De skyggefulde haver. Kåre Bluitgen afmystificerer Koranen

Opdateret: 4 dage siden

Anmeldelse. Med De skyggefulde haver. Den illustrerede Koran. har Kåre Blutigen gjort et kæmpe arbejde med at få Koranen til at give mening og fremstå som en sammenhængende fortælling, så flere kan lære historierne og Koranens indhold at kende.


De skyggefulde haver - boganmeldelse

Kåre Bluitgen: De Skyggefulde haver. Den illustrerede koran. Forlaget TØKK, 2020. Illustrationer af Bosch Fawstin.


OM FORFATTEREN

Kåre Blutgen er er uddannet lærer og journalist, og han er en særdeles produktiv forfatter, som har vundet adskillige priser. På Wikipedia kan man tælle 73 af hans værker i perioden 1987 til 2016. Mange af dem er henvendt til børn og unge. Nogle af dem handler om at formidle og genfortælle klassikere, fx Holbergs værker eller Don Quixote. Han har også formidlet og genfortalt Danmarkshistorien i værket Odins Hvisken. Andre bøger kredser om magt og undertrykkelse, og nogle handler om religion. 5-6 af hans bøger handler om Muhammed eller Koranen - blandt andet "Koranen gendigtet" og "Koranen kommenteret" fra 2009.


Det var Kåre Bluitgens problemer med at få tegnere til at illustrere børnebogen Koranen og profeten Muhammeds liv fra 2006, som indirekte blev årsag til Muhammedkrisen, da Jyllandsposten ville teste, om det virkelig kunne være rigtigt, at ingen turde tegne Muhammed. Kåre Bluitgen er socialist. Men han har kritiseret venstrefløjen for ikke at forholde sig lige så kritisk til islam som til andre religioner.


INDHOLDET I DE SKYGGEFULDE HAVER


Hvad har Kåre Bluitgen gjort ved Koranen?

Den "rigtige" Koran er svær at læse. Selv på dansk. Ikke så meget fordi den rent sprogligt er svær at forstå, men fordi den er enormt ustruktureret og fyldt med gentagelser, henvisninger og udsagn, hvis sammenhæng man ikke kender. Det bliver for trættende.


Det, som Kåre Bluitgen har gjort med sin illustrerede version af Koranen, De skyggefulde haver, er at ordne de 114 suraer (kapitler) i kronologisk rækkefølge, sortere lidt ud i gentagelserne og indskrive en del af den "kontekst", som findes omkring Koranen i form af de myter og historier, som den rigtige Koran blot hentyder til, eller som forklarer i hvilken sammenhæng, de forskellige vers skulle være åbenbaret for Muhammed. På den måde har Bluitgen gjort en kæmpe bedrift: Han har skabt sammenhæng i Koranen og gjort den til en bog, der er til at holde ud at læse.


De indflettede historier og oplysninger

Jeg er imponeret over, at han har fundet alle de mange historier fra det islamiske skatkammer af myter og fortællinger, eller fra hadith, og fået dem flettet dem ind i "Allahs tale", så læseren får hele historien. Her er et par eksempler på hvordan:


Hvad sker der i gravene

I Koranen (den rigtige) truer Allah de vantro med, at de "skal få se", når de kommer i gravene (102:2-3). Bluitgen har så i sin illustrerede koran, De Skyggefulde haver, uddybet med historien om, hvad der skal ske i gravene: Dér vil de to frygtelige engle Munkar og Nadir forhøre de døde og banke dem med jernhammeren Mirzabah, hvis de svarer forkert.

Koranen (den rigtige) nævner også Sijjin, som er det skrift, hvori alle ens synder er optegnet til brug på Dommedag. Bluitgen supplerer så i sin koran med, at Sijjin også er navnet på fangehullet under "den syvende jord", hvor Satan og hans hærskarer holder til. Der er dér, hvor alle synderes sjæle skal holdes fanget, indtil de skal genopstå og dømmes på Dommedag. Sådan udvider Bluitgen nogle af Koranens korte hentydninger med den fulde historie fra den islamiske myteverden. Men tag ikke fejl. Meget af den verden findes faktisk i Koranen: Den indeholder fx både syv himle, syv jorde og syv helveder, og både Helvede og Paradis er særdeles detaleret beskrevet.

Profeterne

Særligt når det gælder fortællingerne om profeterne, har Kåre Bluitgen gjort et stort arbejde med at skrive historierne ind i De skyggefulde haver i deres fulde version. De er væsentligt mere uddybet end i Koranen. I Koranen kan der eksempelvis blot stå "vær ikke som ham med fisken" (68:48) eller "Tænk på Idrīs i Skriften! Han var en sandfærdig mand og profet. Vi hævede ham til et højt sted" (19:56-57). Og ikke andet. I Bluitgens koran får vi hele historien om profeten Jonas, som stak af fra sin profetgerning og blev slugt af en fisk, og sagnet om profeten Enok (Idrīs), som blev hævet op og fik lov til at se Paradis.


Jeg kunne have givet mange, mange andre eksempler på, hvordan Kåre Bluitgen har "fuldbyrdet" Koranens historier. Mange af historierne er nye eller anderledes end dem, vi kender fra Biblen, så det er bestemt ikke bare gentagelser af noget kendt. Der er nye og spændende historier at opdage.


Historien om Muhammed

Men Koranen er jo ikke bare en samling af spredte historier om profeter, dommedag, himmel og helvede. Den er en fascinerende historie i sig selv, nemlig fortællingen om Muhammeds karriere som profet. Fra hans manglende succes som dommedagsprædikant i Mekka, til hans succes som krigsherre og hersker i Medina. Dén historie udgør rammen for alle de andre. Og den kommer fint frem i Kåre Bluitgens koran, fordi suraerne er bragt i kronologisk rækkefølge, og fordi han har indflettet noget af den kontekst, som findes i korankommentarer, Muhammedbiografier og hadith - dvs. i de mange islamiske kilder, som forklarer Koranen.


I De skyggefulde haver får man de historier med, der gemmer sig bag mystiske koranvers som "Måtte Abū Lahabs hænder forgå!" (111:1), og "Profet! Hvorfor forbyder du dig selv, hvad Allah har tilladt dig, i ønsket om at gøre dine hustruer tilpas?" (66:1). Og mange, mange andre, naturligvis. De er tilføjet og flettet ind i "Allahs tale" til Muhammed.


Bluitgens illustrerede koran er skrevet i 1. person. Det er hele tiden Allah, der taler, akkurat som i den "rigtige" koran. Bluitgen er blot meget mere konsekvent end Koranen selv, hvor Allah ofte omtaler sig selv i 3. person (se fx dette inkonsekvente vers). Som læser bliver man således sat i Muhammeds sted, og man kan få fornemmelsen af, hvordan det må være at høre Allahs stemme. Man oplever historien ved at følge udviklingen i Allahs instrukser og påbud. Fra begyndelsen i Mekka, hvor stemmen siger: Jeg sværger ved Pennen ... Muhammed, du er ikke gal. Du er heller ikke besat af en dæmon." (kapitel 19/sura 68) Til slutningen i Medina, hvor stemmen nu siger: "Muslimer, når der bliver sagt: Gør plads, for nu kommer profeten! Så gør plads. Så skal Jeg gøre plads til jer i Paradis." (kapitel 105/sura 58). Her får man fornemmelsen af Muhammed, der proklamerer Allahs åbenbaringer til sine undersåtter. Og man ser næsten for sig, hvordan muslimerne har skullet gøre plads for den store profet.


ER KÅRE BLUITGENS FREMSTILLING TRO MOD KORANEN?


Lidt om tolkning

Når man som Kåre Bluitgen vælger at "udfylde hullerne" i Koranen for at gøre den sammenhængende og forståelig, så er der selvfølgelig et element af fortolkning i det, og det er ikke altid til at vide, hvad der er "rigtigt".


Et eksempel er sura 110 (Hjælpen). Den handler om, at sejren er kommet, og at folk i flokke overgiver sig til islam. Kåre Blutgen har brugt en anden kronologisk rækkefølge end den, jeg brugte, da jeg læste Koranen kronologisk. I min rækkefølge er sura 110 den sidste. Derfor tolkede jeg, at sura 110 handler om, at Muhammed, inden han døde, havde underlagt sig hele Arabien. I Kåre Bluitgens rækkefølge er sura 110 den fjerde sidste. Så han tolker den som at den handler om erobringen af Mekka, og det har han så skrevet ind i kapitlet i De skyggefulde haver. Ingen ved reelt, hvilken kronologi, der er den "rigtige". Måske findes der slet ikke en "rigtig" kronologi. Det er jo ret tvivlsomt, at Koranen overhovedet blev til ved at en profet ved navn Muhammed fik åbenbaringer.


Men fælles for Kåre Bluitgen og jeg er, at vi tolker det, vi læser i Koranen, ud fra den præmis, at fortællingerne om Muhammed udgør bagtæppet for den.


En underlig anmeldelse i Kristeligt Dagblad

Kåre Bluitgen har i sin genfortælling af Koranen i De skyggefulde haver taget udgangspunkt i den tekst, der rent faktisk står i Koranen, og suppleret med information fra de kendte islamiske historier, myter og forklaringer. Han har prøvet at gengive det, der foreligger. Han har ikke forsøgt at lave om på historierne, eller på betydningen, eller fortolke hvad meningen med teksten mon er i nutiden - eller pådutte muslimer, hvad de tror.


Derfor blev jeg noget overrasket over Damian Arguimbaus anmeldelse af De skyggefulde haver i Kristeligt Dagblad. Han skriver: "Kåre Bluitgen fortolker i "De skyggefulde haver" Koranen mere stramt end selv den mest konservative muslim er i stand til". Overskriften fortæller, at man bliver "misvist", der efterlyses "nuancer" - og teksten under billedet af Kåre Bluitgen sørger for at beskrive Bluitgen som "brændende ateist". Det er noget pladder. Bluitgen "fortolker" ikke Koranen politisk på nogen måde. Og man kunne spørge: "Misvist" i forhold til hvad? Det virker lidt som om anmelderen er bange for, at Koranens tekst skal blive læst, som den er.


Han har helt misforstået Kåre Bluitgens mission. Den er at afmystificere og afdramatisere Koranen ved at gøre indholdet tilgængeligt og sætte fokus på den som en god fortælling, ja, en fantastisk røverhistorie, ved netop at trække fortællingerne mere ind. Hans måde at lade "Allah" henvende sig tydeligt til Muhammed (fx "Muhammed, hvis du bare kunne se, når de vantro på Dommedag bliver hentet fra deres grave") eller til "folk i Mekka" gør, at Koranens indhold tydeligt henlægges til en historie om mennesker i 600-tallet, hvilket er en glimrende indgangsvinkel, for det er der, den hører til.


Faktum er, at alle de "farlige" krigeriske vers står i Koranen, og at baggrundshistorien findes i sira og hadith. Kåre Blutgen er tro mod disse ting, når han tager dem med i De skyggefulde haver.


Og á propos røverhistorie, så har Kåre Bluitgen slet ikke nævnt karavaneoverfaldet i Nakhla i De skyggefulde haver. Den historie danner ellers baggrund for et par vers i Koranen.



Kåre Blutgen er flink ved Koranen

Faktisk kan man argumentere for, at Kåre Bluitgen er flink ved Koranen og på flere områder fremstiller dens indhold bedre end det er. Dels fremstår Koranen i Bluitgens formidling mere struktureret og sammenhængende end den i virkeligheden er.


Men når det gælder nogle af de allermest problematiske ting, har han holdt hånden over Koranen. Et eksemel er i kapitel 100, Skilsmisse. Her undlader Kåre Bluitgen flinkt at fortælle, at Allah faktisk også instruerer i, hvad man skal gøre, hvis man skal skilles fra "kvinder", som endnu ikke har fået menstruation, hvis der er tvivl om, hvor vidt de måske kunne være gravide (65:4). Et andet eksempel er i kapitel 102, De forbundne, hvor Bluitgen lader Allah begrunde kvinders tildækning med, af de så vil blive genkendt "som gifte kvinder" og derfor ikke forulempet. Der står ikke "som gifte kvinder" i Koranen. Det er en pæn tolkning, som Kåre Bluitgen har indføjet. Påbudet omfatter også døtre. Så det mest oplagte er naturligvis, at de vil blive genkendt "som muslimernes kvinder" - og derfor ikke forulempet (33:59). Et tredje eksempel er i kapitel 104, Lyset. Her fortæller Allah, at kvinder skal bære slør og skjule deres tiltrækkende former, men der er dog undtagelser: De må for eksempel gerne vise sig for "ældre tjenere, som ikke længere har noget seksuelt begær". Men i den rigtige Koran står der ikke "ældre" (24:31). Det har Bluitgen indføjet. Det er et historisk faktum, at man i den muslimske verden kastrerede mandlige slaver. Bluitgen vælger bevidst at "redde" Allah fra at have ment "kastrerede mandlige slaver". Der er flere eksempler på, at Bluitgen har været venlig - og de handler næsten alle om kvinder.


Pointen er, at de steder, hvor Kåre Bluitgen rent faktisk bevidst har tolket betydning, har han gjort det til den venlige side.


På trods af disse små ting mener jeg, at De Skyggefulde haver i det store og hele er meget tro mod sit forlæg.


TEGNINGERNE


Illustrationerne er super fine. Der er 15 farvestrålende to-siders tegninger, som samlet set dækker de centrale temaer i Koranen. De er en vigtig del af bogen. Både fordi billeder gør læseoplevelsen mindre tung og mere levende, men også fordi de er med til at afmystificere det hele og sætte fokus på historiefortællingen. De er tegnet af Bosch Fawstin, som er vokset op som muslim. Da han i 2015 vandt en konkurrence om at tegne Muhammed, blev han angrebet terrorister. Han overlevede, og han har meldt sig som illustrator, indforstået med at det var en betingelse fra Kåre Bluitgen, at tegneren ville stå frem med navn.

Der er én af illustrationerne, som med sikkerhed viser Muhammed. Den viser ham i "haremet". Jeg vil ikke spoile noget, men jeg kan fortælle, at hvor Kåre Bluitgens tekst skåner Koranen lidt, når det gælder kvinder, så skåner Bosch Fawstins tegning ikke på samme måde profeten. Men hvorfor skulle han egentlig også detr? Den viser endda en ting, som ikke fremgår af Koranen, men som vi kender fra hadith.


Illustrationerne er også med til at understrege et (tror jeg) dybere formål med bogen. De skyggefulde haver udkom på 15-årsdagen for Muhammedkrisen. Jeg tænker, at en vigtig del af Kåre Bluitgens mission er, at holde fast i, at vi gerne må gendigte, tegne, formidle, diskutere og i det hele taget behandle Koranen akkurat ligesom alle andre bøger. Den er hverken farlig eller mystisk.


ANBEFALING


Jeg vil gerne anbefale De skyggefulde haver.


Det kan godt blive lidt langtrukkent at læse den ud i ét stræk, og da jeg var nået til side 200 syntes jeg, at nu måtte jeg da snart have fået alt at vide om Dommedag og Helvede. Selvom Kåre Blutgen har luget en del ud, så får man dog også i De skyggefulde haver et indtryk af, at der er mange gentagelser i Koranen. Men man kan tage De skyggefulde haver frem i ny og næ og læse et par kapitler, og man kan vende tilbage til den.


Hvis man gerne vil se og opleve, hvordan Koranen "rigtigt" er, så vil jeg anbefale, at man læser Ellen Wulffs gode oversættelse.


Men hvis man gerne vil læse en koran, som er struktureret som en sammenhængende historie, som fuldender historierne, og som hiver konteksten ind, sådan at man kan læse den uden at skulle søge oplysninger alle andre steder for at få den til at give mening, så kan man med fordel læse De skyggefulde haver. Den er ikke på nogen måde politisk. Den er heller ikke engang kritisk. Det tætteste, Kåre Bluitken kommer på at udtrykke sig konkluderende om den, er i forordet, hvor han skriver, at Koranen først og fremmest handler om at dele mennesker op i to: Troende og vantro. Men Herregud: Hvis man kan læse en hel koran uden at ænse dét, så er det fordi, man bevidst vælger at gøre vold mod sit intellekt.


De skyggefulde haver er formidlende og historiefortællende, og den er i meget høj grad tro mod Koranens egen tekst og dens tilhørende historier.