Boganmeldelse af Merete Engel: Bibelen og Koranen.
FORFATTEREN OG INTENTIONEN
Skolebørn lærer at Bibelen og Koranen har mange ligheder
Generationer af danske skolebørn er i skolen blevet undervist i, at islam er ligesom kristendommen, bare en lille smule anderledes. Det er helt i overensstemmelse med de mange hensigtserklæringer, der er tiltrådt siden 80'erne i forbindelse med den euro-arabiske dialog (mere om den her). Det er en måde at undervise på, som ikke giver anledning til konflikt eller ubehag i klassen.
Her fortæller en lærer på Facebook, hvordan han underviser en 4. klasse:
Da han blev spurgt om, hvad konklusionen på undervisningen var, svarede han:
Og da han blev gjort opmærksom på en bekymring for, om ikke han med metoden kom til at give et forkert indtryk af, at religionerne er næsten ens, når de nu er meget forskellige, svarede han:
Læreren gjorde sig således ikke til "dommer" over religionerne. Det er heller ikke hans opgave. Men han forholdt sig ikke til, om hans formidling gav et sandt billede. I stedet henviste han til kritikerens "frygt" og "verdensbillede". Han gjorde sig til dommer over den person, han diskuterede med.
Men det er faktisk relevant at spørge: Skal undervisningen give et ærligt billede? Eller skal den give et billede af, at religionerne er stort set ens, med det "højere formål" at fremme fællesskabet og "modvirke fordomme"? Er ordet "opsummering" virkelig en sand beskrivelse af Koranens indhold? Eller er det et skævt og ufuldstændigt indtryk?
Ønsket om at skabe gensidig forståelse og fællesskab
Bogen "Bibelen og Koranen. Ligheder og forskelle" er baseret på et undervisningsmateriale af samme navn. Den er skrevet af Merete Engel (1931-2013), som i 2008 modtog Undervisningsmiddelprisen for materialet. Hun var lærer og musikpædagog og arbejdede blandt andet med "tosprogede" elever. Hun ønskede at skabe gensidig forståelse mellem mennesker med forskellige religioner og mindske de fordomme og den usikkerhed, som hun observerede. I forordet fortælles det, hvordan hun oplevede, at en lille tyrkisk pige, fra et "meget religiøst hjem" ikke turde deltage i klassens luciaoptog, fordi hun var bange for, at det ville gøre hende til kristen.
Historien om den tyrkiske pige minder meget om ex-muslimen Apostate Prophets beretning om, hvordan han som barn af tyrkiske forældre i Tyskland rædselsslagen gik i panik, da han sammen med børnehaven skulle ind i en kirke, selvom det kun var for at lave gymnastik i kælderen (2:04 minutter ind i denne video).
Men Merete Engels ærinde er ikke at dvæle ved, hvorfor børn af mennesker, der har søgt til et kristent land, mon er bange for at være i kristne bygninger eller deltage i kristne arrangementer. Hendes ærinde er at oplyse om alle de ting, islam har til fælles med både kristendommen og jødedommen. Som redaktionschef Mette Viking skriver i forordet til den opdaterede 2017-udgave: Det gælder om at se på de værdier, vi kan være fælles om. Hvis man krænker modparten lukkes den dialog, der er så nødvendig for integration.
Forordet fortæller, at materialet "udmærker sig" ved at behandle de tre religioner ligeværdigt og ved at undlade at fortolke.
Bogen og undervisningsmaterialet er således tænkt konstruktivt, og ønsket er at skabe forståelse, dialog, fællesskab og gensidig respekt. Altså en integration, der lykkes.
INDHOLDET
Super faglig formidling
Bogen er opdelt i 10 temaer, inden for hvilke den sammenligner jødedommen, kristendommen og islam. Det handler blandt andet om om baggrunden for religionernes opståen, de tre religionsstiftere, myter om verdens skabelse og de første mennesker, lov, leveregler, kvindesyn, ritualer, højtider osv.
Emnerne er formidlet virkeligt godt. Bogen har fine illustrative billeder og et godt sprog. Herligt at læse. Det er pædagogisk og sagligt. Ind imellem er der indsat nogle sider med "ekstra" information, for eksempel på side 35, hvor "lærde" udi de tre religioner svarer på, om det efter deres opfattelse er den samme gud, vi tror på. Imamen svarer ikke overraskende ja (det står nemlig i Koranens vers 29:46, at det er den samme gud), men vandene skiller alligevel, når det gælder den kristne tro på den treenige Gud. De fleste af de "lærde", som Merete Engel citerer, konkluderer, at vi "tror forskelligt om den samme Gud". I andre "indstik" fortælles for eksempel om troen på engle på tværs af de tre religioner, og om forskellige opfattelser af Helligånden.
Der er rigtig meget god information i bogen. Jeg syntes det var spændende at læse om, hvordan jøderne stiftede bekendtskab med Zarathustras ideer under eksilet i Babylon, i det 5. århundrede f.Kr., og at den jødiske Bibel, Tanakh, netop er skrevet i perioden under eksilet i Babylon. Zarathustras ideer om det gode og det onde og Paradis og Helvede genfindes i både kristendommen og islam.
Hele vejen igennem skinner det igennem, at forfatteren har haft et ønske om at beskrive emnet upartisk og ikke dømmende. På intet tidspunkt fornemmer man ud fra sproget og beskrivelserne andet, end at målet er saglighed og oplysning, og at det er op til læseren at drage eventuelle konklusioner efter at have fået fremlagt de tre religioners ligheder og forskelle.
Men bogen tolker alligevel, så det giver et fordelagtigt indtryk af islam
I forordet gøres der en dyd ud af, at bogen behandler religionerne "ligeværdigt" og ikke "fortolker". Men jeg stødte alligevel flere gange på udlægninger af Koranen, hvor jeg tænkte, at her bliver islam "beskyttet" mod undren eller skepsis. Her er et par eksempler:
Maria og Jesu fødsel: Bogen fortæller, at beretningen om Maria og "begivenhederne før og efter Jesu fødsel" fylder mere i Koranen end beretningen om Jesu liv. Men den undlader at fortælle, at historien om Jesu fødsel og barndom i Koranen er en del anderledes end i Bibelen, og at Koranens version af historien kendes fra det kristne apokryfe arabiske barndomsevangelium. Det havde vel været i saglighedens ånd at fortælle det, akkurat som påvirkningen fra zarathustrismen blev nævnt. Læreren fra Facebook havde fået det intryk, at Koranen "opsummerer" de to andre skrifter. Men sandheden er mere nuanceret. Dette er et eksempel på, at bogen fremhæver lighederne og skjuler nogle af forskellene.
Skulle Ismael ofres? I afsnittet om Abraham fortæller bogen, at det ifølge Koranen var Ismael og ikke Isak, som skulle ofres af Abraham. Men det er faktisk en tolkning. Ismaels navn er nemlig slet ikke nævnt i vers 37:102-109, som beretter om episoden. Og hadith fortæller faktisk, at Abraham skulle have efterladt Ismael i Mekka som spæd og først kom tilbage, da Ismael var blevet gift, hvilket modsiger det, Merete Engel fortæller. Merete Engels ærinde er naturligvis blot at gengive muslimers tro, og hun har sikkert fået fortalt, at sådan tror muslimer. Men hvor står den historie egentlig? Rent sagligt og fagligt kunne det have været en interessant pointe om Koranen, at den i modsætning til Bibelen er så afkoblet fra navne og steder, og at der er rigtig mange ting i den, som er op til læserens fortolkning. Bogen hedder jo netop "Bibelen og Koranen. Forskelle og ligheder".
Er gengældelse ondt? Bogen fortæller, at det i Koranen understreges, at man skal undlade at gøre gengæld, da "gengældelse i sig selv er en ond handling". Men det er også en tolkning. Jeg har også set den hos Aminah Tønnsen. Reelt står der, at "gengældelsen for en ond handling er noget tilsvarende, lige så ondt som den" (42:40). Faktum er, at Koranen foreskriver gengældelse lige-for-lige ligesom jødedommen, men at den åbner op for at man kan betale blodpenge (fx 2:178) og dermed spare liv. Det har uden tvivl været hensigtsmæssigt i 600-tallet for at undgå blodfejder. Men at gengældelse er ondt i sig selv ... det står der faktisk ikke. Mange vers i Koranen fortæller tværtimod om Allahs gengældelse mod de vantro, og den kaldes retfærdig. I vers 2:191 opfordrer Koranen til at dræbe de vantro som gengældelse. Merete Engels tolkning er således en tilsnigelse. En interessant saglig pointe kunne være, at islams forhold til gengældelse og mange andre ting ikke er entydigt. Det kommer helt an på, hvilke vers man vælger, og hvordan man tolker.
Se også: Gengældelsens religion
Er islam tolerant? I kapitlet om Loven fortæller bogen, at Koranen "fremhæver religiøs frihed og tolerance" over for de andre monoteistiske religioner, mens de muslimer, der har forladt islam, derimod bliver straffet hårdt for deres frafald. Netop her er der ingen referencer til koranvers. Det er der ellers ved de fleste udsagn om Koranen. Problemet med den påståede tolerance er naturligvis, at det er en sandhed med modifikationer. Mange vers Koranen er netop særdeles intolerante over for jøder og kristne, og i vers 9:29 siger Koranen, at "blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!". Det kunne for eksempel have været en god og oplysende saglig pointe, at der er forskel på budskaberne i den del af Koranen, der siges at være åbenbaret i Mekka, og den del, der er åbenbaret i Medina. Hun kunne også have nævnt abrogationsprincippet.
Ovenstående er blot et par eksempler på, at islam stilles i det bedst mulige lys.
Surprise: Det er jøderne, der har tørklædetvang
Bogen pointerer for eksempel også, at Koranen slet ikke foreskriver kvinder at bære tørklæde. Det vil mange muslimske lærde naturligvis være uenige i, hvilket Merete Engel ikke rigtigt nævner. For hende er det i stedet vigtigt at fortælle, at det faktisk er jødedommen, der traditionelt påbyder tildækning, og at både Det Nye og Det Gamle Testamente indeholder noget om tildækning af kvinders hovede.
Man kan næsten se for sig, hvordan skolebørn fra alle religiøse baggrunde får sig en aha-oplevelse af, at islam er helt uskyldigt anklaget for tørklædetvang, mens "kristne danskere" er nogle "hyklere", hvis nogen pipper op om kvindesyn i islam.
Et bevidst valg til fordel for det fælles
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, hvorfor det vil være problematisk i et undervisningsmateriale, som skal fremme fællesskabet og skabe forståelse og gode relationer mellem elever med forskellig religiøs baggrund, at nævne, at Koranen for eksempel siger, at muslimer ikke skal være venner med jøder og kristne, for så bliver man én af dem, og det bryder Allah sig ikke om. Det siger Koranen i vers 5:51. Det ville jo ødelægge hele formålet med arbejdet. Budskabet i vers 5:51 var jo lige præcis kilden til lille tyrkiske piges frygt for at deltage i Luciaoptoget. Det var netop den slags "fordomme", Merete Engel gerne ville modvirke med sit undervisningsmateriale. Hun ville berolige pigen og andre muslimske børn og forældre.
Mit gæt er, at Merete Engel må have set i hvert fald noget af det intolerante i Koranen og i islam, men at hun bevidst har valgt at udelade det i håbet om at både hendes muslimske og ikke-muslimske elever vil fokusere på det fælles i religionerne, og at hendes undervisningsmateriale på den måde vil være med til at skabe integration.
Konstruktiv eller biased?
Jeg kaldte tidligere Merete Engels tilgang konstruktiv. Men måske er det ikke det rette ord. Jeg tror, at hun - lige som mange andre humanistisk uddannede - er præget af den kontruktionistiske tankegang, som handler om, at sproget har magt, og at man skaber ting gennem den måde, man taler om dem. Men det betyder så bare, at bogen slet ikke er så fri for fortolkning eller bias, som den giver sig ud for. Det islam, der indgår i Merete Engels sammenligning af de tre religioner, er "Mekka-islam", dvs. en tilgang til islam, der fokuserer på Muhammeds åbenbaringer fra Mekka og prøver at "glemme" de mere intolerante, voldelige og politiske åbenbaringer fra Medina, samtidig med at man dog stadig fastholder, at hele Koranen er Guds evige og universelle vejledning til menneskeheden.
Se: Boganmeldelse af Ayaan Hirsi Ali: Kætter - om Mekka-muslimer og Medina-muslimer
DEN HELT STORE UDELADELSE
Muhammed var statsmand
Den helt store udeladelse er naturligvis den politiske del af islam. Den er stort set fraværende. Vi hører ganske vist i kapitlet om "Muhammed som religionsstifter", at han fra at være "religiøs reformator" i Mekka blev "politisk leder og statsmand" i Medina. Det er meget respektfulde betegnelser. Bogen fortæller, at Muhammed er et forbillede for enhver muslim.
Men hvordan var han egentlig en "statsmand"? Hvilke midler brugte han?
Vi får at vide i bogen, at han i starten havde "et godt forhold til jøderne" i Medina, men at "det ændredes", fordi de ikke ville anerkende ham som profet. Men bogen fortæller intet om fordrivelsen og udrensningen af de tre jødiske stammer i Medina - noget der ellers omtales både i Koranen og hadith. I stedet giver bogen det indtryk, uoverensstemmelsen med jøderne blot førte til, at muslimernes bederetning blev ændret fra Jerusalem til Mekka, og at islam på den måde blev en selvstændig religion. Det er en ret markant udeladelse.
Faktum er, at det står i Koranen, at Gud har forbandet jøderne. Frit til fortolkning.
Hvor blev jihad af?
Jihad er ikke nævnt i bogen med ét eneste ord, selvom det er en central doktrin i islam. Nogle vil endda mene, at det er den 6. søjle. Vi hører kun, at det efter Muhammeds udrejse til Medina "kom til flere kamphandlinger" mellem indbyggerne i Mekka og Muhammed og hans "trosfæller" i Medina, og at Muhammed i 630 kunne "drage ind i Mekka uden modstand", og at han "dermed havde sikret sig herredømmet over store dele af Den Arabiske Halvø". Med de formuleringer kan man næsten få det indtryk, at han blev modtaget med glæde i Mekka, og at Arabien blev vundet på helt fredelig vis. Ikke noget med "victorious with terror", som Muhammed ellers sagde om sig selv, ifølge hadith.
Jeg værdsætter på en måde, at Merete Engel ikke - som Aminah Tønnsen - begynder at komme med forklaringer om, at Muhammed mirakuløst formåede at erobre Den Arabiske Halvø i rent selvforsvar. Engel konstaterer blot, at herredømmet over Arabien var slutresultatet ved hans død. Det virker umiddelbart neutralt, og i hvert fald lidt tro mod intentionen om ikke at "fortolke" eller "dømme".
Men egentlig er det uærligt. Udeladelserne skriger til himlen, og Aminah Tønnsen skal have credit for, at hun trods alt adresserer jihad og de voldelige vers. Det gør Merete Engel ikke. Hun lader det blot stå som et stort, gabende tomt hul, hvordan Muhammed erobrede Arabien, og hvilket præg, hans aktiviteter har sat på Koranen - og ikke mindst hvilken type forbillede, han er.
Er Sharia-lov bare menneskeskabt?
Sharia er heldigvis ikke udeladt. Der er et helt kapitel i bogen om Loven i de tre religioner, og her får man information om Sharia. Vi får at vide, at der i modsætning til Toraen slet ikke er ret meget lovstof i Koranen. Kun "en lille procentdel" af de 6000 vers, får vi at vide. (I Aminah Tønnsens bog står, at det drejer sig om ca. 250 vers. Disse vers er dog ofte ret lange, fx 2:282 - modsat fx vers 81:30.Så hvis man regnede i ord og ikke i vers, ville procentdelen være noget større). Oplysningen om procentdelen har naturligvis til formål at få sharia til at se ud som en lille bagatel. Men det relevante er naturligvis, hvad de 250 vers indeholder.
I bogen skelner Merete Engel mellem Sharia, som handler om at den enkelte muslim overholder sine religiøse pligter, som de står i Koranen, der jo er Guds ord - og så Sharia-lov, som er et retssystem udarbejdet af muslimske lærde efter Muhammeds død, og som dermed ifølge Merete Engel er menneskeskabt. Det fremhæves endda i en særlig boks. Sharia-lov bygger dog på Koranen og på profetens sædvane (sunna). Vi får vi at vide, at Sharia-lov også indeholder reglerne for den enkelte, og at Sharia-lov ofte forkortes Sharia. Det virker lidt underligt - for så betyder Sharia jo alligevel Sharia-lov. Nogen må i hvert fald mene, at det kan være lige meget om man siger det ene eller det andet.
Der nævnes ingen kildehenvisninger til denne skelnen mellem Sharia og Sharia-lov. Aminah Tønnsen har den også, og hun fortæller selv, at muslimer advares mod at læse hendes hjemmeside. Det får mig til at spekulere på, om det er et anerkendt synspunkt i islam, at sharia-lov ikke er "Guds lov", men "bare" en menneskeskabt lov. Eller om det egentlig bare er et ønske hos Merete Engel om - i integrationens tjeneste - at nedtone sharia-lovens betydning i islam.
Da jeg i sin tid undersøgte, hvad 4 danske imamer havde sagt om stening (en straf, som ikke står i Koranen, men som indgår i "profetens sædvane" og dermed er en del af islamisk ret), var det mit indtryk, at ingen af dem ville afvise noget, der stod i Koranen. Sherin Khankan var som den eneste klar til at afvise stening, med det argument at straffen "kun" var baseret på hadith og ikke stod i Koranen (underforstået, at hvis den gjorde, så var det en anden sag). De andre nægtede at have en holdning. Det var de som mennesker ikke "bemyndigede" til, sagde de. Muslimer siger ikke Gud (Koranen) imod eller "tager afstand" fra noget, profeten har gjort. Imamer gør med 100 procents garanti ikke.
Merete Engel informerer i bogen faktuelt om de islamiske retsskoler og udbredelsen af islamisk lov i forskellige dele af verden. Det er forskelligt, hvor meget islam fylder i forfatningen i lande med muslimsk befolkning, og nogle af disse landes forfatninger er vestligt inspirerede, fortæller hun. Hun slutter afsnittet om Sharia af med at fortælle, at "i lande hvor islam er statsreligion, har minoriteterne i princippet religionsfrihed". Men hvad mon "i princippet" betyder?
At fremlægge fakta er ikke at dømme
Det er en undladelsessynd af dimensioner, at islams politiske del er så nedtonet, som den er. Man kan naturligvis bortforklare eller begrunde det med, at bogen har valgt at fokusere på islam som religion og ikke som politisk ideologi eller samfundsform. Men så burde det have været nævnt i forordet, at man har lavet den afgrænsning. Man burde også have forklaret, at det for mange muslimer slet ikke giver mening at lave den opdeling, for tingene hænger sammen i islam.
Ligeværdigt?
Men forordet fortæller i stedet, at bogen behandler de tre religioner ligeværdigt og uden at dømme. Men islam er den eneste religion, hvor centrale ting udelades. Hvorfor? Og er det ligeværdigt? Man kunne sagtens have fortalt om islams politiske indhold, om jihad og hvad der skete med jøderne i Medina. Det er jo ting, der helt faktuelt hører med til islam og historien om Muhammeds liv. At fremlægge ting er ikke at dømme. Det er en misforståelse.
Man vil med bogen modvirke fordomme. Men i virkeligheden forhindrer man læserne i at kunne konkludere og dømme ud fra viden. Man lader som om man giver dem viden, men i virkeligheden undlader man at nævne noget særdeles vigtigt.
VURDERING OG ANBEFALING
Bogen er ikke neutral og ærlig
På bagsiden af bogens omslag kan man se, at Kristeligt Dagblads anmelder har rost bogen. Han skriver:
"...til menigmand uden særlige forudsætninger kan den anbefales som klar indføring i de tre store religioner".
Det er jeg uenig i - på grund af at den ikke giver en klar indføring i islam. Den danske "menigmand" og skolebørn uden særlige forudsætninger vil få det indtryk, at islam er en religion stort set ligesom kristendommen, bare lidt anderledes og med nogle andre ritualer. Nogle vil måske endda få det samme indtryk som skolelæreren på Facebook (øverst), som mener, at det er "tydeligt", at islam "opsummerer de to andre religioner".
Problemet er, at bogen slet ikke er neutral, sådan som den foregiver at være. Den har et helt særligt sigte som farver den, nemlig at "fokusere på det, vi kan være fælles om" på tværs af religioner, skabe "gensidig respekt omkring forskellene", modvirke mistro og bidrage til god integration. Det sigte giver den et bias.
Bogens formål betyder, at den ikke behandler islam ligeværdigt. Den fortæller ikke alt, der er værd at vide om islam. Der tages særligt hensyn. På en måde behandler bogen islam som et barn, der skal beskyttes, og hvor visse ting helst ikke må komme frem, for så vil barnet måske blive mødt med mistro. Eller som noget, børn skal beskyttes fra, ligesom de skal beskyttes mod uhyggelige billeder på TV, så de forsat kan leve i troen på, at verden er god.
Uærlighed gør ikke noget godt
Nogle vil sikkert mene, at den ædle og medmenneskelige intention om at skabe fællesskab udgør et højere formål end ærlighed. Det gør bogen godartet, kan man hævde, for den skaber jo noget godt. Men sådan er det ikke.
For det første skaber uærligheden blot en anden kløft, nemlig til dem, der påpeger islams problemer. Dels bliver det svært at have en saglig diskussion med meningsmodstandere, hvis man selv er gået på kompromis med sagligheden af hensyn til et højere mål. Så kan man ikke mødes på saglighedens grund.
Fordomme mod islamkritikere
For det andet er uærligheden også med til at skabe nye fordomme. Hvis børn og unge eller "menigmand" opdrages til, at islam bare er en religion ligesom kristendommen, så er det let for dem at tro på de sædvanelige beskyldninger om at islamkritikere bare er fulde af "had", at de bare er ude på at "mobbe minoriteter" - eller endda er racister. Man får sympati for den stakkels forfulgte religion - selvom den faktisk foreskriver, at apostater skal slås ihjel. Bogen prøver således at modvirke formodede fordomme om religionen islam, men den skaber i stedet fordomme mod medmennesker, der kritiserer islam på grund af dens dårlige ideer.
Hjælper islamisk missioneren
For det tredje er uærligheden en kæmpe hjælp til islamisk dawa (missioneren). Det er let at falde for overbevisningsmetoderne, når man ikke tror, at skridtet ved at konvertere er større, end at man bare går over til at regne Jesus for en profet. Mange har i forvejen svært ved at begribe treenigheden og genopstandelsen, og så forekommer islam måske mere "realistisk". Man bliver måske præsenteret for udvalgte "smukke" Koranvers, og de voldelige vers "forsvares" ved at fremdrage nogle voldelige passager fra Det Gamle Testamente. Når Bibelen indeholder voldelige vers, så må det da være udtryk for ren hetz at anklage Koranen, ikke? Ingen har givet et ordentligt billede af, hvad man reelt forpligter sig til at tro på, når man siger ja til, at Koranen er "Guds ord".
Vi bliver forsvarsløse og dumme
For det fjerde gør uærligheden os forsvarløse og dumme. Når der sker et terrorangreb i islams navn kan vi nemt bildes ind, at det slet ikke har noget med "rigtig islam" at gøre, men at det bare er nogle "ekstremister", der har "voldtaget islam", og at intet kunne være mere forkert end at anklage stakkels islam. Vi konkluderer, at folk der advarer mod islam på grund af islams sekteriske og politiske dimension, blot er præget af "fordomme" og irrationel frygt. Det er i virkeligheden kritikken, der skal bekæmpes, for det er jo den, der ødelægger fællesskabet og "skaber" terroristerne. Man skaber hvad man nævner. Derfor er kritik og ytringsfrihed farlig - mener nogen.
ANBEFALING
Derfor vil jeg ikke anbefale bogen
Bogen har rigtig meget god og interessant information, og den er pædagogigsk og velskrevet.
Men til trods for det, vil jeg vil ikke anbefale den. I hvert fald ikke som en "klar indføring" i islam. Det er falsk varebetegnelse. Enhver der læser bogen, eller bruger den som undervisningsmateriale, bør vide, hvad den udelader, og at den er farvet af et formål, som ikke kun er at oplyse. Der burde laves et oprigtigt sagligt undervisningsmateriale.
Man kan hævde, at bogen har en god intention og gerne vil skabe noget godt. Men som jeg har argumenteret for ovenfor,er det uetisk at udelade vigtig viden uden at nævne, hvad man udelader.
Konklusionen og læren bør efterhånden være, at enhver der skal forholde sig til islam, står over for dette valg: Ærlighed og problemer - eller uærlighed og andre problemer.
Hvad vælger du?
Merete Engel: Koranen og Bibelen. Ligheder og forskelle. Haase Forlag, 2017 (3. udgave, 2. oplag, første gang udgivet i 2010)