Den islamiske Muhammed er en myte. Men den er ikke opstået ud af ingenting. Tidlige ikke-islamiske kilder kan måske bringe os på sporet af, hvad der rigtigt skete tilbage i 600-tallet, og hvem de historiske personer, som Muhammed-myten bygger på, måske var. Sporene fører både til arabernes selvstændighed fra perserne i Irak, og til Jerusalem, hvor Dommedag og Jesu genkomst forventedes at indtræffe.
(1) De tidligste kilder
(2) Den historiske baggrund
(3) Irak-sporet: Oprøret mod perserne
(4) Jerusalem-sporet: Dommedag
Opdateret februar 2022
PÅ SPORET AF DEN HISTORISKE MUHAMMED
Oprører eller dommedagsprofet?
1. En profet med et sværd
En meget tidlig kilde, Doctrina Jacobi fra 634 beskriver, at der hos saracenerne var kommet en profet, som spåede Messias' komme og var bevæbnet med sværd:
... Og de sagde, af det var dukket en profet op hos Saracenerne, og at han forudsagde Messias' komme. Da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel skriftklog mand pg sagde: "Hvad kan du fortælle om profeten, som er kommet hos Saracenerne?" Han svarede med et dybt suk: "Han er falsk, for profeter kommer ikke bebæbnet med sværd".
...Så jeg, Abraham, spurgte mig for og hørte fra dem, som havde mødt ham, at der var ingen sandhed at finde hos den såkaldte profet, kun udgydelse af mænds blod. Han siger også, at han har nøglerne til paradis, hvilket er utroværdigt.
Doctrina Jacobi (Jakobs lære) er et kristent polemisk skrift, hvis formål var at overbevise tvangsdøbte jøder om at omfavne kristendommen. Det vurderes, at det er skrevet i Palæstina mellem 634 og 640, samtidig med den arabiske erobring af Palæstina.
Teksten fortæller, at der har været en krigerisk profetfigur hos araberne, da de erobrede Palæstina, og at han har profeteret Messias' komme.
Den er også indirekte et vidnesbyrd om jødernes trængte situation under den Byzantinske kejser Heraclius. Den antyder, at jøder kan have haft forhåbninger denne profet med sværd, netop ved den nævner ham og advarer imod ham. Senere Jødiske kilder som The Secrets of Rabbi Shimon ben Yohai bekræfter, at der var en "profet" hos ismaelitterne, som skulle erobre Det Hellige Land, og at nogle jøder havde forhåbninger om, at ismaelitterne og deres profet skulle udfri dem fra Byzantinernes undertrykkelse.
Doctrina Jacobi nævner dog ikke navnet Muhammed.
Profeten med sværdet
Måske håbede nogle jøder, at han kunne udfri dem af deres trængsler?
De tidligste kilder
2. Muhammeds Tayyaye hærger Palæstina
Den allertidligste kilde, som nævner Muhammed, er fra arabernes erobring af Palæstina. Den er fra 636. Det er nogle få linjer skrevet på en blank side i en aramæisk udgave af Matthæus- og Markusevangeliet. Der står:
I januar tog {folk fra} Hims ordet for deres liv, og mange landsbyer blev raseret af Muhammeds (Muhmd) {araberes} myrderier, og mange mennesker blev dræbt og {taget til} fange fra Galilæa så langt som til Beth. . . .
(Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it. se teksten her)
Den næste kilde er fra 640. Det er en krønike skrevet af den kristne syriske præst Thomas the Presbyter. Man vurderer, at følgende er en øjenvidneberetning til den arabiske erobring af Palæstina:
”I året 945, indiction 7 [dvs. år 634] , fredag d. 4 februar, i den niende time, var der et slag mellem romerne og Muhammeds arabere [tayyayae d-Mhmt] i Palæstina, 12 mil øst for Gaza. Romerne flygtede og lod patiarken Bryrdn tilbage, som araberne dræbte. Omkring 4000 fattige landsbyboere blev dræbt dér, kristne, jøder og samaritanere. Araberne hærgede hele regionen”
(Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it. se teksten her)
De tre kilder, du har nu set, er dem, vi kender, som er tættest på Muhammeds formodede levetid (570-632). Måske var de endda samtidige med Muhammed. De antyder alle, at han har været en leder under arabernes erobring af Palæstina 634-640. Det var i hvert fald "Muhammeds arabere", som hærgede.
I bogen "The Death of a Prophet" gennemgår Stephen Shoemaker hele 11 kilder - herunder 1 muslimsk - som indikerer, at Muhammed var aktiv og i live under erobringen af Palæstina. En ret stærk indikation.
Det stemmer ikke med den traditionelle fortælling. Ifølge den døde Muhammed i 632 og det var først under hans 2. efterfølger Umar, at Palæstina blev erobret.
Men vi får en anden interessant oplysning af Thomas the Presbyter: Muhammed var tilsyneladende leder af Tayyaye.
Muhammeds Tayyaye hærgede Palæstina og dræbte landsbyboere ifølge de ældste kilder.
3. Muhammed beordrede dem til at forene sig i troen og tage Det Hellige Land
En tredje kilde, som specifikt nævner Muhammed, er tilskrevet den Armenske biskop Sebeos, selvom man dog mener, at en anden skrev den i hans navn. Hans krønike fra ca. år 661 beretter om, hvordan Muhammed (Mahmed) forenede araberne, hvilket senere førte til erobringen af Palæstina:
Tolv folk, fra alle de jødiske stammer, var samlet i byen Edessa. Da de så, at de iranske tropper havde forladt byen i fred, lukkede de portene og befæstede sig. De nægtede de romerske herskeres tropper adgang. Så gav Heraclius, den byzantinske kejser, ordre til at belejre den. Da jøderne indså, at de ikke kunne modstå ham militært, lovede de at slutte fred. De åbnede byens porte og stod frem foran ham, og Heraclius beordrede, at de skulle forlade byen og tage til deres eget sted.
Så de tog afsted og tog vejen gennem ørkenen til Tachkastan, til Ismaels sønner. Jøderne kaldte araberne til hjælp og mindede dem om den relation, de havde ifølge Det Gamle Testamente. Men selvom [araberne] var overbeviste om det tætte forhold, var de ude af stand til at blive enige indbyrdes, for de var delt i deres religion.
På den tid blev en af dem, en mand af Ismaels sønner ved navn Mahmed prominent. En prædiken om Den Sande Vej blev åbenbaret for dem, angiveligt på Guds befaling, og [Mahmed] lærte dem at anerkende Abrahams Gud, for han var informeret og vidende om den mosaiske historie. Fordi befalingen kom fra Det Høje, beordrede han dem alle til at samles og forene sig i troen. De holdt op med at ære unyttige ting og vendte sig mod den levende Gud, som havde vist sig for deres fader Abraham.
Mahmed lovgav for dem, at de ikke skulle spise selvdøde dyr, ikke drikke vin, ikke lyve og ikke begå hor. Han sagde: "Gud lovede dette land til Abraham og hans søn efter ham for evigt. Og det lovede blev opfyldt på den tid, da [Gud] elskede Israel. Men nu er I Abrahams sønner, og Gud skal opfylde løftet til Abraham og hans søn for jer. Elsk kun Abrahams Gud, og gå og tag det land, som Gud gav jeres stamfader Abraham. Ingen vil kunne modstå jer i krig, for Gud er med jer. " (Sebeos' History, 30)
Sebeos fortæller derefter, hvordan israelitter (jøder) og ismaelitter (arabere) i samlet flok drog mod Palæstina, kæmpede mod romerne, gjorde krav på "deres land" og erobrede det.
De mødte Muhammed i Tachkastan
Sebeos skrev ca. 25-35 år efter begivenhederne. Men hans krønike kan måske bringe os på sporet af den historiske Muhammed. Den placerer Muhammed i Tachkastan, som betyder Tayyiernes land. Det var i det nordlige Mesopotamien. Den fortæller om en prædiken "på Guds befaling", men det er ikke tydeligt, hvem der gav den. Den beskriver Muhammed som en indflydelsesrig leder. Han havde magt til at "beordre" araberne til at samle sig og forene sig i religion. Ifølge Theophilius af Edessa skal forvisningen af jøderne fra Edessa, som Sebeos omtaler, være sket i 628 (Hoyland, s. 635).
En alliance med jøderne?
Patricia Crone og Michael Cook udgav i 1977 den skelsættende bog Hagarism. Bogens tese var, at islam startede som en bevægelse inspireret af jødisk messiastro og med fokus på Jerusalem. De byggede deres tese på bl.a. kilder som Sebeos. Bogen var dengang kontroversiel, fordi den udfordrede de etablerede forskere, som i mange år havde taget den traditionelle fortælling om islams oprindelse for givet. Men mange har efterfølgende arbejdet videre med ideerne.
Blandt andet har Fred Donner i Muhammad and the Believers fra 2010 argumenteret for, at Muhammeds bevægelse var en interkonfessionel bevægelse, som han kalder "De troendes bevægelse". Den inkluderede blandt andet jøder. Først først senere blev islam en særskilt religion. Det stemmer med, at islam er ikke nævnt som religion i nogen kilder fra 600-tallet. Doctrina Jacobi (nævnt ovenfor) fortæller netop også om jødiske forhåbninger til en profet "med sværd" blandt araberne. Det passer til Sebeos' historie.
Islams mange ligheder med jødedommen er slående. Der er overvældende argumenter for, at Koranens Masjid al-Haram ("det forbudte bedested") ikke er Kabaen i Mekka, men i stedet Templet i Jerusalem (Se mere om det her). Det understøtter, at der kan have været en alliance mellem jøder og arabere, og at bevægelsen har haft fokus rettet mod Jerusalem. Sebeos fortæller netop også om et brud mellem araberne og jøderne efter erobringen af Jerusalem:
... Jøderne, som havde fået støtte fra Hagarenerne (Araberne) i en kort tid, planlagde at genopbygge Salomons Tempel. Da de havde fundet det sted, de kaldte Det Allerhelligste, konstruerede de Templet med en sokkel, til at være deres bedested. Men ismaelitterne misundte [jøderne], forviste dem fra stedet, og tog den samme bygning som deres eget bedested.
Kort fortalt: Ifølge Sebeos holdt Muhammed altså til i Tachkastan, var allieret med Jøder og var involveret i erobringen af Palæstina.
-
Video om Koranens fokus på Jerusalem: So, was the 1st Kaaba in Jerusalem?
Tachkastan - Tayyiernes land. Her mødte jøderne ifølge Sebeos Muhammed, da de var på vej fra Edessa til "deres eget sted"
Edessa havde frem til år 214 været hovedstaden i arabisk kongedømme kaldet Osroene. Så det var ikke mærkeligt, at man kunne møde "Ismaels sønner" deromkring.
Den historiske baggrund
4. Hvem var Tayyaye? - Araberne på Muhammeds tid
Der var ingen stamme ved navn Quraysh
Thomas the Presbyters beretning fra 640 (ovenfor) indikerer, at Muhammed var leder af Tayyaye. Men ifølge den traditionelle fortælling hed Muhammeds stamme Quraysh. Faktum er, at der ingen spor findes af en stamme ved navn Quraysh, før navnet begynder at dukke op i islamiske kilder fra midten af 700-tallet. Romerne holdt registre over de arabiske stammer, og Quraysh findes ikke i de romerske optegnelser.
Der er mange spekulationer om, hvor navnet Quraysh kan være kommet fra: Ordet quraysh betyder "forbund" på aramæisk, så måske har det været den arabiske betegnelse for foederati, dvs. folk som stod i forbund med romerne. Banu Quraysh kan også have været en betegnelse for persere, "sønner af Kyros", dvs. efterkommere af perserkongen Kyros den Store (559–530 f. Kr.). Navnet Quraysh er nævnt i Koranen i sura 106. Her har det formentlig oprindeligt hentydet til Kyros den Store. (Mere om det her). En fransk arkæolog mener at have fundet spor af navnet Quraysh nær Latakia, en vigtig handelsby for enden af Silkevejen i det nordlige Syrien. (Denne video, minut 18:30). Uanset hvad, ser det ud til at Quraysh først senere er blevet til navnet på Profetens stamme.
Tayyaye, Ghassaniderne og Lakhmiderne
Tayyaye-stammen (som Thomas the Presbyter beskrev hærgede Palæstina) var til gengæld kendt af romerne. Den var i det 2. århundrede vandret fra det område, der i dag er Yemen, til den nordlige del af den Arabiske halvø og havde i løbet af det 6. århundrede delt sig i to grene. Nogle af dens klaner vandrede til Syrien. Der allierede de sig med Ghassaniderne og blev kristne. Ghassaniderne var en stor arabisk stamme, hvis kongedømme lå i det, der i dag er det nordlige Arabien, Syrien og Jordan. De var vasaller for Byzantinerne.
Andre af Tayyayes klaner blev boende i den nordligste del af den Arabiske halvø, og nogle levede i Mesopotamien, blandt andet i området omkring al-Hira. Al-Hira var Lakhmidernes hovedstad. Lakhmiderne var en anden stor arabisk stamme. De havde ligesom Ghazzaniderne deres eget kongedømme, og de var vasaller for Perserne.
Tayayye blev så indflydelsesrig og udbredt i disse områder (Syrien, Mesopotamien og vore dages Jordan), at deres navn blev brugt af både syriske og persiske forfattere - nogle gange som synonym for arabere, på samme måde som navnet Saracener også blev et synonym for arabere. I det 7. århundrede blev området i det nordlige Mesopotamien endda kaldt Tachkastan, Tayyiernes land, hvilket fremgår af Sebeos' historie fra ca. 661 (se ovenfor).
Saracenerne
Doctrina Jacobi (634-40) (se ovenfor) nævnte, at der var kommet en profet hos Saracenerne. Saracenerne blev i 400-tallet beskrevet af kirkehistorikeren Sozomenus fra Gaza. Han beskrev dem som en arabisk stamme, som holdt til i Syrien/Jordan, og hvis krigerdronning Mavia i 300-tallet havde gjort oprør mod romerne. Ifølge Sozomenus nedstammede de fra Abraham gennem Ismael og blev kaldt ismaelitter. Som du vil se nedenfor, dyrkede de jødiske skikke og var blandt andet omskårede og holdt sig fra svinekød. Husk, at Sebeos (ovenfor) netop skrev, at Muhammed var prominent hos "Ismaels sønner". Men som nævnt blev Saracener ligesom Tayyaye ofte brugt synonymt med araber. Den stamme, som Sozomenus beskrev, blev også kaldt Tanukh. Ordet saracener er en græsk-romersk betegnelse - ikke en arabisk. Dets oprindelige betydning kender vi ikke.
Araberne var i hele Mellemøsten
Modsat af, hvad mange måske tror, var der således masser af arabere i Syrien, Mesopotamien og Palæstina/Jordan i starten af 600-tallet. Mange af dem holdt til langs de store handelsruter. Nogle levede nomadisk, andre slog sig ned som bønder eller fiskere og boede i byer. Kongedømmet Osroene i det nordlige Mesopotamien, som havde Edessa som hovedstad og eksisterede fra ca. 200 f.kr. til år 300, hvor det blev en romersk provins, var arabisk. Syrien, Mesopotamien og Palæstina/Jordan blev endda af romerne kaldt "Arabia Petrea". Selv i det østlige Persien levede arabere, som var blevet deporteret dertil fra "Arabia Petrea" under de mange krige mellem det Sassanideriget og Det Byzantinske Imperium. Araberne fandte altså over hele Mellemøsten. Til gengæld var der ikke ret mange arabere i Hedjaz, hvor Mekka i dag ligger. Der var nemlig temmelig øde. Romerne kaldte denne del af Arabien for "Arabia Derserta" - det øde Arabien.
Det er således meget muligt og sandsynligt, at den historiske Muhammed var fra Tayyaye og kom fra Arabia Petrea - og altså ikke fra Mekka eller Medina.
Tayyaye-stammens indflydelsesfære
i det 6. århundrede. I brændpunktet mellem det Byzantinske Imperium og det persiske Sassaniderige.
Arabia Petrea og Arabia Deserta.
5. Krigen mellem stormagterne
Begyndelsen af det 7. århundrede, dvs. Muhammeds formodede tid som profet, var kendetegnet af krig mellem de to stormagter, Det Persiske rige (Sassanideriget) og det Byzantinske rige, som hver herskede over deres del af Mellemøsten. Krigen, som blev den sidste Persisk-Romerske krig af mange, varede fra 602-628. Den er helt uden tvivl en vigtig del af bagtæppet for begivenhederne omkring den historiske Muhammed. Koranen refererer kun eksplicit til én eneste historisk begivenhed i dens samtid - og det er netop til denne krig:
Byzantinerne blev besejret i landet nærved. Men efter at være blevet besejret vil de sejre om nogle år. Afgørelsen tilkommer Gud, førhen og fremover. På den dag vil de troende fryde sig over Guds hjælp. (Koranen 30:2-5)
Passagens første sætning hentyder til Sassanidernes erobring af Syrien og Palæstina i 613-614, og senere Egypten og Anatolien. Den næste hentyder til, at den Byzantinske kejser Heraclius i 622 indledte en succesfuld modoffensiv. Koranen fortæller derefter, at de troende havde interesse i Byzantinernes sejr over Perserne.
Arabere havde i mange år været lejesoldater og hjælpetropper for de to dominerende stormagter. For eksempel var Ghassaniderne og Lakmiderne, som havde deres egne kongedømmer, vasaller for hver deres stormagt. De var hinandens rivaler og havde i løbet af 500-tallet bekriget hinanden. Tayyaye-stammen var delt og havde formentlig et ben i hver lejr i tidens store politiske konflikt mellem det Byzantinske imperium og Perserriget. De befandt sig lige i brændpunktet - i Arabia Petrea. Dét, at de arabiske stammer i mange år havde været hjælpetropper for stormagterne gjorde, at araberne havde viden om avanceret krigsførelse.
Heraclius's sejr over Perserne i 622, førte i løbet af få år til Sassaniderigets sammenbrud. Heraclius trak sig derefter tilbage til det Byzantinske område. Det betød, at der opstod et magttomrum - som kunne udfyldes af lokale arabiske herskere. I det lys, giver Korancitatet ovenfor rigtig god mening.
Det er påfaldende, at netop 622 er starten på den arabiske tidsregning. Ifølge den islamiske fortælling var det året, hvor Muhammed udvandrede fra Mekka til Medina. Men ifølge inskriptioner fra 600-tallet var det "arabernes år" - året for arabernes uafhængighed. (Læs mere om det i punkt 12 nedenfor)
Spørgsmålet er, om den historiske Muhammed kan have spillet en rolle her ....
Mellemøsten ca. år 600
Delt mellem stormagterne
Lakhmiderne og Ghassaniderne havde deres egne kongedømmer og var vasaller for hver deres stormagt. Tayyaye var delt.
Abrahams efterkommere
Arabere blev i senantikken betragtet som efter kommere af Abraham gennem Ismael. De fleste arabere var kristne af forskellg slags. Nogle praktiserede også jødiske skikke.
6. Hvad var arabernes religion i starten af 600-tallet?
Modsat af, hvad mange tror, var araberne ikke hedenske afgudsdyrkere inden islam "omvendte" dem til monoteisme. De var i det store og hele kristne. Men i senantikkens Mellemøsten var der flere forskellige former for kristendom. Det, der først og fremmest adskilte dem, var synet på Jesus.
De kristne arabere
Ghazzaniderne havde ved starten af 600-tallet været kristne i århundreder. De var monofysitiske kristne, hvilket betød, at de mente, at Jesus var 100% guddommelig.
Lakhmiderne var formentlig nestorianske kristne, hvilket betød, at de så Jesus som både Gud og menneske. Deres konge, Al-Numan III (580–602) var i hvert fald konverteret til nestoriansk kristendom, og Lakhmidernes hovedstad al-Hira var hovedsæde for Østkirken. Det var dér, den nestorianske patriark holdt til. Al-Hira havde i århundreder også været hjemsted for det kristne fællesskab ibād (som betyder "tjenerne" eller "slaverne"). Det bestod af familier med forskellig stammebaggrund, der var forenet af at være kristne. De var en blandet gruppe, som ikke kun bestod af arabere. Navnet ibād blev brugt på samme måde som et stammenavn. Det var en slags "over-stamme", baseret på religion - næsten samme koncept som islam.
Tayyaye - som jo måske kan have været den historiske Muhammeds stamme - har formentlig været delt religiøst. De, der var allierede med Ghassaniderne, var måske monofysitiske kristne. I al-Hira skulle fremtrædende medlemmer af Tayyaye have været med i det kristne fællesskab ibād. De var måske nestorianere - men det ved vi ikke. Måske kan nogle af dem - ligesom de Saracenerne, som Sozomenus beskrev (under punkt 4) - også have haft en identitet som "ismaelitter" og dyrket jødiske skikke.
Striden om Jesus
Den store strid blandt kristne i senantikken var som sagt Jesu guddommelighed. Det var i den periode, at der blev holdt adskillige kirkekonciler, hvor det blev besluttet, hvad den rigtige opfattelse af Jesus var, og hvad der var kætteri. I det romersk/byzantinske område dominerede den ortodokse/katolske kirke, som troede på en treenig Gud, bestående af Faderen, Sønnen, og Helligånden. Monofysitterne mente, at Jesus var 100% guddommelig, og Nestorianerne mente, at Jesus både var menneske og gud, blot ikke på samme tid. Men de tilsluttede sig faktisk en form for treenighed. I 410 var Østkirken blevet etableret på Seleucia-Ctesiphon-koncilet og havde officielt tilsluttet sig den Nikæanske trosbekendelse.
Men der stadig kristne - herunder også arabiske - og særligt i yderområderne - som ikke var enige. De troede ikke på en treenig Gud, men var tættere på den jødisk-kristne opfattelse fra kristendommens første århundreder: De mente, at Jesus kun var et menneske - en profet - selvom han var Messias. Deres opfattelse mindede også om arianisk kristendom, som så Jesus som 100% menneske. Arianismen blev på kirkerådet i Nikæa i 325 blev erklæret for kættersk.
Manikæisme og zarathustrisme
Der var også mange andre religiøse retninger til stede: Fx gnostiske kristne retninger som Manikæismen. Den er i dag uddød, men i senantikken var den en verdensreligion. Dens udspring var i det sydlige Mesopotamien. Der har formentlig været manikæere blandt Lakhmiderne. I Der er visse ligheder mellem manikæismens grundlægger, profeten Mani, og myten om profeten Muhammed. Blandt andet fik Mani sine åbenbaringer fra sin "himmelske tvilling" Gabriel, og han hævdede at være "den sidste profet".
I den persiske sfære var der også zarathustrismen, som Sassaniderne havde gjort til statsreligion. Men der var flere varianter af zarathustrismen, og blandt andet Partherne (en Persisk storklan) var ikke begejstrede for Sassanidernes undertrykkelse af andre varianter. Kristendommen var som nævnt også udbredt i det persiske område, ikke mindst i byerne langs Silkevejen. Omkring år 600 var der 96 bispesæder i det Persiske rige. (Morten Rydal, s. 34)
Jøderne
Der var også jøder i det religiøse landskab. Udover de rabbinske jøder, som var stærkt repræsentet i Mesopotamien, hvor de havde adskillige akademier, var der forskellige jødisk-kristne sekter, som holdt fast i jødedommen, men mente at Jesus var Messias. Koranen er helt tydeligt præget af jødisk tankegods. Derudover henvender Koranen sig adskillige steder til "Israels børn". Jøder har altså været blandt Koranens publikum. Vi ved dog ikke, om Koranen oprindeligt har haft noget med "den historiske Muhammed" at gøre, eller om de to først senere er blevet koblet til hinanden.
Arabere som praktiserede jødiske skikke
Mellemøstens arabere var i århundreder blevet kaldt Ismaelitter - efterkommere af Ismael, Abrahams søn med Hagar. Nogle kaldte dem også Hagarenere. Muligvis stammede denne forståelse oprindeligt fra jødisk mission. Jødedommen har nemlig også engang missioneret og søgt at omvende andre folkeslag og gøre dem til proselytter. Sozomenus (400-450) fortæller i hvert fald, at Saracenerne af jøder var blevet gjort opmærksomme på deres betydningsfulde afstamning fra Abraham. De praktiserede jødiske skikke og var blandt andet omskårede og afholdt sig fra svinekød. De ærede Moses og Aron højt og kaldte Jesus for Isa (hvilket kan ses af klippeinskriptioner). Sozomenus fortæller dog også, at mange af Saracenerne var blevet kristne i løbet af det 4. og 5. århundrede (Sozomenus' Ecclesiastical History, bog 6, kapitel 39).
Det er muligt, at den historiske Muhammeds religion kan have været en sådan form for arabisk "Abrahamisme", som senere var blevet til en form for kristendom, og som således havde elementer af både jødedom og kristendom.
-
Se mere i videoen: Abrahamism: the religion that gave birth to Islam
Irak-sporet - oprøret mod perserne
7. Hvem var Tayyiernes leder i starten af 600-tallet?
Vi skal nu se på, om den historiske Muhammed måske kan have været en arabisk leder under oprøret mod Perserne og arabernes selvstændighed.
Thomas the Presbyter nævnte i 640, at "Muhammeds Tayyaye" hærgede Palæstina. Derfor er det interessant at undersøge, hvem der kan have været Tayyayes leder omkring den tid.
Ingen kilder tidligere end 636 nævner Muhammed. Det er derfor sandsynligt, at Muhammed (som jo betyder "Den lovpriste") har været et kaldenavn eller en titel, og at den historiske leder har haft et andet navn. Lad os se, hvad vi kan finde.
Uro i Øst: Perserkongen dræbte Lakhmidernes konge
Ghazzaniderne i Vest og Lakhmiderne i Øst havde som sagt hvert deres vassalkongedømme i udkanten af de Byzantinske og Persiske imperier. De fik lov til at have deres kongedømmer mod at fungere som en bufferzone, der sikrede imperierne mod røvertogter fra arabiske stammer. Men i starten af 600-tallet var den orden begyndt at vakle. I 602 dræbte perserkongen Khosrau II Lakhmidernes konge al-Numān III. Begrundelsen var mistanke om forræderi. Hans henrettelse var et voldsomt slag mod Lakhmiderne.
Iyas ibn Qabisah al-Ta'i blev konge i al-Hira
Som afløser for den dræbte konge al-Numān indsatte Khosrau nu to guvernører til at regere Lakhmidernes kongedømme: Perseren Nakhiragan og araberen Iyas ibn Qabisah al-Ta'i - en leder af Tayyaye-stammen. Ifølge al-Tabaris historie havde Iyas engang hjulpet Kong Khosrau og slagtet en kamel for ham, da han var på flugt fra tronraneren Bahram Cobin. (Orientalisten Nöldeke mente dog, at det i stedet må have været Iyas' far, som hjalp Khosrau). Som belønning fik Iyas 30 landsbyer omkring byen Ayn al-Tamr ved Eufrats bred. Og da posten som Lakhmidernes konge blev ledig, blev han udpeget som konge/guvernør i al-Hira af Khosrau.
Men i 617 blev Nakhiragan og Iyas ibn Qabisah erstattet af perseren Azadbeh. Vi ved ikke hvorfor, hvordan, eller hvad der skete.
Men vi har nu fundet en indflydelsesrig leder af Tayyaye. Han var også Lakhmidernes konge i årene 602-617. I sandhed en prominent mand, hvilket jo matcher Sebeos' beskrivelse. Ifølge den Islamiske fortælling skulle Muhammed være født i 570. Spørgsmålet er: Kunne det være Iyas ibn Qabisah al-Ta'i, som blev den historiske Muhammed?
Lad os forfølge det lidt mere ...
Iyas ibn Qabisah var leder af Tayyaye og i perioden 602-617 også indsat som konge/guvernør for Lakhmidernes kongedømme.
8. Var Iyas ibn Qabisah den historiske Muhammed?
Sebeos (ovenfor) beskrev Muhammed som en magtfuld leder, og de tidlige kilder fra Palæstina beskrev Muhammed som leder af Tayaye. Det passer på Iyas ibn Qabisah, som jo i perioden 602-617 også var konge over Lakhmiderne med hovedsæde i al-Hira.
En parallel til flugten fra Mekka?
Vi ved ikke, hvad der førte til, at Iyas ibn Qabisah blev erstattet på posten i 617. Men det er sjældent, man hører om konger, der trækker sig frivilligt. Man kan gætte på, at han efter sin afsked fra al-Hira måske har haft et godt motiv til at organisere araberne og slå igen mod Khosrau og perserne. Akkurat ligesom Muhammed ifølge den islamiske myte ønskede hævn mod Quraysh. Hvem ved: Måske måtte Iyas ibn Qabisah - akkurat som mytens Muhammed - flygte, fordi de magtfulde ledere mistænkte ham for at samle militær støtte mod dem.
En parallel til Hira-hulen?
Det er et interessant sammenfald, at Iyas ibn Qabisah opholdt sig i byen al-Hira. Ifølge den traditionelle islamiske fortælling fik Muhammed sin første åbenbaring, mens han var i Hira - en hule uden for Mekka. Men som du har set ovenfor, peger alt på, at den historiske Muhammed ikke levede i Mekka. I så fald: Hvor og hvad var Hira så? Det lugter lidt af, at en oprindelig historie engang har foregået i al-Hira.
-
Læs også: Koranens geografi peger væk fra Mekka
-
Læs også: Ingen arkæologiske spor
Ibn Ishaq har kendt til Iyas ibn-Qabisah
Ibn Ishaq, som skrev den første Muhammedbiografi i Bagdad omkring år 760 må helt sikkert have kendt til Iyas ibn Qabisah. Ibn Ishaq havde nemlig tilknytning til Ayn al-Tamr, hvor Iyas jo skulle have haft 30 landsbyer. Og Iyas havde trods alt været konge i al-Hira, som jo trods alt ikke var så langt fra Bagdad. Det var stort. Han har været en kendt historisk person i området. Ibn Ishaq kendte med sikkerhed til den tidligere konge i al-Hira, al-Nuʿmān - for han er nævnt i Ishaqs Muhammedbiografi (s. 4). Der står (belejligt nok), at han ikke har nogen efterkommere. Men hvorfor er Iyas ibn-Qabisah ikke nævnt? Kunne det være fordi det er hans historie, der er blevet til profetens historie hos Ibn Ishaq?
Er Ibn Qabisah og Ibn Abi Kabsha den samme?
Ideen om, at den historiske Muhammed måske er identisk med Iyas ibn Qabisah, er fremført af pseudonymet A. J. Deus. Deus bruger en anden variant af hans navn: Elijah bar Kabsha. Det fører os til endnu et sammenfald: Flere hadith'er, dvs. den islamiske tradition selv, fortæller, at profeten blev kaldt Ibn-Abi Kabsha (Sahih al-Bukhari 7. Sahih al-Bukhari 2940, 2941). Islamiske lærde kan ikke rigtigt forklare dette. Nogle mener, det var et nedgørende øgenavn. Men det er rent gætteri fra deres side. Og man må jo indrømme, at der er en vis lighed mellem Ibn Qabisah og Ibn-Abi Kabsha. Hvor kommer de mystiske hadith'er fra?
Der er grund til at undersøge Iyas ibn Qabisahs historie nærmere. Spillede han en rolle i arabernes selvstændighed fra perserne?
Hvad mon der skete?
Iyas ibn Qabisah og perseren Nakhiragan blev "erstattet" i 617. Mon de forlod al-Hira?
Billedet forestiller Muhammed og Abu Bakr, som i ly af natten flygtede fra Mekka. Quraysh' ledere ville slå Muhammed ihjel, fordi de så ham som en trussel, efter at nogle stammer fra Medina havde svoret ham troskab.
9. Slaget ved Dhi Qar - Arabernes første sejr over perserne
For at finde mere om Iyas ibn Qabisah og begivenhederne omkring ham, skal vi nu besøge al-Tabaris (839-923) historie, en muslimsk kilde. Det er en meget sen kilde, som er skrevet efter, at myten om Profeten Muhammed var etableret. Men den fortæller om det arabiske oprør, som var i gang mod perserne i Mesopotamien allerede inden 630'erne, hvor man traditionelt siger, at de arabiske erobringer fandt sted.
I al-Tabaris Bind 5 finder vi beretningen om arabernes første sejr mod perserne i Slaget ved Dhi Qar, et vandingssted ved Tigris nær al-Hira. Slaget menes at have fundet sted mellem 609 og 611, dvs. mens Iyas ibn Qabisah stadig var guvernør. Men der er usikkerhed om tidspunktet, og nogle mener, at det kan have været senere. Her kommer historien:
Utilfredsheden ulmede blandt araberne
En grund til, at perserkongen Khosrau havde udpeget en arabisk leder (Iyas ibn Qabisah) som guvernør efter henrettelsen af kong al-Nuʿmān III i 602 var, at han troede, det kunne forhindre plyndringstogter fra arabiske stammer ind i hans rige. Men utilfredsheden blandt araberne ulmede efter al-Numāns henrettelse, og stammen Banu Bakr plyndrede alligevel.
Al-Tabari fortæller, at al-Numān, inden han blev henrettet, havde gemt et lager af våben og rustninger hos Banu Bakr. Dem ville Kong Khosrau nu have fat på. Han gav Iyas ibn Qabisah - som jo var vasal - besked på at skaffe våbnene. Iyas vidste, at de var hos Banu Bakr. Men Banu Bakrs leder Hani ibn Qabisah (al-Tabari, vol 5. 358-59) nægtede at udlevere dem. Khosrau blev rasende, og Banu Bakr fik valget mellem at overgive sig, flygte eller gå i krig. De valgte det sidste.
Arabisk solidaritet?
Khosrau gav nu Iyas og en anden arabisk allieret besked på at hjælpe med at nedkæmpe Banu Bakr. Det så ud til, at perserne og deres arabiske hjælpetropper, som var under ledelse af Iyas ibn Qabisah, var en kæmpe overmagt. Men så skete der noget: Banu Bakr blev advaret. Om natten inden angrebet sneg en arabisk leder fra hjælpetropperne sig over til Banu Bakr og sagde, at de skulle finde al-Numān's våben og ringbrynjer frem og bruge dem. Det gjorde de. Og næste nat - efter den første dags kampe - lavede en stamme blandt Khosraus arabiske hjælpetropper en hemmelig aftale med Banu Bakr om, at de ville flygte under slaget. Da hjælpetropperne næste dag begyndte at flygte, flygtede perserne også.
En parallel til Slaget ved Badr?
På den måde vandt den talmæssigt underlegne Banu Bakr-stamme næsten mirakuløst over overmagten. Denne første sejr var moralsk afgørende for araberne. Den viste, at det var muligt at slå perserne. Dette er en påfaldende lighed med Slaget ved Badr i den islamiske fortælling. I Ibn Ishaqs fortælling om Muhammed vandt "muslimerne" over de talmæssigt overlegne "Quraysh" fra "Mekka". I Slaget ved Dhi Qar vandt araberne over Perserne - som man kunne kalde "sønner af Kyros" - Banu Quraysh.
Al-Tabari nævner intet om Iyas ibn-Qabisahs handlinger under slaget, kun at han var leder for hjælpetropperne. Det var Hani, og en anden leder ved navn Hanzalah, der ledede oprørerne.
Men al-Tabari fortæller, at profeten spillede en afgørende rolle for sejren. Profeten! Dét er interessant! Så det skal vi da høre mere om ...
Sejren over overmagten
Slaget ved Dhi Qar var det første slag, hvor araberne vandt over perserne. Banu Bakr fik hjælp fra nogle af persernes arabiske hjælpetropper.
Slaget ved Badr
Var ifølge den islamiske historie det første slag, hvor Muhammed muslimerne vandt over Quraysh. De kæmpede mod en kæmpe overmagt, men Muslimerne fik hjælp af engle og sejrede med Allahs hjælp.
10. Var der en profet i al-Hira?
Profeten missionerede
Al-Tabari fortæller i sin historie om Slaget ved Dhi Qar, at profeten, da han hørte om persernes vilde flugt fra slagmarken, udbrød:
"Dette var det første slag, hvori araberne opnåede retfærdighed over perserne, og det var gennem mig, at de blev givet sejren". (al-Tabari, vol 5 s. 338)
Men hov. Hvordan kunne profeten høre om det helt i Mekka, hvor han i 609-611 ikke engang var sprunget ud som profet endnu? Al-Tabari fortæller videre, at sejren skyldtes, at profeten gennem sin mission havde svækket persernes autoritet:
... Iyas skulle være [de arabiske hjælpetroppers] leder. Perserne kom med tropper og elefanter med kavalerister. På den tid havde Profeten allerede påbegyndt sin mission, og persernes autoritet var svækket. (al-Tabari, vol 5, s. 361).
Den autoritetssvækkende mission havde ifølge al-Tabari stået på siden 604:
"...Profeten [blev] sendt [af Gud] på sin mission et år og 8 måneder efter at Iyas b. Qabisah var kommet til magten" (al-Tabari, vol 5, s. 372)
Hvis ikke man lige vidste, at profeten Muhammed hørte til i Mekka, 1500 km væk i Hedjaz, og fik sin første åbenbaring i 610, så lyder det næsten som om, at profeten var til stede i al-Hira og omegn og havde en undergravende mission kørende - som var tæt koblet netop til Iyas ibn Qabisahs virke som guvernør i al-Hira. Hmm.
Al-Tabari beskrev naturligvis, at det var kraften fra profeten i Mekka, som på magisk vis påvirkede mange begivenheder i Irak. Herunder at en dæmning brød sammen, at Kong Khosraus bueloft faldt ned, og at Khosrau blev psykisk terroriseret af en engel, som opfordrede ham til at omvende sig. En araber blandt Khosraus troldmænd så endda et stærkt lys på himlen, som kom fra Hedjaz.
Men det er let at se parallellen til den traditionelle historie om, hvordan profeten missionerede i "Mekka" i 10 år (efter at have fået sin første "åbenbaring" i Hira), inden han udvandrede og begyndte at bekæmpe Quraysh fra sin nye højborg i Medina.
Var der en profet i al-Hira?
Al-Tabaris historie er som sagt en sen kilde, og den er kendt for at rode rundt i kronologien. Al-Tabari var ikke historiker med historiefortæller. Han har været præget af den etablerede fortælling om profeten fra Mekka. Det virker, som om han prøver at integrere flere gamle historier. Måske gemmer der sig hos al-Tabari en gammel erindring om, at der engang har været en profet i nærheden af al-Hira, hvis mission svækkede persernes autoritet blandt araberne og startede oprøret mod perserne.
Det er ikke givet, at denne missionerende profet var Iyas ibn Qabisah. Det kan i princippet have været hans medregent, perseren Nakhiragan, eller en helt tredje. Men de mange sammenfald og parallelle historier gør, at Iyas er en god kandidat til at være den historiske Muhammed. Måske blev han ikke kaldt Muhammed af sine samtidige. Men det virker oplagt, at hans person - og som minimum begivenhederne omkring ham - har inspireret Ibn Ishaq, som skrev den første Muhammedbiografi.
Hvem ved, måske er lederen af Bakr-stammen (som jo slog perserne i Slaget ved Dhi Qar) så en god kandidat til at være Abu Bakr, Muhammeds første følger og efterfølger? Abu Bakr kan nemlig betyde "Bakr-stammens fader". Det er helt oplagt i lyset af de historiske begivenheder omkring al-Hira og det begyndende oprør mod perserne. De islamiske lærdes forklaring på, Abu Bakrs navn er, at han var interesseret i kameler (Bakr betyder ung kamel).
-
Se hele historien i: The History of al-Tabari vol 5 (kan downloades)
Var profeten med i Dhi Qar? Hvis ikke det var fordi, at man lige "vidste" at han hørte til i Mekka i Hedjaz, så kunne det næsten lyde som om, at Profetens mission foregik i al-Hira og omegn.
Abu Bakr - var ifølge den traditionelle islamiske historie den første, som fulgte Muhammed ud over hans nærmeste familie.
11. Muhammed var leder af et snigende oprør
Vi skal nu tilbage til de ikke-muslimske kilder for at finde mere om Muhammeds mulige rolle i oprøret mod perserne.
Den Spanske krønike fra 754 understøtter billedet af, at der i årene inden et rigtigt slag fandt sted, kan have fundet en mission sted blandt araberne i de persiske og byzantinske områder. Kilden er lidt sen, men den er dog tidligere end nogen af de kendte Muhammedbiografier, og man mener, at den stammer fra en tidligere kilde. Der står:
"Saracenerne gjorde oprør i det syvede år under Kejser Heraclius [dvs. 618], opmuntret af deres leder Muhammed, og de bemægtigede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien snigende snarere end ved hjælp af tapperhed, og de ødelagde de nærvedliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som gennem hemmelig infiltration. Dermed fik de også ved snuhed og bedrag, snarere end ved mod, opildnet alle stammerne i de omkringliggende områder, og snart kunne de kaste åget af deres skuldre og gøre åbent oprør."
(Oversat fra Robert Hoyland: "Seeing Islam as Others Saw It, s. 615)
Det er værd at bemærke, at Syrien, Arabien og Mesopotamien netop var de områder, hvori Tayyaye-stammen var indflydelsesrig. Arabien var (set fra krønikeskriverens sted) formentlig svarende til den romerske provins Arabia, som dækkede Negev, dele af Sinai og det gamle Nabatæiske område/det gamle Edom i Jordan. I alle disse områder boede mange arabiske stammer, som kunne opildnes.
Ordet "oprør" fortæller os netop, at det er foregået i de områder, som var under Persisk og Byzantinsk herredømme. Mekka og Medina i Hedjaz var aldrig under hverken romersk eller persisk herredømme. Kilden fortæller, at Muhammed var Saracenernes leder, og at oprøret startede i 618 . Det var året efter at Iyas ibn Qabisah og Nakhiragan blev afsat af Khosrau. (Selvom de gamle kilders årstals-angivelser naturligvis er usikre).
Den Spanske Krønike knytter således Muhammed til et arabisk oprør og dermed til Arabia Petrea - Syrien, Mesopotamien og Jordan.
Arabia. Den romerske provins Arabia. Hverken romerne eller perserne gjorde forsøg på at erobre Mekka eller Medina. Den del af verden var så øde, at det ikke var besværet værd. Læs mere om romernes Arabia her.
12. 622 - året da arabernes sag blev afgjort
Året 622 er starten på den islamiske tidsregning. Så vi kan være helt sikre på, at det har været et meget vigtigt år. Den islamiske fortælling er, at år 622 markerer Muhammeds udvandring - hijra - fra Mekka til Medina, hvor han angiveligt grundlagde den islamiske stat. Men spørgsmålet er, om ikke årstallet 622 i stedet er knyttet til arabernes frigørelse fra perserne.
Ingen spor af hijra
Der er ingen historiske spor af nogen hijra fra Mekka til Medina før det nævnes i Muhammedbiografierne mere end 130 år senere. Og de, som samlede og kanoniserede Koranen, formentlig i slutningen af 600-tallet, havde tydeligvis ingen anelse om, at der var "Mekka-suraer" og "Medina-suraer", eller at noget, der kaldes hijra (udvandringen), var det altafgørende skillepunkt i historien. Faktisk Den opdeling er er en senere opfindelse. Koranen nævner ingen hijra.
Heller ikke mønter og inskriptioner fra det 7. og 8. århundrede fortæller om "hijra". De bruger ganske vist den såkaldt "islamiske" tidsregning, der starter i år 622. Tidsregningen burde nok i stedet hedde den arabiske tidsregning. For enten står der kun årstallet. Eller også står der:
-
"År 42 ifølge araberne" - står på en plade i badeanstalten i Gadara ved Jordan fra 663.
-
"År 66 efter at de troendes sag blev afgjort" - står på en mønt fra 685
Der står ikke "efter hijra". Så hvad skete der egentlig i år 622?
Heraclius afgjorde arabernes sag
Vi ved, at 622 var året, hvor den byzantinske kejser Heraklius indledte den store militære kampagne mod Perserriget, som ultimativt førte til dets opløsning. I 622 tilføjede Heraclius perserne et knusende nederlag i Kappadokia i Anatolien. Senere slog han dem i Slaget ved Nineve i 627. Det førte til et internt opgør hos perserne, og Kong Khosrau blev i 628 afsat og dræbt af sin egen søn. Heraclius trak sig derefter tilbage til de byzantinske områder og efterlod sig et magttomrum. Det afgjorde arabernes sag. Som beskrevet ovenfor ulmede utilfredsheden blandt araberne i det persiske område. Nu behøvede de ikke at frygte Khosraus tropper. Det banede vejen for lokale arabiske herskeres oprør og selvstændighed - og ultimativt for de videre erobringer. Akkurat som Koranens vers 30:2-5 (se punkt 5 ovenfor) "profeterer".
Starten på Tayyayes kongedømme
Fragmenter fra en krønike skrevet biskoppen Jacob af Edessa (d. 708) fortæller, at "Tayyayes kongedømme" netop startede omtrent på det tidspunkt:
"Arabernes kongedømme (arbaye), dem som vi kalder arabere (tayyaye), begyndte, da Heraclius, romernes konge, regerede på 11. år, og Khosrau, persernes konge, på 31. år (620-21) ..."Araberne begyndte at lave plyndringstogter i Palæstina" (se teksten på engelsk her)
Etableringen af et kongedømme må i sandhed have været en stor ting for araberne. Betydningsfuld nok til at starte en ny tidsregning.
Og der er faktisk en vis lighed med den islamiske historie om, at Muhammed i 622 etablerede sin islamiske stat i Medina.
Heraclius bekæmpede Khosrau
Han sejr over Perserne ved Kappadokia i 622 var et afgørende vendepunkt for araberne.
13. Tayyayes glemte kongedømme
Har du nogensinde hørt om Tayyayes kongedømme, som ifølge den Spanske Krønike startede omkring 622? Nej vel. Det er værd at undre sig over, hvordan det på mystisk vis er "glemt" og forsvundet ud af historien. Kan det mon skyldes, at historien om det er blevet til myten om Muhammed?
Vi skal nu se, om vi kan finde andre kilder, der kan bekræfte historien om Tayyayes kongedømme. Først de islamiske kilder:
Arabere var ved magten i al-Hira i 633
Ifølge den islamiske historie startede den "muslimske" erobring af Persien i 633, (dvs. året efter profetens død), da generalen Khalid ibn Walid invaderede Mesopotamien og blandt andet indtog al-Hira. Ifølge den islamiske historieskriver al-Baladhuri (820-892) skulle Hani ibn Qabisah, lederen fra Banu Bakr, og Iyas ibn Qabisah (eller hans søn Farwah) efter en kort kamp have overgivet byen til de muslimske tropper. De undgik at blive plyndret af muslimerne ved (da de jo var kristne) at betale jizya og agere som spioner mod perserne.
Hvis det er rigtigt, så var Hani og Iyas, som ifølge al-Tabari var med på hver sin side i Slaget ved Dhi Qar, nu i hvert fald gode venner. Og hvis Hani og Iyas (eller hans søn) overgav al-Hira til "muslimerne" i 633 - så har de jo været ved magten i al-Hira.
Det taler faktisk for, at Hani (Bakr-stammens leder) og Iyas (eller hans søn) har ledet Tayyayes Kongedømme fra Al-Hira i 633.
Området omkring al-Hira
På dette gamle kort er markeret mange interessante navne: Tanuk - er navnet på en stamme (se punkt 4). Bakr er navnet på den stamme, som kæmpede ved Dhi Qar. Ayn al-Tamr er byen, hvor Iyas ibn Qabisah skulle have haft 30 landsbyer. Hira er hovedbyen i Lakhmidernes gamle kongedømme. Nordøst for Hira ligger Ctesifon/al-Mada'in, perserrigets hovedstad på omtrent samme sted som Bagdad idag.
Ta-shih's kongedømme
Det startede, da en persisk mand mødte en "ånd" som fortalte ham, hvor han kunne finde en masse våben.
De 10 Muhajiroun som var garanteret at komme i Paradis
Kongedømmet var oprindeligt en del af Persien
Kortet viser Sassanideriget (Perserriget) år 621.De stribede områder var nyligt erobret fra Byzantinerne. Resten havde været persisk i 1000 år.
14. Kinesiske kilder fortæller historien
Det viser sig, at gamle kinesiske kilder også understøtter historien om Tayyayes kongedømme i al-Hira.
Den kinesiske encyklopædi T'ung tien fra 801 har bevaret historien om, hvordan Tayyayes kongerige startede. Den fortæller, at i 651 sendte arabernes (Ta-shih's) konge for første gang en udsending med tribut til den kinesiske kejser. Ta-shih er den kinesiske "oversættelse" af Tayyaye. Kineserne skrev ned, hvad udsendingen fortalte:
"Det fortælles, at deres land er vest for Persien (Po-ssu). Nogle siger [også] at i begyndelsen var der en perser, som angiveligt fik hjælp af en ånd til at få fat i nogle skarpe våben [med hvilke] han dræbte folk, og efterfølgende opfordrede alle perserne til at følge ham. Der var elleve persere som kom, og som i overensstemmelse med deres status som mo-shou blev gjort til konger. Derefter svor masserne dem efterhånden troskab, og efterfølgende blev Persien udslettet og Byzantium (Fulin) knust ... [Araberne] var uovervindelige overalt. Deres hær talte 420,000 mand, og på det tidspunkt havde deres rige eksisteret i 34 år. Da den oprindelige konge døde, gik hans embede til den første mo-shou, og nu var kongen den tredje mo-shou. Det kongelige efternavn er Ta-shih (Tayyaye)... Et andet navn [for hovedstaden] er Kufa. Arabernes konge kaldes mumen (amir al-muminin, de troendes emir) ... Det siges også, at Syrien (Shan kuo) er på arabernes vestlige grænse.
(Se teksten på engelsk her eller i Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it, s. 245)
T'ung tien fortæller således, at Tayyayes kongerige eksisterede, at det var 34 år gammelt i 651, og altså havde eksisteret siden 617, at hovedstaden var Kufa (det tidligere al-Hira), og at kongen var nu den tredje af de, der fulgte den oprindelige konge.
Det passer næsten perfekt med den traditionelle islamiske "kongerække": I 651 skulle Uthman have regeret, og han var den tredje efter Muhammed. Det er bemærkelsesværdigt, at de 11, som ifølge T'ung tien fulgte manden med våbnene, kaldtes "mo-shou". Det minder om Muhajiroun, den islamiske betegnelse for de, der fulgte Muhammed til Medina. Ifølge en hadith havde 10 Muhajiroun en særlig status og var garanteret at komme i Paradis. De første 4 på listen overtog netop Muhammeds embede i den rækkefølge. De to historier ligner unægteligt hinanden.
Intet i den kinesiske optegnelse fortæller om en muslimsk erobring af al-Hira/Kufa i 633. Tværtimod lyder det til de, der fulgte efter den første konge, var blandt hans 11 oprindelige følgere. Man kan spekulere på, om "den muslimske erobring" måske i virkeligheden har været Umars overtagelse af magten efter Abu Bakr.
Spor af al-Tabaris historie hos kineserne
T'ung tiens historie om perseren, som fik fat i nogle skarpe våben, minder påfaldende om al-Tabaris historie (ovenfor) med al-Numans våben, som blev brugt under Slaget ved Dhi Qar ved Eufrats bred. Det ligner, at det er én og samme historie.
Det er ikke sikkert, at man skal lægge så meget i, at manden var perser. For set fra Kinesernes side kan alle, som befandt sig i det persiske område have været betragtet som persere. I den kinesiske T'ang-bog fra 945, er der en anden version af den samme historie, og her får vi specifikt at vide, at "Arabernes land var oprindeligt en del af Persien".
Vi får også at vide, at nogle våben var gemt i en hule. En persisk mand, som vogtede kameler i nærheden af Ju-Fen-Mo-Di-Na (Ctesifon/al-Mada'in), mødte en "løve-mand" (symbol på kongemagt), som fortalte ham, hvor våbnene var, og at der var en sort sten sammen med våbnene. Hvis han gjorde, hvad der stod på stenen, ville han blive konge. Der stod:
... at han skulle gøre oprør, så han samlede følgere ved floden Hen Ko (Eufrat). De røvede handelskaravaner og opbyggede en højborg i den vestlige del, og manden gjorde sig til konge. (Hoyland, s. 251)
Læg igen mærke til, at der var tale om "oprør". Historien om at samle følgere og opbygge en base for oprøret et nyt sted ligner til forveksling den traditionelle historie om, at Muhammed og hans følgere udvandrede fra "Mekka" til "Medina", hvorfra fra de også røvede karavaner.
Man skulle næsten tro, at historien om Tayyayes kongedømme og historien om Profeten oprindeligt har været den samme.
Spor af at historien blev ændret af Abbassiderne
T'ang-bogen fra 945 er skrevet 150 år efter T'ung tien. Den har suppleret oprindelseshistorien om oprøret og våbnene med en ny oprindelseshistorie, som har fokus på rivaliseringen mellem stammerne Banu Marwan og Banu Hisham. Navnet Muhammed er nu nævnt (Mo-ho-mo), som en klog leder der udvidede riget, sammen med en redegørelse for Abbassidernes magtovertagelse fra Umayyaderne ca. 750. Dét, at Muhammed først nævnes så sent, tyder faktisk på, at historien om Tayyayes kongedømme på et tidspunkt er blevet ændret og smeltet sammen med myten om profeten Muhammed, som netop blev promoveret af Abbassiderne.
15. Muhammed var leder under erobringen af Persien
Efter oprøret startede erobringerne. Den islamiske fortælling hævder, at Muhammed døde inden erobringerne. Men en nestoriansk krønikeskriver fra Khuzestan ca. 660, som selv levede, da begivenhederne skete, fortæller, at Muhammed var arabernes leder under erobringen af Persien. Han fortæller om Perserrigets fald:
"Da rejste Gud Ismaels sønner imod dem (perserne), [talrige] som sandet ved kysten, hvis leder var Muhammed (mhmd). Hverken mure, porte, skjolde eller rustninger kunne holde dem tilbage, og de fik kontrol over hele Persernes land. Yazdgird [den sidste persiske konge] sendte utallige tropper imod dem, men Araberne jog dem alle på flugt og dræbte endda Rustam [persernes hærfører]. Yazdgird forskansede sig i Mahoze (hovedstaden Ctesifon, al-Mada'in) og måtte flygte. Han nåede til [Merv] hvor han endte sit liv. Araberne tog kontrol over Mahoze og hele territoriet.
De kom også ind i det Byzantinske område og plyndrede og hærgede hele den Syriske region. Heraclius, Byzantinernes konge, sendte hære mod dem, men Araberne dræbte over 100,000 af dem. Da [patriarken] Isho'yahb så, at Mahoze var blevet ødelagt af Araberne, og at de havde taget dens porte med til 'Aqula (Kufa, Hira), og at de, der var tilbage, sultede, forlod han byen .... (Se teksten her eller i Hoyland, Seeing Islam as Others Saw It)
Hvis det står til troende, var Muhammed altså leder, da Araberne rejste sig mod Persien. Perserigets hovedstad Mahoze (Ctesifon, al-Mada'in) blev ødelagt og portene bragt til Kufa i 637. Yazdegird blev dræbt i 651.
Hvis Muhammed var arabernes leder under erobringerne i 630'erne og 640'erne, så kan det næppe have været Iyas ibn-Qabisah. Hvis Iyas levede så længe, må han have været temmelig gammel. Han blev trods alt guvernør allerede i 602. Han kan muligvis have startet oprøret i 617. Måske var han virkelig Tayyayes første konge? Men den Muhammed, som de tidlige kilder taler om, og hvis hære hærgede både Persien, Syrien og Palæstina i 630'erne, må have været en anden.
Så selvom vi har fundet en fantastisk historie, som på mange måder ligner Muhammeds, så må vi på jagt efter en ny kandidat.
Mahozes porte
Mahoze/Ctesifon/al-Mada'in blev ødelagt og portene taget med til Kufa (Hira) i 637.
Jerusalem-sporet: Erobringen af Palæstina
Umar indtager Jerusalem
Nogle mener, at det skete uden blodsudgydelser. Akkurat som Muhammeds erobring af Mekka.
16. Var Umar den historiske Muhammed?
Tid og sted passer
Som du har set ovenfor (punkt 2), er tidligste kilder, som nævner Muhammed, fra 636-640, og det lyder til, at de faktisk er samtidige med Muhammed. De omhandler erobringen af Palæstina. Sebeos (661) (punkt 3) beretter også om, at Mahmed havde fokus på Det Hellige Land.
Ifølge den islamiske historie var det Umar ibn al-Khattāb, som var leder af "kalifatet" mellem 634 og 644. Det var Umar, som erobrede Jerusalem. Kilder fortæller, at patriarken Sophronius overgav Jerusalem til Umar i 637. Nogle mener, at erobringen af Jerusalem foregik uden blodsudgydelse. I så fald er det en tydelig parallel til den islamiske fortælling om Muhammeds erobring af "Mekka".
Umar var ifølge den islamiske tradition en temperamentsfuld krigertype, som først ville slå Muhammed ihjel, men som blev omvendt og derefter var villig til at kæmpe til døden for islam. Beskrivelsen af ham passer på en religiøs fanatiker. Spørgsmålet er derfor: Kan Umar have været den historiske Muhammed - den som kilderne omtaler?
Sammenfaldet mellem Umars formodede regeringstid og de tidlige kilders beretninger gør Umar til en rigtig god kandidat til at have været den historiske Muhammed.
Vi skal dog huske, at Muhammed betyder "den lovpriste" og efter al sandsynlighed har været en titel, og ikke et rigtigt navn på en person. Grupper af kristne i det persiske område, som så Jesus som en profet og ikke som Guds søn, brugte faktisk titlen Muhammed om Jesus - akkurat som græske kristne brugte Kristus ("den salvede") som en titel for Jesus. Det betyder i princippet, at "Muhammeds Tayyaye", som ifølge Thomas the Presbyter (640) hærgede Palæstina, faktisk blot kan have været Tayyaye/arabere, som betragtede Jesus som profet og kaldte ham Muhammed - i modsætning til de, der så Jesus som Guds søn og kaldte ham Kristus.
Alternativt kan Umar være blevet kaldt Muhammed - og være blevet set som en Messias-figur.
17. Umar var "søn af bogen"
Søn af Bogen
Umars navne er fulde af betydning. Hans efternavn, ibn al-Khattāb, betyder "søn af Bogen". Hvor kommer det fra? Den islamiske forklaring er, at hans far hed Khattab. Men en oplagt mulighed er, at Umar kan have haft noget med Koranen at gøre.
Selv i den islamiske tradition findes flere historier, der antyder, at Umar har haft væsentlig indflydelse på Koranen. Se fx denne hadith om forbuddet mod alkohol, som mere eller mindre blev "bestilt" af Umar. Eller denne hadith, som fortæller, at Umar "bestilte" påbuddet om hijab.
I "Leo III's brev til Umar II", som er et kristent polemisk skrift fra slutningen af 700-tallet, der skal forestille at være et brev fra den byzantinske kejser Leo III til kaliffen Umar II, antydes det, at Umar oprindeligt - sammen med Abu Turab (som måske var identisk med Ali) og Salman fra Fars - flikkede et helligskrift sammen. "Leo III" skriver:
Det var Umar, Abu Turab (Ali) og Salman Perseren som satte dette ("dit P'ourkan") sammen, selvom der nu florerer det rygte blandt jer, at Gud sendte det ned fra himlen...
(Kilde: Robert Hoyland, Seeing Islam as other saw it)
Et skrift som påstås at være sendt fra himlen. Det lyder jo unægteligt som Koranen. "Leo III's brev" fortæller os, at Umar, Abu Turab og Salman Perseren har været historiske personer, som kristne kritikere i slutningen af 700-tallet har kunnet huske - og de har også kunnet huske, at disse tre satte et skrift sammen. Men helligskriftet var tilsyneladende endnu ikke kendt som Koranen. Salman Perserens tilnavn er interessant nok Abu al-Kitabayn, hvilket betyder "bøgernes fader".
Det kritiske brev fra "Leo III" hævder også, at "de gamle bøger" senere blev forfalsket og manipuleret af guvernøren i Irak, al-Hajjaj (694–714), men at nogle af Abu Turabs arbejder havde overlevet.
Søn af Toraen?
Men Umars "efternavn", "søn af Bogen" behøver faktisk slet ikke at hentyde til Koranen. Det kan have haft en anden betydning: Han kan have været af jødisk afstamning eller i hvert fald tæt forbundet med det jødiske. Umar kan faktisk have været "søn af" Toraen. For husk at "Bogens folk" ifølge Koranen var jøderne. Umar kan have tilhørt de arabere, som Sozomenus kaldte Saracenerne, og som praktiserede jødiske skikke og mente, at de nedstammede fra Abraham gennem Ismael, og som på et tidspunkt var blevet en form for kristne. De kan meget vel have dyrket en form for "jødisk kristendom", der så Jesus som Messias - men kun som profet. Det kunne sagtens have været Umar, som Sebeos (661) beskrev som "Mahmed", der var prominent blandt Ismaels sønner, og som var "informeret og vidende om den mosaiske historie" og befalede sine følgere: "Gå og tag Det hellige land" - i alliance med de fordrevne jøder fra Edessa (Sebeos' History, 30).
Umars tilnavn kan betyde Frelseren
I "Leo III's brev til Umar II" blev det skrift, som Umar sammen med Abu Turab og Salman fra Fars skulle have sat sammen, kaldt P'ourkan. P'ourkan (eller Furqan) betyder "frelse" eller "sondring". Umars tilnavn Al-Farooq kommer af det samme ord. Det oversættes normalt som "den der sondrer mellem godt og ondt", fordi det passer bedst med den traditionelle islamiske fortælling. Men spørgsmålet er, om Umars tilnavn oprindeligt kan have betydet "frelseren".
Umar kan meget vel have været en religiøs figur. Han kan have været profeten med sværdet, beskrevet hos Doctrina Jacobi (634).
Umar ibn al-Khattāb
Var det ham, der var profeten med sværdet? Billedet er fra den arabiske TV-miniserie "Farouk Omar". Umars tilnavn al-Farooq kan betyde "frelseren"
18. Dommedagsprofeten med fokus på Jerusalem
Stephen Shoemaker argumenterer i bogen The Death Of a Prophet (2012) grundigt og overbevisende for, at Muhammed (hvem han så end har været) har været en dommedagsprofet, som prædikede, at Dommedag var nært forestående. Koranen udgør et af de bedste argumenter for den tese. Den er fyldt med forventninger om den snarlige Dommedag, fx vers 21:1:
Menneskenes afregning er kommet dem nær, mens de ligegyldigt vender sig bort.
Meget tyder på, at mange - både jøder og kristne - i 600-tallet troede, at de levede i de sidste tider. Den kendte verden bestående af de to store imperier var ved at bryde sammen, og nogle mente, at tiden nu var kommet til, at Daniels profeti om Dommedag snart ville gå i opfyldelse.
Ifølge både jødisk og kristen tradition skulle Dommedag finde sted i Jerusalem. Ifølge messianske jøder ville en genrejsning af Templet i Jerusalem (som romerne ødelagde i år 70) trigge Dommedag og dermed Messias' komme. For de kristne var det Jesu genkomst, som skulle ske i Jerusalem. Det var i Jerusalem, at alle folk skulle genopstå og samles for at modtage dommen. De syndige ville så blive sendt til Hinnoms Dal, også kaldet Gehenna, i udkanten af Jerusalem, hvor Helvede så ville åbne sig, mens Tempelbjerget skulle være porten til Paradis.
I gamle islamiske traditioner (Fada’il al-Quds’) genfinder man de samme forestillinger. Gehenna (på arabisk: Jahannam) er endda nævnt 77 gange i Koranen. Derudover er der overvældende argumenter for, at "Huset" og Mashid al-Haram (det forbudte bedested), som Koranen omtaler, og som idag "tolkes" til at være Kabaen i Mekka, oprindeligt har været Templet eller Tempelbjerget i Jerusalem. Den islamiske tradition fortæller selv, at muslimernes oprindelige bederetning var mod Jerusalem.
Hvis Koranen har været "Muhammeds" samling af skrifter, så taler meget for, at hans bevægelse været en Dommedagsbevægelse med fokus rettet mod Jerusalem. Det giver derfor rigtig god mening, at de tidligste kilder netop forbinder "Muhammed" - som vi nu formoder kan have været Umar - med erobringen af Palæstina.
Kilder, som lyder til at være øjenvidner, fortæller da også, at da Jerusalem blev erobret ca. 637, gik erobrerne straks i gang med at opføre et bedested på Tempelbjerget:
De gudløse Saracenere entrerede Vor Herre Kristus' Hellige By Jerusalem, med Guds tilladelse og som straf for vor forsømmelighed, som er betydelig, og fortsatte straks i hast til det sted, som kaldes Capitol. De tog nogle mænd med sig, nogle med tvang, andre frivilligt, til at rense stedet og for at bygge den forbandede ting til deres bøn, som de kalder en moske ( midzgitha).
(John Moschus, oversat fra Hoyland, s. 63-65).
Det minder lidt om Sebeos's beskrivelse af, at jøderne efter erobringen gik igang med at genopbygge Templet, hvorefter ismaelitterne tog deres bygning som deres eget bedested.
Var Umar en dommedagsprofet?
Prædikede han Dommedags snarlige komme?
20. Den karismatiske leder
Ifølge islam er Muhammed et forbillede, som alle muslimer skal bestræbe sig på at efterligne. Den dag i dag går muslimske mænd fx rundt og efterligner Muhammeds skæg. Hadith i hobetal fortæller, at profeten instruerede sine mænd i, hvordan deres skæg skulle trimmes - eller farves. Hvor kan den idé, at man skal efterligne profeten i et og alt - og ikke bare i fromhed og dyd - mon være kommet fra?
Patriarken af Jerusalem, Sophronius (d. 638) beskrev de erobrende Saracenere og deres leder således:
Disse modstandere mod Gud praler af at sejre over alt og alle, de efterligner uhæmmet deres leder, som er djævelen, og kopierer hans forfængelighed, som vil afskære ham fra at komme i himlen og i stedet henvise ham til de dystre skygger. (Hoyland, s. 73)
Den leder, Sophronius beskrev, har formentlig været Umar, som jo var leder fra 634 til 644. Hvorfor skulle Saracenerne dog have efterlignet Umar, hvis han kun var en ydmyg efterfølger til den "rigtige" profet, som måtte formodes at være deres store forbillede?
Den kristne krønikeskriver Johannes Bar Penkaye fra det nordlige Syrien beskrev i 687 saracenerne og deres leder på en måde, som understøtter billedet af noget, der ligner en personkult:
Fra den mand, som var deres guide, havde de, som jeg sagde, fået er ordre som tilgodeså de kristne og munkene. Ligeledes på grund af hans vejledning holdt de sig til at tilbede én Gud, i overensstemmelse med skikkene fra den gamle lov. I starten var de så knyttet til deres leder Muhammeds tradition, at de udøvede dødsstraf mod enhver, som ikke adlød hans bud. (John Bar Penkaye: Summary of world History, kap. 15)
Det passer perfekt til Sebeos' beskrivelse af Mahmed der var "vidende og informeret om den mosaiske historie", og som "lovgav" for ismaelitterne (se punkt 3 ovenfor). Det passer også perfekt på Umar, som jo ifølge Life of Gabriel of Qartmin havde fritaget de kristne og munkene i det nordlige Syrien (Tur Abdin) fra at betale jizya.
Det lyder som om, Umar og Mahmed/Muhammed var den samme.
En forfængelig leder?
Sådan så det i hvert fald ud for Jerusalems patriark Sophronius i 637. John Bar Penkaye berettede om, at kulten omkring ham var så stærk, at der var dødsstraf for ikke at følge hans bud.
De sørgende følgere
Muhammeds følgere kan have haft behov for at gentænke både hans liv og hans budskab.
20. Profetens død
Ifølge den traditionelle islamiske fortælling, døde Muhammed af sygdom i Medina i 632 uden at have deltaget i én eneste erobring uden for Den arabiske halvø. Det er lidt svært at tro på efter at have læst de tidlige kilder. I bogen The Death of a Prophet gennemgår Stephen Shoemaker 11 tidlige kilder, heraf én muslimsk, som alle peger på, at Muhammed var aktiv og i live efter 632. Det peger naturligvis mod Umar som den oplagte Muhammed-kandidat. Men hvordan døde den historiske Muhammed?
Blev han myrdet?
Den byzantinske munk Theophanes (758–817) kan måske give os et hint. Han skrev om Muhammed:
I begyndelsen af hans fremkomst, troede de vildledte jøder, at han var Messias, som de venter på, så nogle af deres ledere sluttede sig til ham og accepterede hans religion og forlod den af Moses', som så Gud. De var 10 som gjorde det, og de blev hos ham til han blev myrdet. Men da de så ham spise kamelkød, gik det op for dem, at han ikke var den, de troede, og de vidste ikke hvad de skulle gøre; men da de var bange for at afsværge hans religion, lærte de miserable mænd ham ulovlige ting rettet mod os kristne, og blev hos ham. (se her).
At han blev myrdet er blot nævnt i en bisætning, som en selvfølgelighed. Som om det var almen viden på den tid, at Muhammed blev myrdet. Det passer på Umar, for ifølge islamisk tradition blev Umar myrdet af en hævngerrig perser. Theophanes bekræfter de andre fortællinger om jødiske forhåbninger og en alliance med jøder. Men kan hans følgere mon have troet, at han var Messias?
Den udeblevne genopstandelse
Stephen Shoemaker nævner flere kilder, som antyder, at nogle af Muhammeds følgere forventede, at han ville genopstå på tredjedagen. Blandt andet Istoria de Mahomet en smædefortælling fra Spanien fra 800-tallet:
Da døden nærmede sig, lovede han at genopstå på tredjedagen, men på grund af vagternes sløseri opdagede man, at han var blevet fortæret af hunde. Han regerede i 10 år, hvorefter han var begravet i Helvede (Hoyland, s. 513).
Kilden er naturligvis præget af ønsket om at skildre Muhammed som falsk og skabe en ufordelagtig sammenligning med Jesus. Men den omtaler med selvfølgelighed erobringen af nærøsten som noget, der skete i Muhammeds levetid, og den kender ikke til, at han skulle være død i Medina. I citatet ovenfor står, at Muhammed regerede i 10 år. Umar regerede i 10 år, fra 634-644, og det var i den periode, erobringerne i nærøsten fandt sted. Så endnu engang peger pilen på Umar.
Også i de muslimske kilder findes der spor af en skuffet forventning om genopstandelse. Det fortælles, at Umar troede, Profeten ville genopstå, men at Abu Bakr fik talt ham til fornuft ved at citere et koranvers (3:144) som ingen af følgerne kunne mindes at have hørt før (Sunan Ibn Majah 1627). Den historie er formentlig blevet til, fordi nogle har haft behov for en forklaring på, hvorfor profeten ikke genopstod som ventet.
De troende måtte gentænke historien
Det må have været svært at forklare, hvorfor profeten, som bebudede Messias eller måske endda selv blev regnet for at være Messias, døde uventet før Dommedag.
Shoemakers tese er, at profetens følgere, efterhånden som Dommedag fortsat udeblev, og de stod med et imperium, som skulle regeres og holdes sammen på, var nødt til at finde en ny mening ved at genfortolke hans liv og hans mission. På den måde blev dommedagsprofeten med tiden nedtonet og blev i stedet til en arabisk samfundsopbygger og grundlægger af en ny, selvstændig religion.
21. Løse ender og mere viden
Det er stadig et mysterium, hvem "den historiske Muhammed" egentlig var. Var han oprører eller frelser? Konge eller messias? Eller begge dele? Den mytiske Muhammed, vi kender fra islam, bygger sandsynligvis på flere forskellige historiske personer - foruden på Jesus og andre bibelske figurer..
Meget tyder på, at de "rigtige" historiske personer og begivenheder har haft at gøre med arabernes oprør og etablering af deres eget kongedømme i Irak og Syrien, og med en religiøst inspireret bevægelse mod Jerusalem, som udviklede sig til flere erobringer. Det er en kompleks og sammensat historie. Lidt som et puslespil. Jeg har på denne side nævnt 2 personer, som på hver sin måde kan have været "den historiske Muhammed", nemlig Iyas ibn Qabisah al-Ta'i og Umar ibn al-Khaṭṭāb.
Men der er også andre mulige kandidater, som kunne efterforskes, og de udelukker ikke nødvendigvis hinanden. Nogle har foreslået, at mange af de hadith'er, der beskriver Muhammed, måske i virkeligheden handler om oprørslederen Abu Muslim, som kom fra Khurazan og ledede Abbassidernes revolution omkring 750. Vi mangler at finde ud af, hvilken rolle de historiske personer Salman fra Fars og Abu Turab egentlig spillede (se punkt 17), og hvem var Abu Turab rigtigt?
Der er stadig er mange uafklarede spørgsmål, og der dukker hele tiden nye spændende informationer op. Derfor vil denne side sandsynligvis blive revideret mange gange.
Men jeg håber, den har givet dig et indblik i, at der findes et spændende alternativ til den konstruerede Muhammedmyte.
Følg med her:
-
Pfanderfilms - Jay Smiths YouTube-kanal - har også mange gode videoer. Hans vinkel er historisk kritik af islam. De er kommet meget nyt og interessant til i 2021 og 2022
-
Videokanalen SneakersCorner, hvor uafhængige private researchere "vender sten" i jagten på islams oprindelse. Jeg skylder en stor tak til denne kanal, som har givet rigtig meget inspiration til denne side.
Anbefalet litteratur:
-
Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw It (1997). En guldgrube af alt, hvad der findes af kilder fra det 7. århundrede, oversat til engelsk og kvalitetsvurderet. Et godt opslagsværk.
-
Stephen J. Shoemaker: The Death of a Prophet (2012). En undersøgelse af Profetens død, men samtidig en rigtig god gennemgang af kilder og en god demonstration af den skeptiske tilgang til disse kilder, samt en tese om, hvordan islam kan være startet.
-
Morten Rydal: Muhammed. Da imperiet fandt sin profet. (2020) Ny forskning i islams tidligste historie. Forlaget Hovedland.
Opdateret februar 2022
Brikkerne er endnu ikke samlet
Muhammeds historie er stadig et mysterium.
