Hvem var han rigtigt?

Den islamiske historie om Muhammed er mytisk. Men den er ikke opstået ud af ingenting. Tidlige ikke-islamiske kilder kan måske bringe os på sporet af, hvad der rigtigt skete tilbage i 600-tallet, og hvem den historiske Muhammed måske var. Meget er stadig et mysterium. Men der tegner sig alligevel konturerne af en interessant historie.

Muhammed og hans mænd.jpg

PÅ SPORET AF DEN HISTORISKE MUHAMMED

1. En profet med et sværd

En meget tidlig kilde, Doctrina Jacobi fra 634 beskriver, at der hos saracenerne var kommet en profet, som spåede Messias' komme og var bevæbnet med sværd:  

... Og de sagde, af det var dukket en profet op hos Saracenerne, og at han forudsagde Messias' komme. Da jeg ankom til Sykamina, besøgte jeg en gammel skriftklog mand pg sagde: "Hvad kan du fortælle om profeten, som er kommet hos Saracenerne?" Han svarede med et dybt suk: "Han er falsk, for profeter kommer ikke bebæbnet med sværd". 

...Så jeg, Abraham, spurgte mig for og hørte fra dem, som havde mødt ham, at der var ingen sandhed at finde hos den såkaldte profet, kun udgydelse af mænds blod. Han siger også, at han har nøglerne til paradis, hvilket er utroværdigt.

 (Se teksten)

Doctrina Jacobi (Jakobs lære) er et kristent polemisk skrift, hvis formål var at overbevise tvangsdøbte jøder om at omfavne kristendommen. Det vurderes, at det er skrevet i Palæstina mellem 634 og 640, samtidig med den arabiske erobring af Palæstina.

 

Teksten fortæller, at der har været en krigerisk profetfigur hos araberne, da de erobrede Palæstina, og at han har profeteret Messias' komme.

Den er også  indirekte et vidnesbyrd om jødernes trængte situation under den Byzantinske kejser Heraclius. Den antyder, at jøder kan have haft forhåbninger denne profet med sværd, netop ved den nævner ham og advarer imod ham. Senere Jødiske kilder som The Secrets of Rabbi Shimon ben Yohai bekræfter, at der var en "profet" hos ismaelitterne, som skulle erobre Det Hellige Land, og at nogle jøder havde forhåbninger om, at ismaelitterne og deres profet skulle udfri dem fra Byzantinernes undertrykkelse. 

 

Doctrina Jacobi nævner dog ikke navnet Muhammed. 

Profeten med sværdet.jpg

Profeten med sværdet 

Måske håbede nogle jøder, at han kunne udfri dem af deres trængsler?

2. Muhammeds Tayyaye hærger Palæstina

Den allertidligste kilde, som nævner Muhammed, er fra arabernes erobring af Palæstina. Den er fra 636. Det er nogle få linjer skrevet på en blank side i en aramæisk udgave af Matthæus- og Markusevangeliet. Der står: 

I januar tog {folk fra} Hims ordet for deres liv, og mange landsbyer blev raseret af Muhammeds (Muhmd) {araberes} myrderier, og mange mennesker blev dræbt og {taget til} fange fra Galilæa så langt som til Beth. . . .

(Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it. se teksten her)

Den næste kilde er fra 640. Det er en krønike skrevet af den kristne syriske præst Thomas the Presbyter.  Man vurderer, at følgende er en øjenvidneberetning til den arabiske erobring af Palæstina: 
 

”I året  945, indiction 7 [dvs. år 634] , fredag d. 4 februar, i den niende  time, var der et slag mellem romerne og Muhammeds arabere [tayyayae d-Mhmt] i Palæstina, 12 mil øst for Gaza. Romerne flygtede og lod patiarken Bryrdn tilbage, som araberne dræbte. Omkring 4000 fattige landsbyboere blev dræbt dér, kristne, jøder og samaritanere. Araberne hærgede hele regionen” 

(Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it. se teksten her)
 

De tre kilder, du har nu set, er dem, vi kender, som er tættest på Muhammeds formodede levetid. Måske var de endda samtidige. De antyder alle, at han har været en leder under arabernes erobring af Palæstina 634-640. I bogen "The Death of a Prophet" gennemgår Stephen Shoemaker hele 11 kilder - herunder 1 muslimsk - som indikerer, at Muhammed var aktiv og i live under erobringen af Palæstina. En ret stærk indikation. 

 

Det stemmer ikke med den traditionelle fortælling. Ifølge den døde Muhammed i 632 og det var først under hans 2. efterfølger Umar, at Palæstina blev erobret. 

Vi får også en anden interessant oplysning af Thomas the Presbyter: Muhammed var tilsyneladende leder af Tayyaye

Muhammeds Tayyaye hærgede Palæstina og dræbte landsbyboere ifølge de ældste kilder. 

3. Hvem var Tayyaye? - Den politiske landskab på Muhammeds tid

Der var ingen stamme ved navn Quraysh

Ifølge den traditionelle fortælling hed Muhammeds stamme Quraysh. Men der er ingen spor af en stamme ved navn Quraysh, før navnet begynder at dukke op i islamiske kilder fra midten af 700-tallet. Romerne holdt registre over de arabiske stammer, og Quraysh findes ikke i de romerske optegnelser. Ordet quraysh betyder "forbund" på aramæisk, så måske har det været den arabiske betegnelse for foederati, dvs. folk som stod i forbund med romerne. Banu Quraysh kan også have været en betegnelse for persere, "sønner af Kyros", dvs. efterkommere af perserkongen Kyros den Store (559530 f. Kr.). Hvad det end har betydet, er det først senere blevet til navnet på Profetens stamme. 

Tayyaye, Ghassaniderne, Lakhmiderne og Saracenerne

Tayyaye-stammen var til gengæld kendt af romerne. Den var i det 2. århundrede vandret fra det område, der i dag er Yemen, til den nordlige del af den Arabiske halvø og havde i  løbet af det 6. århundrede delt sig i to grene. Nogle af dens klaner vandrede til Syrien. Der allierede de sig med Ghassaniderne og blev kristne. Ghassaniderne var en stor arabisk stamme, som havde deres eget kongedømme og var vasaller for Byzantinerne.

 

Andre af dens klaner blev boende i den nordligste del af den Arabiske halvø, og nogle levede i Mesopotamien, blandt andet i området omkring al-Hira. Al-Hira var Lakhmidernes  hovedstad. Lakhmiderne var en anden stor arabisk stamme. De havde ligesom Ghazzaniderne deres eget kongedømme, og de var vasaller for Perserne. 

 

Tayayye blev så indflydelsesrig og udbredt i disse områder (Syrien, Mesopotamien og vore dages Jordan), at deres navn blev brugt af både syriske og persiske forfattere - nogle gange som synonym for arabere, på samme måde som navnet Saracener også blev et synonym for arabere. I det 7. århundrede blev området i det nordlige Mesopotamien endda kaldt Tachkastan, Tayyiernes land, hvilket fremgår af Sebeos' historie fra ca. 661 (se punkt 9).

Saracenerne blev i 400-tallet beskrevet af kirkehistorikeren Sozomenus fra Gaza. De var en arabisk stamme, som holdt til i Syrien/Jordan, og hvis krigerdronning Mavia i 300-tallet havde gjort oprør mod romerne. Ifølge Sozomenus nedstammede de fra Abraham gennem Ismael og blev kaldt ismaelitter. Det  er relevant, fordi Sebeos (661) skriver, at Muhammed var prominent hos "Ismaels sønner". Men som nævnt blev Saracener ligesom Tayyaye ofte brugt synonymt med araber. Den stamme, som Sozomenus beskrev, blev også kaldt Tanukh. .  

Modsat af, hvad mange måske tror, var der således masser af arabere i Syrien, Mesopotamien og Palæstina/Jordan. Området blev endda af romerne kaldt "Arabia Petrea" 

Krigen mellem stormagterne

Tiden i starten at det 7. århundrede var kendetegnet af krig mellem de to stormagter, Det Persiske rige (Sassanideriget) og det Byzantinske rige, som hver herskede over deres del af Mellemøsten. Krigen, som blev den sidste Persisk-Romerske krig af mange, varede fra 602-628. Som du vil se nedenfor, var den bagtæppet for begivenhederne omkring Muhammed. Den eneste reference i Koranen til en historisk begivenhed i dens egen samtid er til denne krig:

 

Byzantinerne blev besejret i landet nærved. Men efter at være blevet besejret vil de sejre om nogle år. Afgørelsen tilkommer Gud, førhen og fremover. På den dag vil de troende fryde sig over Guds hjælp. (Koranen 30:2-5)  

 

I 613-614 erobrede Sassaniderne Syrien og Palæstina, og senere Egypten og Anatolien. Men i 622 indledte den Byzantinske kejser Heraclius en succesfuld modoffensiv. Koranens troende havde interesse i Byzantinernes sejr over perserne.  

 

Ghassaniderne og Lakmiderne var hinandens rivaler. De var  hjælpetropper for hver deres stormagt, og havde i løbet af 500-tallet bekriget hinanden.

Tayyaye-stammen var delt og havde et ben i hver lejr i tidens store politiske konflikt mellem det Byzantinske imperium og Perserriget. De befandt sig lige i brændpunktet -  i Arabia Petrea. Dét, at de arabiske stammer i mange år havde været hjælpetropper for stormagterne gjorde, at araberne havde viden om avanceret krigsførelse. 

Gassanid og Lakhmids 4.jpg

Tayyaye-stammens indflydelsesfære

i det 6. århundrede. I brændpunktet mellem det Byzantinske Imperium og det persiske Sassaniderige.  

Mellemøsten ca. år 600

Delt mellem stormagterne

Lakhmiderne og Ghassaniderne havde deres egne kongedømmer og var vasaller for hver deres stormagt. Tayyaye var delt. 

4. Hvad var arabernes religion i starten af 600-tallet?

Modsat af, hvad mange tror, var araberne ikke hedenske afgudsdyrkere inden islam "omvendte" dem til monoteisme. 

 

De kristne arabere

Ghazzaniderne havde ved starten af 600-tallet været kristne i århundreder. De var monofysitiske kristne. 

 

Lakhmiderne var formentlig nestorianske kristne. Deres konge, Al-Numan III (580602) var i hvert fald konverteret til nestoriansk kristendom. Deres hovedstad al-Hira var hovedsæde for Østkirken, og det var dér, den nestorianske patriark holdt til. Al-Hira havde i århundreder også været hjemsted for det kristne fællesskab ibād (som betyder "tjenerne" eller "slaverne"), som bestod af familier med forskellig stammebaggrund, der var forenet af at være kristne. De var en blandet gruppe, som ikke kun bestod af arabere. Navnet ibād blev brugt på samme måde som et stammenavn. Det var en slags "over-stamme", baseret på religion. 

Tayyaye - som måske kan have været Muhammeds stamme - har formentlig været delt  religiøst. De, der var allierede med Ghassaniderne, var formentlig monofysitiske kristne. I al-Hira skulle fremtrædende medlemmer af Tayyaye have været med i det kristne fællesskab ibād. De var måske nestorianere. 

Striden om Jesus

Den store strid blandt kristne i senantikken var Jesu guddommelighed. Det var i den periode, at der blev holdt adskillige kirkekonciler, hvor det blev besluttet, hvad den rigtige opfattelse af Jesus var. I det romersk/byzantinske område dominerede den ortodokse kirke, som troede på en treenig Gud. Den kaldte alle andre opfattelser for kætteri. Men i udkanterne og i det persisk dominerede område, trivedes også andre opfattelser. Monofysitterne mente, at Jesus var 100% guddommelig. Nestorianerne mente, at Jesus både var menneske og gud. Og Arianere mente, at Jesus var 100% menneske. Den Arianske opfattelse af Jesus er den, der ligner den islamiske mest. 

 

Manikæisme og zarathustrisme

Der var også mange andre religiøse retninger til stede: Fx gnostiske kristne retninger som Manikæismen. Den er i dag uddød, men i senantikken var den en verdensreligion. Dens udspring  var netop i det sydlige Mesopotamien. Der har formentlig været manikæere blandt Lakhmiderne. I Der er visse ligheder mellem manikæismens grundlægger, profeten Mani, og profeten Muhammed. Blandt andet fik Mani sine åbenbaringer fra sin himmelske tvilling Gabriel, og han hævdede at være "den sidste profet". 

I den persiske sfære var der zarathustrismen, som Sassaniderne havde gjort til  statsreligion. Men der var flere varianter af zarathustrismen, og blandt andet Partherne (en Persisk storklan) var ikke begejstrede for den variant, som Sassaniderne havde forfremmet til statsreligion ved at undertrykke de andre. Kristendommen var som nævnt også udbredt i det persiske område, ikke mindst i byerne langs Silkevejen. Omkring år 600 var der 96 bispesæder i det Persiske rige (Morten Rydal, s. 34)

Jøderne

Der var også jøder i det religiøse landskab. Udover de rabbinske jøder, som var stærkt repræsentet i Mesopotamien, hvor de havde adskillige akademier, var der forskellige jødisk-kristne sekter (som mente at Jesus var Messias). I det Byzantiske område var jøderne undertrykt under både kejser Fokas (602-610) og hans efterfølger Heraclius. En del flygtede til de persiske områder. I 614 allierede jøder fra Palæstina sig med perserne og en gruppe arabere og erobrede Jerusalem. Det fortælles, at de indtog byen uden modstand. Det minder næsten om den islamiske fortælling om, da Muhammed indtog "Mekka". Jøderne regerede dog kun i Jerusalem i meget kort tid, da de kristne gjorde oprør, og perserne ikke ønskede at lægge sig ud med deres kristne arabiske allierede. Jødernes "forræderi" i 614 gjorde ikke deres situation i Det Byzantinske Rige bedre. Heraclius iværksatte i 628 en kampagne, som gik ud på at tvangskonvertere jøder til kristendommen. 

Saracenerne: Arabere som praktiserede jødiske skikke 

Mellemøstens arabere var i århundreder blevet kaldt Ismaelitter - efterkommere af Ismael, Abrahams søn med Hagar. Nogle kaldte dem også Hagarenere. Muligvis var det startet som et middel til at omvende dem jødedom.  Sozomenus fortæller i hvert fald, at Saracenerne  af jøder var blevet gjort opmærksomme på deres betydningsfulde afstamning fra Abraham. De praktiserede jødiske skikke og var blandt andet omskårede og afholdt sig fra svinekød. De ærede Moses og Aron højt og kaldte Jesus for Isa (hvilket kan ses af klippeinskriptioner). Sozomenus fortæller dog også, at mange af dem var blevet kristne i løbet af det 4. og 5. århundrede (Sozomenus' Ecclesiastical History, bog 6, kapitel 39).

Som du vil se nedenfor, er det muligt, at den historiske Muhammeds religion meget vel kan have været en sådan form for arabisk "Abrahamisme", som havde elementer af både jødedom og kristendom. 

Abraham.jpg

Abrahams efterkommere

Arabere blev i senantikken betragtet som efter kommere af Abraham gennem Ismael.  De fleste arabere var kristne af forskellg slags. Nogle  praktiserede også jødiske skikke. 

5. Muhammed beordrede dem til at forene sig i troen og tage Det Hellige Land

En tredje kilde, som specifikt nævner Muhammed, er tilskrevet den Armenske biskop Sebeos, selvom man dog mener, at en anden skrev den i hans navn. Hans krønike fra ca. år 661 beretter om, hvordan Muhammed forenede araberne, hvilket senere førte til erobringen af Palæstina:

Tolv folk, fra alle de jødiske stammer, var samlet i byen Edessa. Da de så, at de iranske tropper havde forladt byen i fred, lukkede de portene og befæstede sig. De nægtede de romerske herskeres tropper adgang. Så gav Heraclius, den byzantinske kejser, ordre til at belejre den. Da jøderne indså, at de ikke kunne modstå ham militært, lovede de at slutte fred. De åbnede byens porte og stod frem foran ham, og Heraclius beordrede, at de skulle forlade byen og tage til deres eget sted.

 

Så de tog afsted og tog vejen gennem ørkenen til Tachkastan, til Ismaels sønner. Jøderne kaldte araberne til hjælp og mindede dem om den relation, de havde ifølge Det Gamle Testamente. Men selvom [araberne] var overbeviste om det tætte forhold, var de ude af stand til at blive enige indbyrdes, for de var delt i deres religion.

 

På den tid blev en af dem, en mand af Ismaels sønner ved navn Mahmed prominent. En prædiken om Den Sande Vej blev åbenbaret for dem, angiveligt på Guds befaling, og [Mahmed] lærte dem at anerkende Abrahams Gud, for han var informeret og vidende om den mosaiske historie. Fordi befalingen kom fra Det Høje, beordrede han dem alle til at samles og forene sig i troen. De holdt op med at ære unyttige ting og vendte sig mod den levende Gud, som havde vist sig for deres fader Abraham.

Mahmed lovgav for dem, at de ikke skulle spise selvdøde dyr, ikke drikke vin, ikke lyve og ikke begå hor. Han sagde: "Gud lovede dette land til Abraham og hans søn efter ham for evigt. Og det lovede blev opfyldt på den tid, da [Gud] elskede Israel. Men nu er I Abrahams sønner, og Gud skal opfylde løftet til Abraham og hans søn for jer. Elsk kun Abrahams Gud, og gå og tag det land, som Gud gav jeres stamfader Abraham. Ingen vil kunne modstå jer i krig, for Gud er med jer. " (Se den engelske tekst her eller her)


Sebeos fortæller derefter, hvordan israelitter og ismaelitter (arabere) i samlet flok drog mod Palæstina, kæmpede mod romerne, gjorde krav på "deres land" og erobrede det.

De mødte Muhammed i Tachkastan

Sebeos skrev ca. 25-35 år efter begivenhederne. Men hans krønike kan bringe os på sporet af den historiske Muhammed. Den placerer Muhammed i Tachkastan, Tayyiernes land. Det var i Mesopotamien. Den fortæller om en prædiken "på Guds befaling", men det er ikke tydeligt, hvem der gav den. Den beskriver Muhammed som en indflydelsesrig leder. Han havde magt til at "beordre" araberne til at samle sig og forene sig i religion. Ifølge Theophilius af Edessa skal forvisningen af jøderne fra Edessa, som Sebeos omtaler, være sket i 628 (Hoyland, s. 635). 

En alliance med jøderne?

Patricia Crone og Michael Cook, som i 1977 udgav bogen Hagarism, byggede bl.a. deres tese om, at islam startede som en bevægelse inspireret af jødisk messiastro og med fokus på Jerusalem, på kilder som Sebeos. Bogen var dengang kontroversiel, fordi den udfordrede de etablerede forskere, som i mange år havde taget den traditionelle fortælling om islams oprindelse for givet. Men mange har efterfølgende arbejdet videre med ideerne.

 

Blandt andet har Fred Donner i Muhammad and the Believers fra 2010 argumenteret for, at Muhammeds bevægelse var en interkonfessionel bevægelse, De troendes bevægelse, der bl.a. inkluderede jøder, og at islam først senere blev en særskilt religion. Islams mange ligheder med jødedommen er slående. Der er overvældende argumenter for, at Koranens Masjid al-Haram ("det forbudte bedested") ikke er Kabaen i Mekka, men i stedet Templet i Jerusalem (Se mere om det her). Sebeos fortæller om et brud mellem araberne og jøderne efter erobringen af Jerusalem:  

... Jøderne, som havde fået støtte fra Hagarenerne i en kort tid, planlagde at genopbygge Salomons Tempel. Da de havde fundet det sted, de kaldte Det Allerhelligste, konstruerede de Templet med en sokkel, til at være deres bedested. Men ismaelitterne misundte [jøderne], forviste dem fra stedet, og tog den samme bygning som deres eget bedested.

Tachkastan.jpg

Tachkastan - Tayyiernes land. Her mødte jøderne ifølge Sebeos Muhammed, da de var på vej fra Edessa til "deres eget sted" 

Edessa havde frem til år 214 været hovedstaden i arabisk kongedømme kaldet Osroene. Så det var ikke mærkeligt, at man kunne møde "Ismaels sønner" deromkring.  

6. Hvem var Tayyiernes leder i starten af 600-tallet?

Ingen kilder tidligere end 636 nævner Muhammed. Så det er sandsynligt, at Muhammed (som jo betyder "Den lovpriste") har været et kaldenavn eller en titel, og at den historiske leder har haft et andet navn. Derfor er det også interessant at undersøge, hvem der kan have været  arabernes leder på den tid.

 

Khosrau dræbte Lakhmidernes konge

Ghazzaniderne i Vest og Lakhmiderne i Øst havde som sagt hvert deres vassalkongedømme i udkanten af de Byzantinske og Persiske imperier. De fik lov til at have deres kongedømmer mod at fungere som en bufferzone, der sikrede imperierne mod røvertogter fra arabiske stammer. Men nu var den orden begyndt at vakle. I 602 dræbte perserkongen Khosrau II Lakhmidernes konge al-Numān III. Begrundelsen var mistanke om forræderi. Hans henrettelse var et voldsomt slag mod Lakhmiderne. 

 

Iyas ibn Qabisah al-Ta'i blev konge i al-Hira

Som afløser for den dræbte konge al-Numān indsatte Khosrau nu to guvernører til at regere Lakhmidernes kongedømme: Perseren Nakhiragan og araberen Iyas ibn Qabisah al-Ta'i - en leder af Tayyaye-stammen. Ifølge al-Tabaris (839923) historie havde Iyas engang hjulpet Kong Khosrau og slagtet en kamel for ham, da han var på flugt fra tronraneren Bahram Cobin. (Orientalisten Nöldeke mente dog, at det i stedet må have været Iyas' far, som hjalp Khosrau). Som belønning fik Iyas  30 landsbyer omkring byen Ayn al-Tamr ved Eufrats bred. Og da posten som Lakhmidernes konge blev ledig, blev han udpeget som konge/guvernør i al-Hira af Khosrau.

 

Men i 617 blev Nakhiragan og Iyas ibn Qabisah erstattet af perseren Azadbeh. Vi ved ikke hvorfor, hvordan, eller hvad der skete. Men vi har nu fundet en indflydelsesrig leder af Tayyaye. Han var også Lakhmidernes konge i årene 602-617. Og spørgsmålet er: Kunne det være Iyas ibn Qabisah al-Ta'i, som blev den historiske Muhammed?

 

Lad os forfølge det lidt mere ...

Iyas ibn Qabisah.jpg

Iyas ibn Qabisah var leder af Tayyaye og i perioden 602-617 også indsat som konge/guvernør for Lakhmidernes kongedømme. 

7. Var Iyas ibn Qabisah den historiske Muhammed?

Sebeos beskrev Muhammed som en magtfuld leder og de tidlige kilder fra Palæstina beskrev Muhammed som leder af Tayaye. Det passer på Iyas ibn Qabisah, som jo i perioden 602-617 også var konge over Lakhmiderne med hovedsæde i al-Hira. 

 

En parallel til flugten fra Mekka?

Vi ved ikke, hvad der førte til, at Iyas ibn Qabisah blev erstattet på posten i 617. Men det er sjældent, man hører om konger, der trækker sig frivilligt. Man kan gætte på, at han efter sin afsked fra al-Hira måske har haft et godt motiv til at organisere araberne og slå igen mod Khosrau og perserne. Lidt ligesom om den traditionelle fortællings Muhammed, som måtte flygte fra "Mekka" men vendte tilbage som erobrer. Hvem ved: Måske måtte Iyas ibn Qabisah - akkurat som i den traditionelle fortælling - flygte, fordi de magtfulde ledere mistænkte ham for at samle militær støtte mod dem. Det er naturligvis blot spekulation.

Han opholdt sig i Hira

Det er et interessant sammenfald, at Iyas ibn Qabisah opholdt sig i byen al-Hira. Ifølge den traditionelle islamiske fortælling fik Muhammed sin første åbenbaring, mens han var i Hira - en hule uden for Mekka. Men alt tyder jo på, at den historiske Muhammed ikke levede i Mekka. I så fald: Hvor og hvad var Hira så? 

Iyas = Elias, profeten der varslede Messias' komme

Navnet Iyas er den arabiske form af Elias - den store profet fra Det Gamle Testamente. Elias fik ifølge Bibelen en åbenbaring fra en engel og derefter talte Gud selv til ham i en hule. Det lyder jo næsten som Muhammed. Men endnu mere interessant er det, at ifølge jødisk tradition skulle profeten Elias komme tilbage og skabe fred og løse alle uoverensstemmelser i de hellige bøger, forud for Messias' komme på Dommedag. Doctrina Jacobi (634) (ovenfor) adresserede netop et rygte blandt jøderne om en profet blandt saracenerne, som prædikede Messias' komme.

Ibn Ishaq har kendt til Iyas ibn-Qabisah

Ibn Ishaq, som skrev den første Muhammedbiografi i Bagdad omkring år 760 må helt sikkert have kendt til Iyas ibn Qabisah. Han havde nemlig tilknytning til Ayn al-Tamr, hvor Iyas jo skulle have haft 30 landsbyer. Og Iyas havde trods alt været konge i al-Hira. Det var lokal historie. Ibn Ishaq kendte med sikkerhed til den tidligere konge i al-Hira, al-Nuʿmān - for han er nævnt i biografien. Det er nævnt, at han ikke har nogen efterkommere. 

 

Er Ibn Qabisah og Ibn Abi Kabsha den samme?

Ideen om, at Muhammed måske er identisk med Iyas ibn Qabisah, er fremført af pseudonymet A. J. Deus og af irske Mel på YouTube-kanalen Sneakers Corner, som undersøger islams oprindelse. Mel har dog efterfølgende (juli 2021) revideret sin tese.

 

Deus bruger en anden variant af hans navn: Elijah bar Kabsha. Det fører os til endnu et sammenfald: Flere hadith, dvs. den islamiske tradition selv, fortæller, at profeten blev kaldt Ibn-Abi Kabsha (Sahih al-Bukhari 7. Sahih al-Bukhari 2940, 2941). Islamiske lærde kan ikke rigtigt forklare dette. Nogle mener, det var et nedgørende øgenavn. Det giver bare ikke særlig god mening og er rent gætteri. Og man må jo indrømme, at der er en vis lighed mellem Ibn Qabisah og Ibn-Abi Kabsha. 

Med alle de sammenfald kan det måske være sjovt at dykke lidt mere ned i Iyas ibn Qabishas liv. For tænk nu, hvis han er den historiske Muhammed? Måske er der nogle interessante historier?

Hvad mon der skete?

Iyas ibn Qabisah og perseren Nakhiragan blev "erstattet" i 617. Mon de forlod  al-Hira?

Billedet forestiller Muhammed og Abu Bakr, som i ly af natten flygtede fra Mekka.  Quraysh' ledere ville slå Muhammed ihjel, fordi de så ham som en trussel, efter at nogle stammer fra Medina havde svoret ham troskab.

8. Slaget ved Dhi Qar - Arabernes første sejr over perserne

For at finde mere om Iyas ibn Qabisah og begivenhederne omkring ham, skal vi nu besøge al-Tabaris (839-923) historie, en muslimsk kilde. Det er en meget sen kilde, som er skrevet efter, at myten om Profeten Muhammed var etableret. Men den fortæller om det arabiske oprør, som var i gang mod perserne i Mesopotamien allerede inden de formodede islamiske erobringer i 630'erne. 

 

I Bind 5 finder vi beretningen om arabernes første sejr mod perserne i Slaget ved Dhi Qar, et vandingssted ved Tigris nær al-Hira. Slaget fandt formentlig sted mellem 609 og 611, dvs. mens Iyas ibn Qabisah stadig var guvernør. Men der er usikkerhed om tidspunktet, og nogle mener, at det kan have været senere. 
 

Utilfredsheden ulmede blandt araberne

En grund til, at perserkongen Khosrau udpegede en arabisk leder (nemlig Iyas ibn Qabisah) som guvernør efter henrettelsen af kong al-Nuʿmān III i 602 var, at han troede, det kunne  forhindre plyndringstogter fra arabiske stammer ind i hans rige. Men utilfredsheden blandt araberne ulmede efter al-Numāns henrettelse, og stammen Banu Bakr  plyndrede alligevel.

 

Al-Tabari fortæller, at al-Numān, inden han blev henrettet, havde gemt et lager af våben og rustninger hos Banu Bakr. Dem ville Khosrau nu have fat på. Han gav Iyas ibn Qabisah besked på at skaffe våbnene. Iyas vidste, at de var hos Banu Bakr. Men Banu Bakrs leder Hani ibn Qabisah (al-Tabari, vol 5. 358-59) nægtede at udlevere dem. Khosrau blev rasende, og Banu Bakr fik valget mellem at overgive sig, flygte eller gå i krig. De valgte det sidste.

Arabisk solidaritet

Khosrau gav nu Iyas og en anden arabisk allieret, Qays ibn Masud, besked på at hjælpe med at nedkæmpe Banu Bakr. De mødte op, og det så ud til, at persernes hær var en kæmpe overmagt. Men så skete der noget aftalt spil: Banu Bakr blev advaret. Om natten inden angrebet sneg Qays sig over til Banu Bakr og sagde til Hani, at de skulle finde al-Numān's våben og ringbrynjer frem og bruge dem. Det gjorde de. Og næste nat - efter den første dags kampe - lavede en stamme blandt Khosraus arabiske hjælpetropper en hemmelig aftale med Banu Bakr om, at de ville flygte under slaget. Da hjælpetropperne næste dag begyndte at flygte, flygtede perserne også.

En parallel til Slaget ved Badr?

På den måde vandt den talmæssigt underlegne Banu Bakr-stamme næsten mirakuløst over overmagten. Denne første arabiske sejr var moralsk afgørende for araberne. Den viste, at det var muligt at slå perserne. Dette er en påfaldende lighed med Slaget ved Badr. I Ibn Ishaqs fortælling om Muhammed vandt "muslimerne" over de talmæssigt overlegne "Quraysh" fra "Mekka". I Slaget ved Dhi Qar vandt araberne over Perserne - "sønner af Kyros", Banu Quraysh.

Al-Tabari nævner intet om Iyas ibn-Qabisahs handlinger under slaget, kun at han var leder for hjælpetropperne. Det var Hani, og en anden leder ved navn Hanzalah, der ledede  oprørerne. 

 

Men rigtigt interessant er det, at al-Tabari fortæller, at profeten spillede en afgørende rolle for sejren. Det skal vi da høre mere om ...

Dhi Qar 5.jpg

Sejren over overmagten 

Slaget ved Dhi Qar var det første slag, hvor araberne vandt over perserne. Banu Bakr fik hjælp fra nogle af persernes arabiske hjælpetropper. 

the-battle-of-badr-1-638.jpg

Slaget ved Badr 

Var ifølge den islamiske historie det første slag, hvor Muhammed muslimerne vandt over Quraysh. De kæmpede mod en kæmpe overmagt, men Muslimerne fik hjælp af engle og sejrede med Allahs hjælp.  

9. Var der en profet i al-Hira? 

 

Profeten missionerede

Al-Tabari fortæller, at profeten, da han hørte om persernes vilde flugt fra Dhi Qar, udbrød: 

"Dette var det første slag, hvori araberne opnåede retfærdighed over perserne, og det var gennem mig, at de blev givet sejren". (al-Tabari, vol 5 s. 338

Men hov. Hvordan kunne profeten høre om det helt i Mekka, hvor han i 609-611 ikke engang var sprunget ud som profet endnu? Al-Tabari fortæller videre, at sejren skyldtes, at profeten gennem sin mission havde svækket persernes autoritet:  

... Iyas skulle være [de arabiske hjælpetroppers] leder. Perserne kom med tropper og elefanter med kavalerister. På den tid havde Profeten allerede påbegyndt sin mission, og persernes autoritet var svækket. (al-Tabari, vol 5, s. 361).

Den autoritetssvækkende mission havde stået på siden 604:

"...Profeten [blev] sendt [af Gud] på sin mission et år og 8 måneder efter at Iyas b. Qabisah var kommet til magten" (al-Tabari, vol 5, s. 372)

Hvis ikke man lige vidste, at profeten Muhammed hørte til i Mekka, 1500 km væk i Hedjaz, og fik sin første åbenbaring i 610, så lyder det næsten som om, at profeten var til stede i al-Hira og omegn og havde en undergravende mission kørende - som var tæt koblet netop til Iyas ibn Qabisahs virke som guvernør i al-Hira. 

Al-Tabari beskrev naturligvis, at det var kraften fra profeten i Mekka, som på magisk vis påvirkede mange begivenheder i Irak. Herunder at en dæmning brød sammen, at kong Khosraus bueloft faldt ned, og at Khosrau blev psykisk terroriseret af en engel, som opfordrede ham til at omvende sig. En araber blandt Khosraus troldmænd så endda et stærkt lys på himlen, som kom fra Hedjaz. 

 

Men det er let at se en mulig parrallel til den traditionelle fortællings historie om, hvordan profeten missionerede i "Mekka" i 10 år (efter at have fået sin første "åbenaring" i Hira), inden han udvandrede og begyndte at bekæmpe Quraysh. 

Var der en profet i al-Hira?

Al-Tabaris historie er som sagt en sen kilde, som måske prøver at integrere flere gamle historier. Han har været præget af den etablerede fortælling om profeten fra Mekka. Men måske gemmer der sig alligevel hos al-Tabari en gammel erindring om, at der engang har været en profet i nærheden af al-Hira, hvis mission svækkede persernes autoritet blandt araberne og startede oprøret mod perserne. 

Det er ikke givet, at det var Iyas ibn Qabisah. Men de mange sammenfald og parallelle historier gør, at han er en god kandidat til at være den historiske Muhammed. Måske blev han ikke kaldt Muhammed af sine samtidige. Men det virker oplagt, at hans person - og som minimum begivenhederne omkring ham - har inspireret Ibn Ishaq, som skrev den første Muhammedbiografi.    

Hvem ved, måske er lederen af Bakr-stammen så en god kandidat til at være Abu Bakr ("Bakr-stammens fader"), Muhammeds første følger og efterfølger? 

Profeten ved Dhi Qar 2.jpg

Var profeten med i Dhi Qar? Hvis ikke det var fordi, at man lige "vidste" at han hørte til i Mekka i Hedjaz, så kunne det næsten lyde som om, at  Profetens mission foregik i al-Hira og omegn.  

Abu_Bakr.jpg

Abu Bakr - var ifølge den traditionelle islamiske historie den første, som fulgte Muhammed ud over hans nærmeste familie. 

10. Muhammed var leder af et snigende oprør

Vi skal nu tilbage til de ikke-muslimske kilder for at finde mere om Muhammeds mulige rolle i oprøret mod perserne. Den Spanske krønike fra 754 understøtter billedet af, at der i årene inden et rigtigt slag fandt sted, måske har fundet en mission sted blandt araberne i de persiske og byzantinske områder. Kilden er lidt sen, men den er dog tidligere end nogen af de kendte Muhammedbiografier, og man mener, at den stammer fra en tidligere kilde. Der står:   

"Saracenerne gjorde oprør i det syvede år under Kejser Heraclius [dvs. 618], opmuntret af deres leder Muhammed, og de bemægtigede sig Syrien, Arabien og Mesopotamien snigende snarere end ved hjælp af tapperhed, og de ødelagde de nærvedliggende provinser, ikke så meget ved åbne angreb som gennem hemmelig infiltration. Dermed fik de også ved snuhed og bedrag, snarere end ved mod, opildnet alle stammerne i de omkringliggende områder, og snart kunne de kaste åget af deres skuldre og gøre åbent oprør."

(Robert Hoyland: "Seeing Islam as Others Saw It, s. 615)

Det er værd at bemærke, at Syrien, Arabien og Mesopotamien netop var de områder, hvori Tayyaye-stammen var indflydelsesrig. Arabien var (set fra krønikeskriverens sted) formentlig "Arabia Petrea" (Syrien, Jordan og Mesopotamien), hvor der boede mange arabiske stammer, som kunne opildnes.

Spørgsmålet er, om man skal lægge noget i rækkefølgen på områderne. Men ordet "oprør" fortæller os netop, at det er foregået i de områder, som var under Persisk og Byzantinsk herredømme. Kilden fortæller, at Muhammed var Saracenernes leder, og at oprøret startede i 618 . Det var året efter at Iyas ibn Qabisah og Nakhiragan blev afsat af Khosrau. (Selvom de gamle kilders årstals-angivelser naturligvis er usikre).

Men lad os undersøge ideen om oprøret lidt mere.

Arabia Deserta.jpg

Araberne  gjorde oprør i 618. Ordet oprør fortæller os, at det er sket i de Persiske og Byzantinske områder, Mesopotamien, Syrien og Jordan, svarende til det område, som romerne kaldte "Arabia Petrea".

11. Da arabernes sag blev afgjort i 622

Året 622 er starten på den islamiske tidsregning. Så vi kan være helt sikre på, at det har været et meget vigtigt år. Den islamiske fortælling er, at år 622 markerer Muhammeds udvandring - hijra - fra Mekka til Medina, hvor han angiveligt grundlagde den islamiske stat.

Ingen spor af hijra

Men der er bare ingen historiske spor af nogen hijra fra Mekka til Medina før det nævnes i Muhammedbiografierne mere end 130 år senere. De, som samlede og kanoniserede Koranen i slutningen af det 7. århundrede havde heller ingen anelse om, at der var "Mekka-suraer" og "Medina-suraer", og at hijra var det altafgørende skillepunkt i historien. Den opdeling er er en senere opfindelse.  

 

Heller ikke mønter og inskriptioner fra det 7. og 8. århundrede fortæller om "hijra". De bruger ganske vist den såkaldt "islamiske" tidsregning, der starter i år 622.  Men enten står der kun årstallet. Eller også står der:

 

  • År 42 ifølge araberne" - står på en plade i badeanstalten i Gadara ved Jordan fra 663.

  • År 66 efter at de troendes sag blev afgjort" - står på en mønt fra 685

 

Der står ikke "efter hijra". Så hvad skete der egentlig i år 622

 

Heraclius afgjorde arabernes sag

Vi ved, at 622 var året, hvor den byzantinske kejser Heraklius indledte den store militære kampagne mod perserriget, som ultimativt førte til dets opløsning. I 622 tilføjede Heraclius perserne et knusende nederlag i Kappadokia i Anatolien. Senere slog han dem i Slaget ved Nineve i 627. Det førte til et internt opgør hos perserne, og Kong Khosrau blev i 628 afsat og dræbt af sin egen søn. Heraclius trak sig derefter tilbage til de byzantinske områder og efterlod sig et magttomrum. Hans beslutning om at gå i krig mod perserne og genvinde de tabte byzantinske områder, for derefter at trække sig tilbage, afgjorde arabernes sag. Nu behøvede de ikke at frygte Khosraus tropper. Det banede vejen for deres oprør og selvstændighed - og ultimativt for deres videre erobringer. Akkurat som Koranens vers 30:2-5 (se ovenfor) "profeterer".

Fragmenter fra en krønike skrevet biskoppen Jacob af Edessa (d. 708) fortæller, at "Tayyayes kongedømme" netop startede omtrent på det tidspunkt:

"Arabernes kongedømme (arbaye), dem som vi kalder arabere (tayyaye), begyndte, da Heraclius, romernes konge, regerede på 11. år, og Khosrau, persernes konge, på 31. år (620-21) ..."Araberne begyndte at lave plyndringstogter i Palæstina" (se teksten på engelsk her)

Etableringen af et kongedømme må i sandhed have været en stor ting for araberne.  Betydningsfuld nok til at starte en ny tidsregning. Og der er faktisk en vis lighed med den islamiske historie om, at Muhammed etablerede sin islamiske stat i Medina.

Heraclius.jpg

Heraclius bekæmpede Khosrau

Han sejr over Perserne ved Kappadokia i 622 var et afgørende vendepunkt for araberne.

12. Tayyayes glemte kongedømme

Har du nogensinde hørt om Tayyayes kongedømme, som startede omkring 622? Nej vel. Det er værd at undre sig over, hvordan det på mystisk vis er "glemt" og forsvundet ud af historien.

Ifølge den islamiske historie startede den "muslimske" erobring af Persien i 633, da generalen Khalid ibn Walid invaderede Mesopotamien og blandt andet indtog al-Hira.  Ifølge den islamiske historieskriver al-Baladhuri (820-892) skulle Hani, lederen fra Banu Bakr, og Iyas ibn Qabisah (eller hans søn Farwah) efter en kort kamp have overgivet byen til de muslimske tropper. De undgik at blive plyndret af muslimerne ved (da de jo var kristne) at betale jizya og agere som spioner mod perserne.

 

Hvis det er rigtigt, så var Hani og Iyas, som jo ellers var på hver sin side i Slaget ved Dhi Qar, nu på mystisk vis gode venner. For det andet: Hvis Hani og Iyas (eller hans søn)  overgav al-Hira til "muslimerne" i 633 - så har de været ved magten i al-Hira. Spørgsmålet er: Har Hani og Iyas (eller hans søn) mon ledet Tayyayes Kongedømme fra Al-Hira i 633

Måske finder vi svaret hos kineserne?

 

Hvad Tayyayes udsending fortalte til kineserne

Den kinesiske encyklopædi T'ung tien fra 801 har bevaret historien om, hvordan Tayyayes kongerige startede. Den fortæller, at i 651 sendte arabernes (Ta-shih's) konge for første gang en udsending med tribut til den kinesiske kejser. Ta-shih er den kinesiske "oversættelse" af Tayyaye. Kineserne skrev ned, hvad udsendingen fortalte:

"Det fortælles, at deres land er vest for Persien (Po-ssu). Nogle siger [også] at i begyndelsen var der en perser, som angiveligt fik hjælp af en ånd til at få fat i nogle skarpe våben [med hvilke] han dræbte folk, og efterfølgende opfordrede alle perserne til at følge ham. Der var elleve persere som kom, og som i overensstemmelse med deres status som mo-shou blev gjort til konger. Derefter svor masserne dem efterhånden troskab, og efterfølgende blev Persien udslettet og Byzantium (Fulin) knust ... [Araberne] var uovervindelige overalt. Deres hær talte 420,000 mand, og på det tidspunkt havde deres rige eksisteret i 34 år. Da den oprindelige konge døde, gik hans embede til den første mo-shou, og nu var kongen den tredje mo-shou. Det kongelige efternavn er Ta-shih (Tayyaye)... Et andet navn [for hovedstaden] er Kufa. Arabernes konge kaldes mumen (amir al-muminin, de troendes emir) ... Det siges også, at Syrien (Shan kuo) er på arabernes vestlige grænse.

(Se teksten på engelsk her eller i Hoyland: Seeing Islam as Others Saw it, s. 245) 

Kinesernes kilder fortæller således, at Tayyayes kongerige eksisterede, at det var 34 år gammelt i 651, og altså havde eksisteret siden 617, at hovedstaden var Kufa (det tidligere al-Hira), og at kongen var nu den tredje af de, der fulgte den oprindelige konge.

 

Det passer næsten perfekt med den traditionelle islamiske "kongerække": I 651 skulle Uthman have regeret, og han var den tredje efter Muhammed. 

Intet i den kinesiske optegnelse fortæller om en muslimsk erobring.

Ta-shih's kongedømme 

Det startede, da en persisk mand mødte en "ånd"  som fortalte ham, hvor han kunne finde en masse våben.

13. Grundlæggerne af Tayyayes kongedømme

Historien ovenfor, som Ta-Shi's (Tayyayes) udsending fortalte til kinerserne i 651, minder påfaldende om al-Tabaris historie med al-Numans våben, som blev brugt under Slaget ved Dhi Qar ved Eufrats bred. Det ligner, at det er én og samme historie. 

 

I den kinesiske T'ang-bog fra 945, er der en anden version af den samme historie. Vi får at vide, at "Arabernes land var oprindeligt en del af Persien". Nogle våben var gemt i en hule. En persisk mand, som vogtede kameler i nærheden af Ju-Fen-Mo-Di-Na (Ctesifon/al-Mada'in), mødte en "løve-mand" (løven er et symbol på kongemagt), som fortalte ham, hvor våbnene var, og at der var en sort sten sammen med våbnene. Hvis han gjorde, hvad der stod på stenen, ville han blive konge. Der stod:

... at han skulle gøre oprør, så han samlede følgere ved floden Hen Ko (Eufrat). De røvede handelskaravaner og opbyggede en højborg i den vestlige del, og manden gjorde sig til konge. (Hoyland, s. 251)  

De kinesiske kilder er sene, selvom de jo har indarbejdet tidligere materiale, og der kan jo have været kommunikationsvanskeligheder. Men man må gå ud fra, at Kineserne har forsøgt at være tro mod de oprindelige informationer og ikke har haft noget motiv til at ændre på historien. Læg igen mærke til, at der var tale om "oprør". 

Den historiske hijra og de 11, der fulgte ham

Historien om at samle følgere og opbygge en base for oprøret et nyt sted ligner den traditionelle historie om, at Muhammed og hans følgere udvandrede fra "Mekka" til "Medina", hvorfra fra de også røvede karavaner. Tidspunktet 617, hvor kongedømmet skulle være grundlagt ifølge de kinesiske kilder, svarer netop til året, hvor Iyas ibn-Qabisah og Nakhiragan blev erstattet som guvernører.

 

Det er også interessant, at 11 "mo-shou" ifølge T'ung tien (ovenfor) fulgte den persiske mand. En hadith fortæller, at 10 af de muhajiroun, der udvandrede til Medina sammen med profeten, blev garanteret paradis og altså havde særlig  status. Igen: Man skulle næsten tro, at historien om Tayyayes kongerige og historien om Profeten oprindeligt har været den samme. Den "rigtige", historiske højborg må - hvis man skal tro kilden - have været et sted i den vestlige del af det persiske område. Medina i Hedjaz lå ikke i det persiske område. 

Persere eller arabere?

Kineserne beskrev rigets grundlæggere som persere. Hvordan kan det hænge sammen? De kan selvfølgelig have taget fejl og har regnet både persere og arabere som persere. De boede jo i Perserriget. Men måske har Tayyaye været både persere og arabere?

 

Middelalderhistorikeren Ibn Khaldun  (1332-1406) beskrev Tayyaye som en stamme, der indgiftede sig med ikke-arabere. Men han skrev på et tidspunkt i historien, hvor "araber" var en fast identitet. Måske var "araber" slet ikke en fast identitet i starten af 600-tallet. Måske har araberne i det persiske område haft en flydende persisk-arabisk identitet. Dengang, i det 7. århundredes Mesopotamien, betød ordet "arabisk" ikke nødvendigvis en bestemt etnisk gruppe. Det kunne betyde "vestlig" (altså vest for Persien), eller det kunne betyde "nomadisk" eller "fra steppen eller ørkenen" (se mere om det her). Dengang kunne man måske tale om "persiske arabere". Mesopotamien havde jo trods alt været en central del af de skiftende persiske imperier siden 550 f. kr. 

I den islamiske fortælling kæmpede muslimerne mod Quraysh. Banu Quraysh kan som nævnt betyde "Kyros' sønner", altså persere. Muhammed og de, der udvandrede med ham, tilhørte ifølge fortællingen selv Quraysh. Måske er Quraysh ganske enkelt blevet "omfortolket", da Abbassiderne skrev profethistorien? 

Ti lovet paradis.jpg

11 persere fulgte ham

Ifølge den kinesiske kilde var de 11, som fulgte manden med våbnene, "mo-shou". Ifølge en hadith havde 10 "Muhajiroun" en særlig status og var garanteret at komme i Paradis. De første 4 på listen overtog netop Muhammeds embede i den rækkefølge.

Sasanian_Empire_621_A.D.jpg

Sassanideriget (Perserriget) år 621

"Den vestlige del" er et vidt begreb. De stribede områder var nyligt erobret fra Byzantinerne. Resten havde været persisk i 1000 år. Hverken Mekka eller Medina var på noget tidspunkt en del af perserriget. 

14. Muhammed var leder under erobringen af Persien

Efter oprøret startede erobringerne. Den islamiske fortælling hævder, at Muhammed døde inden erobringerne. Men en nestoriansk krønikeskriver fra Khuzestan ca. 660, som selv levede, da begivenhederne skete, fortæller, at Muhammed var arabernes leder under erobringen af Persien. Han fortæller om Perserrigets fald: 

"Da rejste Gud Ismaels sønner imod dem (perserne), [talrige] som sandet ved kysten, hvis leder var Muhammed (mhmd). Hverken mure, porte, skjolde eller rustninger kunne holde dem tilbage, og de fik kontrol over hele Persernes land. Yazdgird [den sidste persiske konge] sendte utallige tropper imod dem, men Araberne jog dem alle på flugt og dræbte endda Rustam [persernes hærfører]. Yazdgird forskansede sig i Mahoze (hovedstaden Ctesifon, al-Mada'in) og måtte flygte. Han nåede til [Merv] hvor han endte sit liv. Araberne tog kontrol over Mahoze og hele territoriet.

 

De kom også ind i det Byzantinske område og plyndrede og hærgede hele den Syriske region. Heraclius, Byzantinernes konge, sendte hære mod dem, men Araberne dræbte over 100,000 af dem. Da [patriarken] Isho'yahb så, at Mahoze var blevet ødelagt af Araberne, og at de havde taget dens porte med til 'Aqula (Kufa, Hira), og at de, der var tilbage, sultede, forlod han byen .... (Se teksten her eller i Hoyland, Seeing Islam as Others Saw It)

Muhammed var altså leder, da Araberne rejste sig mod Persien. Perserigets hovedstad Mahoze (Ctesifon, al-Mada'in) blev ødelagt og portene bragt til Kufa i 637. Yazdegird blev dræbt i 651

 

følge historikeren Parvaneh Pourshariati (Decline and Fall of the Sasanian Empire, 2008) startede arabernes angreb på Persien allerede i 628 og ikke i 633,  som den islamiske historie fortæller. På det tidspunkt var der kaotiske tilstande hos Sassaniderne efter at Khosrau var blevet dræbt. Perserne fandt ikke en ny konge før Yazdegird i 632. Det har ikke været et dårligt tidspunkt for araberne at slå til på. 

Ctesiphon.jpg

Mahozes porte

Mahoze/Ctesifon/al-Mada'in blev ødelagt og portene taget med til Kufa (Hira) i 637

15. Hvem var Salman fra Fars?

Nogle persere hjalp Araberne

Mange har gennem tiderne undret sig over, hvordan en relativt lille gruppe arabere fra en afkrog i Hedjaz, et tyndt befolket område uden de store ressourcer, og som igen nogensinde havde hørt om, kunne erobre det mægtige perserrige på så kort tid.

 

Forklaringen er dels, at araberne slet ikke kom fra en øde afkrog i Hedjaz, men jo var i Perserriget i forvejen. Men en del af forklaringen kan også meget vel være, at nogle af de magtfulde parthiske klaner, hvis støtte Sassanidestyret var afhængig af, så en interesse i at "pudse araberne på" Sassaniderne. Der var intern utilfredshed i den koalition, Sassanidernes imperium var baseret på. 

 

Der er adskillige eksempler på, at persere hjalp araberne. Blandt andet hjalp Asawira, en hær bestående af iranske riddere, araberne. Krønikeskriveren fra Khuzestan beskriver, hvordan byen Shushtar blev erobret, fordi nogen lukkede araberne ind mod at få noget af byttet. Netop den nordlige provins Mazandaran/Tabaristan, som var den parthiske klan Karenidernes  område, blev ikke erobret. Det har fået nogen til at spekulere på, om der har været indgået en alliance. 

Var Salman sendt på Mission?

Den islamiske tradition fortæller om perseren Rūzbeh Khoshnudan, også kaldet Salman fra Fars. Han skulle have været en af Muhammeds nærmeste mænd og rådgiver og levet 568-652. Ifølge fortællingen rådgav han Muhammed i avanceret skyttegravsteknik under "Slaget ved Graven". Han var opdraget zarathustrisk, men var konverteret til kristendommen inden han mødte Muhammed. Han deltog i erobringen af Persien og blev senere guvernør i al-Mada'in (Perserrigets hovedstad, også kaldet Ctesifon).

 

Nogle har spekuleret på, hvad Salman fra Fars' rolle og mission egentlig var. Var han mon sendt på mission af de Parthiske klaner for at opildne araberne til oprør mod Sassaniderne?  

 

Var Salman manden bag Koranen?

Salman har været en historisk person, som også kristne kilder har haft erindringer om. Han er nævnt i "Leo III's brev til Umar II", et kristent polemisk skrift fra slutningen af 700-tallet. Her påstås det, at det var ham, der flikkede forløberen til Koranen sammen, sammen med Umar og Ali: 

Det var Umar, Abu Turab [Ali] og Salman Perseren som satte dette ("dit P'ourkan") sammen, selvom der nu florerer det rygte blandt jer, at Gud sendte det ned fra himlen...

(Kilde: Robert Hoyland, Seeing Islam as other saw it - se også her)

(Kilden hævder også, at "de gamle bøger" senere blev forfalsket og manipuleret af guvernøren i Irak, al-Hajjaj (694714), men at nogle af Alis arbejder havde overlevet.)    

Ifølge islamisk tradition skulle Salman have oversat Koranen til persisk. Det er ret flot i lyset af, at Koranen ifølge samme tradition først blev samlet 1-2 år inden hans død. Men spørgsmålet er, om den historie egentlig blot skal forklare, at der på et tidspunkt har eksisteret et persisk forlæg. Nogle mener nemlig, at det er Salman, der er nævnt i Koranens vers 16:103, hvor der står: 

 

"Vi ved godt, at de siger: "Den, der lærer ham det, er kun et menneske!" Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog".     

Et af Salmans tilnavne var netop "Abu al-Kitabayn", hvilket betyder Bogens far. Andre mener, at det må have været en jøde, som har stået bag Koranen - blandt andet fordi Koranen jo er fyldt med jødisk tankegods. Men det arabiske ord, som er brugt i koranverset, aʿjamiyyun (ajam), betyder oprindeligt "arisk", dvs. iransk. Så verset fortæller, at læreren har været iraner. Så måske var Salman profetmager? 

Det kan ikke udelukkes at Koranen (hvis det er den, der er Bogen), er flere menneskers værk. I hvert fald har vi nu fået introduceret et spændende trekløver: Salman fra Fars, Ali (Abu Thurab) og Umar. 

Se også:

Arabernes-erobringer.jpg

Karenidernes område

Blev ikke erobret i første omgang. Først under Umayyaderne (661–750)

Salman-farsi-muhammed.jpg

Salman fra Fars (og profeten)

Var ifølge traditionen en af profetens nærmeste rådgivere og nærmest en del af Muhammeds husholdning. Hvad var hans rolle mon? Var han profetmager? Eller mere end det?

16.  Ali - en del af en treenighed?

"Leo III's brev til Umar II" ovenfor er interessant. Det er fra en tid, hvor kristne - mere end 100 år efter erobringerne - begynder at reagere på historierne om en arabisk profet, som angiveligt har fået et skrift fra himlen. "Leo" argumenterer naturligvis for, at profeten er falsk, ud fra de ukristelige ting, der fortælles om ham og hans lære. Men det interessante er, at Umar, Abu Thurab (Ali) og Salman fra Fars omtales som en alliance, der formodes at være kendt. Så lad os se på, hvem Ali og Umar var. 

Den ophøjede

Ali var ifølge islamisk tradition Muhammeds adoptivsøn og svigersøn, og den 4. kalif efter Muhammed (i årene 656-661). Ifølge Shia-islam var Ali Profetens retmæssige arving og efterfølger - og den første imam. Men han blev snydt af Abu Bakr og Umar, da Muhammed døde. Profeten havde uheldigvis glemt at kommunikere tydeligt, hvem der skulle være hans efterfølger efter hans død.

 

Ali er en  titel, som betyder "Den ophøjede" - ligesom Muhammed betyder "Den lovpriste" eller "Den eftertragtede". I det lys kunne Ali og Muhammed have været et klassisk bibelsk profetpar, ligesom Moses og Aron - og Elias og Elisa. Alawitterne, en islamisk sekt, som siden dens begyndelse i 800-tallet, har været forfulgt af både sunni- og shiamuslimer, regner Ali for at være Guds inkarnation, som indgår i en guddommelig treeninghed sammen med Muhammed og og Salman fra Fars.  Det kan - måske - være et spor af, at "profeten" engang har været tre.

Ali var også kendt under navnet Abu Thurab, hvilket betyder "Støvets far". Faktisk er det usikkert, om han nåede at blive "kalif". Den korte krønike Ad Annum 705 har ham ikke med i den arabiske kongerække. Den syriske kilde George af Resh'aina (680) fortæller, at Ali var Emir i Kufa. Den maronitiske krønike fortæller, at han blev dræbt i 658. Under alle omstændigheder, så faldt hans formodede regeringstid sammen med den første borgerkrig. 

 

Hvis man skulle spekulere videre i Iyas ibn Qabisah-tesen, så havde Iyas ifølge al-Baladhuri en søn. Det var ham, som sammen med Hani skulle have overgivet al-Hira til Khalid ibn-Walids "muslimske" tropper i 633

Imam Ali.jpg

Imam Ali

Hans navn (eller titel) betyder "Den ophøjede". Alawitterne dyrker ham stadig  som Gud.

17.  Var Umar den historiske Muhammed?

Umar ibn al-Khattāb var ifølge den islamiske tradition en temperamentsfuld krigertype, som først ville slå Muhammed ihjel, men som blev omvendt og derefter var villig til at kæmpe til døden for islam. Han blev den anden kalif efter Muhammed - i årene 634-644.

Tidspunktet passer

Hvis den den islamiske kongerække står til troende, var Umar altså leder under erobringen af Palæstina. Så når Thomas the Presbyter fortæller om "Muhammeds Tayyaye", som hærgede Palæstina i, var det altså Umars Tayyaye. Sammenfaldet mellem Umars formodede regeringstid og de tidlige kilder, der beretter om erobringerne og nævner, at Muhammed var arabernes leder under disse, gør Umar til en god kandidat til at have været den historiske Muhammed.

Mens tesen om Iyas ibn Qabisah som Muhammed knytter sig til historien om arabernes oprør mod perserne i øst, knytter Umar-tesen sig især til erobringen af Palæstina. 

 

Kilder fortæller, at patriarken Sophronius overgav Jerusalem til Umar i 637. Nogle mener, at erobringen af Jerusalem foregik uden blodsudgydelse. I så fald er det en parallel til Muhammeds mytiske erobring af "Mekka". Men det kan således have været Umar, Sopronius beskrev i sin beretning om Saracenernes ødelæggelser: 

Disse modstandere mod Gud praler af at sejre over alt og alle, de efterligner uhæmmet deres leder, som er djævelen, og kopierer hans forfængelighed, som vil afskære ham fra at komme i himlen og i stedet henvise ham til de dystre skygger. (Hoyland, s. 73)

Det kan selvfølgelig også have været en anden, fx hærføreren Khalid ibn al-Walid. Men det er bestemt værd at undersøge Umar mere. Han lyder som en karismatisk person.

Umar indtager Jerusalem

Nogle mener, at det skete uden blodsudgydelser. Akkurat som Muhammeds erobring af Mekka.

18.  Var Umar en messiasfigur?

Han var søn af Bogen

Umars efternavn, ibn al-Khattāb, betyder "søn af Bogen". Hvor kommer det fra? Den islamiske forklaring er, at hans far faktisk hed Khattab. Men i den islamiske tradition findes faktisk historier, der antyder, at Umar har haft væsentlig indflydelse på Koranen og nærmest bestilte åbenbaringer. (Se fx denne hadith om forbuddet mod alkohol). 

 

Det kunne sagtens have været Umar, som Sebeos (661) beskrev som "Mahmed", der var "informeret og vidende om den mosaiske historie" og befalede sine følgere at "gå og tag Det hellige land". Bogen, som Umar var "søn af" kan faktisk have været Toraen. For husk at "Bogens folk" var jøderne. Det kan forklare islams stærke jødiske element, og det stemmer med Crone og Cook's (1977) tese om en bevægelse inspireret af jødisk messiastro.  

Johannes Bar Penkayes beskrivelse fra 687 understøtter billedet af "en søn af Toraen", men også af noget, der ligner en personkult:  

.... på grund af [deres guides] vejledning holdt de sig til at tilbede én Gud, i overensstemmelse med skikkene fra den gamle lov. I starten var de så knyttet til deres leder Muhammeds tradition, at de udøvede dødsstraf mod enhver, som ikke adlød hans bud. (Se teksten på engelsk her)

Hans tilnavn kan betyde Frelseren

"Leo III's brev til Umar II" antyder, at Umar bidrog til et skrift - til P'ourkan. P'ourkan (eller Furqan) betyder "frelse" eller "sondring". Sura 25 i Koranen hedder al-Furqan, og handler netop om, hvordan man kan undgå Helvedes straf.

 

Umars tilnavn Al-Farooq kommer af det samme ord. Det oversættes normalt som "den der sondrer mellem godt og ondt", fordi det passer bedst med den islamiske fortælling. Men spørgsmålet er, om Umar kan have været set som en slags frelser. Doctrina Jacobi og adskillige jødiske kilder indikerer netop, at jøderne har haft forhåbninger til, at den profet, som var kommet hos Saracenerne, skulle udfri dem. 

Dommedagsprofeten

Måske har nogle endda set Umar som slags Messiasfigur? Stephen Shoemaker argumenterer i bogen The Death Of a Prophet (2012) meget grundigt og overbevisende for, at Muhammed har været en dommedagsprofet, som prædikede, at Dommedag var nært forestående. Netop på grund af dommedagsforventningen var det vigtigt for Muhammed og hans følgere at erobre Jerusalem. Det var nemlig her, Dommedag ifølge både jøder og kristne skulle finde sted.  


Koranen udgør et af de bedste argumenter for den tese. Den er fyldt med forventninger om den snarlige Dommedag. Sura 25 Al-Furqan beskriver "de vantro", som nogle, der "kalder Timen for løgn". Den, der har prædiket Koranen, har i allerhøjeste grad prædiket Dommedag.

 

Templet i Jerusalem var målet

Der er overvældende argumenter for, at Mashid al-Haram (det forbudte bedested), som Koranen omtaler, og som idag "tolkes" til at være Kabaen i Mekka, oprindeligt har været Templet eller Tempelbjerget i Jerusalem, og at det har været målet for De troendes bevægelse. 

Ifølge jødisk tradition skulle genrejsning af Templet i Jerusalem trigge Dommedag og dermed Messias' komme - eller Jesu genkomst for de kristne. Kilder fortæller, at da Umar havde indtaget Jerusalem, gik erobrerne straks i gang med at opføre et bedested på Tempelbjerget, som de kaldte en moské (Hoyland, s. 63-65). Da den i 659 blev beskadiget af et jordskælv, opbyggede man en ny konstruktion, og senere blev den imponerende Klippemoske bygget på stedet. Jerusalem og Tempelbjerget har haft en enorm betydning for den tidlige bevægelse af troende.

 

I islam forklares Tempelbjergets betydning med at det var herfra, Muhammed på sin "natterejse" fløj til himmels på en sagnhest for at besøge Allah. Men lyder det ikke nærmere som et spor af en oprindelig forestilling om Messias' genkomst på Tempelbjerget? De hebraiske ord maḥmaḏ ("den lovpriste" eller "den eftertragtede") eller maḥămaddîm ("den elskede") findes i øvrigt i Bibelen, hvor de bruges om Templet. I kristen fortolkning er det Messias, der er Templet. Det kan man så tygge lidt på ...

Muhammed som profet

Prædikede han Dommedags snarlige komme?

Klippemoskeen.jpg

Klippedomen i Jerusalem

Bygningen er placeret præcist på Jødernes helligste sted - på Templets plads. Hvorfor var Tempelpladsen så vigtig?

19. Hvad fortæller Profetens død os?

Ifølge den traditionelle islamiske  fortælling, døde Muhammed af sygdom i Medina i 632 uden at have deltaget i én eneste erobring uden for Den arabiske halvø. 

Men de ikke-islamiske kilder antyder en anden historie. De bekræfter ideen om, at Umar ibn al-Khattāb kan have været identisk med Muhammed, og at der der har været en  messiasforestilling knyttet til Muhammed.  

Blev han myrdet?

Den byzantinske munk Theophanes (758817) skrev om 10 jødiske ledere, som fejlagtigt havde troet, at Muhammed var Messias og var konverteret. Senere opdagede de, at han var falsk, men alligevel blev sammen med ham, "til han blev myrdet" (se her). Det, at han blev myrdet, er blot nævnt i en bisætning. Som om det var almen viden på den tid, at han blev myrdet. Ifølge islamisk tradition blev Umar myrdet af en hævngerrig perser.  

Troede de, han var udødelig?

I det 7. og 8. århundrede begyndte polemiske fortællinger om Muhammeds liv, forfattet af kristne, at cirkulere. Blandt andet Istoria de Mahomet i Spanien. Ifølge disse smædefortællinger forventede både Muhammed og hans følgere, at han efter sin død ville genopstå på tredjedagen. Men genopstandelsen mislykkedes. Her er et eksempel: 

 

Da døden nærmede sig, lovede han at genopstå på tredjedagen, men på grund af vagternes sløseri opdagede man, at han var blevet fortæret af hunde. Han regerede i 10 år, hvorefter han var begravet i Helvede (Hoyland, s. 513).

 

Kilderne er naturligvis præget af ønsket om at skildre Muhammed som falsk og skabe en ufordelagtig sammenligning med Jesus. Men det er interessant, at de med selvfølgelighed omtaler erobringen af nærøsten som noget, der skete i Muhammeds levetid, og de kender ikke til, at han skulle være død i Medina. I citatet ovenfor står, at Muhammed regerede i 10 år. Umar regerede i 10 år, fra 634-644, og det var i den periode, erobringerne i nærøsten fandt sted. 

Historien om en skuffet forventning om genopstandelse findes faktisk også i de muslimske kilder. Her er historien, at Umar troede, Profeten ville genopstå, men at Abu Bakr fik talt ham til fornuft ved at citere et koranvers 3:144, som ingen af følgerne kunne mindes at have hørt før. Det er let at forestille sig, at historien er blevet til, fordi der har været et behov for forklaring. Navnet Umar betyder "langt liv". Men det kan måske også have haft betydningen "evig" eller "udødelig".  Ligesom Khalid, forresten.   

De troende måtte gentænke historien

Hvis tesen om, at Muhammed var en messiasfigur, som forventedes at leve til Dommedag, er rigtig, så har hans følgere efter hans død netop haft et stort behov for at finde en ny mening.  Både med hans liv og hans budskab. Det kan forklare, hvorfor der ikke er spor af Muhammeddyrkelse under "kaliffen" Mu'awiyah (661-680), og hvorfor Profeten og hans budskab senere - først under Abd al-Malik (685-705) og senere under Abbassiderne (fra 750) - blev genopfundet og fik en helt ny hjemegn i Hedjaz, langt fra de rigtige, historiske begivenheder, som nogle måske stadig kunne huske. 

 

Men det er en anden historie.

Muhammeds-død.jpg

De sørgende følgere

Muhammeds følgere kan have haft behov for at gentænke både hans liv og hans budskab. 

20. Vil du vide mere?

Det er stadig et mysterium, hvem den "rigtige" Muhammed var, selvom der er flere gode kandidater. Måske er der også flere kandidater end dem, der er nævnt her. Måske var der faktisk flere, som brugte titlen Muhammed? Jagten på den historiske Muhammed og islams opridelse minder lidt om en kriminalgåde. Det kan være, at der dukker nye spor op, og så må teserne revideres.  

 

Det kommer også an på, hvad man forstår ved "den historiske Muhammed". Meget tyder på, at den mytiske Muhammed og hans historie, som vi kender fra Ibn Ishaq's biografi (og som alle de senere islamiske biografier bygger på), formentlig er sammensat af flere historiske personer, tilsat inspiration fra de bibelske profeter.  

Meget tyder også på, at de "rigtige" historiske personer og begivenheder har haft at gøre med arabernes oprør og etablering af deres eget kommedømme i Irak, og med en efterfølgende religiøst inspireret bevægelse mod Jerusalem, som udviklede sig til flere erobringer. Det er en kompleks og sammensat historie. Lidt som et puslespil.    

Da der stadig er mange uafklarede spørgsmål, og der kan dukke nye informationer op. Så må siden her igen revideres. 

Følg med her:

  • Videokanalen SneakersCorner, hvor uafhængige private researchere "vender sten" i jagten på islams oprindelse. Jeg skylder en stor tak til denne kanal, som har givet rigtig meget inspiration til denne side. 

Anbefalet litteratur:

  • Robert Hoyland: Seeing Islam as Others Saw It (1997). En guldgrube af alt, hvad der findes af kilder fra det 7. århundrede, oversat til engelsk og kvalitetsvurderet. Et godt opslagsværk.

  • Stephen J. Shoemaker: The Death of a Prophet (2012). En undersøgelse af Profetens død, men samtidig en rigtig god gennemgang af kilder og en god demonstration af den skeptiske tilgang til disse kilder, samt en tese om, hvordan islam kan være startet.

 

Opdateret august 2021

puzzle.jpg

Brikkerne er endnu ikke samlet

Det er stadig et mysterium, hvem Muhammed var, og om ham måske var flere.