Hvis du kun vil læse én islamkritisk bog, så læs denne!
Hege Storhaugs bog "Islam, den 11. landeplage" er den bedste islamkritiske bog, jeg endnu har læst. Storhaug har et imponerende overblik over et kæmpe emne, og så har hun evnen til at skabe billeder, når hun skriver. Med udgangspunkt i menneskers frihed og ligeværd fremstår hendes advarsel mod Medina-islam så indlysende, at man ikke fatter, hvorfor vores medier og politikere har så svært ved det.
HOVEDBUDSKABET
Endnu en kvinde, der ikke hader mennesker
Noget af det første, der slog mig, da jeg gik i gang med Hege Storhaugs bog, var, at her er igen en kvinde, som man på en eller anden måde har fået indtryk af var "ekstrem" og "hadefuld" over for muslimer, men som viser sig at være det stik modsatte, nemlig oprigtigt bekymret for menneskers frihed og velfærd. Akkurat som det var tilfældet, da jeg læste Ayaan Hirsi Alis "Kætter" og Jahleh Tavakolis "Islams offentlige hemmeligheder".
Hovedpointen: Islam er ikke bare en religion
Den måske vigtigste pointe i Hege Storhaugs bog er, at islam er langt mere end en religion. Hun beskriver islam er som en godtepose, hvor der er søde og sure bidder. Hendes pakistanske sunnimuslimske veninde lærte hende om "de søde bidder", men samtidig kunne hun se, hvordan veninden ikke havde ret til skilsmisse, og hun beretter om sit chok over det gennemseksualiserede kvindesyn, hun mødte i Pakistan, hvor kvinder, der bevæger sig i det offentlige rum ikke er andet end seksuelle objekter. En beskrivelse, som i øvrigt minder om Ed Husseins indtryk fra Saudi-arabien (se anmeldelsen af hans bog Islamisten her).
Ifølge Hege Storhaug skyldes mange af de problemer, vi kan se i den islamiske verden, og som vi også nu ser i Europa, herunder vold, kvindeundertrykkelse og manglende tolerance, "de sure bidder" i islams godtepose, nemlig den islam, som stammer fra Muhammeds tid i Medina, hvor han fik magt og opbyggede et gennem-islamiseret samfund i 600-tallet. De "sure bidder" - "Medina-islam" - beskriver idealet for det islamiske samfund. Det er den politiske del af islam. "De søde bidder" - "Mekka-islam" - beskriver "teologien". Desværre har "de sure bidder" forrang i islam, skriver Hege Storhaug.
Gennem hele bogen søger hun at vise os, at islam ikke bare en religion - men "et gennemført socialt og politisk system" og "en ideologi med politiske overtoner".
Men hun har også en anden vigtig pointe, nemlig at politisk islam - Medina-islam - er i fremvækst i Europa. Budskabet er, at Medina-islam er i direkte modsætning til vores værdier, vores frihed og vores samfundsmodel, og at den udgør en trussel, som vi er nødt til at tage meget alvorligt.
Bogen er i høj grad en advarsel.
Islam, islamisme og manipulation med menneskesynet
Hege Storhaug vælger bevidst ikke at skelne mellem islam og "islamisme", vel vidende at det formentlig vil stille hende uden for det gode selskab. Hun skriver:
des mere viden, jeg har fået om islam, des mere samvittighedsmæssigt umulig er sådan en intellektuel eller ideologisk teoriøvelse blevet for mig
I stedet skelner hun mellem islam og muslimer - altså mellem ideologi og mennesker - akkurat som også Ayaan Hirsi Ali, Hamed Abdel-Samad og Jaleh Tavakoli gør. Dette kunne rigtig mange politikere og debattører lære noget af. Storhaug siger ligeud, at den ofte brugte påstand om, at de, der kritiserer islam, kritiserer muslimer som sådan, blot er et kneb, der skal stoppe rationel og legitim islamkritik. Hun skriver:
At kritisere bolshevismen, hvad der er grundigt og mesterligt gjort af mange intellektuelle og politikere, er, igen så vidt jeg har registreret, aldrig blevet defineret som had over for den jævne sovjetborger. Sådan kritik er tværtimod blevet set som et værdifuldt bidrag til frigørelsen af folk, der var underlagt et umenneskeligt totalitært tankeåg. Det samme gælder kritik af nazismen, som ikke sidestilles med kritik af den almindelige tyske borger i 30erne og 40erne
Det er jo så indlysende, at det er helt ufatteligt, at vore dages intellektuelle og politikere ikke kan finde ud af det. I stedet understøtter de hovedløst det menneskesyn, at muslimer er lig med deres religion - og det bliver derfor meget magtpåliggende ikke at lave "hetz" mod islam - en religion. Hvorfor ser de ikke manipulationen?
STORHAUG RAMMER DET VI SER
De tabte områder, de tabte unge og de mange spørgsmål
Bogen gør det, at den viser os de problemer, vi ser, for derefter at vise os sammenhængen til Medina-islam. Og det gør den mesterligt. Hege Storhaugs faglighed som journalist fornægter sig ikke.
Sammen med hende besøger vi Marseilles, hvor fransk politi ikke længere magter at opretholde fransk lov i de muslimsk dominerede forstæder, hvor piger og kvinder ikke kan færdes uden tildækning i det offentlige rum uden at risikere overgreb. Hun tager os også med til Malmø, hvor en 50-årig kvinde vælger at flytte efter gentagen chikane fra en gruppe somaliske drenge. Politiet dukker aldrig op. Vi er også med til mindegudstjenesten for nordmanden Hans, som konverterede og blev jihadist, og som døde i kampen for Islamisk Stat i Syrien. Vi hører, hvordan familien håber, at han ikke var blandt dem, der begik forfærdelige forbrydelser. Efterfølgende blev hans smukke men sårbare søster, som var narkoman, gift med en fremtrædende leder i Islamisk Stat. Hege Storhaugs henvendelse til myndighederne kan have forhindret, at hun rejste ned til ham.
Bogen er fuld af den slags skildringer og eksempler. Det gør bogen levende og rørende, og samtidig rammer Storhaug lige præcis det, der gør at mange nordmænd, danskere og europæere i disse år bekymret spørger sig selv:
Hvad er det der sker med Europa? Hvorfor integrerer muslimerne sig ikke ligesom alle andre? Hvorfor ser vi terror? Hvorfor ser vi vrede muslimer på gaden i protest over en dum film, mens vi ikke ser de samme protester over drab og terror begået i deres religions navn? Hvor er Europa på vej hen? Hvordan skal vi forstå det hele?
Til forskel fra de fleste medier, politikere og eksperter giver Hege Storhaug svar, som er underbygget med belæg og ikke bare er en formaning om at at slappe af og passe på ikke at blive islamofobisk.
Hvad sker der, når de en dag er dobbelt så mange?
Et eksempel på, hvordan Hege Storhaug rammer lige ned i en bekymring og et spørgsmål, er, da hun skildrer, hvordan 5000 vrede Allahu-Akbar-råbende mænd demonstrerede i Oslos gader i 2012 over amatørfilmen "The innocence of muslims", som de mente var "værre end en atombombe" (Se filmen på 14 minutter, og du vil være målløs over protesterne). 50 mennesker mistede livet i de optøjer, filmen forårsagede verden over, men både Oslos biskop og en fremtrædende høyre-politiker valgte at udtrykke sympati og forståelse for den "uhyrlige krænkelse".
Hege Storhaug iagttog det enorme politi-opbud og tænkte på, hvordan der i 2009 nærmest havde været gadekampe under "Gaza-demonstrationen". I bogen tænker hun denne tanke:
Hvad hvis der en skønne dag kommer demonstrationer af denne type med 20-30.000 vrede mænd? [...] Ville ordensmagten så stadig kunne håndtere at kontrollere folkemasser af titusiner, som mener sig forulempet på Muhammeds vegne, og som dertil mentalt og ideologisk bliver støttet af centrale samfundsledere?
Med betragtninger som den sætter hun ord på manges tanker og foruroligelse. Herunder ikke mindst: Hvad sker der for vores ledere?
Og det gør hendes bog til en page-turner - at hun er så god til at sætte ord på tingene. Jeg slugte den nærmest ud i ét - og det selvom de ting, hun skriver om, slet ikke er nye for mig. Hun sætter ord på det, vi ser, og på den bekymring, som i hendes bog virker helt indlysende at have.
Det er både skræmmende og befriende - og det er en stor hjælp, når man skal argumentere.
HVORDAN SKAL VI FORSTÅ DET?
Islam er Muhammeds ideologi
Hege Storhaug nøjes ikke bare med at beskrive. Hun prøver at forklare det, vi ser, ved at vise sammenhængen til islams dårlige ideer, dvs. Medina-islam, som hun også kalder "Muhammeds ideologi".
Islam er et kæmpe emne, og Hege Storhaug er journalist, ikke religionsforsker. Alligevel mener jeg, at hun slipper godt fra den opgave, det er, at give sine læsere en overordnet indføring i islam. Hun fortæller, at islam ikke bare er baseret på Koranen, men at profetens liv og lære - som er beskrevet i hadith og sira (de tidlige biografier) - spiller en mindst lige så stor rolle. Hun illustrerer det blandt andet ved at bruge fysikeren og islamkritikeren Bill Warners tal for, hvor meget de forskellige temaer fylder i "den islamiske triologi", hvis man dømmer efter teksternes omfang. Langt størsteparten af islams tekster handler om Muhammed, og 50% af hele islams "triologi" (Koranen, Hadith og Sira) er møntet på de vantro. "Faktum er, at islam i allerhøjeste grad er Muhammeds ideologi", skriver Storhaug.
Kritikken af Hege storhaugs kilder
Flere norske anmeldere har kritiseret Hege Storhaugs brug af Bill Warner. Eksempelvis Øyvind Strømmen, som ikke mener, at Storhaug er kildekritisk. Han skriver, at Warner "klarer at få Koranens lån fra jødisk tradition til at være anti-jødiske".
Se evt. også: Koranens tilblivelse - om Koranens lån
Til det kan jeg kun sige, at det er ikke noget, Bill Warner klarer. Det klarer Koranen faktisk helt selv. Det, der sker igennem den kronologiske Koran i forhold til jøderne er, at deres religion i høj grad approprieres, hvorefter jøderne lægges for had, da de ikke vil tro på Koranen - og Muhammeds muslimer overtager pladsen som "Allahs udvalgte folk". (Se Koranen og jøderne)
Øyvind Strømmen kritiserer også Hege Storhaug for at begå en fejl ved at omtale Quraysh, Muhammeds stamme, som en jødisk stamme. Det er rigtigt, at det er en fejl, og det viser naturligvis, at Hege Storhaug ikke er islamekspert og ikke selv har læst skrifterne.
Man kan selvfølgelig spørge, om hun så ikke burde have søgt sin viden om islam hos kilder, der ikke er så kritiske som Bill Warner og Ayaan Hirsi Ali, Ibn Warraq og Robert Spencer. Men hvorfor er det egentlig vigtigt? Kilderne har jo stor viden om islam, nogle af dem er såmænd tidligere muslimer. Kernen i Øyvind Strømmens kritik er, at han mener, Hege Storhaug giver et "fortegnet" billede af islam. Han synes, hun også burde fortælle om "de søde bidder". Hans kalder Storhaugs kilder "rabiate" og mener, at Storhaug er "besat" af islam som forklaring, og at hun kommer med "undergangspåstande".
Det vigtige, når det gælder kilderne, må dog være, om deres oplysninger er faktuelt rigtige. Bill Warner er kommet frem til, at over 60% af Koranen er møntet på "de vantro". Det stemmer fuldstændigt med mit eget indtryk af Koranen. Faktisk ville jeg have troet, at det var mere. Derfor tror jeg på, at han kvantitative analyse giver et retvisende billede af, hvad der fylder i islams tekster. Derudover mener jeg, at han på en pædagogisk måde adresser den forvirring, der ofte er om, hvad Islams skrifter egentlig indeholder. Nogle påstår, at Koranen er "poetisk", mens andre fastholder, at den opfordrer til vold. Den gennem-rationelle Bill Warner afmystificerer den åh-så-mystiske Koran.
Mon Stømmen også ville have kritiseret en bog, der problematiserede kommunismen - eller kristendommen - for ikke også at nævne de positive sider?
Se boganmeldelsen: 3 ting der overrasker ved Koranen
Se også: Bill Warners hjemmeside www.politicalislam.com
KOBLINGEN TIL NUTIDEN
De dårlige ideer lever i dag
Men det vigtigste i Storhaugs beskrivelse af Muhammeds ideologi er, at hun fanger de to helt centrale problemer med islam, nemlig islams rangordning af menneskeværd og doktrinen om jihad.
Hun viser, hvordan disse to ideer lever i bedste velgående og skaber problemer i dagens Norge og Europa. Her kommer hun atter på faglig hjemmebane. Et eksempel er jødehadet, som findes i alle dele af islams "triologi", og ikke bare som en lille marginal ting. Bogen beskriver, hvordan der i Berlin i dag ikke findes én eneste jødisk institution, som ikke må politibevogtes. Hun refererer rapporter, som peger på, at hovedparten af de angreb på europæiske jøder, som sker, begås af muslimer - et ubehageligt faktum, som medierne helst ikke vil nævne. Hun fortæller om, hvordan en jødisk familie i Oslo måtte flytte, da deres dreng blev truet af muslimske drenge fordi han var jøde. Hun citerer udsagn fra lærere på skoler i Oslo. En af dem udtaler:
Der foregår en notorisk udhængning af jøder. Alt fra vittigheder til åbenbare drabstrusler. "Der står i Koranen, at du skal tage livet af jøder, alle rigtige muslimer hader jøder. Jøder skal dræbes, hvis de kommer her til den her skole", er der elever, som siger. At rose Hitler for det han gjorde mod jøderne er en anden genganger på mit gymnasium. Det værste er, at dette jødehad er blevet helt legitimt i store elevgrupper med muslimsk baggrund
Det, vi skal lægge mærke til, er, at eleverne faktisk henviser til Koranen.
Således viser Hege Storhaug med eksempler, vidnesbyrd, undersøgelser, rapporter og udtalelser fra eksmuslimer eller fritænkende "Mekka-muslimer", hvordan Muhammeds ideologi i høj grad er levende og aktuel i dag.
Men ikke nok med det. Hun viser det også med udtalelser fra fremtrædende norske imamer, som for eksempel Basim Gozlan fra en den centrale Rabitamoske i Oslo. Han ville ikke tage afstand fra Yusuf al-Qaradawi (Det muslimske broderskabs "åndelige leder"), efter at denne i 2011 havde udtalt, at han ønskede, at muslimerne skulle fuldføre Hitlers holocaust.
Igennem hele bogen bruger hun mange forskellige typer af information til at belyse, at islams problematiske ideer lever, og ikke mindst viser hun, at de i høj grad lever i moskemiljøerne.
Et eksempel: I 2007 måtte Islamisk Råd Norge (paraplyorganisation for 33 muslimske organisationer i Norge med 65.000 medlemmer) spørge Det europæiske råd for fatwa og Forskning til råds om, hvad de skulle mene om dødsstraf for homoseksuelle i Iran. De mente, det var et "vanskeligt spørsmål" I 2015 tager de stadig ikke afstand.
Igen sætter Hege Storhaug ord på det åbenlyse:
At dræbe eller ikke dræbe et andet menneske - ydermere på grund af dette menneskes kærlighedsliv - er altså et kompliceret spørgsmål for norske muslimer"
Det er vi nødt til at adressere, er hendes indlysende budskab.
Islam som stammepolitik
Ifølge Hege Storhaug er islam altså i høj grad en politisk ideologi. Den konklusion bør egentlig ikke overraske, eftersom det, religionsstifteren Muhammed bedrev i Medina - legitimeret af "Allah" i Koranen - var politik. Opildnen til had og fordrivelse af Medinas jøder var politik. Kampen mod de vantro var politik. Erobrings- og plyndringstogterne var politik. Kampen mod "hyklerne" var politik. Kontrollen af kvinder er politik - stammepolitik fra 600-tallets Arabien.
Bogens beskrivelse af islam som stammepolitik og "ummaen" som "Muhammeds superstamme" var en aha-oplevelse for mig. Storhaug refererer faktisk Ayaan Hirsi Ali for udtrykket. Når man først er blevet opmærksom på det, er det tydeligt, at arabisk stammekultur gennemsyrer islam. I en sådan kultur er "respekt" noget, man opnår ved agression, frafald er "forræderi", og befolkningvækst er "styrke". Hånden på hjertet: Genkender vi ikke det i dag?
Vi genkender "superstammen", ummaen, "Nation of Islam", når OIC, som dækker 57 islamiske lande og i dag er en magtfaktor i FN, skriver i deres "Islamiske menneskerettighedserklæring" fra 1990, at "Det islamisk troende fællesskab er den bedste nation". (Igen formår Hege Storhaug at sætte ord på den åbenlyse grund til at undre sig, da hun bemærker, at ingen anden religion har fundet det nødvendigt at lave deres egen version af menneskerettighederne).
Ifølge Hege Storhaug er det også stammen, vi ser, når optøjer i de franske forstæder spreder sig til byer over hele landet. De unge uromagere identificerer sig som muslimer og går i brechen for stammen.
Med udtryk som "identitetsmarkører" hjælper Hege Storhaug os igen med at sætte ord på det vi ser. Vi fornemmer jo, at hijabberne, niqabberne og salafistskæggene betyder "vi er muslimer" og "her kommer islam". Men samtidig har vi lært, at det er "fordomsfuldt" at forbinde dem med netop den stammekultur, som de viser synlige markører på. Den "bedste nation", med OIC's ord. Eller som Koranen siger:
De vantro er det værste af skabningen, mens de, der tror, er det bedste af skabningen
DEN TREDJE JIHAD
En islamisk nation i vores midte
Hege Storhaug er ikke bleg for at sige hvad hun mener, der sker med Europa i disse år. Hun mener, at Europa lige nu er udsat for det, hun kalder "Den tredje jihad". Den første jihad var den muslimske invasion og besættelse af Spanien, som startede i 700-tallet. Den anden jihad var Ottomannernes fremfærd på Balkan og i Østeuropa, som først blev stoppet ved Wiens porte i 1683.
Den jihad, vi ser nu, foregår inden for vores grænser. Den foregår gennem indvandring og gennem en ideologisk kamp mod vores frihedsværdier. Påvirkningen sker fra moskeer og islamiske organisationer, som med finansiering fra stater som Saudi-arabien, Qatar eller andre udenlandske "sponsorer" udbreder Medina-islam. Ofte med godtroende offentlige støttekroner i tilgift, hvilket hun giver flere eksempler på. Hun fortæller om salafisterne og Det muslimske Broderskab, og hvordan de også opererer i Norge og har forbindelser til moskeer og organisationer dér. Deres erklærede mål er, at der skal indføres sharia i Europa. Storhaug refererer også til Ahmed Akkaris beretning om islamistiske moskemiljøer i Danmark og citerer Ahmed Akkari for denne beskrivelse af Broderskabets mål:
Håbet er, at både de vestlige og de mere moderate muslimske samfund vil smuldre, således at kalifatet kan grundlægges på resterne
Med eksempler, udtalelser, vidnesbyrd og holdningsundersøgelser understøtter Hege Storhaug sin påstand om, at "vi har en Medina-nation i vor midte", og den bliver stadig stærkere.
Hun sandsynliggør også, at Medina-islams fremgang skyldes en bevidst indsats. Der er vilje bag den udvikling, vi ser. For eksempel fortæller hun os, at Saudierne i 2002 selv fortalte, at de over 20 år havde brugt minimum 618 mia. kr. på moskeer og islamiske institutioner i Europa, Amerika og ikke-islamiske lande i Asien, og at engelske universiteter har modtaget milliarder af støtte fra arabiske lande, blandt andet til islamstudier.
KONSPIRATIONSTEORI ELLER ADVARSEL?
Ønsket om at afvise Storhaugs budskab
For nogle vil det helt sikkert virke voldsomt og skræmmende, når Hege Storhaug skriver, at Europa lige nu er udsat for "den tredje jihad" - og at det, der foregår, er tilsigtet og sponsoreret af eksempelvis sauderne og Det Muslimske Broderskab. Det lyder jo som krig - eller konspiration.
Noget af det, som hendes bog netop har fået kritik for, er, at den fremfører "Eurabia-teorien", som kritikerne mener er en konspirationsteori. Se fx Øyvind Strømmen eller Jens-Martin Eriksen. Men faktisk kommer bogen slet ikke ind på Den Euro-arabiske Dialog eller EU's rolle i forhold til migration og islamisering, som er hovedtemaet for Bat Ye'ors bog Eurabia.
Jeg får derfor en fornemmelse af, at kritikernes ærinde med at nævne "Eurabia" er at afvise Hege Storhaug som "konspirationsteoretiker" ved at lave denne association, uden at gå yderligere ind i de oplysninger, hun fremlægger. De modsiger ikke hendes oplysninger, men bagatelliserer dem blot og skriver, at hun "er besat af islam" eller har fået "islam på hjernen".
Så hvad skal man tro? Hege Storghaug, som refererer, hvordan den norske islamist Mohyeldeen Muhammed sagde til hende:
Det I i HRS (Human Rights Service) siger om islam, det er korrekt. I er ærlige, i modsætning til alle de andre
Eller Jens-Martin Eriksen, som i sin anmeldelse Islam på hjernen (Information, 2016) skriver:
Hos Hege Storhaug bindes påstanden om sammensværgelse op på den antagelse, at der skulle bestå et 1:1-forhold mellem de dramatiske skriftsteder fra Koranen, hun fremdrager, de dogmer hun refererer, og så de faktisk eksisterende muslimer i Europa
Det passer jo ikke, at Hege Storhaug antager, at "de faktisk eksisterende muslimer" er 100% lig med Koranens voldelige skriftsteder. Tværtimod. Hun pointerer netop sin skelnen mellem ideologi og mennesker. Hun binder sin påstand om "den 3. jihad" op på Muhammeds ideologi (som jo er beskrevet i islams skrifter), udsagn fra islamister og deres organisationer, kendt viden om at moskeer og islamiske institutioner i Vesten er finansieret af sponsorer, der ønsker at fremme Medina-islam, samt en film fra Clarion Project, som hedder "The Third Jihad", som bygger et dokument fra Det Muslimske Broderskab, der beskriver Broderskabets strategi for at gøre Vesten islamisk. (Læs om den her og se den her). Faktum er, at kritikerne ikke går ind i dette. De vælger i stedet at tillægge Hege Storhaug, at hun "antager et 1:1-forhold". Hvilket er usandt.
Mit gæt er, at Jens-Martin Eriksen og Øyvind Strømmen er klar over problemet med Medina-islam. Men de frygter en eskalering af konflikten. Derfor bryder de sig ikke om, at Hege Storhaug ikke skelner mellem islam og islamisme, og de bryder sig ikke om hendes tale om "den tredje jihad".
Men hånden på hjertet: Hvis islam er fredelig (i modsætning til islamisme) hvorfor så frygte en ideologisk konflikt?
HANDLINGSLAMMELSE OG AFMAGT
Deprimerende læsning
Det bringer os videre til det triste ved bogen. Nemlig beskrivelserne af, hvordan vores politiske og religiøse ledere har travlt med at beskytte islam mod kritik. Enten af frygt for at bede den voksende minoritet af muslimer vælge side (de har instiktivt forstået stammeloyaliteten), af frygt for at blive associeret med "racister" og "højreekstremister" - eller fordi de simpelthen er uvidende.
Det er pinsomt at læse om, hvordan den norske udenrigsminister i 2007 anledning af eid mødte op i Oslomoskéen Taffiq Islamisk Center og højstemt talte om at "åbne porte for hinanden, fordi vi er et stort norsk fællesskab" og "sammen skal vi definere norske interesser" - mens samme moské kort forinden havde haft besøg af en prædikant, som åbent går ind for væbnet jihad og henrettelse af frafaldne og homoseksuelle.
Det er også pinsomt at læse, hvordan politikere og intellektuelle på påfaldende vis har skiftet mening om ytringsfriheden siden det første chok over fatwaen mod Salman Rushdie i 1989. Nu mener mange, at ytringsfriheden "skal bruges med ansvar" og ikke indebærer, "at man skal sige alt i alle sammenhænge". Nogle udøver endda manipulation og taler om "ekstremister på begge sider" og om "ytringsfrihedsfundamentalisme".
Sorgen over det tabte
Ifølge Hege Storhaug er der desværre ikke meget håb om, at den politiske ledelse klarer at gøre det, der skal til. De skal tage kontrol med indvandringen og gå ind i den ideologiske kamp, hvilket indebærer, at Medina-moskeer skal lukkes. Det er for sent at løse problemerne på en pæn måde, skriver hun. Men hun erkender, at det ikke kommer til at ske. Medierne og akademikerne gør ikke deres arbejde med at informere borgerne, og splittelsen, relativismen og opportunismen er for stor.
Selv hos de, der faktisk har erkendt problemerne og sammenhængen, er fejheden til at tage og føle på. Hege Storhaug fortæller, hvordan hun i 2003 havde en samtale med en dansk minister, som sagde: "Hvornår tror du, vi kan sige tingene som de er, at det er islam, der skaber integrationsproblemerne?". Det ramte mig, og jeg blev faktisk lidt rystet over den ministers fejhed.
Tænk, hvis ministeren havde haft modet til at tale om det dengang.
En anden ting, der også ramte mig i hendes bog, var hendes beskrivelse af den sorg, hun føler over erkendelsen af, at politikerne nok ikke kommer til at vende udviklingen. Hun skriver:
Det er en forfærdelig tung erkendelse [...]. Jeg var heldig at få skabt en solid basis af mine forældre i mine første leveår. De var fyldt med glæde, lethed og sorgløshed, fulde af energi og gåpåmod. De sidste ti år har denne basis slået flere og flere sprækker. Ud af sprækkerne render der sorg. Sorg over det tabte. Tabt tryghed. Tabt frihed. Sorg over visheden om, at tabene efter al sandsynlighed vil vokse uhæmmet
Jeg deler hendes sorg.
I bogens allersidste afsnit, refererer Hege Storhaug til både Grundtvig og til Kongepejlet, som er en norsk middelaldekonges råd til sin søn. Bogens tankevækkende og sørgmodige afslutning er denne: Et land kan gennemleve mange landeplager (uår), men den tungeste af dem alle er, hvis der går uår i det folk, der bebor landet, og de, der skal lede folket. Da er det nærmest umuligt at rejse landet igen.
ANBEFALING
Jeg vi varmt anbefale bogen. Det er den måske bedste islamkritiske bog, jeg har læst. Dens styrke er dens udgangspunkt i de helt konkrete ting, som vi ser i disse år, og som er konsekvenser af indvandringen. Den viser, hvordan vi kan forstå det i lyset af islam, som ikke bare er en religion, men en politisk ideologi. Bogen hjælper os med at sætte ord på det.
Hege Storhaugs styrke er hendes journalistiske faglighed og hendes oprigtige engagement i frihedsrettigheder og menneskeligt ligeværd.
Hendes svaghed er - måske - at hun ikke har studeret islams skrifter men har sin viden om dem fra anden hånd. Hendes mål er dog ikke dybdegående indføring i islam. Til gengæld er hun god til at vise, hvilken form for islam, der har etableret sig i Norge og i Vesten, og det gør hun på bedste journalistiske vis med mange forskellige kilder til sin information.
Mit håb er, at Hege Storhaugs bog læses af mange mennesker, som således oplyses om, hvilke ideer, islams indtog i Europa har bragt med sig og forstår, at disse ideer skal tages alvorligt. Bogen kan måske også gøre det nemmere for mange at sætte ord på det de ser, og bekræfte dem i, at de spørgsmål, de stiller, er indlysende og berettigede.
Et kritikpunkt: Jeg kunne godt have brugt et stikordsregister bag i bogen. Særligt fordi der i nogle af kapitlerne er mange navne at holde styr på - navne på organisationer, moskéer og personer, hvoraf en del af dem er norske. Det ville have været en stor hjælp, hvis man lige kunne finde, hvad der tidligere stod om Maududi, Minhaj-bevægelsen, Islam Net, Anisa Ali Aden, Per Fugelli, Basim Ghozlan osv.
Men helt overordnet er der bare at sige: Tak til Hege Storhaug for hendes højt kvalificerede og meget læseværdige islamkritik.
Læs også: Anmeldelsen af Ed Hussein: The Islamist. En selvbiografisk bog, der på mange måder støtter op om Hege Storhaugs budskab
Hege Storhaug: Islam, den ellevte landeplage, Document Forlag, 2017