Den islamiske Muhammed er en myte. Men den er ikke opstået ud af ingenting. Tidlige ikke-islamiske kilder kan måske bringe os på sporet af, hvad der rigtigt skete tilbage i 600-tallet, og hvem den historiske Muhammed måske var. Meget er stadig et mysterium. Men der tegner sig alligevel konturerne af en interessant historie.

Muhammed og hans mænd.jpg

PÅ SPORET AF DEN HISTORISKE MUHAMMED

 

1. En profet med et sværd

En meget tidlig kilde, Doctrina Jacobi fra 634 beskriver, at der hos saracenerne var kommet en profet, som spåede Messias' komme og var bevæbnet med sværd:  

... Og de sagde, af det var dukket en profet op hos Saracenerne, og at han forudsagde Messias' komme. Da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel skriftklog mand pg sagde: "Hvad kan du fortælle om profeten, som er kommet hos Saracenerne?" Han svarede med et dybt suk: "Han er falsk, for profeter kommer ikke bebæbnet med sværd". 

...Så jeg, Abraham, spurgte mig for og hørte fra dem, som havde mødt ham, at der var ingen sandhed at finde hos den såkaldte profet, kun udgydelse af mænds blod. Han siger også, at han har nøglerne til paradis, hvilket er utroværdigt.

 (Se teksten)

Doctrina Jacobi (Jakobs lære) er et kristent polemisk skrift, hvis formål var at overbevise tvangsdøbte jøder om at omfavne kristendommen. Det vurderes, at det er skrevet i Palæstina mellem 634 og 640, samtidig med den arabiske erobring af Palæstina.

 

Teksten fortæller, at der har været en krigerisk profetfigur hos araberne, da de erobrede Palæstina, og at han har profeteret Messias' komme.

Den er også  indirekte et vidnesbyrd om jødernes trængte situation under den Byzantinske kejser Heraclius. Den antyder, at jøder kan have haft forhåbninger denne profet med sværd, netop ved den nævner ham og advarer imod ham. Senere Jødiske kilder som The Secrets of Rabbi Shimon ben Yohai bekræfter, at der var en "profet" hos ismaelitterne, som skulle erobre Det Hellige Land, og at nogle jøder havde forhåbninger om, at ismaelitterne og deres profet skulle udfri dem fra Byzantinernes undertrykkelse. 

 

Doctrina Jacobi nævner dog ikke navnet Muhammed. 

Profeten med sværdet.jpg

Profeten med sværdet 

Måske håbede nogle jøder, at han kunne udfri dem af deres trængsler?

De tidligste kilder

 

2. Muhammeds Tayyaye hærger Palæstina

Den allertidligste kilde, som nævner Muhammed, er fra arabernes erobring af Palæstina. Den er fra 636. Det er nogle få linjer skrevet på en blank side i en aramæisk udgave af Matthæus- og Markusevangeliet. Der står: 

I januar tog {folk fra} Hims ordet for deres liv, og mange landsbyer blev raseret af Muhammeds (Muhmd) {araberes} myrderier, og mange mennesker blev dræbt og {taget til} fange fra Galilæa så langt som til Beth. . . .

(Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it. se teksten her)

Den næste kilde er fra 640. Det er en krønike skrevet af den kristne syriske præst Thomas the Presbyter.  Man vurderer, at følgende er en øjenvidneberetning til den arabiske erobring af Palæstina: 
 

”I året  945, indiction 7 [dvs. år 634] , fredag d. 4 februar, i den niende  time, var der et slag mellem romerne og Muhammeds arabere [tayyayae d-Mhmt] i Palæstina, 12 mil øst for Gaza. Romerne flygtede og lod patiarken Bryrdn tilbage, som araberne dræbte. Omkring 4000 fattige landsbyboere blev dræbt dér, kristne, jøder og samaritanere. Araberne hærgede hele regionen” 

(Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it. se teksten her)
 

De tre kilder, du har nu set, er dem, vi kender, som er tættest på Muhammeds formodede levetid. Måske var de endda samtidige. De antyder alle, at han har været en leder under arabernes erobring af Palæstina 634-640. I bogen "The Death of a Prophet" gennemgår Stephen Shoemaker hele 11 kilder - herunder 1 muslimsk - som indikerer, at Muhammed var aktiv og i live under erobringen af Palæstina. En ret stærk indikation. 

 

Det stemmer ikke med den traditionelle fortælling. Ifølge den døde Muhammed i 632 og det var først under hans 2. efterfølger Umar, at Palæstina blev erobret. 

Vi får også en anden interessant oplysning af Thomas the Presbyter: Muhammed var tilsyneladende leder af Tayyaye

Muhammeds Tayyaye.jpg

Muhammeds Tayyaye hærgede Palæstina og dræbte landsbyboere ifølge de ældste kilder. 

3. Muhammed beordrede dem til at forene sig i troen og tage Det Hellige Land

En tredje kilde, som specifikt nævner Muhammed, er tilskrevet den Armenske biskop Sebeos, selvom man dog mener, at en anden skrev den i hans navn. Hans krønike fra ca. år 661 beretter om, hvordan Muhammed forenede araberne, hvilket senere førte til erobringen af Palæstina:

Tolv folk, fra alle de jødiske stammer, var samlet i byen Edessa. Da de så, at de iranske tropper havde forladt byen i fred, lukkede de portene og befæstede sig. De nægtede de romerske herskeres tropper adgang. Så gav Heraclius, den byzantinske kejser, ordre til at belejre den. Da jøderne indså, at de ikke kunne modstå ham militært, lovede de at slutte fred. De åbnede byens porte og stod frem foran ham, og Heraclius beordrede, at de skulle forlade byen og tage til deres eget sted.

 

Så de tog afsted og tog vejen gennem ørkenen til Tachkastan, til Ismaels sønner. Jøderne kaldte araberne til hjælp og mindede dem om den relation, de havde ifølge Det Gamle Testamente. Men selvom [araberne] var overbeviste om det tætte forhold, var de ude af stand til at blive enige indbyrdes, for de var delt i deres religion.

 

På den tid blev en af dem, en mand af Ismaels sønner ved navn Mahmed prominent. En prædiken om Den Sande Vej blev åbenbaret for dem, angiveligt på Guds befaling, og [Mahmed] lærte dem at anerkende Abrahams Gud, for han var informeret og vidende om den mosaiske historie. Fordi befalingen kom fra Det Høje, beordrede han dem alle til at samles og forene sig i troen. De holdt op med at ære unyttige ting og vendte sig mod den levende Gud, som havde vist sig for deres fader Abraham.

Mahmed lovgav for dem, at de ikke skulle spise selvdøde dyr, ikke drikke vin, ikke lyve og ikke begå hor. Han sagde: "Gud lovede dette land til Abraham og hans søn efter ham for evigt. Og det lovede blev opfyldt på den tid, da [Gud] elskede Israel. Men nu er I Abrahams sønner, og Gud skal opfylde løftet til Abraham og hans søn for jer. Elsk kun Abrahams Gud, og gå og tag det land, som Gud gav jeres stamfader Abraham. Ingen vil kunne modstå jer i krig, for Gud er med jer. " (Sebeos' History, 30)


Sebeos fortæller derefter, hvordan israelitter og ismaelitter (arabere) i samlet flok drog mod Palæstina, kæmpede mod romerne, gjorde krav på "deres land" og erobrede det.

De mødte Muhammed i Tachkastan

Sebeos skrev ca. 25-35 år efter begivenhederne. Men hans krønike kan bringe os på sporet af den historiske Muhammed. Den placerer Muhammed i Tachkastan, Tayyiernes land. Det var i det nordlige Mesopotamien. Den fortæller om en prædiken "på Guds befaling", men det er ikke tydeligt, hvem der gav den. Den beskriver Muhammed som en indflydelsesrig leder. Han havde magt til at "beordre" araberne til at samle sig og forene sig i religion. Ifølge Theophilius af Edessa skal forvisningen af jøderne fra Edessa, som Sebeos omtaler, være sket i 628 (Hoyland, s. 635). 

En alliance med jøderne?

Patricia Crone og Michael Cook udgav i 1977 den skelsættende bog Hagarism. Bogens tese var, at islam startede som en bevægelse inspireret af jødisk messiastro og med fokus på Jerusalem. De byggede deres tese på kilder som Sebeos. Bogen var dengang kontroversiel, fordi den udfordrede de etablerede forskere, som i mange år havde taget den traditionelle fortælling om islams oprindelse for givet. Men mange har efterfølgende arbejdet videre med ideerne.

 

Blandt andet har Fred Donner i Muhammad and the Believers fra 2010 argumenteret for, at Muhammeds bevægelse var en interkonfessionel bevægelse, som han kalder "De troendes bevægelse". Den inkluderede blandt andet jøder. Først først senere blev islam en særskilt religion.

 

Islams mange ligheder med jødedommen er slående. Der er overvældende argumenter for, at Koranens Masjid al-Haram ("det forbudte bedested") ikke er Kabaen i Mekka, men i stedet Templet i Jerusalem (Se mere om det her). Sebeos fortæller netop om et brud mellem araberne og jøderne efter erobringen af Jerusalem:  

... Jøderne, som havde fået støtte fra Hagarenerne i en kort tid, planlagde at genopbygge Salomons Tempel. Da de havde fundet det sted, de kaldte Det Allerhelligste, konstruerede de Templet med en sokkel, til at være deres bedested. Men ismaelitterne misundte [jøderne], forviste dem fra stedet, og tog den samme bygning som deres eget bedested.

Tachkastan.jpg

Tachkastan - Tayyiernes land. Her mødte jøderne ifølge Sebeos Muhammed, da de var på vej fra Edessa til "deres eget sted" 

Edessa havde frem til år 214 været hovedstaden i arabisk kongedømme kaldet Osroene. Så det var ikke mærkeligt, at man kunne møde "Ismaels sønner" deromkring.  

 

Den historiske baggrund

 

4. Hvem var Tayyaye? - Araberne på Muhammeds tid

Der var ingen stamme ved navn Quraysh

Ifølge den traditionelle fortælling hed Muhammeds stamme Quraysh. Men der er ingen spor af en stamme ved navn Quraysh, før navnet begynder at dukke op i islamiske kilder fra midten af 700-tallet. Romerne holdt registre over de arabiske stammer, og Quraysh findes ikke i de romerske optegnelser. Der er mange spekulationer på, hvor navnet Quraysh kan være kommet fra: Ordet quraysh betyder "forbund" på aramæisk, så måske har det været den arabiske betegnelse for foederati, dvs. folk som stod i forbund med romerne. Banu Quraysh kan også have været en betegnelse for persere, "sønner af Kyros", dvs. efterkommere af perserkongen Kyros den Store (559530 f. Kr.). Hvad det end har betydet, er det først senere blevet til navnet på Profetens stamme. 

Dog fortæller Odon Lafontaine i denne video (minut 18:30), at en fransk arkæolog mener at have fundet spor af navnet Quraysh nær Latakia i det nordlige Syrien. En vigtig handelsby for enden af Silkevejen. 

Tayyaye, Ghassaniderne og Lakhmiderne

Tayyaye-stammen (som Thomas the Presbyter beskrev hærgede Palæstina) var til gengæld kendt af romerne. Den var i det 2. århundrede vandret fra det område, der i dag er Yemen, til den nordlige del af den Arabiske halvø og havde i  løbet af det 6. århundrede delt sig i to grene. Nogle af dens klaner vandrede til Syrien. Der allierede de sig med Ghassaniderne og blev kristne. Ghassaniderne var en stor arabisk stamme, som havde deres eget kongedømme og var vasaller for Byzantinerne.

 

Andre af dens klaner blev boende i den nordligste del af den Arabiske halvø, og nogle levede i Mesopotamien, blandt andet i området omkring al-Hira. Al-Hira var Lakhmidernes  hovedstad. Lakhmiderne var en anden stor arabisk stamme. De havde ligesom Ghazzaniderne deres eget kongedømme, og de var vasaller for Perserne. 

 

Tayayye blev så indflydelsesrig og udbredt i disse områder (Syrien, Mesopotamien og vore dages Jordan), at deres navn blev brugt af både syriske og persiske forfattere - nogle gange som synonym for arabere, på samme måde som navnet Saracener også blev et synonym for arabere. I det 7. århundrede blev området i det nordlige Mesopotamien endda kaldt Tachkastan, Tayyiernes land, hvilket fremgår af Sebeos' historie fra ca. 661 (se ovenfor).

Saracenerne

Saracenerne blev i 400-tallet beskrevet af kirkehistorikeren Sozomenus fra Gaza. Han beskrev dem som en arabisk stamme, som holdt til i Syrien/Jordan, og hvis krigerdronning Mavia i 300-tallet havde gjort oprør mod romerne. Ifølge Sozomenus nedstammede de fra Abraham gennem Ismael og blev kaldt ismaelitter. Som du vil se nedenfor, dyrkede de jødiske skikke og var blandt andet omskårede og holdt sig fra svinekød. Sebeos (661) skrev netop, at Muhammed var prominent hos "Ismaels sønner". Men som nævnt blev Saracener ligesom Tayyaye ofte brugt synonymt med araber. Den stamme, som Sozomenus beskrev, blev også kaldt Tanukh. Ordet saracener er en græsk-romersk betegnelse, hvis oprindelige betydning vi ikke kender.  

Araberne var i hele Mellemøsten

Modsat af, hvad mange måske tror, var der således masser af arabere i Syrien, Mesopotamien og Palæstina/Jordan. Mange af dem holdt til langs de store handelsruter. Nogle levede nomadisk, andre slog sig ned som mønder eller fiskere og boede i byer. Området blev endda af romerne kaldt "Arabia Petrea". Til gengæld var der ikke ret mange arabere i Hedjaz, hvor Mekka i dag ligger. Der var nemlig ret øde. Romerne kaldte denne del af Arabien for "Arabia Derserta". 

Gassanid og Lakhmids 4.jpg

Tayyaye-stammens indflydelsesfære

i det 6. århundrede. I brændpunktet mellem det Byzantinske Imperium og det persiske Sassaniderige.  

 

5. Krigen mellem stormagterne

Tiden i starten at det 7. århundrede var kendetegnet af krig mellem de to stormagter, Det Persiske rige (Sassanideriget) og det Byzantinske rige, som hver herskede over deres del af Mellemøsten. Krigen, som blev den sidste Persisk-Romerske krig af mange, varede fra 602-628. Den var en vigtig del af bagtæppet for begivenhederne omkring den historiske Muhammed. Den eneste reference i Koranen til en historisk begivenhed i dens samtid er til denne krig:

 

Byzantinerne blev besejret i landet nærved. Men efter at være blevet besejret vil de sejre om nogle år. Afgørelsen tilkommer Gud, førhen og fremover. På den dag vil de troende fryde sig over Guds hjælp. (Koranen 30:2-5)  

 

Baggrunden for verset er, at Sassaniderne i 613-614 erobrede Syrien og Palæstina, og senere Egypten og Anatolien. Men i 622 indledte den Byzantinske kejser Heraclius en succesfuld modoffensiv. Koranen fortæller, at de troende havde interesse i Byzantinernes sejr over perserne.   

Arabere havde i mange år været lejesoldater og hjælpetropper for de to dominerende stormagt. For eksempel var Ghassaniderne og Lakmiderne, som havde deres egne kongedømmer,  vasaller for hver deres stormagt. De var hinandens rivaler og havde i løbet af 500-tallet bekriget hinanden.

Tayyaye-stammen var delt og havde et ben i hver lejr i tidens store politiske konflikt mellem det Byzantinske imperium og Perserriget. De befandt sig lige i brændpunktet -  i Arabia Petrea. Dét, at de arabiske stammer i mange år havde været hjælpetropper for stormagterne gjorde, at araberne havde viden om avanceret krigsførelse. 

Mellemøsten ca. år 600

Verden år 600.png

Delt mellem stormagterne

Lakhmiderne og Ghassaniderne havde deres egne kongedømmer og var vasaller for hver deres stormagt. Tayyaye var delt. 

Abraham.jpg

Abrahams efterkommere

Arabere blev i senantikken betragtet som efter kommere af Abraham gennem Ismael.  De fleste arabere var kristne af forskellg slags. Nogle  praktiserede også jødiske skikke. 

 

6. Hvad var arabernes religion i starten af 600-tallet?

Modsat af, hvad mange tror, var araberne ikke hedenske afgudsdyrkere inden islam "omvendte" dem til monoteisme. 

 

De kristne arabere

Ghazzaniderne havde ved starten af 600-tallet været kristne i århundreder. De var monofysitiske kristne. 

 

Lakhmiderne var formentlig nestorianske kristne. Deres konge, Al-Numan III (580602) var i hvert fald konverteret til nestoriansk kristendom. Deres hovedstad al-Hira var hovedsæde for Østkirken, og det var dér, den nestorianske patriark holdt til. Al-Hira havde i århundreder også været hjemsted for det kristne fællesskab ibād (som betyder "tjenerne" eller "slaverne"), som bestod af familier med forskellig stammebaggrund, der var forenet af at være kristne. De var en blandet gruppe, som ikke kun bestod af arabere. Navnet ibād blev brugt på samme måde som et stammenavn. Det var en slags "over-stamme", baseret på religion (Næsten samme koncept som islam).

Tayyaye - som jo måske kan have været Muhammeds stamme - har formentlig været delt  religiøst. De, der var allierede med Ghassaniderne, var måske monofysitiske kristne. I al-Hira skulle fremtrædende medlemmer af Tayyaye have været med i det kristne fællesskab ibād. De var måske nestorianere. Men måske kan nogle af dem - ligesom de Saracenerne, som Sozomenus beskrev - også have haft en identitet som "ismaelitter" og dyrket jødiske skikke.  

Striden om Jesus

Den store strid blandt kristne i senantikken var Jesu guddommelighed. Det var i den periode, at der blev holdt adskillige kirkekonciler, hvor det blev besluttet, hvad den rigtige opfattelse af Jesus var, og hvad der var kætteri. I det romersk/byzantinske område dominerede den katolske kirke, som troede på en treenig Gud. Men i udkanterne og i det persisk dominerede område, trivedes også andre opfattelser. Monofysitterne mente, at Jesus var 100% guddommelig. Nestorianerne mente, at Jesus både var menneske og gud. Og Arianere mente, at Jesus var 100% menneske. Den Arianske opfattelse af Jesus er den, der ligner den islamiske mest. 

 

Manikæisme og zarathustrisme

Der var også mange andre religiøse retninger til stede: Fx gnostiske kristne retninger som Manikæismen. Den er i dag uddød, men i senantikken var den en verdensreligion. Dens udspring  var i det sydlige Mesopotamien. Der har formentlig været manikæere blandt Lakhmiderne. I Der er visse ligheder mellem manikæismens grundlægger, profeten Mani, og profeten Muhammed. Blandt andet fik Mani sine åbenbaringer fra sin himmelske tvilling Gabriel, og han hævdede at være "den sidste profet". 

I den persiske sfære var der også zarathustrismen, som Sassaniderne havde gjort til  statsreligion. Men der var flere varianter af zarathustrismen, og blandt andet Partherne (en Persisk storklan) var ikke begejstrede for Sassanidernes undertrykkelse af andre varianter. Kristendommen var som nævnt også udbredt i det persiske område, ikke mindst i byerne langs Silkevejen. Omkring år 600 var der 96 bispesæder i det Persiske rige (Morten Rydal, s. 34)

Jøderne

Der var også jøder i det religiøse landskab. Udover de rabbinske jøder, som var stærkt repræsentet i Mesopotamien, hvor de havde adskillige akademier, var der forskellige jødisk-kristne sekter (som mente at Jesus var Messias). I det Byzantiske område var jøderne undertrykt under både kejser Fokas (602-610) og hans efterfølger Heraclius (610-641). En del flygtede til Mesopotamien. I 614 allierede jøder fra Palæstina - og måske fra andre steder -  sig med perserne og en gruppe arabere og erobrede Jerusalem. Dette kaldes "det jødiske oprør mod Heraclius". Det fortælles, at de indtog byen uden modstand. Næsten som da Muhammed ifølge den islamiske fortælling indtog "Mekka". Jøderne regerede dog kun i Jerusalem i kort tid. De kristne gjorde oprør - muligvis på grund af styrets brutalitet - og perserne ønskede ikke at lægge sig ud med deres kristne arabiske allierede. Jødenes oprør eller "forræderi" mod Heracluis i 614 gjorde ikke deres situation i Det Byzantinske Rige bedre. Heraclius iværksatte i 628 en kampagne, som gik ud på at tvangskonvertere jøder til kristendommen. I 629 eller 630 intog han Jerusalem, og de tilbageværende jøder måtte forlade byen eller lade sig døbe. Jøderne var ikke arabere - men, som Sebeos beskrev, kan de meget vel have været allieret med arabere og inspireret dem. Kilder fortæller, at der var jøder sammen med araberne, da disse indtog Jerusalem omring 638. Byen overgav sig uden kamp efter en belejring. 

Arabere som praktiserede jødiske skikke 

Mellemøstens arabere var i århundreder blevet kaldt Ismaelitter - efterkommere af Ismael, Abrahams søn med Hagar. Nogle kaldte dem også Hagarenere. Muligvis stammede denne forståelse fra jødisk mission. Jødedommen har nemlig også engang missioneret og søgt at omvende andre folkeslag og gøre dem til proselytter. Sozomenus fortæller i hvert fald, at Saracenerne af jøder var blevet gjort opmærksomme på deres betydningsfulde afstamning fra Abraham. De praktiserede jødiske skikke og var blandt andet omskårede og afholdt sig fra svinekød. De ærede Moses og Aron højt og kaldte Jesus for Isa (hvilket kan ses af klippeinskriptioner). Sozomenus fortæller dog også, at mange af Saracenerne var blevet kristne i løbet af det 4. og 5. århundrede (Sozomenus' Ecclesiastical History, bog 6, kapitel 39). 

Det er muligt, at den historiske Muhammeds religion kan have været en sådan form for arabisk "Abrahamisme", som havde elementer af både jødedom og kristendom. Vi skal huske, at "saracenere" var en romersk betegnelse og muligvis i kan have dækket over forskelige stammer.  

Irak-sporet - oprøret mod perserne

 

7. Hvem var Tayyiernes leder i starten af 600-tallet?

Thomas the Presbyter nævnte i 640, at "Muhammeds Tayyaye" hærgede Palæstina.  Derfor er det interessant at undersøge, hvem der kan have været  Tayyayes leder omkring den tid. 

Ingen kilder tidligere end 636 nævner Muhammed. Det er derfor sandsynligt, at Muhammed (som jo betyder "Den lovpriste") har været et kaldenavn eller en titel, og at den historiske leder har haft et andet navn. Lad os se, hvad vi kan finde. 

 

Perserkongen dræbte Lakhmidernes konge

Ghazzaniderne i Vest og Lakhmiderne i Øst havde som sagt hvert deres vassalkongedømme i udkanten af de Byzantinske og Persiske imperier. De fik lov til at have deres kongedømmer mod at fungere som en bufferzone, der sikrede imperierne mod røvertogter fra arabiske stammer. Men i starten af 600-tallet var den orden begyndt at vakle. I 602 dræbte perserkongen Khosrau II Lakhmidernes konge al-Numān III. Begrundelsen var mistanke om forræderi. Hans henrettelse var et voldsomt slag mod Lakhmiderne. 

 

Iyas ibn Qabisah al-Ta'i blev konge i al-Hira

Som afløser for den dræbte konge al-Numān indsatte Khosrau nu to guvernører til at regere Lakhmidernes kongedømme: Perseren Nakhiragan og araberen Iyas ibn Qabisah al-Ta'i - en leder af Tayyaye-stammen. Ifølge al-Tabaris historie havde Iyas engang hjulpet Kong Khosrau og slagtet en kamel for ham, da han var på flugt fra tronraneren Bahram Cobin. (Orientalisten Nöldeke mente dog, at det i stedet må have været Iyas' far, som hjalp Khosrau). Som belønning fik Iyas 30 landsbyer omkring byen Ayn al-Tamr ved Eufrats bred. Og da posten som Lakhmidernes konge blev ledig, blev han udpeget som konge/guvernør i al-Hira af Khosrau.

 

Men i 617 blev Nakhiragan og Iyas ibn Qabisah erstattet af perseren Azadbeh. Vi ved ikke hvorfor, hvordan, eller hvad der skete.

 

Men vi har nu fundet en indflydelsesrig leder af Tayyaye. Han var også Lakhmidernes konge i årene 602-617. Ifølge den Islamiske fortælling skulle Muhammed være født i 570. Spørgsmålet er: Kunne det være Iyas ibn Qabisah al-Ta'i, som blev den historiske Muhammed?

 

Lad os forfølge det lidt mere ...

Iyas ibn Qabisah.jpg

Iyas ibn Qabisah var leder af Tayyaye og i perioden 602-617 også indsat som konge/guvernør for Lakhmidernes kongedømme. 

 

8. Var Iyas ibn Qabisah den historiske Muhammed?S

Sebeos (ovenfor) beskrev Muhammed som en magtfuld leder, og de tidlige kilder fra Palæstina beskrev Muhammed som leder af Tayaye. Det passer på Iyas ibn Qabisah, som jo i perioden 602-617 også var konge over Lakhmiderne med hovedsæde i al-Hira. 

 

En parallel til flugten fra Mekka?

Vi ved ikke, hvad der førte til, at Iyas ibn Qabisah blev erstattet på posten i 617. Men det er sjældent, man hører om konger, der trækker sig frivilligt. Man kan gætte på, at han efter sin afsked fra al-Hira måske har haft et godt motiv til at organisere araberne og slå igen mod Khosrau og perserne. Akkurat ligesom Muhammed ønskede hævn mod Quraysh. Hvem ved: Måske måtte Iyas ibn Qabisah - akkurat som Muhammed - flygte, fordi de magtfulde ledere mistænkte ham for at samle militær støtte mod dem. 

En parallel til Hira-hulen?

Det er et interessant sammenfald, at Iyas ibn Qabisah opholdt sig i byen al-Hira. Ifølge den traditionelle islamiske fortælling fik Muhammed sin første åbenbaring, mens han var i Hira - en hule uden for Mekka. Men alt peger på, at den historiske Muhammed ikke levede i Mekka. I så fald: Hvor og hvad var Hira så? 

Iyas var et profet-navn med en særlig betydning

Navnet Iyas er den arabiske form af Elias - den store profet fra Det Gamle Testamente. Elias fik ifølge Bibelen en åbenbaring fra en engel og derefter talte Gud selv til ham i en hule. Det lyder jo næsten som Muhammed. Men lige så interessant er det, at ifølge jødisk tradition skulle profeten Elias komme tilbage og skabe fred og løse alle uoverensstemmelser i de hellige bøger, forud for Messias' komme på Dommedag. Doctrina Jacobi (634) (ovenfor) adresserede netop et rygte blandt jøderne om en profet blandt saracenerne, som prædikede Messias' komme.

Ibn Ishaq har kendt til Iyas ibn-Qabisah

Ibn Ishaq, som skrev den første Muhammedbiografi i Bagdad omkring år 760 må helt sikkert have kendt til Iyas ibn Qabisah. Ibn Ishaq havde nemlig tilknytning til Ayn al-Tamr, hvor Iyas jo skulle have haft 30 landsbyer. Og Iyas havde trods alt været konge i al-Hira. Det var stort. Han har været en kendt historisk person i området. Ibn Ishaq kendte med sikkerhed til den tidligere konge i al-Hira, al-Nuʿmān - for han er nævnt i biografien (s. 4). Det er nævnt, at han ikke har nogen efterkommere. Hvorfor er Iyas ibn-Qabisah ikke nævnt?

 

Er Ibn Qabisah og Ibn Abi Kabsha den samme?

Ideen om, at Muhammed måske er identisk med Iyas ibn Qabisah, er fremført af pseudonymet A. J. Deus og af irske Mel på YouTube-kanalen Sneakers Corner, som undersøger islams oprindelse. Mel har dog efterfølgende (juli 2021) revideret sin tese.

 

Deus bruger en anden variant af hans navn: Elijah bar Kabsha. Det fører os til endnu et sammenfald: Flere hadith, dvs. den islamiske tradition selv, fortæller, at profeten blev kaldt Ibn-Abi Kabsha (Sahih al-Bukhari 7. Sahih al-Bukhari 2940, 2941). Islamiske lærde kan ikke rigtigt forklare dette. Nogle mener, det var et nedgørende øgenavn. Men det er rent gætteri. Og man må jo indrømme, at der er en vis lighed mellem Ibn Qabisah og Ibn-Abi Kabsha. 

Med alle de sammenfald kan det måske være sjovt at dykke endnu mere ned i Iyas ibn Qabishas liv. For tænk nu, hvis han er den historiske Muhammed? Måske er der nogle interessante historier?

Flugten til Medina.jpg

Hvad mon der skete?

Iyas ibn Qabisah og perseren Nakhiragan blev "erstattet" i 617. Mon de forlod  al-Hira?

Billedet forestiller Muhammed og Abu Bakr, som i ly af natten flygtede fra Mekka.  Quraysh' ledere ville slå Muhammed ihjel, fordi de så ham som en trussel, efter at nogle stammer fra Medina havde svoret ham troskab.

 

9. Slaget ved Dhi Qar - Arabernes første sejr over perserne

For at finde mere om Iyas ibn Qabisah og begivenhederne omkring ham, skal vi nu besøge al-Tabaris (839-923) historie, en muslimsk kilde. Det er en meget sen kilde, som er skrevet efter, at myten om Profeten Muhammed var etableret. Men den fortæller om det arabiske oprør, som var i gang mod perserne i Mesopotamien allerede inden de formodede islamiske erobringer i 630'erne. 

 

I Bind 5 finder vi beretningen om arabernes første sejr mod perserne i Slaget ved Dhi Qar, et vandingssted ved Tigris nær al-Hira. Slaget menes at have fundet sted mellem 609 og 611, dvs. mens Iyas ibn Qabisah stadig var guvernør. Men der er usikkerhed om tidspunktet, og nogle mener, at det kan have været senere. 
 

Utilfredsheden ulmede blandt araberne

En grund til, at perserkongen Khosrau havde udpeget en arabisk leder (Iyas ibn Qabisah) som guvernør efter henrettelsen af kong al-Nuʿmān III i 602 var, at han troede, det kunne  forhindre plyndringstogter fra arabiske stammer ind i hans rige. Men utilfredsheden blandt araberne ulmede efter al-Numāns henrettelse, og stammen Banu Bakr  plyndrede alligevel.

 

Al-Tabari fortæller, at al-Numān, inden han blev henrettet, havde gemt et lager af våben og rustninger hos Banu Bakr. Dem ville Khosrau nu have fat på. Han gav Iyas ibn Qabisah besked på at skaffe våbnene. Iyas vidste, at de var hos Banu Bakr. Men Banu Bakrs leder Hani ibn Qabisah (al-Tabari, vol 5. 358-59) nægtede at udlevere dem. Khosrau blev rasende, og Banu Bakr fik valget mellem at overgive sig, flygte eller gå i krig. De valgte det sidste.

Arabisk solidaritet?

Khosrau gav nu Iyas og en anden arabisk allieret besked på at hjælpe med at nedkæmpe Banu Bakr. Det så ud til, at perserne og deres arabiske hjælpetropper var en kæmpe overmagt. Men så skete der noget: Banu Bakr blev advaret. Om natten inden angrebet sneg en arabisk leder sig over til Banu Bakr og sagde, at de skulle finde al-Numān's våben og ringbrynjer frem og bruge dem. Det gjorde de. Og næste nat - efter den første dags kampe - lavede en stamme blandt Khosraus arabiske hjælpetropper en hemmelig aftale med Banu Bakr om, at de ville flygte under slaget. Da hjælpetropperne næste dag begyndte at flygte, flygtede perserne også.

En parallel til Slaget ved Badr?

På den måde vandt den talmæssigt underlegne Banu Bakr-stamme næsten mirakuløst over overmagten. Denne første sejr var moralsk afgørende for araberne. Den viste, at det var muligt at slå perserne. Dette er en påfaldende lighed med Slaget ved Badr i den islamiske fortælling. I Ibn Ishaqs fortælling om Muhammed vandt "muslimerne" over de talmæssigt overlegne "Quraysh" fra "Mekka". I Slaget ved Dhi Qar vandt araberne over Perserne - som man kunne kalde "sønner af Kyros" - Banu Quraysh. 

Al-Tabari nævner intet om Iyas ibn-Qabisahs handlinger under slaget, kun at han var leder for hjælpetropperne. Det var Hani, og en anden leder ved navn Hanzalah, der ledede  oprørerne. 

 

Men al-Tabari fortæller, at profeten spillede en afgørende rolle for sejren. Dét er interessant! Så det skal vi da høre mere om ...

Dhi Qar 5.jpg

Sejren over overmagten 

Slaget ved Dhi Qar var det første slag, hvor araberne vandt over perserne. Banu Bakr fik hjælp fra nogle af persernes arabiske hjælpetropper. 

the-battle-of-badr-1-638.jpg

Slaget ved Badr 

Var ifølge den islamiske historie det første slag, hvor Muhammed muslimerne vandt over Quraysh. De kæmpede mod en kæmpe overmagt, men Muslimerne fik hjælp af engle og sejrede med Allahs hjælp.  

 

10. Var der en profet i al-Hira? 

 

Profeten missionerede

Al-Tabari fortæller i sin historie, at profeten, da han hørte om persernes vilde flugt fra Dhi Qar, udbrød: 

"Dette var det første slag, hvori araberne opnåede retfærdighed over perserne, og det var gennem mig, at de blev givet sejren". (al-Tabari, vol 5 s. 338

Men hov. Hvordan kunne profeten høre om det helt i Mekka, hvor han i 609-611 ikke engang var sprunget ud som profet endnu? Al-Tabari fortæller videre, at sejren skyldtes, at profeten gennem sin mission havde svækket persernes autoritet:  

... Iyas skulle være [de arabiske hjælpetroppers] leder. Perserne kom med tropper og elefanter med kavalerister. På den tid havde Profeten allerede påbegyndt sin mission, og persernes autoritet var svækket. (al-Tabari, vol 5, s. 361).

Den autoritetssvækkende mission havde stået på siden 604:

"...Profeten [blev] sendt [af Gud] på sin mission et år og 8 måneder efter at Iyas b. Qabisah var kommet til magten" (al-Tabari, vol 5, s. 372)

Hvis ikke man lige vidste, at profeten Muhammed hørte til i Mekka, 1500 km væk i Hedjaz, og fik sin første åbenbaring i 610, så lyder det næsten som om, at profeten var til stede i al-Hira og omegn og havde en undergravende mission kørende - som var tæt koblet netop til Iyas ibn Qabisahs virke som guvernør i al-Hira. Hmm. 

Al-Tabari beskrev naturligvis, at det var kraften fra profeten i Mekka, som på magisk vis påvirkede mange begivenheder i Irak. Herunder at en dæmning brød sammen, at kong Khosraus bueloft faldt ned, og at Khosrau blev psykisk terroriseret af en engel, som opfordrede ham til at omvende sig. En araber blandt Khosraus troldmænd så endda et stærkt lys på himlen, som kom fra Hedjaz. 

 

Men det er let at se en mulig parrallel til den traditionelle fortællings historie om, hvordan profeten missionerede i "Mekka" i 10 år (efter at have fået sin første "åbenbaring" i Hira), inden han udvandrede og begyndte at bekæmpe Quraysh fra sin nye højborg. 

Var der en profet i al-Hira?

Al-Tabaris historie er som sagt en sen kilde, som måske prøver at integrere flere gamle historier. Han har været præget af den etablerede fortælling om profeten fra Mekka. Men måske gemmer der sig alligevel hos al-Tabari en gammel erindring om, at der engang har været en profet i nærheden af al-Hira, hvis mission svækkede persernes autoritet blandt araberne og startede oprøret mod perserne. 

Det er ikke givet, at det var Iyas ibn Qabisah. Men de mange sammenfald og parallelle historier gør, at han er en god kandidat til at være den historiske Muhammed. Måske blev han ikke kaldt Muhammed af sine samtidige. Men det virker oplagt, at hans person - og som minimum begivenhederne omkring ham - har inspireret Ibn Ishaq, som skrev den første Muhammedbiografi.    

Hvem ved, måske er lederen af Bakr-stammen så en god kandidat til at være Abu Bakr ("Bakr-stammens fader"), Muhammeds første følger og efterfølger? 

Profeten ved Dhi Qar 2.jpg

Var profeten med i Dhi Qar? Hvis ikke det var fordi, at man lige "vidste" at han hørte til i Mekka i Hedjaz, så kunne det næsten lyde som om, at  Profetens mission foregik i al-Hira og omegn.  

Abu_Bakr.jpg

Abu Bakr - var ifølge den traditionelle islamiske historie den første, som fulgte Muhammed ud over hans nærmeste familie. 

 

11. Muhammed var leder af et snigende oprør

Vi skal nu tilbage til de ikke-muslimske kilder for at finde mere om Muhammeds mulige rolle i oprøret mod perserne. Den Spanske krønike fra 754 understøtter billedet af, at der i årene inden et rigtigt slag fandt sted, måske har fundet en mission sted blandt araberne i de persiske og byzantinske områder. Kilden er lidt sen, men den er dog tidligere end nogen af de kendte Muhammedbiografier, og man mener, at den stammer fra en tidligere kilde. Der står:   

"Saracenerne gjorde oprør i det syvede år under Kejser Heraclius [dvs. 618], opmuntret af deres leder Muhammed, og de bemægtigede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien snigende snarere end ved hjælp af tapperhed, og de ødelagde de nærvedliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som gennem hemmelig infiltration. Dermed fik de også ved snuhed og bedrag, snarere end ved mod, opildnet alle stammerne i de omkringliggende områder, og snart kunne de kaste åget af deres skuldre og gøre åbent oprør."

(Robert Hoyland: "Seeing Islam as Others Saw It, s. 615)

Det er værd at bemærke, at Syrien, Arabien og Mesopotamien netop var de områder, hvori Tayyaye-stammen var indflydelsesrig. Arabien var (set fra krønikeskriverens sted) formentlig "Arabia Petrea" (Syrien, Jordan og Mesopotamien), hvor der boede mange arabiske stammer, som kunne opildnes. 

Men ordet "oprør" fortæller os netop, at det er foregået i de områder, som var under Persisk og Byzantinsk herredømme. Kilden fortæller, at Muhammed var Saracenernes leder, og at oprøret startede i 618 . Det var året efter at Iyas ibn Qabisah og Nakhiragan blev afsat af Khosrau. (Selvom de gamle kilders årstals-angivelser naturligvis er usikre).

Men lad os undersøge ideen om oprøret lidt mere.

Arabia Deserta.jpg

Araberne  gjorde oprør i 618. Ordet oprør fortæller os, at det er sket i de Persiske og Byzantinske områder, Mesopotamien, Syrien og Jordan, svarende til det område, som romerne kaldte "Arabia Petrea".

12. 622 - året da arabernes sag blev afgjort

Året 622 er starten på den islamiske tidsregning. Så vi kan være helt sikre på, at det har været et meget vigtigt år. Den islamiske fortælling er, at år 622 markerer Muhammeds udvandring - hijra - fra Mekka til Medina, hvor han angiveligt grundlagde den islamiske stat.

Ingen spor af hijra

Men der er bare ingen historiske spor af nogen hijra fra Mekka til Medina før det nævnes i Muhammedbiografierne mere end 130 år senere. Og de, som samlede og kanoniserede Koranen i slutningen af 600-tallet havde tydeligvis ingen anelse om, at der var "Mekka-suraer" og "Medina-suraer", og at hijra var det altafgørende skillepunkt i historien. Den opdeling er er en senere opfindelse.  

 

Heller ikke mønter og inskriptioner fra det 7. og 8. århundrede fortæller om "hijra". De bruger ganske vist den såkaldt "islamiske" tidsregning, der starter i år 622.  Men enten står der kun årstallet. Eller også står der:

 

  • År 42 ifølge araberne" - står på en plade i badeanstalten i Gadara ved Jordan fra 663.

  • År 66 efter at de troendes sag blev afgjort" - står på en mønt fra 685

 

Der står ikke "efter hijra". Så hvad skete der egentlig i år 622

 

Heraclius afgjorde arabernes sag

Vi ved, at 622 var året, hvor den byzantinske kejser Heraklius indledte den store militære kampagne mod Perserriget, som ultimativt førte til dets opløsning. I 622 tilføjede Heraclius perserne et knusende nederlag i Kappadokia i Anatolien. Senere slog han dem i Slaget ved Nineve i 627. Det førte til et internt opgør hos perserne, og Kong Khosrau blev i 628 afsat og dræbt af sin egen søn. Heraclius trak sig derefter tilbage til de byzantinske områder og efterlod sig et magttomrum. Hans beslutning om at gå i krig mod perserne og genvinde de tabte byzantinske områder, for derefter at trække sig tilbage, afgjorde arabernes sag. I første omgang i det persiske område. Nu behøvede de ikke at frygte Khosraus tropper. Det banede vejen for deres oprør og selvstændighed - og ultimativt for deres videre erobringer. Akkurat som Koranens vers 30:2-5 (se ovenfor) "profeterer".

Fragmenter fra en krønike skrevet biskoppen Jacob af Edessa (d. 708) fortæller, at "Tayyayes kongedømme" netop startede omtrent på det tidspunkt:

"Arabernes kongedømme (arbaye), dem som vi kalder arabere (tayyaye), begyndte, da Heraclius, romernes konge, regerede på 11. år, og Khosrau, persernes konge, på 31. år (620-21) ..."Araberne begyndte at lave plyndringstogter i Palæstina" (se teksten på engelsk her)

Etableringen af et kongedømme må i sandhed have været en stor ting for araberne.  Betydningsfuld nok til at starte en ny tidsregning.

 

Og der er faktisk en vis lighed med den islamiske historie om, at Muhammed etablerede sin islamiske stat i Medina. Men hvor etablerede araberne deres kongedømme?

Heraclius.jpg

Heraclius bekæmpede Khosrau

Han sejr over Perserne ved Kappadokia i 622 var et afgørende vendepunkt for araberne.

 

13. Tayyayes glemte kongedømme

Har du nogensinde hørt om Tayyayes kongedømme, som startede omkring 622? Nej vel. Det er værd at undre sig over, hvordan det på mystisk vis er "glemt" og forsvundet ud af historien.

Arabere var ved magten i al-Hira

Ifølge den islamiske historie startede den "muslimske" erobring af Persien i 633, da generalen Khalid ibn Walid invaderede Mesopotamien og blandt andet indtog al-Hira.  Ifølge den islamiske historieskriver al-Baladhuri (820-892) skulle Hani, lederen fra Banu Bakr, og Iyas ibn Qabisah (eller hans søn Farwah) efter en kort kamp have overgivet byen til de muslimske tropper. De undgik at blive plyndret af muslimerne ved (da de jo var kristne) at betale jizya og agere som spioner mod perserne.

 

Hvis det er rigtigt, så var Hani og Iyas, som begge var med i Slaget ved Dhi Qar, nu i hvert fald gode venner. Men hov. Hvis Hani og Iyas (eller hans søn)  overgav al-Hira til "muslimerne" i 633 - så har de jo været ved magten i al-Hira. Spørgsmålet er: Har Hani (Bakr-stammens leder) og Iyas (eller hans søn) mon ledet Tayyayes Kongedømme fra Al-Hira i 633

Måske finder vi svaret hos kineserne?

 

Kineserne har bevaret historien om Tayyayes kongedømme

Den kinesiske encyklopædi T'ung tien fra 801 har bevaret historien om, hvordan Tayyayes kongerige startede. Den fortæller, at i 651 sendte arabernes (Ta-shih's) konge for første gang en udsending med tribut til den kinesiske kejser. Ta-shih er den kinesiske "oversættelse" af Tayyaye. Kineserne skrev ned, hvad udsendingen fortalte:

"Det fortælles, at deres land er vest for Persien (Po-ssu). Nogle siger [også] at i begyndelsen var der en perser, som angiveligt fik hjælp af en ånd til at få fat i nogle skarpe våben [med hvilke] han dræbte folk, og efterfølgende opfordrede alle perserne til at følge ham. Der var elleve persere som kom, og som i overensstemmelse med deres status som mo-shou blev gjort til konger. Derefter svor masserne dem efterhånden troskab, og efterfølgende blev Persien udslettet og Byzantium (Fulin) knust ... [Araberne] var uovervindelige overalt. Deres hær talte 420,000 mand, og på det tidspunkt havde deres rige eksisteret i 34 år. Da den oprindelige konge døde, gik hans embede til den første mo-shou, og nu var kongen den tredje mo-shou. Det kongelige efternavn er Ta-shih (Tayyaye)... Et andet navn [for hovedstaden] er Kufa. Arabernes konge kaldes mumen (amir al-muminin, de troendes emir) ... Det siges også, at Syrien (Shan kuo) er på arabernes vestlige grænse.

(Se teksten på engelsk her eller i Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it, s. 245) 

Kinesernes kilder fortæller således, at Tayyayes kongerige eksisterede, at det var 34 år gammelt i 651, og altså havde eksisteret siden 617, at hovedstaden var Kufa (det tidligere al-Hira), og at kongen var nu den tredje af de, der fulgte den oprindelige konge.

 

Det passer næsten perfekt med den traditionelle islamiske "kongerække": I 651 skulle Uthman have regeret, og han var den tredje efter Muhammed. 

 

Intet i den kinesiske optegnelse fortæller om en muslimsk erobring. Tværtimod lyder det til de, der fulgte efter den første konge, var blandt hans 11 oprindelige følgere. Eller måske kunne man kalde dem disciple? Der var 12 med kongen ...

Kamelhyrde.jpg

Ta-shih's kongedømme 

Det startede, da en persisk mand mødte en "ånd"  som fortalte ham, hvor han kunne finde en masse våben.

 
Ti lovet paradis.jpg

11 persere fulgte ham

Ifølge den kinesiske kilde var de 11, som fulgte manden med våbnene, "mo-shou". Ifølge en hadith havde 10 "Muhajiroun" en særlig status og var garanteret at komme i Paradis. De første 4 på listen overtog netop Muhammeds embede i den rækkefølge.

Sasanian_Empire_621_A.D.jpg

Sassanideriget (Perserriget) år 621

"Den vestlige del" er et vidt begreb. De stribede områder var nyligt erobret fra Byzantinerne. Resten havde været persisk i 1000 år. Hverken Mekka eller Medina var på noget tidspunkt en del af perserriget. 

14. Oprøreren og hans 11 følgere - den historiske hijra?

 

Spor af al-Tabaris historie hos kineserne

Historien fra T'ung tien, som Ta-Shi's (Tayyayes) udsending fortalte til kinerserne i 651, minder påfaldende om al-Tabaris historie (ovenfor) med al-Numans våben, som blev brugt under Slaget ved Dhi Qar ved Eufrats bred. Det ligner, at det er én og samme historie. 

I den kinesiske T'ang-bog fra 945, er der en anden version af den samme historie. Vi får at vide, at "Arabernes land var oprindeligt en del af Persien". Nogle våben var gemt i en hule. En persisk mand, som vogtede kameler i nærheden af Ju-Fen-Mo-Di-Na (Ctesifon/al-Mada'in), mødte en "løve-mand" (løven er et symbol på kongemagt), som fortalte ham, hvor våbnene var, og at der var en sort sten sammen med våbnene. Hvis han gjorde, hvad der stod på stenen, ville han blive konge. Der stod:

... at han skulle gøre oprør, så han samlede følgere ved floden Hen Ko (Eufrat). De røvede handelskaravaner og opbyggede en højborg i den vestlige del, og manden gjorde sig til konge. (Hoyland, s. 251)  

De kinesiske kilder er sene, selvom de jo har indarbejdet tidligere materiale. Men man må gå ud fra, at Kineserne har forsøgt at være tro mod de oprindelige informationer og ikke har haft noget motiv til at ændre på historien. Læg igen mærke til, at der var tale om "oprør".

Den historiske hijra og de 11, der fulgte ham

Historien om at samle følgere og opbygge en base for oprøret et nyt sted ligner den traditionelle historie om, at Muhammed og hans følgere udvandrede fra "Mekka" til "Medina", hvorfra fra de også røvede karavaner. Tidspunktet 617, hvor kongedømmet skulle være grundlagt ifølge de kinesiske kilder, svarer netop til året, hvor Iyas ibn-Qabisah og Nakhiragan blev "erstattet" som guvernører.

 

Ifølge T'ung tien (ovenfor) fulgte 11 "mo-shou" den persiske mand. En hadith fortæller, at 10 af de muhajiroun, der udvandrede til Medina sammen med profeten, blev garanteret paradis og altså havde særlig  status. Mon det er de samme? Igen: Man skulle næsten tro, at historien om Tayyayes kongedømme og historien om Profeten oprindeligt har været den samme. Den "rigtige", historiske højborg, som de udvandrede til, må - hvis man skal tro den kinesiske kilde - have været et sted i den vestlige del af det persiske område. Medina i Hedjaz lå ikke i det persiske område. 

Persere eller arabere?

Kineserne beskrev rigets grundlæggere som persere. Hvordan kan det hænge sammen? De kan selvfølgelig have taget fejl og har regnet både persere og arabere som persere. De boede jo i Perserriget. Men måske har nogle af Tayyaye været både persere og arabere?

 

Middelalderhistorikeren Ibn Khaldun  (1332-1406) beskrev Tayyaye som en stamme, der indgiftede sig med ikke-arabere. Men han skrev på et tidspunkt i historien, hvor "araber" var en fast identitet.

 

Måske var "araber" slet ikke en fast identitet i starten af 600-tallet. Måske har araberne i det persiske område haft en flydende persisk-arabisk identitet. Dengang, i det 7. århundredes Mesopotamien, betød ordet "arabisk" ikke nødvendigvis en bestemt etnisk gruppe. Det kunne betyde "vestlig" (altså vest for Persien), eller det kunne betyde "nomadisk" eller "fra steppen eller ørkenen" (se mere om det her). Dengang kunne man måske tale om "persiske arabere". Mesopotamien havde jo trods alt været en central del af de skiftende persiske imperier siden 550 f. kr. Og som du har set i de kilder, der er gengivet på denne side, talte man om ""Saracenere" eller "Tayyaye" eller  "Ismaels sønner" og ikke om "arabere". 

I den islamiske fortælling kæmpede muslimerne mod Quraysh - som var Muhammed og hans følgeres egen stamme. Banu Quraysh kan som nævnt betyde "Kyros' sønner", altså persere. 

 

15. Muhammed var leder under erobringen af Persien

Efter oprøret startede erobringerne. Den islamiske fortælling hævder, at Muhammed døde inden erobringerne. Men en nestoriansk krønikeskriver fra Khuzestan ca. 660, som selv levede, da begivenhederne skete, fortæller, at Muhammed var arabernes leder under erobringen af Persien. Han fortæller om Perserrigets fald: 

"Da rejste Gud Ismaels sønner imod dem (perserne), [talrige] som sandet ved kysten, hvis leder var Muhammed (mhmd). Hverken mure, porte, skjolde eller rustninger kunne holde dem tilbage, og de fik kontrol over hele Persernes land. Yazdgird [den sidste persiske konge] sendte utallige tropper imod dem, men Araberne jog dem alle på flugt og dræbte endda Rustam [persernes hærfører]. Yazdgird forskansede sig i Mahoze (hovedstaden Ctesifon, al-Mada'in) og måtte flygte. Han nåede til [Merv] hvor han endte sit liv. Araberne tog kontrol over Mahoze og hele territoriet.

 

De kom også ind i det Byzantinske område og plyndrede og hærgede hele den Syriske region. Heraclius, Byzantinernes konge, sendte hære mod dem, men Araberne dræbte over 100,000 af dem. Da [patriarken] Isho'yahb så, at Mahoze var blevet ødelagt af Araberne, og at de havde taget dens porte med til 'Aqula (Kufa, Hira), og at de, der var tilbage, sultede, forlod han byen .... (Se teksten her eller i Hoyland, Seeing Islam as Others Saw It)

Muhammed var altså leder, da Araberne rejste sig mod Persien. Perserigets hovedstad Mahoze (Ctesifon, al-Mada'in) blev ødelagt og portene bragt til Kufa i 637. Yazdegird blev dræbt i 651

Men hvis Muhammed var arabernes leder under erobringerne i 630'erne og 640'erne, så kan det næppe have været Iyas ibn-Qabisah. Hvis han levede så længe, må han have været temmelig gammel. Han blev trods alt guvernør allerede i 602.  Han kan muligvis have startet oprøret i 617. Men den Muhammed, som de tidlige kilder taler om, og hvis hære hærgede både Persien, Syrien og Palæstina, må have været en anden. 

 

Vi må på jagt efter en ny kandidat. 

Ctesiphon.jpg

Mahozes porte

Mahoze/Ctesifon/al-Mada'in blev ødelagt og portene taget med til Kufa (Hira) i 637

 

Trekløveret bag Koranen?

16. Var Salman fra Fars på mission?

Var persere allieret med araberne?

Mange har gennem tiderne undret sig over, hvordan nogle arabiske stammer uden de store ressourcer kunne erobre det mægtige perserrige på så kort tid.

 

En mulig forklaring kan være intern strid i Perserriget. Nogle af de magtfulde parthiske klaner, hvis støtte Sassanidestyret var afhængig af, kan have haft en interesse i at "pudse araberne på" Sassaniderne. Der var intern utilfredshed i den koalition, Sassanidernes imperium var baseret på. Der er adskillige eksempler på, at persere hjalp araberne under erobringerne. Blandt andet hjalp Asawira, en hær bestående af iranske riddere, araberne. Krønikeskriveren fra Khuzestan (ca. 660) beskriver også, hvordan byen Shushtar blev erobret, fordi nogen lukkede araberne ind mod at få noget af byttet. Netop den nordlige provins Mazandaran/Tabaristan, som var den parthiske klan Karenidernes  område, blev ikke erobret. Det har fået nogen til at spekulere på, om der har været indgået en alliance. 

Var Salman sendt på Mission?

Den islamiske tradition fortæller om perseren Rūzbeh Khoshnudan, også kaldet Salman fra Fars. Han skulle have været en af Muhammeds nærmeste mænd og rådgiver og levet 568-652. Ifølge fortællingen rådgav han Muhammed i avanceret skyttegravsteknik under "Slaget ved Graven". Han var opdraget zarathustrisk, men var konverteret til kristendommen inden han mødte Muhammed. Han deltog i erobringen af Persien og blev senere guvernør i al-Mada'in (Perserrigets hovedstad, også kaldet Ctesifon).

 

Nogle har spekuleret på, hvad Salman fra Fars' rolle og mission egentlig var. Var han mon sendt på mission af de Parthiske klaner for at opildne araberne til oprør mod Sassaniderne? Kan han have været den missionerende profet i al-Hira, som svækkede Kong Khosraus autoritet, og som vi ser spor af hos al-Tabari?

 

Var Salman manden bag Koranen?

Salman har været en historisk person, som også kristne kilder har haft erindringer om. Han er nævnt i "Leo III's brev til Umar II", et kristent polemisk skrift fra slutningen af 700-tallet. Her påstås det, at det var ham, der flikkede et helligskrift sammen, sammen med Umar og Ali: 

Det var Umar, Abu Turab (Ali) og Salman Perseren som satte dette ("dit P'ourkan") sammen, selvom der nu florerer det rygte blandt jer, at Gud sendte det ned fra himlen...

(Kilde: Robert Hoyland, Seeing Islam as other saw it - se også her)

(Kilden hævder også, at "de gamle bøger" senere blev forfalsket og manipuleret af guvernøren i Irak, al-Hajjaj (694714), men at nogle af Abu Turabs (Alis) arbejder havde overlevet.)    

Islamisk tradition fortæller selv, at Salman skulle have oversat Koranen til persisk. Det er ret flot i lyset af, at Koranen ifølge samme tradition først blev samlet 1-2 år inden hans død. Men spørgsmålet er, om den historie egentlig blot skal forklare, at der på et tidspunkt har eksisteret et persisk forlæg. Nogle mener nemlig, at det er Salman, der er nævnt i Koranens vers 16:103, hvor der står: 

 

"Vi ved godt, at de siger: "Den, der lærer ham det, er kun et menneske!" Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog".     

Et af Salmans tilnavne var netop "Abu al-Kitabayn", hvilket betyder Bogens farAndre mener, at det må have været en jøde, som har stået bag Koranen - hvilket der også er rigtig gode argumenter for - blandt andet fordi Koranen jo er fyldt med jødisk tankegods. Men det arabiske ord, som er brugt i koranverset, aʿjamiyyun (ajam), har oprindeligt betydet "arisk", dvs. iransk. I så fald fortæller verset, at læreren har været iraner. 

Det kan absolut ikke udelukkes at Koranen (hvis det er den, der er Bogen), er flere menneskers værk. I hvert fald har vi nu fået introduceret et spændende trekløver: Salman fra Fars, Abu Thurab (Ali) og Umar. 

Arabernes-erobringer.jpg

Karenidernes område

Blev ikke erobret i første omgang. Først under Umayyaderne (661–750)

Salman-farsi-muhammed.jpg

Salman fra Fars (og profeten)

Var ifølge traditionen en af profetens nærmeste rådgivere og nærmest en del af Muhammeds husholdning. Hvad var hans rolle mon? Var han profetmager? Eller mere end det?

 
 

17.  Ali og Abu Turab - næsten guddommelige

"Leo III's brev til Umar II" (ovenfor) er fra en tid, hvor kristne - mere end 100 år efter erobringerne - begynder at reagere på historierne om en arabisk profet, som angiveligt har fået et skrift fra himlen. Kejser "Leo III" argumenterer naturligvis for, at profeten er falsk, ud fra de ukristelige ting, der fortælles om ham og hans lære. 

 

Men det interessante er, at Salman fra Fars, Umar, og Abu Thurab (Ali) omtales som en alliance, der formodedes at være kendt. Så lad os se på, hvem Ali var. 

Sønnen

Ali var ifølge islamisk tradition Muhammeds adoptivsøn og svigersøn, og den 4. kalif efter Muhammed (i årene 656-661). Ifølge Shia-islam var Ali Profetens retmæssige arving og efterfølger, udpeget af Allah selv. Men han blev snydt af Abu Bakr, da Muhammed døde. Ali var også den første af 12 imamer, som alle er efterkommere af Profeten, og som har guddommelig viden og autoritet og kan udlægge Koranen.   

Ifølge al-Baladhuri havde Iyas ibn Qabisah en søn. Det var ham, som sammen med Hani (fra Bakr-stammen) skulle have overgivet al-Hira til Khalid ibn-Walids "muslimske" tropper i 633. Man kan spekulere på, om denne søn er blevet til den islamiske fortællings Ali. Alis gravmæle er ved Kufa (al-Hira).

Den ophøjede

"Ali" er en  titel, som betyder "Den ophøjede" - ligesom Muhammed betyder "Den lovpriste". I det lys kan Ali og Muhammed have været et klassisk bibelsk profetpar, ligesom Moses og Aron - og Elias og Elisa. Alawitterne, en islamisk sekt, som siden dens begyndelse i 800-tallet, har været forfulgt af både sunni- og shiamuslimer, regner Ali for at være Guds inkarnation, som indgår i en guddommelig treeninghed sammen med Muhammed og og Salman fra Fars. Men også i shia-islam dyrkes Ali som en næsten guddommelig figur. Shiaerne mener blandt andet, at han var ufejlbarlig, 

Faktisk er det usikkert, om Ali nåede at blive "kalif". Den korte krønike Ad Annum 705 har ham ikke med i den arabiske "kongerække". Den syriske kilde George af Resh'aina (680) fortæller, at Ali var Emir (fyrste/guvernør) i Kufa. Titlen "kalif", som betyder "efterfølger" var dog slet ikke opfundet på Alis tid. Abd al-Malik (685-705) var formentlig den første, som brugte titlen.  Den oprindelige titel var Amīr al-Muʾminīn, "de troendedes emir". Så måske bekræfter George af Resh'aina, at Ali var Amīr al-Muʾminīn. Ifølge den kinesiske T'ung tien-encyklopædi (se ovenfor) var det Tayyayes kongetitel. Ifølge shia-islam er det en religiøs titel som kun er forbeholdt Ali. 

 

Den maronitiske krønike fortæller, at Ali blev dræbt i 658. Under alle omstændigheder, så faldt hans formodede regeringstid sammen med den første borgerkrig. 

Abu Turab

Ali var også kendt under navnet Abu Turab, hvilket betyder "Støvets far". Det giver ingen mening, og der er en lidt søgt islamisk forklaring om, at han engang havde ligget i noget støv (Sahih al-Bukhari 6204). Ifølge en anden tradition (se her) gav Profeten Ali dette navn, fordi Ali "er jordens ejer og Guds repræsentant blandt menneskene" (se her). En tredje forklaring er, at det er et nedladende øgenavn. 

Joe, som driver YouTube-kanalen Red Judaism, har fremført en vild tese om, at  Abu Turab i virkeligheden er identisk med Sankt Gabriel af Qartmin (d.648), som var en monofysitisk kristen biskop i Tur Abdin i det nordlige Syrien (i dag sydøstlige Tyrkiet). Han kan have givet dele af Koranen - for eksempel de dele, man vurderer, stammer fra kristne kilder -  til Umar, og måske stammer myten om englen Gabriel fra ham. Der er ikke langt fra biskoppen Sankt Gabriel til englen Gabriel. Der er heller ikke langt fra "Støvets far" (Abu Turab) og "Tur Abdins fader" (Abu Tur Abdin). Kilden Life of Gabriel of Qartmin fra det 8. århundrede fortæller, at denne Sankt Gabriel mødtes med Umar engang i 640'erne, og at Umar fritog de kristne og munkene dér fra at betale skat. Det er muligt, at tesen er "vild", fordi den er ny og uhørt. Men det er let at se, hvordan den for eksempel kan passe med Luxenbergs tese om, at dele af Koranen stammer fra et kristent gudstjenesteskrift. 

 

Ali er et mysterium. Var han fyrste i Hira/Kufa? Eller var han en helgen - eller næsten en gud? Var Ali og Abu Turab mon én og samme person? Eller er den mytiske figur Ali i virkeligheden sammensat af to personer? Uanset hvad, så har Ali nok ikke været Muhammed. Men man kan ikke udelukke, at han har været en profetfigur. 

Imam Ali.jpg

Imam Ali

Hans navn (eller titel) betyder "Den ophøjede". Alawitterne dyrker ham stadig  som Gud.

 
 

18.  Var Umar den historiske Muhammed?

Umar ibn al-Khattāb var ifølge den islamiske tradition en temperamentsfuld krigertype, som først ville slå Muhammed ihjel, men som blev omvendt og derefter var villig til at kæmpe til døden for islam. Han blev den anden kalif efter Muhammed - i årene 634-644.

Tidspunktet passer

Hvis den den islamiske kongerække står til troende, var Umar altså leder under erobringen af Palæstina. Det var Umar, der indtog Jerusalem. Så når Thomas the Presbyter fortæller om "Muhammeds Tayyaye", som hærgede Palæstina i, var det altså Umars Tayyaye. Sammenfaldet mellem Umars formodede regeringstid og de tidlige kilder, der beretter om erobringerne og nævner, at Muhammed var arabernes leder under disse, gør Umar til en rigtig god kandidat til at have været den historiske Muhammed.

Kilder fortæller, at patriarken Sophronius overgav Jerusalem til Umar i 637. Nogle mener, at erobringen af Jerusalem foregik uden blodsudgydelse. I så fald er det en parallel til den islamiske fortælling om Muhammeds erobring af "Mekka".

Han var søn af Bogen

I "Leo III's brev til Umar II" fra slutningen af 700-tallet stod, at et skrift blev sat sammen af trekløveret Salman fra Fars, Abu Turab - og Umar.

Umars efternavn, ibn al-Khattāb, betyder "søn af Bogen". Hvor kommer det fra? Den islamiske forklaring er, at hans far hed Khattab. Men selv i den islamiske tradition findes flere historier, der antyder, at Umar har haft væsentlig indflydelse på Koranen og nærmest bestilte åbenbaringer. (Se fx denne hadith om forbuddet mod alkohol). 

 

Men Umars "efternavn" kan også have en anden betydning: Han kan have været af jødisk afstamning. Bogen, som Umar var "søn af" kan faktisk have været Toraen. For husk at "Bogens folk" var jøderne. Det kan forklare islams stærke jødiske element, og det stemmer med Crone og Cook's (1977) tese om en bevægelse inspireret af jødisk messiastro, hvis mål var at erobre Jerusalem. Det kunne sagtens have været Umar, som Sebeos (661) beskrev som "Mahmed", der var "informeret og vidende om den mosaiske historie" og befalede sine følgere at "gå og tag Det hellige land"(Sebeos' History, 30). 

Den karismatiske leder

Ifølge islam er Muhammed et forbillede, som alle muslimer skal bestræbe sig på at efterligne. Selv i dag går muslimske mænd rundt og efterligner Muhammeds skæg. Hvor kan den idé, at man skal efterligne profeten i et og alt mon være kommet fra? Det lyder næsten som Sopronius, patriarken af Jerusalems beskrivelse af Saracenerne og deres leder, som på det tidspunkt må have været Umar: 

Disse modstandere mod Gud praler af at sejre over alt og alle, de efterligner uhæmmet deres leder, som er djævelen, og kopierer hans forfængelighed, som vil afskære ham fra at komme i himlen og i stedet henvise ham til de dystre skygger. (Hoyland, s. 73)

Også den kristne krønikeskriver Johannes Bar Penkaye fra det nordlige Syrien beskrev i 687 saracenerne og deres "guide" og leder på en måde, som understøtter både billedet af "en søn af Toraen" og noget, der ligner en personkult:  

Fra den mand, som var deres guide, havde de, som jeg sagde, fået er ordre som tilgodeså de kristen og munkene. Ligeledes på grund af hans vejledning holdt de sig til at tilbede én Gud, i overensstemmelse med skikkene fra den gamle lov. I starten var de så knyttet til deres leder Muhammeds tradition, at de udøvede dødsstraf mod enhver, som ikke adlød hans bud. (Se teksten på engelsk her)

Det passer perfekt på Umar, som jo ifølge Life of Gabriel of Qartmin havde fritaget de kristne og munkene i det nordlige Syrien (Tur Abdin) fra at betale jizya

Måske har vi fundet Muhammed! 

Omar.jpg

Umar indtager Jerusalem

Nogle mener, at det skete uden blodsudgydelser. Akkurat som Muhammeds erobring af Mekka.

Jerusalem-sporet - Dommedag 

19.  Var Umar en messiasfigur?

Vi skal dvæle lidt mere ved Umar. For tænk nu, hvis han var dén, der gik under navnet Muhammed? Er der mon flere ting, der passer med det? 

 

Umars tilnavn kan betyde Frelseren

"Leo III's brev til Umar II" antyder som sagt, at Umar sammen med Abu Turab og Salman fra Fars bidrog til et skrift - som "Leo" kaldte P'ourkan. P'ourkan (eller Furqan) betyder "frelse" eller "sondring". Umars tilnavn Al-Farooq kommer af det samme ord. Det oversættes normalt som "den der sondrer mellem godt og ondt", fordi det passer bedst med den islamiske fortælling. Men spørgsmålet er, om Umar kan have været set som en slags frelser. Doctrina Jacobi (som nævner "Profeten med sværdet") og adskillige jødiske kilder indikerer netop, at jøderne har haft forhåbninger til, at den krigerprofet, som var kommet hos Saracenerne, skulle udfri dem. 

Dommedagsprofeten

Stephen Shoemaker argumenterer i bogen The Death Of a Prophet (2012) grundigt og overbevisende for, at Muhammed (hvem han så end har været) har været en dommedagsprofet, som prædikede, at Dommedag var nært forestående. Netop på grund af dommedagsforventningen var det vigtigt for Muhammed og hans bevægelse at erobre Jerusalem. Det var nemlig her, Dommedag ifølge både jøder og kristne skulle finde sted. Koranen udgør et af de bedste argumenter for den tese. Den er fyldt med forventninger om den snarlige Dommedag. 

Templet i Jerusalem var målet

Der er overvældende argumenter for, at Mashid al-Haram (det forbudte bedested), som Koranen omtaler, og som idag "tolkes" til at være Kabaen i Mekka, oprindeligt har været Templet eller Tempelbjerget i Jerusalem, og at det har været målet for De troendes bevægelse. 

Ifølge jødisk tradition skulle genrejsning af Templet i Jerusalem trigge Dommedag og dermed Messias' komme. For de kristne var det Jesu genkomst, som skulle ske i Jerusalem. Kilder fortæller da også, at da Jerusalem var erobret, gik erobrerne straks i gang med at opføre et bedested på Tempelbjerget (Hoyland, s. 63-65). Doctrina Jacobi (636) fortæller netop, at profeten med sværdet hos saracenerne - som vi nu formoder har været Umar - proklamerede Messias' komme. 

Det betyder dog ikke, at Umar selv blev regnet for at være en Messiasfigur. Men nedenfor skal du se, at nogen måske alligevel kan have troet det.

Umar.jpg

Umar som profet?

Prædikede han Dommedags snarlige komme?

 
 
Muhammeds-død.jpg

De sørgende følgere

Muhammeds følgere kan have haft behov for at gentænke både hans liv og hans budskab. 

20. Profetens død

Ifølge den traditionelle islamiske  fortælling, døde Muhammed af sygdom i Medina i 632 uden at have deltaget i én eneste erobring uden for Den arabiske halvø. Det er lidt svært at tro på efter at have læst de tidlige kilder. I bogen The Death of a Prophet gennemgår Stephen Shoemaker 11 tidlige kilder, heraf en muslimsk, som alle peger på, at Muhammed var aktiv og i live efter 632. Det peger naturligvis mod Umar som den oplagte Muhammed-kandidat. Men hvad kan der være sket rigtigt?

Blev han myrdet?

Den byzantinske munk Theophanes (758817) skrev om 10 jødiske ledere, som fejlagtigt havde troet, at Muhammed var Messias og var konverteret. Senere opdagede de, at han var falsk, men alligevel blev sammen med ham, "til han blev myrdet", skriver Theophanes (se her). Det, at han blev myrdet, er blot nævnt i en bisætning. Som om det var almen viden på den tid, at Muhammed blev myrdet. Ifølge islamisk tradition blev Umar myrdet af en hævngerrig perser.  

Den udødelige døde uventet før Dommedag

I The Death of a Prophet nævner Stephen Shoemaker flere kilder, som antyder, at nogle af Muhammeds følgere forventede, at han ville genopstå på tredjedagen. Blandt andet Istoria de Mahomet en smædefortælling fra Spanien fra 800-tallet:

 

Da døden nærmede sig, lovede han at genopstå på tredjedagen, men på grund af vagternes sløseri opdagede man, at han var blevet fortæret af hunde. Han regerede i 10 år, hvorefter han var begravet i Helvede (Hoyland, s. 513).

 

Kilden er naturligvis præget af ønsket om at skildre Muhammed som falsk og skabe en ufordelagtig sammenligning med Jesus. Men den omtaler med selvfølgelighed erobringen af nærøsten som noget, der skete i Muhammeds levetid, og den kender ikke til, at han skulle være død i Medina. I citatet ovenfor står, at Muhammed regerede i 10 år. Umar regerede i 10 år, fra 634-644, og det var i den periode, erobringerne i nærøsten fandt sted. 

Der findes også spor af en skuffet forventning om genopstandelse i de muslimske kilder. Fortællingen er her, at Umar troede, Profeten ville genopstå, men at Abu Bakr fik talt ham til fornuft ved at citere et koranvers (3:144) som ingen af følgerne kunne mindes at have hørt før (Sunan Ibn Majah 1627). Det er let at forestille sig, at den historie er blevet til, fordi der har været et behov for forklaring. Navnet Umar betyder "langt liv" eller måske endda "udødelig". Men mest af alt har det måske været svært at forklare, hvorfor profeten, som bebudede Messias, døde uventet før Dommedag. 

De troende måtte gentænke historien
Theophanes og Istoria de Mahomet er begge kilder fra 7-800-tallet. Men ingen af dem kendte på det tidspunkt historien om Muhammeds død i Medina i 632. Det er påfaldende, og det vidner om, at den islamiske fortælling - og islam selv - har udviklet sig efter Muhammeds levetid. 

Det er helt åbenlyst, at den traditionelle historie om profeten Muhammed, er en total omskrivning, gendigtning og tildigtning af de rigtige historiske begivenheder. Historien er flyttet væk langt fra Jerusalem, og forventningen om Dommedag er nedtonet. Profetens liv er flyttet til en tid og et sted, som ingen havde nogle minder om - en blank tavle. Og Muhammed forudsagde ikke længere Messias' komme, men samlede folk under islam. Den proces har måske taget flere århundreder. Men hvorfor?

Forklaringen er måske enkel: Dommedag kom aldrig, og profeten døde. Men hans følgere havde troet på ham og investeret deres sjæle i hans religion. De var nødt til at finde en ny mening ved at genfortolke hans liv og hans mission. Samtidig stod de med et nyt imperium, som skulle regeres og holdes sammen. Så efterhånden, over nogle hundrede år, og med et par borgerkrige og en revolution undervejs, blev den jødisk-kristen inspirerede dommedagsprofet til en muslimsk arabisk samfundsopbygger. 

Men det er en anden historie.

21. Vil du vide mere?

Det er stadig et mysterium, hvem "den historiske Muhammed" egentlig var. Var han oprører eller frelser? Eller begge dele? Måske bygger den Muhammed, vi kender fra islam, på flere forskellige historiske personer.   

Meget tyder på, at de "rigtige" historiske personer og begivenheder har haft at gøre med arabernes oprør og etablering af deres eget kongedømme i Irak og måske også Syrien, og med en religiøst inspireret bevægelse mod Jerusalem, som udviklede sig til flere erobringer. Det er en kompleks og sammensat historie. Lidt som et puslespil.    

Der er stadig er mange uafklarede spørgsmål, og der dukker hele tiden nye spændende informationer op. Derfor vil denne side sandsynligvis blive revideret mange gange.

Men jeg håber, den har givet dig et indblik i, at der findes et spændende alternativ til den konstruerede Muhammedmyte.   

Følg med her:

  • Videokanalen SneakersCorner, hvor uafhængige private researchere "vender sten" i jagten på islams oprindelse. Jeg skylder en stor tak til denne kanal, som har givet rigtig meget inspiration til denne side. 

  • Pfanderfilms - Jay Smiths YouTube-kanal - har også mange gode videoer. Hans vinkel er historisk kritik af islam. 

Anbefalet litteratur:

 

Opdateret oktober 2021

puzzle.jpg

Brikkerne er endnu ikke samlet

Muhammeds historie er stadig et mysterium.