Sådan lærer muslimske børn at elske profeten

Nurdan Damla: 365 dage med profeten Muhammed

Hvis du vil have et indtryk af, hvad muslimske børn lærer om deres profet, så tag et kig i Nurdan Damlas bog "365 dage med profeten Muhammed". Hvis du kan holde det ud. Der er ingen grænse for idealiseringen. På en måde er det dybt tragisk. For selvom Muhammed tilskrives alle ønskelige karakteregenskaber, som børnene kan så stræbe efter at efterligne, så lærer hans eksempel dem også nogle mindre heldige ting...


Nurdan Damla: 365 Days With the Prophet Muhammad. Udgivet af Goodword Books i samarbejde med Timas Kids 2014. Den originale udgave udkom på tyrkisk i 2012. Målgruppen er børn fra 7 år og op.


"...alt på jorden og i himlene var skabt for ham" (Dag 219)

FORFATTEREN OG FORLAGET

Nurdan Damla er tyrkisk og født i 1963. Hun har en universitetsuddannelse i kommunikationsvidenskab og har skrevet flere bøger med udgangspunkt i islam. Det er det tyrkiske forlag Timas Publishing, som står bag udgivelsen af 365 Days With the Prophet Muhammad. Timas har en underafdeling, som fokuserer på at udgive oversættelser af bøger om islam, så bøger funderet i islamiske værdier kan nå ud til hele verden. 365 Days With the Prophet Muhammad har vundet en oversættelsespris, og den tyrkiske version har (så vidt jeg kan se) vundet en børnelitteraturpris.


Bogen findes også i dansk oversættelse hos IslamGuide.dk.

DERFOR LÆSTE JEG BOGEN


Mit kendskab til Muhammed: Et brutalt magtmenneske

Jeg har lært historien om Muhammed at kende ved at læse Koranen kronologisk. Undervejs i læsningen undersøgte jeg kommentarer (tafsir) og hadith'er (vidnesbyrd om Muhammed), som så gav et billede af Muhammeds liv. For at få et mere samlet overblik over Muhammeds historie læste jeg Ibn Warraq's Derfor er jeg ikke muslim - en klassiker indenfor islamkritik. Senere anskaffede jeg Alfred Guillaume's The Life of Muhammad, som er en oversættelse af Ibn Ishaq's/Ibn Hisham's biografi Sirat Rasul Allah fra 700-800-tallet.


I disse kilder fremstår Muhammed mildt sagt ikke som en uselvisk "Prophet of Love" (som Nurdan Damla kalder ham). Særligt i Medina-tiden fremstår han som et magtmenneske, som ikke veg tilbage for at bruge Allahs åbenbaringer til give sig selv privelegier og få sine omgivelse til at makke ret (disse åbenbaringer står sort på hvidt i Koranen).


The Life of Muhammad beskriver, hvordan han beordrede sine kritikere slået ihjel, og at han halshuggede 600-900 drenge og mænd fra den jødiske stamme Banu Qurayza og fordelte stammens kvinder og børn som slaver til muslimerne. Hadith'er uddyber historierne, blandt andet med at drenge blev skånet fra at blive henrettet, hvis de endnu ikke havde fået pubeshår.


Hadith'er beskriver også, hvordan den 53-årige Muhammed havde samleje med 9-årige Aisha, at han beordrede apostater dræbt - og at han tillod sine krigere at voldtage krigsbyttet. Det hele er ret nøgternt beskrevet.


Et forbillede i det 21. århundrede?

Da hadith'erne og biografierne blev nedskrevet i 800-tallet, så forfatterne intet moralsk forkert i disse ting. De så nytte: Alt, hvad profeten havde gjort og sagt, fungerede jo som forskrift og forbillede. Med Muhammeds eksempel som retledende, var det fx tilladt at have samleje med 9-årige piger, og der var klare regler for, hvordan "oprørske" folk skulle håndteres.


Jeg har virkelig undret mig over, hvordan muslimer i det 21. århundrede i dén grad kan idealisere og, ja, faktisk forgude en mand, som gjorde disse ting, og tilmed insistere på, at han er det ultimative forbillede.


Det gjorde mig nysgerrig efter at se, hvad islamiske børnebøger fortæller børn om Muhammed, og jeg anskaffede Nurdan Damlas bog for at finde ud af det.


MUHAMMED STOD FOR ALT DET GODE

Han var en profet, som var lovprist på jorden og i himlene. Han var et smukt menneske, for hvis skyld hele universet var skabt (Dag 333).

En dosis lovprisning hver dag

Hvert afsnit i bogen udgør en lille godnathistorie. Allerede fra Dag 1 (He is coming to our world) springer Muhammeds status som verdens frelser i øjnene: Verden var "totalt kaotisk", fordi folk havde glemt Allah, og nu var den klar til at tage imod den profet, som skulle "stoppe al uretfærdighed, undertrykkelse og grusomhed, og skabe fred, retfærdighed og velstand".

Dag 5 (World celeabration) beskriver den dag, da Muhammed blev født: Verden blev "ekstremt lykkelig" den dag, og Jordens overflade var badet i et helt specielt lys. For Muhammed var Allahs helt særlige tjener - "den største profet". Alle de tidligere profeter havde lovprist ham: Både Moses, Davis og Jesus.


Kun jøderne var oprørte, fortæller Nurdan Damla - fordi den ventede og lovpriste profet ikke var jøde...


De onde skurke

Med den lille bemærkning om jøderne begynder lovprisningen af Muhammed allerede at skurre lidt. Man fornemmer, at der måske er en alvorlig bagside: For når Muhammed ubetinget står for alt det gode, så må de, der "nægter" at tro på ham, jo være onde. Sætningen om de oprørte jøder var kun en lille biting på Dag 1, og godnathistorierne går raskt videre om Muhammeds barndom. Men det er desværre sådan, at indoktrinering ofte foregår: Som små værdiladede sidebemærkninger, der bare glider ind uden at man lægger mærke til dem. Til sidst ved de muslimske børn ikke hvorfor, de "ved" bare, at jøder er skurkagtige og vil islam det ondt.


Gennem hele bogen beskrives alle, der ikke vil tro på Muhammed, som onde, dumme og "fyldt af had i deres hjerter". Dag 140 (Two-faced men) fortæller om, da Muhammed kaldte jøderne i Medina sammen. Muhammed var jo "kærlighedens profet", så han "bød dem kærligt velkommen" (lovingly) og sagde: "I ved jo udemærket godt, at jeg er en profet sendt fra Allah, og at jeg er kommet med den sande religion". Men de "nægtede" at tro og var naturligvis "ondskabsfulde, uærlige og bagvaskende". I afsnit 171 (The city of Madinah) får vi at vide, at jøderne ikke ville acceptere Muhammed, "fordi han ikke var af deres egen race".


Modvilje mod islam skyldes naturligvis racisme. Det lærer børnene.


Retfærdigvis skal det nævnes, at der også findes gode jøder i bogen: Det er dem, der indrømmer, at Muhammed er profet og bliver muslimer.


Altid mild og tolerant

Muhammed var naturligvis aldrig hadefuld. Han var altid tolerant, tilgivende og nådig. Han var jo kærlighedens og fredens profet. Da Muhammeds onde onkel Abu Lahab engang sårede profeten ved at sige "Hold jer væk fra ham" til folkemængden, var Muhammed meget tålmodig og følte kun medlidenhed med sin onkel.


Han var kærlighedens profet. Han ville udføre den pligt, der var pålagt ham med godhed og venlighed ...Muhammed vidste, at de, der gør gode ting kommer i Paradis, og at [Paradis] ... var kun for de gode mennesker (Dag 68 - The most patient prophet)

Selveste Allah måtte så træde til og "bede alle om at holde sig væk fra onde handlinger", står der. Den formulering er lidt morsom, når man kender sura 111 (Allahs vredesudbrud mod Abu Lahab i Koranen). Suraen er et fantastisk eksempel på, at Skaberen belejligt nok altid kunne sige det, som kærlighedens profet naturligvis aldrig selv kunne finde på at sige.


De får børnene naturligvis ikke at vide. Men de har lært, at Paradis er for de gode.






INGEN TVIVL OM AT HAN VAR PROFET


Proftetmærket

Muhammeds barndom var naturligvis fyldt med tegn på, at han var den længe ventede og forudsagte "sidste profet". Hans plejemor fik pludselig mirakuløst mælk i brysterne, og alt blev frugtbart hos hendes stamme i ørkenen på grund af babyen Muhammed. Adskillige afsnit fortæller om, hvordan lærde jøder og kristne straks kunne se, at det måtte være ham, som var beskrevet i deres bøger. Der var ingen tvivl. Han passede til alle beskrivelserne. Det ultimative tegn var hans modermærke mellem skuldrene - "the seal of prophethood".


Miraklerne

Et andet tegn på, at Muhammed var Allahs udvalgte, var den sky, som altid svævede over ham, når han var på rejse i ørkenen. Sådan beskyttede Allah sin udvalgte mod den brændende sol.


Ifølge 365 dage med profeten Muhammed er det sikkert og vist, at Muhammed faktisk engang splittede månen i to ved at pege på den. Bogen beskriver, hvordan hedningene i Mekka - efter at have set dette spektakulære og rystende fænomen - stadig ikke var overbeviste om, at Muhammed var profet. Deres største bekymring var, hvordan de kunne undgå at holde deres ord - for de havde jo svoret, at de ville tro på Muhammed, hvis der kom et mirakel. Og nu kom det! Hvad skulle de gøre?



Man kan spekulere lidt på, om det virkelig er en sandsynlig reaktion på en så stor kosmisk begivenhed. Men børnene får forklaret, at deres modstand skyldtes stædighed og uvidenhed.


Månens spaltning er naturligvis det mest storslåede af Muhammeds påståede mirakler, skønt det egentlig var lidt unyttigt og meningsløst. Men der er masser af andre mirakler. Muhammed stod skam ikke tilbage for Jesus, når det gjaldt om at bespise folk ved hjælp af mirakler.

Hvis man vil have et indblik i Muhammeds mirakler, så har man med 365 dage med profeten Muhammed fundet det rette sted. Man skal nemlig ikke lede efter mirakler i Koranen. Den gør nemlig en del ud af at forklare, hvorfor Muhammed ikke fik mirakler.



MUHAMMEDS FANTASTISKE PERSONLIGE EGENSKABER


Profeten duftede af roser!

Det er forventeligt, at der er mirakler i en børnebog om Muhammed. Men hvad der overraskede mig ved bogen, var den ustandselige og overdrevne fremhævelse af profetens udseende og karakter. Det er bare for meget.


Jeg har to børnebibler i mit hjem. Den ene, Desmon Tutus børnebibel "Guds Børn" (2010), er for små børn og derfor i et meget enkelt sprog. Der står fx, at en engel sagde til hyrderne på marken, at "Guds søn er blevet født", og at "Han kommer med stor fred og glæde til verden". Og at "Jesus voksede op og blev en vis mand". Altså korte beskrivelser af hans egenskaber og betydning. Den anden, "Bibelen fortalt for børn" af Inga Boisen Smidt (1978), er for lidt større børn. Den fortæller historien om, hvad Jesus sagde og gjorde i et helt almindeligt fortællende prosasprog.


Men Jesus' personlige egenskaber og fysik udpensles og lovprises altså ikke på hver eneste side i børnebiblerne.


Det gør Muhammeds til gengæld i Nurdan Damlas bog. Muhammed havde helt fantastiske og nærmest ufejlbarlige karakteregenskaber: Han var den mest sandfærdige, den mest troværdige, den mest ærlige, den mest tolerante, den mest generøse, den mest godhjertede, den mest tålmodige, og den mest retfærdige.


Og så var han gudesmuk: Hans ansigt var smukkere end månen, der lyser, han havde en vidunderlig stemme, og hans hvide tænder skinnede som perler. Han havde lange sorte øjenvipper. Der hang altid en duft af roser omkring ham, og de børn, som rørte ved ham, kom endda også til at dufte af roser (Dag 351 - The Messenger Smells Like the Fragance of Roses). Og derudover var han naturligvis kærlighedens og fredens profet. Det gentages mange gange. Blot så man aldrig glemmer det. Nurdan Damla fortæller:


De, der så ham bare én gang, kunne fortælle om den kærlighed, som deres hjerter blev fyldt af. De ville sige: "Der kan ikke være bedrag i det ansigt. Der er ingen listighed i de øjne". Folk plejede at blive muslimer efter det første syn af ham. Nyheden om hans smukke karakter blev spredt fra mund til mund... Dag 170 - There can be no Lie in this Face)

Ifølge bogen faldt folk simpelthen for islam på grund af Muhammeds skønhed. Mange faldt selvfølgelig også for islam på grund af Koranens ufattelige skønhed. Men Muhammeds fantastiske person var det allerstærkeste bevis for islam:


De, der lyttede til ham, hørte så smukke ord for allerførste gang i deres liv.... de blev forbøffede over profetens kærlighed og viden og hans godhed mod dem. Det var for godt til at være sandt, at sådan en mand levede i Mekka. Han kunne kun være en profet ... (Dag 94 - The Sun cannot be Extinguished by Just Blowing on it)

Alt dette er virkelig mærkeligt i lyset af, at det islam er meget vigtigt, at man ikke må dyrke afguder (idols på engelsk). Kun Allah må dyrkes. Det er blandt andet derfor, der er forbud mod at tegne Muhammed.


For det, man er vidne til, når man læser 365 dage med profeten Muhammed er faktisk ren idoldyrkelse. Tænk, at vi skal vide, at Muhammed duftede af roser.


Efterhånden som bogen skrider frem kammer det mere og mere over. Akkurat som i Koranen, hvor Allah og Hans Budbringer smelter mere og mere sammen, efterhånden som tiden går frem. (Dette kan man se, hvis man læser den kronologisk). I dette citat fra Dag 365 er Muhammed vist ret tæt på at være Allah:


Vor Herre! Du har sendt ham til os som et forbilledligt menneske .... Lad os med ham komme ind i Dit Paradis. Efterlad os ikke uden hans kærlighed og barmhjertighed... Hold hans kærlighed over os, som solen over jorden ... Universet blev skabt med hans kærlighed ...

Nem børneopdragelse med Muhammed

På mig virkede beskrivelserne af Muhammes overdrevne og nærmest personkult-agtige. "Hvorfor har de smurt SÅ tykt på?", tænkte jeg. Men man skal ikke være blind for, at idealet Muhamme er nyttigt for muslimske forældre i opdragelsen. Bogen fortæller at:


Kun de, som elskede Allah og Hans Budbringer kunne komme ind i Paradis (Dag 90 - Did you also see the moon?)

Børnene lærer således, at det er meget vigtigt at elske Muhammed.


Bogen fortæller også, at sand kærlighed til Muhammed er at følge i hans fodspor og leve sit liv efter hans forbillede og anvisninger (Dag 345 - This is Real Love). Det er den rigtige måde at elske profeten.

Så for alle de muslimske børn, som gerne vil i Paradis og ikke har lyst til alternativet - at brænde i Helvede - så er det jo godt, at bogen kan fortælle dem, hvad det er for gode egenskaber, de skal efterligne. Og det er for eksempel også nyttigt at vide, at Muhammed altid børstede sine tænder, gik meget op i renlighed, altid var ordentligt klædt og ikke var kræsen. Han formanede også alle muslimer at lytte til deres forældre, være gode mod slægtninge, respektere de ældre, give bort til andre og lære at kontrollere deres vrede.


Hvis man gør de ting - og hvis man også husker at sige "bismallah" (i Allahs navn) og "inshallah" (om Allah vil) og velsigne profeten ("fred være med ham"), hver gang man nævner hans navn, så kan Allah lide en.


Det er ret smart at have en sådan en perfekt rollemodel, som børnene er nødt til at følge for at komme i Paradis.

MEN HVAD MED ALLE DE GRIMME TING?


En af de ting, som jeg var særligt nysgerrig efter at vide, var, hvad muslimske børn får at vide om de af Muhammeds "bedrifter", som mest åbenlyst er i strid med moderne moral og humanisme.


Svaret er, at de enten ikke bliver nævnt i bogen, eller at de bliver retfærdiggjort. Her er nogle få eksempler:



At Aisha var 9 år gammel, da Muhammed havde samleje med hende er ikke nævnt. Det er jo trods alt en børnebog. Men Dag 339 (The Race Between the Prophet and His Wife) får vi at vide, at profeten plejede at behandle kvinder godt, og at han var en eksemplarisk ægtemand. Engang løb han om kap i ørkenen med Aisha, som vi får at vide var "meget ung og stærk". Profeten "smilede til sin elskede hustru", da hun vandt over ham. Så mild og kærlig var han. Men senere vandt han selvfølgelig over hende, fordi hun var blevet ældre og havde taget på. Bogen nævner et par af hans andre koner. Han giftede sig med den fattige enke Ummu Salama for at beskytte hendes faderløse børn, og han giftede sig med Ummu Habiba for at redde hende fra sin far. De blev så "De troendes mødre". Det bliver ikke nævnt, hvor mange koner, han havde, for slet ikke at tale om sexslavindernene. Men børnene lærer, at Muhammeds flerkoneri var godt, ja det var nærmest bare storsind og barmhjertighed. Og vejen er banet for, at de - hvis de senere skulle finde ud af, hvad der står i hadith'erne - kan forklare over for sig selv, at det slet ikke var så slemt med Aishas alder. De løb jo bare om kap sammen.


At Slaget ved Badr reelt var et karavaneangreb forklarer Nurdan Damla med, at Muhammed simpelthen var nødt til at angribe Karavanen for at forsvare islam. Mekkanerne havde nemlig tænkt sig at bruge indtægterne fra den til at finansiere et angreb på Medina, og det måtte Muhammed naturligvis forhindre - for at undgå blodsudgydelse! Han var jo fredens profet (Dag 173 - The Day of Badr). Byttet, som muslimerne vendte hjem med, skyldtes, at de kujonagtige hedninge var flygtet fra slagmarken over hals og hoved og bare havde efterladt alle deres ting! Men muslimerne blev et par dage og ryddede ordentligt op (Dag 182 - Muslims with Proper Order).

Nurdan Damla fortæller også, at krigsfangerne blev forbløffede over, hvor godt de blev behandlet, og at de dermed indså, at Muhammed var en stor mand, og at islam var en smuk religion, som tillægger menneskeliv så stor værdi (Dag 183 - The amazement of the Prisoners).


(Ifølge de islamiske kilder gik Muhammed efter hævn og bytte, de dræbte mekkanere blev respektløst smidt i en brønd, og Muhammed beordrede to af fangerne halshugget som hævn for at de engang havde spottet ham).


Men det er der jo ingen grund til at børnene får at vide. De får at vide, at profeten "aldrig kunne finde på at udgyde blod eller forvolde andre smerte og lidelse".



Massakren på den jødiske stamme Banu Qurayza bliver ikke nævnt med ét ord. Men Nurdan Damla fortæller dog, at de andre jøder blev forvist fra Medina. Vi får endda at vide, at "hyklernes leder", Abdullah ibn Ubay, gik i forbøn for de første jøder, der blev fordrevet, og bad Muhammed om ikke at dræbe dem. (Situationen er også beskrevet i The Life of Muhammad, hvor det fremgår, at Muhammed faktisk havde tænkt sig at dræbe dem). Men det det kunne Muhammed naturligvis aldrig have fundet på, skriver Nurdan Damla:

Profeten ville ikke under nogen omstændigheder have ønsket de mennesker, som havde overgivet sig, dræbt. Sådan noget ville han aldrig gøre. Men hvis jøderne blev boende i Medina, så ville de jo fortsætte med at opføre sig dårligt, og de ville ofte ødelægge muslimernes sjælefred. Hvis der blev krig ville de måske endda samarbejde med fjenden, (Dag 189 - The Resistance of those Breaking the Agreement).

Jøderne blev dog meget glade for at deres liv blev sparet, så alt endte lykkeligt, takket være profetens kloge løsning med at fordrive dem, og muslimerne "slap nu for de problemer, jøderne skabte".

Men den senere massakre på Banu Qurayza, bliver altså forbigået i tavshed. I kapitlet om angrebet på Khaybar (Dag 274 - The City of Khaybar with Seven Castles) fortæller Nurdan Damla frejdigt, at Banu Qurayza havde slået sig ned dér. Den oplysning er naturligvis i strid med både Koranen, hadith og islams egne biografier om Muhammed.


Men det ved børnene jo ikke.


De får til gengæld at vide, at Muhammed simpelthen var nødt til at angribe Khaybar for at afværge den fare, som jøderne dér kunne risikere at udgøre for muslimerne. For Banu Qurayza "opførte sig stadig ikke godt". Så Muhammed måtte angribe, selvom han var fredens profet. Inden angrebet bad den godhjertede profet dog for byen:


Så godhjertet og velmenende var profeten! Han bad selv for de folk, som havde gjort ubeskriveligt onde ting mod ham. Han ønskede kun deres bedste.

Forklaringen på det enorme bytte fra Khaybar var, at de kujonagtige jøder løb væk og efterlod alle deres ting til muslimerne (tsk tsk, utroligt som islams fjender ikke kan finde ud af at rydde op efter sig... (Koranens sura 48 fortæller ellers en anden historie, nemlig at Allah havde lovet muslimerne et mægtigt bytte som belønning for deres trofasthed mod Muhammed (48:18-21).


Men Nurdan Damla ved godt, at der ikke er stor sandsynlighed for, at børnene nogensinde læser Koranen selv.


At sharialov indebærer afhugning af lemmer får børnene heller ikke rigtigt at vide. Men Dag 304 (Even if it is my Daugther Fatima) er der en historie om en kvinde i det netop erobrede Mekka, som havde begået tyveri. Nogle af hendes slægtninge prøvede at gå i forbøn for hende. Men Muhammed sagde, at mennesker ikke kan ændre selveste Allahs påbud. Hvis man vil det, er man ikke troende. Selv hvis det havde været hans datter Fatima, som havde begået tyveri, så ville han have straffet hende. Og kvinden blev straffet.


Børnene får ikke at vide, hvordan hun blev straffet. Det kan forældrene så selv vælge, om de vil fortælle.


Men hun fik selvfølgelig hugget hånden af.


Nurdan Damla foræller, at alt endte lykkeligt: Den barmhjertige Muhammed tilgav dem, som ellers havde været tæt på ikke at være troende. Og med indførelsen af Allahs lov blev tyveri, uretfærdighed og undertrykkelse snart udryddet i Mekka.


Sådan lærer børnene, at de troende ikke må gå imod Allahs lov. Sharia er for menneskenes bedste og skaber et fredeligt og retfærdigt samfund. Grunden er dermed lagt til at de som gode muslimer senere kan forsvare makabre straffe som pisk, stening og "afhugning af hænder og fødder i modsat side" med at "det er jo bare ment forebyggende".


Profeten havde bragt civilisation til det samfund, han levede i og til hele menneskeheden. (Dag 336)

ANBEFALING


Ikke til børn

Jeg vil ikke anbefale bogen som godnatlæsning til børn. Den er ikke "moderat". Den er derimod bedragerisk. Lækkert indpakket i glittet papir, flotte illustrationer og en masse opbyggelige historier om gode gerninge, pæne manerer og lovprisning af "kærlighedens" og "fredens profet", så lærer den børn at acceptere sharia og sniger jødehad ind.


Den gøder også børnenes sind til senere at retfærdiggøre og forsvare ekstreme og inhumane ting som folkemord, fordrivelse og afhugning af lemmer. Børnene vil være nødt til at argumentere for, at det var ok, at Muhammed gjorde det. Hvilket er ødelæggende for deres menneskelige moral.


Muslimske forældre bør tænke grundigt over, inden de anskaffer bogen, at dele af den modsiger Koranen og hadith, og at væsentlige ting bevidst er fortiet, med det formål at kunne fremstille Muhammed som "fredens og kærlighedens profet" . De bør spørge sig selv: Hvis Muhammed virkelig havde været fredens og kærlighedens profet, som aldrig kunne drømme om at lyve og bedrage - hvorfor er det så nødvendigt for hans følgere at lyve for deres børn for at beskytte hans image? Måske var det en bedre idé at lære børnene gode manerer selv - uden hjælp fra Muhammed - og spare dem for en senere krise, når de finder ud af, at deres livs fundament er et bedrag.


Til de nysgerrige

Bogen kan KUN anbefales til voksne med kritisk sans. For eksempel hvis de er nysgerrige på historierne om Muhammeds mirakler, som man jo af gode grunde ikke finder i Koranen. Her kan bogen måske være en udmærket kilde til oplysning. Måske folk som interesserer sig for fænomenet personkult kunne bruge den som case?


Men jeg vil gerne advare om, at den er virkelig ulidelig at kæmpe sig igennem. Dette til trods for det enkle sprog og de fine illustrationer. 365 kapitler med ekstrem lovprisning af Muhammed, som involverer oplysninger om såvel hans fantastiske duft som at hele universet er "skabt med hans kærlighed" og "for hans skyld". Det lidt for kvalmt. Velbekomme!