Eller: Drengen fra Ribe, som bare gerne ville være sig selv.
En dejlig letlæselig bog, som kan sluges på en aften eller to, og som giver et tankevækkende indblik i de kræfter, som skaber, styrker og fastholder identiteten som "muslim", selv hos et menneske, som ikke interesserer sig for religion.
Mustafa Sayegh: Fri. Forlaget Mellemgaard, 2020
FORFATTEREN
Mustafa Sayegh er født i 1985 i Libanon og kom til Danmark som spæd i 1986, da hans forældre flygtede fra borgerkrigen. Han tilbragte sin barndom i Ribe blandt danske venner og flyttede som teenager til et "ghettomiljø" i Kolding. Han er i dag selvstændig malermester. Han har skrevet sangtekster og lavet musik - blandt andet albummet Generation Placebo fra 2014.
Sidst i 20'erne blev han skilt fra sin meget religiøse kone og forlod islam. Han har efterfølgende talt åbent om, at han ikke er muslim, og han virker som debattør og foredragsholder ved siden af sin malervirksomhed.
I 2020 stiftede han sammen med nogle andre tidligere muslimer Foreningen Frafalden, hvis formål er at støtte andre, som vælger at folade islam.
HANDLINGEN
"Fri" er fortællingen om drengen Mulle. Men den handler naturligvis om Mustafa Sayegs eget liv. Det fungerer godt, at historien er skrevet i 3. person, for det gør, at man lever sig mere ind i de situationer, den beskriver.
Man er sammen med den 10-årige Mulle, som hele tiden bliver mindet om, at han er muslim og anderledes, fordi der gælder særlige forbud og regler for ham, som ikke gælder for hans kammerater - og som føler sig overvåget af Allah og undrer sig over, hvorfor hans ven Lars slet ikke bekymrer sig om den slags. Som tænker: "Ved Lars noget, jeg ikke ved, eller omvendt?" Og som hører forældrenes venner misbilligende sige "Nåh, ok, han er sammen med danskerne".
Man er sammen med den 13-årige Mulle, som føler det ubehageligt, da han og hans lillesøster uforvarende dukker op til samme ungdomsfest, men søsteren smugles ud af bagdøren inden han kan møde hende. Og Mulle fornemmer, hvad de andres fordomme om muslimske storebrødre nok må være. Senere er man sammen med den nogle år ældre Mulle, som nu er en del af det muslimske miljø i ghettoen, og som føler sig forpligtet til som muslimsk storebror at tage ud sammen med sin ven og banke en ung mand med et baseball-bat, fordi han er blevet set sammen med søsteren. Men inderst inde føler han, at det er forkert.
Man er sammen med den unge Mulle, som frier til en pige, som han slet ikke er forelsket i, fordi han føler, at det forventes af ham. Og som soler sig i den store anerkendelse fra miljøet. Men som synes, at måden, det hele foregår på - og at de ikke kan være alene - virker akavet. Da han åbner op og betror hende det, bliver hun vred og siger: "Vi er altså muslimer, og sådan gør man i islam. Vil du hellere gøre som danskerne?"
Og man er med den unge gifte Mulle, som føler sig fanget i ægteskabet og fordyber sig i sin musik, hvilket hjælper ham til at formulere sine følelser og tanker. Men mentalt fjerner han sig mere og mere fra det islamiske miljø, mens hans kone bliver mere og mere optaget af islam.
En historie, som man nemt kan forstå og leve sig ind i.
DET HANDLER OM IDENTITET - IKKE RELIGION
Mustafa Sayegh får med sin fortælling på en fin måde sat fingeren meget præcist på nogle af de situationer, udsagn og tanker, som i løbet af hans liv har været med til at forme hans identitet. For det handler om identitet.
Mulles frigørelse i bogen er mest af alt en frigørelse fra at være låst fast i identiteten "muslim" og at skulle pålægges at leve efter den: Følge alskens forbud og regler, gå op i ære og religion, bede og gå i moske, tage afstand fra danskerne, være en af "brødrene", eller være "en af de undertrykte". Eller være vred - men kun på de rigtige. Det vil sige på politikerne, samfundet og verden. Men aldrig på det, der var den virkelige årsag til ufriheden i hans liv: Begrænsningerne og forventningerne hans eget islamiske miljø - det, som han et sted i bogen kalder "nældens rod". Mens han et sted kalder politikerne, samfundet og verden for "skydeskive".
Til forskel fra mange andre bøger af ex-muslimer, handler "Fri" ikke ret meget om religion. Der er ikke beskrevet særlige tanker om Koranen eller Muhammed. Bogens Mulle er slet ikke rigtigt interesseret i religion. Som barn gider han ikke lære koranvers, selvom hans far ihærdigt prøver at få ham til det. Men han vælger alligevel som ung teenager i Ribe at få tatoveret "Allah" (på arabisk) på sin skulder som et fysisk tegn på sin muslimske identitet. Først senere finder han ud af, at det er noget af det mest "haram", man overhovedet kan gøre. En lidt sjov historie, som man kan trække på smilebandet over, men som samtidig er meget sigende og tankevækkende: Mulle påtog sig identiteten som muslim motiveret af alt andet end religion. Heriblandt af rap-musikeren Tupac, af Malcolm X (Nation of Islam) og følelsen af at være en del af en "fælles kamp mod undertrykkerne".
Da faren i slutningen af bogen prøver at fastholde Mulle i islam ved at forklare ham, at det islam, Mulle har set hos ex-konen, slet ikke er "rigtig islam", falder ordene:
... hele den snak om rigtig og forkert islam, kunne han ikke bruge til noget. Alle mener, at de er rigtige muslimer, og andre er forkerte, jeg vil bare være mig uden alt det pis.
Men en tidligere vens vrede SMS til Mulle, da han er ved at gøre sig fri, illustrerer også, at det ikke nødvendigvis er det religiøse, der er det centrale for den muslimsk identitet:
Uanset hvad du gør, så er du muslim, og du vil altid være det. Lad være med at tro, at du er bedre end os andre.
Det centrale er at tilhøre gruppen, langt mere end det er at tro. Det religiøse er mere noget, man skal påtage sig fordi man "er muslim".
DET MEST TANKEVÆKKENDE VED BOGEN
Jeg læste naturligvis bogen med en danskers øjne. Så noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var de episoder i Mulles liv, hvor danskere var med til at styrke og hjælpe de mekanismer på vej, som trak ham over i den muslimske identitet og det muslimske tilhørsforhold.
Et eksempel er, at egentlig gad den 10-årige Mulle ikke rigtigt tale arabisk. Men den velmenende lærerinde får ham til at fortælle klassen, hvordan man siger "hej", der hvor han kommer fra - og han høster anerkendelse for noget, som han egentlig ikke rigtig gider. Bagefter ville han ønske, at han havde sagt "hej" eller "mojn".
Han har også en følelse af, at hans danske venner synes, han er lidt sej, fordi han er indvandrer. De forbinder ham med nogle seje indvandrertyper i Sønderborg. Igen en anerkendelse for en identitetsting, han ikke har bedt om.
Endnu et eksempel på noget, der styrker dynamikkerne, er, at læreren i samfundsfag i 10. klasse "glemmer" at afkræfte myten om, at Dansk Folkeparti vil "sende alle indvandrere hjem". Den myte florerer blandt indvandrere. Det var med til at bekræfte Mulle i, at muslimer er en "udstødt" gruppe og styrke hans tiltrækning mod at være en del af muslimernes "fælles kamp mod undertrykkerne". En opfattelse, som Hizb ut-Tahrir gjorde alt for at udbrede.
I samme boldgade er kollegerne i malerfirmaet, hvor Mulle var i lære, som blev krænkede på Mulles vegne, hvis nogen af de ældre kolleger jokede om islam. De jokede også om alle mulige andre ting, og Mulle kunne sagtens grine af det og syntes egentlig, at det var befriende. Men kollegerne insisterede altså på, at Mulle blev udsat for racisme. Dermed bekræftede de en offeridentitet, som Mulle ikke havde bedt om - men som dem, der arbejdede på at styrke hans muslimske identitet gjorde alt for at nære.
En af Mulles eftertanker i bogen handler om; "Gad vide hvordan jeg egentlig selv har virket på mine omgivelser?" Det er en appel til "de forfulgte" om at gribe lidt i egen barm.
Men jeg synes også, det bør mane til dyb eftertænksomhed hos rigtig mange danskere, at de meget nemt i misforstået solidaritet eller i ønsket om at at anerkende en anden kultur kommer til at bekræfte alle de mekanismer i det islamiske samfund og den islamiske kultur, som i forvejen arbejder på at styrke og befæste den "muslimske" identitet. Mange bør gribe i egen barm! For hvad er det lige, man bekræfter, når man beskylder en stor del af den danske befolkning for at være "muslimhadere" eller "racister"?
ANBEFALING
Jeg vil helt klart anbefale bogen. Den er hurtigt læst, skrevet i et dejligt enkelt og ukompliceret sprog, men alligevel er den meget præcis. Den giver helt bestemt stof til eftertanke, både for muslimer, som føler sig begrænsede af deres påduttede identitet, og for alle, som interesserer sig for integration.
Jeg håber virkelig, at det lykkes for Mustafa Sayegh og alle de mange andre ex-muslimer, som efterhånden begynder at stå frem og støtte hinanden, at skabe en helt ny position for mennesker, der er vokset op som muslimer. Nemlig positionen som frie mennesker, der nægter at lade sig putte ind i andres kasser.
Det er en kæmpe udfordring i et samfund, hvor uhyre stærke kræfter - bevidste såvel som ubevidste - arbejder for at styrke og befæste forestillingen om, at der er to positioner: Muslimer og dem, der er mod muslimer. Og dermed at alt drejer sig om Islam.