Samtalebogen Islam and the Future of Tolerance af Sam Harris og Maajid Nawaz er en lille perle af en bog. Den indeholder noget så sjældent som en velkvalificeret diskussion om reform af islam, som gøre læseren klogere.
Islam and the Future of Tolerance er en lille perle af en bog
Det er den, fordi den er fuld af guldkorn i form af skarpe formuleringer, og ikke mindst fordi den tager fat i et emne, som jeg længe har tænkt over: Kan det overhovedet på nogen som helst troværdig måde lade sig gøre at "reformere" islam, når nu Koranen indeholder det, den gør, og ikke kan skrives om? Og i så fald: Hvad skal der til?
Jeg har tidligere læst Aminah Tønnsen bog "Islam: Koran, hadith, sharia", hvori hun beskriver, hvordan Koranen kan "nyfortolkes" så den bliver helt fredelig og kompatibel med et sekulært og demokratisk samfund. Jeg var nysgerrig på, hvordan det kunne lade sig gøre. Men mit indtryk var, at det var intellektuelt utroværdigt og derfor et håbløst projekt, som kun er med til at udbrede den uheldige misforståelse hos uvidende danskerne, at islam bare er en religion på samme måde som kristendommen.
Da Aminah Tønnsen så ydermere kaldte islamkritikere "hadefulde", fordi de bliver ved med at sige, at Koranens budskab er dybt problematisk, blev jeg skuffet. Jeg havde forventet bedre af en, der er vokset op med dansk tradition for idékritik. Jeg tog det som et udtryk for, at hun - påvirket af islam - var forfaldet til en destruktiv type argumentation, som ofte bruges, når man ikke kan tilbagevise kritik på anden måde, nemlig at få modstandere til at fremstå som fjender, som har ondt i sinde. "Allah" brugte nemlig samme type argumentation mod Muhammeds kritikere i Medina, hviket blandt andet ses i sura 2 og sura 3. Tjek fx vers 3:118. Efter læsningen af Aminah Tønnsens bog tænkte jeg - nu temmelig negativ over for såkaldt "moderat" islam - at Aminah Tønnsen var forfaldet til "koranisk argumentation".
Men i bund og grund har vi jo en fælles interesse i at vi gerne vil leve i et sekulært, demokratisk, frit og fredeligt samfund. Derfor kan det være dumt og forkert for islamkritikere og muslimer, der gerne vil fremme et sekulært og spirituelt islam, blot at opgive hinanden.
Det rigtigt fine ved "Islam and the Future of Tolerance" er, at den viser, hvordan en både ærlig og respektfuld dialog kan finde sted om den udfordring, det er at reformere islam, mellem to mænd, der er uenige - men enige om, at de alligevel står på fælles grund, har fælles værdier og ønsker hinanden det bedste.
Den viser en vej frem: Nemlig ærlig og kritisk samtale.
Sam Harris er en kendt amerikansk debattør og forfatter. Han er ateist og forfatter til flere religionskritiske bøger, fx "The end of Faith". Jeg kender ham dog mest for at være islamkritiker, ikke mindst fra den ikoniske video fra RealTime, hvor Ben Affleck ikke kan holde ud, at der siges noget kritisk om islam og reagerer så følelsesladet, at diskussionen mere eller mindre må opgives.
Maajid Nawaz er grundlægger af den anti-ekstremistiske tænketank Quilliam sammen med Ed Husain, hvis bog "The Islamist" jeg for nyligt har anmeldt (læs anmeldelsen). Ligesom Ed Husain har Nawaz en fortid som medlem af Hizb ut-Tahrir, og han har skrevet bogen "Radical" om sine erfaringer. Jeg kender ham mest fra den meget spændende debat "Is Islam a Religion of Peace" (Intelligence^2), hvor han sammen med Zeba Khan debatterede mod Ayaan Hirsi Ali og Douglas Murray.
GULD DU KAN FINDE I BOGEN
Afklaring af begreberne: Maajid Nawaz er god til at afklare begreberne, så det bliver klart, hvad der tales om. Islamister er fx dem der vil påtvinge andre deres ideologi, mens jihadister er dem, der vil gøre det med vold. Religiøst konservative muslimer, der går ind for streng efterlevelse af sharia, er ikke nødvendigvis islamister. Tværtimod kan de være i opposition til islamisterne. Sam Harris får præciseret for os, at fundamentalisme jo normalt bruges om den opfattelse, at den religiøse tekst er ufejlbarlig og skabt af Gud. I den betydning er stort set alle muslimer - også alle de "moderate" - fundamentalister. Mange begreber bliver meget præcise i bogen. Blandt andet bliver det klart, at man sagtens kan være sekulær og religiøs på én gang, idet sekularisme blot handler om at holde religion ude af politik. Præciseringerne er en rigtig god ting ved bogen. De er også med til at give et billede af, hvor nuanceret "det ideologiske landskab" inden for islam egentlig er. Der er en hjælpsom stikordsliste bag i bogen, så man nemt kan finde tilbage til definitionerne.
Radikaliseringens 4 faktorer: Nawaz forklarer meget klart og enkelt, hvordan 4 faktorer medvirker til at radikalisere muslimer: (1) En fortælling om muslimsk forurettelse, reel eller opfattet; (2) En identitetskrise; (3) En karismatisk "rekrutteringsagent"; og (4) ideologiske dogmer. Den enkle opdeling gør det muligt at diskutere faktorerne hver for sig. Da Nawaz bruger sin egen forutettelse og identitetskrise som et eksempel på, hvad mange muslimer i Vesten oplever, nævner Harris, at såvel forurettelsen som identitetskrisen jo er et vilkår for alle. Det fører så til at samtalen uddybes yderligere. De får eksempelvis talt om, hvordan forurettelsesnarrativet dyrkes strategisk, og kommer ind på, hvordan både vestlig intervention og manglende vestlig intervention i krige kan bruges til at dyrke et narrativ om henholdsvis "vestlig imperialisme" eller "vestlig ligegyldighed over for muslimers lidelser". Systematikken er en af Maajid Nawaz' styrker, og det er meget brugbart i diskussionen.
Hvad går reform egentlig ud på: Maajid Nawaz forklarer, hvordan en "reform" af islam handler om at nyfortolke teksterne. Han kalder den bogstavelige (literalistiske) læsning af Koranen for "tom" eller "intetsigende" og har en pointe om, at læseren jo altid lægger værdier ind i teksten, hvorved den får mening - dvs. fortolker. Han fortæller, at man for eksempel kan læse teksten ved at bruge den "metodologi", at "ingen tekst taler for sig selv" og at man gennem læsningen "etablerer en relation med skriften" og dermed en relation til Gud. Der kan også bruges andre metodologier, fx en lingvistisk, som går ud på at gå tilbage til den arabiske tekst og oversætte den anderledes. Det gælder så om at fremme den idé, at ingen kan hævde at have "den rigtige fortolkning". Hvis det bliver en almindeligt accepteret forståelse, at "alt er fortolkning", så vil varierende læsninger af den hellige bog jo blot være et spørgsmål om forskellige menneskelige perspektiver. Så får man pluralisme. Pluralisme vil så føre til sekularisme, demokrati og menneskerettigheder, siger Nawaz. Han pointerer, at for at det kan lykkes, er det vigtigt at skabe en form for organisering: En social bevægelse, som er et alternativ til islamismen. Det er første gang, jeg har set så klar en beskrivelse af metoden og ideen bag en "reform af islam". Det er tydeligt, at strategien er baseret på at etablere en modvægt til de 4 faktorer i radikaliseringen. Argumentationen om "alt er fortolkning" og "ingen kan hævde at have den rigtigte" er den samme som hos Aminah Tønnsen og Sherin Khankan.
Fakta versus ønsket narrativ. Sam Harris sørger for at holde fast på fakta. Nawaz forklarer på et tidspunkt, hvordan man ved fortolkning og alternative oversættelser af arabiske ord, kan nå frem til et mere sekulært og tolerant islam, og han bliver så grebet af det, at han vil støtte op med fortællingen om islams historiske tolerance. Han fortæller, at jihadist-bevægelserne aldrig rigtigt var populære før det 19. århundrede, at muslimer i middelalderen var relativt progressive og opmuntrede videnskab og slet ikke havde noget problem med at sameksistere med ikke-muslimer. Da må Harris korrigere: Det er forkert at give det indtryk, at jihad og muslimsk intolerance er moderne fænomener. Det er et historisk faktum, at islam blev spredt med sværdet, og at den højt besungne tolerance i Andalusien reelt er en myte. Korstogene, som ofte fremstilles som en brutal kristen aggression, var primært en respons på 300 års jihad. Myter er ved at erstatte rigtig historie, siger Sam Harris. Nawaz giver Harris ret i, hvad han siger om de historiske fakta, men glider så lidt af og siger, at det "ikke er hele billedet", og at han vil ikke spille "blame game" og "diskutere, hvad der kom først", jihad eller korstogene. En lidt ærgerlig afledningsmanøvre. Harris' ærinde er naturligvis ikke at diskutere "skyld". Det er, at historie ikke skal erstattes af usande myter. De dvæler dog ikke ved uenigheden, men går videre i samtalen.
Den moderates dilemma. Uenigheden mellem Sam Harris og Maajid Nawaz kredser hele tiden om, at Harris insisterer på at erkende og ikke underkende de faktiske realiteter (fx at islams faktiske tekster og doktriner er problematiske), mens Nawaz ønsker at reformere de samme realiteter ved at "fortolke" dem til at være godartede og udbrede den fortælling, at islam "i virkeligheden" er fredelig, tolerant og kompatibel med demokrati. Det er et lidt ømtåleligt emne, men det er faktisk bogens udgangspunkt: Den starter med, at Harris nævner, hvordan han engang bragte Nawaz i en lidt ubehagelig situation. Harris sagde dengang, at reform af islam ligner forstillelse, fordi det indebærer, at man er nødt til at lade som om, at doktrinerne er noget andet end det, de er. Er det virkelig vejen frem, at skulle lade som om noget er sandt i håb om, at hvis man gør det længe nok, så bliver det sandt?, spurgte han dengang Nawaz. Hvilket jo insinuerede, at Nawaz var uærlig. Nu, i denne samtale, formulerer Harris sig langt mere skånsomt. Han kalder det "de moderates dilemma", som han beskriver sådan:
Problemet er, at moderate inden for alle trosretninger engagerer sig i at genfortolke eller ligefrem ignorere de farligste og mest absurde dele af deres skrifter. Det engagement er præcis, hvad der gør dem moderate. Men det kræver også en vis grad af intellektuel uærlighed, fordi de moderate ikke kan indrømme, at deres moderation kommer udefra - udenfor troen... Så når moderate påstår at finde deres moderne, etiske værdier i skrifterne, så ligner det selvbedrag
Og videre:
Fundamentalisterne tager bogen og siger: "Okay, jeg læser den ord for ord og gør mit bedste for at forstå, hvad Gud ønsker af mig, helt uden at blande mine personlige præferencer ind i det". Modsat ser det ud til, at enhver moderat mener, at hans fortolkning og selektive læsning af skriften er mere nøjagtig end Guds bogstavelige ord"
Harris' bekymring er - udover kompromisset med ærligheden, som jo udgør selve dilemmaet - at moderate fortolkninger aldrig vil være stabile. For de bogstavelige formuleringer vil altid være der og vil kunne findes frem og gøres hellige igen af nogen. Intet princip inde fra religionen hindrer dette. Men han ender med selv at svare på sit oprindelige spørgsmål om, hvor vidt det er "vejen frem": Måske kan det være den eneste vej frem at leve med "de moderates dilemma" - givet at man ikke kan ændre teksten.
Så fra blot at kalde det "intellektuel uærlighed", kalder Sam Harris det nu et "dilemma" og anerkender dermed en anden faktisk realitet: Muslimer kan ikke bare uproblematisk forlade deres religion, netop fordi islam er meget andet end bare en tro.
Frisk hummer og literalismens appel. Sam Harris illustrerer med et lille eksempel, hvorfor den literalistiske (bogstavelige) læsning rent intellektuelt kan have større appel end "fortolkningsakrobatik": Når det gælder stort set alt andet i livet forventer mennesker, at ord betyder det, de nævner. Forestil dig en literatlist og en moderat på en restaurant. Menukortet lover, at "husets specialitet" er frisk hummer. Literalisten elsker hummer, så han bestiller og venter på at få sin hummer. Den moderate bestiller også. Men han hævder samtidig, at han er hel okay med, at hummeren måske slet ikke er en hummer, men måske en gås. Uanset hvad "hummeren" er, så behøver den heller ikke at være "frisk" i traditionel betydning, for "frisk" kan betyde flere ting, alt efter konteksten. Såden en indstilling virker lidt underlig, når det gælder frokost - og det gør den faktisk også, når det gælder Guds endegyldige budskab til menneskene. Harris pointerer, at der er grænser for, hvor meget en tekst kan omfortolkes. Han får meget præcist udpeget de to centrale budskaber i Koranen, som bør være øverst på listen over doktriner, der bør reformeres: (1) den gennemgående dæmonisering af vantro, og (2) løftet om paradis til jihadister. Hvordan kan man omfortolke det?, spørger han. Nawaz slipper ikke helt overbevisende fra det. Det er her, han ender med at give et lidt for rosenrødt billede af, at middelalderens muslimer var progressive og tolerante (se ovenfor).
Liberale medløbere og "omvendt" racisme. En af de ting, som Sam Harris og Maajid Nawaz er enige om, er at visse "liberales" tendens til altid at bortforklare muslimsk ekstremisme og kalde enhver kritik af islams doktriner for "islamofobi" og racisme er ekstremt dum og skadelig. De kalder dem islamisternes medløbere. Harris kalder deres indflydelse i USA. for "intellektuelt pinlig" og moralsk problematisk. Nawaz kalder dem "the regressive left" og kalder dem "omvendte racister": De foregiver at være mod racisme, men i virkeligheden ser de ned på islamisk kultur i dyrkelsen af deres egen "orientalistiske fetish". De er islamisternes medløbere, når de dyrker identitetspolitik og idealiserer og romantiserer såkaldt "kulturel autencitet" i selv-segregerede ghettoer. De svigter minoriteterne inden for minoriteten, siger Nawaz. Harris er irriteret over, at disse medløbere har gjort det så svært for "ordentlige liberale" at ytre kritik af islam eller at tale om de reelle problemer med islamisme, at de mere eller mindre har overladt "jobbet" til fascister og nyfascister. Et kæmpe svigt.
Voldemort-effekten er Maajid Nawaz' ord for Obama-regeringens totalt manglende vilje og evne til at nævne den islamistiske ideologi ved navn. I Harry Potter-bøgerne var folk så rædselsslagne for skurken Voldemort, at de ikke turde nævne hans navn. De kaldte ham "den hvis navn ikke kan nævnes". På samme måde tør Obama ikke nævne islamismen ved navn. I stedet taler han abstrakt om al-Qaedas "ideologi" og kalder den "ekstremistme". Han fremstiller det som om, at al-Qaeda har "inspireret til ekstremisme", frem for at sige åbent, hvad der har inspireret al-Qaeda. Nawaz er irriteret over det, for berøringsangsten og unævneligheden får naturligt nok folk til at konkludere, at den unævnelige ideologi nok må være islam, hvilket ifølge ham så får "muslimofober" til at anklage og mistænke alle muslimer. Personligt er jeg helt med på, at alle muslimer ikke er islamister, men jeg har svært ved at se, at man kan adskille islam fra islamisme. Men for Nawaz er det super vigtigt at kunne skelne (jævnfør hans nyttige begrebsafklaringer ovenfor). Men Voldemort-effekten er da et helt fantastisk ord. Meget rammende for Obama.
Stammemuslimer. I bogen bruger både Maajid Nawaz og Sam Harris udtrykket "stammemuslimer" (tribal muslims). Det er muslimer, som ikke nødvendigvis er særligt religiøse, men som identitetsmæssigt er muslimer. Muslimer er deres "brødre og søstre". For dem er islam deres "stamme". De bliver oprørte og vrede over alle overgreb eller forurettelser begået mod "deres folk", men er forbløffende ufølsomme over for overgreb eller terror begået mod ikke-muslimer - eller shiamuslimer, hvis man er sunnimuslim. Dét at være muslim er for muslimer andet og mere end oprigtigt at tro på Allah og Muhammed. Det er en identitet - et stammetilhørsforhold. Der er "mit folk" og " de andre". Og det, der binder "stammen" sammen er så islam. Det er lige præcis derfor, at islam er så ukrænkelig blandt muslimer, at tvivl er et stort tabu, og at apostasi traditionelt regnes som forræderi og skal straffes med døden. Nawaz og Harris taler åbent om fænomenet stamme-muslimer". En god betegnelse, synes jeg. Den forklarer identitetens magt i islam. Ed Husain beskrev netop i sin bog "Islamisten", hvordan islamisterne dyrker identiteten og konflikten/fjendskabet til "de andre", mens Gud ikke betød ret meget for ham, da han var islamist. Også Hege Storhaug har blik for stammementaliteten i Islam, den 11. landeplage.
ANBEFALING
Glædeligt overrasket. Jeg havde aldrig læst en samtalebog før, og jeg havde haft den liggende lidt, inden jeg læste den. "Den er nok ikke rigtig noget", var min fordom. "Hvor interessant kan det være bare at læse en ustruktureret samtale?" Men jeg blev glædeligt overrasket. Jeg synes faktisk, jeg fik meget viden ud af at læse bogen. Og den virkede ikke ustruktureret. Tværtimod fungerede det godt, at påstande og forklaringer blev mødt af udfordringer og spørgsmål. Det førte til uddybning. Der blev ikke tærsket langhalm, men tingene blev tydelige. Det er naturligvis de to samtalepartneres fortjeneste. De er begge dygtige debattører. Uenigheder blev udtrykt, men derefter bevægede diskussionen sig videre.
Forklaring af reform. For første gang fik jeg en en ordentlig forklaring på, hvad der egentlig menes med "reform af islam". Tak til Maajid Nawaz for det. Samtidig fik jeg bekræftet, at de indvendinger, jeg selv har i forhold til "fortolkningsakrobatik" (fx hos Aminah Tønnsen) i bund og grund er logisk og rationelt funderet og bunder i en forventning om konsistens og ærlighed. Det er ikke i overensstemmelse med de krav, vi normalt stiller til argumentation, når nogen påstår, at de grimme ting skal forstås "metaforisk" mens de pæne ting ikke skal. Tak til Sam Harris for at gøre det tydeligt og holde fast i det. For mig er det altid vigtigt, at man er ærlig og konsistent, og det er mig dybt imod, når nogen bøjer og går på kompromis med sandheden. Sådan er det stadig.
Forståelse for projektet. Men samtalen mellem Harris og Nawaz åbnede for mig den mulighed, at reform gennem nyfortolkning måske er "ærligt" i forhold til, hvad der er muligt, og at man med udtrykket "den moderates dilemma" kan sætte ord på det. Det gav forståelse for Maajid Nawaz. For mig står Maajid Nawaz som den pragmatiske, der gerne vil forandre "indefra", mens Sam Harris for mig står som den, der holder ærlighedens og den kritiske tænknings fane højt.
.
Jeg deler helt klart Sam Harris' standpunkt i diskussionen. Men akkurat som ham har jeg også stor sympati for Maajid Nawaz' projekt. Samtalen mellem de to mænd er med til at skabe forståelse og respekt for reformmuslimernes formentlig umulige projekt.
Jeg tvivler stadig på, at en reform af islam er mulig, med mindre muslimer dropper dogmet om at Koranen er Allahs ufejlbarlige ord. Men det er prisværdigt, at nogen gør forsøget. Jeg ønsker dem oprigtigt succes med deres projekt. Men prisen for fortolkningsarbejdet og "omskabelsen" må ALDRIG blive dæmonisering af de mennesker, der holder fast i at ville tale om realiteterne og problemerne ved det. Det er vigtigt, at vi ikke ofrer sandhed og fakta for en urealistisk drøm om et fredeligt islam. Eller at vi ofter den ordentlige dialog. For det er sandhed og fakta, etableret gennem rationalitet og argumentation, som er værd at bygge vores civilisation på. Vi kan ikke bygge på løgn.
Bogens helt store værdi er, at dialogen og samtalen tages, og at uenighederne får lov til at være der og blive udtrykt, og at de to mænd - trods deres uenigheder - har oprigtig respekt for hinanden som kloge, intellektuelle mennesker, der i bund og grund har samme mål for, hvilken verden de ønsker at leve i. Der er rigtig mange områder, hvor de er enige.
Reform-islam bliver kun stærkere af debatten. Derfor kommer både Maajid Nawaz og Sam Harris ud som store vindere af samtalen!
Sam Harris & Maajid Nawaz: Islam and the Future of Tolerance. A dialogue. 2015. Sixth printing.