TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Børneavisen misinformerer om terror

September 16, 2018

Billedet: Lad det være sagt med det samme: Jeg håber, at Børneavisen aldrig bliver en succes. Jeg håber, at lærere og forældre kan se, at den er politisk propaganda forklædt som neutrale "fakta" og krydret med chokoladecookies og venindesnak. 

  

Anmeldelse af Børneavisen fra Jyllands-Posten og Politiken 11. september 2018

 

​​Avisen der vil tage børnene i hånden  

11. september 2018 udkom første udgave af Børneavisen. Avisen udgives i et samarbejde mellem Politiken og Jyllands-Posten, og den henvender sig til børn i alderen 9-12 år. Dens formål at "tage børnene i hånden" i en tid hvor "fake news florerer" og "forberede børnene på samfundsdebatten". Børneavisen vil tage fat "også i de svære emner, der kan være vanskelige at snakke om". Ifølge den ansvarshavende redaktør fortjener børn nemlig: "En avis, der viser jer verden, som den er, og som er til at stole på". 

 

Børneavisen indeholder hyggelige artikler om veninderne Josefine og Anne, om Tinus og Anton, som er på sejltur på Øresund for at søge efter plastic, om Signe med autisme - og et interview med vores hyggelige statsminister, som tager en selfie med børnereporterne og betror os, at han bliver "ked af det" når han taber.

 

Men fokus for denne anmeldelse er "de svære emner": De emner, hvor avisen i særlig grad vil tage børnene i hånden og vise børnene verden, "som den er", og hvor "fake news florerer".

 

Terror: Et svært emne - for Børneavisen

I anledning af 17-årsdagen for terrorangrebet på World Trade Center, tager Børneavisen fat på "det svære emne" terror. Man kan undre sig lidt over, hvorfor det egentlig er sådan et "svært emne". Hvem er svært for? Det er i hvert fald et svært emne for Børneavisen. Det svære består i at dække emnet terror i anledning af 9-11-terrorangrebet uden at nævne ordet "islamisk", og samtidig lade som om, at dækningen troværdigt viser "verden som den er". 

 

Bonnichsen - en ekspert, der ikke tør nævne islam

Børneavisen har derfor allieret sig med "eksperten" Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere chef for Politiets Efterretningtjeneste. Hans holdninger er kontroversielle. Han mener nemlig, at vi kan undgå terror ved ikke at fornærme islam. Det er der dels ikke belæg for, og for det andet vil den strategi netop forhindre, at man taler om "det svære" i forhold til islam. Man skal helst ikke sige "islamisk jihad", for så risikerer man jo at støde muslimer, som så kan reagere med terror. Bonnichsen har blandt andet kritiseret Inger Støjberg for at forhøje terrortruslen ved at have en Muhammedtegning på sin iPad, og efter terrorangrebet ved Ariana Grande-koncerten i Manchester 2017, hvor netop børn og unge var terrormål, talte han for at "række hånden ud" mod potentielle terrorister for at undgå terror. Det var dog ikke helt klart hvordan. 

 

Bonnichsen er derfor ikke en neutral ekspert. Han er fortaler for appeasement som en strategi mod terror. En strategi som indebærer, at man helst ikke må problematisere ting ved islam af frygt for at  trigge radikalisering og terror. Derfor er han rigtig dårlig til at tage fat i emnet terror. Det er et "svært emne" for ham, fordi det er "følsomt". 

I 11. september-udgaven af Børneavisen lykkes det dog for Hans Jørgen Bonnichsen at svare på 10 spørgsmål fra børn om terror, helt uden at nævne islam. Her er et par af hans svar, som jeg har tilladt mig at kommentere kritisk. 

 

Hvorfor laver nogen terror? - "Blaming the victim"

Bonnichsen fortæller børnene, at terror skyldes, at terroristerne "føler sig uretfærdigt behandlet og misforstået". Derved gør han terroristerne til ofre for andres "uretfærdige behandling" og reducerer terror til at være "gengæld". Det budskab kan også kaldes blaming the victim.

 

Det er fuldstændig det samme budskab, som  islamistisk propaganda også promoverer. Den propaganda retfærdiggør og forherliger terror, og den prøver også at skræmme folk til ikke at kritisere islam og ikke lægge hindringer i vejen for udbredelse af islams love og regler. Bonnichsen glemmer helt at nævne for børnene, at terror netop er kendetegnet ved at have et politisk mål. Måske fordi han ikke har lyst til at, at nogen spørger hvad 9-11-terroristernes politiske mål så var.

 

Motivet til terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 var islamisk jihad. Det var den islamiske organisation al-Qaeda, som stod bag. Deres idegrundlag var jihad, som er en central doktrin i islam. Jihad går ud på, at muslimer skal kæmpe for, at islam skal herske over al anden religion. Det kan man se i Koranen, fx i vers 9:111. Læg mærke til, at nummeret passer med datoen for terrorangrebet, 9-11-1. Se også vers 61:9, 48:28 og 9:29. Jihad kan naturligvis udkæmpes med andre midler end vold. Men ifølge islams hellige skrifter er vold er en legitim og endda ærefuld måde, og målet med alle typer jihad er islams dominans. 

 

Det nedenstående citat fra Ahmed Akkaris bog "Min afsked med islamismen" beskriver, hvordan Akkari selv, som en ung mand, påvirket af islamisme prædiket i danske moskeer, reagerede på terrorangrebet i 2001. Han vidste godt, hvorfor der blev lavet terror:

 

"Hvorfor gør de det?", spurgte min far bekymret. Jeg kendte svaret, men gav det ikke. For min holdning til det, jeg så, var meget anderledes end min fars. Og jeg vidste, at hverken han eller det meget store flertal i Danmark ville forstå, at det, der nu skete på tv-skærmen, var led i noget stort og smukt"

 

"I moskeerne havde jeg tit hørt om den store krig, som skulle komme. Den var et uundgåeligt opgør med de uretfærdige vesterlændinge, som lever gudløst, har koloniseret muslimernes land og fører et hemmeligt korstog mod alle rettroende, indskærpede imamerne og de ældre lærde. At krigen var både rimelig og nødvendig fremgik af alle de hellige tekster. Det var Guds vilje, fortalte de, og jeg var enig". 

Ahmed Akkari  

 

Ahmed Akkari sympatiserede dengang med terror, ikke på grund af uretfærdig behandling eller at han følte sig misforstået, men på grund af doktrinen om jihad, som blev prædiket i moskeer i Danmark. Doktrinen blev udviklet for 1000 år siden, og ifølge den er det ganske enkelt en uretfærdighed, at islam ikke hersker i alle lande, sådan som Allah ønsker.

 

Akkari vidste dette. Muslimer ved det. Men hvorfor kan Børneavisen ikke tale om de svære ting?  

 

Hvordan undgår man terror? - Dhimmitude 

Bonnichsen og Børneavisen fortæller vores børn, at hvis vi bare hjælper dem, der har det dårligst, så kan man holde terror væk. Det lyder umiddelbart forførende og rigtigt, for så kan man jo gøre noget, og hvis folk har det godt, så er der jo ingen grund til at kæmpe, vel? 

 

Men hvorfra ved Bonnichsen egentlig, at det er sandt?

 

Hvad nu, hvis nogle mennesker faktisk går mere op i Paradis end i materielle goder? Hvad nu, hvis terrorister virkelig går op i deres sag? Egypteren Mohammed Atta, en af de ledende terrorister under 9-11-terrorangrebet havde læst til arkitekt i Cairo og derefter studeret videre i Hamborg. Han var ikke fattig og uden fremtidsmuligheder. Osama bin Laden, bagmanden bag al-Qaeda, havde en uddannelse i økonomi og havde arvet 100 mio. kroner efter sin far. Han var ikke en af dem, der havde det allerdårligst. 

 

Bonnichsen ignorerer fuldstændigt ideologi, religion og magt som motiver for terror, men fokuserer udelukkende på en social "uligheds-forklaring", hvis nærliggende løsning er at betale for at undgå terror, altså en form for afpresning. Den "løsning" er helt i overensstemmelse med islamisk sharia, som foreskriver, at ikke-muslimer i muslimsk dominerede områder skal betale for at være "beskyttet" mod angreb, altså beskyttelsespenge. De bliver dhimmier. Den egyptisk-jødiske historiker Bat Ye'or kalder accepten af dette for Dhimmitude. Hendes bog Eurabia fra 2005 beskriver, hvordan EU siden 1970'erne har søgt både sikkerhed og magt gennem en "dialog" med den arabiske verden, som reelt har betydet at imødekomme deres krav. Hun skriver om Dhimmitude: 

 

 

"Jeg har kaldt denne betingelse - "underkastelse med beskyttelse" - for ikke-muslimer i deres egne lande, opnået ved at overgive deres lande til den muslimske hersker, for "Dhimmitude". Underkastelse, fordi de vantro underkaster sig den islamiske lov, som eksproprierer dem, og beskyttelse, fordi den samme lov beskytter dem mod jihad og garanterer dem begrænsede rettigheder under et diskriminerende system, som de enten må acceptere - eller konfrontere valget mellem tvungen konvertering, slaveri eller døden. Dhimmitude er det direkte resultat af jihad".  

Bat Ye'or      

 

Bat Ye'or tager i sin beskrivelse af Dhimmitude udgangspunkt i islams historie og islams lovtekster. Hun har naturligvis fået den forventede kritik for at være "islamofobisk".

 

Men hvad tager Bonnichsen og Børneavisen udgangspunkt i, når de siger, at terror kan undgås ved at "alle har det godt". Hvorfra ved de det? Hvad hvis nogen først "har det godt", når Allah er tilfreds?

Skyldes de fleste terrorangreb i dag virkelig lokale konflikter?

På spørgsmålet om, hvor tit terror sker, svarer Bonnichsen faktisk slet ikke på spørgsmålet. Til gengæld forsikrer han børnene om, at de ikke skal være bange. For terror handler jo for det meste bare om lokale konflikter, og dem har vi jo ikke her i Danmark.

 

Bonnichsen og Børneavisen får det til at se ud som om de fleste terrorangreb i Europa i nyere tid har handlet om konflikterne i Nordirland og Spanien. Det er mildt sagt en fordrejning af sandheden. Sjovt nok passer eksemplerne Spanien og Nordirland heller ikke med deres egen forklaring om, at terror kan forebygges ved at "hjælpe dem der har det dårligst" og "forstå hinanden bedre", eller at terror skyldes, at nogen "føler sig misforstået".

 

Faktum er, at ETA, den Baskiske separatistbevægelse, i 2018 har undskyldt for sine terrorhandlinger, og at IRA, den Irske republikanske hær, i 2005 annoncerede, at de ville nedlægge våbnene. Derimod har der været et stigende antal af islamiske terrorangreb i Europa, ligesom der har været mange afværgede islamiske terrorangreb. Meget tyder på, at terror i dag skyldes en global konflikt mellem islam og ikke-islam.

 

Mange episoder i Europa idag omtales ikke engang som terrorangreb, fordi medier og politi vurderer, at der blot er tale om mentalt forstyrrede mennesker, som tilfældigvis bare råber "Allahu Akbar", mens de kører en bil ind i menneskemængder eller angriber tilfældige med en kniv. Mange af de angreb hører vi slet ikke om. Man skulle jo nødig gøre folk bange for islam og skabe spændinger. Her er et eksempel fra England, hvor tre drenge blev dræbt i Middlesex. Føreren af bilen, som kørte ind i dem, blev dømt som spritbilist, selvom han havde fuld kontrol over bilen. I et andet splinternyt eksempel fra i går kørte en "mentalt forvirret" mand en bil ind i en menneskemængde i den franske by Nimes. Heldigvis døde ingen. Danske medier har ikke omtalt det. Det er muligt, at manden er mentalt forstyrret. Men hvad er det, der får ham til at råbe "Allahu Akbar"?  

 

Børneavisen fortier vigtige fakta

Faktum er, at nutidens største terrortrussel har noget at gøre med islamisk jihad. Men Bonnichsen og Børneavisen vælger i stedet bevidst at fokusere på lokale separatistbevægelser, som ikke længere udgør en trussel. På den måde slipper de selvfølgelig for at nævne islam. Jeg forstår på en måde godt rationalet: Mistilliden kan ramme muslimer, og måske især muslimske børn, som jo ikke kan gøre for det. Frygten er så, at man "støder dem fra sig" og dermed bliver "skyld i" mere terror og jihad i fremtiden. Men hånden på hjertet: Hvem og hvad er det reelt, der skaber mistilliden og har skylden? Bør alle ikke være enige om, at det er terroristerne? Er det virkelig den rigtige strategi at fortie, at terrorister har et politisk mål, og at de gennem terroren vil skræmme os - for at opnå målet? 

 

Børneavisen henvender sig til børn, og man skal naturligvis passe på ikke at skræmme dem unødigt. Men jeg mener, det er et problem, at Børneavisen undlader at fortælle om den vigtigste årsag til terror, nemlig at terroristerne har et mål. Det er fake news. Og Børneavisen får aldrig talt om de svære ting, sådan som de ellers påstår, at de vil.

 

Det må kunne lade sig gøre at tale med børn om terror uden at lyve eller forfalde til at lave "blaming-the-victim" og retfærdiggøre terroren.  

 

Det værste ved Børneavisens terror-artikel er, at den bagatelliserer de terrorangreb, som har fundet sted i Danmark. Blandt andet ved at sige,  at i hvert angreb var der "kun 1 der blev dræbt". Som om det ikke er slemt nok. Begge angreb har været islamisk motiveret. Det fortier Børneavisen selvfølgelig. Men i 2015 var der faktisk 2, der blev dræbt, nemlig Finn Nørgaard og Dan Uzan.

 

Børneavisen kunne have fokuseret på det skræmmende i, at målet for terroren var at ramme ytringsfriheden og jøderne. Den burde have forholdt sig til, at terroren ønsker at skræmme til en bestemt adfærd. Den kunne have nævnt, at at der mødte 700 sympatisører op til begravelsen af terroristen i Brøndby. Men det havde nok været for skræmmende. I stedet vælger den at sidestille terror med uheld i trafikken!   

 

Børneavisen beskylder Trump for Fake News

Det ironiske er, at Børneavisen - efter selv bevidst at have undladt at nævne islamisk jihad i dækningen af årsdagen for 9-11 - peger fingre af præsident Trump for at lave fake news. "Kampen om sandheden", kalder de artiklen. De fortæller historien om, hvordan præsidenten løj om antallet af mennesker til hans indsættelse. 

 

Formidlingen til børnene er meget primitiv. Det er ret tydeligt, alene ud fra billederne, at Trump er både latterlig og farlig, mens "pressen" blot er en sympatisk udseende og sandhedssøgende ung mand, der stiller kritiske spørgsmål.

 

 

Ifølge Børneavisen bliver folk naturligvis "rystede", da de "finder ud af", at verdens mægtigste mand har fordrejet sandheden. 

 

Problemet er blot, at det billede, som Børneavisen selv viser (sammenligningen af de to menneskemængder), også har fået skyld for at manipulere med sandheden ved at vise folkemængden på to forskellige tidspunkter. Vi ved reelt ikke, om billedet viser "sandheden", eller en fordrejet sandhed. Men vi ved, at de amerikanske medier afskyr Trump. 

 

Børneavisen skildrer Trump som "den mægtige mand", mens medierne skildres som upolitiske, og som dem, der har en vigtig opgave med at "holde øje med at dem, der har magt, opfører sig ordentligt". Ikke som dem, der har magten. Men det er faktisk også en fordrejning af sandheden. Medierne har stor magt. En enorm magt. Deres magt består i, at de fortæller folk, hvad der er "sandheden". Akkurat som når Børneavisen siger, at den "viser jer verden som den er". Men hvem holder egentlig øje med om medierne opfører sig ordentligt? 

 

En af grundene til, at mange støtter op om præsident Trump, uanset hans facon, og uanset hvor mange, der mødte op til indsættelsen (hvilket jo reelt er en ligegyldighed), er netop, at de oplever, at medierne misbruger deres magt og fordrejer sandheden. 

Konklusion: Opfører Børneavisen sig ordentligt? - Nej

Jeg burde selvfølgelig forholde mig til, om avisen rammer målgruppen, og om børn kan have glæde af den. Den er da skrevet i et let læseligt sprog, som sikkert er fint til de 9-12-årige. Og fint nok med en artikel til børnene om, at læsning er godt for fantasien.

 

Men det duer bare ikke, hvis avisen misinformerer. Det mener jeg, den gør, når det gælder "de svære emner". Den giver sig ud for at være til at stole på og vise "verden som den er". Men samtidig fortier den vigtige oplysninger om terror. Den lader som om terror ikke har et politisk motiv og den påstår at terror mest handler om lokale konflikter. Den tør ikke nævne islamisk jihad. Det er for svært. I stedet får den "eksperten" Hans Jørgen Bonnichsen til at lave "blaming-the-victim" og bilde børnene ind, at terrorister blot er ofre for uretfærdighed, ulighed og manglende forståelse. Og at man kan undgå terror, hvis man blot "forstår hinanden" og sørger for at "alle" (dvs. især dem, der kan finde på at blive radikaliserede) har det godt.  

 

Det er et dårligt budskab. For hvis der virkelig er en reel konflikt mellem islams mål om herredømme og vores interesse som ikke-muslimer, hvorfor så fortælle børnene, at terror skyldes, at terroristerne "føler sig misforstået"? Hvem gør vi en tjeneste ved det? 

 

Jeg kan godt se, at det er et dilemma i forhold til de muslimske klassekammerater. Men alle ved jo, at der bliver begået terror i islams navn. Også de muslimske børn. Måske har de det skidt med det. Her svigter Børneavisen. Med sin forklaring af terror fortæller den det samme som den islamistiske propaganda: Den retfærdiggør terror som gengældelse for oplevet uretfærdighed, og den skyder skylden på påståede fordomme om islam og at "nogen har det dårligt". Det duer ikke. Det er ikke at tale om "de svære ting". Jeg mener, det er, hvad Bat Ye'or vil kalde Dhimmitude.  

Der må være en anden måde. 

 

Anbefaling

Jeg kan desværre ikke anbefale Børneavisen. Jeg ønsker og håber inderligt, at Børneavisen bliver en fuser, og at forældre og lærere godt kan se, at den er rigtig dårlig til at "tage børnene i hånden" og guide dem gennem en verden fuld af farlige fake news. Den leverer selv fake news. Og endda om noget, der er meget mere alvorligt og har langt større konsekvenser end hvor mange mennesker, der deltog ved præsident Trumps indsættelsesceremoni. 

 

Børneavisen burde faktisk have været på Korankaffes Wall of Shame sammen med Clio Online og Faktalink.

Børneavisen Nr. 1, 11. september 2018. JP/Politikens Hus. www.børneavisen.dk

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon