Er denne mands budskab racistisk og højreekstremistisk?

Opdateret: mar. 22

Eller er det en protest? I Tommy Robinsons selvbiografi Enemy of the State fra 2015 kan du finde ud af det. Før man dømmer nogen bør man nemlig altid høre, hvad de selv har at sige, frem for kun at lytte til folk, som selv vil fremstå i et temmeligt dårligt lys, hvis ikke han er den skurk, de hævder.


Tommy Robinson: Enemy of the State. The Press News, 2015 (min udgave er fra 2017)


HELT UDE AF PROPORTIONER


Lynfængslingen i 2018

Jeg læste Enemy of the State sommeren 2018. Det var kort efter, at Tommy Robinson var blevet arresteret for at filme udenfor retten i Leeds, hvor 29 muslimske mænd med pakistansk baggrund var anklaget for at have dopet og voldtaget over 100 unge britiske piger. Retssagen havde fundet sted, domsafsigelsen manglede. Forhistorien var, at britiske myndigheder i årtier havde set gennem fingre med massevis af lignende "grooming gangs" over hele England af frygt for at blive stemplet som racister. Heller ikke nu skulle sagerne helst gives for meget opmærksomhed i medierne.


Robinsons forbrydelse var at livestreame, mens de anklagede gik ind i retsbygningen. Han nævnte deres navne (som allerede var offentligt kendt fra en BBC-artikel) og spurgte, hvordan de "følte" i forhold til at modtage dommen. Kun 2 timer efter hans arrestation fik han en dom på 13 måneders fængsel for "foragt for retten" og kom direkte i fængsel. Derudover blev der nedlagt forbud mod at medierne omtalte Robinsons fængsling.


Der var noget underligt ved det

Jeg syntes, der var noget underligt ved det hele. Både måden og proportionerne virkede forkert. Alle britiske medier lagde sig ensstemmigt i selen for at forklare, at det var "helt efter bogen" og helt i overensstemmelse med engelsk ret", at "højreekstremisten" Tommy Robinson var blevet fængslet i 13 måneder for at rapportere uden for retten i Leeds, og danske medier fulgte trop: Han jo allerede havde en betinget dom, og retten havde jo forbudt rapportering. Så han kunne jo bare have ladet være. Han var selv ude om det. Sikke dog en idiot. Højreekstrem endda. Det er de samme medier, som er bekymrede over, at "retsstaten er truet" i Polen og Ungarn. Ingen undrede sig over straffens proportioner, måden det var foregået på, hvorfor man ikke måtte rapportere, og hvorfor fængslingen af Tommy Robinson skulle være tys-tys. Ingen forsømte heller at præsentere ham som "højrerekstrem".


Er han virkelig højreekstrem?

Mit problem var bare, at jeg havde læst Tommy Robinsons og Peter McLoughlins bog Mohammeds Koran. Og ja, den er hård i tonen, ikke mindst mod de engelske politiske ledere, som blev beskyldt for at lyve om islam og samtidig facilitere islamiseringen af deres land. Men jeg syntes faktisk ikke, den var højreekstrem. Der var intet fascistisk eller racistisk i den. Der var i stedet faktuelle oplysninger om islam, inklusiv en hel Koran i kronologisk rækkefølge, og en harm og vred tone rettet mod dem, som forsøger at bilde os ind, at islam er "fredens religion". Bogen var nærmere en advarsel mod en militant og intolerant ideologi.

Men er det virkelig "højreekstremt" at kalde islam intolerant og militant?


Så jeg anskaffede Tommy Robinsons selvbiografi, Enemy of the State for at finde ud af, om han virkelig var højreekstrem, sådan som medierne fremstillede ham.



BUDSKABET OM MODSTAND OG PROTEST


Modstand mod statsstøttet islamisering

Enemy of The State bekræfter ret tydeligt, at Tommy Robinson ikke er højreekstrem. Han gør utallige gange et nummer ud af at tage afstand fra både racisme og højreekstremisme. Han han har venner, der er sorte, og han havde faktisk muslimer med til sit bryllup.


Det som man i stedet finder i bogen, er budskabet om truslen fra radikal islam og en erklæret modstand mod den igangværende islamisering af England. Det kan sammenfattes med dette citat fra bogens indledning:

Jeg elsker mit land ... Jeg afskyr, at mennesker som hader det land, de kalder "hjem", nyder støtte og beskyttelse fra en stat, som sætter deres såkaldte "rettigheder" over de unge mænds, som risikerer og ofrer deres liv for det britiske demokrati. Åh, og bare for at gøre det klart fra starten: Jeg har altid været og er stadig flintrende ligeglad med disse menneskers hudfarve eller hvilken religion, de har. Undskyld, hvis det skuffer et par af jer. Men her er noget andet, som jeg tror på - at hvis du offentligt erklærer krig mod mig, min familie og mit land, så kan det kun forventes, at nogle af os vil yde modstand.

På en måde kan jeg godt forstå, at det budskab kan gøre nogle nervøse og bekymrede. At tale om nogens "had" til vores samfund, om at blive erklæret "krig" mod, om "modstand", og om en stat, der anklages for at være på den forkerte side. Puh. Det kan vi ikke have.


Er det problematisk for folk, der gerne vil dysse problemet ned? Ja.

Er det højreekstremt? Nej. Det er en protest.


Staten behandler protesten som fjende

Bogen fortæller også om den rystende særbehandling, som Tommy Robinson er blevet udsat for af de britiske myndigheder. Man sidder med en følelse af vantro, når man læser beskrivelsen af, hvad han har været udsat for. Ikke mindst i fængslet, hvor han tilsyneladende med fuldt overlæg blev udsat for fare (man vidste, at nogle af de andre fanger var villige til at slå ham ihjel) og derpå sad månedsvis i isolation, hvilket er psykisk skadeligt og ikke bør kunne ske i en retsstat.


I lyset af det kommer fængslingen i 2018 til at fremstå endnu mere suspekt.


Bogens budskab er således dybt ubehageligt på flere måder. Dels peger det på en konflikt mellem det engelske samfund og islam - og kræver, at magthaverne begynder at beskytte deres eget samfund. Dels er der historien om, hvordan myndigheder, medier og politikere svigter deres ansvar og har valgt at bekæmpe protesten frem for problemet og ikke længere har rene hænder.


Er det problematisk for magthaverne at nogen spreder den slags budskaber? Ja.

Er det højreekstremt? Nej.


Der er faktisk ikke noget, der så meget som ligner ideologi i Tommy Robinsons bog. Budskabet er som sagt en protest mod en udvikling, han - og mange andre - ikke ønsker. Det er protesten fra dem, der er blevet pålagt at leve med multikulturens negative konsekvenser uden at være blevet spurgt. Han skriver:


Jeg er bare en almindelig fyr, som fik nok af at være en andenklasses borger i min egen by og i mit eget land. Jeg besluttede simpelthen, at nogen var nødt til at stå op og stille spørgsmålet: Hvad har vi gang i?

NÅR DIN BY ISLAMISERES OG INGEN GØR NOGET


The English Defence League - en protest

I Enemy of the State fortæller Tommy Robinson, hvordan og hvorfor han startede The English Defence League (EDL) i 2009, og hvordan han i 2013 valgte han at forlade bevægelsen igen, fordi det var umuligt at styre den og holde den fri af højreekstreme elementer.


Vi får normalt oplyst som "fakta" af vores nyhedsmedier, at Tommy Robinson var leder af en "højreekstrem" bevægelse. Men faktisk opstod EDL i Luton som en lokal protest mod radikale muslimer, som råbte skældsord mod britiske hjemvendte soldater. Mange borgere blev forargede. Men noget af det, der gjorde Tommy Robinson mest vred, var, at politiet nærmest hjalp de muslimske demonstranter til en placering helt tæt på soldaterne. Kapitlet om det hedder "Dagen der ændrede mit liv".

Episoden med skældsordene mod de hjemvendte soldater var langt fra den første i Luton med radikale muslimer, som åbenlyst foragtede England. Robinson beskriver i bogen, hvordan han - og borgerne i Luton - i årevis havde været vidne til radikale islamisters tiltagende dominans, både i bybilledet og gennem deres forbindelser til de muslimske bander, som mere eller mindre styrede byens kriminelle marked.




Jihadistgruppen Al-Muhajiroun holdt eksempelvis til og bedrev åbenlys rekruttering i Luton inden den blev forbudt. Efter forbuddet fortsatte den blot sin virksomhed under andre navne. Gruppen fejrede blandt andet årsdagen for 9-11 og hængte plakater op i byen, som hyldede "The Magnificent Nineteen" (terroristerne). Lederen lagde ikke skul på, at de gerne så terror i England også, hvis det kunne fremme kalifatet. Tommy Robinson fortæller, hvordan han efter den forfærdelige massakre i Beslan i 2004 begyndte at blive opmærksom på, at de radikale i Luton faktisk dyrkede, spredte og prædikede samme ideologi som Beslan-terroristerne:


Jeg så det og lyttede til det, men det var som om det ikke rigtigt skete - som om ingen andre end jeg kunne se, hvad det var, der foregik. Det kæmpede jeg virkelig med.

Ingen andre end BNP talte om det

Robinson fortæller, at han i 2004 gik med til et møde i British National Party (BNP), et parti som faktisk er højreradikalt. På det møde købte han et årsmedlemsskab. Det virkede som om, de var de eneste, der talte om problemerne i det muslimske parallelsamfund, skriver han. Han forlod BNP igen allerede til det næste møde, da han fandt ud af, at hans sorte venner ikke kunne komme ind. Medlemsskabet af BNP bliver ofte fremhævet af danske medier, når de skal oplyse de uinformerede læsere med fakta om Tommy Robinson (se fx her). De glemmer blot at fortælle, hvorfor han meldte sig ud, ligesom de også undlader at reflektere over grunden til, at han meldte sig ind.


Men tilbage til Luton. Lederen af Al-Muhajiroun i Luton, Sayful Islam (navnet betyder Islams Sværd) pralede åbenlyst i medierne med at have droppet sit arbejde for at leve af bistandshjælp og dermed dedikere sig fuldtids til at fremme kalifatet. Men ingen myndigheder gjorde noget ved den stigende radikalisering, ud over at lade som om, den kun var en lille bagatel og så i øvrigt kaste masser af penge i forskellige "bydelsprojekter" og "integrationsprojekter" samt alliere sig med muslimske profiler, som man så som "moderate" i forhold til jihadisterne, selvom de alligevel gik ind for fuld sharia i England. Som Robinson skriver:


Der var en vis hjælpeløshed over det hele, fordi, hvor du end kiggede hen, blev der kastet penge efter det muslimske samfund, og alle problemer med deres unge, deres radikaliserede, deres pis-og-jammer-historier om fattigdom og fordomme, blev mødt enten af, at regeringen eller af Lutons byråd - eller en anden "do-gooder" - smed penge efter det. Og som tiden ville vise, ville folkene i spidsen for i disse "moderate" fronter vise sig at være den største del af problemet, og ikke dets løsning.

Enemy of the State beskriver således de voksende problemer, som folk i Luton mærkede, men som ingen gjorde noget ved, og som ingen stod op mod - og som med skældsordene mod de hjemvendte soldater som "trigger" - førte til oprettelsen af EDL.


EDL opstod ikke for at etablere et "hvidt" samfund eller et fascistisk totalitært samfund. Bevægelsen opstod som en reaktion på et åbenlyst problem.


Landsdækkende fænomen på rekordtid

I løbet af rekordtid fik EDL tilslutning i byer over hele Storbritannien. Mange oplevede de samme problemer og den samme frustration. Tommy Robinson kom selv fra hooliganmiljøet, hvor han var vant til at samle folk, og hvor ikke alle var lige fine i kanten. Heller ikke ham selv. Men selv ærkerivaler kunne samles om EDL's sag. EDL organiserede demonstrationer rundt omkring i landet og "hjalp" folk med at protestere mod fx byggeri af nye megamoskeer, og de fik skabt opmærksomhed.


Ofte opstod der ballade til demonstrationerne. Dels fordi EDL jo rummede en del folk fra hooliganmiljøerne, men ifølge Tommy Robinson var det ikke mindst de såkaldte antifacister og muslimske moddemonstranter, der stod for volden og startede den.

Ulige behandling

Bogen beskriver, hvordan de forskellige grupper blev behandlet meget forskelligt, både fra politiets og fra mediernes side.

Ofte blev det ikke fortalt, hvem der havde angrebet, fordi det ikke passede med det ønskede billede - men EDL blev konsekvent omtalt som højreekstremister, og så kunne læserne jo selv danne billedet. Det var selvfølgelig heller ikke et særligt smart signal, at Tommy Robinson i begyndelsen havde købt balaklavaer for ikke at blive genkendt af politiet og muslimerne. Det er en ting, han fortryder.


Han fortæller, at han på et tidspunkt i begyndelsen af EDL's levetid brugte 1.800 £ af sine egne penge på at få lavet plakater, hvorpå der stod: "Muslims, no problem - ekstremist muslims, big problem". Og at EDL i starten - før, der blev problemer med infiltration af højreradikale - bestod af 30 procent kvinder og rummede både hvide, sorte, homoseksuelle, jøder:


Det var en reaktion på det, der skete over hele landet, men også på at enhver med autoritet nægtede at anerkende det.

Men i 2010 erklærede David Cameron, at "There's none sicker than the EDL"


Dét at muslimer får særbehandling af ordensmagten, som vil ikke vil lægge sig ud med det muslimske miljø, går igen i bogen. Blandt bogens eksempler er historien om, hvordan politiet løslod en ung muslim, som havde smadret en mursten i ansigtet på en betjent, fordi imamerne fik samlet en folkemængde, der råbte på hans løsladelse uden for fængslet. Begrundelsen var, at de havde "lavet en vurdering af, hvad der bedst tjente den offentlige interesse, ikke bare her, men i andre byer med store muslimske indbyggertal". Robinson undrede sig over, hvordan det kunne tjen den øffentlige interesse at lade "et røvhul" slippe afsted med at slå en betjent i ansigtet med en mursten:


Jeg spurgte dem hvem der styrede byen. Jeg fik ikke noget svar. Jeg behøvede ikke et.

Til sammenligning blev Tommy Robinsons ven Kevin Carrol arresteret for at have bandet af de demonstrerende muslimer, dengang de råbte skældsord mod de hjemvendte solater. Arrestationen skete flere uger efter den oprindelige begivenhed.


Som Tommy Robinson beskriver det, var EDL en spontan organisation, som ikke havde noget mål eller nogen plan, og som på mange måder var naiv. Der var fx ikke tænkt på at kontrollere, hvem der blev medlemmer, og derfor kom der også uundgåeligt rigtige yderste-højre-folk med, og det blev efterhånden en kamp at holde EDL fri af det. Det var grunden til, at han forlod EDL. Bevægelsen var blevet en belastning for ham og for budskabet.


Højreektremt? Tja, hvad synes du?


I hele fortællingen om EDL bider jeg mest af alt mærke i, at det var muligt. Der kunne faktisk mobiliseres en bevægelse af vrede englændere, som gik på gaden og råbte op om, at de var imod stormoskeer, imod sharia, imod grooming, imod islamisering. Det krævede kun, at nogen stillede sig i spidsen for det.


Skræmmende? Tja, hvis strategien er "fred med islam", så frygter man den slags.


TO FILM, DU SKAL SE

Oxford Union-talen: Hvad ville du have gjort i mit sted?

Jeg vil meget varmt anbefale, at du ser Tommy Robinsons tale til studenterforeningen Oxford Union i 2015, hvor han fortæller om de problemer, som var baggrunden for oprettelsen af EDL. Problemer som blev flere og flere år for år, i takt med det muslimske indbyggertal. Luton har idag en muslimsk befolkningsandel på 25%. Talens tema er: Hvad ville du have gjort, hvis det var din by? Den er værd at bruge en time på!

Talen til Oxford Union beskriver Tommy Robinson som et højdepunkt i hans "karriere". Det var stort, at han fik mulighed for at fortælle elitens børn om, hvordan masseimmigration og radikalisering havde påvirket hans samfund. På videoen kan man høre råbene fra de protesterende "antifascister" udenfor. De havde allerede én gang tidligere forhindret ham i at tale til Oxford Union.


Det er værd at lægge mærke til, at højdepunktet var, at han fik sit budskab ud og faktisk oplevede, at han havde flyttet nogen.


Snyd ikke dig selv for videoen: Tommy Robinson | Full Address | Oxford Union


Stacey Dooleys dokumentar: Fanatikerne i Luton

TV-journalisten Stacey Dooley lavede i 2012 dokumentarfilmen My Hometown Fanatics. Tommy Robinson nævner filmen i sin bog, og han bringer også klip fra den i sin Oxford Union-tale. Han mener, den har været en øjenåbner for mange.


Stacey Dooley er ligesom Tommy Robinson født og opvokset i Luton, og i dokumentaren vil hun undersøge, om det nu virkelig er rigtigt, at muslimske ekstremister er ved at overtage byen. Hun vil møde både EDL og islamisterne. Titlen "My Hometown Fanatics" lægger op til, at begge parter er fanatikere. Som om man automatisk bliver "lige så fanatisk" af at være i opposition til noget fanatisk. Stacey Dooley vil rigtigt gerne give et billede af, at det kun er en lillebitte minoritet blandt muslimerne, der er ekstreme, og at det hele slet ikke er så slemt. Det lykkes hun slet ikke med.

Man ser hende oprigtigt rystet over mødet med muslimske fanatikere, der råber "British police, burn in Hell!". Hun forsøger at fortælle en niqabklædt, at "ingen rigtig muslim ønsker at nogen skal brænde i helvede" og spørger lederen Anjem Choudary: om det ikke er rigtigt, at man i islam skal respektere loven i det land, man lever i. For det har hun hørt. Men niqabkvinden beder hende tage noget tøj på, og Choudary forklarer hende, at respekt for loven kun gælder, når loven er islamisk, og at hun som ikke-muslim er på vej til helvede.


Efterfølgende ser man hende alt for ivrig efter at lade sig berolige af "moderate" muslimer, som ikke tager afstand fra de rabiate, som ikke afviser sharialov, men som forsikrer hende, at islam er fredens religion, for "salam" betyder jo fred - og steningsstraffen er i virkeligheden nærmest "fiktion". Den fungerer nemlig som afskrækkelse og dens virkning kan således siges at være "spirituel" ...


Sidst i dokumentaren møder hun Tommy Robinson, som stiller de spørgsmål, hun selv som journalist burde have stillet, til en muslim: Går du ind for sharialov? Håndsafhugning? Ægteskaber med 11-årige piger? Den ærlige muslim bekræfter. Robinson er faktisk fair skildret i dokumentaren. Bagefter siger han til Stacey Dooley: "Han var en flink moderat muslim", og det synes hun også. "Men han ønsker stadig sharialov", siger Tommy Robinson. Pointen er, at det kommer ikke til at fungere. Men Stacey Dooley begynder at modsige ham med at sådan kan man ikke bare sige.

Stacey Dooley, som oprigtigt ønsker, at vi alle skal være venner, konkluderer, at langt størstedelen af muslimer er moderate, og at det allerstørste problem i virkeligheden er uvidenhed. Det var bare ikke det, filmen viste.


En fantastisk dokumentar, som helt ufrivilligt dokumenterer en journalists benægtelse og frygt for at bore i tingene.


Gå ikke glip af den. Se den her.


HVAD SKAL VI GØRE - IFØLGE TOMMY ROBINSON?


Spild af tid at håbe på reform

I 2013 havde Tommy Robinson kontakt med den "anti-ekstremistiske" tænketank Quilliam, som er grundlagt af Maajid Nawaz. (Det hører vi sjovt nok aldrig om, når danske medier skal give fakta om Tommy Robinson). Men han brød med dem igen. Dels fordi han har sin egen sag, men også fordi han fandt ud af, at det ikke nytter at satse på deres projekt, hvis det er Englands fremtid, der er ens bekymring. Realiteten er nemlig, at muslimerne i Quilliam er mere foragtede i muslimske miljøer end Tommy Robinson (hvilket er ikke så lidt), og at de alle har dødstrusler hængende over deres hoveder.

Velmenende, ja, men de har ingen indflydelse, og de bidrager de kun til en falsk forestilling om, at islam sagtens kan reformeres, mener Tommy Robinson. Ifølge Quilliam selv tror 90 procent af muslimerne på fundamentalisme og er ikke i stand til at gå imod sharialov og jihadisterne. Dette modsat den gængse forestilling, som ingen ved hvor kommer fra.


Ønsker en folkelig bevægelse

Quilliam mangler ifølge Tommy Robinson det, som EDL havde, nemlig mennesker bag sig:


Hvis du tænker efter, så havde EDL støtte fra græsrødderne. Den britiske middelklasse og establishment rynker ganske vist på næsen af vrede mennesker i protestmarch. Men i det mindste er det ægte, det er stemmen fra mænd og kvinder som er patrioter, som tror på deres land. Quilliam havde intet af det, intet fundament eller rygstøtte fra et større antal mennesker. De havde støtte fra Londons vinbar-liberale. Det var det hele.

Robinson ønsker en folkelig bevægelse mod islamisering og radikal islam. Han ønsker, at middelklassen er med, for det er det, der skal til, for at politikerne vil lytte. I 2015 talte han ved forskellige demonstrationer rundt om i Europa, blandt andet en Pegidademonstration i Dresden, som samlede 40.000 deltagere. Han var imponeret. Han skriver:


...jeg var meget imponeret over, hvor rolig, afmålt og moden, denne protestbevægelse var. Meget mere mainstream og middelklasse end her. Det var sådan, vi skulle markere vores standpunkt her i Storbritannien.

I 2016 (efter udgivelsen af Enemy of the State) forsøgte Tommy Robinson at etablere Pegida UK, sammen med blandt andre Anne Marie Waters og Paul Weston, men det blev aldrig rigtigt en succes.


Vi skal vise hvem vi er og hvad vi står for

Men hvad skal vi så gøre? Vi skal sætte foden ned, skriver Tommy Robinson. Håndhæve loven for alle, og stoppe med at frede sharia. Vi skal forbyde shariadomstole og tørklæder og prøve at af-islamisere de steder, der nu er islamificerede. Ellers vil de problemer, der venter vores børn, bare fortsætte med at vokse. Som minimum er vi nødt til at erkende, at radikal islam har erklæret krig mod os. Og at vores fængsler er en ren udklækningsanstalt for radikaliserede muslimer. Der skal markeres styrke, og islam skal gives modstand:


Hvis ikke vi kan ændre denne farlige ideologi, og det kan vi ikke, så kan vi i det mindste gøre det klart, hvad vores egne værdier er, og plante et flag i sandet, der højt og klart siger, hvem vi er og hvad vi står for. Plante et flag i sandet? Vi kan ikke engang trække en streg i sandet. Vores politiske ledelse, uanset parti, er mere interesseret i af bygge sandslotte med "the bad guys", og håber stadig at blive venner med dem.

Ifølge Tommy Robinson respekterer størstedelen af muslimer kun styrke, men de møder aldrig nogen. Enemy of the State er udgivet i december 2015, da flygtningekrisen var på sit højeste, og Tommy Robinson skriver, at det er "nationalt selvmord" for de europæiske nationer, at tage imod millioner af migranter. Han stiller spørgsmålet, om der er tale om en invasion.


Højreekstremt? Nej.

Kun hvis man mener, at Tommy Robinsons situationsopfattelse er højreekstrem. Men hvordan kan en situationsopfattelse være ideologisk? Spørgsmålet er vel: Har han ret?


HVAD SYNES JEG OM PERSONEN TOMMY ROBINSON?


Hvorfor er det et issue?

Ja ja, jeg ved det. Tommy Robinson er ikke hans rigtige navn, og det kan man selvfølgelig også læse om i bogen, hvis man er interesseret. Egentlig er jeg lidt træt af, at hans fortid og hans person altid skal gøres til et issue. Formålet er udelukkende at fjerne fokus fra budskabet - og at gøre budskabet suspekt, når nu det fremføres af sådan en "racist", "højreekstremist" og "afstumpet voldsmand".


Men nu vil jeg alligevel forholde mig til ham.


Ingen engel - men loyal over for det, han holder af

Tommy Robinson er bestemt ikke en engel. I Enemy of the State omtaler han naturligvis de domme, han har fået. Han har temperament, og han har gjort dumme ting. Men han er indstillet på at forsvare sig selv, sin familie og sine venner, hvis nogen angriber eller truer, og han kan gøre gengæld. Han er loyal over for det, han holder af, og derfor er han også patriot. Han er ikke en pæn middelklassedreng eller intellektuel. Han handler, når han bliver indigneret, han siger tingene højt, og han er ikke en kujon. Og tænk: Lige netop dé egenskaber kan jeg godt lide ved ham. For dem er der brug for.


Han var chokeret over, at der ikke var en større national reaktion i England på det bestialske mord på soldaten Lee Rigby i Allahs navn i 2013.

Nej, det var ikke pænt ...

Et eksempel på Tommy Robinsons mindre pæne side er den episode, hvor han sammen med nogle EDL-folk kørte igennem Bury Park (den muslimske ghetto i Luton). Her fik han øje på lederen af de lokale jihadister, Sayful Islam ("Islams sværd"), som tidligere havde slået Tommy Robinson - hvilket findes på film, og hvilket Sayful Islam selvfølgelig aldrig blev tiltalt for. Bilen stoppede, og Robinson satte efter "Mr. Jihad", der efter beskrivelsen løb "som en tæve, der skulle have hvalpe". Så meget for at "de elsker døden mere end vi elsker livet", ironiserer han triumferende. Og dernæst lidt om, hvad der skete: "Han må være skvattet i sin kjole og slået sig, da han faldt", og "uheldigvis mistede han sine nøgler og mobiltelefon, da jeg jagtede ham. Shit happens". Man er ikke i tvivl om, at Sayful Islam - beskrevet i bogen som "det ynkelige stykke lort, som krøb på gaden" - havde fået, hvad han havde godt af.


Det er ikke pænt at sige det, men jeg kunne ikke lade være med at smile, mens jeg forestillede mig situationen. Det var så lidt om Tommy Robinsons - og min - mindre pæne side.


(Sayful Islam blev flere år senere fængslet for at støtte Islamisk Stat. Han står nu snart til at skulle løslades, hvis ikke han allerede er blevet det i 2019).


Kender Koranen og kan udfordre

I 2013, mens Tommy Robinson var fængslet for at rejse med falsk pas og tilbragte 22 uger i isolation på grund af trusler, læste han Koranen. Han var målløs, da han opdagede, hvad der stod i den, og at alt det, som han havde hørt på anden hånd, og som folk kalder "fordomme" mod islam, pludselig ikke længere virkede nær så fordomsfuldt:


Jeg kunne ikke begribe det: Her var den hellige bog, som verdens muslimer vil styre planeten med, og hvis du spørger om min mening, så burde den ting forbydes for at ophidse til race- og religiøst had på næsten hver eneste side.

Robinson fortæller, hvordan han rent faktisk fik en konvertit i fængslet til at droppe islam igen ved at fortælle ham, hvad det rent faktisk var, han havde meldt sig til at tro på. En af hans pointer er, at de, der konverterer, ikke aner noget som helst om Koranen eller Muhammed. Og at det i det hele taget er rystende, så lidt folk ved. De beslutningstagere, som burde vide noget om det, de træffer beslutninger om, ved intet. Engang havde Tommy Robinson set parlamentsmedlemmet Gavin Shuker fra Luton deltage ved en "Celebrate Mohammed day". Så han spurgte: "Hvad ved du om Muhammed?" Shuker svarede: "Jeg ved at han er respekteret af 4 mio. britiske muslimer". Det var det. Det var niveauet. Han vidste intet.


Det er da et kæmpe problem! Jeg er helt enig med Tommy Robinson på det punkt, og jo mere, han kan eksponere den pinlige uvidenhed, så alle kan se det, jo bedre. Måske kan det føre til, at nogen begynder at sætte sig ind i tingene, alene fordi deres uvidenhed er flov.


Tommy Robinson er, med sin viden om Koranen og Muhammed fra de primære kilder og sin evne til at bide sig fast, rigtig god til at udfordre. Det er som den, der udfordrer og udstiller, at han virkelig kommer til sin ret. Han stiller de insisterende spørgsmål om islam. Dem som mainstreamjournalisterne ikke stiller, fordi de bogstavligt talt intet aner om emnet, eller fordi de er rystende angste for at komme i kassen "højreekstrem", hvis de på nogen måde problematiserer islam.

Det var for eksempel ubetaleligt, da han for nylig (januar 2020) fik Berlingskes journalist Hans Skovgaard Andersen til at indrømme, at han var totalt blank på Muhammed. Dette selvom han er fra en af landets største nyhedsmedier og skulle lave et indslag med en kendt islamkritiker (Tommy Robinson). Han anede intet om emnet, ud over at det var "normen" at kalde islamkritikere for højreekstreme. Se videoen her inden den bliver fjernet fra YouTube, ligesom stort set alt andet, der omhandler Tommy Robinson, og som ikke er fra de såkaldte mainstream-nyhedskanaler. Det om Muhammed starter minut 20:16.


Til Hans Skovgaard Andersens ære skal det nævnes, at han i sin artikel ikke kalder Robinson "højreekstrem" og faktisk nævner, at han ikke selv ser sig som sådan.


Jeg værdsætter Tommy Robinson for at kunne det, og for at gøre det. Det er der virkelig brug for i en tid, hvor alle andre svigter. Og så er jeg faktisk ligeglad med hans fortid.


Det et et kæmpe tab, at Tommy Robinson siden februar 2019, hvor han udgav dokumentaren Panodrama, som udstillede BBC på det pinligste, nu er "fjernet" fra alle sociale medier for påstået hate speech.


ANBEFALING


Jeg vil med glæde anbefale Enemy of the State. Den giver viden om, hvem Tommy Robinson er, hvordan han tænker, og hvad der har drevet ham. Den er let at læse på engelsk. Sproget er meget talesprogs-agtigt og der er nogle slangudtryk, man lige skal lære. Det får den nogle steder til at virke lidt grov, men det får den også til at virke personlig og autentisk. Det er ikke den skrivende klasses repæsentant, der taler her.


Særligt vil jeg anbefale journalister at læse den.


For uanset hvad man end måtte mene om Tommy Robinson, så er der ikke belæg for at kalde ham racist, og der er heller ikke belæg for at kalde ham højreekstrem. For det er naturligvis ikke højreekstremt at være i opposition til islam. Tværtimod. Det ville journalister vide, hvis de gjorde sig en smule ulejlighed. Manden er drevet af loyalitet, indignation og protest.


Og man bør lytte til hans budskab, før man dømmer ham.


Læs også anmeldelserne af:

Tommy Robinson: Enemy of the State. The Press News, 2015. Min udgave er fra 2017.