DEN HISTORISKE MUHAMMED

Hvad ved vi om den RIGTIGE Muhammed?

De islamiske kilder er ikke historiske kilder til Muhammed. De er religiøse. Men tidlige ikke-islamiske kilder kan måske fortælle os om, hvad der skete, og hvem Muhammed måske var. Meget er stadig et mysterium. Men der tegner sig alligevel konturerne af, hvad der kan være sket tilbage i 600-tallet, i brændpunktet mellem det persiske og det byzantinske rige. 

Muhammed og hans mænd.jpg

Der gik 200 år inden den første biografi

Muhammed skulle have levet fra 570 til 632. Hans liv ser umiddelbart ud til at være uhyre velbeskrevet. Der findes biografier (sira) om ham, og der findes titusindvis af overleveringer om, hvad han har sagt og gjort (hadith), ned i mindste detalje. Mange har ladet sig dupere over den enorme mængde information uden at stille spørgsmålstegn ved den. For eksempel orientalisten Ernest Renan (1823-1892), som skrev:

"Islam blev født i historiens fulde belysning”

Men hadith først blev nedskrevet fra midten af det 9. århundrede, og den første biografi, vi reelt kender om Muhammed, er skrevet 200 år efter hans død. Det er alt for sent til, at de kan regnes som historiske kilder til hans liv. Det forekommer også lidt underligt, at når Muhammed var så stor en profet, hvorfor i alverden skrev ingen om ham før. Både biografierne og hadith bærer præg af, at de, der har lavet dem, har haft stærke interesser knyttet til dem. 

 

Derudover er der det problem, at den islamiske historie om Muhammed ikke kan bekræftes af arkæologi eller af historiske kilder, som er tættere på Muhammeds tid. Der er ingen spor af, at der skulle have været en by i Mekka i starten af 600-tallet, og da slet ikke et centrum for handel. Der er heller ingen spor af de slag, Muhammed skulle have udkæmpet.   

 

Men der har eksisteret en historisk Muhammed. Det ved vi fra kilder fra det 7. og 8. århundrede, som er tidligere end de islamiske biografier. På denne side kan du læse, hvad de fortæller.

Byggeri_i_Mekka.jpg

Mekka. Der er ikke fundet et eneste arkæologisk spor af, at der har været en by i Mekka på Muhammeds tid. Dette til trods for, at der er lavet en del gravearbejde  ...

Kaliffen bestilte historien om Profeten 

Du skal dog først se lidt mere på, hvorfor der tidligste muslimske biografier ikke er troværdige kilder til den historiske Muhammed. 

 

Ibn Hisham (d. 833) skrev sin historie om Muhammed i 800-tallet. Han fortæller dog, at den er baseret på en tidligere biografi, skrevet af Ibn Ishaq omkring 760. Ibn Hisham fortæller selv, at han har udeladt en del fra Ibn Ishaqs første version:

... ting i hvilke Apostlen ikke er nævnt, og som Koranen ikke siger noget om, og som ikke er relevant for noget i denne bog eller er en forklaring eller bevis for den; digte som han citerer, som ingen af dem med autoritet inden for digte, som jeg har mødt, kender; ting som det er vanærende at diskutere; sager som ville pine bestemte mennesker; og sådanne rapporter som al-Bakka'i har sagt, at han ikke ville acceptere som troværdige - alle disse ting har jeg udeladt. (Ibn Hisham, Guillaume, s. 691)

 

Ingen ved, hvad og hvor meget ibn-Hisham udelod. For Ibn Ishaqs original er "gået tabt".

 

Men Ibn Hishams Muhammedbiografi er helt åbenlyst inspireret af figurer og historier fra Bibelen. For eksempel var Muhammeds bedstefar så gudfrygtig, at han ville ofre Muhammeds far, akkurat ligesom Abraham ville ofre Isak. Og da Muhammeds mor Amina blev gravid, fik hun en bebudelse, akkurat som jomfru Maria: En stemme sagde, at hun ventede "herren over sit folk", og at hun skulle kalde ham Muhammed. Og ud fra hendes mave strålede et lys så stærkt, at hun kunne se fæstningerne i Busra i Syrien. Den nat, Muhammed blev født, viste en stjerne sig naturligvisBibelen er et godt sted at hente inspiration, når man skal lave en stor profet. 

Ibn Ishaqs biografi var et bestillingsarbejde fra kaliffen al-Mansur. Den blev bestilt kort efter Abassidedynastiets magtovertagelse fra Umayyaderne i 750. Abbassiderne havde brug for at legitimere sig som arabiske herskere. Derfor starter biografien med Muhammeds stamtavle  direkte tilbage til Abraham. Abbassiderne var naturligvis efterkommere af den store profets onkel Abbas. 

Selvom meget er åbenlyst digt, er det dog muligt, at biografien i et eller andet omfang er inspireret af rigtige begivenheder. Det er interessant, at lyset fra Amina kunne oplyse fæstningerne i Busra i Syrien, 1600 km fra Mekka. Busra lå i slutningen af 500-tallet på grænsen mellem Det Byzantinske Imperium og Det Persiske Rige. Man kunne faktisk godt have stået et sted i nærheden og set fæstningerne "ovre i Syrien". Måske er det, det tætteste vi kommer på den historiske Muhammeds fødsel? 

Ibn Ishaq skrev sin Muhammedbiografi på bestilling fra Kaliffen ca. 760 - mere end 125 år efter Muhammeds formodede død.

Lyset fra Amina kunne oplyse fæstningerne i Busra i Syrien

Historien om profeten med skrift fra himlen 

Hvad så med Koranen? Er den ikke en kilde til Muhammeds liv? Han fik den jo åbenbaret...

 

Men det er langt fra sikkert, at Koranen og Muhammed oprindeligt havde noget med hinanden at gøre. Hvis man ikke kendte historien om Muhammed, ville man ikke ane, at Koranen havde noget at gøre med hans liv. Selv ikke med de hjælpende tolkninger, der er bygget ind i nutidens oversættelser.  

 

Den tidligste kilde, som forbinder Muhammed med noget, vi kan genkende som suraer i Koranen, er den kristne munk Johannes af Damaskus i 730'erne. I bogen Visdommens Kilde fortæller han:

 

... Så indtil Heraclius' tid (610-641) var de (Hagarenerne) rene afgudsdyrkere. Fra den tid til nu dukkede en falsk profet op blandt dem, med efternavnet (tilnavnet) Muhammed (Mamed), som, efter tilfældigt at være bumpet ind i det Gamle og Nye Testamente, og efter tilsyneladende, på samme manér, at have snakket med en ariansk munk, sammensatte sit eget kætteri. Og efter at have indsmigret sig hos folkene ved at foregive fromhed, spredte han rygter om et skrift (graphe), som var sendt ned til ham fra himlen. Og så, efter at have opridset nogle latterlige doktriner i sin bog, overgav han denne form for tilbedelse til dem (to sebas).

(Se teksten her)

Johannes af Damaskus er den første kilde, som nævner, at Hagarenerne, som han også kaldte Ismaelitterne og Saracenerne, havde et hellgt skrift. Det fortæller, at der 100 år efter Muhammeds død var denne fortælling om, hvordan arabernes nye hellige bog var blevet til. Det er ret sent.  Johannes havde boet midt i det arabiske imperiums hovedstad og gjort tjeneste ved Umayyadekaliffens hof. 

Johnannes af Damascus 2 .jpg

Johannes af Damaskus (d. 749): 100 år efter Muhammeds død kritiserede han Ismaelitternes kætteri (og mange andre kætterier) og kunne fortælle, et en falsk profet med efternavnet Muhammed skulle have sat det sammen og påstået, at han havde fået det sendt ned  fra himlen.

Profeten og Koranen blev tilpasset hinanden i Bagdad

Som du så af citatet ovenfor, havde Ibn Hisham Koranen, da han skrev Muhammeds historie, og han skelede til den, da han besluttede, hvad der skulle med. Han har kunnet tilpasse profetens liv til helligskriftet.

 

Meget tyder på, at dele af Muhammeds liv er skabt for forklare ting i Koranen, som har været uforståelige for folk i 800-tallets Bagdad. Dele af den har været på aramæisk, og dens indhold er hovedsageligt blot hentydninger, ikke fulde historier. Et godt eksempel er sura 111 (Palmefibre). I den danske oversættelse står der:

"Måtte Abū Lahabs hænder forgå! Måtte han forgå! ... Han skal brænde i en flammende ild, og hans hustru, som brændebærerske, om hendes hals er der et reb af palmefibre".

Ibn Hishams biografi fortæller historien om, hvordan Allah åbenbarede forbandelsen, fordi Muhammeds onde onkel Abu Lahab, hvis navn betyder "Flammernes far", havde talt imod ham offentligt. Hans kone var særligt ondskabsfuld mod Muhammed og strøede torne, hvor han gik. Det var derfor, Allah kaldte hende "brændebærerske".

Oprindeligt har den korte sura været en hentydning til historien om kong Akab i Det Gamle Testamente. Akabs far Omri [Abu Akab], gjorde også onde gerninger, og Akabs hustru Jezabel var særligt ond og afgudsdyrkende og forfulgte profeten Elias. Elias sejrede dog, fordi hans bål brændte med en flammende ild, mens de hedenske præsters bål ikke kunne brænde.

Eksemplet viser, hvordan Muhammed fik en ond onkel, og hvordan en uforståelig tekst i Koranen fik mening med den nye "kontekst". Sådan er Muhammeds liv blevet til. Koranen fortolkes i dag ud fra Muhammeds liv. Og Muhammeds liv bekræftes af Koranen. 

Kong Akab.jpg

Kong Akab blev Muhammeds onkel

Han dyrkede afguder og havde en ond kone, der forfulgte profeten. Og der var noget med en flammende ild. Historien om ham findes i Første Kongebog, 16-18

Men ... er Muhammed ikke nævnt i Koranen?

Navnet Muhammed nævnes 4 steder i Koranen, nemlig i vers 3:144, 33:40, 47:2 og 48:29. Det er påfaldende lidt. Til sammenligning er Moses nævnt 145 gange. I alle 4 tilfælde kan der argumenteres for, at Muhammed, som jo betyder "den højst lovpriste" eller "den højtelskede", reelt er en reference til Jesus. På samme måde som at Kristus betyder "den salvede". Tag vers 33:40. Det lyder: 

"Muhammad er ikke fader til nogen af jeres mænd; men han er Guds udsending og profeternes segl" (33:40)

 

I den islamiske "kontekst" - profetens historie - handler verset om, at profeten godt kan gifte sig med fraskilte koner uden at begå incest. Han koner er derimod "de troendes mødre" (33:6), så de kan aldrig blive tilladt for mændene (se sura 33).

 

Men oprindeligt kan verset have været en del af en kontekst, hvor man har diskuteret Jesu natur og den "rette" form for kristendom. Spørgsmålet om Jesu natur var det store stridspunkt mellem forskellige kristne retninger på Muhammeds tid. Koranen kritiserer dét at kalde sig "Guds børn" (5:18). Koranen siger, at Jesus er Guds udsending (61:6). Grunden til at Jesus er "profeternes segl" er, at han er Messias. Der kommer ikke flere profeter efter Messias. Koranen siger, at Jesus er Messias (3:45).

 

Teologen Edouard Marie Gallez argumenterer for (her), at ordet Muhammed ikke har været i de tidlige tekster, men er indsat i Koranen senere. Det er også en oplagt mulighed. Det har helt sikkert været nyttigt for Abbassiderne, hvis magt var legitimeret af slægtskabet med profeten, at selveste Allah har udelukket, at profeten har sønner, og at der aldrig vil komme flere profeter.   

Så selvom Muhammed er nævnt i Koranen, er det tvivlsomt, om det reelt handler om ham, og det er endda muligt, at der er blevet fiflet med Koranen.

Zainab_og_Muhammed.jpg

Muhammed har ingen sønner

"Konteksten" for vers 33:40 er historien  om, at profeten fik Allahs tilladelse til at gifte sig med sin svigerdatter Zaynab, hustru til hans adoptivsøn Zayd, fordi Allah ikke anerkender adoptivsønner som rigtge sønner. Johannes af Damaskus nævnte historien om Zaynab, men ifølge ham var Zayd profetens ven og ikke adoptivsøn.

 

Se evt. historien i denne video (5:56) 

De tidligste kilder: Muhammeds Tayyaye hærger Palæstina

Vi skal nu i gang med at se på, hvad de tidlige kilder kan fortælle. 

 

Den allertidligste kilde, som nævner Muhammed, er fra arabernes erobring af Palæstina. Den er fra 636. Det er nogle få linjer skrevet på en blank side i en aramæisk udgave af Matthæus- og Markusevangeliet. Der står: 

I januar tog {folk fra} Hims ordet for deres liv og mange landsbyer blev raseret af Muhammeds (Muhmd) {araberes} myrderier, og mange mennesker blev dræbt og {taget til} fange fra Galilæa så langt som til Beth. . . . (se den engelske tekst)

Den næste kilde er fra 640. Det er en krønike skrevet af den kristne syriske præst Thomas. Man vurderer, at følgende er en øjenvidneberetning til den arabiske erobring af Palæstina: 
 

”I året  945, indiction 7 [dvs. år 634] , fredag d. 4 februar, i den niende  time, var der et slag mellem romerne og Muhammeds arabere [tayyayae d-Mhmt] i Palæstina, 12 mil øst for Gaza. Romerne flygtede og lod patiarken Bryrdn tilbage, som araberne dræbte. Omkring 4000 fattige landsbyboere blev dræbt dér, kristne, jøder og samaritanere. Araberne hærgede hele regionen” (se den engelske tekst)
 

Disse to kilder er dem, vi kender, som er tættest på Muhammeds formodede levetid. Ifølge den traditionelle fortælling, døde Muhammed i 632. Men begge kilder antyder, at han har været en leder under arabernes erobring af Palæstina 634-640. Vi får også en anden interessant oplysning: Muhammed var tilsyneladende leder af Tayyaye

Muhammeds Tayyaye hærgede Palæstina og dræbte landsbyboere ifølge de ældste kilder. 

Hvem var Tayyaye? - Den politiske landskab

Ifølge den traditionelle beretning var Muhammeds stamme Quraysh. Men der er ingen spor af en stamme ved navn Quraysh, før den begynder at dukke op i islamiske kilder fra midten af 700-tallet. Romerne holdt registre over de arabiske stammer, og Quraysh findes ikke i de romerske optegnelser. Ordet quraysh betyder "forbund" på aramæisk, så måske har det været den arabiske betegnelse for foederati, dvs. folk som stod i forbund med romerne. Men det kan også have været en betegnelse for persere, "sønner af Kyros", dvs. efterkommere af perserkongen Kyros den Store (559–530 f. Kr.). Hvad det end har betydet, er det først senere blevet til navnet på Profetens stamme. 

Tayyaye-stammen var til gengæld kendt af romerne. Den var i det 2. århundrede vandret fra det område, der i dag er Yemen, til den nordlige del af den Arabiske halvø og havde i  løbet af det 6. århundrede delt sig i to grene. Nogle af dens klaner vandrede til Syrien. Der allierede de sig med Ghassaniderne og blev kristne. Ghassaniderne var en stor arabisk stamme, som havde deres eget kongedømme og var vasaller for Byzantinerne.

 

Andre blev boende i den nordligste del af den Arabiske halvø, og nogle levede i Mesopotamien, blandt andet i området omkring al-Hira. Al-Hira var Lakhmidernes  hovedstad - en anden stor arabisk stamme. De havde ligesom Ghazzaniderne deres eget kongedømme og var vasaller for Perserne. 

 

Tayayye blev så indflydelsesrig og udbredt i disse områder (Syrien, Mesopotamien og vore dages Jordan), at deres navn blev brugt af både syriske og persiske forfattere - nogle gange som synonym for arabere, på samme måde som navnet saracener også blev det. I det 7. århundrede blev området i det nordlige Mesopotamien endda kaldt Tachkastan, Tayyiernes land. 

 

Tiden i starten at de 7. århundrede var kendetegnet af krig mellem de to stormagter - Det Persiske rige (Sassanideriget) og det Byzantinske rige, som hver herskede over deres del af Mellemøsten. Ghassaniderne og Lakmiderne var hinandens rivaler. De var hjælpetropper for hver deres stormagt, og havde i løbet af 500-tallet bekriget hinanden. Tayyaye-stammen var delt og havde et ben i hver lejr i tidens store politiske konflikt mellem det Byzantinske imperium og Perserriget. De befandt sig lige i brændpunktet. 

Gassanid og Lakhmids 4.jpg

Tayyaye-stammens indflydelsesfære

i det 6. århundrede. I brændpunktet mellem det Byzantinske Imperium og det persiske Sassaniderige.  

Mellemøsten ca. år 600

Hvad var arabernes religion?

Inden vi går videre med kilderne, er det vigtigt også at kende det religiøse landskab på Muhammeds tid.  

Ghazzaniderne havde ved starten af 600-tallet været kristne i århundreder. De var monofysitiske kristne. Lakhmiderne var nestorianske kristne. Deres hovedstad al-Hira var hovedsæde for Østkirken, hvor de nestorianske patriark holdt til.

 

Al-Hira havde i århundreder også været hjemsted for det kristne fællesskab ibād (tjenerne eller slaverne), som bestod af familier med forskellig stammebaggrund, der var forenet af at være kristne. De var en blandet gruppe, som ikke kun bestod af arabere, og hvis klæder og skikke lignede den aramæisktalende bondebefolknings. Navnet ibād blev brugt på samme måde som et stammenavn. 

 

Lakhmidernes konge, Al-Numan III (580–602) var konverteret til nestoriansk kristendom. Den store strid blandt kristne i senantikken var Jesu guddommelighed. Monofysitterne mente, at Jesus var 100% guddommelig: Han var én. Nestorianerne mente, at Jesus både var menneske og gud: Han havde to naturer. Ud over monofysitterne og nestorianerne var der arianere, som mente at Jesus var 100% menneske. og der var den ortodokse kirke, som troede på en treenig Gud. Alle regnede de andre for at være kættere. 

 

Der var også mange andre religiøse retninger til stede: Fx gnostiske retninger som Manikæismen. Der i dag uddød, men i senantikken var den en verdensreligion. Dens udspring  var netop i det sydlige Mesopotamien. Der er visse ligheder mellem manikæismens grundlægger, profeten Mani, og den senere islamiske profet. Blandt andet fik Mani sine åbenbaringer fra sin himmelske tvilling Gabriel, og han hævdede at være den sidste profet.

 

Udover de rabbinske jøder, som var stærkt repræsentet i Mesopotamien, var der forskellige jødisk-kristne sekter. Og i den persiske sfære var der også zarathustrismen, som Sassaniderne havde gjort til deres statsreligion. Men der var mange varianter af zarathustrismen, og blandt andet Partherne var ikke begejstrede for den variant, der var blevet forfremmet til statsreligion ved at undertrykke de andre. Kristendommen var også udbredt i det persiske område, ikke mindst i byerne langs Silkevejen. Omkring år 600 var der 96 bispesæder i det Persiske rige (Morten Rydal, s. 34)

 

Tayyierne har formentlig været delt i deres religion. De, der var allierede med Ghassaniderne, har formentlig været monofysitter. Fremtrædende medlemmer af Tayyaye havde været med i den kristne fællesskab ibād i al-Hira. De var måske nestorianere. Mellemøstens arabere var i århundreder blevet kaldt Ismaelitter - efterkommere af Ismael, Abrahams søn med Hagar. Kirkehistorikeren Sozomenus fra Gaza fortæller i det 5. århundrede om arabere, som af jøder var blevet gjort opmærksomme på deres betydningsfulde afstamning, og som praktiserede jødiske skikke. De var blandt andte omskårede og afholdt sig fra svinekød. De ærede Moses og Aron højt og kaldte Jesus for Isa (hvilket kan ses af klippeinskriptioner). 

Som du vil se nedenfor, er det muligt, at den historiske Muhammeds religion netop har været en form for arabisk "Abrahamisme", som havde elementer af både jødesom og kristendom. 

Abraham.jpg

Abrahams efterkommere

Mange arabere så i senantikken sig selv som efter kommere af Abraham gennem Ismael. De fleste arabere var kristne af forskellg slags. Nogle af disse praktiserede også jødiske skikke. 

I al-Hira var der endda tradition for et fællesskab på tværs af stammer, som var forenet af at være kristne. Fællesskabets navn ibād blev nærmest brugt som et stammenavn.

Muhammed beordrede dem til at forene sig i troen og tage Det Hellige Land

Den tredje kilde, som specifikt nævner Muhammed, er tilskrevet den Armenske biskop Sebeos, selvom man dog mener, at en anden skrev den i hans navn. Hans krønike fra ca. år 661 beretter om, hvordan Muhammed forenede araberne, hvilket senere førte til erobringen af Palæstina:

Tolv folk, fra alle de jødiske stammer, var samlet i byen Edessa. Da de så, at de iranske tropper havde forladt byen i fred, lukkede de portene og befæstede sig. De nægtede de romerske herskeres tropper adgang. Så gav Heraclius, den byzantinske kejser, ordre til at belejre den. Da jøderne indså, at de ikke kunne modstå ham militært, lovede de at slutte fred. De åbnede byens porte og stod frem foran ham, og Heraclius beordrede, at de skulle forlade byen og tage til deres eget sted.

 

Så de tog afsted og tog vejen gennem ørkenen til Tachkastan, til Ismaels sønner. Jøderne kaldte araberne til hjælp og mindede dem om den relation, de havde ifølge Det Gamle Testamente. Men selvom [araberne] var overbeviste om det tætte forhold, var de ude af stand til at blive enige indbyrdes, for de var delt i deres religion.

 

På den tid blev en af dem, en mand af Ismaels sønner ved navn Mahmed, ledende (prominent). En prædiken om Den Sande Vej blev åbenbaret for dem, angiveligt på Guds befaling, og [Mahmed] lærte dem at anerkende Abrahams Gud, for han var informeret og vidende om den mosaiske historie. Fordi befalingen kom fra Det Høje, beordrede han dem alle til at samles og forene sig i troen. De holdt op med at ære unyttige ting og vendte sig mod den levende Gud, som havde vist sig for deres fader Abraham.

Mahmed lovgav for dem, at de ikke skulle spise selvdøde dyr, ikke drikke vin, ikke lyve og ikke begå hor. Han sagde: "Gud lovede dette land til Abraham og hans søn efter ham for evigt. Og det lovede blev opfyldt på den tid, da [Gud] elskede Israel. Men nu er I Abrahams sønner, og Gud skal opfylde løftet til Abraham og hans søn for jer. Elsk kun Abrahams Gud, og gå og tag det land, som Gud gav jeres stamfader Abraham. Ingen vil kunne modstå jer i krig, for Gud er med jer. " (Se den engelske tekst)


Sebeos fortæller derefter, hvordan israelitter og ismaelitter (arabere) i samlet flok drog mod Palæstina, kæmpede mod romerne, gjorde krav på "deres land" og erobrede det.

Sebeos skrev ca. 30-40 år efter begivenhederne. Men hans krønike kan bringe os på sporet af den historiske Muhammed. Den placerer ham i Tachkastan, Tayyiernes land. Den fortæller om en prædiken "på Guds befaling", men det er ikke tydeligt, hvem der gav den. Den beskriver Muhammed som en indflydelsesrig leder. Han havde magt til at "beordre" araberne til at samle sig og forene sig i religion. Ifølge Theophilius af Edessa skal forvisningen af jøderne fra Edessa være sket i 628. (Hoyland, s. 635).

Crone og Cook, som i 1977 udgav bogen Hagarism, byggede bl.a. deres tese om, at islam startede som en bevægelse inspireret af jødisk messiastro, på kilder som Sebeos. Bogen var dengang kontroversiel, fordi den foreslog en alternativ historie, som naturligvis ikke var "bevist". Men mange har efterfølgende arbejdet videre med ideerne. 

Tachkastan.jpg

Tachkastan - Tayyiernes land. Her mødte jøderne ifølge Sebeos Muhammed, da de var på vej fra Edessa til "deres eget sted" 

Edessa havde frem til år 214 været hovedstaden i arabisk kongedømme kaldet Osroene

Johua-krydser-Jordan.jpg

Josva krydser Jordan 

Hvorfor ikke gentage successen fra Bibelen, nu bare med Ismaels sønner?

Hvem var Tayyiernes leder i starten af 600-tallet?

Ingen kilder tidligere end 636 nævner Muhammed. Så det er sandsynligt, at Muhammed har været et kaldenavn eller en titel (som Johannes af Damascus også skrev), og at den historiske leder har haft et andet navn. Derfor er det også interessant at undersøge, hvem der kan have været  arabernes leder på den tid.

 

Ghazzaniderne i Vest og Lakhmiderne i Øst havde som sagt hvert deres vassalkongedømme i udkanten af de Byzantinske og Persiske imperier. De fik lov til at have deres kongedømmer mod at fungere som en bufferzone, der sikrede imperierne mod røvertogter fra arabiske stammer.

Men nu var den orden begyndt at vakle. I 602 dræbte perserkongen Khosrau II Lakhmidernes konge al-Numān III. Begrundelsen var mistanke om forræderi. Hans henrettelse var et voldsomt slag mod Lakhmiderne. Nogle mener at vide, at han blev henrettet ved at blive knust af elefanter.

 

Som afløser for den dræbte konge al-Numān indsatte Khosrau nu to guvernører til at regere Lakhmidernes kongedømme: Perseren Nakhiragan og araberen Iyas ibn Qabisah al-Ta'i - leder af Tayyaye-stammen. Ifølge al-Tabaris historie havde Iyas engang hjulpet Khosrau og slagtet en kamel for ham, da han var på flugt fra tronraneren Bahram Cobin. Som belønning fik Iyas dengang 30 landsbyer omkring byen Ayn al-Tamr ved Eufrats bred. Og da posten som Lakhmidernes konge blev ledig, blev han udpeget som guvernør af Khosrau.

 

Men i 617 blev Nakhiragan og Iyas ibn Qabisah erstattet af perseren Azadbeh. Vi ved ikke hvorfor, hvordan, eller hvad der skete. Men vi har nu fundet lederen af Tayyaye. Han var også Lakhmidernes konge/guvernør. Og spørgsmålet er, om Iyas ibn Qabisah al-Ta'i måske blev den historiske Muhammed...

 

Det er selvfølgelig spekulation, men lad os forfølge det lidet mere ...

Iyas ibn Qabisah.jpg

Iyas ibn Qabisah var leder af Tayyaye og i perioden 602-617 også indsat som konge/guvernør for Lakhmidernes kongedømme. 

Var Iyas ibn Qabisah den historiske Muhammed?

De kilder, vi har set indtil videre, beskriver Muhammed som en magtfuld person og leder af Tayaye. Det passer på Iyas ibn Qabisah. Det er et interessant sammentræf, at han i perioden 602-617 også var konge over Lakhmiderne med hovedsæde i al-Hira. Han havde magt og forbindelser. 

 

Vi ved ikke, hvad der førte til, at han blev erstattet på posten i 617. Men man må formode, at han efter sin afsked - eller måske flugt - fra al-Hira måske har haft et godt motiv til at organisere araberne og slå igen mod Khosrau og perserne. Det minder næsten om fortællingen om Muhammed, som måtte flygte fra Mekka men vendte sejrrig tilbage.  

Det er også et interessant sammenfald, at Iyas ibn Qabisah opholdt sig i byen Hira. Ifølge den islamiske historie fik Muhammed sin første åbenbaring, mens han var i Hira - en hule uden for Mekka. Vi kan være næsten sikre på, at den historiske Muhammed ikke levede i Mekka. Men var Hira så? 

 

Navnet Iyas er den arabiske form af Elias - den store profet fra Det Gamle Testamente, som levede samtidig med kong Akab. Elias fik en åbenbaring fra en engel og derefter talte Gud selv til ham i en hule. Man kan selvfølgelig godt hedde Elias uden at føle sig kaldet til at være profet. Men måske har navnet inspireret historiefortællerne? Et tredje interessant sammenfald er nemlig, at historieskriveren Ibn Ishaq - den første som skrev Muhammeds historie -  tilfældigvis har tilknytning til Ayn al-Tamr (hvor Iyas skulle have haft 30 landsbyer). 

 

Ideen om, at Muhammed er identisk med Iyas ibn Qabisah, er fremført af pseudonymet A. J. Deus og af Mel på YouTube-kanalen Sneakers Corner, som undersøger islams oprindelse. Dog på forskellig måde. Deus bruger en anden variant af hans navn: Elijah bar Kabsha. Det fører os til endnu et sammenfald: Flere hadith fortæller, at profeten blev kaldt Ibn-Abi Kabsha (Sahih al-Bukhari 7. Sahih al-Bukhari 2940, 2941).

 

Med alle de sammenfald er der grund til at dykke lidt mere ned i Iyas ibn Qabishas liv. For tænk nu, hvis han er den historiske Muhammed. Måske er der nogle interssante historier ... 

Hvad mon der skete?

Iyas ibn Qabisah og perseren Nakhiragan blev "erstattet" i 617. Mon de forlod  al-Hira?

Billedet forestiller Muhammed og Abu Bakr, som i ly af natten flygtede fra Mekka.  Quraysh' ledere ville slå Muhammed ihjel, fordi de så ham som en trussel, efter at nogle stammer fra Medina havde svoret ham troskab.

Slaget ved Dhi Qar - Arabernes første sejr over perserne

For at finde mere om Iyas ibn Qabisah og begivenhederne omkring ham, skal vi nu besøge al-Tabaris (839-923) historie. Det er en meget sen kilde, som er skrevet efter, at myten om Muhammed var etableret. Men den fortæller om det oprør, som var i gang mod perserne allerede inden de formodede islamiske erobringer i 630'erne. 

 

I Bind 5 finder vi beretningen om arabernes første sejr mod perserne i Slaget ved Dhi Qar, et vandingssted ved Tigris nær al-Hira. Slaget fandt formentlig sted mellem 609 og 611, dvs. mens Iyas ibn Qabisah stadig var guvernør. Her er hvad der skete:
 

En grund til, at Kong Khosrau udpegede en arabisk leder som guvernør efter henrettelsen af kong al-Nuʿmān III i 602 var, at han troede, det kunne  forhindre plyndringstogter fra arabiske stammer ind i hans rige. Men utilfredsheden blandt araberne ulmede, og stammen Banu Bakr  plyndrede alligevel.

 

Al-Tabari fortæller, at al-Numān, inden han blev henrettet, havde gemt et lager af våben og rustninger hos Banu Bakr. Dem ville Khosrau nu have fat på. Han gav Iyas ibn Qabisah besked på at skaffe våbnene. Iyas vidste, at de var hos Banu Bakr. Men Banu Bakrs leder Hani ibn Qabisah (al-Tabari, vol 5. 358-59) nægtede at udlevere dem. Khosrau blev rasende, og Banu Bakr fik valget mellem at overgive sig, flygte eller gå i krig. De valgte det sidste.

Khosrau gav nu Iyas og en anden arabisk allieret, Qays ibn Masud, besked på at hjælpe med at nedkæmpe Banu Bakr. De mødte op, og det så ud til, at persernes hær var en kæmpe overmagt. Men så skete der noget aftalt spil: Om natten inden slaget sneg Qays sig over til Banu Bakr og sagde til Hani, at de skulle finde al-Numān's våben og ringbrynjer frem og bruge dem. Det gjorde de. Og næste nat - efter den første dags kampe - lavede en stamme blandt Khosraus arabiske hjælpetropper en hemmelig aftale med Banu Bakr om, at de ville flygte under slaget. Da hjælpetropperne næste dag begyndte at flygte, flygtede perserne også.

På den måde vandt de talmæssigt underlegne Banu Bakr næsten mirakuløst over overmagten. Denne første arabiske sejr var moralsk afgørende for araberne. Den viste, at det var muligt at slå perserne. Akkurat som Slaget ved Badr i den traditionelle Muhammed-fortælling. Her var det blot Quraysh fra Mekka i stedet for Perserne ...

Al-Tabari nævner intet om Iyas ibn-Qabisahs handlinger under slaget, kun at han var leder for hjælpetropperne. Det var Hani, der var leder af oprørerne. Men han fortæller, at profeten spillede en afgørende rolle for sejren.

Det skal vi da høre mere om ...

Dhi Qar 5.jpg

Sejren over overmagten 

Slaget ved Dhi Qar var det første slag, hvor araberne vandt over perserne. Banu Bakr fik hjælp fra nogle af persernes arabiske hjælpetropper. 

the-battle-of-badr-1-638.jpg

Slaget ved Badr 

Var ifølge den islamiske historie det første slag, hvor Muhammed muslimerne vandt over Quraysh. De kæmpede mod en kæmpe overmagt, men Muslimerne fik hjælp af engle og sejrede med Allahs hjælp.  

Profeten var årsag til sejren i Dhi Qar

Al-Tabari fortæller, at profeten, da han hørte om persernes vilde flugt, udbrød:  

"Dette var det første slag, hvori araberne opnåede retfærdighed over perserne, og det var gennem mig, at de blev givet sejren". (al-Tabari, vol 5 s. 338

Men hov. Hvordan kunne profeten høre om det helt i Mekka, hvor han ikke engang var sprunget ud som profet endnu? Det skal vi ikke spekulere på. Al-Tabari fortæller videre, at sejren skyldtes, at profeten gennem sin mission havde svækket persernes autoritet:  

... Iyas skulle være [de arabiske hjælpetroppers] leder. Perserne kom med tropper og elefanter med kavalerister. På den tid havde Profeten allerede påbegyndt sin mission, og persernes autoritet var svækket. (al-Tabari, vol 5, s. 361).

Den autoritetssvækkende mission havde stået på siden 604:

"...Profeten [blev] sendt [af Gud] på sin mission et år og 8 måneder efter at Iyas b. Qabisah var kommet til magten" (al-Tabari, vol 5, s. 372)

Hvis ikke man lige vidste, at profeten hørte til i Mekka, 1500 km væk, og fik sin første åbenbaring i 610, så lyder de næsten som om, at han var til stede i al-Hira og omegn og havde en undergravende mission kørende - som var tæt koblet netop til Iyas ibn Qabisahs virke som guvernør i al-Hira. 

Al-Tabari beskrev naturligvis, at det var kraften fra profeten i Mekka, som på magisk vis påvirkede mange begivenheder i Irak. Herunder at en dæmning brød sammen, at kong Khosraus bueloft faldt ned, og at Khosrau blev psykisk terroriseret af en engel, som opfordrede ham til at omvende sig. En araber blandt Khosraus troldmænd så endda et stærkt lys på himlen, som kom fra Hedjaz.

 

Al-Tabaris historie er en sen kilde, som måske prøver at integrere flere gamle historier. Men måske gemmer der sig alligevel i den en gammel erindring om, at der engang har været en profet i nærheden af al-Hira, hvis mission svækkede persernes autoritet blandt araberne og startede oprøret. Det er ikke givet, at det var Iyas ibn Qabisah. Men de mange sammenfald og parallelle begivenheder gør, at han er en god kandidat til at være den historiske Muhammed. Hvem ved, måske er lederen af Bakr-stammen en god kandidat til at være Abu Bakr? 

Profeten ved Dhi Qar 2.jpg

Var profeten med i Dhi Qar? Hvis ikke det var fordi, at man lige "vidste" at han hørte til i Mekka i Hedjaz, så kunne det næsten lyde som om, at  Profetens mission foregik i al-Hira og omegn.  

Abu_Bakr.jpg

Abu Bakr - Den første, som fulgte profeten ud over hans nærmeste familie. Mon kaldenavnet "Abu Bakr" virkelig bare betød "kamelkalvens far" 

Muhammed var leder af et snigende oprør

Vi skal nu tilbage til de ikke-muslimske kilder for at finde mere om Muhammeds eventuelle rolle i kampen mod perserne. Den Spanske krønike fra 754 understøtter billedet af, at der i årene inden et rigtigt slag fandt sted, måske har fundet en mission sted blandt araberne i de persiske og byzantinske områder. Kilden er lidt sen, men den er dog tidligere end nogen af de kendte Muhammedbiografier. Der står:   

"Saracenerne gjorde oprør i det syvede år under Kejser Heraclius [dvs. 618], opmuntret af deres leder Muhammed, og de bemægtigede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien snigende snarere end ved hjælp af tapperhed, og de ødelagde de nærvedliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som gennem hemmelig infiltration. Dermed fik de også ved snuhed og bedrag, snarere end ved mod, opildnet alle stammerne i de omkringliggende områder, og snart kunne de kaste åget af deres skuldre og gøre åbent oprør."

(Robert Hoyland: "Seeing Islam as Others Saw It, s. 615)

Det er værd at bemærke, at Syrien, Arabien og Mesopotamien netop var de områder, hvori Tayyaye-stammen var indflydelsesrig. Romerne kaldte områder i Syrien, Jordan og Mesopotamien for "Arabia Petrea". Der boede mange arabiske stammer, som kunne opildnes.

Spørgsmålet er, om man skal lægge noget i rækkefølgen på områderne. Men ordet "oprør" fortæller os netop, at det er foregået i de områder, som var under Persisk og Byzantinsk herredømme. Kilden fortæller, at Muhammed var Saracenernes leder, og at oprøret startede i 618 . Det var året efter at Iyas ibn Qabisah og Nakhiragan blev afsat af Khosrau. 

Arabia Deserta.jpg

Araberne  gjorde oprør i 618. Ordet oprør fortæller os, at det er sket i de Persiske og Byzantinske områder, Mesopotamien, Syrien og Jordan, svarende til det område, som romerne kaldte "Arabia Petrea".

Året da arabernes sag blev afgjort

Året 622 er starten på den islamiske tidsregning. Så det har været et vigtigt år. Den islamiske fortælling er, at år 622 markerer Muhammeds udvandring - hijra - fra Mekka til Medina, hvor han angiveligt grundlagde den islamiske stat.

 

Men der er bare ingen spor af nogen hijra før det nævnes i Muhammedbiografierne. De, som samlede og kanoniserede Koranen i slutningen af det 7. århundrede havde for eksempel ingen anelse om, at der var "Mekka-suraer" og "Medina-suraer", og at hijra var det altafgørende skillepunkt i historien. Heller ikke mønter og inskriptioner fra det 7. og 8. århundrede fortæller om "hijra". De bruger ganske vist en tidsregning, der starter i år 622.  Men enten står der kun årstallet. Eller også står der:

 

  • År 42 ifølge araberne" - en plade i badeanstalten i Gadara ved Jordan fra 663

  • År 66 efter at de troendes sag blev afgjort" - på en mønt fra 685

 

Så hvad skete der i år 622? 

Vi ved, at 622 var året, hvor den byzantinske kejser Heraklius (610-641) indledte den store militære kampagne mod perserriget, som ultimativt førte til dets opløsning. I 622 tilføjede Heraclius perserne et knusende nederlag i Kappadokia i Anatolien. Senere slog han dem i Slaget ved Nineve i 627. Det førte til et internt opgør hos perserne, og Kong Khosrau blev i 628 afsat og dræbt af sin egen søn. Heraclius trak sig derefter tilbage til de byzantinske områder og efterlod sig et magttomrum. Hans beslutning om at gå i krig mod perserne og genvinde de tabte byzantinske områder, afgjorde arabernes sag. Nu behøvede de ikke at frygte Khosraus tropper. Det banede vejen for deres oprør og selvstændighed - og ultimativt for deres videre erobringer.

Fragmenter fra en krønike skrevet Jacob af Edessa (d. 708) fortæller, at "Tayyayes kongedømme" netop startede omtrent på det tidspunkt. Formentlig trigget af Heraclius' felttog:

"Arabernes kongedømme (arbaye), dem som vi kalder arabere (tayyaye), begyndte, da Heraclius, romernes konge, regerede på 11. år, og Khosrau, persernes konge, på 31. år (620-21) ..."Araberne begyndte at lave plyndringstogter i Palestina" (se teksten her)

Etableringen af et kongedømme må i sandhed have været en stor ting for araberne. Betydningsfuld nok til at starte en ny tidsregning.  Ifølge Jacob begyndte var Palæstina herefter det første mål for deres aktiviteter.  

Slag-Heraclius-Khosrau.jpg

Heraclius bekæmper Khosrau

- et afgørende vendepunkt for araberne.

Tayyiernes kongedømme og hvordan det blev til

Har du nogensinde hørt om Tayyayes kongedømme?

 

Ifølge islamisk historie startede den "muslimske" erobring af Persien, i 633, da generalen Khalid ibn Walid invaderede Mesopotamien og blandt andet indtog al-Hira. Ifølge historieskriveren al-Baladhuri (820-892) skulle Hani, lederen fra Banu Bakr, og Iyas ibn Qabisah (eller hans søn Farwah) efter en kort kamp have overgivet byen til de muslimske tropper. De undgik at blive plyndret af muslimerne ved (som kristne) at betale jizya og agere som spioner mod perserne. Hvis det er rigtigt, så var Hani og Iyas, som ifølge al-Tabari havde været på hver sin side i Slaget ved Dhi Qar, nu pludselig gode venner. De var også al-Hiras ledere. Det lyder næsten som om, at de havde erobret al-Hira - selvom de islamiske historikeskrivere gerne vil give udseende af, at perserne havde magten. 

Men måske har kineserne bevaret den oprindelige historie. I 651 sendte arabernes (Ta-shih) konge nemlig for første gang en udsending med tribut til den kinesiske kejser. Ta-shih er den kinesiske "oversættelse" af Tayyaye. Kineserne noterede, hvad udsendingen fortalte:

"Det fortælles, at deres land er vest for Persien (Po-ssu). Nogle siger [også] at i begyndelsen var der en perser, som angiveligt fik hjælp af en ånd til at få fat i nogle skarpe våben [med hvilke] han dræbte folk, og efterfølgende opfordrede alle perserne til at følge ham. Der var elleve persere som kom, og som i overensstemmelse med deres status som mo-shou blev gjort til konger. Derefter svor masserne dem efterhånden troskab, og efterfølgende blev Persien udslettet og Byzantium (Fulin) knust ... [Araberne] var uovervindelige overalt. Deres hær talte 420,000 mand, og på det tidspunkt havde deres rige eksisteret i 34 år. Da den oprindelige konge døde, gik hans embede til den første mo-shou, og nu var kongen den tredje mo-shou. Det kongelige efternavn er Ta-shih (Tayyaye)... Et andet navn [for hovedstaden] er Kufa. Arabernes konge kaldes mumen (amir al-muminin, de troendes emir) ... Det siges også, at Syrien (Shan kuo) er på arabernes vestlige grænse. (Se teksten her)

Kinesernes kilder fortæller, at Tayyayes kongerige eksisterede, at det var 34 år gammelt i 651, og altså haved eksisteret siden 617, at hovedstaden var Kufa, og at kongen var nu den tredje af de, der fulgte den oprindelige konge. Der var intet om en muslimsk erobring ...

Ta-shih's kongedømme 

Det startede, da en persisk mand mødte en "ånd"  som fortalte ham, hvor han kunne finde en masse våben.

Hvem var grundlæggerne af Tayyayes kongedømme?

Måske kan du genkende noget i tilblivelseshistorien ovenfor, som Ta-Shi's ambassadører fortalte til kinerserne: Den minder om al-Tabaris historie med al-Numans våben, som blev brugt under Slaget ved Dhi Qar ved Eufrats bred.

 

I en anden version af historien - også noteret af kineserne - har fortællingen lidt andre detaljer: Her er våbnene gemt i en hule. En persisk mand, som vogtede kameler i nærheden af Ju-Fen-Mo-Di-Na (Ctesifon/al-Mada'in) mødte en "løve-mand", som fortalte ham, hvor våbnene var, og at der var en sort sten sammen med våbnene. Hvis han gjorde, hvad der stod på stenen, ville han blive konge. Der stod:

... at han skulle gøre oprør, så han samlede følgere ved floden Hen Ko (Eufrat). De røvede handelskaravaner og opbyggede en højborg i den vestlige del, og manden gjorde sig til konge. (Hoyland, s. 251)  

Læg mærke til "oprør". Læg også mærke til, at der var en "emigration" til "den vestlige del".   

Historien om at samle følgere og opbygge en base for oprøret et nyt sted ligner til forveksling historien om profeten og hans følgere, der udvandrede til Medina, hvor fra de også røvede karavaner. Tidspunktet 617 svarer netop til året, hvor Iyas ibn-Qabisah og Nakhiragan blev erstattet som guvernører. 

 

Det er interessant, at 11 "mo-shou" fulgte den persiske mand. En hadith fortæller, at 10 af de muhajiroun, der udvandrede til Medina sammen med profeten, blev garanteret paradis og altså havde særlig  status. Man skulle næsten tro, at historien om Tayyayes kongerige og profeten historie oprindeligt har været den samme. Den "rigtige", historiske højborg må have været et sted i den vestlige del af det persiske område. 

Det er også interessant, at rigets grundlæggere beskrives som persere.  Hvordan kan det hænge sammen? Kineserne kan selvfølgelig have taget fejl. Men man må gå ud fra, at de har noteret, hvad de fik fortalt af udsendingen. 

 

Middelalderhistorikeren Ibn Khaldun  beskrev Tayyaye som en stamme, der indgiftede sig med ikke-arabere. Men han skrev på et tidspunkt, hvor "araber" var en fast indentitet. Måske har Tayyaye i  det persiske område haft en flydende persisk-arabisk identitet. Dengang, i det 7. århundredes Mesopotamien, betød ordet "arabisk" ikke nødvendigvis en bestemt etnisk gruppe. Det kunne betyde "vestlig" (altså vest for Persien), eller det kunne betyde "nomadisk" eller "fra steppen eller ørkenen" (se mere om det her). Dengang kunne man måske tale om "persiske arabere". Mesopotamien havde jo trods alt været en central del af de skiftende persiske imperier siden 550 f. kr.

Ti lovet paradis.jpg

11 persere fulgte ham

Ifølge den kinesiske kilde var de 11, som fulgte manden med våbnene, "mo-shou". Robert Hoyland har foreslået, at det kan betyde "Muhajiroun", dvs. betegnelsen for de emigranter, som fulgte Muhammed til Medina.

Ifølge hadith havde 10 en særlig status og var garanteret at komme i Paradis. De første 4 på listen overtog netop Muhammeds embede i den rækkefølge.

Sasanian_Empire_621_A.D.jpg

Sassanideriget (Perserriget) år 621

"Den vestlige del" er et vidt begreb. De stribede områder var dog nyligt erobret fra Byzantinerne. Resten havde været persisk i 

Muhammed var leder under erobringen af Persien

Efter oprøret startede erobringerne. Dette er i hvert fald, hvad flere kilder indtil nu, har fortalt. Den islamiske historie fra 800-tallet fortæller, at Muhammed døde inden erobringerne. Men en nestoriansk krønikeskriver fra Khuzestan ca. 660, som selv levede, da begivenhederne skete, fortæller, at Muhammed var arabernes leder under erobringen af Persien. Han fortæller om Perserrigets fald: 

"Da rejste Gud Ismaels sønner imod dem (perserne), [talrige] som sandet ved kysten, hvis leder var Muhammed (mhmd). Hverken mure, porte, skjolde eller rustninger kunne holde dem tilbage, og de fik kontrol over hele Persernes land. Yazdgird [den sidste persiske konge] sendte utallige tropper imod dem, men Araberne jog dem alle på flugt og dræbte endda Rustam [persernes hærfører]. Yazdgird forskansede sig i Mahoze (Ctesifon, al-Mada'in) og måtte flygte. Han nåede til [Merv] hvor han endte sit liv. Araberne tog kontrol over Mahoze og hele territoriet.

 

De kom også ind i det Byzantinske område og plyndrede og hærgede hele den Syriske region. Heraclius, Byzantinernes konge, sendte hære mod dem, men Araberne dræbte over 100,000 af dem. Da [patriarken] Isho'yahb så, at Mahoze var blevet ødelagt af Araberne, og at de havde taget dens porte med til 'Aqula (Kufa, Hira), og at de, der var tilbage, sultede, forlod han byen .... (Se teksten her)

Muhammed var altså tilsyneladende i live og leder under erobringen af Persien. I hvert et stykke af tiden. Perserigets hovedstad Mahoze (Ctesifon, al-Mada'in) blev ødelagt og portene bragt til Kufa i 637. Yazdegird blev dræbt i 651

 

følge historikeren Parvaneh Pourshariati (Decline and Fall of the Sasanian Empire, 2008) startede arabernes angreb på Persien allerede i 628. På det tidspunkt var der kaotiske tilstande hos Sassaniderne (som regerede Persien), efter at Khosraus søn, kong Kavad, døde af pest kort efter at have dræbt sin far og alle sine brødre. De fandt ikke en ny konge før Yazdegird i 632

Ctesiphon.jpg

Mahozes porte

Mahoze/Ctesifon/al-Mada'in blev ødelagt og portene taget med til Kufa (Hira) i 637

Stod perserne bag - og hvem var Salman fra Fars?

Mange har gennem tiderne undret sig over, hvordan en relativt lille gruppe arabere kunne erobre det mægtige perserrige på så kort tid. Forklaringen er måske, at nogle af de magtfulde parthiske klaner, hvis støtte Sassanidestyret var afhængig af, så en interesse i at lade araberne bekæmpe Sassaniderne. 

 

Der er adskillige eksempler på, at nogen hjalp araberne. Blandt andet hjalp Asawira, en hær bestående af iranske riddere,  araberne. Krønikeskriveren fra Khuzestan beskriver også, hvordan byen Shushtar blev erobret, fordi nogen lukkede araberne ind mod at få noget af byttet. Netop den nordlige provins Mazandaran/Tabaristan, som var den parthiske klan Karenidernes  område, blev ikke erobret. Det har fået nogen til at spekulere på, om der har været indgået en aftale. 

Den islamiske historie fortæller om perseren Rūzbeh Khoshnudan, også kaldet Salman fra Fars. Han var en af Muhammeds nærmeste mænd og rådgiver. Han var opdraget zarathustrisk, men var konverteret til kristendommen inden han mødte Muhammed. Han deltog i erobringen af Persien og blev senere guvernør i al-Mada'in (Perserrigets hovedstad).

 

Nogle har dog spekuleret på, hvad hans rolle og mission egentlig var. 

 

Salman er nævnt i kristne kilder fra 7-800-tallet, som påstår, at det var ham, der flikkede Koranen sammen (se her). Han har været en historisk person, som der har været erindringer om i omløb. Ifølge islamisk tradition skulle Salman have oversat Koranen til persisk. Men spørgsmålet er, om den historie egentlig blot skal forklare, at der på et tidspunkt har eksisteret et persisk forlæg. Nogle mener, at det er Salman, der er nævnt i Koranens vers 16:103, hvor der står: 

 

"Vi ved godt, at de siger: "Den, der lærer ham det, er kun et menneske!" Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog".     

Andre mener, at det må have været en jøde - jævnfør tesen om at Muhammed og hans vølgere var inspireret af jødisk messiastro. Men det ord, der er oversat med "ikke arabisk", er aʿjamiyyun (ajam). Dets betydning er oprindeligt "arisk", dvs. iransk. Så verset fortæller, at Muhammed - hvis det er ham, der har prædiket Koranen - er blevet undervist af en iraner. 

Koranen er dog - som nævnt - en usikker kilde til Muhammeds liv, og den kan være sammensat af dele, der er skrevet af flere forskellige. Men alligevel ... 

Se også:

Arabernes-erobringer.jpg

Karenidernes område

Blev ikke erobret i første omgang. Først under Umayyaderne (661–750)

Salman-farsi-muhammed.jpg

Salman fra Fars (og profeten)

Var ifølge traditionen en af profetens nærmeste rådgivere. Hvad var hans rolle mon? Var han profetmager? Eller mere end det?

Var Muhammed konge eller profet?

Nogle kilder beskriver Muhammed som konge. Men var han også en profet? En meget tidlig kilde, Doctrina Jacobi fra 634 (Palæstina), som dog ikke nævner Muhammeds navn, beskriver, at der hos saracenerne var kommet en profet, som spåede Messias' komme og var bevæbnet med sværd:  

... Og de sagde, af det var dukket en profet op hos Saracenerne, og at han forudsagde Messias' komme. Da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel skriftklog mand pg sagde: "Hvad kan du fortælle om profeten, som er kommet hos Saracenerne?" Han svarede med et dybt suk: "Han er falsk, for profeter kommer ikke bebæbnet med sværd" (Se teksten)

 

Beskrivelsen passer godt med Sebeos (661), der beskrev Muhammed som en leder, der samlede folk i troen og med autorisation fra "det høje" opfordrede dem til at erobre Det hellige land. Jødiske kilder som The Secrets of Rabbi Shimon ben Yohai bekræfter, at der var en profet hos ismaelitterne, som skulle erobre Det Hellige Land. 

Hvis Koranen var Muhammeds budskab (og fx ikke en prædikebog fra en anden sekt), så var Muhammed ikke blot profet. Han var en dommedagsprofet, som advarede om, at Dommedag var nært forestående. Dette argumenterer Stephen Shoemaker meget overbevisende og grundigt for i bogen The Death of a Prophet (2011). Den kommende Dommedag gjorde det vigtigt at erobre Jerusalem. Shoemakers tese er, at Muhammeds følgere måtte nyfortolke det religiøse budskab, da profeten mod forventning døde inden Dommedag. Efterhånden som tiden gik, blev det mere og mere klart, at Dommedag var udskudt på ubestemt tid, og samtidig var der et imperium, som skulle holdes sammen på.  Det kan have ført til en gentænkning af den religiøse historie.

Selve titlen Muhammed antyder noget profetisk: Navnet betyder "den højst lovpriste" eller "den højtelskede". Det kan være en betegnelse for Jesus. Men faktisk er det også det navn, som englen Gabriel kaldte profeten Daniel (Daniel, 9:23). Daniel forudsagde Messias' komme. I starten af 600-tallet var der en stærk stemning af, at Dommedag og Messias' genkomst var nær - netop på grund af Daniels profeti. I den historiske kontekst vil det ikke være overraskende, at Muhammeds bevægelse også havde en religiøs dimension. 

Den titel, som Muhammeds efterfølgere brugte, antyder også, at han samlede stammerne under en religiøs fane: De kaldte sig "de troendes emir". De så sig som arvtagere til de troendes kongedømme. "De troende" kan sagtens have været en relativt bred betegnelse for monoteister, inspireret af messiansk jødedom, og der er intet til hinder for, gruppens ledere sagtens kan have været persere eller arabiske persere. Det var jo troen, der forenede. Titlen "de troendes emir" var dog ikke en religiøs titel. Det var normalt på den tid, at herskeres magt var legitimeret af, at de beskyttede troen. Sådan var det også for den byzantinske kejser Heraclius.

 

At tage den messiasagtige titel "Muhammed" som leder - og ikke konge - kan selvfølgelig have været en politisk genistreg. Hvordan skulle man ellers - uden at overvinde dem i kamp - få stolte høvdinge til at underkaste sig en fælles leder? Men om Muhammed fik åbenbaringer mens sveden piblede frem på hans pande, er nok tvivlsomt, selvom sene versioner af Rabbi Shimon b. Yohai beskriver ham som "en gal mand besat af en ånd". Det er muligt, at han har haft en prædikebog, som måske endda var forstadiet til Koranen. Men vi ved det ikke. Men det kan have været tilstrækkeligt, at han har været god til at forudse ting. Den Byzantinsk-Arabiske Krønike fra 741 (fra Spanien) beskriver ham således:  

Da den højst talrige og mangfoldige skare af Saracenere havde samlet sig, invaderede de provinserne Syrien, Arabien and Mesopotamien. Over dem, som den der havde lederskabet, var en mand ved navn Muhammed (Mahmet). Han var født i en af deres folks ædleste stammer, og han var en meget klog (prudent) mand, som kunne forudse mange fremtidige begivenheder. (Oversat fra Robert Hoyland, s. 616)

Muhammed som profet

Hans titel, hans arv og dét, at stammehøvdinge bakkede op om hans lederskab, taler for, at han måske netop var noget andet end konge.

Muhammeds død

Vi ved ikke, hvornår den historiske Muhammed døde. Nogle kilder fortæller, at Muhammed regerede i 7 år (Jacob af Edessa), og andre siger 10 (fx Den byzantinsk-arabiske krønike af 741). Johannes af Damascus (730) bidrager yderligere til mysteriet ved at skrive, at Muhammed skulle have levet "fra Heraclius' tid til nu".  I bogen "The Death of a Prophet" (2011) gennemgår Stephen Shoemaker hele 11 tidlige kilder - herunder en islamisk -  som indikerer, at Muhammed var i live og leder af saracenerne (eller Tayyaye) under erobringen af Palæstina i 634-636.  

De eneste kilder ud over de islamiske, som fortæller om Muhammeds død, er nogle stærkt polemiske kristne kilder, som man nok ikke skal tage helt for pålydende. De er skrevet efter de første islamiske biografier, og som derfor tager udgangspunkt i, at Muhammed var en profet. Falsk, naturligvis. Den byzantinske munk Theophanes (758–817) skrev, om 10 jødiske ledere, som fejlagtigt havde troet, at han var Messias og var konverteret. Senere opdagede de, at han var falsk, men alligevel blev sammen med ham, "til han blev myrdet" (se her). I en bisætning. Som om det var almen viden på den tid, at han blev myrdet. 

Der er heller ingen kilder - ud over de islamiske - som fortæller hvor Muhammed døde.  

Muhammeds gravmæle er i Medina, sammen med gravmælet for de to første "kaliffer" Abu Bakr og Umar. Det er gemt bag en guldvæg og sorte gardiner. Men man kan godt spekulere lidt på, om han nu også ligger der. For der er ingen kilder fra det 7. århundrede, som knytter Muhammed til Hedjaz. Hovedstaden i Tayyayes kongedømme var Kufa.

 

En mulighed kunne være, at han ved sin død holdt til i den "højborg", som den kinesiske kilde (nævnt ovenfor) fortæller, at oprørerne etablerede "den vestlige del" omkring 618. Det kan ikke udelukkes, at det sted kan have været Medina. Men Yathrib, som Medina hed dengang, var ikke i den vestlige del af Perserriget.  En anden mulighed er, at han døde under erobringerne.  Alt det er naturligvis bare spekulation.

Muhammeds-død.jpg

De sørgende følgere

Nogle af profetens følgere troede, at han ville genopstå.

De var knyttet til deres leders tradition 

Efter Muhammeds død gik der over 120 år før Ibn Ishaq skrev hans historie. Vi har ganske enkelt ikke muslimske kilder om ham i hele den periode.

 

Den første leder af det arabiske imperium, som har efterladt sig håndfaste spor, er umayyadeherskeren Muawiyah (661-680). Han flyttede hovedstaden til Damaskus. Der intet, der indikerer, at Muawiya dyrkede Muhammed som profet. Ordet Muhammed findes ikke på hans mønter og inskriptioner, og han anede tydeligvis ikke, at den arabiske tidsregning havde noget med profetens hijra (udvandring) at gøre. 

 

Men Johannes Bar Penkaye (687) fortæller dog fra sin post i det nordlige Mesopotamien, at Hagars sønner (araberne) under Muawiya "i starten" stadig fulgte vejledningen fra deres "guide" og fra deres "leder" Muhammed:  

De havde fra den mand, som var deres guide, fået en ordre som tilgodeså de kristne og munkene. Ligeledes på grund af hans vejledning holdt de sig til at tilbede én Gud, i overensstemmelse med skikkene fra den gamle lov. I starten var de så knyttet til deres leder Muhammeds tradition, at de udøvede dødsstraf mod enhver, som ikke adlød hans bud. Deres tropper tog hvert år på togter til fjerne lande og øer, plyndrede og kom tilbage med fanger fra alle nationer under himlen. Fra enhver mand krævede de kun tribut og gav ham lov at beholde sin tro, og der var endda nogle Kristne iblandt dem: nogle af dem tilhørte kætterne og andre os. (Se teksten her)

Hvis "guiden" og lederen er den samme (hvilket faktisk ikke fremgår helt klart), så var Muhammed altså én, hvis vejledning og regler, de troende fulgte, og de dedikerede efterfølgere søgte at videreføre dem. 

 

Patriarken Sophronius fra Jerusalem giver os et meget tidligt spor af traditionen med at efterligne Muhammed. Han beskrev allerede i 636 eller 637, under erobringen af Palæstina, at saracenerne "efterlignede" og "kopierede" deres leder (Muhammed, jævnfør de mange kilder, der indikerer at han var i live):

 

Disse modstandere mod Gud praler af at sejre over alt og alle, de efterligner uhæmmet deres leder, som er djævelen, og kopierer hans forfængelighed, som vil afskære ham fra at komme i himlen og i stedet henvise ham til de dystre skygger. (Se teksten her)

Vi ser her de første observationer af, at Muhammed var én, hvis eksempel araberne havde fulgt. Netop dén egenskab skulle senere blive nøglen til, at han blev så "velbeskrevet".  Johannes Bar Penkaye beskriver hans lære og lovgivning var mosaisk lov, sådan som Sebeos (661) også beskrev det. Dog ser det ud til, at de i slutningen af det 7. århundrede var begyndt at falde lidt af på den. 

Mo prædiker.jpg

Den mand som var deres guide

Johannes Bar Penkaye (687) fortæller om Hagars sønner, at de fulgte ordrer fra "manden, som var deres guide" og i starten havde været knyttet til "deres leder Muhammeds" tradition.

Abd al-Malik og Jesus banede vejen for Profeten

Under umayyadeherskeren Abd al-Malik (680-705) fik Muhammed en revival. Abd al-Malik skulle holde sammen på riget efter den anden borgerkrig, og han ønskede at skabe en fælles arabisk identitet. Han begyndte at promovere navnet Muhammed på mønter og inskriptioner. Blandt andet på inskriptionen i Klippemoskeen fra 692

 

Men måske var det ikke den islamiske profet - men sit syn på Jesus, Abd al-Malik promoverede. Dette er i hvert fald, hvad blandt andre lingvisten Christoph Luxenberg og numismatikeren Volker Popp har argumenteret for. Inskriptionen i Klippemoskeen ligner mere et opgør med - måske endda en slags uafhængihedserklæring fra - den byzantinske kirkes treenighedslære end en lovprisning af en profet ved navn Muhammed.  Måske mente Abd al-Malik blot, at Jesus var "den højest lovpriste" (muhammed) og "Guds tjener" (abd Allah) - og altså ikke Guds søn. Dette er præcis, hvad inskriptionen i Klippemoskeen, som han byggede, siger:

 

muhammadun 'Abdullahi wa-rasuluhu (Lovprist være Guds tjener og budbringer)

 

Inskriptionen "oversættes" i dag til at "Muhammed, Abdallahs søn er Allahs budbringer". Men det er en tilsnigelse. Det er en senere opfindelse, at islams profets havde en far ved navn Abdallah. Den oplysning kom først frem i biografierne 70-130 år senere, sammen med den "bibelske" historie om, at Abdallahs far ligesom Abraham ville have ofret ham til Allah. 

Teksten på Abd al-Maliks nye reformerede mønter fra 669-97 kan ligeledes læses som et angreb på treenighedslæren, hvor Muhammed er en betegnelse for Jesus. Der står:

 

"Der er ingen gud foruden Allah, Han har ingen partner. Muhammed (Den højest Lovpriste) er Allahs sendebud, som Han har sendt med retledningen og den sande religion, som skal sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det". (se her)

Abd al-Maliks mission var, at styrke det arabiske imperium. Han centraliserede administrationen og gjorde arabisk til det administrative sprog. Ethvert stærkt imperium med respekt for sig selv havde naturligvis også sin egen statsreligion. Det havde perserne haft, og det havde byzantinerne. Det skulle araberne også have. Det var Abd al-Malik, der fik samlet og kanoniseret det, der senere blev til Koranen.​​ Teksten fra Klippemoskeen og mønterne kan i dag genfindes i Koranen, dog ikke helt identisk.  

Navnet Muhammed var nu introduceret på inskriptioner og mønter som den, der var sendt fra Allah med både retledning og den sande religion. Ca. 35 år senere hører vi fra Johannes af Damaskus (733) om det rygte, at Ismaelitternes hellige bog er sendt fra Allah til en profet ved navn Muhammed.

 

Ideen om religionsstifteren med åbenbaringen var født.

Klippemoskeen.jpg

Klippemoskeen i Jerusalem

På inskriptionen i klippemoskeen fra 692  promovererde Abd al-Malik betegnelsen Muhammed. Men det er ikke sikkert, at det var profetne, han mente.

Abd al-Malik - portræt.png

Abd al-Malik 

Mønter fra starten af hans regerings-periode bar hans eget billede. Det var først senere, at de blev "islamiseret"

Abbassiderne - de dygtige propagandister

Trods Abd al-Maliks identitetsskabende initiativer, var imperiet stadig splittet mellem øst og vest. Det førte ultimativt til, at Abbasiderne tog magten i 750.

Fortællingen i dag er, at Umayyaderne var dekadente og favoriserede arabere, og at oprøret skyldtes, at nykonverterede ikke-arabere følte sig diskriminerede. Men måske var det reelt en persisk generobring af magten. Abbassidernes revolution startede i Khorasan, hvortil de i årevis, måske i årtier, havde sendt missionærer, som gødede jorden for oprøret. Det minder næsten om den "missionsvirksomhed", som al-Tabari beskriver i sin historie om Slaget ved Dhi Qar.  

Abbasiderne var ekstremt dygtige propagandister, hvilket var med til at skaffe dem magten. Flere grupper var utilfredse med Umayyadernes centralisering af magten i Damaskus, og Abbassiderne samlede støtte til, at "en fra profetens familie, som alle ville være tilfredse med" skulle have magten (se her). På den måde fik de støtte fra shiitterne i Kufa, som støttede Alis familie. Men samtidig fiflede de med krønikerne, så profetens forhold til sin onkel Abbas (deres egen forfader) blev fremhævet. Da revolutionen var vundet, blev shiitterne kørt ud på et sidespor og forfulgt. Faktisk ved vi slet ikke, om Muhammed virkelig havde en onkel Abbas. Men vi ved, at slægtskabet til profeten blev det, der legitimerede Abbassidernes styre. 

Sagen var bare den, at de kom fra Persien. Som arabernes profets slægninge og legitime herskere over det arabiske imperium havde de brug for at være arabere - sønner af Ismael. Så al-Mansur (754-775) satte Ibn Ishaq til at skrive profetens biografi...

De-sorte-flag.jpg

De sorte bannere kom fra Øst

Abbassidernes revolution startede i Khorazan. De havde sorte bannere i opposition til Umayyadernes hvide.  

Khorazan.jpg

De sande religionsstiftere

Resten af historien kender vi:

Ibn Ishaq gav profeten en stamtavle direkte tilbage til Abraham. Både profeten og Abbasiderne tilhørte nu den ædle og ærkearabiske stamme, Quraysh. Tidligere havde Quraysh betydet "Kyros's sønner". Nu var historien, at slægten kom fra Mekka i Hedjaz. Mekka lå langt væk fra den civiliserede verden, og i særdeleshed fra Bagdad, så ingen vidste om det var sandt eller ej. 

Abbassiderne skabte en fantastisk religion til araberne. Deres profet blev den største af alle profeter. Religionen hed "underkastelse". De troende skulle acceptere profetens ord som lov og følge hans eksempel. Det havde de allerede tradition for. Så nu var det bare at definere, hvad hans ord og eksempel var.

 

Profeten blev derfor den mest velbeskrevne af alle profeter. Et utal af  "traditioner" om hans liv i Hedjaz begyndte at dukke op. Det viste sig sjovt nok, at profeten havde forudsagt, at de sorte bannere ville komme fra øst (Abbassidernes revolution), og at man skulle sværge dem troskab. De store hadithsamlere kom pudsigt nok alle fra det nordlige Persien: Al-Bukhari (810-870) kom fx fra Bukhara, og Muslim ibn al-Hajjaj (818-875) kom fra Nishapur

 

Shiitterne anerkendte dog kun deres egne hadithsamlinger. Men belejligt nok viste det sig, at Allah i selveste Koranen havde åbenbaret til profeten, at Muhammed ikke havde nogen sønner (33:40), og at adoptivsønner ikke er rigtige sønner (33:4). Så Alis slægt og shiitterne kunne godt glemme deres krav. Det var i øvrigt slet ikke i profetens ånd  med arvefølge fra far til søn. 

756 fortalte abbassidernes udsending til kineserne en ny historie om rigets oprindelse. Kineserne noterede: 

Det siges, at der blandt araberne var en stamme, som hed Ku-lieh (Quraysh) hvor høvdingetitlen gik i arv fra far til søn, og som var kendt som de hvidklædte arabere. De bestod af to klaner, Banu Marwan (P'en-ni-mo-huan) og Banu Hashim (P'en-ni-hsi-shen). Der var en klog og tapper mand, hvis navn var Muhammed (Mo-ho-mo), og folket valgte ham til leder. Han udvidede sine besiddelser med et område på 3000 li og erobrede byen Hsia-la...

Kineserne undrede sig: Hvorfor handlese tilblivelseshistorien nu om klaner og slægtskab? Hvad med den gamle historie om perserne og løvemanden og våbnene i hulen og oprøret?

 

Den forsvandt. For nu var det religionen, det gjaldt, og ikke historien.   

Khurazan.png

Bukhara og Nishapur

Alle de store hadithsamlere kom fra Persien. På kortet ses også Tirmidh, hvorfra hadithsamleren at-Tirmidhī kom. 

Afslutning

Det er stadig et mysterium, hvem den "rigtige" Muhammed var. Var han en profetagtig type, som inspireret af jødisk messiastro ledte sine følgere i erobringen af Det hellige land? Eller var han leder af et oprør mod perserne og den første konge i Tayyayes kongedømme? Eller var han måske begge dele? Var det måske Iyas ibn Qabisah? Var det Hani? Var det Salman fra Fars?

Eller har de senere historieskrivere - som Ibn Hisham - trukket på flere personer og flere historier, da de skrev Muhammeds biografi? Akkurat som de har trukket på flere bibelske figurer.

 

Det kan heller ikke udelukkes, at Muhammed kan have været et makkerpar, eller den ene del af et makkerpar. Akkurat som Moses og Aron. Der er kilder, som antyder, at araberne fra begyndelsen af deres kongedømme havde to ledere  (John Bar Penkaye fra 687, og  pilgrimmen Fredegar i 650'erne). 

For mig står én ting helt klart: Konteksten for den "rigtige" historie om Muhammed findes i brændpunktet mellem det persiske og det byzantinske rige i starten af 600-tallet, og ikke i en udørk på den arabiske halvø. Der er både en politisk kontekst og en religiøs kontekst. Og begge er meget anderledes - men absolut ikke mindre spændende - end den traditionelle islamiske historie. Der er simpelthen for mange kilder, der antyder, at Muhammed slog sine folder andre steder end i Hedjaz. Ikke mindst brugen af ordet "oprør".  Det er meget påfaldende, at Tayyaye næsten ikke er nævnt i de islamiske kilder, mens ikke-islamiske kilder fortæller, at der var et kongedømme. Omvendt er Quraysh ikke nævnt af én eneste kilde tidligere end Abbassiderne.  

Måske får vi aldrig det rette svar. Men det er bestemt også muligt, at vi kommer meget nærmere et svar. Området har af gode grunde været uudforsket i den islamiske verden, men flere og flere i Vesten er i takt med islams indtog begyndt at interessere sig for islams oprindelse. Og der bliver støvet flere og flere brikker op til puslespillet. Det kan nemt være, at vi om få år er blevet meget klogere. Og at denne side så må revideres. 

Opdateret April 2021

puzzle.jpg

Brikkerne er endnu ikke samlet

Det er stadig et mysterium, hvem Muhammed var, og om ham måske var flere ... Men det er ikke urealistisk, at mysteriet finder sin løsning ...