TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

Eurabia - konspirationteori eller realitet?

October 14, 2018

Boganmeldelse. Er Europa - med vores lederes fulde vidende og accept - ved at udvikle sig til Eurabia, et Euro-Arabisk kontinent, som i stadigt højere grad underordner sig islams krav? Det påstår Bat Ye'or. Jeg blev overrasket over, hvor overbevisende og veldokumenteret hende tese er.       

 

 

Hvor kommer alle de fordrejninger fra?

Jeg har ofte undret mig over, hvorfor hverken skoler, medier eller politikere tilsyneladende ikke ved noget om islam: Hvorfor fortæller vores statsminister os efter terror, at islam er blevet voldtaget? Hvorfor lærer vores børn i skolen, at jihad er at kæmpe for en retfærdig sag? Hvorfor udgiver Jyllands-Posten og Politiken en børneavis, som fortæller at terror skyldes, at nogen føler sig misforstået, og at måden at undgå terror er at hjælpe dem, der har det dårligst? Hvordan kan det være, at forskere, som burde kende islam, fortæller os at Kristendommen er "lige så voldelig", eller kalder det feminisme at "kæmpe mod islamofobi" og kalder kritikere af islam "totalitære" i deres "fortolkning" af islam. Det er jo gak. 

 

Hvordan er vi nået dertil, at historien om jihad forties, at terror retfærdiggøres, og at kristendommen kaldes voldelig for at få islam til at fremstå bedre? Hvornår er det blevet "feminisme" at kæmpe for islams image? Og hvorfor skal kritikere af ideer, der dokumenterbart er en del af islam, kaldes "ekstreme", eller endda beskyldes for racisme og xenofobi? Det er både mærkeligt og foruroligende. En fordrejning af ord og mening.     

 

Myten om den uundgåelige masseindvandring

De sminkede budskaber om islam er langt fra det eneste, der er at undre sig over i nutidens Europa. Douglas Murray gennemgår i sin bog The Strange Death of Europe, hvordan Europæere igennem årtier er blevet fortalt af deres ledere, at indvandring i en historisk uset skala er en økonomisk fordel, en nødvendighed og i øvrigt uundgåelig. Og at man er racist, hvis man er uenig. Murray tilbageviser alle disse påstande. De er ikke selvindlysende sandheder. Allerede 2002 påpegede den engelske journalist Anthony Browne de uærlige argumenter i bogen "Do We Need Mass Immigration?". Han konstaterede, at masseimmigration "er den største debat i vor tidsalder, og alligevel er det en ikke-debat". Han advarede mod masseimmigration imod flertallets vilje. Alligevel er den muslimske befolkning i England vokset fra 1,5 mio. i 2000 til 4,1 mio. i 2016. Også i Danmark har en historisk uset indvandring fundet sted, uden at det på noget tidspunkt har været flertallets ønske. Matthias Tesfaye dokumenterer det i sin bog "Velkommen Mustafa".   

 

Douglas Murray undrer sig over, hvorfor Europas ledere tilsyneladende har besluttet sig for "Europas selvmord" (demografisk og kulturelt). Han forklarer det med eksistentiel træthed og skyld. 

 

Bat Ye'or giver i bogen Eurabia fra 2005 en anden forklaring: De Europæiske ledere og i særdeleshed EU har aktivt støttet både indvandringen og en massiv propaganda.   

 

Det er ikke tilfældigt

Bat Ye'or er et pseudonym. Det betyder "Nilens datter" på hebraisk. Hun hedder rigtigt Gisèle Littman og er jøde, født i Egypten, hvorfra hendes familie måtte flygte i 1957 på grund af jødeforfølgelser efter Suez-krisen. Hun forsvarer Israels ret til at eksistere og forsvare sig, og hun har i bogen Eurabia et stort fokus på den Israelsk-Arabiske konflikt og på den antisemitisme, som kampagnen mod Israel har medført. 

 

Bogen Eurabia tager udgangspunkt i den observation, at Europa siden 1970'erne har ændret sig fra at være forholdsvis venligt indstillet over for Israel, til ensidigt at promovere Den Arabiske Ligas og OIC's politik - og i den forbindelse lukke øjnene for terror, kristenforfølgelser og diktatur. Europa har ændret sig gennemgribende over en periode på 30-40 år, både holdningsmæssigt og demografisk, konstaterer Bat Ye'or. Islam har etableret sig, hjulpet på vej af millioner af muslimske indvandrere, som har fået generøse rettigheder af Europæerne og "generøs" hjælp fra olierige arabiske lande til at dyrke deres religion. Men det islamiske syn på tingene har også etableret sig i manges holdninger. Eksempelvis er myten om "Det Andalusiske paradis" udbredt blandt Europas befolkninger, som får at vide, at islam har spillet en vigtig rolle for Europas udvikling.  

 

Se Boganmeldelsen Myten om det andalusiske paradis 

 

Bat Ye'ors påstand er, at den udvikling ikke er sket tilfældigt: Udvilingen skal ses i lyset af begreberne jihad og dhimmitude, som gennem hele islams historie har reguleret forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer. Europa er ganske enkelt Dar al-Harb (krigens land) og dermed et mål for jihad, helt i tråd med islams forskrifter og tradition. Og Europas ledere er godt i gang med at forvandle Europa til et kontinent af dhimmier, som bøjer sig for islam, fornægter deres egen historie og betaler "beskyttelsespenge" for fred og sikkerhed. Akkurat som ledere i områder, der historisk er blevet underlagt islam, har kollaboreret med erobrerne, drevet af grådighed, ambitioner eller frygt.  

 

Ifølge Bat Ye'or har Europas ledere, anført af EF og senere EU, aktivt sagt ja til denne udvikling. Måske forstod de i starten ikke konsekvenserne. Men vores statsledere kan ikke, med deres efterretningsvæsener i ryggen, i 30 år have været uvidende om, hvad de gjorde, vurderer hun. 

 

I Eurabia sætter hun sig for at dokumentere, hvordan det er sket.    

Har du hørt om den Euro-Arabiske Dialog?

Vidste du, at der eksisterer noget, der hedder den Euro-Arabiske Dialog (EAD)? De færreste Europære har hørt om den. Ideen til den blev undfanget af Frankrig, som havde ambitioner om, at en alliance med den Arabiske verden kunne øge Europas og Frankrigs betydning og være en modvægt til USA. Efter de Arabiske landes olieembargo i 1973, som blev ophævet efter en erklæring fra EF om at støtte de Arabiske krav vedrørende Israel, blev Dialogen sat igang. Der blev oprettet følgende struktur og institutioner i regi af EF: 

  • En Parlamentarisk sammenslutning for Euro-Arabisk samarbejde (PAEAC), bestående af parlamentarikere fra hele det politiske spektrum fra både de nationale parlamenter og Europaparlamentet. Sammenslutningen skulle arbejde for at forbedre relationerne og blandt andet mødes halvårligt med parlamentarikere fra de arabiske lande.

  • Et permanent EAD-sekretariat i Paris med 350 medarbejdere (antal fra 1974)

  • En Generalkomité med repræsentanter på minister- og ambassadørniveau, samt diverse Arbejdskomitéer bestående af eksperter inden for fx olie og handel eller andet, samt en Koordinerende Komité.  

 

Araberne havde en klar politisk agenda med Dialogen. De ville bruge EF som støtte i kampen mod Israel. Europæernes mål var forsyningssikkerhed, adgang til lukrative markeder, beskyttelse mod terror (som PLO udførte en del af i 1970'erne) - og ambitionen om en fremtrædende rolle til EF som mægler i Mellemøstkonflikten, dvs. en styrkelse af EF internationalt og som organisation. Dialogen fik derfor både en økonomisk og en politisk dimension.

 

Bat Ye'or viser, hvordan EF i løbet af en årrække rettede helt ind efter de Arabiske krav i forhold til Israel og blandt andet var med til at skabe begrebet "Palæstinenserne" (som ellers tidligere blot havde været arabere). I 1980, efter Camp David-fredaftalen mellem Israel og Egypten (som de Arabiske partnere var meget vrede over), og den anden oliekrise i 1979, var EF klar til at bakke op om det Arabiske standpunkt, at der ikke kan opnås fred udenom PLO. Det kan man se i Venedig Deklarationen fra juni 1980. Det var ret heldigt med den opbakning, for kort efter kaldte OIC's udenrigsministre på et møde i Fez til jihad, hvilket blev gentaget af statslederne på topmødet i Mekka i 1981. Bat Ye'or viser, hvordan den Arabiske side i Dialogen konstant havde Israel-Palæstinaspørgsmålet som en betingelse i samarbejdet. Spørgsmålet har fyldt rigtig meget. Det økonomiske blev således koblet til det politiske - og til det sikkerhedsmæssige.  

 

Men Dialogen havde også en kulturel dimension. Den skulle bringe parterne tættere sammen og fremme forståelse og venskab. Der er et sikkerhedsrationale gemt i den målsætning, hvis man kigger godt efter. 

 

Det er den kulturelle dimension, som måske har haft de største konsekvenser for Europa.   

 

Forslag til fordel for immigration

Med oprettelsen af Den Euro-Arabiske Dialog fik EF - og Europas ledere - institutionaliseret et apparat, som i praksis blev et instrument til at fremme arabiske interesser i Europa. Særligt PAEAC blev ifølge Bat Ye'or brugt til dette. PAEAC's resolutioner fra mødet i Strassbourg 7. juni1975 er illustrative: De anbefalede adskillige tiltag til fordel for arabisk immigration i Europa, herunder at de Europæiske værtslande skulle hjælpe Araberne med at "skabe ressourcer" til at immigranterne kunne dyrke deres egen kultur og religion, og i øvrigt sætte ind med aktivt at fremme Arabisk kultur i værtslandene. I dokumentet anerkender PAEAC "den arabiske kulturs historiske bidrag til Europæisk udvikling" (en myte). PAEAC mener, at Arabisk kultur især kan bidrage til Europa, når det gælder menneskelige værdier. En anbefaling var desuden, at pressen skulle engageres til at informere offentligheden om "problemerne i den Arabiske verden" (Israel). 200 vesteuropæiske parlamentarikere vedtog enstemmigt disse anbefalinger. 

 

Rettigheder til fordel for immigrantion

Men også EAD's Generalkomité vedtog resolutioner til fordel for immigration. EAD's dokumenter er ikke offentligt tilgængelige (så jeg kan ikke linke). Men Bat Ye'or skriver: 

 

"Begyndende med det første møde i Cairo 14. juni 1975, blev der på hvert EAD-møde vedtaget resolutioner til støtte for Arabisk immigration, arbejde og beskæftigelse i Europa. Denne politik, som blev udvikledet sammen med bekræftelsen af en fælles Euro-Arabisk holdning vedrørende Israel og PLO, blev erklæret på Generalkomitéens første session i Luxembourg maj 1976, og bekræftet i Tunis februar 1977, Bruxelles oktober 1977, Damascus december 1978 og på alle efterfølgende møder. Udvidelsen af de Europæiske markeder i Arabiske lande blev synkroniseret med at der i EF  ankom adskillige millioner muslimske immigranter, hvis religiøse, kulturelle og sociale behov, de Europæiske værtslande havde forpligtet sig til at opfylde. I Frankrig udstedte premierminister Jaques Chirac d. 23. april 1976 et dekret, som gav immigrantfamilier ret til familiesammenføring. Midlertidig Arabisk immigration blev dermed permanent". (Min oversættelse) 

 

I Danmark blev Udlændingeloven, som gav retskrav på familiesammenføring, vedtaget i juni 1983.

 

Det kan have været tilfældigt, men Udlændingeloven blev vedtaget kort efter et symposium i Hamburg i april 1983, arrangeret i regi af EAD med titlen "Relationer mellem to civilisationer, den Arabiske og den Europæiske". Symposiet skulle bringe intellektuelle fra de to civilisationer sammen for at drøfte integration mellem de to kulturer og migranters rettigheder. Anbefalingerne fra symposiet er bragt som et appendiks i bogen. Det er påfaldende, at ingen af forslagene til integration af migranterne handler om, at immigranterne skal integrere sig i værtslandets kultur. De handler i stedet om at styrke immigranternes rettigheder, undervise deres børn i Arabisk, informere værtslandet om immigranternes kultur og oprette Euro-Arabiske kulturcentre, som skal udbrede Arabisk Sprog og kultur. Det blev også anbefalet, at de Arabiske oprindelseslande skulle styrke deres kulturelle støtte til migranterne i Europa. I dokumentet fra symposiet påpeges: 

 

"Nødvendigheden af at fremme samarbejde mellem Europæiske og Arabiske eksperter for at præsentere studerende og den kultiverede Europæiske offentlighed for et objektivt billede af islamiske civilisation og af nutidige Arabiske problemer, for at opmuntre dem til at orientere sig mod Arabiske studier".(Min oversættelse) 

 

Det betød naturligvis, at der skulle arbejdes for et positivt billede af islam og et negativt billede af Israel. 

 

Uanset hvad, så viser resolutionerne fra Strasbourg og Hamburg meget om PAEAC's og EAD's mission. 

 

Netværk, lobbyarbejde og skolebøger

I 1989 var antallet af medlemmer af PAEAC oppe på 600. Det var som nævnt parlamentarikere fra hele det politiske spektrum og med kontakter til presse, NGO'er, regeringer og ikke mindst EF Kommissionen. I 1995 blev Institut for forskning i Middelhavs- og Euro-Arabisk samarbejde (MEDEA) oprettet i Bruxelles, med finansiering fra Kommissionen. Instituttets opgave var at udbrede information og facilitere netværk, blandt andet med journalister.

 

Ifølge Bat Ye'or udførte både MEDEA og PAEAC i praksis Arabisk lobbyvirksomhed. En af hendes pointer er, at en stor del af disse organisationers indflydelse netop foregik gennem uformelle kontakter og netværk. 

 

Medlemmer af PAEAC har også siddet med i Europarådets Parlamentariske Forsamling, da den i 1991 kom med en anbefaling til Ministerkomiteen kaldet "Den islamiske civilisations bidrag til Europæisk kultur". Forsamlingens Komité for Kultur og Uddannelse havde været på et seminar i Paris, hvor de havde lært en masse om islams store indflydelse på den Europæiske civilisation. De vurderede, at  "det nye Europa" på grund af immigration vil komme under stigende indflydelse fra islam, som jo desværre "lider" under at blive fremstillet vildledende og stereotypt. De anbefalede derfor at styrke islam i det Europæiske uddannelsessystem. Det skulle ske ved at få en islamisk historie ind i skolebøgerne på en "balanceret og objektiv" måde i tråd med forskningsprojektet "Islam in Textbooks". Der skulle også oprettes flere islamiske og Arabiske professorater på universiteterne, og islamisk historie skulle ind på på historiestudiet, mens islamisk filosofi skulle ind på filosofistudiet. Læs hele anbefalingen. 

 

Man kan spekulere på, hvem der har undervist komitéen på seminaret i Paris. Ligesom man også kan spekulere på, hvorfor Europarådet skal beskæftige sig med, at kendskabet til islam udbredes på den "rigtige" måde i Europas skoler.   

Har du hørt om Barcelona-processen?   

Barcelona-processen, som blev initieret i 1995, skulle sikre fred, velstand og forståelse hen over Middelhavet. Ikke noget med "Clash of Civiliations", som Huntington ellers for nyligt havde spået. På et topmøde i Barcelona, arrangeret af EU og med deltagelse af en række Arabiske lande, inklusiv Det Palæstinensiske selvstyre, og Israel, blev der i november 1995 indgået en aftale om et omfattende Euro-Middelhavs Partnerskab med tre "søjler": En økonomisk, en politisk og en kulturel. Milliarder af Euro fulgte med til den sydlige del af partnerskabet, og landene forpligtede sig på respekt for FN's menneskerettigheder, udvikling af demokrati, ingen diskrimination på grund af køn eller religion - og naturligvis også bekæmpelse af racisme og xenofobi.

 

Ifølge Bat Ye'or var EU i bedste fald naive: De indgik en aftale med en en Arabisk fantasiverden, som intet havde med realiteterne at gøre. Mange af partnerne var diktaturer, hvori kvinder og ikke-muslimer åbenlyst blev diskrimineret, og de islamiske lande havde i 1991 tiltrådt den islamiske menneskerettighedserklæring, hvori artikel 24 og 25 fastslår, at alle rettigheder og friheder er underordnet sharia. Alt dette har de Europæiske udenrigsministre, der deltog i topmødet, vidst. 

 

Ikke desto mindre blev der nu etableret en omfattende organisation for møder og dialog på alle planer. Udenrigsministrene skulle mødes regelmæssigt for at fremme processen hen imod et frihandelsområde, og bringe folk og kulturer tættere på hinanden. Der blev lavet en Euro-Middelhavs-komité af EU's "troika" og repræsentanter fra alle de "sydlige naboer". Der blev lavet arbejdsprogrammer, hvor det var eksperter eller andre ministre, som skulle mødes. Og i 1998 blev et Euro-Arabisk Parlamentarisk Forum oprettet (ud over den allerede eksisterende Euro-Arabiske Parlamentariske Dialog og PAEAC). 

 

 

Medier, religion og migration i Barcelonadeklarationen

Barcelonadeklarationen fra topmødet i 1995 er frit tilgængelig. Ordet "Arabisk" figurerer nu ikke længere. Nu hedder det "Middelhavs-" og "De sydlige partnere". Her er et par citater fra deklarationen, som er værd at lægge mærke til:

 

Om religion og massemedier:

"[Partnerne] bekræfter, at dialog og respekt mellem kulturer og religioner er en nødvendig forudsætning for at kunne bringe folkene tættere på hinanden. I den forbindelse lægger de vægt på  den vigtige rolle, massemedier kan spille i den gensidige anerkendelse og forståelse af kulturer som en kilde til gensidig berigelse". (Min oversættelse, s. 7)

 

Om migration og migranter

"[Partnerne anerkender, at migration spiller en vigtig rolle for deres forhold. De indvilliger i at styrke deres samarbejde om at reducere migrationspres, blandt andet gennem programmer for erhvervspraktik og programmer, som skal hjælpe med jobskabelse. De påtager sig at garantere beskyttelsen af alle de rettigheder, som gælder for migranter, der legalt befinder sig på deres territorier, har ifølge eksisterende lovgivning" (Min oversættelse, s. 8)

 

"Givet at migration er et vigtigt emne for relationerne mellem partnerne, vil der blive opmuntret til møder, hvor der kan laves forslag vedrørende migrationsstrømme og -pres. Disse møder vil tage højde for den erfaring, som er opnået gennem blandt andet MED Migration Programmet, blandt andet i forhold til at forbedre leveforholdene for migranter, der legalt har etableret sig i Unionen" (Min oversættelse, s. 16)

 

Man kan godt se af teksten, at de Europæiske ledere nu har ønsket at mindske migrationspresset. Det var ikke så mærkeligt, for migrationen var efterhånden blevet tydelig for befolkningen mange steder.

 

 Kilde: Houssein Kettani: Muslim Population i Europe (2010) (Egen figur)

  

Men alligevel er der noget her, der er mærkeligt. For set i lyset af, at flertallet af de Europæiske befolkninger aldrig har ønsket massemigration, virker det faktisk lidt rystende, at spørgsmålet om migration skulle "forhandles" eller indgå i en "dialog" med Arabiske, Tyrkiske og Nordafrikanske "partnere", som man - blandt andet af sikkerhedsgrunde - ønskede gode relationer til - helt uden om de Europæiske befolkninger.

 

Man begynder at forstå, hvorfor det, som Anthony Browne kaldte "den største debat i vor tid", var nødt til at blive en "ikke-debat". 

"Begivenhederne" 11. september og EU's højeste sikkerhedsrådgivere

Migration var et vigtigt tema for de Arabiske "partnere" igennem hele perioden. Vi er nu nået til 2003. Bat Ye'or fortæller, at "de sydlige partnere" i Euro-Middelhavs Partnerskabet var bekymrede over EU's østudvidelse i 2003, blandt andet fordi de frygtede ikke længere at være hovedkilde til migranter.  Et studie fra den delvis EU-finansierede Euro-Mediterranean Study Commission (Euromesco) nævner dette. Studiet spåede dog, at de Arabiske Middelhavslande fortsat ville være hovedkilden til migration og argumenterede for, at det netop derfor var vigtigt "som et strategisk valg" at bekræfte Partnerskabet. Der var behov for at ...:  

 

"...genoprette den regionale sikkerhed og styrke den kulturelle dialog, som havde taget skade af den diskrimination, som praktiseret mod Arabere og muslimer siden begivenhederne 11. september 2001. Dette er også baseret på den realistiske men generøse vision om et Europa, der er mere end et Europæisk rum, men mindre end en Europæisk magt

(Min oversættelse, s. 20)

 

Artiklens forfatter Bichara Khader var ikke hvem som helst. Han var med i EU-Kommissionens  gruppe af "højeste eksperter" indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik - og dybt involveret i "Middelhavs-dialogen". Det er værd at lægge mærke til, at han i ovenstående citat kalder terrorangrebet 11. september for "begivenheder", hvorefter han omtaler Arabere og muslimer som ofre.      

 

Valget af ordet "begivenheder" fortæller en del om sindelaget hos EU-Kommissionens højeste sikkerheds-rådgivere..

 

Man kan også spekulere lidt på, hvordan "sikkerhed" hænger sammen med at styrke den kulturelle dialog og en "generøs vision" for Europa. Det siges ikke direkte, hvad det er, der kunne true sikkerheden - kun at "diskrimination" af Arabere og muslimer har skadet dialogen og dermed (antydes det) sikkerheden. Khader anbefalede, at EU ikke antog en "rigid eurocentrisk vision", men i stedet - med kommissionsformand Romano Prodis ord - baserede sig på "medejerskab".

 

Smag engang på ordet "medejerskab". Det er generøst. 

 

Påvirkning af holdninger 

EU Kommissionens gruppe af "højeste eksperter", som ud over Bichara Khader også rummede islamisten Tariq Ramadan, kom i oktober 2003 med rapporten Dialogue Between Peoples And Cultures. Dens budskab var, at hvis ikke "vi" investerer i at skabe kultur nu, risikerer vi "at kulturerne bliver kapret til dårlige formål". Igen et sikkerhedsargument, som dog ikke forholder sig til, hvordan "kulturer" sådan kan blive "kapret". Rapporten vurderede i stedet, at Europas "aldrende befolkning" kunne nyde godt af det unge befolkningsoverskud i "syd", og at islam sagtens kunne komme til at spille en positiv rolle i Europa. En særlig form for Europæisk islam, som var anderledes end i de muslimske lande, var nemlig en realitet, ifølge eksperterne. Men en trussel mod det gode scenarie var naturligvis de Europæiske befolkningers xenofobi. Der skulle skabes et "os" af verdensborgere, som ikke først og fremmest identificerer sig med etnicitet eller land, for det jo altid i opposition til "de andre". De højeste eksperter anbefalede derfor, at der skulle sættes ind med (blandt andet):

 

  • Undervisning i "diversitet" fra folkeskoleniveau og frem, herunder tilretning af læreplaner, så der kan undervises "komparativt" i religioner, kulturer og den fælles historie 

  • Redefinition af fundamentet for humaniora og samfundsvidenskab og måden, der undervises, herunder revision af lærebøger i skoler og på universiteter samt træning af undervisere.

  • Gøre medierne til et vigtigt redskab til at skabe lighed mellem og gensidig viden om kulturer

Rapporten lagde op til, at der skulle oprettes en "Euro-Middelhavs Fond for Kulturel Dialog", som kunne give nyt liv til Dialogen, holde den på rette kurs og sætte gang i og koordinere de mange aktiviteter. På det efterfølgende møde mellem Euro-Middelhavs-partnerne i december 2003 bekræftede udenrigsministrene deres commitment til Dialogen, og på deres møde i Dublin i maj 2004 blev de enige om at oprette fondet under navnet Anna Lindh Fondet.     

 

Bat Ye'or bemærker, at Anna Lindh, den myrdede svenske udenrigsminister, som fondet er opkaldt efter, støttede Arafats taktik taktik og var fortaler for, at EU afskar sine relationer med Israel. Det fortæller noget om fondets politik, skriver hun.  

 

Men jeg lægger som Europæer især mærke til denne formulering hos Bat Ye'or om den genoplivede dialog, som skulle sikre fred og fremgang:

 

"Denne interkulturelle dialog kræver således, at Europæerne genopfinder deres identitet og historie for at integrere de Sydlige (Arabiske) migrantbefolkninger (min oversættelse, s. 263).  

 

Dér rammer hun hovedet på sømmet. 

Tegnene på dhimmitude 

Bat Ye'or ser den udvikling, der er sket i Europa siden 1970'erne, i lyset af begreberne jihad og dhimmitude. Men hvad er dhimmitude egentlig? Begrebet dækker ifølge Bat Ye'or over de vilkår, som ikke-muslimer under muslimsk herredømme er underlagt ifølge sharia. Det rummer både islamisk lov om dhimmitude og den veldokumenterede historiske erfaring med at leve under den lov. Eksempelvis levede jøder og kristne som dhimmier under Maurernes herredømme i Andalusien. Dhimmitude går ud på at underkaste sig islams overhøjhed og betale "beskyttelsespenge" (jizya) for at få love at leve i fred. Ordet dhimmi betyder "beskyttet person".    

 

Et af de mest triste kapitler i bogen er kapitel 15. Her beskriver Bat Ye'or, hvordan det påvirker folk at leve som dhimmier. Det aspekt er nemlig også en del af det, hun kalder "dhimmitude studies". Dhimmier lever i utryghed, og ofte sker det, at de internaliserer den foragt for dem selv og deres kultur, som gør, at de skal leve som dhimmier, samtidig med at de allierer sig med og lovpriser deres undertrykkere. Akkurat som det også ses hos fx slaver og gidsler.

 

Det triste er, at det er så nemt at genkende alle de ting, som Bat Ye'or kalder "tegn på dhimmitude", i nutidens Europa, eller - påfaldende nok - i den del af Europa, der huser mange muslimer. Her er et par eksempler fra bogen:  

 

  • Identiteten udviskes: Europæerne får i dag at vide, at Europas rødder i ligeså høj grad er islamiske som de er kristne eller jødiske. Nogle gentager det ivrigt, måske i ønsket om at inkludere muslimer og undgå det frygtede "dem-og-os", men reelt støtter man islamisternes legitimering af islams "ret" til Europa.    

  • Historien udviskes: Historien om 1400 års jihad undertrykkes i nutidens Europa, mens islams erobringer og herredømme lovprises i form af forestillingen om "Det Andalusiske paradis". Mange tror på myten. Korstogene, som formentlig forhindrede, at Europa blev islamisk, fordømmes til gengæld som den ypperste forbrydelse, og de Europæiske sejre begrædes - af Europæerne. 

  • Erkendelse af underlegenhed: Mange Europæere bekender sig nu til den islamiske historie om, at det var islam, der førte oplysningen til Europa, og at Europas udvikling skyldes islam. Mange er også overbeviste om, at islam er kristendommen overlegen, når det gælder menneskelige værdier og religiøs tolerance. Som en særlig version mener mange Europæere i dag, at kristendommen er "lige så voldelig", mens islam blot er "misforstået". 

  • Selv-anklage: Mange Europæere mener, at opdelingen mellem "dem og os" eller "vesterlændinge og muslimer" udelukkende skyldes "den hvide mands" etnocentrisme og racisme. Problemerne skyldes os - og vores intolerance, xenofobi og "had".   

  • Asymmetri: Europæere undskylder og angrer for deres forfædres korstog, imperialisme og slaveri, men vi hører aldrig nogen undskyldninger fra muslimer for 1400 års islamisk jihad, ofte fyldt med grusomheder, eller for de islamiske imperier og det omfattende slaveri gennem hele den islamiske historie. Tværtimod bekræftes muslimer i, at Vesten er ond og imperialistisk, hvilket jo gør jihad til en retfærdig frihedskamp. 

  • Tribut til herskerne: Europæiske skatteydere har betalt milliarder og atter milliarder af euro til finansiering af "det gode naboskab" og ikke mindst til Det Palæstinensiske selvstyre - og der kommer ikke taknemmelighed retur. Det er derimod meget sandsynligt, at Europa ikke vil turde stoppe overførslerne - af sikkerhedsgrunde.  

  • Frygt: Mange Europæere er rædselsslagne for at fornærme Araberne eller islam. Mange af vores ledere har rådet os til forsigtighed og til at bruge ytringsfriheden "ansvarligt". Vestlige ledere og meningsdannere påstår at være imod terrorisme, men samtidig undskylder de terror med at det skyldes "uretfærdighed" eller "ulighed". Europas ledere kalder Islam "fredens religion", mens de, der fornærmer eller modarbejder islam, kaldes "den største fare for freden". 

 

Appeasement og dhimmi-mentalitet 

Bat Ye'or mener, at  Europas ledere har gjort Europa til et dhimmi-kontinent, eller i hvert fald er godt i gang med det.

 

For mig er det åbenlyst, at hun har en pointe, og at det sagtens kan give mening at anskue Den Euro-Arabiske Dialog ud fra begreberne dhimmitude og jihad. Frygten for oliemangel, terror og senere rædselen for civilisationernes sammenstød har hele vejen igennem været en drivkraft for Dialogen. Det kan ses i teksterne. OIC har rent faktisk erklæret jihad i 1981 (se ovenfor). Det var i forbindelse med Israel, men det gjaldt muslimer i hele verden, og det viser, at jihad-begrebet lever i bedste velgående. 

 

EU's ledere har valgt appeasement og er gået i "dialog" med lande fra OIC og Den Arabiske Liga. Disse lande har naturligvis ikke tænkt sig at indføre frihedsrettigheder eller demokrati i vestlig forstand, og kunne aldrig finde på at ændre i deres lærebøger for at skabe forståelse og fællesskab med jøder og kristne. Uanset hvilke fine ord, der så end står i Barcelona-deklarationen. EU har indladt sig på et ulige forhold. Et dhimmi-agtigt forhold. 

 

Det tragiske er, at Europas ledere er gået i "dialog" om deres egne lande: Immigration har været en del af Dialogen, ligesom også rettigheder og "kulturel støtte" til immigrantbefolkningen er noget, man tilsyneladende er enedes med de krævende Arabiske partnere om. Også pensum i skoler og på universiteter, og mediernes påvirkning af befolkningernes indstilling til multikultur og islam, har været ting, som man er gået i "dialog" med fremmede magter om. 

 

Det virker forkert. 

  

Det mest himmelråbende tegn på dhimmi-menatlitet hos Europas ledere er den åbenlyse asymmetri mellem Europæeres og Araberes ret til deres deres land, som de åbenlyst har tilsluttet sig gennem diverse erklæringer. Det har slået mig flere gange under læsningen af Bat Ye'ors bog. Hvordan kan Europas ledere i Venedig-deklarationen erklære deres harmfulde støtte til "Det Palæstinensiske Folks" "legitime ret" til "deres land" og til "selvbestemmelse", og fordømme de Israelske bosættelser, som de kalder "modifikationer i befolkningen" - SAMTIDIG MED at Europa gerne må udsættes for gennemgribende "modifikationer i befolkningen" og generøst skal tilbydes til en form for "medejerskab"?  

 

Det er da asymmetri så det basker. Eller er det bare mig, der tænker sådan?     

Er det en konspirationsteori?

Eurabia er af mange blevet afvist som en konspirationsteori.

Massemorderen Anders Breivik, som i 2011 myrdede 69 personer, var blandt andet inspireret af Eurabia. Han beskrev i sit manifest "2083 - A European Declaration of Independence", at muslimer ville overtage Europa. Det har betydet, at Bat Ye'ors budskab om, at der er nogen, der aktivt har arbejdet på at skabe et Eurabia, er blevet set som farligt. Mange vil derfor gerne klassificere bogen som en konspirationsteori på linje med Zion den Vises Protokoller.

 

Men spørgsmålet er ikke, om bogen er farlig og kan skabe vrede eller had. Spørgsmålet er, om der faktisk er hold i bogens påstande. 

 

(1) Demografien

I 2005 mente nogle, at det var vildt overdrevet at hævde, at Europa demografisk var ved at udvikle sig til Eurabia. Men der er sket meget siden 2005. Grafen nedenfor viser udviklingen i antallet af muslimer i de 15 lande, der var med i EU i 1995. Scenarie 0 viser udviklingen ved et stop i immigration fra 2017. Scenarie M viser udviklingen ved moderat immigration. Scenarie H viser udviklingen hvis immigrationen svarer til 2015-niveauet. I Frankrig vil 17% af befolkningen være muslimer i 2050 i scenarie M. Hvordan mon prognosen ville se ud, hvis man turde tænke frem til år 2100? Den demografiske udvikling er reel - og ikke en vild konspirationsteori. 

 

Kilde: Houssein Kettani: Muslim Population i Europe (2010) og PEW Research Center (2017). (Egen figur)

 

 

(2) Muslimerne står bag det

Andre har ment, at Bat Ye'ors påstand om, at "muslimerne står bag det hele" var vildt overdrevet - og i øvrigt mindede om Zion den Vises protokoller, og kun havde til formål at skabe had og mistænksomhed mod muslimer.

 

Det er ikke en konspirationsteori, at det er et mål i islam, at islam skal dominere verden. Det står i Koranen, og islamister mener selvfølgelig, at det derfor er noget, muslimer skal stræbe efter. 

 

Bat Ye'or påstår faktisk ikke engang, at OIC, Det Muslimske Broderskab eller andre har haft en færdig plan for Europa fra starten. Tværtimod skriver hun et sted, at OIC's mål til at starte med primært handlede om Israel-Palæstina. Det var det, der i sin tid fik de Arabiske lande til at iværksatte olieembargoen. De havde formentlig ikke fra starten regnet med, at det ville være så nemt med Europa. Men at de ser det som er mål at Europa bliver islamisk bør der ikke være tvivl om. Deres løbende pres på Europæerne gennem Dialogen for at fremme migration og udbredelse af islam i Europa taler jo også sit tydelige sprog. 

 

Historisk er områder, der er kommet under islamisk herredømme netop blevet islamiseret med denne metode: Man har indgået alliancer med opportune ledere, muslimer er indvandret, og mennesker har underordnet sig på grund af almindelig frygt for vold. Det er ikke en ny og banebrydende strategi. Muhammed brugte den.

 

Det er ikke specielt overraskende, hvis kræfter i den Arabiske verden arbejder for migration og udbredelse af islam i Europa. Meget mere overraskende er det, at Europas ledere skulle være gået med på det.  

 

 

(3) De Europæiske lederes aktive medvirken til at skabe Eurabia

Til sidst er der spørgsmålet om, hvor vidt omdannelsen af Europa sket med vores lederes fulde vidende og accept, og med støtte fra medier, politikere og intellektuelle. Er det rigtigt, at Europas ledere med vilje har "solgt" deres befolkninger til en "dhimmitilværelse" under islam? Nogle mener, det er vildt overdrevet.

 

Men hvad er det egentlig Bat Ye'or påstår? Jeg vil sammenfatte det i disse citater fra hendes konklusion: 

 

"Fast forankret i toppen af hver EU-stat, og med afgørende indflydelse på minister-  og regeringsniveau, har EAD (Den Euro-Arabiske Dialog) og det Euro-Arabiske Partnerskabs organisationer og netværk bearbejdet Europæerne til "dhimmitude" - det vil sige til passivt at underlægge sig intellektuel censur, utryghed, intern vold og endda terrorisme". 

 

"Det kan idag erkendes, at EAD har tjent som et instrument for den politik, som blev besluttet på den Islamiske Conference i Lahore 1974, den Islamiske Conference i Fez 1980...[osv.]"  

 

"EU's impotens-politik var planlagt, erklæret, og implementeret over årene af Europas demokratisk valgte ledere og spirituelle vejledere. Den politik har skabt dialog efter dialog - eller hvad Habib Malik kalder "dialog-industrien". 

 

"Ansvaret ligger på EU-kommissionens niveau. Den fastsatte den politiske agenda, organiserede finansieringen, brugte sin indflydelse og havde midlerne til at sætte sin agenda igennem i de politiske, økonomiske, kulturelle, religiøse, og sociale sektorer over hele EU".

 

"På dette tidspunkt er det legitimt at spørge: Hvem var det, der skabte Europas passive dhímmi-overgivelse? Hvem var rådgiverne, konsulenterne, lobby-grupperne?"

 

"Beslutninger, der blev truffet for år tilbage, har haft en snebold-effekt, som formentlig er irreversibel [...]. Dette resultat kunne kun opnås, fordi det var institutionaliseret af en overnational EU-politik: Det var ikke Europæernes frie valg".  

 

Bat Ye'or bruger ganske vist ord som "dhimmi-overgivelse" og "impotens-politik", så det fremgår tydeligt, hvad hendes holdning er til den førte politik. 

 

Men det er fuldt ud dokumenteret, at EAD har fundet sted, at Dialog-politikken har været planlagt og sat igang, at Europas ledere har erklæret sig enige i den (fx Barcelona-Deklarationen), og at EU-Kommissionen er central. Det er også fuldt ud dokumenteret, at den "kulturelle Dialog" har omhandlet uddannelse og medier. 

 

Det, der ikke kan dokumenteres, er hvordan de uformelle netværk har fungeret, og menneskers intentioner.

 

Bat Ye'ors tese er efter min mening top-relevant til at forklare hvorfor indvandringen har fået lov at ske mod flertallet af befolkningens vilje, og hvorfor medier, forskere, skolebøger og politikere fylder os med bullshit. 

 

Bogen fortjener meget bedre end at blive affejet som en konspirationsteori. Den fortjener, at referater og erklæringer fra alle EAD-møder bliver gjort åbent tilgængelige på nettet, så vi alle kan se, hvad der er blevet talt om og besluttet på de møder, og hvem der har været med. 

 

 

(4) Dhimmi-tilværelsen
Nogle vil mene, at det er vildt overdrevet at påstå, at Europa vil blive et  "dhimmi-kontinent", hvor man underordner sig islam af frygt. Der er jo ingen grund til at frygte islam. Men spørg dig selv:

 

  • Kan du genkende nogle af de tegn på "dhimmitude", som Bat Ye'or nævner? 

  • Ville du turde sætte dit navn på en tegning af Muhammed? 

  • Frygter du, at muslimer bliver radikaliserede, hvis ikke "vi" gør alt for at de skal føle sig inkluderede? Frygter du det samme med andre grupper?

  • Vil du benægte, at den kulturelle og politiske del af den Euro-Arabiske Dialog langt hen ad vejen har været drevet af et appeasement-rationale, selvom man med fine ord har kaldt det ønske om gode relationer og "godt naboskab?"  

 

Ingen kan dokumentere, hvordan fremtiden vil blive. Men hvis det allerede idag er sådan, at vi ikke tør nævne jihad, eller sige at sharia er i modstrid med vores frihed, og at islam naturligvis ikke har æren for Europas udvikling - så ser det desværre ikke for lovende ud.

 

Det med dhimmi-tilværelsen afhænger af os selv.    

Anbefaling

Jeg ville ønske, at Eurabia var mere tilgængelig. Det kunne være dejligt, hvis den var oversat til dansk, for den er lidt tung at læse, og nogle gange også lidt rodet. Men den er meget veldokumenteret, man kan tjekker kilderne, og den indeholder hele 10 appendiks med diverse erklæringer, så man selv kan tjekke, hvad der står.  

 

Du skal være forberedt på at komme i dårligt humør under læsningen. Jeg følte mig bedraget og samtidig magtesløs. Spørgsmålet om immigration er tilsyneladende for længe siden lagt i hænderne på overnationale forsamlinger, hvor Danmark nu er "forpligtet" over for alle andre end Danskerne, og som det virker uigennemskueligt og umuligt at komme ud af. Vi har ikke ledere, der tør træffe den slags beslutninger. Der er nok heller ikke udsigt til, at vi får det, blandt andet fordi vi har lært, at det er racistisk at være imod indvandring fra muslimske lande. 

 

Den demografiske udvikling, som er vist i grafen ovenfor (den gule eller sorte version), kommer sandsynligvis til at ske. Det er svært at se, hvordan presset for at integrere og tilpasse sig islam så skulle forsvinde. Det er også svært at se, hvordan frygten for radikalisering og terror skulle blive mindre.    

 

Det er faktisk en pine at læse bogen.  

 

Men bogen er alligevel vigtig. Den gør opmærksom på en historisk proces, som de færreste almindelige borgere har kendskab til. Processen stadig er i gang, og der laves stadig nye aftaler og forpligtelser, helt uden at den almindelige befolkning aner det.

Sådan er det gået efter at Eurabia udkom i 2005

Euro-Middelhavs Partnerskabet blev i 2008 til Middelhavsunionen, som i dag inkluderer 43 lande og er omfattende hvad angår antallet af partnere, arbejdsområder og projekter. Mange Europæere aner ikke, hvad Middelhavsunionen er, hvad den laver, eller at vi overhovedet indgår i den. På Unionens hjemmeside kan man få et indtryk af, hvor omfattende det er, både med hensyn til partnere af alle slags og områder, den beskæftiger sig med.  

 

Europæiske ledere er fortsat i Dialog om immigration. Eller måske har de uddelegeret arbejdet til nogle organisationer, det er lidt uklart. På ICMPD's (International Centre for Migration Policy Development) hjemmeside kan du se, hvor mange migrations-dialoger, der er i gang. Der er blandt andet EUROMED Migration IV, der blandt andet har financieret et studie om mediernes dækning af migration, med tilhørende anbefalinger. Der er også Rabat Processen med tilhørende ministerkonferencer og action-planer. Seneste udvikling er Marrakesh-erklæringen (oversat til dansk af Grundlovsforeningen), som Danmark nu har underskrevet, uden at det på noget tidspunkt har været til debat. 

TAK fordi du har læst hertil, og UNDSKYLD, hvis jeg er skyld i, at du er blevet desillusioneret.  

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon