TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Hamed Abdel-Samad: Islamisk fascisme

August 7, 2019

Boganmeldelse. I bogen Islamic Fascism argumenterer Hamed Abdel-Samad for, at vore dages islamisme på mange måder ligner det 20. århundreders fascistiske bevægelser. Men til forskel fra disse bevægelser findes grobunden for den islamiske fascisme ikke kun i en såret forestilling om storhed koblet til en ny ideologi. Kimen til fascisme findes i islams inderste kerne.

 

Hamed Abdel-Samad: Islamic Fascism, Prometheus Books, 2016

FORFATTEREN OG HANS BAGGRUND

Hamed Abdel-Samad er en kendt tysk-egyptisk islamkritiker. Han er født og opvokset i Egypten, og som søn af en imam lærte han Koranen udenad som barn. På universitetet i Kairo læste han fransk og engelsk, og efterfølgende rejste han som 23-årig til Tyskland, hvor han studerede politiologi på universitetet i Augsburg. I sin universitetstid var han en kort periode tilknyttet Det muslimske broderskab. Senere har han studeret japansk, undervist i islam på universitetet i Erfurt og været tilknyttet universitetet i München, hvor han skrev en afhandling om "jødebilledet" i egyptiske lærebøger.  

 

I dag er han forfatter på fuld tid. Han har skrevet adskillige islamkritiske bøger og artikler og har en YouTube-kanal - Hamed.TV - med op mod 130.000 følgere, hvor han blandt andet har udsendt serien Box of islam med 22 videoer, som henvender sig til et arabisktalende publikum. Box of Islam findes også med engelske undertekster her. Islamic Fascism er den eneste af hans bøger, der indtil videre er oversat til engelsk, og for ganske nyligt blev den også oversat til arabisk. Den blev til efter en forelæsning i Kairo i 2013 om religiøs fascisme i Egypten. Forelæsningen resulterede i adskillige fatwaer, som opfordrede til at slå ham ihjel, og han har siden måtte leve under politibeskyttelse. Det har dog ikke afholdt Hamed Abdel-Samad fra fortsat at kritisere islam.

DE 3 VIGTIGSTE BUDSKABER

 

(1) Islamisme er en form for fascisme

Bogens primære formål er at diskutere islamismens lighed med det 20. århundredes fascistiske bevægelser - men også at se på, hvor islamismen adskiller sig fra dem. Påstanden er, at nutidens islamistiske bevægelser er fascistiske. 

 

Ifølge Hamad Abdel-Samad findes ligheden mellem islamismen og fascisme både i det historiske og i det ideologiske. Bogen gennemgår, hvordan den moderne islamisme, grundlagt af indiske Maududi (bevægelsen Jamat-i-Islami) og egytiske Hassan al-Banna (Det muslimske broderskab) startede i 1920'erne, akkurat som de europæiske fascistiske bevægelser. Akkurat som Mussolinis fascisme og Hitlers nationalsocialisme var de baseret på ideen om en stærk stat (kalifatet) ideen om overlegenhed og retten til dominans over andre, og på en stærk militarisme og idealisering af at ofre sig for den politisk-ideologiske sag. Akkurat som de europæiske fascistiske bevægelser er islamismen kendetegnet ved et stærkt billede af en truende fjende (Vesten eller interne kritikere) - og ved en stærk antisemitisme. Og akkurat som det var tilfældet for nazismen i Tyskland og fascismen i Italien fik islamismen gode vækstbetingelser i et samfund, der på den ene side fandt sig selv i en ydmygende tilbagestående position, og på den andens side følte en historisk berettigelse til storhed.  

 

Der er overbevisende mange ligheder, og bogen giver i de første kapitler en god historisk gennemgang af udviklingen af den moderne islamisme og dens ideer, herunder også fascinationen af Hitler hos fremtrædende muslimske ledere. Der er selvfølgelig et forholdsvis stort fokus på Egypten og Det muslimske broderskab, men vi får også et billede af den iranske revolutions betydning for den moderne islamisme (hvis man kan kalde den sådan - altså "moderne").   

 

(2) Islamismen findes i islams inderste kerne

Der er også historiske og ideologiske forskelle mellem nutidens islamisme og det 20. århundredes fascistiske bevægelser.

 

Først det historiske: Fascismen og nazismen var i sin tid baseret på en ny ideologi, og både Tyskland og Italien kunne efter fascismens/nazismens militære og moralske nederlag i 2. Verdenskrig falde tilbage på andre ting, som historisk havde kendetegnet disse nationer og defineret deres kulturelle identitet. Det er ikke tilfældet for islamismen. Den er ikke blevet besejret militært og moralsk, og den muslimske verden har aldrig været tvunget til at forholde sig til islamismens forbrydelser eller reflektere over befolkningens egen andel i skylden. 

 

Det ville også være meget vanskeligere at finde noget at "falde tilbage på". For til forskel fra de europæiske fascistiske bevægelser er den islamiske version af fascisme ideologisk funderet i selve den religion, som i over 1000 år har været bærende for muslimers kultur og identitet. 

 

Hamed Abdel-Samads centrale påstand er her, at kimen til fascisme ligger i selve kernen af islam: i Muhammeds eksempel og i Koranens ord. Begge dele er for muslimer ukrænkelige. Som eksempler på fascistiske træk i islams kerne nævner han kravet om lydighed og underkastelse (islam betyder som bekendt underkastelse), og at Muhammed i Medina praktiserede både brutal udrensning af sine kritikere og fjender samt etnisk/religiøs udrensning. Muhammed funderede sit samfund på en stærk militarisme, og derved blev fjendebilleder en del af Koranen, og jihad blev et centralt begreb - og endda en religiøs pligt. Ifølge Hamed Abdel-Samad har Muhammeds voldelige gerninger "sået intolerancens frø i hjertet af islam". Han mener, at islam har "taget skade allerede ved fødslen", og han beskriver jihad som et virus i islam. 

 

Senere opstod også begrebet hakkimiyyah, forklarer Hamed Abdel-Samad, hvilket betyder "Allahs styre på jorden" og mere eller mindre betyder, at oprør eller uenighed mod den muslimske hersker svarer til oprør mod Allah. Forestillingen om universelt islamisk herredømme kalder Hamed Abdel-Samad for "den kroniske historiske sygdom i den islamiske verdens sjæl". 

 

Det er hårde ord mod islam, vil nogle måske tænke - og de vil måske afvise Hamed Abdel-Samads kritik alene fordi de tolker den som nedgørelse eller mistænkeliggørelse af muslimer. Kunne han ikke nøjes med at kritisere islamisme og så friholde islam? Men ifølge Hamed Abdel-Samad giver det ikke mening at skelne mellem islam og islamisme. Tværtimod er det et bedrag - og modproduktivt. Han skriver:

 

"Engang insisterede jeg på at skelne mellem islamisme og islam, fordi jeg tænkte, at det ville beskytte almindelige muslimer mod generaliseret mistro. Men efterhånden blev det klart for mig, at det blot hjalp islamisterne, akkurat som begreberne "islamofobi" og "moderat islamisme". At kalde islam for Fredens Religion og samtidig kritisere islamister, som om de er i et vakuum, er det samme som at antyde, at politisk islams ideer er sunde og gode og blot skal implementeres på den rette måde - og dermed tillade islamismen at krybe tilbage i debatten ad bagvejen (s. 187). 

 

Hamed Abdel-Samads vigtige pointe er, at ideerne om kalifat, militær jihad og "den evige fjende" netop ikke opstår i et vakuum. De er knyttet til dyrkelsen af Muhammed som et forbillede, til dét at skulle forsvare og retfærdiggøre hans gerninger (som vi i dag ville kalde forbrydelser), og til Koranens konsekvente opdeling af mennesker i troende og vantro, som igen forstærkes de mange leveregler for muslimer, der i dagligdagen fremhæver skellet. Nogle af islams kernelærdomme fører til islamisme, er argumentet - og det er vigtigt at forstå dette, for ellers kommer man aldrig islamismen til livs. Så vil virusset stadig være intakt, og sygdommen kan til enhver tid bryde ud. 

 

I stedet for at skelne mellem islam og islamisme finder han det meningsfuldt at skelne mellem islam og muslimer - mellem dogmer og mennesker. 

 

(3) Islam har ikke brug for en reformation men for oplysning og modernisering

Mange vesterlændinge håber på, at islam kan reformeres. De har indset, at islam indeholder nogle "uheldige" ting, men samtidig ser de det som urealistisk, at 1,6 mia. muslimer vil opgive deres religion. Derfor er de - for at bevare håbet - nødt til at "tro" på at reform er muligt. 

 

Her er Hamed Abdel-Samad dejligt befriende. For ham består en reform ikke af "nyfortolkninger", som jo ikke gør op med det, han ser som det grundlæggende problem: Muhammeds og Koranens status i islam som henholdsvis rollemodel og Allahs ufejlbarlige vejledning. I et interview med Spiegel fra 2010 mener journalisten (som i øvrigt flere gange er dybt pinlig og bl.a. kalder ham de konservatives "model-muslim") at Hamed Abdel-Samad "får det til at lyde som om", der ikke er en "stille revolution" i gang, repræsenteret af blandt andet den egyptiske teolog Nasr Hamid Abu Zayd. Hamed Abdel-Samad svarer: 

 

"Jeg kendte Abu Zayd godt og respekterede ham. Du ved vel, at radikale dommere dømte ham til at bleve skilt fra sin kone på grund af sine liberale synspunkter [han blev erklæret "ikke-muslim"], og at han måtte flygte fra Egypten til Holland. Men tænkere af hans type er undtagelsen. De fleste såkaldte "reformatorer" af islam minder mig om orkesteret på Titanic, som spillede mens skibet sank, for at give passagerene en illusion af normalitet. De underliggende problemer er ikke adresseret. .

 

I bogen forklarer Hamed Abdel-Samad, at det er muligt at modernisere islam.

 

Ikke med inspiration i Luther, for det er absolut ikke vejen frem for islam at gå tilbage til "islams kerne". Det arabiske forår viste netop, at det blot svarer til at erstatte det ene diktatur med det andet. 

 

I stedet skal man lade sig inspirere af oplysningsfilosofien, som hev Gud ned fra urørlighedens piedestal. Vejen frem for islam er at droppe Koranens og Muhammeds urørlighed, acceptere kritik og satire, og ikke mindst lære at "cope" med den muslimske verdens tab af magt.

 

Man skal forstå, at muslimsk enhed er en illusion, og at historien viser - til forskel fra den myte, man stadig klynger sig til i størstedelsen af den muslimske verden - at den arabiske verdens "guldalder" i middelalderen ikke skyldtes religionen islam, men derimod en åbenhed over for kritik, satire og fremmede ideer. Det er dét, man skal lade sig inspirere af. Hamed Abdel-Samad skriver: 

 

"Måske har islam mere end "sin egen Martin Luther" brug for sin egen Erasmus, Voltaire, eller Charlie Hebdo til at sætte en reform i gang" (s. 205)  

 

Han mener, at den islamiske fascisme vil blive blive overvundet før eller siden, for "sådan går det altid". Spørgsmålet er bare, hvor stor ulykke, den kan nå at forårsage inden det sker.

 

STYRKER VED BOGEN

 

(1) Historien og dens myter

For mig var det en fornøjelse, at bogen er fuld af historiske oplysninger. Dels er det med til at sætte islamismen i perspektiv, både i forhold til den europæiske fascisme og i forhold til islams historie. Men bogen sætter også fokus på, den måde, historien desværre ofte instrumentaliseres på, og som er med til at præge nutidens holdninger og selvforståelse blandt muslimer. Her bidrager bogen ved at gøre opmærksom på, hvordan selektiv og mytepræget historiefortælling bruges til at fremme islamisternes argumenter, ikke mindst i den islamiske verden. Et par eksempler: 

 

  • Myte: Guldalderen skyldtes religion: Islamister tillægger islam æren for den arabiske "guldalder" (mellem det 8. og det 12. århundrede) og bruger det som argument for, at et styrket islam er løsningen på de muslimske landes problemer og vil føre til en ny guldalder. Men Hamed Abdel-Samad fortæller, at styret i Bagdad dengang tværtimod var ret liberalt, og at sang, dans, alkohol og ikke mindst religionskritik (!) var tilladt, og at skoler som mutazilismen stillede spørgsmålstegn ved, om Koranens vejledning nu også var relevant som vejledning til evig tid.

 

  • Myte: Nedgangen er de andres skyld: Islamister ofte tillægger Vesten skylden for den islamiske verdens nedgang. Først var der korstogene, og så kom koloniseringen. Det bruges som bevis på Vestens påståede evige fjendtlighed mod islam, og man undgår ubehagelige spørgsmål om, hvorvidt religionen kunne have været en stopklods for udvikling. Men Hamed Abdel-Samad minder om, at der faktisk var mere end 500 år mellem det sidste korstog og Napoleons indtog i Egypten i 1798. Hvad skete der lige i den periode? Jo, der skete såmænd det, at osmannerne erobrede Konstantinopel og Balkan og først blev stoppet udenfor Wien i 1683. Der skete også det, at europæerne fandt vejen syd om Afrika til Indien, så de slap for at passere Middelhavet som var stærkt plaget af nordafrikanske pirater. Man opdagede Amerika, og den muslimske verden blev mindre interessant. Men ikke mindst skete der det, at muslimske magthavere gennem århundreder nægtede at gøre brug af ny viden og teknologi. For eksempel Gutenbergs trykpresse, som islamiske lærde frygtede kunne "forvride" Koranen. 

 

Desværre er det idag ikke kun islamister, der taler om "islams" guldalder og dermed fremmer det indtryk, at religionen spillede en stor rolle for succesen. Eller som glemmer de 500 år mellem korstogenene og koloniseringen af Nordafrika. Det gør stort set alle lærebøger, inklusiv de vestlige. Dermed er de med til at dyrke og styrke islamisternes yndlingsfortællinger.  

 

 

(2) Islam-apologien får tørt på

Hele bogen igennem mærker man, at Hamed Abdel-Samad har et indgående kendskab til islam, som både er funderet i viden og personlig erfaring. Det gør ham i stand til med autoritet og troværdighed at imødegå de sædvanelige apologetiske argumenter, der ofte bruges til at friholde islam. For eksempel, at "islam dyrkes jo på mange forskellige måder". Ja, der findes mange forskellige traditioner og måder at praktisere islam på i verden, medgiver han - hvilket sikkert er af interesse for antropologer og etnologer. Men det vigtige er, siger han, hvad muslimer på tværs af lokale kulturelle forskelle deler. Og noget af det, de deler er: sharia, islamisme og drømmen om kalifatet. 

 

Islam-apologeter og deres strategier får en hård medfart i bogen, hvilket er en ren fornøjelse. Et par eksempler:

 

  • Om relativering af jihad: "Visse muslimer insisterer på at relativere jihad-virusset ved at kalde væbnet konflikt med "islams fjender" for "den mindre jihad", mens den "åndelige kamp" for at søge Gud kaldes "den større jihad". Man skal ikke lade sig bedrage af den skelnen...." (s. 103) 

 

  • Om asymmetri mellem kritikere og ikke-kritikere: "Når jeg nævner islamisk fascisme, så bliver jeg altid udspurgt om min egen reference til islam, og min samtalepartner forlanger at få at vide, hvilken version af islam, jeg mener. Og dog undlod Tysklands muslimer at stille Merkel det samme spørgsmål, tilsyneladende uinteresserede i, hvilke dele af deres tro, hun refererede til (da hun sagde "Der Islam gehört zu Deutschland") - om det var den del med jihad, sharia og kønsapartheid (dyrket af konservative islamiske grupper, finansieret af Tyrkiet og Saudi-Arabeien), eller den, der dyrkes af reformister som Mouhanad Khorchide". (s. 162)      

 

  • Om Obamas henvisning til korstogene som forsvar for islam: "Politikeres job er at repræsentere deres borgere, ikke at lovprise, kritisere, forsvare eller på anden måde evaluere religioner, som borgerne måtte tro eller ikke tro på, og endnu mindre at relativere nutidige forbrydelser i islams navn ved at referere til korstogene, som om nutidens muslimer og deres religion ikke er værdig til at blive bedømt efter nutidige standarder, men skal dømmes efter middelalderlige standarder." (s. 166)

 

  • Om voldelige passager i Bibelen: "At citere voldelige passager fra Bibelen for at relativere Koranens voldelige passager, som mange gør, er tåbeligt: Det gør ikke muslimer noget godt at insistere på, at selvom deres hellige tekster er forfærdelige, så er andres det også, Under alle omstændigheder, så er de enkelte passager i sig selv langt mindre problematiske end den status, som de tillægges af de troende. Kristne, som i dag ser Bibelen som Guds uforfalskede og ufejlbarlige ord, kaldes med rette for fundamentalister, mens muslimer, som tror det samme om Koranen, blot anses for at være muslimer" (s. 167).   

  

  • Om sharia og demokrati: "enhver, der insisterer på at sharia og demokrati er foreneligt [er i mine øjne islamist], fordi, uanset om det er deres hensigt eller ej, så risikerer de at gøre demokratiet til en trojansk hest for politisk islam (s. 189) 

 

  • Om respekt for muslimer: "Muslimer som klynger sig til deres profets ukrænkelighed styrker de despoter, som undertrykker i hans navn, hæmmer forsøg på reformer og støtter terrorister som dem, der angreb Charlie Hebdo som "hævn" for en håndfuld tegninger. Samtidig forsøger islams velmenende venner i Vesten at holde fred på hjemmefronten ved at tildele Muhammed samme ukrænkelige status - hvilket ikke gør muslimer nogen tjeneste overhovedet, siden ægte respekt ville indebære en forventning om, at de kan handle spot og kritik på samme måde som alle andre religiøse grupper". (s. 204)

 

Også mange andre får råt for usødet, inklusiv den formodede moderate muslimske majoritet, som man ikke hører noget til, selvom der er stærkt brug for det; de tyske myndigheder, der nærmest er med til at institutionalisere konservative islamiske grupper og undlader at gøre det, der skal til; tyske nationalkonservative, der kaldes paranoide; og Thilo Sarrazin (forfatter til bogen Tyskland afskaffer sig selv fra 2010), som sammenlignes med Erdogan (ikke en kompliment), skønt sammenligningen dog mest går på, at de begge bliver hyldet som frelsere af hver deres gruppe i Tyskland. Bredsiden mod islamapologeterne er dog klart den bedste.

 

Hamed Abdel-Samad kan ikke beskyldes for at lefle for nogen. 

SVAGHEDER VED BOGEN 

 

Hvad med Europa? 

Hamad Abdel-Samad mener, at mange europæere er paranoide, fordi de tror, at islam vil overtage magten i Tyskland, sådan som Thilo Sarrazin forudser. Han mener, at det ikke vil ske, blandt andet fordi islamistiske grupperinger og muslimske magthavere har alt for travlt med at strides indbyrdes. Han mener, at mange af de tyskere, der er bekymrede over indvandringens konsekvenser er "aldrende", "frustrerede" og ramt af en "paranoid frygt", fordi de nu møder fremmede ansigter og sprog overalt. Han nøjes med at forholde sig til Sarrazins påstand om decideret overtagelse - men han ignorerer den berrettigede bekymring for vold, sekterisme og utryghed i et tidligere trygt land. Et sted får han skrevet, at:

 

"Alle sider i debatten må videre. Muslimer skal lære at reagere anderledes på kritik af deres religion, og ikke-muslimer skal lære at acceptere mørkhudede følgere af islam som deres med-europæere" (s. 167)

      

Dér blev jeg skuffet over Hamad Abdel-Samad. Jeg havde ikke forventet, at han ville inddrage hudfarve og nedværdige sig at reducere bekymring for islamisk indvandring til racisme - og endda samme sætning, som faktisk fortæller, at det, som muslimerne møder og skal forholde sig til, er kritik af deres religion. Han skriver jo (af gode grunde) ikke, at muslimer lære at reagere anderledes på kritik af deres hudfarve! 

 

Hamad Abdel-Samad er egypter, og han elsker naturligvis ikke Tyskland på samme måde som tyskere gør. Han er fan af de ideer om liberalisme og oplysning, som han har fundet i Tyskland. Men hans vision for Tyskland er multikultur, og han ser den nationale identitet som lige så forældet som religion. Han skriver: 

 

"At gå tilbage til gamle institutioner som modsvar til globaliseringens omvæltninger er et tegn på maglende kreativitet: hverken trøst eller den trygge følelse af at høre til vil komme fra gammeldags religiøse eller nationale identiteter, som bygger på eksklusion af andre. Fremtiden tilhører liberal multikulturalisme, og de som dyrker social "renhed" eller bygger høje mure omderes egne kulturer og religioner, tabte deres plads i den for længe siden." (s. 175).

 

Man kan selvfølgelig ikke forvente, at en udlænding skal føle fædrelandskærlighed eller ønske at bevare Tyskland som et nationalt og kulturelt fællesskab. Men igen blev jeg lidt skuffet over Hamad Abdel-Samad. Han sidestiller ønsket om at bevare det nationale fællesskab med eksklusion, selvom samme nationale fællesskab faktisk har taget imod ham og millioner af andre.

 

Dette selvom han i sin bog jo meget klart beskriver, hvilken enorm udfordring, Tyskerne også har lukket ind sammen med indvandrerne - nemlig deres problematiske ideologiske baggage, som Tyskland slet ikke er gearet til at håndtere. Det burde være forståeligt, at mange tyskere ønsker stop for yderligere indvandring.

 

Hamad Abdel-Samad er ligesom alle andre mennesker: Han føler kærlighed til sit eget. Han vil føle sig mest hjemme i et liberalt og multikulturelt Tyskland. Han er en fremragende islamkritiker, men han har ikke nogen dyb forståelse for tyskernes forhold til deres land. Han er lidt for tilbøjelig til at se indvandringsspørgsmålet - også kaldet "globaliseringen" - som en ligeværdig tilpasning mellem to parter. Her er jeg - og sikkert også de fleste tyskere - uenig. Det er vores hjem, vi taler om. Han underkender tabet.  

 

ANBEFALING

 

Jeg vil helt klart anbefale bogen, da det er rigtig god og velkvalificeret islamkritik. Der er rigtig mange guldkorn og slående argumenter. Det er muligt, at Hamad Abdel-Samad mangler forståelse for europæeres fædrelandsfølelser, men han har  en dyb personlig forståelse for det dilemma, mange muslimer står over for. Det er et stort plus. 

 

Bogen fremfører den meget vigtige pointe, at man aldrig kan komme islamismen til livs, hvis man ikke adresserer den mentalitet, der nærer den, og som findes helt inde i islams kerne - i dyrkelsen af Muhammed som ideal og Koranen som Allahs uforfalskede ord. Budskabet om, at den eneste farbare vej, hvis islam skal "kureres" for dens fascistiske træk, er at gøre op med Muhammeds og Koranens urørlighed, er vigtigt. Og der er ikke ret mange, der fremfører det. 

 

Bogen er et godt modsvar til for eksempel Aminah Tønnsen, som mener at man kan fortolke sig til en reform, samtidig med at man holder fast i de grundlæggende dogmer.   

 

Islamic Fascism er skrevet på et lettilgængeligt engelsk. 

Hamed Abdel-Samad: Islamic Fascism, Prometheus Books, New York 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon