- og jomfruerne i paradis er i virkeligheden blot druer. I bogen "What the Modern Martyr Should Know" beskriver Norbert G. Pressburg, hvad moderne forskning kan fortælle om islams rødder. Meget tyder på, at de ældste dele af Koranen er kristne tekster, at "muhamad" var en betegnelse for Jesus, og at islam i opstod som en mutation af Arabisk kristendom i løbet af 800-tallet. En særdeles læseværdig bog!
Boganmeldelse.
FORFATTEREN OG HANS BUDSKAB
En bog med et budskab til nutidens muslimer
Norbert G. Pressburg er et pseudonym. Måske er han tysker, for hans bog udkom oprindeligt på tysk i 2010 under navnet "Good Bye Mohammed - Das Neues Bild des Islam", og bogen formidler resultaterne af ny islamforskning fra Tyskland. I 2012 udkom bogen på engelsk i 2012 under navnet "What the Modern Martyr Should Know - Seventy-Two Grapes and Not af Single Virgin". Det er ikke en videnskabelig fremlæggelse men derimod en bog der formidler forskning til almindelige læsere. Og som titlen indikerer, så har den et ærinde og et budskab:
Budskabet er først og fremmest, at den historie, som muslimer baserer deres tro på - nemlig at Koranen er Guds ord, som blev åbenbaret til Muhammed - er falsk. Et citat af videnskabsfilosoffen Karl Popper er det første, man ser, når man åbner bogen:
Det er ikke muligt at bevise sandheden. Men det er muligt at bevise falskhed. Og ved at gøre dét, kan vi nærme os sandheden
Bogens ærinde er, at påvise falskheden. Ny lingvistisk koranforskning peger nemlig på, at de ældste dele af Koranen stammer fra et kristent liturgisk skrift (til brug for gudstjenesten), og at der sandsynligvis slet ikke eksisterede en profet ved navn Muhammed. Islam blev først udviklet som en selvstændig religion i løbet af 800-tallet.
Men der er også et andet budskab. Det er, at dogmet om at Koranen er Guds ord er dybt skadeligt, fordi det sætter udvikling og tænkning i stå, fastholder de muslimske samfund i stagnation og skaber problemer i mødet med den moderne og ikke-muslimske verden. Pressburg har således en klar holdning til islam. Han afslutter sin bog med disse ord:
De klassiske skæggede koranlærde har haft deres tid og har fejlet ... Islam er nu kommet til et punkt, hvor den enten må reformere sig selv til en ny model - et "Reformeret Islam" eller et "Nyt Islam" - eller også vil den stå over for en meget problematisk fremtid
Men nu skal vi se, hvordan Pressburg argumenterer:
DE OVERRASKENDE RESULTATER AF DEN ARAMÆISKE LÆSNING
Kan Koranen overhovedet forstås på Arabisk?
Mange har måske fået at vide, at Koranen kun rigtigt kan forstås på Arabisk. Men hvilket Arabisk? Der findes nemlig mange forskellige slags. For eksempel det arabisk, som tales til hverdag i Syrien, Egypten, Yemen, Saudi Arabien, Marokko og mange andre steder - eller det officielle Arabiske sprog, Arabiya, også kaldet høj-arabisk. Mange arabere behersker ikke Arabiya specielt godt, fortæller Pressburg. Men Koranen er ikke engang skrevet på Arabiya. Den er skrevet på Koran-Arabisk, et gammelt skriftsprog, som kun kan forstås af lærde, der særligt har studeret det. Muslimer verden over lærer at læse eller recitere Koranen, ofte som børn. Men de forstår ikke, hvad de læser. Hvilket heller ikke er meningen. Koranen kan ikke engang forstås på nutidigt Arabisk.
"
Men ikke nok med det. Koranen hævder at være på "et klart Arabisk sprog" (fx 16:103), men faktum er, at den indeholder mange ikke-arabiske ord. Særligt indeholder den et stort antal Aramæiske ord. Aramæisk var netop det sprog, der i sen-antikken var det fælles skriftsprog i Mellemøsten, på samme måde som latin var det i Romerriget. Man har i mange år kendt til, at Koranen var fyldt med Aramæiske ord, men først i de senere år er det blevet undersøgt nærmere, hvad dette egentlig betyder.
Hvad sker der, når man læser Koranen på Aramæisk?
Hvis man har læst Koranen i oversættelse ved man, at der adskillige steder står ting, som virker ret mærkelige. Ifølge Pressburg kaldes disse steder i Koranen for "sorte pletter", og dem er der mange af. Christoph Luxenberg, som er ekspert i lingvistik og semitiske sprog, har forsket i disse "sorte pletter". Ifølge ham er Koranen skrevet på en blanding af old-arabisk og old-aramæisk. Det viser sig, at når man læser nogle af de mærkelige passager som Aramæisk, så giver de pludselig meget mere mening.
Et eksempel er i sura 19 (Maria): Maria har trukket sig tilbage til et øde sted for at føde Jesus under et palmetræ. Opfyldt af bekymring over at skulle føde udenfor ægteskab, og med fødselsveer, udbryder hun "Gid jeg var død". Vers 24 siger så:
"Da råbte han [Jesus] til hende, under hende: "Vær ikke bedrøvet! Din Herre har skabt et kildevæld under dig".
Det kan selvfølgelig være en trøst midt i smerten med et kildevæld. Men læser man verset på Aramæisk lyder det sådan:
"Da sagde han [Jesus] til hende, efter at hun havde født: "Vær ikke bedrøvet, for din Herre har gjort din fødsel legitim."
Luxenburgs aramæiske oversættelse giver et interessant alternativ, som er værd at overveje. Det er naturligvis ikke sikkert, at han altid har ret. For eksempel findes historien om Jesu fødsel under et palmetræ også i Pseudo-Matthæusevangeliet, som er et apokryft kristent skrift, og her er der også en kilde med i historien.
Men nogle gange giver den Aramæiske oversættelse bare meget mere mening, end den traditionelle. Et eksempel på det er sura 97 (Bestemmelsen). Den lovpriser den nat, Koranen blev sendt ned. Men det giver ikke så god mening, at Koranen skulle være sendt ned på én nat. For historien er jo, at Muhammed modtog alle åbenbaringerne over en periode på 23 år. Derfor har islamiske lærde været nødt til at supplere Allahs ellers nøjagtigt fremlagte ord (41:3) med kommentarer, som forklarer, at det jo kun var den første del af Koranen, som blev sendt ned på "Bestemmelsens nat". Men Luxenberg viser, at hvis man læser den på Aramæisk, så forvandler den sig til en julehistorie, komplet med engle, salmer og stjerne. Det var Jesus, som Gud lod komme til menneskene julenat.
Pressburg nævner adskillige eksempler fra Luxenbergs forskning. Det mest nedslående - set fra martyrernes side - er naturligvis jomfruerne i Paradis, som i den Aramæiske læsning blot er juvel-lignende druer. Deres store bryster, som er nævnt i vers 78:33 er i virkeligheden blot dejlig frugt - og de evigt unge drenge, som ifølge vers 76:19 også venter de gudfrygtige i Paradis, er blot juice eller vin. De skæggede mænd, som i sin tid oversatte - eller tolkede - Koranen til Arabisk, læste de Aramæiske ord som old-arabiske, og så smurte de lidt ekstra detaljer på oversættelsen og skabte et liderligt billede af Paradis.
Koranen startede som et kristent skrift
Pressburg argumenterer for, at de ældste dele af Koranen - særligt suraerne fra de såkaldt tidlige Mekkanske perioder - oprindeligt har været en kristen liturgisk bog. De tidlige suraers ærinde er netop at anerkende og bekræfte Evangeliet og Toraen, og Koranen gør ikke her krav på at være "Skriften" selv. Det Aramæiske ord Qeryan betyder "lectionary", hvilket er en bog med udvalgte tekster fra Bibelen til brug for gudstjenesterne. Ordet Koran kan meget vel være afledt heraf. Ifølge Pressburg blev Koranen først senere udbygget med Mediana-suraernes lovstof og derefter yderligere bearbejdet til ukendelighed af senere arabiske koranfortolkere, som ikke var blege for at bruge deres kreativitet, når oversætterevnerne kom til kort - og derudover inddrage historierne om profeten, som var kommet frem i løbet af 800-tallet.
Min egen vurdering er, at det umiddelbart giver rigtig god mening, at Koranen kan være opstået som et kristent liturgisk skrift. Det passer med den måde, Koranen er opbygget på. Historierne fra Bibelen forekommer jo netop i små spredte bidder rundt omkring i Koranen. Nogle af dem gentages adskillige steder, og det er helt åbenlyst, at Koranens tekst forudsætter, at man kender Bibelen. Koranen giver ganske enkelt ingen mening uden kendskab til Bibelen.
Når der i fx vers 27:1 står: "Dette er Koranens og et tydeligt skrifts tegn" - så lyder det jo faktisk som om, at "det tydelige skrift" ikke er Koranen. Eller når der i vers 10:37 står, at Koranen er "en nøjagtig fremlæggelse af Skriften" - så lyder det som om "Skriften" er noget andet end Koranen. Eller hvad med vers 20:133, hvor Koranen refererer til "de foregående sider". Hvilke sider?
Om Koranen så senere har fået sin form ved at mere eller mindre lumre koranoversættere eller -fortolkere, som ikke var kyndige i Aramæisk, har siddet i Kufa og Basra og færdig-kreeret den, skal jeg ikke kunne sige.
Men sammenlignet med historien om, at Gud skulle have sendt en "tydelig" og "nøjagtig fremlagt" tekst ned til menneskeheden, som lyder "Vi har skænket dig overflod, så bed til din Herre og giv slagtoffer! Den, den hader dig, får intet afkom" (sura 108), ja, så virker den forklaring da ikke som det dummeste alternativ.
Det mystiske hul i historien - og profeten, som dukkede op på Klippemoskeen
Akkurat som Tom Holland også gjorde det i "In the Shadow of the Sword", afviser også Pressburg hadith som historiske kilder, der kan fortælle noget om Muhammed. Hadith blev nedskrevet 150-250 år efter at profeten skulle have levet, og at bruge dem som kilde til at basere forskning på, svarer til videnskabelig uredelighed. Pressburg nævner også - ligesom Tom Holland - det "mysterium", at der ikke findes én eneste samtidig kilde, som nævner en profet ved navn Muhammed eller en ny religion. Det tidligste man kender, som nævner Muhammed og islam, er inskriptionen i Klippemoskeen i Jerusalem. Klippedomen stod færdig i 694, 62 år efter profetens angivelige død (jeg kalder den "Klippedomen fra nu af, fordi den efter al sandsynlighed ikke var en moske). Og derefter er der stadig næsten 100 år op til de næste referencer om profeten. Dette er naturligvis højst mærkværdigt. Et "hul" i historien uden kilder.
Men hvor Tom Holland prøvede at udfylde det mystiske "hul" i historien ved at undersøge, hvad Koranen kan fortælle om den mystiske profet, viser Pressburg en anden mulig vej at gå: Man kan undersøge teksten på Klippedomen og spørge, om den nu i virkeligheden handler om Muhammed og islam. Det har lingvistik-forskeren Christoph Luxenberg gjort.
Luxenberg viser, at den traditionelle oversættelse af teksten på Klippedomen ikke omtaler en profet ved navn Muhammed. Ordet muhamad er et såkaldt gerundium (infinit verbalform). Det betyder "den lovpriste", og det skal ikke forstås som et navn. Ifølge Luxenberg er det "en grammatisk umulighed", at det skulle være et navn. Betegnelsen muhamad blev brugt om Jesus. Det var Arabiske version af det græske khristós, og det hebraiske messias, som jo betyder "den salvede". Det var normen på den tid at bruge ærbødige titler.
Ordet islam betød i 600-tallet noget, der svarer til "overensstemmelse", ifølge Luxenberg. Han mener, at sætningen med islam på Klippedomen ikke handler om en ny religion, men om at "det rette" ifølge Gud er, at Det Nye og Det Gamle Testamente stemmer overens eller er i samklang.
Det åbner op for et helt nyt perspektiv på inskriptionen.
Teksten på Klippedomen er kristen
Når man ser inskriptionen, er det slående, hvor meget den handler om Jesus. Selv i den traditionelle oversættelse, som jo indholder at "Muhammed er Guds budbringer". Tekstens mest markante og dominerende budskab er, at Jesus ikke er Guds søn, og at Gud er én og ikke "tre". Mange tolker i dag inskriptionen som et "anti-kristent" budskab.
Men det er fordi de ikke ved, at de heftigste religiøse diskussioner i århundrederne efter Romerrigets fald, netop handlede om Guds og Jesu natur. Der var mange forskellige opfattelser af det. Der blev holdt flere store kirkelige råd, hvor biskopper vedtog, hvordan Gud og Jesus skulle forstås. Blandt andet blev det i Nicaea år 325 slået fast, at Jesus var guddommelig, og ved et senere råd i Konstantinopel år 381 blev det gjort klart, at også Helligånden var en del af den treenige Gud. Men ikke alle var enige. Ifølge Pressburg var netop de Arabiske kirker ikke enige med den Romerske kirke og den Byantinske imperiale kirke i dogmet om Treenigheden.
Teksten på Klippedomen skal læses i det lys. Den er ikke anti-kristen, men kristen.
Pressburg konkluderer ganske enkelt, at "kaliffen" Abd al-Malik, som byggede Klippedomen, slet ikke var kalif. Han var en kristen arabisk emir. Han byggede Klippedomen i Jerusalem som en kristen helligdom, der skulle være klar til Jesu genkomst, som mange dengang troede ville finde sted ved århundredeskiftet. Inskriptionen var formentlig et svar på Hagia Sophia i Konstantinopel, som priser Jesus som den anden del af Treenigheden.
Du kan se inskriptionen på Klippedomen allernederst på denne side. Både den traditionelle oversættelse og Luxenbergs. (Oversat til dansk efter Pressburgs bog).
Brikkerne falder på plads
Tesen om at "kaliffen" var kristen og at "muhamed" i 694 blot var en betegnelse for Jesus forklarer "mysteriet" om de manglende samtidige kilder om Muhammed.
Nogle af Pressburgs argumenter kan selvfølgelig diskuteres. For eksempel understøtter han argumentet om, at Klippedomen var en kristen kirke med, at frankerkongen Karl den Stores Paladskapel i Aachen fra år 800, som er ottekantet og med kuppel, ligesom Klippedomen, blev bygget som en model af "Det hellige Jerusalem". Og hvorfor skulle Karl den Store dog have ønsket at lade sig inspirere af en islamisk moské? Det giver ikke mening.
Slår man op på Wikipedia ser det dog ud til, at det var Den himmelske by Jerusalem, Karl ville efterligne. Men ved nærmere eftersyn ser det ud til, at "himmelske" er indføjet i en forklarende parentes - og man kommer i tvivl: Er det i virkeligheden Wikipedias version, som er en fejltolkning, lavet fordi man har taget for givet, at Klippedomen var islamisk. Der findes mange eksempler på, at man har fortolket historien på en måde, som passede med den traditionelle islamiske historie om islams opståen, som ingen kilder kan bekræfte. Man har ikke stillet spørgsmålstegn men har ladet sig dupere af de detaljerede beskrivelser.
Når man åbner op for muligheden af, at den Arabiske verden kan have været kristen i de århundreder, som muslimer ellers normalt regner for at være "Islams Guldalder", så falder mange brikker på plads. Et par eksempler:
Ifølge den traditionelle historie skulle islam have spredt sig som en steppebrand over halvdelen af den antikke verden, som i løbet af meget få år kom under islamisk herredømme. Mange vestlige historikere har taget den historie for givet (se anmeldelsen af Gyldendals Verdenshistorie fra 1919). Men mærkeligt nok har ingen af de erobrede folk noteret, at de blev erobret af muslimer med en ny religion.
Derimod blev araberne - også kaldet Saracenerne, Ismaelitterne eller Hagarittene (men ikke muslimer) - regnet for kættere af de ortodokse og de katolske. "Kætter" bruger man kun om folk inden for samme religion. Der blev også præget mønter med kristne symboler i områder, som ifølge den traditionelle historie skulle have været underlagt islam i over hundrede år. Ville de muslimske kaliffer mon virkelig overlade dette symbol på magt til de underlagte folk?
Tesen om kristenhed giver god mening på så mange måder, at den virkelig maner til eftertanke: Hvor mange ting har vi bare taget for givet hidtil? Der er helt klart basis for at genbesøge historien og undersøge, om det, vi hidtil har troet lå fast, nemlig islam, har hindret os i en forståelse af historien, som måske er mere oplagt. Eller nærmere sandheden.
Islamiseringen tog fart efter Al-Mamun
De nysgerrige vil måske spørge: Hvordan, hvorfor og hvornår opstod Islam og Muhammed så? Der er stadig mange manglende brikker. Pressburg mener, at det var en gradvis proces, men at der skete noget efter kaliffen al-Mamun, som regerede 813-833. Al-Mamun kom oprindeligt fra det nordøstlige Persien. Han kaldte sig selv for "kalifat Allah" - Allahs efterfølger - og regerede fra Bagdad. Han værdsatte og opmuntrede videnskab, og det var under ham, at astronomer målte
Jordens omkreds til at være 40.075 km.
På hans tid var nogle af Koranens tekster kendte og blev diskuteret. Al-Mamun bekendte sig til Mutazilisme, der lagde vægt på rationalitet i forhold til troen. Han erklærede, at Koranen var skabt, og at det derfor var tilladt at diskutere den.
Muslimer hylder i dag tiden under Al-Mamun som "islams storhedstid. Men ifølge Pressburg var det først efter ham, at Muhammed-dyrkelsen og islamiseringen for alvor fat. Over de næste par hundrede år udviklede islam sig til den selvstændige religion, vi kender i dag, som er baseret på Koranen, Muhammed og dogmet om at Koranen er Guds uskabte og evige ord.
Herefter begyndte det at gå tilbage for den frie og rationelle tænkning og dermed for det arabiske imperium.
Sådan blev Muhammed en profet
Pressburg nævner den teori, at navnet og profeten Muhammed kan være udsprunget af de arabiske kristnes ønske om en arabisk profet. Dette kombineret med Jesu løfte til disciplene i Det Nye Testamente (fx Johannes 14:16 og 14:26) om, at der ville komme en "hjælper" til dem, eller en "talsmand". I kristen teologi forstås hjælperen som Helligånden. Men på Aramæisk, som var det sprog, der blev talt på Jesu tid, hedder hjælper mhamda. Og derfra er der jo ikke langt til muhamad. I Koranen er Jesu løfte omtalt (61:6) - og her står der, at Jesus lovede en udsending, hvis navn er Ahmad. Ahmad betyder det samme som muhamad - den lovpriste.
Fra at være en betegnelse for Jesus, kunne muhamad nu fortolkes som en den lovede "hjælper" eller "talsmand". Og derfra var der kort til at navnet på hjælperen var Muhammed. Araberne - ismaelitterne - kunne nu få deres egen profet. En af deres egne, sådan som det understreges flere steder i Koranen (fx 9:128).
Derefter var der kun tilbage at lave historien om ham.
Ingen ved, hvordan det præcis skete, at historien om Muhammed og islam tog form. Man kan kun opstille teorier og undersøge dem. Men som Pressburg skriver: Islamforskningen er først lige gået i gang. Det håber jeg, han har ret i.
ANBEFALING
Jeg vil varmt anbefale Pressburgs bog. Den er let at læse (dog på engelsk), og den giver indblik i noget af den nyere koranforsking, som vi ellers aldrig hører om. Det er en spændende mulighed, at Koranen kan læses på Aramæisk, og det er helt oplagt at undersøge dette, netop fordi Aramæisk var datidens skriftsprog i den del af verden, og fordi der netop er identificeret mange Aramæiske ord i Koranen. Tesen om, at araberne i "Islams Guldalder" faktisk var kristne har overraskende stor forklaringskraft, og Pressburg fremfører sine argumenter godt og overbevisende.
Bogen er ikke videnskabelig, men formidlende, og den har naturligvis et klart budskab om islam. Jeg kan godt lide den for dens budskab om, at islams højt besungne storhedstid slet ikke var islams storhedstid, og at det er på tide at erkende, at islams dogmatisme skaber stagnation og problemer. Det er ikke mongolerne, frankerne, Vesten eller Israel, der er skyld i den muslimske verdens fortrædeligheder. Det er islam.
Det er ærlig snak! Tom Hollands bog "In the Shadow of the Sword", som også handler om islams tilblivelse, er en fantastisk informativ bog, men det klæder ikke forskere at gøre et stort nummer ud af at "respektere" religion. Pressburg er klar i spyttet. Efter at have beskrevet, hvordan muslimske forskere har svært ved at lave videnskabelig koranforskning, fordi der er bestemte konklusioner, de under ingen omstændigheder må drage, giver han denne velfortjente stikpille til vestlige forskere:
Men denne manglende videnskabelige livskraft findes ikke kun i islamiske lande. Dr. Angelika Neuwirth, som er leder af forskningsprojektet Corpus Coranicum ved Berlin-Brandenburgs Videnskabelige og Humanistiske Akademi, udtalte, at hun og hendes team respekterede den "hellige myte om Koranens oprindelse". Prøv at forestille jer, at Darwin havde udført sin forskning i evolution "i respekt" for Bibelens 6-dages skabelsesberetning
En klar anbefaling af Pressburgs bog herfra.
Gid der i fremtiden må komme meget mere interessant forskning i islams oprindelse, så vi kan nærme os sandheden.
Se også:
Norbert G. Pressburg: What the Modern Martyr Should Know: Seventy-Two Grapes and Not a Single Virgin. The New Picture of Islam. 2012. Revideret version af bogen "Good Bye Mohammed" af Norbert G. Pressburg (2009 og 2010)
BILAG: INSKRIPTIONEN PÅ KLIPPEDOMEN
Traditionel oversættelse
I Guds navn, den Barmhjertige, den Medfølende. Der er ingen anden Gud end Gud. Han har ingen hjælper. Ham tilhører magten og æren. Han giver liv og bringer død.
Muhamad, Abd Allahs søn, er Hans budbringer. Gud og Hans engle velsigner profeten. I troende, bed om hans velsignelse og hils ham med ærbødighed. Velsignelse og fred være med ham, og må Gud vise ham nåde.
I, Skriftens folk, gå ikke for vidt i jeres tro, og sig kun sandheden om Gud. Messias, Jesus, Marias søn, var kun Guds budbringer og Hans ord, som Han overførte til Maria, og en ånd fra Ham.
Så tro på Gud og Hans budbringer, og sig ikke "tre". Hold inde. Det er bedst for jer. Gud er kun én Gud. Han er højt hævet over at have en søn. Han er alt, hvad der er i himlene og på jorden, og Gud er tilstrækkelig som beskytter.
Messias føler sig ikke hævet over at være Guds tjener, lige så lidt som de hengivne engle. Den, der føler sig hævet og er hovmodig, vil Han samle rundt om sig.
Gud, velsign din budbringer og din tjener Jesus, søn af Maria. Må fred være med ham den dag, han blev født, den dag han dør, og den dag han genopstår. Sådan er Jesus, Marias søn, det er den sandhed, om hvilken I er i tvivl. Lovet være Gud, højt hævet over at have en søn. Når Han har besluttet en sag, siger Han blot "Bliv til!", og så er den til.
Gud er min Herre og din Herre. Så tjen Ham. Gud bevidner, at der ikke er nogen anden Gud end Gud, og det samme gør englene og de, der har viden. Han varetager retfærdigheden. Han er den eneste Mægtige og Vise Gud.
Se, Allahs religion er islam. Og de, der har fået Skriften blev uenige i oprørskhed, efter at de havde fået viden. Og de, der benægter Guds tegn, dem vil Gud hurtigt gøre op med.
Luxenbergs oversættelse
I den kærlige og højt elskede Guds navn. Der er ingen anden Gud end Gud. Han har ingen hjælper. Ham tilhører magten og æren. Han giver liv og bringer død.
Lovprist være Guds tjener og budbringer. Gud og Hans engle velsigner profeten. I troende ønsk ham velsignelse og frelse. Gud velsigne ham og frelse være med ham, og Guds kærlighed.
I, Skriftens folk, vær ikke vildledte i jeres dømmekraft, og sig kun det rette om Gud. For Jesus Kristus, Marias søn, er Guds budbringer og Hans ord, som Han overførte til Maria, og Hans ånd fra Ham.
Så tro på Gud og Hans budbringer, og sig ikke "tre". Afvis det. Det er bedst for jer. Gud er kun én Gud - ære være Ham - Hvordan kunne Han have en søn, når alt, hvad der er i himlene og på jorden, er Hans. Og Gud er tilstrækkelig som støtte.
Kristus vil ikke finde det under sin værdighed at være Guds tjener, eller Guds nærmeste engel. Men dem, der forsømmer at tjene Ham, og er hovmodige, dem vil Han bringe frem for sig.
Gud, velsign din budbringer og din tjener Jesus, søn af Maria, sandhedens ord, som de strides over. Det er ikke ret at Gud skulle adoptere et barn, fred være med Ham. Når Han har besluttet en sag, siger Han blot "Bliv til!", og så er den til.
Gud er min Herre og din Herre. Så tjen Ham. Det er den rette vej. Gud mindede om, at der ikke er nogen anden Gud end Ham og englene, som de, der har viden, sandfærdigt bekræfter: Der er ingen anden Gud end Ham, den mægtige og vise.
Gud mener, at det rette er, at skrifterne er overensstemmende. Fordi de, der har fået Skriften, kom i konflikt med den åbenbarede viden ved at strides. Og de, der benægter Guds ord, som er skrevet i Skriften, dem vil Gud hurtigt stille til regnskab.