Vesten forstår ikke islamismens psykologi
Ed Husains bog "The Islamist. Why I joined radical Islam in Britain, what I saw inside and why I left" er en rigtig spændende og tankevækkende beretning om, hvordan han faldt for de islamistiske ideer og hvor let spil radikal islam har i britiske moskeer og uddannelsesinstitutioner. Bogen giver en fantastisk indsigt i islamismens psykologi, og den har et vigtigt budskab til både politikere, meningsdannere og de muslimer, som er imod islamismen, men er passive.
Ed Husain: The Islamist. Why I joined radical islam in Britain, what I saw inside and why I left. Peguin Books, London, 2007.
INDLEDNING
Vi danskere får ofte at vide, at radikal politisk islam skam slet intet har med "rigtig" islam at gøre, og at det er yderst fordomsfuldt og generaliserende, ja nærmest "had", at tro sådan noget. Men spørgsmålet er: Får de unge muslimer også det at vide? Eller får de at vide, at "rigtig" islam er politisk og handler om at fremme et islamisk styre?
Ed Husains bog The Islamist fra 2007 giver et hint om, hvilke budskaber muslimer eksponeres for, hvorfor de vækker genklang, og hvorfor muslimske unge i Vesten bliver islamiserede og for nogles vedkommende radikaliserede.
Ed Husain er født og opvokset i England. Han hedder rigtigt Mohamed. Hans forældre var fra Indien og Bangladesh. I 5 år var han aktiv i islamistiske bevægelser, blandt andet i Hizb ut-Tahrir. I dag er han en aktiv kritiker af det, han kalder politiseringen af islam. og han er medstifter af tænketanken Quilliam, som prøver at modvirke islamisk ekstremisme.
I bogen fortæller han om, hvordan han blev radikaliseret i 1990'ernes London, på trods af, at hans forældre havde opdraget ham til at dyrke en fredelig og spirituel form for islam. Det er en tankevækkende fortælling om, hvordan det ene mentale skridt hele tiden gøder jorden for det næste, og hvordan islamisterne præcis ved, hvad de
skal spille på for at vinde de unge muslimske sjæle.
VEJEN TIL RADIKALISERING
Ed Husains historie er en vigtig fortælling, hvis man vil forstå, hvad det er, der sker for unge muslimer. Derfor har jeg gjort meget ud af at referere den her. Så vær forberedt: Dette er en lidt lang gennemgang. Læg mærke til, hvordan vejen hele tiden banes for næste skridt.
Elske Koranen
Som barn lærte Ed at elske Koranen ved at recitere den på arabisk. Han lærte også at elske profeten Muhammed ud fra de historier, hans mor fortalte om, hvor god og kærlig, profeten var. Blandt andet at han elskede sine børnebørn meget højt. Religionen blev for ham noget dyrebart og godt, og han ønskede at være en god muslim.
Isoleret
Fordi forældrene var traditionelle og ikke mente, det var godt at blande kønnene i skolens overbygning, valgte de - mod hans engelske lærerindes indtrængende råd - en ren drengeskole til ham, da han var 12. Det valg betød, at Ed reelt blev isoleret fra englændere. Alle hans klassekammerater var nu muslimske drenge.
Søger islam
I skolen passede Ed ikke rigtigt ind, men han følte sig på hjemmebane, når det gjaldt i islam og søgte derfor mere viden om religionen. For første gang blev han nu, sammen med en klassekammerat, undervist i islam med bøger.
I lærebogen stod, at politik og religion er én og samme ting i islam. Der stod også - som en positiv ting - at "islamiske bevægelser" arbejder for at etablere en islamisk stat. Ed fandt senere ud af, at forfatteren til lærebogen slet ikke er religiøst uddannet, men til gengæld er han aktiv islamist. Bogen bruges stadig i undervisningen i engelske skoler.
Islamistisk moske
Klassekammeraten som Ed blev undervist sammen med, kom i East London Mosque, som blandt andet modtager finansiering fra Saudi-Arabien og benytter saudisk oplærte imamer. Gennem ham blev Ed nu - uden forældrenes vidende - involveret i Young Muslim Organisation (YMO), som var tilknyttet moskeen. Han gik til timer og blev introduceret til de islamistiske "tænkere" Mawdudi og Qutb og deres ideer. Han lærte, at islam er en "kilden til al viden", og at islam udgør en komplet måde at leve og indrette samfundet, som er alle andre måder overlegen. Han lærte, at det er enhver muslims pligt at kæmpe for et "ægte" islamisk samfund.
Frihedskamp
Han lærte også, at kampen for islamisk styre i virkeligheden er en frihedskamp, for det gør mennesket fri for at være underlagt mennesker. Under Allahs styre er mennesket kun underlagt Allah. Han lærte, at verden er delt mellem islam og uvidenheden, dvs. vantroen, og at historien har været én lang kamp mellem det gode og det onde - det vil sige mellem muslimerne og de vantro, og mellem Vesten og islam.
Ed accepterede disse ideer, og han begyndte også at føle vrede mod Vesten, som jo har koloniseret og undertrykt muslimerne, og som er modstandere af islam. Han stiftede også bekendtskab med ordet kuffar, en nedgørende og foragtende betegnelse for ikke-muslimer.
Forældrenes afmagt
Eds forældre var rystede, da de fandt ud af, at deres 17-årige søn gik til møder i YMO og havde fået radikale holdninger. Men Ed "vidste" nu, at det i virkeligheden var dem, der havde misforstået islam. Det var ham, der var den sande muslim. Deres modstand var blot en test fra Allah. Forældrene endte med at måtte bide i det sure æble og acceptere hans dedikation til den islamistiske YMO. De kunne ikke gøre noget.
College blev islamiseret
På college blev han hurtigt formand for den islamiske studenterforening, som herefter kørte en islamisktisk stil. I løbet af måneder lykkedes det foreningen at få Tower Hamlets College, hvor størstedelen af de studerende var muslimer, islamiseret totalt. Tricket var en konfrontatorisk stil, hvor islam konstant blev sat i opposition til andre religioner, eller til socialismen, eller til discofester. Der blev sat plakater op for at skabe opmærksomhed om islam, og der blev inviteret til møder og seminarer, med hårdtslående titler som "Hijab: Put up or Shut up", hvor indbudte islamistiske talere talte om, hvorfor muslimske kvinder bør tildække deres hår og adskille sig fra ikke-muslimske kvinder. En magtkamp om et større bederum med collegets ledelse, som ellers desperat prøvede at fastholde, at Tower Hamlets College var en sekulær institution, blev vundet ved en stor demonstrativ fællesbøn på fællesarealet på campus.
Muslimsk selvbevidsthed
Den islamistiske studenterbevægelse gik således fra den ene sejr til den anden. Medlemstallet eksploderede, mens selvbevidstheden hos de muslimske unge gjorde det samme. Bønnen var nu blevet en demonstration, og hijabben var blevet et symbol på afvisning af vestlig kultur.
Nogle ikke-muslimer konverterede endda til islam, tiltrukket af successen. Men ikke alle fandt udviklingen og den totale islamiske dominans af det offentlige rum fantastisk. Ed Husain beskriver de sådan:
[De] så bestyrtede på, hvad vi vi havde gjort ved colleget: en synlig muslimsk tilstedeværelse overalt, kvinderne tilslørede, islamiske plakater alle steder, og de studerende, næsten uden undtagelse, under vores kontrol
Hizb ut-Tahrir og verdensherredømmet
Blandt de talere, der blev inviteret til Tower Hamlets College, var medlemmer af Hizb ut-Tahrir. Sammenlignet med YMO, der var orienteret mod Asien, fremstod "Hizb" globale og tjekkede. De talte om den globale ummah, og hvor det hos YMO var lidt uklart, hvordan den islamiske stat, som jo var målet, skulle blive til virkelighed, så havde Hizb en klar "metodologi" for det, og deres endelige ambition var islamisk verdensherredømme.
Metodologien handlede blandt andet om at nedbryde de eksisterende "koncepter" og ideer (fx demokrati) for derefter at kunne levere et alternativt islamisk "koncept", som muslimer skulle støtte op om. Når der så - i meget nær fremtid - ville blive etableret en islamisk stat, ville dens hær iværksætte jihad og vælte de uislamiske regimer rundt om i verden.
Belæg i skrifterne
Hvor YMO's påstande ikke altid virkede underbyggede, så kunne Hizb altid finde belæg i de islamiske skrifter. De vandt over deres opponenter i debatter, og de kom i medierne på grund af deres hårdtslående og konfronterende stil, og andre islamistiske organisationer begyndte at overtage deres ideer. Ed blev tiltalt af deres effektivitet og deres "intellektuelle" selvforståelse. Han blev nu en del af Hizb ut-Tahrir. Hizbs medlemmer så sig selv som den islamiske intellektuelle elite og som ummahens naturlige ledere i den fremtidige islamiske stat.
Bosnien
Mange muslimer var forfærdede over de etniske udrensninger i Bosnien i starten af 1990'erne, og islamisterne udnyttede til fulde konflikten til at understrege at Vesten er muslimernes fjender. "Bosnien i dag, Storbritannien i morgen" lød budskabet fra Hizb ut-Tahrir til de britiske muslimer.
På Tower Hamlets College havde nogle ungdomsarbejdere arrangeret disco samtidig med den islamiske studenterforenings onsdagsmøde for at undgå at foreningen - som det var sket tidligere - forhindrede muslimer i at deltage. Det blev selvfølgelig set som et fjendtligt forsøg på at konkurrere med islam.
Netop den dag viste studenterforeningen en film, der viste krigsforbrydelser mod bosniske
muslimer begået af "kristne". Efter filmen rejste Ed
sig som formand op og sagde:
Mens vores søstre bliver voldtaget i Bosnien og vores brødre slagtet, så organiserer islams fjender discofester for os her på colleget. Tillykke til jer alle, der har valgt at komme her (og ikke til disco) for at have truffet den rigtige beslutning. Vi må hjælpe vores muslimske brødre og søstre
Mange ville gerne hjælpe efter at have set de grusomme billeder. Der blev samlet penge ind, og nogle meldte sig til jihad. Nogle meldte sig til træningslejre i Afghanistan, så de kunne blive ordentligt trænede, for Bosnien ville jo næppe blive den sidste jihad. Ingen så noget forkert i det, eller stillede spørgsmålstegn ved det. Det var helt normalt.
Identitet og loyalitet
Efterhånden var det blevet helt naturligt og selvfølgeligt for Ed og de andre unge muslimer, at deres primære identitet var "muslim", at der foregår en evig kamp mellem muslimer og "islams fjender", og at deres loyalitet naturligvis gjaldt islam og deres muslimske "brødre og søstre". Enhver lokal konflikt, hvor lille den end var, blev konsekvent tolket ind det verdensbillede - og udnyttet til at bekræfte og fremme det. Der blev inviteret til debatmøder i studenterforeningen med titler som "Asian. Born to be Brown", hvor racismen i det britiske samfund ville blive fremhævet, og muslimerne ville få at vide, at de aldrig ville blive accepteret, fordi de var brune, Den pointe blev naturligvis kædet sammen med massakrerne i Bosnien.
Global jihad
Hizb ut-Tahrirs synspunkter om nødvendigheden af global jihad blev dengang set som ekstreme, selv i islamistiske miljøer (som jo også var konkurrerende til Hizb). Så når Hizb prøvede at udvide deres platform til de lokale moskeer, hvor de ville uddele deres materiale og søge at rekruttere, blev de ofte truet med at blive smidt ud.
Her spillede de så på forestillingen om "muslimsk enhed mod de vantro" for at forhindre, at politiet blev tilkaldt. "Det er haram at involvere kuffar ind i muslimske anliggender", ville de sige - og "det er haram at angribe muslimer". Nogle gange blev de alligevel smidt ud, men kun for at dukke op igen på en ny måde.
Fremprovokerede konfrontationer
Ed Husain skiftede nu til et andet college, Newham, hvor sammensætningen af studerende var mere blandet. Også her lykkedes det Ed og Hizb ut-Tahrir at ændre steminingen i løbet af kort tid ved at fremprovokere konfrontationer, som konstant inddelte mennesker efter religiøse skel, satte muslimer i modsætning til alle andre og pointerede, at muslimer var bedre og overlegne.
Eksempelvis fik Sikh'er og hinduer at vide, at deres tro kunne "pilles fra hinanden på 5 minutter", fordi den intet havde at sige om politik. De fik også at vide, at Indien var "muslimsk land". "Mogulerne var muslimer og koloniserede Indien før briterne, så muslimer er de retmæssige ejere", lød det. Og: "Den kommende islamiske stat vil kræve Indien tilbage, akkurat som den vil med Spanien". Det blev de selvfølgelig vrede over. Strategien var effektiv. Ed fortæller:
Den type provokerende bemærkninger ophidsede naturligvis de ikke-muslimske asiatiske studerende, men de styrkede selvtilliden og selvbevidstheden hos hundreder af mine med-muslimer. Muslimer definerede i stigende grad sig selv i modsætning til hinduer, sikh'er, collegets "jødiske" ledelse, og kristne afrikanere. Vi betragtede os som muslimer før noget andet. Muslimernes selvtillid var ikke kun genetableret i løbet af få måneder, men en følelse af muslimsk overlegenhed var til at tage at føle på
Dominansadfærd og vold
Fra følelsen af overlegenhed og større berettigelse var der ikke langt til vold og dominasadfærd. Ed fortæller, hvordan nogle "mindreværdige" sorte kristne studerende engang havde kapret poolbordet og nægtede at lade nogle muslimer komme til. Det førte til at brandalarmen blev udløst (hvilket alle vidste betød slåskamp udenfor), og mens collegets ledelse holdt de kristne drenge tilbage og lod muslimerne forlade bygningen først, samledes en flok på over 200 muslimer på den anden side af gaden, under ledelse af Ed Husain og hans Hizb ut-Tahrir-ven Majid Nawaz og råbte "Allahu Akbar" og "Jee-had".
Drabet
En sort muslim ved navn Saeed, som ikke gik på colleget, dukkede op med en kniv og tilbød sin hjælp - "så de kristne niggere kunne få sig en lærestreg". Han var ikke selv "nigger", han var jo muslim. Kuffar havde godt af at lære ikke at lægge sig ud med muslimerne. Ed blev lidt rystet over kniven, men sagde til Saeed, at de havde styr på tingene.
Kort tid efter dræbte Saeed en kristen nigeriansk studerende med sin kniv. Han havde formastet sig til at sige "provokerende" ting om muslimer og deres attitude.
Det stoppede Ed Husains radikaliseringsproces.
Det gik op for ham, hvor giftigt et miljø, han havde været med til at skabe. Han havde ikke for alvor gennemtænkt konsekvenserne af de ideer, hvan var med til at sprede, om fjendskab, mindreværdighed og muslimers bestemmelse for dominans. For ham havde det været teoretisk. Men nu var der en, der havde handlet på ideerrne, og en ung mand var død. Drabet blev Ed Husains wake-up call.
VEJEN VÆK FRA RADIKALISERING
Efter mordet på den nigerianske studerende trak Ed Husain sig fra Hizb ut-Tahrir og startede en lang søgen efter et nyt ståsted i livet. Det er en spændende læreproces at læse om, og den fylder knap halvdelen af bogen. Det er blandt andet en beretning om, hvordan det islamistiske tankegods og verdensbillede ubevidst "hang ved" i mange år.
Historiestudier
Ed begyndte at dedikere sin tid til sin uddannelse og færdiggjorde sine studier i historie. Her lærte han om, hvordan fortiden ofte er åben for nutidige fortolkninger. Det gik op for ham, at de islamistiske ideer - blandt andet Hizb ut-Tahrirs grundlægger Nabhanis - også kan ses som et produkt af deres samtid og de daværende politiske omstændigheder, De er ikke "rene islamiske", som islamisterne hævder, tværtimod har islamisterne ofte trukket på allerede eksisterende vestlige ideer.
Ægteskab og rejser til muslimske lande
Han blev gift med en muslimsk pige, Faye, som stadig havde et nært og ikke-politiseret forhold til sin gud. På deres bryllupsrejse til Tyrkiet kom han i kontakt med sufi-islam. Han og Faye tog timer i arabisk og rejste til Syrien for at lære mere.
Her opdagede Ed blandt andet, at det Osmanniske Rige, som af Nabhani var blevet idealiseret som en "forenet islamisk stat" af Syrerne blev omtalt i foragtelige vendinger som 400 års tyrkisk besættelse. Den var en illusion.
Ekstrem wahabisme i Saudi-Arabien
Senere rejste parret til Saudi-Arabien, hvor de så utilsløret racisme, og samtidig oplevede de en ekstrem sexfiksering blandt de unge saudiske mænd. Faye, som gik med hijab i England, gik nu endnu mere tildækket end nogensinde før, men alligevel blev hun konstant antastet med sjofle tilbud og tilråb. Dette selvom hun fulgtes med Ed, hvilket hun altid var nødt til. At gå alene ville være direkte farligt. De så, at tildækning og kønsadskillelse, som ifølge islamister gør muslimer moralsk overlegne i sammenligning med vestlig "løssluppenhed", reelt førte til det stik modsatte end høj moral og respekt for kvinder. Ed oplevede også, hvordan de arabiske studerende ikke så noget forkert i 7/7-terrorangrebet i London. Ikke så mærkeligt i lyset af, hvad fredagsprædikenerne i Saudi-Arabien indholder. Ed Husain beskriver det såsan
Fredagsprædikerne var næsten uden undtagelse meget politiserede og radikale. Imamerne bad til at jihad i Irak og Palæstina måtte forstætte, og anråbte Allah om at tilintetgøre jøderne og amerikanerne. Dette ødelæggelses-mantra ville 10 år tidligere have fremkaldt en "amen" fra mig. Nu sad jeg tavs og løftede ikke engang mine hænder, som det ellers er muslimsk skik, men kiggede forvirret rundt: Hvor kunne vi?
Kapitlet om opholdet i Saudi-Arabien har Ed Husain valgt at kalde: "Saudi-Arabien: Hvor er islam?": Han beskriver den saudiske statsreligion - wahabismen - som noget, der har alt med raseri mod "Vesten" at gøre, eog stort set intet med gudsdyrkelse og kærlighed til profeten at gøre. Og som noget, Saudi-Arabien er storeksportør af.
ACCEPTABELT AT TAGE LIV - EN DYBT PROBLEMATISK HOLDNING
En af de allermest tankevækkende ting i bogen er Ed Husains refleksioner over, hvor dybt den islamistiske påvirkning stikker.
Da terrorangrebet 9/11 ramte, havde Ed i egen selvforståelse forladt islamismen til fordel for sufi-islam og mente, at islam handlede om "sandhed, medmenneskelighed og barmhjertighed". Men alligevel var hans første tanke, da han hørte om terroren, at det skulle fejres. Selvfølgelig! Det var jo USA, der var ramt, og de slår jo "os" ihjel "gennem Israel" i Palæstina. Først da en anden sagde til ham, at det ikke var i profetens ånd, at så mange uskyldige mennesker skulle massakreres, slog det ham,
at han reelt havde bifaldet massemord.
Ed Husain fortæller, hvordan hans studerende i Saudi-Arabien betragtede terror som fuldt ud legitimt. Selvmordsbomberne blev kaldt martyrer. Også blandt de studerende i Syrien var det et helt almindeligt synspunkt, at det er i orden at dræbe israelere i Israel. Storbritanniens første britisk fødte selvmordsbomber, Asif Hanif, sprang netop sig selv i luften i Tel Aviv i 2003. De britiske medier troede han var blevet radikaliseret i Mellemøsten. De kunne ikke forestille sig, at han var blevet radikaliseret i London. Men det var nøjagtig, hvad han var. Ed havde mødt ham der engang. Også i London er ideen om, at det er i orden at tage andre menneskers liv udbredt. Ed Husain skriver:
Som islamist mente jeg også, at at det at tage jødiske eller ikke-muslimske liv var fuldsændigt acceptabelt, hvis det fremmede muslimsk dominans. Islamismen, med dens tunge vægt på religiøs identitet, dehumaniserede andre
Vesten forstår ikke islamismens psykologi
Ifølge Ed Husain fejler Vesten - selv i dag, hvor man efterhånden burde vide bedre - i "krigen mod terror", fordi man ikke evner at forstå islamismens psykologi. Britiske ledere har aldrig forstået alvoren i Hizb ut-Tahrirs ideer, der er designet til at gøre muslimer ideologisk og mentalt parate til den kommende militære jihad, som den kommende islamiske stat skal føre, og som muslimer har pligt til at støtte op om. Forskellen mellem militær jihad og selvtægt i form af terror eller mord er - for et individ, der har købt ind på Hizbs ideer - ikke et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Det er kun et spørgsmål om skala. Terrorangrebet 7/7 i London 2005 kom ikke ud af et vakuum, skriver han. Jorden var blevet gødet i mange år.
Ingen gør noget
Men alligevel: Den dag i dag lader Storbritannien uhindret Hizb ut-Tahrir sprede sine ideer på britiske uddannelses-institutioner.
Både politikere og myndigheder er berøringsangste. Måske fordi de frygter, at organisationen blot vinder popularitet, hvis man forbyder den.
Det er en kæmpe fejl, mener Ed Husain.
Wahabistiske prædikanter, uddannet i Saudi-Arabien prædiker stadig i britiske moskeer, og megamoskeen East London Mosque er intet mindre end et kæmpe islamistisk knudepunkt.
Ed Husein fortæller også, hvordan han efter sin hjemkomst fra Saudi-Arabien deltog i fredagsbønnen på University of London College. Det var kort efter Jyllands-Postens Muhammedtegninger, som naturligvis også blev inddraget som bevis på det vestlige fjendskab og foragt for muslimer. Prædikenen sluttede med at anråbe Allah om at tilintetgøre de vantro kuffar.
Tag det nu alvorligt
Ed Husains beretning er en kæmpe advarsel. Den siger: Åbn øjnene! Tag det alvorligt! Kom ind i kampen! Advarslen gælder de britiske politikere og myndigheder. Men den gælder også de muslimer der - som Eds forældre - ikke deler islamisternes opfattelse, men som med deres passivitet efterlader et vakuum, som den islamistiske propaganda let kan udfylde.
Ingen giver islamismen et ordentligt modspil, og alt bliver kun værre, fordi de, der burde tage ansvar, ikke gør det. I stedet begynder partier på den ekstreme venstrefløj at spille på race og religion for at kapre stemmer, og den såkaldt ekstreme højrefløj får flere tilhængere som en reaktion. På den måde gødes jorden for yderligere polarisering mellem muslimer og ikke-muslimer, fordi de, der burde tale de ekstreme holdninger imod, eller gribe ind med handlinger, ikke tør adressere ondets rod. Ed Husain skriver:
Hvis dét at slå uskyldige mennesker ihjel, uanset om det er israelere eller andre, fortsætter med at være "acceptabelt", og hvis det islamistiske tankesæt fortætter med at præge muslimer, så vil terrorangrebent i London 7/7 være intet imod, hvad der venter i fremtiden.
HVORDAN KAN ED HUSAIN STADIG VÆRE MUSLIM?
Det kan være svært at forstå, hvordan Ed Husain stadig kan være muslim og endda tro på, at Muhammed var en fredsskaber og at Koranens budskab er et fredsbudskab, efter at han selv har erfaret, hvordan Muhammed og Koranen er som skabt til at søge magt og skabe ufred ved at udnytte menneskers religiøsitet.
Rent rationelt giver det jo ganske enkelt ingen logisk mening, at en formodet fredselskende OG alvidende gud skulle have sendt et budskab "ned" til menneskeheden, som i sin bogstavelige form kan bruges som et aggressivt psykologisk våben. Eller at samme gud skulle vælge en profet, som netop ved hjælp af "Allahs ord" erobrede hele Den Arabiske Halvø, som det perfekte eksempel til efterfølgelse. Det er simpelthen for dumt til at kunne være sandt.
Forklaringen er ikke rationel
Forklaringen på, at Ed stadig er muslim, er derfor naturligvis ikke rationel. Forklaringen er, at han - selv da han valgte islamismen fra - stadig troede på Gud og er et religiøst menneske. Han fortæller i bogen, hvordan hans år som islamist den periode i hans liv, hvor han var mindst religiøs og fjernest fra Allah. Hizb ut-Tahrir var som sagt "intellektuelle" i deres selvforståelse, mens den religion, Ed var vokset op med, var en indre oplevelse af kontakt med Allah.
Efter mordet på den nigerianske studerende kom Ed alvorligt i tvivl om islam. Hans første tvivl handlede om, at hvis Allah virkelig var "på muslimernes side", hvorfor var det så
ikke lykkedes for muslimerne at skabe en islamisk stat?
Kunne ikke tro på treenigheden
Han overvejede kristendommen, men han kunne ikke tro på ideen om, at "Gud kan have børn", og han kunne ikke begribe Treeningheden, selvom han prøvede. Han mente, det gav mest mening at tro på profeten med det argument, at "vi ved mere om Muhammed end om andre profeter, og han er historisk veldokumenteret" (s. 186). Havde han været rigtig rationel, var han naturligvis dykket mere ned i, hvor vores "viden" om Muhammed rent faktisk kommer fra, og undersøgt det nærmere. Det gjorde han ikke.
Apologet for Koranen og Muhammed
I stedet svor han, at han ville bekende sig oprigtigt til Koranen. Det indebærer for ham, at Koranen ikke skal læses bogstaveligt. Man bør i ikke gå direkte til den hellige tekst uden kyndig vejledning, skriver han et sted.
Derudover har han valgt at tro på, at Muhammeds mission var at skabe fred. Fordi - som én fra sufi-studiegruppen engang sagde til ham: "Profeten greb jo først til våben efter 13 år med tortur, forfølgelse og drab på hans fæller fra hedningenes side" og "husk på, hvordan profeten omdirigerede en hel hær, fordi han så en tæve, der var i færd med at få hvalpe" (s. 205). Tja.
Ifølge Ed Husain forstår de bogstavtro islamister slet ikke konteksten, når de slynger om sig med vers fra Koranen som "bevis" for deres ideer. Alle de vers skal ses i lyset af den forfølgelse og ydmygelse, profeten var udsat for, mener han. Hmm.
Det er netop ikke et rationelt ræsonnement, for der er intet logisk belæg for at det er sandt. Det udspringer i stedet af et dybfølt ønske om at tro, at det var sådan, det var. Sådan er jo netop tro, til forskel fra viden. Det er et aktivt valg. Det har naturligvis haft stor betydning for Ed, at hans kone og forældre var troende på en ikke-politisk måde og altid holdt fast i, at religion handler om nærhed til Allah, og ikke om magt og politik.
Ed viser, at det sagtens kan lade sig gøre at være muslim og værdsætte det sekulære engelske samfund og demokratiet. Tænketanken Quilliam, som han var med til at stifte i 2007, arbejder netop for at give et mere "nuanceret" billede af islam, samtidig med at den taler islamismen imod.
Dog kan jeg ikke lade være med instinktivt at føle dyb skepsis over for det såkaldt "nuancerede billede af islam". Det er akkurat som da jeg læste Aminah Tønnsens bog. For mig er det en illusion. Men til forskel fra Aminah Tønnsen kalder Ed Husan ikke islamkritik og islamskepsis for "had", og det gør ham troværdig som en, der oprigtigt ønsker at modvirke polarisering og ekstremisme. Han er ikke bare en, som prøver at sælge et glansbillede af islam til naive og berøringsangste vesterlændinge, som finder det bekvemt at være "tolerante". Han er oprigtigt på det fælles hold. Det hold, hvor mennesker er mennesker, religion er religion, og hvor det er en pligt at tale dårlige ideer imod, også selvom de tilhører islam.
Min skepsis mod islam - nuanceret eller ej - handler om, at dyrkelsen af Koranen og Muhammed altid vil have islamismen i sig som en mulighed. Endda en oplagt mulighed. Ed Husains historie er selv et bevis på det. Nogle ville måske sige: Hvis alle muslimer var som Ed Husain, ville islam være helt uproblematisk. Men det er netop ikke sandt: Ed blev islamist på trods af sine gode karakteregenskaber og sin intelligens. Eller endda på grund af dem?
Det hele startede med den kærlighed til Koranen og Muhammed, som han lærte af sine søde og velmenende forældre.
ANBEFALING
Jeg kan kun anbefale Ed Husains bog. Den er tankevækkende og til at blive klog af. Den er også velskrevet, og man bliver revet med af den, spændt på at læse om næste fase i hans rejse ind i islamismen og ud igen, og også lidt rystet over omfanget af den påvirkning, der finder sted på uddannesesinstitutioner og i moskemiljøer.
Jeg ville ønske, at flere danskere - og ikke mindst vores politikere, meningsdannere og beslutningstagere - ville læse den og høre den indtrængende advarsel, Ed Husain kommer med: Åbn øjnene! Tag det alvorligt! Kom ind i kampen!
Ed Husain: The Islamist. Why I joined radical islam in Britain, what I saw inside and why I left. Peguin Books, London, 2007.