahl, rejste sig og gik, da Muhammed ville have dem til at sige shahada (den islamiske trosbekendelse) under et forsoningsmøde arrangeret af Muhammeds onkel, Abi Talib. 
  • Sura 6 - Et trøstende vers om, at "det er ikke dig, de beskylder for at lyve" det er blot Allahs tegn (Koranen), de kalder for løgn (6:33).  Ifølge en hadith, sagde Abu Jahl disse trøstende ord, hvorefter Allah så åbenbarede dem.

  • 16:108: Allah formaner de troende om ikke at spotte de vantros guder. Det vers skulle også skyldes Abu Jahl, som skulle have sagt: ” Ved Allah, Muhammed. Enten stopper du med at forbande vores guder, eller vi vil forbande den gud, du tjener". 

 

Abu Jahl er en vigtig person i Muhammedfortællingen. Ifølge den blev han dræbt under Slaget ved Badr i 624. Han blev fundet såret af en af Muhammeds mænd, som halshuggede ham og bragte hans hoved til Muhammed. Muhammedfortællingen skal dog tages med et meget stort gran salt, for den er sandsynligvis det pure opspind, og Abu Jahl har aldrig eksisteret. 

Men han personificerer den modstand mod Koranens budskab, som Koranen er fuld af. For ja: Koranen fortæller igen og igen, at dens budskab blev mødt med den indvending, at det var løgn.  

Abu-Jahl 2.jpg

Abu Jahl. Selvom han formentlig aldrig har eksisteret, personificerer hovedkritikken mod Koranens budskab: At det var løgn. 

 

2. De troede, han var besat

Sura 68 viser hvilken reaktion, Muhammed (Koranens prædikant) også mødte fra sine omgivelser, da han allerførst begyndte at recitere: De troede, at han var besat og rablede gamle sagn af sig. Nogle mener, at Muhammed faktisk i starten også selv frygtede, at han var besat. I hvert fald bekræfter denne hadith, at hans første møde med Gabriel var en skræmmende oplevelse, og at han var bange for, hvad der skete med ham. Det var derfor, at vers 68:2 blev åbenbaret for ham. Det siger: "Du er ved din Herres nåde ikke besat".

 

Man kan dog godt forestille sig, hvordan nogle at Koranens vers kan have virket "besat" for tilhørerne: For eksempel i sura 74, hvor Muhammeds "Herre" ønsker død (!) over den, der kalder den messende recitation for "mennesketale" (74:25), og tordner om, at Han vil "tynge ham til jorden" (74:17) og "lade ham brænde i Heden".  

I sura 81 besværges det over for tilhørerne, at "den ædle udsending" har magt og indflydelse hos ”Tronens Herre”, og at dette (Koranen) ikke er en ”bortstenet” satans ord (81:25). Man fornemmer, at nogen måske troet netop dét.

 

I sura 93 forsikrer stemmen: "Din Herre har ikke forladt dig, Han hader dig ikke" (93:3). Man fornemmer en psykisk plaget person. En hadith, fortæller faktisk, at Muhammed prøvede at begå selvmord, når der gik for længe mellem kontakterne med ”ånden”. 

 

Beskyldningerne om besættelse findes igennem hele Koranens såkaldte Mekka-del .

Se her:

  • Sura 7: Efter en svada om, at Allah har skabt mange mennesker og djinner til Helvede, at de vantro er som kvæg, og at Allah selv vildleder dem, må Koranen forsikre tilhørerne om, at der ikke er faret en djinn i deres fælle (7:184).

  • Sura 17: Koranen forklarer Muhammed, hvorfor folk kalder ham "forhekset". Det er fordi de selv er vildfarne (17:47).

  • Sura 37: Koranen beskriver, at de vantro har forbrudt sig ved at sige: ”Skulle vi opgive vores guder for en digter, der er besat?” (37:36)

  • Sura 34: De vantro tror, at der er faret en djinn i Muhammed. Muhammed skal sige til dem: ”Jeres frænde er ingen djinn”. (34:46)

  • Sura 44: Koranen beskriver straffen til dem, der vendte sig bort og sagde ”Han er oplært og besat”. De skal spise af Zaqqumtræet i Helvede. (44:14)

  • Sura 21: Koranen fortæller, at folk i hemmelighed kalder åbenbaringerne for "forvirrede drømme". (21:5)

  • Sura 52: Koranen må igen forsikre folk om, at Muhammed ikke er en besat digter (52:29). Hvorefter han fortæller Muhammed, at de vantro har listige planer. Det lyder unægteligt lidt som paranoid skizofreni.

 

Også inde i de såkaldte Medina-suraer er der spor af, at nogen set islam som en slags religiøs besættelse. I sura 8 står, at ”hyklerne” og "dem der har en sygdom i hjertet" sagde om de troende, at ”deres religion har forblindet dem” (8:49).

 

Alt i alt giver Koranen os et fint billede af, hvad folk har tænkt.

Mo har et anfald.jpg

De, der er vantro, får dig til næsten til at snuble med deres blikke, når de hører påmindelsen. De siger: "Han er besat!"(68:51) 

(Illustrationen viser Muhammed i trance. Fra en Hollandsk bog fra 1600-tallet). 

 

3: Islams fjende Abu Lahab

Du går nu til sura 111. Den er en forbandelse af en person ved navn Abu Lahab og hans kone. Abu Lahab betyder ”Flammernes fader”. I suraen ønsker Koranens forfatter (som jo angiveligt er Den Almægtige, Verdens Skaber), at Abu Lahabs hænder og Abu Lahab selv må forgå i brændende ild.

 

Historien om suraen er, at Muhammed havde en ond onkel, som hed Abu Lahab. Baggrunden var en episode, hvor Muhammed stillede sig ud på bjerget uden for Mekka og råbte til samling, som man gjorde, når fjenden var på vej. Folk samledes, og Muhammed begyndte så at advare om Helvedes tortur. Abu Lahab blev vred og sagde: ”Muhammed lover mig ting, jeg ikke kan se. Han påstår, det vil ske efter min død. Hvad har han lagt i min hånd?"  Herefter pustede han ned i sin hånd og sagde: “Må du forsvinde. Jeg kan intet se i dig af de ting, Muhammed siger". Herefter blev forbandelsen åbenbaret for Muhammed.

 

Abu Lahab er en af de meget få "civile" personer (dvs ikke fra Bibelen), som har fået æren af at blive nævnt ved navn i Koranen. Han døde ifølge islamisk tradition i 624 af betændte bylder, hvilket jo så betød, at Allahs forbandelse gik i opfyldelse. Alle efterfølgende generationer af muslimer har herefter gennem 1400 år lært, at Abu Lahab var ”fjende af islam”, som naturligvis fortjente den grimme død. 

 

Allah forbander også Abu Lahabs kone: Hun skal med et reb om halsen bære brænde til sin mands bål, når han skal brænde i Helvede. Historien hos Ibn Ishaq er, at hun også var meget ond og strøede torne, hvor Muhammed gik (læs om Abu Lahabs kone her)

Men pas på! For er det ikke lidt mærkeligt, at netop Muhammeds onde onkel - og ingen andre af profetens familiemedlemmer - har fået æren af at være nævnt ved navn i Koranen? En ikke usandsynlig forklaring er, at Abu Lahab faktisk var en bibelsk person:  Sura 111 har måske oprindeligt været en hentydning til Bibelens historien om Kong Akab og hans far Omri (Abu Akab betyder Akabs fader). Akab havde også en ond og afgudsdyrkende kone, Jezabel. 

 

Så måske er sura 111 slet ikke en historie om, hvordan Muhammed blev udsat for had og islamofobi. Den er måske bare et eksempel på, hvordan en historie om Muhammed er blevet digtet for at forklare nogle ellers uforståelige hentydninger i Koranen. Ups. 

Abu Lahab 1.jpg

Måtte Abū Lahabs hænder forgå! Måtte han forgå! Han skal brænde i en flammende ild, (111:1 og 111:3)

 

4: De sataniske vers - Muhammed gav næsten efter

Du skal nu besøge sura 53, som er mest kendt for, hvad der ikke er i den - nemlig de ”sataniske vers”.

 

Historien om dem er, at Muhammed engang reciterede nogle vers, som anerkendte de vantros gudinder, al-Lāt, al-Uzzā og Manāt, og kaldte dem "ophøjede væsener", hvis forbønner Allah lyttede til. Satan havde lagt ordene på Muhammeds tunge i et svagt øjeblik, hvor han ønskede forsoning med sine stammefæller. Det var hårdt for ham med al den modstand. Hans stammefæller blev glade og bøjede sig endda ned sammen med ham i bøn. Men efterfølgende trak han versene tilbage. Det var Satan, som havde givet ham dem, og ikke Allah. Allah annullerede så Satans ord. 

 

Hele baggrundshistorien findes i Ibn Ishaq's Muhammed-biografi. Men i sura 53, kan du kun se følgende, for Satans ord blev jo annulleret:

 

Koranen spørger retorisk: "Hvad mener I om al-Lāt og al-Uzzā, og dernæst Manāt, den tredje?".(53:19-20) Derefter pointerer den, at det ville være uretfærdigt, hvis Allah skulle have døtre, mens de vantro selv har sønner (53:21). Allah siger: "Det er kun navne, som I giver dem". Engles forbønner nytter intet, for Allah gør hvad Han vil. Og "De, der ikke tror på det hinsidige, de kalder englene ved kvindelige navne" (53:27).
 

sura 22 kan du se den åbenbaring, hvor Allah angiveligt ophæver Satans ord. Koranen trøster den stakkels profet med, at der aldrig er blevet sendt en udsending eller profet ud, "uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske" (22:52)

 

Også andre steder i Koranen er der vers, som hentyder til, hvordan der nær var givet efter og gået på kompromis med Allahs budskab. For eksempel: 

  • sura 17: De ville have taget dig til sig som deres ven (17:73). Heldigvis skete det ikke, så så havde der vanket dobbelt straf hos Allah.

  • sura 25: De vantro siger: ”Han havde nær forledt os til at opgive vore guder” (25:42). Muhammed formanes derefter om ikke at give efter for de vantro (25:52).

  • Sura 72: Der er sat vogtere på profeten, så Allah kan se, om Hans budskaber kommer videre (72:28). 

  • Sura 20:  Allah ved, hvad udsendingen skjuler, når han reciterer. Hvis han glemmer Allahs tegn vil han på Dommedag blive gennet til Helvede sammen med de vantro (20:125-126). 

  • Sura 16:  Koranen formaner profeten til at søge tilflugt mod Satan, når han læser vers op (16:98).

Mange mener i vore dage, at historien er pinlig. For kan det virkelig passe, at en profet ikke kan kende forskel på Allah og Satan? Men da Ibn Ishaq fandt på den, har den sikkert ikke været pinlig. I datidens optik kan den tværtimod have understreget profetens troværdighed: Profeten var jo blot et menneske, og episoden viser, at Allah kontrollerede ham og sørgede for, at der ikke kom forkerte budskaber ud.  

Historien er formentlig opfundet for at forklare de ellers uforståelige hentydninger i  sura 53 og i tilgift skabe historien om Muhammeds liv. Versene kan oprindeligt blot have været en hån mod nogle af Koranens tilhørere for at dyrke de kvindelige engle.  

Satan hvisker.jpg

"Vi har aldrig før dig udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Gud ophæver det, som Satan har indføjet.. "(22:52)

 

5: De troede ikke på genopvækkelsen på Dommedag

Koranen fortæller, at dens publikum faktisk troede på Allah. De troede, at Allah havde skabt himlen og jorden (31:25), og at jorden og alt derpå samt de syv himle og den vældige trone tilhører Ham (23:84-89), og at Han har herredømmet over alting. 

 

Men de troede ikke på, at Allah ville genskabe dem og deres forfædre på Dommedag for at smide dem Helvede eller i Paradis. Koranen er fuld af argumentation om dette: De genstridige vantro "nægter at tro" på det, og Koranen forsøger at overbevise.

 

Koranens argument er grundlæggende, at Allah jo allerede har skabt mennesket én gang, så derfor kan Han vel gøre det igen. Her kan du se:

  • Sura 75: Koranen sværger, at Allah er i stand til at samle mennesket igen, med både knogler (75:3) og fingerspidser. Ve den, som kalder det løgn. Allah har skabt mennesket af udstødt sæd, så hvorfor skulle Han ikke også kunne give de døde liv?

  • Sura 50: De siger, at det er "langt ude", at mennesket skal genopstå efter at det er blevet til støv. Kornan svarer, at Allah er i besiddelse af et skrift, der bevarer. Han har bygget himlen helt uden revner (50:6) og uden at blive udmattet. Hvis man kalder det løgn og beskylder Hans udsendinge for at lyve, så er der ingen mulighed for at undslippe straffen.

  • Sura 86: Koranen bedyrer, at Allah har skabt mennesket af en væske, der udgår fra et sted mellem lænder og ribben (86:7), og at Han derfor formår at genskabe mennesket.

  • Sura 7: Koranen forklarer, at Allah vil oprejse de døde på samme måde, som Han skaber nyt liv ved at sende regn ned over dødt land, så det bliver frugtbart (7:57) .

  • Sura 36: Koranen fortæller, at Allah skabte mennesket af en dråbe. Men straks blev det en modstander. Men Han konstaterer, at de vantro stadig ikke tror, at Han kan give knoglerne liv, når de er i forrådnelse (36:78).

  • Sura 19: Koranen bemærker igen, at de tvivler på, at Allah kan gøre dem levende efter døden. Selvom han jo har skabt alting én gang. Tænk at de ikke kan se det. Han fortæller, hvordan de alle sammen vil blive ført til Helvede i samlet flok og bliv stillet op der - på knæ! (19:67)

  • Sura 17: Koranen kan se, at folks modvilje øges, jo mere Muhammed påminder dem. Når de spørger, om de virkelig skal genopvækkes, når de er gået i forrådnelse, så skal han svare: ”Ja, om I så var sten eller jern!” (17:41)

  • Sura 10: Koranen hævder, at Allah har skabt himlene og jorden på 6 dage, og at Han vil genskabe alle på Dommedag. De, der ikke tror på det, vil brænde i helvedesilden og drikke kogende vand (10:4).

  • Sura 34: De vantro laver grin med Muhammed og siger: "Skal vi udpege en mand for jer, der vil underrette jer om, at I, når I er revet i stumper og stykker, vil blive skabt på ny?" (34:7

  • Sura 40: Koranen fortæller, at Allah har skabt mennesket af støv, så af levret blod og derefter af vand. Han kan alt. Det er klare beviser. De, der kalder det for løgn, vil blive slæbt afsted med kæder om halsen og blive brugt som brændsel i Helvede.

  • Sura 44: De vantro udfordrer Muhammed og siger, at han skal bringe dem deres forfædre (44:36), hvis de skal tro på, at hans gud formår at genskabe dem. Koranen truer så med Helvede.

  • Sura 45: Koranens forfatter rådgiver: Når de siger ”Så bring vores fædre hid”, så skal Muhammed svare, at de ikke har nogen viden (45:26). De vil blive straffet på Dommedag.

  • Sura 23: De vantro tror stadig ikke på genopstandelsen. Koranen konstaterer, at det er akkurat som  de tidligere slægter, som jo endte med at blive tilintetgjort som straf. 

  • Sura 32: Koranen fortæller igen, hvordan Allah har skabt alting. Den præciserer nu, at mennesket kun blev skabt af ler første gang. De efterfølgende gange var det jo af ”en foragtelig væske”. Men nu er de vantro begyndt at afkræve svar på, hvornår Dommedag så indtræffer (32:28).

  • Sura 67: Muhammed skal sige, at han kun er en advarer, og at kun Allah ved, hvornår Dommedag kommer (67:26).

  • Sura 79: Koranen beskriver, hvordan de ormædte vantro på Dommedag vil sige til hinanden: ”Skal vi virkelig tilbage til den første tilstand, selvom vi er ormædte knogler?” (79:11). Og ja, det skal de. De vil vågne til et skrig!

  • Sura 30: Koranen fortæller, at Allah kan give jorden liv efter at den har været død, og derfor kan Han også få menneskene til at komme frem fra jorden på Dommedag, selv når de er døde (30:19)

Genopstandelsen har været et helt centralt tema, og Koranens modstandere har været skeptiske over for Koranens budskab om genopstandelsen på Dommedag. De mange vers er et vidnesbyrd om diskussion og argumentation. Ikke om undertrykkelse.  Tværtimod: Undertrykkelse med magt ville jo have gjort diskussionen overflødig.    

Gamle skelette.jpg

"Regner mennesket med, at Vi ikke kan samle dets knogler? " (75:3)

 

6. De troede ikke Muhammed var profet

De vantro arabere troede heller ikke på, at Muhammed var profet. Akkurat som med genopvækkelsen begrundede de, hvorfor de ikke troede på, at Muhammed var profet. De forlangte at se et tegn, hvis de skulle tro på ham. Men Muhammeds tegn var jo Koranen, og den troede de jo ikke på (de kaldte den jo for løgn). Så det var virkelig svært. Se her, hvordan diskussionen udspandt sig:

 

  • Sura 38: Koranen konstaterer: De godtager ikke, at "en af deres egne" er kommet for at advare dem. De kalder ham troldmand og løgnhals (38:4). Allah vil naturligvis straffe dem.

  • Sura 7: Koranen fortæller, hvordan det er gået med alle de tidligere folk, som ikke villet lytte til deres udsendinge. De er blevet udslettet. Muhammed er sit folks udsending, og de skal følge ham (7:158). Koranen er det synlige tegn (7:203).

  • Sura 36: Koranen sværger, at "du er en af de udsendte" (36:6). Den forsikrer over for tilhørerne: "Vi har ikke lært ham at digte. Det passer sig ikke for ham" (36:69).

  • Sura 25: De påstår, at "Det er sagn fra de tidligere slægter, som han har skrevet af, for de bliver dikteret for ham morgen og aften." (25:4). Men det er Allah, der har sendt den ned! De spørger, hvorfor der ikke er sendt en engel ned sammen med ham (25:7). Eller hvorfor han ikke har fået en skat? (25:8) Og hvorfor hele Koranen ikke bare er blevet sendt ned samlet (25:32). Allah svarer, at det hele er meningen, og at de vantro vil blive slæbt til Helvede i samlet flok, med ansigtet nedad (25:34)

  • Sura 26: Allah gentager, at Koranen er et tegn: Det tydelige skrifts tegn! Han forsikrer, at det ikke er satanerne, der er kommet med den (26:210). Det ville de slet ikke være i stand til.

  • Sura 28: De spørger, hvorfor han ikke har fået noget, ligesom det Moses fik. Muhammed instrueret til at sige, at de jo bare selv kan komme med et skrift, der er bedre end "disse to" (28:48). (Muslimer mener at "disse to" er Toraen og Koranen, men eftersom Koranen ikke eksisterede som skrift på åbenbaringstidspunktet, er det mere sandsynligt, at det er Toraen og Evangeliet)

  • Sura 17: De spørger til "ånden" (som giver åbenbaringerne). Muhammed skal sige, at den "udgår fra min Herres befaling" (17:85) - og selv hvis mennesker og djinner slog sig sammen, ville de kunne fremstille noget i lighed med "denne Koran" (17:88). De siger, at de ikke vil tro på ham, før ham lader et kildvæld springe frem, eller laver andre mirakler, eller lader stykker af himlen falde ned, sådan som han har truet med - eller bringer Gud og englene som garanti (17:90-93). Men Allah er tilstrækkelig som vidne (17:94), og engle kan ikke vandre roligt rundt på jorden, for i så fald havde Allah naturligvis sendt én ned (17:95). De, der ikke vil tro, vil blive ført til Helvede med ansigtet mod jorden.

  • Sura 10: De påstår stadig, at han har fundet på Koranen. Men Koranen siger: Kan de måske komme med en sura magen til? Nej, de fatter ikke betydningen (10:39). De er blinde. Og se bare, hvordan det gik med dem, der tidligere kaldte det for løgn.

  • Sura 11: De spørger igen, hvorfor der ikke er sendt en engel ned sammen med ham, og siger, at han har fundet på Koranen. Koranen siger: Så kom med 10 suraer magen til, hvis I kan! (11:13) De vantro er blinde, døve og naturligvis fortabte.

  • Sura 15: Koranen siger til Muhammed: "Vi har givet dig syv læreeksempler og den mægtige Koran". (15:87) Han skal sige: "Jeg er den tydelige advarer." (15:89)

  • Sura 6: Koranens forfatter siger, at tegn alligevel er nyttesløse over for de vantro. Selv hvis hele Koranen var blevet sendt ned på papyrus, ville de alligevel ikke have troet på den. Han forklarer, at Han ikke kunne have gjort Muhammed til en engel, for så måtte han jo gøre englen til en mand, og det ville blot have forvirret de vantro (6:9). Skriftens folk kan i øvrigt bevidne Koranens sandhed (6:20). Han ved, at Muhammed ville gøre alt for at skaffe et tegn, som kunne overbevise folk. Men Muhammed formanes til ikke skal være ”en af de uvidende” (6:35).

  • Sura 34: De vantro siger, at de aldrig vil tro på Koranen. Koranen siger: Gid du kunne se, når de bliver lagt i lænker på dommedag (34:31-33).

  • Sura 46: Når Muhammed læser op af Koranen, så siger de, at han har fundet på den. Han skal sige, at Allah ved hvad de siger. Intet vil kunne beskytte dem mod straffen.

  • Sura 16: De siger, at de godt ved, at der er en, som lærer Muhammed alle historierne i Koranen. Men Koranen siger, at det slet ikke passer. For den person, de hentyder til, taler slet ikke arabisk! (16:103)

  • Sura 52: Muhammed bliver igen beskyldt for at være en digter og have opfundet det hele. Koranen svarer, at de skal holde udkig efter Dommedag, og at de bare kan komme med et budskab magen til.

  • Sura 69: Koranen sværger, at den er en ædel udsendings ord (ups, er det ikke Allahs ord?) og ikke en digters. Havde han løjet om Allah, havde Allah skåret hans pulsåre over. 69:44-46

  • Sura 29: Koranen er ægte, fordi udsendingen jo aldrig tidligere har læst noget skrift op eller skrevet noget med sin højre hånd. Dette er netop for at folk ikke skal tvivle. (29:48). Det er et tydeligt tegn. De, der afviser det, handler uret. Tegnene beror alene hos Allah, og Muhammed er blot en advarer. Allah er tilstrækkelig som vidne, og Helvede vil omslutte dem, der ikke tror på det.

Du har nu set, hvor meget diskussionerne om Muhammeds legitimitet som profet og Koranens legitimitet som guddommelig åbenbaring fylder i Koranen. Problemet var, at han ikke havde nogen overbevisende tegn. Der er ingen tvivl om, at det har været psykisk hårdt. Dette står nemlig adskillige steder i Koranen. Blandt andet her: 73:10, 50:39: 38:17, 20:130, 10:65, 15:97, 6:33.

 

Diskussionerne fortæller om Koranens publikum, hvilke forventninger de har haft til en profet: Tegn og mirakler, og måske stentavler fra himlen. Ligesom hos Moses og Jesus. 

Muhammed med engel.jpg

"De siger: "Hvad er der med denne udsending? Han indtager føde og går omkring på markederne. Hvorfor er der ikke blevet sendt en engel ned til ham for at advare sammen med ham?" (25:7)

 

7. De syntes ikke Muhammed var fin nok

En af de indvendinger, folk havde mod at tro på Muhammed var, at han kun var et menneske. Den afvisning er ikke så hård for stoltheden. Han fremhævede jo ofte selv, at han kun var en budbringer. Særligt når han ikke kunne svare på irriterende spørgsmål, som fx "hvornår kommer Dommedag så?" (fx 7:188

 

Men i sura 43 ser du nu en mere alvorlig krænkelse: De spørger, hvorfor Allah ikke har valgt at sende Koranen ned til "en stor mand" fra de to byer (43:31). De antyder dermed Muhammeds manglende storhed. Av! Kort efter lover Koranen hævn: "Enten bringer Vi dig bort, for Vi vil tage hævn over dem" (43:41).

 

Men der er flere ydmygelser: I sura 25 betror Koranens forfatter Muhammed, at når de vantro ser ham, så driver de spot med ham og siger: "Er det ham dér, som Allah har sendt som udsending?” (25:41).

 

I sura 19 gengiver Koranen, hvordan de vantro prøver at overbevise folk om, at man ikke skal lytte til Muhammed og hans følgere på grund af deres lave anseelse. De siger: "Hvilken af de to grupper har den højeste rang og den fineste omgang?" (19:73). Av! Lav anseelse. 

Du går nu til sura 83. Her ser du, at de lo ad Muhammed og hans følgere. Der står:

 

  • "De, der har forbrudt sig, lo ad dem, der troede. Når de kom forbi dem, blinkede de til hinanden, når de vendte tilbage til deres folk, var de i højt humør. Når de så dem, sagde de: "Disse er på vildspor!" (83:29-32).

 

Koranen svarer igen med, at på Dommedag vil det være de troende, som ler af de vantro, der får deres straf for "det, de gjorde" (83:34).

Noahs folk.jpg

"De siger: "Hvorfor er denne Koran ikke blevet sendt ned til en vældig mand fra de to byer?" (43:31)

 

8. De mente Muhammeds følgere var suspekte

Flere steder i Koranen er der antydninger af, at nogle af Muhammeds følgere har været suspekte.

 

I sura 6 instruerer Koranen Muhammed, at han ikke må jage nogen troende bort (6:52). Det er op til Allah at dømme dem, hvis de "af uvidenhed" har gjort noget ondt, og han ikke skal ”følge de vantros lyster”. Vi kan udlede, at nogle af følgerne må have gjort noget, som i samfundets øjne burde føre til bortvisning.

 

I sura 39 lover Allah dem, som omvender sig, at Han vil eftergive dem "det ondeste de har gjort" (39:35). En hadith fortæller, at verset blev åbenbaret, da to mænd, som havde begået adskillige mord og ”ulovlige samlejer”, kom til Muhammed og spurgte, om disse forbrydelser kunne anses for forældet, hvis de konverterede. Derefter blev verset så åbenbaret. 

I sura 26 giver Koranen Noah som læreeksempel. Noahs folk sagde: ”Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?” (26:111). Men Noah afviste at dømme sine følgere. Han kendte ikke noget til, hvad de havde gjort. Noahs folk truede så med at bortstene ham. Herefter straffede Allah som bekendt Noahs folk med syndfloden, mens Noah og hans troende følgere blev reddet.

Man kan gætte på, om Muhammed har fået samme indvending: ”Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?”. I hvert fald befaler Koranen i vers 26:215, at Muhammed skal tage imod enhver, der vil følge ham.

 

I sura 4 (en Medina-sura) formaner Koranen de troende:

 

  • I, der tror! Når I er på togt for Guds sag, så se jer godt for! Sig ikke til den, der hilser jer med fred: "Du er ikke troende!" fordi I tragter efter det jordiske livs flygtige gods. Hos Gud er der meget bytte! Sådan var I tidligere ...  (4:94).

 

Det fortæller måske lidt om, hvilke typer, nogle af følgerne var.

iranjihad5.jpg

De sagde: "Skulle vi tro på dig, når de laveste følger dig?" (26:111)

 

9. De tidligere udsendinge var også udsat for spot

Hvordan mon profeten holdt al den modstand ud? Han fandt selvfølgelig støtte i Koranen. Den er nemlig fuld af forbilleder og lidelsesfæller - i form af alle de store profeter fra Bibelen plus sagnfigurerne Salih, Hud og Shuayb (som muligvis svarer til Methusalem, Eber og Jethro). Alle disse store mænd måtte også gå grueligt meget igennem og blev beskyldt for løgn. Men alle historierne endte med, at de troende triumferede og "arvede jorden", mens de dumme vantro og afgudsdyrkere blev udslettet af Allah. Så at blive beskyldt for løgn var næsten kun en bekræftelse på, at man var en stor profet. 

Du skal nu besøge to suraer og møde nogle af de tidligere udsendingene:

Sura 11 er et fint eksempel på, at alle de tidligere udsendinges situation har lignet Muhammeds. Her er, hvad udsendingene måtte høre fra deres folk:

  • Noah: De øverste fra hans folk sagde: "Vi kan se, at du kun er et menneske ligesom os; vi kan se, at det kun er de mest ringeagtede af os, der følger dig, rent ud sagt; vi mener ikke, at I har noget fortrin frem for os, og vi tænker, at I lyver." (11:27)

  • Hud: Hans folk sagde: "Du har ikke bragt os noget klart bevis. Vi vil ikke opgive vores guder alene på dit ord. Vi tror ikke på dig. Vi kan kun sige, at en af vore guder må have ladet noget ondt fare i dig!" (11:53)

  • Salih: Hans folk sagde: "Vi havde forhåbninger til dig før dette. Vil du forbyde os at tjene det, som vore fædre har tjent? Vi stiller os stærkt tvivlende til det, hvortil du kalder os." (11:62)

  • Shuayb: Hans folk sagde: ”Befaler din bøn dig, at vi skal opgive det, som vore fædre har tjent, eller at vi ikke må gøre med vor ejendom, hvad vi vil?” (11:87) Og: "Vi forstår ikke meget af, hvad du siger. Vi ser, at du er svag iblandt os, og hvis det ikke var for din slægt, ville vi bortstene dig. Du betyder intet for os." (11:90)

Men hov! Kig engang på folkenes svar. De "forfulgte" udsendinge ønskede jo ikke kun at dyrke deres egen religion i ro og fred. De krævede af deres folk, at de skulle forbyde deres guder, og at de ikke måtte bruge deres ejendom som de ville. De krævede tilmed at blive troet uden at kunne give et bevis.

 

Her er lidt flere eksempler på profeternes trængsler:

 

  • Noahs folk mente (også), at han var besat (54:9), eller at der var faret en djinn i ham (23:25). De beskyldte ham (også) for at lyve (7:64).

  • Farao lo (også) af Moses’ tegn (43:47). Og kaldte Allahs tegn for løgn (7:136)

  • Huds folk ville (heller) ikke opgive deres guder. "Så bring os da Allahs straf, hvis du da taler sandt", sagde de. Salihs folk sagde det samme (7:70).

  • Aldrig sendte Allah en udsending, uden at folk kaldte ham troldmand og besat (51:52)

Profeten kunne nu trøste sig med, at han ikke skulle tage modviljen personligt. Kritikken og spotten bekræftede kun, at han var af samme kaliber, som de store bibelske profeter. 

Folkene, som ikke ville lytte, endte naturligvis altid med at få en frygtelig straf, og Allah gav jorden i arv til nogle, der var bedre, nemlig de troende (7:137). Muhammed kunne således også trøste sig med, at det altid ender godt for udsendingene. Historien var fuld af opbyggelige læreeksempler.

Muhammed og de andre profeter.jpg

Muhammed og profeterne.

"Aldrig kom der en udsending til dem, uden at de spottede ham" (15:11)

 

10: Fornærmelserne mod de vantro

Du har indtil nu set, hvordan Muhammed (Koranens prædikant) konstant konstant var i defensiven mod hans tilhøreres afvisning og krav om tegn. Men nu skal du se noget andet. I sura 41 møder du ironi. Muhammeds oppponenter ironiserer og siger:

 

  • "Vort hjerte er dækket til mod det, hvortil du kalder os; tunghørhed ligger over vore ører; der er et forhæng mellem os og dig. Så du skal blot handle! Vi handler også." (41:5)

 

Ironien er tankevækkende. Den peger nemlig tilbage på, hvad Muhammed selv har sagt. For faktisk måtte Muhammeds tilhørere høre meget - ud over naturligvis det åbenlyst fornærmende i at blive kaldt "vantro" igennem hele Koranen, som man jo må formode blev reciteret offentligt.

 

Ifølge den islamiske fortolkning blev sura 41 åbenbaret, da Muhammed havde prædiket sit budskab i i 10 år. Men kun ét sted i Koranen antyder, at nogle har forhindret ham i at prædike: I vers 17:76 står, at de vantro "nær" havde skræmt ham bort og fordrevet ham. Men faktum er, at han stadig prædikede efter 10 år. Den eneste undertrykkelse, der nævnes  i sura 41, er denne:

 

  • "De, der er vantro, siger: "Hør ikke på denne Koran! Snak løs imens! Måske kan I undertrykke den!" (41:26).  

Men hvad måtte Muhammeds omgivelser så høre på i de 10 år? Du har allerede set nogle af Koranens forbandelser og trusler om død og Helvede. Nedenfor kan du se et lille udpluk af, hvad "de vantro" har måttet høre på om sig selv og deres tro fra de første suraer til sura 41. Meget af det gentages igen og igen i Koranen:

 

  • De forbryder sig (sura 74)

  • De er vildfarne og vil rammes af Allahs vrede (sura 1)

  • De skal brænde i Helvede (sura 87)

  • De er utaknemmelige og grådige (sura 100)

  • Deres kvindelige engle er uværdige og de følger kun løse formodninger ved at tro på dem (sura 53)

  • De er skamløse (sura 80)

  • De hindrer det gode og begår overgreb (sura 50)

  • De er ikke bedre end de folk, Allah allerede har tilintetgjort (sura 54)

  • De er tunghøre (17:46)

  • De har taget satanerne til venner (sura 7)

  • Allah har forseglet deres hjerter (sura 7)

  • De er som kvæg (sura 7)

  • Allah har tildækket dem, så de ikke kan se (sura 36)

  • De er forløjede (sura 35)

  • De er hovmodige og har onde planer (sura 35)

  • Deres afguder vil vende sig imod dem på Dommedag (sura 19)

  • Allah har sendt satanerne ud til dem (sura 19)

  • De er blinde (sura 10)

  • De lyver: Skulle Allah virkelig foretrække døtre frem for sønner? (sura 37)

  • De, deres hustruer og deres guder vil blive drevet til Helvede i samlet flok (sura 37)

  • Deres fædre har fulgt Satan (sura 31)

  • De vil opdage at de har tjent djinnerne (sura 34)

  • Bedraget (som de sætter ved Allahs side) kan ikke skabe (sura 34)

  • Deres guder (ud over Allah) formår ikke noget (sura 34)

Dette er kun til og med sura 41. I de såkaldte Medina-suraer bliver det værre. Der vil du kunne se, at de vantro omtales som "de værste dyr" (8:55) og "det værste af skabningen (98:6) . Men lige nu er fokus på det, som de har måttet høre på, mens Muhammed stadig blot missionerede.   


Men ironi virker ikke på Koranens forfatter. For allerede i sura 45 fremturer Koranen igen med, at Allah har lagt slør over øjnene på de vantro og forseglet deres ører og hjerte for at lede dem vild (sura 45).

I sura 8 går det helt galt: Her mindes Koranens forfatter, hvordan de vantro tidligere lavede grin med hans trusler og sagde: "Oh Allah! Hvis dette er sandheden fra Dig, så lad det regne ned over os fra himlen med sten! Eller bring os en pinefuld straf!". (8:32) Nu er mange af dem blevet dræbt, fortæller Koranen. Deres død er straffen for dengang (8:33). 

Sådan er tingene så ulige: Koranen må gerne krænke og fornærme. Det er jo kun retfærdigt. Men hvis nogen prøver at svare igen med lidt humor, så har de naturligvis fortjent at blive dræbt.  

Forløffede vantro.jpg

"De har hjerte, som de ikke kan forstå med; de har øjne, som de ikke kan se med; de har ører, som de ikke kan høre med. De er som kvæg, blot endnu mere forvildede." (7:179)

 

11: De vantro var faktisk troende!

Når man læser Koranen kan man godt få det indtryk, at modviljen mod Muhammeds budskab blot skyldtes et ondt og usympatisk motiv om at spotte profeten. Det står jo igen og igen at de blot er "vantro" og driver spot og nægter at tro. Men du skal nu se en ting, som man ofte glemmer. Nemlig, at Muhammeds modstandere - de såkaldte vantro - faktisk var troende.

 

Du går til sura 43. Der står, at de sagde: "Vi har set vore fædre tilhøre et fællesskab, og vi lader os lede i deres spor." (43:22). De stolede på deres fædre og fulgte deres traditioner. De argumentede endda med, at hvis alt er Allahs vilje, så må det jo være Hans vilje, at vi tjener de kvindelige væsener (43:20). De udtrykte faktisk tillid til Allah.

I sura 46  nævner Koranen, at folket Ād havde taget sig guder "for at komme Allah nær" (46:28). De troede, det var godt. Tænk over det. Faktisk står der mange steder i Koranen, at "de vantro" mente, at det, de gjorde, var godt. Deres motiv var slet ikke at være onde. De så deres handlinger "i et smukt lys" (27:4).
 

Koranens forklaring på, at de gjorde det, er, at Allah med vilje havde vildledt dem til at se det sådan. Se fx her: 27:4, 6:43, 6:122, 16:63, 35:8. Så de var faktisk i god tro, men Allah bedrog dem. 

​​

I sura 16  nævner Koranen i en bisætning, at de vantro gjorde modstand (mod Muhammeds budskab) for "dem, de satte ved Allahs sides" skyld (16:27). På Dommedag vil sige, at de jo intet ondt gjorde, siger Allah (16:28). Men det gjorde de, og de vil naturligvis blive straffet med Helvede til evig tid.

Tilbage i sura 28  står, at nogle faktisk frygtede at blive ”revet bort fra deres land”, hvis de fulgte Koranens "retledning" (28:57). En interessant detalje også at få med.

 

Du har nu set noget, som de færreste skænker en tanke, fordi der bare står "vantro" eller "afgudsdyrkere" overalt i Koranen: De vantro troede faktisk, og de var loyale over for det, de troede på.

Det er ikke usandsynligt, at Koranens publikum - de, som ustandseligt anklages for at sætte andre ved Allahs side - har været kristne. De troede på Allah (Gud). Ellers kunne de jo ikke "sætte noget ved Hans side". Derudover har de sikkert dyrket Jesus og Maria - og kvindelige engle, som de troede, kunne gå i forbøn for dem.

Maria og Jesus 2.jpg

"Siden, på opstandelsens dag, vil Han vanære dem og sige: "Hvor er de, som I satte ved Min side, og for hvis skyld I gjorde modstand?"" (16:27)

 

12. Spor af chikane og forfølgelse

Alle historierne om chikane, overfald, tortur og fordrivelse af muslimerne i Mekka er noget, som findes udenfor Koranen, blandt andet hos Ibn Ishaq og i diverse hadith'er. Men findes der slet ikke bare et lille spor af det i Koranen? Det skal du nu undersøge. 

 

Du starter i sura 16. Her nævner Koranen pludselig - ud af den blå luft - nogle,  som er "udvandret for Guds skyld" efter at have "lidt uret". De bliver lovet, at de nok skal få et godt sted at bo (16:41).

Senere står der, at Allahs vrede vil komme over dem, som bliver vantro efter at havde været troende. Dog ikke hvis man er blevet tvunget (16:106).  Men Allah vil være tilgivende over for "dem, der udvandrede efter at have været udsat for prøvelse og dernæst kæmpede og holdt ud" (16:110).

Ifølge historiefortælleren Ibn Ishaq hentyder disse vers til, at en gruppe muslimer i 613 eller 615 udvandrede til Abyssinien fra Mekka på grund af forfølgelse. 

Sura 16 slutter med en fredelig opfordring: "Kald til din Herres vej med visdom og smuk formaning! Og du skal strides med dem på en endnu smukkere måde!" (16:125). De troende opfordres til kun at hævne sig "på samme måde, som man hævner sig på jer!". Men det er bedre, hvis man holder ud (16:126).

  • "Hold ud! Kun ved Guds hjælp kan du holde ud. Vær ikke bedrøvet over dem! Vær ikke beklemt over de listige planer, som de lægger!" (16:127)

 

Mere står der ikke. Men OK. Nogen har på et tidspunkt har været udsat for prøvelse. Og Koranen taler om at "strides". Og noget må have været hårdt, siden der må formanes om at holde ud og minimere hævn. 

Du går nu videre til Sura 67. Her siger Koranen, at de, der frygter Allah i det skjulte, har en stor belønning i vente (67:12). Hvem ved: Måske har nogen ikke følt sig trygge ved at stå åbent frem med deres tro?

 

Faktum er dog, at vi ikke aner, hvilke gerninger eller begivenheder, Koranen hentyder til. Hverken i sura 16 eller i sura 67. Koranen fortæller intet om det. 

Persecution4.png

Kastede folk mon sten efter muslimerne?

(Fra filmen "The Last Prophet").

 
Tordenskraldet.jpg

"Lad dem være, indtil de står over for deres dag, hvor de bliver ramt af tordenskraldet!" (52:45).

13. Blev muslimerne fordrevet?

Du skal nu undersøge, om Muhammeds følgere virkelig blev fordrevet fra Mekka. Siger Koranen noget om det? Derfor besøger du de suraer, som ifølge islam skulle være åbenbaret kort inden udvandringen til Medina. Men du opdager til din overraskelse, at det, der fylder, er truslen om Dommedag eller Allahs straf. Ikke truslen om fordrivelse. 

Her er lidt dommedagsstemning:  

  • Sura 21: Koranen beskriver Dommedag. Allahs retfærdige tjenere skal arve landet. Muhammed har bedt Allah: ”Døm med sandhed”. 

  • Sura 23: Muhammed skal bede om ikke at blive sat blandt de uretfærdige, hvis Allah vælger at lade ham se straffen. Allah er i stand til at lade ham se den (23:95). Straffen må være nær, når det nu handler om, hvorvidt han skal se den eller ej.  

  • Sura 52: Koranen forudsiger, at tordenskraldet vil ramme de vantro (52:45). Muhammed skal skal lade dem være, vente og stå i bøn om natten. Det må være tæt på, når han blot skal vente til det sker.

  • Sura 67: Koranen spørger: Hvordan kan I føle jer i sikkerhed for, at Allah ikke lader dem synke i jorden eller sender sender en sandstorm over dem? (67:16-17) De vantro spørger ”Hvornår kommer det så?”. Det gør de i adskillige suraer fra perioden. Men det er naturligvis kun Allah, der ved hvornår (67:25-26). 

  • Sura 78: Koranen siger, at straffen er ”nært forestående” (78:40). De skræmmende beskrivelser af Dommedag fortsætter i de efterfølgende suraer.

  • Sura 30Koranen gentager, at Allah tidligere har hævnet sig på de folk, der ”forbrød sig” ved ikke at lytte til deres udsendinge. Allah har påtaget sig at hjælpe de troende. Muammed skal bare holde ud. Allahs løfte skal nok blive til virkelighed.               Katastrofen må være tæt på, siden han bare skal holde ud lidt endnu. 

Man skal ikke være en af dem, der sakker bagud

Sura 29 går for at være sidste sura inden udvandringen. Her fremhæves historien om Lot: Han "udvandrede for Allahs sag", fordi hans folk var skamløse og hovmodige og kaldte hans klare beviser for løgn.  Allah lod så hans folk drukne eller synke i jorden (29:40). Men Lots kone "sakkede bagud" og blev derfor også udslettet sammen med de vantro. 

Faktisk lyder det som om, der bliver lagt pres på de troende for at tage afsted. Ikke fra forfølgere, men fra Koranens side: De troende får at vide, at de skal udsættes for prøvelse og kæmpe, sådan at Allah kan vide, hvem der er rigtig troende, og hvem der er hyklere. Allah siger: Min jord er vid, det er mig I skal tjene” (29:56). Og lover Paradis til dem, der holder ud og sætter deres lid til ham. Han lover at lede dem, der kæmper for Ham, ad sine veje.

Men hov. Det var jo slet ikke den fordrivelse, som du ledte efter. Det er en opfordring til at drage ud og kæmpe for Allahs sag, kombineret med en advarsel om ikke at blive tilbage sammen med de vantro. 

Koranen beordrer de troende: De skal ikke adlyde deres forældre, hvis disse ”bekæmper” dem for at få dem til at sætte andre ved Allah's side (29:8). De skal heller ikke tro på de vantro, når de siger "Følg vor vej, så tager vi jeres forseelser på os!". De lyver nemlig, siger Allah (29:12). 

Dette er, hvad der er at finde i de suraer, som skulle have været åbenbaret i tiden lige inden udvandringen til Medina. Du fandt ingen fordrivelse. Men du fandt til gengæld en heftig dommedagsstemning. Måske også lidt opbrudsstemning. Nogen har måske endda prøvet at få deres sønner til ikke at tage afsted. Det lyder faktisk mere som nogen, der skal afsted for at kæmpe, end nogen som bliver fordrevet. 

 

14. Fortællingen om fordrivelsen

Til slut skal du besøge de suraer, som ifølge den islamiske tolkning er åbenbaret i Medina. Det er i de suraer, man finder opfordringer til kamp og vold. Nu finder du endelig noget om fordrivelse. Nemlig en tidligere fordrivelse, som der nu skal gøres gengæld for:

  • I sura 2 opfordres de troende til at gøre gengæld ved at dræbe de vantro og "fordrive dem derfra, hvor de har fordrevet jer" (2:191). 

  • sura 8 siger Koranen til den udsendte (Muhammed), at de vantro tidligere havde planer om både at tilbageholde ham, slå ham ihjel og fordrive ham (8:30). Derfor er det ikke forkert at straffe dem nu.

  • Sura 3 nævner igen, at nogle af de troende blev fordrevet: Koranen forsikrer, at både de, der udvandrede og blev fordrevet fra deres huse, og de, der har lidt overlast for Allahs sag, og de, der kæmpede og blev dræbt, vil få eftergivet alle deres onde handlinger og komme i Paradis (3:195).

  • I Sura 59 forordner Koranen, at en del af byttet fra Skriftens folk skal gives til de fattige udvandrere, "som blev fordrevet fra deres boliger og ejendom" (59:8).

  • I Sura 22 giver Koranen de troende tilladelse til at kæmpe, fordi de blev "fordrevet, blot fordi de troede på Allah" (22:40). De skal hjælpe Allah med at bekæmpe de vantro. Koranen giver også tilladelse til at kæmpe til dem, som vil holde bøn, give almisse, påbyde det rette og forbyde det forkastelige, hvis de fik magt på jorden (22:41). 

Koranen fortæller således, at nogen er blevet fordrevet. Men vi får ikke at vide, hvad der er sket. I alle tilfældene er formålet med at nævne det, at det er retfærdigt med gengældelse.

Men hvordan kan det hænge sammen? Hvorfor er der i de såkaldte Mekka-suraer slet ikke spor af forfølgelse og fordrivelse? I stedet havde den, der reciterede Koranen, travlt med at  svare på irriterende spørgsmål om genopstandelsen og forholde sig til krav om tegn. Koranens fokus var, at udsendingene blev beskyldt for løgn, og at folk vente sig væk. Hvis nogen var blevet fordrevet, ville Koranen så ikke have forbandet dem, der gjorde det?     

Jøderne blev fordrevet 

Hvis vi gør os fri af forestillingen om Mekka og Medina, åbner der sig nye muligheder. For der var faktisk nogen, som var blevet fordrevet fra deres hjem og helligsted i starten af 600-tallet.

 

Vi ved, at jøderne blev forfulgt i det Byzantinske rige. Siden Jerusalems ødelæggelse i år 70, havde de ikke haft lov til at bede og ofre på Tempelbjerget i Jerusalem. Det førte blandt andet til, at jøder sammen med nogle arabere i 614 hjalp Perserne med at erobre Jerusalem i det jødiske oprør mod kejser Heraclius. De jødiske oprørere overtog styret i byen. Efter kort tid blev de nye ledere dog fordrevet igen, fordi de kristne i Jerusalem gjorde oprør. Da kejser Heraklius i 630 atter indtog Jerusalem og de andre områder, som perserne havde erobret, fik de tilbageværende jøder valget mellem at blive døbt eller flygte. Mange forlod det byzantinske område. Ifølge Sebeos (661) mødte nogle af dem Muhammed og indgik en alliance med ham. I 637 erobrede araberne så Jerusalem. Kilder fortæller, at der var jøder sammen med dem.  

 

Her er faktisk en historisk kulisse med en gruppe forfulgte og fordrevne, som samler støtte hos araberne til at generobre deres hellige by. Det siges, at erobringen af Jerusalem i 637 skulle have foregået uden blodsudgydelse - sjovt nok akkurat som erobringen af Mekka i den islamiske historie. En interessant parallel. Det kan absolut ikke udelukkes, at disse historiske begivenheder er den rigtige kontekst for Koranen.

Islamofobi6.png

Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer!  (2:191)