I The Truth is No Defence fortæller Elisabeth Sabaditsch-Wolff om, hvordan hun blev dømt for at "nedgøre" islam for at refererere disse ord:
En 56-årig og en 9-årig? Hvad kalder man det? Giv mig et eksempel. Hvad kalder man det hvis ikke pædofili?
Ordene handlede om Muhammed og hans barnebrud Aisha. Sagen gik helt op til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som i marts 2019 opretholdt dommen. De mente, at den Østrigske stat havde gjort ret i at "balancere ytringsfriheden med andres ret til at få deres religøse følelser beskyttet" for at "beskytte den religiøse fred" i det østirgske samfund. Bogen er en beretning om retstilstanden i dagens Europa.
For at undgå eventuelle misforståelser og for en god ordens skyld, vil jeg lige bringe dette citat fra Sahih al-Bukhari, den mest anerkendte hadtih-samling i sunni-islam:
Aisha fortalte: at profeten giftede sig med hende da hun var seks år gammel og han fuldbyrdede ægteskabet, da hun var 9 år gammel, og hun blev hos ham i ni år (dvs. til hans død).
Sahih al-Bukhari 5133 (Chapter: Giving one's young children in marriage).
Adskillige andre hadith'er siger det samme. Ifølge østrigsk lov er samleje med børn en alvorlig forbrydelse, og det er naturligt for de fleste østrigere at væmmes, afsky og fordømme folk, der forgriber sig på børn.
DERFOR BLEV ELISABETH ISLAMKRITIKER
Hvorfor udtalte Elisabeth Sabaditsch-Wolff overhovedet de ord, hun blev dømt for? Det gjorde hun, fordi hun i 2009 holdt et seminar med titlen Grundlæggende information om islam. Det var dér, ordene faldt. De faldt i en sammenhæng, hvor hun fortalte, at det er et stort problem, at Muhammed også i dag ses som den perfekte rollemodel for troende muslimer. Men hvorfor holdt hun så overhovedet det seminar? Det gjorde hun, fordi hun ville oplyse om islam, så hendes landsmænd blev i stand til at se faren ved den fortsatte islamisering. Elisabeth Sabaditsch-Wolff ønskede ikke, at Østrig skulle blive islamiseret, og hun mente, at oplysning måske kunne hjælpe.
I bogens første kapitler fortæller Elisabeth Sabaditsch-Wolff om de oplevelser og erfaringer i hendes liv, der har præget hende, og som førte hende til den erkendelse. Det er de kapitler i bogen, som er mest læsevenlige, og det er faktisk spændende at læse om hendes oplevelser. Hendes far var diplomat, og som barn oplevede hun at bo i både Iran, Irak og USA. Da hun var 6 år, da hun oplevede den islamiske revolution i Iran og hvordan den forandrede landet. Hun var i Bagdad en kort periode under krigen mellem Iran og Irak i starten af 1980'erne, og senere gik hun i skole i Chicago, hvor hun i 8. klasse blev sat til grundigt studere den amerikanske forfatning og Bill of Rigths. Det gjorde et stort indtryk på hende. Efter gymnasiet fik hun i 1990 et sommerjob i Kuwait. Her oplevede hun sammen med andre de andre udlændinge i Kuwait at blive holdt som gidsel, da Saddam Hussein invaderede Kuwait. Nogle år senere rejste hun tilbage til Kuwait for at arbejde på ambassaden, og senere arbejdede hun en periode i Libyen, hvorfra hun rejste hjem d. 11. september 2001.
Elisabeth Sabaditsch-Wolff har således boet i islamiske lande, hvor hun har haft muslimer som kolleger og venner, og hun har oplevet islams påvirkning af samfundet både i de forskellige muslimske lande og tilbage igen i Østrig. Noget af det, hun tog med sig, var erkendelsen af at der er en afgrund mellem islam og de vestlige begreber om frihed og menneskerettigheder, og de to ting er ikke kompatible. De vil noget forskelligt. I Kuwait skrev hun en opgave om kuwaitiske kvinders stemmeret og fandt ud af, at langt størstedelen af de kvinder, hun talte med, slet ikke var interesserede i at have stemmeret, og da hun talte med et parlamentsmedlem fra det kuwaitiske parlament, som også var islamisk "lærd", forklarede han, at han det var ikke problem for hans konservative/islamiske parti, at kvinder stemte, men det ville være et problem hvis kvinder blev valgt, for islam påbyder, at et lands leder skal være en mand - og parlamentet er jo teknisk set landets ledelse. Hun skriver om det:
Jeg forstod for første gang, at vi i Vesten ikke har nogen ret eller grund til at påtvinge resten af verden vores begreber om frihed og demokrati. For mig er det ærlige svar "Hvorfor skal jeg stemme?" indbegrebet af den kæmpe afgrund mellem Vesten og den ikke-veslige, muslimske verden med hensyn til demokrati og menneskerettigheder. Hvis man stiller spørgsmål ved retten til at stemme, så er det logiske næste skridt at stille spørgsmål ved retten til ytringsfrihed og alle andre rettigheder.
Da hun en morgen på ambassaden i Kuwait gennemtrawlede morgenaviserne, faldt hun over en artikel, der diskuterede forholdet mellem Muhammed og hans 6-årige brud Aisha, som han fuldbyrdede ægteskabet med, da hun var ni. Elisabeth var så chokeret over det, at hun løb ned til Hussein fra visasektionen: "Vidste du det, jeg mener, er det noget som folk ved?" Hun fortæller, at Hussein hyssede aggressivt på hende og hans ansigt forvred sig i noget, der lignede smerte: "Du må aldrig tale om dette nogensinde igen". Hun svarede - desperat efter at høre noget positivt - at hun troede religioner i sagens natur var gode.
Men han rystede utålmodigt på hovedet, som om han havde ondt af hende for hendes dumhed og uvidenhed: "Religioner er gode, mennesker er dårlige". Endnu et eksempel, der viser den store kløft.
Først i 2004, da hun var tilbage i Østrig og var blevet mor til en datter og havde arbejdet som lærer, læste Elisabeth sin første bog om islam, nemlig den indiske ateist Jaya Gopals Gabriels Einflüsterungen (Gabriels hviskerier). Den forklarede islams lære og historie ud fra de islamiske kilder. Den ændrede hendes liv, skriver hun:
Læsningen af bogen udvidede mine allerede åbne øjne. Jeg var forfærdet og dybt skræmt over det, jeg læste. Pludselig gav alt det, jeg havde oplevet og undret mig over i Teheran, Kuwait og Libyen fuldstændigt mening: børneægteskaberne [...], det strenge krav om tørklæde, definitionen af jihad og hvorfor det må fortsætte for altid, profeten som krigsherre og seksualforbryder, de forfærdelige konsekvenser for ikke-muslimske samfund.
og videre:
Hvorfor vidste ingen tilsyneladende noget om det her? Hvis folk vidste det her, hvorfor gjorde ingen så noget ved det? [...] Hvordan kunne nogen ignorere den farlige situation, særligt i lyset af, hvordan det østigske samfund åbenlyst allerede havde ændret sig i løbet af de sidste 10 år?
Sådan blev Elisabeth Sabaditsch-Wolff islamkritiker. Hun besluttede sig for aktivt at gøre noget for at modvirke den islamisering, som hun kunne se. Derfor holdt hun det seminar, hvor hun sagde de ord om Muhammed, som hun blev dømt for.
DOMMERNES (UHYRLIGE) BEGRUNDELSER
Bogens kerne er beskrivelsen af retssagen og appellerne, som findes i kapitlerne 8 til12. De er en blanding af Elisabeth Sabaditsch-Wolffs egen beretning, uddrag af live-blogging fra retssagerne og interviews, støttebreve og uddrag fra hendes egne taler, som hun har holdt i USA - da hun jo i Europa kan risikere at blive dømt, hvis nogen skulle vurdere, at det, hun siger, er "hate speech" eller udgør en trussel mod "den religiøse fred".
Kapitlerne er ikke nær så flydende som bogens første kapitler, men man sidder alligevel fascineret og med en konstant følelse vantro og indignation, mens man læser. For hvis man havde tillid til, at retssystemet er rationelt, og at man dog trods alt aldrig vil kunne blive dømt for at sige noget, der er sandt, så kan man godt tro om igen. Her kommer en kort opsummering af dommernes kendelser.
Anklaget for hate speech
Elisabeth Sabaditsch-Wolffs ytringer om islam blev "opdaget" ved at en kvindelig journalist havde meldt sig til hendes seminar "Basis information om islam". Hun optog, hvad der blev sagt og publicerede en artikel med den dramatiske overskrift "Strache's hadskole" (Heinz-Christian Strache er leder af det Østrigske Frihedsparti). Elisabeth Sabaditsch-Wolff blev beskyldt for at formidle "islam-had" og "islam-bashing", "fortolke" og "citere selektivt fra Koranen". For yderligere at understøtte det usympatiske indtryk hos læseren blev Elisabeth også lige beskrevet som "tvangsoverspiser" af sandwiches og doughnuts.
Men "sjovt" nok blev det således nu journalisten og magasinet News, som hun skrev for, der uansvarligt bragte det "farlige" budskab om "islam-had" ud i det offentlige rum. Et af resultaterne var, at såvel biskopper som politikere, der intet vidste om det faktiske indhold på seminaret, i flok fordømte Elisbeth offentligt. Magasinet News indklagede hende til den offentlige anklagemyndighed. Anklagen lød på "hate speech" eller "verhetzung".
Dommeren ændrede anklagen - dømt for blasfemi
Under den første retshøring krævede Elisabethes advokat, at retten skulle høre hele lydoptagelsen på 8 timer. Til den næste høring - efter at retten havde haft lejlighed til at høre optagelserne - var det klart, at hun ikke kunne dømmes for "opildnen til had". Lydoptagelsen viste, at tonen på seminaret havde været rolig og faktuel, og hele tiden med henvisning til kilder. Det betød, at dommeren nu - på eget initiativ - introducerede en ny anklage: Nedgørelse af en anerkendt religion (blasfemi). Elisabeth Sabaditsch-Wolff blev således frikendt for "hate speech" men dømt for blasfemi. Dommerens begrundelse var:
Sproget på seminarene opildnede ikke til had, men ytringerne angående Muhammed og pædofili var strafbare. "Pædofili" er faktuelt ukorrekt, eftersom pædofili er en seksuel præference som alene elle hovesageligt retter sig mod børn. Dette gælder ikke for Muhammed. Han var stadig gift med Aisha, da hun var 18.
Elisabeth blev således, 1½ år efter seminaret, idømt en bøde på 480€ for ikke at have styr på den kliniske definition af pædofili. Dette selvom hun faktisk ikke havde sagt "Muhammed var p...", men blot refereret en samtale med sin søster, hvor hun påpegede, at der faktisk ikke findes andre ord i vores sprog til at beskrive en 56-årigs samleje med en 9-årig.
(Allernederst på denne side kan du se, hvad hun helt nøjagtigt sagde)
Første appel - dømt for overdreven meningstilkendegivelse
Elisabeth Sabaditsch-Wolff ankede dommen. I appelretten argumenterede hendes advokat med, at "nedgørelse" af noget indebærer, at det man siger, er falsk og negativt. Han fremhævede, at det er en offentlig tilgængelig kendsgerning, at Muhammed havde samleje med Aisha, da hun var 9, at Elisabeth faktisk ikke havde sagt, at Muhammed var pædofil, da hun vidste, at en kvinde tidligere var blevet dømt for at sige dette (det var det, samtalen med søsteren havde handlet om). I stedet havde hun netop prøvet at formulere sig mere forsigtigt og sagt, at "Muhammed havde en ting for små børn". Selve formålet og fokus med at nævne det, havde ikke været "nedgørelse", men at gøre opmærksom på, hvorfor det er problematisk, at Muhammed regnes for at være det perfekte eksempel for muslimske mænd. Men appelretten stadfæstede dommen. Dommerens begrundelse var:
Udøvelse af [retten til frit at ytre sig] indebærer ansvar og pligter. At ytre falske, skadelige påstande kan være strafbart. Beskyttelse af offentlig orden og grundlæggende værdier kan nødvendiggøre restriktioner i retten til ytringsfrihed. [...] Med hensyn til skyld, "at have en ting for børn" er en overdreven meningstilkendegivelse, som ikke kan tolereres. Det er en latterliggørelse, som ikke kan retfærdiggøres.
Elisabeth Sabaditsch-Wolff blev således dømt - med henvisning til formuleringer om "offentlig orden" og "falske påstande" - for ikke at ytre sig tilstrækkeligt neutralt om en 56-årigs samleje med en 9-årig. Dette selvom samlejet er et islamisk faktum, og selvom hun ytrede det under et privat seminar for ca. 30 deltagere, hvilket ikke burde kunne true den offentlige orden.
Anden appel - dømt for ikke at bidrage meningsfuldt samt udfordre religionsfriheden
Sagen blev igen appelleret og kom nu til den østrigske højesteret. Elisabeth Sabaditsch-Wolffs advokat henviste nu til tidligere eksempler, hvor ytringer havde vakt vrede og opstandelse, for eksempel Rushdie-sagen og de danske Muhammedtegninger, men hvor de, der havde ytret sig ikke var blevet retsforfulgt. Samt sager hvor kristendommen eksempelvis var blevet beskyldt for at være "gennemsyret af antisemitisme", men hvor retten ikke mente, der var grundlag for en dom. Men endnu engang blev Elisabeths blasfemidom stadfæstet. Rettens begrundelse var:
Det er rettens holdning, at bagvaskelse af Muhammed var et primært formål med seminarerne, og ikke, som foregivet, at give faktuel viden om islam. Således har seminarene ikke givet noget meningsfuldt bidrag til diskussioner, som ville være i offentlighedens interesse ...
Og:
Retten betragter sagen som en balancering af religionsfriheden mod ytringsfriheden [...]. Dog er der en langt snævrere grænse for værdidomme, der omhandler religion end når det omhandler ikke-religiøse sager, og påstanden om at Muhammed kan have været pædofil udgør en "overdrevet meningstilkendegivelse", som ikke har nogen "offentlig interesse", sådan som den tidligere domstol har besluttet.
Elisabeth Sabaditsch-Wolff blev således denne gang - 4 år efter seminaret - dømt ud fra dommerens vurdering af hendes intention med seminaret, for ikke ikke at bidrage med noget, som ifølge dommeren var meningsfuldt og i offentlighedens interesse. Ydermere mente dommeren tilsyneladende, at dét at udtrykke en mening om til en 56-årigs samleje med en 9-årig skulle være i karambolage med muslimers ret til frit at dyrke deres religion!
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - beskyttelse af religiøse følelser
Elisabeth Sabaditsch-Wolff bragte nu sagen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Her var ingen høring eller retssag, men i oktober 2018 kom domstolens afgørelse: Den erklærede sig enig i alle de tidligere afgørelser, herunder at hendes seminar i 2009 ...
"..alene kunne forstås som at have til formål at demonstrere, at Muhammed ikke var værdig til tilbedelse"
Ovenstående citat viser domstolens himmelråbende uvidenhed om islam. For en muslim vil det være en forbrydelse, faktisk en dødssynd (shirk), at "tilbede" Muhammed. Det viser også, at de ikke har forholdt sig til bevismaterialet. Derudover erklærede domstolen sig enig i, at
...hendes påstande delvis var baseret på usande fakta, som kan vække indignation hos andre [og at] fru S. subjektivt havde stemplet Muhammed med pædofili som hans generelle seksuelle præference, og at hun havde undladt at informere tilhørerne objektivt om den historiske baggrund ...
Ifølge domstolen havde Elisabeth Sabaditsch-Wolff altså pligt til "objektivt" (!) at undskylde en 56-årig rollemodels samleje med en 9-årig. Videre understregede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den østrigske domstol oprindeligt ...
... nøje balancerede ansøgerens ret til ytringsfrihed med andres ret til at få deres religiøse følelser beskyttet, og at beskytte den religiøse fred i det østrigske samfund.
"Øh, hvilken ret? tænker du måske. Men jo. Det er nu en etableret ret i Europa. Det har menneskerettighedsdomstolen sørget for.
Tankevækkende nok var det oprindeligt slet ikke en krænket muslim, der havde indklaget Elisabeth Sabaditsch-Wolff. Det var en journalist, hvis agenda var (udover at sælge flere blade) at tilsværte Frihedspartiet, og som med det formål spredte budskabet om "had mod islam" ud i den østrigske offentlighed.
ANALYSERNE AF HENDES SAG
Den sidste del af The Thruth is No Defence består af en række analyser af sagen, skrevet af Elisabeth Sabaditsch-Wolffs støtter, herunder Robert Spencer. Hans indlæg har fokus på, hvad de muslimske kilder siger om Muhammed og Aisha. Det er ikke alle analyserne, som er lige interessante, og det kan godt blive lidt en gentagelse. Men nogle af den er et godt supplement. Det gælder for eksempel Henrik Ræder Clausens og Christine Brims analyse af mediedækningen af Elisabeths sag, både i Europa, USA og i den islamiske verden.
Især synes jeg, at Grégor Puppincks (fra European Centre of Law and Justice) analyse om det politiske aspekt i sagen mod Elisabeth Sabaditsch-Wolff er læseværdig og har nogle præcise pointer. Man kan ikke basere varig fred på et falsk og påtvunget grundlag af løgne og relativisme, skriver han. Han adresserer også det dybt foruroligende i, at dommerne hele vejen op gennem systemet har baseret deres afgørelser på deres egen tolkning af Elisabeths intentioner - og på en præmis om at man ikke bør udtrykke sig værdiladet om en 54-årigs samleje med en 9-årig. Han afslutter sit indlæg sådan:
Elisabeth Sabaditsch-Wolff sagde sandheden. Hun er først og fremmest kritiseret for at have gjort dette på en "ondsindet" måde, det vil sige uden kærlighed. Men hvad ved vi om det, og er det retssystemets opgave at gætte ens intentioner? Ydermere, at fremføre denne bebrejdelse er at glemme, at dét at fordømme ondskab, for at beskytte samfundet, nedenunder den tilsyneladende barskhed, faktisk er en kærlig gerning.
Jeg har kun at tilføje, at dommene hele vejen op gennem systemet også er baseret på uvidenhed om islam, hvilket er utilgivelig sjusk og dumhed.
ANBEFALING
Læs bogen, hvis du er interesseret i retssagen, men læs den måske især på grund af de første kapitler, som netop fortæller historien om, hvad der faktisk motiverer Elisabeth Sabaditsch-Wolff. Det er kærligheden til hendes datter og ønsket om at bevare Østrig for de kommende generationer som et samfund uden sharia.
The Truth is No Defence er en vigtig bog med et vigtigt budskab. Vi bør alle være dybt bekymrede over den retstilstand, der tilsyneladende hersker i Europa, hvor ytringsfriheden nu er under alvorligt pres på grund af frygten for "splittelse" og konflikt med islam.
Flere og flere vestlige lande ønsker at begrænse ytringer på de sociale medier ved at påægge teck-giganter som Facebook og Google (YouTube) ansvar for deres brugeres ytringer. Jeg frygter selv, at min hjemmeside Korankaffe skal blive undertrykt og skjult, fordi jeg nævner (uofficielt) "forbudte" navne og bøger og udtrykker mig negativt om islam. Nogen mener, at det "skaber had". Da jeg anmeldte T0mmy R0bin50n5 bog for et par uger siden, turde jeg ikke engang skive hans navn i titlen. Det er selvcensur. Sådan er det nu. De seneste par dage er demokratiske indvandrings- og islamkritiske politiske partier blevet anklaget for med deres "hadefulde tale" at bidrage til højreekstremistisk terror, efter at en mand med åbenlyse vrangforestillinger begik et racistisk motiveret terrorangreb i den tyske by Hanau. Det føles på mange måder, som om vinduet til at ytre sig er ved at snævre ind. Hvilket er dybt tragisk og vil føre til endnu større afmagt end i dag.
Du kan heldigvis se masser af videoer med Elisabeth Sabaditsch-Wolff på YouTube, hvor hun fortæller om sin sag, og hele sagen er grundtigt beskrevet på hjemmesiden Gates of Vienna (her), som har fulgt den fra starten.
Hendes budskab er:
Jeg beder dig indtrængende om at fortsætte kampen for ytringsfrihed og din modstand mod islamisering. Dette er en civilisatorisk kamp, vi IKKE har råd til at tabe. Bliv ved med at minde dig selv om: "Hvis ikke mig, hvem? Hvis ikke nu, hvornår?"
Elisabeth Sabaditsch-Wolff: The Truth is No Defence. New Englisk Review Press. 2019
Bilag: Dette sagde Elisabeth:
