TAGS

Please reload

Relaterede indlæg

3 ting der overrasker ved Koranen

December 9, 2018

BOGANMELDELSE

 

Jeg blev vildt overrasket, da jeg læste Koranen første gang. Jeg kan også afsløre allerede nu, at jeg blev ret chokeret. Jeg havde hørt, at muslimer regner Koranen for at være Allahs ufejlbarlige og hellige ord. Så den måtte da virkelig være noget særligt. Jeg havde nok også forestillet mig, at den ville minde lidt om Bibelen. Det er jo begge bøger, der definerer en religion.

 

Men jeg tog fuldstændigt fejl.

 

Ellen Wulff's danske oversættelse af Koranen fra 2006 (2. udgave fra 2009). Det er den, der er anmeldt her.

Overraskelse 1: Den handler om de vantro

Det første, der sprang i øjnene, da jeg læste Koranen, var, hvor meget de vantro fylder i den. Jeg startede fra en ende af, med Sura 1, og alt så fint og fromt ud ... lige indtil vers 7. Allerede her nævner Koranen "dem, som vreden rammer" og "de vildfarne". Verset er en bøn til Allah om ikke at lede én ad den vej, som disse mislykkede skabninger følger. Jeg studsede lidt, men tænkte så, at måske skal man ikke lægge så meget i det. Sådan er Koranen måske bare, tænkte jeg -  og læste videre. Jeg undrede mig dog lidt over, hvordan det kan være "Allahs ord" at bede en bøn til sig selv.

 

Men allerede igen på næste side, i sura 2, faldt kæben for alvor ned på hagen i måben. Koranen når lige at oplyse om, at dette altså er Skriften, som der ikke hersker nogen tvivl om, og fra vers 6 går det så ellers løs om de vantro - i denne her stil: 

 

"Men de, der er vantro, med dem er det lige meget, om du advarer dem eller ej; de vil dog ikke tro. Allah har forseglet deres hjerte og deres hørelse; over deres blik ligger der et slør. De har en vældig straf i vente. Nogle mennesker siger: "Vi tror på Allah og på den yderste dag". Og dog tror de ikke. De vil bedrage Allah og dem, der tror; men de bedrager kun sig selv, uden at de aner det. De bærer en sygdom i hjertet, og Allah gør dem mere syge. De har en pinefuld straf i vente, fordi de løj. (2:6-10)

 

Og det bliver bare ved og ved. Om de vantro, der "har købt sig vildfarelsen", som er "døve, stumme og blinde", som Allah har gjort helvedesilden klar til, og over hvem Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse vil hvile. Og pludselig, 9 sider senere, i vers 192, står der sørme: "Dræb dem hvor I møder dem..."

 

Det fortsætter gennem hele Koranen. Modsætningen mellem de troende og de vantro er simpelthen det gennemgående tema i Koranen. Dette var ret tydeligt, også selvom jeg ikke dengang, ved første læsning, kendte den "kontekst", som versene skulle være blevet åbenbaret i. Der kredses bare om det tema igen og igen. Ordet "vantro" er nævnt næsten 400 gange på de 500 sider. Det siger noget om, hvor meget det fylder. Dertil kommer så alle de andre ord, der også bruges for vantro af forskellige slags: De der "sætter andre ved Allahs side", de der "har en sygdom i hjertet", hyklerne, de gudløse, de der "kaldte Allahs tegn for løgn" osv.  

 

Det gennemgående budskab i Allahs hellige, evige og ufejlbarlige ord til menneskeheden er ganske simpelt, at det gælder om at være en af de troende og "retledte", for så belønnes man på dommens dag med guld, brokade og jomfruer i "haven". De vantro derimod har en grufuld straf i vente. Dette gentages igen og igen. I nogle suraer - dem fra Medina - opfordrer Koranen de troende til at bekæmpe eller endda dræbe de vantro, mens man i andre suraer - dem fra Mekka - blot skal være tålmodig og vente på, at Allah selv straffer de vantro på dommedag eller på anden måde tilintetgør dem. Det er ikke bare enkelte vers, der handler om dette. Det er et gennemgående tema. 

 

Jeg var overrasket over, at det fyldte meget. 

 

Koranen kommer mig ved

Nogle gange er jeg i debatter blevet spurgt om, hvilket motiv jeg dog har til at "nedgøre andres tro" ved at "tale dårligt om" Koranen (dvs. fortælle om hvad der står i den). Hvorfor kan jeg ikke bare "passe min egen tro" og lade være med at "angribe" islam og "forfølge" muslimer for deres religion? 

 

Men jeg kan med 100 procents berettigelse sige, at Koranen ikke bare er muslimernes bog og muslimernes sag. Den er også min sag. Den handler nemlig mere om "de vantro" (som også inkluderer jøder og kristne) end den handler om noget som helst andet. Koranen hævder at være en "retledning" for muslimer. Det kommer mig ved, at Allahs retledning forbyder muslimer at være venner med vantro (3:28, 4:89, 5:51, 5:57, 5:80, 8:73, 9:23). Det kommer mig ved, at Allahs retledning lærer muslimer, at meningen med det hele er, at Allahs religion skal sejre over al andren religion (9:33, 48:28, 61:9). Det kommer også mig ved, at Koranen kalder de vantro for urene (9:28), og "de værste dyr" (8:55).

 

Og nej, "Allah" siger desværre ikke til muslimerne,  at hans retledende vers om, hvordan man skal forholde sig til de vantro, kun lige gjaldt i den situation, hvor de blev åbenbaret.     

 

Jeg har et issue med Koranen, fordi den tydeligvis har et issue med mig. 

Overraskelse 2: Den ligner overhovedet ikke Bibelen

Jeg havde som sagt forestillet mig, at Koranen måske ville minde om Bibelen, i det mindste når det gælder formen. De er jo begge helligskrifter. Men nej. Koranen er helt, helt anderledes.

 

Én ting er måden den henvender sig på. Meget af Bibelen består af beretninger og fortællinger, skønt der selvfølgelig også er lovprisningerne i Salmernes bog og apostlenes breve til deres menigheder. I Bibelen er det hele tiden klart, at det er mennesker der beretter om Gud eller om Jesus, skabelsen, patriarkerne eller profeterne. Men i Koranen henvender "Allah" sig selv - direkte - i 1. person. For eksempel her, hvor man må gå ud fra, at det er "Allah", der siger:

 

Så kæmp for Allahs sag" Du er kun pålagt ansvaret for dig selv. Du skal opildne de troende! Måske vil Allah holde de vantros vælde tilbage. Allah er stærkere i vælde og i straf" (4:84)

 

Læg mærke til, at "Allah" også omtaler sig selv i 3. person. I nogle vers taler "Allah" tilsyneladende til Muhammed, som ovenfor, men andre steder henvender Han sig i stedet direkte til de troende - eller Muhammeds tilhørere. Fx her, hvor Han advarer om, at straffedommen er nær:  

 

"Vi advarer jer om en nært forestående straf, om den dag, hvor enhver skal se sine hænders værk, og hvor den vantro skal sige: "Gid jeg var støv!" (78:40)

 

Læg mærke til, at "Allah" i verset ovenfor kalder sig selv for "Vi". Allah" omtaler som oftest sig selv i flertal, som ovenfor, men nogle gange sætter Han også sig selv i ental. Eksempelvis her, hvor Han tilsyneladende forsikrer Muhammed om, at Han nok skal hævne sig på bestemt person: 

 

"Lad Mig om ham, som Jeg alene skabte, som Jeg skænkede udstrakt ejendom og sønner, som er til stede; som Jeg jævnede vejen for, og som derpå kræver, at Jeg skal give ham mere! Nej! Han vægrede sig stædigt mod Vore tegn. Jeg vil tynge ham til jorden. (74:11-14) 

 

Da jeg læste Koranen første gang, kunne jeg egentlig godt acceptere den tanke, at "Allah" måske nogle gange havde brug for at åbenbare instruktioner til Muhammed, mens Han andre gange havde et budskab til "menneskeheden" eller Muhammeds publikum - og at han derfor kunne henvende sig til forskellige tilhørere.

 

Men jeg undrede mig nu alligevel over, at "Allah" ikke var mere konsekvent i omtalen af sig selv. Er Han ental eller flertal? Det er noget rod. Den undren blev ikke mindre af, at nogle vers i Koranen ret tydeligt virker som de er Muhammeds ord og ikke Allahs. For eksempel dette: 

 

"Jeg har kun fået befaling til at tjene Herren over dette sted, som Han har erklæret fredhelligt. Ham tilhører alting. Jeg har fået befaling til at være en af dem, der overgiver sig til Ham," (27:91)

 

 

Hvem er det lige, der taler her? 

 

En anden ting, der er anderledes end Bibelen, er, at Koranen forekommer temmelig ustruktureret:

 

Først og fremmest står suraerne (kapitlerne) ikke i kronologisk rækkefølge. Det er svært at forstå, hvad formålet med den umiddelbart tilfældige rækkefølge er, når man nu ved, at der findes en "kontekst" - nemlig den kontekst, som man jo altid får at vide, at man skal kende for at kunne udtale sig om noget, der står Koranen. 

 

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om de, der engang har samlet Koranen, bevidst har ønsket at sløre sammenhængen. Måske har man bevidst ønsket at afkoble Koranen fra "konteksten" for at få budskabet til at fremstå universelt og evigtgyldigt. Mere guddommeligt og mystisk. Måske har meningen været at give magt til de lærde? For hvis menige mennesker ikke kan gennemskue sammenhængen og det kun er de skriftlærde, der kender den rette "kontekst" og dermed er de eneste, der kan "fortolke" Allahs ord på den rette måde - så giver det jo magt? At være den, der kender Guds budskab er et ret effektivt magtmiddel. Det er naturligvis blot spekulation, men tanken er da nærliggende.

 

Der er selvfølgelig også den mulighed, at en tilfældig person blot har sorteret suraerne i en bunke efter deres længde. Det er nemlig det princip, der er "systemet": De længste suraer først, bortset fra sura 1. Måske har den person, der ordnede dem, ikke været i stand til at læse dem? Men det lyder næsten for dumt.

 

Dernæst er historier fra Bibelen spredt i fragmenter ud over hele Koranen. Hvis man kender Bibelen vil man kunne genkende mange bibelske navne: Noah, Lot, Moses, Farao, Abraham, Jesus osv. Men historierne står ikke ét sted. De findes i små bidder rundt omkring i adskillige suraer. Nogle gange er der endda flere versioner af den samme historie, og de adskiller sig altid lidt fra hinanden. Næsten som om "Allah" ikke helt har kunnet huske dem, eller i hvert fald ikke har hængt sig i detaljerne:

 

For eksempel får vi i sura 7 at vide, at Allah "lod en regn falde ned" over Lots folk, men Lots familie blev reddet, bortset fra hans hustru, som var "en af dem der sakker bagud" (7:83-84). Men i sura 26 får vi at vide, at Lots husfæller blev frelst, bortset fra "en gammel kone blandt dem, som sakkede bagud" (26:171). I sura 11 kommer det frem, at Allah "omstyrtede byen" og lod det regne med sten af brændt ler (11:82). I sura 15 oplyser "Allah", at det var Ham, der havde bestemt, at Lots hustru skulle sakke bagud (15:60), og i sura 66 kommer det frem, at hun var troløs (66:10). Samme historie, men nye variationer hver gang. Der er mange lignende eksempler. 

 

Nøjagtighed og skødesløshed

Efterhånden som jeg kom frem i læsningen og undrede mig over de varierende og ikke altid helt samstemmende udgaver af de forskellige historier, begyndte jeg at tænke, at historierne nok slet ikke er der for fortællingens eller for nøjagtighedens skyld. De er der for at understrege Koranens centrale budskab: Nemlig at Allah vil straffe de vantro, som kalder "Allahs tegn" for løgn, og frelse de troende fra straffen. Det er vel derfor eksemplerne Noah og Lot fylder så relativt meget - de handler netop om Allahs straf over de vantro. Begge disse eksempler fylder mere end Jesus. 

 

Men for en ikke-muslim som mig, der ikke bare godtager alting, virker det nu alligevel lidt mærkeligt, at selveste Allah - som jo trods alt er almægtig og burde have styr på alt - er så skødesløs med fremlæggelsen. Især når Koranen gør et nummer ud af at pointere, at dens tekst er "fremlagt nøjagtigt" (10:37), og når det tydeligvis er så vigtigt for "Allah" at overbevise folk om at Hans budskab er "sandheden" (32:3), som man ikke må kalde for løgn. Det er ligesom budskabet. Det er en af de værste forbrydelser i Allahs øjne at "kalde det for løgn" (29:68). Igen og igen fortæller Koranen om, hvordan Allahs udsendinge til alle tider er blevet kaldt løgnere, hvorefter Allah i sin vrede udslettede de vantro folk. For eksempel her om Noah: 

 

"De kaldte ham en løgner. Da frelste Vi ham og dem, der var sammen med ham, i skibet og gjorde dem til efterfølgere. Dem, der havde kaldt Vore tegn for løgn, lod Vi drukne. Se, hvilken ende det tog med dem, der var blevet advaret!" (10:73).

 

Koranen beskriver, hvordan det har været et helt generelt problem for alle Hans udsendinge, at folk ikke troede på dem, når de kom med deres åbenbaringer:

 

"Ak og ve for tjenerne! Der kom aldrig en udsending til dem, uden at de drev spot med ham" (36:30) ; "Aldrig kom der en udsending til dem, uden at de spottede ham".(15:11)

 

Man kan derfor  undre sig over, at den Almægtige ikke har gjort sig mere umage. Så havde det været nemmere for folkene at tro på, at det var Sandheden, og det havde været sværere at drive spot med det. 

 

Men der er selvfølgelig en forklaring på, hvorfor det er sådan: Nemlig at Allah slet ikke ønsker at gøre det nemt, og ikke ønsker at alle skal tro. Han siger nemlig selv i Koranen, at han ønsker at fylde Helvede med mennesker og djinner (32:13).   

 

Koranen kan ikke stå alene

Hvis ikke jeg i forvejen havde kendt Bibelen, ville jeg have haft svært ved at forstå de fragmenterede historier i Koranen. Et sted bliver "ham med fisken" fx nævnt i en bisætning (68:48), og hvordan skulle man dog kunne vide, hvem han var, hvis ikke man i forvejen kendte historien om Jonas og hvalen?

 

Koranens gengivelser af historierne om de bibelske profeter - og ikke mindst om Jesus - er ofte anderledes end i Bibelen. Ifølge Koranen blev Jesus født under et palmetræ, talte som spæd, blæste liv i en lerfugl og forsikrede at han ikke var Allahs søn (5:116). Det overraskede mig egentlig ikke så meget, for det er jo, hvad man kan forvente. Der er trods alt tale om forskellige religioner, og jeg vidste jo, at i islam er Jesus blot en profet. 

 

Til gengæld overraskede det mig, at Koranen i dén grad forudsætter kendskab til Bibelen. Koranen - det ufejlbarlige og endegyldige ord fra Gud - kan ikke stå alene. Det kræver viden om andre religiøse tekster og om profetens biografi at få Koranen til at give give mening. Det er umuligt at forstå Koranen ved alene at læse Koranen. Særligt for muslimer, der med stor sandsynlighed ikke kender Bibelen. Det er blandt andet derfor, der er utallige hyldemeter af såkaldte tafsir, forklaringer på Koranens tekster. Disse forklaringer og fortolkninger fylder langt, langt mere end Koranen selv. 

 

Lidt underligt, at Guds budskab til menneskeheden ikke kan forstås uden menneskers forklaringer. 

 

Men ok, måske er det alligevel ikke så underligt. For når det kræver så meget ekstra læsning og så meget ekstra anstrengelse at forstå betydningen af "Guds ord", at de færreste orker det, så  bliver det jo let at bilde folk hvad som helst ind om, hvad der står i Koranen. Det er lige præcis, hvad der sker i dag. 

 

Overraskelse 3: Det er helt tydeligt ikke Guds ord

Modsætningen til de vantro og Koranens mangel på struktur og nøjagtighed var overraskende. Men de ting kan trods alt forklares nogenlunde rationelt med, at det er en anden type skrift, en anden tænkemåde og nogle andre værdier.

 

Koranen påstår selv at være en "bekræftelse" af Toraen og "Evangeliet", så derfor ser muslimer heller ikke noget problem i, at Koranen ikke kan forstås uden kendskab til dem. (Reelt stemmer Koranen dog i mange tilfælde ikke med disse skrifter, eksempelvis benægter Koranen, at Jesus blev korsfæstet - det "forekom" bare sådan - se 4:157).  

 

Men det, der overraskede mig allermest var dog, at Koranen så åbenlyst ikke er nedsendt fra Gud.

 

Det handler ikke om, hvor vidt man tror på, at der eksisterer en Gud, og at Han kunne have sendt nogle åbenbaringer ned. Det kunne i princippet være sket, eller man kunne i hvert fald give tanken en chance. Nej, det handler om, at Koranen er så åbenlyst forfattet af mennesker, at ethvert nutidigt menneske - også muslimer - bør kunne se det.

 

Det er meget svært at forstå, at så mange mennesker vitterligt kan tro, at det, der står i Koranen er Guds ord. Hvis ikke det var fordi, det er dybt tragisk, ville det næsten være morsomt. Her er et par ting, der er ret menneskelige:   

 

Defensiv

Man lægger straks mærke til, at "Allah" absolut ikke udviser sans for humor. Han skabte ikke verden for sjov (21:16), og Han hævder, at Han har skabt mennesket til lidelse (90:4). Det er lidt uklart om Han brugte mudder (15:26, 55:14), en dråbe (16:4) eller levret blod (96:2) til skabelsen, for der er nævnt mange forskellige ingredienser forskellige steder rundt omkring i Koranen. Man bliver overrasket over, hvor defensiv "Allah" egentlig virker. Det virker som om Han hele tiden bliver udfordret på grund af sine inkonsistente forklaringer og igen og igen skal forklare, hvordan det nu var, han bar sig ad. På samme måde må "Allah" igen og igen bedyre, at profeten altså ikke er besat (68:2, 81:22).

 

Ærligt talt, så fremstår det bare ikke særligt guddommeligt. 

 

Liderlig

Selvom "Allah" har skabt mennesket til lidelse, så er Paradis til gengæld et sjovt sted at være. I hvert fald for liderlige mænd. I lyksalighedens haver ligger "de gudfrygtige" lænet tilbage overfor hinanden på rigt broderede lejer, mens evigt unge drenge og jomfruer går rundt i blandt dem. Det udpensles i Koranen, hvordan de troende i Paradis er overdådigt klædt i guld, silke og brokade. Selv pudernes farve får man oplyst. De er grønne. Man kan dyrke sex med jomfruerne i afskærmede telte, og i et vers præciseres det, at de har "svulmende bryster" (58:33). Det virker på en måde helt til grin, at en religion, der bryster sig af overlegen seksualmoral og "modesty" har Paradis beskrevet som et frådsende sexorgie. Et bordel. Tænk, at "Allah" har måttet lokke med sex i paradis for at vinde folk for sin sag. Tænk på, hvad det fortæller om de første muslimer. Og tænk, at Allah, den gud som ifølge bl.a Aminah Tønnsen nærmest skulle være udenfor menneskets fatteevne, har haft så indgående et kendskab til de troendes hedeste fantasier.

 

Ærligt talt, det virker bare ikke som noget, der er fundet på af verdens skaber. 

 

Privilegier til profeten

Det er også påfaldende, at mange af åbenbaringerne - som jo ellers skulle være Allahs retledning til menneskeheden - er uhyre praktiske for profeten. Eksempelvis er det åbenbaret, at man ikke må blive hængende for længe hos profeten, men skal gå hjem - og desuden holde sig fra hans kvinder (33:53). Man må faktisk aldrig nogensinde gifte sig med dem, heller ikke efter Muhammeds død. Der er også en åbenbaring, som fritager profeten fra at holde et løfte til sine hustruer og efterfølgende truer dem med skilsmisse, hvis de "rotter sig sammen" (66:4-5). Man kan også læse i Koranen, at der gælder særligt fordelagtige regler for profeten om, hvilke kvinder der er seksuelt tilladte (33:50). Koranen præciserer også, at det er tilladt for profeten at gifte sig med sin adoptivsøns hustru (33:37). Helt ærligt! Skal det være Guds evige ord til menneskeheden"?

 

Ligner det ikke mere ordene fra en mand, der bruger "Gud" til at udøve magt og skaffe sig særlige privilegier? 


Dette er blot et par eksempler på ikke særligt guddommelige ting i Koranen. Der er mange andre. Massevis. Tag et par af de guidede ture i Koranen - fx den om mirakler og videnskab - og tjek selv. 

Bliver det bedre, når man kender konteksten?

Nej. Siden jeg læste Koranen første gang, har jeg læst den i kronologisk rækkefølge og studeret "konteksten" i form af historien om Muhammed, som er fortalt i biografierne om ham og i hadith. Kendskabet til "konteksten" har desværre ikke rykket ved de indtryk, jeg fik allerede ved første læsning. Tværtimod. Der toner stadig en historie frem om en mand, som brugte "Guds ord" til at skaffe sig magt og retfærdiggøre sine gerninger. Gerninger, som endda i vore dage og i vores civilisation regnes for umoralske og forkastelige. 

 

Faktisk er det dybt problematisk, at Muhammed dyrkes som "det perfekte eksempel", som muslimer bør efterleve. Han holdt sexslaver, havde samleje med en 9-årig og begik folkedrab på en jødisk stamme i Medina. Disse ting er beskrevet i hadith og sira (overleveringer og biografier), men der ses også spor af dem i Koranen. Eksempelvis fortæller "Allah" i vers 33:26 om massakren på den jødiske stamme Banu Qurayza, der også er beskrevet i Ibn Ishaqs biografi, og vers 33:50 nævner, at de slavinder, som "Allah har givet" profeten "som bytte" også er seksuelt tilladte for ham. 

Men står der da slet ikke noget godt?

Jo, det gør der da. Koranen opfordrer til "gode gerninger" ca. 55 gange, og der står, at man skal være god mod sine forældre. Almisse og hjælp til vejfarende er jo en fin ting. Derudover opfordrer den til taknemmelighed over det skabte. Det er selvfølgelig også rigtigt fint. Men det opvejer bare ikke den gennemgående problematiske foragt for ikke-muslimer, som blandt andet kommer til udtryk i dette vers: 

 

"Muhammad er Allahs udsending, og de, der er med ham, er strenge over for de vantro, men :barmhjertige mod hinanden ... " .(48:29)

 

De, der gerne vil forsvare islam, vil sikkert sige, at verset ovenfor hører til i en kontekst. Det kan de let slippe afsted med, for de fleste aner intet om konteksten. Konteksten gør bare ikke sagen bedre. Den handler nemlig om at "Allah" har lovet muslimerne, at de skal ud og tage bytte efter fredsaftalen med Mekka. Her kan du se, hvordan "Allah" lover bytte i nogle af de forudgående vers i samme sura: 

 

Allah lovede jer meget bytte, som I skulle tage, og dette lod Han hurtigt ske for jer. Han holdt menneskenes hånd borte fra jer. For det skulle være et tegn for de troende, og Han ville lede jer ad en lige vej. Og noget andet bytte, som I endnu ikke har bemægtiget jer, har Allah allerede indkredset. Allah er i stand til alt. (48:20-21). 

 

Kort efter angreb Muhammeds krigere - ifølge islams egne beretninger - det jødiske samfund i Khaybar, hvor de plyndrede, dræbte, tog slaver og indførte dhimmi-systemet.  

 

Kontekst eller ej. Hvis dette er i Allahs ånd ... Hvad er Han så egentlig for en slags gud? 

Anbefaling

Jeg vil anbefale alle at læse Koranen. Det burde være en pligt. Alt for mange udviser en mærkelig ligegyldighed over for islams tankegods. Som om det ikke betyder noget. En ekstremt mærkelig indstilling, som slet ikke er konsistent med den betydning vi ellers tillægger kultur og ideer. 

 

Alt for mange mener, at vi skal "respektere" islam, uden overhovedet at vide, hvad det er, de vil respektere. Det værste er, at mange vitterligt mener, at modvilje mod islam blot er et dække for racisme, eller at islamkritikere i virkeligheden blot er grimme mennesker, som ønsker at hetze de svage. De er faldet for manipulation.  

 

Vær med til at sørge for, at samtalen om islam foregår på et oplyst og sagligt grundlag. Giv Koranen i julegave til dig selv eller til en, du kender.

 

Spred oplysningen. Giv den til en muslim, eller til en, der kunne have godt af at se, hvilke ideer, det er, han eller hun mener, har krav på respekt, ærbødighed, hensyn og særlig fritagelse fra kritik.

 

Alt for mange har misforstået begrebet "tolerance" og tror, at det betyder "respekt". Alt for mange har også misforstået begrebet "respekt" og tror at det betyder, at man ikke udfordrer folk, men lader dem blive i deres vildfarelse. Det er ikke respekt. Det er at betragte folk som mindre intelligente. De såkaldt "lave forventningers racisme".

 

Vær med til at holde fast i, at der er ideer, der er væsentligt bedre og væsentligt mere hensigtsmæssige for Danmark og Verden end islams.

  

Koranen. Oversat af Ellen Wulff. Forlaget Vandkunsten, 2009 (1. oplag 2006) 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Please reload

  • Grey Facebook Icon