Mainstream islamisk teologi er også islamisme
I Islams offentlige hemmeligheder slår Jaleh Tavakoli til lyd for ærlighed i samtalen om islam. Hun pointerer, at mainstream islam også er islamisme og viser, hvordan politikere og medier svigter den kritiske debat.
"Nogle gange ser jeg mig selv som barnet i H.C. Andersens eventyr 'Kejserens nye klæder', barnet der peger på den afklædte konge og siger: "Han har jo ikke noget på". Det virker helt absurd for mig at det overhovedet er muligt i 2018 at fortælle noget nyt om mainstream islam, en religion der netop ikke er blevet moderniseret i ca. 1400 år".
Jaleh Tavakoli
UÆRLIGHEDENS KONSEKVENS
De troede, de ville få demokrati
Jaleh Tavakoli er født i Iran, hvor hun boede de første 9 år af sit liv. Hun har været engageret i islamdebatten i mange år, og mange kender måske hendes blog på Jyllands Posten, hvor hun skriver islamkritiske indlæg og gør opmærksom på, når politikere, medier eller andre er for naive i forhold til islam.
Hun indleder netop sin bog med at nævne Iran. Her blev de sekulære iranere, som i sin tid var i opposition til shahen, overraskede, da Khomeini indførte et islamisk styre i 1979. Et styre, som er et af de mest undertrykkende i verden. De havde fået løfter om demokrati. Det er skræmmende, skriver Tavakoli, at selv forholdsvis veluddannede iranere, som trods alt havde langt mere viden om islam end vesterlændinge, lod sig narre af islamisterne.
Hendes bog er på mange måder et opråb til politikere, medier og "pæne" mennesker generelt i Danmark - og et af hendes budskaber er netop: Lad jer ikke narre af islamisterne.
Et andet er: Vågn op og drop berøringsangsten - I svigter vores samfund, hvis I lader være.
PINLIGE AUTOMATFORSVAR FOR ISLAM
"Mainstream islam" - et præciserende og provokerende udtryk
Et af bogens rigtig gode bidrag til debatten om islam er begrebet "mainstream islam" - hvis det slår igennem. Det er et ord, der er som skabt til at skabe debat, fordi det på én gang definerer ret klart, hvad det er, man taler om (nemlig bogstavtro islam, som rent faktisk er mainstream-teologien) - og på samme tid virker provokerende på dem, som Tavakoli gerne vil have i tale.
Den provokerende virkning viste sig tydeligt, da Tavakoli i oktober 2018 skrev i et blog-indlæg, at "selv babysex er tilladt i mainstream islam". Hun skrev, at det derfor er på tide, muslimer reformerer islam. Blogindlægget var baseret på kapitel 2 i bogen (Mainstream islam og kvinder). Hun redegjorde for sin påstand ved at henvise til skriftsteder og eksempler. Kritikken var rettet mod mainstream islamisk teologi
Men overskriften provokerede alligevel TV2's nyhedschef Jacob Kwon så meget, at han mente, Jyllandsposten ikke skulle have bragt indlægget. Han mente, det var "fornærmende" over for "islam" og "groft generaliserende."
Jørgen Ramskov, chefredaktør for Radio24syv ville trods alt ikke gå så vidt som at udelukke Tavakoli fra en debat hos ham. For, som han sagde: Hvis hun kom med sine "vilde udtalelser", så ville studieværten eller andre i debatten jo gribe ind og sige, "at det er en voldsom generalisering" eller "en læsning af Koranen, som mange ikke deler".
Men det er jo noget sludder at sige - som Jacob Kwon gør - at man "generaliserer" ved at påpege, hvad der står i islams tekster, og at det altså er mainstream teologi at se disse som hellige. Det er også noget sludder, at "islam" skulle blive fornærmet over sine egne tekster. Og Jørgen Ramskov aner slet ikke, om andre "læsninger" af teksten findes - og om de i så fald har tilslutning.
Kwons og Ramskovs reaktioner illustrerer, hvordan to mediepersoner i Danmark per automatik forsvarer "mainstream islam" uden reelt at vide, hvad de forsvarer og hvorfor. De bryder sig bare ikke om, at nogen siger noget grimt om islam.
Dermed illustrerer de en af pointerne i Tavakolis bog: Nemlig at mange medier og politikere på grund af konfliktskyhed og (selvvalgt og bekvem) uvidenhed "shamer" eller forhindrer debatten og pynter på islams virkelighed.
ISLAM ER OGSÅ ISLAMISME
Uærlige begreber skaber et falsk billede
Kritik af islam er enormt tabuiseret og derfor ubehageligt for alle parter. Tavakoli fortæller, at hun derfor i mange år - for overhovedet at kunne tale om islams problemer med undertrykkelse og terror - har valgt at kritisere en størrelse kaldet "islamisme" eller "politisk islam". Mange har gjort som hende. Det har været lettere, og håbet har været, at muslimer også ville tage den skelnen mellem islam og 'islamisme' til sig.
Men hun har efterhånden måtte erkende, at det ikke virker. Det giver et falsk billede af, at islam ikke er politisk, og at 'islamisme' blot er et marginalt fænomen i islam. I bogen sætter hun sig for at gøre op med den uærlighed ved at tale om "mainstream islam". Hendes budskab er, at der teologisk ikke er nogen forskel mellem mainstream islam og 'islamisme'.
Faktum er nemlig, at det, man kalder islamisme, er i islams tekster: Dødsstraf for frafald, foragt for ikke-muslimer, opfordring til jihad, underkastelse under sharia og accept af sexslaveri og børneægteskaber. Det hele er der.
Problemet er, at det faktisk er mainstream at betragte teksterne
som hellige og urørlige.
DEFINITIONEN AF MAINSTREAM ISLAM
Jaleh Tavakoli definerer mainstream islam således:
Langt de fleste og mest indflydelsesrige retninger inden for islam holder, på trods af alle forskelle, fast i en skrifttro tilgang til Koranen og til profetens sædvane (sunna), sådan som denne er beskrevet i beretninger om profetens liv (Ahadith) og i profetens biografi (Sira). Mainstream teologien udgøres af en literalistisk læsning af disse tekster"
Både Koranen og profetens liv, handlinger og ord er ufejlbarlige og skal ifølge mainstream islam danne præcedens for muslimers liv, handlinger og love til evig tid
Tavakoli henviser til blandt andet Wilkes undersøgelse fra 2015 for at vise, at mainstream teologien faktisk har meget stor tilslutning, også i Danmark, og at tilslutningen er stigende. Der er således flere gode grunde til at kalde den bogstavtro tilgang for mainstream. Den er mainstream.
Der er en vigtig pointe i at gøre opmærksom på, at det er mainstream. Tavakolis mission med bogen er ærlighed. Det er uærligt at lade som om, at de fleste muslimer har et andet syn på teksterne, eller dyrker et teologisk alternativ, hvis dette ikke er tilfældet.
Akkurat som det er uærligt at lade som om at "politisk islam" er noget helt andet end mainstream islam.
MUSLIMER KAN OG SKAL UDFORDRES
6 typer muslimer
Modsat hvad mange af de, der forarges over islamkritikken tror, så er Tavakolis pointe naturligvis ikke, at alle muslimer går ind for sexslaveri eller sex med 9-årige. Tavakoli følger i Ayaan Hirsi Alis fodspor og inddeler muslimerne i 6 typer. Pointen er - ligesom hos Hirsi Ali - at det er vigtigt at vi allierer os med - og ikke modarbejder - de muslimer, der deler vores værdier om demokrati og ytringsfrihed og er afklarede omkring det.
Tavakoli peger på, at mange muslimer (de to midterste typer) er uafklarede i forhold til mainstream islam. Men da det er tabu at tale om tvivl er mange af dem uærlige, både over for sig selv og andre. Nogle lader som om der er muslimer, selvom de inderst inde ikke tror, andre vælger til og fra blandt islams påbud og forbud, og endnu andre er traditionelle og troende, men beskæftiger sig ikke med islam som noget politisk. En del af disse uafklarede typer er tavse, men mange støtter islamisterne i at frikende islam for problemer og gøre kritikerne til problemet.
Kritikken vil nemlig tvinge dem til at forholde sig til, hvad konsekvenserne af at støtte den literalistiske teologi er. Det er blandt andet, at man ikke kan modsige islamisterne og jihadisterne, for de har skriften på deres side. Dermed overlader man banen til dem.
Tavakolis budskab er, at vi netop skal tvinge muslimerne til at forholde sig til de problematiske ting ved religionen. Hun skriver:
Hvis demokrater i den vestlige verden ikke kræver af 3. og 4. typerne [de uafklarede], at de forholder sig kritisk til religionen, så vil islamister være de eneste som afkræver muslimer svar på de svære spørgsmål omkring deres religion. 3. og 4. typerne er og har hele tiden været presses af 5. og 6. typerne [islamisterne]
Mange vil måske indvende, at det jo er muslimerne selv, der skal reformere islam, og at vi andre alligevel ikke kan gøre noget - eller at vi blot gør tingene værre og "støder muslimerne fra os" ved at "angribe" dere religion.
Men Tavakoli argumenterer altså for, at det er dumt og misforstået. Det er muslimerne selv, der skal reformere islam - hvis man kan det - men de må gerne blive udfordret og konfronteret, og de skal behandles som alle andre. Alt andet er "de lave forventningers racisme".
Det kan hun have ret i. Grunden til berøringsangsten er jo netop en forventning om at muslimerne reagerer barnligt eller voldeligt.
Vi kan ikke være det bekendt
Derudover kan vi simpelthen ikke være bekendt over for vores eget samfund at gå på kompromis med vores frihed og vores værdier ud fra misforstået hensyn eller for at "appease" islam (hvilket alligevel ikke hjælper).
Tavakoli minder på flere måder Ayaan Hirsi Ali, som hun selv anser for at være en af de bedste islamkritikere i verden, og som hun helt tydeligt er inspireret af. Hun er - ligesom Ayaan Hirsi Ali - kommet til Vesten fra et muslimsk samfund, og hun holder af de vestlige frihedværdier og vil holde fast i dem og forsvare dem - men må undrende og nogle gange målløs konstatere, at mange vesterlændinge tilsyneladende er ligegyldige over for den skat, de har, og er villige til at gå på kompromis med deres værdier eller måske endda sætte dem over styr.
Det er også virkelig mærkeligt. Faktisk lidt flovt.
Det er også mærkeligt, at der ikke er flere, der lytter til deres advarsler.
POLITIKERE, MYNDIGHEDER OG MEDIER SVIGTER
En god ting ved ved bogen er, at den giver rigtig mange eksempler fra Danmark. Der er eksempler på, hvordan jihadpropaganda florerer på Facebook, og hvordan moskeer og skoler fremmer islamisme og modarbejder det danske samfund.
Jaleh Tavkoli undrer sig over, hvordan det kan få lov at ske, at Danmark og andre vestlige samfund reelt i mange tilfælde faciliterer modarbejdelsen af deres egne samfund. Blandt andet ved lade lande, der bidrager til international terrorisme, finansiere stormoskeer.
Pind og Pape taler islamisterne efter munden
Bogen giver også adskillige eksempler på, hvordan politikere og medier svigter den kritiske samtale om islam. I de mest grelle tilfælde ved at anklage islamkritikken. For eksempel sidestillede justitsminister Søren Pind efter terrorangrebet i Nice i 2016 det, at sige, at islam er i krig med Vesten, med at erklære krig mod 1,5 mia. muslimer. Og i 2017 sidestillede justitsminister Søren Pape en efterlysning af kritik af islam fra officielt hold med et ønske om at forbyde islam.
Pind og Papes argumenter er oprindeligt islamisternes egne konspirationsteoretiske- og stårmandsargumenter, skriver Tavakoli. Hun kalder det utilgiveligt.
Bogen er fyldt med eksempler på, hvordan myndigheder, politikere og medier svigter deres værdier og den opgave, de er sat i verden for. Et af de virkelig grelle eksempler er en rapport fra Justitsministeriet, der nærmest undskylder voldtægtsforbrydere med minoritetsbaggrund, med at de skulle være mere "udsatte for begær og fantasier og for at blive anmeldt" (!)."Hvorfor er det Justitsministeriets opgave at forsvare en bestemt gruppe af kriminelle?", spørger Jaleh Tavakoli - med rette.
Pind og Pape er lang fra de eneste, der er nævnt ved navn. Og det er godt. For akkurat som det er vigtigt, at islamisterne og deres ofte tvetungede tale bliver eksponeret, så er det også vigtigt, at det bliver eksponeret, hvordan de, der ikke burde svigte samfundet, svigter.
Det var også dybt beskæmmende at læse om reaktionerne efter terrorangrebet på Krudtønden i 2015, hvor Jaleh Tavakoli var til stede. Gid alle de, der er nævnt ved navn i bogen, måtte læse den.
Gid alle de, der er nævnt ved navn i bogen, måtte læse den.
ANBEFALING OG REFLEKSION
Jeg vil gerne anbefale bogen, og jeg håber, at mange vil læse den. Det er en islamkritisk bog, med vægt på det kritiske. Men kritikken rettes i høj grad også mod de politikere, medier og myndigheder, der svigter.
Tavakolis kritik af politikere, myndigheder og medier er rammende, og den bør gøre ondt. Men faktisk er den i den milde ende i forhold til fx Tommy Robinsons og Peter McLouglins bog "Mohammeds Koran". Dér kan de se, hvilken tone og hvilke anklager, de kan risikere venter dem, hvis ikke de opper sig. Tavakoli nøjes med at skrive, at de mange vestlige islam-apologeter, der benægter at islam som religion har med islamisk terrorisme at gøre, er en del af problemet, ikke en del af løsningen, og at de vil ende som "intellektuelle tabere" i historiebøgerne.
Jeg ville ønske, at nogle af de naivister og relativister, som Tavakoli gerne vil flytte, ville læse bogen med åbent sind og få en aha-oplevelse, når de ser, at den såkaldt "kontroversielle" Tavakoli slet ikke hader muslimer, men i virkeligheden er en bekymret samfundsborger, hvis budskab er, at vi har en vigtig ideologisk kamp, der skal tages - .og selv er gået i gang med at tage den.
Problemet er blot, at disse typer aldrig ville drømme om at købe Tavakolis bog. Det er kun sådan nogle som mig, som i forvejen sympatiserer med hendes budskab, som køber den. Jeg spekulerer ofte på, hvordan mon man kan nå dem. Måske er nogle af dem uafklarede på samme måde som type 3. og 4. blandt muslimerne i Tavakolis inddeling?
Tavakoli argumenterer for, at oplysning om islam og saglighed i debatten er vejen frem. Både hvis man skal have muslimerne i tale, og hvis man skal undgå en polarisering af samfundet.
Det er jeg helt enig med hende i.
"Få mennesker kender indgående til islam, og det gælder også for muslimer. Debatterne om islam handler idag mest om alt muligt andet, de handler om muslimernes følelser og vesterlændingenes menneskesyn, eller de handler om symbolpolitik op til valgene. Vores tids kamp for demokratiet er en ide- og værdikamp, og den er for vigtig til at den drukner i en polariseret debat baseret på følelser, fornemmelser og politisk mudderkastning."
Jaleh Tavakoli
Jaleh Tavakoli: Islams offentlige hemmeligheder, 2018
Comentarios