Jean Raspails apokalyptiske roman The Camp of the Saints fra 1973 vil efterlade dig dybt foruroliget. Den handler om, hvordan Vesten går til grunde, da den 3. verdens folkemasser sætter sig i bevægelse. Først for sent går det op for både idealisterne, opportunisterne, kujonerne og alle de andre, hvad konsekvensen af ideologien om "global samvittighed" virkelig indebærer, nemlig ofringen af deres egen verden.
I 1973 var bogen en advarsel. I 2020 sidder man rystet og tryllebundet og tænker: Hvordan kunne Raspail være så rammende i sin beskrivelse af flygtningekrisen?
Læs den hvis du tør. Den er en klassiker, og den er samfundskritik så det basker.
FORFATTEREN OG HANS ADVARSEL
Jean Raspail er franskmand og født i 1925. Han er forfatter, og som ung var han også opdagelsesrejsende. The Camp of the Saints er hans mest berømte bog. Den var kontroversiel lige fra starten, da den jo berører følsomme emner som race, civilisation og konsekvensen af massiv immigration, som ingen bryder sig om at tale om. Den handler om os og dem. Eller rettere: om os eller dem. Bogen er blevet anklaget for at være racistisk. Men læs den og døm selv om Jean Raspail er racist, eller om han egentlig "bare" ser racisme - forkærlighed for sine egne - som et vilkår, det er dumt at se bort fra.
På trods af dens status som kontroversiel "undergrundsbog", har The Camp of the Saints solgt godt, særligt i USA. Den udgave, jeg har læst, er den 5. amerikanske udgave fra 1995, det syvende oplag trykt i 2014. Den indeholder blandt andet et "Efterord" fra 1982, hvor Raspail beskriver, hvad der inspirerede ham til at skrive bogen: I sit hjem ved Middelhavskysten kiggede han ud over havet, og pludselig fik han en vision: Han så "dem" komme (en million af den 3. verdens fattige). Og han så det enorme problem, de repræsenterede, og som vores moderne moral gør os afmægtige overfor: "At lukke dem ind ville ødelægge os. At afvise dem ville ødelægge dem". Derefter skrev han bogen på 10 måneder, grebet af en nærmest overjordisk inspiration, og da han var færdig, var han udmattet og nærmes uigenkendelig for sig selv, fortæller han.
Der er ikke blevet lyttet til Jean Raspails advarsel i de 46 år, der er gået siden bogen udkom. Ikke kun én, men mange millioner ikke-vestlige migranter er kommet til Frankrig siden. I artiklen Fatherland Betrayed by the Republic (2004), som er med i mun udgave, (og som i øvrigt også har medført en racismeanklage), fortæller Jean Raspail desillusioneret om sit syn på Frankrigs fremtid. Han er overbevist om, at Frankrigs skæbne er beseglet, og at "hele Europa marcherer mod sin død". De kommende generationer af hvide europæere får det ikke let, spår han. Han skriver:
Hvad jeg ikke kan forstå, og som kaster mig ned i en afgrund af sorgfuld forvirring, er, hvordan så mange informerede franskmænd og så mange franske politikere bidrager, vidende, metodisk - jeg er ikke bleg for at sige kynisk - til den sikre ofring af Frankrig [...] på en stadig mere aggraveret humanismes alter.
HVAD HANDLER BOGEN SÅ OM?
Selve plottet i bogen er i grove træk følgende: Det hele starter med at Belgien lukker for adoption. En skare, hvis børn nu er blevet snydt for at komme til det forjættede paradis i Vesten, samler sig udenfor det belgiske konsulat i Calcutta, og da et stenkast giver indtryk af svaghed og en fransk ateist-filosof sender et opmuntrende smil, starter en massebevægelse. 1 million fattige indere myldrer ombord på en flåde af faldefærdige skibe, som sætter kurs mod paradiset Europa. Naturligvis hjulpet af vestlige idealister, som gerne ser den gamle verden gå til grunde.
I Frankrig og de øvrige vestlige lande skal man nu finde ud af, hvordan situationen skal håndteres. Præsidenten kalder sine ministre til råds. En enkelt undersekretær fra forsvarsministeriet foreslår til de andres chok det utænkelige: "Bang-bang". Men man beslutter sig for, at Frankrig "skylder sig selv" at være et moralsk forbillede og byde flygtningene velkomne, hvis de skulle finde på at gå i land i Frankrig. Præsidenten håber selvfølgelig at kunne dele generøsitetens byrde med de andre lande, og Rom-kommissionen træder sammen, hvilket (surprise) blot medfører, at der ikke sker noget. Alle håber i hemmelighed på, at "The Last Chance Armada", som flygtningeflåden nu kaldes i medierne, lander hos de andre, eller at den ikke når frem - samtidig med at de rider med på bølgen af globalt ansvar, moral og medfølelse.
Men armadaen når selvfølgelig frem. Efterhånden som den nærmer sig, bliver det mere og mere klart, at det er hele verdens balance, der står på spil. Hvis denne første invasion lykkes, og ikke møder modstand, så er millioner af fattige fra den 3. verden klar til at gøre det samme. Det bliver også mere klart, i hvert fald for læseren, at flygtningene ikke kommer med hatten i hånden, eller fordi de elsker Vesten eller hylder ideen om "brotherhood of man". De kommer for at få paradis. Og det viser sig, at på trods af al bragesnakken om at "we are all from Ganges now" og "There are no more hindus, no more frenchmen. Only Man, and that's all that matters", så vil franskmændene i de berørte områder hellere flygte end at leve med de fremmede. Hele verden ulmer og holder vejret i spænding sammen med læseren, for at se, hvad der sker i det afgørende øjeblik.
Jeg skal naturligvis ikke spoile, så jeg fortæller ikke mere. Der sker ting undervejs. Men nu har du fået en idé om handlingen.
DET STORE DYR I ÅBENBARINGEN
The Camp of the Saints er en gennemført apokalyptisk roman. Så gennemført, at den simpelthen tager udgangspunkt i - og har sit navn fra - en passage fra Johannes' Åbenbaring (Apokalypsen), som lyder:
"Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand. De drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by..."
Ifølge Jean Raspail er bogen symbolsk. Den skal læses som en lignelse, et billede. Den er spækket med symboler, blandt andet refererer navnene på nogle af de mænd, der i bogen "går i krig" mod "armadaen" (Dragasés og Notaras) til det østromerske riges fald til ottomannerne i 1453. De måder, hvorpå forskellige forrædere kommer af dage, driver også af symbolik. Begge led i navnet "Last Chance Armada" er også betydningsladede og byder sig til for fortolkning.
Men apokalypsen er det bærende billede. Og ingen dommedagsberetning uden Det Store Dyr i Åbenbaringen. "Dyret" har en central rolle i Johannes' Åbenbaring. Det er beskrevet som et 7-hovedet monster, som har fået magt, som alle vil tilbede, og som heldigvis engang vil ende i en stinkende svovlpøl sammen med Djævelen og Den falske profet. Dyret - the Beast - er over det hele i The Camp of the Saints.
Men hvad er Dyret så i The Camp of the Saint? Det er en uhåndgribelig størrelse, som inficerer menneskers tankegang, og som ifølge bogen har været omkring i et par århundreder. En russisk general kalder den world conscience - global samvittighed - og den er idealistisk og fanatisk. Nogle af dens allerværste tjenere er at finde blandt meningsdannere og repræsentanter for humanitære organisationer. Dyret nedgør og håner vestlige traditioner og levevis og nedbryder stoltheden over, hvad man står for.
Dyret kræver, at Vesten skal "tage sit ansvar på sig" og angrende gå bodsgang. Virkningen af dygtig agitation for "Dyret", beskrives et sted i bogen som når "de afsides hjernelapper, hvor anger, selvbebrejdelse og selvhad, stukket ind med tusind modhager, bryder ud og spreder deres leukæmiceller igennem en engang sund krop". Ja, Raspail har et malende sprog.
Dyret "godter sig og gnider sine klør", når paven kommer med en tårefremkaldende udtalelse om de stakkels flygtninge, og den franske præsident har Dyrets "slimede kæber" helt oppe om halsen, da han forsøger at "spille på begge sider" og være alting på engang, herunder både antiracist og patriot - og ender med udtalelsen om at "Frankrig skylder sig selv ... at planlægge en velkomst ..."
Spiddende samfundskritik
Mere end noget andet er The Camp of the Saints en spiddende symbolsk samfundskritik af utopien om én fælles menneskehed (brotherhood of man), menneskerettighedsideologien og idealet om multikultur. Det er en løgn, er bogens budskab, og den er destruktiv. Man ignorerer menneskets natur, og den barske realitet er, at den enes ret er den andens tab. Godt og ondt er ikke absolut - nogle gange er godt og ondt et spørgsmål om side. Og at fremme et samfunds destruktion er had over for dette samfund og ondt over for dets mennesker. Nedenfor er det budskab udtrykt med den belgiske konsuls bandbulle til de velgørenhedsfolk, der har hjulpet massemigrationen fra Calcutta på vej:
"I og jeres medlidenhed! ... Jeres forbandede, klamme, afskyelige medlidenhed! Kald det hvad I vil: Verdensbroderskab, velgørenhed, samvittighed ... Jeg ser på jer, hver og en af jer, og alt hvad jeg ser er foragt for jer selv og alt hvad I står for? Kan I ikke se, hvor det fører hen? I må være sindssyge!"
Og videre:
"I er gået for vidt! Og med vilje! Fordi I var så overbeviste om, at det var det rigtige... Og I var alle sammen så sikre på, at I kunne regne med vores folk. Spille på deres følelser, deres sympati. Pervertere deres tankegang med ubestemmelige følelser af selvbebrejdelse, dreje deres kristne velgørenhed over mod jeres egne bizarre mål. Tynge vores gode solide borgere ned med en fornemmelse af skam og skyld..."
Så fik han luft!
LIGHEDEN MED FLYGTNINGEKRISEN 2015
Jeg læste The Camp of the Saints første gang i sommeren 2015. Det var lige inden Flygtningekrisen rigtigt brød ud. Ren intuition havde fået mig til at anskaffe bogen: Jeg kunne svagt huske, at jeg engang som teenager havde set en uhyggelig bog hos nogle af mine forældres venner, som vistnok handlede om, at de rige lande blev invaderet af fattige "horder". Som teenager syntes jeg det var en foruroligende tanke, men nu, i 2015, følte jeg et sært behov for at læse den bog. Jeg vidste ikke engang, hvad den hed. Men jeg søgte og fandt The Camp of the Saints. Jeg slugte den nærmest uden at lægge den fra mig. Den ramte noget, på et tidspunkt hvor jeg fornemmede, at det netop var det, der var ved at ske i Europa.
Jeg tror, bogen hjalp mig til bedre at kunne forstå min egen instinktive reaktion på flygtningekrisen (frygt) og hvorfor politikere og myndigheder var så skræmmende handlingslammede. Når jeg læser min egen dagbog fra 2015, kan jeg pludselig genkalde, hvordan det føltes dengang:
Det virker helt surrealistisk at se i fjernsynet, hvordan flygtningene vandrer hen ad vejene og fylder togene på banegården i Budapest.... Og det virker som om, politikerne ikke formår at gøre noget... Jeg tror, verden er ved at ændre sig, for det virker så drastisk, det der sker lige nu.
Akkurat som i The Camp of The Saints. I 2015 magtede ingen at stoppe flygtningene, for ingen magtede at bruge magt. Grænserne blev ikke håndhævet. Viktor Orban blev dæmoniseret af EU's formodede "ansvarlige" ledere, og herhjemme var der nærmest dømt national skam, fordi Inger Støjberg havde indrykket annoncer i en libanesisk avis, som informerede om, at ydelserne var halveret, og at afviste asylansøgere ville blive sendt hjem. Disse "fjendtlige" annoncer fik mange til at "skamme sig over at være danske".
Det, som jeg dengang syntes var allermest skræmmende, var, hvordan alle - og ikke mindst de, der havde ansvar - virkede til at være styret af følelser og irrationalitet. Og hvordan almindelige danskere, der ligesom jeg følte "nej" dristede sig til at sige pippe op om det, blev dæmoniseret som racister og fremmedhadere og kaldt "den yderste højrefløj". Jeg var rystet over det, jeg oplevede som en mærkelig form for selvudslettende had, rettet mod mig og mine og det, jeg holder af.
Nu, i 2020 tænker jeg på det som "Dyret" fra The Camp of the Saints, som nærmest "slap tøjlerne fuldstændigt" og teede sig mere aggressivt end nogensinde før.
I 2015 var det selvfølgelig ikke bådflygtninge fra Calcutta, der kom. Faktisk valgte Raspail med vilje ikke at lade det være nordafrikanere, fordi han netop ønskede at historien skulle læses som en lignelse, og islam er heller ikke et issue. Men jeg er imponeret over, hvor meget, Raspail alligevel har fået med: Lige fra den følelsesmæssige hype i medierne til præsidenten, der ikke magter at gå imod opinionen, og befolkningen, der ikke forstår, at det, de ser på tv, har konsekvenser for dem selv denne gang.
Fiktiv situation - men autentiske tekster og udtalelser
Der hvor Raspail virkelig rammer, og er allermest kritisk, er de spiddende beskrivelser af de forskellige karakterer, eller rettere karikaturer, som symboliserer de roller, der også fandtes i 2015 - og som stadig findes. Især de magtfulde og venstresnoede meningsdannere får en hård medfart. Den værste skurk af dem alle er Clemént Dio, "chefbryggeren" på en ugentlig "sprøjte", som hver mandag "fylder de svage, komatøse hjerner" på sine 600.000 læsere med "giftigt spildevand, serveret i fancy saucer", og hvis "krigeriske intellekt" næres af "racehad" (mod hvide). En af hans specialiteter er at skrive om "verdensborgeren", som med hans pen kan tage mange former og størrelser, men "én ting ændres aldrig: hans foragt for traditionen, hans hån for Den Vestlige Mand som sådan, og mest af alt den patriotriske franskmand". Dette er blot en lille smagsprøve på Raspails beskrivelser. Totalt karikeret, men så meget desto tydeligere. Og naturligvis - igen - fyldt med symbolik.
Dog skriver Jean Raspail i et ultrakort forord:
Mange af de tekster, jeg har lagt i mine karakterers mund eller pen, lederartikler, taler, pastoralbreve, love, nyhedshistorier, udtalelser af enhver art, er faktisk autentiske. Måske vil læseren spotte dem undervejs. I lyset af den fiktive situation, jeg har skildret, bliver de så meget desto mere afslørende.
Det er genialt tænkt - og det fortæller, i hvilken grad, bogen var og er samtids- og magtkritik. Den siger: Er I klar over den ultimative konsekvens af det, I siger, skriver og dyrker, er?
Jeg kan desværre ikke genkende de konkrete tekster. Men de ligner da næsten til forveksling noget vores tids politikere, medier, talsmænd for diverse NGO'er, paven eller kulturpersonligheder kunne have sagt og skrevet. I den scene i bogen, hvor den franske regering kommer med sit første statement om flygtningesituationen, er der dukket fem hundrede reportere op, "alle mere optaget af retorikken end af sandheden". Dem kan jeg godt genkende!
ANBEFALING
Jeg vil ikke tøve et sekund med at anbefale The Camp of the Saints. Den har gjort et stort indtryk på mig, og den påvirkede helt sikkert min oplevelse af og tolkning af flygtningekrisen tilbage i 2015. Den gjorde, at jeg tænkte konsekvensen til ende. Ofte er et budskab netop meget tydeligere og sætter sig bedre fast, når det bliver givet som en fortælling. Sådan er det med The Camp of the Saints.
Den er skrevet i et meget underholdende og malende sprog, fyldt med sproglige billeder, hvilket gør, at man desværre nogle gange er nødt til at slå op i ordbogen, selvom man ikke gider, fordi man har så travlt med at læse videre. Sådan var det for mig. Bogen er desværre ikke oversat til dansk. Jeg har læst den på engelsk (originalsproget fransk), og jeg vil anbefale den udgave, jeg har læst, fordi den er suppleret med ekstra forord, et interview med Jaean Raspail, hans artikel fra 2004 og reaktioner på den første amerikanske udgave. Det er meget interessant.
Det er blevet sagt om den, at den er profetisk, og ja, det er den. Jeg sad nærmest med en følelse af ærefrygt over for Jean Raspails profetiske evner, efter endt læsning. Flygtningekrisen var jo på mange måder en virkeliggørelse af profetien. Men bogen er også et billede på en ideologisk og demografisk udvikling, der har stået på over en meget længere periode, og hvis konsekvenser bliver mere og mere tydelige år for år. I virkeligheden er profeti et dårligt ord, for det skjuler, at der er tale om "konsekvenser", som der er blevet gjort opmærksom på.
The Camp of the Saints bliver desværre mere og mere aktuel, samtidig med at håbet om, at den kunne have tjent som advarsel, svinder.
En lidt dyster aflutning på anmeldelsen. Beklager. Men bogen er stadig fantastisk god.
Jean Raspail: The Camp of the Saint. Sevent Social Contract Press Printing, 2014. Oversættelserne ovenfor er mine egne.