Al historie er i sandhed samtidshistorie. Det gælder særligt, når de historiske temaer er højaktuelle og politiserede. I denne anmeldelse af kapitlet "Kristendom og islam - middelalderens kulturmøde" kan du læse, hvordan det går, når historien om Europas erfaringer med islam skal fortælles til gymnasieelever uden at stille islam i et dårligt lys.
Fokus. Kernestof i historie. Fra Antikken til Reformationen (Gyldendal, 2007). Lars Peter Visti Hansen: Kristendom og islam - middelalderens kulturmøde.
KULTURMØDET I DAG: FAGLIGHED OG ANDRE FORMÅL
Målet om at danne og videregive samfundets værdier
De færreste gymnasieelever tænker formentlig over, at det, der står i lærebøgerne ikke altid kun er motiveret af at oplyse om fakta eller indføre dem i fagets metode. De har måske tillid til, at lærebøger alene repræsenterer faglighed.
Men gymnasiet har naturligvis også et andet formål, som går hånd i hånd med fagligheden, nemlig at danne de unge til at blive gode medborgere. I Danmark 2019 indebærer det heldigvis i bedste oplysningsånd, at eleverne "lærer at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden" og "udvikler deres kreative og innovative evner og kritiske sans". Det er særligt nævnt, at undervisningen skal "bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene" (LBK 611).
Skolen - og dermed også gymnasieskolen - har til alle tider været et vigtigt redskab til at sikre, at både kundskaber og værdier videregives til den næste generation, så den er rustet til at videreføre det samfund, som de tidligere generationer har grundlagt. Samtidig skal skolen også hjælpe de unge - og dermed samfundet - med at tilpasse sig til de nye udfordringer, som deres historiske periode byder på. Gennem tiderne har såvel pietisme, sekularisering, den patriotiske bevægelse, industrialiseringen, individualismen og globaliseringen sat sit præg på skolelovenes formålparagraffer.
Nutidens store udfordring
I dag handler tidens store udfordring i høj grad om det, man med et meget pænt og ligeværdigt ord kalder "kulturmødet". En del af de børn og unge, der i dag vokser op i Danmark, er vokset op i en kultur, hvis værdier på mange områder er meget anderledes end de danske. De er vokset op med islams værdier, og mange af dem identificerer sig først og fremmest som muslimer - og ikke først og fremmest som danskere. Hvordan skal uddannelsessystemet tackle det?
Situationen er, at der i løbet af kort tid er opstået et behov og en interesse for at vide noget om islam, samtidig med at den voksne generation stort set intet kender til islam og islams historie. Men man ved dog alligevel, at der helst ikke skal skabes en konflikt med islam. Det er jo vigtigt, at alle de unge bliver medborgere, der støtter op om det danske fællesskab. For hvordan skal det ellers gå?
Vi skal altid huske, at formålet med skolernes og gymnasiernes virke også er at tage vare på samfundet. Spørgsmålet er, om det måske kan komme i konflikt med fagligheden i historie ...
Eksempler på ikke-faglige ønsker til formidlingen af islams historie
Særligt når det gælder emnet islam er der dagsordener på spil, som ikke er faglige. Det vil jeg illustrere med de 3 eksempler nedenfor. Der er det helt åbenlyst beskrevet, at andre motiver ligger til grund for et ønske om at undervise i islam og islamisk historie på en bestemt måde.
Europarådets Parlamentariske forsamling 1991: En forsamling af europæiske parlamentarikere vedtog dokumentet "Den islamiske civilisations bidrag til Europæisk kultur", som anbefalede, at Europas børn og unge skulle lære om islams store indflydelse på den europæiske kultur. De vurderede, at "det nye Europa" på grund af immigration vil komme under stigende indflydelse fra islam. De mente at vide, at islam desværre er blevet misforstået. Derfor anbefalede de at styrke islam i det Europæiske uddannelsessystem. Det skulle ske ved at få islamisk historie ind i skolebøgerne på en "balanceret og objektiv" måde. Samtidig ønskede man at samarbejde med den islamiske verden om at fremme arabisk sprog og islamisk kultur på læreanstalter i Europa. Man kan selvfølgelig undre sig over, hvorfor islam i skolebøger var et issue i fælles europæisk politik i 1991, og hvad parlamentarikerne overhovedet dengang har vidst om "islams bidrag til europæisk kultur". Pointen er, at begrundelsen for anbefalingen var forventningen om et kommende multikulturelt Europa og et ønske om at få Europæerne til at tage godt imod de muslimske indvandrere og ikke være "fordomsfulde"(se dokumentet). Men læg mærke til, at dokumentets forfattere allerede "vidste", at islam var blevet misforstået. Ritt Bjerregaard var med i den danske delegation.
EU-kommissionens højeste rådgivere 2003: Rapporten "Dialogue Between Peoples and Cultures in the Euro.Mediterranean Area" blev udarbejdet til EU-kommissionens (formand Romano Prodi) i 2003 af en gruppe "rådgivere på højt niveau". Rapporten foreslog, at uddannelsessystemerne (og medierne) skulle være et redskab til at fremme forståelsen for kulturel og især religiøs diversitet i et Europa. Den betonede vigtigheden af at bekæmpe islamofobi, som den sætter lig med racistiske fordomme, og én af anbefalingerne er, at man "redefinerer grundlaget for humaniora og samfundsfag, blandt andet når det gælder de kulturelle og religiøse dimensioner af Middelhavsregionens historie" (se rapporten).Rapporten skal ses i lyset af Barcelona-processen, hvis mål var at skabe økonomisk og kulturel integration mellem Europa og landene syd og øst for Middelhavet som en del af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Rådgiverne frygtede nu, at terrorangrebet 9/11 havde gjort europæerne skeptiske over for islam, og mulig diskrimination over for muslimske migranter kunne true "det gode naboskab". Pointen er, at begrundelsen for at "redefinere grundlaget " for blandt andet "religiøse dimensioner" af "Middelhavsregionens historie" er politisk. Hele EU er i med i "Union for the Mediterranean" og er altså en del af Middelhavsregionen.
Merete Engel 2010: Hendes bog "Bibelen og Koranen. Ligheder og forskelle" er baseret på et undervisningsmateriale af samme navn, som hun har vundet en pris for. Hun arbejdede blandt andet med "tosprogede" elever og oplevede, at de havde fordomme og usikkerhed over for vores kultur. Blandt andet turde en lille tyrkisk pige fra et "meget religiøst hjem" ikke deltage i klassens luciaoptog, fordi hun var bange for, at det ville gøre hende til kristen. Merete Engel ønskede at skabe gensidig forståelse mellem mennesker med forskellige religioner og mindske de fordomme og den usikkerhed, som hun så. Med den motivation udarbejdede hun et undervisningsmateriale til religionsundervisning, hvis formål var at bygge bro mellem mennesker, og som derfor fokuserer meget på lighederne og mere eller mindre glemmer at fortælle om forskellene, herunder især islams politiske dimension (se boganmeldelsen). Pointen er, at motivationen er et ønske om integration og fællesskab.
De tre eksempler viser på hver deres måde, at der er andre hensyn og agendaer på spil, når islams historie skal fortælles. Lige fra at "kulturel integration" er et centralt element i EU's udenrigspolitiske "naboskabsstrategi" til en undervisers ønske om at hjælpe muslimske børn til at finde sig til rette i den danske skole.
"Kulturmødet" med islam er i høj grad over os lige nu og her, i nutiden, og eksemplerne ovenfor er tre nedslagspunkter i den historie, der udspiller sig lige nu og her. Det samme er lærebogen "Fokus: Kernestof i historie" og kapitlet om middelalderens kulturmøde.
KULTURMØDET I MIDDELALDEREN: HVAD LÆRER VI DE UNGE?
Holder bogen balancen?
Kapitlet "Kristendom og islam - middelalderens kulturmøde" i "Kernestof i historie" er skrevet af Lars Peter Visti Hansen i 2007. Han er gymnasielektor i historie og engelsk og forfatter til blandt andet "Korstogene - Idé og virkelighed" (2004). I slutningen af kapitlet reflekterer han selv over, hvordan "historien ofte bliver brugt som kampplads". Han nævner, hvordan historien om korstogene er aktuel i lyset af nutidens debat om terror og i lyset af debatten om islam i Europa. Han er bevidst om, at han har fat i et varmt politisk emne. Det må faktisk være en drøm for en underviser at kunne aktualisere sit emne så meget.
Men måske er det alligevel ikke en drøm? For måske er det også svært at navigere i? Kan det tænkes, at der er en bestemt konklusion, man eleverne helst ikke skal komme hen til? Forfatteren giver faktisk et lille clue på det spørgsmål, fordi han skriver, at "den yderste højrefløj" i Europa mener, at islam er en trussel mod de vestlige samfund. Hvis læseren (gymnasieeleven) skulle komme til at tænke sådan, så ved han eller hun altså, at man næsten er fascist eller nazist. Så ja, der er en konklusion, man helst ikke skal komme hen til.
Spørgsmålet er så, hvordan man undgår at komme derhen. Siger man at fortid er fortid og nutid er nutid? Eller risikerer man i sin iver efter at guide eleverne i retning af, at islam bestemt ikke er en trussel, at gå i den anden grøft - og kommer til at gå på kompromis med sin historiefaglighed og smører lidt for tykt på - og glemmer, at historie helst skal handle om, hvordan tingene var dengang og ikke om, hvordan vi gerne vil påvirke fremtiden. Jeg mener, Lars Peter Visti Hansen måske er gået lidt i den grøft.
Herunder er 3 nedslag i kapitlet, som kan illustrere det:
1. Overgreb og undertrykkelse nedtones - men kun den ene vej
En ting, som allerede på første side falder i øjnene, er ordvalget. Det virker som om, at forfatteren har gjort en dyd ud af at gøre de to kulturer lige med hinanden (og "lige gode om tingene"). Ordet "møde" er ligeværdigt og positivt, og den allerførste indledende beskrivelse af "mødet" er, at kristen og muslimsk kultur har "vævet sig ind og ud af hinanden", hvilket lyder meget åbent, frugtbart og ligeværdigt. Det er der som sådan ikke noget forkert i.
Men "mødet" har dog også "sat sig spor" i nogle "konflikter", får vi at vide. Her er det allerede, at ligeværdigheden begynder at skride lidt. Konflikt er gensidigt ord, til forskel fra eksempelvis ordet "angreb". Men de arabiske erobringer bliver kaldt for "islams ekspansion". Forfatteren kunne have valgt at skrive, at araberne med vold erobrede magten over områder, hvor der boede kristen. Men i stedet beskrives det altså som religionens udvidelse, helt uden sprogligt spor af kamp og magt. Det synes jeg er mærkeligt. I det følgende afsnit får vi at vide, at "konfliktstoffet" handlede om, at muslimer og kristne hver især mente, at deres religion var den rigtige. Igen helt uden spor af overgreb, men med en klang af gensidig teologisk uenighed.
Kort efter får vi dog alligevel at vide, at arabernes krigstogter, som i starten blot skulle skaffe bytte (hvilket blot var business as usual på de kanter), efterhånden "udviklede sig til omfattende erobringer". Men der er ikke meget forklaring i udtrykket "udviklede sig". En historiker vil selvfølgelig stille spørgsmålet: Hvad skete, og hvordan skete det? (Ordet "erobre" bliver dog brugt nu). Bogen forklarer ikke hvad der skete. Men gymnasieeleverne får i stedet forklaret, at de erobrede kristne befolkninger i Mellemøsten i starten så erobringen som "en lettelse" (s. 127). Senere får vi at vide, at også befolkningen i Spanien "i vidt omfang hilste erobrerne velkommen" (s. 130).
Men seriøst: Kan det virkelig være rigtigt, at det nærmest var en god oplevelse at blive erobret af araberne eller berberne? Hvornår i historien er det siden sket? Lærebogen fortæller intet om de blodige historier og "chok-og-ærefrygt-taktikken", som man blandt andet kan læse om i bogen "The Myth of the Andalusian Paradise". Men til gengæld bliver de informeret om, at da korsfarerne 4-5 århundreder senere erobrede Jerusalem, skete det i en blodrus. For mig lugter det lidt af forskelsbehandling - og lidt for meget af islams egen idealisering af islamisk magtovertagelse som en "befrielse".
Gymnasieleverne får også at vide, at jøder og kristne under de nye erobrere blev kaldt "pagtens folk eller ahl al kitab (bogens folk)" og at de nu under det muslimske styre fik en "særlig status" som "beskyttede grupper", fordi de "havde del i den guddommelige åbenbaring". Det lyder jo næsten som et pivilegium, og som om de var særligt respekterede. Dog oplyses det, at de kristne skulle betale en særlig skat og holde lav profil med deres tro. Forfatteren baserer sin beskrivelse på Omars Pagt, som heldigvis er med i bogen som kildestof, og som han retfærdigvis nævner måske ikke er fra kaliffen Omars tid (634-644). Om de lokale kristnes vilkår inden den muslimske erobring bruges ordene "bebyrdede", "underlagt" og nogle endda "forfulgt" (s. 127).
Men er det ikke også lidt underligt, at forfatteren fortæller os det arabiske ord for "bogens folk", men ikke for "pagtens folk". I stedet ser det i sammenhængen nærmest ud som om, det er det samme. Hvorfor? Ordet for "pagtens folk" er dhimmier. Dhimmier var tredje- eller fjerderangs-borgere. Og hvem mon de skulle have "beskyttelse" imod? Hvis gymnasieeleverne læser Omars pagt får de måske et hint. Den slutter nemlig med disse ord, som pagtens folk skrev under på: "Hvis vi bryder nogen af betingelserne i denne pagt, så mister vi jeres beskyttelse, og I er frie til at behandle os som fjender eller oprørere". Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der står i Koranens vers 5:33 om straffen for oprør - og på Muhammeds eksemplariske massakre på Banu Qurayza. Det har været alvor dengang. Hvorfor bruge ord som "særlig status" og "beskyttelse", når der reelt var tale om dhimmistatus og beskyttelsespenge?
Bogen fortæller, at araberne i begyndelsen var "tolerante" og ikke ude på at omvende folk. Det lyder storsindet. Reelt handlede tolerancen om, at den særlige "beskyttelsesskat" (jizyah) var en vigtig indtægtskilde. Det nævner kapitlet ikke. Men det oplyses alligevel, at det meste af den kristne befolkning i de erobrede områder konverterede til islam i løbet af middelalderen. I Nordafrika gik det endda ekstra hurtigt. Vi får at vide, at man ikke ved præcist hvornår og i hvor store antal ad gangen. Men hvor interessant er oplysninger om tidspunkt og antal egentlig? Hvad med hvorfor? Det må man selv gætte sig til. Men gymnasieeleverne får den oplysning, at en kristen tænker i Cordoba i 850 beklagede sig over, at "muslimernes overlegne kultur medvirkede til at undergrave de kristnes tro" (s. 132).
Tænkeren var Paul Alvarus, og heldigvis er hans beskrivelse bragt i slutningen af kapitlet som kilde, så man kan se den. Han beskriver en situation, hvor magthavernes kultur og sprog er vejen frem, hvis man er et talentfuldt ungt menneske. Der står, at han tilhørte en gruppe martyrer, der "ofrede sig" fordi "de så islam som et varsel om de sidste dages komme" (s. 148). Martyrerne fra Cordoba "ofrede sig" ved offentligt proklamere deres kristne tro, hvorefter de blev henrettet, for det meste halshugget. Oftede de sig på grund af "de sidste tider"? Eller havde de mon et budskab om den overlegne muslimske kultur? Det sidste kan da ikke helt afvises.
Selvom bogen skal have ros for at fremlægge Omars Pagt og Paul Alvarus' udsagn, så eleverne selv kan se det, så virker fremstillingen og ordvalget i selve kapitlet temmelig skævt. Det virker næsten lidt som om, forfatteren har glemt sin kritiske sans i mødet med islam.
Boganmeldelse: Myten om det andalusiske paradis
2. Historien om Muhammed tages for givet
En anden ting, der straks falder i øjnene, er, at lærebogen tager den islamiske historie for givet. Det sker i det kapitel, som skal forklare "konfliktstoffet". Muhammed kaldes "islams grundlægger", og det beskrives med præcist årstal, hvornår "Muhammed fik sin første åbenbaring", og at "Muhammed anerkendte", at der havde været profeter før ham. Det beskrives som sikre historiske fakta - i en lærebog om historie, som eleverne må formodes at betragte som en vidensautoritet. Til sammenligning står der at de kristne mente sådan-og-sådan om Jesus. Bogen formidler således til gymnasieeleverne, at Muhammed er den historiske person, som grundlagde islam. Men hvor ved man egentlig det fra?
Det er helt grundlæggende for historiefaget at stille spørgsmål til kilderne. Og i Muhammeds tilfælde stammer kilderne til historien om ham som profet fra midten af 800-tallet, godt 200 år efter hans formodede død. Ydermere er de skrevet af folk, som havde et helt andet syn på historie, end det vi i dag betragter som "videnskabeligt". For dem var historien et redskab. De havde formentlig til formål at skabe en identitet, der kunne holde sammen på det arabiske imperium. Måske var det dem, der skabte islam? Det er i hvert fald en historisk mulighed, som der er kan argumenteres for.
Historien om Muhammed er egentlig kun en lille biting i kapitlet om kulturmødet i middelalderen. Det er ikke kapitlets fokus. Derfor ville det have klædt bogen, hvis man havde formuleret sig med lidt mere respekt over for det vi ikke ved. Man kunne for eksempel bare have skrevet, at muslimske kilder fortæller sådan-og-sådan om Muhammed.
Faktisk kunne dét, at fortælle eleverne om usikkerheden omkring grundlæggelsen af islam, hjælpe med at forklare nogle af de ting i kapitlet, som ellers virker lidt uforklarede: For eksempel:
Hvorfor var araberne "i begyndelsen mest optagede af at etablere sig som herskere" og havde kristne rådgivere, og hvorfor var "den almindelige følelse i den kristne befolkning [..], at islam blot var endnu en afart af den kristne tro"? (s. 128) Hvordan kan de i den grad have have overset det nye i islam - herunder Koranen og profeten og alle de nye ritualer?
Hvorfor var det netop omkring år 850, at situationen blev forværret for de kristne i de erobrede områder med diskrimination og afbrænding af nybyggede kirker? (s. 128) Kunne det mon hænge sammen med, at islam først omkring den tid blev en selvstændig religion og at sharia-lovskolerne blev skabt i den periode? Hvad skete der med islam lige dér?
Hvordan kan det være, at det i Spanien var sådan, at "i 800- og 900-tallet havde konflikterne ikke nogen udpræget religiøs karakter"? (en påstand, s. 130). Kunne det måske skyldes, at islam som særskilt religion først derefter slog igennem i Spanien?
Muligheden for at islam blev udviklet hen ad vejen og måske blev "selvstændig" på det tidspunkt giver god mening i de tre tilfælde. Islams tilblivelse er stadig et mysterium. Derfor bør en lærebog i historie formulere sig åbent. Mange gymnasieelever vil formentlig synes, at det fagligt er meget fascinerende, at der er "ukendt land" her. Det er en spændende gåde.
Men så er der jo selvfølgelig lige hensynet til islam: Én ting er, at muslimer måske kan blive meget sure over at der stilles spørgsmålstegn ved deres religions historie. Men en anden ting er hensynet til det billede, der helst skal gives af islam som tolerant. For mens den historie, der bliver fortalt i bogen, kan "lære" gymnasieeleverne, at islam sagtens kan være tolerant - for sådan var det jo i begyndelsen - så kan historien om, at islam måske først fandt sin form i 800-tallet give en helt anden "lære" - nemlig at tolerancen forsvandt med islam. Ups... det går da vist slet ikke... på grund af nutiden.
Det er ikke sikkert, at Lars Peter Visti Hansen har været opmærksom på, at kilderne er et meget svagt punkt i islams traditionelle historie. Mange vestlige historikere har i mange år ukritisk taget for givet, at fordi der findes så meget skriftligt materiale (i form af de omfattende hadithsamlinger og biografierne) om Muhammed, så var hans liv sikkert fuldt ud dokumenteret.
Når "Kernestof i historie" skal revideres, så håber jeg, at enten forfatteren selv eller de historikere, der skal vurdere kvaliteten, er blevet lidt mere opdateret i emnet "islams oprindelse".
Se evt. Historien om Muhammed eller boganmeldelsen Koranen var et kristent skrift og Muhammed var Jesus.
3. Jihad er jo bare anstrengelse for at oprette Guds fuldkommenhed
Jeg orker bare næsten ikke mere, at kristendommen og islam fremstilles som om, de nærmest har samme doktriner i forhold til såkaldt "hellig krig" og jihad. Men selvfølgelig måtte det jo komme, også i denne lærebog. Kunne man have regnet med andet?
Lige efter at bogen har fortalt os om "livet i det muslimske Spanien", som gik ud på at der var en "blomstrende kultur" med biblioteker og gadebelysning, og at "jøder, kristne og muslimer kunne blande sig relativt frit og påvirke hinanden" (s. 130), hopper bogen frem til korstogene. Den lægger ud med at fortælle, at pave Urban i 1095 bad om hjælp til et "krigstogt" mod muslimerne. I en bisætning nævnes godt nok lige, at muslimerne "truede den østlige kristendom" - men ellers er det, der fylder, et langt afsnit om "ideen bag korstoget". Ideen var nærmest, ser det ud til, at det var ligesom en pilgrimsrejse, nu blot med muligheden for at vinde hæder og ære i kamp og - hvis man var så uheldig at blive dræbt, kunne man komme hurtigt i himlen.
Forfatteren Lars Peter Visti Hansen ved helt sikkert rigtigt meget om korstogene, som jo er et af hans ekspertiseområder. Derfor kan det virkelig undre, at han undlader at fortælle mere om baggrunden for det første korstog: Hvad var det, som var sket ovre østpå, som fik paven til at bede om hjælp? Retfærdigvis skal det siges, at Urbans tale er taget med som kilde i bogen, så gymnasieeleverne selv kan læse, hvad der ifølge paven selv drev ham. Det er godt. Men det burde selvfølgelig have fortalt i selve kapitlet, at Lilleasien, som var beboet af kristne grækere, var blevet erobret af tyrkerne, som nu truede Konstantinopel. I århundreder havde der været et konstant pres mod det østromerske rige fra muslimsk hold. Den forklaring får vi ikke. Det undrer mig bare, for det er væsentligt. Akkurat som forholdene i Europa sikkert også har været det.
I stedet forklarer bogen, at det første korstog "kom som en fuldstændig overraskelse" i den den muslimske verden (s. 134). Det fremhæves, at der "i begyndelsen ikke var noget, som tydede på at muslimerne så kampene som religiøse", og at det var korsriddernes fremfærd, som "medførte en mobilisering i den muslimske verden, hvor tanken om jihad indgik" (s. 135). Det lyder nærmest som om erobringstogter var helt ukendt for muslimer og at ideen om jihad lå dem meget fjernt, inden de agressive korsfarere nærmest tvang dem til at finde den frem fra deres støvede doktriner. Men kan den historie virkelig passe?
Hvordan mon Lilleasien, Syrien og Jerusalem var kommet under tyrkerne? Var det bare en "ekspansion", ligesom de tidligere muslimske erobringer?
Og hvad var det for "ikke noget", som tydede på, at kampe ikke blev koblet til religion?
Mit ærinde er naturligvis ikke at underkende, at korstogene havde en vigtig samlende og identitetsskabende betydning for den katolske kirke og for Europa, og at Valdemar Sejr og andre benyttede lejligheden og den pavelige billigelse til at føre korstog mod de hedenske Vendere, som plyndrede de danske kyster, eller mod esterne. Korstogene er af muslimer senere blevet fremhævet som den aggression, der "startede" hele kampen mellem Vesten og den islamiske verden. Men det er ikke rigtigt, og fremstillingen er absolut ikke fri for politiske motiver. Mongolernes invasion og ødelæggelsen af Bagdad i 1200-tallet var eksempelvis langt mere ødelæggende, men den hører vi ikke ret meget om idag. Måske fordi de mongolske herskere senere antog islam.
Bogen gør et nummer ud af at forklare, at jihad jo blot betyder "anstrengelse", og at det i virkeligheden blot handler om personlig stræben efter at være en god muslim og endda "oprette den fuldkommenhed i verden, som Gud havde tænkt sig" (s. 136). En flot formulering. Måske lidt afslørende for, at der er en nutidig dagsorden på spil her. Der er dedikeret en særlig indrammet boks til det.
Den gamle traver om, at den personlige stræben er "den store jihad", mens væbnet kamp blot er "den lille jihad" trækkes af stalden igen-igen. Enhver vestlig skolebog om islam trækker den frem for at pointere overfor eleverne, at jihad slet ikke er farlig og "i virkeligheden" slet ikke har ret meget med kamp at gøre. De gode intentioner fejler helt sikkert ikke noget, og det er da også rigtig fint, hvis muslimer i nutiden tolker det sådan. Det skal der da støttes op om. Men historisk er det ganske enkelt noget sludder. "Traveren" om den store og lille jihad kommer fra en tvivlsom anekdote i bogen "The history of Baghdad" fra det 11. århundrede. Enhver, der har kigget i Koranen, hadith og Muhammeds biografi ved, hvad jihad betyder dér.
Det er også noget sludder, når bogen fortæller, at "ligesom i kristendommen er der yderligtgående muslimske tænkere, der har ment at det var i orden at slå de vantro ihjel, simpelthen fordi de er vantro" (s. 136). Det er en falsk ækvivalens. Den kristne lære giver intet belæg for at slå mennesker ihjel, heller ikke på grund af deres tro. Det var pave Urban - ikke Jesus - der autoriserede korstoget. "Ækvivalensen" bliver selvfølgelig kun endnu mere falsk af, at "kristendommen" i formuleringen sættes over for "de yderligtgående muslimske tænkere" og ikke over for islam.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at kristne i det 11. århundrede betragtede paven som Guds stedfortræder, og at hans ord derfor for dem var "kristendommen". Da ville det som minimum have klædt forfatteren at skrive "ligesom i datidens kristendom ... ".
Det er ret almindeligt - særligt når islam er involveret - at folk idag ikke vil skelne mellem religiøse læresætninger - altså teologi og doktriner - og mennesker. Det er med til at forplumre den aktuelle debat om islam. Fx folk tror folk ofte, at udsagn og islams doktriner er lig med generalisering om muslimer. Det er noget rod. "Kristendom og islam - middelalderens kulturmøde" kommer desværre til at bidrage til den forplumring. Jeg håber virkelig, at fremtidens historikere bliver bedre til at skelne mellem tingene: Mellem religionernes lære og mennesker, og mellem hvordan man så tingene i datiden og hvordan man kan se tingene i nutiden. Korstogene er ikke en religiøs doktrin i kristendommen, men jihad er en doktrin i islam.
Det virker som om man rigtig gerne vil efterlade de unge med den oplevelse, at "ingen religion har noget at lade den anden høre", og at islam i hvert fald ikke er mere voldelig end enhver anden religion. Men er det virkelig historiefagets formål? Jeg sidder med en ubehagelig følelse af, at nogen vil bruge historiefaget som redskab for en nutidig agenda?
Man kan også - hvis vi for et øjeblik igen forlader historiefaget - diskutere, om det er en god måde at varetage nutidens kulturmøde med islam på. Er det godt at lade som om at kristendommen er "lige så voldelig" (som hvad?), mens jihad nærmest bare er spirituel udvikling og retfærdighed. Er det at behandle kristendommen og islam ligeværdigt? Eller nedgør man den ene for at hæve den anden? Det er den klassiske diskussion om lige behandling versus lige outcome.
Under alle omstændigheder er det klart, at der er en nutidig dagsorden på spil. Det er synd. For så bliver historien netop en kampplads på en dum måde. En fordummende måde.
SÅDAN TACKLEDE VI KULTURMØDET MED ISLAM
Vurdering af kapitlet
Det, som jeg synes er en god kvalitet ved bogen og kapitlet, er, at der er udvalgt nogle centrale kilder, som eleverne selv kan læse. Det er guld værd, og det er i historiefagets oprigtige ånd. Men lærebogen svigter, når det gælder selve den formidlende og fortolkende tekst. Her er den tendentiøs i sproget, og den udelader vigtige forklaringsmuligheder. De forklaringsmuligheder, der udelades, er dem som kunne tænkes at være ømtålelige for nutidens billede af islam.
Holdt vi fast i vores værdier og mål med dannelsen?
Det er også i historiefagets ånd at se kapitlet i sig selv som et interessant historisk vidnesbyrd - nemlig et vidnebyrd om, hvordan det danske samfund tacklede mødet med islam i starten af det 21. århundrede.
Det er i høj grad værd at reflektere over: Holdt vi fast i vores egne værdier, formet af oplysningstiden og det kristne menneskesyn? Eller gik vi på kompromis med vores værdier om faglighed og kaldte kristemdommen "voldelig", fordi vi frygtede splittelse i samfundet? Tog vi særlige hensyn til islams historie og nogle bestemte af dens dogmer på et tidspunkt i historien, hvor vi i stedet - i humanismens og i vores egen traditions navn - burde have holdt fast i en skarp skelnen mellem mennesker og religiøse dogmer for at være i stand til at tale mere sagligt og mindre følelsesladet om tingene? Det er en diskussion, der er værd at tage, når den næste generation af lærebøger til gymnasiet skal skrives.
Det er også værd at tale åbent om, hvad der styrer os. Hvilke dagsordener er på spil, når det gælder islam i lærebøger? Hvem sætter dagsordenen i Danmark? Hvad er vi påvirket af? Og hvad vil vi i fremtiden?
Fokus. Kernestof i historie. Fra Antikken til Reformationen (Gyldendal, 2007). Kapitlet "Kristendom og islam - middelalderens kulturmøde" i for elever i danske gymnasier. Skrevet af Lars Peter Visti Hansen.