TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Myten om det andalusiske paradis

February 23, 2019

 

Boganmeldelse af Dario Fernàndez-Morera: The Myth of the Andalusian Paradise (2016)

 

 

Løgne, forbandede løgne og forskere der fortæller myter *

Hvis man har læst min motivation for at lave Korankaffe.dk så ved man, at jeg ikke kan holde ud, at der fortælles løgne for at beskytte islams omdømme. På samme måde kan jeg heller ikke holde ud, at der fortælles løgne for at fremme idealet om et multikulturelt samfund, hvor ædelt et formål man så end synes, det måtte være. Hvis man er nødt til at lyve, er der noget galt. Jeg hader i det hele taget løgn, og allerværst er løgne, som fortælles af autoriteter, som mennesker lytter til, fordi man stoler på, at de har viden. Eksempelvis forskere. 

 

Dario Fernàndez-Morera, som er lektor i spansk middelalderlitteratur, -kunst og -historie ved Northwestern University i Illinois, USA,  er en mand, som heller ikke bryder sig om, når myter, der skal tjene diverse nutidige agendaer, fremstilles som historisk "viden". Hans bog er et opgør med myten om Det andalusiske paradis.

 

Myten går ud på, at der i middelalderens Spanien var en periode, hvor jøder, kristne og muslimer levede fredeligt sammen under et tolerant muslimsk herredømme. Dette multikulturelle rige hed al-Andalus. Ifølge myten befandt de indfødte beboere i Spanien sig i den europæiske middelalders dybeste mørke, men de blev beriget og oplyst i mødet med de civiliserede muslimske erobrere, som derved lagde grunden til Europas oplysningtid.

 

Jeg er selv stødt på myten flere gange, fortalt af veluddannede mennesker, som har hørt den et eller andet sted - eller det "er jo bare noget, man ved", og man kan jo bare se Alhambrapaladset i Granada, ikke. Det er jo verdensarv - og dermed et bevis på, at muslimernes erobring vel nærmest var en gave til Europa, og at islam i øvrigt "altid" har været en del af Europa. Den slags gør mig altid lidt skeptisk, og det var naturligvis derfor, jeg fik fat i Fernàndez-Moreras bog.  

Et vaskeægte opgør

Dario Fernàndez-Morera formulerer sig sagligt, men tag ikke fejl: Hans bog er et vaskeægte opgør. Hvert eneste kapitel starter med et eller flere citater fra akademiske bøger eller fra statsledere, eksempelvis Tony Blair og Barrack Obama, som priser tolerancen i al-Andalus og det multikulturelle riges bidrag til den europæisk civilisation. Der er tydeligvis masser af citater at tage af. Men derefter beskriver resten af kapitlet, hvordan såvel muslimske som kristne kilder fra middelalderen samt arkæologien fortæller en helt anden historie. Fernàndez-Morera er naturligvis bevidst om, at man skal være kritisk over for kilder. De kan jo have politiske motiver. Men som han skriver i sin indledning:

 

"Man kan være uenig med eller instinktivt afvise en, to, tre eller fire af de kilder, hvis påstande modsiger den komfortable tro, eller man kan rejse spørgsmål om, hvad disse vidnesbyrd egentlig betyder, for defensivt at underminere deres autoritet; men efter et stykke tid gør den blotte mængde af udsagn fra så mange forskellige kilder det svært at tilbagevise påstandene, og deres kumulative effekt gør det endnu vanskeligere"

(min oversættelse)

 

Det bevirker selvfølgelig, at man efter at have læst kapitlet er blevet effektivt overbevist om, at forfatterne til citaterne, som kapitlet startede med, omgås sandheden temmelig lemfældigt, og at det nok i virkeligheden er dem, der er præget af politiske eller ideologiske motiver. Deres udsagn står simpelthen i skærende kontrast til for mange kilder, og hvis man dykker ned i deres argumentation holder den ikke. 

 

For eksempel kan man ikke konkludere, at samfundet i "al-Andalus" var "sekulært" eller "religiøst afslappet", blot fordi nogle af de muslimske herskere selv levede udsvævende liv i deres paladser. Det kræver i hvert fald, at man bevidst vælger at ignorere, at "al-Andalus" reelt var et religiøst præstestyre, og at samfundets gældende lov var islamisk sharia efter Maliki lovskolen, som er den næst-mest konservative af islams fire lovskoler. Hvordan kan man beskrive et samfund uden at tage højde for dets lov?  

 

Bogens dokumentation stiller adskillige professorers faglige grundighed i ret uheldigt lys.

Myterne aflives en for en

Kapitel for kapitel gør Dario Fernàndez-Moreras op med den ene myte efter den anden:

 

  • Nej, de muslimske erobrere var ikke bare en "migrationsbølge", de bedrev jihad og gjorde taktisk brug af terror og rædsel. Grusomhed blev kombineret med "bedrageriske" pagter, sådan at hvis man overgav sig uden modstand, var man "beskyttet" mod det forfærdelige, som overgik dem, der kæmpede og tabte. 

 

  • Nej, Spanien befandt sig ikke i "mørket", da de blev erobret af de civiliserede maurere, som "bragte dem oplysningen". Visigoterne, som havde erobret landet fra romerne nogle hundreder år tidligere, var "romaniserede", og der fandtes kunsthåndværk, bygningsværker, antikke filosofiske værker og bøger med viden. Muslimske kilder beretter om de fantastiske skatte, og der er gjort arkæologiske fund af dem langs flugtruterne nordpå. Det var et kæmpe kulturelt tab, da landet blev plyndret og ødelagt. Muslimerne "bevarede" ikke de antikke filosoffers værker, mens Europa var i "den mørkeste middelalder" for så at oplyse europæerne med dem. Muslimernes hærgen i Middelhavet hæmmede i stedet den direkte forbindelse med det kristne græsk-romerske (Byzantinske) Rige, hvor al denne viden var hele tiden, indtil ottomannerne endeligt lykkedes med at erobre Konstantinopel i 1453.

 

  • Nej, jøder, kristne og muslimer levede ikke "multikulturelt" sammen i en ånd af religiøs tolerance og ligeværdighed. Jøder og kristne var dhimmier, dvs. andenrangsborgere som skulle betale "beskyttelsesskat" (jizya) og kende deres plads. Grupperne levede adskilt i hver deres bydele, og både muslimers og jøders religiøse regler hindrede social interaktion med de "urene" andre. Der var dødsstraf for kætteri, blasfemi og frafald. Mange konvertede for at undgå jizyah og den ydmygende dhimmistatus, men hvis det blev afsløret, at man alligevel i hemmelighed var kristen, blev der slået hårdt ned på det. Da var der dødsstraf uden den sædvanlige mulighed for at fortryde sit frafald. 

 

  •  Nej, det var ikke "kun" de religiøst fanatiske almoravider og almohader (to berber-dynastier, som regerede al-Andalus fra sidst i 1000-tallet til først i 1200-tallet), som var intolerante og brutale. De arabiske umayyade-regenter, som regerede fra 753-1031 var mindst lige så brutale. De brugte slavekrigere og lejesoldater og praktiserede halshugning og korsfæstelse i stor stil. Al-Rahman III, som grundlagde kalifatet i Cordoba i 929, var notorisk for sine halshugninger og andre spektakulære henrettelser, og derudover havde han et net af spioner til at stikke "kættere". Men de andre stod absolut ikke tilbage. Massiv terror var tilsyneladende den effektive måde at fastholde magten i multikulturelle rige. 

 

  • Nej , kvinder havde ikke relativ frihed i det islamiske al-Andalus. Muslimske kvinder var tildækkede efter Maliki-skolens forskrifter og skulle helst holde sig hjemme. Straffen for utroskab var naturligvis stening. De højt besungne eksempler på islamisk "kærlighedpoesi", som nogle europæere ser som bevis på noget "frit", herunder Ibn Hazms afhandling om "courtly love" var højst sandsynligt rettet mod kvindelige sexslaver og ikke mod de isolerede muslimaer. Slaver var var en hovedeksportvare i al-Andalus, da hvide slaver var i høj kurs. Sexslaveri var udbredt, herskerne havde store haremer - og nej, det var ikke attraktivt, frigørende eller romantisk at være slave.

 

  • Nej, jødisk kultur oplevede ikke nogen blomstrende guldalder under det "tolerante" muslimske styre. Jødernes vilkår var dog bedre end under de katolske visigoters styre, og derfor hjalp jøder i mange tilfælde de muslimske erobrere i starten. Men jøderne havde som nævnt dhimmi-status. Det var dog ikke alle herskere, der håndhævede de diskriminerende love lige hårdt, og derfor fik enkelte jøder nogle gange høje poster. Dog altid med de religiøse lærdes misbilligelse og til mange muslimers vrede. Jødernes position var således altid usikker. Der fandt adskillige progromer og fordrivelser sted, og da almohaderne kom til magten i det 12. århundrede fik jøderne sammen de de kristne dhimmier, der var tilbage, valget mellem at konvertere til islam eller blive forvist til Afrika.  

 

  • Nej, det var ikke tåleligt for de kristne at leve under de "tolerante" muslimske herskere, som gav dem beskyttelse og frit lod dem dyrke deres religion. Beskyttelsen svarede til gangsteres beskyttelsespenge: "Betal eller se konsekvenserne i øjnene". Kirkerne blev ødelagt eller omdannet til moskeer, og den kristne befolkning måtte finde sig i den ydmygende dhimmi-status. De, der konverterede til islam for at forbedre deres vilkår, blev kaldt "muladis" ("blandede") og rangerede stadig under araberne, som var øverst i hierarkiet, og berberne, som var næstøverst. Der var adskillige opstande, som naturligvis blev slået brutalt ned af de "tolerante" Umayyader. Emiren al-Hakam I korsfæstede blandt andet 72 muladi-ledere i 805, og senere halshuggede han hundreder, måske tusinder muladi-mænd i den berømte "Massacre of the Ditch" som stadig markeres i Toledo. Kristne flygtede fra det ellers så "tolerante" al-Andalus, så da de sidste muslimske områder blev generobret, var der ingen kristne tilbage der. Faktum er, at der ikke findes rester af én eneste dhimmi-kirke i de muslimske områder fra den periode.

Uretfærdigheden imod de mennesker, der engang led 

 

Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var beretningen om martyrerne fra Cordoba. Jeg havde aldrig før hørt om dem. Det var 50 kristne og "muladier", mænd og kvinder, som mellem 850 og 860 (under den ellers formodet tolerante Umayyade-hersker al-Rahman II) stod frem og offentligt proklamerede deres kristne tro og at Muhammed var en falsk profet. Disse brud på blasfemiloven var en ikke-voldelig modstand. De blev naturligvis offentligt henrettet, nogle blev halshugget, andre blev kogt, og deres lig blev hængt op på byporten til skræk og advarsel. Men det inspirerede blot flere til at blive martyrer. Al-Rahman skiftede så taktik og brændte ligene i stedet for at udstille dem, fængslede præster og beslaglagde kristnes ejendom, hvorefter han presse de katolske biskopper til at gøre noget ved "martyr-problemet". 

 

Men faktisk var det ikke så meget beretningen om martyrerne i sig selv, der gjorde det største indtryk. Det var i stedet visse nutidige forskeres behandling af dem: I stedet for at se de kristne martyrers ikke-voldelige protest som et forståeligt, desperat og modigt oprør fra mennesker, hvis kultur var blevet marginaliseret og undertrykt (som man sikkert havde gjort, hvis det havde været enhver anden gruppe) beskrives de nu som tåbelige fanatikere, der selv var ude om det, og som absolut ikke kan betragtes som repræsentative for flertallet af kristne i Cordoba, der jo - ifølge  myten - var fuldt ud lykkelige for at leve under muslimsk "beskyttelse" og "få lov til" at praktisere deres religion diskret. 

 

Jeg fik følelsen af, at disse mennesker (martyrerne og de undertrykte) udsættes for en stor uretfærdighed af nutidige mennesker, som tilsyneladende for enhver pris ønsker, at der engang har eksisteret et tolerant muslimsk multikulturelt paradis i Spanien. Deres tab anerkendes ikke. Deres mod anerkendes ikke. Deres kultur anerkendes ikke. Millioner af menneskers sorg, lidelse, og kamp ignoreres eller pakkes ind i en fortælling om, hvor berigende det var for dem - i deres tilstand af "mørke" - at blive plyndret, invaderet og marginaliseret. 

 

Jeg tror. at Dario Fernàndez-Moreras' opgør ikke kun er drevet af irritation over løgnen, som jo er med til at underminere den akademiske troværdighed. Jeg tror i høj grad også, han er drevet af forargelse over den degradering af de kristne indbyggere i det visigotiske Spanien og deres kultur, som myten om Det andalusiske paradis også er. Den er et overgreb nummer to, en ny ødelæggelse. Denne gang er det blot eftertidens respekt, der fratages dem.     

 

Et af de grelleste eksempler, der nævnes i bogen, handler om forskere, der - i deres iver efter at fortælle, at islam havde en tolerant og oplyst  "guldalder" - nærmest prøver at fremstille slaveri som en attraktiv karrieremulighed, og sexslaveriet i haremerne som nærmest frigørende. Det er jo sindssygt. Ingen forskere ville naturligvis drømme om at bilde folk ind, at slaveriet "slet ikke var så slemt" for slaverne i de amerikanske sydstater, akkurat som heller ingen ville drømme om at sige, at det var "en kæmpe fordel" for indianerne, at de civiliserede europæere invaderede deres land og fordrev dem fra deres territorier. 

Det politiske sprog 

En interessant ting ved bogen er, at Dario Fernàndez-Morera reflekterer over, hvad det betyder, at vi bruger bestemte ord ord og navne. Dét at give byer og områder nye navne er en imperialistisk taktik. Man gør det erobrede til sit eget.

 

Fernàndez-Morera hæfter sig ved den trend, at mange forskere er begyndt at omtale middelalderens Spanien som "Iberia" - og dermed undgår at betegne landet som noget, der kan forbindes med Spansk nationalitet eller kristen-romersk kultur. Samtidig bruger de gerne det arabiske navn al-Andalus. Dette til trods for, at landet dengang faktisk blev kaldt Spanien - fra den tidligere romerske provins Hispania. Også arabere og berbere kaldte landet Spanien. Al-Andalus var et senere navn, som netop blev givet for at gøre landet til arabisk/muslimsk territorium. 

 

Han nævner i løbet af bogen flere eksempler på, hvordan de, der fremfører myten om det tolerante og oplyste al-Andalus vælger ord, der "neutraliserer" det spanske og kristne - men ikke gør det samme, når det gælder det arabiske og muslimske. Eksempelvis når forskere taler om den muslimske "ekspansion" på den Iberiske halvø, og ikke om "invasion". Eller når man taler om, at kristne "migrerede" til de nordlige provinser, som ikke var under muslimsk herredømme, frem for at de flygtede.

 

Det er en underlig bias, og det understøtter pointen om, at der er noget andet på spil end videnskabelighed og interesse for de faktiske historiske realiteter. Noget politisk. Dejligt at nogen er i stand til at eksponere det.

 

Hvor kunne vi dog egentlig godt trænge til en sproglig reconquista (generobring), sådan helt generelt i Europa. Men det er bare min egen tanke. 

Kritik

Hvis du læser "The Myth of the Andalusian Paradise" bliver du selvfølgelig klogere på historien, og det er faktisk meget spændende. Men du skal ikke forvente at få en historisk gennemgang af Maurernes besættelse af Spanien. Bogens fokus er et andet, nemlig opgøret med myterne. 

 

Som Dario Fernàndez-Morera selv skriver i indledningen, kan man selvfølgelig være kritisk over for nogle af kilderne. Jeg var selv lidt skeptisk, da jeg læste det afsnit i kapitel 1, hvor han argumenterer for, at de første erobrere var muslimer, og at invasionen var jihad og dermed religiøst motiveret, eller i hvert fald religiøst understøttet. Dette fordi jeg jo har læst bogen "What a Modern Martyr Should Know" af Norbert G. Pressburg, som jo argumenterer for, at islam først blev til i løbet af 7-800-tallet (se anmeldelsen her). Så hvad er rigtigt? Kom islam før erobringen? Eller var det omvendt?

 

Fernàndez-Morera skriver, at det er rigtigt, at den tidligste kristne kilde om erobringen (Chronica mozarabica fra 754) beskriver invasorerne om "saracener" og ikke som "muslimer". Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man ikke var bevidst om deres religion, skriver han. Chronica nævner Muhammed som invasorernes "leder" - "propheta eorum Mammet". Han nævner også et latinsk smædeskrift om Muhammeds liv, som florerede blandt dhimmi-befolkningen kun få årtier efter invasionen. Han skriver også, at mønter fra Nordafrika, præget kort før invasionen, kalder på Allahs hjælp til jihad.     

 

Det er spændende at overveje argumenterne for og imod: Var de "hellige krigere" - og i så fald for hvilken religion? Eller var de blot ude efter bytte og slaver? Eller var de to ting i virkeligheden én og samme ting? Jeg ved det faktisk ikke. Men det gode ved det hele er, at Dario Fernàndez-Morera diskuterer disse ting og fremlægger kilderne, frem for at fortælle myter. Så kan man selv vurdere troværdigheden og forsøge at falsificere dem, hvis man vil. Næsten en tredjedel af bogen udgøres af slutnoterne. Dét er ordentligt arbejde. Det er også den rigtige ånd. 

  

Med sin metode og sine referencer til så mange forskellige primære kilder lykkes Dario Fernàndez-Morera at overbevise mig godt og grundigt om, at der ikke var et lykkeligt andalusisk islamisk paradis, præget af religiøs tolerance, og hvor jøder, kristne og muslimer levede multikulturelt sammen til alles tilfredshed. Der er ingen ordentlig argumentation for det. Det er simpelthen en myte.   

Anbefaling

Jeg vil med glæde anbefale bogen. Den er meget lærerig, den er overkommelig (240 sider), den er skrevet i et levende og fortællende sprog, så den ikke opleves som en "tør" fagbog til trods for at den er seriøs - og man bliver klædt rigtigt godt på til at kunne modsige myten, næste gang man møder den. 

Dario Fernández-Morera: The Myth of the Andalusian Paradise. Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain ( 2015). ISI Books, fourth Printing, April 2017

 

 

  

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon