Islams intellektuelle selvmord. Da rationalisterne tabte kampen.

Opdateret: feb. 29


Hvorfor ligger muslimske lande i bund, når det gælder næsten ethvert mål for menneskelig udvikling? Hvorfor er undersøgende videnskab nærmest døende i den islamiske verden? Hvorfor har islam så lidt modstandskraft over for radikal islamisme? Og hvorfor er muslimers adfærd så uforståelig for os?

I The Closing of the Muslim Mind argumenterer Robert R. Reilly for, at svaret på de spørgsmål skal findes for 1000 år tilbage, da rationalisterne tabte kampen om islams teologi, og islam blev afskåret fra inspirationen fra græsk filosofi. En oplysende og tankevækkende bog om ideernes kamp, dens uheldige udfald og de tragiske konsekvenser.

Robert R. Reilly: The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis (2010)


FORFATTEREN


Robert R. Reilly, født i USA i 1946, har haft en lang karriere som udenrigspolitisk ekspert og rådgiver. Blandt andet arbejdede han i 1980'erne for Ronald Reagan, han har haft et udenrigspolitisk talkshow på Voice of America og har arbejdet som seniorrådgiver for det amerikanske forsvarsministerium.

I 2003 var han under Irakkrigen rådgiver for det irakiske informationsministerium. Her begyndte han at undre sig over, hvorfor tingene er gået så galt i den muslimske verden. I det 9. århundrede havde Bagdad jo været centrum for filosofi og videnskab i det, man kalder "den islamiske guldalder". Bogen The Closing of the Muslim Mind er udsprunget af den undren.

Reilly gør meget ud af at understrege, at han naturligvis ikke påstår, at alle muslimers tankegang er "lukket ned" og tage forskellige forbehold. Blandt andet begrænser han sig til sunni-islam. Igennem hele bogen citerer han muslimer, der selv peger på problemerne. Han ved, det er et følsomt og svært emne, han har begivet sig ud i. Men han mener, at det er nødt til at blive adresseret.

Reilly ser den krise, der udspiller sig i islam, i form af tilbageståenhed, islamisme og terror, som en "krig på ideer". Hvis islamismen vinder, vil det være en udviklingsmæssig katastrofe for muslimer, og det vil påvirke os alle. Det er for dumt at lade som om, at det ikke handler om ideer. Islamismen og den manglende udvikling udspringer, ifølge Reilly, af en teologisk deformation, som har skabt en dysfunktionel kultur. Problemet skal forstås og adresseres på det niveau, det eksisterer, nemlig idé-niveauet. Det er det, han gør i sin bog.

HISTORIEN OM HVAD DER GIK GALT


Reillys ærinde ikke er at beskrive, hvordan tingene gik galt for islam, for det fortaber sig i historiens tåger. Hans ærinde er at beskrive hvad, der gik galt, idémæssigt. Bogen har derfor sit altovervejende fokus ideernes indhold. Men alligevel går han kronologisk frem.

Jeg har valgt - selvom dette jo blot er en anmeldelse - at genfortælle Reillys idéhistorie på en refererende måde nedenfor. Simpelthen fordi den historie er så ukendt for de fleste, samtidig med at dens konsekvenser har været ufatteligt store. Jeg håber, du har lyst til at læse med, selvom det er lidt langt.

Her kommer historien:

De tidlige erobringer og arabernes kontakt med græsk tænkning

I det 7. århundrede erobrede araberne i løbet af få årtier enorme landområder fra de persiske og byzantinske imperier. I starten var arabernes monoteisme først og fremmest noget, der samlede de krigeriske stammer, som tidligere havde plyndret og bekriget hinanden, og skabte enhed under én højere gud, der samtidig gav guddommelig tilladelse til plyndring af resten af den ikke-muslimske verden. Reilly krydrer fortællingen med vers fra Koranen, der fortæller om enhed blandt de troende (3:103), lover muslimerne bytte (48:20) og lover at de med deres religion skal sejre (9:33).

Filosofien åbnede op for spekulativ tænkning og muligheden af at stille spørgsmål om forholdet mellem fornuften og åbenbaringen. Det var naturligvis i konflikt med de religiøse doktriner, og resultatet blev, at "det største intellektuelle drama i islam" udspillede sig i løbet af de næste 2-300 år.

Den første strid: Allahs almagt versus den frie vilje

I det 8. århundrede udspandt den første teologiske strid sig. Den var mellem Qadariterne, som hævdede, at mennesket har en fri vilje, og Jabariyyaerne, som hævdede at alting er forudbestemt. Qadariterne mente, at hvis ikke mennesket er fri til selv at bestemme sine handlinger, så giver det ingen mening, at mennesket har et moralsk ansvar for sine handlinger, og Allahs retfærdighed i form af belønning og straf giver heller ingen mening. Jabariyyaerne mente modsat, at Allahs magt er ubegrænset, og at hvis mennesket har magt til selv at bestemme, så er Allahs magt begrænset, og det kan man ikke have. Reilly skriver, at man kan finde støtte i Koranen til begge synspunkter, og han giver flere eksempler. Blandt andet vers 16:93, som han mener rummer "den teologiske gåde", fordi det både siger, at Allah bestemmer og samtidig stiller mennesket til ansvar for det, Allah har bestemt. Dog er der i skrifterne mest støtte til det deterministiske synspunkt.

Det har naturligvis politiske implikationer, om mennesket står til ansvar for sine handlinger eller ej. Reilly fortæller, at Umayyade-kalifferne, som regerede fra Damaskus mellem 661 og 750 ivrigt brugte Allahs forudbestemmelse som undskyldning for deres egen brutalitet. Kaliffen Abd al-Malik skulle - efter at have halshugget en af sine rivaler og smidt det afhuggede hoved ud til hans tilhængere - have sagt:


De troendes øverstkommanderende har dræbt jeres leder, sådan som det var forudbestemt i Guds uforanderlige befaling"

Folk der hævdede, at det ikke var Allah, men mennesker, som var skyld ondskaben, blev henrettet. De var en trussel mod kaliffernes teologiske rationalisering af deres grusomheder.

Den islamiske guldalder: Fornuften og rationaliteten ophøjes

I midten af det 8. århundrede blev Umayyade-kalifatet omstyrtet og Abassiderne kom til magten og flyttede kalifatets centrum til Bagdad. De støttede Mutaziliterne, en teologisk retning, som ligesom Qadariterne troede på menneskets frie vilje og ansvar. De var Qadariternes efterfølgere. Mutaziliterne hævdede, at Koranen er "skabt i tiden". Den var ganske vist Allahs ord, men skabt på et bestemt tidspunkt. Dette var i modsætning til traditionalisterne, som insisterede på, at Koranen var guddommelig, ikke-skabt og havde eksisteret evigt sammen med Allah - et synspunkt som Mutaliziterne faktisk kritiserede for at bryde med dogmet om kun én gud.

Mutaliziterne delte Sokrates' og Aristoteles' opfattelse af, at mennesket kan vide ting via fornuften, og at verden er kendetegnet af en orden, som mennesket kan stræbe efter at forstå. Det, at verden er skabt ordnet, var ifølge deres opfattelse et bevis på Allahs eksistens og godhed. Allah er fornuft og godhed og alt det, Han har skabt, har en indre rationalitet i sig. Naturens love er således Allahs lov. Reilly nævner passager i Koranen, der kan siges at understøtte den slags naturteologi, fx vers 2:164.

Mutaliziterne brugte også grækernes gudsbevis til at argumentere for Allahs eksistens: Alt i verden har en årsag, hævdede de, og ingenting kan være årsag til sig selv. Men hvis alt har en årsag, så kan man jo blive ved med at gå tilbage i en uendelighed kæde årsager, hvilket er en logisk umulighed. Derfor må der et eller andets sted findes en "første årsag" - og det er så argumentet for at Allah findes. Ikke nok med at Allah findes, men mennesket kan ræsonnere sig frem til, at Allah findes med sin fornuft. Det betød, at for Mutaziliterne havde fornuften forrang frem for åbenbaringen: Det var meningen, at mennesket skulle bruge sin fornuft til at forstå og fortolke åbenbaringen.

For Abbaside-kalifferne var det en fordel at støtte Mutaziliternes synspunkt, da det gav dem mere magt i forhold til de traditionelle retslærde, som ellers havde monopol på at fortolke Koranen, og som derfor havde stor magt. De muslimske retsskoler blev netop grundlagt i fra midten af det 8. århundrede.

Særligt kaliffen al-Mamun (813-833) er kendt for at støtte og sponsorere Mutaziliterne. Det er hans regeringsperiode, der ofte forbindes med "Den islamiske guldalder", hvor græske værker blev oversat til arabisk i stor stil, og hvor videnskab og filosofi blomstrede i Bagdad. Al-Mamun grundlagde Visdommens Hus i Bagdad, og det var under ham, at den persiske matematiker al-Kwarizmi udgav sit værk Algebra og den første arabiske filosof al-Kindi virkede. Al-Kindi forsøgte netop at forene fornuften med åbenbaringen ved at give de passager i Koranen, som ikke stemte med fornuften, en metaforisk tolkning.

Men langt fra alle hyldede Mutaziliterne. Traditionalisterne - herunder de retslærde - mente, at Koranen skulle accepteres uden spørgsmål, og at det var kætteri at fortolke den. Særligt påstanden om, at Koranen var skabt, fandt de horribel. Al-Mamun iværksatte en inkvisition kaldet Mihna og prøvede med trusler om dødsstraf at tvinge de religiøse dommere til at sværge på, at Koranen var skabt, og ibn-Hanbal, grundlæggeren af den mest literalistiske af de 4 retsskoler, blev pisket og fængslet. Ikke desto mindre var ibn-Hanbal ved sin død i 855 så populær, at 150.000 menes at have strømmet til hans begravelse i Bagdad. Da kaliffen al-Muttawakkil kom til magten i 847 var det slut med Mutaziliternes gyldne periode, og nu blev det dem, der blev forfulgt.

Ashariternes modreaktion: Allah er ikke bundet og mennesket forstår ikke

Mod slutningen af det 9. århundrede opstod en ny teologisk skole, Ashariterne. Stifteren, al-Ashari, havde oprindeligt været Mutazilit, men nu vendte han sig kraftigt imod dem. Han mente at deres lære var falsk. For hvordan kunne de hævde, at Allah var god og retfærdig og ville det bedste for mennesket, samtidig med at Han lod børn dø, før de kunne nå at bevise, om de fortjente at komme i paradis? Det problem kender vi som teodicé - det ondes problem. Mennesker indenfor alle religioner har tumlet med det. Al-Asharis løsning var, at Allah ikke er bundet af at skulle opføre sig godt, retfærdigt eller rationelt i menneskers øjne. Allah er ikke underlagt noget. Mennesket kan ikke begribe godt og ondt, og derfor det er ikke menneskets opgave at stille spørgsmål ved Allahs dispositioner. Allah er ren vilje og almagt, og alt sker, fordi Han vil. Mennesket skal ikke forstå, men blot underkaste sig og følge Hans vilje.

Skolet, som al-Ashari jo var udi den græske tænkning, brugte han grækernes gamle teori om, at alt i verden består af atomer, til at argumentere for, naturlovene blot er en illusion, hvorimod det, der i virkeligheden sker, er, at Allah hvert eneste øjeblik skaber verden på ny. Der er derfor ikke nogen årsag og virkning, andet end at Allah hele tiden skaber verden. I det ene øjeblik er der én konstellation af atomer, som Allah har skabt, og i det næste øjeblik er der en ny konstellation, som Allah har skabt. Allah er således ikke kun "første årsag", sådan som Mutaziliterene hævdede. Han er eneste årsag. Der er ikke andre årsager. Naturen er også underkastet Allahs vilje. Selv når en pil flyver gennem luften, er det kun fordi Allah hele tiden skaber den i en ny position. Han kunne lade være, hvis Han ville. Det, vi tror er naturens regelmæssighed, er blot Allah, der følger en vane.

Ashariterne fik således løst teodicé-problemet og fik kreeret en "rationelt argumenteret" teologi, som gik ud på, at naturen ikke er begribelig men udelukkende følger Allahs vilje, og at mennesket ikke er i stand til at begribe godt og ondt med sin fornuft. Uheldigvis er sådan en teologi ikke særligt befordrende for videnskab, udvikling eller spørgsmål til verden, for det er jo nærmest kætteri.

Den er en teologi om menneskelig afmagt.

Al-Ghazali: Dødsstødet til filosofien i den islamiske verden

Den mest kendte asharit er al-Ghazali, som levede i det 11.-12. århundrede. Hans betydning for islam har været helt enorm. Han betragtes som en Mujaddid - en af dem, som ifølge islamisk tradition hvert århundrede vil "forny islam". Han er blevet kaldt "islams bevis" og regnes af mange for at være den andenvigtigste person i islam, kun overgået af Muhammed.

Hvor Ashariterne havde gjort op med Mutaziliternes rationelle teologi, gjorde al-Ghazali nu op med filosofien generelt, herunder også filosofferne al-Farabi og Avicenna, som han kaldte vantro, fordi de havde taget den græske filosofi til sig. Al-Ghazali brugte logisk argumentation (i bedste Aristotelses-stil) til at "vise", at filosofferne var inkonsistente, når de både argumenterede for at verden er evig, og at Gud er "den første årsag". De to ting modsiger hinanden, var al-Ghazalis argument. Hermed havde han bevist, at filosoffernes tænkning ikke hang sammen, og hans konklusion var, at man ikke via fornuft og ræsonnement kan nå frem til vished for noget som helst.

Al- Ghazali var således ekstrem skepticist. Men efter et par livskriser fandt han den vished, han søgte, i sufismen, som er en form for islamisk mysticisme. Hans endelige konklusion var nu, at den ultimative viden kun kunne nås gennem hengivelse til Allah, hvilket lå "ud over fornuften". Fornuftens rolle var udelukkende, ifølge al-Ghazali, at erkende sin egen utilstrækkelighed. Det irrationelle blev en dyd: Al-Ghazali lovpriste pilgrimsfærden, fordi den var det mest irrationelle i islam. Netop derfor, mente han, var dét at gennemføre den, den ypperste måde at demonstrere sin lydighed og bekræfte, at troen trumfer fornuften. "Blind lydighed til Allah er det bedste bevis på vores islam", skrev al-Ghazali i sin bog The Revival of the Religious Sciences.


"Blind lydighed til Allah er det bedste bevis på vores islam"

Al-Ghazali støttede de ortodokse, og han fik integreret sufismen, som ellers blev betragtet som suspekt, med det dogmatiske islam. Hans filosofi - eller rettere opgøret med filosofien - blev hyldet og anerkendt bredt i den islamiske verden.

Averröes lukkede og slukkede

I slutningen af det 12. århundrede skrev filosoffen Averröes (Ibn Rushd) fra Cordoba i Spanien en kritik af al-Ghazali, hvori han tilbageviste hans argumenter mod filosofien et for et. Men da var det for sent. Det var Averröes' bøger, der endte med at blive brændt på torvet i Cordoba, og undervisning i filosofi blev forbudt.

I stedet fik Averröes senere som fortolker af Aristoteles anerkendelse i Europa, og vi kender hans værker, fordi de blev bevaret i Europa. Hans fortolkning af Aristoteles inspirerede Thomas Aquinas, der i det 13. århundrede præsterede at gøre græsk filosofi acceptabel for den katolske kirke - en bedrift, der banede vejen for renæssancen.

I dag hører man nogle gange, at historien fortælles som at det var "islam", der bragte det "formørkede" Europa renæssancen. Men den rigtige historie er, at islams møde med den græske filosofi førte til et opgør, som dogmatikerne og irrationaliteten ultimativt vandt. De to ting kunne tilsyneladende ikke sameksistere. Det var enten åbenbaringen eller fornuften. Islam kvalte sin egen renæssance.

Konsekvensen: En deformeret teologi og en dysfunktionel kultur

Ifølge Robert R. Reilly kan betydningen af den ideologiske kamp i og dens tragiske udfald ikke understreges nok. Al-Ghazali, ashariterne og traditionalisterne vandt, og det blev deres tænkning, der i de efterfølgende tusinde år kom til at dominere islam. Man endte med en "deformeret teologi" som lærer mennesker, at alt i verden udelukkende er styret af Allahs vilje, at mennesket ikke med sin fornuft er i stand til at begribe, hvad der er rigtigt og forkert, og derfor må underkaste sig åbenbaringen uden spørgsmål. Herefter var "islamisk videnskab" reduceret til retslære, dvs.at forså sharia i alle detaljer.

Uanset, at al-Ghazali muligvis har været en intelligent tænker og oprigtig i sin tro, så skaber sådan en teologi desværre en dysfunktionel kultur - i hvert fald hvis kriteriet for "funktionel" er materiel og intellektuel udvikling i samfundet.

Reillys budskab er, at nutidens krise i den islamiske verden er en konsekvens af den dysfunktionelle tænkning, som sejrede dengang. Det gælder også den radikale islamismes fremgang, som på mange måder er den islamiske tænkemådes svar på den underlegenhed, som er uforståelig, når man nu "ved" at muslimerne er Allahs udvalgte, og at islam skal sejre over al anden religion (48:28, 9:33). Vi må forstå, at det handler om ideer, og at det er dér, der skal sættes ind, hvis der skal være håb om at komme ud af krisen.

REFLEKSIONER OVER BOGEN

Har kampen om den islamiske teologi præget Koranen?

Robert R. Reilly kommer i sin bog med nogle overvejelser over, hvorforashariternes og traditionalisternesside fik overtaget i islam og vandt tilslutning. En forklaring er, at "skrifterne var på de ortodokses side". Om Qadariternes og Jabariyyaernes strid om den fri vilje eller guddommelig forudbestemmelse, skriver han, at man kan finde støtte til begge synspunkter i Koranen, og han gengiver nogle vers for at underbygge det. Særligt er der en del hadith'er, som støtter op om, at alt er forudbestemt, skriver han. Men han glemmer at overveje den mulighed, at skrifterne netop er blevet til samtidig med - eller endda som et resultat af - de teologiske stridigheder.

Hadith-samlingerne blev netop først sorteret og nedskrevet i det 9. århundrede - efter at Mutaziliterne var faldet i unåde og i en periode, hvor de islamiske lovskoler stadig blev formet. Det siges, at der har været hundredetusindvis, måske endda millioner, af hadith'er i omløb inden de "autentiske" blev udvalgt, netop fordi man kunne fabrikere religiøst "belæg" for ethvert synspunkt ved at fabrikere en hadith. En helt sindssyg tanke, i øvrigt, at idéen om, at Allah havde gjort Muhammed til det perfekte eksempel, har ført til hadith-hyperinflation i det spæde islamiske samfund.

Det var interessant at se de forskellige vers fra Koranen fremhævet i bogen som "teologiske argumenter". For eksempel vers 2:216 som opfordrer de troende til at gøre ting, der er dem imod, fordi de ikke ved, hvad der er godt, det gør kun Allah. Eller vers 5:64 hvor jøderne fordømmes for at mene, at "Allahs hånd er lænket". Jeg fik straks den tanke, at datidens teologiske stridigheder naturligvis har bidraget til Koranens indhold. De ældste Koran-manuskripter, vi kender idag, er fra det 8. århundrede (dele af Sana'a-manuskriptet er måske lidt ældre). De er langt fra komplette, der er synlige rettelser i dem, der er meget få af dem, og de afviger fra nutidens Koran.

Reillys grundige beskrivelse af de teologiske stridigheder giver sammen med hans "understøttende" koranvers (og mentaliteten der førte til hadith-inflationen) inspiration til den tanke, at Koranen stadig har været "fleksibel" i det 8.-9. århundrede. Det er nok ikke helt tilfældigt, at det netop var de retslærde traditionalister, som havde monopol på fortolkningen og ikke mindst adgang til skrifterne, som havde - eller måske rettere fik - Koranen på deres side. En interessant brik til spekulationerne om, hvordan Koranen rigtigt blev til.

Det ville have gjort Reillys bog endnu mere interessant, hvis han havde fået konteksten omkring tilblivelsen af islams skrifter med.

Er der håb for islam?

Det er svært at vurdere, om Robert R. Reilly er optimist eller pessimist med hensyn til, om det kan lykkes muslimerne at vende islams ideologiske skude. Hans formål med bogen er først og fremmest at få os vesterlændinge til at forstå, at det, vi ser i den muslimske verden, handler om ideer, som vi har svært ved at forstå, fordi de er så fremmede for os. Så vi i det mindste ved, hvad vi har med at gøre.

Islam står over for et valg, skriver han i bogens allersidste afsnit, hvor han nærmest ikke selv vil udtale sig, men udelukkende citerer andre. Enten vælger man at give fornuften - og dermed friheden - forrang og gå ind i den moderne verden, eller også vælger man det irrationelle, hvilket han forudser vil blive "stormfuldt". Det bedste ville være, hvis muslimer kunne komme i kontakt med Mutaziliternes ideer og bruge dem til at forny islam.

Men er den mulighed stadig åben for sunni islam?, spørger han. Det vævende svar er, at det kræver, at "Allahs enhed" kan forenes med "fornuftens enhed", hvilket igen forudsætter, at man er villig til at se Ahariternes ideer som noget, der er tilstødt islam senere og ikke er en integreret del af selve Koranen. Sagen er desværre, at Mutaziliternes ideer idag regnes for kætteri.

Reilly slutter dog sin bog med en opfordring til både Østen og Vesten i form af et citat fra Bibelen: "Come now, let us reason together" (Isaiah 1:18). Hmmm. Hvordan skal man fortolke det? Måske mener han, at der er brug for guddommelig hjælp i form af et budskab fra Bibelen? Eller mener han at reference til en fælles profet kan samle Øst og Vest under fornuftens fane? Eller er det måske bare et fromt ønske om, at vi finder sammen i det, der ifølge humanistisk tankegang forener os som mennesker, nemlig fornuften?

Jeg tør godt bekende, at jeg ikke et øjeblik tror på, at troen på at Koranen som Guds åbenbaring kan forenes med fornuft og fri, kritisk tænkning. Det er et dødfødt projekt. Hvis man håber på at kunne overbevise muslimer ved at argumentere med at Koranen altså billiger, at mennesket skal tænke selv og bruge sin fornuft, har man allerede givet op. Selve argumentationsmåden er en selvmodsigelse, Og det er slået fejl i mere end 1000 år.

På samme måde er det heller ikke fremmende for fornuften at foregøgle - i håbet om at appellere til muslimers stolthed over deres religion - at interessen for græsk filosofi og videnskab i den "islamiske guldalder" var "islams" eller islams fortjeneste. Det er falsk at lade som om, at islam kan bruges som løftestang for en ny tænkemåde, der sætter fornuften over åbenbaringen.

Jeg mener ikke, at Robert R. Reilly falder i den grøft. Men nogle gange synes jeg alligevel, han bevæger han sig en smule hen mod den. Det er jo der, han ser håbet. Han håber trods tvivl på, at islam kan fornys. Men måske er der mere håb i, at muslimer simpelthen forlader islam og går ind i den moderne verden uden islam. Det er nu engang lettere at kæmpe for fornuften uden for islams begrænsende rammer. At gøre det indenfor islam er slået fejl i mere end 1000 år.

ANBEFALING


Jeg synes, det har været særdeles spændende og udbytterigt at læse The Closing of the Muslim Mind., Bogen har givet mig viden og perspektiver, som jeg ikke havde inden. Den har gjort mig klogere på islams historie, og den har også gjort mig klogere på nogle afgørende ting i kristendommens historie, for eksempel Augustins (354-430) og Thomas Aquinas' (1225-1274) store betydning og ikke mindst det held, at de kunne finde støtte i Bibelen til deres synspunkter til fordel for den frie vilje og fornuftens værdi.

Hvis du læser bogen skal du kunne lide at læse om filosofi, religion og ideer, og du skal være indstillet på at slå en del ord op, både fremmedord som voluntarisme og occationalisme og en del engelske ord, som ikke er lige er hverdagsengelsk, fx ord som certitude, cognizance og incinerated.

Hvis du har mod på det, så kan jeg varmt anbefale bogen.

Robert R. Reilly -The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis, ISI Books, 2010 (4. oplag maj 2017). Citaterne ovenfor er min egne oversætte.se.

#islamshistorie #islamsoprindelse