Muhammed var oprindeligt en dommedagsprofet

Opdateret: juni 24

Men da han døde, og Dommedag aldrig kom, måtte hans følgere omfortolke ham og hans budskab. Efter kun 100 år var islam helt anderledes end den oprindelige bevægelse - og havde endda fået en helt ny geografi.


Det er, hvad Stephen Shoemaker argumenterer for i bogen The Death of a Prophet , hvor han anvender den samme skeptiske metode på islam, som anvendes i forskningen om den tidlige kristendom. Et grundigt og velargumenteret værk, som udfordrer den traditionelle islamforskning, som ukritisk har taget en historie for givet, som der er al mulig grund til at være skeptisk overfor.

Stephen J. Shoemaker: The Death of a Prophet. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam. University of Pennsylvania Press, 2011


FORFATTEREN OG FORHISTORIEN

Stephen J. Shoemaker er professor i Religious Studies på University of Oregon. Hans baggrund for at studere tidlig islam er blandt andet hans ekspertise i studiet af den tidlige kristendom. The Death of a Prophet er fra 2011 og har således nogle år på bagen. Shoemaker har siden skrevet andre bøger om islams begyndelse (som jeg ikke har læst).


Men The Death of a Prophet er en klassiker inden for forskningen i islams oprindelse. Det er den, fordi den tager tråden op fra Patricia Crone og Michael Cook's banebrydende men også udskældte bog Hagarism, som udkom i 1977. Crone og Cook fremsatte på basis af deres studier af ikke-islamiske kilder fra 600-tallet og Koranen en tese om, at islam startede som en arabisk vækkelsesbevægelse, der var stærkt inspireret af jødisk messianisme og hvis mål var at erobre Det Hellige Land. Bogen vakte stort røre i islamforskningen, fordi den så bort fra den kanoniserede islamiske tradition og kom frem til en markant anderledes historie end den gængse. En del af kritikken var nærmest fjendtlig. Selv i dag, hvor bogen efterhånden er anerkendt for at have introduceret et nyt og revolutrionerende perspektiv, sørger mange islamforskere for at tage lidt afstand og understrege, at Hagarism er en "meget kontroversiel" bog. Nogle påstår endda, at forfatterne har "trukket deres påstande tilbage" - som om man normalt gør den slags med hypoteser.

Shoemaker viser, at der trods Hagarism's "fejl" sagtens kan arbejdes videre med at undersøge dens ideer, og at den skeptiske tilgang kan være særdeles frugtbar for forskningen i islams oprindelse. Akkurat som den i mange år har været frugtbar for forskningen i den tidlige kristendom.


Hans undersøgelse ender med at bekræfte dele af Crone og Cooks (dengang) chokerende tese.


Se evt. stephen-shoemaker.com


INDHOLDET: MUHAMMEDS DØD OG DENS BETYDNING


Hvorfor stemmer den islamiske historierne ikke med kilderne?

Stephen Shoemaker fokuserer på et lille hjørne af islams tidlige historie, nemlig Muhammeds død. Men det viser sig hurtigt, at det langt fra kun er et lille hjørne. Undersøgelsen af Muhammeds død kommer nemlig til at rejse nogle grundlæggende spørgsmål om islams begyndelse. For den islamiske historie, som blev nedskrevet fra midten af 700-tallet, stemmer ikke overens med de tidige kilder.


I kapitel 1 gennemgår Shoemaker 11 kilder fra det 7. og 8. århundrede. De fleste er kristne og jødiske vidnesbyrd, men en af dem er faktisk islamisk: Det er "Umars brev til Leo" fra det 8. århundrede, som blev opdaget i 1960'erne, og som vurderes at være en af de ældste islamiske kilder. Alle 11 kilder indikerer, at Muhammed var i live og ledede erobringen af Palæstina i 634. Det er i modstrid med den traditionelle islamiske historie, som hævder, at Muhammed døde i Medina i 632 og ikke deltog i erobringen af Palæstina.


Det ser således ud til, at de tidlige muslimers kollektive erindring om, hvad der skete, ændrede sig markant i løbet af en periode på 100-200 år. Det gælder ikke kun erindringen om profetens død og tidspunktet for den - men også hvor han befandt sig og hvad målet for hans religiøse bevægelse var.


Kapitel 2 gennemgår grundigt de islamiske kilders beretning om Muhammeds død. Oplysningen om at han døde i Medina i 632, før erobringen af Palæstina, stammer fra Ibn Ishaqs Muhammedbiografi, som er skrevet over 100 år efter Muhammeds død. Den er problematisk som historisk kilde, ikke kun fordi den er så sen, men også fordi den åbenlyst er skrevet med det formål at skabe en arabisk "frelsehistorie". Så der er god grund til skepsis. Historien om profetens død i Medina kan sagtens have afspejlet et ønske om at gøre ham fri af erobringerne i Palæstina og "huske" islams start som noget rent arabisk.


Selvom de islamiske kilder generelt skal betragtes med stor skepsis, kan man dog sagtens finde information i dem alligevel. Shoemaker afskriver ikke bare de islamiske kilder, men tager dem alvorligt og undersøger dem - hvilket virker sagligt og seriøst.

En interessant oplysning i kapitlet er, at flere traditioner, som kan spores længere tilbage end Ibn Ishaq, antyder en tidlig erindring om, at Muhammeds følgere til at starte med ikke ville begrave ham, fordi de troede, han ville genopstå. Først da det blev tydeligt, at genopstandelsen udeblev, lod de sig overbevise. Der blandt andet spor af historien i Sahih al-Bukhari i beretningen om Umar, der nægtede at tro, at Muhammed var død, mens Abu Bakr dog hurtigt fik talt ham til fornuft ved at pointere, at Muhammed kun var et menneske og citere et vers fra Koranen.


Hvorfor er det interessant? Det er det, fordi det indikerer at Muhammeds følgere engang har haft forventninger til Muhammeds rolle og budskab, som ikke blev indfriet.


Dommedag kom ikke - og der måtte nytænkes

Shoemaker mener, at de tidlige ikke-islamiske kilder, der beretter om Muhammeds vitalitet under erobringen af Palæstina, meget vel kan afspejle en tidlig og mere oprindelig tradition, som senere er blevet revideret inden for islam. Men hvorfor og hvordan?


Shoemaker vurderer, at uoverensstemmelsen mellem de to traditioner er så stor, at den ikke bare kan forklares - som nogle har gjort - med at Ibn Ishaq har ønsket at kaste et mytisk skær over Muhammed og få ham til at ligne Moses (som jo førte sit folk ud af undertrykkelsen, men ikke selv kom ind i Det Forjættede Land). Kun store omvæltninger i de tidlige muslimers tro kan have forårsaget den store diskrepans mellem den islamiske tradition og de tidlige kilder.


Shoemakers bud - som han argumenterer for i kapitel 3 - er, at Muhammed oprindeligt var en dommedagsprofet. Han og hans følgere troede, at Dommedag var nært forestående. De troede, at den ville indtræffe i profetens levetid. Den vigtigste kilde til dette er Koranen, som har et enormt fokus på Dommedag, der adskillige steder beskrives som nær (se fx vers 21:1 og 54:1). Men også i de islamiske traditioner gemmer sig spor af forventningen om Dommedags snarlige komme. Derudover understøttes det af flere tidlige ikke-islamiske historisk vidnesbyrd, fx Doctrina Jacobi fra 634.


Men da Muhammed - til hans følgeres chok og overraskelse - døde inden Dommedags komme, og da Dommedag med årene stadig lod vente på sig, måtte de nyfortolke hans budskab. De måtte tilpasse deres tro.

"Det er for langt ude. Det kan man da ikke bare gøre", vil du måske indvende. Men ifølge Shoemaker er det slet ikke nogen vildt urealistisk eller hidtil uset udvikling. Faktisk skete der akkurat det samme for de tidlige kristne. Forskningen i den tidlige kristendom viser, at også Jesus forudså Dommedags snarlige komme, og at hans følgere - da Dommedag ikke indtraf - begyndte at tolke hans budskab og liv i et nyt lys. Tolkningen af Jesus og hans budskab blev derudover "helleniseret", da den spæde kristendom spredte sig til de græsk-romerske områder (og Dommedag fortsat udeblev), og således udviklede Jesus sig i løbet af en relativt kort periode fra jødisk dommedagsprofet til filosofisk frelserfigur.


Dedikerede følgeres - endog hurtige - nyfortolkning i lyset af nye omstændigheder er således ikke et ukendt fænomen i historien.


Behovet for en adskilt arabisk religion

Men der skete også noget andet for Muhammeds følgere. De fik tilkæmpet sig et imperium, og det nye imperiums behov for fælles arabisk identitet og samfundsorden kan - sammen med Dommedags vedvarende udsættelse - meget vel have spillet en stor rolle for udviklinge af den kollektive muslimske erindring om Muhammed og hans budskab.


Det beskriver Shoemaker i Kapitel 4. Det hedder "Fra troende til muslimer" og handler om, hvordan islam gik fra oprindeligt at være dommedagsbevægelse fokuseret på Jerusalem og Det Hellige Land til at blive det nye imperiums religion, hvis "hellige geografi" nu var placeret i Hedjaz. Kapitlet er på ingen måde en "færdig fortælling". Men konturerne af en mulig historie begynder alligevel at tegne sig.

Flere tidlige kilder - inklusiv Koranen selv - tyder på, at bevægelsen i starten har været "interconfessionel": Den har omfattet både jøder og kristne, som var forenet i monoteisme og troen på Dommedag - en tese som blandt andre Fred Donner har udforsket og argumenteret for i Muhammad and the Believers. At the Origins of Islam (2010). Også i den islamiske tradition er der spor af en oprindelig alliance med jøder, blandt andet i form af den såkaldte Medina-konstitution.


Den islamiske fortælling, baseret på Ibn Ishaq (100 år efter begivenhederne), gør et stort nummer ud af, at alliancen med jøderne kun var et kort, forbigående eksperiment, som ikke kunne holde. Men det kan igen være udtryk for et ønske om at "huske" islams oprindelse som noget rent arabisk. "De troendes bevægelse" kan sagtens have beholdt sin inter-konfessionelle karakter et godt stykke efter Muhammeds død, hvilket blandt andet kristne kilder som John Bar Penkaye antyder.


Jerusalem var det oprindelige helligsted

Hvis Muhammeds bevægelse oprindeligt har haft et stærkt jødisk element og været fokuseret på Dommedag, er det ikke overraskende, at dens fokus og "hellige geografi" har været Jerusalem og Palæstina. Forventningen om Dommedag netop været et stærkt motiv for at erobre Jerusalem. For det var der, Dommedag skulle finde sted.


Shoemaker demonstrerer, hvordan både islams egne kilder og de eksterne kilder tydeligt peger på, at Jerusalem har været det oprindelige fokus. Det er helt oplagt, at Mekka og Medina først senere - på et tidspunkt, hvor fokus på Dommedag også var ved at glide i baggrunden til fordel for fokus på Profeten - fik status som den primære hellige geografi. Man kan ikke udelukke, at Muhammed kom fra Hedjaz, skriver Shoemaker. Men hverken Mekka eller Medina ser ud til at have haft hellig betydning for den oprindelige bevægelse. Koranen selv indikerer desuden tydeligt, at den er blevet til i en helt anden geografisk kontekst en den, som den senere islamiske tradition hævder, hvilket blandt andet Patricia Crone har argumenteret for. Alene det, at Koranen beskriver Muhammeds "afgudsdyrkende" opponenter som agerbrugere, er ifølge Shoemaker:

evidens, som meget kraftigt peger på, at Koranen, og dermed Islam, oprindeligt kan have taget sin form et sted uden for Hejaz (eller i hvert fald ikke i Mekka).

Hvor islam så tog sin form, står stadig hen i det uvisse. Men Shoemaker nævner dog, at Crone og Cook har foreslået det nordlige Arabien som en mulighed, og at andre også har foreslået Syrien og Mesopotamien.


"Men man kan da ikke bare flytte historien, etablere et gravmonument for Muhammed i Medina og få folk til at tro på det", tænker du måske. Det lyder jo lidt konspirationsteoretisk. Men faktisk er den slags slet ikke et ukendt historisk fænomen. For eksempel er der konkurrerende historier om, hvor Jomfru Maria endte sine dage - og både Efesos, Jerusalem og Konstantinopel har ifølge Shoemaker legender, helligdomme og relikvier, som understøtter at det er dér, hendes grav er.


Central styring af fortællingen

Til forskel fra kristendommen blev islam ret hurtigt en "statsreligion". Både Koranens "samling" og den første Muhammedbiografi blev iværksat af kaliffer. De har haft mulighed for kontrol over fortællingen. Det kan muligvis være en forklaring på, hvorfor der stort set ikke findes nogen islamiske kilder fra de først 100 år. Der er et langt mere rigt og omfattende kildemateriale om den tidlige kristendom, end der er om den tidlige islam. Til trods for, at islam var ved magten og må have haft ressourcerne.


Ifølge Shoemaker var det Abbassiderne, som fra midten af 700-tallet plastrede Hedjaz til med mindesmærker. Men orienteringen mod Hedjaz er formentlig begyndt allerede under Ummayadekaliffen Abd al-Malik (685–705). Der har formentlig været en periode, hvor Hedjaz og Palæstina har været i konkurrence om positionen som det mest hellige sted.

At Abd al-Malik (som regerede fra Damaskus) opførte Klippedomen i Jerusalem er et kraftigt vidnesbyrd om, at Jerusalem i slutningen af 700-tallet stadig spillede en meget vigtig rolle, og måske endda var tænkt som en genopførelse af Templet - hvilket igen er et signal om den stærke jødiske indflydelse - og måske endda også en fortsat forventning om Dommedag. Inskriptionen i kuplen, der tager afstand fra treenigheden, vidner desuden om, at islam på det tidspunkt var i gang med at markere sig som en selvstændig religion..


Reumé

I løbet af bogens 4 kapitler får Shoemaker effektivt demonstreret,

  1. At der er en bemærkelsesværdig uoverensstemmelse mellem de tidlige eksterne kilder og den senere islamiske historie med hensyn til tid og sted for Muhammeds død.

  2. At de tidlige eksterne kilder formentlig afspejler en mere oprindelig tradition, som senere er blevet undertrykt i islam - men at der også i islamiske kilder stadig gemmer sig spor af den.

  3. At den store ændring i "erindringen" om islams begyndelse kan forklares med, at situationen ændrede sig afgørende for Muhammeds følgere. Først ved at Dommedag aldrig indtraf som forventet - hvilket tvang dem til at nyfortolke Muhammeds liv og stræben. Dernæst ved at det nyvundne imperium skabte behov for en samlende arabisk statsreligion.

  4. At Crone og Cook i Hagarism ikke skød helt forbi: Muhammeds bevægelse var efter al sandsynlighed kraftigt inspireret af jødisk messianisme og Jerusalem var dens oprindelige hellige sted. Det er i hvert fald det billede, der toner frem, når man grundigt, skeptisk og kildekritisk gennemgår såvel islamiske som ikke-islamiske kilder.

DET GODE VED BOGEN

Jeg vil især fremhæve 3 ting, som gør bogen virkelig god:

  • Den er helt igennem saglig. Der er ingen kritik af Islam overhovedet. Den forholder sig eksempelvis udelukkende til Koranen som en historisk kilde - når skal argumenteres for, at Islam startede som en dommedagsbevægelse. Islams tidlige historie behandles som et forskningsfelt akkurat som kristendommens tidlige historie. Det gør den troværdig. Sproget er på ingen måde værdiladet. I stedet udtrykker Shoemaker sig med et bevidst undersøgende sprog, som holder muligheden for nye opdagelser åben. Han er udelukkende kritisk over for islamforskere, som ikke er åbne over for skepticisme eller ikke vil anvende historisk metode på islam.

  • Parallellerne til kristendommen. Mange steder i bogen drages der paralleller mellem forskningen i tidlig islam og forskningen i kristendommens oprindelse. Det er et meget værdifuldt perspektiv. Det er med til at normalisere og fremme den skeptiske tilgang til islams oprindelse: Det er okay at være skeptisk, foreslå nye ideer og have divergerende opfattelser - akkurat som på andre levende forskningsfelter. Det er også med til at afdramatisere nogle af konklusionerne: Den store forandring i den muslimske "erindring" skyldes ikke nødvendigvis falskhed og bedrag. Det kan lige så være resultat af et behov for at skabe mening og betydning ud af fortidens hændelser under forandrede vilkår. Det behøver at være en anklage mod de første troende eller et "angreb" på religionen.

  • Den er ekstremt grundig. Efter læsningen har man en fornemmelse af, at man må have været igennem alt, hvad der findes af viden om emnet. Også selvom det naturligvis ikke er tilfældet, da bogen jo er næsten 10 år gammel. Men i hvert fald er indtrykket at Shoemaker er meget vidende om sit felt og har bestræbt sig på at tage alt med. Det er en stor styrke, at både islamiske og ikke-islamiske kilder undersøges og vurderes. Hagarism blev netop i sin tid blev kritiseret for at se helt bort fra den islamiske tradition, og den fejl begår Shoemaker ikke Jeg har lært en del om de islamiske kilder ved at læse kapitel 2, og det er jeg glad for. Jeg har endda også lært noget om den tidlige kristendom.

KRITIK

  • Lidt tung at læse: Bagsiden af medaljen ved grundigheden er, at bogen er meget tætpakket med information. Alt bliver vendt, diskuteret og vurderet. Det gør, at bogen er lidt langtrukken at komme igennem, og det gør det ikke bedre, at den er på engelsk. Heller ikke selvom den er skrevet på nemt og forståeligt engelsk.

  • En antagelse som man kunne være skeptisk overfor: Shoemaker er fortaler for, at man bør være skeptisk over for alt, for derved at øge sin viden. Men han glemmer måske selv at være skeptisk over for den antagelse, at Koranen er det, som Muhammed prædikede. Det er centralt for tesen om, at Muhammed var dommefagsprofet. Han nævner ganske vist et sted, at Koranen faktisk intet fortæller om Muhammeds liv. Men det kunne have været fint med en grundig diskussion af, om Muhammed nu også prædikede Koranen, og hvad der taler for og imod - sådan som han diskuterer mange andre ting. For tænk nu hvis Koranen var nogle andres prædikener?

ANBEFALING

Jeg vil anbefale bogen til enhver, som er oprigtigt nysgerrig på forskning i islams tilblivelse, og som har mod på at læse en bog, hvor alting vendes og drejes, og som derfor er lidt omstændelig - men som er spækket med information.


Del allerstørste værdi ved at læse bogen er en følelse af at komme nærmere en forståelse af, hvordan Islam rigtigt kan være opstået. Konturerne af noget, der måske kan blive til den rigtige - historiske - historie begynder at tegne sig. Argumentationen hænger sammen og giver god mening.


Der er naturligvis stadig rigtig mange mysterier - og der er også kommet nye ideer på banen inden for forskningen i islams oprindelse siden 2011. For eksempel noget af det, som Morten Rydahl beskriver i bogen Muhammed. Da imperiet fandt sin profet.


Men Stephen Shoemakers bog - som jeg mener er en klassiker - inderholder helt sikkert nogle af brikkerne til puslespillet. Og den skeptisle tilgang holder!