TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Yasmine Mohammed: Når misforstået hensyn støtter undertrykkelse i islams navn

November 29, 2019

Yasmine Mohammeds bog "Unveiled" bør være en øjenåbner for de, der tager mere hensyn til islam end til mennesker. Den er beretningen om, hvordan et dysfunktionelt og fundamentalistisk miljø legitmeret af Koranen og hadith kan nedbryde en piges vilje og tro på sig selv. Den er også den uhyrlige beretning om, hvordan en canadisk dommer dømte Yasmine Mohammed til intensiveret mishandling i hjemmet, da hun som 13-årig samlede mod og bad samfundet om hjælp. Dommeren ville tage hensyn til "kultur". Først efter et voldeligt ægteskab med en jihadist, indespærret bag tildækkede vinduer og i niqab, lykkedes det hende at bryde fri og langsomt genopbygge sig selv. Forargelsen over såkaldte liberale, der kalder kritik af islam for racisme, har motiveret hende til at skrive sin historie.

 

Yasmine Mohammed: Unveiled. How Western Liberals Empower Radical Islam. Free Hearts Free Minds, Canada, 2019

Yasmine Mohammed er født 1974 i Canada. På sin hjemmeside yasminemohammed.com beskriver hun sig selv som ex-muslim og menneskerettighedsaktivist, og der kan du læse mere om hende og organisationen Free Hearts Free Minds, som hun har stiftet, og som prøver at hjælpe apostater i muslimske lande, der befinder sig i en vanskelig og farlig situation.

 

På hendes side kan du se videointerviews, hvor hun fortæller om sit liv og sin sag, fx dette interview, hvor hun fortæller om sin bog og motivationen for at skrive den. Jeg kan kun anbefale at se disse interviews.  

 

Jeg vil også varmt anbefale at læse bogen. Den er fyldt med gode pointer. Nedenfor har jeg fremhævet de 2 budskaber, som jeg selv særligt bed mærke i.  

POINTE # 1: DOBBELTSTANDARDER ER RACISME 

 

Vold og mishandling

I "Unveiled" fortæller Yasmine Mohammed om sin opvækst i et fundamentalistisk islamisk miljø i Canada. Hun beskriver, hvordan hun blev kuet til lydighed og underkastelse. Det er skræmmende og nogle steder hjerteskærende læsning. I bogens indledende scene torturerer hendes nye "onkel" den 6-årige Yasmine, som ligger med bundne fødder, ved at piske hende under fodsålerne, fordi hun ikke har memoreret 3 suraer (kapitler i Koranen) godt nok. Hun kan næsten ikke gå, da hun om natten må op, fordi sengen er våd. Moderen var gift med "onkelen" som kone nr. 2, hvilket Yasmine først senere fandt ud af.

 

Der en også en scene, hvor Yasmine skal straffes, fordi hun har skrevet sit navn Jasmine - med J i stedet for Y. Onkelen mener, at det er fordi hun vil være som de vantro kuffar, og som straf bliver hun ført ud i garagen, bundet ved anklerne og klynget op med hovedet nedad som et slagtelam - og pisket på fodsålerne. Hun vågner fra bevidstløshed ved at moderen panisk skriger "Hvad skal vi gøre?". Moderen troede, Yasmine var død, og var bekymret for, hvad der så skulle blive af hende og manden. Onkelen misbruger naturligvis også Yasmine seksuelt, hvilket moderen nægter at høre. Det er forfærdeligt at læse om, hvad Yasmine har måttet gennemgå som barn af både fysisk og psykisk vold, og man sidder med følelsen af, at det er et mirakel, at hun har formået at rejse sig igen, og at hun er en person med en utrolig psykisk styrke. 

 

Canadas store svigt

Det er helt centralt at nævne, hvordan Yasmine blev svigtet af det canadiske retssystem, som gerne ville være "kulturelt hensyntagende". Som 13-årig truede hendes mor med at tage hende ud af junior high school, fordi hun havde canadiske venner. Moderen havde troet, at hijabben ville være en barriere mellem Yasmine og de andre, men Yasmines skolekammerater var ligeglade. De så hende som hun var og lod ikke hijabben definere hende.

 

Men hun var skrækslagen ved tanken om at skulle tages ud af skolen. Den var hendes forbindelse til livet. Så da hendes dramalærer Mr. Fabbro en dag spurgte hende, om hun var okay, brød hun sammen og fortalte om mishandlingen og viste ham de blå mærker. Han advarede hende om, at hvis hun gik videre med sagen, så risikerede hun at blive fjernet fra hjemmet. Men hun var klar. Hun håbede. Men så afgjorde dommeren, at fysisk afstraffelse ikke er ulovligt i Canada, og at på grund af "kultur" kan afstraffelser "nogle gange godt være hårdere end i den gennemsnitlige canadiske husholdning". Det er næsten overflødigt at skrive, at Yasmines situation i hjemmet absolut ikke blev bedre efter hendes "forræderi", og at hun blev taget ud af high school. Det svigt var med til at knække hende. Hun skriver: 

 

"Jeg har aldrig følt mig så svigtet i mit liv. Det havde været mit eneste håb, og det var smadret. Hvor er det modbydeligt at tillade, at et barn bliver slået, fordi hendes mishandler tilfældigvis kommer fra et andet land! Hvad har det med noget at gøre? Alle børn burde være beskyttet. Det gør ikke mindre fysisk, følelsesmæssigt eller psykisk ondt på børn, fordi de kommer fra en anden kultur. Vold og seksuelt misbrug er lige ødelæggende for alle børn, uanset kultur. Hvis min voldsmand havde været af tysk eller hollandsk afstamning, havde han så ikke været i fængsel?"  

s. 77

 

 

Racisme

Yasmine Mohammed kalder den forfærdelige dobbeltstandard, som dommeren udviste, for racisme. Det er bogens måske vigtigste budskab, at  det er udtryk for de lave forventningers racisme, når mennesker på grund af hudfarve, religion eller etnicitet ikke holdes op til samme standarder som alle andre.

 

Backlash

I bogen fortæller hun, hvordan dekanen på universitetet efter terrorangrebet 9/11 kaldte hende ind på sit kontor for at spørge, om hun havde oplevet nogen form for "backlash". På det tidspunkt gik hun stadig med hijab, skønt hun var holdt op med at tro. Det var bare stadig for svært at tage den af. Efter 9/11 ønskede hun mere end noget andet at tage den af, for hun følte, den fik hende til at se ud som om, hun var meddelagtig i eller samtykkede til det, der var sket. Men hun frygtede, at det ville skabe opmærksomhed, hvis hun tog den af nu, og at historien om, hvorfor hun havde forladt islam, måske kunne blive opfattet som en invitation til hadefulde ytringer mod de, der stadig var i religionen. Men sandheden var, at hun ikke oplevede noget som helst backlash. Hun skriver: 

 

"Åh, Canada! Hvis du blot vidste, hvad du havde med at gøre og hvor mærkelig din bekymring forekom mig. Nej, ingen havde fået mig til at føle mig ukomfortabel. Faktisk gjorde de sig de største anstrengelser for at jeg altid skulle føle mig godt tilpas. Jeg havde lyst til at slge til dekanen; "Seriøst, laver du fis med mig? Vi ønsker død over jer, og du er bekymret for, om vores følelser skulle blive såret?" Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det kvalmende og nedladende.  

s 221 

 

Alle er blevet vanvittige!

I bogens afsluttende afsnit takker Yasmine Mohammed alle, der har hjulpet og inspireret hende i arbejdet med bogen. Her får skuespilleren Ben Affleck den største tak.

 

Det var Afflecks ikoniske optræden i showet Real Time, hvor han opfyldt af selvretfærdig harme kalder forfatteren og religionskritikeren Sam Harris racist for at kritisere islam, som gjorde, at Yasmine besluttede at stå frem og fortælle sin historie. Ben Afflecks følelsesladede tirade, og ikke mindst at hendes liberale venner, som intet anede om hendes fortid, heppede på ham på Facebook, fik hende til at føle, at alle var blevet vanvittige. Det, Sam Harris sagde, var rigtigt, og endelig var der nogen, der talte om de her ting på tv. Og så skulle "denne tilsyneladende velmenende hvid skyld-plagede mand" stille sig i vejen.   

 

"Hvordan kunne jeg bare stå til, når jeg var omgivet af folk, som opførte sig latterligt? Jeg havde brug for at fortælle dem, at det ikke var Sam, som var grov og racistisk, det var Ben. Han var den, der forskelsbehandlede folk på grund af deres etnicitet - selve definitionen af racisme".  

s. 278

 

Det er ifølge Yasmine Muhammed et udtryk for dobbeltstandarder og lave forventningers racisme af værste skuffe, når folk, som ingen problemer har med at kritisere andre religioner, vil friholde islam fra kritik.  

POINTE # 2: ISLAM MÆGTIGGØR UNDERTRYKKERNE

 

Apologetens argument 1

Islamapologeter, som ikke har læst Yasmine Mohammeds bog, vil sikkert hævde, at hendes forfærdelige opvækst jo "bare" skyldtes hendes narcissistiske og dysfunktionelle familie og ikke har det mindste med islam at gøre. Det er sandt, at moderen er helt ualmindeligt ondskabsfuld. I bogen beskrives en situation, hvor moderen med vilje ødelægger Yasmines kyllingesuppe, selvom hun ved, at Yasmines mand vil blive rasende og voldelig, hvis den ikke er i orden. Moderen ønsker her at gøre datteren ondt, uden at det har noget med religion at gøre.

 

Men tag ikke fejl. Det er islam, som støtter, legitimerer og danner rammen for undertrykkelsen. Yasmine Mohammed beskriver meget klart i bogen, hvordan det foregår, og det er et indblik, som enhver, der læser bogen, bør tage med sig. Fra beskrivelsen af, hvordan de daglige rituelle bønner og tilhørende vaskeritualer hele tiden sikrer, at man ikke når at glemme sine pligter over for Allah, over opdelingen af alt i halal og haram -  til de fysiske afstraffelser og truslen om Helvede. Undertrykkelsen sker med hjælp fra koranvers og hadith (”vidnesbyrd” om hvad Muhammed har sagt og gjort), som ikke kan modsiges. Da Yasmines fanatiske mand er voldelig, får hun at vide at han ikke har gjort noget, forkert, for Allah har gjort det halal for mænd at slå deres koner (se koranverset her). Der er selvfølgelig også hadiths som påbyder kvinden altid at være seksuelt til rådighed for sin mand (fx her og her). Og at slå børn for ikke at kunne deres bønner er anbefalet af Muhammed selv (se hadithen her). Så man kan ikke sige noget imod det. Hvem vover gå imod Allah og Muhammed?   

 
Rædslen for Allahs straf

Det virker helt vanvittigt og svært at begribe, at mennesker i et moderne samfund som Canada i vores tid er oprigtigt fyldt med rædsel for, at Allah vil brænde dem i Helvede. Men sådan er det. Yasmine Mohammed beskriver, hvordan hun som 6-årig var rædselsslagen for Allah. Efter ”onklens” mishandlinger spekulerede hun på, om man mon også kan vænne sig til helvedesilden. Hun spurgte: 


”Hvis Allah brændte mit kød af, og så lod det vokse ud igen, og så brændte det igen i al evighed, vil jeg så ikke vænne mig til det?” ”Nej”, svarede min mor. ”Allah vil sørge for, at det hver eneste gang vil være lige så smertefuldt som første gang”.  Jeg var rædselsslagen for Allah, for Dommedag og for at brænde i Helvede…”

s.9 (se koranverset om at brænde kød af her

 

 

Påvirket af Djævelen 

Da hun som 9-årig skulle i hijab, fik hun hver dag at vide, at det var ondt at klæde sig som de vantro kuffar, og at hun ville komme i Helvede, hvis hun klædte sig sådan. Hun blev belært om, hvordan Muhammed under sit besøg i Helvede havde set kvinder hængt op ved håret, mens "deres hjerner kogte". Det var fordi de ikke havde dækket deres hår for fremmede mænd. 


Yasmine stillede spørgsmål som barn - det var svært for hende bare at acceptere alting. Men hun fik at vide, at det var Djævelen, som fik hende til at spørge. Hun blev også kaldt "det sorte får", fordi hun stillede spørgsmål. Hun beskriver her, hvordan hun efterhånden blev bange ikke kun for at spørge men at tænke: 

 

"Min mor besvarede mine gentagne spørgsmål med en lussing, med grimme hadfyldte ord og påmindelser om, at det var djævelen, der var trængt ind i min hjerne og hviskede disse tanker til mig. Shaytan, djævelen, var for stærk for mig at kæmpe mod. Jeg prøvede at sluge mine spørgsmål, men nogle gange kunne jeg bare ikke. Og som slaget rasede, blev jeg for skræmt til at stille spørgsmål, selv i mit eget hovede, eftersom Allah ville læse mine tanker og straffe mig for at tvivle på ham".

s. 17    

 

Det lyder forfærdeligt angstpræget og nærmest om en opskrift på skizofreni, men for Yasmine var det helt normalt, at Allah og Djævelen var mægtige og farlige, mens  hun ikke engang var i kontrol over sig selv.  Det var, hvad hun lærte.

 

Samme magt som Allah

Men også andre end Allah og Djævelen havde magt over hendes skæbne. Ifølge en hadith ligger Paradis nemlig "for mødrenes fødder” (se her), hvilket åbenbart betyder, at mødre er gatekeepers til Paradis og kan bestemme, om deres børn kommer ind. Den hadith udnyttede Yasmine Mohammeds mor selvfølgelig til at true sine børn, som var skrækslagne for, at hun skulle fjerne sin ”velsignelse”, så de skulle brænde i Helvede. Moderen fik nærmest samme magt over efterlivet som Allah. 

 

Yasmines mand havde også magt over hendes efterliv. Da hun forlod ham, blev han selvfølgelig rasende og truede med at slå hende ihjel eller vansire hende. Men han truede også med at ødelægge hendes efterliv. For "islamisk set" var de jo stadig gift, eftersom han ikke anerkendte skilsmissen, og mænd har åbenbart lov til at vælge at tage nogle af deres koner med i Paradis som supplement til jomfruerne. Så han truede med at vælge hende og gøre livet surt for hende i Paradis. Tankerne om det plagede hende længe, også efter at hun efterhånden kunne føle sig sikker i dette liv, da hun fandt ud af, at han var fængslet i Egypten. Han var medlem af al-Qaeda.  

 

Undertrykkerne er også undertrykt

Man kan godt spekulere lidt på, hvad der dog får mennesker til at være så terroriserende og kontrollerende over for andre.  Men også undertrykkerne ligger under for den evige frygt. Yasmine Mohammed forklarer, at muslimer er "ansvarlige for deres flok" (se fx hadithen her). Så når forældre slår deres børn, gør de det af religiøs pligt og frygt. Hvis ikke børnene bliver lydige muslimer, så kommer dels børnene i Helvede, men også forældrene har fejlet og skal stå til ansvar for deres fejl over for Allah på Dommedag. De risikerer at komme i Helvede. 

 

Da Yasmine hen mod slutningen af bogen viser sin mor, at hun er holdt op med at gå med hijab, får moderen et raserianfald og kalder hende en fradstødende luder, som burde slås ihjel, og som ikke længere er hendes datter. "Du er død for mig", råber hun, og "jeg ville ønske du var død". Da hun falder til ro, siger hun mere fattet og beslutsomt: 

 

"Jeg vil ikke risikere at lade dig leve til at forlade islam. Jeg vil slå dig ihjel før det sker. Du skal ikke trække mig med ned i Helvede

s. 233

 

 

Yasmine Mohammed beskriver således ikke "bare" nogle psykopatiske mennesker, som undertrykker andre ved at bruge Koranen og Muhammed som redskab. Hun beskriver et selvopholdende system af frygt og undertrykkelse, hvor hver generation hjernevaskes og pålægges at videreføre frygten, angsten og ufriheden. 

 

Apologetens argument 2  

Du vil sikkert være enig i, at en tankegang, der tilsiger, at man skal slå sit barn ihjel for at redde sit eget efterliv, er syg. Men islamapologeten vil sikkert sige, at det stadig ikke har noget med islam at gøre, og at det jo bare er nogle mennesker, der har "perverteret" religionen.

 

Det er næsten latterligt, når ellers fornuftige mennesker insisterer på at gøre en religion til offer. Oven i købet en religion, hvis centrale skrift - som har status af at være Allahs direkte ord og vejledning - side op og side ned truer med Helvede og Dommedag, kalder ikke-muslimer for fjenden og gør kvinder underordnede til mænd. Helt ærligt: Koranen og dens budskaber er en rygende pistol. Og alligevel insisterer mennesker, som udemærket godt ved, hvad Koranens ord fører med sig, på at fastholde den som hellig og friholdt fra kritik. Dét er i sandhed perverteret. De burde tænke over, hvad det i virkeligheden er, de beskytter.  

 

Sagen er, at frygt, vold og undertrykkelse legitimeret af eller påkrævet af islam er en realitet for millioner og millioner af mennesker verden over, hvilket Yasmine Mohammed også understreger i sin bog. Så hvad er rationalet i at foregøjle, at islam - en ideologi - er offer og kalde kritikere racister?   

 

I kapitlet om jødehad beskriver Yasmine Mohammed, hvordan hun følte sig ført bag lyset, da hun opdagede, hvad der stod i Koraenen af hadefulde ting, efter at have messet med på den (på arabisk) hver dag i årevis. Hun skriver: 

 

"Der er en fremherskende forestilling om, at Islam er Fredens religion. Kun mennesker, som aldrig har åbnet en Koran kan hævde det. Koranen og Hadith er chok-fuld - chok-fuld - af vold. I internettets tidsalder er der ingen undskyldning for tankeløst at gentage stykker af lyd. Uvidenhed er i dag et valg." 

s. 54

 

Hun kunne have tilføjet, at det også gælder for tankeløse vestlige apologeter for islam: Uvidenhed er i dag et valg. 

ANBEFALING

 

Jeg vil anbefale alle at læse "Unveiled". Den er skrevet på et let tilgængeligt engelsk og i korte, overskuelige kapitler. Jeg ville ønske, at den blev oversat til dansk, så flere danskere kunne blive oplyst af den. Udover de ting, jeg har nævnt, kan man også læse om Yasmine Mohammeds rejse ud af frygten, volden og ufriheden, hvad der hjalp hende, hvad der var svært, og hvordan hun er blevet den person hun er i dag. Bogen bør være en øjenåbner for fjolser som Ben Affleck, der mener at saglig kritik af islam er racistisk. Men Yasmine Mohammes livshistorie rummer også et budskab om håb og menneskelig styrke. 

 

Den kunne være et rigtigt godt alternativ til Sara Omars nyligt udkomne bog, Skyggedanseren, som jeg ikke har læst, men som får meget omtale i øjeblikket. Omar bliver hyldet som modig af alle de "rigtige", fordi hun beskriver kvindeundertrykkelse i islams navn. Men Omar bidrager efter min mening også til forløjetheden om islam, fordi hun hævder, at undertrykkelsen også er "islams tragedie" (se her) og at islam bliver "misbrugt" (se her) og gør et nummer ud af at tage afstand fra "fremmedfjendske kræfter" og "islamofobi" (hvilket som regel vil sige folk, der ytrer sig negativt om islam). På samme måde som Sherin Khankan og Aminah Tønnsen er hun splittet mellem at ville sætte fokus på islams problemer og samtidig holde islam hellig. 

 

En ærlig og fri feminist

Her er Yasmine Mohammed mere fri, og det er ... ja, befriende. Jeg vil slutte min varme anbefaling af hendes bog af med et citat fra et af de sidste kapitler i hendes bog. Situationen er, at hun har forladt islam og er i gang med at genopfinde sig selv. Hun skiver:

 

"Nu kunne jeg endelig være en oprigtig feminist, ikke en forvirret og konstant apologetisk muslimsk feminist. Jeg behøvede ikke at finde på undskyldninger for, hvorfor Allah kun giver piger det halve af den arv, deres brødre får, eller hvorfor en kvindes vidneudsagn i en shariadomstol kun er halvt så meget værd som en mands, eller hvorfor Muhammed sagde, at kvinder er mindre intelligente. Jeg kunne frit fordømme alt kvindehad uden at frygte at blive straffet i et eller andet efterliv". 

s. 246  

Yasmine Mohammed: Unveiled. How Western Liberals Empower Radical Islam. Free Hearts Free Minds, Canada, 2019

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon