TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

De moderate og jihadisterne: Good Cop og Bad Cop

March 29, 2019

Hvordan "moderate" muslimer udnytter truslen om radikalisering til at fremme islams mål, og hvordan Good Cop og Bad Cop er en klassisk jihad-strategi.  

 

Billedet: Mit andet forsøg på en islamkritisk tegning. Bag de tre "Good Cops" står alle de rettroende muslimer, som gør krav på "respekt" for deres religion. Download

  

 

Rahima Abdullah bruger truslen om radikalisering

Så skete det igen: Et terrorangreb. Denne gang begået mod muslimer i Christchurch. Og en moderat muslim - denne gang en ung pige, Rahima Abdullah - stiller sig frem som repræsentant for islam og appellerer til danskerne om ikke at være racistiske og respektere folk med en anden religion, for sådan kan vi skabe en verden fri for terror og racisme. Hun er naturligvis rystet over, at det nu er en "hvid nationalist", der har begået terroren, og det gør hende bange. Det er meget forståeligt og menneskeligt.

 

Men hendes indlæg er fyldt med insinuationer om "racisme" hos danskerne. Blandt andet antyder hun, at vi er ligeglade med at muslimer er dræbt, at vi kun vurderer muslimer ud fra deres religion. Og så fortæller hun opbyggeligt og advarende, hvordan Özlem Cekic som ung begyndte at hade danskere og interessere sig for jihad efter nogle racistiske oplevelser.  

 

Som dansker bliver jeg simpelthen så træt, opgivende og irriteret over det. Jeg er så træt af, at vi, som har taget imod flygtninge uden at skele til deres belastende religion, nu skal belæres om racisme. Hvorfor er det os, hun taler til? Efter tusindvis af islamiske terrorangreb siden 9/11 skal vi belæres om, at det er forkert og endda farligt at tro eller ytre, at islam er farlig. Men mest af alt er jeg irriteret over den implicitte trussel, der ligger i, at hun nævner Özlem Cekic's radikalisering. 

 

Jeg føler mig som dansker udsat for Good Cop/Bad Cop-rutinen!

 

 

Good Cop/Bad Cop-rutinen - et beskidt psykologisk trick

Vi kender alle God Cop/Bad Cop-metoden fra film: En mistænkt er i forhør, og den ene politimand er aggressiv og intimiderende, mens den anden optræder som ven og hjælper. Forhørspersonen bliver først truet og skræmt fra vid og sans af "Bad Cop", og derefter kan "Good Cop" træde til og tilbyde at holde "Bad Cop" i ave og mildne straffen, hvis bare man samarbejder. Good Cop og Bad Cop har brug for hinanden for at opnå deres mål, som er det samme - nemlig at nedbryde "subjektets" modstand og få ham til at give efter. 

 

Når det gælder de moderate muslimer og islamisterne er det tilsyneladende et fælles mål at nedbryde modstand mod islam og islamisering: Vi skal adlyde islams blasfemilove, vi skal undlade at kritisere islam, og vi må ikke sige nej til muslimsk indvandring men skal i stedet byde den velkommen. 

 

De moderate og jihadisterne har muligvis ikke den samme idé om, hvilken grad af sharia, de synes er ønskelig, eller hvordan de personligt "tolker" sharia, men set fra en danskers synspunkt kan det være fuldstændigt ligegyldigt. De moderate vil nemlig altid blive domineret af islamisterne. Det er lige netop derfor, det altid er os danskere, der - i rollen som "subjektet" - skal belæres om islams fortræffeligheder og vores egen racisme, frem for at de moderate tager Koranens foragt for de vantro og islamisk imperialisme op til diskussion indadtil. Selvom det ville være på sin plads.

 

 

Aminah Tønnsen bruger truslen om radikalisering

Det var under læsningen af Aminah Tønnsens bog om islam, at jeg første gang fik tanken om Good Cop/Bad Cop-taktikken. Kapitlet om ytringsfrihed blev en øjenåbner. Det blev pludselig tydeligt, at "moderat islam", som Aminah Tønnsen repræsenterer, har fuldstændigt samme mål som islamisterne, nemlig at beskytte islam mod kritik. Aminah Tønnsen omtaler Theo van Gogh, den myrdede redaktion på Charlie Hebdo og muhammedtegnerne som mennesker, der "ikke forstår rækkevidden af deres handlinger" og som har "misforstået" friheden og tror den er "grænseløs". Dernæst kalder hun satire for "mobning" af muslimer og advarer om at "ydmygelser radikaliserer" og man "risikerer at mobilisere terrorister". "Velkommen til virkeligheden", siger Aminah Tønnsen. 

 

 

Til sidst appellerer hun til at vi tager ansvar og praktiserer selvcensur og "respekt". Det er god og høflig opførsel - og hun citerer endda Grundtvig for at advare mod "religions-forfølgelse". 

 

Jeg blev så irriteret over det, og det er lige præcis den følelse, de fleste mennesker får, når de udsættes for manipulerende tricks. Da gik det op for mig, hvad det var for et trick, jeg var udsat for. Det blev pludselig meget tydeligt, at Aminah Tønnsen og terroristerne har det samme mål, når det gælder at beskytte islam mod kritik, og at deres strategier komplementerer hinanden perfekt. Good Cop og Bad Cop. Truslen om radikalisering og terror kombineret med et omsorgsfuldt råd om høflig selvcensur, helt i Grundtvigs ånd. Vorherrebevares!

 

 

Tariq Ramadan bruger truslen om radikalisering 

Tariq Ramadan er et andet eksempel på en moderat muslim, der aktivt har draget nytte af terrorfrygten og fremmer terroristernes mål, frem for rent faktisk at bekæmpe terrorismen indadtil. Ramadan har været fortaler for et "europæisk islam" (overfor en målgruppe af europæere) og haft stor indflydelse i Europa. Blandt andet har han været rådgiver for kommissioner nedsat af EU Parlamentet og andre EU-institutioner, og han har haft professorater på flere europæiske universiteter. 

 

Efter terrorangrebene i Bruxelles i 2016, som kostede 35 mennesker livet, opfordrede han europæerne til ikke blot at fordømme terroren som "vanvittig" og "umenneskelig" men derimod tage terroristernes politiske budskab alvorligt. Dels skal Europa ændre sin udenrigspolitik, men det er også meget vigtigt, at frustrerede unge muslimer ikke radikaliseres ind i "voldelig ekstremisme". Derfor bør der ifølge Ramadan etableres "partnerskaber" mellem politiske institutioner og "sociale organisationer", dvs. islamiske organisationer. Ingen har noget at lade hinanden høre, og det er farligt og dumt at konkludere, at de muslimske terrorister bare ikke har forstået demokratiet og at de skal assimilere sig. Nej, man skal sørge for, at ingen stigmatiseres på grund af deres religion, og at menneskerettighederne også gælder for migranter. 

 

Kunne nogen mon forestille sig vestlige ledere lægge pres på muslimer for at assimilere sig efter terrorangrebet i Christchurch, ved at henvise truslen fra radikaliserede racister? Nej vel. 

 

Ramadan bruger uden blusel terroren til at fremsætte krav. Forklædt som et "godt råd" om at samarbejde. 

Den etiske overvejelse

Jeg siger ikke, at moderate muslimer nødvendigvis er bevidste om deres samspil med terroristerne. Jeg siger blot, at de bør overveje det etiske i at stille sig til rådighed for terroristernes agenda og spille rollen som Good Cop, der får skræmte europæiske politikere til at makke ret og opfylde terroristernes mål, herunder om at begrænse ytringsfriheden og fremme islams udbredelse og indflydelse.

Chok og ærefrygt - en klassisk jihad-strategi

De fleste ved efterhånden nok, at profeten Muhammed skulle have udtalt "I have been made victorious with terror (cast in the hearts of the enemy)". Men hvad mente profeten egentlig med det? Aminah Tønnsen giver i sin bog helt utilsigtet en idé om, hvad han mente, da hun begejstret beskriver, hvordan den fredselskende profet "fredeligt" og nærmest altruistisk indgik "pagter" med kristne samfund om deres "beskyttelse". Men beskyllelse mod hvem? Hun studser slet ikke over, hvorfor der efter Koranens vers 5:33, som foreskriver korsfæstelse og afhugning af hænder og fødder som straf for dem, der "gør oprør mod Allah og Hans udsending", står i vers 5:34, at det dog ikke gælder dem, der omvender sig inden muslimerne "får magten over dem". Det handler naturligvis om, at få folk til at overgive sig uden kamp af rædsel for alternativet. 

 

Dario Fernández-Morera beskriver i sin bog "The Myth of the Andalusian Paradise", hvordan de muslimske maurere, der erobrede Spanien i det 8. århundrede, bevidst brugte en "chok-og ærefrygt-taktik". De brugte terror - grusomme massakrer - kombineret med "fredelige pagter". Fidusen var, at folk vidste, hvilke uhyrligheder, der ville overgå dem, hvis de gjorde modstand og så tabte. Mange valgte derfor frivilligt at indgå en "pagt" om muslimsk overherredømme. Altså en dhimmi-pagt. 

 

Tja, jeg synes den strategi minder en hel del om Good Cop/Bad Cop: Folk fik beviser på viljen til vold og brutalitet, og det blev så kombineret med et "fredeligt" tilbud om en mere tålelig løsning, som naturligvis indebar, at man overgav sig. 

Internationale eksperter bakker op om strategien

Faktisk behøver vi slet ikke moderate muslimer som Ramadan eller andre til at støtte op om terroristernes budskab og sørge for, at det bliver hørt og taget til efterretning. Vores egne akademiske islam-eksperter skal nok sørge for det.

 

I 2012 kunne Kristeligt Dagblad for eksempel berette om en konference i London,  som var kulminationen på et 5 år langt forskningsprojekt til over 100 mio. kr. Her kunne de fremmeste europæiske islameksperter fortælle, at det er meget vigtigt ikke at fokusere for meget på terroristernes religion, for så kan man jo risikere at fremmedgøre store dele af det muslimske samfund.

 

Enhver kan så spekulere på, hvorfor "fremmedgørelse" ikke bare er de fremmedes problem. Men en vigtig konklusion blandt forskerne var, at vi skal passe på med ikke at overreagere mod noget fredeligt, for så kan det blev voldeligt. Sjovt nok har den læring kun været for os, og ikke for jihadisterne. De er ikke blevet opfordret til at passe på. Mønsteret er nemlig, at det hele tiden er os, europæerne, der er "subjektet", som skal påvirkes psykologisk til at give efter.  

 

Set fra en danskers synspunkt virker det på irriterende vis igen som om, vi er udsat for Good Cop/Bad Cop-manipulation: Først trues vi af terror og radikalisering, og dernæst skal vi passe på ikke at få muslimer til at føle sig fremmedgjorte. Er der noget at sige til, at vi bliver mere og mere trætte af islam?

Mit budskab: Hvornår begynder nogen at se det fra vores side? 

Jeg vil med dette blogindlæg gerne gøre det tydeligt for alle, hvorfor de evindelige formaninger og belæringer om påstået racisme fra moderate muslimer vækker vrede og irritation, særligt efter terror: Det er fuldstændigt urimeligt, at disse formaninger er rettet mod de danskere, der har åbnet deres samfund for muslimer uden - i hvert fald i starten - at tænke på, at deres religion kunne være et problem. Hvorfor er det os, der er genstand for pres og påvirkning? Det føles som et beskidt trick -  som Good Cop/Bad Cop-manipulation - når moderate muslimer efter terror stiller sig op og opfordrer os til at bekæmpe vores egen "racisme" og i øvrigt gøre det nemt for islam at vokse, trives og få indflydelse i vores samfund.

 

Jeg siger ikke at alle moderate muslimer bakker op om dette pres på danskerne, eller er bevidste om det. Men jeg håber, at flere snart bliver bevidste om, hvad det er for et spil, de er en del af. Så de i det mindste tænker sig om før de aktivt medvirker i det.

 

Samtidig vil jeg også gerne spørge medier, eksperter, politikere og almindelige mennesker: 

 

HVORNÅR ER DER NOGEN, DER BEGYNDER AT SE TINGENE FRA VORES SIDE OG KOMMUNIKERE DETTE TIL MUSLIMERNE? 

 

Måske ville nogle muslimer trods alt - hvis de blev gjort opmærksomme på det - kunne forstå, at det ikke er befordrende for det gode forhold at udsætte andre for Good Cop/Bad Cop-manipulation. Tværtimod fører det til irritation og modvilje. Det fører også til splittelse blandt danskerne, fordi nogle er klar til at allierere sig med "Good Cop", mens andre er skeptiske og modvillige. Alene derfor bør velmenende eksperter og politikere tænke sig om. De skeptiske og modvillige bliver naturligvis stemplet som "hadefulde" (se fx anmeldelsen af Aminah Tønnsen), hvilket også er en klassisk taktik. Man kalder det splitting.  

 

Måske vil du, der læser dette, blive bedre til at se, hvad det er for et spil, der foregår. Så vi kan sige det højt og bringe det frem i lyset!  

Nævnt i indlægget:

Rahima Abdullahs kronik i JP 27. marts 2019

Aminah Tønnsens bog: Islam; Koran, Hadith, Sharia

Tariq Ramadans artikel i Politico efter terrorangrebene i 2016 

Dario Fenández-Moreras bog: The Myth of the Andalusian Paradise

Kristeligt Dagblad 2012: Artikel om debat om radikalisering

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon