TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Den forbudte historie: Historien om jihad

December 28, 2018

Boganmeldelse. Robert Spencer har begået en glimrende gennemgang af 1400 års jihad, fra Muhammeds togter til vor tids terror, som ifølge Spencer blot er en fortsættelse af den kamp for muslimsk dominans og magtovertagelse, som islam har påbudt og legitimeret lige siden Muhammed, og som har krævet millioner af ofre. Bogen viser til fulde, at jihad igennem historien har betydet lige præcis det, vores skolebørn - og ikke engang FBI -  helst ikke må lære, nemlig "hellig" krig mod de vantro.

     

 

NUTIDENS TABU

 

Selv terror-bekæmpere må ikke vide noget om jihad

Denne anmeldelse starter med en historie fra vores eget århundrede. I 2012 blev over 1000 dokumenter om jihad fjernet og kasseret fra det materiale, som blev brugt til at uddanne blandt andet FBI i at bekæmpe terror. Det kunne nemlig virke krænkende for muslimer.

 

Historien er nærmest klassisk for vor tid: 

 

Den venstreorienterede journalist Spencer Ackerman "afslørede" i 2011 i magasinet Wired noget af det materiale, FBI-agenter og andre blev undervist efter for at forstå islamisk terror. I materialet stod blandt andet, at "Enhver krig mod ikke-troende er retfærdig under islamisk lov" og "en moderende proces [af islam] vil ikke ske, så længe Koranen fortsat betragtes som Allahs uforanderlige ord". (Se det her)

 

Ackerman var forarget. Han vidste intet om islam, men tog for givet, at sådanne beskyldninger naturligvis måtte være falske. Det var så selvindlysende for ham, at han slet ikke fandt det nødvendigt at begrunde hvorfor.  

 

"Afsløringen" førte til at 75 krænkede muslimske organisationer i USA, herunder CAIR og Det Muslimske Broderskab, som ellers begge har bånd til terrororganisationen Hamas, lagde pres på FBI. De sagde, at materialet var forudindtaget mod muslimer og falsk. Obamas antiterror- og sikkerhedsrådgiver John Brennan gav dem ret. Han erklærede, at den slags "misinformation" kunne skade den strategi for bekæmpelse af "voldelig ekstremisme", som gik ud på at samarbejde med muslimske lokalsamfund om at undgå "radikalisering". 

 

Af frygt for at skade forholdet til muslimerne ved at nævne ting, der kan virke "fordomsfulde" og føre til en "forkert" opfattelse af islam, fratog Brennan således FBI muligheden for at forstå jihad. 

 

Episoden er beskrevet i bogens sidste kapitel, som handler om jihad i det 21. århundrede. Kapitlet hedder "The West Loses the Will to Live". En overskrift, der indikerer, at Vesten er truet.   

 

Bogens ildevarslende afslutning skildrer, hvordan Vesten i dag fornægter historien og dermed fratager sig selv muligheden for at lære af den og dermed kunne modgå truslen. Vi burde vide bedre.

 

Det ved man, når man har læst bogen.

 

 

Spencer og hans uønskede budskab  

Robert Spencer er en kendt og kompetent islamkritiker. Han har en mastergrad i religionsstudier og har skrevet  mange islamkritiske bøger. Han har også grundlagt bloggen Jihad Watch, som er en del af det, der kaldes Counter- jihad-bevægelsen på internettet. Spencer har tidligere afholdt seminarer for blandt andet FBI om islam og jihad, indtil de omkring 2010-11 (kort før episoden ovenfor) valgte ikke længere af benytte ham. 

 

Robert Spencer blev i 2013 forbudt indrejse i England. Det var planlagt, at han skulle tale ved en march i Woolwich, arrangeret af The English Defence Legue efter at soldaten Lee Rigby blev dræbt og forsøgt halshugget af islamiske terrorister, da han gik på gaden. Theresa May, som dengang var indenrigsminister begrundede forbudet med, at Spencers tilstedeværelse ikke ville være "conducive to the public good". 

 

Det fortæller noget om karakteren af den frygt, der er i Vesten i dag, at de, der har ansvar for ro og orden, efter et terrorangreb vælger at stoppe de stemmer, der vil kalde terroren jihad.

 

(Terroristerne retfærdiggjorde ellers drabet med koranvers, men Theresa May har siden forsikret offentligheden om, at der slet ikke er basis for terror og drab Koranen). 

 

Frygten for at være i krig med islam er så stor, at man er rædselsslagen for at gøre det til virkelighed ved at sige det. 

 

Derfor er Spencer uønsket og "farlig" mens Koranen sjovt nok ikke er det. 

HVAD HISTORIEN FORTÆLLER
 

Forbilledet Muhammed viste vejen - og gør det stadig

Robert Spencer fører os i "The History of Jihad" igennem 1400 års utrættelig jihad. Kapitel for kapitel gennem århundrederne. 

 

Bogen starter med Muhammeds slag og togter i det syvende århundrede, skønt Spencer dog erkender, at netop den del af islams historie formentlig slet ikke fandt sted. Men den er vigtig alligevel, for det er den, der har skabt det teologiske grundlag, etableret principperne og givet de pædagogiske læreeksempler til senere tiders jihadister. Muhammed, som er muslimers ultimative forbillede, deltog ifølge islamisk tradition i 27 slag og togter (raids) og udtalte ordende: "I have been made victorious by terror". 

 

Et vigtigt eksempel på læring for muslimer fra Muhammeds historie er forestillingen om, at vejen til muslimernes magt og succes er ubetinget tro og lydighed over for Allah: Allah hjælper nemlig de troende mod de vantro. 

 

Hvis man er troende, kan man vinde med Allahs hjælp, selv hvis man er i undertal. Det var læren fra Slaget ved Badr, hvilket naturligvis  er foreviget i Koranen (se sura 8). 

 

Hvis muslimerne derimod  ikke er lydige mod Allah, så fejler de. Det er "læren" fra Slaget ved Uhud (se sura 3), hvor muslimerne led nederlag, fordi de ikke troede og adlød. Så blev de straffet. Den forestilling er senere i historien blevet brugt til at se tilbagevenden til "det oprindelige islam" (som Muhammed udlevede) og fuld lydighed over for islam som løsningen på muslimers manglende succes. 

 

Muhammeds historie er i bund og grund en historie om magtovertagelse og erobring i 600-tallets Arabien. Islam er bygget op om hans åbenbaringer (Koranen) og hans (ifølge islam) forbilledlige eksempel. Så egentlig er det jo ikke så mærkeligt, at voldelig og militær jihad er blevet en del af islam. Opfordringer til at bekæmpe de vantro til de underkaster sig islam - og endda anvisninger om at give dem "hug over halsen" - er indlejret i Koranen og har status af Allahs ord.

 

Spencer citerer adskillige Koranvers for at vise, hvordan såvel jihad - og ligeledes det tilhørende dhimmi-system, som indebærer at kristne og jøder, der lever i områder, hvor islam dominerer, skal underkues og betale beskyttelsespenge - er institutionaliseret i islam. Det indgår i islamisk lov. Relationen til de vantro er foreskrevet i islams hellige skrifter, og den handler om islamisk dominans, forbud mod venskab og dhimmistatus. 

 

 

Gennem tiderne har der naturligvis været herskere, som har slækket på de foreskrevne regler i forhold til ikke-muslimer. Men fordi reglerne er "gudgivne" ligger de altid latent i religionen, klar til at blive håndhævet på ny. Et par eksempler fra bogen er:

 

  • Granada 11. århundrede: En muslimsk hersker havde slækket på reglerne om, at ikke-muslimer aldrig må have autoritet over muslimer og givet magt og ansvar til en jøde. Dette ophidsede muslimer i Granada så meget, at det førte til en pogrom, hvor 4000 jøder blev dræbt.  

  • Cairo 1301: En nordafrikansk vesir kom forbi Cairo på sin pilgrimsrejse til Mekka og så til sin misfornøjelse, at kristne og jøder dér havde højtstående stillinger og gik fint klædt. Dette påpegede han overfor den muslimske hersker, og der  blev så sat en stopper for den manglende efterlevelse af dhimmi-forskrifterne.

  • Det 20. og 21. århundrede: En fredsslutning med Israel vil for dedikerede muslimer aldrig være holdbar, idet vers 2:191 siger "og fordriv dem derfra, hvorfra de har fordrevet jer!" Allahs ultimative vilje er således, at muslimerne skal overtage landet. Verset bruges også af islamister som begrundelse for, at Spanien og Balkan skal "generobres".     

 
Herredømme over ikke-muslimer er desværre, ser det ud til, en uadskillelig del af islam.

 

 

Havde det ikke været for Charles Martel og korsridderne ...

"The History of Jihad" er omfattende og grundig. Den kan godt være lidt lang at komme igennem, selvom den ellers er forholdsvis nem at læse på engelsk. Men jihad igennem 1400 år er virkelig en lang affære. Spencer gennemgår som nævnt slavisk århundrede efter århundrede, hvordan muslimske herskere og krigsherrer konstant har ført jihad i tre verdensdele. 

 

Først erobrede Muhammed Arabien, og allerede få årtier efter hans død havde islams herredømme spredt sig til Irak, Syrien, Persien, Egypten, Det Hellige Land og Nordafrika. I det 8. århundrede blev også Spanien og Indien hjemsøgt af muslimske krigsherrers hellige erobringstrang. Spanien blev erobret, og muslimerne trængte endda langt op i Frankrig.

 

Havde Frankerkongen Charles Martel ikke stoppet dem ved Slaget ved Tours i 732, havde hele Nordeuropa ligget åben for erobring, skriver Spencer. Ingen magt var på det tidspunkt stærk nok til at kunne have stoppet dem. 

 

Muslimerne pressede også på mod Cypern, Kreta, Sicilien, Lilleasien og Konstantinopel, som var hovedsædet i det Byzantinske rige. Først var det de arabiske kaliffer, der iværksatte erobrings- og plyndringstogter, men i slutningen af 1000-tallet var det tyrkerne, som var kommet fra de Kasakstanske stepper, som var de dominerende muslimer. Det lykkedes dem at erobre Lilleasien, som dengang var befolket af kristne, hovedsageligt grækere. Det Byantinske rige var nu stærkt reduceret, og Konstantinopel var i fare. Pave Urban II så faren for den kristne verden, og i 1095 kaldte han til det første korstog. Dette på trods af bruddet mellem den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke 40 år tidligere. Spencer har grundigt citeret i bogen, hvad Urban skulle have sagt i sit kald. Blandt andet: 

 

"For your brethren who live in the east are in urgent need of your help, and you must hasten to give them the aid which has often been promised them. For as you have heard, the Turks and the Arabs have attacked them ...."

 

Set i det historiske perspektiv - med 500 års forudgående jihad mod kristne områder - bliver korstogene, som i Vesten ellers ofte fremstilles som kristen imperialisme, således til en forsvarsaktion. Endda en meget forsinket en af slagsen.  Spencer har da også kaldt kapitlet: "The Victims of Jihad Strikes Back".

 

Selvom Korsridderne ikke formåede at beholde de småstater, de fik etableret i Det Hellige Land, så noterer Spencer, at korstogenes største bedrift faktisk var, at der i den periode, de stod på, ikke var jihad-togter ind i Europa.  Spaniernes reconquista (generobring) kunne fortsætte, og Europa kunne gennemgå sin egen udvikling.

 

Spencer afrunder historien om korstogene således: 

 

"However, if the Crusades had never been attempted at all, it is quite possible that the warriors of jihad would have overrun all Europe, and the subsequent history of the world would have taken a drastically different course. Instead, Europe experienced the High Middle Ages, the Reformation and the Enlightenment, and the foundations of modern society were laid". 

 

Han slutter afsnittet af med at pege frem i tiden - med et budskab om at de frie samfund i Vesten også i dag er mål for jihad:

 

"It would not be until the twenty-first century that the free societies created out of this intellectual ferment would again be seriuosly imperiled by the forces of jihad. 

 

LÆREN FRA HISTORIEN

 

Jihads nyttige tjenere

Bogen er fagligt veldokumenteret, men den er absolut ikke neutral. Det skinner tydeligt igennem mange steder i bogen, at Robert Spencer skriver ud fra et "counter-jihad"-standpunkt, og at han har et budskab til vores tid. Budskabet handler først og fremmest om, hvor tåbeligt og kortsigtet det er at alliere sig med de muslimske jihadkrigere på grund af indbyrdes stridigheder, og hvor naivt det er at tro, at man kan gå i dialog med en modstander, der bekender sig til jihad. Her er et par eksempler på de mange små hints til nutiden:

 

  • Hævngerrige Grev Julian i 711: Ifølge legenden begyndte det, som Spencer kalder "the Jihad in Europe, still raging today" med at en kristen greve, Julian, hjalp de muslimske erobrere ved at låne dem sine skibe, så andaluserne ikke anede uråd. Han ville hævne sig på den visigotiske Kong Roderick, som havde gjort hans datter gravid. Det tog over 700 års undertrykkelse og kampe, inden man kom af med de muslimske erobrere igen. 

  • Opportunistiske Tatzates i 782: Da muslimerne angreb den byzantiske by Chalcedon og truede Konstantinopel, blev de slået tilbage af den byzantinske hær. Men på grund af den ikonoklastiske konflikt (en strid om, hvor vidt man måtte have billeder af Kristus og Jomfru Maria), deserterede hærføreren Tatzates (som var mod ikoner) med en del af sin hær og gik over til kaliffen. Det endte med at den byantinske kejserinde (som var for ikoner) måtte betale beskyttelsespenge til muslimerne i 3 år, og Tatzates blev belønnet af kaliffen med en guvernørpost i Armenien. Spencer kalder ham "another in a long and continuing line of shortsighted and opportunistic non-muslims who saw the jihad as their chance to line their pockets and improve their standing". 

  • Naive patriark Nicholas i  det 10. århundrede: Spencer fortæller, at patriarken af Konstantinopel, Nicolas I Mystikos gjorde et tidligt forsøg på at række hånden ud mod islam, da han skrev til kaliffen, at "de to magter i universet, som begge stråler og lyser på himlen", Romerne og Saracenerne, netop derfor skulle leve som brødre trods forskelle i skikke og religion. Men Spencer konstaterer: "Like later attempts at interfaith outreach, this one was for naught. The jihad continued."  

  • Prostituerede kejser Johannes IV i 1345: Da den byzantinske kejser var ved at miste magten på grund at et internt opgør, som nærmest havde udviklet sig til borgerkrig, bad han Tyrkerne om hjælp. Prisen var, at hans datter skulle giftes med sultanen og indgå i hans harem, og at sultanen på vanærende vis måtte sælge kristne krigsfanger som slaver i Konstantinopel. Sultanens krigere ankom nu i Europa og hjalp Johannes med hans stridigheder, men de tøvede naturligvis ikke med at skifte side igen for at opnå deres eget mål: En svækkelse af Konstantinopel. Det tog dog ca. 100 år endnu inden Konstantinopel endelig faldt i 1450, hvorefter vejen stod åben for jihad ind i Østeuropa. Spencer kalder afsnittet om Johannes "Allying with the Jihad".  

  • Kyniske Luther 1518: Da pave Leo X opfordrede Europas herskere til at droppe deres indbyrdes stridigheder og forene sig mod Ottomannerne, sagde Luther, at det ville svare til at gå imod Gud, og beskyldte paven for at være værre end den Ottomaniske kalif. Ifølge Luther fyldte kaliffen jo "blot" Himlen med helgener, når han dræbte de kristne, mens paven ledte de kristne i Helvede med sin falske tro, hvilket var værre. Spencer kalder Luthers bredside mod paven for et af de tidligste eksempler på, "what was to be a near-universal tendency in the West: the downplaying of jihad atrocities and their use in arguments between westerners to make one side look worse". Der kom aldrig et nyt korstog, og Ottomanerne fortsatte deres hærgen på Balkan og i Østeuropa. 

  • Jihadtjeneren Imre Tekeli 1683: Den ungarske greve Tekeli (Thököly), som var en ottomannisk vasal, sluttede sig som anti-Habsburger til Ottomannernes jihad under  sloganet "For Gud og Fædreland". Spencers skriver, at han dermed fik en plads blandt "the long list of christian servants of the jihad, going back to Count Julian and continuing to Pope Francis". Det lykkedes dog heldigvis den polske konge Jan Sobieski at slå Ottomannerne på flugt fra Wien, og som Spencer skriver: "the jihadis would not return to the heart of Europe for several centuries".  

  • Kortsigtede briter i det 19. århundrede: I 1800-tallet førte Wahabierne, en islamisk "revivalist-bevægelse", som ønskede at genindføre et meget strengt shariastyre, jihad mod Ottomannerne i Arabien. Briterne ønskede at svække Ottomannerne og støttede alliancen af Wahabierne og Saud-familien. Idag spredes wahabistiske jihad-prædikende moskeer over hele verden for saudernes oliepenge. Spencer skriver om briterne: "Once again, the shortsighted calculations of non-Muslim politicians practicing realpolitik ended up aiding global jihad"  

  • Islamforsvareren Frans: I 2013 formanede Pave Frans efter episoder med såkaldt "voldelig fundamentalisme" (dvs. terror), at kristne i respekt for "de sande følgere af islam" skulle undgå "hadefulde generaliseringer", fordi "autentisk islam og den rette læsning af Koranen er imod enhver form for vold". Dog mente paven efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i 2015, at man jo normalt kan forvente et "slag", hvis man fornærmer nogen. Andres religion er jo ikke "et legetøj". Da mange europæere i 2016 var bekymrede for, om der var jihadister i flygtningestrømmen af primært unge mænd ind i Europa, sagde pave Frans, at det var hyklerisk at kalde sig kristne, hvis man afviste flygtninge. Han belærte også om, at der er voldelige fundamentalister i alle religioner, og at "had og xenofobi" blot styrker de voldelige. Derfor skal man afstå fra "intolerante generaliseringer", formanede han.      

 

Robert Spencer har ikke meget til overs for Pave Frans. I bogen nøjes han med at udstille paven ved at citere hans udtalelser for derefter at citere Islamisk Stats statement "Why We Hate You and Why We Fight You". Men i en video på Jihad Watch siger Spencer rent ud, at paven "bedrager og vildleder sit folk om en sag, der er yderst vigtig, og at han holder dem uvidende om en voksende og stadigt mere nærgående trussel". 

 

Efter 371 siders tour de force gennem 1400 års jihad, så virker pavens udtalelser om "det sande islam" ærligt talt også ret absurde.

 

Man undrer sig virkelig over, hvad der er sket for både paven, Theresa May, Steve Bannon og stort set alle andre politiske og religiøse ledere i det 21. århundredes Vesten: Personer i ansvarsfulde embeder, af hvem man må forvente, at de ikke udtaler sig om noget, de ikke er sikre på. Hvordan kan de tale så skråsikkert om "det sande islam"? Hvordan kan de tale om hvad der er en "forkert opfattelse af islam"? Og hvordan kan de endda påstå, at Koranen er imod vold?

 

Hvilken basis har de for at sige det?  

VURDERING OG ANBEFALING

 

Indblik i den ukendte historie

"The History of Jihad" er helt bestemt værd at læse, fordi den giver et indblik i en del af verdenshistorien, som jeg tror, de færreste kender til. Mange har måske et vagt billede, eller man har hørt, at "islam har været en del af Europas historie", uden at det er blevet forklaret nærmere hvordan.

 

Jeg vidste for eksempel godt, at Osmannerne havde været helt oppe ved Wiens porte, men jeg vidste ikke, at Grækenland først fik sin uafhængighed fra Osmannerne i 1832 efter næsten 400 år under tyrkernes herredømme. Også andre lande i Syd-østeutopa fik også først tilkæmpet sig uafhængighed i 1800-tallet. 

 

Jeg blev også overrasket over, i hvilket omfang Indien har været hærget af jihad. I næsten hvert eneste kapitel i bogen, op gennem århundrederne, er der et eller flere afsnit om Indien, hvor man kan læse om utallige massakrer på hinduer og systematisk ødelæggelse af  templer og helligdomme. Her er et eksempel fra 1600-tallet, hvor stormogulen Jahangir (som på dansk Wikipedia ellers beskrives som "generelt fredelig" og "kulturinteresseret") beordrede Jainisme (en fredelig religion) bandlyst i Gujarat og jainernes templer ødelagt. Det var helt normal praksis for jihad i Indien, at de besejrede folks guder skulle ydmyges. Jahangirs hof-historiker beskrev det sådan: 

 

"Their idol were thrown  down on the uppermost step of the mosque, that it might be trodden upon by those who came to say their daily prayers there. By this order og the Emperor the infidels were exceedingly disgraced, and Islam exalted".  

 

 

Blodige legender og blodig alvor

Noget af det, der gør bogen værd at læse, er at Robert Spencer ikke bare nøjes med at remse årstal og personer op. Han sørger for også at få de ofte brutale og bloddryppende fortællinger med. Her er et par eksempler:

 

  • Sejrrig med rædsel i 700-tallet: Vi får historien om, hvordan de første muslimer, som (med Grev Julians hjælp) kom over Gibraltar for at erobre Spanien, tilsyneladende var inspireret af Muhammeds ord, "victorious by terror": De tog en lille flok vindyrkere til fange. Én af dem dræbte de og parterede, hvorefter de kogte kropsdelene mens de andre så på. Derpå lod de som om de spiste de kogte dele. De overlevende blev så sluppet fri, så de kunne sprede rædselshistorien. 

  • Assasinernes paradis i 1100-tallet: Vi får også legenden om de berygtede assasinerne, som var blindt lydige over for deres hersker. Ifølge beretningerne havde herskeren, "Den Gamle Mand", skabt en kopi af det islamiske Paradis, komplet med vin, mælk, honning og jomfruer efter Koranens beskrivelse. Han udvalgte så nogle unge drenge, som han indoktrinerede med løftet om Paradis, hvis de adlød alle ordrer. Så bedøvede han dem med gift og lod dem "vågne op i Paradis. Efter det ville de begå drab for at komme i Paradis, som Koranen jo også lover i vers 9:111 

  • Dracula og Ottomannerne kappes om at være mest makaber i 1400-tallet: Da Ottomannerne med sultan Mehmet II rykkede frem mod Valakiet og Transsylvanien, mødte de Dracula, som havde tilnavnet "spidderen", fordi han yndede at pælespidde sine modstandere. På et tidspunkt havde Dracula invaderet Ottomannernes territorium, og da Ottomannerne så trængte ham ud, så de til deres gru 20.000 spiddede lig på pæle. De fik Dracula drevet i eksil, og efter sejren gav sultanens officerer ham en gave: 2000 hoveder af Draculas mænd. 

 

Dette er blot et par enkelte eksempler. Bogen er fuld af levende beskrivelser. Nogle er legender, men andre er langt mere troværdige historiske vidnesbyrd. For eksempel beretningen fra den britiske vicekonsul om brutaliteten i de massakrer, der blev begået af tyrkerne mod Armenerne i slutningen af 1800-tallet. (Det Armenske folkedrab var først i 1915-17). Fortællingerne er således ikke bare "krydderi", der gør historien levende. Der er også blodig alvor og forfærdelige begivenheder bag.

 

Mønsteret, der toner frem i både fortællinger og vidnesbyrd, er, at det, Muhammeds arvtagere - jihadkrigerne og deres herskere - har praktiseret op gennem historien, ikke har været ridderlighed. Det har været skånselsløshed, akkurat som Koranen tilsiger i vers 9:123

 

 

Er det nu også islams skyld?

Man kan selvfølgelig spørge, om alt det, Spencer beskriver, nu også er "jihad" - altså  religiøst motiveret kamp for islam og for Allah. Kunne det ikke bare være almindelig politisk imperialisme og magtbegær, ligesom fx hos Napoleon? Og hvor Napoleon tilfældigvis var kristen (må man gå ud fra), så var de magtbegærlige og brutale arabiske og tyrkiske krigsherrer bare tilfældigvis muslimer? 

 

Men Spencer gør netop en del ud af at vise, at det religiøse element hele tiden har været til stede. Netop når det gælder islam er det svært at adskille krig og religion. Som følge af, at islam jo er grundlagt af en krigsherre, er religionen skræddersyet til at "lade sig bruge" af krigherrrer til enhver tid. 

 

Men det er ikke kun sådan, at magthaverne "bruger" religionen. Religionen styrer også magthaverne. Det guddommelige og religiøse imperativ om at islam skal dominere, og at ikke-muslimer skal være underordnet muslimer vil altid gøre det svært for muslimske magthavere, der slækker på det og gerne vil have fred med ikke-muslimske naboer. De har ikke basis i religionen og ender med at blive presset af befolkningen eller udfordret af "revivalists", som vil genoprette muslimernes ære og stolthed og give dem den plads i verden, som Allah har tiltænkt dem, og som religionen tilsiger. Dette er der adskillige historiske eksempler på, og vi ser det i nutiden. 

 

Desværre er det ikke falsk, hvad der stod i det undervisningmateriale, FBI kasserede i 2011, nemlig 

at "en moderende proces vil ikke ske, så længe Koranen fortsat betragtes som Allahs uforanderlige ord".

 

Kort kunne have gjort bogen bedre

Hvis jeg skal pege på en mangel ved bogen, så er det manglen på billeder og især kort. Det ville have gjort bogen meget mere pædagogisk.  

 

Kort ville gøre det lettere at bevare overblikket, for der er mange imperier og mange fronter at holde styr på i "The History of Jihad". Netop fordi bogen har en fortællende stil, kan man godt efter endt læsning føle, at man mangler det fulde faktuelle overblik.

 

For eksemple kan man - efter at have læst om Ottomannerriget, Mughal-imperiet i Indien og den muslimske invasion af Spanien - spekulere på: Hvor langt strakte imperierne sig i de forskellige tidsperioder?

 

Illustrative kort, for eksempel i slutningen af hvert kapitel, havde gjort bogen bedre. 

 

 

 

 

 

 

 

Er bogen for partisk?

Robert Spencer har begået en kæmpe bedrift ved at samle denne del af verdenshistorien i en enkelt bog. Den fortjener at blive læst. Desværre kommer den nok ikke til at indgå i noget officielt pensum noget sted i den vestlige verden. Dertil er den for ikke-neutral, og Spencers præference for den vestlige verden og hans counter-jihad-standpunkt skinner for tydeligt igennem. 

 

I vores tid og i vores del af verden er det nemlig tilsyneladende vigtigt, at formidling af historien er "neutral" og "objektiv", hvilket sjovt nok betyder, at islam helst skal fremstå som fredens og tolerancens religion. Jeg kan egentlig godt lide, at Spencers bog bekender kulør. Så ved man, hvad man har med at gøre. Det er mere ærligt.

 

Bogen ville nok alligevel ikke kunne nå et bredere publikum, hvis den havde gjort mere ud af at fremstå "værdi-neutral". Alene det, at den handler om emnet jihad, er en barriere i sig selv, for at den kunne blive accepteret. Vi skulle jo nødig lære af historien, at islam har haft noget at gøre med jihad. Så ville vi jo blive islamofober. Eksemplet med FBI illustrerer, hvor problematisk det er. 

 

Jeg vil nu alligevel varmt anbefale at læse "The History of Jihad" og blive klogere.  

 

Tak fordi du tålmodigt har læst hertil :-)

Robert Spencer; The History of Jihad. From Muhammad to ISIS, Bombardier, 2018. 371 sider. 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon