TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Sherin Khankan konstruerer et nyt narrativ om islam, mens TV holder kameraet

October 19, 2019

 

Fake News eller portræt af en reformist? I dokumentaren "Rejsen mod oprøret", som blev vist på Danmarks Radio 17. oktober 2019 (her), prøver religionssociologen Sherin Khankan at konstruere et "et nyt narrativ" om islam, mens finsk stats-TV filmer og undlader at stille de oplagte spørgsmål. Og nej, det er skam ikke "fake news". Det er da bare aktiv socialkonstruktionisme, hvor man ændrer verden ved at skabe nye fortællinger.

 

Sherin Khankan poserer i sit lyse og spirituelt dekorerede skandinaviske hjem, hvor ikke en pude står tilfældigt.

 

KHANKAN OG SOCIALKONSTRUKTIONISMEN

 

Når man ikke kan generalisere om islam

Har du nogensinde prøvet at få at vide, at man ikke kan generalisere om islam? For eksempel i en diskussion, hvor du har nævnt noget om sharia og kvindesyn? For se bare på Sherin Khankan: Hendes islam er jo sekulært, demokratisk og indebærer ligestilling for kvinder. Så hvordan kan du tillade dig at komme med grimme generaliseringer om islam? 

 

Argumentet om, at man ikke kan sige noget fast om islam, på trods af at religionen faktisk har både dogmer og tekster, som definerer den, er en klassiker. "Islam er også Naser Khader", vil folk, som endnu ikke har lært at skelne mellem mennesker og religion, måske sige (tro mig, den har jeg hørt). Og ofte bliver netop Sherin Khankan brugt som eksempel på, at islam sagtens kan være noget helt andet end islam. 

 

Dokumentaren "Vejen mod oprøret - en dag med Nordens første kvindelige imam" er netop et sådant argument, hvor Khankans person i mere eller mindre grad flyder sammen med islam.

 

 

 

Khankan vil skabe virkeligheden gennem forællingen 

I filmen møder vi Sherin Khankan i Maryam-moskeen og i hendes hjem, og vi følger hende på en rejse til Fåborg, hvor hun holder oplæg for en flok danskere om islam. 

 

Khankan er religionssociolog og er helt tydeligt præget af den socialkonstruktionistiske tankegang. For de, der ikke har lært om det på deres uddannelse: Socialkontruktionismen handler om, at virkeligheden, som vi oplever den, er en social konstruktion. Måden, vi i samfundet taler om tingene på - de såkaldte diskurser - former og bestemmer vores oplevelse og dermed "virkeligheden". Men man kan også selv være med til at skabe virkeligheden ved for eksempel at tale anderledes om tingene og skabe nye fortællinger - nye narrativer.   

 

Sherin Khankan fortæller selv, at hun vil skabe forandring gennem "et nyt narrativ". Hendes mission er udfordre både de "patriarkalske strukturer" og "den voksende islamofobi" (dvs. den "fortælling" at islam er kvindeundertrykkende). "Det kan du kun gøre ved at skrive nye fortællinger om islam", siger hun. Det vil hun så gøre ved at "genlæse Koranen", men også ved netop selv at være fortællingen om islam, fx ved at være kvindelig imam og kun tage tørklæde på ved bøn og cermonier. Det er helt bevidst fra Khankans side, at hun i filmen kommer til at "flyde sammen med islam" 

 

Khankan peger også i dokumentaren (under foredraget i Fåborg) på forskellige positioner i forhold til islam - den traditionelle, den islamistiske  og så selvfølgelig "islamofoberne". Positionering er også et centralt begreb i socialkonstruktionismen, fordi mennesker ifølge teorien skaber deres identitet ved at positionere sig i forhold til diskurser i samfundet. Man medvirker så også til at positionere andre, fx ved at kalde dem islamofober. 

 

Religionssociologen Sherin Khankan er således helt bevidst om, hvad det er for et projekt, hun har gang i - nemlig skabelsen af en ny fortælling om islam -  og hun er bevidst om, hvordan dokumentarfilmen skal fremme det. 

 

Journalisten som mikrofonholder

En klassisk kritik mod aktiv konstruktion af virkeligheden gennem "nye fortællinger" er er, at det kan kamme over i manipulation og uærlighed. George Orwels "nysprog" fra bogen 1984 er et ekstremt eksempel. En anden kritik er, at det simpelthen bliver svært at have en samtale, når begreberne "flyder" og deres betydning konstant er til forhandling. For eksempel når nogle mener, at islam er en religion defineret ved velbeskrevne religøse dogmer, skrifter og ritualer, mens andre for eksempel hævder, at islam er lige pludselig "også er Naser Khader". Grænsen mellem sandt og falsk bliver hårfin, når sandhed og virkelighed er noget, vi selv skaber. Og det bliver ikke bedre af, at der konstrueres nye begreber og positioner som for eksempel islamofobi.  

 

 

Journalisten burde naturligvis have været bevidst om de velkendte problemer, som knytter sig til Khankans kontruktionistiske forandringsmetode. Hun burde have udfordret Khankan med relevante spørgsmål og bedt hende uddybe kritiske ting. Det gjorde hun ikke. Som i slet ikke

 

Dokumentaren fremstår derfor som rent mikrofonholderi. Nedenfor kan du se, hvilke spørgsmål journalisten burde have stillet.

 

 

SPØRGSMÅL JOURNALISTEN KUNNE HAVE STILLET SHERIN KHANKAN

 

Spørgsmål 1: Hvordan var det nu lige med de der piskeslag? 

På det tidspunkt, hvor dokumentaren bliver optaget, er Khankan i gang med at anlægge en injuriesag mod Martin Henriksen (DF), Naser Khader (K) og Marcus Knuth (V). De har beskyldt hende for ikke at ville tage afstand fra sharialov, nærmere bestemt piskeslag for utugt, og de har arbejdet for, at Khankans projekt Exitcirklen derfor ikke skal modtage statslige støttemidler. I filmen ser vi Sherin Khankan tale i telefon med en Vincent om en tekst, hun har skrevet. Hendes formulering er, at "magtfulde politikere, som uden at blinke producerer fake news, er farlige for systemet ... ".  


På et tidspunkt spørger journalisten faktisk Khankan om sagen (15:33). Journalisten nævner, at de tre politikere jo har "kæmpet indædt" for at få stoppet puljemidlerne og spørger Khankan: "Hvad vil du sige til dem?" Det virker ærligt talt som et aftalt spørgsmål. Khankan benytter så lejligheden til at fortælle, at ordet sharia jo bare er de 5 søjler i islam (bøn, faste, pilgrimsrejse, almisse til de fattige og så trosbekendelsen). Journalisten nikker, siger ja flere gange og spørger ikke yderligere. Seerne er nu blevet "oplyst" af statsligt TV om, at sharia bare er de 5 søjler ... Det er sharia naturligvis ikke "bare".

 

En dygtig journalist havde naturligvis spurgt ind til Koranens vers 24:2 om piskeslag, som er stridens omdrejningspunkt, og spurgt om Khankan tager afstand fra det. Så kunne Khankan potentielt have vist, at hun mener hvad hun siger, også når det bliver konkret. Dét havde da været noget at sige til de tre herrer.

 

På siden "Imamer om Koranen" kan du læse nærmere om Khankans afstandtagen til sharia.  

 

Journalisten nikker mens Sherin Khankan fortæller, at sharia bare er bøn, faste og almisse. Og det er slet ikke fake news.  

 

Spørgsmål 2: Er alting virkelig lige legitimt?

Den dag, hvor "Rejsen mod oprøret" optages, foretager Sherin Khankan en rejse til Fåborg, hvor hun holder foredrag for et dansk publikum. Hun fortæller, at hendes position i forhold til islam er "den modernistiske, spirituelle", og at:

 

"... den er lige så legitim som den traditionelle eller den islamistiske position - også selvom den ikke udgør en majoritet". (24:16)

 

Men hov. Hvad betyder det egentlig, at hendes "position" er lige så legitim? Betyder det, at alle positioner er lige legitime i islam, dvs. at det er fuldt ud berettiget og rimeligt som muslim at forbinde islam med sharialov eller være islamist? Er accept af stening en legitim position? Og hvis det er legitimt, hvorfor er det så egentlig "islamofobi", hvis danskere påpeger, at islam er forbundet med med sharialov, islamisme og kvindeundertrykkelse?

 

Disse spørgsmål kunne journalisten have stillet. En god journalist havde naturligvis set, at Khankans udtalelse på tydeligste vis sætter fingeren på reformmuslimernes største svaghed, nemlig deres tandløshed overfor såvel islamisme som traditionel islam og deres ukonstruktive kamp mod mennesker, der faktisk deler deres værdier om ligestilling og demokrati. 

 

Rejsen til Fåborg giver bestemt  ikke et indtryk af nogen "rejse mod oprøret". Hvilket oprør?

 Khankan fortæller islaminteresserede Fåborgensere, at traditionel islam og islamisme er "lige så legitim". 

 

 

 

Spørgsmål 3: Kan man godt tilbede sin egen fortolkning?

Dokumentaren portrætterer Sherin Khankan som oprigtigt troende. Vi ser hende knæle ned i bøn til Allah. Vi får at vide, at Allah har den fantastiske egenskab, at Han er uden køn (hvilket jo nærmest betyder ligestilling, ikke). Allah betyder "Den eneste ene"  og "Kærlighedens ophav", fortæller Khankan. Rigtigt betyder Allah dog "Guden", og ifølge Koranen tilbad "de vantro" guden Allah sammen med deres andre guder. Men det fortæller Khankan ikke, og journalisten ved det heller ikke. Igen bliver seerne "oplyst" om noget forkert, fordi Khankan har et narrativ om Allah, hun gerne vil have frem. 

 

Men Allah er faktisk Koranens ophav - ifølge islam. Derfor burde en god journalist selvfølgelig have spurgt mere ind til, hvorfor det egentligt er nødvendigt at "genlæse" og nyfortolke Allahs budskab? Khankan forklarer dog helt af sig selv, at de ikke-kvindevenlige koranvers, kun gjaldt i den specifikke kontekst, som eksisterede dengang. Idag gælder noget andet, for nu er konteksten jo helt anderledes. Khankan siger:

 

"Koranen er ikke en fastlagt bog. Du er nødt til at tolke den ind i den tid, du lever i, ellers bliver den ikke levende, ellers giver det ikke nogen mening". (10:19)      

   

Og med Sværdverset er det jo ikke anderledes end i kristendommen, får vi at vide. Det er bare en metafor for radikal forandring, og majoriteten af verdens muslimer læser i dag Koranen metaforisk. Man kan spekulere lidt på, hvor Khankan har den information fra. Men det interessante er i virkeligheden hendes påstand om, at Allahs budskab er defineret ved, hvordan man læser det. Altså af modtageren og ikke af afsenderen. 

 

 

Her burde en god journalist naturligvis have udfordret Sherin Khankan: Hvem skaber egentlig Allahs budskab?  Hvad fortæller hendes indre religionssociolog hende? Hvem er det, hun beder til? Kan man godt tilbede sin egen fortolkning?

 

Allahs "sjæl" burde jo findes i Koranen - og den (Allahs ånd) er vel i det mindste kontekst-uafhængig? Men Khankan mener altså, at den skal genlæses? Hvordan hænger det sammen?  

 

 

Khankan bøjer sig i ydmyg bøn for den selvsamme Allah, hvis budskab kun giver mening, når det bliver fortolket.

 

 

Spørgsmål 4. Hov. Hvor blev vers 1:7 lige af?

Enhver muslim, som ser bedescenen i dokumentaren, vil øjeblikkelig blive opmærksom på, at der mangler noget. I alle de muslimske tidebønner indgår sura 1 en eller flere gange. Hvis man beder 5 gange om dagen, vil man gentage suraens ordlyd 17 gange i døgnet. Den lyder: 

 

(1) I den nådige og barmhjertige Guds navn.

(2) Lovet være Gud, alverdens Herre,

(3) Den Nådige og Den Barmhjertige. 

(4) Herskeren på dommens dag!

(5) Dig tjener vi, og Dig beder vi om hjælp.

(6) Led os ad den lige vej!

(7) Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne. (Se her)

 

I filmen messer Sherin Khankan med sin smukke feminine stemme sura 1 på eksotisk klingende arabisk, mens vi ser teksterne på skærmen. Men hov: I tekstningen mangler det syvende vers! Teksten springer direkte fra "Led os ad den lige vej" til "Amen". Jeg kan på grund af utilstrækkelige arabiskkundskaber ikke gennemskue, om det kun er tekstningen, der mangler, eller om Sherin Khankan slet ikke siger verset. Det lyder som om teksten passer til det, der bliver messet. Men hvorfor mangler det? Burde en god journalist ikke have spurgt om det?

 

Episoden efterlader mig med en grim følelse af tilsigtet bedrag og fortielse. Der er noget, som enten Khankan eller DR med vilje ønsker at skjule for de danske TV-seere. Er det fordi, verset ikke passer med det ønskede narrativ om islam? Og hvis ja - burde man så ikke overveje, om narrativet er falsk - eller fake news?

 

Udeladelsen gør, at jeg mister tilliden til såvel DR som Sherin Khankan. Nogen er uærlige om islam. Hvorfor? 

 

 

Hvor blev vers 1:7 af? Har Sherin Khankan med vilje udeladt det, eller er det mon DR, som har vurderet, at danskerne ikke har godt af at se det? 

 

 

Spørgsmål 5: Hvordan er det nu med de dér patriarkalske strukturer?

Mange danskere ser Sherin Khankan som en reform-muslim og forestiller sig måske, at hun vil ændre islam. Men hvis man lytter nøje efter, så siger hun faktisk ikke, at hun på nogen måde vil lave islam om. Nej, hendes kamp er som sagt imod "de patriarkalske strukturer", og så selvfølgelig mod de islamofober, der hævder at de patriarkalske strukturer har noget med islam at gøre. Hun taler om "islamisk feminisme", som om det er noget, islam indeholder og nærmest endda virker fremmende for. Men gør islam nu også det? 

 

Jeg vil bestemt ikke underkende, at Khankan har gjort gode ting. Vi får at vide i filmen, at hun har lavet en ægteskabskontrakt for muslimer, som giver kvinden ret til skilsmisse og forbyder bigami, og at hun arbejder på, at det skal være muligt også for muslimske kvinder at gifte sig på tværs af religion. Det er gode og tiltrængte initiativer. 

 

Men en dygtig journalist havde nu nok alligevel stillet et enkelt lille spørgsmål om, hvordan det mon kan være, at de patriarkalske strukturer er så fremherskende i islam, og om ikke det måske kunne have noget at gøre med at Koranen legitimerer dem. Bare sådan for en god ordens og for professionalismens skyld. 

 

 

 

VURDERING OG ANBEFALING

 

På en måde har jeg lidt dårlig samvittighed over at skrive kritisk om Sherin Khankan, fordi hun som nævnt faktisk prøver at gøre noget for kvinders rettigheder inden for islams rammer og hjælpe mennesker, som har været udsat for fysisk eller psykisk vold, og som måske ikke føler, de har andre steder at gå hen, fordi de ikke tror, de kan få hjælp af ikke-muslimer.  

 

Bivirkningerne ved Khankans fortælling

Men hendes forsøg på at konstruere sig til reform ved at skabe "et nyt narrativ om islam" fortjener kritik. For der er temmelig uheldige bivirkninger ved det, selvom intentionen sikkert er god.

 

(1) Først og fremmest  bliver danskerne misinformeret. Det er i høj grad også journalistens og TV's ansvar. For det passer jo ikke, at sharia "bare" er de 5 søjler. Det er blot Khankans tolkning og fortælling. Og der er noget galt, når man er nødt til at undlade vers eller skjule tekst for at beskytte fortællingen.

 

(2) Dertil kommer, at hun er nødt til at "kæmpe mod" mennesker, som helt legitimt påpeger problemer ved islam - endda de samme problemer som hun selv hævder at kæmpe imod - og stempler dem som islamofober, igen for at beskytte sin fortælling. Det er splittende og ukonstruktivt. Igen er det også journalistens og producentens ansvar, at de fremmer narrativet om danskernes islamofobi.  

 

(3) I samme boldgade er hendes tandløshed over for islamisme og traditionel sharia-islam. Det er også problematisk. Tilsyneladende er relativisme (alt-er-lige-legitimt) den eneste måde, hvorpå reform-muslimer kan forsvare deres egen legitimitet. Det er fuldstændigt det samme som hos Aminah Tønnsen. Men set fra et dansk synspunkt, kan man med god ret sige: Hvad kan vi bruge reform-muslimer til, hvis de ikke engang kan modsige islamisterne, men i stedet retter deres "kamp" mod legitimt bekymrede danskere? Som Hamed Abdel-Samad skriver i sin bog Islamisk Fascisme, så er kan man nærmest kalde dem for islamister. fordi de ved at foregøjle, at sharia er foreneligt med demokrati, risikerer at gøre demokratiet til en trojansk hest for politisk islam.

 

 

Takket være journalistens manglende professionalisme svæver det også stadig i det uvisse, om Sherin Khankan kan tage afstand fra det konkrete koranvers om piskeslag.   

 

 

(4) Endelig er der så selve det principielle argument mod aktivistisk socialkonstruktionisme: Det er irriterende, forvirrende, anstrengende og hæmmende for meningsfuld debat og samtale, når begreber er noget, der altid er til forhandling. Det nytter ikke noget, at islam er defineret ved hverken Sherin Khankan, Naser Khader eller Basil Hassan for den sags skyld. Islam er en religion, og der er naturligvis nogle grundlæggende ting, der definerer den. Også selvom folk dyrker den på forskellig måde og i forskellig grad. Akkurat som med kristendommen, som man sjovt nok sagtens kan definere ret objektivt.. 

 

 

Anbefaling

Vil jeg anbefale nogen at se filmen? Nej, egentlig ikke. Den er dårligt journalistisk håndværk og mikrofonholderi og ukritisk skønmaling af islam.  

 

Hvis du er interesseret i en reel og nuanceret diskussion af, hvor vidt en reform af islam ved hjælp af "nye narrativer" overhovedet er mulig, så vil jeg anbefale Sam Harris og Majiid Nawaz' samtalebog: "Islam and the end of Tolerance". Sam Harris taler her om "de moderates dilemma", som netop handler om det uærlige i det "nye narrativ". Bogen kommer også ind på, hvordan narrativet om "muslimsk forurettelse" bruges strategisk af islamister - noget som kunne være værd at tænke over for både Khankan og DR, inden de næste gang fremmer forestillingen om "den voksende islamofobi".

 

Vi burde begynde at tale om De moderates dilemma. Det er nemlig ikke bare et narrativ. Det findes.    

 

 

Rejsen mod oprøret. En dag med Nordens første kvindelige imam. Dokumentar produceret af Svenska Yle 2018. 27:39 minutter. Sendt på DR d. 17. oktober 2019.   

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon