TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Muhammed underkastes psykologisk analyse

April 14, 2019

Boganmeldelse af J. K. Sheindlin: The People vs Muhammad 

 

Denne bog er totalt respektøs over for Muhammed, som ifølge forfatteren alt for længe har kunnet påberåbe sig immunitet ved at udgive sig for at være en hellig profet. Nu bliver han stillet for en domstol og anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Men først skal han underkastes en psykiatrisk vurdering... 

 

 

OM FORFATTEREN OG KONCEPTET

 

Ideen er god: Hvilken amerikaner elsker ikke en god og underholdende retssag? Særligt én hvor den anklagede er en arrogant berømthed, som har troet, at han var et usårligt overmenneske, hævet over loven, men som nu skal stå til ansvar for sine forbrydelser, hvis omfang og uhyrlighed overrasker og chokerer juryen, efterhånden som sagen rulles op og beviserne lægges frem. Jeg giver point for ideen.  

 

Forfatterens identitet er et mysterium. Men i lyset af bogens respektløshed overfor profeten, der betegnes som kultleder, og visse "kultmedlemmers" villighed til at bruge vold, er det forståeligt. Det eneste, vi ved, er, at J. K. Sheindlin er amerikaner, og at han eller hun var i starten af 20'erne og lykkeligt uvidende om islams ideer, da terrorangrebet 9/11 fandt sted. I årene derefter så hun, hvordan vestlige ledere fortalte deres befolkninger, at fjenden var "terror" (jævnfør "Krigen mod terror"), samtidig med at hun i TV jævnligt kunne se demonstrationer i islamiske lande, hvor vrede geværbærende og koranviftende muslimske mænd ønskede død over Vesten. Hun undrede sig over, hvorfor 9/11-terroristerne egentlig aldrig havde stillet krav eller givet et ultimatum. Det var mystisk. De angreb bare uventet, og var klar til at dø for noget, som vi borgere i Vesten var totalt uvidende om. Hvordan kunne det hænge sammen? Nysgerrig gik hun i gang med at læse islams skrifter, og blev rystet over, hvad hun fandt. Som hun skriver:

 

"For anyone who is to undertake an extensive journey into the core beliefs of the religion, Islam is a rabbit hole.Once you start your journey into the abyss, into the depths of Muhammad's depravity, there's no returning - you will emerge scarred and disturbed.

 

J. K. Sheindlin har efter eget udsagn brugt 10 år "i kaninhullet" inden bogen "The People versus Muhammad" udkom i 2015. Hun kan meget vel være jurist, da hun er drevet af retfærdighedssans og jo har taget på sig at agere offentlig anklager og få Muhammed dømt. Hun er helt sikkert ikke psykiater. 

 

Bogens formål er at smadre Muhammeds omdømme. Han skal rives ned fra piedestalen og eksponeres som den forbryder, han ifølge forfatteren var. På hver eneste side i bogen skinner det igennem, at forfatteren ikke har høje tanker om islams profet. Hun lægger som sagt ud med at kalde islam en kult og Muhammed kulteder

 

Den provokerende og ikke-neutrale stil er måske bogens svaghed, fordi det kommer til at undergrave troværdigheden lidt. Sheindlin gør ivrigt brug af spekulationer om Muhammeds selviske motiver. Eksempelvis skriver hun, at det "er indlysende, at Muhammeds forfølgelse udrensning af jøderne i Medina ikke skyldtes frustration, men hans egen frygt for at blive afsløret som svindler og bedrager". Det er en spekulation, skønt man sagtens kan argumentere for den (og det er da en meget oplagt tanke), men for nogle vil det nok trække ned i troværdighed.   

 

 

Det er synd, da hun faktisk har lavet grundig research. Hun har fundet rigtig mange pinlige hadiths frem, som hun bruger til at påvise diverse psykiatriske tilstande hos profeten. Det er en interessant, til tider underholdende og egentlig en oplagt vinkel. Man kan sige, at J.K. Sheindlin tager og bruger alle de hadiths, som Aminah Tønnsen opfordrer muslimer til at afvise med henvisning til at "sådan kunne vores perfekte profet da aldrig have sagt og gjort". Sheindlin vælger blot det modsatte  ræsonnement, nemlig at sige, at "man er da for dum, hvis man regner en mand, der sagde og gjorde sådan, for at være profet".  

 

 

På den anden side er det jo et anklageskrift, vi har med at gøre, og i amerikanske retssager (i hvert fald de underholdende af slagsen) er det jo ofte stilen, at anklageren kører hårdt på, mens forsvaret siger "objection!". Nogle gange siger dommeren "sustained", og andre gange "overruled". Og det er jo en anklagers job at sandsynliggøre den anklagedes bevæggrunde som et led i at sandsynliggøre, at vedkommende er skyldig i forbrydelsen. På den måde er bogen tro mod sit eget koncept: Retssagen, som selvfølgelig skal være chokerende, opsigtsvækkende og underholdende.  

 

Bevismaterialet er nogle gange stærkt. Særligt når der henvises til islamiske kilder i form af Koranen, hadith, tafsir og de af muslimer anerkendte og respekterede Muhammed-biografier. Andre gange forkommer beviserne mindre stærke, og det er især når der henvises til islamkritiske hjemmesider, som forsvaret nemt kan beskylde for ikke at være neutrale. Det er altid stærkest, når islam bringes i forlegenhed af sine egne historier.  

 

Retfærdigvis skal det nævnes, at J.K. Sheindlin har den distance til bevismaterialet, at hun finder det sandsynligt, at Muhammed er en opdigtet figur. Retssagen er derfor en symbolsk retssag mod "Muhammeds spøgelse". Det gør den dog ikke mindre interessant eller provokerende. Det er jo trods alt stadig en ret vild tanke, at islams åndelige forbillede - opdigtet eller ej - har træk, man i dag ville forbinde med personlighedsforstyrrelser, angstlidelser og psykose. 

 

Det må være hårdt for muslimer at blive konfronteret med denne ydmygende vinkel på Muhammed.  

MUHAMMED UNDERKASTES PSYKIATRISK VURDERING

 

Anklagen mod Muhammed lyder først og fremmest på forbrydelser mod menneskeheden: Voldtægt, røveri, afpresning, svig og bedrag, organiseret kriminalitet, pædofili, nekrofili, slaveri, terrorisme, systematisk folkemord og ikke mindst at opildne sine følgere til alt dette, hvilket ifølge Sheindlin har resulteret i 270 mio. døde. Kilden til de 270 mio. er Bill Warners oversigt "Tears of Jihad". Men det er slet ikke det tal, der er det centrale. Det helt centrale i bogen er at påvise Muhammeds psykiatriske sygdomsbillede. Jeg vil her nøjes med at nævne tre eksempler: 

 

 

(1) Den første åbenbaring var en psykotisk episode og Muhammed led af skizofreni

Det er selvfølgelig helt oplagt, at Muhammeds første åbenbaring var en psykotisk episode. Psykose er netop ofte kendetegnet ved høre- og synshallucinationer, som kan være meget skræmmende. Episoden, som fandt sted mens han fastede i dagevis i en isoleret hule, passer perfekt på den beskrivelse. Han oplevede at blive holdt fast, og han blev skræmt fra vid og sans og troede, at han var "besat". I den efterfølgende tid udviste han depressive symptomer og ville flere gange kaste sig ud fra et bjerg. Det var hans kone Kjadija og hendes fætter Waraqa, som fik ham overbevist om, at det var "Gabriel", han havde mødt, og at han var udvalgt til at være profet. Det hele er beskrevet i denne hadith fra Sahih Bukari

 

J.K Sheindlin forklarer, hvordan såvel indånding af vulkansk gas, fravær af sansestimuli i den mørke hule, sult og dehydrering som følge af fasten samt en række andre ting kan have trigget psykosen. Sheindlin vurderer, at Muhammed må have haft skizofreni. Udover at han kunne se sin usynlige ven "Gabriel", som ingen andre kunne se (fx her), så han også djinner (åndevæsener) og talte endda med dem (se fx her), ligesom han berettede at have fløjet til himlen på en buraq (eventyrhest), hvor han havde mødt Allah og profeterne (se fx her).

 

Som læser (og medlem af juryen) kan man levende forestille sig, hvordan Muhammed, hvis han havde levet i dag, ville være blevet indlagt på en lukket afdeling og kommet i behandling med antipsykotika.

 

Og man kan da ikke lade være med at fundere over, hvorfra i alverden Khadija og Waraqa vidste, at det var Gabriel, Muhammed havde mødt i hulen. Ingen jury ville købe en sådan forklaring, vel?

 

God pointe.

 

 

(2) Muhammed var dværg og led af et Napoleon-kompleks

Napoleon-komplekset handler om at have et mindreværdskompleks på grund af lav højde, som man så forsøger at kompensere for med arrogant, pralende, magtsøgende og aggressiv adfærd. J.K. Sheindlin hævder, at Muhammed rent faktisk var usædvandeligt lille, ja, faktisk dværg. Som bevis fremfører hun en hadith, hvor en mand siger til en af Muhammeds følgere: "This Muhammed of yours is a dwarf and fat". Følgeren modsiger det ikke (se her). 

 

Hvis man ikke tror på det, giver Sheindlin et andet bevis, nemlig den berømte fortælling om, hvordan Khadija "beviste", at "ånden" som fulgte Muhammed var en engel og ikke en djævel. Khadija testede ånden ved at lade Muhammed sidde først på sit ene lår, så på det andet, og til sidst på sit skød, mens hun spurgte "Er ånden der stadig?" Han svarede, at det var den. Så afdækkede hun

sine "feminine kropsdele" og spurgte igen: "Er ånden der stadig?" 

Da svarede han nej. Dette "beviste" naturligvis, at ånden var en engel, for enhver ved jo, at engle ikke kan være til stede, når en kvindes kønsdele er blottede. Historien findes blandt andet i Ibn Ishaq´s biografi, og den florerer på nettet i flere versioner. Muslimske sites hævder gerne, at Khadija blot fjernede sit slør, hvilket udvander historiens rationale og virker lidt for søgt.

 

Men J.K. Sheindlins pointe er en helt anden. Hun spørger retorisk læseren (juryen): Hvordan kan en påstået høj, muskuløs mand i sin bedste alder have sidde på skødet af en andrende kvinde uden at det har været særdeles ukomfortabelt for hende? Og ville en normal mand overhovedet have ladet hende fortsætte den latterlige forestilling? Sheindlin konluderer, at det er helt åbenlyst, at Muhammed var dværg. Khadija var en udspekuleret kvinde, som øjnede muligheden for at opnå magt ved at gøre Muhammed til profet. Da Muhammed senere blandt sine tilhængere fik status som Allahs udvalgte sendebud, startede hans storhedsvandvid, som mere eller mindre kulminerede med, at han troede, han var Gud. (Det er der et særskilt kapitel om i bogen).  

 

Som læser (og medlem af juryen) kan man levende se for sig, hvordan Muhammed må have fået andet at tænke på end "ånden", da Khadijas blottede sit skød mens han sad på det. Og ja, det forekommer ret langt ude, at den scene er islams ypperste bevis på, at Muhammed virkelig kommunikerede med en engel og ikke var besat af en dæmon.

 

 

(3) Muhammed led af OCD og har belemret hele ummahen med sine tvangshandlinger

OCD står for obsessive compulsive disorder. Lidelsen indebærer tvangstanker og tvangshandlinger, og den kan være meget belastende, fordi den kan komme til at styre et menneskes liv fuldstændigt. J.K. Sheindlins påstand er, at Muhammed var "rablende OCD", og at hele islam er præget af det. Lidelsen kan ifølge Sheindlin være trigget af profetens ernæringstilstand (mangel på svin, naturligvis) eller det faktum, at han konstant var plaget af lus (se her og her), hvilket kan have gjort ham besat af hygiejne.

 

Hadiths fortæller, hvordan Muhammed plejede at vaske hænder 2-3 gange og efterfølgende snøftede vand op i næsen for også at være ren dér (fx her) og hvordan han også befalede sine mænd at afvaske deres penis efter sex. Han præciserede endda, at hvis de havde samleje med konen flere gange lige efter hinanden, skulle de afvaske sig efter hver gang (se her). Selv hvis kun spidsen af penis kommer ind, er det nødvendigt med afvaskning (se her). Det må have været et vaskehelvede for Muhammed, hvis han virkelig - som han pralede med - havde sex med alle sine 11 koner på én nat (se her). Enhver hadithsamling med respekt for sig selv har hele kapitler om afvaskning. Muhammed forklarede de tvangsprægede afvaskninger med, at det var nødvendigt for at rense sig for synd (se fx her). Han påstod, at Allah ikke accepterer ikke bønner fra folk, der har slået en prut, før de har afvasket sig igen (se fx her). Grunden til, at man skal rense næsen tre gange, hver gang man vågner efter søvn, er, ifølge Muhammed, at djævelen har tilbragt natten inde i ens næsebor (se her). 

 

Vand har været et knapt gode i den Arabiske ørken, så de mange afvaskninger og det medfølgende fråds med vandet har formentlig været et problem, særligt i nogle perioder. Derfor fik Allahs udsending den "åbenbaring", at støv også kunne bruges (se fx her). Som det endelige bevis for, at Muhammeds tvangshandlinger var irrationelle og absolut intet havde med viden om hygiejne at gøre, som man ellers kunne have forventet af Guds sendebud, fremfører J.K. Sheindlin historien om "Brønden ved Buda'ah". Det var reelt en kloak, hvori der var brugte menstruationsbind, hundekadavere og andre stinkende ting. Muhammeds følgere spurgte, om de kunne foretage afvaskninger med vandet fra brønden. Han svarede: "Ja, vand er rent og bliver ikke besmittet af noget" (se her). Sheindlin siger til læseren (juryen): "Læg mærke til hvordan mændene anede faren ved vandet. Araberne har muligvis været primitive, men almindelig fornuft fik dem alligevel til at stille spørgsmål til deres åbentlyst gale mesters logik. I rest my case".   

 

Som læser må man uvægerligt smile af det latterlige i, at verdens skaber skulle gå op i, om en stakkels muslim har sluppet en prut på bedetæppet. Der står i Koranen, at Muhammed er det bedste eksempel til efterfølgelse (33:21), og at man skal adlyde ham (fx 24:56). Mange muslimer tror derfor, at deres chance for at blive frelst og komme i paradis afhænger af, om de følger profetens anvisninger ned i mindste detalje. Det betyder, at muslimske mænd skal klemme deres penis 3 gange, når de har tisset (se her), og ikke må skide i bederetningen (se fx her)

 

Det er unægteligt lidt sindssygt: En hel religion på OCD gennem 1400 år!  

 

 

 

... Og så er der alle de andre diagnoser

Ud over de tre eksempler, jeg har nævnt ovenfor, gennemgår J.K. Sheindlin alle Muhammeds sandsynlige diagnoser og tilstande. Eksempelvis: Psykopati, narcisistisk personlighedsforstyrrelse, misogyni og gynofobi, Messias- og Gud-kompleks, diverse overtro og angstlidelser, sexafhængighed, pædofili, nekrofili, impotens og for tidlig sædafgang. Også muligheden for at han skulle have haft en mikropenis (hvilket ifølge Sheindlin forklarer, hvorfor han tissede hugsiddende - se fx her - og forbød muslimske mænd at kigge på andres penisser, mens de tisser) samt syfilis bliver vendt. 

 

Alt i alt bliver det til godt 30 lidelser.     

ER DET IKKE BARE ET KARAKTERMORD?

 

Jo, på en måde er det. Formålet med bogen er nemlig ikke kun at få Muhammed dømt for sine forbrydelser efter nutidige standarder. Muslimer er fuldt ud klar over, at han var en krigsherre, at han erobrede Arabien, og at han fordrev og henrettede jøderne. De er blot vant til at retfærdiggøre hans handlinger og stadig påstå, at han var "det bedste menneske" og den perfekte rollemodel. Hovedparten af bogen er dedikeret til den ikke særligt flatterende psykiatriske vurdering af profetens person, hvilket er langt mere pinligt og ydmygende.  

 

I begrebet karaktermord ligger der en forståelse af, at karaktermord er en unødvendig ting og en beskidt taktik. Mange vil sikkert mene, at det er unødigt ondskabsfuldt at såre muslimers "religiøse følelser", og lige så mange vil sikkert mene, at det er risikoadfærd (et argument, der også er en indrømmelse af frygt). Muslimer vil kalde det "had" og regne det for at være et angreb på dem selv. J.K. Sheindlin er selv inde på, hvorfor muslimer føler sig så truede af, at deres profet fremstilles som en mentalt forstyrret kultleder. Det er fordi de ikke kan frafalde. De er pinedød nødt til at ære Muhammed. Og jo mere åbenlyst falsk, pinlig og usympatisk han fremstår, jo mere idiotisk fremstår man jo selv, når man skal forsvare ham. 

 

Personligt mener jeg, at det er fuldt ud på sin plads at hive Muhammed ned fra piedestalen, og jeg ville da ønske, at muslimer gjorde det samme. Det ville vel ikke være anderledes end da Lenin-statuerne i sin tid blev væltet rundt omkring i det tidligere Sovjetunionen. Jeg synes, J.K. Sheindlin har fuldstændig ret i, at Muhammeds spøgelse stadig hærger, og at det er på tide, at han bliver dømt efter standarder, der tager vores samfunds opfattelse at rigtigt og forkert alvorligt. Det er etisk forkert og ødelæggende for moralen, at en mand, der har begået folkemord, voldtægt og sexslaveri, skal idealiseres og at disse gerninger skal retfærdiggøres. 

 

Hadith er islams svageste punkt. Det er så umådeligt let at latterliggøre islam alene ved at pege på de mange sindssyge hadiths, som fx fortæller, at profeten anbefalede nogle mænd at drikke kamelpis som medicin (her), og at Satan prutter højlydt, når der kaldes til bøn (her). Hvordan kan man som islamkritiker næsten undgå at bruge dette oplagte våben, når man først har opdaget, at det findes? Forsvaret har kun to værdige muligheder:

 

(1) Muhammed var en falsk profet

(2) Historierne er falske. Dermed har de erkendt, at grundlaget for alt det, man "ved" om Muhammed, nemlig hadith, er falsk, og at ingen reel ved noget

 

  • Se også: Koranen var et kristen skrift og Muhammed var Jesus 

FORSVARET FOR MUHAMMED

 

The People vs Muhammed slutter med at retssagen begynder, og så kan forsvaret jo komme på banen. På hjemmesiden qurananswers.me findes blogindlægget "The People vs Muhammad – Psychological Analysis’ Refuted". Det er naturligvis kendetegnende, at ordet "hate" eller "hateful" forekommer ikke mindre end 84 gange, men bloggeren adresserer trods alt beskyldningerne. Her er afvisningerne af de tre eksempler, der er nævnt ovenfor:

 

Til historien om Muhammed, der sad på skødet af Khadija forklarer bloggeren, at Muhammed ikke sad Khadijas skød, men i hendes skød, og han viser endda et billede af, hvordan man kan sidde i nogens skød. Han argumenter også med at det ikke var Muhammed, der blev kaldt "dwarf and fat", men en "muhammedaner", altså en muslim. Og selv hvis det var Muhammed, så har det bare været et forsøg på hån, og der er ingen grund til at tro, at det er sandt. Han fremdrager blandt andet en beskrivelse af profeten som underskøn, hvis kilde er en pdf-fil, der hedder "Lesson 5". Hmm...    

 

Profetens formodede OCD afvises af bloggeren ved at han fremdrager nogle hadiths, som han mener viser det modsatte af OCD: Profeten sagde nemlig, at hvis man er i tvivl om man har slået en prut under bønnen, skal man kun rejse sig og gå for at vaske sig, hvis man kan høre eller lugte noget (se fx her), og at hvis man vasker sig mere end 3 gange, så er det for meget (se fx her). 

 

Profetens formodede skizofreni afvises med det argument, at der skal være 3 ud af 5 kriterier opfyldt for at kunne stille diagnosen, herunder usammenhængende tale og uorganiserethed. Bloggeren fremhæver, at profeten var en rolig og smilende mand, som aldrig udviste tegn på irrationel angst. Tværtimod talte han med stor klarhed, hvilket man ikke kan forvente af en person med skizofreni. Man kan jo se, hvor harmonisk og genialt, Koranen er komponeret. Desuden debuterer sygdommen ofte i ungdommen, hvilket taler imod at den hos Muhammed skulle have vist sig, da han var 40. Nej, åbenbaringerne var naturligvis guddommelige. Bum bum ... 

 

 

Tilbage står naturligvis naturligvis alt det andet. 

 

Hvem har fat i den lange ende? 

 

Som J.K. Sheindlin siger: I leave it up to the jury to decide.         

ANBEFALING

 

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvor vidt denne bog er seriøs eller ej. Bogen kan med rette placeres i kategorien "hån, spot og latterliggørelse", men der ligger også alvor bag hånen, spotten og latterliggørelsen.

 

Man skal kunne tage den provokerende stil og være forberedt på, at forfatteren af og til kommer med nogle spekulationer og hypoteser, for eksempel om profetens selviske motiver, eller om Khadijas motiver for at gifte sig med ham, som hun naturligvis ikke har belæg for. Det skal man ikke forveklse med fakta. Men det er et faktum, at der er utroligt mange sindssyge ting at finde i beretningerne om profeten, og at en del af dem i foruroligende grad (for muslimer) minder om det, man i dag vil betegne som seriøse mentale problemer. 

 

Jeg vil anbefale bogen for underholdningens skyld - eller hvis man ønsker man "skyts" til diskussioner med islam-apologeter. Så er der masser at finde her. Jeg må indrømme, at jeg er blevet nysgerrig efter at se, hvilke uhyrligheder man kan finde i J.K. Sheindlins anden bog: "Questions That Islam Can't Answer". 

J.K. Sheindlin: The People vs Muhammad. Psycological Analysis. 2015.

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon