TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Peter Townsends spørgsmål efterlader islam i kritisk tilstand

April 25, 2019

LÆS DEN FØR DU KONVERTERER! 

Boganmeldelse.  Peter Townsends Questioning Islam. Tough Questions & Honest Answers About the Muslim Religion" er en letlæselig, overskuelig og meget systematisk bog, som helt enkelt stiller 3 naturlige og oplagte spørgsmål til islam:

 

  1. Er islams historiske påstande plausible?

  2. Er Koranen virkelig en perfekt og ufejlbarlig bog?

  3. Var Muhammed nu også et smukt eksempel? 

 

Læg mærke til mit splinternye kaffekrus fra Apostate Prophet. En god måde at støtte profeten :-)

 

 

EN MODVÆGT TIL DAWAH 

 

Uvidenhed og islamisk mission - en dum cocktail 

Islam gør krav på at spille en stadigt større rolle, både på verdensplan og i samfundslivet i mange traditionelt ikke-muslimske lande. Alligevel ved de fleste ikke-muslimer stort set ingenting om islam. De tror - uden at stille spørgsmål - at islam blot er en god og respektabel verdensreligion, som det er uhøfligt, respektløst eller endda "hadsk" at udfordre. 

 

Samtidig er islam en meget aktivt missionerende religion, og utallige hjemmesider, bøger og film søger at præsentere islam i det bedst mulige lys for at omvende folk til den rette tro. Islamisk mission kaldes dawah, og der findes særlige dawah-teknikker, som muslimer kan benytte sig af. En af disse "teknikker" går naturligvis ud på at undgå de svære spørgsmål. 

 

"Questioning Islam" er skrevet som en modvægt til dawah og blind tro. Dens mål er, at bringe fakta og viden ind i overvejelserne om islam. Det duer ikke at tro blindt uden at undersøge. Det gælder både uvidende ikke-muslimer, mennesker som måtte overveje at konvertere til islam - og det gælder muslimer. Kritisk undersøgelse skal der til. Men en lille omskrivning af Aristoteles' berømte ord udtrykker Peter Townsend sit mål og sit ståsted: 

 

The unexaminded faith is not worth believing  

 

 

Svar på de sædvanelige indvendinger 

Med tanke på dawah-teknikkens behændighed, når det gælder at undgå de svære spørgsmål, indleder Townsend naturligvis bogen med at afvise de mest almindelige afværge-greb. Han gør det - som han gør i resten af bogen - meget systematisk. Nævner dem en for en og tilbageviser dem med rolig, logisk ræssonneren:

 

  • Nej, jeg citerer ikke Koranvers løsrevet fra deres "kontekst". I øvrigt er det ret ironisk at insistere på "kontekst" i forhold til en bog, som samtidig påstås at være evig og universel. 

  • Nej, man behøver ikke kunne arabisk. At læse Koranen på arabisk kræver kendskab til ca. 2000 arabiske "rod-ord" (konsonantrødder). Det er direkte absurd at hævde, at disse 2000 ord ikke kan oversættes meningsfuldt til engelsk - et sprog med 250.000 ord.

  • Nej, islam bliver hverken mere eller mindre sand eller god af at man peger på andre religioners eventuelle problemer. Det er blot en måde at aflede opmærksomheden. I denne bog handler det om islam. 

  • Nej, islam bliver heller ikke mere sand af at være "den hurtigst voksende religion". Islams vækst skyldes højere fødselsrater og (i vestlige lande) migration, og i øvrigt er tilslutning ikke et bevis for sandhed.

  • Nej, det er ikke udtryk for had mod muslimer at stille spørgsmål til islam. Islamiske dawah-missionærer argumenterer uden den mindste blusel for at andre religioner er falske, og derfor må muslimer naturligvis forvente det samme af andre. Dialog går begge veje. 

 

Ulidenskabelig tone og rationelle værdier

Townsend prøver gennem hele bogen at gøre en dyd ud af at holde en sober og "ulidenskabelig" tone og argumentere rationelt. Han gør også en dyd ud af at referere til kilder, der ikke kan afvises af muslimer: Islams egne skrifter - og videnskabelige historiske og arkæologiske fund. Til forskel fra mange andre islamkritiske bøger, som nogle gange godt kan lyde meget farvede, forargede eller alarmistiske, er det Townsends intention at udtrykke sig så faktuelt som muligt. Hans ærinde er ikke at appellere til følelser eller være moraliserende. Det er at stille kritiske spørgsmål.

 

 

Men hvis Koranen står til troende er Allah et monster...

Dog kan han ikke helt undgå at lyde lidt sarkastisk af og til. For eksempel når han i kapitlet om Koranens mange selvmodsigelser skriver, at Koranens påstand om, at Allah med vilje har skabt mange af os til Helvede (7:179), jo faktisk gør den ellers formodede nådige og barmhjertige Allah til et "monster".

 

Han giver et pædagogisk billede på, hvorfor det både er selvmodsigende og ledt, at Allah på den ene side bestemmer, hvem der kan tro, mens de vantro på den anden side holdes ansvarlige og straffes med at brænde i helvede til evig tid: "Det svarer til at jeg spærrede for din bil, så du ikke kunne flytte den, samtidig med at jeg opkrævede en bøde af dig for holde ulovligt", skriver han. Bortset lige fra straffens hårdhed. Han fortæller, at der er utallige modsigelser i Koranen, når det gælder dom og straf, og at han kun har nævnt et par enkelte - og slutter: "Alt dette i en bog, som hævder ikke at indeholde en eneste selvmodsigelse". Sådan er tonen. 

 

 

Sharialov er ikke en opskrift på Utopia ...

Townsend er på rationalitetens side. Han står også ved, at bogens formål jo netop er at stille de kritiske spørgsmål - og imødegår dermed også en typisk indvending, nemlig hvorfor han kun forkuserer på det negative og ikke det positive. Der er rigeligt med lovprisninger af islam i andre bøger, skriver han. Han er heller ikke værdineutral. For eksempel afslutter han sin sammenligning af, hvad der er lovligt og ulovligt under henholdsvis sharialov og i et moderne (vestligt) samfund med at konstatere, at sharialov bestemt ikke er en opskrift på Utopia. Tværtimod vil sharialov uundgåeligt være et værn om "ulighed, uretfærdighed og grusomhed", skriver han.

 

 

... og man må gyse ved tanken om profetens eksempel

Efterhånden som bogen skrider frem, kan den opleves den mere og mere kritisk. Men det er ikke fordi "tonen" ændrer sig. Det er fordi vi når frem til emner som eksempelvis Muhammeds bifaldelse af voldtægt af krigsfanger og hans ægteskab med et barn. Her må Townsend nødvendigvis konkludere - som svar spørgsmålet om profetens "perfekthed" - at profeten ikke var perfekt, og at man må "gyse" ved tanken om, hvordan verden ville se ud, hvis alle fulgte hans eksempel.  

 

 

Den anonyme forfatter

Peter Townsend er et pseudonym. Vi må formode, at han er australier, da han hans forord "Why This Book" er skrevet i Sidney. På hans hjemmeside står, at han er forfatter og uafhængig "researcher". Det er selvfølgelig trist, at han ikke står frem som en "rigtig person", for det havde virket stærkere. Anonymiteten virker som at give efter for islam og er på en måde demoraliserende. Men jeg skulle jo nødigt selv snakke - og det er en refleksion værd for mig selv.   

 

SPØRGSMÅLENE OG SVARENE

 

Er islams påstande sande? Eksempler fra det historiske kapitel

Bogen går som nævnt systematisk til værks. Den tager simpelthen islams påstande en for en og undersøger: Er den her påstand sand? Det vil føre alt for vidt at komme ind på det hele, for bogen kommer stort set hele vejen rundt om islam. Jeg vil her blot nævne et par eksempler på, hvad han kommer ind på, fra kapitlet om islams historie: 

 

 

  • Nej, intet tyder på, at Abraham nogensinde skulle have været i nærheden af Mekka, udover en trosbaseret påstand fra Muhammed 2000 år efter den formodede begivenhed

  • Nej, hverken romerne eller perserne havde hørt om Muhammeds stamme Quraysh, til trods for at den påstås at have været dominerende i Arabien og ifølge traditionen skulle have erobret Mekka med romernes hjælp. Første historiske reference til Quraysh er 100 år efter Muhammeds tid. Højst bemærkelsesværdigt, efter som både romerne og perserne kortlagde og oplistede deres allierede stammer.

  • Nej, ingen havde heller hørt om Mekka, som ifølge islams historie skulle have været et vigtigt handelscenter og pilgrimsmål. Første kilde ud over Koranen, som nævner Mekka, er mere end 100 år efter Muhammeds tid (og Koranen nævner kun navnet Mekka 1 gang (48:24) og slet ikke i en sammenhæng der antyder, at Mekka skulle have været islams arbested). Dette i en del af verden, hvor handelsruter ellers var nøje dokumenteret. Derudover er der ingen arkæologiske fund overhovedet, der tyder på en gammel by der. 

  • Nej, islam er ikke "born in the full light of history" som den franske religionshistoriker Ernest Renan (1829-92) ellers i sin tid imponeret erklærede. Tværtimod kan man konstatere, at den tidligst kendte biografi, Sirat Rasul Allah, er redigeret af Ibn Hisham, som døde 200 år efter Muhammed, og at de kendte hadithsamlinger er samlet 250-300 år efter Muhammed. 

 

Eksemplerne ovenfor er naturligvis langt mere udbyggede i bogen, og de er som sagt blot nogle få ud af mange. Mange af bogens pointer var for mig blot en gentagelse af noget, jeg allerede vidste. På den måde var bogen for mig en dejlig bekræftelse på, at en anden også har fundet frem til mange af de samme ting, som jeg selv har - og endda har formået at skrive en letforståelig og pædagogisk bog om det. 

 

 

Særligt interessante ting i bogen - et par eksempler

Jeg fik dog også nye interessante ting med fra Peter Townsends bog, som jeg ikke vidste i forvejen, eller som var lidt uklart for mig. Her er et par eksempler:

 

  • Skriftlige kilder fra de arabiske erobringers tid. I afsnittet om islams historie gennemgår Townsend, hvad man kender af skriftlige kilder fra 600-tallet om de arabiske erobringer. Araberne erobrede jo netop steder, hvor der var en skriftlig tradition. Han nævner blandt andet Doctrina Jacobi (skrevet mellem 634 og 640), som er det tidligst kendte dokument, der nævner "en profet blandt saracenerne". Han nævner også patriark Soprhronius', beretning om arabernes invasion af Jerusalem, og den armenske biskop Sebeos' beretning fra mellem 660 og 670, som er den første reference til Muhammed - "Mahmet" - der skildres som allieret med jøderne. Ingen af de tidlige kilder nævner en særlig religion ved navn islam, eller særlig en hellig bog. I 730 skrev den kristne Johannes af Damaskus et værk imod "islam". Han levede midt i det formodede islamiske imperium men havde ingen ide om, at der eksisterede en Koran. Kilderne viser, at islam naturligvis ikke - som den islamiske historie hævder - opstod som en færdig religion midt i den arabiske ørken. Tværtimod tyder kilderne på en gradvis udvikling, fra en uklar monoteisme, som formentlig havde udspring i kristendommen, og at Koranen er konstrueret efterfølgende. 

 

  • Plagiat af jødiske og kristne apokryfe historier. I afsnittet om Koranen noterer Townsend, at Koranen selv fortæller, at Muhammed af sine samtidige blev beskyldt for at fortælle gamle sagn (fx 8:31). Herefter viser han, at den beskyldning faktisk ikke var helt ved siden af. For eksempel er Koranens vers om Abraham og hans faders afguder ret tydeligt plagieret fra det jødiske skrift Midrash Rabba, som ikke regnes som "faktuelt" i jødedommen. Ligeledes er verset om Kain og Abel, som mange kender, fordi det fejlagtigt er blevet trukket frem som et "fredsvers" (5:32), taget fra den jødiske Midrash. Versene om Jesu fødsel og barndom, som blandt andet oplyser, at Jesus talte i vuggen og blæste liv i en lerfugl, kommer fra "Det arabiske barndomsevangelium", som regnes for apokryft i kristendommen. Jeg havde læst om disse ting før, hos Ibn Warraq. Men Townsend gennemgår det grundigt og overskueligt og refererer store dele af teksten. 

 

  • Aha! Det er her, myten om "den mindre jihad" og "den større jihad" kommer fra! I afsnittet om jihad fandt jeg endelig svaret på et mysterium. I det danske undervisningssystem er det tilsyneladende en del af pensum om islam, at jihad først og fremmest er en "indre spirituel kamp". Den indre kamp er nemlig "den større jihad" - mens kamp med våben blot er en "lillebitte jihad" - og naturligvis kun tilladt som forsvar (se Wall of Shame). Jeg har altid undret mig over, hvor man har hentet belæg for den "lærdom" i de islamiske kilder, for jeg har hverken kunnet finde det i Koranen, i Hadith eller i korankommentarer. Tværtimod tyder alt dér på, at jihad er noget militært. Men Peter Townsend giver svaret. Han fortæller, at den "hadith", der nævner "den større jihad" kommer fra bogen "Bagdads historie" fra det 12. århundrede. I bogen fortæller en mand, at profeten, engang da han kom hjem fra et af sine slag, sagde til nogle af sine følgere, at de nu er kommet fra "den mindre jihad" til "den større jihad", som er kampen mod egne lyster. Den "hadith" anses af muslimske lærde som "svag", hvilket betyder "efter al sandsynlighed fabrikeret". Dels fordi den er fra det 12. århundrede, og dels fordi den ikke er nævnt andre steder. Men det var godt endelig at få opklaret, hvor den kom fra.     

 

Det sædvanelige argument om fortolkning adresseres

En god ting ved "Questioning Islam" er, at den hele vejen igennem er bevidst om, hvad islams apologeter måtte finde på at imødegå de kritiske spørgsmål med.

 

Kapitlet om Koranens mange videnskabelige og kosmologiske fejl - fx at jorden er flad (51:48), at himlen er et bygningsværk (2:22) og at stjerneskud er skyts mod satanerne (67:5) - er et godt eksempel, sammen med kapitet om de påståede "videnskabelige mirakler". Apologeter vil ofte sige, at de vers, der ikke stemmer med moderne videnskab, blot er ment metaforisk fra Allahs side. Men sjovt nok skal de vers, som man mener stemmer med moderne videnskab ikke tolkes metaforisk. Det er naturligvis en 100% vilkårlig "regel", som fortæller mere om fortolkerens ønsker end om noget som helst andet, skriver Peter Townsend. 

 

Mange apologeter bruger i øvrigt den samme fuldstændigt arbitrære regel, når det gælder voldelige vers i Koranen (eller pinlige hadiths for den sags skyld): De ubehagelige vers skal fortolkes metaforisk eller kontekstbetinget, mens de vers, man kan lide, skal fortolkes bogstaveligt og universelt. Faktum er, at Koranens opfordringer rent sprogligt er formuleret "open-ended", dvs. som generelle udsagn. Der står intet om, at de kun skulle gælde nogle bestemte vantro i en bestemt situation. Tværtimod. Man fristes næsten til igen at konkludere, at hvis den alvidende og almægtige Allah med vilje har formuleret sig sådan, så gør det ham faktisk - endnu engang - til et monster.    

 

Men bogen klæder læseren godt på med argumenter. 

 

 

Mysteriet: Hvorfor appellerer islam alligevel til så mange mennesker? 

Efter at have gennemgået hele raden af problematiske spørgsmål, ender Peter Townsend uvægerligt med at spørge: Hvorfor har islam alligevel appel og tilslutning? Lige netop til det spørgsmål kan Townsend ikke bruge sin logiske sans og islams kilder til at finde svar. Han kommer med nogle psykologiske overvejelser om blandt andet indoktrinering, forestillingen om at kritikere er fjender, følelsen at have "set lyset" og tilhøre gruppen af udvalgte, konsekvenserne ved at forlade islam, og kognitiv dissonans.

 

Det er et uhyre interessant emne, som jeg er mystificeret af, og som jeg godt kunne tænke mig at læse mere om. Hege Storhaaug kommer i sin bog ind på stammementaliteten som en forklaring, og Aminah Tønnsen skriver i sin bog, at hun har fundet tryghed og mening med livet i islam. Nabeel Qureshi beskriver i sin bog, hvordan han som muslim aldrig drømte om at stille spørgsmål, selvom han var trænet i at få kristne til at tvivle, og at han som barn fik at vide, at det var islam, der gjorde ham til et godt menneske. Det enkle spørgsmål, som endte med, at han senere forlod islam var: "Hvor ved du det fra?"

 

Det er svært at forstå, at nogle aktivt vil vælge at konvertere til islam. Særligt efter at have læst Peter Townsends analyse. Men Townsend berører kun spørgsmålet om islams appel kort. Hans fokus og sigte med bogen er et andet.  Han ender med helt roligt at konkludere: 

 

"Mennesker kan have mange forskellige grunde til at hengive sig lidenskabeligt til islam. Men de skal ikke i ét øjeblik henregne historisk, biografisk, tekstuel eller videnskabelig evidens blandt disse grunde"   

 

ANBEFALING 

 

Godt overblik og sober islamkritik

Hvis man ikke har noget imod at læse på engelsk, så vil jeg klart anbefale denne bog. Den er skrevet på et letforståeligt engelsk, og den er velstruktureret og nem at overskue og finde rundt i.

 

Jeg vil særligt anbefale den, hvis du ikke i forvejen har kendskab til islams problemer og går efter at få overblik over, hvad der kan hævdes at være problematisk med islam set fra et rationelt, logisk og videnskabeligt synspunkt, og i forhold til modsætningerne til moderne vestlige værdier. Det er godt beskrevet, du kommer hele vejen rundt, og du vil blive klædt godt på til at argumentere. Her er det en styrke, at bogen refererer til islams egne kilder. 

 

Hvis du er religiøst søgende og virkelig overvejer at konvertere til islam, så giver bogen dig stof til en ekstra overvejelse, og den giver dig spørgsmål, som du kan og bør stille både dig selv og dem, der har fortalt dig om, hvor fantastisk islam er. Tillad dig selv at stille spørgsmålene og overvej, hvordan du ville svare, hvis du skulle forsvare islam. Ville du være i stand til det uden at gribe til at anklage den kritiske spørger for "had"?  

 

Det er ikke i modstrid med rationalitet og fornuft at tro på ting, der ikke er modbevist. Ingen har  modbevist Guds eksistens. Men det går imod fornuften at tro på noget, der er modbevist. Ønsker du virkelig at bekende dig til at tro på, at Koranen er Guds ufejlbarlige ord, og at Muhammed var Guds sendebud? Helt ærligt - det er modbevist. Godt og grundigt endda.

 

Questioning Islam er ikke en af de bøger, du skal skynde dig at få fat i inden de bliver forbudt, fordi de er for provokerende, som for fx Muhammeds Koran eller The People vs Mohammed

 

Questioning Islam er sober og ordentlig islamkritik fra et rationelt ståsted. 

 

Peter Townsend: Questioning Islam. Tough Questions & Honest Answers About the Muslim Religion.  By Peter Townsend, 2014, updated June 2018

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon