Jakob Skovgaard-Petersen har med Muslimernes Muhammed - og alle andres skrevet anbefalelsesværdig bog om Muhammeds fortolkningshistorie. Men den har to ærgerlige svagheder.
Jakob Skovgaard-Petersen: Muslimernes Muhammed - og alle andres. Gyldendal, 2020
FORFATTEREN OG HANS INTENTION
Jakob Skovgaard-Petersen er professor ved Københavns Universitet og har undervist i islamiske studier i næsten 30 år. Mellem 2005 og 2008 - hvilket vil sige under Muhammedkrisen - var han direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo. Han er fascineret af Muhammeds "mangeartede menigheder på frie kontinenter", og han repræsenterer efter eget udsagn en type "islamisk dannelse", som han gerne vil give videre.
Han mener, at der er brug for "en roligere og mere reflekteret samtale om islam og Muhammed", og at der er behov for "en bedre forståelse af, hvad en religion i det hele taget er for en størrelse". Det vil han gerne bidrage til med sin bog.
INDHOLDET
Det handler om ideen Muhammed
Muslimernes Muhammed - og alle andres er historien om, hvordan Muhammed igennem 1200 år er blevet fortolket i den muslimske verden og i Europa. Den handler ikke om den "rigtige" Muhammed, men om den mere fluffy og flydende Muhammed, som er en "historisk kamæleon", som hele tiden skabes af sin samtid. Altså en ide. Bogen er således et stykke idéhistorie - og en stor bedrift, som absolut ikke skal underkendes.
Bogen giver et godt historisk overblik over, hvordan synet på Muhammed har varieret gennem tiderne, alt efter den viden og det verdenssyn, man har haft, og ikke mindst efter, hvad mennesker har haft brug for, at han repræsenterede under de givne historiske omstændigheder. Fordi den beskriver både muslimernes og "vores andres" syn på Muhammed, giver den også et meget interessant billede af, hvordan kulturmødet med Europa har formet muslimernes Muhammed. Han er blevet udfordret af kritik og nye strøminger, og hans karakter har udviklet sig i en dobbelthed af både tilpasning og modreaktion gennem tiderne.
Muhammed i Europa: Fra antikrist til en, der bedækker fyrre kvinder
Gennem bogen kan man følge ideen om Muhammed fra Ibn Hishams "basishistorie" fra 800-tallet og op gennem tiderne.
Dels i Europa, hvor middelalderens kristne i tiden efter islams foruroligende opkomst skulle finde mening i fænomenet. For dem repræsenterede Muhammed de onde, vildledende kræfter, og de tolkede ham som antikrist. Men efterhånden blev synet på ham farvet af oplysningstidens ideer, og der blev digtet teaterstykker om ham - med store digteriske friheder, og ofte med kritik af kristendommen som bagtanke. Senere blev han genstand for romantisk fascination af orienten, psykologisk interesse - og i løbet af 1800-tallet også for forskning.
De "europæiske" kapitler om "Danskernes Muhammed" og "Teatrets Muhammed" er super interessante. De fortæller en historie, vi ellers sjældent hører, og den er faktisk til tider underholdende. Jeg anede fx ikke, at Holberg havde skrevet om Muhammed i sine heltehistorier fra 1739, og da slet ikke, at han endda skulle have berettet deri, "at Gabriel engang tilberedte Muhammed en spise, så han kunne bedække fyrre kvinder på samme gang".
En god ting ved bogen er netop, at den beskriver indholdet af de bøger eller teaterstykker, den nævner. For eksempel ved man, når man har læst kapitlet om "Skandalernes Muhammed", hvad det faktisk var, der stod i "De sataniske vers".
Den islamiske verden: Oplysning på islams præmisser
Bogen beskriver også Muhammeds udvikling i den islamiske verden. Et interessant kapitel er "De koloniseredes Muhammed", som handler om den muslimske verdens møde med europæisk modernitet. Vi får at vide i forordet, at der skam allerede har været både islamisk reformation og oplysningstid, og at det derfor er helt overfødigt at efterlyse det. Men når man læser kapitlet, er man alligevel ikke helt overbevist. For faktisk var der ikke rigtigt noget opgør med religionen. "Oplysningstiden" handlede i stedet om at tilskrive Muhammed progressive ideer og skildre ham som en leder, der havde civiliseret sit samfund, og hvis visioner var i fuld overensstemmelse med alle de moderne institutioner.
Det er tankevækkende at læse, hvordan den egyptiske jurist og forfatter Haykal, som kæmpede for sekularisme og liberale værdier, på et tidspunkt indså, at hvis han ville fremme sine ideer, så var han nødt til at "demonstrere, at de var sandt islamiske og helt på linje med, hvad profeten havde prædiket". Han skrev så den bog, som Jakob Skovgaard-Petersen kalder "det 20. århundredes vigtigste Muhammedbiografi". Den skildrer Muhammed som reformator med et budskab om frihed, men den blev også indledt med et heftigt angreb på "vestlige orientalister og kristne missionærer" for at have nedgjort Muhammed. Det medvirkede til, at bogen blev populær. På den måde blev denne liberalt orienterede mand ironisk nok eksponent for en drejning mod islam.
For mig viser Haykals eksempel, at der ikke rigtigt har været en reformation eller oplysningstid - i hvert fald ikke i betydningen "opgør" eller "frigørelse fra religionen". Det viser også den dobbelte dynamik i mødet med Vesten - tilpasning og modreaktion, som netop forhindrer opgør og frigørelse, fordi det vil være et tab af muslimsk stolthed.
Derfor er der fiflet så meget med Muhammed
Jeg er ikke sikker på, at det helt har været Jakob Skovgaard-Petersens intention, men efter læsningen af bogen stod det helt lysende klart for mig, hvorfor Muhammed er den figur i verdenshistorien, som nok er allermest fiflet med af mennesker med agendaer: Folk har simpelthen ikke kunnet komme uden om ham. Opgøret er ikke en mulighed. I 800-tallet fabrikerede man hadither om ham for at legitimere ting eller fremme sine værdier, og i dag gør man i princippet fuldstændigt det samme, når man prøver at gøre ham til feminist.
KRITIK
Forskning i islams oprindelse kaldes "radikal" og "kontroversiel"
Bogens svaghed er dens behandling af den rigtige historie, dvs. ikke idéhistorien. Jakob Skovgaard-Petersen prøver ganske vist at afgrænse sig og pointere, at hans bog ikke handler om den historiske Muhammed, for "ham kommer vi aldrig til at vide noget synderligt om". Men de historiske kilder om Muhammed er alligevel en vigtig del af den islamiske dannelse. Så derfor nævner han både problemet med de sene kilder og noget af den forskning, som har stillet spørgsmålstegn ved den gængse historie om islams tilblivelse. Det er relevant og fint, at han gør det. Bortset lige fra, at han konsekvent kalder denne forskning for "radikal" og "kontroversiel". Hvorfor er den det? Det bør forklares. Var Crone og Cook (1977) "langt ude", eller var de starten på en helt ny tilgang, som andre har ladet sig inspirere af?
Kilderne nævner slet ikke islam og muslimer
I kapitlet "De kristnes Muhammed" nævner Jakob Skovgaard-Petersen de tidlige kristne kilder. De er interessante, fordi der ikke er muslimske kilder fra islams første 200 år. Han giver et billede af, at kilderne grundlæggende bekræfter den gængse fortælling om islams tilblivelse.
Men han tilføjer noget som ikke er der, når han skriver, at Robert Hoyland (1997) har gennemgået "godt hundrede kristne, jødiske og zorastriske kilder, der alle nævner muslimerne". Det er en fortolkning. Kilderne nævner slet ikke muslimer. De nævner saracenere, hagarenere, Tayyaye eller Ismaels sønner. Han fortæller også, at de ikke-muslimske kilder "er helt på det rene med at religionen har en stifter - Muhammed". Men det er kilderne ikke. De nævner ikke en ny religion ved navn islam, og de fortæller, at Muhammed var saracenernes/Tayyayes/ ismaelitternes leder. De er netop de ting, som nogle af de såkaldt "radikale" forskere undrer sig over.
Selektiv historisk skepsis
Jakob Skovgaard-Petersen er videnskabeligt skeptisk over for historien om Muhammed, sådan som hans faglighed jo også tilsiger. Men han bruger det selektivt. For eksempel mener han, at Aishas unge alder, da Muhammed fuldbyrdede ægteskabet med hende, må tilskrives Ibn Hishams (forfatteren til den første Muhammedbiografi) personlige forståelse. Det baserer han på, at Ibn Hisham har redigeret Ibn Ishaqs tidligere værk, og at man aldrig vil kunne hverken verificere elller falsificere fortællingerne (s. 48). Han nævner også flere gange, at ingen kilder nævner Muhammeds massakre på den jødiske stamme Banu Qurayza i Medina. Faktisk kan man være skeptisk over for alt i Muhammeds historie med de argumenter: Ingen kilder nævner Muhammeds egen stamme, Quraysh, heller ingen kilder nævner Mekka, eller de slag, Muhammed udkæmpede - eller Medinakonstitutionen.
Da han citerer Sebeos' krønike fra 661, vælger han netop det stykke, som ser ud til at bekræfte fortællingen om Muhammed som religionsstifter og at "muslimernes Gud er den samme som jødernes og de kristnes" i tråd med islams selvforståelse.
Men han kunne da godt have nævnt, at netop Sebeos faktisk fortæller en helt anden historie om Muhammed end den kendte: Han fortæller om en alliance mellem jøder og arabere (israelitter og ismaelitter) om at erobre Det forjættede land, som Gud havde givet til deres forfader Abraham.
Sebeos placerer også Muhammed geografisk - i det nordlige Irak, på vejen mellem Edessa og Tachkastan.(Se Sebeos' tekst her). Man skal ikke kradse ret meget i kilderne, før de såkaldt "radikale" og "kontroversielle" historier dukker frem. Også Hijri-dateringen fra 640'erne, som i bogen fremhæves som bevis på Muhammeds eksistens, fortæller i virkeligheden en helt anden historie, hvis man kradser lidt.
Det er lidt ærgerligt, at den historiske skepsis blot bruges til at mildne de mere kontroversielle ting i Muhammeds biografi, mens interessante oplysninger, som kunne give et øjenåbnende billede af, hvor anderledes den historiske Muhammeds liv måske har været, udelades.
Læs mere: På sporet af den historiske Muhammed
Ingen seriøse forskere vil bestride... Hedjaz?
I kapitlet "Missionærernes Muhammed" taber Jakob Skovgaard-Petersen lidt hovedet. Han harcellerer over "antimuslimerne", som er meget interesserede i, om Muhammeds historie er opdigtet. Ikke mindst historikeren og debattøren Mikael Jalving, som har skrevet, at det slet ikke passer, at Muhammed levede Mekka, hvis han da overhovedet levede, og at ingen idag tør sige sandheden om, at islams oprindelse er opdigtet (se her). Det falder bestemt ikke i god jord hos Jakob Skovgaard-Petersen. som svarer:
Ingen seriøse forskere vil bestride, at han har levet, og at det var i Hedjaz.
Men hvorfor skriver han Hedjaz? Jalving nævnte jo Mekka. Det gør han, fordi der faktisk er mange ting, som indikerer, at begivenhederne ikke foregik i Mekka. Det er for kontroversielt til bogen, men det vil også være dumt at benægte. Så han kommer ufrivilligt til at bekræfte Jalvings pointe.
Jakob Skovgaard Petersen havde stået bedre rustet til at møde Jalvings kritik af, at "ingen tør sige det", hvis han havde haft et kapitel, hvori han behandlede den nye historisk-kritiske litteratur mere seriøst.
Antimuslimerne
Det er tydeligt, at Jakob Skovgaard Petersen ikke bryder sig om nutidige islamkritikere og polemikere. Da han når frem til nutidens islamdebat, træder han ud af sit saglige overblik over de historiske linjer og deres tilhørende Muhammedfortolkninger og synker ned i sin egen tids "kamp om Muhammed".
Han har opfundet ordet "antimuslimer". Det er et rigtigt uheldigt ord, da det giver associationer til antisemitisme og absolut ikke bidrager til den reflekterede samtale, han gerne vil have om islam. Det sætter mennesker direkte mod mennesker, frem for at holde fokus på, at islams ideer - som han selv er inde på - har betydning for os alle. Fremstillingen er unuanceret og motivfortolkende. Man fornemmer, at Jakob Skovgaard-Petersen er vred, fordi "antimuslimerne" ikke bare nøjes med at acceptere, at "muslimernes Muhammed er mangeartet", og at de skal spørge muslimerne eller forskningen, hvis de vil vide noget om Muhammed, frem for selv at læse kilderne og tro, at de kan vide noget ud fra dem.
Kåre Bluitgen er naturligvis ikke "antimuslim", bare fordi man ikke mener, at hans Muhammedbiografi giver et pænt nok billede af Muhammed og viser tegninger af massakren på Banu Qurayza og Muhammed med lille Aisha på skødet, mens den ikke opmuntrer til empati med hovedpersonen. Man kan heller ikke forlange, at han skal undlade at formidle Ibn Hishams klassiske historier til danskerne, blot fordi forskningen ikke kan bekræfte, at de rigtigt har fundet sted (s. 418).
Sagen er, at Jakob Skovgaard-Petersen så forfærdeligt gerne vil hjælpe med at skabe den positive Muhammed. "Antimuslimerne" ødelægger det. Bluitgen gengiver historierne uden at hjælpe Muhammed med formildende forklaringer. Men Jakob Skovgaard-Petersen hjælper aktivt med ekstra formildende fortolkning og vinkling. For eksempel skriver han i sin forklaring på Muhammeds ekstraordinært store harem, at "ægteskabet" med koptiske kristne Maria "tydeligvis" havde et "strategisk sigte", fordi "hun bliver ham givet" af den Egyptiske guvernør (s. 34). Men reelt skriver Ibn Hisham blot, at Hatib, som Muhammed havde sendt til Aleksandria med et brev om at omvende sig: "... handed over to him (guvernøren) the apostles letter, and the Muqauqis gave to the apostle four slave girls, one of whom were Mary, mother of Ibrahim, the apostles son". (s. 653). Men hov. Slaver? Tys-tys! Husk: Man ved i virkeligheden slet ikke noget.
Vores rolle i dynamikken
Der er selvfølgelig noget på spil. Det handler om den risikable dynamik i islams møde med Vesten, som Jakob Skovgaard-Petersen jo har blik for i kraft af sit historiske overblik: Tilpasning og modreaktion - og at muslimerne ikke kan komme uden om Muhammed, hvorfor vi andre er henvist til at håbe, at de fortolker ham "godartet", og passe på ikke at komme til af fremme farlige fortolkninger. Her har islamforskerne sovet i timen, for de burde jo have gjort opmærksom på den dynamik for mange år siden.
Jakob Skovgaard-Petersen vil gerne bidrage positivt til Muhammeds tilblivelsesproces i dagens Danmark med en saglig og humanistisk tilgang. Jeg er helt enig i, at det er en god vej at gå, og langt hen ad vejen gør bogen det også godt. Men han skal stoppe med at fremme en splittende fortælling om fjendtlige "antimuslimer". Den er ikke med til at skabe noget godt, hverken hos muslimerne eller os andre. Som han selv skriver, står det enhver frit for at fortolke Muhammed - og at problematisere hans baggage.
Han skal også stoppe med at kalde forskning og litteratur, der udfordrer den traditionelle fortælling om islams tilblivelse, for "radikal", samtidig med at han bevidst beskytter den traditionelle fortælling. I stedet skal han gøre mere ud af at fortælle om dens ideer og hypoteser. Det kan han sagtens gøre uden at droppe sin "historiske agnosticisme". Når danske islamforskere efterlader et tomrum, udfylder andre det. Det er Morten Rydals bog, Muhammed. Da imperiet fandt sin profet, et positivt eksempel på. Der er konkurrence til forskerne. Heldigvis.
Jeg tror, Jakob Skovgaard-Petersen har overvejet, hvor langt, han kunne gå i balancen mellem sin videnskabelighed og det hensyn, at muslimer ikke skal frastødes eller bringes i forlegenhed. En velkendt klassiker, når det handler om islam.
Men måske rykker han grænserne og tabuerne lidt med sin strategi? Der er i hvert fald i den saglige formidlings tjeneste nogle fine illustrationer af Muhammed.
ANBEFALING
Jeg vil til enhver tid anbefale bogen. Fordi den er velskrevet - og man bliver klogere af at læse den.